Lad det være sagt med det samme: Jeg tilhører fællesskabet Anonyme Melankolikere. Vi er en overset gruppe i samfundet, der går rundt blandt almindelige mennesker, passer os selv, betaler vores regninger og nikker venligt til naboen. Men indeni er vi mærket af en tilbagevendende lidelse, som hvert år dukker op omtrent samtidig med, at sommerens sidste kølige drink på terrassen er indtaget, havemøblerne er stuvet af vejen og tiden skruet en time tilbage. Vi lider af efterårsmelankoli. En tilstand, der hverken kan kureres med D-vitamin, fornuftige sko eller en optimistisk bemærkning om, at naturen jo har godt af lidt regn og blæst.

Det er ellers ikke, fordi efteråret ikke gør sig umage. Tværtimod. Det møder os med en farvepalet, som selv den mest ambitiøse kunstmaler må misunde. Skoven flammer i gyldne, kobberrøde og orange farver, mens landskabet ligger badet i et blødt, honningfarvet lys, trækronene gløder, og selv en ganske almindelig landevej kan pludselig ligne en scene fra en fransk film om kærlighed, længsel og mennesker, der drikker rødvin med alvorlige miner.

Man trækker gardinerne fra og ser ud på verden med de samme bange anelser, som når man lytter til Radioavisen

Det er her, bilen for alvor kommer til sin ret. Man glider gennem landskabet med hænderne afslappet på rattet, mens solen falder ind gennem forruden, og Chet Baker strømmer ud af højttalerne med sin bløde, dæmpede stemme og trætte trompet, Come Rain Or Come Shine. Hans musik lyder, som om den har oplevet den store kærlighed, mistet den igen og nu har affundet sig med, at livet trods alt går videre. Man passerer landsbyer, skove og åbne marker, og for en stund føles tilværelsen betagende smuk. Man får lyst til at standse, læne sig op ad en gammel eg og betragte verden med et vemodigt blik, som om man er hovedpersonen i en roman, ingen endnu har skrevet. Det er efteråret, når det er bedst. Den form for efterår, der får selv en kyniker til at overveje, om der måske alligevel er en mening med det hele.

Men så er der det andet efterår. Det, der springer de formildende omstændigheder over. Det, der begynder med en grå morgen, hvor regnen slår mod ruden, og vinden rusker i huset, som om den har et gammelt regnskab at gøre op med tagrenderne. Himlen hænger lavt og tungt over landskabet, og dagen indfinder sig uden antydning af, at det skulle være umagen værd. Man trækker gardinerne fra og ser ud på verden med de samme bange anelser, som når man lytter til Radioavisen.

Og dårlige nyheder er der nok af. Græsset er vådt, stierne smattede, asfalten giver genskin af regnen, og træerne ryster i vinden, mens de sidste blade klamrer sig til grenene. De ved udmærket, hvordan det ender og prøver bare at forhale det uundgåelige. Men når bladene er væk, og træerne står nøgne tilbage med grenene strittende i alle retninger, viser efteråret sit sande ansigt. Al idyl er forduftet. Ingen gyldne farver, ikke noget blødt lys, ingen poetisk indpakning. Naturen har bare efterladt os med en hær af barkede træskeletter og tvinger os til at blive indenfor og genoverveje vores livsvalg. Man får lyst til at trække gardinerne for, tænde en lampe og sætte sig i en stol med en bog. Men man kan ikke koncentrere sig om læsningen. Man sidder bare og stirrer ud i luften, mens tankerne blafrer som våde blade i rendestenen.

Naturen har efterladt os med en hær af barkede træskeletter og tvinger os til at blive indenfor og genoverveje vores livsvalg

Alligevel skal man ikke undervurdere melankolien. Der er noget særligt ved at lade sig opsluge af efterårets vemod. Vel at mærke med måde. Det tvinger os til at sætte tempoet ned og mærke efter, hvad der foregår under den daglige overflade af praktiske gøremål og velmente planer. Man skal bare huske, at melankolien også har en særlig evne til at flytte ind i sofaen, brede sig og insistere på, at man ikke behøver at gå udenfor, når vejret alligevel er så elendigt. Den foreslår, at man lige kan vente til i morgen med at ringe til en ven, gå en tur eller få ordnet det, man allerede har udskudt i ugevis. Og før man ved af det, er der gået tre dage, og man har udviklet et nært og fortroligt forhold til sin kaffemaskine.

Derfor har vi Anonyme Melankolikere brug for visse leveregler. For det første må man aldrig stole fuldt og helt på sit humør, når det regner fra vest, og vinden hyler omkring hushjørnerne. For det andet skal man huske, at et landskab kan se håbløst ud på tærsklen til november og være fortryllende igen i april. Og for det tredje må man aldrig glemme Chet Baker. Der findes næppe en bedre ledsager til en grå eftermiddag end hans trompet, der synes at vide alt om livets skuffelser, men alligevel spiller videre, I Get Along Without You Very Well. Det gælder om at bevare en smule håb, mens vi venter på lyse tider igen.

Der er temmelig mange mennesker, som får en let depression, når efteråret banker på. De kigger ud ad vinduet, sukker og begynder at google charterrejser til Tenerife. Jeg har en anden strategi: Man kan ikke ændre på vejret, så jeg tager min trenchcoat på. Det er en handling, der øjeblikkelig forbedrer min mentale tilstand med 37 procent. Den specifikke procent er ikke dokumenterbar, men jeg føler mig overbevist.

Man er klar til at slå kraven op og gøre det til en værdig konfrontation mellem menneske og meteorologi

Efteråret er trenchcoatens naturlige habitat. Om sommeren virker den overdrevet, og om vinteren kan den blive udfordret af kulden. Men på en blæsende oktoberdag, hvor det dufter af våde blade, og himlen har farve som gammelt sølv, er den perfekt. En trenchcoat får én til at tage vejret mindre personligt. Man står i entréen og hører regnen tromme mod ruden. Træerne bøjer sig i vinden, bladene hvirvler hen ad fortovet, og et sted vælter en skraldespand og skramler mod fliserne. Det er ikke vejr til små paraplyer og tynde jakker. Det er trenchcoatvejr, og man tager frakken på. Så åbner man døren, vinden rammer én direkte i ansigtet. Man er klar til at slå kraven op og gøre det til en værdig konfrontation mellem menneske og meteorologi. Ikke fordi man fryser, men fordi det ser rigtigt ud. Man går i Kvickly efter mælk og køkkenruller og kommer hjem med fornemmelsen af at have afsluttet en hemmelig mission i Istanbul. Vi er nogle, der ikke kun klæder os efter vejret. Vi klæder os efter, hvem vi forestiller os, vi er.
Hvis det er en rigtig trenchcoat, er den knælang eller længere endnu – ikke som de sørgelige nymodens 'frakker', der kun når til midt på låret. Den har en elegant, lige silhuet med dobbeltradet lukning og bøffelhornsknapper, og kraven er bred, så den kan slås op og beskytte mod vind og vådt vejr. Bæltet med de fem stikninger kan bindes stramt, så det fremhæver figuren, eller hænge løst, så det ser mere afslappet ud.

Man går i Kvickly efter mælk og køkkenruller og kommer hjem med fornemmelsen af at have afsluttet en hemmelig mission i Istanbul

Den garvede trenchcoatbærer bruger aldrig bæltespændet, men binder bare en knude på bæltet, og de håndsyede øjer til spændetornen er på sin vis overflødige. I bæltet sidder også de karakteristiske D-ringe, som oprindelig blev brugt i militæret til at fastgøre forskelligt udstyr. De ses ikke tydeligt på tegningen, men på billedet af Humphrey Bogart ovenfor kan man øjne en enkelt. Skuldrene er forsynet med epauletter, som engang havde en militær funktion og blandt andet blev brugt til at fastgøre udstyr eller holde remme fra tasker eller våben på plads. Senere blev de også brugt til at vise rang og tilhørsforhold gennem forskellige mærker og insignier. Trenchcoaten har bærestykke på ryggen og fortil et ekstra stykke stof over brystet – en stormflap – som beskytter bedre mod regn og samtidig skaber det lagdelte udseende. En stormkrog i kraven hører selvfølgelig med. Ærmerne er udstyret med justerbare manchetstropper, så de kan strammes omkring håndleddene. Lommerne er såkaldte pass-through-pockets, der har en åbning, der gør det muligt at føre hånden gennem lommen og ind til tøjet indenunder. Den klassiske trenchcoat er beigefarvet, men den ses også i farver, som næppe ville have imponeret en britisk officer i 1916.

Direkte oversat betyder 'trenchcoat' skyttegravsfrakke. Historien om trenchcoaten begynder i Storbritannien i 1879, hvor tekstilfabrikanten Thomas Burberry fik idéen til det vandafvisende stof gabardine. Det var lettere og mere åndbart end datidens tunge regnslag og blev hurtigt populært blandt opdagelsesrejsende og officerer. Under Første Verdenskrig blev frakken udleveret til britiske officerer, som havde brug for noget, der kunne modstå mudder, regn og kulde uden at hæmme bevægeligheden, og det var på slagmarken, alle de små detaljer blev udviklet. Efter krigen tog soldaterne frakkerne med hjem, og det viste sig, at militærfrakken også fungerede glimrende på en foggy day i London.

Men det var filmens verden, der gjorde trenchcoaten udødelig. Hollywood opdagede snart, at en lang frakke kunne fortælle en historie, før skuespilleren havde fået sagt det første ord. Humphrey Bogart gjorde den til et symbol på den hårdkogte helt i Casablanca. Senere bar Audrey Hepburn den med ubesværet elegance i Breakfast at Tiffany's, og hver gang en detektiv i en kriminalfilm trak kraven op om ørerne og forsvandt ud i natten, voksede trenchcoatens status. Nu er den levende kulturhistorie.

Den klassiske Burberry-model Kensington koster godt og vel 16.000 kroner, men mange andre mærker laver trenchcoats, der koster en brøkdel og fungerer lige så godt. Som den snob jeg er, har jeg selvfølgelig investeret i en Burberry, og som den miljøbevidste forbruger jeg er, når det er til min fordel, har jeg selvfølgelig købt den i en genbrugsforretning for 500 kroner.

Mest for nørder:
En model Kensington som min fra før 1999 er fremstillet i England og har et stofmærke i nakken, hvor der står Burberrys' – altså med et s og en apostrof til sidst – og som desuden er dekoreret med en ridder til hest, The Equestrian Knight. Skriften er hvid på marineblå baggrund. Hvis ridderen mangler, og der bare står BURBERRY med store, grafisk minimalistiske bogstaver uden s'et og apostroffen, er frakken fra tiden efter 1999 og sandsynligvis fremstillet i Italien, Tyrkiet eller Malaysia. De originale trenchcoats fra før 1999 har også et hvidt mærke i venstre lomme med felter til navn og ordrenummer. Størrelsen står altid i navnefeltet. På inderforet sidder størrelsesmærket skjult under det marineblå Burberrys’-mærke. Hvis man ikke kan finde mærkerne, er der tale om en forfalskning, medmindre nogen af en eller anden grund har fjernet dem.

I dag er dagen, hvor jeg indleder min trenchcoatsæson. Det vil sige, at jeg satser på, at efteråret samtidig begynder at ruske i træerne, regnen pisker mod ruderne, og himlen ser ud, som om den har opgivet enhver ambition om at blive blå foreløbig. Så vil jeg iføre mig frakken, åbne døren og træde lige ud i det med en vis værdighed.

Man kan ikke styre verden. Men man kan slå kraven op.

Man må antage, at det var det dårlige vejr, Thøger Larsen havde i tankerne, da han skrev 'Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig'. Men som vi har erfaret i den forløbne weekend med livstruende hedebølge og aflyste arrangementer i stribevis, kan vejret også blive for godt.

Som bekendt er vi ikke herre over vejrets kalamiteter. Men det samme gælder ikke alle sommerens andre tvivlsomme ingredienser i form af traditioner og mere eller mindre frivillige pinefulde ritualer. Dem har vi kun har os selv at takke for.

Der er intet afslappende ved at stå med en tang i hånden og overvåge gløder med en flyveleders koncentration

For hvem har i virkeligheden lyst til at sidde i sand, der opfører sig som glimmer ved en børnefødselsdag og bliver siddende på kroppen til oktober? Og ingen indrømmer, at det er anstrengende at slæbe seks kilo håndklæder, en køletaske, solcreme, en mustensroman og en oppustelig enhjørning hen til et sted, hvor der hverken er skygge eller toiletter. Alligevel tager man til stranden. Man finder en plads, smører sig ind i en fedtet substans og lægger sig til rette på et tæppe i håb om, at solen begynder at skinne lige om lidt. Det gør den ikke. Man ender med at ligge og småfryse i vinden i tre timer.

Det kan også være, at man inviterer til grillparty i haven. Ingen ved præcis, hvornår det blev synonymt med afslapning at grille. Der er intet afslappende ved at stå med en tang i hånden og overvåge gløder med en flyveleders koncentration. Alligevel gentager ritualet sig hvert år. Man dyrker udelivet. Det betyder i praksis, at man flytter al madlavning fra et køkken med emhætte og lys til en terrasse med røg og et udvalg af insekter. De første pølser, der enten er rå eller forkullede, indtager man med påstået velbehag.

Is hører også sommeren til. Ikke nødvendigvis fordi man har lyst til is, men fordi temperaturer over 22 grader forpligter én moralsk til at stå i kø foran en iskiosk og overveje, om man skal holde sig til den sædvanlilge vaffel med vanilje og jordbær, eller om man skulle vove halsen og forsøge sig med saltkaramel og banan for en gangs skyld. Det gør man så – og fortryder. Næste år gentager man forsøget.

Man skal købe nye kartofler og spise jordbær, selv om de fleste er sure eller uden smag, og man måtte kassere halvdelen

Alle elsker pr. refleks de lange sommeraftener. Det er vigtigt at sidde ude længe, selv om mørket og kulden sniger sig ind på én, og selv om ingen egentlig har mere at sige hinanden. Så man bliver siddende med et tæppe om skuldrene og gentager med faste mellemrum mantraet: 'Der er altså noget helt særligt over de lyse aftener.' Ingen går ind, før klokken er langt over sengetid. De mest yderliggående bliver ude og sover i shelter.

Man må ikke glemme de obligatoriske små eventyr. Man skal cykle et sted hen eller besøge et loppemarked. Man skal købe nye kartofler og spise jordbær, selv om de fleste er sure eller uden smag, og man måtte kassere halvdelen. På et tidspunkt skal man sige: 'Vi skal huske at nyde det.'

Måske er sommerglæde ikke glæde i klassisk forstand, men snarere en form for årstidsbestemt socialisering. Vi tager til stranden, selv om der er rarere hjemme i haven. Vi spiser is, selv om vi ikke er lækkersultne. Vi tænder grillen, selv om ovnen virker bedre. Vi sidder ude og fryser med anstand for at kunne sige, at vi sad ude. Vi tager billeder af solnedgange, som ligner alle andre solnedgange. Altsammen uden at tænke nærmere over det, fordi det nu engang hører sig til.

Sidst i august konstaterer vi, at sommeren gik alt for hurtigt. Vi føler, vi burde have fået mere ud af den. Næste år gør vi præcis det samme igen, for sommeren er ikke bare en årstid, den er en opgave. Og fra og med i dag har vi stadig et par måneder til at løse den.

Det begyndte med, at jeg hørte Euromans chefredaktør sige i en podcast, at han fandt det umandigt, hvis en mand brugte ordet 'frossenpind' om sig selv. På sin vis kunne jeg godt følge ham, men heldigvis findes ordet 'kuldskær' jo også, hvis man vil give udtryk for sin ulyst til at fryse. Desværre dur det åbenbart heller ikke, for i Politikens sprogklumme, som skrives af en seniorforsker ved Dansk Spognævn, beklagede hun sig i dag over sin mand, der kan finde på at skrue op for radiatoren eller tage kørehandsker på i bilen midt om sommeren, bare fordi solen ikke skinner. Som rutineret kuldemodstander kunne jeg ikke undgå at føle mig ramt, og som om det ikke var nok, skrev hun, at hun synes, det er usexet, at en mand karakteriserer sig selv som konstant frysende. Man klarer med andre ord ikke frisag bare ved undgå 'frossenpind' og kalde sig kuldskær.

Der er tilsyneladende en uskreven regel om, at mandekroppen skal fungere som en mellemting mellem en brændeovn og en gammel Volvo

Det efterlod mig i et identitetsmæssigt tomrum. Hvis man som mand ikke må være en frossenpind, og heller ikke kuldskær, hvad er man så? Termisk sensitiv? Temperaturbevidst? En person med udvidet respekt for årstidernes luner?

Åbenbart er det sådan, at en kvinde kan sige, at hun fryser, og omgivelserne reagerer med tæpper, te og omsorg. Hvis en mand siger det samme, opstår straks spørgsmålet, om han muligvis burde genoverveje sit medlemskab af civilisationen. Der er tilsyneladende en uskreven regel om, at mandekroppen skal fungere som en mellemting mellem en brændeovn og en gammel Volvo. Den skal kunne starte i al slags vejr, helst uden at beklage sig, og hvis temperaturen falder, må man gerne knurre lidt, men aldrig tage en ekstra trøje på.

Et øjeblik overvejede jeg at begynde at føre et slags dobbeltliv: Udadtil afslappet, åben jakke, rolige bevægelser, ingen kommentarer om temperaturen. Indadtil et menneske, der vurderer trækforholdene ved hvert eneste vindue, afsøger restauranter for bordplacering og diskret flytter sig væk fra klimaanlæg med samme afsky, som andre undgår passiv rygning.

Man må hurtigt kunne lære de små strategier. Man siger ikke: 'Kan vi skrue lidt op for varmen?' Man siger: 'Her er dejlig køligt.' Man siger ikke: 'Jeg fryser.' Man siger måske: 'Der er lidt råt i det.' Man tager ikke handsker på i bilen. Man køber en bil med indbygget varmeanlæg i rattet.

Det mest besynderlige er, at kulde lader til at være det eneste ubehag, der er målestok for en mands karakter eller sex appeal. Ingen siger til en mand med hovedpine: 'Det er lidt usexet, at du reagerer på smerte.' Ingen peger på en mand i regnfrakke og tænker: 'Der står en person uden selvværd.' Der er vel heller ingen kvindelige tandlæger, der forventer, at deres mandlige patienter frabeder sig bedøvelse under en rodbehandling for at bevise deres maskulinitet.

Det ender nok med, at jeg fortsætter med at gøre, som jeg plejer. Ikke i protest eller som bannerfører for kuldskære mænd, men måske som en slags temperaturmæssig dissident. Civilisation må også være retten til at sidde indendørs i juni måned med sokker på uden at blive mødt med antropologisk undren eller anset for at være et skvat. Hvis det gør mig usexet, må det være sådan. Jeg fryser, når det passer mig.

Sprogklummen handlede for resten om, at nogle er begyndt at sige 'kuldeskær'. Lad være med det.

Vi havde ellers vænnet os til, at det knap nok var vinter længere, og vi ikke havde brug for tykke dunjakker mere, for det var jo blevet helt almindeligt med 8 plusgrader i februar. Vi havde bare ikke taget højde for, at vinteren kunne blive fornærmet over, at vi efterhånden ikke tog den alvorligt.

Noget tyder på, at vinteren har været på efteruddannelse i Norge og lært nye teknikker

Men vinteren er åbenbart en nærtagende størrelse, der ikke længere vil finde sig i, at julen i årevis har været mere grøn end hvid, at den sparsomme sne kun har været symbolsk, og at børnene har været henvist til at lave snemænd af knust is fra fryseren. Så den har lagt planer i mellemtiden. Noget tyder på, at den har været på efteruddannelse i Norge og lært nye teknikker: Strategisk snefald kl. 07.43 på hverdage, intensivering præcis i DSB's spidsbelastningsperioder og næsten konstant sidevind i en vinkel på 45 grader, som får paraplyer på stribe til at vende den gale vej.

Derudover har den taget det helt bogstaveligt, når nogen har sagt 'hold da op, hvor jeg savner rigtig vinter ligesom i gamle dage!' Så da tilpas mange danskere havde givet udtryk for længslen efter knirkende sne, røde kinder og rindende øjne, besluttede universet sig for at levere minus 14 grader, kaskader af sne og isslag, som gjorde balancegang på fortovet til en olympisk disciplin.

Sydsjælland, Lolland-Falster, Sydfyn og Nordjylland meldte i sidste uge om 25 centimeter sne. I fredags blev der målt 17 centimeter i København, og siden har det ikke været muligt at færdes på fortove, cykelstier og veje uden risiko for liv og brækkede lemmer.

Vinteren har med andre ord fået nok af vores manglende respekt og har bestemt sig til at genindtage Danmark med autoritet. Så næste gang der skal skrabes is af bilruderne klokken 6 om morgenen, er det klogest at undertrykke eventuelle vredesudbrud og andre følelsesudladninger, for vinteren lytter med og overvejer allerede opfølgende tiltag i næste sæson.

I foråret 2000 aflyste den tyske klimaforsker Mojib Latif vinteren og hævdede, at vi ikke længere ville blive udsat for vintre med stærk frost og store mængder sne i denne del af verden. Det siges, at han har sat sin mobil på lydløs for tiden.

Årets første måned er den lange, grå mellemstation mellem 'godt nytår!' og erkendelsen af, at det stadig er vinter. Det er her, nogen har fundet på hvid januar, og det er ikke de aktuelle landsdækkende snemasser, det drejer sig om. Hvid januar er idéen om, at man – efter en måned med overspisning, traditioner og alt for mange våde varer – vælger at straffe sig selv med afholdenhed. Ikke fordi man nødvendigvis har et problem, men fordi det føles godt at gøre noget. Noget disciplineret, noget, man kan fortælle andre om.

Når svenskerne foreslår, at man gør januar endnu længere, koldere og mere selvreflekterende, burde man måske sige fra

Det er vistnok en skik, vi har kopieret fra svenskerne, og allerede her burde alarmklokkerne ringe. Svenskerne er på mange måder et sympatisk folk, men det er også dem, der har fundet på Systembolaget, lakrids i chokolade og idéen om, at alkohol er farligst, hvis den nydes spontant. Når svenskerne foreslår, at man gør januar endnu længere, koldere og mere selvreflekterende, burde man måske sige fra. Januar er i forvejen en måned uden andre tilbud end ellers usælgelige udsalgsvarer. Vejret er gråt, dagene korte og kontoudtoget chokerende. Og midt i det hele beslutter man sig så for at fjerne et af de få sociale smøremidler, der faktisk virker i mørke: et glas vin, en øl, måske en cognac til kaffen i ny og næ.

Argumenterne for hvid januar er velkendte: kroppen skal have en pause, hovedet skal renses, man skal mærke sig selv. Det er alt sammen sympatiske projekter, men det er også bemærkelsesværdigt, at ingen foreslår 'hvid november', 'hvid onsdag' eller 'hvid firmafest'. Det er altid januar, der må holde for. Altid den måned, hvor man i forvejen har allermest lyst til at give op. Der er noget smukt dansk ved mådehold. Men der er også noget umiskendelig dansk ved at sige: 'Er det nu også nødvendigt?' For de fleste er det ikke nødvendigt, bare fordi man drak et glas for meget til nytår. Var det ikke en del af konceptet?

Måske er løsningen ikke afholdenhed, men accept af, at januar er trist, og vinteren er lang

Hvid januar har også udviklet sit eget sprog. Man 'holder' den. Man 'er i gang med' den. Man 'får lov' at drikke igen i februar. Som om alkohol var en hobby, man midlertidigt har sat på pause, ligesom yoga eller surdej. Det mest anstrengende er, at hvid januar ofte bliver mere identitet end indsigt. Man bliver typen, der ikke drikker – i hvert fald lige nu. Og man fortæller det gerne – også gerne før nogen har spurgt.

Måske er problemet ikke så meget alkoholen som selve kalenderen. Måske er løsningen ikke afholdenhed, men en simpel accept af, at januar er trist, og vinteren er lang. Og at et enkelt glas nok ikke er det, der vælter læsset.

Man kan selvfølgelig gøre, hvad man vil, herunder piske sig selv med skorpioner eller holde hvid januar. Men hvorfor gøre en dyd ud af det? Man kunne også bare prøve at tage januar, som den er, og tænke på at februar er lige om hjørnet. Vi er allerede halvvejs.

Så fik vi alligevel snevejr, selv om vi næsten havde glemt alt om, hvordan det er. Byen bliver pludselig fotogen. Alt det grimme, det slidte og det kommunalt beige forsvinder under et hvidt tæppe af midlertidig udsmykning. Cykelstativer bliver til kunstinstallationer, skraldespande forekommer næsten poetiske, og det er lige før, man tilgiver det hul i vejen, der ødelagde ens støddæmper. Sneen dækker over fortiden. Den er revisionistisk på den mest pyntelige måde.

Derudover giver sneen os en glimrende mulighed for kollektiv forargelse. Vejene er ikke ryddet i tide. Toget er aflyst på grund af sne – et naturfænomen, som tilsyneladende overrasker DSB hvert eneste år. Vi brokker os i kor, og i et samfund, hvor fælles projekter ellers er en mangelvare, er det næsten rørende.

Sneen minder én om, at man ikke er så ung, som man var, dengang man elskede den

Men ulemperne lister sig hurtigt ind, iført våde sokker og dårligt humør. For sneen er også ondskabsfuld. Den smelter i løbet af dagen for så næste morgen at fryse til is præcis dér, hvor man sætter foden. Fortovet bliver et eksperiment i balance og værdighed. Sneen minder én om, at man ikke er så ung, som man var, dengang man elskede den.

Og så er der timingen. Sneen er ankommet alt for sent uden respekt for den mentale årstidskalender, hvor man så småt har indstillet sig på forår, lysere tider og følelsen af, at livet snart bliver lettere. Alligevel er der noget beundringsværdigt ved dens stædighed. Sneen insisterer på at gøre opmærksom på, at vi ikke styrer det hele. At årstider ikke altid følger kalenderen, og at naturen har sin egen form for humor – tør, ironisk og uden hensyntagen til ens planer.

Der er ikke andet at gøre end at finde halstørklædet frem og lade som om, man hele tiden har været klar, selv om det er, som når en gæst dukker op til festen, efter at desserten er ryddet af, og værten allerede har taget hjemmesko på. Men forhåbentlig bliver den ikke alt for længe.

Billedet ovenfor er snyd, for der er ingen sne udenfor. Intet er i det hele taget mere som det burde være i december, for sneen har opgivet ævred, hvorimod julen er løbet løbsk og fylder hele måneden som en invasiv forbandelse. December i Danmark er på mange måder som et nationalt eksperiment i, hvor meget hygge ét folk kan presse ind på 31 dage, uden at nogen officielt bryder sammen. Det er en måned, hvor kalorier ikke tæller, stearinlys er en livsnødvendighed, og hvor vi alle i fællesskab beslutter, at mørket bare er en del af stemningen – ikke et problem.

Uanset hvor meget tøj man tager på, er der altid et sted, hvor vinden finder vej

Det begynder med, at solen pakker sin taske og siger: 'Vi ses til marts'. Den lader et svagt skær ligge tilbage midt på formiddagen, mest af høflighed. Resten af tiden lever vi i en blanding af tusmørke og julelys, halmhjerter og nisser. For at kompensere for den manglende sol tænder vi levende lys i så store mængder, at det må udløse nervøse trækninger hos brandvæsenet. Vi kalder det hygge i et forsøg på at bilde naturen ind, at vi ikke er påvirket af dens totale svigt på det ultraviolette område.

Når temperaturen når ned, hvor man begynder at overveje, om næsen stadig sidder fast, træder lag-på-lag-strategien i kraft. Men uanset hvor meget tøj man tager på, er der altid et sted, hvor vinden finder vej. Typisk nakken. Den danske vintervind er som en nysgerrig lillebror: irriterende, vedholdende og i stand til at snige sig ind alle steder.

Ingen måned er så skemalagt som december. Det kræver disciplin at administrere chokoladejulekalender, pakkekalender, to tv-julekalendere, adventsgaver og nissebesøg foruden den officielle nedtælling. For børn er det magi, for voksne er det et excel-ark forklædt som tradition.

Gaveindkøbene i december er en blanding af logistik, intuition og ren overlevelse

Til julefrokosterne bliver man udsat for en særlig kombination af sild, snaps og dansetrin, der burde være klassificeret som historisk kulturarv. Der findes ingen anvisning på, hvordan man slipper helskindet igennem en december fyldt med julefrokoster, men de fleste danskere ved, at der er to regler: Man smiler, selv når man sidder med en sildemad, man ikke har lyst til, og man taler ikke om episoderne fra sidste år.

Gaveindkøbene i december er en blanding af logistik, intuition og ren overlevelse. Vi går fra butik til butik som vor tids jægere og samlere, bevæbnet med dankort og ønskesedler. Man leder efter den perfekte gave, som enten ikke findes, er udsolgt eller pludselig koster mere end hele decembers budget. Alligevel ender alle juleaften med at sige: 'Ej, det skulle du da ikke have gjort', selv om alle godt ved, at det var præcis det, man skulle.

Men der er nu noget særligt ved december. Vi samles med familie og venner, tænder lys, drikker varm kakao, og lader som om vi ikke er det mindste stressede. På en måde er december som et kollektivt løfte om, at mørket ikke skal få os ned med nakken. I hvert fald ikke før til januar.

Månedens playliste er dedikeret til alle, der får en depression på denne tid af året: Julefri musik til hele december

Der findes to slags mennesker i verden: dem, der mærker et stik af vemod, når kalenderen når til oktober – og dem, der med et tilfreds smil finder tweedjakken frem fra garderoben og tænker: 'Endelig!' For de indviede er tweedjakken ikke bare en beklædningsgenstand. Det er et efterårssakramente; et stofligt skift fra den svedige, formålsløse sensommer til den noble, romtoddyvarme tid, hvor verden igen får struktur.

Man føler sig som hovedpersonen i en roman af Graham Greene, hvor man muligvis skal møde nogen over en kop te, der kommer til at forandre ens liv

Når man løfter sin tweedjakke af bøjlen, er det som at hilse på en gammel ven. Den er som et svagt ekko af en kastanjefarvet søndagstur sidste efterår. Den føles tung nok til at give tilværelsen substans, men ikke så bastant, at man mister lysten til at drikke en kop kaffe på en udendørscafé, der optimistisk har forlænget sæsonen. For tweedjakken er ikke bare varm – den er rigtig varm, og på en måde så man stadig føler sig civiliseret, selv om det blæser.

Ingen anden tekstilfarve formår at signalere oktober så overbevisende som tweedens dæmpede potpourri af lyng, mose, tobak og tåge. Hvor moderne materialer skriger i neonfarver, hvisker tweed på en tillidvækkende måde. Den fortæller omgivelserne, at her kommer et menneske, der sætter pris på efterårssol, visne blade under støvlerne og måske en single malt efter klokken fem.

At have en tweedjakke på i oktober er som at sætte sig i teateret netop som lyset dæmpes – man ved, at man har ventet til det helt rigtige øjeblik. En måned for tidligt, og man virker excentrisk. Men i oktober? Perfektion. Naturen og garderoben klinger i samme toneart.

Tweedjakken er et umisforståeligt manifest. Den er et stille oprør mod polyester og planløshed. På en tur gennem byen føler man sig som hovedpersonen i en roman af Graham Greene, hvor man muligvis skal møde nogen over en kop te, der kommer til at forandre ens liv.

Når oktober banker på, og man endelig ifører sig en tweedjakke, bliver verden mere håndgribelig, tiden går lidt langsommere – og man føler sig, om ikke uovervindelig, så i det mindste passende klædt på til efteråret.

Mest for nørder:
Harris tweed er tweedens champagne, og der er flere grunde til den høje status. Stoffet er juridisk beskyttet og må kun kaldes Harris tweed, hvis det er vævet af ren ny uld, der er farvet, spundet og vævet på de Ydre Hebrider, dvs. øerne Lewis, Harris, Uist og Barra, og vævet i væverens eget hjem på en manuel væv. Det kontrolleres af The Harris Tweed Authority, der sætter det berømte uldsegl som garanti. Det er ekstremt slidstærkt, vindtæt og vandafvisende, men stadig åndbart og bruges derfor til alt fra jagttøj til eksklusive habitter. Når ulden er vasket, kartes og spindes den til garn. Herefter indfarves garnet, oftest i forskellige naturfarver (mos, lyng, hav og sten), som blandes, så stoffet får det melerede udtryk. En jakke af Harris tweed er på det nærmeste uforgængelig. Der findes mange glimrende alternativer – men kun én original. Den er relativt dyr, men ikke uoverkommelig.

Jeg råder selv over mere end én tweedjakke. Madame mener, at der er tale om en klenodiesamling og en besættelse, fordi hun hævder at have talt op til 19 eksemplarer i mit skab. Men hun overdriver, for der er kun én af dem, jeg vil kalde et klenodie. Det er den hundetandsmønstrede jakke på billedet herover, som jeg har købt for en slik på eBay. Det særlige ved den er ikke, at den er fremstillet af Harris tweed, men at den er designet af Hardy Amies, som er bedst kendt for sin officielle titel som kjoleskrædder for Elizabeth 2. Jeg bruger den sjældent, for den er tyk og tung som et gulvtæppe og egner sig bedst til dårligt opvarmede country houses tilhørende den britiske landadel. Men den er god at have ...

De sidste 26 år har jeg haft Bryan Ferrys album As Time Goes By med 30'er-pasticher liggende i handskerummet på skiftende biler – min nuværende bil er heldigvis så gammel, at den er født med en cd-afspiller. Jeg har hørt cd'en uendelig mange gange, og jeg bliver aldrig træt af den.

Favoritnummeret hørte jeg i morges, da jeg kørte til byen, mens solen stod op og blandede sig med den kølige morgentåge og min egen melankolske, præautumnale sindsstemning og sendte mig på en fuldendt glidetur gennem et gyldent sensommerlandskab. September Song er komponeret af Kurt Weill og især kendt i indspilningen med den stramme, dramatiske Lotte Lenya. Kombinationen Kurt Weill/Bryan Ferry skulle man umiddelbart tro var dødsdømt, men mærkværdigvis passer sangen perfekt til Ferrys blide fløjlsstemme og elegante, nærmest elskværdige stil (døm selv) Skarpt forfulgt af maj overgår ingen anden måned september i herlighedsværdi. September Song handler om meget andet end årstider, men den var som skræddersyet til vejret og stemningen i dag.



Nu vi er ved september, er der et par film, jeg ser en gang om året på udvalgte tidspunkter. Den ene er September, som er Woody Allens værk. Almindeligvis bevæger han sig tæt på komediegenren, men her står han med et ben ovre i dramaet. En mislykket kvindelig fotograf rekreerer sig i et sommerhus ved kysten i Vermont efter et nervesammenbrud. Hun forelsker sig i en forfatter, der er på weekendbesøg, men han er forelsket i hendes søster, der er forelsket i en tredje. En ven af familien er forelsket i fotografen, der ikke vil vide af ham. Kort sagt, alle er forelsket, men uheldigvis i den forkerte.

Woody Allen lavede September, dels fordi han altid havde haft lyst til at skrive et kammerspil med få medvirkende på ét sted, dels fordi han var vild med Mia Farrows hus i Connecticut (begge har god smag). Det var tanken, at filmen skulle skydes her, men på det tidspunkt, da manuskriptet var færdigt, var det blevet vinter, og september var forbi. Derfor endte det med, at hele filmen blev optaget i Kaufman Astoria Studios i New York.

Mia Farrow, der spiller fotografen, fortæller i sin selvbiografi What Falls Away, at Woody Allen lavede to eller tre versioner af hver eneste scene, og da han havde klippet filmen færdig, var han parat til at skrotte den. Derefter skrev han hele manuskriptet om, skiftede skuespillerne ud i de største af rollerne og skød en ny film. Han var stadig ikke tilfreds, og det var kun produktionsomkostningerne, der holdt ham tilbage fra at lave filmen en tredje gang. Oprindelig var det Christopher Walken, der spillede forfatteren, men allerede efter de første optagelser blev han erstattet af Sam Shepard. Ham var Allen heller ikke tilfreds med og skiftede ham ud med Sam Waterston. Der er både noget Tjekhov og noget Bergman over filmen, og den er gyldenbrunt efterårsagtig hele vejen igennem. Hvad der hæver September til det sublime, er det perfekte match med musikken, der leveres af Art Tatum og Ben Webster (lyt her).

Nå jo, den vidunderlige Dianne Wiest er også med. Hun alene er hele filmen værd.

Som man kan regne ud, er September indspillet længe, før forholdet mellem Woody Allen og Mia Farrow kørte helt af sporet på grund af Mia Farrows påstande om, at Allen skulle have begået seksuelt overgreb på hendes adoptivdatter Dylan. Anklagerne blev undersøgt af myndighederne i Connecticut, og Allen blev ikke sigtet, fordi man ikke fandt, at der var tilstrækkeligt bevis. Derudover udfærdigede en børnepsykiatrisk klinik en rapport, som konkluderede, at Dylan ikke var blevet udsat for overgreb, men at hendes beretning kunne være påvirket af andre forhold. Mia Farrow har ikke desto mindre fastholdt, at overgrebet fandt sted, og Woody Allen har konsekvent afvist anklagerne. Uanset hvad sandheden er, hører jeg til dem, der ikke mener, at sagen gør Woody Allen til en mindre interessant instruktør, og den har ikke forhindret mig i stadig at se, nyde eller føle mig underholdt af Woody Allens film – inklusive dem med Mia Farrow.

Det ligner ikke noget! Var det ikke for et øjeblik siden, at bøgen sprang ud, rododendronerne i haven blomstrede om kap, man var til santhansbål og havde hele tiden hyr med parasollen – skulle den slås op eller ej? Og så viser det sig, at sommeren synger på sidste vers. I maj virkede den som et løfte om uendelige dage, og så forsvandt den som med et fingerknips. Som om den bare lige kiggede forbi for at aflevere solen, spise en is med os og så haste videre. Og nu står man med kalenderen i hånden og tænker: 'Var det dét?'

Man kan sagtens gå tur på stranden, selv om man skal have en jakke på, og det føles ikke helt forkert med en kop varm kakao om aftenen

Nu er det sensommer. Den føles som en gæst, der egentlig har pakket kufferten for at tage hjem, men bliver hængende lidt endnu, fordi der dufter af frisklavet kaffe fra køkkenet. Den fugtige, varme luft får skjorten til at klistre til kroppen, den ene dag sidder man på terrassen i 28 graders varme og overvejer, om man burde have investeret i en ventilator – den næste dag står man på Øster Farimagsgade i køligt regnvejr og ærgrer sig over, at man glemte paraplyen hjemme i entréen.

Der ligger allerede rundballer på markerne og venter på opsamlingsrunden. Træer og buske er så småt begyndt at skifte sindsstemning. I juni stod de ranke og grønne, men nu eksperimenterer de med gule nuancer, og bladene er begyndt at rasle under skoene. Aftenerne lugter af både grillkul inde fra naboen og ens eget våde græs, som man tror, man har slået for sidste gang i år. Men i næste uge bliver man klogere.

Intet varer evigt snart er sommeren forbi
med den forsvinder praktisk talt alt hva' du ka' li'
intet under du går rundt og er så underlig indeni

C.V. Jørgensen: Mig og Charly (filmmusik)

Heldigvis er der også lyspunkter. Man kan sagtens gå tur på stranden, selv om man skal have en jakke på, og det føles ikke helt forkert med en kop varm kakao om aftenen. I det hele taget skal man ikke undervurdere følelsen af at være på tærsklen mellem to årstider, hvor man både kan drømme om nye begyndelser og tænke tilbage på den sommer, der lige er gået. Om end alt for hurtigt.

Det er højsommer i Danmark, og Tour de France har overtaget sendefladen på alle landets tv-stationer. Mit forhold til cykelsport er køligt som til al anden sport, men det skal selvfølgelig ikke afholde andre fra at bruge deres dyrebare feriedage på at stirre intenst på skærmen, hvor voksne mænd i alt for tætsiddende spandex kæmper sig op ad bjerge i sneglefart eller farer forbi med ben, der pumper som metronomer, og ansigter, der balancerer mellem smerte og overlevelse. De fleste danskere elsker at se andre dyrke sport, men for nogle få er Tour de France andet og mere end sport. For Jørgen Leth, som blev berømt for at kommentere løbet, og som man stadig forbinder med Tour de France, er det en slags poetisk drama med filosofiske og eksistentielle overtoner, noget næsten guddommeligt.

Tour de France er ikke en ballet – det er en lang, beskidt og støvet kamp med læderhandsker, reservecykler og tvivlsomme tricks

'Han træder i pedalerne som en mand, der bærer hele Europas melankoli i lårene,' kunne Jørgen Leth finde på at sige i sin karakteristiske voice-over, som om Tour de France var en kombination af Odysseen og et Henri Cartier-Bresson-fotografi. En sprinter er ikke en atlet i Leths verden, men 'en muskelspændt mytisk figur, der gennemborer tidens struktur'. Føring i vinden er ikke taktik, men 'en offergave til feltets vilje'. Rytterne tramper ikke bare i pedalerne, men 'danser med døden på bjergenes kant.' Man skulle tro, han så en slags Wagner-opera, hvor hver dråbe sved er en akt i heltekvadet. Hvis nogen falder, er det ikke bare et uheld, det er 'skæbnens hånd, der trækker i realitetens bremsegreb'. Mens Jørgen Leth med poetisk overlegenhed talte om 'et felt, der flyder gennem landskabet som en organisme, et væsen med én bevidsthed,' forsøgte hans medkommentator bare at finde ud af, hvem der styrtede i rundkørslen. Den ene så en græsk tragedie i slowmotion. Den anden så en punktering.

Men Jørgen Leths poetiske excesser stod i komisk kontrast til den virkelighed, han forsøgte at indfange. Tour de France er ikke en ballet – det er en lang, beskidt og støvet kamp med læderhandsker, reservecykler og tvivlsomme tricks. Der var noget næsten rørende i at høre Jørgen Leth insistere på, at det hele var en form for fransk symfoni, mens en rytter forsøgte at tygge sig igennem en proteinbar uden at styrte.

Det er selvfølgelig tilladt at finde skønhed i sved. Men når hver etape blev til et semireligiøst ritual, kunne man godt begynde at længes efter lidt jordforbindelse. For selv om solen glimter over Pyrenæerne, og feltet slynger sig som en 'organisk bevægelse', er det stadig bare en flok mænd i cykeltøj, der jagter sekunder og sponsorater.

Som antydet ser jeg ikke længere Tour de France, men jeg vil ikke udelukke, at jeg kunne lokkes, hvis det stadig var Jørgen Leth, der kommenterede. Selv om det var gudsjammerlig kedeligt at se på, var det stærkt underholdende at høre, hvor højt han kunne svinge sig op. Men det ændrer ikke ved, at somme tider var det bare for meget.

I håb om at blive klogere prøvede jeg at google, om det blæser mere i Danmark nu, end det altid har gjort, for jeg mindes ikke, at jeg tidligere – og slet ikke som barn eller ung – har oplevet blæsten så forstyrrende og irriterende, som jeg gør nu. Men researchen viste, at der siden 1970 ikke var sket nogen nævneværdig ændring i den gennemsnitlige daglige vindstyrke. Der havde været enkelte ekstreme storme, men gennemsnitligt ikke oftere.

Hvis man forsøger at indtage en ostemad på terrassen, blæser osten af

Det skal nu ikke afholde mig fra at give udtryk for min utilfredshed med tingenes tilstand, som jeg oplever den. Jeg skal gøre det kort: sagen er den, at vinden efterhånden formår at sabotere samtlige danske årstider med kirurgisk præcision. Om vinteren pisker den iskold og småvåd ind under jakken. Om efteråret vælter den cyklister på Østerbro og blæser plasticbøtter fra Netto ud på vejen, så bilister må hugge bremserne i. Og nu er det sommer, hvor man drømmer om hyggelige måltider i haven, men det kan man godt glemme. Hvis man forsøger at indtage så meget som en ostemad på terrassen, blæser osten af. Fem minutter efter, at man har sat sig til bords, fløjter naboens grilldæksel forbi som en UFO – til gengæld befinder ens egne hynder til havemøblerne sig et øjeblik efter inde hos ham, og parasollen er stukket af. Man lærer at bruge mursten som servietholder og finder ud af, at uskyldige aktiviteter som at spille kort på terrassen kræver kampvilje og dobbeltklæbende tape.

Men hvordan kan det være, at det er blevet sådan, når meteorologerne nu siger, at intet er forandret?

Svaret blæser i vinden.

Jeg har for nylig belemret enkelte læsere med videoen, der røber, hvor vinden kommer fra, men da der er tale om uundværlig paratviden, tillader jeg mig at fremture med en genudsendelse.

i virkeligheden er dette indlæg en uge for sent på den, for Seersucker Thursday var sidste torsdag. Seersucker er det, min mor kaldte bæk og bølge – altså bomuldsstof, der består af skiftevis glatte og rynkede striber – og Seersucker Thursday blev indført af den republikanske senator Trent Lott fra Mississippi i 1996, som ville bringe 'a little Southern charm to the Capitol' for at minde Senatet om, hvordan senatorer klædte sig, før aircondition blev udbredt i 1950'erne. S.Res. 254 – Senate Resolution nummer 254 – erklærede i år 12. juni 2025 for National Seersucker Day og udpeger derudover hver torsdag efter denne dato og frem til sidste torsdag i august 2025 som Seersucker Thursday. Og den 12. juni gjorde senatorerne, som resolutionen og traditionen foreskriver: de iførte sig deres seersucker-jakkesæt, og begivenheden blev fejret med en officiel fotosession ved Ohio-uret kl. 12.30 ET.

Hvad er vel mere rebelsk end at troppe op til forelæsning på Princeton iført tøj, som normalt gartnere og isbude går i?

Ordet seersucker kommer fra det persiske shir o shekar, der betyder 'mælk og sukker'– en poetisk henvisning til stoffets struktur. Seersucker kom til Europa via handelsruterne, og britiske kolonister gjorde det hurtigt til en del af uniformeringen i varme egne som Indien og Caribien. Stoffet var perfekt til klimaet: det krævede hverken strygning eller svedabsorberende hjælpemidler. Det kunne overleve tropisk fugtighed og britisk arrogance på én gang. I USA blev seersucker for alvor allemandseje i det 19. århundrede, især blandt arbejderklassen i sydstaterne. Det var billigt, slidstærkt og køligt i sommervarmen – tøj til arbejdsbrug, ikke til en modeopvisning.

Men i 1920'erne begyndte unge mænd fra Ivy League-universiteterne at tage seersucker til sig. For præcis som med nutidens normcore og Crocs var det netop det, at stoffet var lavstatus, der gjorde det cool. Hvad er vel mere rebelsk end at troppe op til forelæsning på Princeton iført tøj, som normalt gartnere og isbude går i? I de følgende årtier holdt seersucker sit indtog i kongressen. Især i sydstaterne blev det nærmest en politisk uniform. Hver sommer kunne man se senatorer og advokater i Washington D.C. skridte omkring i deres lyseblå- og hvidstribede jakkesæt, som var de netop steget ud af en Tennessee Williams-forestilling med bourbon i hånden og sved på panden. Seersucker var ikke længere bare praktisk, det var kulturel identitet, og Seersucker Thursday blev institueret.

Efter en slumrende periode fik seersucker sit comeback i det 21. århundrede. Hipsterkulturen elskede det, fordi det var retro og rynket. Designere begyndte at lege med farver, snit og mønstre. Pludselig kunne man få seersucker i pink, grøn, lavendel – og i skinny fit.

Som enhver ved, er den danske sommer lunefuld og kan veksle mellem 14 og 27 grader, regnbyger og hedebølge på en eftermiddag

I Danmark kom stoffet snigende ad mere diskrete veje. Først som lidt eksotisk sommertøj i 60'erne og 70'erne, hvor charterturisme og international inspiration fik danskerne til at tage nye materialer til sig. Men det er især i de senere år, at seersucker har gjort et seriøst comeback – ikke bare som praktisk sommertøj, men som et stilvalg med personlighed. Som enhver ved, er den danske sommer lunefuld og kan veksle mellem 14 og 27 grader, regnbyger og hedebølge på en eftermiddag. Seersucker er som skabt til det skiftende vejr. Det er åndbart, tørrer hurtigt, og det ser ud, som det skal – også når det bliver krøllet. Det passer perfekt til skandinavisk uhøjtidelighed – og i modsætning til meget andet sommertøj holder det stilen, selv efter en picnic, en lur i græsset og en byge over Søerne.

Men der må være en grænse – et komplet jakkesæt i seersucker kræver sin mand! Jeg har alligevel ingen aktuelle planer om at blive senator i USA, og det er nok heller ikke sandsynligt, at jeg bliver inviteret til sommerbryllup i Toscana foreløbig. Så jeg nøjes med jakken.

Den mest berømte bærer af et seersucker-jakkesæt er nok Gregory Peck som advokaten Atticus Finch i filmatiseringen af Harper Lees roman To Kill a Mockingbird. Det er ham, der er blikfang foroven. Flere billeder her.

Fra og med i dag er det officielt sommer, og der er mange ting at glæde sig over ved den danske sommer: de lyse nætter, den smukke natur, fuglefløjt, jordbær med fløde, isvafler og kold rosé. Selv om vejret er omskifteligt, er temperaturen for det meste behagelig, men der er også ulemper; en af dem er, at folk går fra at være almindeligt påklædte mennesker til at ligne strandgæster på flugt fra en tsunami. Der er bare det ved det, at de ikke nødvendigvis befinder sig på stranden, men i supermarkeder, på togstationer, i biografer og overalt på gader og stræder. I Deadline på DR2 har man set en lektor ved Forsvarsakademiet optræde i badeshorts og -tøfler, mens han leverede en krigsopdatering.

Enhver mand, der har planer om at iføre sig shorts, bør først overveje, om han selv har lyst til at se en anden mands knæ

Som mand er der selvfølgelig ikke noget galt i at have selvtillid, men der går en hårfin grænse mellem at nyde det gode vejr og at stå i kø på apoteket med bar overkrop, når man er løbet tør for solcreme. Udslidte, undertrøjelignende overdele med stropper gør ikke sagen meget bedre, især ikke sammen med shorts. Enhver mand, der har planer om at iføre sig shorts, bør først overveje, om han selv har lyst til at se en anden mands knæ – det vil forhåbentlig få ham til at droppe projektet. Mig bekendt er der heller ingen bagerforretninger, der anbefaler, at man står ved disken i tigerstribede speedos, åben hawaiiskjorte med udsigt til navlen og klipklapper på fødderne. Med hensyn til fodtøj er de fleste af den opfattelse, at det værste i verden er mænd med sokker i sandaler, men der er mindst én ting, der er værre: mænd uden sokker i sandaler med frit flagrende tånegle, der kunne bruges som våben i en horrorfilm.

Også kvinder er flittige bidragydere til sommerens tekstile mareridt. Sommer betyder tilsyneladende, at alt tøj skal være lavet af så lidt stof som muligt, og at bh'en åbenbart gik tabt i marts og ikke bliver aktuel igen før til oktober. Croptops bliver til crop-croptops, shortsene ser ud, som om de er fundet i en børnehave, og pludselig ser man flere bagdele og bare lår end i en fitness-reklame på Facebook. Solbriller så store, at de kan modtage satellitsignaler, er obligatoriske, og man spørger sig selv, om spejlet monstro er gået af mode. Man ser kvinder på vej til Netto iført bikinitop, gennemsigtig strandkjole og sko, der nærmest er ikke-eksisterende. Der er ingen strand i miles omkreds, og alligevel ser de ud, som om de er på vej hen efter en piña colada.

Byen er et fælles rum. Vi deler det. Det betyder, at en svedig, bar brystkasse eller flossede, lavtaljede denimshorts kan være noget af en mundfuld for omgivelserne, især når ejermanden/kvinden bøjer sig ned efter en avokado på den nederste hylde i supermarkedet.

Der er masser af måder at se sommerlig og afslappet ud på uden at ligne en, der har fået stjålet klædeskabet med indhold. Man kan selvfølgelig også havne i den modsatte grøft; der går en historie om Mærsk Mc-Kinney Møller, som en sommerdag på kontoret mødte en medarbejder iført et lyst jakkesæt og henkastet bemærkede: 'Nå, De skal nok på stranden i dag!' Ingen andre ville kræve, at man går rundt i jakkesæt og nylonstrømper, når det er sommer, men hvis man ved nærmere eftertanke ville føle det akavet at støde ind i en gammel kollega, skulle man måske konsultere et spejl og stramme lidt op.

Sommeren er skøn. Den gør en glad og indgyder mod. Alt for meget mod.
Og alt for mange glemmer, at der også er børn og folk med øjne i hovedet derude.

Lav, men behagelig musik til hele juni

I bund og grund er jeg et bymenneske. Eller i det mindste et forstadsmenneske. Jeg er vokset op i en forstad til København, hvor der ganske vist var græsplæner og træer hist og her, men mest til pynt. Der var mere asfalt og flere fliser, end der var naturarealer, og man kunne altid høre biler. Natur var noget, man kørte forbi på motorvejen – en parentes i tilværelsen, ikke en del af hverdagen. Der har nok været en form for fugleliv, men det var ikke noget, jeg hæftede mig ved.

Så mødte jeg Madame. Jeg opdagede, at man kan finde ro under åbne himmelstrøg, lykke i duften af fugtig jord og frihed i forblæste marker. Hun kunne stå stille og betragte en solnedgang, som om den talte til hende med ord, kun hun kunne høre. Hun trivedes, hvor stilheden er så tæt, at den bliver et væsen i sig selv.

For mig føles det ofte, som om jeg er landet på en anden planet

Det var begyndelsen på det kompromis, som førte mig herud, hvor lygtepælene ender, og mørket begynder for alvor; hvor græsset vokser frit, og ukrudtet opfattes som en naturlig del af skønheden, ikke som en fjende.

Altså bor vi nu på landet og har gjort det i næsten tre årtier. Vores hus ligger midt mellem marker og skovbryn. En fugtig brise af muld og græs sniger sig ind ad sprækkerne om foråret. Når regnen kommer, lugter det af noget urtidsagtigt og dybt. For Madame er det som den eneste rigtige måde at være til på. For mig føles det ofte, som om jeg er landet på en anden planet.

Den største udfordring er haven, en evig kilde til arbejde, som hun elsker, og jeg afskyr. Hun kan gå derude i timevis med fingrene i jorden, klippe, plante, nippe, vande, nippe lidt mere, smile tilfreds. Jeg ser haven som et endeløst katalog over uafviselige pligter. Hver eneste plante er en opgave, hver eneste blomst en tidsrøver, hver eneste ukrudtsplante en stille hån mod mine alt andet end hårdhudsbetrukne hænder.

Hun taler om en form for meditation, hvor jeg nærmere tænker på en form for strafarbejde. Alligevel går jeg derud. Jeg holder spanden, rækker hende redskaber, graver huller, flytter kompost. Jeg gør det, ikke fordi jeg elsker det, men fordi vi nu engang er et team. Jeg griner ad mig selv, når jeg fumler med planteskilte og river gamle kviste væk. Jeg forsøger at se på haven med hendes øjne: som et sted for håb, vækst, liv. Nogle dage lykkes det næsten.

Hver eneste plante er en opgave, hver eneste blomst en tidsrøver, hver eneste ukrudtsplante en stille hån mod mine alt andet end hårdhudsbetrukne hænder

Det mærkelige er, at livet herude langsomt, nærmest umærkeligt, har ændret noget i mig. Jeg kender nu trækkene i årstidernes ansigt. Jeg mærker en sær tilfredshed, når de første krokus bryder gennem den frosne jord, selv om jeg aldrig selv ville få den tanke at plante dem. Jeg ved, hvordan jorden dufter om aftenen efter en varm dag.

Og så er der fuglene. De kom først som noget, Madame gjorde opmærksom på: 'En rødhals! udbrød hun en vintermorgen, og jeg nikkede uden at vide, hvad jeg så. Nu hører jeg dem, før jeg ser dem – solsorten, der synger, som om hver morgen er den første, rødhalsens strofer fra hækken, de akrobatiske blåmejser, der klatrer på alle tænkelige måder for at finde føde. Der er en rytme i deres tilstedeværelse, en slags lydlandskab, der følger årets gang, og som man kun lærer at afkode, hvis man bliver længe nok. Nogle dage føles haven som en form for fuglehotel, hvor jeg bare er vikarierende receptionist. Jeg begynder at kende deres vaner, deres kald, deres korte pauser i grenene. De er ikke mine – men de er her, og jeg lytter.

Måske elsker jeg ikke haven. Måske kommer jeg aldrig til det. Men jeg glæder mig over det fredfyldte smil, der breder sig over Madames ansigt, når hun ser sin rosenbusk springe ud, eller når hun finder en lille nyspiret selvsået plante, som hun møder med samme begejstring, som andre møder en gammel ven.

Og i al hemmelighed, når ingen ser det – når det kun er mig, vinden og den store åbne himmel – hænder det, at jeg standser op midt på grusstien og føler noget i mig lette. Som om verden ånder langsommere her. Som om jeg på en eller anden måde også hører til.

'Naturen, det billige skidt' bliver som regel tilskrevet Poul Henningsen, men det stammer fra den store naturhylder og poet Otto Gelsted. Han introducerede vendingen i digtsamlingen Under uvejret fra 1934.

Dagens delvis relevante musikalske bonus

Man fryser i solen, sveder i skyggen og går hjem i tordenvejr. Sådan er maj, og inden man kommer ud ad døren, kan det tage sin tid, før man bliver enig med sig selv om, hvad man skal tage på af tøj. Men jeg har heldigvis min Harrington.

Harrington-jakken blev opfundet i 1937, da betænksomme folk hos Baracuta besluttede, at golfspillere ikke længere skulle trækkes med tunge uldjakker. De skabte model G9, en let, vindtæt og vandafvisende jakke i bomuld med elastiske manchetter og ternet Fraser Tartan-foring, der giver illusionen af sofistikeret stil, også selv om man skulle have en lettere tvivlsom t-shirt indenunder. Raglanærmerne er en anden elegant detalje:



James Dean – manden, der gjorde det cool at se sur ud – havde et rødt eksemplar på i filmen Rebel Without a Cause fra 1955, og pludselig fik alle unge mænd travlt med at ligne en, der lige havde skrevet en dyster digtsamling om tilværelsens meningsløshed. Steve McQueen tog jakken til næste niveau, hvor den blev en uundværlig del af hans tilbagelænede attitude.

Mærkværdigvis fik Baracuta G9 først sit folkelige tilnavn en halv snes år senere, da Ryan O'Neill iført jakken spillede karakteren Rodney Harrington i tv-serien Peyton Place. Ikke desto mindre var det James Dean og Steve McQueen, der gjorde den berømt.

Så kom briterne: Mods, skinheads, punks – alle tog Harrington-jakken til sig og gjorde den til deres egen. Den blev symbolet på en britisk arbejderklasseuniform. Men en Harrington hører til de få beklædningsgenstande, der kan bæres både af en vennesæl bedstefar og en 17-årig vred ung mand, uden at det ser forkert ud på nogen af dem.

Mens 80'ernes skulderpuder og 90'ernes Buffalo-sko heldigvis er forsvundet ud i glemslen (kan man håbe), har Harrington-jakken overlevet modens luner. Harrington-jakken er mere end bare en jakke. Den er perfekt, hvis man vil have et historisk forankret stykke overtøj uden at ligne en museumsgenstand. Den er, kort sagt, et sartorielt mesterværk, der forener golfklubber, rockkoncerter og fredag aftener på den lokale pub, selv om den ved første øjekast ikke ser ud af noget særligt.

Så hvis man(d) endnu ikke ejer en Harrington-jakke, er det måske på tide. Ikke fordi man nødvendigvis skal ligne Steve McQueen – men der sker jo ikke noget ved at prøve. Om ikke andet kan man i det mindste lade, som om man er en britisk arbejderklassehelt fra 60'erne ...

Den fås i alverdens farver, men jeg har selvfølgelig en marineblå som Steve McQueens.

Der findes både gode og tarvelige efterligninger, og når den originale G9 Harrington er ret dyr, skyldes det blandt andet, at den stadig fremstilles i England (Manchester), hvor arbejdskraft og produktionsomkostninger er høje. Til gengæld får man historie, kvalitet, autenticitet og ikke mindst etik med i købet. Og jakken er nærmest uopslidelig.

Faktisk har jeg også en olivengrøn oilskin-udgave fra Barbour, som er en nøjagtig kopi. Udover, at den er voksbehandlet og derfor mere vejrbestandig, har den kviltet for, så man kan bruge den langt ind i efteråret. Til gengæld er den tungere og mindre anvendelig om sommeren. Modellen er udgået, men der findes overskydende eksemplarer rundt omkring, fx her hvor den forbløffende nok kan fås for lidt over det halve af, hvad Baracutaen koster. Det kunne vække mistanke om, at der er tale om scam, men ScamAdviser.com siger god for den.

Dagens irrelevante musikalske bonus (Steve McQueen dukker op i teksten).

Så gik den ikke længere. I enhver dansk have udspiller der sig en dramatisk krig, som enhver hus- og haveejer kender alt for godt: kampen mellem mosset og græsset. Hvert forår genoptager de to rivaler deres århundreder gamle slag, der snildt kan måle sig med handlingen i Game of Thrones.

Græsset er den adelige og stolte hersker af plænen. Det stræber efter at være tæt, grønt og frodigt til glæde for den forfængelige haveejer. Men græsset stiller også krav. Det kræver sol, gødning, korrekt pH-værdi, den perfekte mængde vand og helst et symfoniorkester, der spiller Le Sacre du printemps, mens det vokser. Græsset er med andre ord en naturens primadonna.

Uanset hvor mange gange man slår til, vender mosset tilbage som en udødelig actionhelt i en B-film

Mosset, derimod, er som en fandenivoldsk guerillakriger, der lever i skyggerne. Det har ingen fine fornemmelser og affinder sig med omstændighederne. Sol eller skygge? Ligegyldigt. Vådt eller tørt? Det finder en løsning. Græsset forsøger at forsvare sit territorium ved at brede sig og sende dybe rødder ned i jorden. Men mosset kan trives hvor som helst, og det får støtte fra naturens egne forrædere – skyggefulde træer, tung jord og haveejere, der ikke gider rive plænen igennem hvert forår. Det kravler ind mellem græsstråene, sætter sig tungt i hjørnerne og møver sig langsomt, men sikkert frem. Mosset angriber om vinteren, når græsset sover, og når sneen smelter, opdager man pludselig, at halvdelen af plænen er erobret.

Enhver haveejer har prøvet at tage kampen op med forskellige strategier. Man kan lufte græsset, sprede kalk på jorden, rive mosset op og true det med alverdens kemikalier. Men uanset hvor mange gange man slår til, vender mosset tilbage som en udødelig actionhelt i en B-film. Det er en kamp, man ikke kan vinde.

Efter år med dybe, videnskabelige observationer og tænkepauser i haveskuret er jeg nået frem til den konklusion, at mos ikke er en tilfældighed, men en snedig plan udarbejdet af universet for at trykteste vores mentale styrke. Mos er i virkeligheden en slags biologisk spion udsendt af skoven for at infiltrere vores haver. Skoven, med sine majestætiske træer og dybe, mørke hemmeligheder, kan ikke udstå veltrimmede græsplæner. Den ser dem som et angreb på det naturlige kaos og sender derfor mos som første led i en kolonisering. Det begynder i skyggen, hvor vi ikke lægger mærke til det, men langsomt breder det sig, indtil hele plænen er en stor, grøn mosmadras.

Men hvorfor forsøger vi egentlig så ihærdigt at bekæmpe mosset? Er det ikke smukt på sin egen måde? Blødt, altid frodigt og vedligeholdelsesfrit. Måske er mos ikke fjenden, men snarere en ven, der forsøger at fortælle os, at vi spilder vores liv på en evig kamp mod naturen. Måske er mos i virkeligheden vores spirituelle vejleder – en ydmyg, stædig, fotosynteseelskende guru?

Desværre har jeg på fornemmelsen, at det bliver vanskeligt at overbevise Madame om det indlysende rigtige i mine betragtninger. Så jeg ved godt, hvad weekenden kommer til at gå med.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'eksponentiel', hvis det ikke indgår i en matematisk sammenhæng.

Når kalenderen runder oktober, begynder forfaldet. Det har ikke den store betydning, hvis man er byboer, men har man slået sig ned på landet, er man ikke i tvivl. Træerne smider bladene, buskene bliver gennemsigtige, og landskabet afslører alt det, som sommeren var så venlig at skjule for os.

For bag de nu afpillede buskadser og hække dukker nabolagets skjulte skatte op i løbet af efteråret. Rustne harver, plove fra før årtusindskiftet og en faldefærdig, grå Massey Ferguson, der for længst burde have været overdraget til skrothandleren, materialiserer sig i landskabet. Gamle Opel Kadetter uden hjul står ikke længere i skjul bag urt og busk, og bunker af halvrådne træpaller og glemte brændestakke vidner om uafsluttede projekter fra forne tider.

Bag de nu afpillede buskadser og hække dukker nabolagets skjulte skatte op i løbet af efteråret

Sommeren var med andre ord en illusion. Den fik en rodebutik til at ligne en hyggelig, landlig idyl. Nu står det hele og skriger: 'Her bor vi, og ja, vi har muligvis en plov fra 1953 stående bag garagen, men den er go' at have - man kan aldrig vide ...'

Så er der blæsten, der ikke nøjes med at gå frisk over Limfjordens vande, men opererer over hele kongeriget. Vinden hyler i træerne, der nu kun består af grene, som ser ud, som om de rækker ud efter et kram eller i det mindste en smule medfølelse. Fuglene er rejst. De har set skriften på væggen og forladt os til fordel for varmere himmelstrøg, og selv er vi tvunget til at sidde indenfor og græmme os over udsigten. Tilbage er kun kragerne, der sidder derude på hegnspælene som dommere i deres gråsorte kapper og ser ud, som om de overvejer, om straffen skal lyde på livstid, eller menneskeheden skal slippe med en midlertidig vinterfodlænke.

Hvis eventyret om Den grimme ælling var foregået om vinteren, ville H.C. Andersen nok ikke have påstået, at 'Der var så dejligt ude på landet ...', men valgt et andet adverbium til at beskrive stemningen. Men nu ser det heldigvis ud til at hjælpe på det. I weekenden var det næsten lunt, solen tittede frem, og fuglene kvidrede om kap. Foråret ligger på spring, som de siger i England, og inden vi får set os om, er det sommer i Danmark med marker i gyldne nuancer, køerne tygger drøv, kåben kastes væk, og grønne hække skåner os for den deprimerende udsigt til altings forgængelighed. Selv den mest bedagede bondegård ser hyggelig og charmerende ud i solskin, når bilvragene igen er skjult bag frodige grene, og den gamle plov drukner i al grønheden.

Det er kun et par måneder endnu, at vi har brug for varm kakao og uldne sokker, og vi, der bor på landet, vil glemme alt om, hvordan vi kom igennem vinterens grimme og grumme kalamiteter, når foråret og sommeren gør det hele lidt mere lysegrønt og tilgiveligt.

Dagens ikke-irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: det hedder ikke 'nysgerrig på ...', men 'nysgerrig efter at vide ...'.

Og det var så varmt at han måtte have sig en svalende bajer. Det diamantformede strubehoved bevægede sig som en kaninkneppende røv da han skyllede den halve øl ned ...

Benn Q. Holms roman Hafnia Punk, som ovenstående citat er hentet fra, foregår i 1997. Man kan altid diskutere ordvalget, men koncentrerer man sig om essensen, kunne det have været i går eller sidste uge, så varmt har det været. Sommeren – eller i hvert fald de temperaturer vi forventer os af sommeren – er endelig ankommet, så vi kan stønne og beklage os over varmen med god samvittighed.

Det er bare den forkerte måned, og det er sidste udkald. Ved en fejltagelse vågnede jeg klokken fem i morges og kunne konstatere, at det faktisk var halvmørkt, og at det påvirkede min sindsstemning i negativ retning. Jeg har ellers altid påstået, at jeg holder lige meget af alle fire årstider, men det er, som om det har ændret sig med årene. Et personligt psykologisk paradigmeskift.

Engang tog jeg årstiderne, som de kom. Jeg var helt på det rene med, at det var mørkt om vinteren en stor del af døgnet – og koldt – og at det var en del af arrangementet lige så vel som de lyse sommernætter og de rødglødende eftermiddage i juni-juli. Efteråret og foråret havde jeg det også fint med, og de var nogenlunde lige gode, bortset fra et par procentpoint i efterårets favør, fordi det ikke var inficeret med eksamenslæsning.

Forår, sommer og efterår har jeg det stadig glimrende med, og vinteren må også gerne være der. Men behøver den strengt taget vare mere end en uges tid? Og behøver den være så kold og mørk?

Nu jeg er ved Benn Q. Holm og høje temperaturer, bliver jeg nødt til også at nævne Sommer, som er efterfølgeren til Hafnia Punk. Kort fortalt er vi på sommerferie i tre uger med et ungt yuppie-par i Nordsjælland, hvor der sker lidt af hvert, også på det indre plan. Det er med andre ord ikke noget voldsomt drama. Beklageligvis er det en udbredt opfattelse, at det skal være en kraftanstrengelse at læse en bog, ellers må den være af ringe kvalitet. Men hvis du er enig med mig i, at læsning først og fremmest skal være en fornøjelse, kan du med sindsro læne dig tilbage med Sommer mellem hænderne og nyde det præcise sprog og den gode humor.