
Dansk politik er efterhånden blevet en disciplin, hvor man skal passe på med både at tænke selv, flyve for højt og vokse for hurtigt. Det viste denne uge med al ønskelig tydelighed.
Vi begynder hos Venstre, hvor Preben Bang Henriksen havde tilladt sig at sætte spørgsmålstegn ved partiets grønne rejse. Han var ikke helt sikker på destinationen, og det er jo besværligt, når man befinder sig i et parti, hvor man gerne må være uenig, men kun indtil gruppemødet er slut. Midt i den politiske usikkerhed kom statsminister Mette Frederiksen forbi. Hun kunne næppe vide, at hun var på vej ind i et lille stykke politisk teater, men nåede lige at give Preben Bang Henriksen en krammer i forbifarten. En halv time senere var han fortid i Venstre. Formand Troels Lund Poulsen takkede ham for 15 års folketingsarbejde, men forklarede, at Preben Bang Henriksen selv havde erklæret sig illoyal over for flertallet. Venstre er ganske vist et fællesskab, hvor der er plads til uenighed, men der måtte være grænser. Troels Lund Poulsen slog samtidig fast, at han selv stadig er den rette direktør for det grønne rejsebureau Venstre, der står ved roret, når bølgerne går højt, og skibet tager vand ind. I det øjeblik er det vigtigt, at der er nogen til at forsikre besætningen om, at den synkende skude er på rette kurs.
Den grønne rejse fortsatte hos kongehuset. Kong Frederik skulle fra København til Holstebro for at indvie en fane. Valget faldt på en af Forsvarets grønne helikoptere frem for elbilen, dagen efter at dronning Marys deltagelse i COP31 i Tyrkiet var blevet annonceret med henvisning til Danmarks opbakning til det internationale klimasamarbejde. Mens undersåtterne sorterer plastic og pap med skyldbetynget samvittighed, sorterer kongen transportmidler efter, hvor hurtigt de kan løfte ham fra jorden. Kong Frederik ankom til Holstebro klokken 10.30 og fløj tilbage klokken 11.20. Dagens eneste opgave var dermed klaret på 50 minutter. Klimaregnskabet havde han folk til.
Mens undersåtterne sorterer plastic og pap med skyldbetynget samvittighed, sorterer kongen transportmidler efter, hvor hurtigt de kan løfte ham fra jorden.
Dyrevelfærdsminister Christian Rabjerg Madsen vil undersøge muligheden for at forbyde turbokyllinger. De står så tæt i stalden, at de ikke kan sprede vingerne og er henvist til at blive stående. Racen Ross 308 kan vokse fra 50 gram til to kilo på cirka 33 dage – en vækst, der ville gøre enhver stillestående levebrødspoltiker grøn af misundelse. Ministeren er indstillet på et forbud, men først skal de juridiske og økonomiske konsekvenser granskes. En kylling kan nå slagtevægten, før systemet har besluttet, om den må vokse så hurtigt.Til gengæld er der snart udsigt til, at flere kvinder får mulighed for stå helt stille i det offentlige rum. Jakob Engel-Schmidt satte som kulturminister initiativet om flere kvindestatuer i gang, og nu åbner kulturminister Zenia Stampe for en pulje på ti millioner kroner. Kommuner og andre aktører kan søge op til en million til statuer af historisk betydningsfulde kvinder fra Rigsfællesskabet. Endelig kan kvinder få en plads i det offentlige rum, hvor mænd i århundreder har stået i bronze og granit og set alvorlige ud, uden at nogen har spurgt, hvad de egentlig udrettede.
I Retten i Hillerød blev debattøren Mohamed Abdirahman Kahn frifundet for en anklage om at have tilskyndet til vold på Facebook på en måde, der kunne opfattes som mordtrusler. Kommentarfeltet eksploderede af indignation og fordømmelse, men retten fandt det ikke bevist, at loven var overtrådt. Det skal ikke fortolkes sådan, at enhver formulering er klog, rimelig eller ufarlig, men at domstolenes opgave kun er at vurdere beviserne, ikke temperaturen på folkestemningen, selv om den er på kogepunktet, og selv om hovedpersonen derudover er ekstraordinært øretæveindbydende, åbenlyst malker systemet økonomisk og kommer fra et land, hvor hans ytringer om regeringen ville udløse helt anderledes håndfaste reaktioner fra de eksekverende myndigheders side. I Danmark har vi kun hjemmel til at synge 'Send In The Clowns'.
I Norden taler alle om sammenhold, men først skal man lige markere, hvor elendigt de andre håndterer det
På det udenrigspolitiske område nåede kommentarfelterne også godt op i omdrejninger. Mette Frederiksen blev sur over, at Norges statsminister Jonas Gahr Støre og Finlands præsident Alexander Stubb havde talt med Vladimir Putin om Ukraine uden den koordinering, hun mente var nødvendig. Europa skulle holde sammen, lød det, og ikke gå solo. Det var et budskab, der hurtigt blev mødt af en særlig version af nordisk fællesskab. I Norge skrev Aftenpostens politiske redaktør: 'Hold nu kæft, Mette!', og Fridtjof Nansen Instituttet kaldte kritikken uinformeret, utaknemmelig og uklog. Den norske statsminister fastholdt, at de allierede var blevet orienteret på forhånd – også præsident Zelenskyj. Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller kaldte Mette Frederiksens udtalelse hamrende pinlig, og topdiplomaten Friis Arne Petersen advarede mod at lufte alvorlige uenigheder offentligt. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen støttede heller ikke ligefrem Mette Frederiksen med sin konstatering af, at Putin er den eneste, der vinder, når vi skændes om vores egen organisering, og den tidligere socialdemokratiske spindoktor Noa Redington konkluderede, at Mette Frederiksen havde dummet sig eftertrykkeligt. I Norden taler alle om sammenhold, men først skal man lige markere, hvor elendigt de andre håndterer det.Vi vil gerne have et stærkt demokrati, hvor der er plads til uenighed, bare den ikke kommer i karambolage med enigheden
Samtidig udspillede der sig en hjemlig strid om, hvorvidt man må mene det forkerte om Ukraine. Chefredaktør på forsvarsmediet Olfi, Peter Ernstved Rasmussen havde skrevet en leder, der argumenterede for, at Europa burde ændre kurs og fortælle Ukraines præsident, at en dårlig våbenhvile og fred trods de rædselsfulde omstændigheder var bedre end ingen fred. Det fik forsvarsminister Jeppe Bruus til at opfordre Peter Ernstved Rasmussen til at trække klummen tilbage, hvilket til gengæld udløste en advarsel fra chefredaktøren mod en situation, hvor den store leder taler, og alle andre bare har at bukke og holde mund. Han beskrev debatten som landskampdækning og følte sig tydeligvis sparket til hjørne.Men demokratiet er trods alt ikke en grupperejse med kun én ret på menukortet, og dermed er vi tilbage ved Preben Bang Henriksen. Fra Venstres gruppemøde til debatten om Ukraine går en rød tråd gennem uge 44: Alle taler varmt om fællesskab, men bliver nervøse, når nogen ikke følger flokken.
Vi vil gerne redde klimaet, men tager helikopteren. Vi vil gerne beskytte dyrene, men skal først undersøge, om det kan betale sig. Vi vil gerne fremme kvinder i historien, men må opfinde en speciel pulje for at hylde dem. Og vi vil gerne have et stærkt demokrati, hvor der er plads til uenighed, så længe den ikke kommer i karambolage med partilinjen. Et skulderklap fra formanden er ikke nødvendigvis en accept, en armygrøn helikopter er ikke grøn på den rigtige måde, og en turbokylling er ikke det eneste, der vokser for hurtigt. Politisk uenighed kan have den samme tendens.
Det vigtigste er selvfølgelig, at kursen ligger fast. Også selv om ingen helt ved, hvor det fører hen.