Uffe Jerner

SKET:

• På listen over de mest indflydelsesrige personer i Europa, ligger Mette Frederiksen nummer 2 efter Donald Trump. Det svarer til at sige, at en tornado er mere effektiv end en ventilator. Teknisk korrekt, men ikke nødvendigvis ønskværdigt.
• Økonomiske vismænd fraråder differentieret moms – det er for dyrt for samfundet at gøre frugt og grøntsager billigere. Man overvejer i stedet at indføre et afgiftssystem, hvor man bliver belønnet for at skule til en pastasalat. Eller større rabat, jo mere man sukker over priserne.
• Højesteret har afgjort, at advokaten bag den undersøgelse, der førte til tv-værten Jes Dorph-Petersens fyring i en MeToo-sag, skal betale 2 millioner i erstatning til Dorph-Petersen. Advokatfirmaet skriver på deres hjemmeside, at de er overraskede over afgørelsen. De tilføjede ikke: ‘Det her bliver svært at forklare i julebrevet.'
• På et plejehjem i Farsø registrerer et apparat uventede lyde, som kan tilkalde personalet – en tabt bog, en høj snorken eller et fald bliver straks opfanget af systemet. Det mest bekymrende er, når apparatet registrerer total stilhed.
• Fra nytår kan privatpersoner frit importere medicin til Danmark fra et hvilket som helst land – en ændring, der skal spare 1000 offentlige stillinger. Det er første gang, man har skåret i bureaukratiet ved at sige: 'Ved du hvad, du må du virkelig selv om.’
• PostNord har sat sine røde postkasser til salg, fordi selskabet stopper med at dele post ud til nytår. Men de ved, hvad de gør – de har øvet sig i mange år.
• Kommunikationskonsulent Anna Thygesen er hyret til at hjælpe Folketingets formand Søren Gade med krisekommunikation i en række sager. Det er sund fornuft, at Folketinget uddelegerer opgaver, de producerer i så stabile mængder.
• På de videregående uddannelser i Sverige er 770 personer blevet bortvist siden 2023 for at snyde ved at bruge AI. Der foreligger ingen tal om fænomenets udbredelse i Danmark – her kender vi kun til studiegrupper, der bare arbejder virkelig hurtigt.
• 600 pakker er blevet stjålet fra en pakkeshop i Køge. Mistanken rettere sig mod en rødklædt mandsperson med langt, hvidt skæg, der hastede afsted i mørket med en stor sæk på ryggen.
• Det seneste år er danskerne i stigende grad begyndt at købe deres and, flæskesteg og brunede kartofler udefra. Juleaften er nu reduceret til takeaway med levende lys.

SET:
Matador
Dansk tv-serie, 1978-81 – dr.dk

Der findes tv-serier, og så findes der Matador, der med sine 24 episoder er den perfekte julekalender for tv-narkomaner. Endnu engang er jeg blevet draget af både Misse Møhge og resten af den danske nationalskat, der siden 1978 har været lige så fast en del af det kulturelle arvegods som smørrebrød, højskolesangbogen og den obligatoriske debat om, hvem der egentlig er den mest irriterende figur i serien. Matador er på én gang et historisk drama, en karakterkomedie og en kollektiv erindring, som næsten alle danskere deler – selv dem, der sværger på, at de 'kun har set et par afsnit', men alligevel kan citere Ingeborgs berømte replik til Mads: 'Syg i hovedet? Det er dig, der er syg i hovedet! Serien udspiller sig i den fiktive provinsby Korsbæk – et Danmark i miniformat: De bredeste skuldre bærer ikke altid de tungeste byrder, borgerskabet er både fascinerende og latterligt, og selv den lille mand kan brillere – især hvis han hedder Mads Skjern og har talent for forretning, er fremsynet og evner at irritere bankdirektør Varnæs. Netop forholdet mellem Varnæs og Skjern er en af seriens mest geniale dynamikker. Det er klassisk dansk dramatik forklædt som hverdag: tradition møder modernitet, privilegier møder ambition, alt sammen med en understrøm af misundelse, stolthed og små ydmygelser. Men Matador er også en hyldest til dem, der sjældent får plads i historiebøgerne, men som til gengæld får lov at fylde i hjertet: Agnes, der går fra tjenestepige til virksomhedsejer; Maude, der blomstrer langsomt, og selv grisehandler Oluf Larsen, der med sit lune og sin livsvisdom minder os om, at format ikke nødvendigvis kræver rigdom. Serien er fuld af den stille humor, hvor man griner, fordi man genkender sig selv. Matador rammer noget dybt dansk: fascinationen af hierarkier, trangen til fællesskab og småsladder, og den dybe, næsten religiøse tro på, at et middagsselskab eller en folkelig håndbajer får de fleste problemer til at forsvinde. At Matador stadig holder i dag, siger noget om den kvalitet, der ligger i fortællingen. Den handler om modgang, opbrud og udvikling – alt det, Danmark har været igennem, og stadig går igennem. Det er som et spejl, vi kan kigge i, når vi vil forstå os selv lidt bedre. Og måske er det derfor, den bliver ved med at blive genudsendt, som en slags national terapi. Når rulleteksterne kommer på, sidder man ofte tilbage med følelsen af at have besøgt gamle venner. Nogle er irriterende, men man vender alligevel tilbage. Korsbæk er på en eller anden måde et sted, hvor alle har boet lidt. Jeg har i hvert fald – og gør det igen indtil den 24.
Matador er i en liga for sig og får derfor ingen stjerner.
Manuskript: Lise Nørgaard, Paul Hammerich, Karen Smith og Jens Louis Petersen
Instruktion: Erik Balling


Love Actually
Amerikansk-fransk-britisk romantisk komedie, 2003 – Filmstriben
★★★★★☆

En film, der efterhånden er blevet lige så fast en del af december som brunede kartofler og kalenderlys. Det er et britisk julemix af romantik, humor og hjertevarme, hvor ti små historier flettes sammen til én stor påmindelse om, at kærligheden virkelig findes overalt – også når den er akavet, rodet eller direkte tåkrummende. Hugh Grant danser sig vej gennem Downing Street som den charmerende premierminister, der falder for sin medarbejder. Colin Firth flygter til Frankrig for at skrive roman, men ender med at skrive kærlighedshistorie i stedet, og Bill Nighy stjæler hele showet som den falmede rockstjerne med mere selvironi end sangstemme. Nighy har i øvrigt siden fortalt, at rollen betød, at han efter filmen kunne firedoble sine honorarer. Og så er der selvfølgelig den ikoniske scene med papkortene: Mark er forelsket i Juliet (Keira Knightley), som lige er blevet gift med hans bedste ven, Peter. Han har forsøgt at skjule sine følelser ved at være kølig og distanceret over for Juliet, men hun opdager, at han i virkeligheden er blevet forelsket i hende gennem videooptagelserne fra brylluppet. Scenen med papkortene er Marks måde at sige farvel til sine følelser på uden at skabe problemer i hendes ægteskab eller ødelægge venskabet til Peter. Ikke et øje er tørt. Det, der gør Love Actually langtidsholdbar som juleklassiker, er kombinationen af tør, britisk humor, sympatiske karakterer og det evige håb om, at kærligheden nok skal finde vej. Filmen er unægtelig noget sukkersød i kanterne, men i december er det vel en del af charmen. Den fungerer perfekt som sofahyggeligt samlingspunkt med gløgg i glasset og stearinlys i vinduet, og selv en juleskeptiker som jeg plumper gladeligt i hvert eneste år.
Instruktion: Richard Curtis
Se scenen med papskiltene


The Holiday
Amerikansk romantisk komedie, 2006 – dr.dk
★★★★☆☆

Den filmiske pendant til en kop varm kakao: sød, cremet og umulig ikke lige at slubre i sig. Filmen følger to kvinder, der begge står midt i hver deres følelsesmæssige stormvejr. Iris (Kate Winslet), der lider af uhelbredelig kærlighed til en mand, der ikke fortjener hende, og Amanda (Cameron Diaz), der kan klippe en trailer sammen på et sekund, men ikke kan holde et forhold ud i mere end et par uger. I et anfald af akut livskrise beslutter de sig for at bytte huse hen over julen: Amanda rejser til et idyllisk, sneklædt engelsk landsbyhus, og Iris ender i en moderne Calabasas-mansion med indbyggede swimmingpools og Hollywood-glam. Og selvfølgelig opnår de begge noget, de ikke havde regnet med: kærlighed, selvindsigt og en følelse af, at verden måske ikke er så slem, når bare man tør åbne døren. Jude Law stråler som charmerende, men blød familiefar, og Jack Black har rollen som den elskelige musiknørd Miles. Filmen balancerer mellem romantik, humor og følelsesmæssig healing på en måde, der gør den til en af de mest gensynsvenlige julefilm. The Holiday er fuldstændig forudsigelig, men det tager man med.
Instruktion: Nancy Meyers
Se trailer

SKET:

• Ny forskning tyder på, at menneskehjernen først er færdigudviklet i 32 års-alderen. Det falder sammen med det tidspunkt, hvor man begynder at glæde sig mere til, at forskudsskemaet er udfyldt end til sin fødselsdag.
• Forhandlingerne har stået på i EU i 13 år, og nu skal det endelig afgøres, hvilke rettigheder man har, når ens fly er forsinket. Det forventes, at passagerer med forsinkede fly officielt får lov til at sukke højlydt i gaten i hvert fald én gang i timen.
• En arkæolog fra Museum Vestsjælland stod pludselig med en guldbelagt lansespids i hånden. Efter eget udsagt var det tæt på at få hendes hjerne til at eksplodere. Det er den mest dramatiske reaktion på et stykke metal, siden nogen prøvede at samle en IKEA-lampe uden manual.
• Klumper af paraffin, som ifølge øjenvidner ligner små stykker blomkål, er skyllet op på Vestkysten i Thy. Thisted Kommune arbejder på at finde den bedste måde at samle paraffinen op på. Indtil videre ligger 'støvsuger' foran 'kommunal medarbejder med meget lille rive'.
• En række nedslidte kaserner skal nu opgraderes. Ifølge forsvarsministeren fordi de værnepligtige skal have bedre vilkår, når de bliver del af det danske forsvar. Oversat til almindeligt dansk: 'Der skal i det mindste være ét vindue, der kan åbnes uden at falde ud.'
• Fængselsmedarbejdere får her i december udbetalt en julebonus. Det sker som led i en såkaldt fastholdelsespakke. Det er første gang, fængselsvæsenet forsøger at fastholde de ansatte i stedet for de indsatte.
• EU siger helt farvel til russisk gas fra 2027. Den længste opsigelsesperiode siden nogen prøvede at komme ud af deres mobilabonnement.
• Den nyvalgte viceborgmester i Kerteminde har frabedt sig sin løn på 300.000, fordi der efter hans mening ikke er tale om reelt arbejde. Kerteminde overvejer nu at bruge pengene på at udarbejde en manual til, hvad jobbet egentlig går ud på.
• Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti har fremsat et lovforslag om afvikling af DR, der skal afløses af fuldstændig privatisering. På den måde kan lyttere og seere frit vælge, hvilke medier, de vil hidse sig op over. Det er uklart, om det betyder, at man fremover skal betale licens direkte til Lars Boje.
• Donald Trump fik i går Fifas nye fredspris, FIFA Peace Prize, fordi han ifølge fodboldforbundet har ydet en ekstraordinær indsats for at skabe fred i verden. Det rygtes, at Trump kvitterede for hæderen ved at love, at han også vil skabe fred på månen, hvis Fifa har en filial deroppe.

LÆST:
Lars Saabye Christensen: Hr. Knapps uforrettede sager (Herr Knapps uforrettede saker)
Roman, 2024
★★★★★☆

Der er ikke nogen egentlig handling. Det er en fortælling om en mand, der på en og samme tid forsøger at holde fast i sig selv og i verden omkring ham, selv om begge dele langsomt glider ham af hænde. Romanen er opbygget som en række små, nænsomt observerede situationer, hvor Hr. Knapp konfronteres med sine egne 'uforrettede sager': de ting, han aldrig helt fik gjort, sagt eller forstået. Han vandrer gennem hverdagen med en blanding af generthed, kejtethed og næsten poetisk undren, og netop i de små brudflader mellem det konkrete og det sære opstår bogens særlige tone. Saabye Christensen skriver med sans for rytme, gentagelser og underdrivelser. Som læser får man følelsen af at være tæt på en person, der måske ikke fylder meget i verden, men som rummer meget mere, end han selv tør erkende. Romanen bevæger sig mellem humor og melankoli, og bogens stærkeste greb er netop dens lune – den venlige humor, der aldrig gør grin med Hr. Knapp, men som i stedet gør ham endnu mere menneskelig. En stille, eftertænksom fortælling om identitet, tab, erindring og de små beslutninger, der former et liv. Den kræver ikke hast, men nærvær. En fryd at læse.
Oversættelse fra norsk: Charlotte Jørgensen


SET:
Mord efter bogen (Bookish)
Britisk krimiserie, 6 episoder, 2025 – Netflix
★★★★☆☆

Scenen er London kort efter Anden Verdenskrig. Hovedpersonen er Gabriel Book, en karismatisk, intellektuel og lidt excentrisk, men samtidig sympatisk antikvar-boghandler, der hemmeligt fungerer som detektiv ved at bruge sin store samling af ældre bøger og sin skarpe sans for menneskelig natur. Sammen med sin 'kone' Trottie (som han lever i et såkaldt 'lavender marriage' med, fordi hans seksualitet ikke kan være åben i samtiden) driver han både boghandelen og krimiopklaringen. Derudover rekrutterer han Jack, en netop løsladt småkriminel, som assistent – og det trækker tråde både i forbrydelserne og Gabriels eget liv. 1940'er-æstetikken er gennemført, med stemningsfulde sæt, kostumer, lys og locations, der virkelig vækker efterkrigstidens London til live. Serien balancerer mellem gammeldags detektivhistorie, lidt camp humor og en litterær snert. Tempoet er roligt – der er plads til at fordybe sig i karakterer og miljø, og man risikerer i hvert fald ikke at bliver hægtet af plottet. For nogle er det charmen; for andre går det måske lidt for langsomt.
Instruktion: Carolina Giammetta
Se trailer

Jeg har faktisk også brugt tid på at se en skuffende thriller, der ligger på dr.dk, men når jeg ikke kan skrive noget positivt, er der ingen grund til også at spilde andres tid med den. Så derfor kun to tv/film-omtaler i denne ombæring.

Billedet ovenfor er snyd, for der er ingen sne udenfor. Intet er i det hele taget mere som det burde være i december, for sneen har opgivet ævred, hvorimod julen er løbet løbsk og fylder hele måneden som en invasiv forbandelse. December i Danmark er på mange måder som et nationalt eksperiment i, hvor meget hygge ét folk kan presse ind på 31 dage, uden at nogen officielt bryder sammen. Det er en måned, hvor kalorier ikke tæller, stearinlys er en livsnødvendighed, og hvor vi alle i fællesskab beslutter, at mørket bare er en del af stemningen – ikke et problem.

Uanset hvor meget tøj man tager på, er der altid et sted, hvor vinden finder vej

Det begynder med, at solen pakker sin taske og siger: 'Vi ses til marts'. Den lader et svagt skær ligge tilbage midt på formiddagen, mest af høflighed. Resten af tiden lever vi i en blanding af tusmørke og julelys, halmhjerter og nisser. For at kompensere for den manglende sol tænder vi levende lys i så store mængder, at det må udløse nervøse trækninger hos brandvæsenet. Vi kalder det hygge i et forsøg på at bilde naturen ind, at vi ikke er påvirket af dens totale svigt på det ultraviolette område.

Når temperaturen når ned, hvor man begynder at overveje, om næsen stadig sidder fast, træder lag-på-lag-strategien i kraft. Men uanset hvor meget tøj man tager på, er der altid et sted, hvor vinden finder vej. Typisk nakken. Den danske vintervind er som en nysgerrig lillebror: irriterende, vedholdende og i stand til at snige sig ind alle steder.

Ingen måned er så skemalagt som december. Det kræver disciplin at administrere chokoladejulekalender, pakkekalender, to tv-julekalendere, adventsgaver og nissebesøg foruden den officielle nedtælling. For børn er det magi, for voksne er det et excel-ark forklædt som tradition.

Gaveindkøbene i december er en blanding af logistik, intuition og ren overlevelse

Til julefrokosterne bliver man udsat for en særlig kombination af sild, snaps og dansetrin, der burde være klassificeret som historisk kulturarv. Der findes ingen anvisning på, hvordan man slipper helskindet igennem en december fyldt med julefrokoster, men de fleste danskere ved, at der er to regler: Man smiler, selv når man sidder med en sildemad, man ikke har lyst til, og man taler ikke om episoderne fra sidste år.

Gaveindkøbene i december er en blanding af logistik, intuition og ren overlevelse. Vi går fra butik til butik som vor tids jægere og samlere, bevæbnet med dankort og ønskesedler. Man leder efter den perfekte gave, som enten ikke findes, er udsolgt eller pludselig koster mere end hele decembers budget. Alligevel ender alle juleaften med at sige: 'Ej, det skulle du da ikke have gjort', selv om alle godt ved, at det var præcis det, man skulle.

Men der er nu noget særligt ved december. Vi samles med familie og venner, tænder lys, drikker varm kakao, og lader som om vi ikke er det mindste stressede. På en måde er december som et kollektivt løfte om, at mørket ikke skal få os ned med nakken. I hvert fald ikke før til januar.

Månedens playliste er dedikeret til alle, der får en depression på denne tid af året: Julefri musik til hele december

SKET:

• Det er gratis at køre med S-tog om søndagen året ud. DSB har taget konsekvensen af, at passagererne er trætte af betale for at komme for sent.
• Flere og flere unge tager tre sabbatår efter studentereksamen. Ikke fordi de er dovne – de vil bare sikre sig, at forældrene når at glemme, at de lovede at flytte hjemmefra.
• En bilist bakkede næsten to kilometer gennem Øresundstunnelen, fordi han var kørt forbi sidste frakørsel, og han er nu sigtet for vanvidskørsel. Selv påstår han, at det bare var en lidt længere parallelparkering.
• Udgifterne til det kommende supersygehus i Hillerød i Nordsjælland er nu vokset og ser ud til at blive 72 procent dyrere end budgetteret. På en måde er det rimeligt nok, at det ikke kun er ventelisterne, der vokser.
• Skatteministeriet varsler en stor fyringsrunde og forventer at skulle afskedige over 600 medarbejdere. Man beholder dog stadig en medarbejder til at refundere udbytteskat.
• 'Hej' som hilsen er ifølge sprogforskere ved at blive afløst af 'halløj', som er udbredt blandt unge mennesker. Vi kan ikke få dem til at sætte kommaer, men hilsner går de gerne i gang med at opgradere. Snart lyder vi alle som cirkusdirektører på deltid.
• En 365-butik har låst det hakkede oksekød inde for at forhindre, at det bliver stjålet. Det næste bliver, at man skal vise pas for at få adgang til fryseboksen, og butikkens alarm går, hvis man kigger for længe på en pakke bacon.
• En ny undersøgelse viser, at flere børn er begyndt at deltage i madlavningen hjemme. Undersøgelsen afslører også, at børn oftest vil lave den ret, de selv bedst kan lide. Vi kan snart se frem til national rekord i både pandekager og brandalarmer.
• Der er nu kun 42 procent af befolkningen, der er enige i, at digitalisering af velfærden er til gavn for borgerne. De resterende 58 procent leder stadig efter knappen, hvor man kan sige 'nej tak' uden at oprette MitID.
• Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil afsætte penge i det kommende medieforlig til at undersøge, om DR's journalistik har politisk slagside. For at sikre en helt objektiv undersøgelse skal en gruppe danskere se TV Avisen med bind for øjnene og derefter tegne, hvad de synes, journalisten følte.

LÆST:
Erik Hulegaard: Finalen i Fuengirola
Roman, 2024
★★★★★☆

Der lægges hårdt ud: en 80-årig kulturpersonlighed bliver bortført efter en påkørsel i København, og pludselig står den pensionerede antikvarboghandler og ghostwriter Edgar Halk midt i sit livs ballade. Sammen med tre gamle kostskolekammerater må han konfrontere fortidens 'uskyldige' drengestreger, der viser sig ikke at være helt så harmløse. Romanen blander spionage, gamle hemmeligheder og europæiske rejser i et behageligt tempo, og man mærker tydeligt Hulegaards glæde ved at sende læseren rundt fra København til Fuengirola og videre ind i Centraleuropa. Sproget er let og ligefremt, og de nostalgiske glimt tilbage til kostskoletiden giver historien et varmt, menneskeligt lag. Forfatteren demonstrerer, at han er i stand at håndtere større stof og rejser uden at miste grebet. En veloplagt spændingsroman med et interessant miks af personlig historie og international thrillerstemning. For læsere, der holder af danske krimier med en lidt anderledes vinkel, er den et solidt valg. Den leverer, hvad den lover: spænding, internationalt udsyn og en eftertanke om fortiden.


SET:
Gennembruddet (The Breakthrough)
Svensk true crime-drama, 4 episoder, 2025 – Netflix
★★★★☆☆

En tidlig oktobermorgen i 2004 blev et otteårig dreng og en 56-årig kvinde stukket ihjel på åben gade i den svenske by Linköping. Men der gik 16 år, før dét, der udviklede sig til en af de største efterforskningssager i svensk kriminalhistorie, omsider blev løst. Filmen er lægger sig i krydsfeltet mellem dokumentarisk drama og følelsesdrevet familiehistorie. Den kredser om kampen for sandhed, retfærdighed og modet til at gå imod systemet, når alt synes tabt. Den er bygget op omkring en klassisk fortælling om, at almindelige mennesker kan skabe ualmindelige resultater. Visuelt er filmen behageligt afdæmpet. Den forsøger ikke at overgøre dramatikken, men holder fokus på personerne og deres relationer. Skuespillet er solidt og troværdigt, og selv om enkelte scener kan virke lidt sentimentale, er det overordnet en fortælling, der griber én, fordi den føles menneskelig og genkendelig. Tempoet er roligt med plads til eftertanke. Hvis man sætter pris på karakterbåret drama frem for action, er den værd at se. Det giver stof til eftertanke, at den bestialske forbrydelse faktisk har fundet sted.
Instruktion: Lisa Siwe


The Beast in Me
Amerikansk thriller, 8 episoder, 2025 – Netflix
★★★★★☆

Hovedpersonen er Aggie Wiggs, en succesfuld forfatter, der efter sin søns tragiske død har trukket sig tilbage, plaget af sorg og skriveblokering. En ny nabo flytter ind – Nile Jarvis, en velhavende og magtfuld ejendomsspekulant, der viser sig at have været mistænkt for at have slået sin kone ihjel. Trods advarsler bliver Aggie nysgerrig og fascineret af Nile og beslutter sig for at skrive hans biografi, som kan blive hendes comeback som forfatter. Hun begynder at grave i Niles fortid og hans hemmeligheder og bliver langsomt bliver trukket dybere ind i hans verden. Forholdet mellem dem udvikler sig til et farligt katten-efter-musen-spil. Parallelt med undersøgelsen er der drama omkring Aggies egen sorg, hendes liv efter tabet af sønnen, og hvordan hun håndterer sin mistanke og fascination af Nile, selv om alt tyder på, at han er farlig. Der bliver stillet spørgsmål ved moral, skyld, skyldfølelse, og hvad frygt og sorg kan drive et menneske til. Skuespillet er stærkt: Claire Danes og Matthew Rhys leverer begge komplekse, nuancerede præstationer, der gør deres karakterers smerte, usikkerhed og manipulation overbevisende. En ubehagelig og dragende psykologisk thriller, men jeg kunne godt have undværet et par udpenslede splatscener.
Instruktion: Antonio Campos, Lila Neugebauer, Tyne Rafaeli
Se trailer

Som rutineret nostalgiker kan jeg konstatere, at nostalgi ikke giver synligt udslag på det intellektuelle barometer. Den betragtes som en slags følelsesmæssig sukkersyge, der kommer af at se for mange genudsendelser af Matador. Men nostalgi er langt mere end et flygtigt blik i bakspejlet. Min påstand er, at den er en slags indre kompasnål, der peger mod det, der engang gjorde en til et helt menneske.

For det første giver erindringen om – og måske længslen efter – en svunden tid en følelse af kontinuitet, hvor alting ellers kan virke som et forsøg på at stå på et løbebånd, nogen har sat på fuld hastighed. Det er en måde at minde sig selv om, at man har gennemgået en udvikling. Minderne fungerer som det fundament, man har bygget videre på.

En stille protest mod en verden, hvor alting kun kan gå for langsomt

Derudover kan nostalgi fungere som modgift mod fremmedgørelse. I et samfund, hvor tempoet stiger, og teknologien konstant ændrer hverdagen, er det en trøst at kunne hente små dele af fortiden frem: duften af mormors hjemmebagte franskbrød, lyden af en drejeskivetelefon, eller den sære glæde ved at huske en sang, man ikke vidste, man kunne udenad. Det er øjeblikke, der får en til at føle sig hjemme.

Desuden binder nostalgien os sammen. Når vi fortæller historier om dengang, vi var unge, havde mindre travlt eller var mere naive, bygger det bro mellem mennesker. Forskning viser i øvrigt, at nostalgi faktisk kan øge følelsen af fællesskab og optimisme. Når vi deler minder, deler vi os selv.

Almindeligvis bliver nostalgi pr. automatik stemplet som bagstræberisk. Man kan også vælge at opfatte den som en stille fejring af, hvem vi er, og hvad der har formet os. Det giver nutiden mening. Ved at mindes, hvad man holdt af – et langsommere tempo, dybere samtaler, roligere dage – forstår man bedre, hvad man savner. En stille protest mod en verden, hvor alting kun kan gå for langsomt.

SKET:

• I mandags kunne Ritzau rundsende nyheden om, at årets første sne var faldet. DMI bekræftede rigtigheden, og vejrværterne i tv dokumenterede den for en sikkerheds skyld med syv vejrkort, tre grafer og et live-interview med en mand, der frøs.
• En kronik i Jyllands-Posten skrevet af blandt andre Morten Messerschmidt er trukket tilbage, fordi en række politiske modstandere var fejlciteret på en injurierende måde. Avisen vil fremover samle alle faktuelle fejl i en selvstændig weekendsektion.
• I protest mod den udbredte brug af AI i musikbranchen har Paul McCartney indspillet et nummer, hvor det eneste, man kan høre, er raslen og susen fra lydstudiet. En fremtrædende støvsuger beskylder ham for plagiat. AI har tilbudt at støjreducere lydfilen.
• Den kendte makeup-artist Dennis Knudsen er blevet tiltalt for at tilbyde den tilsynsførende ved sin fornyede køreprøve penge for at lade ham bestå, men den tilsynsførende valgte i stedet at gå til politiet. Efter sigende var der tale om et beskedent beløb, der end ikke rakte til en ansigtsbehandling.
• I årevis er byrådet i Randers blevet beskyldt for at være en børnehave. Nu er samarbejdet skrevet ind i en aftale med den nyvalgte borgmester, som har en vision om, at der for fremtiden bliver mindre rift om Lego-klodserne.
• Onsdag var mændenes internationale kampdag, som har fokus på uligheder i uddannelsessystemet, mental mistrivsel, social udsathed og selvmord. De fleste mænd mødte dog ikke op, fordi de havde travlt med at skifte til vinterdæk
• Der skal afsættes 18 millioner kroner til en ny cykelsti ved den genoplivede ammunitionsfabrik 'Krudten' i Vendsyssel. Hvis noget eksploderer, er det rart at have en hurtig flugtvej.
• Et nyt studie viser, at tre procent af befolkningen er ansigtsblinde og kan ikke genkende ansigter. Dertil kommer en større procentdel, der bruger det som undskyldning for ikke at hilse på folk fra fitnesscenteret.
• Efter 37 år på skærmen stopper vejrvært Mikael Jarnvig. Det må føles som en stor frihed at kunne vågne op og vide, at man ikke længere behøver forklare hele Danmark, hvorfor det alligevel regner.
• Under den kommunale valgkamp udnævnte Københavns nye overborgmester Sisse Marie Welling en kebab fra Nørrebrogade til at være den bedste. Det er uvist, om det også gælder efter kl. 03.30, hvor bedømmelsen normalt foretages af et panel af stærkt berusede eksperter.

LÆST:
Max Frisch: Homo Faber
Roman, 1957
★★★★★★

En klassiker, jeg kan læse igen og igen, og som er til at overskue – den er kun på et par hundrede sider. Det er historien om ingenøren Walter Faber – manden, der stoler blindt på matematik, statistik og teknologien, men til gengæld ikke stoler det mindste på mennesker. Måske fordi de sjældent gør, hvad han forventer af dem. Faber er fortælleren i romanen, og han forsøger tappert at holde styr på sin verden med tørre formuleringer og nøgterne observationer. Han vil helst leve uden tilfældigheder, uden følelser, der komplicerer alt. Netop derfor bliver det næsten komisk, når han presses ud i situationer, hvor hans teknokratiske verdensbillede slår sprækker. Det er som at se en ingeniør forklare et jordskælv med en lommeregner. Det interessante ved romanen er, at Faber ikke udstilles som dum eller hjerteløs. Han er en mand, der har skabt sig et værn mod alt det uforudsigelige i livet – og som derfor betaler en pris, han først forstår langt senere. I mødet med Sabeth og Hanna – kvinderne, der både spejler og udfordrer ham – bliver han konfronteret med sider af sig selv, han ikke længere kan ignorere. Der er noget rørende ved processen: En mand, der har viet sit liv til at kontrollere verden, må indse, at han egentlig kun har kontrolleret sin egen afstand til den. Selv om romanen har næsten 70 år på bagen, føles den stadig relevant i en tid, hvor teknologisk kontrol og systemtænkning præger samfundsdebatten. Det er ikke en kritik af teknologi, men en påmindelse om, at mennesker ikke kan reduceres til sandsynligheder og kalkuler. Og måske er det derfor, romanen bliver ved med at føles relevant: fordi kampen mellem kontrol og kaos ikke kun hører 1950'erne til. Den foregår stadig.


SET:
Anatomy of Scandal
Britisk thriller, 6 episoder, 2022 – Netflix
★★★★★☆

Serien blander politisk drama, psykologisk spænding og retssalsthriller i et elegant, men intenst format. Den følger den prominente politiker James Whitehouse, hvis tilsyneladende perfekte liv styrter sammen, da en affære – og senere en voldtægtsanklage – rammer både hans karriere og familie. Den fremragende Michelle Dockery (kendt fra rollen som Lady Mary Crawley i Downton Abbey) spiller overbevisende en skarp og iskold anklager, hvis facade krakelerer undervejs af overraskende grunde, og Sienna Miller i rollen som Sophie balancerer sårbarhed og styrke, så det føles ægte og menneskeligt. Den politiske kulisse er troværdig og giver serien et britisk, aristokratisk præg, som passer til fortællingens temaer om magt, privilegier og moral. Det er en nervepirrende og aktuel Me Too-historie, men det er også en visuelt stilren serie, der bruger skift mellem nutid og fortid på en elegant måde, der udbygger karaktererne. Streamingtjenesternes serier føles ofte alt for langtrukne. Her ærgrede jeg mig lidt over, at den ikke var længere.
Instruktion: S. J. Clarkson
Se trailer


Drabschef Wisting (Wisting)
Norsk krimiserie, 5 sæsoner, 2019-2025 – dr.dk
★★★★☆☆

Mange nordiske krimier svælger i tempo og twists – Drabschef Wisting er en krimiserie med mere stilhed end støj. Larviks landskaber fungerer som seriens egen puls: køligt lys, brede horisonter og en melankoli, der aldrig overdriver. Midt i det står William Wisting, spillet med stille autoritet af Sven Nordin. Han er ikke en tv-detektiv med store armbevægelser, men en mand, der gør arbejdet ordentligt, også når ingen lægger mærke til det. Forholdet mellem Wisting og hans datter Line er et gennemgående højdepunkt: to generationer, to verdenssyn, der giver historien dybde. Relationerne betyder mindst lige så meget som opklaringen. Nogle vil nok mene, at det går for langsomt, men det er langsomheden, der er seriens styrke: en samtale, der trækker lidt for længe ud, et blik, der afslører mere end en hel sides dialog. Wisting er en sporhund af en hovedperson, der aldrig løber, men heller aldrig giver op. Serien insisterer på realisme, procedurer og tålmodighed. Den larmer ikke, men overbeviser ved at være troværdig. Jeg håber på nogle flere sæsoner.
Instruktion: Trygve Allister Diesen, Katarina Launing, Henrik Georgsson
Se trailer

Der går ikke en dag, uden man hører nogen tale om at preppe, eller naboen med stolthed fortæller, at han har købt en generator for en sikkerheds skyld. Når jeg nævner, at jeg ikke prepper, får reaktionen mig til at føle mig som en ansvarsløs samfundsborger. Men selv om jeg hverken har dåsemad i kælderen, vanddunke i skabet eller en plan for, hvad jeg gør, hvis samfundet bryder sammen, sover jeg udmærket om natten.

Jeg tror stadig på, at det nok skal gå, og jeg synes ikke, min tid er til at forberede mig på alt det, der måske går galt. Der er allerede nok at bekymre sig om i hverdagen – bilen, der skal have vinterdæk på, tagrenderne, der skal renses eller forskudsskemaet, der skal rettes. Livet er kort, og jeg går ind for, det skal leves, ikke forudses.

Tanken om at skulle rotere et nødlager af tun og tørret pasta hvert halve år giver mig tics

Desuden er der spørgsmålet om ansvar. For er det egentlig mit job som privatperson at sørge for, at samfundet kan overleve et strømnedbrud, en storm eller et hackerangreb? Det må være de offentlige myndigheders og organisationernes opgave at preppe og handle på vores vegne. Jeg betaler trods alt skat, og jeg synes, det er rimeligt at forvente, at der i det beløb indgår en strategi. Det er vel derfor, vi har Beredskabsstyrelsen, Forsvaret og kommunalt ansatte, der laver kriseplaner, så jeg ikke behøver at fylde udhuset med batterier og dåsetomater.

Bortset fra det kræver det både plads, tålmodighed og en vis entusiasme for konserves at preppe. Det sidste har jeg aldrig haft. Jeg har svært nok ved at huske at få brugt den dåse kikærter, jeg købte til en opskrift, der stadig venter. Tanken om at skulle rotere et nødlager af tun og tørret pasta hvert halve år giver mig tics.

Naivt? Måske. Men der er noget befriende ved at stole på systemet – en slags social kontrakt, som jeg ikke har lyst til at bryde ved at bygge min egen lille overlevelsesbunker. Jeg blander mig ikke i, hvad andre gør, men i min verden svarer den individuelle prepping til at bære rundt på en sæk fuld af sten, man måske aldrig får brug for. Jo længere man bærer på den, desto mere begynder tyngden at definere ens udsyn.

En indrømmelse: jeg har faktisk nogle flasker vand stående ude i skuret, men det er ikke, fordi jeg prepper. Det er, fordi de lokale entreprenører skiftes til at grave vandledningerne over.