Jeg skulle lige til at undskylde, at jeg var væk et øjeblik, men så opdagede jeg, at der er gået næsten fire år siden forrige indlæg, og at tiden åbenbart går hurtigere, end jeg troede. Men hvis der er noget, der hedder kvartalsdrankere, kan der vel også findes quadrenniumsbloggere. Eller måske er jeg den første?

I den mellemliggende tid har jeg som så mange andre forsøgt at få afløb for mit meddelelsesbehov på Facebook. Men Facebook er ikke skabt til lange indlæg, og jeg egner mig ikke til korte – derfor er jeg nu vendt tilbage til de sociale mediers moder, hvor man kan skrive lige så lange indlæg, man lyster, uden at nogen løfter et øjenbryn. Om det hele så vil blive læst, er en anden historie, men man kan i det mindste være nogenlunde sikker på, at indlægget ikke afføder et kommentarspor, der hovedsageligt består af ukvemsord. Den luksus kan man ikke regne med på Facebook.

Når overskriften er 750 ord, er det fordi jeg faldt over et website (selvfølgelig amerikansk), der hed sådan. Det var en opfordring til at skrive 750 ord hver dag for at blive bedre til at skrive. Det var ligegyldigt, hvad man skrev, man skulle bare skrive løs uden at tænke nærmere over det og uden at rette eller slette noget som helst. Det var ikke vigtigt, om der kom en brugbar tekst ud af det, ideen var bare at skrive uden at stoppe, før man havde nået dagens mål på 750 ord. Sitet var selvfølgelig indrettet til formålet, så man kunne følge sin udvikling dag for dag og få dårlig samvittighed, hvis der var dage, man sprang over.

Hvordan kunne jeg vide, om systemet fungerede, hvis jeg ikke selv afprøvede det?

750 ord er faktisk temmelig mange – indtil nu har jeg kun skrevet 290 ord, så der er lang vej igen, og jeg vil ikke fortænke dig i at stå af nu, hvis du ikke allerede har gjort det, for ærlig talt er hele teksten stadig blottet for substans. Jeg har før hørt om freewriting, det vil sige hæmningsløs griflen løs uden tanke på mening eller sammenhæng mellem ens tilfældige indfald. Jeg synes måske, man kunne få den mistanke, at det ikke vil udvikle ens evner som skribent, medmindre det skulle være en fordel at være ukritisk over for, hvad man belemrer sine læsere med. Men jeg besluttede mig altså for at give det en chance, for hvordan kunne jeg vide, om systemet fungerede, hvis jeg ikke selv afprøvede det? Så det er altså det, jeg er i gang med nu, og jeg forsøger så vidt muligt at undgå at kigge på ordtælleren, men i stedet koncentrere mig om at holde fingrene på tastaturet og lade dem danse frit rundt uden at tage hensyn til min egen forfængelighed. Lige nu er jeg tæt på at køre træt, og jeg er kommet stærkt i tvivl om, hvorvidt jeg vil nå til målstregen, men der er ikke andet at gøre end at klø på.

Hvorfor er det så vigtigt for mig at meddele mig til vildfremmede mennesker, hvis jeg ikke har noget på hjerte?

Mærkværdigvis – og til dels til min egen ærgrelse – må jeg indrømme, at der faktisk indtil nu er kommet et par ord ned på papiret, som jeg ellers aldrig bruger, så måske kan man faktisk på denne måde vække sit passive ordforråd til live og begynde at bruge noget af det aktivt. Nu kunne du vel egentlig godt tænke dig at vide – eller er du der stadig? – hvorfor det er så vigtigt for mig at meddele mig til vildfremmede mennesker som dig, hvis jeg ikke har noget på hjerte, og for at være ærlig er det også mest, fordi writing is the most fun you can have by yourself, som en kendt forfatter engang sagde eller skrev – dog ikke så kendt, at jeg kan huske hans navn. Jeg husker bare, at han var englænder og temmelig succesfuld, og at han for det meste skrev science fiction-romaner, hvilket nok er grunden til, at jeg ikke kan huske navnet, for sci-fi er en genre, der aldrig har sagt mig noget. Men det udelukker selvfølgelig ikke, at dens repræsentanter kan sige noget, man ikke kunne have sagt bedre selv. Faktisk husker jeg også, at denne forfatter senere fik Alzheimers, og at han tog initiativ til at tage til Holland for at få hjælp til at tage sit eget liv, men at han alligevel aldrig nåede at komme afsted. Han er død nu, og jeg har ikke hørt nogen omtale ham siden. Og nu behøver jeg heldigvis ikke køre i tomgang ret meget længere, for om ganske få ord er jeg oppe på 750 ord. Nemlig nu!

53 ekstra ord: Efter at have konsulteret Google kan jeg oplyse, at navnet på den omtalte forfatter er Terry Pratchett, som både var fantasy- og science fiction-forfatter, foruden humorist og satiriker og uden tvivl et gennemsympatisk menneske: Han døde i 2015 som 66-årig, omgivet af sin familie og med sin kat sovende på sengen.

Dette er ikke min første blog. Sidst jeg bloggede, holdt jeg op, fordi jeg havnede i en identitetskrise. Det gør man undertiden som blogger. Som fx når man står sammen med Madame efter aftensmaden og vasker op, og hun, der er født tretten måneder før mig, siger:

– Du skriver som en gammel mand. Så gammel er du heller ikke ...

Og efter en kort tænkepause:

– ... i hvert fald ikke hele tiden.

Jeg er ikke sikker på, at hun har ret. Faktisk er det tvivlsomt, om jeg nogen sinde har været ung. Hvad lavede jeg, da jeg var i tyverne? Læste, gik i biografen, cyklede og så fjernsyn. Og hvad laver jeg nu? Stort set det samme.

Somme tider er forskellen på et ansigt og en maske ikke så stor

Her i vores del af civilisationen har vi ikke meget til overs for gamle mennesker. Det går ikke an at sige 'det var meget bedre i gamle dage', selv om nogle ting faktisk var en hel del bedre. Det betyder jo, at man er gammel og åbenbart ingenting forstår. Men det er helt o.k. at sige 'jeg føler mig ikke spor gammel.' Det betyder, at selv om man godt ved, at man dåbsattestmæssigt set ikke er rigtig ung, så er man da i det mindste lidt ungdommelig og ved skam nok, hvad det drejer sig om. Jeg gætter på, at 'man er ikke ældre, end man føler sig' er vor tids mest populære kliché i den ældre del af befolkningen.

Men er jeg i virkeligheden yngre, end jeg giver indtryk af at være? Og hvem er jeg egentlig, når alt kommer til alt? Er jeg den samme som den, der blogger på denne plads? Selvfølgelig er jeg ikke det. 'Uffe' her på bloggen er ikke identisk med Uffe. 'Uffe' er en figur, som Uffe har konstrueret. Førstnævnte ligner selvfølgelig sidstnævnte en hel del, for figurer opstår ikke ud af den blå luft, men det er stadigvæk en figur. Han er klogere, end jeg er, og begår ikke så mange fejl. Men alle hans jeg'er er figurer, for ord er som bekendt ikke det virkelige liv.

Ind imellem kan det være ret vanskeligt at skelne mellem de to ting. Da 'Uffe' på en af de tidligere blogs skrev om at snorke (noget gamle mennesker rent statistisk gør mere end unge mennesker), fik Uffe – altså jeg – mange gode personlige råd og kommentarer, selv om ingen kunne vide, om jeg også snorkede, eller om det bare var noget, jeg fandt på, at 'Uffe' gjorde. Det var det tilfældigvis ikke, men jeg var ikke fri for at være irriteret over det, for jeg bryder mig meget lidt om at blive ynket. Men selvfølgelig var det 'Uffe', der blev ynket. Jeg – Uffe – var bare en slags sekretær for ham.

Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at når Uffe engang forlader denne planet, gør 'Uffe' også. Så hvis Uffe er gammel, er 'Uffe' det nok også. Og omvendt.

Somme tider er forskellen på et ansigt og en maske ikke så stor.

– Det kunne du jo skrive om på den nye blog, foreslog Madame.

– Nej, svarede jeg. – Man skal være ung for at være så selvoptaget.

Tak, hvis du læste med så langt – håber ikke, du blev forvirret. Ellers kan det måske hjælpe at kigge her.