I bund og grund er jeg et bymenneske. Eller i det mindste et forstadsmenneske. Jeg er vokset op i en forstad til København, hvor der ganske vist var græsplæner og træer hist og her, men mest til pynt. Der var mere asfalt og flere fliser, end der var naturarealer, og man kunne altid høre biler. Natur var noget, man kørte forbi på motorvejen – en parentes i tilværelsen, ikke en del af hverdagen. Der har nok været en form for fugleliv, men det var ikke noget, jeg hæftede mig ved.

Så mødte jeg Madame. Jeg opdagede, at man kan finde ro under åbne himmelstrøg, lykke i duften af fugtig jord og frihed i forblæste marker. Hun kunne stå stille og betragte en solnedgang, som om den talte til hende med ord, kun hun kunne høre. Hun trivedes, hvor stilheden er så tæt, at den bliver et væsen i sig selv.

For mig føles det ofte, som om jeg er landet på en anden planet

Det var begyndelsen på det kompromis, som førte mig herud, hvor lygtepælene ender, og mørket begynder for alvor; hvor græsset vokser frit, og ukrudtet opfattes som en naturlig del af skønheden, ikke som en fjende.

Altså bor vi nu på landet og har gjort det i næsten tre årtier. Vores hus ligger midt mellem marker og skovbryn. En fugtig brise af muld og græs sniger sig ind ad sprækkerne om foråret. Når regnen kommer, lugter det af noget urtidsagtigt og dybt. For Madame er det som den eneste rigtige måde at være til på. For mig føles det ofte, som om jeg er landet på en anden planet.

Den største udfordring er haven, en evig kilde til arbejde, som hun elsker, og jeg afskyr. Hun kan gå derude i timevis med fingrene i jorden, klippe, plante, nippe, vande, nippe lidt mere, smile tilfreds. Jeg ser haven som et endeløst katalog over uafviselige pligter. Hver eneste plante er en opgave, hver eneste blomst en tidsrøver, hver eneste ukrudtsplante en stille hån mod mine alt andet end hårdhudsbetrukne hænder.

Hun taler om en form for meditation, hvor jeg nærmere tænker på en form for strafarbejde. Alligevel går jeg derud. Jeg holder spanden, rækker hende redskaber, graver huller, flytter kompost. Jeg gør det, ikke fordi jeg elsker det, men fordi vi nu engang er et team. Jeg griner ad mig selv, når jeg fumler med planteskilte og river gamle kviste væk. Jeg forsøger at se på haven med hendes øjne: som et sted for håb, vækst, liv. Nogle dage lykkes det næsten.

Hver eneste plante er en opgave, hver eneste blomst en tidsrøver, hver eneste ukrudtsplante en stille hån mod mine alt andet end hårdhudsbetrukne hænder

Det mærkelige er, at livet herude langsomt, nærmest umærkeligt, har ændret noget i mig. Jeg kender nu trækkene i årstidernes ansigt. Jeg mærker en sær tilfredshed, når de første krokus bryder gennem den frosne jord, selv om jeg aldrig selv ville få den tanke at plante dem. Jeg ved, hvordan jorden dufter om aftenen efter en varm dag.

Og så er der fuglene. De kom først som noget, Madame gjorde opmærksom på: 'En rødhals! udbrød hun en vintermorgen, og jeg nikkede uden at vide, hvad jeg så. Nu hører jeg dem, før jeg ser dem – solsorten, der synger, som om hver morgen er den første, rødhalsens strofer fra hækken, de akrobatiske blåmejser, der klatrer på alle tænkelige måder for at finde føde. Der er en rytme i deres tilstedeværelse, en slags lydlandskab, der følger årets gang, og som man kun lærer at afkode, hvis man bliver længe nok. Nogle dage føles haven som en form for fuglehotel, hvor jeg bare er vikarierende receptionist. Jeg begynder at kende deres vaner, deres kald, deres korte pauser i grenene. De er ikke mine – men de er her, og jeg lytter.

Måske elsker jeg ikke haven. Måske kommer jeg aldrig til det. Men jeg glæder mig over det fredfyldte smil, der breder sig over Madames ansigt, når hun ser sin rosenbusk springe ud, eller når hun finder en lille nyspiret selvsået plante, som hun møder med samme begejstring, som andre møder en gammel ven.

Og i al hemmelighed, når ingen ser det – når det kun er mig, vinden og den store åbne himmel – hænder det, at jeg standser op midt på grusstien og føler noget i mig lette. Som om verden ånder langsommere her. Som om jeg på en eller anden måde også hører til.

'Naturen, det billige skidt' bliver som regel tilskrevet Poul Henningsen, men det stammer fra den store naturhylder og poet Otto Gelsted. Han introducerede vendingen i digtsamlingen Under uvejret fra 1934.

Dagens delvis relevante musikalske bonus

Så gik den ikke længere. I enhver dansk have udspiller der sig en dramatisk krig, som enhver hus- og haveejer kender alt for godt: kampen mellem mosset og græsset. Hvert forår genoptager de to rivaler deres århundreder gamle slag, der snildt kan måle sig med handlingen i Game of Thrones.

Græsset er den adelige og stolte hersker af plænen. Det stræber efter at være tæt, grønt og frodigt til glæde for den forfængelige haveejer. Men græsset stiller også krav. Det kræver sol, gødning, korrekt pH-værdi, den perfekte mængde vand og helst et symfoniorkester, der spiller Le Sacre du printemps, mens det vokser. Græsset er med andre ord en naturens primadonna.

Uanset hvor mange gange man slår til, vender mosset tilbage som en udødelig actionhelt i en B-film

Mosset, derimod, er som en fandenivoldsk guerillakriger, der lever i skyggerne. Det har ingen fine fornemmelser og affinder sig med omstændighederne. Sol eller skygge? Ligegyldigt. Vådt eller tørt? Det finder en løsning. Græsset forsøger at forsvare sit territorium ved at brede sig og sende dybe rødder ned i jorden. Men mosset kan trives hvor som helst, og det får støtte fra naturens egne forrædere – skyggefulde træer, tung jord og haveejere, der ikke gider rive plænen igennem hvert forår. Det kravler ind mellem græsstråene, sætter sig tungt i hjørnerne og møver sig langsomt, men sikkert frem. Mosset angriber om vinteren, når græsset sover, og når sneen smelter, opdager man pludselig, at halvdelen af plænen er erobret.

Enhver haveejer har prøvet at tage kampen op med forskellige strategier. Man kan lufte græsset, sprede kalk på jorden, rive mosset op og true det med alverdens kemikalier. Men uanset hvor mange gange man slår til, vender mosset tilbage som en udødelig actionhelt i en B-film. Det er en kamp, man ikke kan vinde.

Efter år med dybe, videnskabelige observationer og tænkepauser i haveskuret er jeg nået frem til den konklusion, at mos ikke er en tilfældighed, men en snedig plan udarbejdet af universet for at trykteste vores mentale styrke. Mos er i virkeligheden en slags biologisk spion udsendt af skoven for at infiltrere vores haver. Skoven, med sine majestætiske træer og dybe, mørke hemmeligheder, kan ikke udstå veltrimmede græsplæner. Den ser dem som et angreb på det naturlige kaos og sender derfor mos som første led i en kolonisering. Det begynder i skyggen, hvor vi ikke lægger mærke til det, men langsomt breder det sig, indtil hele plænen er en stor, grøn mosmadras.

Men hvorfor forsøger vi egentlig så ihærdigt at bekæmpe mosset? Er det ikke smukt på sin egen måde? Blødt, altid frodigt og vedligeholdelsesfrit. Måske er mos ikke fjenden, men snarere en ven, der forsøger at fortælle os, at vi spilder vores liv på en evig kamp mod naturen. Måske er mos i virkeligheden vores spirituelle vejleder – en ydmyg, stædig, fotosynteseelskende guru?

Desværre har jeg på fornemmelsen, at det bliver vanskeligt at overbevise Madame om det indlysende rigtige i mine betragtninger. Så jeg ved godt, hvad weekenden kommer til at gå med.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'eksponentiel', hvis det ikke indgår i en matematisk sammenhæng.

Som passiv Instagram-bruger (dvs. en af dem, der nøjes med at lure) har jeg længe med en blanding af skeptisk nysgerrighed og beundring fulgt Tiny House-bevægelsen, der først og fremmest går ud på at bo på så lidt plads som muligt (der medfølger også en overordnet filosofi om simpel livsstil og få ejendele, men det giver vel sig selv). Et Tiny House er typisk på mellem 15 og 40 kvadratmeter, og mærkværdigvis opstod idéen i USA, hvor man ellers aldrig kan få tingene store nok. Herfra har den bredt sig til store dele af verden, men i Danmark er vi bagefter. Det skyldes til dels, at lovgivningen spænder ben for udbredelsen, men den afgørende årsag er i virkeligheden nok, at vi bare ikke er vilde med tanken om at bo i en skotøjsæske; i 2022 var et nybygget parcelhus i Danmark vokset til et gennemsnit på 213 kvadratmeter.

Snorker ens partner, flytter man bare ned i den vestlige fløj, hvis man ellers kan huske vejen

Men hvad får folk til at vælge det ene frem for det andet? Det er selvfølgelig altid dejligt med noget plads. I et stort hus kan man reservere et rum til arvede møbler, et til en motionscykel, man aldrig bruger, og et til de 12 kasser med julepynt, man kom til at købe på tilbud i 2014. Man kan også nemt undgå familien. Snorker ens partner, flytter man bare ned i den vestlige fløj, hvis man ellers kan huske vejen. Men har man et hus på størrelse med en sportshal, hvor samtalekøkkenet mere har karakter af et konferencekøkken, lever vi som bekendt også i en tid, hvor man risikerer at komme i en situation, hvor opvarmning, vedligeholdelse og elregninger kan få en til at overveje, om der eventuelt kunne være en idé i at sælge en nyre for at få det hele til at hænge sammen.

I et Tiny House er man tvunget til at rydde op hele tiden. Hvis man ejer to lækre stegepander, skal man tage stilling til, om man virkelig elsker dem lige højt. De lave udgifter betyder flere penge til oplevelser eller bare – hvis man er en ansvarsbevidst hipster – flere penge til vegetarretter, der kan genoprette klimabalancen. Men er man ikke en hund efter hjemmelavet grøntsagslasagne, må det være nogenlunde som at få kamelen gennem nåleøjet at bugsere en af de store pizzaæsker ind i huset. Til gengæld får man helt automatisk mere tid sammen med sine kære. Vil man derimod gerne undgå sin samlever engang imellem, må man se, om man kan finde et sted at gemme sig omme bag ved kaffemaskinen.

Så hvad er bedst, en gigantisk feudalborg eller en menneskebolig i miniformat? Hvis man har behov for plads til store armbevægelser, hader at rydde op og ikke har noget imod at gå 500 skridt for at hente et glas vand, falder valget ud til fordel for de danske kæmpevillaer. Hvis man derimod prioriterer enkelhed, drømmer om at bo billigt og ikke får et klaustrofobisk sammenbrud hver gang, man træder ind ad døren, er det måske værd at overveje et amerikansk Tiny House.

Da Madame og jeg for efterhånden mange år siden blev enige om at downsize, flyttede vi til et hus, der var halvt så stort som det, vi var vant til. Det var ikke lille nok til at kunne kaldes et Tiny House, men lille nok til, at vi måtte gøre os nogle overvejelser om, hvad der var nødvendigt at beholde, og hvad der kunne undværes. Det tog noget tid at vænne sig til mindre plads, men det er endt lykkeligt. Under alle omstændigheder skal man ikke undervurdere betydningen af at kunne finde fjernbetjeningen uden at skulle bruge en GPS.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'Det' så fint ...'

De ti plager var som bekendt Guds straf over Egypten, men havde han tænkt sig om og medtaget støvsugning, kunne han være kommet op på elleve. Støvsugning hører til voksenlivets mange plager, og desværre er det en af de huslige pligter, der påhviler mig.

Det er lidt som at skulle til tandlægen eller betale grundskyld – man kan forsøge at udsætte det, men der er ingen vej udenom. Støvet formerer sig i hjørnerne som kaniner om foråret, hvad der formentlig er årsagen til, at englænderne kalder nullermænd for dust bunnies. De rykker frem som en ustoppelig brigade, der erobrer alle vandrette overflader, mens deres medsammensvorne krummer fra søndagens rundstykker og croissanter allerede har forskanset sig i gulvsprækkernes skyttegrave.

Der findes endnu ikke robotstøvsugere, der selv kan flytte møbler og sætte dem på plads igen

Det vides ikke, om det var Sisyfos, der opfandt støvsugningen, men i hvert fald må han have haft en finger med i spillet, for man bliver aldrig færdig. Man kan bruge en hel mandag formiddag på at få gulvarealet til at funkle, men nullermænd og konsorter er altid klar til at rykke ud for at genvinde det tabte land.

Ens eneste allierede er støvsugeren, men den er ikke altid lige samarbejdsvillig. Ledningen når med sikkerhed sin maksimale udstrækning, netop som man mangler en halv meter hen til det sidste hjørne. Alternativt snor den sig om et bordben som en anorektisk kvælerslange, og man må hive ledningen ud af stikkontakten og løse det uigennemskuelige knob op igen for at komme videre. Det næste, der sker, er at støvsugerhovedet suger sig fast i gulvtæppet.

Nogle vil måske mene, at en robotstøvsuger kunne være løsningen. Men efter at have forhørt mig i omgangskredsen har jeg fået indtryk af, at man lige så godt kan overlade jobbet til en livstræt teenager. For det første er robotstøvsugeren ikke nær så intelligent, som man skulle tro. Den forvilder sig ind i den samme krog igen og igen, som om den led af hukommelsestab. I bedste fald følger den en tilfældig, ulogisk rute gennem rummet, men ignorerer fuldstændig de områder, hvor skidtet befinder sig. I værste fald vil den køre fast og minde om en skildpadde, der har opgivet ævred – der findes endnu ikke robotstøvsugere, der selv kan flytte møbler og sætte dem på plads igen. For det andet demonstrerer robotstøvsugeren jævnligt teknologiens begrænsninger ved at sluge strømper, opladningskabler, kattelegetøj og andet løsøre, den ikke burde. Skulle man endelig sige noget positivt om robotstøvsugere, ved jeg fra utallige videoklip på Instagram, at de er velegnede til at anbringe en kat på, som forhåbentlig sætter pris på en førerløs rundtur i sit eget hjem.

Uanset om vi holder fast i den klassiske støvsuger eller falder for fristelsen til at anskaffe en robot, er der ingen vej udenom. Støvsugning er en evig kamp, og nullermændene ler sidst. Men selvfølgelig er et støvfrit gulv i en dags tid ikke at kimse ad.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Hvis nogen fandt på at spørge mig, hvilken maler jeg beundrer mest, ville jeg nok være fristet til at svare: 'Jørgensen oppe i Nørregade.' Men man skal økonomisere med sine platituder, så jeg afstår, og det er vel egentlig også kun i ugeblade, den slags dukker op, når en eller anden berømthed bliver præsenteret for Prousts berømte 37 spørgsmål, eller hvor mange det nu er.

Jeg har altid troet, at man malede ved at dyppe en pensel i en bøtte maling og smøre malingen på

I løbet af den forgangne uge har jeg imidlertid fået et andet syn på malere, end jeg havde indtil for ganske nylig. Der er mange i min omgangskreds, der ynder at kokettere med deres lave score på handymanskalaen, og jeg er selv en af dem. Derfor er jeg også tilbøjelig til at betale mig fra alt håndværksmæssigt arbejde, hvis jeg kan se mit snit til det. Lige med hensyn til malerarbejde begyndte jeg dog at tøve for en snes år siden, efter at jeg havde fået en maler til at sætte glasfilt op i en stue og male det. Det blev små 30.000 kroner, og det er som sagt mange år siden. Det var selvfølgelig tåbeligt ikke først at forhøre mig om prisen, men min fantasi rakte altså ikke til at forestille mig, at én dags stykke forholdsvis enkelt og overskueligt malerarbejde kunne havne i det prislag.

I sidste uge vendte traumet tilbage med fuld styrke. Vi bor i et ganske almindeligt hus, men med umanerlig mange vinduer og derfor også uhyggelig mange vinduesrammer og sprosser, der skal males med jævne mellemrum. Mellemrummenes længde kan diskuteres, hvilket de bliver, og lad mig sige det sådan: Jeg opererer med længere tidsintervaller end dem, Madame anser for passende, og jeg taber altid diskussionen. Hvem der skal udføre arbejdet, når det nu ikke skal være en maler, er derimod ikke til diskussion.

Jeg går i gang med at male efter Googles og alle kunstens regler, som jeg følger til punkt og prikke

Jeg har altid troet, at man malede vinduer ved at dyppe en pensel i en bøtte maling og smøre malingen på. Men ved at google 'Sådan maler du dine vinduer', har jeg fundet ud af, at jeg er helt galt afmarcheret. Først må man tage vejrguderne i ed, fordi det lunefulde danske sommervejr ofte byder på kraftig blæst og regnbyger, som kan forsinke arbejdet. Dernæst skal man sørge for ikke at male i direkte sollys, da malingen i så fald vil tørre, før den når at trænge ordentligt ind i træet. Men det gælder også om at ramme en dag med lette skyer, kun en smule vind og omkring 15-20 grader. Endelig skal man begynde tidligt på dagen, så malingen er håndtør, inden duggen falder.

I nogen tid har det tjent som en udmærket undskyldning for at udskyde projektet, at de vejrmæssige betingelser ikke har været optimale, men pludselig i sidste uge er der ingen vej udenom. Jeg går derfor i gang med at male efter Googles og alle kunstens regler, som jeg følger til punkt og prikke:

• Jeg renser vinduesrammer og sprosser af i grundrens for at fjerne fedt og snavs og skyller grundigt efter med vand for at fjerne sæberester.
• Jeg sliber let med sandpapir, korn 120, så overfladen bliver mat. Visse steder er træet udpint og har løse flager af maling, som skal skrabes af. Overgangene fra bart træ til maling sliber jeg med sandpapir, korn 80.
• Jeg grunder det bare træ med grundingsolie, som jeg lader tørre til dagen efter.
• Jeg maler de bare pletter med vinduesmaling. For en sikkerheds skyld får de et par gange, så overgangene mellem det blotlagte træ og den gamle maling bliver mindre synlige.
• Jeg maler vinduesrammerne og sprosserne med vinduesmaling.
• Jeg håber på, at malingen dækker, så jeg slipper for at mellemslibe med sandpapir og male igen.

Jeg er med andre ord begyndt at forstå malermestres fakturaer. Her til morgen har jeg fjernet et par hundrede meter malertape, og resultatet er faktisk ikke så værst, selv om jeg har hadet hvert sekund og trænger til mindst en uges rekonvalescens. Ved ikke at betale for en professionel maler har jeg til gengæld formentlig sparet i omegnen af en kvart million, som jeg nu går og overvejer, hvad jeg skal bruge til.

Måske maleriet af Hammershøis vinduer, der pryder dette indlæg ...