Lige om lidt vil jeg stemple mig selv som sproglig dinosaur, olding, håbløs kværulant og stivstikker. Sagen er nemlig den, at jeg ikke bryder mig om, når mennesker, jeg aldrig har mødt før, straks tiltaler mig med mit fornavn.

Sidst skete det i fredags, da jeg sad i venteværelset i mit lokale lægehus, hvor jeg pludselig hørte en stemme råbe 'Uffe!' ude fra gangen. I første omgang følte jeg mig ikke truffet og tænkte, at de nok havde fået en ny medarbejder i lægehuset, der hed det samme som mig, og hvis assistance der åbenbart var brug for – for man er vel ikke så bøvet i et lægehus, at man kalder på en patient, man ikke har øjenkontakt med, på den måde? Men det gjorde man altså, for ti sekunder efter dukkede der et spørgende kvindeansigt op i døråbningen: 'Ingen Uffe?' Ansigtet tilhørte en bioanalytiker, jeg aldrig før havde set, men åbenbart havde en aftale med.

Det har ikke noget med frihed, lighed og broderskab at gøre, at alle kalder hinanden ved fornavn

For mig føltes det et øjeblik, som om jeg sad i korte bukser med madpakken under armen og var blevet kaldt ind til skoleinspektøren. Det er ikke en version af mig selv, jeg har lyst til at blive reduceret til, når jeg er over 70 og trods alt har oplevet både sort/hvidt fjernsyn, oliekriser og girokort.

Det er, som om hele samfundet har vedtaget, at vi skal være en stor, hyggelig børnehave. Nogle kalder det demokratisering, men det har ikke noget med frihed, lighed og broderskab at gøre, at alle kalder hinanden ved fornavn, og bioanalytikere, ekspedienter og postbude uden videre siger 'Hej Uffe'. Jeg har heller ikke lyst til at være bonkammerat med telefonsælgere, der vil prakke mig et mobilabonnement på, jeg ikke har brug for. Eksemplerne er endeløse.

I min reaktionære verden er det forbeholdt familie, venner, bekendte og eventuelt kolleger at droppe efternavnet. Man behøver ikke sige 'hr.', men ellers vil jeg gerne tiltales med både fornavn og efternavn, når fremmede henvender sig. Det er bare udtryk for et minimum af klædelig respekt at bruge efternavnet i mødet med fremmede. Efternavne er ikke bare til pynt; de er bærere af historie, identitet og en vis autoritet. 'Uffe' uden efternavn er én, man kan sende i byen efter en liter mælk og et franskbrød med birkes. Det er ikke, fordi jeg kræver at blive behandlet som kongelig majestæt. Jeg vil bare gerne betragtes som et voksent menneske.

Jeg havde en drøm og har den stadig. Den er ikke helt så pompøs som Martin Luther Kings, men går ganske enkelt ud på, at en dag vil man igen begynde at bruge efternavn i omgangen med mennesker, man ikke kender. Når den dag kommer, vil jeg rejse mig fra stolen, rette på slipset og gøre honnør for civilisationens genkomst med ordene: ‘That's one small step for a man, one giant leap for mankind.’ Lav, men behagelig musik til hele september

Der er masser af gode grunde til blive så irriteret på Facebook, at man vælger at slette sin profil og koncentrere sig om at færdes i det virkelige liv: for mange irrelevante opslag, ekstreme holdninger eller fake news, skamløs selvpromovering, spam, konstante notifkationer, misinformation og brok. Alligevel er jeg stadig på Facebook. For eksempel bliver jeg gjort opmærksom på lokale arrangementer, jeg ellers aldrig ville have opdaget, og Messenger gør det nemt at kommunikere med folk, jeg ikke nødvendigvis har telefonnummer eller mailadresse på. Men langt vigtigere: der er masser af fuldstændig overflødig information, der hører hjemme i kulørte ugeblade, men som ikke desto mindre bidrager til den uforpligtende adspredelse, svage sjæle som mig åbenbart er forfalden til.

Man vender ryggen til et øjeblik, og pludselig er ungdommens filmhelte havnet i afdelingen for rygsmerter og pensions-opsparinger

For tiden får jeg – uvist af hvilken grund – en masse notitser med billeder af filmstjerner, som jeg husker fra min ungdon, ind i min strøm, og jeg må lettere chokeret konstatere, at der er en lyssky sammensværgelse på spil. Noget, der udfordrer den mest fundamentale opfattelse af tid og rum: det uforklarlige fænomen, at ens teenageidoler på mystisk vis er blevet ældre.

Man vender ryggen til et øjeblik, og pludselig er ungdommens filmhelte havnet i afdelingen for rygsmerter og pensionsopsparinger. Man husker tydeligt, hvor spændstige og indtagende, de var i lavtaljede jeans og stramme nederdele. Nu ser man deres næsten uidentificerbare ansigter i artikler, hvor de fortæller, at de går i seng klokken ni, eller at det bedste, de ved, er en kop grøn te i ro og mag. Hvad blev der af vildskaben og fandenivoldskheden, og hvor kommer alle de rynker fra?

Engang var Robert Redford den evigt charmerende Sundance Kid med tandpastasmil og et glimt i øjet, som blødgjorde alle kvindehjerter og næsten kunne få en heteroseksuel mand til at komme på andre tanker. Nu optræder han i film, hvor han ligner en, der hellere vil hjem og stille sine havemøbler ind. Og Shirley MacLaine, som tidligere var en kvinde, der balancerede mellem mystik og glamour, taler nu om reinkarnation i stedet for at danse på bordene som Irma La Douce.

Jack Nicholson med det ildevarslende smil og psykopatiske blik har vist glemt alt om at skræmme folk fra vid og sans

Catherine Deneuve husker jeg som symbolet på fransk elegance og mystik i Dagens skønhed. Nu er hun gårsdagens skønhed, der bevæger sig rundt i bekvemme, flade sko og ryger cerutter. Tidligere spyttede Robert de Niro ikoniske replikker ud som 'You talkin' to me?', men nu ligner han en, der mest snakker med sine tomatplanter, og Jack Nicholson med det ildevarslende smil og psykopatiske blik har vist glemt alt om at skræmme folk fra vid og sans med sin økse på Ondskabens Hotel og ser ud, som om han er mere interesseret i en middagslur på sofaen. Selv Meryl Streep, dronningen af alting, hvis skuespil kunne få selv sten til at græde, taler nu begejstret om strikkeklubber, hjemmelavet marmelade og bæredygtighed. Det gjorde hun mildest talt ikke i rollen som kynisk chefredaktør for verdens største modeblad i The Devil Wears Prada. Glen Close var engang en intens og frygtindgydende skuespillerinde, som kogte kaniner i Farligt begær – nu virker det, som om det værste, hun kunne finde på, var at møde op med læsebriller og uden makeup. Og sådan kunne man blive ved.

Er det ikke på tide, at vi sætter foden ned, og nogen griber ind? Hvorfor kan de ikke bare forblive, som de var, dengang vores værelser var tapetseret med deres billeder? Der har altid været en stiltiende aftale mellem idoler og fans om, at de lover at være unge for evigt, og vi lover at fortsætte med at beundre dem uden at stille kritiske spørgsmål. Den aftale har de tydeligvis brudt.

Tiden må finde sig en ny hobby. Vi må tilbage til de gode gamle dage, hvor alle idolerne var udødelige, og hvor fremtiden var så langt væk, at den knap nok var en tanke. Er det virkelig for meget forlangt, at Jack Nicholson forbliver den evige rebel, og Meryl Streep aldrig siger et ord om genopretning af økosystemer?

Der er bare nogle ting, der er for mærkelige.

Det er sommer i Danmark. Man hører det, før man ser det: en dyb brummen fra en motor, der lyder som en blanding af en løve i brunst og en hårdt trængt espressomaskine. Og dér kommer han, den grå- eller hvidhårede mand med Ray-Ban-briller, opsmøgede ærmer og en selvtilfreds mine, der stråler om kap med bilens lak. Det er en åben sportsvogn, som regel rød, sommetider stilfuldt mørkegrøn – eller som ejerne fortrækker at kalde det: British racing green.

Sportsvognen er et symbol. Det handler om sex – eller illusionen om sex appeal. Et råb om opmærksomhed i et livsstadium, hvor kroppen siger 'tag det nu roligt, mand', men egoet råber 'jeg kan skam endnu!' – en mobil midtlivskrise med læderindtræk og dobbelt Weber-karburator. For sølvrævene er sportsvognen en slags omvendt rollator, en protest mod tidens tand og tyngdekraftens tyranni.

For sølvrævene er sportsvognen en slags omvendt rollator, en protest mod tidens tand og tyngdekraftens tyranni

Det er ikke fordi, de nødvendigvis tror, at bilen får kvinderne til at falde om af begær. Det er mere subtilt end som så; den fortæller, at de har styr på deres liv, deres investeringer og deres prostata. Det hele går selvfølgelig fløjten, hvis de forsøger at understrege det ved at personliggøre nummerpladen med noget i retning af 'COOLDAD' eller 'BO$$MAN', men det er de fleste godt klar over.

Man kunne også argumentere for, at det handler om frihed – om vinden i håret, eller det der er tilbage af det. Men ulemperne er åbenlyse. Når man er i 20'erne, kan vind i håret være en charmerende detalje, men er man 60 eller derover, er udbyttet som regel kun hold i nakken og rindende øjne. Desuden er den sparsomme pigmentering på issen ikke skabt til sommersol i åbent landskab. Med hensyn til lydniveauet overdøver motoren både en eventuel passager og førerens egen tinnitus. Og pladsen? Der er jo knap nok plads til pilleæsken med ugeinddeling i bagagerummet, og hvor er vi så henne? Når man kører i en bil, der brænder benzin af som et sankthansbål, kan klimaaftrykket også dårligt retfærdiggøres med en biobrændstofmærkat. Endelig er det værd at overveje, hvordan omverdenen ser på det hele: det er fifty-fifty, om man bliver mødt med beundring eller rullende øjne.

Måske er der alligevel et par fordele – ud over følelsen af frihed, der dukker op sekundet før myggen rammer en fortand med 130 km/t. En åben sportsvogn kan være en drøm fra ungdommen, et kunstværk, et mekanisk frirum, hvor man kan mærke vejen og glemme alderen et øjeblik. Og nogle kvinder – og mænd – bliver da stadig fascineret af en velholdt mand med benzin i blodet og selvtillid nok til at køre rundt uden tag og undskyldninger for sig selv. Et vidnesbyrd om succes, om livserfaring og en lille smule frygt for forfald. Eller måske snarere en fornægtelse af livets naturlige gang.

Men også meget menneskeligt. Og lidt rørende.

De dukker op overalt. De gamle mænd på min alder og derover. På kirkegårde, i parker, langs havnemoler og i botaniske haver. Ofte i vindjakke, nogle med kasket, og altid med det samme rolige tempo og med hænderne solidt forankret på ryggen. Ikke flagrende ved siden, ikke i lommerne, ikke optaget af mobiltelefoner– men stille hvilende, som om de bærer på noget usynligt. Måske visdom. Måske bare et lommetørklæde eller en læbepomade.

Noget tyder på, at udøverne af disciplinen helst skal have nået støvets år for at kunne praktisere den på en overbevisende måde. Jeg har set enkelte yngre repræsentanter for det maskuline køn forsøge sig – det er ganske enkelt en ynkelig forestilling. Kvinder, der går med hænderne på ryggen, forekommer ikke, og de ville antagelig også komme på kant med politilovens § 6 om forstyrrelse af den offentlige orden.

Hænderne på ryggen er ikke bare en hvilestilling, men den livserfarnes uudtalte manifestation

Spørger man en anatomikyndig, hvorfor gamle mænd går på den måde, vil man nok få en kedsommelig forklaring om, at man mister muskelmasse med alderen, holdningen ændrer sig, man synker sammen, og ved at samle hænderne på ryggen løfter man brystkassen, og skuldrene bliver trukket tilbage. Det er sikkert rigtigt, men ikke desto mindre er kroppen stadig foroverbøjet!

Min egen teori går ud på, at det drejer sig om andet og mere end muskler og tyngdekraft. Hænderne på ryggen er ikke bare en hvilestilling, men den livserfarnes uudtalte manifestation: 'Jeg har ikke længere travlt. Jeg observerer. Jeg dømmer ikke – men jeg ser alt.' Der er næsten noget majestætisk over det. Som om de gamle mænd med hænderne på ryggen går rundt i deres kongerige og inspicerer det hele med stoisk ro. Hvert skridt indgår i en form for meditation, og hænderne bag ryggen markerer det store overblik.

Måske er der tale om en slags protest mod den tid, vi lever i, hvor alles hænder konstant er beskæftiget med at scrolle, taste, swipe og trykke på knapper. Modstykket er ikke-handling: Hænderne samlet på ryggen og en stille undren over, at man ikke længere bruger hændene til at hugge brænde og skrive breve med, men til at like billeder på Instagram af hjemmelavede tapasanretninger og bønnesalater med hummus og syltede rødløg.

Man kan heller ikke helt se bort fra, at der i nogle tilfælde kan være et kulturbestemt element involveret. Blandt lærere, officerer og pensionerede embedsmænd er det nærmest obligatorisk at have hænderne på ryggen – en slags kropslig kliché. Hvis man har brugt en menneskealder på at undervise, kommandere eller skrive notater til kommunen, sætter det sig i kroppen. Måske er det hændernes egen protest: 'Vi har skrevet og gestikuleret nok. Nu holder vi pause heromme.'

Nå ja, endelig kan der være den jordbundne forklaring, at når man går med hænderne samlet på ryggen, skjuler man eventuelle rystelser, gigtdeformiteter og leverpletter – eller bare det faktum, at hænderne ikke længere ved, hvad de skal gøre af sig selv.

Uanset årsagen, er det en måde at gå på, der rummer en vis poesi. Et stilfærdigt symbol på, at man har set det meste, og nu ser man bare til ...

Dagens irrelevante musikalske bonus

Blandt det utal af irriterende floskler, der burde forbydes ved lov, er den mest trælse 'alder er kun et tal', for det passer ikke. Hvis nogen skulle være i tvivl, er alder et udtryk for, hvor længe man har levet og indirekte et estimat for, hvor lang tid man har igen, og når nogen påstår, at '70 er det nye 50', er det ikke en kendsgerning, men et udtryk for at man ikke vil se kendsgerningerne i øjnene. Hvis man er fyldt 70, er det en eufemistisk undvigemanøvre at tale om at være ældre (end hvem?), for sandheden er, at så er man gammel. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man er hjælpeløs eller sinke, selv om mennesker statistisk set får flere skavanker med alderen. Nogle bliver måske demente, men det er trods alt stadig et mindretal, og man behøver i øvrigt ikke at være gammel for at blive dement.

Man går fra at være et voksent, tænkende individ til at blive et omvandrende oldtidsfund, der fortjener stående applaus, hver gang man snører sine sko

Det er ikke let at være gammel. Eller rettere: det er ikke let at være blandt mennesker, der opfatter en som handicappet, fordi man er over 70. For så snart rynkerne bliver en smule dybere, og håret enten gråner eller har praktiseret det berømte forsvindingsnummer, begynder en sær kollektiv opfattelse at brede sig. Man går fra at være et voksent, tænkende individ til at blive et omvandrende oldtidsfund, der fortjener stående applaus, hver gang man snører sine sko eller husker sin egen adresse.

'Hvor er det flot, at du stadig cykler!' siger folk med store øjne, eller: 'Hvor ER det fantastisk, at du stadig går til svømning!' sagt i et tonefald, der antyder forbavselsen over, at man ikke sidder på en bænk og venter på rustvognen. Det er, som om enhver 70-årig, der foretager sig noget mere fysisk krævende end at samle en ske op fra gulvet, fortjener at blive båret gennem byen i guldstol. Personligt hverken cykler jeg eller går til svømning, men det er, fordi jeg har andre prioriteter.

Samtidig er der en tendens til at tale til gamle mennesker, som om de ikke er ved deres fulde fem: 'Kan du huske, hvad det var for en mobiltelefon, du bestilte hos os?' spørger telefonsælgeren langsomt og med en overbærenhed, som om man er tre år og lige har lært at sige 'vovhund'. Ræsonnementet er formentlig, at man nemt kunne have glemt det med telefonen, for det var jo i går, og enhver ved da, at gamle mennesker er dårlige til at huske andet end hvad en pakke smør kostede i 1957.

Enhver ved da, at gamle mennesker er dårlige til at huske andet end hvad en pakke smør kostede i 1957

Omvendt er der også gamle mennesker, der gør sig ældre og mere svagelige, end de er, fordi det kan være en fordel, når der er noget, de ikke gider. 'Åh nej, den slags kan jeg ikke mere – husk på, hvor gammel jeg er,' siger de, når nogen byder dem op til dans ved barnebarnets konfirmationsfest. Eller: ‘Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med den flytning – i min alder har man jo ikke så mange kræfter mere,' påstår de, mens de svinger en tyve kilo tung kuffert op på en bagagehylde uden at blinke. Men hvis nogen skulle antyde, at de er for gamle til at tage med på ferie, eller de burde holde lidt igen med whiskysjusserne, får piben straks en anden lyd: 'For gammel? Mig? Ej, nu må du liiige ...'

Jeg ved ikke, hvad løsningen er. Måske en tilvalgsordning, hvor gamle mennesker selv kan vælge, om de vil behandles som ansvarlige voksne eller som eksotiske dyr, der skal beskyttes, roses og klappes ad i det uendelige. Alternativt kunne man indføre et pointsystem, hvor 80-årige får et stempel i et hæfte for hver gang, de kan huske deres egen adresse, og når de så har nok, kan de veksle det til en gratis kop kaffe og retten til at blive tiltalt i et normalt toneleje.

At blive gammel er ikke en præstation i sig selv, der aftvinger beundring, men det er heller ikke en tragedie. Og hvis andre ville skære lidt ned på den overstadige ros og den tankeløse, nedladende behandling, kunne vi måske få lov til bare at være en slags mennesker – normale mennesker – også når vi er fyldt 70. Det kunne være cool, som de unge på fyrre siger.

Dagens ikke-irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: det hedder ikke 'tilbage i 1951', men bare 'i 1951'.

Når jeg står og kigger på mig selv i spejlet, kan jeg godt se, at billedet på mit kørekort ikke længere er helt retvisende. Jeg kan ikke løbe fra, at der er kommet er par rynker omkring øjnene, og hårfarven er heller ikke den samme. Engang var den mørk, nu er den lysere for ikke at sige gråhvid, og jeg har på fornemmelsen, at det er sidsnævnte omstændighed, der er årsagen til, at butikspersonale ikke altid betjener mig på samme måde, som de gjorde, da jeg havde min mørke hårfarve i behold.

Selv om det er ønsketænkning, hører jeg faktisk til dem, der gerne så, at vi genindførte nogle mere nuancerede måder at omgås og tiltale hinanden på

Måske har det også noget at sige, at jeg ikke altid klæder mig på helt samme måde, som jeg gjorde, da jeg var yngre og erhvervsaktiv. Jeg tilhører den slipseløse generation og har aldrig arbejdet i en branche, hvor det var påkrævet at gå med slips, snarere tværtimod. Gjorde man det alligevel, kunne man være sikker på at blive opfattet som underlig eller i bedste fald som en spasmager. Jakkesæt og hat var selvsagt helt kikset. Uniformen var sneakers, jeans, en forvasket t-shirt eller eventuelt en omhyggeligt ustrøget skjorte. Indstuderet skødesløshed, så skilte man sig ikke ud. Men nu kan jeg være ligeglad, og derfor kan jeg finde på – ikke altid, men somme tider – at vise mig offentligt med både slips, jakke, hat og rigtige sko, selv om det nok i virkeligheden mere hører hjemme i mine forældres generation. Men det er altså min måde at gøre dagen en smule mere farverig på, om ikke andet så for mig selv.

Det skaber af og til en smule forvirring, når jeg går i butikker i mit arkaiske herreantræk, men ikke på nogen ubehagelig måde. For det meste bliver jeg mødt med venlighed, og der er mange ved kassen, der både smiler – muligvis lidt overbærende – og tiltaler mig med 'De' og 'hr.' Det passer mig udmærket, og selv om det er ønsketænkning, hører jeg faktisk til dem, der gerne så, at vi genindførte nogle mere nuancerede måder at omgås og tiltale hinanden på. Men som sagt, det kan jeg godt glemme alt om. Flertallet siger selvfølgelig 'du' uden at tænke nærmere over det, og det har jeg heller ikke noget imod, for det er nu engang sådan, vi efterhånden gør. Derimod vil jeg gerne have mig frabedt 'du' og 'hr.' Enten-eller, tak.

Nok om det.

Der er dog også episoder, man helst vil glemme hurtigst muligt. I går bestemte jeg mig for eksempel til at udskifte min gamle iPhone med en mere tidssvarende. Jeg bestilte derfor den ønskede model over nettet til afhentning hos den nærmeste elektronikmastodont senere på dagen. Da tiden var inde, mødte jeg op i butikken i mit helt almindelige tøj uden hat, uden slips og uden på nogen måde at skille mig ud for at hente min nye iPhone og forelagde den unge, mandlige ekspedient mit ærinde. Han kastede et hurtigt blik på mig og spurgte så som den naturligste ting i verden:

– Kan du huske, hvad det er for en telefon?

Nu er spørgsmålet, om jeg virkelig ligner min egen bedstefar, der har rejst sig fra graven, eller om jeg bare virker, som om jeg er dybt dement. Jeg er også i tvivl om, hvad jeg skal foretrække.