Dansk Sprognævn lancerede tidligere på året kampagnen 'Kan vi på dansk?', og nu har en undersøgelse kortlagt de engelske ord, som danskere bliver mest irriterede over.

Øverst på top-ti-listen ligger sale. Det danske ord er udsalg. Vi har haft det længe, inden nogen i Danmark havde hørt om Black Friday, og det beskriver præcis, hvad der foregår: En butik forsøger at få én til at købe noget, man ikke vidste, man manglede, fordi det nu koster 40 procent mindre end det, man heller ikke havde tænkt sig at betale. Udsalg er altså et udmærket dansk ord, og jeg kunne aldrig selv finde på at sige andet. I øvrigt har jeg heller aldrig hørt andre sige sale, men butikkerne elsker at skrive det. Det er der jo ingen grund til.

Nice er et ord, der er forbeholdt ungdommen, men den vil sikkert tage det med sig videre, og det skal den være velkommen til

På andenpladsen kommer nice, som ifølge undersøgelsen helst skal erstattes af dejlig. Vi har et familiemedlem på 20, og hun siger hele tiden 'nice'. Jeg kan ikke fordrage det, men jeg lader som ingenting, selv om det gibber i mig hver gang. Men det betyder faktisk ikke helt det samme som dejlig og har en langt bredere anvendelighed. 'Nice!' kan betyde, at kaffen er god, at bussen kom til tiden, at nogen har sendt et sjovt billede, eller at man har vundet 50 kroner i Lotto. På den anden side ville det være helt til grin, hvis jeg begyndte at sige 'nice'. Det er et ord, der er forbeholdt ungdommen, men den vil sikkert tage det med sig videre, og det skal den være velkommen til.

Et andet ord på hadelisten, som heller aldrig vil passere mine tænders gærde, er random, som man gerne vil have erstattet med tilfældig. Det er på papiret en glimrende oversættelse. Problemet er bare, at sproget ikke altid fungerer på papir. 'Det var lidt tilfældigt' og 'det var totalt random' betyder ikke nødvendigvis det samme. Random har efterhånden fået sin egen plads i dansk og bruges ofte om noget mærkeligt, uventet eller uden nogen synlig sammenhæng. Hvis nogen indleder et møde på kontoret med at fortælle om sin frimærkesamling, kan man sige, at det var random. Man kan også sige, at det var tilfældigt, men så lyder det, som om frimærkesamlingen var dukket op helt af sig selv som mug i et sommerhus.

Listen indeholder også fuck, som man foreslår at erstatte med øv. Det er måske undersøgelsens mest optimistiske forslag. 'Fuck!' og 'øv!' er ganske enkelt ikke synonymer. Hvis man spilder sin kaffe ned i tastaturet, kan man sige 'øv'. Hvis man opdager, at man har sendt en meget privat kærlighedserklæring til hele arbejdspladsen, kan man sige 'fuck'. Der er simpelt hen situationer i livet, hvor 'øv' ikke har den nødvendige sproglige tyngde. Men heller ikke 'fuck' føler sig hjemme i min mundhule.

Cringe er et ord, jeg desværre heller ikke har kørekort til, men det er bare ikke det samme som pinligt

Onboarding skal erstattes af introduktion. Her er kritikken til gengæld sværere at afvise. Onboarding er et af de ord, der optræder i en verden, hvor en ny medarbejder ikke længere bare bliver ansat og sat ind i arbejdet, men skal gennem en 'onboarding journey', hvor vedkommende 'alignes' med organisationens værdier, 'connecter' med 'stakeholders' og får adgang til en digital platform, hvor man kan se en video om virksomhedens vision. Alt sammen før man får at vide, hvor kaffemaskinen står. Her kunne man ærlig talt godt bruge noget lidt mere dansk.

Cringe ligger også blandt de ti mest forhadte ord og foreslås erstattet med pinligt. Cringe er et ord, jeg desværre heller ikke har kørekort til, men det er bare ikke det samme som pinligt. Det beskriver den særlige følelse, man får, når man ser et andet menneske gøre noget så desperat akavet, at man får lyst til at kravle ind under sofaen på vedkommendes vegne. Når en far på 54 år laver en TikTok-dans, mens børnene ser på, er det ikke bare pinligt. Det er cringe.

Og så er vi nået til AI, som ifølge undersøgelsen helst skal hedde KI. Det er selvfølgelig logisk. AI står for Artificial Intelligence, altså kunstig intelligens. Derfor burde vi på dansk have KI. Men der er bare den hage ved det, at alle siger AI. Alle ved, hvad AI betyder, og hele den teknologiske verden bruger AI. Hvis vi pludselig begynder at skrive 'KI', risikerer vi at komme til at ligne et folk, der har besluttet sig for at oversætte internettet med tilbagevirkende kraft.

Det er her, sprogrensningen begynder at blive meningsløs. For sproget er ikke et museum, hvor hvert eneste fremmedord skal afleveres ved indgangen. Dansk har altid lånt ord. Vi siger garage, restaurant, bureau, café, computer, weekend, job og stress uden at ligge søvnløse om natten af national skam. Nogle ord er simpelt hen blevet danske, fordi vi har brugt dem i så lang tid. Det er sådan, sprog fungerer.

Sproget er ikke et museum, hvor hvert eneste fremmedord skal afleveres ved indgangen

På hadelisten står også doorstep, som helst skal erstattes af pressemøde. Her er jeg næsten enig. Doorstep bruges om et kort pressemøde, hvor journalister står og venter på en politiker, som bliver bombarderet med spørgsmål i tre minutter og derefter forsvinder igen, som regel uden at have sagt noget, der kan bruges til noget. At kalde det et pressemøde er som at kalde en pølsevogn for en restaurant. Men man kan kunne jo bare kalde det, hvad det er: et kort pressemøde.

CEO skal ifølge listen erstattes med administrerende direktør. Her er der måske mest tale om længsel efter en tid, hvor visitkortene var tykkere end sproget. 'Jeg er CEO' er ganske kort. 'Jeg er administrerende direktør' lyder, som om man forventer, at alle rejser sig med ærefrygt. Men selvfølgelig er administrerende direktør et udmærket dansk udtryk. Det skal bare ikke være et sprogligt krav, at alle ord til hver en tid skal være så danske som muligt.

Endelig har vi lowkey, der ifølge undersøgelsen bør erstattes med lidt, og her er jeg 100 procent enig.

Men hele problemet med idéen om at udskifte engelske ord systematisk er vel, at det bliver fjollet, når man gør det fuldstændig konsekvent. Man behøver bare at se til Norge for at opdage, hvor galt det kan gå. Nordmændene har det med at finde norske erstatninger for alle engelske ord og udtryk. Nogle er glimrende. Andre er så søgte, at man burde holde fast i engelsk for at bevare værdigheden. Språkrådet foreslår for eksempel motemolo som norsk afløser for catwalk. En mole, altså en stensætning, der beskytter en havn mod bølger. Man ser modellerne for sig komme vraltende ud over havnen i højhælede sko. Nogle gange bliver resultatet så demonstrativt, at det næsten får karakter af en sproglig joke. Jeg mener vittighed.

Shitstorm er et af de ord, nogle gerne vil have forvist fra det danske sprog. Men det engelske ord er efterhånden fuldstændig indarbejdet. Alle forstår det, og det har en ganske særlig dramatisk kraft. Men ifølge nogle af forslagene i Sprognævnets undersøgelse kunne det erstattes af brokkebølge. Det lyder som noget, der bliver klaget over på en kommunal Facebook-side, når nogen har sat en bænk tre meter for langt til venstre. Shitstorm giver associationer til mørke skyer, vindstød og flyvende affald. Brokkebølge får én til at tænke på en indebrændt pensionist, der har skrevet et langt læserbrev til lokalavisen.

'Jeg er administrerende direktør' lyder, som om man forventer, at alle rejser sig med ærefrygt

Der findes masser af engelske ord, som vi sagtens kunne bruge mindre. Især når de bruges, fordi afsenderen gerne vil have noget helt almindeligt til at lyde, som om det er udviklet af en international managementafdeling. Omvendt bliver dansk ikke bedre af, at vi for enhver pris forsøger at rense det for alt engelsk. Det er et levende system, der hele tiden optager, tilpasser og forvandler ord. Nogle fremmedord falder hurtigt ud igen. Andre bliver hængende, fordi de udfylder et hul, fordi de er korte og præcise, eller ganske enkelt fordi folk synes, de fungerer. Det afgørende er ikke, om et ord er engelsk, men om det er godt dansk.

Hvis sale erstatter udsalg i en sammenhæng, hvor det bare er smart for smarthedens skyld, kan man da godt sukke over det. Hvis en virksomhed skriver en pressemeddelelse på dansk, men fylder den med stakeholders, performance, feedback, roadmap, touchpoints og low-hanging fruit, er det heller ikke urimeligt at spørge, om nogen har glemt, hvilket land de befinder sig i.

Men hvis weekend, computer, job, nice, cringe, AI eller shitstorm efterhånden fungerer naturligt på dansk, er der ingen grund til at sende dem i eksil. Vi skal selvfølgelig kunne tale dansk. Men vi behøver ikke bevise det ved at diktere et dansk, de fleste danskere ikke har lyst til at bruge. Der er trods alt en grænse for sproglig patriotisme. Den går omtrent dér, hvor man står med en helt almindelig shitstorm og insisterer på at kalde den en brokkebølge.

Og nogle gange er det også i orden at sige 'nice', hvis man har alderen til det.

Illustration: KI

Hvis man har en vis alder og derfor har gennemgået den tidligere obligatoriske danske basisopdragelse, der inkluderer en smule skam i livet, giver man sig ikke af med at prale. I hvert fald ikke direkte. Vi pakker alle fortræffelighederne ind i diskretion og tilføjer et tyndt lag socialt acceptable beklagelser for en sikkerheds skyld. Hvis man har glemt, at betegnelsen for fænomenet hedder ‘falsk beskedenhed’ på almindeligt dansk eller bare gerne vil være ung med de unge, kalder man det 'humble bragging'.

Humble bragging er en af civilisationens mest raffinerede selskabsdiscipliner: kunsten at fortælle noget beundrings- eller misundelsesværdigt om sig selv, mens man lader som om, man egentlig beklager det. Det er pral forklædt som ydmyghed. Selvpromovering i uldfrakke.

Vi pakker alle fortræffelighederne ind i diskretion og tilføjer et tyndt lag socialt acceptable beklagelser for en sikkerheds skyld

Det klassiske eksempel er hende, der sukker tungt over, at alle tror, hun er yngre end sin alder. Eller ham, der beklager sig over, at weekenden blev så opslidende, fordi der skulle vælges mellem to invitationer til kendisser, han kun omtaler ved fornavn.

Der findes flere underarter. Den logistiske humble brag handler om travlhed. Her fremføres livets privilegier som administrative byrder. Kalenderen er fyldt, folk forventer noget af én, rejserne er mange, og der opstår alvorlige problemer med at få koordineret frokost mellem forskellige attraktive muligheder.

Den æstetiske humble brag er mere subtil. Man fortæller med et strejf af opgivenhed, at det er blevet umuligt at finde tøj eller sko, der passer ordentligt. Ikke fordi man er vanskelig, naturligvis, men fordi skuldrene er for brede, benene for lange, eller fødderne så følsomme, at håndsyede italienske sko efter mål er blevet en nødvendighed.

Så er der den intellektuelle humble brag, som kræver finesse. Her fremstår personen lettere frustreret over, at andre bliver ved med at spørge om råd inden for emner, man egentlig slet ikke beskæftiger sig med længere.

En avanceret disciplin er antimaterialistisk humble bragging. Det er den særlige evne til at nævne luksus på en måde, så man samtidig virker, som om man er hævet over den. Man ejer ikke noget af statushensyn. Man foretrækker bare ting, der tilfældigvis tager seks måneder at fremstille og leveres i en sjælden, specialbehandlet træsort.

Afsenderen vil gerne fremstå både succesfuld og sympatisk, men ender som regel i et mærkeligt ingenmandsland mellem pral og undskyldning

Sociale medier har naturligvis løftet humble bragging til serieproduktion. Før i tiden krævede det timing og menneskelig kontakt. Nu kan man nøjes med at lægge et billede op af et flyvindue, en bog med mikroskopisk, ulæselig typografi og en kop espresso tæt ved det karakteristiske hjørne af sofabordet, der afslører, at det er Poul Kjærholms PK 61 til 25.000. Naturligvis ledsaget af en tekst om nødvendigheden af at koble af.

Det ærgerlige er, at humble bragging næsten aldrig virker efter hensigten. Afsenderen vil gerne fremstå både succesfuld og sympatisk, men ender som regel i et mærkeligt ingenmandsland mellem pral og undskyldning. Tilhøreren sidder tilbage med en fornemmelse af at være blevet inviteret til et trylleshow, hvor tryllekunstneren hele tiden forklarer, hvordan numrene laves.

Og alligevel er det de færreste, der kan melde hus forbi. De fleste humble bragger mere eller mindre bevidst, fordi ren pral er vulgær. Men total beskedenhed virker heller ikke helt rimelig, når man faktisk er stolt af noget. Måske er humble bragging bare et socialt kompromis: ønsket om at blive beundret uden at virke som én, der er ude på at blive beundret. Men det er en svær balanceakt.

Den elegante løsning er måske hverken at skjule stoltheden eller servere den forklædt. Man kan jo også bare sige, at den/det er man rigtig glad for, eller at man er godt tilfreds med resultatet eller forløbet. Men det kræver muligvis mere mod end at nævne, hvor svært det er at få plads til flere flasker Domaine de la Romanée-Conti i vinkælderen ...

Det er snart kommet dertil, hvor der burde følge blodtrykssænkende medicin med ethvert avisbonnement. Én ting er hæderkronede floskler og faste udtryk, som man har vænnet sig til, fordi de som regel giver en slags mening. Men så er der alle de nyopfundne floskler og metaforer, der giver helt forkerte associationer, fremmer forvirringen og forurener luftrummet over os. Specielt én:

Han landede et nyt job i koncernen.

Som om han kom susende i lav højde ind over HR-afdelingen med sænket landingsstel og en let sidevind fra økonomiafdelingen, klar til touchdown. Som om jobsamtalen var en nervepirrende indflyvning under ugunstige vejrforhold..

Før i tiden fik man et job. Man blev ansat. Man opnåede noget. Den meget lidt flyvske proces er nu blevet en disciplin inden for civil luftfart. Men de fleste jobs bliver som bekendt ikke landet. De bliver forhandlet og diskuteret frem og tilbage og i nogle tilfælde bare tilfældigvis snublet over, og det foregår ikke på en landingsbane.

Sprognævnet har sikkert nogle sproglige flyveledere ansat, der vil trække på skuldrene

Alligevel er der hele tiden nogen, der lander noget. Det lyder som noget, man gør med vilje og har kontrol over. Som om man selv sidder ved roret og siger: 'Nu lander jeg lige et direktørjob.'

Og det stopper ikke der. Man kan lande en kunde. Lande en aftale. Lande en idé. På et tidspunkt er vi alle sammen piloter i et gigantisk erhvervslivsluftrum. Særlig underholdende bliver det, når det bruges om skuespillere. 'Hun landede rollen.' Som om hun fløj ind over et castingbureau og taxiede sig selv direkte ind i en tv-serie. I virkeligheden har hun måske været igennem 14 auditions, tre afslag og en eksistentiel krise, før nogen sagde ja. Det er ikke en landing. Det er mere et maratonløb i modvind.

Sprognævnet har sikkert nogle sproglige flyveledere ansat, der vil trække på skuldrene og uden videre give landingstilladelse. 'Sproget udvikler sig', og alt det der. Men 'lande' gør noget helt almindeligt til noget ganske særligt. Det svarer til at kalde en kop kaffe for en varm, mørk oplevelse i flydende form.

Man kunne selvfølgelig også bare tage det til sig og bruge det konsekvent:

Jeg landede en parkeringsplads i morges.
Jeg landede den sidste liter mælk i Netto.
Jeg landede en middagslur på sofaen.

Så ville der i det mindste komme lidt underholdning ud af det.

Der er selvfølgelig tale om en sproglig charterflyvning fra USA, der er endt i Danmark uden mellemlanding. Så meget mere grund er der i øjeblikket til at boykotte misbruget.

For efterhånden en del år siden under den famøse covid-pandemi interviewede den politiske reporter Henik Qvortrup Mette Frederiksen på sin velkendte aggressivt-belærende måde. Da Qvortrup på et tidspunkt sagde: 'Men nu er det jo dig, der er statsminister og mig, der er journalist ...', afbrød Mette Frederiksen ham prompte med ordene: 'Det er nok måske for danskerne meget godt, hvis jeg må være så fri ...'

Med Henrik Qvortrup fik ordet en renæssance og har siden bredt sig som en steppebrand i de sociale mediers kommentarspor

Hvor elegant eller hensigtsmæssig, Mette Frederiksens bemærkning var, kan diskuteres, men siden den faldt, har Henrik Qvortrup i sin karriere som politisk kommentator og analytiker ikke forsømt nogen lejlighed til at beskylde Mette Frederiksen for 'magtfuldkommenhed' – et ord, alle ellers havde glemt på grund af manglende relevans i dette århundredes Danmark. Det er et ord, man kunne bruge i tidligere tider om konger, der mistede forbindelsen med virkeligheden, eller om regimer, hvor ingen turde sige regenten imod. Men med Henrik Qvortrup fik ordet en renæssance og har siden bredt sig som en steppebrand i de sociale mediers kommentarspor, hvor det bruges af alle, som af den ene eller anden grund ikke bryder sig om Mette Frederiksen.

Man skulle synes, det var en selvfølge, at en professionel analytiker eller kommentator bruger præcise begreber og formår at skelne mellem holdning og analyse. Men 'magtfuldkommen' er ikke almindelig kritik. Det er en anklage om grundlæggende udemokratisk adfærd. I et demokrati som Danmark er det en horribel anklage at tale om en statsministers magtfuldkommenhed, og når en kommentator bruger ordet uden præcis dokumentation for systematisk magtmisbrug, bliver analysen til retorik og agitation, som ikke hører nogen steder hjemme. Resultatet er en forplumret politisk debat. Hvis vælgerne ustandselig hører, at statsministeren er 'magtfuldkommen', giver det indtryk af, at systemet ikke fungerer, selv om der i praksis er kontrol fra Folketing, domstole og medier. Hvis alt fra hård styring til hurtige beslutninger kaldes 'magtfuldkommenhed' er det ikke analyse, men upræcis og vildledende sprogbrug. Det er på den måde, der opstår en ubegrundet mistillid til demokratiet, som er fuldstændig uden forbindelse med de faktiske forhold.

Der findes ingen straf for usømmelig omgang med ord. Men der findes kommentatorer, der bærer nag hele livet, og der findes ord, som er så brandfarlige, at de burde opbevares i et skab med glaslåge og en lille hammer ved siden af. 'Magtfuldkommen' er et af dem.

En vis partiformand har tiltrukket sig en del uønsket opmærksomhed siden weekenden, hvor han hårdt presset erkendte, at han som ung partileder havde taget kokain til fester 'én eller højst to gange.' Det lyder umiddelbart tilforladeligt – hvis ellers man kan se bort fra, at der er handlinger i livet, som ikke egner sig til brøker.

Man kan spise en halv kage, og man kan se halvanden sæson af en tv-serie, hvis man giver op undervejs. Men nogle ting hører bare til i den mere konkrete afdeling af virkeligheden, hvor man enten har gjort det, eller også har man ikke. Når man parkerer sandheden mellem én og to gange, befinder man sig et sted mellem bekendelse og sandsynlighedsregning:

'Jeg har været gift én eller højst to gange.'

Eller:
'Jeg har kun kørt for stærkt én eller højst to gange.'

Eller:

'Jeg har kun løjet én eller højst to gange.'

Problemet er ikke tallet, men intervallet. Der er lige ved at være noget videnskabeligt over det. Som om handlingen først kan fastslås som et faktum i det øjeblik, nogen måler den. Indtil da eksisterer den i flere tilstande på én gang som en lille privat udgave af Schrödingers kvantemekanik. Man har både gjort det og ikke helt gjort det. Man både er der og er der ikke. Der er basis for fortolkning.

Og måske er det i virkeligheden den nye politiske disciplin: ikke at svare præcist, men at svare i intervaller. At være både ærlig og uklar på samme tid. At eksistere i en slags retorisk tåge, hvor fakta er der, men altså ikke helt.

Nå, nok om det. Men sjovt er det jo, når politikere vrøvler og jokker i spinaten. Især når det er en af de mest perfide og bedrevidende.

Der findes få udtryk, der på samme tid rummer sproglig og mental forurening som 'vi tager kritikken til efterretning'. Det er sprogets pendant til at smile og hælde mere kaffe op. Man anerkender, at noget er blevet sagt. Man registrerer det, og man kvitterer. Hvorefter man går videre, som om intet var hændt. Udtrykket er en slags institutionaliseret trækken på skulderen. En grammatisk airbag, en sproglig brandslukker uden vand.

At 'tage til efterretning' er krisehåndteringens svar på at sætte en post-it på køleskabet og ignorere den, indtil den falder ned af sig selv

En populær podcasttjeneste har for nylig lanceret en podcast med en tidligere straffet person som vært. Kritikere har reageret ved at påpege det forargelige i at udstyre nogen med den baggrund med både mikrofonadgang og løn. De sociale medier er kogt over, kommentarsporene har sitret, og korpset af meningsdannere har rullet sig ud med moralske analyser og klummer om ansvar og værdier. Efter temmelig lang betænkningstid har podcasttjenesten svaret: 'Vi tager kritikken til efterretning.'

Men podcasten bliver liggende, algoritmen arbejder videre, og episoderne vil udkomme som planlagt. Æv bæv!

Ordet 'efterretning' lyder ellers alvorligt nok. Man tænker på embedsmænd, dokumentmapper og arkivskabe i mørkt træ. Men i denne sammenhæng betyder det i praksis: 'Vi hører, hvad I siger, vi har forstået det, og vi har noteret det i et mentalt Excel-ark. Men vi har ingen planer om at ændre noget.'

At 'tage til efterretning' er krisehåndteringens svar på at sætte en post-it på køleskabet og ignorere den, indtil den falder ned af sig selv. Udtrykket passer sådan set perfekt til den danske konsensuskultur. Vi kan godt lide ro, vi kan godt lide dialog, og vi kan især godt lide formuleringer, der signalerer lydhørhed, uden at der følger forpligtelser med.

Det er konfliktens skumfidus, der tager brodden ud af realiteten og skaber illusionen af indflydelse

I stedet for at sige: 'Vi er uenige' eller 'Vi mener ikke, det er et problem' eller 'Vi prioriterer forretningen over moralen', vælger man den bekvemme mellemvej: 'Vi tager det til efterretning.' Det interessante er, at alle kender spillet. Offentligheden ved godt, at 'tage til efterretning' sjældent betyder handling, og virksomheden ved godt, at offentligheden ved det. Alligevel overlever ritualet.

For det kræver et vist mod at sige ligeud, hvordan landet ligger: 'Vi har vurderet, at kritikken ikke ændrer vores beslutning.' Men med klarhed og ærlighed følger risikoen for at optrappe konflikten. 'Vi tager kritikken til efterretning' er rundere. Det er konfliktens skumfidus, der tager brodden ud af realiteten og skaber illusionen af indflydelse, mens strukturerne forbliver de samme: 'Vi har registreret jeres følelser. Forretningsmodellen fortsætter uændret.' Eller: 'Vi tager kritikken til efterretning. Derefter går vi til frokost.'

Er der for resten ikke snart nogen, der tager utilfredsheden med klimaforandringerne og den mangelfulde snerydning til efterretning?

Opdatering 23. februar: Ser her til morgen, at den kontroversielle podcastvært nu selv har trukket sig fra projektet. Men beslutningen er altså truffet, uden at podcasttjenestens tagen til 'efterretning' har haft nogen indflydelse. Den meningsløse brug af ordet vil uden tvivl leve videre i konflikternes verden.

Hvis man troede, at jeg havde fået luft for min irritation over den åndsforladte halloweenfejring, kan man godt tro om igen. For de seneste dage har man hørt den ene lallegade radiovært efter den anden plapre uhæmmet løs om 'halloween – eller allehelgen, som det hedder på dansk ...'

Nej, allehelgen er ikke det samme som halloween.

Selv om de to dage bliver forbundet med hinanden, har de forskellige rødder og betydninger. Halloween stammer fra den keltiske højtid Samhain, som markerede overgangen mellem sommer og vinter. Senere blev halloween optaget i den kristne kalender som All Hallows’ Eve – altså aftenen før allehelgensdag. Senere blev det til den folkelige og kommercielle tradition, vi kender fra engelsksprogede lande, ikke mindst USA, med udklædning, græskar, 'trick or treat' og hjemmestrikket uhygge.

Til forskel herfra er allehelgen en kristen helligdag, hvor man mindes de døde og helgenerne. I Danmark holdes den første søndag i november, ikke den 1. november som i mange andre lande. I kirken læses navnene på de døde op fra det seneste år, og der tændes lys for dem. Stemningen er rolig, højtidelig og eftertænksom i modsætning til halloween.

At sammenligne halloween med allehelgen er som at sætte lighedstegn mellem en fredagsbar og en søndagsmesse. Den ene handler om grin, kostumer og popcorn – den anden om stilhed og eftertanke.

Men kan det ikke være ligemeget? Eller som man ville sige ovre i Halloweenland: 'Who cares?'

Jeg gør åbenbart.

Måske er jeg ikke verdens mest tolerante menneske, men for eksempel kan jeg nøjes med at løfte et øjenbryn, når nogen spiser en pizza med bearnaisesauce. Folk, der springer over i køen, har jeg næsten vænnet mig til, og hvis nogen taler højt i telefon i toget, er det heller ikke noget problem, for jeg bruger aldrig offentlige transportmidler. Men der er én ting, én tilsyneladende lille ting, som får mit indre sproglige forsvarsværk til at kollapse i en orkan af vantro og foragt, mens røgen står ud af ørerne på mig: når nogen siger 'et hamster'.

Et hamster! Er folk blevet fuldstændig tonedøve? Hvad blev der af danskundervisningen i underskolen, hvor verden stadig hang sammen, og hamster uden diskussion var fælleskøn?

Hvad blev der af dansk-undervisningen i underskolen, hvor verden stadig hang sammen, og hamster uden diskussion var fælleskøn?

I kassekøen forleden dag (hvor der tilfældigvis ikke var nogen, der sprang over) stod der en mor med sin lille datter foran mig. Pludselig siger datteren: 'Mor, må jeg ikke godt få et hamster?' Moderen reagerede bare med et smil uden det mindste tegn på, at hendes barn lige havde trampet på den danske retskrivningsordbog, uvidende, men med den største selvfølgelighed.

Det er klart, at man til en vis grad må bære over med mindre børn, men 'et hamster' spreder sig som en grammatisk skimmelsvamp. Dårskaben hærger også i den yngre del af voksensegmentet – folk med job, hus og have siger også 'et hamster'. Et medlem af min egen familie (ikke den nærmeste!) fik for nylig fjernet alle sine visdomstænder på én gang, hvilket hun fortalte malende og hjerteskærende om. Hun afsluttede dramaet med bemærkningen: 'Bagefter lignede jeg et hamster!' Selv om jeg med min fantasi og min indre stemme prøvede at få det til at lyde naturligt, var det ikke muligt. Jeg kunne lige så godt have forsøgt mig med 'et kanin'.

Men hvorfor føles 'et hamster' som en fornærmelse mod selve sprogets sjæl? Fordi hamsteren (ikke 'hamsteret') er en skabning, man knytter sig til. Det er en lille pelsklump, der bor i et lyserødt plasticpalads med gangsystemer og et hamsterhjul, som aldrig bliver brugt om dagen, men larmer klokken tre om natten. 'Et hamster' kunne lige så godt være en datafil i et computerspil. Men som tidligere ejer af en djungarisk dværghamster kan jeg attestere, at en hamster er noget, man elsker. Noget, der får et navn og måske en Instagram-konto.

Sproget betyder noget. Det former, hvordan vi ser verden, og jeg nægter at leve i en verden, hvor man siger 'et hamster' uden at blive mødt af alvorlige, tunge blikke og en anbefaling om at bruge sin sunde fornuft. Der er ting, man ikke går på kompromis med. Ligestilling. Basale menneskerettigheder. En hamster.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er forsanger i det hylekor, der jamrer over alle de engelske og amerikanske ord og udtryk, der har indtaget vores sprog. Men er der noget at gøre ved det? Det mener Det Konservative Folkeparti åbenbart. De vil indføre en sproglov, der skal sørge for, at det danske sprog ikke hopper med på alle mulige internationale sprogtrends, der sniger sig ind i dansk gennem streamingtjenester og alt det content, vi ser, når vi scroller på sociale medier. Til det formål skal der nedsættes et sprogråd, der foreslår fordanskninger af nye fremmedord og udtryk. Hvordan man vil håndhæve loven i praksis, og hvad konsekvensen skal være, hvis man forbryder sig mod loven, melder historien ikke noget om, men man kan jo altid gætte:

At lave en lov, der skal styre sproget, svarer til at prøve at stoppe en flodbølge med en si

Sprogrådet skal selvfølgelig bestå af de skarpeste hoveder inden for dansk sprog, sandsynligvis en gruppe bebrillede dansklærere (minimum styrke ±3), en folkekær forfatter og en tyndhåret professor fra hvert af universiteterne. Rådsmedlemmerne mødes hver uge i Klunkehjemmet på Nationalmuseet og bliver enige om, at det ikke længere hedder en 'smartphone', men en 'snildtelefon'. 'Streaming' bliver til 'strømning', men hvad med 'influencer'? Der er ikke konsensus om at erstatte det med 'påvirker', så her er man nødsaget til at nedsætte et hurtigtarbejdende udvalg, der forventes at fremlægge en betænkning om mulighederne senest i år 2030.

Til at håndhæve loven oprettes Sprogpolitiet – en eliteenhed bestående af pensionerede bibliotekarer og harmdirrende læserbrevsskribenter, der har fået 12 i dansk til studentereksamen. Bevæbnet med røde kuglepenne vil de afpatruljere gaderne, klar til at irettesætte enhver, der vover at sige 'content' i stedet for 'indhold'. De vil infiltrere caféer, hvor de vil konfiskere alle mobiltelefoner, der bliver omtalt som 'smartphones' Og hvis nogen drister sig til at sige 'awesome' i stedet for 'storartet', vil vedkommende uden tøven blive afkrævet en fortalelsesafgift.

Den, der gentagne gange overtræder sprogloven, vil blive stillet for Den Danske Ordkløverdomstol. Straffen vil blive udmålt efter forseelsens grovhed:

1. Milde forseelser – fx at sige 'e-mail' i stedet for 'e-post': En reprimande og tvungen højtlæsning af Søren Kierkegaards Frygt og Bæven.
2. Mellemstore forseelser – fx at bruge 'selfie' i stedet for 'selvportræt': En uge uden adgang til sociale medier og tvungen indmeldelse i Modersmål-Selskabet.
3. Alvorlige forseelser – fx at sige 'fake news' i stedet for 'fupnyheder': En uges eksil i en jysk landsby uden adgang til internettet.

Herefter vil Danmark blive et sprogligt paradis, og turister, der besøger landet, vil få udleveret en lille ordbog, så de ikke utilsigtet kommer til at overtræde loven.

Jeg tror, at Det Konservative Folkeparti er udmærket klar over, at det ikke kan lade sig gøre at regulere sprogudvikling gennem lovgivning. Det drejer sig nok mest om stemmefiskeri. At lave en lov, der skal styre sproget, svarer til at prøve at stoppe en flodbølge med en si. Sprog udvikler sig af sig selv, fordi folk taler, som det passer dem. Held og lykke med at fortælle teenagerne, at de ikke må sige 'cringe' eller 'random'. Eller prøv at forbyde alle andre at sige 'computer' og 'weekend'. Mennesker tager simpelthen de ord til sig, der er mest nærliggende, og det kan ingen lov ændre på. Der er kun én løsning, der kan dæmme op for den eskalerende engelsk-amerikanske sproginvasion, og det er et langtidsprojekt: Bedre danskundervisning. Ellers er der ikke andet at gøre end at forsøge at holde sin egen sti ren.

Som nogle måske vil have bemærket, fører jeg min egen lille sprogkrig under blogindlæggene. Den går ikke ud på at bekæmpe udanske ord, men på at gøre opmærksom på forkert sprogbrug (når Dansk Sprognævn nu ikke vil). Det er noget andet, men det er nøjagtig lige så udsigtsløst som at forsøge at forvise engelske og amerikanske ord og udtryk fra dansk. Jeg forestiller mig med andre ord ikke, at jeg kommer nogen vegne med mit sproglige pindehuggeri, men måske vil der være nogle, der opdager noget, de ikke har tænkt over. Bortset fra det, er formålet selvfølgelig ikke mindst at få afløb for mine egne sproglige idiosynkrasier, og hvis det kan glæde nogen, er jeg efterhånden ved at være nået til bunds i dem.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'et skriv'. Det hedder 'en tekst'.

Man har lige skrevet en brillant tekst. Den er tilpas underholdende, man har også fået sneget lidt eftertænksomhed ind, og den sproglige variation er lige i øjet, hvis man selv skal sige det. Faktisk har man på fornemmelsen, at man har skabt et mesterværk, som ville gøre Shakespeare grøn af misundelse. Man løber det lige igennem en ekstra gang for at finde eventuelle fejl, men der er heldigvis ingen. Perfekt!

Så udgiver man blogindlægget, og når man så igen kaster et blik på teksten, er den pludselig forandret. Der mangler et komma, der er også en slåfejl, og for at det ikke skal være løgn, er der gudhjælpemig et ord, der bliver brugt to gange næsten lige efter hinanden.

Når det gælder korrekturlæsning af ens egen tekst, er hjernen en svigefuld kompagnon

Hjernen er en snild indretning. Den kan lægge tal sammen, huske gamle salmevers og visualisere en drømmeferie, mens man sidder midt i et kedeligt møde. Men når det gælder korrekturlæsning af ens egen tekst, er den en svigefuld kompagnon. Den ser ikke, hvad der rent faktisk står, men hvad den tror, der står. Hvis man havde tænkt sig at skrive 'til fest med vennerne', men kom til at skrive 'til hest med vennerne', opdager hjernen det ikke, fordi den ved, hvad man mente. Eller der skulle stå 'jeg havde skiftesko med', men man kom til at skrive 'skriftesko', uden at man opdagede det, fordi hjernen automatisk udfylder hullerne og lader fejlene passere ubemærket.

Det kan være, at man har brugt timer, dage eller måske uger på at skrive en tekst. Man kender hver en sætning så godt, at man kunne recitere den i søvne. Men når man kender noget for godt, holder man op med at se det. Det er som den bunke tøj, der har ligget på en stol i hjørnet i tre uger; i løbet af forbløffende kort tid lægger man overhovedet ikke mærke til den.

Men hvad stiller man op, hvis man ikke har plads til at have en korrekturlæser boende, og ens sprogkyndige kat ikke lige har tid? Jeg har hørt, at det skulle være effektivt at læse teksten bagfra ord for ord, men det orker jeg alligevel ikke. Min metode er at lade teksten ligge et par dage og læse den igen med friske øjne, inden jeg skiber den afsted. Men det glipper alligevel engang imellem, og det er noget af en belastning, når man er allergisk over for skriftligt sjusk, ikke mindst ens eget.

Bare for at forklare, hvorfor mine blogindlæg og kommentarer ustandselig bliver opdateret, selv om indholdet tilsyneladende er det samme ...

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'det kan noget' uden at røbe, hvad det kan.

Forlaget Gyldendal har opfordret Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Poul Madsen til at skrive en krimi. Det er blevet til den politiske thriller Kongen fra Esbjerg, som nu er udkommet, og efter at have læst anmeldelserne må man konstatere, at anmelderes veje er uransagelige.

Overskriften på anmeldelsen i Poul Madsens egen gamle avis Ekstra Bladet var 'Debil debut: Madsens mageløse makværk', mens Politiken skrev 'Poul Madsen imponerer med hæmningsløst underholdende debutroman'. Men hvordan kan den samme bog med de samme ord, skrevet af den samme forfatter være både en litterær katastrofe og et festfyrværkeri? Er det anmelderen eller bogen, der gør udslaget? Eller er vi i virkeligheden vidne til parallelle virkeligheder, hvor det litterære landkort ser helt forskelligt ud, afhængigt af om anmelderen sidder på den ene eller den anden redaktion på Rådhuspladsen?

Måske er anmelderens opgave ikke at formidle sandheden, men snarere at være en slags litterær hypnotisør

Nogle vil hævde, at det er en så tung akademisk og akkuratessekrævende opgave at skrive en anmeldelse, at det på det nærmeste må sidestilles med eksakt videnskab. Men det er ikke umiddelbart indlysende. Hvis fysikkens love fungerede på samme måde som en anmelders tastatur, ville tyngdeloven kun gælde om mandagen, og solen ville gå ned på forskellige tidspunkter alt efter, hvis tastatur solen faldt på. Sandheden er nok snarere, at anmelderi er en individuel stiløvelse, der indbefatter et overdådigt tag-selv-bord bestående af fristende, ordrige anretninger, hvor én anmelder snuser til en bog, tager en bid af den og siger: 'Uhm, denne litterære himmerigsmundfuld har en raffineret eftersmag af overbevisende psykologisk indsigt', mens en anden spytter den ud med alle tegn på væmmelse og udbryder spontant: 'Føj for en gang uspiselig hakkelse, ræk mig et stykke med Stryhns grovhakkede med mug på til at tage den grimme smag.'

I al stilfærdighed kunne man få en mistanke om, at det, der adskiller boganmeldere fra sportskommentatorer, er, at de ikke kan blive enige om målet. I fodbold ved alle, at det gælder om at få bolden i nettet. Når det drejer sig om bøger, vil nogle anmeldere mene, at målet er smukt sprog og eksistentiel dybde, mens andre foretrækker blod, biljagter og balfaldera. Måske er anmelderens opgave ikke at formidle sandheden, men snarere at være en slags litterær hypnotisør, der skal få os til at tro, at hans eller hendes mening er den eneste rigtige. Eller også er anmeldere bare ganske almindelige mennesker med en deadline, moderat søvnunderskud og en usund fascination af adjektiver.

Samuel Johnson skulle engang have sagt, at 'nogle anmeldelser er så dårlige, at de får én til at ville læse bogen' – og det var lige, hvad der skete for mig. Min nysgerrighed drev mig til at gå i krig med Kongen fra Esbjerg, og jeg er lige blevet færdig. Det hører selvfølgelig ingen steder hjemme at kalde bogen et makværk, medmindre man er ansat på Ekstra Bladet og eventuelt har et regnskab at gøre op med den gamle chefredaktør, men ellers ligger min bedømmelse nok et sted midt imellem Ekstra Bladets og Politikens – nok tættest på sidstnævnte. Men jeg er heller ikke anmelder.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'vækste', hvis 'vokse' er dækkende.

Trods utallige opfordringer gennem årene fra venner og bekendte har jeg aldrig læst en roman af Ken Follett. Jeg har altid haft en fornemmelse af, at han var et nummer for kulørt til mit temperament, selv om jeg ikke vil betegne mig selv som nogen højlitterær feinschmecker. Men forleden dag ville tilfældet, at jeg faldt over Nat over havet af Ken Follett i et bogskab, der stod midt på Stændertorvet i Roskilde. Umiddelbart lød bagsideteksten som noget, der passede som fod i hose til mine fordomme, men alligevel spændende nok til, at jeg stak den gratis bog under armen og hjemførte den til nærmere granskning. Det var noget med en broget gruppe mennesker i et fly i stormvejr over Atlanten under Anden Verdenskrig og en ubehagelig overraskelse i vente.

Sagen er, at det i lige så høj grad er en kunstform at oversætte en roman som at skrive den

Efter at have læst halvdelen af de 422 sider har jeg nu kastet håndklædet i ringen, og det er ikke kun Ken Folletts skyld. Romanen er jammerligt oversat til dansk. Jeg opdagede ingen egentlige fejloversættelser, men selv om der er kommet en slags dansk ud af det, er det ikke et dansk, nogen taler eller skriver, og det er jo til at få svip af.

Men det er heller ikke så ligetil at oversætte en roman. Det kræver finesse, sprogøre og en dyb forståelse af både kultur og kontekst. En oversættelse skal være tro mod stemningen i originalen, men ikke nødvendigvis dens ord-for-ord-formuleringer. Oversættelsen skal få teksten til at lyde naturlig på målsproget uden at det føles, som om den har været en tur igennem Google Translate. Oversætteren skal vide, hvornår en vittighed kan overføres direkte, og hvornår den kræver en kreativ tilpasning. En oversættelse må kort sagt ikke føles som en oversættelse. Den skal flyde som en original tekst uden klodsede formuleringer eller fejl, der afslører, at den engang var noget andet. Ingen af kravene levede oversættelsen af Nat over havet op til. Sagen er, at det i lige så høj grad er en kunstform at oversætte en roman som at skrive den, men det er ikke noget, der bliver honoreret efter fortjeneste af forlagene, og derfor er bogmarkedet oversvømmet af dårlige oversættelser.

Selv om jeg ikke blev færdig med bogen, er jeg ikke i tvivl om, at Ken Follett er er en rutineret historiefortæller, der ved, hvordan man opbygger et spændingsforløb, men han er utrolig lang tid om det og fortaber sig i alverdens tekniske detaljer om, hvordan et fly er konstrueret og indrettet, og hvad de forskellige personer tænker og føler, uden at det har nogen betydning for handlingen eller romanens fremdrift. Det er sikkert med fuldt overlæg, fordi han ved, hvad hans publikum gerne vil have – han er en af verdens mest populære forfattere og sælger i millioner af eksemplarer. Men nogen nyskabende stilistisk elegantier kan man ikke beskylde ham for at være, selv om han forhåbentlig behersker sproget bedre end sin danske oversætter, som så eftertrykkeligt spændte ben for min læselyst. Skulle jeg nogensinde finde på at læse mere af Ken Follett – og det er tvivlsomt – bliver det under ingen omstændigheder på dansk.

Og Nat over havet finder nok snart tilbage til bogskabet på Stændertorvet.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'lavpraktisk'. Det er nok at sige 'praktisk'.

Det er som regel ingen skade til at få udvidet sit ordforråd. Omvendt er der også ord, man godt kunne undvære. I dag søsatte medierne i tæt samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste ordet storskalakrig. Det er et monstrøst ord, der lyder vigtigt og alvorligt, og det har noget med Ruslands territoriale ambitioner at gøre.

Men hvad betyder det egentlig? Hvordan adskiller det sig fra en lillebitte krig, en mellemstor krig eller bare en krig, som vi godt kender betydningen af? Er storskalakrig en krig, hvor man lige skruer lidt ekstra op for eksplosionerne og bruger Excel-ark til at holde styr på invasionerne? Eller er det bare endnu et ord, der er blevet opfundet af nogen, der nyder at høre sig selv tale, og som gør det umuligt for os andre at forstå, hvad der foregår?

Det er et ord, der signalerer, at man ved noget – uden at nogen er helt sikker på, hvad det drejer sig om

Man kunne godt få en mistanke om, at visse mennesker bevidst vælger ord, der lyder så komplekse, at ingen tør spørge, hvad de egentlig betyder af frygt for at virke underfrankeret. Hvis man sidder i en samtale og siger storskalakrig med alvorsfuld mine, vil ingen modsige en. De vil nikke anerkendende og mumle noget om geopolitik, mens de prøver at finde en undskyldning for at forlade lokalet. Det er et ord, der signalerer, at man ved noget – uden at nogen er helt sikker på, hvad det drejer sig om.

Men skal vi så til at være endnu mere bekymrede, end vi allerede er? Betyder det, at vi ikke får lov at opleve sommeren, fordi nogen har besluttet, at det er tid til at hive storskalakortet frem? Skal vi til at købe nødrationer, udgrave kældre og lære at overleve på konserves og transistorradioer med håndsving? Eller er det hele bare endnu en runde i det store politiske talkshow, hvor nye ord smides ind som dramatisk krydderi for at holde seertallene oppe?

Hvis historien har lært os noget, er det, at verden altid har været lige på randen af undergang – og at vi alligevel på magisk vis finder en måde at snuble videre på. Ret skal være ret: Vi er faktisk allerede blevet beroliget med, at sommeren ikke er aflyst. Vi kan stadig tage på stranden og brokke os over vejret uden at skulle bekymre os om taktiske missiler. Der er ingen grund til at aflyse grillfesten.

Indtil videre kan vi i hvert fald trøste os med, at storskalakrig stadig bare er et uigennemskueligt ord. Og ord kan trods alt ikke eksplodere.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'storskalakrig'