Gensyn med Downton Abbey



Da Downton Abbey blev sendt første gang for en halv snes år siden, slugte jeg alle 6 sæsoner med stor fornøjelse. Nu har DR lige genudsendt alle 52 episoder, og gæt hvad der er sket: I de seneste par måneder har jeg hver aften snuppet et afsnit som en slags godnatlæsning og lagt mig til at sove med et smil på læben. Jeg har med andre ord set og nydt hele molevitten én gang til.

Downton Abbey er en stærkt underholdende sæbeopera og en temmelig kulørt og bizar omgang, men på en spiselig måde

Vi følger den aristokratiske Crawley-families og dens tjenestefolks liv og levned på det fiktive herresæde Downton Abbey i Yorkshire i perioden 1912-26. Med dramatisk finesse får vi indblik i, hvordan tidens store historiske begivenheder griber ind i familiens og tyendets dagligdag og personlige skæbner, og hvordan samfundsudviklingen så småt begynder at rokke ved fundamentet for den ærkebritiske sociale rangorden. Så kort og tørt kan det siges. Downton Abbey er ikke desto mindre en stærkt underholdende sæbeopera. På mange punkter også en temmelig kulørt og bizar omgang, men det tager man med.

Første sæson begynder med Titanics tragiske forlis og slutter endnu mere dystert med udbruddet af første verdenskrig. Det forhindrer heldigvis ikke seriens forfatter i at muntre sig i bedste ugebladsnovellestil med blandt andet at lade familiens ældste datter, den smukke, utilnærmelige og ellers altid korrekte Lady Mary, få uanmeldt besøg om natten af en ung, eksotisk diplomat, som gæster Downton Abbey. Uden forudgående varsel og mildt sagt ubelejligt dør han i sengen hos Lady Mary, som må alliere sig med den loyale tjenestepige for nærmest farceagtigt at få skaffet liget hemmeligt af vejen.

Man kommer ikke uden om, at Downton Abbey er en dekadent fantasi om et Storbritannien, der aldrig rigtig har eksisteret

Det er netop seriens charme, at den jonglerer med så tilsyneladende fuldstændig uforenelige komponenter. For hver gang kokken Mrs. Patmore bekymrer sig om, at souffléen bliver taget ud i tide, er der en nervepirrende intrige, der kan koste den sympatiske kammertjener Bates dødsstraf eller livsvarigt fængselsophold. For hver gang den pertentlige butler Mr. Carson harmes over, at en papirkurv bliver tømt uden hans tilladelse, er der en af hovedpersonerne, der kommer af dage under voldsomme omstændigheder eller er tæt på at gøre det. Højdepunktet er den spektakulære scene, hvor familiens overhoved, Lord Grantham, kaster blod op ud over bordet ved middagsselskabet med den senere premierminister Chamberlain.

Der er intriger, magtkampe og kærlighedsaffærer på kryds og tværs både upstairs og downstairs, men alligevel ender det hele i næsten fuldendt harmoni. De fleste fejder bliver bilagt, og selv de mest nedrige personager viser sig at være gode nok, når det kommer til stykket. Undervejs har man samtidig fået en lærerig og fornøjelig indføring i datidens etikette, (bord)skik og brug i de højere cirkler.

Man kommer ikke uden om, at Downton Abbey er en dekadent fantasi om et Storbritannien, der aldrig rigtig har eksisteret, hvor alle fra kokkepige til andenlakaj er tilfredse med deres lod i livet, fordi herskabet ovenpå består af lutter hædersmænd og -kvinder. Selv den oprørske chauffør Branson falder til patten, da han gifter sig med herskabets yngste datter. Massiv konservativ propaganda, vil nogen sige. Måske, men det ændrer ikke ved, at man føler sig rasende godt underholdt hele vejen. Det er lige før, man føler, at man er i familie med beboerne på Downton Abbey, så det bliver med vemod, jeg tager afsked med dem, når sidste afsnit ruller over skærmen i dag.

Med andre ord: Hvis DR skulle finde på at genudsende Downton Abbey endnu engang – og det gør de jo nok om et par år – tager jeg gerne en tur til. Om ikke andet så for at genopleve Maggie Smiths kynisk-sarkastiske Lady Grantham og Jim Carters stiff-upper-lip-butler Mr. Carson, når de ruller sig ud på hver sit domæne. Men de spiller allesammen godt.

* * *
Downtonisms hed en app, jeg downloadede til min iPad kort efter, at serien blev sendt første gang. Her kunne man høre de bedste replikker fra Downton Abbey. Desværre eksisterer app'en ikke længere, men på Pinterest kan man læse de 151 bedste Downtonisms. Til gengæld er Highclere Castle dukket op i App Store. Her fortæller Jim Carter, der spillede butleren Mr. Carson, om slottet, der illuderede Downton Abbey. Spændende nok, det er bare noget helt andet.

Kategori: . Bookmark permalink.

7 svar på Gensyn med Downton Abbey

  1. Madame skriver:

    Den serie er en genial form for underholdning og historieundervisning i ét :-)

  2. Uffe Jerner skriver:

    @Madame: Det er lige det, den er :)

  3. Ellen skriver:

    Glimrende beskrivelse af den fantastiske serie, som vi også åd råt. Den beskriver det daværende engelske samfund på godt (især) og ondt (lidt mindre), men med dine ord "..en dekadent fantasi om et Storbritannien, der aldrig rigtig har eksisteret" rammer du hovedet på sømmet. Problemet er nok bare, at englænderne selv tror på, at det var sådan det var. Især vores generation; de unge er mere realistiske, men der er en grund til, at det var vores generation, der ville ud af EU og de yngre der ville blive. Sådan overordnet set.
    Downton Abbey er Englands udmærkede svar på vores Matador, som jeg også kan se igen og igen.
    Vi var i øvrigt inde at se Highclere Castle sidste sommer. Det ligger ikke ret langt fra hvor Charlotte bor. Det var sjovt, for vi kunne genkende det hele.

  4. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Dér blev jeg lige lidt misundelig – det må have været fantastisk at se Highclere Castle i virkeligheden!

  5. capac skriver:

    Jeg deler din begejstring for serien Uffe. Og så burde du også bruge tid på skabernes nye serie Begravia, der lige nu vises på DR (og streames på deres side). Jeg er lige ved at mene, at den overgår Downton Abbey. Og det siger jo ikke så lidt.

  6. capac skriver:

    Errata: Belgravia

  7. Uffe Jerner skriver:

    @capac: Jeg følger den skam :)

Skriv en kommentar