Vi begyndte med at tage afsked med Roskilde Festival, der endnu en gang beviste, at klimabevidsthed er noget, vi prioriterer højt, i hvert fald indtil det bliver mandag morgen. I flere dage har billederne af de enorme affaldsbjerge fået festivalpladsen til at ligne en mellemting mellem en musikfestival og en kommunal genbrugsstation efter en strejke. Telte, stole, soveposer og halvspiste dåsebønner lå tilbage som monumenter over den moderne bæredygtighed: Vi redder gerne planeten, bare nogen andre samler op bagefter. Når festen er slut, er det kun mågerne, der arbejder frivilligt. Som om det ikke var nok, blev festivalen også ramt af historier om sikkerhedsproblemer og et skjult kamera på et dametoilet. Selv på Roskilde kan man blive overvåget, mens man forsøger at finde ud af, om gummistøvler kan bruges som håndvask.
Selv på Roskilde kan man blive overvåget, mens man forsøger at finde ud af, om gummistøvler kan bruges som håndvask
Formentlig helt uden sammenhæng besluttede Folketingets Præsidium, at Christiansborg efter sommerferien skal have sin egen præst. Der må trods alt være grænser for, hvor meget synd et almindeligt sognekontor kan håndtere. Forslaget kom oprindelig fra Ida Auken, som kvitterede med en begejstret video på de sociale medier med knyttede næver, som havde hun netop vundet VM i politisk gennemslagskraft. Begejstringen blev dog ikke delt af alle. Tine Aurvig-Huggenberger mente efter 36 års medlemskab, at det var dråben og forlod Socialdemokratiet. Flere prominente partifæller fulgte trop. Mogens Lykketoft rynkede panden og rystede på hovedet med den alvor, kun et menneske med erfaring fra udenrigs-, finans- og skatteministeriet kan præstere, mens den tidigere minister og EU-kommissær Poul Nielson hævede sine legendariske øjenbryn, der med lidt god vilje kan erstatte de roterende børster i en bilvaskehal, og erklærede, at Ida Auken slet ikke hørte hjemme i partiet. Som prikken over i'et spurgte næstformanden i Socialdemokratiets Bispebjergkreds, om Folketinget så også skulle have en satanist ansat. Han gjorde samtidig opmærksom på, at der allerede ligger syv kirker inden for ti minutters gang fra Christiansborg, og antydede diplomatisk, at politikerne måske kunne have gavn af en smule motion.Motion var der til gengæld rigeligt af i Tour de France, hvor heppende danskere endnu en gang demonstrerede, at de næsten kan udtale navne på franske bjerglandsbyer, de aldrig kommer til at besøge. Jonas Vingegaard nåede at bære den gule trøje i et par dage, inden Tadej Pogacar overtog den efter en etapeafslutning, hvor han var to sekunder hurtigere. Resten af sommeren vil nationen som sædvanlig leve efter den rytme, hvor man spiser aftensmad, når feltet er kommet over dagens sidste bjerg, og hvor eksperterne kan analysere en enkelt spurt i længere tid, end rytterne selv brugte på den.
Den tidigere minister og EU-kommissær Poul Nielson hævede sine legendariske øjenbryn, der med lidt god vilje kan erstatte de roterende børster i en bilvaskehal
Var man mere til fodbold, kunne man skifte kanal til VM, hvor reglerne viste sig at være mindst lige så elastiske som cykelfeltets gummiben. USA's Folarin Balogun fik ellers direkte rødt kort mod Bosnien-Hercegovina og skulle sidde over mod Belgien. Men ifølge blandt andre The New York Times, The Athletic, BBC, Politico og journalisten Ben Jacobs tog Donald Trump telefonen og ringede til FIFA-præsident Gianni Infantino. Kort efter blev sagen genåbnet, og Baloguns karantæne forsvandt som dug for solen. Professor Stanis Elsborg bemærkede tørt, at disciplinære afgørelser næppe bør ændres efter et opkald fra værtslandets præsident. Til gengæld kunne det høres viden om, hvordan hele verdens foldboldentusiaster gned sig i hænderne, da USA alligevel røg helt ud af VM kort efter. Der findes tilsyneladende stadig afgørelser, som end ikke et opkald fra Det Hvide Hus kan borteskamotere.Fjernsynet var desuden leveringsdygtigt i underholdning fra NATO's topmøde i Ankara. I en hel uge kunne man få det indtryk, at der slet ikke eksisterede andre nyheder. Danmark blev placeret solidt på verdenskortet som en ansvarlig aktør i den europæiske sikkerhedspolitik, selv om Trump sprang Mette Frederiksen over og gik lige forbi hende uden at værdige hende et blik, men gav hånd til de øvrige mødedeltagere. Til gengæld lærte tv-seerne flere navne på internationale topfolk, end de kan huske på deres egne naboer.
Man må beundre et dyr, der med en længde på få centimeter kan skabe mere medie-opmærksomhed end de fleste kommunalpolitikere gennem en hel valgperiode
Hjemme i Danmark dukkede en ny trussel mod samfundsordenen op. Ikke inflation eller hackerangreb, men egeprocessionsspinneren, larven fra helvede. Efter at have terroriseret Odense rykkede den ind i København, bevæbnet med mikroskopiske hår, der kan give åndenød og voldsomme hudreaktioner. Man må beundre et kræ, der med en længde på få centimeter kan skabe mere medieopmærksomhed end de fleste kommunalpolitikere gennem en hel valgperiode.På Amalienborg Slotsplads udspillede der sig endnu et af globaliseringens små absurde teaterstykker, da den kinesiske udenrigsminister Wang Yi besøgte kong Frederik. 14 demonstranter med tibetanske flag blev mødt af to kinesiske mænd, som tilsyneladende mente, at dansk ytringsfrihed bedst administreres efter kinesisk manual. Denne gang lykkedes det politiet at fjerne misforståelsen i relativ mindelighed til fordel for demonstranterne. Ikke som sidst, der var officielt besøg fra Kina, hvor der blev ballade, fordi politiet på egen hånd konfiskerede de forstyrrende tibetanske flag for kineserne. Man har et standpunkt, til man tager et nyt, som man siger.
Midt i det hele kom den måske mest overraskende nyhed af dem alle: København blev for andet år i træk kåret af The Economist Intelligence Unit som verdens bedste by at bo i. Det er rart at vide, når man er nummer 47 i køen til en lejlighed på 52 kvadratmeter. Men ret beset er det imponerende, at en hovedstad, hvor man kan blive generet af larver fra helvede, cyklister, internationale stormagter og et Folketing med egen præst, alligevel er blevet kåret som indbegrebet af livskvalitet.
Man mærker næsten den verdensomspændende misundelse.
UGENS LAVPUNKTER:
- For 90. gang er kongefamilien på plads på slottet i Gråsten for at holde årets sommerferie. Den kongelige sommerferie er den eneste ferie, hvor man vender tilbage til arbejdspladsen for at slappe af.
- Flere virksomheder melder om stigende interesse for luksusbunkere efter den seneste optrapning mellem USA, Israel og Iran. Nogle er ikke tilfredse med at overleve tredje verdenskrig, de vil også have vinkøleskab og gulvvarme. Andre nøjes med at slukke for TV Avisen.
- Under NATO-topmødet i Ankara gav præsident Erdogan statslederne en pistol i gave med indgraveret navn og medfølgende ammunition og rensesæt. På det næste topmøde bliver det spændende, om værtslandet kan toppe Tyrkiets gave. Schweiz kunne overveje en lommekniv. Danmark byder måske på en cykelhjelm.
- Mette Frederiksen har endnu ikke oplyst, hvor hendes pistol befinder sig. Den er muligvis sendt i høring eller afleveret til et ministerium, som nu undersøger, hvilket ministerium der har ansvaret.
- Ulvesafari i området omkring Oksbøl deler vandene, og nogle frygter, at ulvene bliver for vant til mennesker. Den største fare ved en dansk ulvesafari er vist stadig, at man kommer hjem med flere flåter end ulveoplevelser.
- Det varme vejr skaber ekstra gode vilkår for hvepse, og skadedyrsbekæmperne får mange flere opkald end normalt om hjælp til at fjerne hvepseboer. Hvepsene opfatter tydeligvis vejrudsigten som en forretningsplan.
- Egeprocessionsspinderen alias 'larven fra helvede' er kommet til København. Den leder efter en toværelses til under tre millioner.
- I Vesthimmerlands Kommune modtager en naturvejleder et utal af billeder fra bekymrede borgere af larver, der kravler rundt i en busk, men ingen af billederne har været af den frygtede egeprocessionslarve. Til gengæld var de fleste meget fotogene.
- Turisternes køretøjer fylder op i feriebyerne, blokerer gader og beslaglægger p-pladser. Som udgangspunkt er autocampere ensbetydende med friheden til at vågne op med havudsigt. I praksis er det udsigten til bagenden af en anden 5-personers Hymer.
- På stranden i Løkken fandt en tysk turist onsdag en mistænkelig genstand, som muligvis kunne være en mine. Det viste sig at være bunden af en Weber-grill, der højst havde været i krig med nogle kyllingespyd.
Uge 28/2026
Man skal nok være fuldblods bilejer for at indramme med en laseragtig præcision, hvad der tænkes, når man betragter fhv. minister og EU-kommissær Poul Nielsons legendariske øjenbryn. Samtidig gavner det at være præstedatter og formodes at være inspireret af et andet kendt (nu afdød) familiemedlems ”Vartov-menighed”. Staunings gamle parti udsættes i disse urolige tider for udfordringer af tættere tilgængelighed til biblen, ændret kommunikation med Ordenskapitlet samt – sidst, men mest alvorligt og vigtigt – en mulig spaltning af det såkaldte ”Rigsfællesskab”.
Sporten har gyldne tider netop nu. I VM-fodbold i USA, Canada og Mexico oplevedes noget helt nyt. Normalt i internationale kampe optræder der en hoveddommer samt to linjedommere og typisk 2-3 VAR-dommere (i kontrolrum). Men efter en kamp, som USA (fortjent) tabte til Belgien (som nu har tabt til Spanien), modtog den magtfulde og xxxxx(slettet af censuren) FIFA-præsident Gianni Infantino, en helt særlig tilmelding – ”post festum” – til dommerpanelet. Bortset fra Vorherre, Paven og nogle enkelte modige højesteretsdommere i USA, rangerer den ny tilmeldte i egen ukontrollerede selvforståelse som overdommer.
Lavpunkter
Statsminister Mette Frederiksen har afleveret sin revolver, hun fik i gave af Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan, til politiet. Man(d) kan spekulere over, hvor mange af gavemodtagerne, der havde inderlig lyst til skydetræning mod et alternativt mål?
KFUM-spejderne har det særlige og velkendte koncept ”ulveunger”. Ulveenheden er for børn i 2.–3. klasse. I den modsatte ende af aldersskalaen er opstået "Ulvetider for ældre". Sådan lød det fra Ældre Sagen, da regeringen sidste år meldte ud med kraftige besparelser på boligydelsen. - Og endelig har jeg bekendt, der skiftede sit mangeårige valg af campingplads i nærheden af Oksbøl ud, da familien var bange for deres lille (søde) terrierhund skulle møde en ulv.
@Erik Hulegaard: Tak for endnu engang at deltage i den ugentlige rundrejse gennem politik, sport, ulve og verdenssituationen
Jeg hæftede mig især ved udvidelsen af VM's dommerpanel. Når først nogen melder sig som overdommer efter slutfløjtet, bliver VAR pludselig den mest beskedne institution på banen. VIP overtrumfer VAR.
Og ulvene har efterhånden en imponerende bred målgruppe: fra KFUM-spejdernes ulveunger over Ældre Sagens ulvetider til terriere med et potentielt identitetsproblem på vestjyske campingpladser. Der mangler snart kun, at de også melder sig ind i et politisk parti.
Tak for de sædvanlige krumspring, som er noget mere underholdende end selve ugens begivenheder.
Det er tankevækkende, at mange af dem, der giver vores generation hele skylden for klodens tilstand, selv vil være bekendt at bidrage så voldsomt til dens fortsatte forurening. Det koster otte millioner at rydde op efter dem i Roskilde, og på trods af adskillige tiltag til at få festivalgæsterne til at rydde op, hjælper det vist ikke synderligt.
Der er en humoristisk vejledning her: https://www.roskilde-festival.dk/nyheder/ryd-op-sammen-nu
Mon ikke Mette F. bare har haft et skævt smil tilovers for T's ualmindelig barnlige måde at opføre sig på til topmødet? Den mand kan overhovedet ikke finde den sut, han tabte for flere år siden, og han bliver mere og mere desperat over det.
Jeg nyder TdF for alle de naturscenerier, vi ser fra de områder de cykler i, men sidder med ørepropper med en lydbog eller podcast i. John ser det også for selve cyklingens skyld, men slukker, når løbet er kørt, tøhø ... han gider ikke høre på alle de overflødige og meget bagkloge analyser af løbet.
Jeg bliver dagligt imponeret over pressens ihærdighed med at få skabt frygt og katastrofeangst i befolkningen over den fjollede larve. Det er godt, at nogle naturvejledere og andre fornuftige folk hiver lidt den anden vej. Børn bliver decideret bange, fordi de tager alt bogstaveligt. De er også bange for dræbersnegle, fordi de tror den virkelig dræber mennesker!
Tak for at finde underholdende elementer i en agurketid - indlægget blev som altid indtaget med fornøjelse 😃
@Ellen: Ja, der er mennesker, der kan holde flammende klimaappeller den ene dag og uden videre efterlade et telt, tre campingstole og en oppustelig flamingo den anden. Heldigvis for mit blodtryk har jeg kun læst om det.
Hvad der foregår i Tour de France ved jeg også kun, fordi medierne gør det umuligt ikke at opsnappe et og andet. Vi sportsallergikere befinder os i en sundhedsfarlig periode.
Og ja, den stakkels larve har snart fået et ry, som var den en krydsning mellem Godzilla og en zombie. Lidt proportioner – ikke mindst af hensyn til børnene – ville ikke skade.
Tak for de pæne ord. Agurketid eller ej, der er heldigvis altid et eller andet at undre sig over ...