SKET:
- På listen over de mest indflydelsesrige personer i Europa ligger Mette Frederiksen nummer 2 efter Donald Trump. Det svarer til at sige, at en tornado er mere effektiv end en ventilator. Teknisk korrekt, men ikke nødvendigvis ønskværdigt.
- Økonomiske vismænd fraråder differentieret moms – det er for dyrt for samfundet at gøre frugt og grøntsager billigere. Man overvejer i stedet at indføre et afgiftssystem, hvor man bliver belønnet for at skule til en pastasalat. Eller større rabat, jo mere man sukker over priserne.
- Højesteret har afgjort, at advokaten bag den undersøgelse, der førte til tv-værten Jes Dorph-Petersens fyring i en MeToo-sag, skal betale 2 millioner i erstatning til Dorph-Petersen. Advokatfirmaet skriver på deres hjemmeside, at de er overraskede over afgørelsen. De tilføjede ikke: ‘Det her bliver svært at forklare i julebrevet.'
- På et plejehjem i Farsø registrerer et apparat uventede lyde, som kan tilkalde personalet – en tabt bog, en høj snorken eller et fald bliver straks opfanget af systemet. Det mest bekymrende er, når apparatet registrerer total stilhed.
- Fra nytår kan privatpersoner frit importere medicin til Danmark fra et hvilket som helst land – en ændring, der skal spare 1000 offentlige stillinger. Det er første gang, man har skåret i bureaukratiet ved at sige: 'Ved du hvad, det må du virkelig selv om.’
- PostNord har sat sine røde postkasser til salg, fordi selskabet stopper med at dele post ud til nytår. Men de ved, hvad de gør – de har øvet sig i mange år.
- Kommunikationskonsulent Anna Thygesen er hyret til at hjælpe Folketingets formand Søren Gade med krisekommunikation i en række sager. Det er sund fornuft, at Folketinget uddelegerer opgaver, de producerer i så stabile mængder.
- På de videregående uddannelser i Sverige er 770 personer blevet bortvist siden 2023 for at snyde ved at bruge AI. Der foreligger ingen tal om fænomenets udbredelse i Danmark – her kender vi kun til studiegrupper, der bare arbejder virkelig hurtigt.
- 600 pakker er blevet stjålet fra en pakkeshop i Køge. Mistanken retter sig mod en rødklædt mandsperson med langt, hvidt skæg, der hastede afsted i mørket med en stor sæk på ryggen.
- De seneste år er danskerne i stigende grad begyndt at købe deres and, flæskesteg og brunede kartofler udefra. Juleaften er nu reduceret til takeaway med levende lys.
* * *
SET:
Matador
Dansk tv-serie, 1978-81 – dr.dk
Der findes tv-serier, og så findes der Matador, der med sine 24 episoder er den perfekte julekalender for tv-narkomaner. Endnu engang er jeg blevet draget af både
Misse Møhge og resten af den danske nationalskat, der siden 1978 har været lige så fast en del af det kulturelle arvegods som smørrebrød, højskolesangbogen og den obligatoriske debat om, hvem der egentlig er den mest irriterende figur i serien.
Matador er på én gang et historisk drama, en karakterkomedie og en kollektiv erindring, som næsten alle danskere deler – selv dem, der sværger på, at de
'kun har set et par afsnit', men alligevel kan citere
Ingeborgs berømte replik til
Mads:
'Syg i hovedet? Det er dig, der er syg i hovedet!
Serien udspiller sig i den fiktive provinsby
Korsbæk – et Danmark i miniformat: De bredeste skuldre bærer ikke altid de tungeste byrder, borgerskabet er både fascinerende og latterligt, og selv den lille mand kan brillere – især hvis han hedder
Mads Skjern og har talent for forretning, er fremsynet og evner at irritere bankdirektør
Varnæs.
Netop forholdet mellem
Varnæs og
Skjern er en af seriens mest geniale dynamikker. Det er klassisk dansk dramatik forklædt som hverdag: tradition møder modernitet, privilegier møder ambition, alt sammen med en understrøm af misundelse, stolthed og små ydmygelser.
Men
Matador er også en hyldest til dem, der sjældent får plads i historiebøgerne, men som til gengæld får lov at fylde i hjertet:
Agnes, der går fra tjenestepige til virksomhedsejer;
Maude, der blomstrer langsomt, og selv grisehandler
Oluf Larsen, der med sit lune og sin livsvisdom minder os om, at format ikke nødvendigvis kræver rigdom.
Serien er fuld af den stille humor, hvor man griner, fordi man genkender sig selv.
Matador rammer noget dybt dansk: fascinationen af hierarkier, trangen til fællesskab og småsladder, og den dybe, næsten religiøse tro på, at et middagsselskab eller en folkelig håndbajer får de fleste problemer til at forsvinde.
At
Matador stadig holder i dag, siger noget om den kvalitet, der ligger i fortællingen. Den handler om modgang, opbrud og udvikling – alt det, Danmark har været igennem, og stadig går igennem. Det er som et spejl, vi kan kigge i, når vi vil forstå os selv lidt bedre. Og måske er det derfor, den bliver ved med at blive genudsendt, som en slags national terapi.
Når rulleteksterne kommer på, sidder man ofte tilbage med følelsen af at have besøgt gamle venner. Nogle er irriterende, men man vender alligevel tilbage.
Korsbæk er på en eller anden måde et sted, hvor alle har boet lidt. Jeg har i hvert fald – og gør det igen indtil den 24.
Matador er i en liga for sig og får derfor ingen stjerner.
Manuskript: Lise Nørgaard, Paul Hammerich, Karen Smith og Jens Louis Petersen
Instruktion: Erik Balling
Love Actually
Amerikansk-fransk-britisk romantisk komedie, 2003 – Filmstriben
★★★★★☆
En film, der efterhånden er blevet et fast indslag i december. Det er et britisk julemix af romantik, humor og hjertevarme, hvor ti små historier flettes sammen til én stor påmindelse om, at kærligheden virkelig findes overalt – også når den er akavet, rodet eller direkte tåkrummende.
Hugh Grant danser sig vej gennem Downing Street som den charmerende premierminister, der falder for sin medarbejder.
Colin Firth flygter til Frankrig for at skrive roman, men ender med at skrive kærlighedshistorie i stedet, og
Bill Nighy stjæler hele showet som den falmede rockstjerne med mere selvironi end sangstemme. Nighy har i øvrigt siden fortalt, at rollen betød, at han efter filmen kunne firedoble sine honorarer. Og så er der selvfølgelig den ikoniske scene med papkortene: Mark er forelsket i Juliet
(Keira Knightley), som lige er blevet gift med hans bedste ven, Peter. Han har forsøgt at skjule sine følelser ved at være kølig og distanceret over for Juliet, men hun opdager, at han i virkeligheden er blevet forelsket i hende gennem videooptagelserne fra brylluppet. Scenen med papkortene er Marks måde at sige farvel til sine følelser på uden at skabe problemer i hendes ægteskab eller ødelægge venskabet til Peter. Ikke et øje er tørt. Det, der gør
Love Actually langtidsholdbar som juleklassiker, er kombinationen af tør, britisk humor, sympatiske karakterer og det evige håb om, at kærligheden nok skal finde vej. Filmen er unægtelig noget sukkersød i kanterne, men i december er det vel en del af charmen. Den fungerer perfekt som sofahyggeligt samlingspunkt med gløgg i glasset og stearinlys i vinduet, og selv en juleskeptiker som jeg plumper gladeligt i hvert eneste år.
Instruktion: Richard Curtis
Se scenen med papskiltene
The Holiday
Amerikansk romantisk komedie, 2006 – dr.dk
★★★★☆☆
Den filmiske pendant til en kop varm kakao: sød, cremet og umulig ikke lige at slubre i sig. Filmen følger to kvinder, der begge står midt i hver deres følelsesmæssige stormvejr. Iris
(Kate Winslet), der lider af uhelbredelig kærlighed til en mand, der ikke fortjener hende, og Amanda
(Cameron Diaz), der kan klippe en trailer sammen på et sekund, men ikke kan holde et forhold ud i mere end et par uger. I et anfald af akut livskrise beslutter de sig for at bytte huse hen over julen: Amanda rejser til et idyllisk, sneklædt engelsk landsbyhus, og Iris ender i en moderne Calabasas-mansion med indbyggede swimmingpools og Hollywood-glam. Og selvfølgelig opnår de begge noget, de ikke havde regnet med: kærlighed, selvindsigt og en følelse af, at verden måske ikke er så slem, når bare man tør åbne døren.
Jude Law stråler som charmerende, men blød familiefar, og
Jack Black har rollen som den elskelige musiknørd Miles. Filmen balancerer mellem romantik, humor og følelsesmæssig healing på en måde, der gør den til en af de mest gensynsvenlige julefilm.
The Holiday er fuldstændig forudsigelig, men det tager man med.
Instruktion: Nancy Meyers
Se trailer
Den vokale julebuffetagtige opremsning fortsætter til fornøjelse for læseren på denne blogplatform, senest for uge 50/2025. Traditionen tro opfyldes den læsevenlige tallerken med 3-4 kommentarer, således…
Havde den målelige(?) rangfordeling af indflydelsesrige personer i den gamle, let slidte og forkælede verdensdel EU(ropa) været omvendt mellem de to nævnte fjender Mr. Trump og Ms Frederiksen, kunne det have udløst et akut US-angreb mod Grønland. Det lader så vente lidt endnu.
Den detroniserede skærmtrold Jes Dorph-Petersen har fyldt rigeligt i medierne senest med højesteretsdommen. Flere repræsentanter for det smukke køn har med en amazones kraft været i det digitale blækhus. Et eksempel er den repræsentative Kierkegaards-ekspert og sognepræst Pia Søltoft, der bl.a. udtalte ”Den afgørelse, sagen nu har fået i Højesteret, er ikke en afgørelse, der giver Jes Dorph-Petersen medhold i hans egen selvforståelse som en forfulgt uskyldighed. Sagen, der er vundet, handler om, hvorvidt advokat Yvonne Frederiksen gennem sin undersøgelse har kunnet godtgøre, at der var tale om krænkelser og seksuel chikane.” (delcitat fra Altinget)
I den langt mere fredelige ende af ugen forefindes PostNords udsalg af brugt inventar. Et håbefuldt tilskud til en slidt økonomi, som end ikke de fuldstændig vanvittige takster (ind- og udland) for postforsendelser har kunnet rette op på. De seneste år har denne signatur nogle gange overvejet selv at viderebefordre sin post både for at sikre sig en rettidig modtagelse og for at opnå en besparelse på den individuelle postkonto.
Og så (næsten) det vigtigste: Julens indkøb. Takeaway-anden og de brunede kartoflers sampak og levering fra storkøkkener skærer nogle minutter af den kompakte tidsfaktor, der indeholder julens (stressende?) forberedelser. Hertil kommer et øget (miljø-baseret?) indkøb af plastikjuletræer. Julemelodier kan vel afspilles via airpods, julehilsner og bordplanlægning kan formes via A.I. og – inden længe – kan robotten med nisseuniform klare resten.
I den kulturelle loge bør adderes, at enhver med kontakter (uanset hvor på rollehæftet) til den nationale og legendariske tv-serie Matador kan bidrage med supplerende tanker. Man kan i hvert fald glæde sig over så længe som muligt at undgå den habitus, der er Misse Møhges skæbne og samtidig ad hoc nyde de mange skarpskårne danske personprofiler.
P.S. Filmstriben og Netflix m.fl. giver utvivlsomt anledning til flere kulturelle godbidder, men er samtidig nogle tidsrøvere, men der læses (og inspireres) med hver uge på omtalerne.
Du overgår da næsten dig selv i denne uge 😀
Jeg synes egentlig det er ret godt, at MF er så respekteret rundtomkring; at hun kalder en spade for en spade. Jeg synes hun har været rigeligt forfulgt herhjemme - måske ikke helt ufortjent, men jeg vil nu alligevel kalde det en hetz.
Giver det så ekstrapoint, hvis man ikke skuler til pastasalaten, men kigger længselsfuldt efter den? Det burde det.
Det er lidt pudsigt, at så mange har misforstået dommen bag den erstatning, som JD-P fik tildelt ... Kvinfo ikke mindst.
AI-snyd bliver nok mere og mere vanskeligt at opdage, hvilket siger noget om, at dem der så rent faktisk bliver opdaget, har fortjent at dumpe, for de er vel så bare ikke smarte nok.
Det var en eminent analyse af Matador. Du satte gode og præcise ord på, hvad der rammer danskerne i denne fantastiske serie. Ikke bare danskere, for alle mine fire englændere elsker den. Tim fik for mange år siden en dvd-udgave (tror jeg), som kunne levere engelske undertekster, så de bruger den nu som julekalender derovre - børnene kunne overraskende nok også lide serien og citerer fra den, samtidig med at de nyder (og er lidt stolte af) at kunne genkende skuespillerne, når de ser dem i andre danske film; også selv om disse er blevet ældre.
Selv om de på visse punkter halter bagud, er englænderne og danskerne rent kulturelt og værdimæssigt (jeg taler naturligvis ikke om penge ...) ikke særlig forskellige, hvilket i mine øjne kan forklare, hvorfor den taler lige så meget til dem som til os.
@Erik Hulegaard: Tak for supplerende bemærkninger og betragtninger.
Hvis rangfordelingen mellem Trump og Mette Frederiksen havde været omvendt, kunne man vel tænke sig, at sidstnævnte ville gøre krav på USA?
At Pia Søltoft finder det nødvendigt at understrege (som enhver, der kan læse, for længst har forstået), at Højesterets dom udelukkende drejer sig om advokatundersøgelsens lødighed – ikke om hvorvidt der skete et overgreb – kan næppe opfattes som andet end en insinuation af, at Jes Dorph-Petersen nok alligevel er en gammel gris, der forgriber sig på unge kvindelige praktikanter. Det er der mange, der fortsat mener, selv om det aldrig vil kunne opklares, hvad der fandt sted ved den omtalte lejlighed for mere end 20 år siden. Derimod er der tilsyneladende ingen, der føler trang til at minde om, at den unge kvindelige praktikant, der i sin tid følte sig krænket og var årsag til advokatundersøgelsen, var kendt for at gå rundt og tage de mandlige ledere på TV 2 i skridtet. Men sådan er der så meget.
Jeg må indrømme, at film- og tv-serie-kigning kan være tidkrævende. Fx blev der – som det fremgår – ikke tid til at læse en eneste bog i denne uge ...
@Ellen: Tak for den fordelagtige omtale – og pænt af dig ikke at nævne diverse sjuske- og slåfejl (de skulle være rettet nu :))
Det er sjovt, at din engelske familie også kan have fornøjelse af Matador. Jeg var ikke klar over, at der også fandtes engelske undertekster til serien, men det er jo kun rimeligt i betragtning af den betydning, den åbenlyst har haft i Danmark, selv om vi er et meget lille land. Og ja, vi har temmelig meget tilfælles med englænderne, når det kommer til stykket.