Efter et længere tilløb har jeg besluttet mig til at tage tyren ved hornene og bekende kulør. Sagen er den, at jeg ikke hører til dem, der bliver rastløse, hvis de ikke mindst én gang om året står i en lufthavn klokken fem om morgenen med et pas i hånden. Men jeg misunder dem en smule. Ikke fordi jeg selv har lyst til at være med, men fordi de tydeligvis får noget ud af det.
Jeg kan godt spørge, hvor toilettet er, men det er sjældent netop dét spørgsmål, der optager mig mest
Jeg har det bare stik modsat. Jeg bryder mig grundlæggende overhovedet ikke om at rejse. Det er efterhånden mange år siden, jeg sidst for alvor var i udlandet (Sverige undtaget af familie-mæssige årsager), og jeg savner det heller ikke. Tidligere rejste jeg en del. Lige indtil jeg indså, at jeg nok mest gjorde det, fordi det var noget, der blev forventet af én. Man tog på storbyferie, charterferie eller kør-selv-ferie, og bagefter kunne man fortælle om det ved frokostbordet på arbejdet. Først da jeg holdt op med at rejse, opdagede jeg, hvor befriende det var. Den største glæde ved enhver ferie havde været det øjeblik, hvor jeg satte nøglen i min egen hoveddør og mærkede lettelsen over, at jeg endelig var hjemme igen.Det mest anstrengende ved at rejse er sproget. Jeg taler ganske vist engelsk (sådan da) og kan sagtens klare mig. Tysk og fransk kan jeg til husbehov, men der er en kæmpe forskel på at kunne gøre sig forståelig og på at kunne udtrykke sig præcist. På dansk kan jeg nuancere, være ironisk eller alvorlig, måske endda vittig, alt efter hvad situationen kræver. Men dansk er som alle andre sprog fyldt med faste vendinger og kulturelle koder, som ikke lader sig oversætte.
På et fremmed sprog føler jeg mig reduceret til en simplere udgave af mig selv. Jeg kan godt spørge, hvor toilettet er, men det er sjældent netop dét spørgsmål, der optager mig mest. Mit modersmål er ganske enkelt en væsentlig del af min identitet. Måske er det derfor, jeg aldrig kommer til at føle mig hjemme i udlandet. Ikke fordi folk er uvenlige (jo, nogle er, men det adskiller dem ikke fra danskere), mere fordi et fremmed sprog hele tiden minder mig om, at jeg er gæst.
Der er steder i verden, som er langt mere spektakulære end noget, Danmark kan præstere. Grand Canyon, Himalaya, Victoriafaldene og koralrevene er næppe i fare for at blive overgået af en bakketop mellem Ry og Silkeborg eller en strand i Hornbæk. Alligevel vover jeg den påstand, at jeg allerede har set det meste af verden. Ikke med mine egne øjne selvfølgelig, men gennem utallige dokumentarfilm, naturprogrammer og rejseudsendelser. Indvendingen er, at det ikke er det samme som at være der selv. Men omvendt har film- og tv-hold adgang til steder, som almindelige turister aldrig kommer i nærheden af. Der bliver filmet fra helikoptere, dykket ned på havets bund, dyrelivet bliver fulgt i områder, hvor vi andre ville blive sendt hjem med besked om, at der er adgang forbudt for uvedkommende, eller der er simpelt hen er for farligt at færdes. Jeg ser ikke verden med mine egne fødder, om jeg så må sige, men til gengæld ser jeg mere af den på skærmen. Som en særlig bonus er der som regel ingen hjemme i min egen stue, der prøver at sælge mig en selfiestang eller en køleskabsmagnet.
Vi har ikke vulkaner eller regnskove, men vi har et landskab, der ikke råber, og vi råber heller ikke selv
En af de mest citerede sætninger i dansk litteratur er H.C. Andersens: 'At rejse er at leve.' Det er et smukt, om end fortærsket citat, og for mange mennesker er det sikkert også sandt. For mig er at rejse mere at overleve. At finde den rigtige gate. At stå i kø. At håbe, at kufferten kommer med. At forsøge at forstå højttalerudkald , der lyder, som om det bliver annonceret fra bunden af en tom blikspand. At være i tvivl om man nu også har forstået buschaufføren rigtigt (eller omvendt). Det er ikke ligefrem den form for eventyr, jeg drømmer om.Jeg har den største respekt for dem, der elsker at rejse. Der er mennesker, som bliver oplivet af nye kulturer, fremmede dufte, ukendte landskaber og spontane oplevelser. Jeg tror fuldt og fast på, at de mener det, når de siger, at rejser har ændret deres syn på verden. Jeg ønsker dem tillykke. Jeg har bare opdaget, at mit eget syn på verden ikke nødvendigvis bliver større af at befinde mig længere væk hjemmefra.
Til gengæld holder jeg usigelig meget af Danmark. Vi har ikke vulkaner eller regnskove, men vi har et landskab, der ikke råber, og vi råber heller ikke selv. Kyster, skove, heder, klitter, gamle købstæder, herregårde, slotte, kirker og små havne, hvor tiden ser ud til at være gået i stå. Ingen har set alt det, landet rummer. Jeg har i hvert fald ikke.
Jeg er ikke ude på at omvende nogen. At rejse er for mange en vigtig del af livet, præcis som det at blive hjemme er blevet en vigtig del af mit. Derfor er det heller ikke et forsøg på at afgøre, hvad der er den rigtige måde at holde ferie på, eller hvad der giver mest mening. Den diskussion interesserer mig sådan set ikke. Men vi er forskellige. Nogle længes efter det fjerne, andre trives bedst med det nære.
De sidste er nok bare i undertal.
Ja, vi er forskellige og må hver især gøre, hvad vi har mest lyst til.
Fruen og jeg har rejst meget og har haft stor glæde af det. Her tænker jeg ikke på selve rejsen, transporten fra A til B og retur, men på opholdet på destinationen. Og vi vil fortsætte, så længe helbredet og kræfterne tillader det.
Ganske vist kan man, som du skriver, se og høre meget ved at se fx fjernsynsudsendelser, men skærmen formidler ikke smagene, duftene og temperaturerne. Skærmen fritager dig heller ikke fra at lave mad og støvsuge. Når vi rejser, har vi mere tid til at være sammen og opleve sammen. Tiden får en anden og på nogle måder bedre kvalitet.
Rejserne har også givet os et perspektiv, som gør, at vi værdsætter Danmark mere - af netop de grunde, du nævner.
Lige nu har vi højsommer, og jeg kigger ud på en grå himmel og max 17° på altanen. Så glæder jeg mig til, at vi om en måneds tid skal være godt 4 uger på en lille græsk ø, hvor den lune aftenbrise kærtegner din hud som en kælen kat, mens du sidder på stranden og nyder en ouzo, indtil du går hen på din foretrukne taverne og spiser græsk mormormad.
De fleste lokale taler fint engelsk, og vi skal alligevel ikke konversere på højt niveau, så sproget opleves ikke som nogen hindring. I Syditalien kniber det mere med det engelske, men mine italienske brokker rækker fint til at bestille mad og forfriskninger, og så har vi ikke brug for meget mere.
Jeg er helt enig i dine afsluttende betragtninger. Den rigtige måde må være at gøre, som man har mest lyst til (hvis man da ellers kan).
Som du skriver til sidst: Vi er alle forskellige. Punktum.
Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert i ikke at have lyst til at rejse, for nogle har og andre har ikke.
De største problemer ser jeg hos de par, hvor den ene har rejselyst og den anden ikke har. Det kræver en vis rummelighed at lade den ene part få sine udenlandske ferier, tror jeg.
Vi har tit talt om, at fotograferne til naturudsendelserne (som vi ser rigtig mange af) har mange privilegier, som vi almindelige dødelige aldrig vil kunne komme i nærheden af. Til gengæld lægger samme fotografer/producere ikke skjul på, at de ofte har været igennem regn - kulde - blæst - hede - snestorme - fugtige regnskove - alt muligt, vi andre ikke har spor lyst til, og oven i købet også kan have ventet på samme kedelige og/eller øde sted i ugevis, før det ventede dyr eller de rigtige vejrforhold indfinder sig. Jeg er spændt på, hvordan Aubreys liv bliver, hvis han får sit drømmejob på BBC (det er han også selv), for han er godt klar over, at det at være professionel naturfotograf kræver sin mand.
Nå. Det var vist et sidespring ...
Jeg kan faktisk godt blive en lille smule misundelig på personer som dig, der ikke har lyst til at rejse, for det kan godt være lidt frustrerende at have lysten, men ikke længere fysikken til det. Der er mange steder, vi har drømt om at se, men nu må erkende, at det kommer vi ikke til.
..Og lidt mere frustrerende, men det bliver mellem os (John læser ikke blogge): Lidt mere frustrerende, når den ene har fysikken, og den anden ikke. Det er sådan det er for os, i hvert fald for en tid, og jeg gider ikke gøre det til et problem, for det ændrer ikke noget, men jeg savner især at kunne rejse til England - af grunde, som du sikkert kan regne ud.
@Eric: Tak for din kommentar, som ikke var helt uventet :)
Du fik mig næsten med til den græske taverne, og det er ellers lidt af en bedrift! Beskrivelsen af den lune aftenbrise og mormormaden er svær at modstå.
Men vi er enige om det vigtigste: at det ikke handler om, hvorvidt det er 'rigtigt' at rejse eller lade være, men om hvad der giver værdi for den enkelte. For jer er det tydeligvis rejserne og de fælles oplevelser, der føjer en særlig kvalitet til tiden sammen. For mig opstår den følelse bare oftere et andet sted. Og jeg er helt med på, at et tv-program hverken dufter af hav eller serverer en veltilberedt moussaka – til gengæld slipper jeg for at pakke kufferten.
Rigtig god tur til den græske ø. Jeg håber, I får masser af lune aftener, god mad og endnu flere dejlige minder med hjem.
@Ellen: Ja, det må være et problem, når den ene gerne vil rejse, og den anden af indlysende grunde ikke har mulighed for det. Heldigvis har I jo meget andet at være fælles om.
Og ja, naturfotograferne lever på mange måder drømmelivet, lige indtil man ser dem ligge tre døgn i mudder med myg i ørene for at få syv sekunders optagelse af en sky los. Så bliver min stue pludselig endnu mere attraktiv :)
Ja, jeg tror godt, jeg kan gætte, hvorfor England trækker. Jeg håber, at I på den ene eller anden måde får mulighed for at genopleve noget af den stemning, om det så bliver gennem minder, film, bøger eller måske en dag en tur, hvis omstændighederne ændrer sig.
I mellemtiden lover jeg at fortsætte med at nyde mine 'ikke-rejser', så der er lidt balance i verdens samlede rejsebudget :)
Efter gennemlæsning kom begrebet ”hjemmefødning” frem på min indre skærm, dog for kort tid senere at blive visket væk. Næste tanke var, om partnerskabet med Madame var foreneligt i den henseende(?). Naturligvis, var min tanke herefter. Andre fælles værdier trumfer. Dette nævnt, fordi det ofte kan være et kontroversielt "issue" i partnerskaber.
I min familie var der flere ”hjemmefødninge”, hvoraf nogle fandt min ret intensive ”kuffertmotion”, startende fra 17-året og frem, fuldstændig uforståelig (diplomatisk udtrykt).
Et forsigtigt estimat fortæller, at jeg kunne have købt et mindre parcelhus baseret på mine samlede rejseudgifter, herunder > 200 flyture. Det er ikke (som vores blogkollega Eric) behageligheden under fremmede himmelstrøg, derimod sulten efter at forstå andre kulturer, opleve andre vinkler på livet etc., hvortil siden 2012 kommer research til mine skriverier.
Men blogejeren er et interessant eksempel på det modsatte. Glæden (og den mentale balance) ved at opholde sig i DK og alligevel demonstrere en kompetence, nemlig at have en horisont, der rækker langt udover den dansk-tyske landegrænse.
@Erik Hulegaard: Jeg bliver ikke fornærmet over at blive kaldt hjemmefødning, men jeg ville måske foretrække 'sofakosmopolit' – en person, der gerne vil kende verden, bare helst uden at skulle slæbe en kuffert gennem lufthavnen kl. 05.15 om morgenen.
Nysgerrighed kræver heldigvis ikke boardingkort. Nogle samler minder fra bjergtoppe, markedspladser og fremmede gadekøkkener – andre samler dem fra bøger, samtaler, musik, film og hvad der ellers kan finde vej til stuen.
Jeg beundrer din rejseiver og de mange erfaringer, du har samlet undervejs. Over 200 flyture er jo ikke bare en statistik, men nærmest et ekstra liv levet i transit. Jeg har bare valgt en lidt mere jordnær rejseform, hvor den største risiko for jetlag er en sen aften foran en god dokumentar.
Hvad angår Madame har vi rejst meget sammen tidligere, men hun er landet samme sted som mig, hvad rejseaktivitet angår. Bortset fra det, er hun heller ikke typen, der ville kræve, at kærlighedserklæringer skulle afleveres med pas og kuffert i hånden.
Tak for en fornøjelig kommentar!