Tilstandsrapport uge 33

Det var en af den slags uger, hvor det samlede billede efterhånden blev så broget, at man kunne fristes til at tro, at nogen havde glemt at fordele begivenhederne lidt mere jævnt over kalenderen.

Først var der Walther Frisch. Eller rettere: Det begyndte for over 60 år siden, men det er først nu, vi for alvor har fået lejlighed til at opdage, at den danske overtjener med forkærlighed for finere kogekunst, dyre rejser og et særdeles aktivt liv som sæddonor også havde en fortid som overbevist nazist og tidligere Waffen-SS-soldat.

210 børn er trods alt nærmest en mindre kommune med fælles DNA

Walther Frisch boede i 1960'ernes Stockholm og arbejdede som overtjener på rådhuset – allerede en karakter, man kunne afvise som for usandsynlig i et filmmanuskript. Men han var virkelig. Han var hemmelig sæddonor på Karolinska Sygehus, og mere end seks årtier senere har slægtsforskning og DNA-prøver afsløret ham som biologisk far til foreløbig 15 donorbørn. Et slægtsforskningsprojekt kan altså tage uventede drejninger: Man begynder med oldemor og ender med en gren, der fører direkte til Waffen-SS. Spørgsmålene er mange. Hvorfor blev Frisch sæddonor? Var der et særligt motiv, måske endda et ideologisk? Eller var han bare en mand med mange interesser og en bemærkelsesværdig evne til at føre dem ud i livet?

Sagen dukker op, samtidig med at Det Europæiske Selskab for Human Reproduktion og Embryologi anbefaler en grænse for, hvor mange familier én donor kan bidrage til i Europa: først 50, senere helst 15, suppleret af et fælles donorregister. Det Etiske Råd i Danmark og tilsvarende råd i Norge, Sverige og Finland har anbefalet en begrænsning. Det virker fornuftigt, især efter sagen om den danske donor, hvis sæd har ført til mindst 210 børn, og som bar på en alvorlig kræftfremkaldende genfejl, der er blevet givet videre til flere af dem. 210 børn er trods alt nærmest en mindre kommune med fælles DNA.

Mette Frederiksen og Giorgia Meloni er efterhånden blevet den politiske duo, man ikke vidste, man manglede

Derfor kan man godt forstå ønsket om et europæisk register. EU har allerede styr på alt fra krumningen på agurker til regler for håndbagage, så det burde også være muligt at finde ud af at registrere, hvor mange mennesker der går rundt med den samme biologiske ophavsmand. Hvis ikke, kunne man eventuelt spørge Mette Frederiksen og Giorgia Meloni. De har i denne uge taget fat på noget, der også kræver betydelig administrativ koordinering: at beskytte Europas kristne kulturarv. Mette Frederiksen og Giorgia Meloni er efterhånden blevet den politiske duo, man ikke vidste, man manglede. Den danske statsminister og den italienske premierminister har erklæret, at de begge vedkender sig Europas kristne kulturarv og ønsker at beskytte den. Under alle omstændigheder synes samarbejdet mellem Mette Frederiksen og Giorgia Meloni at være bygget på en ganske enkel arbejdsdeling: Giorgia udstyrer Mette med høgens vinger, og Mette forsyner Giorgia med den stuerene, velfærdsstatslige anerkendelse. Sammen bliver de politisk set noget nær urørlige eller i hvert fald svære at få til at passe ind i de gamle skemaer.

De stod også bag et fælles brev til EU's ledere efter migrantstrømmene mod den spanske eksklave (dér var den igen!) Ceuta. Og Ceuta blev i det hele taget et af ugens steder, hvor europæisk politik viste sig fra sin mest forvirrede side. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt reagerede kontant: Spanien burde suspenderes fra Schengen-samarbejdet. Det er den slags politiske løsninger, der lyder enkle, indtil embedsmændene kommer viftende ind med et notat over hovedet. Udlændinge- og Integrations-ministeriet nåede i samarbejde med Justitsministeriet frem til den lettere ubelejlige konklusion, at hvis Dansk Folkeparti faktisk fik held til at trække Danmark ud af Schengen, kunne resultatet blive det stik modsatte af det ønskede: Danmark kunne blive mere attraktivt for asylansøgere og migranter, og politiets arbejde med grænseoverskridende kriminalitet ville blive vanskeligere. Det er politisk set den klassiske situation, hvor man sætter et gitter op for at holde nogen ude og bagefter opdager, at man har glemt at lukke døren til baghaven. Men ved folketingsdebatten viste det sig altsammen at være stor ståhej for ingenting, for Dansk Folkeparti var det eneste borgerlige parti, der var interesseret i at få Danmark ud af Schengen.

Man sætter et gitter op for at holde nogen ude og opdager bagefter, at man har glemt at lukke døren til baghaven

Man må give Morten Messerschmidt én ting: Det kræver mod at stå alene. Men det kræver muligvis endnu mere mod at stå alene og opdage, at selv ens politiske venner står et par meter væk og lader, som om de ikke kender én. Alligevel havde Dansk Folkeparti grund til at være i godt humør. En Voxmeter-måling gav partiet 12,4 procent af stemmerne, den største opbakning i syv år. Hvis målingen holder, ville Dansk Folkeparti blive det næststørste parti i landet efter Socialdemokratiet og det største i blå blok. Det må være en opløftende oplevelse at holde sommergruppemøde, når man både kan tale om politisk fremgang og samtidig være det eneste parti, der stadig insisterer på at sige farvel til Schengen. Den blå familie har åbenbart også plads til den slags familiemedlemmer.

Mens Morten Messerschmidt forsøgte at komme ud af Schengen, forsøgte regeringen at komme af med momsen på frugt og grønt og halvdelen af momsen på resten af maden. Forslaget koster 17,4 milliarder kroner om året. Til gengæld kan vi måske få råd til en ekstra pose gulerødder, hvis systemet ellers kan administreres uden at kræve oprettelse af en ny styrelse med 800 medarbejdere og et logo i fire nuancer af grøn. Kritikken har været massiv. Eksperter og den blå opposition har advaret om prisen, bureaukratiet og den usikre effekt. Og midt i det hele stod Martin Lidegaard og Radikale Venstre, som nu øver sig i en disciplin, partiet ikke har haft meget erfaring med de seneste 11 år: at skulle forsvare en politik, man ikke nødvendigvis selv synes er særlig genial. 'Hvis vi havde 90 mandater, havde vi nok også skruet det anderledes sammen,' sagde Martin Lidegaard. En bemærkning, der fortjener at blive hængt op i alle regeringskontorer. Den er både en forklaring, en undskyldning og en politisk vejrmelding i én sætning: Vi er her, men det er ikke helt vores skyld.

Sidste: Den meget omdiskuterede 'problemulv' fra Nørre Nebel er ikke længere et problem, eftersom den blev skudt torsdag aften. På de sociale medier er det store spørgsmål derfor nu, om det ikke er et problem, at vi har en minister for natur og dyrevelfærd, der stolt og uden betænkelighed holder pressemøde om aktionen med den blodige ulv liggende livløs for sine fødder. Det næste par dage bliver det efter alt at dømme ministeren, der må stå for skud.

Uge 33 lærte os derfor ikke nødvendigvis, hvor Danmark er på vej hen. Men den bekræftede endnu en gang, at turen bliver underholdende. For når man ser på Europas kristne kulturarv, Schengen, migration, sæddonation, nazistiske familiehemmeligheder, kræftgener, moms-systemer og problemulve, kan man i det mindste konstatere, at der stadig er rigeligt med materiale til uge 34.


* * *

UGENS LAVPUNKTER:
  • I juni var der orienteringsløb i Bunken Klitplantage, hvor en motionsløber i sidste uge blev mødt af en ulv, der viste tænder. Arrangørerne af motionsløbet overvejer nu en tilføjelse til instrukserne: 'Hvis noget med pels viser tænder, er det ikke en kontrolpost.'
  • Mens droner ledte efter en problemulv, luntede der en ulv rundt ved en familierestaurant nord for Nørre Nebel. Dagens ret fristede den åbenbart ikke.
  • Overfladetemperaturen i verdenshavene nåede i juli det højeste niveau, der nogensinde er målt for måneden. Golfstrømmen har meldt afbud og sagt, at den ikke kan arbejde under de forhold.
  • I den nye sæson af 'Gift ved første blik' har DR valgt at klippe et par ud på grund af 'nye oplysninger'. Det står ikke klart, hvad de nye oplysninger dækker over, men måske var de gift med hinanden i forvejen.
  • I Sorø Kommune har man givet børn med skolevægring muligheden for at begynde i et tilpasset forløb, hvor målet er, at gaming skal få børn og unge over på skolebænken. Spørgsmålet er bare, hvor mange der nu vil simulere skolevægring for at komme på gamingholdet.
  • Den norske oliefond fik et afkast på 1753 milliarder norske kroner i årets første halvdel. Det svarer cirka til Norges nationaløkonomi, tre hytter og én kop kaffe i Oslo.
  • I det nordlige Norge har en person vækket en sovende isbjørn med et skibshorn. Politimesteren på Svalbard vurderede, at der var tale om forsætlig forstyrrelse af isbjørnen og udstedte derfor en bøde på 50.000 norske kroner. Det vides ikke, hvordan isbjørnen forholder sig, men den har formentlig også krævet godtgørelse for lidelse, tort, ulempe og en ødelagt drøm om en meget stor sæl.
  • Forskere fra Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital har udviklet en ny digital platform, der skal hjælpe folk med at håndtere muskel- og ledsmerter. Før gik man til lægen med smerter. Nu skal man først opdatere sin ankel til version 2.1.
  • Arla efterlyser sine grønne mælkekasser, der hvert år forsvinder i tusindvis, fordi de bliver brugt til at stå på for at kunne nå de øverste hylder i skabene eller lave forhindringsbaner med. Man kunne jo også bare acceptere situationen og lancere 'Arla Adventure': Mælkekasser med klatrevæg, trampolin og officiel godkendelse til alt det, de alligevel bliver brugt til.
  • Københavnske cyklister oplever, at turister udgør et trafiksikkerhedsmæssigt problem. Det er tilsyneladende ikke et problem, at halvdelen af cyklisterne selv kører, som om der er en landsdækkende konkurrence om at komme først over for rødt.

Kategori: ,,. Bookmark permalink.

4 svar på Tilstandsrapport uge 33

  1. Erik Hulegaard skriver:

    Uge 33/2026
    Det hedengangne tyske nazi-rige havde blandt sine mange mere eller mindre realistiske ambitioner at forøge populationen af ariere. Som alt her i livet er nogle hurtigere end andre, men tidligere Waffen-SS-soldat Walther Frisch bidrog med sine generøse sæddonationer (via bistand fra Nordens højst rankede hospital Karolinska i Sthlm.) i det ”folke-hem”-sindede og neutrale Sverige, måske i taknemmelighed over samme lands åbne jernbaneforbindelser samt levering af jernmalm til Det Tyske Rige under WW2, for øvrigt velsignet af bl.a. den broderikyndige svenske konge Gustav 5. – Man kan roligt fastslå, at SS-mottoet "Meine Ehre heißt Treue" blev udmyntet.

    Så langt denne kommentators hukommelse rækker, har lingvister, mediefolk o.a. forsøgt at eliminere glosen ”problem” og erstatte den med glosen ”udfordring”. Men der skulle åbenbart en udfordrende tænderskærende ulv i Nr. Nebel til at åbne op for de verbale sandheder, således ”problem-ulv”. - Danmarks minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) kunne med stolthed (og operative smilehuller) berette om ulvens endeligt og beviset lå få spytklatter i afstand fra talerstolen; enhver konservativ-sindet godsejer kunne trutte i jagthornet af misundelse over dette sceneri.

    Ugens lavpunkter
    Ved udgangen af juni kunne den norske oliefond optælle værdier for samlet 22.683 milliarder norske kroner. Det svarer til 15.489 milliarder danske kroner. Tanken er især at sikre velfærdsstaten for kommende generationer, når olien slipper op. Selv ufødte (tip-tip-olde-) børn kan føle sig sikre. Hertil kommer, at broderfolket har masser af grøn strøm fra vandkraft og bygger nu også vindmøller; sportsinteresserede vil også erindre det norske folks nyligt tilførte energi i form af fællesroning under det afholdte VM i fodbold. Aktuelt synes den eneste fastlåste energi i Norge personificeret ved en borger ved navn Marius Borg Høiby.

    Et aalborgensisk universitært forskerteam har opfundet en digital platform til afhjælpning af muskel- og ledsmerter. Med tanke på de fortsatte besværligheder i forbindelse med implementeringen af det nye supersygehus i DK-9100 kan der blive rigelig brug for denne opfindelse.

  2. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Hulegaard: Tak for det grundige supplement til ugens begivenheder!

    Ja, i årevis har vi fået at vide, at problemer helst skal omtales som udfordringer, for så lyder det straks, som om der står en coach parat med et whiteboard. Men en ulv, der render rundt og viser tænder, kvalificerer åbenbart til noget mere slagkraftigt. Der er tidspunkter hvor et problem ganske enkelt er et problem. Man kan selvfølgeig altid diskutere, om problemet er ulven, faren for at blive bidt eller poliltikernes ordvalg.

    Med den norske oliefond forholder det sig næsten omvendt: Her er problemet så stort, at de fleste nationer gerne ville påtage sig udfordringen. Hvis man har over 22.000 milliarder norske kroner stående, kan man vel kalde det en kapitaludfordring. Vi andre ville nok nøjes med at kalde det en pæn opsparing og begynde at lede efter kontonummeret.

    Måske er den sproglige tommelfingerregel, at når noget er svært, men potentielt udviklende, er det en udfordring. Når det er virkelig træls, dyrt eller farligt, er det et problem. Og når det drejer sig om den norske oliefond, er det et problem, de fleste danskere gerne byttede til – også selv om det betød, at vi skulle lære at sige 'udfordring' på norsk.

  3. Ellen skriver:

    Jeg kan ikke helt slippe den tanke, at hvis alle sæddonorer får 250 børn, er der da en risiko for (selv om den er lille), at to halvsøskende helt ubevidst kan forelske sig og få børn sammen. Det ville være ret uheldigt, så en begrænsning er i mine øjne fint.
    Der var en artikel i Berlingske, som refererede fra det af Messerschmidt panikhasteindkaldte folketing. Mette F fik virkelig grillet de mere eller mindre mørkeblå politikere godt og grundigt. Hun var uhyre velforberedt og spiddede dem en efter en. Det var ret festligt at læse - jeg indrømmer blankt, at jeg tog hatten af for MF 😛
    Dit sidste lavpunkt rammer spot on! Jeg er ikke sikker på, at jeg turde cykle i København ... ville være nervøs for at komme i krydsild mellem de indfødte og turisterne. Jeg tror bare jeg holder mig væk.

  4. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Ja, datinglivet skulle helst ikke være en genetisk udgave af Lykkehjulet.

    Mette Frederiksen havde åbenbart læst på lektierne, og jeg hører til dem, der ikke forstår den generelle Mette Frederiksen-bashing. Vist begår hun også fejl, men på det punkt har hun svært ved at konkurrere med de fleste andre MF'ere.

    Med hensyn til cykling i København skal man vist både have cykelhjelm, sidespejle, horn og fredsduesymbol for at komme helskindet hjem ...

Skriv en kommentar