Archive for november 2020

DEN KEDELIGE JULEKALENDER
Prolog

I går, da jeg gik og ryddede op, åbnede jeg en skuffe og faldt over et chartek, hvor der stod Den kedelige julekalender udenpå. Jeg kunne godt huske, at jeg havde skrevet sådan én på en tidligere blog i blogskrivningens velmagtsdage, før Facebook kom til og udløste et bombardement af alle mulige andre hurtige sociale medier, som kørte hele den adstadige blogkultur ud på et sidespor. Men jeg havde glemt, at jeg havde printet kalenderen ud og stadig havde den liggende.

Det tog jeg som et tegn på, at den måske fortjente en reprise, selv om det er sin sag at gentage sig selv, medmindre man er i besiddelse af en helt ustyrlig selvglæde. Men nu gør jeg det alligevel.

Den kedelige julekalender blev til som et stilfærdigt modstykke til den eksalterede juledyrkelse, som nogle af os kan gå hen at få præstationsangst af – en påmindelse om, at julemåneden ikke nødvendigvis er én lang fest, og at tilværelsens absurditet ikke fornægter sig, bare fordi vi tilfældigvis skriver december. For det meste er det, vi oplever i december uden for medierne og julekatalogerne, ikke mindre trivielt, almindeligt eller akavet end det, vi oplever resten af året. Det kan man tude over – eller grine ad.

Vælg selv. Løjerne – eller rettere manglen på samme – begynder i morgen, så nu er I advaret.

God (mis)fornøjelse!

Kategori: | 6 kommentarer

Habakuks og Peters Jul



Da jeg vågnede i morges og kiggede ud ad vinduet, sneede det. Det fik mig selvfølgelig til at tænke på min barndoms Peters Jul, som alle kender første vers af:

Jeg glæder mig i denne tid;
nu falder julesneen hvid,
så ved jeg julen kommer.
Min Far hver dag i byen går,
og når han kommer hjem, jeg står
og ser hans store lommer.
Men den findes også i en alternativ, satirisk udgave, som Habakuk, alias Jørgen Hartmann-Petersen, skrev i 1961. Sådan lyder første vers:
Jeg glæder mig i denne tid,
skønt by'n er mere sort end hvid,
omtrent som var det sommer.
Min far til julefrokost går,
og når han kommer hjem, jeg står
og ser hvordan han kommer.
Jørgen Hartmann-Petersen var arkitekt og kom til Politiken som arkitekturmedarbejder i 1954, men på et tidspunkt blev han tilbudt et vikariat som redaktør af avisens berømte bagsidespalte At Tænke Sig, som han udviklede til perfektion på så overbevisende en måde, at han fik Cavlingprisen i 1962 for at have skabt en helt ny satirisk form. Varemærket var virtuos jongleren med ord, vanvittige omskrivninger og en lethed og elegance, man sjældent oplever inden for satiregenren.

Navnet Habakuk stammer fra en grønlandsk profet fra 1700-tallet, men hvorfor det blev Hartmann-Petersens pseudonym, henstår i det uvisse. Habakuk – altså Hartmann-Petersen – blev sidenhen en af hovedkræfterne bag fjernsynets lørdagssatire Hov-hov og Uha-uha, dengang der kun var én kanal.

Parodien på Peters Jul husker jeg selv fra radioprogrammet Mellem Brødre, som Habakuk lavede sammen med sin bror Hemming Hartmann-Petersen fra 1969-1989. Hvert år omskrev han sin udgave af Peters Jul, så den blev en spids kommentar til aktuelle begivenheder. Den indeholdt dog også adskillige eviggyldige sandheder, som unddrog sig den årlige redigering:
Min mor blir mer og mere svær.
Det sidder både her og der.
Nu tæller hun kalorjer.
I julen kan der godt ta's pås,
så hun si'r: I får ingen gås,
men værsegod og mor jer.

Og Søster Hanne er så styg,
for hun er også blevet tyk,
men grunden er en anden.
I forgårs spurgte mor og far:
Hvor har du ungen fra?
og hun sa': Julemanden.
* * *
Første udgave af Johan Krohns oprindelige Peters Jul udkom anonymt og var med håndkolorerede tegninger af Otto Haslund og forfatterens bror Pietro Krohn. I 1870 udkom den alene med Pietro Krohns tegninger, mens udgaven fra 1889 var den første farvetrykte, hvor tegningerne var bearbejdet af Frants Henningsen. I 1947 udsendte Gyldendal udgaven, som Herluf Jensenius illustrerede, og som efter min mening er den eneste rigtige, eftersom det er den, jeg er vokset op med og stadig har stående i min reol. Det er Jensenius' tegning, der pryder dette opslag. Peters Jul kan læses in extenso her, og på samme website finder man en filmatiseret udgave på tyve minutter, der er optaget i det smukke, gamle Ribe. Manden bag filmen er i øvrigt Jeppe Søe, som i den seneste uges tid har været på barrikaderne for at kæmpe landbrugets sag, men det er en helt anden historie.

Kategori: , , | 7 kommentarer

Black Watch Friday



Jeg havde ellers sat mig for, at der hverken skulle være farvebilleder eller selfies på denne blog, men jeg bliver for en gangs skyld nødt til at gøre en undtagelse, når nu indlægget drejer sig om farver og om min egen garderobe. Det kan ikke nytte noget at sige, at den vil jeg ikke stå model til, så det gør jeg herover.

Jeg ifører mig jakken hvert år på denne tid som en tavs personlig protest

Black Watch er formentlig den mest kendte skotsktern – tartan – i hele verden, og den har da også en lang historie. General George Wade, som var Commander-in-Chief i North Britain, dannede med tilladelse fra George I seks infanteriregimenter i 1725, hvis opgave var at afpatruljere det skotske højland, slå ned på kriminelle og kontrollere fejder mellem klanerne. Regimenterne blev kendt som Am Freiceadan Dubh, oversat til Black Watch. Der er delte meninger om navnets oprindelse. Nogle mener, at det skyldes den mørke tern i soldaternes kilt, andre at det var fordi soldaterne repræsenterede en upopulær regering og derfor måtte være black hearted. Men da officererne selv brugte udtrykket, er forklaringen ikke videre sandsynlig. Der er flere mulige forklaringer her.

I dag bæres Black Watch-tartan fortsat af Royal Regiment of Scotland. Den officielle betegnelse er Government 1A Tartan.

Min Black Watch-blazer på billedet er en svensk Oscar Jacobson-kreation af 100 procent ren ny og dejlig tyk uld. Jeg har købt den i en genbrugsforretning for nogle år siden, men den fremstår stadig som helt ny. Slipset er ægte skotsk og købt i en anden genbrugsforretning, ligeledes i upåklagelig stand.

Jeg kan ikke påstå, at jeg bruger jakken særlig meget, men jeg ifører mig den hvert år på denne tid som en tavs personlig protest, når den internationale overforbrugs-, forurenings- og ressourcespildsfestival Black Friday løber af stabelen, som den officielt gør i dag (men i praksis har stået på i flere uger). Ikke sjældent mødes jeg af beundrende blikke og ivrige forespørgsler om, hvor jeg dog har fået syet dette smukke, farvestrålende og velsiddende pragteksemplar af en jakke, og med slet skjult tilfredshed svarer jeg lakonisk:

– Blå Kors i Hillerød.

Let henkastet plejer jeg at tilføje, at den kostede 25 kroner.

Kategori: , , | 12 kommentarer

Forklædt som voksen



Jo, det er ham. Det er hans måde at gå på, jeg først lægger mærke til. Rastløst, hurtigt og samme kropsholdning. Så genkender jeg hovedfaconen og profilen. Der er ingen tvivl. Det er min gamle legekammerat hjemme fra vejen, der går frem og tilbage mellem den mørkegrønne Passat og containeren med småt brændbart. Håret er ikke kulsort som dengang. Det er blevet gråt ligesom mit eget.

Han har også fået øje på mig. Hver gang han henter en affaldssæk i bilen, kigger han over på mig i forbifarten. Lidt for længe.

Det bliver mig, der tager beslutningen. Da hans blik igen strejfer mit, fastholder jeg det, går direkte hen imod ham og rækker hånden frem.

– Hej, Jens!

Hans ansigt tør op.

– Jeg syntes nok …, siger han. – Så du er også ved at muge ud?

Vi forklarer hver især vores grunde til at være her. Han har overtaget sine forældres sommerhus heroppe og er ved at lave nyt køkken. Induktionskomfur. Vi opregner, hvor mange forældre vi har tilbage og udveksler karriereforløb, børn, svigersønner og -døtre.

Pludselig er det hans far, jeg står og taler med. Den samme tandstilling, den samme stemme, den samme udtale. Måske er det også en let redigeret udgave af min far, han lige har mødt på en blæsende, kold containerplads. Det var tinsoldater, rulleskøjter og rundbold, vi havde til fælles, men nu er vi voksne og taler om det, voksne taler om. Vi stiller spørgsmål og svarer eller bortforklarer. Ind imellem ler vi. Vi er for gamle eller for blufærdige til at grine.

Efter ti minutter trækker det op til en afrunding.

– Jeg kommer sgu forbi en dag, siger han, og vi skriver vores adresser ned på papirlapper og bytter.

– Det var hyggeligt!

Vi løfter armen til farvel og sætter os ind i vores biler. Og ved begge, at det aldrig bliver til mere.

Kategori: | 11 kommentarer

En lang historie om en kort jakke



En af de få fordele ved den støt dalende temperatur er, at efterårs- og vintertøj ser meget bedre ud end det, man er tvunget til at gå med om sommeren.

Det er ikke mig på billedet, men jeg har en sømandsjakke mage til den, Robert Redford har på i Three Days of The Condor – en peacoat, som ikke bare er en af mine foretrukne vinterjakker, men også har en ganske særlig historie, som jeg vender tilbage til.

Men først den overordnede historie om peacoaten, som begynder i 1800-tallet, hvor jakken hørte til de hollandske marinesoldaters mundering. Ordet peacoat har ikke noget med ærter at gøre, men stammer fra det hollandske ord pij, som var en betegnelse for groft uldstof. Selv om det altså var hollænderne, der så at sige opfandt peacoaten, er det den britiske marine, der kan tage æren for jakkens udbredelse. Den britiske udgave var udformet efter samme principper som den hollandske, så den var praktisk til maritime formål, men var især tænkt som uniform til flådens sergenter. Jakken fandt efterhånden vej over Atlanten, hvor den amerikanske flåde brugte den til 'reefers', som var de kadetter på sejlskibene, der arbejdede midtskibs og havde den halsbrækkende opgave at flintre rundt i rigningen og få sejlene til at makke ret. Det stillede store krav til bevægelsesfriheden, og den amerikanske peacoat er derfor ret kort.

En peacoat har en overdimensioneret ulsterkrave, der kan knappes helt op, så man er beskyttet mod elementernes rasen og er desuden dobbeltradet for at begrænse risikoen for, at knapperne bliver viklet ind i tovværket. Der er lodrette stiklommer til at varme hænderne i, og knapperne, der er præget med et anker, er meget store, så de er nemme at få fat i, hvis man har våde og kolde hænder.



Men nu til min egen jakke. Eftersom jeg er en kuldskær type, var jeg ude efter en peacoat af 100 procent uld, men det er stort set umuligt at opdrive. Dem, man kan købe fra nye i butikkerne, er af en sørgelig kvalitet, hvor der er blandet en eller anden form for kunststof i for at gøre dem lettere og først og fremmest billigere og nemmere at sælge. Jeg havde med andre ord ikke noget andet valg end at undersøge markedet på eBay, hvor jeg fandt en vintage US Navy Peacoat af 100 procent Meltonuld.

Meltonuld har den fordel, at det kan modstå kraftig regn, vind og tænderklaprende temperaturer, fordi det er stærkt valket – en proces, der fjerner olier, snavs og andre urenheder og gør stoffet tykkere og så tæt, at det er umuligt at se den diagonale twillvævning på overfladen. Meltonuld har i øvrigt en lang historie, der går flere hundrede år tilbage til Leicestershire og den lille by Melton Mowbray, som var centrum for den senere så berygtede og nu i princippet forbudte rævejagt. Det vejrbestandige stof var ideelt til jagtbeklædning, men altså også velegnet for søfolk, som man siden fandt ud af.

Da jeg åbnede pakken fra eBay og så jakken, var jeg først overbevist om, at der var tale om en helt ny jakke, for den var aldeles fejlfri og bar på ingen måde præg af at have været brugt. Men jeg tog fejl. På indersiden af foret stod nemlig den oprindelige ejermands navn og tjenestenummer trykt tre forskellige steder: HAMILTON, R.C – 389 70 87. For sjovs skyld søgte jeg på navnet på navymomorial.org, og det viste sig, at R.C. Hamilton blev født den 31. August 1903 i Fries, Virginia og indtrådte i den amerikanske flåde i marts 1920, hvor han gjorde tjeneste, indtil han forlod flåden igen i marts 1953 med rang af CWO, Chief Warrant Officer. Da man må gå ud fra, at han ikke fik jakken i afskedsgave, men formentlig har taget den i brug et par år, inden han gik på pension, er den med andre ord omkring halvfjerds år gammel.

Det er altså R.C. Hamiltons gamle peacoat, jeg hver eneste vinter ifører mig med stor fryd, fordi den sidder perfekt og er umulig at fryse i – heller ikke om fingrene, når jeg stikker hænderne ned i de bløde, jernbanefløjlsforede lommer.

Den vejer sine 2 kilo, men heldigvis har jeg stærke knæ.

* * *
Hvis nogen skulle være nået så langt, kan jeg for resten anbefale at se Three Days of The Condor med den peacoatklædte Robert Redford i hovedrollen som CIA-analytikeren Joseph Turner med dæknavnet Condor, der i arbejdstiden går ud for at hente frokost og finder hele sin afdeling – inklusive sin kæreste – likvideret, da han kommer tilbage. Pludselig er han jaget vildt, og meget tyder på, at det ikke er den sædvanlige fjende, altså kommunisterne, der er på krigsstien, men et hemmeligt CIA inden i CIA, der har sin egen, skumle dagsorden, som Condor uheldigvis er kommet på sporet af. Filmen ligger til fri afbenyttelse på filmstriben.

Kategori: , | 12 kommentarer

En søndag foran skærmen



November er ikke en måned, der ligefrem rutter med underholdningen, men på denne adresse ser vi altid frem til et enkelt lyspunkt i mørket, for selv om bladene rasler af træerne, er det i november, at bøgerne springer ud og sproget blomstrer. Det indebærer, at hjemlig lænestolesidning med tilhørende te- og kaffedrikning, katteklapning, adspredt læsning og tandstangning bliver afløst af gennembladring og diskussion af Bogforums program. Jeg ifører mig herefter hornbriller og sildebensvævet tweedjakke, tager Madame under armen og sætter kurs mod Bella Center, hvor vi får en dag til at gå i bibliofile omgivelser af varierende styrke og relevans – en del stande har en yderst perifer forbindelse med bogverdenen. Desuden er maden dyr og dårlig, men det tager vi med.

Der er formentlig ikke mange jyder, der lige smutter til Amager for at få et glimt af en litterær kendis på slap line

I år har vi været afskåret fra at holde traditionen i hævd af pandemibetingede årsager. Til gengæld slog DR2 gækken løs i går og flottede sig med 12 timers Bogfestival live fra det Den Sorte Diamant/Det Kongelige Bibliotek som et virtuelt plaster på såret med stribevis af interviews med forfattere, forskere, digtere og tegnere inden for allehånde genrer, inklusive de mere kulørte. Kort sagt en glimrende Bogforum-erstatning, som vi blev enige om var en meget bedre kilde til inspiration end den traditionelle blandede landhandel. Ikke alt var lige interessant for os, men det har det antagelig været for mange andre – og omvendt. Værterne Ane Cortzen og Adam Holm leverede en kraftpræstation og balancerede fint mellem det poppede og det mindre folkelige.

Man går ganske vist glip af atmosfæren og alt gøglet, når det hele foregår på tv, men man slipper også for at skulle stå i kø til de mest populære af arrangementerne og ende med hverken at kunne se eller høre noget i tumulten. Jo, der var faktisk én ting, vi savnede, for hvor har man ellers lejlighed til at opleve så mange ex– og egocentrikere samlet på ét sted? Særlig ét intermezzo, der udspandt sig i menneskemylderet lige foran mig for nogle år siden på Bogforum, står stadig lysende klart i min erindring:
Kvinde: – Hej!
Mand: – Hej!
Kvinde: – Ja, vi ses jo på torsdag ...
Mand: – På torsdag?
Kvinde: – Ja, i studiet.
Mand: – Hva'! Har du noget med det at gøre?
(Et øjebliks stilhed)
Kvinde: – Øh, det er mig, der er vært på programmet.
Men ellers kan man håbe på, at ideen med Bogfestival på DR2 vil blive videreført i de kommende år, selv om der eventuelt ikke længere er nogen pandemi til at spænde ben for et fysisk Bogforum i Bella Center. Der er formentlig ikke mange jyder, der lige smutter til Amager for at få et glimt af en litterær kendis på slap line.

* * *
Alle 12 timer kan ses her, når man har lyst, og her er programmet punkt for punkt. Også bogbranchen selv har afholdt bogfestival på nettet i weekenden med utallige digitale arrangementer, hvoraf flere er eller bliver tilgængelige på YouTube eller Facebook.

Kategori: , | 10 kommentarer