Principielt holder jeg mig tilbage med egentlige anbefalinger, fordi jeg selv er tilbøjelig til at ignorere dem. Det har som regel den modsatte virkning på mig, hvis nogen siger 'Du skal altså læse ... (en eller anden titel)'. Nej, det skal jeg nok selv bestemme, tænker jeg, men siger det ikke højt. Det er jo venligt ment, og smag og behag er forskellig.

Derfor vil jeg ikke anbefale, men bare gøre opmærksom på The Marginalian, som er et nyhedsbrev, jeg har abonneret på i flere år og glæder mig over hver søndag, når det dukker op i min indboks. Men faktisk er det misvisende at kalde det et nyhedsbrev, for der er stort set ingen nyheder i det. Ingen breaking news, ingen overskrifter med udråbstegn, ikke noget med fem hurtige pointer og heller ingen råd om, hvordan man optimerer sit liv på fjorten dage.

The Marginalian er et enkeltmands-foretagende, der begyndte i 2006 under navnet Brain Pickings, hvor den bulgarsk-fødte essayist, forfatter, digter og kulturkommentator Maria Popova samlede sine noter om de bøger, hun læste. Siden voksede det til et af internettets mest særprægede litterære universer, og i 2021 skiftede det navn til The Marginalian, som passer langt bedre. Marginalia er som bekendt de små noter, man skriver ude i bogens margin, og det er præcis sådan hendes tekster føles: som intelligente, nysgerrige kommentarer til alt det, mennesker gennem århundreder har tænkt, skrevet, malet og opdaget.

Det imponerende er ikke bare Maria Popovas belæsthed, for der findes mange belæste mennesker. Det er hendes evne til at forbinde ting, som umiddelbart ikke har noget med hinanden at gøre. Hun kan begynde med et brev fra Emily Dickinson, tage en omvej forbi Carl Jung, hilse på en astronom fra det tyvende århundrede og ende med en refleksion over kærlighed, ensomhed eller bevidsthed, uden at man et eneste øjeblik føler sig hægtet af. Det er som at være til middagsselskab og have verdens mest vidende (b)orddame, der aldrig taler ned til nogen.

Man skal nok ikke abonnere på The Marginalian, hvis man leder efter let fordøjelig læsning. Maria Popova skriver lange essays. Nogle gange tænker man, at nu må hun da være færdig, hvorefter der følger yderligere tre afsnit om en russisk digter, en italiensk fysiker og et citat fra et brev skrevet i 1847. På mirakuløs vis hænger det alligevel sammen.

Det er som at være til middagsselskab og have verdens mest vidende (b)orddame, der aldrig taler ned til nogen

Der er noget befriende gammeldags over projektet. Det er reklamefrit, ikke gemt bag en betalingsmur og fuldstændig upåvirket af internettets krav om konstante ændringer. Maria Popova skriver, når hun har noget at sige, og hun forventer, at læseren tager sig tid til at tænke med.

Nogle vil nok finde hendes stil lovlig poetisk. Hun kan indimellem have en tendens til at formulere sig, som om hver eneste sætning aspirerer til at blive indgraveret i marmor. Men hvis man overgiver sig til rytmen, opdager man, at der bag de smukke formuleringer gemmer sig en usædvanlig intellektuel redelighed. Hun forsøger ikke at imponere. Hun forsøger at forstå.

Måske er det netop derfor, The Marginalian har overlevet, mens tusindvis af andre nyhedsbreve er forsvundet. Det er ikke skrevet for algoritmer, men for mennesker, der stadig tror på, at en god idé kan være værd at dvæle ved, at en bog fra 1873 kan sige noget væsentligt om livet i dag, og at den største luksus i en støjende verden måske er et kvarter i selskab med et velskrevet essay.

Hvis man ikke orker at læse de lange essays eller ikke har tid, er illustrationerne en nydelse i sig selv. Det er ikke tilfældige lagerfotos, der er drysset ud over teksten for at gøre siden mere indbydende. Maria Popova har en udsøgt sans for at finde gamle bogillustrationer, kobberstik, botaniske tegninger, stjernekort, kunstværker og glemte grafiske skatte, som ikke bare ledsager teksten, men udvider den. Ofte bliver man hængende ved et billede, længe efter man har læst billedteksten, fordi det på sin egen stille måde supplerer den eftertanke, essayet har sat i gang. Illustrationerne er med til at give The Marginalian en næsten tidløs karakter, som om man ikke har en skærm foran sig, men sidder i et smukt gammelt bibliotek og bladrer, og nogen har fundet netop den illustration frem, der får ordene til at bundfælde sig.

The Marginalian er et nyhedsbrev, man ikke skimmer over morgenkaffen. Det er et, man gemmer til en stille stund. Som at sætte sig i en god lænestol med en kop te og sandsynligvis blive lidt klogere. Også selv om man ikke drikker te.
The Marginalian udkommer faktisk to gange om ugen: Søndagsbrevet, som samler ugens nye essays, og onsdagsbrevet med en ældre tekst fra arkivet, som stadig er aktuel. Man kan abonnere her, og man kan betale for det eller lade være, alt efter temperament. Den seneste søndagsudgave kan læses her.

En af de mest rødglødende dage i juni var jeg inviteret til et lidt finere arrangement med dresscode, og for ikke at vende hjem med en gennemblødt urrem, tog jeg et billigt ur på med stållænke i stedet for det elegante med læderrem, jeg ville have valgt under normale temperaturforhold.

Mens vi står og peger på dem, der snobber opad, eller dem, der snobber nedad, opdager vi ikke, at vi selv har en rem af huden

Det var et stående arrangement, hvor idéen var at cirkulere, konversere og måske udvide sit netværk. Altså mingle, hvor kunsten er at finde på et godt påskud for at indlede en samtale med personer, man ikke kender på forhånd. Det kan gøres på mange måder, og på et tidspunkt kom der en velklædt herre hen til mig og pegede på mit armbåndsur. 'Har du også et AP?' spurgte han begejstret, og viste sig eget ur frem. For indforståede er AP en forkortelse for det schweiziske urmærke Audemar Piqué, der laver svimlende dyre ure, og jeg genkendte modellen på min vordende samtalepartners håndled som Royal Oak, der koster fra 350.000 kr. og opefter. Med en vis tilfredshed svarede jeg, at mit bare var et Citizen, der var købt på Tradera, men jeg måtte give ham ret i, at det faktisk lignede hans.

De fleste mennesker vil benægte, at de er snobber. Snobberi er noget, andre dyrker. Direktøren, der kun drikker vin med franske navne, er en snob. Hipsteren, der kun køber kaffe, hvis bønnerne har haft en lykkelig barndom, er en snob, og den pensionist, der mener, at al musik efter 1978 er støj, er også en snob. Sandheden er, at de færreste kan sige sig fri. Snobberi findes bare i to udgaver. Den ene vender blikket opad, den anden vender næsen nedad. Jeg havde jo ikke behøvet at tilføje, at mit ur var købt brugt på Tradera ...

At snobbe opad er den klassiske disciplin. Her handler det om at signalere, at man hører til dem, der ved lidt mere, tjener lidt mere og helst spiser noget, ingen kan udtale korrekt. Den opadvendte snob vil gerne ligne mennesker, der har et vinkøleskab og ved, hvad tanniner er. Han køber olivenolie i flasker, der ser ud, som om de er fundet under udgravningen af Pompeji. Han omtaler sin ferie som 'vores hyggelige ophold i Toscana', uden at nævne, at det regnede alle ti dage, og der var indbrud i bilen. Den nedadvendte snob vil gerne ligne én, der aldrig kunne drømme om at tage til Toscana: 'Jeg vil helst bare holde ferie hjemme i haven.' Hvis nogen nævner en restaurant med seks serveringer og tre stjerner, svarer han, at han nu bedst kan lide en ristet med det hele. I supermarkedet har den ene en kurv fyldt med økologisk kombucha, gedeost, Iberico-skinke, trøffelolie og specialøl med etiketter, der ligner moderne kunst. Den anden har seks liter cola på tilbud, frosne pizzaer og en pose flæskesvær.

Begge former for snobberi bygger på det samme: ønsket om at passe ind i en bestemt gruppe

At snobbe nedad betyder, at man gør en dyd ud af at være helt almindelig. Her er det næsten pinligt at vide for meget om vin eller kunst. Til gengæld er det en æressag kun at drikke den billigste øl og erklære, at 'kaffe er kaffe'. Hvis nogen nævner opera eller moderne kunst, kommer standardsvaret hurtigt: 'Det forstår jeg mig ikke på.' Underforstået: 'Og det er jeg stolt af.' Pludselig bliver uvidenhed et statussymbol. Den nedadgående snob konkurrerer i beskedenhed. Jo mere uprætentiøs man virker, desto finere er man. At købe en dyr bil er latterligt. At købe en gammel rustbunke og prale af, at den stadig starter hver gang, er sund fornuft – selv om det måske ikke er helt rigtigt.

Begge former for snobberi bygger på det samme: ønsket om at passe ind i en bestemt gruppe. Den opadgående snob vil ligne eliten. Den nedadgående vil ligne 'almindelige mennesker'. Begge bruger deres valg som sociale signaler, og begge mener inderst inde, at deres egen måde er den mest rigtige.

Derfor er det svært at pege fingre. Den ene køber designerbriller for at vise god smag. Den anden køber de billigste læsebriller på benzintanken og gør et stort nummer ud af, at de kostede 39 kroner. Resultatet er det samme: Begge håber, at andre lægger mærke til det. Det komiske er, at mens vi peger fingre ad dem, der snobber opad, eller dem, der snobber nedad, opdager vi ikke, at vi selv har en rem af huden.

For at vende tilbage til det indledende ur-intermezzo vil jeg dog sige til mit forsvar, at jeg undlod at nævne, at jeg ikke havde givet mere end 300 kr. for mit brugte Citizen. Så jeg er ikke så slem.

Hvis man har en vis alder og derfor har gennemgået den tidligere obligatoriske danske basisopdragelse, der inkluderer en smule skam i livet, giver man sig ikke af med at prale. I hvert fald ikke direkte. Vi pakker alle fortræffelighederne ind i diskretion og tilføjer et tyndt lag socialt acceptable beklagelser for en sikkerheds skyld. Hvis man har glemt, at betegnelsen for fænomenet hedder ‘falsk beskedenhed’ på almindeligt dansk eller bare gerne vil være ung med de unge, kalder man det 'humble bragging'.

Humble bragging er en af civilisationens mest raffinerede selskabsdiscipliner: kunsten at fortælle noget beundrings- eller misundelsesværdigt om sig selv, mens man lader som om, man egentlig beklager det. Det er pral forklædt som ydmyghed. Selvpromovering i uldfrakke.

Vi pakker alle fortræffelighederne ind i diskretion og tilføjer et tyndt lag socialt acceptable beklagelser for en sikkerheds skyld

Det klassiske eksempel er hende, der sukker tungt over, at alle tror, hun er yngre end sin alder. Eller ham, der beklager sig over, at weekenden blev så opslidende, fordi der skulle vælges mellem to invitationer til kendisser, han kun omtaler ved fornavn.

Der findes flere underarter. Den logistiske humble brag handler om travlhed. Her fremføres livets privilegier som administrative byrder. Kalenderen er fyldt, folk forventer noget af én, rejserne er mange, og der opstår alvorlige problemer med at få koordineret frokost mellem forskellige attraktive muligheder.

Den æstetiske humble brag er mere subtil. Man fortæller med et strejf af opgivenhed, at det er blevet umuligt at finde tøj eller sko, der passer ordentligt. Ikke fordi man er vanskelig, naturligvis, men fordi skuldrene er for brede, benene for lange, eller fødderne så følsomme, at håndsyede italienske sko efter mål er blevet en nødvendighed.

Så er der den intellektuelle humble brag, som kræver finesse. Her fremstår personen lettere frustreret over, at andre bliver ved med at spørge om råd inden for emner, man egentlig slet ikke beskæftiger sig med længere.

En avanceret disciplin er antimaterialistisk humble bragging. Det er den særlige evne til at nævne luksus på en måde, så man samtidig virker, som om man er hævet over den. Man ejer ikke noget af statushensyn. Man foretrækker bare ting, der tilfældigvis tager seks måneder at fremstille og leveres i en sjælden, specialbehandlet træsort.

Afsenderen vil gerne fremstå både succesfuld og sympatisk, men ender som regel i et mærkeligt ingenmandsland mellem pral og undskyldning

Sociale medier har naturligvis løftet humble bragging til serieproduktion. Før i tiden krævede det timing og menneskelig kontakt. Nu kan man nøjes med at lægge et billede op af et flyvindue, en bog med mikroskopisk, ulæselig typografi og en kop espresso tæt ved det karakteristiske hjørne af sofabordet, der afslører, at det er Poul Kjærholms PK 61 til 25.000. Naturligvis ledsaget af en tekst om nødvendigheden af at koble af.

Det ærgerlige er, at humble bragging næsten aldrig virker efter hensigten. Afsenderen vil gerne fremstå både succesfuld og sympatisk, men ender som regel i et mærkeligt ingenmandsland mellem pral og undskyldning. Tilhøreren sidder tilbage med en fornemmelse af at være blevet inviteret til et trylleshow, hvor tryllekunstneren hele tiden forklarer, hvordan numrene laves.

Og alligevel er det de færreste, der kan melde hus forbi. De fleste humble bragger mere eller mindre bevidst, fordi ren pral er vulgær. Men total beskedenhed virker heller ikke helt rimelig, når man faktisk er stolt af noget. Måske er humble bragging bare et socialt kompromis: ønsket om at blive beundret uden at virke som én, der er ude på at blive beundret. Men det er en svær balanceakt.

Den elegante løsning er måske hverken at skjule stoltheden eller servere den forklædt. Man kan jo også bare sige, at den/det er man rigtig glad for, eller at man er godt tilfreds med resultatet eller forløbet. Men det kræver muligvis mere mod end at nævne, hvor svært det er at få plads til flere flasker Domaine de la Romanée-Conti i vinkælderen ...

Almindeligvis er Information en avis, der intellektuelt er langt over mit niveau, så jeg holder den ikke. Men forleden dag faldt jeg over en overskrift på Informations Instagramprofil, der lige var vand på min fordomsmølle: 'Dyre ure er tidens mest irriterende og vulgære hobby'. Jeg har tidligere skrevet en hyldest til de billige, præcise kvartsure, hvor jeg gik forholdsvis let hen over min aversion mod det voksende ursnobberi. Jeg har ikke læst klummen i Information, men blev inspireret alene af overskriften til at lufte min egen idiosynkrasi.

For der var engang, hvor et ur havde den ganske enkle funktion at oplyse, hvad klokken var. Men så var der nogen, der opdagede, at et ur også kunne fortælle noget langt vigtigere, nemlig hvem man var. Derfor er det ikke længere tilstrækkeligt at vide, at klokken er 14.37. Nu skal klokken være 14.37 på en måde, det har taget tre generationer af schweiziske håndværkere, en venteliste og en bankrådgiver at realisere. Bankrådgiveren har rederiet MSC's danske direktør nu nok ikke haft brug for. Det siges, at hans håndled prydes af et Patek Philippe Aquanaut Chronograph, der kan sælges for mellem 900.000 og en million kroner.

Nu har vi udviklet os så langt kulturelt, at man kan signalere overlegenhed med en tingest på størrelse med en småkage

Man møder urmenneskene overalt, og så gælder det om ikke at sige noget om deres ur. Kommer man alligevel til det, går der et kvarter med en forelæsning om værk, komplikationer, referenceår, patina, og at modellen kun blev produceret i syv eksemplarer under en snestorm i 1968. Der er ingen idé i at spørge, om det også viser tiden, for det handler ikke om tiden, men om historien. Og historien er tilsyneladende, at noget bliver dyrere, jo flere mænd i lyseblå skjorter, der køber det.

Luksusuret er blevet en slags social schweizerkniv. Det signalerer på én gang, at man har penge, smag og forstand på finmekanik, og derfor skal man sørge for, at manchetten ikke skjuler det. Ur-entusiasten understreger altid, at det ikke handler om status. Ligesom når folk siger, at de ikke rejser for at tage billeder, men uploader 143 fotos fra ferien, så snart de kommer hjem. Eller at de ikke købte huset på grund af beliggenheden, men nævner postnummeret nord for København inden for de første 40 sekunder.

Mennesker har altid haft statussymboler. Tidligere byggede man slotte. Så købte man sportsvogne. Nu har vi udviklet os så langt kulturelt, at man kan signalere overlegenhed med en tingest på størrelse med en småkage.

De færreste mennesker kan modstå fristelsen til at prale på den ene eller anden måde. Nogle udbreder sig om årgangsvine, andre om løbetider
og -distancer, eller de maler i fritiden (altså ikke entréen). Hvis man er lidt mere raffineret, kan man også bare sige 'jeg læser stort set kun essays'.

Alle går rundt som levende visitkort, men urfolkene har fundet den mest elegante måde at gøre det på. De har opfundet den eneste hobby i verden, hvor man kan bruge et sekscifret beløb og hævde, at det ikke drejer sig om, hvad det har kostet. At bruge en formue på noget og samtidig få det til at lyde som en interesse for meget små tandhjul er den perfekte opvisning i beskedenhed.

Man skal nok ikke gøre sig håb om at komme ursnobberiet til livs, men man kan da prøve. Næste gang nogen læner sig frem og siger, at det ikke handler om prisen, kunne man kaste et høfligt blik på deres håndled, vente et øjeblik og sige: 'Hvad er klokken egentlig?' Hvis de så svarer med referencenummeret, er samtalen slut.

Søren Kierkegaard havde en særlig evne til at fornærme menneskeheden med høflig præcision. Når han skriver: 'Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt', lyder det næsten som et suk fra en mand, der allerede i 1800-tallet havde gennemskuet noget, resten af verden først opdagede efter opfindelsen af smartphones, kalenderapps og møder om kommende møder.

Kierkegaard sad ganske vist ikke på en italiensk café med espresso og stråhat, men han ville sandsynligvis have klappet tilbagelænet ad det italienske begreb dolce far niente, som betyder noget i retning af 'det søde ved at lave ingenting'. Kernen i hans kritik af travlheden var den samme: mennesket er ikke skabt til spæne forpustet gennem livet som sekretær for sin egen kalender.

Mennesket er ikke skabt til spæne forpustet gennem livet som sekretær for sin egen kalender

Travlhed er blevet et statussymbol. Nu hedder det: 'Der er godt nok meget på min tallerken for tiden.' For at understrege hvor vigtig man er, kan man tilføje: 'Jeg har ikke engang haft tid til at drikke min kaffe', mens man sidder med en havrelatte til 62 kroner i den ene hånd og besvarer mails med den anden.

Vi er blevet så vant til, at der hele tiden skal ske noget, at stilhed virker helt forkert. Hvis nogen sidder stille og kigger ud ad vinduet, går man ud fra, at vedkommende enten må være filosof, arbejdsløs eller hjernedød.

Det er her, italienerne kommer ind i billedet med deres provokerende afslappede livsfilosofi. Dolce far niente har ikke noget med dovenskab at gøre. Det drejer sig om evnen til at eksistere uden at skulle retfærdiggøre sin eksistens ved at få noget fra hånden. Det er kunsten at sidde på en piazza og betragte mennesker uden at tænke på at optimere sin søvn eller lytte til en podcast om personlig udvikling.

En dansker på ferie vågner klokken syv for at udnytte dagen til noget, der kan dokumenteres. Der skal besøges seværdigheder, tages billeder, læses anmeldelser og bestilles bord på restauranter tre dage frem. Ved frokosttid er han allerede så stresset over afslapningen, at han har brug for en ekstra ferie, når han kommer hjem

Vi downloader apps til mindfulness, skynder os til yoga og køber bøger om at sætte farten ned, men har aldrig tid til at læse en bog

En italiener bestiller kaffe, læner sig tilbage og bruger halvanden time på absolut ingenting. Ikke fordi han er ligeglad med det hele, men fordi han ikke føler behov for at retfærdiggøre hvert eneste sekund af sit liv. Kierkegaard ville have nikket anerkendende.

Det komiske ved det moderne menneske er ikke bare, at vi har travlt – men at vi også har travlt med ting, der skal gøre det lettere at have travlt. Vi downloader apps til mindfulness, skynder os til yoga og køber bøger om at sætte farten ned, men har aldrig tid til at læse en bog. Selv pauserne er blevet effektive. Vi går ture med podcasts i ørerne for ikke at spilde tiden på stilhed. Vi svarer på arbejdsmails fra sommerhuset, mens vi overbeviser hinanden om, hvor vigtigt det er at slappe af. Afslapning er blevet endnu en arbejdsopgave.

Det er næsten i samme kategori som civil ulydighed at sidde på en café og bare være til stede, uden mål, uden plan og uden dårlig samvittighed og betragte solen på en mur, lytte til klirrende kopper på en café eller tale sammen uden telefoner på bordet. Den slags øjeblikke, italienerne har gjort til en kunstform.

Alt det kom jeg til at tænke på, bare fordi jeg gik en tur i det lysegrønne forår og udnyttede tiden ved at lytte til en podcast om multitasking. Det skulle jeg aldrig have gjort.

Årets første måned er den lange, grå mellemstation mellem 'godt nytår!' og erkendelsen af, at det stadig er vinter. Det er her, nogen har fundet på hvid januar, og det er ikke de aktuelle landsdækkende snemasser, det drejer sig om. Hvid januar er idéen om, at man – efter en måned med overspisning, traditioner og alt for mange våde varer – vælger at straffe sig selv med afholdenhed. Ikke fordi man nødvendigvis har et problem, men fordi det føles godt at gøre noget. Noget disciplineret, noget, man kan fortælle andre om.

Når svenskerne foreslår, at man gør januar endnu længere, koldere og mere selvreflekterende, burde man måske sige fra

Det er vistnok en skik, vi har kopieret fra svenskerne, og allerede her burde alarmklokkerne ringe. Svenskerne er på mange måder et sympatisk folk, men det er også dem, der har fundet på Systembolaget, lakrids i chokolade og idéen om, at alkohol er farligst, hvis den nydes spontant. Når svenskerne foreslår, at man gør januar endnu længere, koldere og mere selvreflekterende, burde man måske sige fra. Januar er i forvejen en måned uden andre tilbud end ellers usælgelige udsalgsvarer. Vejret er gråt, dagene korte og kontoudtoget chokerende. Og midt i det hele beslutter man sig så for at fjerne et af de få sociale smøremidler, der faktisk virker i mørke: et glas vin, en øl, måske en cognac til kaffen i ny og næ.

Argumenterne for hvid januar er velkendte: kroppen skal have en pause, hovedet skal renses, man skal mærke sig selv. Det er alt sammen sympatiske projekter, men det er også bemærkelsesværdigt, at ingen foreslår 'hvid november', 'hvid onsdag' eller 'hvid firmafest'. Det er altid januar, der må holde for. Altid den måned, hvor man i forvejen har allermest lyst til at give op. Der er noget smukt dansk ved mådehold. Men der er også noget umiskendelig dansk ved at sige: 'Er det nu også nødvendigt?' For de fleste er det ikke nødvendigt, bare fordi man drak et glas for meget til nytår. Var det ikke en del af konceptet?

Måske er løsningen ikke afholdenhed, men accept af, at januar er trist, og vinteren er lang

Hvid januar har også udviklet sit eget sprog. Man 'holder' den. Man 'er i gang med' den. Man 'får lov' at drikke igen i februar. Som om alkohol var en hobby, man midlertidigt har sat på pause, ligesom yoga eller surdej. Det mest anstrengende er, at hvid januar ofte bliver mere identitet end indsigt. Man bliver typen, der ikke drikker – i hvert fald lige nu. Og man fortæller det gerne – også gerne før nogen har spurgt.

Måske er problemet ikke så meget alkoholen som selve kalenderen. Måske er løsningen ikke afholdenhed, men en simpel accept af, at januar er trist, og vinteren er lang. Og at et enkelt glas nok ikke er det, der vælter læsset.

Man kan selvfølgelig gøre, hvad man vil, herunder piske sig selv med skorpioner eller holde hvid januar. Men hvorfor gøre en dyd ud af det? Man kunne også bare prøve at tage januar, som den er, og tænke på at februar er lige om hjørnet. Vi er allerede halvvejs.

I forlængelse af forrige indlæg om forfængelighed – og foranlediget af Erics kommentar om respekt som incitament til at gøre noget ud af sin påklædning – trænger et par bemærkninger sig på:

Der var engang, hvor det var en almindelig færdighed i et dansk hjem at kunne stryge en skjorte. I dag kan man knap nok finde en husstand med et strygejern. Hvis man spurgte en 25-årig, hvad et jakkesæt er, ville han formentlig ikke være helt sikker. Vi har simpelthen givet op. Vi har smidt slipset, droppet skjorten og taget sweatpants på.

Engang tog man sit stiveste puds på i teatret, fordi teatret var noget særligt. I dag ligner salen en biograf på en regnvejrsdag. Publikum sidder med plasticglas og hættetrøjer, og hvis nogen har taget en blazer på, tror man, de er en del af forestillingen. Jeg var for nylig til premiere, og ved siden af mig sad en mand i – Crocs! Engang var Crocs noget, man stak i, når man skulle ud og hente avisen. Nu går de fint sammen med Shakespeare, selv om teatrene ikke ligefrem er en hverdagsbegivenhed for ret mange.

Vi hylder den elastiske bukselinning , så vi kan gå direkte fra sofa til social begivenhed uden at klæde os om

Til begravelser møder folk op, som om de lige er smuttet forbi på vej til Bilka. Mens præsten taler om livets forgængelighed og prøver at sige et sidste farvel til et menneske, der sikkert ejede et strygejern, sidder store dele af menigheden på bænkerækkerne og skutter sig i krøllede sweatpants, dunjakke og sneakers. Skulle en enkelt have formastet sig til at tage et slips på, bliver vedkommende set på, som om han har misforstået hele pointen med livet: 'Du havde da ikke behøvet at gøre så meget ud af det!' Nej, men man kan godt vise lidt respekt. Afdøde er nok ligeglad, men de pårørende må formodes at være til stede.

Det handler, som så meget andet i Danmark, om janteloven. Ingen må tro, de er noget – heller ikke når det gælder påklædning. Vi har ikke længere nogen overklasse, men vi har en kollektiv skepsis over for alt, hvad der skiller sig bare en smule ud. Vi skal helst allesammen ligne nogen, der er i gang med at male carporten med en kop kaffe i hånden. Hvis tøjet ikke har huller, er man allerede over dansk standard. Vi kalder det afslappet, men måske er det bare dovenskab forklædt som lighed.

Komfort er ikke bare blevet en vane – det er en ideologi. Vi hylder den elastiske bukselinning, så vi kan gå direkte fra sofa til social begivenhed uden at klæde os om. Vi har gjort det til en slags moralsk dyd at ligne nogen, der ikke tager noget alvorligt.

Jeg siger ikke, at vi skal tilbage til 1800-tallet, men jeg savner den tid, hvor man gjorde sig lidt umage. Ikke fordi jeg elsker slips (det gør jeg), men fordi 'pænt tøj' engang var et tegn på respekt og udtryk for, at der er noget, der betyder mere end andet.

Måske kunne man mødes på halvvejen. Det ville blandt andet betyde, at hvis nogen skulle finde på at spørge, om man kan tage sweatpants på til en begravelse, er svaret: Nej, det kan man ikke. Du er et voksent menneske, og der er allerede elastan nok i verden.

Der findes mange måder at drikke en Guinness på. Nogle indtager den langsomt og med andægtig respekt for den mørke bryg, andre tømmer den i ét dristigt ryk, som var det et kapløb med tiden. Og så er der dem, der forsøger sig med Splitting the G. Desværre er det så længe siden, jeg sidst betrådte en irsk pub, at begrebet endnu ikke fandtes. Splitting the G er et ritual, der har fundet vej fra de irske pubborde til TikTok-kontoer verden over. Det går i al sin enkelthed ud på at tage den første slurk af sin pint Guinness så præcist, at øllets væskelinje rammer midten af bogstavet 'G' i ordet Guinness på glasset. En øvelse i præcision, timing – og nok så meget i held.

Det lykkes for de færreste at ramme. Enten tager man en forsigtig babyslurk, og væskelinjen lander før G'et, eller man går amok som en tørstig sømand og overhaler G'et.

Selv et enkelt bogstav på et glas kan blive til en leg, et ritual og en udfordring, der samler folk fra hele verden

Begge scenarier udløser latter fra vennerne, en hovedrysten fra bartenderen og – vigtigst af alt – en ny bestilling. Det er måske netop derfor, pubberne elsker legen. Hver mislykket slurk betyder klingende mønt i kassen. Måske er der ligefrem tale om en konspiration mellem Guinness og pubejerne. Og selv om det mest er unge på nettet, der lægger videoer op, er det ikke kun TikTok-generationen, der leger med. Garvede stamgæster i Dublin er lige så opsat på at ramme G'et perfekt, løfte glasset i triumf og høre publikum juble, som om de var til finalen i Champions League.

I min research nåede jeg frem til, at ingen ved med sikkerhed, hvornår Splitting the G blev opfundet. Nogle siger 2010’erne, andre mener, det er ældre. Man kan levende forestille sig en halvbedugget pubgænger, der en sen aften stirrer på sit glas og tilfældigt opdager, at øllet i glasset når lige præcis til midt på G'et.

Men hvad får man ud af det? En flygtig anerkendelse fra vennerne, et gratis grin fra bartenderen og sandsynligvis lysten til at bestille endnu en pint. Splitting the G handler ikke om øl – det handler om en historie, man kan fortælle bagefter, ikke mindst på de sociale medier. I den sammenhæng er pubkultur ideel: selv et enkelt bogstav på et glas kan blive til en leg, et ritual og en udfordring, der samler folk fra hele verden. Man vil sjældent ramme G'et rigtigt, men man kan jo altid prøve en gang til.

Formålet er nok først og fremmest at få promillerne op i omdrejninger, men Splitting the G er en noget mere charmerende måde at gøre det på sammenlignet med den amerikanske beer bong, der går sin sejrsgang i dansk festkultur: en person hælder en hulens masse øl ned i en tragt forbundet med en slange, der ender i munden på en anden person, som bliver fuld på ingen tid. Mere bøvet bliver det ikke.

Jeg blev tilfældigvis opmærksom på fænomenet Splitting the G i en artikel om den nye Netlix-serie House of Guinness, hvor legen blev omtalt, uden at den egentlig har noget med filmen at gøre. Bortset fra det lyder serien til at være spændende nok til, at jeg desværre nok bliver nødt til at forlænge mit Netflix-abonnement med endnu en måned ...

Lav, men behagelig musik til hele oktober

Lige om lidt vil jeg stemple mig selv som sproglig dinosaur, olding, håbløs kværulant og stivstikker. Sagen er nemlig den, at jeg ikke bryder mig om, når mennesker, jeg aldrig har mødt før, straks tiltaler mig med mit fornavn.

Sidst skete det i fredags, da jeg sad i venteværelset i mit lokale lægehus, hvor jeg pludselig hørte en stemme råbe 'Uffe!' ude fra gangen. I første omgang følte jeg mig ikke truffet og tænkte, at de nok havde fået en ny medarbejder i lægehuset, der hed det samme som mig, og hvis assistance der åbenbart var brug for – for man er vel ikke så bøvet i et lægehus, at man kalder på en patient, man ikke har øjenkontakt med, på den måde? Men det gjorde man altså, for ti sekunder efter dukkede der et spørgende kvindeansigt op i døråbningen: 'Ingen Uffe?' Ansigtet tilhørte en bioanalytiker, jeg aldrig før havde set, men åbenbart havde en aftale med.

Det har ikke noget med frihed, lighed og broderskab at gøre, at alle kalder hinanden ved fornavn

For mig føltes det et øjeblik, som om jeg sad i korte bukser med madpakken under armen og var blevet kaldt ind til skoleinspektøren. Det er ikke en version af mig selv, jeg har lyst til at blive reduceret til, når jeg er over 70 og trods alt har oplevet både sort/hvidt fjernsyn, oliekriser og girokort.

Det er, som om hele samfundet har vedtaget, at vi skal være en stor, hyggelig børnehave. Nogle kalder det demokratisering, men det har ikke noget med frihed, lighed og broderskab at gøre, at alle kalder hinanden ved fornavn, og bioanalytikere, ekspedienter og postbude uden videre siger 'Hej Uffe'. Jeg har heller ikke lyst til at være bonkammerat med telefonsælgere, der vil prakke mig et mobilabonnement på, jeg ikke har brug for. Eksemplerne er endeløse.

I min reaktionære verden er det forbeholdt familie, venner, bekendte og eventuelt kolleger at droppe efternavnet. Man behøver ikke sige 'hr.', men ellers vil jeg gerne tiltales med både fornavn og efternavn, når fremmede henvender sig. Det er bare udtryk for et minimum af klædelig respekt at bruge efternavnet i mødet med fremmede. Efternavne er ikke bare til pynt; de er bærere af historie, identitet og en vis autoritet. 'Uffe' uden efternavn er én, man kan sende i byen efter en liter mælk og et franskbrød med birkes. Det er ikke, fordi jeg kræver at blive behandlet som kongelig majestæt. Jeg vil bare gerne betragtes som et voksent menneske.

Jeg havde en drøm og har den stadig. Den er ikke helt så pompøs som Martin Luther Kings, men går ganske enkelt ud på, at en dag vil man igen begynde at bruge efternavn i omgangen med mennesker, man ikke kender. Når den dag kommer, vil jeg rejse mig fra stolen, rette på slipset og gøre honnør for civilisationens genkomst med ordene: ‘That's one small step for a man, one giant leap for mankind.’ Lav, men behagelig musik til hele september

Der var engang, hvor man kunne læse en roman på en weekend. Hvor sideantallet holdt sig omkring 200, og hvor man ikke nødvendigvis fik skoliose af at bære bogen hjem fra biblioteket. Men noget er sket. Romanen er vokset. Ikke bare i ambition og fortællestruktur, men i rent fysisk omfang. Det er, som om romanerne bliver større, længere og mere langtrukne, ikke nødvendigvis dybere eller bedre.

At træde ind i en boghandel – altså en af dem, der stadig lever af at sælge bøger og ikke legetøj og andet løsøre – føles til tider som at besøge et byggemarked. De litterære mursten står stablet side om side, klar til at blive båret hjem, hvor de med fordel kan bruges som dørstoppere, hvis ikke man når at læse dem. Forfattere skriver nu 400, 500 og sommetider 800 sider, og man kunne få den tanke, at der foregår en gedulgt, ustoppelig konkurrrence om, hvem der kan producere flest sider.

Det er, som om romanerne bliver større, længere og mere langtrukne, ikke nødvendigvis dybere

Men det kan også være, at det slet ikke er forfatterne, der er skurkene. Måske er det i virkeligheden læserne, der er skyld i tendensen. Vi er vant til tv-serier på otte sæsoner, podcasts i 36 afsnit og true crime-dokumentarer, der folder en enkelt sag ud over ti timer. Vores kultur hungrer efter dybde og detaljer – eller snarere illusionen om det. Og hvad er mere overbevisende end en bog med udsigt til mange timers underholdende eller nervepirrende selskab? Måske spiller det også ind, at redaktørerne ikke længere blander sig så meget. Tidligere blev manuskripter skåret kraftigt ned af redaktørerne. I dag har mange forfattere større frihed (og i nogle tilfælde større stjernestatus), og redaktørerne er mindre tilbøjelige til at korte i teksterne. Når først en forfatter har opnået succes, får teksten måske lov at stå næsten uredigeret – som et monument over friheden til at grifle løs.

Spørgsmålet er, om større uden videre er ensbetydende med bedre? Mister romanen sin præcision, når den får lov til at brede sig som en løbsk soufflé? For ikke at tale om læserens oplevelse: Er det virkelig nødvendigt, at en roman skal være et projekt snarere end en fornøjelse?

For mange år siden lovede jeg mig selv, at jeg ville læse mindst én roman om ugen. Men det kniber efterhånden med at holde det. Der udgives alt for få romaner, der siger alt på 150 sider. Hvor hvert ord er vejet, og hvor man ikke behøver et bogmærke på størrelse med et skærebræt. Måske er det en form for nostalgi. Eller også er det bare et udtryk for, at jeg af aldersmæssige årsager er begyndt at skele for meget til kalender og mulig udløbsdato. Altså min egen.

Det er højsæson for konfirmationer, og lad mig deklarere med det samme: jeg er ikke religiøs. 'Kulturkristen' er den betegnelse, man almindeligvis hæfter på os, der deltager i kristne traditioner, hovedsagelig fordi de er en del af vores opvækst. Man identificerer sig med kristendommen som kulturel og historisk arv, men ikke nødvendigvis som religiøst eller trosmæssigt ståsted. Jeg er altså både døbt og konfirmeret og har deltaget i den gamle, traditionsbårne og lettere støvede ceremoni, hvor unge mennesker træder frem og bekræfter deres dåb og tilknytning til en tro, som – indrømmet – mange måske kun har en overfladisk forståelse af. Men trods det, repræsenterer konfirmationen noget andet: en idé om ansvar, fællesskab og refleksion over livets større spørgsmål, selv om man ikke helt har overblik over dem. Ikke endnu.

Selv den mest progressive og popularitets-anglende præst må rive sig i håret og overveje et karriereskift

Konfirmationen bygger på et værdigrundlag, der handler om overlevering og en anerkendelse af, at mennesket ikke er centrum i universet. I vores selvoptimerende, selfie-centrerede og selvransagelsesfornægtende tid, hvor alle børn fødes med sin egen Instagramkonto og en forventning om stående bifald ved første skoledag, er det ikke underligt, at konfirmationen, hvor man i det mindste lod, som om man troede på noget andet end sig selv, er på retur. Den er blevet suppleret med – og mere eller mindre afløst af – begreber som 'nonfirmation' og 'selvfirmation', der må få selv den mest progressive og popularitetsanglende præst til at rive sig i håret og overveje et karriereskift.

'Nonfirmation' er det moderne svar på konfirmationen, hvor Gud er skiftet ud med gaver og højtideligheden med pølsehorn og pizzaslices. Den unge erklærer sig med stolthed ikke-troende, hvilket i sig selv er fair nok, og vælger i stedet at fejre ... ingen verdens ting. Højtiden markerer ikke andet, end at man har nået en alder, hvor man fortjener en MacBook og en kuvert med penge bare for at være til. En slags humanistisk black friday, hvor sjælen er på tilbud, og forældrene punger ud i tiltro til, at moral og modenhed kan overføres via MobilePay.

Skulle man ikke finde 'nonfirmationen' meningsfuld nok, kan man i stedet vælge 'selvfirmation'. Her bekræfter man ikke sin tro, sit fællesskab eller sin forbindelse til noget større. Man bekræfter sig selv. På en scene, med PowerPoint og konfetti, oplæser man sit hjemmestrikkede (eventuelt med hjælp fra ChatGPT) manifest og fortæller med ubegrundet selvtillid verden – og især ens følgere på TikTok – at man er helt igennem fantastisk, unik, enestående, skabt til noget stort: Ikke at man er god nok – nej, man er meget bedre!

Ikke alle mennesker har behov for at 'finde sig selv' på en rejse til Bali betalt af mormors selfirmationsgave

Her i narcissismens storhedstid, hvor børn nærmest skal have specialdesignede medaljer for at møde op i skole med strømper på, kan man næsten savne, at nogen blev sat på plads af den forkætrede jantelov, alle danskere har haft travlt med at tage afstand fra, siden Aksel Sandemose opfandt den for snart hundrede år siden.

Sandheden er jo, at ikke alle børn er genier. Ikke alle unge er kommende iværksættere med udsigt til en tilværelse som it-milliardærer, og ikke alle mennesker har behov for at 'finde sig selv' på en rejse til Bali betalt af mormors selfirmationsgave. Nogle gange kan det måske være sundt at træde et skridt tilbage og indse, at man ikke er verdens navle, og at navlepilleri i det hele taget sjældent er løsningen.

Måske skulle man ligefrem indføre en realitetsfirmation, hvor man som 14-årig bekræfter sin tilstedeværelse i verden med et nøgternt blik på sine evner og en erkendelse af, at man ikke nødvendigvis er skabt til noget stort, og at der ikke er noget galt i dét. En ceremoni, hvor man ikke automatisk får den nyeste iPhone, men en påmindelse om, at en smule tilbageholdenhed kan være klædelig.

Dagens irrelevante musikalske bonus

I forbindelse med mit indlæg om skopudsekassen ved jeg udmærket, at mange vil undre sig over, hvad en mand skal med sådan en. Der er jo ingen, der går i lædersko mere. Men jeg gør altså.

Engang var mænd stolte af deres fodtøj. Det var en tid, hvor en velpoleret lædersko, der ramte fortovet med et smæld, signalerede succes, modenhed og en fundamental respekt for samfundsordenen. Nu ser man overalt voksne mænd, unge som gamle, vralte rundt i sørgelige, lydløse sneakers, som om de allesammen er på vej til stranden eller tjener til livets ophold ved at gå til hånde i et solcenter.

Sneakers er det ultimative symbol på opgivenhed: 'Jeg kunne have taget noget anstændigt på i dag, men hvorfor skulle jeg det? Verden må tage mig, som jeg er – komfortabel og ligeglad.' Hvorimod en lædersko er et manifest, der slår fast: 'Her er et voksent menneske, der afleverer sine biblioteksbøger til tiden og kan gå ind på en Michelin-restaurant uden at ligne en charterturist, der er gået forkert.'

Sneakers gør det legitimt at iføre sig fuldstændig usmageligt tøj uden at blive stillet til regnskab

Sneakersfolkets foretrukne undskyldning er komfort, som om dét at have det lidt stramt om foden er den største tragedie, der kan ramme et menneske. Men hvornår blev mænd så pylrede? Gik Napoleon over Alperne i et par Skechers? Stod Churchill fast under Blitzen med et par Adidas UltraBoost på fødderne? Næppe. Napoleon var ikke så høj, men bortset fra det har store mænd altid båret ordentlige sko, som de kunne være bekendt at gå over i historien med.

Sneakers gør det legitimt at iføre sig fuldstændig usmageligt tøj uden at blive stillet til regnskab. Der er skabt en hel subkultur, som går ud på at ligne en teenager, der lige har fået lommepenge. Det kaldes athleisure, men enhver ved, at det i virkeligheden betyder: 'Jeg orker ikke alt det besvær.'

En mand i lædersko kan ikke bare føre sig frem i træningsjakke og joggingbukser og forvente at blive taget alvorligt. Lædersko er civilisationens fundament. De kræver vedligeholdelse. Den, der kan holde sine lædersko, kan også styre sit liv, og der går en direkte linje fra karakterstyrke til skopudsning. Hvis man ser en mand med et par velholdte oxfordsko, ved man, at han kan betale en regning uden at hyperventilere. Medmindre han er single, er han sandsynligvis også gift med en kvinde – eller mand for den sags skyld – med ben i næsen.

Modpolen er sneakersmanden, der ikke bekymrer sig om, at de forhenværende hvide gummisko, han har på fødderne, nu har en ubestemmelig grå-beige farve med et gulligt skær, for det er jo også en slags stil.

Hvis ikke det skal ende med, at mænd møder op til gallamiddage og begravelser i Crocs, må de tage sig sammen og forsøge at generobre værdigheden. Hver gang, en mand overvejer at tage sneakers på, må han gøre det til en vane at spørge sig selv, om han vil ligne en mand, der ejer sin fremtid – eller en mand, der stadig spørger sin mor, hvor hans yndlingshættetrøje er.

Eller for at understrege pointen med et citat af Downton Abbeys butler Mr. Carson: 'If you're tired of style, you are tired of life.'

Undskyld, hvis jeg kom til at træde nogen over tæerne. Det gør man selvfølgelig mest virkningsfuldt med lædersko.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'udemærket'. Det er nok at sige 'udmærket'.

Det er ikke helt ved siden af at sige, at jeg er opflasket med ironi. Derimod ville det være forkert at hævde, at jeg har fået det ind med modermælken, for begge mine forældre var skyldige i umådeholden brug af ironi. Det siges ganske vist, at børn ikke forstår ironi, og jeg ved da heller ikke, hvor gammel jeg var, da tiørerne begyndte at falde for mit vedkommende, men jeg var i hvert fald tidligt udlært i disciplinen. Så langt, jeg kan huske tilbage, har ironi været en ganske almindelig omgangsform i familien, og fænomenet var heller ikke nogen sjældenhed uden for hjemmets fire vægge i andre sociale sammenhænge. Brugen af ironi var simpelt hen langt mere udbredt og uproblematisk dengang, end den er nu, og det er ærgerligt.

Ironi kan gøre en samtale mere underholdende og afslappet, bryde isen eller gøre tunge emner lettere at håndtere

Ironi er ikke det samme som sarkasme, men grænsen kan være hårfin. Man er ironisk, hvis man siger noget, men mener det modsatte eller noget andet end det, man siger. Det kan man gøre for at understrege en pointe eller bare for sjov, og der ligger ikke nødvendigvis en negativ eller spydig hensigt bag. Tværtimod kan ironi gøre en samtale mere underholdende og afslappet, bryde isen eller gøre tunge emner lettere at håndtere. Med ironi har man også mulighed for at sige sin mening uden at være for direkte og fx kritisere på en mindre konfronterende måde.

Sarkasme er mindre subtil, mere direkte og spydig end ironi og bruges fortrinsvis til at kritisere eller håne andre. Tonen er mere eller mindre aggressiv eller nedladende. Kort sagt: Sarkasme er som regel giftig og fjendtlig.

Men selv om man holder sig til ironi og er meget påpasselig med ikke at forfalde til sarkasme, kan man snildt risikere at blive mistolket nu om dage. Det gælder især på skrift, hvor man ikke har gestik og mimik til at understøtte meningen, men også mundtligt sker det oftere og oftere, at man kommer galt afsted – erstat gerne 'man' med 'jeg'.

Det er en udvikling, der er kommmet snigende, og der er sikkert mange grunde til, at ironiens storhedstid er ved at være forbi. En af dem kunne være, at det kræver en vis evne til at læse – og lytte – mellem linjerne at kunne forstå ironi, og hvis man ikke er fortrolig med sproget, kommer man let til at tale forbi hinanden. Det er min påstand, at den almene sprogbevidsthed skranter (ja-ja, det er min kæphest!), og når vi samtidig har en voksende krænkelsesparat wokeisme kombineret med en stigende indvandring fra kulturer med æresbegreber, der harmonerer dårligt med dansk mentalitet, er ironien ilde stedt, og kommunikationen er blevet nogle nuancer fattigere.

Apropos ironi er den også gal med brugen af selve ordet. På engelsk bruges ironic ofte bredt til at beskrive situationer, der er paradoksale, selvmodsigende eller mærkelige. Men selv om engelsk ikke er dansk, er det efterhånden ikke ualmindeligt at bruge ironisk på den engelske måde, og selv om Dansk Sprognævn sikkert synes, det er helt i orden, fastholder jeg hårdnakket, at kun en person eller en ytring kan være ironisk; en situation kan ikke. Og jeg giver mig ikke en tøddel.

Dagens for en gangs skyld relevante musikalske bonus