- Timeless Tone: Smile of the Day
- Sammy Davis Jr.: Mr. Bojangles
- Django Reinhardt: Topsy
- Alison Moyet: That Ole Devil Called Love
- Keith Jarrett · Charlie Haden: Everything Happens To Me
- Astrud Gilberto · Antônio Carlos Jobim: Água de Beber
- Carole King: It's Too Late
- Coleman Hawkins: Body and Soul
- Melody Gardot: Morning Sun
- Glenn Miller: Tuxedo Junction
* * *
Playlisten ligger på Spotify og kan høres i sin helhed her.
Illustration: AI
Lidt ureglementeret af konteksten tænkte jeg ofte i en fortid meget på Sammy Davis jr., der med større og især mindre held af fysiologisk- og racemæssige årsager forsøgte at koble sig på ”The Rat Pack”. Hvor den afslappede (dekadente og forkælede?) charme lyste 24/7 fra Frankie-boy og Dean Martin, forekom Davis´ mimik tåkrummende kunstig. At se dem alle på the stage i en fortid (TV og film) kunne opleves underligt uforeneligt, trods den direkte kamp for det modsatte.
Brasilianske sambarytmer er altid forfriskende og jødisk fødte Carole King er både præsentabel og afgjort en musisk kunstner på en af de øverste hylder.
@Erik Hulegaard: Jeg kan godt følge din pointe om, at Sammy Davis Jr.s sceneudtryk kan opleves meget anderledes end Frank Sinatra og Dean Martin, selv omnoget af den forskel netop kan hænge sammen med de vilkår og forventninger, han arbejdede under. Han skulle ofte bevise mere for at blive accepteret på lige fod.
Til gengæld er vi helt enige om de brasilianske rytmer – de tilfører altid noget lethed og liv. Og Carole King hører efter min mening også til blandt de helt store sangskrivere, hvis sange har holdt gennem årtier.