Viser opslag med etiketten Sket i ugen. Vis alle opslag

Tilstandsrapport uge 44



Dansk politik er efterhånden blevet en disciplin, hvor man skal passe på med både at tænke selv, flyve for højt og vokse for hurtigt. Det viste denne uge med al ønskelig tydelighed.

Vi begynder hos Venstre, hvor Preben Bang Henriksen havde tilladt sig at sætte spørgsmålstegn ved partiets grønne rejse. Han var ikke helt sikker på destinationen, og det er jo besværligt, når man befinder sig i et parti, hvor man gerne må være uenig, men kun indtil gruppemødet er slut. Midt i den politiske usikkerhed kom statsminister Mette Frederiksen forbi. Hun kunne næppe vide, at hun var på vej ind i et lille stykke politisk teater, men nåede lige at give Preben Bang Henriksen en krammer i forbifarten. En halv time senere var han fortid i Venstre. Formand Troels Lund Poulsen takkede ham for 15 års folketingsarbejde, men forklarede, at Preben Bang Henriksen selv havde erklæret sig illoyal over for flertallet. Venstre er ganske vist et fællesskab, hvor der er plads til uenighed, men der måtte være grænser. Troels Lund Poulsen slog samtidig fast, at han selv stadig er den rette direktør for det grønne rejsebureau Venstre, der står ved roret, når bølgerne går højt, og skibet tager vand ind. I det øjeblik er det vigtigt, at der er nogen til at forsikre besætningen om, at den synkende skude er på rette kurs.

Den grønne rejse fortsatte hos kongehuset. Kong Frederik skulle fra København til Holstebro for at indvie en fane. Valget faldt på en af Forsvarets grønne helikoptere frem for elbilen, dagen efter at dronning Marys deltagelse i COP31 i Tyrkiet var blevet annonceret med henvisning til Danmarks opbakning til det internationale klimasamarbejde. Mens undersåtterne sorterer plastic og pap med skyldbetynget samvittighed, sorterer kongen transportmidler efter, hvor hurtigt de kan løfte ham fra jorden. Kong Frederik ankom til Holstebro klokken 10.30 og fløj tilbage klokken 11.20. Dagens eneste opgave var dermed klaret på 50 minutter. Klimaregnskabet havde han folk til.

Mens undersåtterne sorterer plastic og pap med skyldbetynget samvittighed, sorterer kongen transportmidler efter, hvor hurtigt de kan løfte ham fra jorden.

Dyrevelfærdsminister Christian Rabjerg Madsen vil undersøge muligheden for at forbyde turbokyllinger. De står så tæt i stalden, at de ikke kan sprede vingerne og er henvist til at blive stående. Racen Ross 308 kan vokse fra 50 gram til to kilo på cirka 33 dage – en vækst, der ville gøre enhver stillestående levebrødspoltiker grøn af misundelse. Ministeren er indstillet på et forbud, men først skal de juridiske og økonomiske konsekvenser granskes. En kylling kan nå slagtevægten, før systemet har besluttet, om den må vokse så hurtigt.

Til gengæld er der snart udsigt til, at flere kvinder får mulighed for stå helt stille i det offentlige rum. Jakob Engel-Schmidt satte som kulturminister initiativet om flere kvindestatuer i gang, og nu åbner kulturminister Zenia Stampe for en pulje på ti millioner kroner. Kommuner og andre aktører kan søge op til en million til statuer af historisk betydningsfulde kvinder fra Rigsfællesskabet. Endelig kan kvinder få en plads i det offentlige rum, hvor mænd i århundreder har stået i bronze og granit og set alvorlige ud, uden at nogen har spurgt, hvad de egentlig udrettede.

I Retten i Hillerød blev debattøren Mohamed Abdirahman Kahn frifundet for en anklage om at have tilskyndet til vold på Facebook på en måde, der kunne opfattes som mordtrusler. Kommentarfeltet eksploderede af indignation og fordømmelse, men retten fandt det ikke bevist, at loven var overtrådt. Det skal ikke fortolkes sådan, at enhver formulering er klog, rimelig eller ufarlig, men at domstolenes opgave kun er at vurdere beviserne, ikke temperaturen på folkestemningen, selv om den er på kogepunktet, og selv om hovedpersonen derudover er ekstraordinært øretæveindbydende, åbenlyst malker systemet økonomisk og kommer fra et land, hvor hans ytringer om regeringen ville udløse helt anderledes håndfaste reaktioner fra de eksekverende myndigheders side. I Danmark har vi kun hjemmel til at synge 'Send In The Clowns'.

I Norden taler alle om sammenhold, men først skal man lige markere, hvor elendigt de andre håndterer det

På det udenrigspolitiske område nåede kommentarfelterne også godt op i omdrejninger. Mette Frederiksen blev sur over, at Norges statsminister Jonas Gahr Støre og Finlands præsident Alexander Stubb havde talt med Vladimir Putin om Ukraine uden den koordinering, hun mente var nødvendig. Europa skulle holde sammen, lød det, og ikke gå solo. Det var et budskab, der hurtigt blev mødt af en særlig version af nordisk fællesskab. I Norge skrev Aftenpostens politiske redaktør: 'Hold nu kæft, Mette!', og Fridtjof Nansen Instituttet kaldte kritikken uinformeret, utaknemmelig og uklog. Den norske statsminister fastholdt, at de allierede var blevet orienteret på forhånd – også præsident Zelenskyj. Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller kaldte Mette Frederiksens udtalelse hamrende pinlig, og topdiplomaten Friis Arne Petersen advarede mod at lufte alvorlige uenigheder offentligt. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen støttede heller ikke ligefrem Mette Frederiksen med sin konstatering af, at Putin er den eneste, der vinder, når vi skændes om vores egen organisering, og den tidligere socialdemokratiske spindoktor Noa Redington konkluderede, at Mette Frederiksen havde dummet sig eftertrykkeligt. I Norden taler alle om sammenhold, men først skal man lige markere, hvor elendigt de andre håndterer det.

Vi vil gerne have et stærkt demokrati, hvor der er plads til uenighed, bare den ikke kommer i karambolage med enigheden

Samtidig udspillede der sig en hjemlig strid om, hvorvidt man må mene det forkerte om Ukraine. Chefredaktør på forsvarsmediet Olfi, Peter Ernstved Rasmussen havde skrevet en leder, der argumenterede for, at Europa burde ændre kurs og fortælle Ukraines præsident, at en dårlig våbenhvile og fred trods de rædselsfulde omstændigheder var bedre end ingen fred. Det fik forsvarsminister Jeppe Bruus til at opfordre Peter Ernstved Rasmussen til at trække klummen tilbage, hvilket til gengæld udløste en advarsel fra chefredaktøren mod en situation, hvor den store leder taler, og alle andre bare har at bukke og holde mund. Han beskrev debatten som landskampdækning og følte sig tydeligvis sparket til hjørne.

Men demokratiet er trods alt ikke en grupperejse med kun én ret på menukortet, og dermed er vi tilbage ved Preben Bang Henriksen. Fra Venstres gruppemøde til debatten om Ukraine går en rød tråd gennem uge 44: Alle taler varmt om fællesskab, men bliver nervøse, når nogen ikke følger flokken.

Vi vil gerne redde klimaet, men tager helikopteren. Vi vil gerne beskytte dyrene, men skal først undersøge, om det kan betale sig. Vi vil gerne fremme kvinder i historien, men må opfinde en speciel pulje for at hylde dem. Og vi vil gerne have et stærkt demokrati, hvor der er plads til uenighed, så længe den ikke kommer i karambolage med partilinjen. Et skulderklap fra formanden er ikke nødvendigvis en accept, en armygrøn helikopter er ikke grøn på den rigtige måde, og en turbokylling er ikke det eneste, der vokser for hurtigt. Politisk uenighed kan have den samme tendens.

Det vigtigste er selvfølgelig, at kursen ligger fast. Også selv om ingen helt ved, hvor det fører hen.

Kategori: , | 1 kommentar

Tilstandsrapport uge 43

Der er uger, hvor Danmark fremstår som et velordnet samfund, hvor ansvarlige mennesker træffer fornuftige beslutninger, og hvor demokratiet fungerer efter hensigten. I denne uge blev vi endnu en gang mindet om, at virkeligheden overgår selv den mest fantasifulde politiske satire.

Ugens hovednummer var det vietnamesiske statsbesøg af præsident Tô Lâm, som ikke bare er en udenlandsk statsleder med hang til ceremoniel og royale omgivelser. Han står også i spidsen for et undertrykkende regime, hvor journalister, aktivister og politiske dissidenter fængsles på stribe, og han står bag kidnapningen af aktivister og politiske modstandere i udlandet. En mangefacetteret gæst.

Danmark havde besluttet sig for at rulle den røde løber ud, pudse sølvtøjet og efterlade menneske-rettighederne i garderoben

Lederen af menneskerettighedsorganisationen Asia Human Rights and Labour Advocates har betegnet Tô Lâm som stalinist. Det kunne måske have givet anledning til et par kritiske spørgsmål, en tøvende hånd på dørhåndtaget eller i det mindste en diskret rynke mellem de diplomatiske øjenbryn. Men nej. Danmark havde besluttet sig for at rulle den røde løber ud, pudse sølvtøjet og efterlade menneskerettighederne i garderoben. Kong Frederik og Mette Frederiksen modtog Tô Lâm med åbne arme, og han blev udstyret med Elefantordenen – en hæder, der i almindelighed forbindes med betydelige fortjenester og ikke bare med evnen til at holde sig ved magten. Derefter kunne gæsten nyde en sightseeing i hovedstaden i kongelig karet. København må også have taget sig særlig smuk ud fra karetvinduet, når man for en stund ikke behøver at bekymre sig om, hvorvidt en kritisk journalist i nærheden skal fængsles eller bare forsvinde sporløst fra Jordens overflade.

Til kongen og dronningens gallataffel om aftenen mødte hele regeringen op med ledsagere i det store skrud, og tv's hidkaldte modeekspert fik lejlighed til at vurdere kjoler, snit og farvevalg. Det er vigtigt, at nationen bliver orienteret om, hvem der bærer hvad, når nu de mere principielle spørgsmål om gæstens forhold til menneskerettighederne ikke skulle have lov at ødelægge den gode stemning.

Organisationen for landmænd, der sidder på flæsket, og som går under dæknavnet Bæredygtigt Landbrug, har ikke længere en marionet ved navn Søren Gade siddende i Folketinget

Blandt gæsterne var også den radikale kulturminister Zenia Stampe, som engang var med til at grundlægge foreningen Republik. Det er en organisation, der ikke ligefrem har monarkiet som sin foretrukne styreform. Men som bekendt kan et menneske udvikle sig, og et republikansk sindelag kan muligvis også finde hvile ved et kongeligt festbord. Zenia Stampe forklarede selv, at hun havde været 'så usigelig heldig' at få chefen for adjudantstaben til bords. Det er manden, der leder de seks-syv adjudanter, som følger kongen rundt og årligt koster danske skatteydere 10 millioner kroner. Det er naturligvis ikke enhver forundt altid at have en hel stab i hælene, men det kan være praktisk, når man skal nå fra sightseeing til gallataffel uden at fare vild. Og for Zenia Stampe må middagen have været en særlig oplevelse: Fra republikansk grundlægger til kongeligt selskab på Christiansborg. Man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Men der foregår som bekendt meget andet på Christiansborg. Organisationen for landmænd, der sidder på flæsket, og som går under dæknavnet Bæredygtigt Landbrug, har ikke længere en marionet ved navn Søren Gade siddende i Folketinget. Han sagde farvel med en afskedssalut på 1176 spørgsmål til miljøministeren – 12 enslydende spørgsmål til hver af landets 98 kommuner, der kort fortalt handlede om én bestemt ting: Fortyndet afføring. Når kraftig regn sender store mængder vand gennem kloaksystemerne, kan anlæggene ikke altid følge med. Noget spildevand må derfor ledes uden om rensningen og ud i vandløb eller havet. Det er en nødvendig sikkerhedsforanstaltning, som skal forhindre, at kloakkerne løber over og oversvømmer huse og veje, eller at renseanlæggene bliver overbelastet. På landsplan er det mellem 1-2 procent af udledningen af kvælstof, der kommer fra overløb. Det har alle vidst længe, hvis man ser bort fra Søren Gade og landmændene. Men spørgsmålene skal besvares, og det forventes, at besvarelsen vil kræve 'betydelige ressourcer' hos både styrelse og departement. Det er altså ikke kun spildevandet, der risikerer at flyde over. Også de administrative systemer må regne med en belastning, der nærmer sig et kritisk niveau. Nogle vil hylde Søren Gade for hans engagement i vandmiljøet. Andre vil måske beundre ham for at have bevaret et barnligt sind, når han ikke får sin vilje.

Et folketings-mandat er jo ikke en brugt sofa, som partiet kan udbetale en skrotpræmie for, hvis den ikke længere passer ind i indretningen

I Folketinget blev der desuden fremsat et lovforslag, som skal gøre det ulovligt at tilbyde politikere penge for at træde tilbage. Forslaget udspringer af sagen om Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne, hvor partiets daværende folketingsmedlem Mike Fonseca i 2023 blev tilbudt 370.000 kroner for at forlade Folketinget, så en suppleant fra Moderaterne kunne overtage mandatet. Tilbuddet blev fremsat i et kælderrum på Hotel Guldsmeden på Islands Brygge, efter at Mike Fonseca havde fortalt partiet, at han var blevet kæreste med en pige på 15 år. Sagen var i forvejen belastet af ubehagelige spørgsmål om dømmekraft, politisk ansvar og partiets håndtering af situationen. Nu har den også bidraget til et lovforslag, der skal forhindre, at man køber sig til en ændring af Folketingets sammensætning ved at betale et medlem for at blive væk. På sin vis er det betryggende, at der nu bliver lovgivet mod den slags. I et demokrati er et folketingsmandat jo ikke en brugt sofa, som partiet kan udbetale en skrotpræmie for, hvis den ikke længere passer ind i indretningen. Man kommer til at spekulere på, hvor mange andre selvfølgeligheder der efterhånden kræver et lovforslag, før de bliver taget alvorligt. Måske skulle man også overveje en lov, der forbyder politikere at gøre noget, de senere må bruge tre udvalg, fire redegørelser og en kommunikationsstrategi på at forklare.

Det ville være trist, hvis livets sidste store frihedskamp skulle stå mellem en hakkebøf og et klimamål

I København udspillede der sig en anden værdikamp, denne gang om hakkebøffer. Berlingske kunne fortælle, at ældre på københavnske plejehjem risikerer at få nej, hvis de gerne vil have serveret en hakkebøf på deres fødselsdag. Det fik statsminister Mette Frederiksen til at reagere med en moralsk indignation, der var til at tage og føle på. Hvis et menneske har levet et langt liv og ønsker sig en hakkebøf på sin fødselsdag, bør det ikke være kommunens klimaregnskab, der får det sidste ord. Men Københavns overborgmester, Sisse Marie Welling, mente, at statsministeren havde misforstået det hele, for plejehjemmene kunne selv tilrettelægge menuerne og bestemme, hvor meget kød de ville servere, så beboernes behov og ønsker kunne tilgodeses. Uheldigvis var det ikke det, der stod i kommunens egne dokumenter. De viste, at køkkenerne absolut ikke havde frie hænder. Og mens politikerne diskuterer, om klimahensyn, ernæring eller økonomi skal veje tungest, kan plejehjemsbeboeren sidde tilbage med et beskedent ønske: Ingen Welling til forret, tak – men en hakkebøf, nogle kartofler og måske lidt brun sovs. Det ville være trist, hvis livets sidste store frihedskamp skulle stå mellem en hakkebøf og et klimamål.

Og som om den politiske uge ikke allerede havde været begivenhedsrig nok, blev også den digitale verden ramt af en foruroligende krise. To alvorlige sikkerhedshuller i PHP, et af verdens mest udbredte programmeringssprog, gjorde hjemmesider verden over sårbare over for hackerangreb. Flere hjemmesider blev midlertidigt lukket som en sikkerhedsforanstaltning, og virksomheder blev opfordret til at opdatere deres systemer, før ubudne gæster fik mulighed for at kigge indenfor. Dansk Industris cybersikkerhedsekspert udtalte, at han ikke kunne komme i tanker om noget mere alvorligt. Også beredskabsministeren understregede, at hændelsen var alvorlig. 'Døren står vidt åben', lød det.

Det var altså ugen, hvor man kunne opleve en stalinistisk statsleder blive hædret med en kongelig orden, en tidligere folketingsformand stille tolv hundrede spørgsmål om spildevand, der mest af alt gik ud på at spilde andres tid, en kulturminister fra det republikanske reservat blive placeret ved siden af det kongelige systems egen livline, og en statsminister gå i krig for de gamles ret til kød. Samtidig stod døren til en stor del af verdens hjemmesider på vid gab for hackere.

Kort sagt en uge, hvor der var noget for enhver smag, medmindre man altså boede på plejehjem og havde lyst til en hakkebøf.


* * *

UGENS LAVPUNKTER:
  • På Instagram har Mette Frederiksen indledt en bogstafet med kendte, der anbefaler 'en god gammeldags bog'. Hun anbefaler selv 'Dræb ikke en sangfugl', måske fordi titlen også fungerer som en klar instruks. Nogle vil mene, at hun hellere skulle have valgt den højaktuelle, men kontroversielle 'Barndommens Gade' eller måske 'Kongens Knæfald'.
  • Justitsministeriet har henvendt sig til mindst 25 europæiske lande med henblik på at leje fængselspladser, fordi der er mangel på pladser i danske fængsler. To spørgsmål trænger sig på: Hvis man skal afsone i udlandet, optjener man så SAS-point? Og hvis man opfører sig pænt, kan man så blive opgraderet fra tremmeseng til enkeltcelle?
  • Lørdag blev to pressefotografer udsat for knippelslag af politiet, mens de dækkede en demonstration. Fremover bør pressefotografer have to former for akkreditering: et pressekort og en hjelm af prima kvalitet.
  • En gruppe internationale forskere har fundet ud af, at folk i 2005 i gennemsnit sagde 16.632 ord om dagen. I 2019 brugte de kun omkring 11.900 ord dagligt. En diskussion kan snart klares med et enkelt suk.
  • Under en af Østre Landsrets gamle bygninger smækkede en celledør ved et uheld bag en rengøringsassistent, der først blev fundet efter tre døgn. Hotellerne bør være bekymrede. Nu kan Østre Landsret tilbyde tre overnatninger i historiske omgivelser. Dog uden roomservice, minibar og indvendigt dørhåndtag.
  • Andelen af hjemmeboende 21-årige er steget fra 32 procent i 2011 til 57 procent i 2025. Den største milepæl i voksenlivet er ikke længere at få sit første job, men at få lov at være med til at bestemme aftensmaden.
  • Der åbner stadig nye restauranter i København, men konkurrencen er blevet så hård, at flere steder må kæmpe for at fylde bordene. Nogle overvejer endda en ret på menukortet, der ikke kræver et banklån.
  • En tre meter lang haj var blevet fanget i en kunstig kanal i Sydkorea. Efter en måned lykkedes det at få den ud i havet igen, men dagen efter var den tilbage i kanalen. Eksperter mener, at hajen er svømmet ind i kanalen, fordi havet var blevet for varmt. Den første klimaflygtning med finner.
  • Flere af landets biskopper vil se på, om store bededag skal flyttes til et andet tidspunkt, når den genopstår fra 2030. Jesus var tre dage om at genopstå. Store bededag er foreløbig oppe på syv år.
  • 27 operationssygeplejersker fra Rigshospitalet skriver i et bekymringsbrev til ledelsen af hospitalet efter fyring af tre kirurger: 'Vi står med patienternes liv i hænderne, og vi er bekymrede for, hvad patienterne vågner op til.' Altså hvis de vågner op.

Kategori: , , | 6 kommentarer

Tilstandsrapport uge 42

Danmark og Grønland troede lige, de havde fået Trump til at pakke grønlandsdrømmen væk. Aftalen var underskrevet, håndtrykkene udvekslet, og champagnepropperne næsten sprunget. Men Trump havde åbenbart kun læst overskriften.

Nu er han tilbage på Truth Social med olie i øjnene, mineraler i tankerne og et nyt 'Hello Greenland' på læberne. For når Trump ser is, ser han ikke klimaforandringer, men en uudnyttet tankstation med militærbase: 'Der gøres nu klar til omfattende udforskning af olie, gas og mineraler i vores nye og smukke Grønland!' Jo, han sagde 'vores'.

Når Trump ser is, ser han ikke klimaforandringer, men en uudnyttet tankstation med militærbase

Mette Frederiksen siger, at suveræniteten ikke er til forhandling. Trump ser ud til at mene, at den slags mest er et spørgsmål om fortolkning. Lidt ligesom i trafikken: Hvis man har en stor nok bil, behøver man ikke at holde tilbage for nogen. Derfor kan grønlænderne godt pakke deres flag væk igen. Bussemanden er ikke gået hjem. Han er bare gået tilbage efter en større indkøbsvogn.

Apropos indkøbsvogn har hackere i Frankrig skruet op for temperaturen i kølediskene i 300 supermarkeder.. Det er gået ud over store mængder fødevarer, og Danfoss er blevet involveret, fordi det er termostaterne, der er blevet hacket. Danfoss tager sagen alvorligt, og franskmændene kræver en efterforskning, mens Coops pressechef indskrænker sig til at forsikre, at man holder øje med sikkerheden. Før i tiden frygtede supermarkederne tyveknægte, der stjal varerne. Nu gælder det om at holde øje med, hvem der piller ved termostaterne.

Også Femern-byggeriets entreprenør er blevet ramt af en 'cyberhændelse', som må være spidskandidat til at blive Årets Ord 2026. Hvad der præcist er sket, vides endnu ikke, og Dansk Erhverv fastslår, at der mangler folk med sikkerhedskompetencer der kan forhindre, at virksomheder bliver lammet. Situationen er altså den, at vi er ved at bygge en tunnel mellem Danmark og Tyskland, men vi må samtidig krydse fingre for, at der ikke er nogen, der hacker forbindelsen, inden vi når over til den anden side. En mulighed var måske at beholde færgerne. De kan selvfølgelig også blive forsinket, men man kan ikke uden videre hacke sig til højere bølger.

Hvis der kører færre tog, bliver der færre forsinkede afgange, og hvis togene slet ikke kører, vil ingen ankomme for sent

Forsinkelser leder naturligt tanken hen på DSB. De nye eltog fra Alstom er forsinket med mindst tre år, og Rigsrevisionen har kritiseret DSB's håndtering af leverandøren. Direktør Flemming Jensen får otte millioner kroner om året og kan fremvise et overskud på 732 millioner kroner i 2025. Men det bidrager selvfølgelig også lidt til det pæne tal, at DSB modtager milliarder af skattekroner til driften. Heldigvis har Flemming Jensen en plan, der kan mindske forsinkelserne: Togene skal køre langsommere, og der skal være færre afgange. Logikken er uangribelig, for hvis togene kører langsommere, bliver de måske mindre forsinket. Hvis der kører færre tog, bliver der også færre forsinkede afgange, og hvis togene slet ikke kører, vil ingen ankomme for sent. Passagererne kommer ganske vist heller ingen vegne, men det må være en detalje, som kan håndteres i en senere evaluering. Med en årsløn, man kan få tre statsministre for, er der grund til at antage, at Flemming Jensen har mange andre banebrydende idéer i ærmet.

Et andet sted, hvor ting tager tid, er Undersøgelseskommissionen om SKAT. Den blev nedsat i 2017 for at undersøge problemer med gældsinddrivelsen og fik senere også udbyttesagen at fordrive tiden med. Nu ventes regningen at komme op på 467,3 millioner kroner, og arbejdet er stadig ikke afsluttet. Tidligere skatteminister Karsten Lauritzen holdt pressemøde om udbyttesagen i 2019. Siden er der kommet millioner af filer, hundredvis af afhøringer og endnu flere udgifter. Forklaringen på forsinkelsen skal blandt andet findes i 'et for bredt kommissorium'. Kort sagt: Man vil undersøge alt og ender med at bruge ti år på at undersøge noget af det. Blandt de mange udgifter er advokatregningerne. En advokat for tidligere skatteminister Jonas Dahl (der var minister i hele 49 dage) mødte op i 112 dage, selv om afhøringen ikke tog mere end et kvarter. Regningen lød på over 3,3 millioner kroner. Advokaten mente ikke, at han havde givet møde oftere end nødvendigt. Man kan måske sige, at han havde en lidt fleksibel opfattelse af arbejdstid. Og måske kunne DSB bruge samme koncept: Togene behøver ikke at komme, bare nogen møder op og registrerer, at der arbejdes på sagen.

Alle tager situationen alvorligt, alle er i dialog, og alle forventer at komme nærmere en løsning på et senere tidspunkt

Den ukrainske statsborger, der er hovedmistænkt i sagen om sprængningerne af Nord Stream-rørledningerne, er også en mand af få ord. Forsvarsadvokaten oplyser, at den tiltalte ikke ønsker at afgive forklaring, eftersom han tidligere har været ansat i de ukrainske specialstyrker, og her er tavshedspligt noget, man tager alvorligt.

I den offentlige administration er tavshed i sig selv derimod sjældent tilstrækkeligt. Her skal der helst udsendes en meddelelse om, at man tager sagen alvorligt, er i dialog med de berørte parter og vender tilbage, når der foreligger yderligere oplysninger. Alle tager situationen alvorligt, alle er i dialog, og alle forventer at komme nærmere en løsning på et senere tidspunkt.

Hvad med at indføre en national effektiviseringsplan: Trump bliver lagt på is, supermarkederne holder maden kold, Femern-byggeriet beskyttes mod hackere, DSB lader togene køre lidt hurtigere i stedet for langsommere, og Undersøgelseskommissionen om SKAT afleverer sin beretning, inden regningen runder en milliard.

Det lyder måske lovlig ambitiøst, men hvis planen mislykkes, er der ingen grund til fortvivlelse. Vi kan altid nedsætte en kommission, der undersøger hvorfor tingene forholder sig, som de gør. Hvis vi er heldige, kan den blive færdig i 2036.

Men der kan selvfølgelig opstå uforudsete uregelmæssigheder undervejs.


* * *

UGENS LAVPUNKTER:
  • Aalborg skal have et nyt krematorium. Nordjyderne vejer generelt mere end tidligere, og kisterne er for brede til de gamle krematorieovne. Det nye krematorium får tre ovnstørrelser: Small, Large og Nordjysk familiefest.
  • Flere kommuner har indført nye regler for, hvor mange høns og andet fjerkræ man må have, fordi de får klager over galende haner. Så mangler der bare et forbud mod hunde, der gør, børn, der græder højt, og naboer, der slår græs om lørdagen.
  • Morsøs borgmester leder efter en erhvervspraktikant blandt øens unge, der vil være borgmester for en dag. Kommunens borgere kan se frem til kortere skoledage, længere weekender og gratis pizza i kantinen.
  • DR oplyser, at en 15-årig pige fra Vildbjerg ved Herning ikke går ind for et forbud mod elløbehjul, fordi hun bruger sit hver dag. Næste gang spørger DR måske en 15-årig, om TikTok skal forbydes.
  • En 91-årig kvinde mener derimod, at elløbehjulene skal forbydes, fordi hun blev kørt ned af et. Hun har oplevet en verdenskrig, internettets og AI's indtog, verdensordenens sammenbrud og Skats udbyttesag, men det var et løbehjul med batteri, der fik bægeret til at flyde over.
  • Flere danskere bruger AI til at identificere svampe, og Giftlinjen får dobbelt så mange opkald som sidste år. Næste skridt bliver, at nogen uploader et billede af en hugorm og spørger, om den kan bruges som kæledyr.
  • I Hans Tavsens Park på Nørrebro har arkæologer gravet over 1000 skeletter op. Parken kan nu markedsføres som et historisk udflugtsmål med masser af kultur, frisk luft og mulighed for at møde nogle af de lokale uden at komme op at mundhugges med dem.
  • En ny hvepseart på bare to millimeter er fundet i Nationalpark Gribskov. Det er en sensation, der er så lille, at det kræver lup at få øje på nyhedsværdien.
  • I Norge har man til gengæld fundet en ny, stor flåtart, der opfører sig anderledes end andre flåter ved at løbe efter sit bytte i stedet for at sidde stille og vente på, at byttet kommer forbi. Hvor man før kunne undgå flåter ved at holde sig væk fra højt græs, skal man nu også være i bedre form end flåten.
  • Den ældste nulevende dansker, der nu er 112 år, bekræfter, at hun under Besættelsen var medlem af det danske nazistparti. Åbenbart var der noget ved befrielsen, der fik hende til at skifte mening.

Kategori: , , | 6 kommentarer

Tilstandsrapport uge 41

Igen i denne uge var det et portræt, der løb med al opmærksomheden – ikke den lille ubelejlige detalje, at nogen har haft adgang til CPR-registret, så 8,8 millioner levende eller døde danskere risikerer at få en dobbeltgænger i cyberspace, der kan gøre livet surt for os.

Denne gang var det dog ikke et portræt af Danmarks mægtigste mand, kongen, der var årsag til portrætpostyret, men kun den næstmægtigste, Folketingets formand, Søren Gade, som Jyllands-Posten i ord og udråbstegn i anledning af hans afgang malede et hårrejsende billede af, til trods for at modellen som bekendt er pilskaldet.

Hvis det fremover bliver et krav at kunne læse en hel bog for at blive formand for Folketinget, ser det ud til, at man må supplere næste formandsvalg med en litterær tillægsprøve

Mandag aften blev portrættet lagt på Jyllands-Postens hjemmeside, og 13 anonyme kilder havde tilsyneladende fundet sammen om en fælles opfattelse af Søren Gade som luddoven, grisk, kolerisk og illoyal og som en politiker, der på selvfed og hensynsløs vis kører sit eget soloshow. Indimellem gled portrættet over i noget, der mindede om Olsen-Bandens departementschef i Rigsregistraturen, som da Gade ifølge en anonym kilde fik en nedsmeltning over en sandwich til frokost: 'Jeg skal kraftedeme ikke have sandwich. Jeg har sagt det 117 gange. Jeg vil have smørrebrød!' I Olsen-Banden var det bare tunge og italiensk salat, der blev bandlyst i en officiel skrivelse. Indtil videre må man gå ud fra, at Søren Gade trods alt ikke nåede at udstede et cirkulære om frokostordningen.

Men portrættet blev kritiseret for at være så ensidigt negativt, at forargelsen ingen ende ville tage, og skænderier om journalistik og etik reducerede nærmest Søren Gade til en parentes. Simon Emil Ammitzbøll-Bille kaldte det et 'sjældent nedrigt portræt', Henrik Qvortrup 'et af de vildeste karaktermord nogensinde', mens Jyllands-Postens tidligere chefredaktør Marchen Neel Gjertsen kaldte det 'next level karaktermord'. Når tre erfarne stemmer fra hver sit sæde på de politiske tilskuerpladser når frem til, at et portræt er et karaktermord – og endda et karaktermord på næste niveau – begynder historien at skrive sin egen satire. Man mangler bare, at Søren Gade bliver bedt om at stille op til obduktionen.

Men fordi en oplysning er anonym, er den ikke nødvendigvis usand. Med udsøgt proportionssans blev det blandt andet fremført, at Watergate-skandalen måske aldrig havde set dagens lys uden anonyme kilder. En kilde oplyste, at Gade kan tale i det uendelige om sin betydning for dansk politik og går utrolig meget op i sine stemmetal. En anden havde en teori om, at man udnævnte ham til formand for Folketinget, fordi han ikke kan stå for stjerner på skulderen, og så fik man samtidig lukket munden på ham – troede man i hvert fald. En tredje mente, at i Venstre kunne man styre ham ved at lønne ham fyrsteligt og give ham så få arbejdsopgaver som muligt, for det appellerede både til hans griskhed og hans dovenskab.

Også de positive vidner var anonyme, så selv omsorgen kræver åbenbart kildebeskyttelse

Og så var der den kriminelle side af sagen: Søren Gade kan ifølge en anonym kilde ikke læse en krimi færdig, fordi han er typen, der læser de første 20 sider, bladrer om til slutningen og konstaterer, at det var butleren. Hvis det fremover bliver et krav at kunne læse en hel bog for at blive formand for Folketinget, ser det ud til, at man må supplere næste formandsvalg med en litterær tillægsprøve.

Det bemærkelsesværdige var ikke kun de anonyme kilder, men fraværet af nogen, der havde noget pænt at sige. Jyllands-Posten nåede efter kritikken noget fodslæbende frem til, at den første version ikke var 'tilstrækkeligt balanceret', hvorefter Søren Gade i en ny version blev beskrevet som en omsorgsfuld ven og engageret tidligere forsvarsminister. Men også de positive vidner var anonyme, så selv omsorgen kræver åbenbart kildebeskyttelse.

Mette Frederiksen havde til gengæld ikke behov for at være anonym. Hun erklærede, at portrættet var 'under lavmålet' og kunne tilføje, at Søren Gade havde været en fremragende formand for Folketinget og en kær kollega og ven, som hun slet ikke kunne genkende i portrættet. Men hun har formentlig heller aldrig set hans reaktion på en sandwich.

Henrik Frandsen har en mildt sagt følsom sag fra Tønder Kommune hængende på sig, hvor en sagsbehandling både var påfaldende hurtig og påfaldende lukrativ

Til gengæld undlod hun at nævne Gades fortræffeligheder i sin åbningstale i Folketinget i tirsdags, hvor Henrik Frandsen fra Moderaterne nu var blevet valgt som ny formand. Et interessant valg, eftersom Frandsen har en mildt sagt følsom sag fra Tønder Kommune hængende på sig, hvor en sagsbehandling både var påfaldende hurtig og påfaldende lukrativ. Formandsposten regnes som det næsthøjeste embede i den danske statsorden, men åbenbart kræver den ikke mere end fire års erfaring som folketingspolitiker. Heller ikke selv om 90 medlemmer af Folketinget har større parlamentarisk erfaring end Henrik Frandsen og endnu ikke har trådt i spinaten. Måske bør kravene til kommende formænd udvides, så man skal kunne fremlægge mindst én tvivlsom sag, man selv har været hovedperson i. Henrik Frandsens karaktermyrdede forgænger banede vejen med sin indbringende nebengesjæft som bestyrelsesformand for Esbjerg Havn, så næste gang, der skal vælges formand til Folketinget, må det vel være Inger Støjberg med rigsretsdommen og fodlænken, der står for tur.

Mette Frederiksens åbningstale bevægede sig i øvrigt fra øst til vest uden de store nyheder. Der skal være være mindre kontrol med kommunerne og mere med landbruget, kortere afstand mellem land og by og længere mellem os og russerne. Det sidste er nok den del af politikken, der kræver mindst kontrol med kommunerne.

Hvis man vil vide, hvor meget politikerne egentlig interesserer sig for overvågning, kan man spørge Lars Boje Mathiesen. Han har anskaffet sig AI-briller med indbygget kamera, så Christiansborg nu har fået sin egen nye, borgerlige overvågningscentral. Lars Boje mener tilsyneladende, at det er helt rimeligt at filme sine kolleger, så længe man selv synes, man har en god grund. Det er en sympatisk tilgang til privatliv: Det hedder kun overvågning, når det er de andre, der gør det.

Hos CPR-registret behøver man hverken at kunne lægge 2 og 2 sammen eller tælle til 10, før der er hul igennem. Nogle ville nok kalde det hul i hovedet.

Mens politikerne holder øje med hinanden, er der borgere andre steder, der bare gerne vil have noget ordentligt at spise og holder øje med dagens ret. En vegansk patient på Hvidovre Hospital blev tilbudt ris, rodfrugter og knækbrød, som plejer at være en kombination, der får selv en veganer til at overveje en leverpostejmad. Men Østre Landsret frifandt Region Hovedstaden i sagen, for i en anden region har man tidligere konstateret, at der kun var én vegansk bestilling om dagen blandt flere tusinde patienter. Selvfølgelig er det svært at være både sygehuskøkken og restaurant, men måske kan man trøste sig med, at ingen på Hvidovre Hospital tilsyneladende endnu har skullet vælge mellem sandwich og smørrebrød.

Og så var der CPR-registret, hvor uvedkommende i 21 dage og 17 timer havde adgang til oplysninger om 8,8 millioner registrerede personer. Levende, døde og udrejste. Digitaliseringsminister Christina Egelund er i gang med at finde ud af, hvad der er sket, mens en knivskarp professor i cybersikkerhed ved Aarhus Universitet konstaterer, at den tid, hvor man betragter CPR-numre i Danmark, som noget vi går ud fra, at andre ikke har kendskab til, må 'være slut'. Idéen med, at vores personlige oplysninger var hemmelige, var altså god nok. Problemet var bare, at nogen havde adgang til dem. Nu viser det sig, at adgangskoden til CPR-registret simpelt hen var 123456 og ikke en af de sædvanlige, som selv den mindste netbutik kræver, med kombinationer af tal, store og små bogstaver og specialtegn, så det ser ud som et skældsord i en tegneserie. Hos CPR-registret behøver man hverken at kunne lægge 2 og 2 sammen eller tælle til 10, før der er hul igennem. Nogle ville nok kalde det hul i hovedet.

Og sådan ender endnu en uge: Søren Gade forbander sandwichen, Lars Boje Mathiesen leger skjult kamera i Folketinget, patienter kræver kødfrie proteiner på sengen, og Christina Egelund vil finde ud af, hvem der kan tælle til 6. Man kunne næsten få den tanke, at Danmark er begyndt at ligne en film med Olsen-banden. Dog med den væsentlige forskel, at når det gælder Olsen-banden, ved man altid, hvem der står bag løjerne.


* * *

UGENS LAVPUNKTER:
  • Mandag morgen blev en elg påkørt af en bilist på Helsingørmotorvejen. Ifølge politiet blev elgen fundet død 100 meter fra bilen. Det er uvist, om elgen døde af påkørslen eller af flyveturen.
  • Norges regering vil midlertidigt forbyde AI-briller på skoler, i sygehuse og omklædningsrum. For fremtiden må nordmænd stole på deres egen hukommelse, når de prøver at huske, hvor de lagde håndklædet.
  • MobilePay kommer nu til at hedde Vipps ligesom i Sverige, Norge, Finland og Grønland. Hvor EU har brugt årtier på at skabe fællesskab, klarer Vipps det med en app-opdatering.
  • I København er en mand blevet dømt et år og syv måneders fængsel for målrettet at bryde ind i hjem, hvor han vidste, at beboerne var til bryllup. Han gik efter folk, der havde noget lånt, noget blåt og noget, der var værd at stjæle.
  • Der skal skabes et bedre overblik over ulvene i Danmark, og fra årsskiftet skal alle ulve DNA-registreres. De skal stadig ikke vise legitimation for at få adgang til skoven.
  • En erhvervsskole i København havde problemer med, at de unge blev væk om mandagen, men fraværet er halveret, efter at man har indført gratis morgenmad om mandagen. Til gengæld er forbruget af Nutella steget eksplosivt.
  • Rigsarkivet oplyser i en pressemeddelelse, at det fremover vil være muligt at se sine gamle karakterer fra grundskolen helt tilbage til 2002. Så mangler vi bare en funktion, der kan slette dem igen.
  • Søværnets aldrende flåde af fregatter skal udskiftes, men Forsvarets indkøbsmyndighed vil ikke tage imod et tilbud fra verdens største skibsbygger, selv om de kan bygge både billigst og hurtigst. Man lader sig ikke forvirre af irrelevante detaljer.
  • Vogue og New York Times kan efter et par år med snak i krogene afsløre, at det efterhånden er sikkert og vist, at de stramme cowboybukser er tilbage. Dårligt nyt for alle, der lige havde vænnet sig til at kunne sætte sig ned.
  • Et nyt studie af Madonnas stemme gennem fire årtier viser, at hun ikke følger de mønstre, forskere normalt forbinder med kvinders aldring. Man er nu i gang med at undersøge, om hun overhovedet følger andre regler.

Kategori: , , | 4 kommentarer

Tilstandsrapport uge 40

Det har været en uge med befolkningens fokus på billedkunst. Kong Frederik har fået sit første officielle kongeportræt, udført af Cathrine Raben Davidsen efter to års arbejde og 50 kasserede skitser. På det færdige resultat står kongen i Søværnets mørkeblå gallauniform i et grønt, abstrakt landskab og har oven i købet selv bidraget med nogle margueritter. I kunstens verden kaldes det interaktion.

Det minder lidt om coronatiden, hvor alle pludselig havde en epidemiologisk karriere ved siden af

Maleriet blev skamrost af alle kunsthistorikere og folk, der er noget ved musikken eller maleriet og kategoriseret som et mesterværk, mens de brede masser på de sociale medier i det store og hele var enige om at stemple det som et makværk. De selvudråbte eksperter har talt i floromvundne vendinger om, at det er underordnet, om maleriet ligner kongen, for det er et maleri, der viser mennesket bag embedet. Det er Privat-Frederik med det usikre blik, tvivlen i øjnene og trætheden i ansigtet. Derfor er hans holdning slap og opgivende med en tydelig svaghed og utilpashed over for uniformen og det ophøjede embede. Måske er det også derfor, at kongen på maleriet ikke står på et af de bonede gulve på Amalienborg, men på noget, der mest ligner gyngende grund.

Den kritiske gruppe talte om kejserens nye klæder. Maleriet lignede ikke kongen, men en usikker grønskolling på 25 og ikke en voksen mand på 58 – 'næsen er for smal og minder om Michael Jacksons,' 'det ene øje hænger,' ‘bukserne er for store’. Eller kort og godt: 'Det bliver en halv stjerne herfra.' Det er i det hele taget imponerende, så mange kunsteksperter Danmark har fået i løbet af en weekend. Vi er et lille land, men vi har 5,9 millioner kunstkritikere. Det minder lidt om coronatiden, hvor alle pludselig havde en epidemiologisk karriere ved siden af. Nu har vi fået en nation af portrætkendere, der kan se, at næsen er forkert. Og måske er det netop det, kunst kan: få folk til at diskutere næser med større lidenskab, end de ofrer på finansloven. Ved afsløringen af billedet virkede Frederik selv i øvrigt overstrømmende glad, men i den veltrænede sportskonges sted ville man bag facaden måske ærgre sig over at blive fremstillet med en begyndende topmave og spørge sig selv, om alle timerne i det royale fitnesscenter så i virkeligheden har været det rene tidsspilde.

I den veltrænede sportskonges sted ville man bag facaden måske ærgre sig over at blive fremstillet med en begyndende topmave

Og hvem ved, måske var det for at komme sig over chokket over det mindre flatterende maleri, at Frederik i denne uge sejlede til Sydfrankrig og tog et af de 'timeouts', han annoncerede ved tronskiftet, hvor han regnede med, at der ville blive mere at lave. Det er ikke ofte, at folk i store, betroede stillinger tiltræder med et løfte om at holde mere fri og arbejder på deltid til 132 millioner kroner om året. Men én skal jo være den første.

Og når vi nu er ved penge, kommer vi ikke uden om finansloven og de 81.000 studerende, der ikke kan få cafépenge, fordi de bor hjemme. For hvis man er ung og bor hos sine forældre, må man finde sig i at være fattig og nøjes med at glæde sig over gratis kost og logi. Der er ikke enighed blandt regeringspartierne om hjemmeboende unges ret til baristakaffe ude i byen, men hverken Radikale eller SF har dog endnu foreslået en cortado-SU, som reguleres efter forældrenes indkomst og udbetales direkte på MobilePay hver fredag klokken 16.

Enhedslisten har med stor tilfredshed noteret sig, at tandlægebesøg efter planen skal være gratis for alle voksne i 2035. Det lyder unægtelig som en glimrende idé. Der er bare det problem, at hvis det planlagte mål om gratis tandpleje til alle voksne bliver gennemført, vil der være behov for 800 flere tandlæger om ni år, så noget tyder på, at der både kommer til at mangle tandlæger og tænder i hele landet i 2035. Men som støtteparti, der bare leverer idéerne, er det ikke Enhedslistens hovedpine. Eller tandpine for den sags skyld.

Noget tyder på, at der både kommer til at mangle tandlæger og tænder i hele landet i 2035

Til gengæld kan vi måske spare lidt på bedøvelsen. Løsgængeren Nadja Natalie Isaksen har spurgt ministeren, hvor mange penge der bliver brugt på bedøvelse, når beboere på udrejse- og asylcentre bliver behandlet hos tandlægen. Hun vil også gerne vide, om ministeren anerkender, at man sagtens kan blive boret i tænderne uden bedøvelse. En tilgang til sundhedspolitik, der har den store fordel, at den både er billig og yderst effektiv, hvis målet er at få folk til at holde op med at komme igen.

Det bringer os naturligt videre til et andet område, hvor det også kan gøre ondt at være dansker: udlændingepolitikken. Her har islamisten Mohamed Abdi Kahn igen fået en hovedrolle i den politiske folkekomedie. Han har tidligere modtaget støtte gennem en hjemrejseordning, rejst til Etiopien med sin familie på otte og senere benyttet sig af ordningens fortrydelsesmulighed og rejst tilbage til Danmark med alt betalt. Han har dog tilbudt at forlade Danmark igen mod 3,5 millioner kroner og har siden fordoblet prisen, hvis han når at få permanent ophold og senere statsborgerskab. Normalt falder prisen, hvis kunden tøver. Her sker det modsatte. Først 3,5 millioner. Så 7 millioner. Og til sidst 14 millioner. Inger Støjberg er rasende og ønsker Abdi Kahn hen, hvor peberet gror. Hun har oven i købet tilbudt at betale flybilletter for familien, og hun vil have fjernet fortrydelsesordningen. Det er så vidt vides heller ikke helt almindeligt, at hvis nogen får en enkeltbillet, har vedkommende ret til at købe en returbillet med staten som sponsor. Nogle taler om at være til grin for sine egne penge.

Men der findes heldigvis også velintegrerede borgere. Danmark har fået sin første anklager med tørklæde, og Christiansborg har fået en sag, der kræver både panderynker og paragrafgymnastik. Justitsminister Nicolai Wammen og et bredt flertal er enige om, at anklagere selvfølgelig har ret til at dyrke deres religion og interesser i fritiden, men i retten bør der gælde de samme restriktioner som for dommere: religiøs og politisk neutral påklædning. For hvad bliver ellers det næste? At en fodboldtosset anklager møder op i retten iført Brøndby-halstørklæde og klaphat? Diskussionen om, hvorvidt hijab i retssalen må betegnes som en slags stofmisbrug, fortsætter indtil videre.

Diskussionen om, hvorvidt hijab i retssalen må betegnes som en slags stofmisbrug, fortsætter indtil videre.

Mens udlændingepolitikken således leverer den ene øjenbrynsløftende historie efter den anden, er der også uro på den hjemlige politiske front. Hos Liberal Alliance har Mads Strange haft en lettere ubekvem uge, fordi han er blevet taget i en række faktuelt forkerte påstande. Strange har selv erkendt, at han har sagt ting, der var forkerte, og beklaget det, men understreger, at han ikke mener, der er tale om et mønster. Det er i sig selv sympatisk at indrømme fejl. Problemet opstår, når man er kommet med så mange røverhistorier, at man begynder at få brug for en særskilt optælling, og facit bliver ni påstande uden hold i virkeligheden. Men det forhindrede ikke Altinget i at indstille Strange til avisens politiske kommunikationspris. Nogenlunde som at nominere en kok til årets mester i portionsanretning, efter at han har tabt tallerkenerne gulvet.

Venstre har igen slået sin egen bundrekord i vælgertilslutning, og flere venstrefolk har gjort oprør mod partiets formand, Troels Lund Poulsen, på grund af det kommende sprøjteforbud. som han går ind for. Det interessante ved Venstre er, at partiet dermed igen demonstrerer sin historiske styrke: Man kan være imod noget, selv om ens egen formand har sagt, hvordan det skal være. I det mindste har Venstre den fordel, at partiet ikke mangler debat. Der mangler kun enighed om, hvad debatten går ud på.

Uge 40 efterlader herefter en stribe ubesvarede spørgsmål: Er kongen den mand, man ser på maleriet, eller den man forestiller sig bag uniformen? Er tandlægen gratis, hvis der ikke er tandlæger nok? Er en enkeltbillet stadig en enkeltbillet, hvis man kan fortryde den? Er en forkert påstand en fejl, hvis man også indimellem siger noget rigtigt? Kan man repræsentere Anklagemyndigheden iført hijab og samtidig være objektiv? Og er Venstre for eller imod et sprøjteforbud, hvis formanden og medlemmerne mener noget forskelligt?

Det er den slags store spørgsmål, der er det smukke ved demokratiet.


* * *

UGENS LAVPUNKTER:
  • Et postkort, dronning Margrethe skrev som 12-årig i 1952, kom på auktion i mandags. I kortet fortæller den unge prinsesse blandt andet, at kongefamilien har besøgt en hytte, hvor de fik kaffe og vafler med multebær. Vi har et kongehus, der skriver om vafler, og et auktionshus, der gør det til kulturarv.
  • Det tog under tre timer at få 102.500 danskere til at melde sig til næste års Royal Run. Nu har de cirka otte måneder til at finde en god undskyldning for at melde fra.
  • Da musikeren Oliver Lauridsen så, at der var 12 hvide mænd og to hvide kvinder, der skulle optræde til P3 Guld, kritiserede han showet for at mangle repræsentation. Hans eget band hedder Smag På Dig Selv, så han er allerede begyndt at tage sin egen kritik meget bogstaveligt.
  • Antallet af indsatte overstiger nu antallet af pladser i danske fængsler. Det er kun et spørgsmål om tid, hvornår Kriminalforsorgen begynder at anbefale Airbnb.
  • Dansk politi har vundet Europols innovationspris for et pilotprojekt, hvor politiet har testet bilister for lattergas med et pusteapparat. Det er især praktisk, hvis man stopper en bilist, der synes, fartgrænsen er dagens bedste joke.
  • Udenlandske par strømmer til Danmark for at blive gift. Ventetiden er kort, og processen er nem. Danmark er blevet Europas Las Vegas: Kom ind som kærester, kom ud som ægtefolk.
  • Verdenshavene absorberede sidste år en rekordhøj mængde varme, svarende til 40 gange verdens samlede energiforbrug samme år. Kort sagt en måde at opbevare energi på, som ingen har bedt om.
  • På fem år er 20 procent af de schweiziske gletsjere forsvundet, og i løbet af årets første otte måneder er de skrumpet med 5,5 procent. Snart kan man kun stå på ski i Schweiz, hvis man bevarer optimismen og har et skateboard.
  • Et forslag fra den britiske premierminister går ud på, at flyselskaber fremover ikke skal kunne afkræve forældre ekstra gebyrer for at komme til at sidde ved siden af deres børn i flyet. Men måske kunne man i stedet for lade børnene betale et mindre ledsagergebyr?
  • Et projekt med at passe bistader i Newcastle har vist sig at være et værdifuldt rum for mænds mentale trivsel. Formentlig fordi bierne lytter, ikke afbryder og giver meget konkrete tilbagemeldinger.

Kategori: , , | 4 kommentarer

Tilstandsrapport uge 39

Efter knap to års udenrigspolitisk drama nåede grønlandskrisen tirsdag aften det punkt, hvor alle gode diplomatiske kriser til sidst ender: Der blev skrevet under på noget, der egentlig ikke var nødvendigt, alle smilede til hinanden, og bagefter var der øl.

Det er imponerende, så mange superlativer man kan få til at passe på en aftale, der bare handler om, at alle tre parter er enige om, at det er bedst, at de stadig er venner

Donald Trump beskrev forløbet som 'en fantastisk rejse med vidunderlige mennesker'. Det er en bemærkelsesværdig beskrivelse af en rejse, der blandt andet har indeholdt en amerikansk ambition om at få fingre i Grønland og en periode, hvor forholdet mellem Danmark og USA var på frysepunktet. Men nu er vi heldigvis venner igen! Ved underskriftsceremonien i FN-bygningen i New York trak Trump stolen ud for Mette Frederiksen, muligvis fordi han havde glemt, at det var hende, han ikke ville give hånd til ved NATO-topmødet i Ankara i juli. Men præsidentens stolestunt blev et atypisk galant øjeblik, som på mange måder opsummerede hele aftalen: USA tilbyder at holde stolen, Danmark sætter sig ned, og alle lader som om, det hele er fuldstændig normalt. Først bruger man halvandet år på at skændes med amerikanerne om Grønland, og så ender man i et lille lokale med tre statsledere, der smiler, smisker og skriver under, som om intet var hændt, og selv om ingen er sikre på, om man nu også helt kan regne med Trump.

Aftalen bekræfter Kongeriget Danmarks suverænitet og Grønlands ret til selv at bestemme. Til gengæld får USA lov at fylde op med soldater og permanente baser og ret til at bede alle andre lande om at skrubbe af, hvis de skulle komme for tæt på. Aftalen har ingen udløbsdato, og alle er glade. Mette Frederiksen kaldte aftalen 'større og bedre' end den gamle, næsten enslydende aftale fra 1951. Jens-Frederik Nielsen kaldte den 'win-win-win' og ventede – formentlig med Zelenskyj in mente – til bagefter med at tage sin anorak på. Og Trump kaldte aftalen historisk. Det er imponerende, så mange superlativer man kan få til at passe på en aftale, der bare handler om, at alle tre parter er enige om, at det er bedst, at de stadig er venner. Der blev givet hånd og krammet, og da det hele endelig var overstået, drak Mette Frederiksen en kold øl sammen med den danske delegation. Lars Løkke var ikke til stede, så der var ingen til at dele smøger ud, men ellers var det eneste, der manglede, at Trump sagde: 'Skal vi ikke bare lade som om, vi aldrig taler om Grønland igen?' Men det gjorde han altså ikke.

Man siger, at en fjendes fjende er en ven, og i dette tilfælde hedder vennen Mark Carney

EU og Canada har indledt en hed flirt, som kulminerede med et stævnemøde mellem Canadas premierminister Mark Carney og Frankrigs Emmanuel Macron på Saint-Pierre og Miquelon, et lille fransk oversøisk territorium kun 25 kilometer fra Canada. Det er ikke helt det samme som Venstre Seinebred i Paris, men kærligheden har som bekendt aldrig været afhængig af postnummeret. Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har oven i købet luftet tanken om at gøre Canada til associeret medlemsland. Det samme tilbud har Australien og New Zealand fået. Det er på sin vis et forståeligt frieri. Når ens gamle partner på den anden side af Atlanten begynder at opføre sig utilregneligt, kan man jo være nødt til at kigge sig omkring. Man siger, at en fjendes fjende er en ven, og i dette tilfælde hedder vennen Mark Carney, hvilket må være en lettelse for europæerne. Han har både jakkesæt, økonomisk erfaring og en geografisk placering, der gør ham til et oplagt alternativ, hvis det amerikanske forhold skulle blive lidt anstrengt.

Venstres folketingsgruppe har tilsyneladende besluttet sig for at begå kollektivt harakiri

Apropos anstrengt er det vist et ord, man roligt kan bruge om forholdet mellem Donald Trump og den amerikanske presse. Trump har igen været utilfreds med CNN og andre medier og deres fake news med det resultat, at de blev nægtet adgang til Det Hvide Hus. Men de øvrige amerikanske tv-stationer havde åbenbart også fået nok. ABC, CBS, NBC og selv Fox News meddelte i et fælles brev, at de ville stoppe den fælles dækning af præsidentens arrangementer i solidaritet med de medier, der var blevet udelukket. Et par dage senere var der desuden en dommer, der fastslog, at udelukkelsen stred mod den amerikanske forfatning, så Trump blev pålagt at give medierne deres adgang tilbage. Det må have været lidt af en skuffelse, ikke bare for Trump, men også for alle dem, det gik op for, at forfatningen faktisk stadig gælder, selv for præsidenter. At Trump så alligevel fortsætter med at udelukke de medier, der passer ham, er en anden sag.

Men vi behøver slet ikke at skele til Washington for at finde nogen, der gerne vil bestemme, hvad andre siger om dem. Folketingets formand, Søren Gade, har valgt at trække en mand ved navn Jakob Klink i retten. Han er gift med Søren Gades partifælle i Venstre Trine Jepsen, så hvem kunne ikke godt tænke sig at være en flue på væggen til familiefrokosten? Sagen handler om nogle beskyldninger, som Klink skrev om Gade efter folketingsvalget. Opslaget er siden slettet, men Klink har blandt andet beskyldt Søren Gade for at have sikret førtidspension til Henrik Sass og dermed støttet en børnepornodømt. Klink har nægtet at sige undskyld, og Gade mener, at der er grænser for, hvad man skal finde sig i som politiker. 'Så må jeg jo trække en streg i sandet,' fastslog han. Politisk kommentator Jarl Cordua, som aldrig har lagt skjul på sit tilhørsforhold til Venstre, reagerede på Gades beslutning ved at konstatere, at 'Venstres folketingsgruppe har tilsyneladende besluttet sig for at begå kollektivt harakiri.'

Når man ikke kan argumentere imod en politisk beslutning, kan man altid prøve at få den til at lyde som en menneskerettighedskrise, også selv om ofrene har klove

Mens nogle diskuterer retten til at sige grimme ting om hinanden, har regeringen i denne uge taget en mere håndfast beslutning: Der er kommet grisestop. Med øjeblikkelig virkning er der indført forbud mod nye konventionelle svinestalde de kommende 12 måneder. Måske fordi landets største svineproducent, Martin Lund Madsen, netop har fået tilladelse af Billund Kommune til at udvide produktionen med mere end 400.000 årlige slagtesvin. Det er ikke længere en svineproduktion – det er nærmere en mindre nation med krølle på halen. Svineproducenternes formand Jeppe Bloch kalder regeringens øjeblikkelige grisestop racistisk. Når man ikke kan argumentere imod en politisk beslutning, kan man altid prøve at få den til at lyde som en menneskerettighedskrise, også selv om ofrene har klove. Så mangler der kun, at svineproducenterne kræver en sandhedskommission, erstatning for historiske krænkelser og en mindeplade for den sidste nybyggede konventionelle svinestald.

Men ugens blandede fortrædeligheder handler allesammen om magt og om, hvem der ender med at trække grænsen. Det er måske i virkeligheden den røde tråd gennem hele uge 39. USA, Danmark og Grønland er langt om længe blevet bonkammerater igen (sådan da) på Trumps nåde, Canada kigger mod Europa på Ursula von der Leyens initiativ, amerikanske medier siger fra over for Trump, en dansk politiker går rettens vej på grund af et Facebook-opslag, og regeringen sætter en stopper for nye svinestalde.

Der er tilsyneladende blevet tegnet en hel del streger i sandet. Og altså også i indlandsisen.


* * *

UGENS LAVPUNKTER:
  • Efter sidste weekends halvmaraton i København blev der indsamlet 15 ton tøj, som løberne havde smidt fra sig på ruten. Det svarer cirka til en gennemsnitlig dansk teenager, der har ryddet sit værelse.
  • Fra 1. maj til 31. august tog Dyrenes Beskyttelses internater imod 3.767 katte. Det lader til, at sommeren er højsæson for både jordbær, festivaler og at erkende, at man ikke kan styre en kat.
  • Påfuglen Carsten, der tilhører Børnehuset Ønskelandet i Ikast, har været efterlyst i tre måneder, men er endelig blevet fundet. Gode nyheder for Ønskelandet og dårlige nyheder for Carsten, som nu igen skal tilbringe hele dagen sammen med børnene.
  • I Givskud slap tre kænguruer ud fra en privat indhegning. Sydøstjyllands Politi oplyser, at de er blevet orienteret, men så længe kænguruerne ikke udgør nogen trafikal fare, har man ikke tænkt sig at gøre noget. Hvis de begynder at hoppe over for rødt, er det en anden sag.
  • Lige nu er det meget billigere at tanke i Sverige end herhjemme. Derudover oplyser bornholmerne, at man også kan spare penge på kaffe, laktosefrie produkter og tandlægebesøg. Inden længe er det nemmere at flytte til Sverige end at lave et budget.
  • En bus har siden 1. februar kørt 328 ture for at transportere praktiserende læger fra København til Nykøbing Sjælland. Ingen læger har benyttet sig af muligheden. Men en million kroner for at dokumentere, at læger ikke tager en bus, de ikke har bedt om, er vel også en slags forskning.
  • I år er omkring 250 ladekabler til elbiler blevet klippet af og stjålet. Kobberprisen er høj, og kablerne repræsenterer en værdi på mellem seks og syv millioner kroner. Politiet anbefaler, at man parkerer sin elbil sikkert. Kobbertyvene anbefaler, at man parkerer tæt på en skrothandler.
  • Efter en skudepisode i Aarhus efterlyser politiet en mand på el-løbehjul, som er set ved gerningsstedet. Manden beskrives som farlig. Mest for trafiksikkerheden.
  • Et fortroligt dokument i Rigsarkivet afslører, at Frederik VII var født med en misdannet penis og små kønsorganer. Det må være den eneste kongelige hemmelighed, hvor historikerne efter flere hundrede år må konkludere, at der ikke var noget at komme efter.
  • I går blev et nyt portræt af kong Frederik afsløret på Frederiksborg Slot. Billedkunstneren Cathrine Raben Davidsen har brugt to år og mere end 50 skitser på at skabe værket. Noget tyder på, at hun har arbejdet efter princippet: 'Den er lige ved at være der!'

Kategori: , , | 6 kommentarer

Tilstandsrapport uge 38

Lad os begynde i det høje nord, hvor statsminister Mette Frederiksen på et europæisk topmøde i Finland erklærede sig 'ret optimistisk' med hensyn til at finde en løsning med USA om Grønland. Der skal nu nedsættes en arbejdsgruppe på højt niveau mellem Grønland, Danmark og USA om tættere samarbejde om sikkerhed og forsvar. Det lyder umiddelbart betryggende. Der er noget særligt nordisk over problemer, der løses ved at nedsætte en arbejdsgruppe. Hvis ikke problemet forsvinder af sig selv, kan man i det mindste få det organiseret i et regneark.

Hvis ikke problemet forsvinder af sig selv, kan man i det mindste få det organiseret i et regneark

På Socialdemokratiets årsmøde i weekenden lovede Mette Frederiksen, at hun ville blive siddende som statsminister perioden ud og gerne tage en periode mere, hvis partiet ville have hende. Så gik der omtrent fire dage, før spekulationerne om et internationalt topjob igen tog fart. Ursula von der Leyen holdt sin State of the Union-tale og foreslog et europæisk sikkerhedsråd, og straks begyndte politiske kommentatorer at se Mette Frederiksen som den oplagte kandidat til jobbet. Det er ikke nemt at være statsminister. Man kan knap nok nå at love, at man bliver hjemme, før kommentatorerne har pakket kufferten for én.

Men ellers begyndte ugen med en slags festfyrværkeri, da en russisk fregat affyrede to nødblus mod en dansk forsvarshelikopter i internationalt farvand syd for Gedser. Det ene signalblus passerede tæt forbi helikopteren, men ramte altså ikke. Forsvarsminister Jeppe Bruus kaldte det uprofessionelt sømandskab, og den russiske ambassadør blev indkaldt til en samtale hos udenrigsministeren. Det russiske svar på den diplomatiske irettesættelse var at give kaptajnen på fregatten en udmærkelse for sin indsats. Samtidig oplyste det russiske forsvarsministerium, at fregatten udførte 'operationer i neutralt farvand', og at de to signalblus var affyret som svar på den danske helikopters provokation. Hvilke operationer, der var tale om, fremgik ikke. Man kan håbe, at operationerne også i fremtiden holder sig til nødblus, og helikopterpersonalet husker at lukke døren forsvarligt efter sig.

Man kan håbe, at operationerne også i fremtiden holder sig til nødblus, og helikopterpersonalet husker at lukke døren forsvarligt efter sig

Som et andet eksempel på politisk handlekraft må nævnes erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaards indsats, da han indviede en ny afdeling af supermarkedet Alma i Rungsted ved at klippe et mørkeblåt silkebånd over. Men han nøjedes ikke med den traditionelle ceremoni. Han besluttede sig for at købe ind til en treretters efterårsmiddag på ét minut og blev filmet, mens han styrtede rundt mellem hylderne med åbentstående jakke og kastede kartofler, kantareller, palmekål og en 'helt vidunderlig og økologisk kylling' i kurven. Undervejs nåede han at overveje både kantareller med fløde på ristet brød og pasta. Det er naturligvis ikke uden betydning, at en erhvervsminister kan handle hurtigt og resolut i et supermarked, men en professor fra Roskilde Universitet hævede øjenbrynene og talte om det forkastelige i at lave skjult reklame for en bestemt forretning. Martin Lidegaard forsvarede sig i første omgang med, at han med glæde gør reklame for mange virksomheder, men fortrød alligevel et par dage senere og fjernede videoen fra Instagram. Det viste sig dog, at Martin Lidegaard slet ikke fik varerne med hjem, og kantarellerne og palmekålen blev lagt tilbage på hylderne efter optagelsen. Så ingen tabte penge på den radikale gimmick, men det lykkedes den radikale minister at tabe ansigt på under et minut.

På dieselområdet var der til gengæld masser af penge at tabe. Da literprisen nåede 19,19 kroner, krævede Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt Folketinget indkaldt til hastedebat. 'Regeringen har dumpet fuldstændigt i håndteringen af sagen,' skrev han på Facebook. Det er muligvis første gang, at ordet 'dumpet' har været brugt om en regering i samme uge, som danske skoleelever fik dumpekarakter af PISA-undersøgelsen for deres læse- og regnefærdigheder. For denne gang var tallene ikke som sædvanlig bare blevet dårligere, men meget dårligere. Her kom mobiltelefonen og skærmene straks under mistanke. Statsminister Mette Frederiksen kaldte resultaterne dybt bekymrende og pegede blandt andet på mobiltelefoner, sociale medier, manglende ro i klassen, lærerens autoritet, trivsel, inklusion, støj og indeklima som dele af forklaringen, men understregede samtidig, at der ikke er én enkelt forklaring på udviklingen. Undervisningsminister Magnus Heunicke bidrog med en ekstrabevilling på 50 millioner kroner, så der nu er 200.000 flere bøger på vej ud til landets skoler. Det kan vise sig at være et genialt træk. Det kan også bare vise sig, at eleverne bruger bøgerne til at hæve skærmen, så den står bedre.

Man skal ikke være økonom for at forstå, at naturbeskyttelse åbenbart kan være en ganske udmærket investering, hvis bare man sørger for at få den annulleret

Regeringspartierne har indstillet Henrik Frandsen fra Moderaterne til at blive Folketingets nye formand. Traditionelt er det et job, der kræver erfaring, dømmekraft og parlamentarisk tæft, men derudover har Henrik Frandsen vist sig også at være i besiddelse af et usædvanligt handelstalent. Efter aftale med staten fik han i 2001 645.000 kroner for at lade sin jord være beskyttet natur. En aftale, der ikke bare blev hvisket under en frokost eller noteret på bagsiden af en serviet. Det blev også tinglyst, at jorden ingensinde måtte dyrkes igen. Men tyve år senere, da Henrik Frandsen var blevet borgmester i Tønder, bad han kommunen om at ændre jordens status tilbage, så den igen måtte dyrkes. Han kom lige til at glemme at gøre opmærksom på den tinglyste klausul, så tilladelsen gik glat igennem – på ét døgn. Da jorden nu igen kunne dyrkes, steg ejendommens værdi med en million, og kort efter solgte Henrik Frandsen ejendommen. Man skal ikke være økonom for at forstå, at naturbeskyttelse åbenbart kan være en ganske udmærket investering, hvis bare man sørger for at få den annulleret. Det hele kan naturligvis være en ulykkelig kombination af dårlig rådgivning, kommunal sagsbehandling og et par forlagte læsebriller. Og måske fører historien bare til, at Moderaterne vedtager en ny definition af begrebet gennemsigtighed: Man skal kunne se igennem reglerne, især hvis de står i vejen for en god handel.

Det bedste ved den tid, vi lever i, er at der stadig findes mennesker, der har styr på tingene. De ved, hvornår der skal nedsættes en arbejdsgruppe, hvornår der skal indkaldes til en samtale, hvornår man skal udtale sig på Facebook, hvornår man skal fjerne en video fra Instagram, og hvornår man skal sælge sin netop dyrkningsgodkendte landbrugsjord. Resten af os kan så passende forsøge at følge med, og hvis det hele på et tidspunkt bliver lidt for indviklet, er der heldigvis hjælp at hente, hvis vi ellers har husket at installere IA-app'en på vores telefon.


* * *

UGENS LAVPUNKTER:
  • Tænketanken Røgfri, der præsenterer sig selv som uafhængig, er finansieret af sammenslutningen Nikotinbranchen. Hvornår opretter Danske Slagerier en tænketank om vegetarisme?
  • En gårdejer i Hundested politianmeldte i mandags en elg, der løb rundt på hans grund, hvor den desuden havde ødelagt et hegn. Anmeldelsen blev registreret, men det blev oplyst, at det ikke er politiets opgave at regulere elgens frie bevægelighed. Den blev derfor ikke taget ind til afhøring.
  • I det såkaldte ultraløb Mors 100 Miles satte en mand ny dansk rekord ved at løbe de 161 kilometer på 12 timer, 17 minutter og syv sekunder. Der foreligger ikke noget om, hvor lang tid det tog ham at komme sig over, at han frivilligt havde meldt sig til det.
  • Beredskabsstyrelsen Midtjylland har fået en kongeligt indviet fane. Kongen slog blandt andet søm i fanen som en del af den ceremonielle indvielse af fanen: Ét for kongen, ét for fædrelandet og ét for Beredskabsstyrelsen Midtjylland. Hvis Danmark nogensinde skulle blive ramt af en katastrofe, er vi altså nu dækket ind på fanefronten.
  • Foreningen Efterskolerne opfordrer sundhedsministeren til at hæve aldersgrænsen for salg af alkohol til 18 år, men forslaget møder ikke den store opbakning hos eleverne. Som at spørge rygerne, om de synes, cigaretter burde være dyrere.
  • Unge vælger landbrugsuddannelserne trods krisestemningen på Christiansborg. Endelig nogle unge, der ikke drømmer om at blive influencere, men om at få indflydelse på jordens pH-værdi.
  • Med en robot og god internetforbindelse har en kirurg på Sygehus Sønderjylland opereret en patient, som lå på en operationsstue på Færøerne mere end 1200 kilometer fra ham. Nu venter vi bare på, at tandlægerne begynder at tilbyde rodbehandlinger over Teams.
  • En model af kongeskibet Dannebrog, som i de sidste 28 år har hørt hjemme i Legoland i Billund er blevet solgt på auktion hos Bruun Rasmussen til 60.000 kroner. Kongefamilien vil blive udbudt stykvis.
  • Michelinrestauranten Alchemist vil holde lukket fem måneder om året for at udforske måden at drive restaurant på. Blandt andet skal gæsterne fremover ikke længere selv kunne vælge, hvad de vil drikke til maden. Næste skridt er, at restauranten også vælger, hvem der må spise der.
  • Politiet undersøgte onsdag formiddag et mistænkeligt forhold på den vej i Gladsaxe, hvor forsvarsminister Jeppe Bruus bor. Forsvarets bomberyddere var også til stede, men kunne konstatere, at der var tale om en drone til hobbybrug. Godt at vide, at Forsvaret er klar til alt. Også hvis nogen i Gladsaxe får en hobby.

Kategori: , , | 4 kommentarer

Tilstandsrapport uge 37

Ugen begyndte lovende i Nuuk, hvor smilene sad løst, da Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen kom på besøg for at annoncere en milliardinvestering i Grønland. Den grønlandske regeringsleder Jens-Frederik Nielsen erklærede, at 'Grønland har brug for EU, og EU har brug for Grønland', mens Ursula von der Leyen kvitterede med, at Grønland er en 'strategisk allieret og en betroet ven'. Sammen med Mette Frederiksen blev der skrevet under på en fælles erklæring, og alle smilede så bredt, som man nu gør, når tre politikere står ved siden af hinanden og lige har opdaget, at de er enige om noget. Det er den slags, der får en pressefotograf til at føle, at han har valgt det helt rigtige erhverv.

Men så loggede Donald Trump på Truth Social og delte endnu en gang et landkort, hvor Grønland var blevet iklædt stjerner og striber. Island havde tilsyneladende også fået den amerikanske makeover, hvilket fik islandske politikere til at kræve opslaget fjernet, mens den amerikanske ambassadør måtte en tur til samtale hos udenrigsministeren. En interessant udvikling i international politik: Tidligere kunne man overtage et land ved hjælp af soldater, skibe og et vist mål af brutalitet. Nu kan man begynde med et opslag på sociale medier og en æske farvekridt.

Alle smilede så bredt, som man nu gør, når tre politikere står ved siden af hinanden og lige har opdaget, at de er enige om noget

Det var også i uge 37, at Danmark besluttede at Agpalilik skal hjem. Den 20 ton tunge jernmeteorit, som faldt ned i Nordvestgrønland for omkring 10.000 år siden, blev fundet i 1963 og fragtet til Danmark to år senere. Siden har den stået foran Statens Naturhistoriske Museum i København og betragtet danskerne med den tavse værdighed, der tilkommer en sten, som har været på Jorden længere end de fleste civilisationer. Men nu skal den tilbage. Aki-Matilda Høegh-Dam havde allerede i maj krævet, at Agpalilik skulle tilbage til Grønland, for den havde kulturel betydning og havde blandt andet været anvendt i ritualer i forbindelse med overgangen fra barn til voksen.

En sten, der har været brugt til at markere overgangen fra barn til voksen, vender altså tilbage til Grønland samtidig med, at danske skoleelever tilsyneladende har svært ved at gennemføre overgangen fra TikTok til en tekst på tre sider. For så kom PISA og ødelagde den gode stemning. Det har ikke noget at gøre med det skæve tårn i Pisa – det er hele den danske folkeskole, der er noget skævt ved. Den internationale PISA-undersøgelse kunne denne gang afsløre, at danske skoleelever igen er blevet dårligere til at læse, regne og forstå naturfag. Især læsningen ser skidt ud, og næsten hver tredje elev er helt væk, også selv om han/hun undtagelsesvis møder op, for der pjækkes også mere end nogensinde.

Danske skoleelever har tilsyneladende svært ved at gennemføre overgangen fra TikTok til en tekst på tre sider

PISA er blevet en genudsendelse af den samme forestilling. Der bliver talt om lærerens autoritet, ro i klassen, forældrene, fraværet, mobil-telefonerne og skærmene. Alle er enige om, at situationen er alvorlig, og at det naturligvis ikke kan fortsætte sådan. Så går der et par år, før den næste PISA-rapport kan fortælle, at det fortsatte alligevel. Dansk Folkeparti foreslog, at man skulle dele undersøgelsen op, så man bedre kunne se forskellene mellem indvandrere, efterkommere og elever med dansk oprindelse. Mette Frederiksen pegede på skærmene og mobiltelefonerne, som hun ville have helt forbudt i skolen og behovet for mere ro og autoritet. Men hvad nu, hvis læsning bare er overvurderet? Ifølge Politiken var en dansklærer fra Østerbro ikke alarmeret over, at eleverne er blevet dårligere til dansk, for 'så kan de noget andet.' Blandt andet er de blevet 'superdygtige til engelsk'. Så who cares?

Midt i det hele blev Venstre ramt af sin egen version af en meteor. 6,4 procent er den dårligste måling nogensinde i Megafons målinger, der går tilbage til 1998. Det gamle magtparti er dermed kun Folketingets ottendestørste parti og i blå blok mindre end både Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Man kan næsten høre partiets historiske vingesus, eller måske er det bare vinden, der blæser gennem det tomme lokale. Det er ikke første gang, et parti opdager, at vælgerne har lært en vigtig lektie: Man behøver ikke stemme på dem, bare fordi man plejer.

Det er ikke første gang, et parti opdager, at vælgerne har lært en vigtig lektie: Man behøver ikke stemme på dem, bare fordi man plejer.

Men Donald Trump har sin egen løsning på den slags problemer. Han lover 5.000 dollar – godt 32.000 kroner – til alle amerikanere, hvis Republikanerne vinder midtvejsvalget. Tippet er hermed givet videre til Troels Lund Poulsen.

Og så var der ejendomsvurderingerne. Her præsenterede ministeren en ny idé til at rette op på det system, der efterhånden har opnået en særlig status i dansk forvaltning. Det er systemet, der kostede omkring fem milliarder kroner at opbygge, og som nu åbenbart kan forbedres ved at give boligejerne mulighed for at få en ejendomsmægler eller vurderingsmand til at komme med en second opinion. Der er altså brugt fem milliarder kroner på at skabe et offentligt system til at vurdere, hvad folks huse er værd. Og når systemet skal forbedres, foreslår man, at borgerne får lov til at spørge en privat ejendomsmægler. Det svarer nogenlunde til at købe et schweizisk luksusur, der går forkert, og derefter få at vide, at man skal huske at medbringe et solur.

Men det smukkeste ved uge 37 er måske, at det hele hænger sammen, Grønland vil have sin meteorit hjem, skoleeleverne vil have deres mobiltelefoner med i skole, Venstre vil gerne have sine vælgere tilbage, boligejerne vil gerne have en vurdering, de kan stole på, og politikerne vil gerne have en forklaring på, hvorfor PISA-tallene bliver ved med at gå den forkerte vej.

Så vidt vides fik kongen den fred, som journalist-standen forgæves havde søgt undervejs

Politikerne er blevet gode til at erkende og undskylde problemerne. Men hvorfor lærer skolen ikke børnene at læse? Hvorfor mister politiske partier vælgere? Og hvorfor udløser fem milliarder kroner ikke nødvendigvis et fungerende vurderingssystem? Vi ved det ikke.

Måske skulle man begynde med at læse brugsanvisningen. Eventuelt på dansk, hvis nogen stadig kan finde ud af det.

Afslutningsvis havde redaktionen håbet at kunne bringe et kort referat på et par hundrede sider af Kong Harald af Norges gravfærd. Desværre er den hjemvendte hofreporter langtidssygemeldt som følge af udbrændthed efter at have ydet en heroisk journalistisk indsats under de særdeles vanskelige arbejdsforhold, der opstod, da han måtte kæmpe sig gennem den talstærke menneskemængde for at overvære begivenheden på nærmeste hold. Men så vidt vides fik kongen den fred, som journaliststanden forgæves havde søgt undervejs.


* * *

UGENS LAVPUNKTER:
  • Regeringen har udsendt et lovforslag om at fastsætte en ny aldersgrænse på 15 år for at få adgang til techplatforme som TikTok, Snapchat og Instagram. Men det skal først gælde fra 1. juli næste år, så de har ni måneder til at blive afhængige.
  • Til gengæld har MobilePay åbnet for en ny version, som giver børn ned til syv år mulighed for at bruge appen: 'Mor, jeg har lige sendt en betalingsanmodning.'
  • Igen har Zoologisk Have forsøgt at få de to pandaer til at reproducere sig naturligt, men heller ikke i år er hunpandaen blevet drægtig. Noget tyder på, at de er på vej ind i et langt parforhold uden samtaler.
  • Vurderingsstyrelsen erkender, at 100.000 ejendomsvurderinger er beregnet forkert. Det er cirka som at få sin bil synet og bagefter opdage, at synsmanden aldrig så bilen.
  • Et lavt elforbrug og kontoudtog, der afslører indkøb i et sporadisk omfang tæt ved folkeregisteradressen, har sat en stopper for Sikandar Siddiques politiske karriere på Københavns Rådhus. Ingen elskerinde. Ingen champagne. Bare en Netto-bon og en mistænkeligt kold radiator.
  • Fem orangutangunger er blevet fundet i en skov i den indiske delstat Odisha flere tusinde kilometer fra de tropiske regnskove i Indonesien og Malaysia, hvor de hører hjemme. Den asiatiske version af at tage toget til Aarhus og vågne i Hamborg.
  • Onsdag var det i flere timer ikke muligt at komme i telefonisk kontakt med anklagemyndigheden. Det er stadig uopklaret, hvem der hele tiden lagde røret på.
  • Nyt internationalt studie viser, at psykiatere ofte vurderer de samme symptomer forskelligt, og de er kun enige om diagnosen i halvdelen af tilfældene. Patienten kan i det mindste være sikker på, at én af dem tager fejl.
  • Ved kvindernes VM i basketball i Berlin stjal den 19-årige kineser Zhang Ziyu opmærksomheden. Hun er den højeste kvindelige basketballspiller nogensinde med sine 223 cm. Ved fødslen blev jordemoderen assisteret af en landmåler.
  • Den såkaldte hævnkjole, prinsesse Diana bar få timer efter, at prins Charles havde indrømmet, at han havde været hende utro, kommer på auktion til december og ventes at blive solgt for lige under to millioner kroner. Sidespringet, der endte som en god investering.

Kategori: , , | 4 kommentarer

Tilstandsrapport uge 36

Danmark er blevet et land, hvor vi holder øje med hinanden på kryds og tværs. Det mest overraskende er måske, at ingen endnu har foreslået en særlig myndighed til at kontrollere, om Venstres folketingsgruppe stadig befinder sig på samme side af partilinjen. Det ville ellers have været på sin plads i denne uge.

Torsdag skulle den omdiskuterede kvælstoflov stemmes igennem i Folketinget og forud var gået en protestaktion, der på smukkeste vis demonstrerede, hvor vanskeligt det kan være at kæmpe for et renere miljø. På initiativ af aktivisterne i organisationen, der kalder sig Bæredygtigt Landbrug med samme selvfølgelighed, som man ville kalde en cigarforretning for Røgfrit Danmark, kørte en kortege af 300 dieselosende traktorer tirsdag morgen til København til fremme af hovedstadens luftforurening for at demonstrere foran Christiansborg mod kvælstofloven. For hvis den blev gennemført, 'er der ingen stegt flæsk med persillesovs', som en landmand truende udtalte i P1. Vel egentlig et ret beskedent afsavn for at redde livet i danske fjorde og have, skåne 40 millioner grise for en kummerlig tilværelse og 9 millioner fra at blive kasseret som affald eller brugt som biobrændsel.

I landbruget har man den opfattelse, at hvis en forsker ikke selv har siddet på en traktor, kan han ikke vide noget om landbrug

Landbruget overdriver konsekvenserne helt vildt, mente professor Stiig Markager, hvis efternavn allerede indestår for ekspertisen. Den grønne trepart vil ifølge ham kun reducere landbrugets produktion med ti procent. Og eftersom cirka 80 procent af produktionen eksporteres, er der ingen fare for, at vi ikke har adgang til dansk smør, mælk eller grøntsager, som landbruget påstår. I øvrigt er den danske landbrugsproduktion en underskudsforretning, som dagligt koster samfundet 125 millioner. Men det er ikke noget, der gør indtryk på landmændene, for i landbruget har man den opfattelse, at hvis en forsker ikke selv har siddet på en traktor, kan han ikke vide noget om landbrug. Et interessant videnskabsteoretisk princip, som overført til et andet område må betyde, at en hjertekirurg, der ikke selv har haft et hjerteanfald, også er en verdensfjern skrivebordsteoretiker.

På trods af de kvælstofglade landmænds protester blev kvælstofloven vedtaget med opbakning fra Venstre, men Søren Gade og fire andre prominente Venstre-profiler stemte imod partilinjen. 'Venstre ved du, hvor du har,' lød Venstres slogan for år tilbage. Nu ved Troels Lund Poulsen ikke, hvor han har sine folketingsmedlemmer. Måske er han begyndt at se en grund til, at Søren Gades bryllup i weekenden blev holdt på Vedbygaard Gods, hvor TV 2 optager denne sæson af 'Forræder'.

Liberal Alliances havordfører Pernille Vermund og Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne bidrog i øvrigt også til underholdningen. Dengang Pernille Vermund var formand for Nye Borgerlige, var hun bedste ven med Inger Støjberg og viste billeder fra cafébesøg, hvor de to storsmilende fik et glas hvidvin sammen. I torsdags gik hun i flæsket på Inger Støjberg, fordi hun ikke havde stemt for kvælstofloven og beskyldte hende for ikke at ville tage ansvar. Det ophidsede angreb blev dog nedladende affærdiget af den gamle danmarksdemokratiske slyngveninde, som nu kaldte hende 'fru Vermund'.

Man er selv ude om det, hvis man har mareridt om at blive jaget ud af sit kolonihavehus en kold decembernat af en flok dyneløftere i Stasi-uniform

I Ballerup har kommunen kastet sig over en anden form for samfundstruende aktivitet: kolonihaveejere, der overnatter i deres kolonihaver om vinteren. Ballerup Kommune sender betjente eller private vagter ud på uanmeldte kontrolbesøg for at undersøge, om folk rent faktisk bor i deres kolonihavehuse. Det har vakt harme, for kan man forestille sig en større krænkelse, end at nogen holder øje med, om man overholder loven? Men Ankestyrelsen har nu slået fast, at kontrollen er helt i sin orden og ikke krænker privatlivets fred, så man er selv ude om det, hvis man har mareridt om at blive jaget ud af sit kolonihavehus en kold decembernat af en flok dyneløftere i Stasi-uniform.

Rusland fylder endnu engang i ugens nyheder. Tyskland hævder, at Rusland stod bag de droner, der blev fundet ved lufthavnene Leipzig og Halle. Dronerne var forsynet med sprængladninger, som til alt held ikke blev udløst. Herhjemme advarer PET samtidig om, at russiske efterretningstjenester planlægger sabotageaktioner mod danske virksomheder i forsvarsindustrien. Almindelige danskere kan endda blive forsøgt rekrutteret til små opgaver. Ifølge en lektor i samfundssikkerhed skal man holde øje med det, der afviger fra normalbilledet: en bil, der holder et mærkeligt sted, nogen der fotograferer en port eller et indbrud, hvor der ikke bliver stjålet noget. Men man skal huske at se på helheden, siger lektoren. Noget, der sidder på en lås, er ikke nødvendigvis russisk sabotage. Det kan også bare være en åndsfraværende nabo, der har glemt sine nøgler.

Engang kunne man uden videre kalde hinanden komplet uduelige i Folketinget. Nu får man en næse for at være rap i replikken.

Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt har fået en næse af Folketingets skatteudvalg, fordi han i sine svar til Liberal Alliances Mads Strange blev lidt for friskfyragtig. Strange havde spurgt, om ministeren havde koordineret priser med supermarkedskæderne i forbindelse med den planlagte lavere fødevaremoms. Engel-Schmidt afviste det og kunne samtidig fortælle Liberal Alliance, at han ikke var kommunist eller stalinist og ikke havde planer om at indføre sovjetisk planøkonomi. Det mente Mads Strange var flabet og arrogant, og et enigt skatteudvalg gav ham ret. Man må herefter konstatere, at der er sket noget med den parlamentariske tone. Engang kunne man uden videre kalde hinanden komplet uduelige i Folketinget. Nu får man en næse for at være rap i replikken. I Danmark kan. man diskutere kvælstof, spionage, kolonihaver og fødevaremoms, men en sarkastisk formulering i et folketingssvar! Dér går grænsen alligevel.

Den grønlandske spiralsag er foreløbig endt med to rapporter, fordi eksperterne var uenige, og hvis man ikke kan blive enige om virkeligheden, må man lave hver sin version af den. Fra grønlandsk side mener man, at Danmark bør indgå i en forsoningsproces, og Mette Frederiksen støtter idéen. I det mindste kan man håbe, at en forsoningskommission ikke ender med at kræve en afstemning i Venstres folketingsgruppe, for det ville kræve, at der blev udarbejdet tre rapporter: én fra Troels Lund Poulsen, én fra Søren Gade og én fra den del af gruppen, der endnu ikke har besluttet sig.

Endelig var der Island, hvor 52,8 procent stemte nej til at genoptage forhandlingerne om EU-medlemskab. Det er måske det mest fornuftige standpunkt i hele uge 36, for islændingene har tydeligvis kigget på resten af Europa og sagt: 'Vi venter lige en omgang.'

Og hvem kan bebrejde dem? Vi, der er medlem af EU, har 300 traktorer, der demonstrerer mod en kvælstoflov, en partiformand, der forsøger at holde sammen på Venstre med gaffatape, en Søren Gade, der stemmer imod sit eget parti, en kommune, der kontrollerer folks sengetider, russiske droner, en minister, der får en næse for at være flabet, og et Folketing, hvor man skal have tilladelse til en ironisk bemærkning. Vi skal redde fjordene uden at ødelægge landbruget, diskutere politik uden at fornærme Mads Strange, afsløre russiske spioner uden at mistænkeliggøre naboen og sætte en stopper for ulovligt kolonihaveophold uden at krænke privatlivets fred. Og Troels Lund Poulsen skal få Søren Gade til at forstå, at Venstre ikke længere er en filial af landbruget.

Det sidste bliver nok ugens mest krævende disciplin. Måske skulle Troels Lund Poulsen begynde med at servere en gang stegt flæsk med persillesovs for Søren Gade. Så har man da én ting, Venstre stadig kan samles om. Indtil videre.


* * *

UGENS LAVPUNKTER:
  • Danmarks foreløbig største sølvskat fra vikingetiden er fundet i Rebild i form at 18,5 kilo sølv, blandt andet et værdifuldt armbånd, som en museumsinspektør sammenligner med et Rolex. Der er dog den forskel, at på vikingernes årmbånd står der ikke 'Swiss Made', men 'Neglet i England'.
  • Østjyllands Politi har den seneste tid oplevet, at 12-årige børn har elløbehjul, der kan køre 80 km/t. Den moderne version af: 'Mor, jeg går lige ud og leger.'
  • Før 2018 blev de praktiserende lægers henvisninger stort set aldrig afist af sygehusene, men siden er antallet af afviste henvisninger eksploderet. Læger sender henvisninger, og sygehusene sender dem tilbage. Sundhedsvæsenets version af bordtennis.
  • Naturstyrelsen vurderer, at der er brugt omkring 250 mandskabstimer, svarende til cirka 200.000 kroner, på at skyde den berygtede problemulv ved Nørre Nebel. Ministeren kalder de økonomiske omkostninger sekundære. Der kommer til at stå 'diverse' på finansloven.
  • Afviste asylansøgere og kriminelle på Kærshovedgård har hidtil haft tv-pakker, hvor de kunne se Al Jazeera og TV3+ på skatteydernes regning. Det vil justitsminister Nicolai Wammen nu sætte en stopper for. Kærshovedgård kan herefter ikke længere tilbyde all inclusive-ophold.
  • Frederikshavn vil gerne have de værnepligtige til at blive i byen efter endt værnepligt. Derfor har kommunen iværksat en offensiv indsats, der indtil videre består af en sandwich og en rabatordning. Hvis det virker, bliver næste års strategi gratis kaffe og en parkeringsapp.
  • På papiret er der bud efter seniorernes erfaring hos landets virksomheder. Men en undersøgelse viser, at virksomhederne tøver med at ansætte nye medarbejdere over 55 år. Det er arbejdsmarkedets svar på Tinder: 'Du ser interessant ud. Men du er lidt for gammel til, at vi tør swipe højre.'
  • På den russiske skole i København får børn militærundervisning. Hvem der underviser børnene og bestemmer over skolen, besluttes i Moskva. Så mangler de bare nogle skolebusser med larvefødder.
  • Samtlige 1.694 underjordiske beskyttelsesrum rundt om i landet er fyldt med skimmel og skadedyr. Først skal man altså have bugt med skimmelsvamp og rotter. Så mangler vi bare fjenden.
  • Det Hvide Hus har lanceret et videospil med jagt på migranter. Inger Støjberg, go home!

Kategori: , , | 5 kommentarer

Tilstandsrapport uge 35

Lad os begynde i København, hvor teknik- og miljøborgmester Line Barfod har foreslået, at hastighedsgrænsen for biler sænkes til 30 kilometer i timen i hele byen. Formålet er at gøre det 'mere trygt at være cyklist i vores cykelgader, hvor cyklister og biler deler vejbanen'. Spørgsmålet er bare, om det er nødvendigt, eftersom København helt af sig selv har opfundet et avanceret system, hvor biler ikke er i stand til at køre mere end 30 kilometer i timen, takket være cyklisterne, der bevæger sig efter et mere frit princip: rødt lys er vejledende, fortove er alternative cykelstier, ensretninger er geografiske forslag, og fodgængere ved højresving betragtes som et interessant naturfænomen. At krydse en cykelsti som fodgænger kan til gengæld være en manøvre, der kræver både mod og en opdateret livsforsikring. At sænke bilernes hastighed til 30 kilometer i timen vil med andre ord have omtrent samme effekt som at indføre hastighedsbegrænsning på en kørestol.

At krydse en cykelsti som fodgænger kan være en manøvre, der kræver både mod og en opdateret livsforsikring

Fra København kan vi passende tage til Sverige, hvor en ny undersøgelse viser, at omkring 62.000 svenske elever i niende klasse dumper til prøven i læseforståelse. Ifølge en PISA-undersøgelse fra 2022 lever hver fjerde svenske elev ikke op til OECD's minimumskrav. En historieprofessor fra Lunds Universitet er dybt bekymret. Han lærte selv at læse, før han begyndte i skole, og betegner udviklingen som et dystopisk skrækscenarie. Hvis man ikke kan læse, bliver demokratiet hurtigt en abstrakt fritidsinteresse. Man forstår ikke nyheder, kender ikke forskel på løgn og sandhed og får vanskeligheder med tolerance, solidaritet og demokrati. Det minder kort sagt en del om situationen på denne side af Øresund.

Men vi har også andre problemer herhjemme. Eksempelvis spørgsmålet om, hvorvidt Isam B's sang 'Ramadan i København' fortsat skal være i Højskolesangbogen. Socialdemokratiets integrations- og udlændinge-ordfører mener nej. Højskolesangbogen skal åbenbart fungere som en slags sikkerhedsgodkendelse: Man må godt synge om Danmark, men først skal man igennem et udvalg, der vurderer, om sangen er dansk nok.

Samtidig har Morten Messerschmidt fundet en ny og rundere tone. I en video til gymnasieelever siger han: 'Du er dansker, uanset hvor du er født. Uanset hvor dine forældre er født.' Det bliver kaldt et 'smart move' af flere, fordi videoen kommer i fortsættelse af retssagen mellem Martin Lidegaard og Morten Messerschmidt, hvor Messerschmidt mener, at hans ære blev krænket af Lidegaards udtalelser under valgkampen. Dansk politik er efterhånden blevet så avanceret, at selv en video til gymnasieelever kan have tre strategiske formål, to politiske signaler og en juridisk sidegevinst.

Den amerikanske statsgæld er eksploderet. Siden Donald Trump kom til i 2017, er den fordoblet til 40 billioner dollar. Det er et beløb, der ligger så langt uden for almindelig menneskelig forestillingsevne, at man lige så godt kunne have skrevet 'rigtig mange penge'. Donald Trump har ellers aldrig været kendt for at være tilbageholdende med store tal. Men 40.000.000.000.000 er alligevel et beløb, hvor selv Donald Trump burde kunne blive imponeret af Donald Trump.

Først finder vi en løsning, derefter finder vi ud af, hvad den koster, og til sidst ansætter vi nogen til at administrere konsekvenserne

I Danmark diskuterer vi til gengæld, om momsen på fødevarer skal sænkes. Det lyder umiddelbart enkelt: Lavere moms, billigere mad, gladere danskere. Men sådan fungerer dansk skattepolitik ikke. En beregning viser, at en differentieret moms vil kræve op mod 400 ekstra statsligt ansatte til at kontrollere og administrere de forskellige satser. Dansk Industri mener endda, at det reelle behov kan være ti eller tyve gange større. Vi vil altså gøre maden billigere ved at gøre staten større. Det minder lidt om at spare penge på benzinen ved at ansætte flere til at holde øje med benzinmåleren. CEPOS har samtidig beregnet, at de rigeste ti procent vil spare omkring 6.150 kroner om året, mens de fattigste ti procent vil spare omkring 3.400 kroner. Alternativets politiske leder Franciska Rosenkilde har derfor, i modsætning til Pelle Dragsted og Enhedslisten, foreslået at droppe halveringen af momsen på fødevarer, fordi den er alt for dyr i forhold til den effekt, den har på priserne. Det hele efterlader det indtryk, at danske politikere opererer efter stategien: først finder vi en løsning, derefter finder vi ud af, hvad den koster, og til sidst ansætter vi nogen til at administrere konsekvenserne.

Men heldigvis har Folketinget fået mulighed for at tale med en præst, hvis det hele bliver for uoverskueligt. Det begyndte med Ida Auken, som begejstret foreslog, at Folketinget skulle have en eller flere præster tilknyttet Christiansborg. Det udløste politisk ballade og blandt andet krav om, at Ida Auken blev smidt ud af Socialdemokratiet, men nu er sagen efter Ida Aukens eget udsagn landet et godt sted: Folketingsmedlemmer kan fremover ringe til en præst, hvis livet begynder at gøre ondt. Løsningen består i et telefonnummer, og det bedste er, at det er gratis. Hvordan det kan lade sig gøre, står ikke helt klart. Måske er forklaringen, at præsten bare har en telefonsvarer, der siger 'Det skal nok gå altsammen.' Det er under alle omstændigheder en billigere ordning end 400 nye medarbejdere i Skat.

Vi kan se frem til, at hvis Mette Frederiksen går hen og bliver forkølet her til efteråret, vil det få verdens-omspændende presseomtale

Og så kommer vi til ugens mest internationale næse. Mette Frederiksen blev tilbudt at få 'fikset den lille plet' på næsen af en plastikkirurg. Det afviste statsministeren indigneret og erklærede, at hun er tilfreds med sin snart 50-årige kvindekrop og ikke har brug for, at en mandlig plastikkirurg har holdninger til den. Det kan man kalde en effektiv måde at få en næse til at fylde mere, end den egentlig har krav på. Mette Frederiksens svar gik verden rundt, fra Rusland til Filippinerne, og en cand.comm., strategisk rådgiver og brandingekspert forklarede, at succesen skyldes, at det private, uperfekte og sårbare skaber 'nærhed og relaterbarhed'. Vi kan se frem til, at hvis Mette Frederiksen går hen og bliver forkølet her til efteråret, vil det få verdensomspændende presseomtale, fordi det skaber autenticitet.

Midt i alle de danske og internationale bekymringer døde Dolly Parton tirsdag aften, hvilket udløste landesorg over det meste af verden. Blandt andet sendte den britiske kongefamilie Band of the Coldstream Guard, et af de ældste og bedst kendte militærorkestre, ud foran Buckingham Palace for at trutte Dolly Partons megahit '9 to 5' iført røde uniformer og bjørneskindshuer. En mere britisk måde at sørge over en amerikansk countrydronning kan man dårligt forestille sig. I hendes og Guds eget land dekreterede Donald Trump flagning på halv stang over hele USA i en uge. Mere bemærkelsesværdigt er det, at han endnu ikke har taget æren for Dolly Partons popularitet.

Norges Kong Harald, der døde i går, fik knap så meget opmærksomhed. Det forstår man godt. Dolly Parton havde trods alt '9 to 5' på repertoiret. Kong Harald havde kun Norge.

Sådan sluttede en uge, hvor københavnerne skulle sænke farten, svenskerne skulle lære at læse, danskere diskuterede sangbøger, Morten Messerschmidt blev rundere, Mette Frederiksen forsvarede sin næse, Folketinget fik telefonnummeret til en præst, momsen skulle ned, antallet af embedsmænd skulle op, og den amerikanske statsgæld overgik enhver menneskelig forestillingsevne. Man kunne fristes til at konkludere, at der ikke er nogen sammenhæng mellem ugens begivenheder, men det er der, for de handler allesammen om det samme: Vi har efterhånden organiseret samfundet så grundigt, at vi har brug for stadig flere mennesker til at forklare, hvorfor det ikke fungerer helt som planlagt.


* * *

UGENS LAVPUNKTER:
  • Lægemiddelstyrelsen opfordrer læger, der udskriver recepter til mænd, der vil undgå hårtab, til at være opmærksomme på en række problematiske bivirkninger ved indholdsstoffet finasterid, der kan forårsage nedsat sexlyst, impotens eller depression, angst og selvmordstanker. Den gode nyhed: Vi kan muligvis forhindre, at du mister håret. Den dårlige nyhed: Du kan risikere at miste interessen for, hvorfor du overhovedet var så optaget af det.
  • Æg kan holde sig betydeligt længere end den dato, der står på pakken. Ifølge Fødevarestyrelsen er der derfor ingen grund til at smide sine æg ud, bare fordi de har overskredet datoen. Det er ligesom med mænd over 50: De kan sagtens stadig bruges, man skal bare lige tjekke dem først.
  • Verdens have er varmere end nogensinde før, viser tal fra EU’s klimatjeneste Copernicus. Kort sagt: havene bliver varmere, isen smelter, og vejret bliver mere ekstremt. Heldigvis kan vi stadig diskutere, om det er klimaets skyld.
  • Kræftens Bekæmpelse har endnu engang kortlagt de unges alkoholvaner. Konklusionen er, at selv om danske unge drikker mindre end tidligere, ligger Danmark fortsat i toppen i Europa. Ungdommen har med andre ord formået at reducere alkoholforbruget uden at slække på ambitionen om at indtage førstepladsen.
  • De studerende synes, at det er befriende, at Københavns Professionshøjskole har droppet alkoholen, så introdagene foregår uden fokus på at drikke. Man slipper både for tømmermænd og det klassiske spørgsmål dagen efter: 'Hvem var det egentlig, der drak af min sko?'
  • Årets første seks måneder mistede DSB kunder, blandt andet på grund af problemer med at opretholde normal drift. Andet halvår tegner lovende: Der er stadig mange kunder tilbage at miste.
  • Få dage efter, at den første fynske bæver var blevet udråbt, viste det sig, at det drejer sig om den uønskede sumpbæver, som er en invasiv sydamerikansk art. Selv naturen har problemer med identitetspolitik.
  • Danske Handicaporganisationer oplever i stigende grad, at handicapparkeringskort bliver stjålet eller forfalsket. De er blevet så eftertragtede, at man snart må formode, at der findes mænd, der har dem i inderlommen og diskret viser dem frem på værtshuset.
  • Københavnske bilejere bør for fremtiden betale 30.000 kroner for en parkeringslicens, mener Alternativet. Det er måske den første parkeringsordning, hvor det kan betale sig at tage en taxa for at hente bilen. Man begynder at forstå, hvorfor Alternativet hedder Alternativet.
  • Natten til fredag var der 93 procents måneformørkelse, men skyerne spolerede udsigten i Danmark, så der var ingen der så det. Næste måneformørkelse er 31. december 2028, så der er god tid til at finde et sted med frit udsyn. Eller bare blive hjemme og se vejrudsigten.

Kategori: , , | 4 kommentarer