En af de mest rødglødende dage i juni var jeg inviteret til et lidt finere arrangement med dresscode, og for ikke at vende hjem med en gennemblødt urrem, tog jeg et billigt ur på med stållænke i stedet for det elegante med læderrem, jeg ville have valgt under normale temperaturforhold.
Mens vi står og peger på dem, der snobber opad, eller dem, der snobber nedad, opdager vi ikke, at vi selv har en rem af huden
Det var en stående arrangement, hvor idéen var at cirkulere, konversere og måske udvide sit netværk. Altså mingle, hvor kunsten er at finde på et godt påskud for at indlede en samtale med personer, man ikke kender på forhånd. Det kan gøres på mange måder, og på et tidspunkt kom der en velklædt herre hen til mig og pegede på mit armbåndsur. 'Har du også et AP?' spurgte han begejstret, og viste sig eget ur frem. For indforståede er AP en forkortelse for det schweiziske urmærke Audemar Piqué, der laver svimlende dyre ure, og jeg genkendte modellen på min vordende samtalepartners håndled som Royal Oak, der koster fra 350.000 kr. og opefter. Med en vis tilfredshed svarede jeg, at mit bare var et Citizen, der var købt på Tradera, men jeg måtte give ham ret i, at det faktisk lignede hans.De fleste mennesker vil benægte, at de er snobber. Snobberi er noget, andre dyrker. Direktøren, der kun drikker vin med franske navne, er en snob. Hipsteren, der kun køber kaffe, hvis bønnerne har haft en lykkelig barndom, er en snob, og den pensionist, der mener, at al musik efter 1978 er støj, er også en snob. Sandheden er, at de færreste kan sige sig fri. Snobberi findes bare i to udgaver. Den ene vender blikket opad, den anden vender næsen nedad. Jeg havde jo ikke behøvet at tilføje, at mit ur var købt brugt på Tradera ...
At snobbe opad er den klassiske disciplin. Her handler det om at signalere, at man hører til dem, der ved lidt mere, tjener lidt mere og helst spiser noget, ingen kan udtale korrekt. Den opadvendte snob vil gerne ligne mennesker, der har et vinkøleskab og ved, hvad tanniner er. Han køber olivenolie i flasker, der ser ud, som om de er fundet under udgravningen af Pompeji. Han omtaler sin ferie som 'vores hyggelige ophold i Toscana', uden at nævne, at det regnede alle ti dage, og der var indbrud i bilen. Den nedadvendte snob vil gerne ligne én, der aldrig kunne drømme om at tage til Toscana: 'Jeg vil helst bare holde ferie hjemme i haven.' Hvis nogen nævner en restaurant med seks serveringer og tre stjerner, svarer han, at han nu bedst kan lide en ristet med det hele. I supermarkedet har den ene en kurv fyldt med økologisk kombucha, gedeost, Iberico-skinke, trøffelolie og specialøl med etiketter, der ligner moderne kunst. Den anden har seks liter cola på tilbud, frosne pizzaer og en pose flæskesvær.
Begge former for snobberi bygger på det samme: ønsket om at passe ind i en bestemt gruppe
At snobbe nedad betyder, at man gør en dyd ud af at være helt almindelig. Her er det næsten pinligt at vide for meget om vin eller kunst. Til gengæld er det en æressag kun at drikke den billigste øl og erklære, at 'kaffe er kaffe'. Hvis nogen nævner opera eller moderne kunst, kommer standardsvaret hurtigt: 'Det forstår jeg mig ikke på.' Underforstået: 'Og det er jeg stolt af.' Pludselig bliver uvidenhed et statussymbol. Den nedadgående snob konkurrerer i beskedenhed. Jo mere uprætentiøs man virker, desto finere er man. At købe en dyr bil er latterligt. At købe en gammel rustbunke og prale af, at den stadig starter hver gang, er sund fornuft – selv om det måske ikke er helt rigtigt.Begge former for snobberi bygger på det samme: ønsket om at passe ind i en bestemt gruppe. Den opadgående snob vil ligne eliten. Den nedadgående vil ligne 'almindelige mennesker'. Begge bruger deres valg som sociale signaler, og begge mener inderst inde, at deres egen måde er den mest rigtige.
Derfor er det svært at pege fingre. Den ene køber designerbriller for at vise god smag. Den anden køber de billigste læsebriller på benzintanken og gør et stort nummer ud af, at de kostede 39 kroner. Resultatet er det samme: Begge håber, at andre lægger mærke til det. Det komiske er, at mens vi peger fingre ad dem, der snobber opad, eller dem, der snobber nedad, opdager vi ikke, at vi selv har en rem af huden.
For at vende tilbage til det indledende ur-intermezzo vil jeg dog sige til mit forsvar, at jeg undlod at nævne, at jeg ikke havde givet mere end 300 kr. for mit brugte Citizen. Så jeg er ikke så slem.
Du rammer lige på kornet med dette, som sædvanlig, morsomme indlæg ... mon ikke de fleste af os har en snert af pisken? Hvilket du jo også skriver ...
Vi snobber både opad og nedad, afhængigt af situationen og de mennesker vi er sammen med.
Nogle gange kan det være fristende at 'namedroppe', så jeg kan vigte mig af gode forbindelser eller mere eller mindre nære bekendtskaber med kendisser.
Andre gange snobber jeg meget nedad; især hvis jeg er sammen med mennesker der på forskellig vis udstiller deres mange penge og statussymboler og føler sig overbevist om, at de er bedre end os andre stakler, der ikke har lige så mange penge. Eller de lader i hvert fald som om, for man ser jo også indimellem, at meget af det er en lidt tragikomisk facade. I begge tilfælde gælder det for mig rent faktisk om at understrege, uden direkte at sige det, at jeg intet ønske har om at være eller blive medlem af deres gruppe.
Det er nogle gange lidt lige som i England: De virkelig rige skilter ikke med det, mens de nyrige har så vældig travlt med at gøre et stort nummer ud af sig selv. Sådan har det vist været derovre i mange år, men er i de senere år blevet mere udtalt herhjemme.
Eller er det bare mig, der er blevet mere kynisk med alderen?
@Ellen: Jeg har nok selv en tilbøjelighed til at snobbe nedad i bestemte situationer, hvor jeg ikke kan nære mig, fordi der bliver skiltet lovlig meget med statussymboler. Man kunne kalde det en slags omvendt statusmarkør, og det er jo ret beset ikke meget mere agtværdigt.
Den engelske observation er også interessant. Der findes vist et gammelt ordsprog om, at penge larmer, mens formue hvisker. Om det altid passer, ved jeg nu ikke, men de mest velhavende mennesker, jeg har mødt, har sjældent haft behov for at bekendtgøre det med neonskilte.
Jeg skal ikke kunne sige, om du er blevet mere kynisk med alderen. Måske er du bare blevet bedre til at gennemskue, hvor meget af vores statusspil der er teater. Det er trods alt lettere at få øje på kulisserne, når man har set forestillingen nogle gange :)
Hehe, skarpt skåret og lige på kornet. Som du skriver, har vi nok alle en rem af huden, men var man helt uden, var det nok sværere at opbygge eller bevare fællesskaber - fællesskaber forudsætter, at man synkroniserer i en eller anden grad.
@Eric: Tak. Ja, vi er jo flokdyr, og flokdyr spejler sig i hinanden :)
Måske er forskellen ikke så meget, om vi snobber, men hvordan. Der er trods alt et stykke vej fra den uskyldige trang til at passe ind – og så til behovet for at demonstrere, at man er finere eller mere 'rigtig' end andre. Det første er nok menneskeligt, det sidste er mest lidt anstrengende.
Fremragende vinklet om et emne - snobberiet - der optræder individuelt som kommunikativt ukrudt.
Stående arrangementer – receptionslignende sammenkomster (herunder indvielser (kunst, kultur etc)) til mere eller mindre travle mennesker kan have sine fordele. Selv har jeg deltaget i en del. Det passer bedre til mit temperament end ”suppe-steg-dessert-natmad”- konceptet, hvor borddamen m/k kan være alt fra ekstra systole-fremkaldende til ulidelig. Og tilmed indeholder de fleste af stående sammenfletninger en del informationer, aftaler, rygter og sladder udvekslet fagligt og/eller personligt, Endelig kan man også være heldig at indgå nogle aftaler, som Tradera skriver i deres intro ”samler købere og sælgere”.
I min afdøde familie oplevedes en del snobberi, hvilket derfor i udvalgte sammenhænge kan aktivere en allergisk reaktion hos mig, der medicineres med en passende blanding af massiv ironi og afstandtagen.
@Erik Hulegaard: Tak for et herligt billede af stående receptioner som et økosystem af information, rygter og lejlighedsvise handelsaftaler. Det er afgjort mere bekvemt af kunne ved kunne skifte samtalepartner efter behov end at være spændt fast til en borddame eller -herre gennem fire retter.
Med hensyn til allergien reagerer mange af os nok ekstra kraftigt på snobberi, når vi har oplevet det på tæt hold. Ironi kan være et udmærket antihistamin, så længe man husker, at man også kan blive snobbet over sin egen usnobbethed. Det er måske dér, emnet bliver rigtig interessant.