Den forløbne uge har været efterårets smukkeste! Med en blanding af betagelse og vemod har jeg trasket rundt i landskabet og nydt træernes og buskenes overvældende farvelade af gult, brunt, rødt og grønt i alle nuancer og sammensætninger og forsøgt at fortrænge, at lige om lidt ligger det hele på jorden som en gråbrun, klæbrig og trøstesløs masse og indvarsler det uendelige vinterhalvår, som vi nu må tilbringe forklædt som vildfarne hjernekirurger eller bag plasticvisirer – i begge tilfælde bevæbnet med skarpladte og afsikrede sprayflasker.

Hører man til dem, der har en tilbøjelighed til at dyrke melankolien – jeg kan ikke selv sige mig helt fri – er der altid musikken at ty til, og hvad er mere oplagt end Autumn Leaves/Les feuilles mortes, som er indspillet i tusindvis af udgaver, siden Joseph Kosma og Jacques Prévert skrev sangen i 1945. Den er nok bedst kendt med Yves Montand, men jeg vil anbefale den amerikanske sanger og guitarist Eva Cassidys helt anderledes og efter min mening langt smukkere fortolkning i stedet for.

Pladeselskaberne kunne ikke forlige sig med, at hun spændte over så mange forskellige genrer og stilarter

Eva Cassidys historie er usædvanlig og tragisk. Hun døde i 1996, kun 33 år gammel. Selv om hun havde en utrolig smuk stemme og en evne til at indleve sig i og fortolke sine sange (som hun dog ikke skrev selv), fik hun aldrig et gennembrud, mens hun levede, efter sigende fordi pladeselskaberne ikke kunne forlige sig med, at hun spændte over så mange forskellige genrer og stilarter. Hun udgav ét live-album for egen regning, mens hun levede, men efter hendes død udsendte forældrene som en hyldest til deres datter endnu et album med hendes sange, som fik pressen til at interessere sig for hende. Herefter fik hele verden ørerne op for den fantastiske stemme, og siden er der solgt millioner af plader med Eva Cassidy. Vil man vide alt om Eva Cassidy, er der artikler, interviews, billeder og alt muligt andet på Eva Cassidy Web Site.

Men her er sangen, der inspirerede til dette indlæg:



Synes man ikke, at Eva Cassidys version er melankolsk nok, er der hjælp at hente hos Majbritte Ulrikkeholm, der halvt reciterer, halvt synger eller nærmest hvisker sangen. Det kan lyde sarkastisk, men er ikke sådan ment. Faktisk er den meget smuk, og det samme gælder den tilhørende video. Hermed ligeledes anbefalet.

Hvis nogen skulle savne Yves Montands udgave, er den her, og foretrækker man melodien uden tekst, bliver den ikke bedre end med den italiensk-amerikanske klarinettist Buddy DeFranco.

Noget tyder på, at DR har besluttet sig til at efterkomme mit ønske om hurtigst muligt at sikre sig rettighederne til at vise nyindspilningen af Folk og Fæ, som havde premiere på den britiske Channel 5 for mindre end to måneder siden. Allerede i går eftermiddags viste DR 1 første afsnit!

Kun med nød og næppe undgår husholdersken en alvorlig påtale fra klichépolitiet, men man må retfærdigvis have in mente, at historien udspiller sig i 1930erne

Det kan være vanskeligt at abstrahere fra de små hundrede episoder af den oprindelige, fyrre år gamle udgave af All Creatures Great and Small, der har lagret sig i baghovedet, men det skylder man det gode initiativ at gøre. Man må viske tavlen ren og give det nye hold af skuespillere en chance og bedømme dem alene på deres præstationer, ikke på ligheden med deres forgængere. De gør det faktisk alle sammen godt, selv om jeg må indrømme, at jeg savner den gamle, koleriske dyrlæge Siegfried i Robert Hardys skikkelse. Den nye, spillet af Samuel West, mangler indtil videre den mere charmerende og flamboyante side af figuren, som Hardy beherskede suverænt, men det kan være, at det kommer. Ellers ligger den nye serie stilmæssigt meget tæt på den gamle – der er på ingen måde tale om en nyfortolkning, så der er (heldigvis!) tale om feel good fra ende til anden. Den mest bemærkelsesværdige forskel er husholdersken Mrs. Halls rolle, der er langt mere fremtrædende i den nye version. Ud over at hun har gennemgået en overbevisende foryngelseskur, har hun nu nærmest fået en funktion som en slags hustru til ungkarlen Siegfried, hvor hun (som nogle kvinder gør med deres mænd) behandler ham som en uvorn unge med en blanding af moderlig omsorg, overbærenhed og hovedrysten, men trods alt velment og kærligt. Kun med nød og næppe undgår figuren en alvorlig påtale fra klichépolitiet, men man må retfærdigvis have in mente, at historien udspiller sig i 1930erne, og at den slags nok hører med til genren.

Det er næsten overflødigt at nævne, at den rekvisitørmæssige side af sagen som altid i britiske retroserier er impeccable, og billederne er en fryd for øjet og nostalgien.

De resterende 5 afsnit bliver sendt over de kommende lørdage, men hele sæson 1 er allerede tilgængelig på dr.dk indtil oktober 2021, og mon ikke jeg snupper et afsnit til i aften.

Hov! Jeg ser lige, at hele 1. sæson af den gamle serie nu også er tilgængelig indtil juni, så her er muligheden, hvis nogen skulle have lyst til at sammenligne.

P.S. Bare rolig, serien er skam i farver – det er kun denne blog, der holder sig for god til at benytte sig af kulørte virkemidler ...

Nu, hvor vi er på vej ind ind i de rustikke og solide middagsretters årstid, kommer jeg til at tænke tilbage på mit arbejdslivs forskeliige kantiner, hvoraf en af dem i en periode – stik imod alle naturlove – faktisk var fortræffelig. Maden var sund, lækker og veltilberedt hver dag, der blev lavet mad efter kendte kokkes opskrifter og udtænkt eksotiske temauger. I det hele taget blev der udfoldet en mundvandsfremkaldende opfindsomhed, man ikke havde troet mulig i en virksomhedskantine. Den kolde afdeling bestod af salater så fantasifulde og komplekse, at man kun ville kaste sig ud i at kreere noget, der lignede, hvis man havde sat sig for at vinde Maddysten, og førstepræmien var en tv-pakke, hvori der ikke indgik madprogrammer og -konkurrencer. Frokosten var kort sagt et af dagens højdepunkter for flertallet af ansatte, det vil sige mange.

Er det kødgryderne, der med deres kalden minder mændene om barndommens allesteds-
nærværende mødre?

Til daglig var kønsfordelingen mellem sultne kolleger nogenlunde fifty-fifty i den kolde og den varme afdeling, og almindeligvis gled trafikken jævnt, så man ikke behøvede at stå og vente på at komme til. Men en sjælden gang imellem var det første, man fik øje på, når man trådte ind i kantineområdet, en endeløs kø, der snoede sig hid og did ved disken i den varme afdeling, og som kun bestod af utålmodige mænd, gamle som unge, med en tallerken i hånden. 'Boller i karry!' hviskede de til hinanden med blanke øjne og vippende bryn, og budskabet forplantede sig som en løbeild ned gennem rækken. Omvendt var der kun kvinder ved salatbaren på de dage, og det var ikke kun dem, der normalt plejede at stå foran én henne hos slagteren og sige: 'Jeg vil gerne have fem molekyler ekstra mager, usaltet, koffeinfri roastbeef i papirtynde skiver ...' Nej, det var kvinder i alle alders- og vægtklasser, der vendte ryggen til den mandlige kødrand og flokkedes om salaterne.

Måske afslører jeg min afgrundsdybe uvidenhed, men jeg vover alligevel spørgsmålet: Hvad har kvinder imod boller i karry, og hvorfor er det tilsyneladende det bedste, mænd ved? Er der en indlysende grund? Er det kødgryderne, der med deres kalden minder mændene om barndommens allestedsnærværende mødre og samtidig udgør en trussel mod moderne, emanciperede kvinder og får dem at flygte over til salatbordet, hvor de ikke risikerer, at nostalgiske mænd foreslår dem at skifte karrieren ud med en … kan man kalde det karry-ere?