Det er sommer, det er sol, og det er søndag onsdag ♬ – og panamahatten har sine kronede dage. Den emmer af sommer, elegance og eventyr, og når man ser den, kommer man straks til at tænke på solrige boulevarder, tropiske haver eller en tilbagelænet eftermiddag på en fortovscafé med en iskold daiquiri inden for rækkevidde. Men det sjove ved panamahatten er, at den slet ikke kommer fra Panama.
Panamahattens historie går tilbage til omkring 1630 i provinserne Guayas og Manabi på Ecuadors kyst. Det er den eneste region i verden, hvor Carludovicapalmen (som i øvrigt ikke er en palme) vokser og kan levere de eftertragtede toquillastrå, som de hedder. Allerede længe før europæerne satte deres fod i Sydamerika, blev hattene fremstillet af områdets befolkning. I 1800-tallet blev hattene eksporteret via Panama.
I 1906 rejste Theodore Roosevelt til Mellemamerika for at inspicere konstruktionen af Panamakanalen. Mens han var der, fik han en toquillastråhat, som han bar konstant. Billeder af præsidenten med sin 'panamahat' fra Equador gik verden rundt. Medierne og offentligheden kunne slet ikke få nok. Hermed blev panamahattens navn cementeret, og hatten blev højeste mode.
En panamahat adskiller sig fra andre stråhatte ved at være fjerlet og samtidig ubegribelig robust. Materialet føles nærmest silkeblødt, og hatten kan bøjes uden at blive ødelagt, medmindre man tager kvælertag på den. Den klassiske farve er elfenbenshvid eller lys creme med et sort bånd omkring pulden, men der findes selvfølgelig moderne udgaver i mange farver og udformninger. Fælles for dem alle er den karakteristiske, tætte fletning og den flotte finish. Det er kombinationen af komfort, håndværk og stil, der har gjort panamahatten til et ikon blandt eventyrere, kunstnere, politikere, flanører og forfængelige bloggere.
Ved første øjekast kan en panamahat ligne enhver anden stråhat, men forskellene viser sig hurtigt, når man ser nærmere efter. En almindelig stråhat fremstilles som regel af hvedehalm, rughalm, søgræs, papirfibre eller syntetiske materialer og på maskine for at holde prisen nede. Fletningen er grovere, og hatten kan føles mere tung og stiv. Den ægte panamahat er som sagt håndflettet meget fint og ensartet. Holder man hatten op mod lyset, kan man se, hvor tæt og præcist fibrene er flettet. Jo finere mønster, desto mere eksklusiv er hatten. Hattene klassificeres og prissættes efter antallet af vævninger pr. kvadrattomme.
Af de tre stråhatte, jeg selv råder over, er de to ægte panamahatte. Den ene, som ses på billederne ovenfor både udvendig og indvendig, har jeg anskaffet mig for en net sum. Den anden, som er næsten lige så fin, fandt jeg i en tag-selv-genbrug og har ikke kostet mig en krone. Og nu håber jeg, det kan blive mellem os: den tredje er lavet af Toyostrå, som er et glat, skinnende og fleksibelt kunstigt stråmateriale, fremstillet af tæt flettet viskose (cellulose/rispapir) og behandlet med lak eller shellak. Det er med andre ord overhovedet ikke en panamahat. Men ikke nok med, at kun hatteentusiaster kan se forskel, den er faktisk også mere elegant end de to panamahatte, fordi skyggen er bredere, og hattebåndet er samlet i siden på en mere raffineret måde. Det er den, jeg går med det meste af sommeren. Men jeg fortæller selvfølgelig aldrig nogen, at det i virkeligheden bare er en papirhat.
Tak for dette stykke kulturhistorie. Jeg vidste intet om panamahatte og meget lidt om øvrige hattetyper, når sandheden skal frem. For mange år siden købte jeg en Borsalino hos en marskandiser. Den var ganske vist for lille til mit kranium, men tog sig godt ud på stumtjeneren - som var Philip Marlowe eller Al Capone på besøg. I dag har cykelhjelmen fået plads på hattehylden, den er uklædelig, men praktisk.
Bare du ikke begynder at gå med sølvpapirshat!
Det var alt sammen nyt for mig (undtagen, at der er noget, der hedder en Panamahat), så tak for ny viden.
Jeg blev nysgerrig og begyndte at søge lidt rundt.
Nu behøver du naturligvis ikke at oplyse mig om prisen på den hat du betalte for - og det er også ligegyldigt, for jeg fik en god ide om prisen. Bortset fra en fra hattebutikken.dk, hvor den hedder "Panamahat Bogarthat Premium" og koster lige knap 10.000 kroner! Det må da være en fejl?
Det ser ud til, at de fleste kalder stråene for panamastrå, selv om de hedder toquillastrå og kommer fra Equador, men sådan er der så meget ...
Den må da kunne holde et helt liv? Så er det vel egentlig ikke så dyrt for den? Altså bortset fra den, hvor de åbenbart lukrerer på Bogart ...
@Eric: Selv tak. I øvrigt glemte jeg at nævne, at fremstillingsprocessen af panamahatte vævet i Montecristi er optaget på UNESCO's immaterielle kulturarvsliste i 2012.
Jeg har selv en Borsalino, erhvervet under lignende omstændigheder som din, og den er også for lille. Nogle hatte passer tilsyneladende bedre til stumtjenere end til deres ejermand. Min er sjov at have, fordi svederemmen af læder har to guldtryk – det ene er Borsalinos eget logo, det andet oplyser: 'Importada Petitgas, 5 Købmagergade, Copenhagen' – den legandariske hatteforretning, der åbnede i 1857 og stadig ligger på Købmagergade.
Cykelhjelmen har desværre ikke helt den samme aura af film noir, men den har til gengæld den sympatiske egenskab, at den hjælper os med at leve længe nok til at fortælle historier om de hatte, vi engang gik med – eller havde hængende i entréen :)
@Ellen: Man kan ikke afvise, at bloggen en dag tager en uventet drejning, og jeg dukker op med en sølvpapirshat :)
Det er efterhånden en del år siden, jeg anskaffede mig hatten, og jeg husker ikke præcis, hvad jeg gav for den, men det var ikke over 2.000 kr. Jeg kan se, at omkring 1.000 er almindeligt, og Stetson har én til 1.500. En eksklusiv 'superfino' lavet i Montecristi kan tage op til otte måneder at håndvæve, og det kan forklare de 10.000. Om Bogart så også har fået lov til at pynte lidt på prisen, lyder ikke utænkeligt, selv om jeg ikke kan genkalde mig en eneste film, hvor han har haft en panamahat på. Men det kan selvfølgeilg være faconen, der hentydes til, selv om det er langt ude.
Det er ikke lykkedes mig at slide mine panamahatte op, og jeg regner ikke med at skulle anskaffe mig flere, så længe jeg opholder mig på denne planet :)
Absolut ingen, der følger denne blog eller lejlighedsvis oplever blogejeren med Fedora-hat på Madames SoMe-platforme i smukke nordsjællandske naturomgivelser, kan betvivle ovennævnte udsagn.
Det er formfuldt formuleret med hattebånd og gennemtænkt, langt mere end f.eks. Trumps og amerikanernes ønske om overtagelse af Panama og forsøg på afrydning af diverse ”kinesiske stråmænd” på udvalgte områder ved kanalen.
@Erik Hulegaard: Heldigvis nøjes jeg med at interessere mig for den panamanske udgave, der er flettet af strå og ikke af geopolitiske ambitioner.
Og skulle nogen forsøge at overtage min panamahat, bliver modstanden nok mere beslutsom end diplomatisk.