Bare rolig, der følger ingen fortrolige bekendelser eller en klagesang om ægteskabets fortrædeligheder. Det drejer sig ganske enkelt om, at flere og flere mænd er begyndt at omtale deres kone som deres hustru. Hvorfor vides ikke, men måske for at fremstå som særlig opmærksomme på sprogets finere nuancer.

Man skulle tro, nogen havde fået øje på ordet i en montre på Nationalmuseet og var blevet inspireret til at puste nyt liv i det

Ikke fordi jeg har noget imod ordet 'hustru'. Det er et glimrende gammelt ord, som gennem århundreder har gjort tjeneste i det danske sprog, og jeg har ingen indvendinger mod, at det fortsat eksisterer. Men hvorfor skal et gammelt ord, der blev udfaset i daglig tale for flere årtier siden, pludselig indtage pladsen som det pænere, mere moderne og frigjorte alternativ til det helt uskyldige 'kone'? Man skulle tro, nogen havde fået øje på ordet i en montre på Nationalmuseet og var blevet inspireret til at puste nyt liv i det, så det blev til det progressive, bevidste og muligvis ligefrem feministisk korrekte ord. For 'kone' kunne måske give associationer til patriarkat, brun sovs og mænd, der stadig mener, at en kvinde hører hjemme i køkkenet.

Jeg siger 'kone', som jeg altid har gjort, og jeg har ingen planer om at lave om på det. Når jeg siger 'min kone', forestiller jeg mig ikke et menneske, der er underlagt mig. Jeg forestiller mig det menneske, jeg er gift med. På samme måde forestiller jeg mig heller ikke, at ordet 'mand' indeholder en særlig kønspolitisk erklæring, når en kvinde siger 'min mand'.

Det er klart, at ord kan få forskellige betydninger og bibetydninger. Men der er også noget, der hedder sproglig indarbejdelse. Når et ord har været brugt af millioner af mennesker i generationer, mister det som regel den betydning, nogen måske engang kunne have fundet på at tillægge det. 'Kone' er så almindeligt, at ingen normalt tænker: 'Ah! Her har vi et menneske, der sprogligt markerer kvindens underordning i det heteronormative ægteskab.' Man tænker vel bare: 'Nå, han er gift.'

Hvis ens ægtefælle virkelig er den bedre halvdel, må man nødvendigvis selv være den dårligere halvdel, restaffaldet

Siger man 'hustru', får det pludselig et strejf af højtidelighed. Man markerer, at man har taget stilling til noget og vedhæfter et lille usynligt bilag med oplysning om, at man har gennemtænkt sit ordvalg.

Men faktisk har jeg et langt større problem med udtrykket 'min bedre halvdel'. Det er ganske vist på sin vis demokratisk, fordi det kan bruges om både mænd og kvinder, men det gør ikke sagen bedre. Det lyder som en vittighed, der blev opbrugt engang i 1987, men som ingen fik fortalt, at den var død. Hvis ens ægtefælle virkelig er den bedre halvdel, må man nødvendigvis selv være den dårligere halvdel, restaffaldet.

Man kan også vælge at være ung med de unge og sige 'wifey'. Det er en kandiseret udgave af det engelske 'wife'. Det er jo sødt, eller det er i hvert fald meningen, at det skal være sødt. Men det lyder mere som noget, man skriver under et billede på Instagram, hvor der står et par med bare fødder foran en solnedgang på Bali, og teksten lyder: 'Forever my wifey', efterfulgt af en hjerteemoji. Man får straks en mistanke om, at der også findes et matchende kaffekrus: 'World’s best wifey'. 'Wifey' er wife med en lille lyserød sløjfe på, ligesom når voksne mennesker siger 'hunni' om en hund. Der er ikke noget galt med engelske ord, når de udfylder et hul, dansk ikke allerede har dækket. Men jeg har svært ved at se, hvilket hul 'wifey' skulle udfylde.

'Wifey' er wife med en lille lyserød sløjfe på, ligesom når voksne mennesker siger 'hunni' om en hund

Nu vi er ved fremmedsprog, er der et andet udtryk, som er direkte myrekrybfremkaldende, og som ofte optræder på sociale medier: 'manden min.' Her har dansk grammatik tilsyneladende været på studietur til Norge og glemt at komme hjem igen. Jeg har ikke noget imod nordmænd, men man kan altså ikke uden videre importere syntaks, bare fordi man synes, at den ser hyggelig ud. Hvor kommer det fra? Der er vel ingen danskere, der siger 'bilen min står ude i garagen' eller 'huset mit er solgt'', 'hunden min er stukket af' eller 'skatten min er steget'. Der er selvfølgelig den mulighed, at 'manden min' er blevet indført, fordi 'min mand' efter nogens mening er blevet for konventionelt. Det ligger i forlængelse af den sproglige trend, hvor man markerer, at man er bevidst om køn, at man ikke vil støde nogen, at man har overvejet et ords historiske bagage, og at man er inkluderende.

Men jeg insisterer altså på at sige 'min kone'. Hvis nogen synes, det er undertrykkende, vil jeg være ked af, at et substantiv har fået så stor magt over deres tilværelse, og hvis nogen spørger mig, hvorfor jeg ikke siger 'min hustru', kan jeg kun svare: 'Fordi hun er min kone.' Og hvis jeg sagde 'min wifey' til min kone, tør jeg slet ikke tænke på det blik, jeg ville få.

Dansk Sprognævn lancerede tidligere på året kampagnen 'Kan vi på dansk?', og nu har en undersøgelse kortlagt de engelske ord, som danskere bliver mest irriterede over.

Øverst på top-ti-listen ligger sale. Det danske ord er udsalg. Vi har haft det længe, inden nogen i Danmark havde hørt om Black Friday, og det beskriver præcis, hvad der foregår: En butik forsøger at få én til at købe noget, man ikke vidste, man manglede, fordi det nu koster 40 procent mindre end det, man heller ikke havde tænkt sig at betale. Udsalg er altså et udmærket dansk ord, og jeg kunne aldrig selv finde på at sige andet. I øvrigt har jeg heller aldrig hørt andre sige sale, men butikkerne elsker at skrive det. Det er der jo ingen grund til.

Nice er et ord, der er forbeholdt ungdommen, men den vil sikkert tage det med sig videre, og det skal den være velkommen til

På andenpladsen kommer nice, som ifølge undersøgelsen helst skal erstattes af dejlig. Vi har et familiemedlem på 20, og hun siger hele tiden 'nice'. Jeg kan ikke fordrage det, men jeg lader som ingenting, selv om det gibber i mig hver gang. Men det betyder faktisk ikke helt det samme som dejlig og har en langt bredere anvendelighed. 'Nice!' kan betyde, at kaffen er god, at bussen kom til tiden, at nogen har sendt et sjovt billede, eller at man har vundet 50 kroner i Lotto. På den anden side ville det være helt til grin, hvis jeg begyndte at sige 'nice'. Det er et ord, der er forbeholdt ungdommen, men den vil sikkert tage det med sig videre, og det skal den være velkommen til.

Et andet ord på hadelisten, som heller aldrig vil passere mine tænders gærde, er random, som man gerne vil have erstattet med tilfældig. Det er på papiret en glimrende oversættelse. Problemet er bare, at sproget ikke altid fungerer på papir. 'Det var lidt tilfældigt' og 'det var totalt random' betyder ikke nødvendigvis det samme. Random har efterhånden fået sin egen plads i dansk og bruges ofte om noget mærkeligt, uventet eller uden nogen synlig sammenhæng. Hvis nogen indleder et møde på kontoret med at fortælle om sin frimærkesamling, kan man sige, at det var random. Man kan også sige, at det var tilfældigt, men så lyder det, som om frimærkesamlingen var dukket op helt af sig selv som mug i et sommerhus.

Listen indeholder også fuck, som man foreslår at erstatte med øv. Det er måske undersøgelsens mest optimistiske forslag. 'Fuck!' og 'øv!' er ganske enkelt ikke synonymer. Hvis man spilder sin kaffe ned i tastaturet, kan man sige 'øv'. Hvis man opdager, at man har sendt en meget privat kærlighedserklæring til hele arbejdspladsen, kan man sige 'fuck'. Der er simpelt hen situationer i livet, hvor 'øv' ikke har den nødvendige sproglige tyngde. Men heller ikke 'fuck' føler sig hjemme i min mundhule.

Cringe er et ord, jeg desværre heller ikke har kørekort til, men det er bare ikke det samme som pinligt

Onboarding skal erstattes af introduktion. Her er kritikken til gengæld sværere at afvise. Onboarding er et af de ord, der optræder i en verden, hvor en ny medarbejder ikke længere bare bliver ansat og sat ind i arbejdet, men skal gennem en 'onboarding journey', hvor vedkommende 'alignes' med organisationens værdier, 'connecter' med 'stakeholders' og får adgang til en digital platform, hvor man kan se en video om virksomhedens vision. Alt sammen før man får at vide, hvor kaffemaskinen står. Her kunne man ærlig talt godt bruge noget lidt mere dansk.

Cringe ligger også blandt de ti mest forhadte ord og foreslås erstattet med pinligt. Cringe er et ord, jeg desværre heller ikke har kørekort til, men det er bare ikke det samme som pinligt. Det beskriver den særlige følelse, man får, når man ser et andet menneske gøre noget så desperat akavet, at man får lyst til at kravle ind under sofaen på vedkommendes vegne. Når en far på 54 år laver en TikTok-dans, mens børnene ser på, er det ikke bare pinligt. Det er cringe.

Og så er vi nået til AI, som ifølge undersøgelsen helst skal hedde KI. Det er selvfølgelig logisk. AI står for Artificial Intelligence, altså kunstig intelligens. Derfor burde vi på dansk have KI. Men der er bare den hage ved det, at alle siger AI. Alle ved, hvad AI betyder, og hele den teknologiske verden bruger AI. Hvis vi pludselig begynder at skrive 'KI', risikerer vi at komme til at ligne et folk, der har besluttet sig for at oversætte internettet med tilbagevirkende kraft.

Det er her, sprogrensningen begynder at blive meningsløs. For sproget er ikke et museum, hvor hvert eneste fremmedord skal afleveres ved indgangen. Dansk har altid lånt ord. Vi siger garage, restaurant, bureau, café, computer, weekend, job og stress uden at ligge søvnløse om natten af national skam. Nogle ord er simpelt hen blevet danske, fordi vi har brugt dem i så lang tid. Det er sådan, sprog fungerer.

Sproget er ikke et museum, hvor hvert eneste fremmedord skal afleveres ved indgangen

På hadelisten står også doorstep, som helst skal erstattes af pressemøde. Her er jeg næsten enig. Doorstep bruges om et kort pressemøde, hvor journalister står og venter på en politiker, som bliver bombarderet med spørgsmål i tre minutter og derefter forsvinder igen, som regel uden at have sagt noget, der kan bruges til noget. At kalde det et pressemøde er som at kalde en pølsevogn for en restaurant. Men man kan kunne jo bare kalde det, hvad det er: et kort pressemøde.

CEO skal ifølge listen erstattes med administrerende direktør. Her er der måske mest tale om længsel efter en tid, hvor visitkortene var tykkere end sproget. 'Jeg er CEO' er ganske kort. 'Jeg er administrerende direktør' lyder, som om man forventer, at alle rejser sig med ærefrygt. Men selvfølgelig er administrerende direktør et udmærket dansk udtryk. Det skal bare ikke være et sprogligt krav, at alle ord til hver en tid skal være så danske som muligt.

Endelig har vi lowkey, der ifølge undersøgelsen bør erstattes med lidt, og her er jeg 100 procent enig.

Men hele problemet med idéen om at udskifte engelske ord systematisk er vel, at det bliver fjollet, når man gør det fuldstændig konsekvent. Man behøver bare at se til Norge for at opdage, hvor galt det kan gå. Nordmændene har det med at finde norske erstatninger for alle engelske ord og udtryk. Nogle er glimrende. Andre er så søgte, at man burde holde fast i engelsk for at bevare værdigheden. Språkrådet foreslår for eksempel motemolo som norsk afløser for catwalk. En mole, altså en stensætning, der beskytter en havn mod bølger. Man ser modellerne for sig komme vraltende ud over havnen i højhælede sko. Nogle gange bliver resultatet så demonstrativt, at det næsten får karakter af en sproglig joke. Jeg mener vittighed.

Shitstorm er et af de ord, nogle gerne vil have forvist fra det danske sprog. Men det engelske ord er efterhånden fuldstændig indarbejdet. Alle forstår det, og det har en ganske særlig dramatisk kraft. Men ifølge nogle af forslagene i Sprognævnets undersøgelse kunne det erstattes af brokkebølge. Det lyder som noget, der bliver klaget over på en kommunal Facebook-side, når nogen har sat en bænk tre meter for langt til venstre. Shitstorm giver associationer til mørke skyer, vindstød og flyvende affald. Brokkebølge får én til at tænke på en indebrændt pensionist, der har skrevet et langt læserbrev til lokalavisen.

'Jeg er administrerende direktør' lyder, som om man forventer, at alle rejser sig med ærefrygt

Der findes masser af engelske ord, som vi sagtens kunne bruge mindre. Især når de bruges, fordi afsenderen gerne vil have noget helt almindeligt til at lyde, som om det er udviklet af en international managementafdeling. Omvendt bliver dansk ikke bedre af, at vi for enhver pris forsøger at rense det for alt engelsk. Det er et levende system, der hele tiden optager, tilpasser og forvandler ord. Nogle fremmedord falder hurtigt ud igen. Andre bliver hængende, fordi de udfylder et hul, fordi de er korte og præcise, eller ganske enkelt fordi folk synes, de fungerer. Det afgørende er ikke, om et ord er engelsk, men om det er godt dansk.

Hvis sale erstatter udsalg i en sammenhæng, hvor det bare er smart for smarthedens skyld, kan man da godt sukke over det. Hvis en virksomhed skriver en pressemeddelelse på dansk, men fylder den med stakeholders, performance, feedback, roadmap, touchpoints og low-hanging fruit, er det heller ikke urimeligt at spørge, om nogen har glemt, hvilket land de befinder sig i.

Men hvis weekend, computer, job, nice, cringe, AI eller shitstorm efterhånden fungerer naturligt på dansk, er der ingen grund til at sende dem i eksil. Vi skal selvfølgelig kunne tale dansk. Men vi behøver ikke bevise det ved at diktere et dansk, de fleste danskere ikke har lyst til at bruge. Der er trods alt en grænse for sproglig patriotisme. Den går omtrent dér, hvor man står med en helt almindelig shitstorm og insisterer på at kalde den en brokkebølge.

Og nogle gange er det også i orden at sige 'nice', hvis man har alderen til det.

Illustration: KI

En af de mest rødglødende dage i juni var jeg inviteret til et lidt finere arrangement med dresscode, og for ikke at vende hjem med en gennemblødt urrem, tog jeg et billigt ur på med stållænke i stedet for det elegante med læderrem, jeg ville have valgt under normale temperaturforhold.

Mens vi står og peger på dem, der snobber opad, eller dem, der snobber nedad, opdager vi ikke, at vi selv har en rem af huden

Det var et stående arrangement, hvor idéen var at cirkulere, konversere og måske udvide sit netværk. Altså mingle, hvor kunsten er at finde på et godt påskud for at indlede en samtale med personer, man ikke kender på forhånd. Det kan gøres på mange måder, og på et tidspunkt kom der en velklædt herre hen til mig og pegede på mit armbåndsur. 'Har du også et AP?' spurgte han begejstret, og viste sig eget ur frem. For indforståede er AP en forkortelse for det schweiziske urmærke Audemar Piqué, der laver svimlende dyre ure, og jeg genkendte modellen på min vordende samtalepartners håndled som Royal Oak, der koster fra 350.000 kr. og opefter. Med en vis tilfredshed svarede jeg, at mit bare var et Citizen, der var købt på Tradera, men jeg måtte give ham ret i, at det faktisk lignede hans.

De fleste mennesker vil benægte, at de er snobber. Snobberi er noget, andre dyrker. Direktøren, der kun drikker vin med franske navne, er en snob. Hipsteren, der kun køber kaffe, hvis bønnerne har haft en lykkelig barndom, er en snob, og den pensionist, der mener, at al musik efter 1978 er støj, er også en snob. Sandheden er, at de færreste kan sige sig fri. Snobberi findes bare i to udgaver. Den ene vender blikket opad, den anden vender næsen nedad. Jeg havde jo ikke behøvet at tilføje, at mit ur var købt brugt på Tradera ...

At snobbe opad er den klassiske disciplin. Her handler det om at signalere, at man hører til dem, der ved lidt mere, tjener lidt mere og helst spiser noget, ingen kan udtale korrekt. Den opadvendte snob vil gerne ligne mennesker, der har et vinkøleskab og ved, hvad tanniner er. Han køber olivenolie i flasker, der ser ud, som om de er fundet under udgravningen af Pompeji. Han omtaler sin ferie som 'vores hyggelige ophold i Toscana', uden at nævne, at det regnede alle ti dage, og der var indbrud i bilen. Den nedadvendte snob vil gerne ligne én, der aldrig kunne drømme om at tage til Toscana: 'Jeg vil helst bare holde ferie hjemme i haven.' Hvis nogen nævner en restaurant med seks serveringer og tre stjerner, svarer han, at han nu bedst kan lide en ristet med det hele. I supermarkedet har den ene en kurv fyldt med økologisk kombucha, gedeost, Iberico-skinke, trøffelolie og specialøl med etiketter, der ligner moderne kunst. Den anden har seks liter cola på tilbud, frosne pizzaer og en pose flæskesvær.

Begge former for snobberi bygger på det samme: ønsket om at passe ind i en bestemt gruppe

At snobbe nedad betyder, at man gør en dyd ud af at være helt almindelig. Her er det næsten pinligt at vide for meget om vin eller kunst. Til gengæld er det en æressag kun at drikke den billigste øl og erklære, at 'kaffe er kaffe'. Hvis nogen nævner opera eller moderne kunst, kommer standardsvaret hurtigt: 'Det forstår jeg mig ikke på.' Underforstået: 'Og det er jeg stolt af.' Pludselig bliver uvidenhed et statussymbol. Den nedadgående snob konkurrerer i beskedenhed. Jo mere uprætentiøs man virker, desto finere er man. At købe en dyr bil er latterligt. At købe en gammel rustbunke og prale af, at den stadig starter hver gang, er sund fornuft – selv om det måske ikke er helt rigtigt.

Begge former for snobberi bygger på det samme: ønsket om at passe ind i en bestemt gruppe. Den opadgående snob vil ligne eliten. Den nedadgående vil ligne 'almindelige mennesker'. Begge bruger deres valg som sociale signaler, og begge mener inderst inde, at deres egen måde er den mest rigtige.

Derfor er det svært at pege fingre. Den ene køber designerbriller for at vise god smag. Den anden køber de billigste læsebriller på benzintanken og gør et stort nummer ud af, at de kostede 39 kroner. Resultatet er det samme: Begge håber, at andre lægger mærke til det. Det komiske er, at mens vi peger fingre ad dem, der snobber opad, eller dem, der snobber nedad, opdager vi ikke, at vi selv har en rem af huden.

For at vende tilbage til det indledende ur-intermezzo vil jeg dog sige til mit forsvar, at jeg undlod at nævne, at jeg ikke havde givet mere end 300 kr. for mit brugte Citizen. Så jeg er ikke så slem.

Det er snart kommet dertil, hvor der burde følge blodtrykssænkende medicin med ethvert avisbonnement. Én ting er hæderkronede floskler og faste udtryk, som man har vænnet sig til, fordi de som regel giver en slags mening. Men så er der alle de nyopfundne floskler og metaforer, der giver helt forkerte associationer, fremmer forvirringen og forurener luftrummet over os. Specielt én:

Han landede et nyt job i koncernen.

Som om han kom susende i lav højde ind over HR-afdelingen med sænket landingsstel og en let sidevind fra økonomiafdelingen, klar til touchdown. Som om jobsamtalen var en nervepirrende indflyvning under ugunstige vejrforhold..

Før i tiden fik man et job. Man blev ansat. Man opnåede noget. Den meget lidt flyvske proces er nu blevet en disciplin inden for civil luftfart. Men de fleste jobs bliver som bekendt ikke landet. De bliver forhandlet og diskuteret frem og tilbage og i nogle tilfælde bare tilfældigvis snublet over, og det foregår ikke på en landingsbane.

Sprognævnet har sikkert nogle sproglige flyveledere ansat, der vil trække på skuldrene

Alligevel er der hele tiden nogen, der lander noget. Det lyder som noget, man gør med vilje og har kontrol over. Som om man selv sidder ved roret og siger: 'Nu lander jeg lige et direktørjob.'

Og det stopper ikke der. Man kan lande en kunde. Lande en aftale. Lande en idé. På et tidspunkt er vi alle sammen piloter i et gigantisk erhvervslivsluftrum. Særlig underholdende bliver det, når det bruges om skuespillere. 'Hun landede rollen.' Som om hun fløj ind over et castingbureau og taxiede sig selv direkte ind i en tv-serie. I virkeligheden har hun måske været igennem 14 auditions, tre afslag og en eksistentiel krise, før nogen sagde ja. Det er ikke en landing. Det er mere et maratonløb i modvind.

Sprognævnet har sikkert nogle sproglige flyveledere ansat, der vil trække på skuldrene og uden videre give landingstilladelse. 'Sproget udvikler sig', og alt det der. Men 'lande' gør noget helt almindeligt til noget ganske særligt. Det svarer til at kalde en kop kaffe for en varm, mørk oplevelse i flydende form.

Man kunne selvfølgelig også bare tage det til sig og bruge det konsekvent:

Jeg landede en parkeringsplads i morges.
Jeg landede den sidste liter mælk i Netto.
Jeg landede en middagslur på sofaen.

Så ville der i det mindste komme lidt underholdning ud af det.

Der er selvfølgelig tale om en sproglig charterflyvning fra USA, der er endt i Danmark uden mellemlanding. Så meget mere grund er der i øjeblikket til at boykotte misbruget.

Der findes få udtryk, der på samme tid rummer sproglig og mental forurening som 'vi tager kritikken til efterretning'. Det er sprogets pendant til at smile og hælde mere kaffe op. Man anerkender, at noget er blevet sagt. Man registrerer det, og man kvitterer. Hvorefter man går videre, som om intet var hændt. Udtrykket er en slags institutionaliseret trækken på skulderen. En grammatisk airbag, en sproglig brandslukker uden vand.

At 'tage til efterretning' er krisehåndteringens svar på at sætte en post-it på køleskabet og ignorere den, indtil den falder ned af sig selv

En populær podcasttjeneste har for nylig lanceret en podcast med en tidligere straffet person som vært. Kritikere har reageret ved at påpege det forargelige i at udstyre nogen med den baggrund med både mikrofonadgang og løn. De sociale medier er kogt over, kommentarsporene har sitret, og korpset af meningsdannere har rullet sig ud med moralske analyser og klummer om ansvar og værdier. Efter temmelig lang betænkningstid har podcasttjenesten svaret: 'Vi tager kritikken til efterretning.'

Men podcasten bliver liggende, algoritmen arbejder videre, og episoderne vil udkomme som planlagt. Æv bæv!

Ordet 'efterretning' lyder ellers alvorligt nok. Man tænker på embedsmænd, dokumentmapper og arkivskabe i mørkt træ. Men i denne sammenhæng betyder det i praksis: 'Vi hører, hvad I siger, vi har forstået det, og vi har noteret det i et mentalt Excel-ark. Men vi har ingen planer om at ændre noget.'

At 'tage til efterretning' er krisehåndteringens svar på at sætte en post-it på køleskabet og ignorere den, indtil den falder ned af sig selv. Udtrykket passer sådan set perfekt til den danske konsensuskultur. Vi kan godt lide ro, vi kan godt lide dialog, og vi kan især godt lide formuleringer, der signalerer lydhørhed, uden at der følger forpligtelser med.

Det er konfliktens skumfidus, der tager brodden ud af realiteten og skaber illusionen af indflydelse

I stedet for at sige: 'Vi er uenige' eller 'Vi mener ikke, det er et problem' eller 'Vi prioriterer forretningen over moralen', vælger man den bekvemme mellemvej: 'Vi tager det til efterretning.' Det interessante er, at alle kender spillet. Offentligheden ved godt, at 'tage til efterretning' sjældent betyder handling, og virksomheden ved godt, at offentligheden ved det. Alligevel overlever ritualet.

For det kræver et vist mod at sige ligeud, hvordan landet ligger: 'Vi har vurderet, at kritikken ikke ændrer vores beslutning.' Men med klarhed og ærlighed følger risikoen for at optrappe konflikten. 'Vi tager kritikken til efterretning' er rundere. Det er konfliktens skumfidus, der tager brodden ud af realiteten og skaber illusionen af indflydelse, mens strukturerne forbliver de samme: 'Vi har registreret jeres følelser. Forretningsmodellen fortsætter uændret.' Eller: 'Vi tager kritikken til efterretning. Derefter går vi til frokost.'

Er der for resten ikke snart nogen, der tager utilfredsheden med klimaforandringerne og den mangelfulde snerydning til efterretning?

Opdatering 23. februar: Ser her til morgen, at den kontroversielle podcastvært nu selv har trukket sig fra projektet. Men beslutningen er altså truffet, uden at podcasttjenestens tagen til 'efterretning' har haft nogen indflydelse. Den meningsløse brug af ordet vil uden tvivl leve videre i konflikternes verden.

En journalist på Weekendavisen har fået kvababbelser over, at han har en dejlig varm grøn N-3B Cold Weather Parkacoat, som han er meget glad for – men den er beklageligvis nøjagtig mage til den, den amerikanske vicepræsident J.D. Vance optrådte i, da han besøgte Pituffik Space Base i Grønland i marts sidste år. Derfor mener journalisten, at han nu ikke længere kan bruge sin elskede parkacoat, som oven i købet er et sjældent eksemplar fra 1980'erne, han har opstøvet i et parisisk overskudslager.

På et tidspunkt bliver garderoben så belastet af betydning, at det sikreste må være at gå nøgen omkring

Her er vi nået til det punkt i civilisationen, hvor et stykke overtøj ikke længere bare holder regn og blæst ude, men også potentielt afslører ens udenrigspolitiske præferencer. En parkacoat er ikke længere en parkacoat; den er et manifest med hætte.

Konsekvenserne af logikken er vidtrækkende. Skal vi så også være varsomme med blå jakkesæt, fordi de minder om noget, man bærer i Det Hvide Hus? Og er røde kasketter permanent diskvalificeret fra gadebilledet i Danmark? Til sidst kan ens garderobe blive så belastet af misforståelige detaljer, at det sikreste må være at gå nøgen omkring.

Det er selvfølgelig nonsens. Parkacoaten blev opfundet til kulde og vind, ikke til diplomatiske kriser. Den er skabt til at modstå vejret, ikke verdensordenen. Man må håbe, de fleste stadig ser en jakke som en jakke, og de er optaget af deres egen dag, deres egen vinterjakke og deres egen kulde og ikke går rundt og foretager spidsfindige politiske analyser af forbipasserendes påklædning og aflæser hinandens jakker som proamerikanske koder.

Jeg håber, at de fleste stadig ser en jakke som en jakke, og de er optaget af deres egen dag, deres egen vinterjakke og deres egen kulde

Hvis vi skal begynde at frygte misforståelser på grund af tøjvalg, må jeg være endnu mere ilde stedt end journalisten. Pulloveren på billedet herover stammer fra min egen garderobe. Et farvebillede ville afsløre, at den er sammensat af garn i en halv snes forskellige farver og lige så mange strikketeknikker. De mest fremtrædende farver er rød, blå og hvid som i det amerikanske flag, der i øvrigt pryder trøjen på den ene skulder. Der er også stjerner og striber midtpå i den modsatte side, fordi de indgår i fabrikanten Gants logo. Det er med andre ord en endnu mere spraglet amerikansk beklædningsgenstand, end det sort-hvide foto antyder. Jeg anskaffede mig den for efterhånden mange år siden for sjovs skyld, men den er fremstillet af lammeuld og faktisk meget behagelig at have på. Madame har aldrig kommenteret den – det har ikke noget med politik at gøre, men jeg ved godt, hvad betyder. Jeg bruger den da heller ikke ofte og har af ægteskabelig hensynsfuldhed aldrig vist mig i den uden for hjemmets fire vægge. Skulle man følge parkacoat-logikken ville det også være helt udelukket nu, hvor USA har vist sig som en ualmindelig dårlig allieret.

Jeg ejer i øvrigt også en N-3B parkacoat som J.D. Vances og journalistens, men den er heldigvis ikke grøn, så der er næppe nogen, der løfter øjenbrynene, når jeg har den på her i vinterkulden, og begynder at mistænke mig for landsforræderi. Når jakken er lukket, er der heller ingen, der opdager, hvis jeg skulle være kommet til at tage min patchworktrøje med stjerner og striber på indenunder.

Det er ingen hemmelighed, at jeg hører til dem, der har svært ved at se idéen med et kongehus i det 21. århundrede. Men når vi nu har det, og der ikke med 72 procents opbakning er udsigt til, at det bliver anderledes inden for en overskuelig fremtid, må det være rimeligt at forvente en vis standard af de kongeliges gøren og laden.

Kongens nytårstale er blevet gennemgået på kryds og tværs i alle medier, og hovedparten af anmelderne er endt med at mene, at det var en god tale. Men kongen har selvfølgelig ikke selv skrevet talen, selv om det er en udbredt opfattelse på de sociale medier. Derfor kan man hverken kritisere eller rose ham for indholdet eller formuleringerne, som helt og holdent er hoffets embedsmænds – og formentlig forskellige politiske rådgiveres – ansvar. Men her er der heller ikke noget at kritisere, for der var ikke noget overraskende eller forkert i talen, eller noget der kunne støde nogen.

Det er pinagtigt at være vidne til, at landets kongelige overhoved læser op som et skolebarn

Hvad man derimod kan kritisere og undre sig over, er at ingen i Kabinetsekretariatet tilsyneladende har interesseret sig for selve eksekveringen af talen. Den visuelle side af sagen er der ikke noget at udsætte på: jakkesættet sidder, som det skal, og kongen tager sig i det hele taget godt ud. Men det er pinagtigt at være vidne til, at landets kongelige overhoved læser op som et skolebarn, der medtager alle stavelserne: ha-ve, og-så osv. Den autoritet, man naturligt må forvente af en regent, forsvinder som dug for solen, hvis han fremstår som en ubehjælpsom formidler. Selv om kongen nok aldrig bliver nogen blændende taler, kan det ikke være nogen uoverkommelig opgave at lære ham grundprincipperne i oplæsning, når han nu ikke selv er opmærksom på det svage punkt. Han er efter sigende veluddannet, og han er ikke ubegavet. Og mon ikke det skulle være muligt at skaffe plads i hans kalender til et par timers elementær undervisning i at læse op?

Jeg vil æde min gamle hat på, at hans og Kongehusets umiskendelige popularitet ville stige til nye højder.

Lige om lidt vil jeg stemple mig selv som sproglig dinosaur, olding, håbløs kværulant og stivstikker. Sagen er nemlig den, at jeg ikke bryder mig om, når mennesker, jeg aldrig har mødt før, straks tiltaler mig med mit fornavn.

Sidst skete det i fredags, da jeg sad i venteværelset i mit lokale lægehus, hvor jeg pludselig hørte en stemme råbe 'Uffe!' ude fra gangen. I første omgang følte jeg mig ikke truffet og tænkte, at de nok havde fået en ny medarbejder i lægehuset, der hed det samme som mig, og hvis assistance der åbenbart var brug for – for man er vel ikke så bøvet i et lægehus, at man kalder på en patient, man ikke har øjenkontakt med, på den måde? Men det gjorde man altså, for ti sekunder efter dukkede der et spørgende kvindeansigt op i døråbningen: 'Ingen Uffe?' Ansigtet tilhørte en bioanalytiker, jeg aldrig før havde set, men åbenbart havde en aftale med.

Det har ikke noget med frihed, lighed og broderskab at gøre, at alle kalder hinanden ved fornavn

For mig føltes det et øjeblik, som om jeg sad i korte bukser med madpakken under armen og var blevet kaldt ind til skoleinspektøren. Det er ikke en version af mig selv, jeg har lyst til at blive reduceret til, når jeg er over 70 og trods alt har oplevet både sort/hvidt fjernsyn, oliekriser og girokort.

Det er, som om hele samfundet har vedtaget, at vi skal være en stor, hyggelig børnehave. Nogle kalder det demokratisering, men det har ikke noget med frihed, lighed og broderskab at gøre, at alle kalder hinanden ved fornavn, og bioanalytikere, ekspedienter og postbude uden videre siger 'Hej Uffe'. Jeg har heller ikke lyst til at være bonkammerat med telefonsælgere, der vil prakke mig et mobilabonnement på, jeg ikke har brug for. Eksemplerne er endeløse.

I min reaktionære verden er det forbeholdt familie, venner, bekendte og eventuelt kolleger at droppe efternavnet. Man behøver ikke sige 'hr.', men ellers vil jeg gerne tiltales med både fornavn og efternavn, når fremmede henvender sig. Det er bare udtryk for et minimum af klædelig respekt at bruge efternavnet i mødet med fremmede. Efternavne er ikke bare til pynt; de er bærere af historie, identitet og en vis autoritet. 'Uffe' uden efternavn er én, man kan sende i byen efter en liter mælk og et franskbrød med birkes. Det er ikke, fordi jeg kræver at blive behandlet som kongelig majestæt. Jeg vil bare gerne betragtes som et voksent menneske.

Jeg havde en drøm og har den stadig. Den er ikke helt så pompøs som Martin Luther Kings, men går ganske enkelt ud på, at en dag vil man igen begynde at bruge efternavn i omgangen med mennesker, man ikke kender. Når den dag kommer, vil jeg rejse mig fra stolen, rette på slipset og gøre honnør for civilisationens genkomst med ordene: ‘That's one small step for a man, one giant leap for mankind.’ Lav, men behagelig musik til hele september

Det er som regel ingen skade til at få udvidet sit ordforråd. Omvendt er der også ord, man godt kunne undvære. I dag søsatte medierne i tæt samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste ordet storskalakrig. Det er et monstrøst ord, der lyder vigtigt og alvorligt, og det har noget med Ruslands territoriale ambitioner at gøre.

Men hvad betyder det egentlig? Hvordan adskiller det sig fra en lillebitte krig, en mellemstor krig eller bare en krig, som vi godt kender betydningen af? Er storskalakrig en krig, hvor man lige skruer lidt ekstra op for eksplosionerne og bruger Excel-ark til at holde styr på invasionerne? Eller er det bare endnu et ord, der er blevet opfundet af nogen, der nyder at høre sig selv tale, og som gør det umuligt for os andre at forstå, hvad der foregår?

Det er et ord, der signalerer, at man ved noget – uden at nogen er helt sikker på, hvad det drejer sig om

Man kunne godt få en mistanke om, at visse mennesker bevidst vælger ord, der lyder så komplekse, at ingen tør spørge, hvad de egentlig betyder af frygt for at virke underfrankeret. Hvis man sidder i en samtale og siger storskalakrig med alvorsfuld mine, vil ingen modsige en. De vil nikke anerkendende og mumle noget om geopolitik, mens de prøver at finde en undskyldning for at forlade lokalet. Det er et ord, der signalerer, at man ved noget – uden at nogen er helt sikker på, hvad det drejer sig om.

Men skal vi så til at være endnu mere bekymrede, end vi allerede er? Betyder det, at vi ikke får lov at opleve sommeren, fordi nogen har besluttet, at det er tid til at hive storskalakortet frem? Skal vi til at købe nødrationer, udgrave kældre og lære at overleve på konserves og transistorradioer med håndsving? Eller er det hele bare endnu en runde i det store politiske talkshow, hvor nye ord smides ind som dramatisk krydderi for at holde seertallene oppe?

Hvis historien har lært os noget, er det, at verden altid har været lige på randen af undergang – og at vi alligevel på magisk vis finder en måde at snuble videre på. Ret skal være ret: Vi er faktisk allerede blevet beroliget med, at sommeren ikke er aflyst. Vi kan stadig tage på stranden og brokke os over vejret uden at skulle bekymre os om taktiske missiler. Der er ingen grund til at aflyse grillfesten.

Indtil videre kan vi i hvert fald trøste os med, at storskalakrig stadig bare er et uigennemskueligt ord. Og ord kan trods alt ikke eksplodere.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'storskalakrig'

Det er ikke helt ved siden af at sige, at jeg er opflasket med ironi. Derimod ville det være forkert at hævde, at jeg har fået det ind med modermælken, for begge mine forældre var skyldige i umådeholden brug af ironi. Det siges ganske vist, at børn ikke forstår ironi, og jeg ved da heller ikke, hvor gammel jeg var, da tiørerne begyndte at falde for mit vedkommende, men jeg var i hvert fald tidligt udlært i disciplinen. Så langt, jeg kan huske tilbage, har ironi været en ganske almindelig omgangsform i familien, og fænomenet var heller ikke nogen sjældenhed uden for hjemmets fire vægge i andre sociale sammenhænge. Brugen af ironi var simpelt hen langt mere udbredt og uproblematisk dengang, end den er nu, og det er ærgerligt.

Ironi kan gøre en samtale mere underholdende og afslappet, bryde isen eller gøre tunge emner lettere at håndtere

Ironi er ikke det samme som sarkasme, men grænsen kan være hårfin. Man er ironisk, hvis man siger noget, men mener det modsatte eller noget andet end det, man siger. Det kan man gøre for at understrege en pointe eller bare for sjov, og der ligger ikke nødvendigvis en negativ eller spydig hensigt bag. Tværtimod kan ironi gøre en samtale mere underholdende og afslappet, bryde isen eller gøre tunge emner lettere at håndtere. Med ironi har man også mulighed for at sige sin mening uden at være for direkte og fx kritisere på en mindre konfronterende måde.

Sarkasme er mindre subtil, mere direkte og spydig end ironi og bruges fortrinsvis til at kritisere eller håne andre. Tonen er mere eller mindre aggressiv eller nedladende. Kort sagt: Sarkasme er som regel giftig og fjendtlig.

Men selv om man holder sig til ironi og er meget påpasselig med ikke at forfalde til sarkasme, kan man snildt risikere at blive mistolket nu om dage. Det gælder især på skrift, hvor man ikke har gestik og mimik til at understøtte meningen, men også mundtligt sker det oftere og oftere, at man kommer galt afsted – erstat gerne 'man' med 'jeg'.

Det er en udvikling, der er kommmet snigende, og der er sikkert mange grunde til, at ironiens storhedstid er ved at være forbi. En af dem kunne være, at det kræver en vis evne til at læse – og lytte – mellem linjerne at kunne forstå ironi, og hvis man ikke er fortrolig med sproget, kommer man let til at tale forbi hinanden. Det er min påstand, at den almene sprogbevidsthed skranter (ja-ja, det er min kæphest!), og når vi samtidig har en voksende krænkelsesparat wokeisme kombineret med en stigende indvandring fra kulturer med æresbegreber, der harmonerer dårligt med dansk mentalitet, er ironien ilde stedt, og kommunikationen er blevet nogle nuancer fattigere.

Apropos ironi er den også gal med brugen af selve ordet. På engelsk bruges ironic ofte bredt til at beskrive situationer, der er paradoksale, selvmodsigende eller mærkelige. Men selv om engelsk ikke er dansk, er det efterhånden ikke ualmindeligt at bruge ironisk på den engelske måde, og selv om Dansk Sprognævn sikkert synes, det er helt i orden, fastholder jeg hårdnakket, at kun en person eller en ytring kan være ironisk; en situation kan ikke. Og jeg giver mig ikke en tøddel.

Dagens for en gangs skyld relevante musikalske bonus

Katte har den meget uhensigtsmæssige vane, at uanset hvad man siger til dem, spinder de altid. Hvis de bare kunne spinde, når de mener ja og mjave, når de mener nej eller noget tilsvarende, så man kunne føre en samtale! Men hvordan kan man omgås nogen, når de altid siger det samme?

Ophavsmanden til ovenstående er efter sigende forfatteren Lewis Carroll, som især er kendt for at have skrevet den berømte børnebog Alice i Eventyrland. Men citatet afslører, at han også havde en fatal mangel på iagttagelsesevne og viden om katte. Enhver katteejer ved jo, at katte har et omfattende ordforråd, ud over at ordene består af et stort register af lyde, der varierer i rytme, styrke, udtryk, tempo og frasering.

Foreløbig har godt og vel sytten års erfaring lært mig, at man ikke skal tage et mjav for et mjav:

Mjav = anmodning om opmærksomhed

Mjaav = eftertrykkelig anmodning om opmærksomhed

MJAV! = en ordre!

Mjaauw (med faldende kadence) = protest

MJAAuw = stærkere protest

Miup! (kort og skarpt) = fornærmelse

MJAV! Mjav! (flere gange efter hinanden) = nødråb

Mjar-r-r-av (med gurglelyd) = venskabelig hilsen

Men jeg er stadig på begynderstadiet. Jean Craighead George, der var både børnebogsforfatter og katteekspert, forsøgte at inddele lydene (der er adskilligt flere, end mit sparsomme udvalg viser) efter kattens alder, køn og situation. Det ved jeg fra Messybeast, der har lange artikler på højt niveau om ethvert emne, der kan interessere en katteejer. Hertil kommer selvfølgelig kattenes kropssprog, som ikke bare er mere halsbrækkende, men også langt mere nuanceret end deres ejeres.

Jeg printede artiklen om kattesprog ud og fik otte tættrykte A4-sider ud af det. Ingen skal beskylde mig for at være antropomorfist, men Hannibal læste med over skulderen og mjavede anerkendende.

For en ordens skyld vil jeg stadig heller ikke beskyldes for at have en katteblog.

Jeg ligger og sover. Det er bemærkelsesværdig tidligt om morgenen, men Hannibal har besluttet sig for, at det er tid til morgenmad. Jo mere en kat keder sig, des vigtigere er morgenmaden.

Altså springer han op på dynen. Han lander på mit ene lår, og med udsøgt elegance og højt udviklet balancesans spadserer han hen ad betrækket, sætter sig til rette på mit bryst og begynder at spinde. Højt. Det er ikke ment som en trussel, men det lyder som en trussel.

Heldigvis er situationen ikke ukendt for en dreven katteejer som mig. Jeg drejer kroppen langsomt om sin lodrette akse, som altså i øjeblikket er vandret. Hannibal ryger på gulvet, og jeg falder i søvn igen uden nogen større kraftanstrengelse.

I min døsige tilstand tror jeg et øjeblik, at nogen er i gang med at kvæle mig

Under normale omstændigheder ville han blive irriteret over det, men han kender nødvendigheden af den sultnes ydmyghed. Han er ikke vred eller skræmt og vælger sit næste træk med omhu: Død kat.

Katte har grundlæggende tre positioner at vælge imellem til brug for afslapning eller eftertanke. Den ene er Ægyptisk Sfinks, hvor poterne er dekorativt foldet ind under overkroppen og øjnene reduceret til smalle, skrå sprækker. Sfinks-attituden udstråler stor værdighed, og det er formentlig den, der har skaffet katten dens ry for at besidde uendelig visdom og indsigt. Den ser ud, som om den ved alt. Det er ikke tilfældet.

Kattestilling nummer to er Slange Bider Sig Selv i Halen – mayaernes symbol for evighed. Her danner katten en fuldendt cirkel med hovedet skjult under forpoterne og halen omhyggeligt svøbt omkring dem. Denne stilling forudsætter absolut tryghed hos katten. En kat, der sover på den måde, reagerer knapt nok på selv infernalske lyde.

Endelig er der Død Kat. Katten ligger på siden med alle fire poter foran sig. Fra denne position kan katten rulle rundt i kådhed, eller den kan sprætte maven op på en mulig angriber med lynets hast.

Hvis jeg lukker øjet op på klem, kan jeg se den teglfarvede kattesnude i nærbillede og widescreen

Hannibal bruger Død Kat strategisk. Han springer op på sengen igen, spadserer hen til mit ansigt, forvandler sig til Død Kat, men lægger sig med ryggen til, så pelsen bliver mast lige op i næsen på mig. I min døsige tilstand tror jeg et øjeblik, at nogen er i gang med at kvæle mig. Så begynder den føromtalte spinden forfra, og det går op for mig, hvad der er ved at ske. Jeg forsøger at skubbe ham væk igen. Uanfægtet går han nu i gang med sin undersøge-interessant-ting-taktik. Han har stukket hovedet helt hen til mit. Hvis jeg lukker øjet op på klem, kan jeg se den teglfarvede kattesnude i nærbillede og widescreen. Han lader knurhårene feje hen over min overlæbe med ulidelig kildren til følge og sætter turbospind på igen. Jeg rejser mig resolut og begynder at gnide mig i ansigtet som en besat.

Hannibal ser tilfreds ud. Han ved, at om et øjeblik vil jeg stå op og traske resigneret ud i køkkenet.
P.S. Hvis nogen skulle forledes til at tro, at bloggen er ved at udvikle sig til en katteblog, tager de fejl. Denne note handlede ikke om katte, men om kommunikation.