Når jeg skrev et indlæg om boggaver forleden dag, var det ikke, fordi jeg selv var blevet betænkt med en bog, jeg ikke ønskede mig. Men for et par uger siden gik jeg ind i en genbrugsforretning, hvor jeg tilfældigt faldt over en bog med et byttemærke på bagsiden. Af det fremgik, at bogen skulle have været byttet senest den 23. oktober 2024, så muligheden var for længst forpasset. Bogen var altså endt her, fordi nogen havde givet en anden en bog, som vedkommende ikke var interesseret i, for den var tydeligvis aldrig blevet åbnet og duftede stadig lifligt af tryksværte.

Lad dette være et mindre korrektiv til mine tidligere betragtninger om boggaver

Det drejede sig om Bente Scavenius' bog Mit livs billeder, der var så indbydende, at jeg uvilkårligt gav mig til at blade i den, hvilket i sig selv var en fornøjelse: det tunge, glittede papir, den smagfulde grafik og velvalgte typografi og ikke mindst de smukke, farvestrålende reproduktioner. Malerkunst og kunsthistorie har så at sige altid været en lukket bog for mig. Det eneste, jeg ved, er, at der er billeder, jeg kan lide at se på, fordi de er flotte, og billeder, jeg ikke kan lide at se på, fordi de er grimme. Ret primitivt, men ikke desto mindre sandt.

Der er heller ikke meget kunst på mine vægge. I mit arbejdsværelse er to af væggene optaget af skabe og reoler fra gulv til loft, og de andre to har store vinduespartier. Kun to skilderier er der blevet plads til – et Tingatinga-maleri, som har affektionsværdi, fordi det er et arvestykke, og en skifteramme med fire af Mads Stages fuglelitografier.

Om det var et ønske om at blive klogere eller min fjerne fortid som forlagsredaktør og generelle glæde ved boghåndværket, der gjorde udslaget, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald købte jeg bogen med hjem, og jeg blev ikke skuffet.

Bente Scavenius’ bog er alt andet end en tør kunsthistoriebog. Den er fuld af spændende anekdoter, skandaler og kunsthistorisk viden. På en meget elegant og underholdende måde tager den en med gennem dansk kunsthistorie fra 1515 til 2021. Mange af malerierne har en særlig betydning for Bente Scavenius selv; nogle hang på godset, hvor hun voksede op. Det gør bogen til en interessant blanding af personlige fortællinger og skarpe kunsthistoriske observationer. Undervejs får man indblik i de kampe, kunstnere – især kvinder – måtte kæmpe for anerkendelse, og der fortælles om vilde avisfejder, hvor ny kunst blev udskældt som sindssyge eksperimenter. Der er historier om malere, der ikke blev optaget på museer, fordi de var kvinder, og om fynbomalere, der blev hånet som 'træskokunstnere'. Og så er der de fascinerende møder med den amerikanske kunstsamler og boheme Peggy Guggenheim og vilde opdagelser på The Met i New York.

Kort sagt et røverkøb. Mit livs billeder koster 400 kroner hos boghandleren. I genbrugsforretningen var prisen sat til 25 kroner, men lige den dag var alt i butikken nedsat med 50%, så jeg fik den for 12,50. Spørgsmålet er, om jeg nogensinde ville have fordybet mig i en bog om et emne, der egentlig ikke optog mig og på den måde fået hævet mit dannelsesniveau, hvis jeg ikke ved et tilfælde var faldet over herligheden til ingen penge. Nok ikke – medmindre jeg havde fået den som en uønsket gave. Så lad dette være et mindre korrektiv til mine tidligere betragtninger om boggaver.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'bedler', når det drejer sig om billeder.