Egentlig havde de fleste vel efterhånden vænnet sig til at betragte vinteren som et forlænget, gråmeleret efterår og vinket farvel til snedriver og tænderklaprende temperaturer i lange (skøjte)baner. Selv om tanken om den globale opvarmning kan få det til at løbe en koldt ned ad ryggen, er der ikke den fjerneste grund til det i øjeblikket. Dels er der trøstende læsning at hente i vejrudsigten, dels er sagen den, som Kim Larsen påpegede i sin tid, at Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser – bortset fra mig, som er den huldsalige ejer af en ushanka, jævnfør ovenstående selvportræt.

Med en ushanka på hovedet er det ganske enkelt umuligt at fryse om samme

I folkemunde går denne ypperlige hovedbeklædning under betegnelsen Doktor Zivago-hat, hvilket ikke huer mig, om jeg så må sige, lige som jeg heller ikke bryder mig om, når de brede masser taler om Mozarts Elvira Madigan, når de mener andanten i hans klaverkoncert nr. 21 i C-dur. Hverken Doktor Zivago eller Omar Sharif havde lod og del i ushankaens historie, lige så lidt som Mozart af gode grunde kan have haft nogen anelse om, hvem i alverden Elvira Madigan var.

I modsætning til den hue, Omar Sharif bar i filmen om Doktor Zivago, er ushankaen en pelshue med øreklapper, der som udgangspunkt er bundet sammen over huen, men som, når vejret og kulden tilsiger det, kan løsnes og i stedet bindes sammen under hagen, så man blandt andet undgår, at ørerne falder af i frostvejr. Med en ushanka på hovedet er det ganske enkelt umuligt at fryse om samme. Derudover har ushankaen den store fordel, at kombinationen hat og briller ikke som med en traditionel blød herrehat med skygge får én til at ligne en revyskuespiller på ABC Teatret anno 1963, men allerhøjst en spion, der er kommet ind fra kulden.

Det er en almindeligt udbredt opfattelse, at ushankaen er en russisk opfindelse, men det er en sandhed med modifikationer. Under vinterkrigen mellem Sovjetunionen og Finland umiddelbart inden 2. verdenskrig døde adskillige sovjetiske soldater af kulde på grund af utilstrækkeligt udstyr. De finske soldater var derimod langt bedre stillet, blandt andet fordi de var udstyret med en såkaldt turkislakki M39 (som var en videreudvikling af turkislakki M36). Det var den hue, den sovjetiske hær efter vinterkrigen kopierede og forbedrede og herefter kaldte en ushanka. Det var dog kun officererne, der blev udstyret med ushankaer af bisampels, mens menige soldater måtte tage til takke med tarveligere pelstyper.

For at undgå beskyldninger om hovmod skal jeg undlade at komme ind på min egen ushankas pelsmæssige herkomst, men blot konstatere at den uden konkurrence overgår enhver anden hovedbeklædning i januar.

Selv om vi indtil videre er sluppet nådigt, hvad kuldegrader angår, har årstidens udendørstemperatur på det seneste alligevel haft den for os brillebærere forsmædelige konsekvens, at glassene straks dugger til, når vi kommer fra det fri og træder ind ad den hjemlige hoveddør, bag hvilken en rødglødende brændeovn arbejder på højtryk.

Jeg diskuterede engang problemstillingen med min ligeledes brillebærende frisør, som påstod, at man kunne eliminere irritationsmomentet ved at træde baglæns ind i det opvarmede hus. Så ville brilleglassene ikke dugge det mindste. I den forbindelse måtte jeg undertrykke et latterudbrud. Jeg betragtede det som en staldfidus på linje med at lægge sig på ryggen med et tændt stearinlys i munden og en marineret sild på maven for at stoppe et hikkeanfald og skiftede derfor hurtigt emne. Siden har vi ikke berørt emnet.

Samtalen ligger nu et par år tilbage, men frisørens råd må have lagret sig et sted i min underbevidsthed, for i går da jeg stod uden for hoveddøren og lige havde sat nøglen i låsen, kom jeg i tanker om tricket og besluttede mig for at lade dets anvendelighed komme an på en prøve. Jeg åbnede døren, og da jeg havde forvisset mig om, at Madame ikke var i nærheden, vendte jeg mig om, strakte det ene ben så langt bagud jeg kunne, tog resolut et skridt baglæns og væltede en gulvvase med et brag.

Men det virkede.

Jeg skal ikke kunne sige, hvilke naturkræfter der er oppe mod hinanden, når en bebrillet person går fra kulde til varme på den omtalte naturstridige måde, for den slags forstår jeg mig ikke på. Til gengæld forstår jeg udmærket, hvorfor katten tog benene på nakken og forsvandt om bag sofaen som en nytårsraket på afveje.