Almindeligvis er Information en avis, der intellektuelt er langt over mit niveau, så jeg holder den ikke. Men forleden dag faldt jeg over en overskrift på Informations Instagramprofil, der lige var vand på min fordomsmølle: 'Dyre ure er tidens mest irriterende og vulgære hobby'. Jeg har tidligere skrevet en hyldest til de billige, præcise kvartsure, hvor jeg gik forholdsvis let hen over min aversion mod det voksende ursnobberi. Jeg har ikke læst klummen i Information, men blev inspireret alene af overskriften til at lufte min egen idiosynkrasi.
For der var engang, hvor et ur havde den ganske enkle funktion at oplyse, hvad klokken var. Men så var der nogen, der opdagede, at et ur også kunne fortælle noget langt vigtigere, nemlig hvem man var. Derfor er det ikke længere tilstrækkeligt at vide, at klokken er 14.37. Nu skal klokken være 14.37 på en måde, det har taget tre generationer af schweiziske håndværkere, en venteliste og en bankrådgiver at realisere. Bankrådgiveren har rederiet MSC's danske direktør nu nok ikke haft brug for. Det siges, at hans håndled prydes af et Patek Philippe Aquanaut Chronograph, der kan sælges for mellem 900.000 og en million kroner.
Nu har vi udviklet os så langt kulturelt, at man kan signalere overlegenhed med en tingest på størrelse med en småkage
Man møder urmenneskene overalt, og så gælder det om ikke at sige noget om deres ur. Kommer man alligevel til det, går der et kvarter med en forelæsning om værk, komplikationer, referenceår, patina, og at modellen kun blev produceret i syv eksemplarer under en snestorm i 1968. Der er ingen idé i at spørge, om det også viser tiden, for det handler ikke om tiden, men om historien. Og historien er tilsyneladende, at noget bliver dyrere, jo flere mænd i lyseblå skjorter, der køber det.Luksusuret er blevet en slags social schweizerkniv. Det signalerer på én gang, at man har penge, smag og forstand på finmekanik, og derfor skal man sørge for, at manchetten ikke skjuler det. Ur-entusiasten understreger altid, at det ikke handler om status. Ligesom når folk siger, at de ikke rejser for at tage billeder, men uploader 143 fotos fra ferien, så snart de kommer hjem. Eller at de ikke købte huset på grund af beliggenheden, men nævner postnummeret nord for København inden for de første 40 sekunder.
Mennesker har altid haft statussymboler. Tidligere byggede man slotte. Så købte man sportsvogne. Nu har vi udviklet os så langt kulturelt, at man kan signalere overlegenhed med en tingest på størrelse med en småkage.
De færreste mennesker kan modstå fristelsen til at prale på den ene eller anden måde. Nogle udbreder sig om årgangsvine, andre om løbetider
og -distancer, eller de maler i fritiden (altså ikke entréen). Hvis man er lidt mere raffineret, kan man også bare sige 'jeg læser stort set kun essays'.
Alle går rundt som levende visitkort, men urfolkene har fundet den mest elegante måde at gøre det på. De har opfundet den eneste hobby i verden, hvor man kan bruge et sekscifret beløb og hævde, at det ikke drejer sig om, hvad det har kostet. At bruge en formue på noget og samtidig få det til at lyde som en interesse for meget små tandhjul er den perfekte opvisning i beskedenhed.
Man skal nok ikke gøre sig håb om at komme ursnobberiet til livs, men man kan da prøve. Næste gang nogen læner sig frem og siger, at det ikke handler om prisen, kunne man kaste et høfligt blik på deres håndled, vente et øjeblik og sige: 'Hvad er klokken egentlig?' Hvis de så svarer med referencenummeret, er samtalen slut.
Hvor er det dog herligt befriende at læse, at en mand har samme synspunkt (lad os egentlig bare beholde 'idiosynkrasi') som mig, der aldrig er gået op i ure. Eller biler. Eller mærketøj. Nogle synes jeg er mærkelig ... men det går virkelig langt over min forstand, at nogen vil bruge så mange penge på den slags - også selv om man har mere end rigeligt på kontoen.
Min mand har en snert af pisken, men heldigvis begrænser vores økonomi ham i at køre ursnobberiet længere ud, end jeg kan acceptere. Hans bror arvede engang en sum penge, som han omsatte i et ur, der kostede hele summen. Han havde knap nok til dagen og vejen, men nu fik han jo pludselig råd til et fedt ur! 🙄
Det er rigtigt, at de fleste ikke kan dy sig for indimellem at prale i større eller mindre stil, men der er forskel på at give udtryk for sin glæde over noget og at prale af noget - sidstnævnte er ofte et udtryk for overlegenhed overfor folk, der (nok) ikke har de samme muligheder som pralhalsen.
Jeg bliver ofte forbavset over, hvor meget statussymboler betyder for mange.
Enhver, der med kildrende humoristisk kontaktflade, er recidiverende læser på denne kvalitetsblog kan ikke beskylde blogejeren for at være et urmenneske.
Årstiden kalder på det gamle begreb ”solure”. Men den massive modebølge med ur-varianter giver også tanker til både Galilei´s pendulerende svingninger og frem til nutidens atomure, hvor der tænkes på senderen Mainflingen (ca. 25 km. i sydøstlig retning fra Frankfurt am Main).
I den artistiske verden optræder begrebet ”urpremiere”, dog uden skelen til publikums individuelle valg af ure. ”Urpremiere” sker også med mellemrum i Genève i Schweiz, der betragtes som den uofficielle hovedstad for ure. Hvis man fraser byens prisniveau, herunder urmagerier, er den absolut værd at gæste. Det gælder såvel CERN-interesserede som såkaldt almindelige turister bevæbnet med en schweizerkniv og et batteridrevet japansk armbåndsur.
@Ellen: Jeg kan faktisk heller ikke sige mig helt fri for at interessere mig for ure, men inden for en overkommelig prisramme. Jeg ejer da også mere end ét, som jeg er glad for. Især praler jeg gerne af mit smukke vintage Omega, ikke mindst fordi det er produceret samme år som jeg selv. Men det repræsenterer ikke en værdi, der fordrer opbevaring i en bankboks. Jeg er med andre ord helt med på fascinationen af godt håndværk, men der må være en grænse.
Historien om svogeren er fortællingen om menneskers forfængelighed i en nøddeskal. Men der er selvfølgelig også noget rørende over dem, der samler på statussymboler. Vi har alle vores særheder. Nogle køber et ur til seks måneders løn. Andre køber fire kilo tulipanløg, 27 bøger de ikke når at læse eller køkkengrej til et professionelt køkken, som de aldrig bruger til andet end at koge æg. Menneskets veje er uransagelige.
@Erik Hulegaard: Tak for endnu et indlæg fra kommentarfeltets finmekaniske afdeling. Der er noget opmuntrende over, at vi på få linjer kan bevæge os fra solure til Mainflingen.
At blogejeren ikke skulle være et urmenneske, må dog anfægtes. Snarere et væsen styret af et særligt urinstinkt: en næsten biologisk trang til at registrere alle civilisationens forsøg på at tæmme tiden, fra Galileis svingninger til Genèves glitrende montrer.
Genève er interessant. Det er på sin vis lykkedes byen at løse den umulige opgave: at ur-banisere præcision og gøre horologi til en livsstil. Man ankommer som almindelig turist og rejser hjem med stærke meninger om gangreserve og remmaterialer.
Der er noget urkomisk over urverdenen: jo dyrere et ur er, desto mindre bruger ejeren det efter hensigten.
Måske er fascinationen i virkeligheden ældre end både atomure og schweizerknive. Dybt inde i os tikker stadig en lille urskov af forestillinger om sol, skygger og den første person, der tænkte: 'Hvad med at inddele dagen i mindre problemer ?'
Og når man står i Genève og kigger på en montre med priser, der kræver egen centralbank, kan man næsten høre de gamle urfugle, der er trukket op fra Bornholm, slå med vingerne og kukke, mens de ryster på hovedet.
Hehe, underholdende som altid :-) Personligt kender jeg ingen urmennesker, og jeg kan stole på, at mit måske 30-årige SEIKO vinder et par minutter om måneden.
Dit indlæg fik mig til at tænke på Niels Hausgaards herlige sang (husker ikke titlen) om fyren, der har købt sig et armbåndsur, der kan alverdens ting såsom at vise tiden i andre verdensdele, være vandtæt til store dybder osv. Hans kærestes replik er noget med, hvad han dog vil bruge det til, når han bare er kommis i Brugsen.
@Eric: Om ikke anet kan trofæurene da bidrage til underholdningen :) Jeg mindes en forestilling for en menneskealder siden med Victor Borge, hvor han ind imellem numrene pralede med sit avancerede ur. På et tidspunkt rejste han sig resolut fra klaverbænken, kiggede på sit håndled og konstaterede: 'Vi befinder os i øjeblikket 4 meter under havoverfladen!'
Borrtset fra det: Seiko er verdens bedste ur