Viser opslag med etiketten Mænd. Vis alle opslag

Herreværelset:
Frakken der overlevede krigen



Der er temmelig mange mennesker, som får en let depression, når efteråret banker på. De kigger ud ad vinduet, sukker og begynder at google charterrejser til Tenerife. Jeg har en anden strategi: Man kan ikke ændre på vejret, så jeg tager min trenchcoat på. Det er en handling, der øjeblikkelig forbedrer min mentale tilstand med 37 procent. Den specifikke procent er ikke dokumenterbar, men jeg føler mig overbevist.

Man er klar til at slå kraven op og gøre det til en værdig konfrontation mellem menneske og meteorologi

Efteråret er trenchcoatens naturlige habitat. Om sommeren virker den overdrevet, og om vinteren kan den blive udfordret af kulden. Men på en blæsende oktoberdag, hvor det dufter af våde blade, og himlen har farve som gammelt sølv, er den perfekt. En trenchcoat får én til at tage vejret mindre personligt. Man står i entréen og hører regnen tromme mod ruden. Træerne bøjer sig i vinden, bladene hvirvler hen ad fortovet, og et sted vælter en skraldespand og skramler mod fliserne. Det er ikke vejr til små paraplyer og tynde jakker. Det er trenchcoatvejr, og man tager frakken på. Så åbner man døren, vinden rammer én direkte i ansigtet. Man er klar til at slå kraven op og gøre det til en værdig konfrontation mellem menneske og meteorologi. Ikke fordi man fryser, men fordi det ser rigtigt ud. Man går i Kvickly efter mælk og køkkenruller og kommer hjem med fornemmelsen af at have afsluttet en hemmelig mission i Istanbul. Vi er nogle, der ikke kun klæder os efter vejret. Vi klæder os efter, hvem vi forestiller os, vi er.
Hvis det er en rigtig trenchcoat, er den knælang eller længere endnu – ikke som de sørgelige nymodens 'frakker', der kun når til midt på låret. Den har en elegant, lige silhuet med dobbeltradet lukning og bøffelhornsknapper, og kraven er bred, så den kan slås op og beskytte mod vind og vådt vejr. Bæltet med de fem stikninger kan bindes stramt, så det fremhæver figuren, eller hænge løst, så det ser mere afslappet ud.

Man går i Kvickly efter mælk og køkkenruller og kommer hjem med fornemmelsen af at have afsluttet en hemmelig mission i Istanbul

Den garvede trenchcoatbærer bruger aldrig bæltespændet, men binder bare en knude på bæltet, og de håndsyede øjer til spændetornen er på sin vis overflødige. I bæltet sidder også de karakteristiske D-ringe, som oprindelig blev brugt i militæret til at fastgøre forskelligt udstyr. De ses ikke tydeligt på tegningen, men på billedet af Humphrey Bogart ovenfor kan man øjne en enkelt. Skuldrene er forsynet med epauletter, som engang havde en militær funktion og blandt andet blev brugt til at fastgøre udstyr eller holde remme fra tasker eller våben på plads. Senere blev de også brugt til at vise rang og tilhørsforhold gennem forskellige mærker og insignier. Trenchcoaten har bærestykke på ryggen og fortil et ekstra stykke stof over brystet – en stormflap – som beskytter bedre mod regn og samtidig skaber det lagdelte udseende. En stormkrog i kraven hører selvfølgelig med. Ærmerne er udstyret med justerbare manchetstropper, så de kan strammes omkring håndleddene. Lommerne er såkaldte pass-through-pockets, der har en åbning, der gør det muligt at føre hånden gennem lommen og ind til tøjet indenunder. Den klassiske trenchcoat er beigefarvet, men den ses også i farver, som næppe ville have imponeret en britisk officer i 1916.

Direkte oversat betyder 'trenchcoat' skyttegravsfrakke. Historien om trenchcoaten begynder i Storbritannien i 1879, hvor tekstilfabrikanten Thomas Burberry fik idéen til det vandafvisende stof gabardine. Det var lettere og mere åndbart end datidens tunge regnslag og blev hurtigt populært blandt opdagelsesrejsende og officerer. Under Første Verdenskrig blev frakken udleveret til britiske officerer, som havde brug for noget, der kunne modstå mudder, regn og kulde uden at hæmme bevægeligheden, og det var på slagmarken, alle de små detaljer blev udviklet. Efter krigen tog soldaterne frakkerne med hjem, og det viste sig, at militærfrakken også fungerede glimrende på en foggy day i London.

Men det var filmens verden, der gjorde trenchcoaten udødelig. Hollywood opdagede snart, at en lang frakke kunne fortælle en historie, før skuespilleren havde fået sagt det første ord. Humphrey Bogart gjorde den til et symbol på den hårdkogte helt i Casablanca. Senere bar Audrey Hepburn den med ubesværet elegance i Breakfast at Tiffany's, og hver gang en detektiv i en kriminalfilm trak kraven op om ørerne og forsvandt ud i natten, voksede trenchcoatens status. Nu er den levende kulturhistorie.

Den klassiske Burberry-model Kensington koster godt og vel 16.000 kroner, men mange andre mærker laver trenchcoats, der koster en brøkdel og fungerer lige så godt. Som den snob jeg er, har jeg selvfølgelig investeret i en Burberry, og som den miljøbevidste forbruger jeg er, når det er til min fordel, har jeg selvfølgelig købt den i en genbrugsforretning for 500 kroner.

* * *
Mest for nørder:
En model Kensington som min fra før 1999 er fremstillet i England og har et stofmærke i nakken, hvor der står Burberrys' – altså med et s og en apostrof til sidst – og som desuden er dekoreret med en ridder til hest, The Equestrian Knight. Skriften er hvid på marineblå baggrund. Hvis ridderen mangler, og der bare står BURBERRY med store, grafisk minimalistiske bogstaver uden s'et og apostroffen, er frakken fra tiden efter 1999 og sandsynligvis fremstillet i Italien, Tyrkiet eller Malaysia. De originale trenchcoats fra før 1999 har også et hvidt mærke i venstre lomme med felter til navn og ordrenummer. Størrelsen står altid i navnefeltet. På inderforet sidder størrelsesmærket skjult under det marineblå Burberrys’-mærke. Hvis man ikke kan finde mærkerne, er der tale om en forfalskning, medmindre nogen af en eller anden grund har fjernet dem.

* * *
I dag er dagen, hvor jeg indleder min trenchcoatsæson. Det vil sige, at jeg satser på, at efteråret samtidig begynder at ruske i træerne, regnen pisker mod ruderne, og himlen ser ud, som om den har opgivet enhver ambition om at blive blå foreløbig. Så vil jeg iføre mig frakken, åbne døren og træde lige ud i det med en vis værdighed.

Man kan ikke styre verden. Men man kan slå kraven op.

Kategori: , , , , , , | 10 kommentarer

Kuldekrise



Det begyndte med, at jeg hørte Euromans chefredaktør sige i en podcast, at han fandt det umandigt, hvis en mand brugte ordet 'frossenpind' om sig selv. På sin vis kunne jeg godt følge ham, men heldigvis findes ordet 'kuldskær' jo også, hvis man vil give udtryk for sin ulyst til at fryse. Desværre dur det åbenbart heller ikke, for i Politikens sprogklumme, som skrives af en seniorforsker ved Dansk Spognævn, beklagede hun sig i dag over sin mand, der kan finde på at skrue op for radiatoren eller tage kørehandsker på i bilen midt om sommeren, bare fordi solen ikke skinner. Som rutineret kuldemodstander kunne jeg ikke undgå at føle mig ramt, og som om det ikke var nok, skrev hun, at hun synes, det er usexet, at en mand karakteriserer sig selv som konstant frysende. Man klarer med andre ord ikke frisag bare ved undgå 'frossenpind' og kalde sig kuldskær.

Der er tilsyneladende en uskreven regel om, at mandekroppen skal fungere som en mellemting mellem en brændeovn og en gammel Volvo

Det efterlod mig i et identitetsmæssigt tomrum. Hvis man som mand ikke må være en frossenpind, og heller ikke kuldskær, hvad er man så? Termisk sensitiv? Temperaturbevidst? En person med udvidet respekt for årstidernes luner?

Åbenbart er det sådan, at en kvinde kan sige, at hun fryser, og omgivelserne reagerer med tæpper, te og omsorg. Hvis en mand siger det samme, opstår straks spørgsmålet, om han muligvis burde genoverveje sit medlemskab af civilisationen. Der er tilsyneladende en uskreven regel om, at mandekroppen skal fungere som en mellemting mellem en brændeovn og en gammel Volvo. Den skal kunne starte i al slags vejr, helst uden at beklage sig, og hvis temperaturen falder, må man gerne knurre lidt, men aldrig tage en ekstra trøje på.

Et øjeblik overvejede jeg at begynde at føre et slags dobbeltliv: Udadtil afslappet, åben jakke, rolige bevægelser, ingen kommentarer om temperaturen. Indadtil et menneske, der vurderer trækforholdene ved hvert eneste vindue, afsøger restauranter for bordplacering og diskret flytter sig væk fra klimaanlæg med samme afsky, som andre undgår passiv rygning.

Man må hurtigt kunne lære de små strategier. Man siger ikke: 'Kan vi skrue lidt op for varmen?' Man siger: 'Her er dejlig køligt.' Man siger ikke: 'Jeg fryser.' Man siger måske: 'Der er lidt råt i det.' Man tager ikke handsker på i bilen. Man køber en bil med indbygget varmeanlæg i rattet.

Det mest besynderlige er, at kulde lader til at være det eneste ubehag, der er målestok for en mands karakter eller sex appeal. Ingen siger til en mand med hovedpine: 'Det er lidt usexet, at du reagerer på smerte.' Ingen peger på en mand i regnfrakke og tænker: 'Der står en person uden selvværd.' Der er vel heller ingen kvindelige tandlæger, der forventer, at deres mandlige patienter frabeder sig bedøvelse under en rodbehandling for at bevise deres maskulinitet.

Det ender nok med, at jeg fortsætter med at gøre, som jeg plejer. Ikke i protest eller som bannerfører for kuldskære mænd, men måske som en slags temperaturmæssig dissident. Civilisation må også være retten til at sidde indendørs i juni måned med sokker på uden at blive mødt med antropologisk undren eller anset for at være et skvat. Hvis det gør mig usexet, må det være sådan. Jeg fryser, når det passer mig.

* * *
Sprogklummen handlede for resten om, at nogle er begyndt at sige 'kuldeskær'. Lad være med det.

Kategori: , , , , , , | 6 kommentarer

Mænd og maver



Der var engang, hvor mænd var smalle som kosteskafter og gik rundt i jakker og stramt bundne slips og efterlod en svag duft af tobak og Aqua Velva. Sådan husker jeg det i hvert fald. I min barndom i 60'erne var mænd generelt slanke, men ikke nødvendigvis sunde. De drak øl til frokost, røg som skorstene og anså ikke motion for noget, der havde noget med dem at gøre. Men de fyldte ikke meget i landskabet. En mand kunne dengang sætte sig ind i en Folkevogn uden først at skulle forhandle med sit eget tyngdepunkt.

I dag ser man mænd i fyrrerne, der bevæger sig gennem byen med den værdighed, som kun en graviditet i ottende måned berettiger. Maven ankommer et halvt sekund før resten af personen. Den har sin egen skygge og i visse tilfælde nærmest sin egen postadresse. Det er, som om naturen har besluttet, at mandens egentlige voksenliv først begynder, når han ikke længere kan se sine egne fødder uden brug af spejl eller strategisk placerede overvågningskameraer.

En mand kunne dengang sætte sig ind i en Folkevogn uden først at skulle forhandle med sit eget tyngdepunkt

Men måske er det i virkeligheden slet ikke så nyt. Allerede hos Herman Bang fandtes de monumentale mænd. I romanen Livsens Ondskab optræder den berømte forening 'De danske Ædedolke' hvor 'Intet Medlem maatte være under halvtredsindstyve Aar og veje mindre end to Hundrede og tredive Pund'. Det fremtrædende medlem, partikulier Eriksen, med tilnavnet Luksusbugen gik angiveligt med jernkorset for at holde det hele på plads og døde midt under et opulent måltid. Man må beundre en tid, hvor fedme endnu havde karakter af triumf og ikke henledte opmærksomheden på Sundhedsstyrelsens bekymrede panderynker.

Forskellen er måske bare, at datidens tykke mænd var sjældne nok til at blive litterære figurer, mens nutidens er så almindelige, at de ikke kan udløse så meget som et hævet øjenbryn. Nu begynder alle mænd over 30 automatisk at få mave, medmindre de både har et udvidet fitness-abonnement og den psykologiske styrke til også at bruge det. Det er ikke længere nok at eje et par løbesko; man skal også iføre sig dem frivilligt flere gange om ugen, hvilket strider mod mandens dybeste biologiske instinkt: ønsket om at sidde ned.

Der er flere teorier om årsagen. Nogle mener stofskifte, andre siger øl. Personligt tror jeg, det skyldes en kombination af kontorstole, fredagsvin og den mandlige evne til at betragte enhver fysisk aktivitet som noget, der helst skal være forbundet med motorstøj. Kvinder dyrker yoga og pilates; mænd køber en elcykel og forestiller sig, at de allerede har førertrøjen på i Tour de France. På et tidspunkt i mandens liv begynder kroppen tilsyneladende at lagre kalorier omkring maven som en slags personlig prepping. Måske tror organismen, at der er dårlige tider på vej. Måske er det evolutionens måde at fremtrylle et naturligt armlæn til lænestolen på.

Der findes naturligvis regler for livvidden. Den må ikke overstige halvdelen af højden, siger eksperterne med den samme alvor, som tidligere generationer reserverede til synd og fortabelse. Jeg kæmper selv en evig kamp for ikke at komme over 90 centimeter og måler mig med samme nervøsitet som en nation med truende budgetoverskridelser. Ét frokostarrangement for meget, og hele projektet falder fra hinanden.

Vi lever i en tid, hvor folk tracker deres søvn, tæller skridt, drikker grønne smoothies og alligevel langsomt udvider sig som gærdej i et lunt køkken

Det mest interessante er, at mænds maver stadig behandles med en vis folkelig overbærenhed. Den uklædelige vom bliver stadig kaldt 'hyggelig' 'bamset' eller 'velpolstret', som om den var en elsket labrador eller en chesterfieldsofa, der er gået i arv. Ingen siger om en mand, at han er fed. Man siger: 'Han har lagt sig lidt ud', som om der var tale om en ønskværdig teknisk opgradering.

Men kvinderne er nu heller ikke helt uskyldige, for over halvdelen af den danske befolkning er overvægtige. Det må siges at være en imponerende kollektiv indsats i et land, der samtidig dyrker surdej, vinterbadning og cykelkultur med næsten religiøs fanatisme. Af en eller anden grund er de overdimensionerede maver bare ikke så iøjnefaldende på kvinder – i hvert fald som hovedregel. Måske er kvinder bare bedre til at skjule det, fordi de ikke går i herrejakker, der ikke længere kan knappes og giver fri udsigt til en velvoksen embonpoint, som kun bliver yderligere fremhævet af den udspilede skjorte. Men det er en kendsgerning, at vi lever i en tid, hvor folk tracker deres søvn, tæller skridt, drikker grønne smoothies og alligevel langsomt udvider sig som gærdej i et lunt køkken.

Måske er maven derfor blevet det moderne menneskes egentlige nationaldragt: et fredeligt, blødt monument over velstand, bekvemmelighed og den evige menneskelige trang til lige at tage et stykke mere. Selvfølgelig ikke fordi vi er dovne, men fordi livet er kort, sovsen god, og elastik i bukselinningen er en af civilisationens største opfindelser.

Kategori: , , | 6 kommentarer

Dræbersneglen er tilbage



Nej, det er ikke alle haveejeres hadeobjekt, der sigtes til, men den invasive modedille, der breder sig på overlæben af unge mænd og midaldrende kønsfæller, der er ofre for den vildfarelse, at det får dem til at se yngre ud. Det er som at være tilbage i 70'erne. Og et overskæg er ikke noget, man bare tilfældigvis får. Det er noget, man påtager sig med alt, hvad det indebærer af ansvar, misforståelser og lejlighedsvis latterlighed.

I dag ser man unge mænd, ofte bevæbnet med surdej og baseballcap, føre sig frem med overskæg, som var det en epokegørende nyskabelse

Historisk set har overskægget haft en imponerende karriere. Det begyndte som et tegn på mandighed, autoritet og en vis forkærlighed for at give ordrer uden nødvendigvis selv at udføre dem. I 1800-tallet var det nærmest obligatorisk for enhver mand med ambitioner. Kejsere, generaler og mænd med meget faste meninger om jernbaner bar overskæg, som var det en hædersbevisning.

Siden gik det som så ofte før med magtsymboler: der gik inflation i det, og pludselig var overskægget ikke kun forbeholdt betydningsfulde mænd. Også den lokale stationsforstander og en og anden tvivlsom tryllekunstner anlagde overskæg. I løbet af det 20. århundrede gled det så gradvist ud i periferien, hvor det levede et stille liv blandt fædre på charterferie og enkelte jazzmusikere.

Men så – uden forudgående varsel eller officiel bekendtgørelse – vendte det tilbage i gadebilledet. I dag ser man unge mænd, ofte bevæbnet med surdej og baseballcap, føre sig frem med overskæg, som var det en epokegørende nyskabelse. Det er ikke længere et spørgsmål om autoritet, men om æstetik. Overskægget er blevet et medlemsbevis for Generation Z.

Men hvad kræver det egentlig af en mand at bære et overskæg uden at fremstå som en fejlcastet statist i en stumfilm?

For det første: substans. Et overskæg må ikke være gennemsigtigt. Hvis man kan se huden igennem det, er det ikke et overskæg, men en forhåbning.

Det er vigtigt at stille sig selv spørgsmålet, om ens overskæg er et stilvalg eller en dårlig vittighed

Og forhåbninger hører hjemme i jobansøgninger, ikke i ansigtet. Omvendt må det heller ikke være så stort og kraftigt, at man ikke kan se læberne, og omgivelserne begynder at overveje, om det mon sidder fast foroven med hængsler, så det kan vippes op, når overskæggets ejermand skal spise. For det andet kræver det selvindsigt, for ikke alle ansigter er skabt til overskæg. Nogle mænd ligner pludselig en cykelmekaniker fra 1974 uden nogensinde at have lappet en cykel. Det er vigtigt at stille sig selv spørgsmålet, om ens overskæg er et stilvalg eller en dårlig vittighed. For det tredje kræver det holdning. Det er nødvendigt med en vis ro og en evne til at stå ved sin egen fremtoning, også når ens venner spørger, om man har tabt et væddemål. Og den mand, der konstant piller nervøst ved sit overskæg, kan ingen selvfølgelig tage alvorligt.

Endelig kræver det tålmodighed. Et overbevisende overskæg får man ikke fra den ene dag til den anden. Det skal dyrkes, plejes og formes, nærmest på samme måde som med bonsai, men med flere spydige kommentarer undervejs. Dermed ikke sagt, at det kan anbefales; jeg har selv engang i min rådvilde ungdom med ringe succes forsøgt mig med overskæg. Den kortvarige affære fik en brat afslutning, da jeg blev spurgt af en ignorant, om vi havde fået skimmelsvamp derhjemme.

Kategori: , , | 7 kommentarer

Duften af mand og nostalgi



Man skal forestille sig et badeværelse engang i 60'erne med terrassogulv og hvide fliser. Spejlet er dugget, og en mand står foran det, klasker en generøs mængde Old Spice i ansigtet og skærer en grimasse, der indikerer, at han lige er blevet ramt af en tropisk tsunami af mentol, krydderier og maskulin beslutsomhed. Han nikker til sig selv i spejlet, fast overbevist om, at han nu er klar til at erobre dagen, eventuelt verden.

Det er duften af en mand, der kan skifte hjul på sin bil uden at bruge YouTube

Min far brugte Old Spice. Old Spice aftershave er ikke bare en duft. Det er en institution og en portal tilbage til en tid, hvor mænd gik med seler og barberede sig med ragekniv. Duften af citrus, krydderier og en ubestemmelig fornemmelse af maskulin autoritet. Det er duften af en mand, der kan skifte hjul på sin bil uden at bruge YouTube, eller som i hvert fald ikke lader sig mærke med, at han har googlet det først. Det er en duft, som kendetegner en mand, der har en skuffe fuld af læderbælter og en mening om, hvordan man griller en bøf.

Men Old Spice er også en overlever. I en tid, hvor parfumeindustrien er fyldt med trendy nichedufte ('middelhavsbrise', 'finregn en tidlig forårsmorgen i Paris' og den slags), har Old Spice holdt fast i sit oprindelige koncept: 'duften af mand – punktum'. Den har nægtet at bøje sig for modefænomener på samme måde som et ældre fornuftsvæsen, der insisterer på at bruge sin gamle Nokia 3310, fordi den stadig virker.

Selv reklamerne for Old Spice har kultstatus. Absurde, humoristiske og 100 procent selvironiske. For eksempel The Man Your Man Could Smell Like fra 2010, hvor en sort mand på en hvid hest forklarer kvinder, at hvis deres kæreste brugte Old Spice, ville han automatisk blive en bedre version af sig selv. Uanset hvor grinagtigt det var, virkede det åbenbart. Den 89 år gamle duft blev pludselig cool igen.

Old Spice er ikke for alle. Det kræver en vis personlighed at bære den med værdighed. Det er ikke en duft for den forfinede mand, der diskret sprayer sig med en let citrusparfume fra Magasin til 1500 kroner. Det er en duft for en mand, der gemmer på en indre cowboy, uanset om han bor i en storbylejlighed, eller om han faktisk har en hest stående ude i stalden. Men det er ikke bare en aftershave, man køber i Normal til en halvtredser. Man køber en billet til en svunden æra, et stænk selvtillid, og en duft der har overlevet generationer. Skulle man komme i tvivl om, hvorvidt man kan bære den, får man muligvis svaret ved at kigge i spejlet, klaske den i ansigtet og spørge sig selv: 'Hvad ville John Wayne have gjort?'

Jeg har lige købt en flaske af nostalgiske grunde, og i morgen tidlig vil jeg gøre forsøget. Desværre føler jeg mig ikke helt overbevist om, at det bliver en succes.

Kategori: , , , | 6 kommentarer

Herreværelset:
Sæson for tweed



Der findes to slags mennesker i verden: dem, der mærker et stik af vemod, når kalenderen når til oktober – og dem, der med et tilfreds smil finder tweedjakken frem fra garderoben og tænker: 'Endelig!' For de indviede er tweedjakken ikke bare en beklædningsgenstand. Det er et efterårssakramente; et stofligt skift fra den svedige, formålsløse sensommer til den noble, romtoddyvarme tid, hvor verden igen får struktur.

Man føler sig som hovedpersonen i en roman af Graham Greene, hvor man muligvis skal møde nogen over en kop te, der kommer til at forandre ens liv

Når man løfter sin tweedjakke af bøjlen, er det som at hilse på en gammel ven. Den er som et svagt ekko af en kastanjefarvet søndagstur sidste efterår. Den føles tung nok til at give tilværelsen substans, men ikke så bastant, at man mister lysten til at drikke en kop kaffe på en udendørscafé, der optimistisk har forlænget sæsonen. For tweedjakken er ikke bare varm – den er rigtig varm, og på en måde så man stadig føler sig civiliseret, selv om det blæser.

Ingen anden tekstilfarve formår at signalere oktober så overbevisende som tweedens dæmpede potpourri af lyng, mose, tobak og tåge. Hvor moderne materialer skriger i neonfarver, hvisker tweed på en tillidvækkende måde. Den fortæller omgivelserne, at her kommer et menneske, der sætter pris på efterårssol, visne blade under støvlerne og måske en single malt efter klokken fem.

At have en tweedjakke på i oktober er som at sætte sig i teateret netop som lyset dæmpes – man ved, at man har ventet til det helt rigtige øjeblik. En måned for tidligt, og man virker excentrisk. Men i oktober? Perfektion. Naturen og garderoben klinger i samme toneart.

Tweedjakken er et umisforståeligt manifest. Den er et stille oprør mod polyester og planløshed. På en tur gennem byen føler man sig som hovedpersonen i en roman af Graham Greene, hvor man muligvis skal møde nogen over en kop te, der kommer til at forandre ens liv.

Når oktober banker på, og man endelig ifører sig en tweedjakke, bliver verden mere håndgribelig, tiden går lidt langsommere – og man føler sig, om ikke uovervindelig, så i det mindste passende klædt på til efteråret.

* * *
Mest for nørder:
Harris tweed er tweedens champagne, og der er flere grunde til den høje status. Stoffet er juridisk beskyttet og må kun kaldes Harris tweed, hvis det er vævet af ren ny uld, der er farvet, spundet og vævet på de Ydre Hebrider, dvs. øerne Lewis, Harris, Uist og Barra, og vævet i væverens eget hjem på en manuel væv. Det kontrolleres af The Harris Tweed Authority, der sætter det berømte uldsegl som garanti. Det er ekstremt slidstærkt, vindtæt og vandafvisende, men stadig åndbart og bruges derfor til alt fra jagttøj til eksklusive habitter. Når ulden er vasket, kartes og spindes den til garn. Herefter indfarves garnet, oftest i forskellige naturfarver (mos, lyng, hav og sten), som blandes, så stoffet får det melerede udtryk. En jakke af Harris tweed er på det nærmeste uforgængelig. Der findes mange glimrende alternativer – men kun én original. Den er relativt dyr, men ikke uoverkommelig.

* * *
Jeg råder selv over mere end én tweedjakke. Madame mener, at der er tale om en klenodiesamling og en besættelse, fordi hun hævder at have talt op til 19 eksemplarer i mit skab. Men hun overdriver, for der er kun én af dem, jeg vil kalde et klenodie. Det er den hundetandsmønstrede jakke på billedet herover, som jeg har købt for en slik på eBay. Det særlige ved den er ikke, at den er fremstillet af Harris tweed, men at den er designet af Hardy Amies, som er bedst kendt for sin officielle titel som kjoleskrædder for Elizabeth 2. Jeg bruger den sjældent, for den er tyk og tung som et gulvtæppe og egner sig bedst til dårligt opvarmede country houses tilhørende den britiske landadel. Men den er god at have ...

Kategori: , , , , , , , | 7 kommentarer

De forladte paraplyer



Paraplyen ville være en uovertruffen opfindelse, hvis den, der fik ideen, også havde tænkt på at udstyre den med en anordning, der forhindrede den i blive væk for ejeren ved først givne lejlighed. En feature, paraplyfabrikanterne dog næppe ville bifalde af hensyn til omsætningen.

Min første forsvundne paraply var grøn og skotskternet. Jeg glemte den i en Kvickly på Valby Langgade, da jeg som nytilflyttet studerende forsøgte at balancere med en liter mælk, en pose pasta og en smule værdighed. Da jeg endelig nåede hjem på kollegiet, opdagede jeg, at jeg kun havde fået halvdelen med – mælk og pasta, men hverken paraply eller værdighed.

Først da jeg trådte ud i den silende Vesterbro-regn, gik det op for mig, at jeg vederlagsfrit havde overdraget DSB en paraply af prima kvalitet

Senere mistede jeg et sort, elegant eksemplar i toget mellem Fredericia og København. Den var indhandlet i Illums Bolighus, hvilket burde have gjort den uglemmelig. Jeg lagde den muntert nynnende op på bagagehylden, og da jeg et par timer senere steg af, følte jeg mig sikker på, at jeg havde fået det hele med mig. Først da jeg trådte ud i den silende Vesterbro-regn, gik det op for mig, at jeg vederlagsfrit havde overdraget DSB en paraply af prima kvalitet.

En tredje gang mistede jeg en billig supermarkedsparaply i Firenze. Jeg havde købt den i panik under et voldsomt tordenvejr, og ti minutter senere, da solen igen skinnede over Arno, efterlod jeg den ubevidst på en café sammen med min tømte espressokop. Velsagtens fordi det var holdt op med at regne.

Der er en særlig måde at glemme på forbundet med paraplyer. Man tager dem kun i anvendelse i nødsituationer, og så snart regnen stopper, ophæves deres eksistensberettigelse. De er praktiske, men sjældent elskede. Ingen siger: 'Jeg glæder mig til at slå min paraply op i dag!' Den har status som et nødvendigt onde. Og ting, vi kun bruger, når vi er tvunget til det, har det med at forsvinde i glemslen.

Man skal ikke nødvendigvis være distræt for at glemme sin paraply. Det kan ske for selv de mest strukturerede mennesker, fordi paraplyen sjældent er en del af rutinen. Det er naturligt at have nøgler, telefon og tegnebog på sig. Men paraplyen? Den er et midlertidigt vedhæng. Når solen bryder frem, lægger man den fra sig – og i det øjeblik er alle distræte.

Jeg kan ikke afvise, at alderen måske spiller en anelse ind. Da jeg var ung, glemte jeg paraplyer, fordi jeg havde travlt. Nu glemmer jeg dem, fordi jeg ikke længere har travlt – og derfor tror, jeg husker alt.

En voksen mand i regnvejr med en linedanserparaply i hånden er og bliver et ynkeligt syn

Spørgsmålet er, hvad man kan gøre for at undgå at glemme sin paraply. Måske kunne man anskaffe en paraply i skrigende selvlysende farver, så den er umulig at overse, men det kompromitterer unægteligt ens fremtoning. En taskeparaply i mappen er selvfølgelig en mulighed, men man går almindeligvis ikke rundt med en mappe, når man ikke længere skal på arbejde hver dag. Desuden er taskeparaplyer alt for små – også i udklappet tilstand – og en voksen mand i regnvejr med en linedanserparaply i hånden er og bliver et ynkeligt syn. Endelig kunne man investere i en hundedyr paraply, som man simpelt hen ikke tør glemme – men jeg kan skrive under på, at det ikke fungerer.

Man må nok at acceptere, at paraplyer henhører under flygtigt løsøre. De vandrer fra menneske til menneske, fra togstation til café, og lever deres eget regnvåde liv. Eller også må man ty til det gamle husråd om at sørge for altid at forsyne sig med tre paraplyer, inden man går ud ad døren: én til at glemme hjemme, én til at glemme i bussen og én til at glemme på kontoret.

Når jeg næste gang mister en paraply, håber jeg bare, at den havner hos nogen, der faktisk husker den, når det regner.

Kategori: , , , | 6 kommentarer

Hello Pork Pie Hat



Da tenorsaxofonisten Lester Young døde i 1959, skrev bassisten Charles Mingus en elegi til hans minde og gav den titlen Goodbye Pork Pie Hat (kan høres her), fordi Lester Young altid optrådte med en pork pie-hat på hovedet. Det er en blød hat af uld eller filt, som er flad og helt rund i modsætning til en fedora og en trilby, hvor pulden er klemt sammen fortil. Desuden er skyggen smallere. En pork pie-hat er blevet en ikonisk hovedbeklædning inden for jazzmiljøet og forbindes med en vis coolness. På det seneste er hatten blevet kendt gennem tv-serien Breaking Bad, hvor hovedpersonen Walter White bruger en sort pork pie-hat, når han optræder som sit alter ego 'Heisenberg'.

Jeg har mange hatte, men jeg har aldrig ejet en pork pie-hat, fordi den i mine øjne har et komisk præg. Men det gør jeg nu, fordi jeg forleden dag faldt over et pragteksemplar i min størrelse til 25 kroner på et loppemarked – aldeles ubrugt og af prima kvalitet.

At spotte en herre med blød hat i 2025 er omtrent lige så sandsynligt som at se en cyklist i København uden en mobil i hånden

Spørgsmålet er, hvad jeg skal med den. At spotte en herre med blød hat i 2025 er jo omtrent lige så sandsynligt som at se en cyklist i København uden en mobil i hånden. Det sker – men kun på særlig heldige dage.

I begyndelsen af det 20. århundrede var hatten ikke bare en beklædningsgenstand, men et tegn på status, stil og civiliseret fremtoning. Ingen mand med respekt for sig selv gik uden for en dør uden en bowler eller en bredskygget fedora på hovedet. Fotografier fra dengang viser hele togperroner af mænd, hvor det nærmest er umuligt at skelne hårfarven, for alle hoveder er skjult under filt.

I dag? Nu er det hætter og vindblæste frisurer, der dominerer gadebilledet. Hatten er reduceret til et kuriosum, en slags kulturel enhjørning. Når man endelig ser en herre med hat, kigger folk efter ham, som om han er på vej til et kostumebal – eller til audition som skurk i en James Bond-film. Eller også er det Morten Messerschmidt.

Hatten er forsvundet, slipset er røget for længst, og skjorten står åben i den uofficielle konkurrence om at se mest afslappet ud. Måske skulle jeg tage min nyerhvervede pork pie-hat på som en ironisk accessory i håb om at blive first mover i den næste store modetrend, der vender tilbage til hatten i erkendelse af, at der mangler noget elegance, som er totalt fraværende i den fast fashion-tid, vi befinder os i.

Desværre er det mest sandsynlige, at jeg aldrig kommer til at bruge hatten, for jeg bryder mig generelt ikke om at tiltrække mig opmærksomhed, og det gør man uvilkårligt, selv om pork pie-hatten er den mindst formelle af alle herrehatte. Men nu har jeg den altså.

* * *
For en ordens skyld bør det noteres, at det forholder sig anderledes med kasketten – den, der på 'dansk' kaldes en sixpence. Den har overlevet indtil videre, men er på det skammeligste næsten blevet fortrængt af baseball cap'en, som Gud og hvermand – inklusive Donald Trump og hipsterne på Vesterbro – går med. En ikke ubetydelig procentdel har oven i købet givet afkald på den sidste rest af selvrespekt og menneskelig anstændighed ved at tage den omvendt på, så skyggen peger bagud. De fortjener egentlig slet ikke at blive nævnt ...

Kategori: , , , , , | 5 kommentarer

Sølvræve og sportsvogne



Det er sommer i Danmark. Man hører det, før man ser det: en dyb brummen fra en motor, der lyder som en blanding af en løve i brunst og en hårdt trængt espressomaskine. Og dér kommer han, den grå- eller hvidhårede mand med Ray-Ban-briller, opsmøgede ærmer og en selvtilfreds mine, der stråler om kap med bilens lak. Det er en åben sportsvogn, som regel rød, sommetider stilfuldt mørkegrøn – eller som ejerne fortrækker at kalde det: British racing green.

Sportsvognen er et symbol. Det handler om sex – eller illusionen om sex appeal. Et råb om opmærksomhed i et livsstadium, hvor kroppen siger 'tag det nu roligt, mand', men egoet råber 'jeg kan skam endnu!' – en mobil midtlivskrise med læderindtræk og dobbelt Weber-karburator. For sølvrævene er sportsvognen en slags omvendt rollator, en protest mod tidens tand og tyngdekraftens tyranni.

For sølvrævene er sportsvognen en slags omvendt rollator, en protest mod tidens tand og tyngdekraftens tyranni

Det er ikke fordi, de nødvendigvis tror, at bilen får kvinderne til at falde om af begær. Det er mere subtilt end som så; den fortæller, at de har styr på deres liv, deres investeringer og deres prostata. Det hele går selvfølgelig fløjten, hvis de forsøger at understrege det ved at personliggøre nummerpladen med noget i retning af 'COOLDAD' eller 'BO$$MAN', men det er de fleste godt klar over.

Man kunne også argumentere for, at det handler om frihed – om vinden i håret, eller det der er tilbage af det. Men ulemperne er åbenlyse. Når man er i 20'erne, kan vind i håret være en charmerende detalje, men er man 60 eller derover, er udbyttet som regel kun hold i nakken og rindende øjne. Desuden er den sparsomme pigmentering på issen ikke skabt til sommersol i åbent landskab. Med hensyn til lydniveauet overdøver motoren både en eventuel passager og førerens egen tinnitus. Og pladsen? Der er jo knap nok plads til pilleæsken med ugeinddeling i bagagerummet, og hvor er vi så henne? Når man kører i en bil, der brænder benzin af som et sankthansbål, kan klimaaftrykket også dårligt retfærdiggøres med en biobrændstofmærkat. Endelig er det værd at overveje, hvordan omverdenen ser på det hele: det er fifty-fifty, om man bliver mødt med beundring eller rullende øjne.

Måske er der alligevel et par fordele – ud over følelsen af frihed, der dukker op sekundet før myggen rammer en fortand med 130 km/t. En åben sportsvogn kan være en drøm fra ungdommen, et kunstværk, et mekanisk frirum, hvor man kan mærke vejen og glemme alderen et øjeblik. Og nogle kvinder – og mænd – bliver da stadig fascineret af en velholdt mand med benzin i blodet og selvtillid nok til at køre rundt uden tag og undskyldninger for sig selv. Et vidnesbyrd om succes, om livserfaring og en lille smule frygt for forfald. Eller måske snarere en fornægtelse af livets naturlige gang.

Men også meget menneskeligt. Og lidt rørende.

Kategori: , , , | 6 kommentarer

Geriatrisk herregang



De dukker op overalt. De gamle mænd på min alder og derover. På kirkegårde, i parker, langs havnemoler og i botaniske haver. Ofte i vindjakke, nogle med kasket, og altid med det samme rolige tempo og med hænderne solidt forankret på ryggen. Ikke flagrende ved siden, ikke i lommerne, ikke optaget af mobiltelefoner– men stille hvilende, som om de bærer på noget usynligt. Måske visdom. Måske bare et lommetørklæde eller en læbepomade.

Noget tyder på, at udøverne af disciplinen helst skal have nået støvets år for at kunne praktisere den på en overbevisende måde. Jeg har set enkelte yngre repræsentanter for det maskuline køn forsøge sig – det er ganske enkelt en ynkelig forestilling. Kvinder, der går med hænderne på ryggen, forekommer ikke, og de ville antagelig også komme på kant med politilovens § 6 om forstyrrelse af den offentlige orden.

Hænderne på ryggen er ikke bare en hvilestilling, men den livserfarnes uudtalte manifestation

Spørger man en anatomikyndig, hvorfor gamle mænd går på den måde, vil man nok få en kedsommelig forklaring om, at man mister muskelmasse med alderen, holdningen ændrer sig, man synker sammen, og ved at samle hænderne på ryggen løfter man brystkassen, og skuldrene bliver trukket tilbage. Det er sikkert rigtigt, men ikke desto mindre er kroppen stadig foroverbøjet!

Min egen teori går ud på, at det drejer sig om andet og mere end muskler og tyngdekraft. Hænderne på ryggen er ikke bare en hvilestilling, men den livserfarnes uudtalte manifestation: 'Jeg har ikke længere travlt. Jeg observerer. Jeg dømmer ikke – men jeg ser alt.' Der er næsten noget majestætisk over det. Som om de gamle mænd med hænderne på ryggen går rundt i deres kongerige og inspicerer det hele med stoisk ro. Hvert skridt indgår i en form for meditation, og hænderne bag ryggen markerer det store overblik.

Måske er der tale om en slags protest mod den tid, vi lever i, hvor alles hænder konstant er beskæftiget med at scrolle, taste, swipe og trykke på knapper. Modstykket er ikke-handling: Hænderne samlet på ryggen og en stille undren over, at man ikke længere bruger hændene til at hugge brænde og skrive breve med, men til at like billeder på Instagram af hjemmelavede tapasanretninger og bønnesalater med hummus og syltede rødløg.

Man kan heller ikke helt se bort fra, at der i nogle tilfælde kan være et kulturbestemt element involveret. Blandt lærere, officerer og pensionerede embedsmænd er det nærmest obligatorisk at have hænderne på ryggen – en slags kropslig kliché. Hvis man har brugt en menneskealder på at undervise, kommandere eller skrive notater til kommunen, sætter det sig i kroppen. Måske er det hændernes egen protest: 'Vi har skrevet og gestikuleret nok. Nu holder vi pause heromme.'

Nå ja, endelig kan der være den jordbundne forklaring, at når man går med hænderne samlet på ryggen, skjuler man eventuelle rystelser, gigtdeformiteter og leverpletter – eller bare det faktum, at hænderne ikke længere ved, hvad de skal gøre af sig selv.

Uanset årsagen, er det en måde at gå på, der rummer en vis poesi. Et stilfærdigt symbol på, at man har set det meste, og nu ser man bare til ...

* * *
Dagens irrelevante musikalske bonus

Kategori: , , | 6 kommentarer

Herreskoens deroute – en elegi



I forbindelse med mit indlæg om skopudsekassen ved jeg udmærket, at mange vil undre sig over, hvad en mand skal med sådan en. Der er jo ingen, der går i lædersko mere. Men jeg gør altså.

Engang var mænd stolte af deres fodtøj. Det var en tid, hvor en velpoleret lædersko, der ramte fortovet med et smæld, signalerede succes, modenhed og en fundamental respekt for samfundsordenen. Nu ser man overalt voksne mænd, unge som gamle, vralte rundt i sørgelige, lydløse sneakers, som om de allesammen er på vej til stranden eller tjener til livets ophold ved at gå til hånde i et solcenter.

Sneakers er det ultimative symbol på opgivenhed: 'Jeg kunne have taget noget anstændigt på i dag, men hvorfor skulle jeg det? Verden må tage mig, som jeg er – komfortabel og ligeglad.' Hvorimod en lædersko er et manifest, der slår fast: 'Her er et voksent menneske, der afleverer sine biblioteksbøger til tiden og kan gå ind på en Michelin-restaurant uden at ligne en charterturist, der er gået forkert.'

Sneakers gør det legitimt at iføre sig fuldstændig usmageligt tøj uden at blive stillet til regnskab

Sneakersfolkets foretrukne undskyldning er komfort, som om dét at have det lidt stramt om foden er den største tragedie, der kan ramme et menneske. Men hvornår blev mænd så pylrede? Gik Napoleon over Alperne i et par Skechers? Stod Churchill fast under Blitzen med et par Adidas UltraBoost på fødderne? Næppe. Napoleon var ikke så høj, men bortset fra det har store mænd altid båret ordentlige sko, som de kunne være bekendt at gå over i historien med.

Sneakers gør det legitimt at iføre sig fuldstændig usmageligt tøj uden at blive stillet til regnskab. Der er skabt en hel subkultur, som går ud på at ligne en teenager, der lige har fået lommepenge. Det kaldes athleisure, men enhver ved, at det i virkeligheden betyder: 'Jeg orker ikke alt det besvær.'

En mand i lædersko kan ikke bare føre sig frem i træningsjakke og joggingbukser og forvente at blive taget alvorligt. Lædersko er civilisationens fundament. De kræver vedligeholdelse. Den, der kan holde sine lædersko, kan også styre sit liv, og der går en direkte linje fra karakterstyrke til skopudsning. Hvis man ser en mand med et par velholdte oxfordsko, ved man, at han kan betale en regning uden at hyperventilere. Medmindre han er single, er han sandsynligvis også gift med en kvinde – eller mand for den sags skyld – med ben i næsen.

Modpolen er sneakersmanden, der ikke bekymrer sig om, at de forhenværende hvide gummisko, han har på fødderne, nu har en ubestemmelig grå-beige farve med et gulligt skær, for det er jo også en slags stil.

Hvis ikke det skal ende med, at mænd møder op til gallamiddage og begravelser i Crocs, må de tage sig sammen og forsøge at generobre værdigheden. Hver gang, en mand overvejer at tage sneakers på, må han gøre det til en vane at spørge sig selv, om han vil ligne en mand, der ejer sin fremtid – eller en mand, der stadig spørger sin mor, hvor hans yndlingshættetrøje er.

Eller for at understrege pointen med et citat af Downton Abbeys butler Mr. Carson: 'If you're tired of style, you are tired of life.'

Undskyld, hvis jeg kom til at træde nogen over tæerne. Det gør man selvfølgelig mest virkningsfuldt med lædersko.

* * *
Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'udemærket'. Det er nok at sige 'udmærket'.

Kategori: , , , | 6 kommentarer

Angående nytårsforsætter



De fleste vil nok mene, at det er passé at tale om nytårsforsætter i februar, men tager man idéen alvorligt, skulle de vel gerne gælde for hele året? Nytårsforsætter er som regel ret forudsigelige. For det meste går de ud på at leve sundere, motionere mere, tabe sig, drikke mindre alkohol eller holde op med at ryge, og alle ved, hvordan det kommer til at gå. Eller rettere ikke gå. Men da en stor landsdækkende avis ved årsskiftet spurgte den sunde fornufts utrættelige våbendrager Svend Brinkmann om hans nytårsforsæt, svarede han, at det skulle være at reparere én ting om ugen. Jeg besluttede mig på stedet til at stjæle idéen.

I fjerde sæson af tv-serien Mad Men, som foregår i 1960'erne, er hovedpersonen Don Draper for nylig flyttet fra sin kone og bor nu i en lejlighed, som han har ansat en hushjælp til at passe. En aften har hans kompagnon Roger overtalt ham til at gå i byen med en af sin kones unge, tiltrækkende singleveninder, og inden Don skal ud ad døren, har han brug for at pudse sine sko. Han spørger derfor hushjælpen, hvor hans skopudsekasse befinder sig, og da han har fået svaret, tager han den ned fra den øverste hylde i et skab, åbner kassen, fisker en skobørste op af den og går i krig med pudseriet.

Kan mit intermezzo med skopudse-kassen i virkeligheden ikke snarere klassificeres som renovering end som reparation?

Lige siden jeg så den scene, har jeg ønsket mig sådan en kasse, ikke mindst på grund af pedalen oven på låget, der gør det muligt at pudse sko, mens man har dem på, fordi den har den helt rigtige vinkel til formålet. Efter et par års søgen på loppemarkeder og i genbrugsbutikker lykkedes det mig at finde en kasse, der var næsten mage til. Den eneste forskel var, at hængslerne til låget var anbragt på siden og ikke for enden som på Don Drapers. Og så var hængslerne rustne og kassen i øvrigt i en sørgelig forfatning, men jeg forestillede mig, at det var en smal sag at ordne. Der var bare det ved det, at hængslerne og lukkemekanismen var pivrustne, og det ikke var muligt at finde nogle andre, der var mage til, så derfor fik jeg aldrig gjort mere ved det. Men så var det, at jeg læste om Brinkmanns nytårsforsæt og tænkte, at nu skulle det være! Jeg tog mig sammen, skilte kassen ad, afmonterede benene og pedalen, sleb den gamle lak af med flere slags sandpapir af varierende grovhed, skiftede de gamle skruer ud med nye og – brugte alt, hvad jeg kunne opbyde af knofedt og tålmodighed på at slibe hængsler og låsemekanisme fri for rust.

Nu er den klassiske firbenede skopudsekasse i lys birk så god som ny, og jeg føler mig som et bedre menneske. Kassen indeholder nu 4 slags skocreme, 4 slags skosværte, 2 påsmørebørster og 2 skopudsebørster foruden en pudseklud af prima kvalitet klar til udrykning. Det hele i sirlig orden.

Så langt, så godt. Nogle vil måske spørge, hvordan det ellers er gået med at være solidarisk med Brinkmann og efterleve hans nytårsforsæt; ifølge ugenummeret burde jeg nu allerede have fået fikset 7 ting. Og må mit intermezzo med skopudsekassen i virkeligheden ikke snarere klassificeres som renovering end som reparation? Her får jeg brug for at gribe til min hensygnende juridiske fortid og anlægge en udvidende fortolkning – i retsvidenskaben et udtryk for, at man udstrækker betydningen af en tekst til at omfatte situationer eller tilfælde, der ikke er nævnt udtrykkeligt. Herefter ser listen over de øvrige 6 afsluttede reparationsprojekter sådan ud:

  • Skiftet et knækket snørebånd i en sko
  • Sat nye batterier i en lommelygte
  • Lakeret et stenslag på bilens motorhjelm med en mikroskopisk pensel
  • Fastgjort en vinreol til væggen, så den ikke vælter (altså reolen)
  • Genophængt et nedfaldet foderbræt i Madames fuglereservat
  • Flyttet en knap på en skjortemanchet, der ikke sluttede tæt nok til håndleddet
Utroligt, så meget man kan nå at få fra hånden på nogle ganske få uger ...

* * *
Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'fodpedal'. Det er nok at sige 'pedal'.

Kategori: , , , , | 4 kommentarer

Mænd og tøj



Herremode, stil og påklædning er ikke noget, der fylder meget i de fleste mænds bevidsthed – især ikke på vore breddegrader. Det er klart, at sådan som kønsrollefordelingen har været i århundreder, er det vigtigere for mænd (altså voksne mænd i familiefar-alderen og derover, ikke teenagere og diskoteksgængere), at tøj er praktisk, end at det ser godt ud. Det anses for feminint at interessere sig for den æstetiske side af sagen, så det er ikke så underligt, at modeindustrien altid har koncentreret sig om kvindetøj.

Det er tydeligvis aldeles ubekvemt at have på, og det bliver ikke bedre af, at man dropper sokkerne

Men herremode findes, og designeren Thom Browne er først og fremmest kendt for sit herretøj. Det var ham, der i begyndelsen af nullerne fik den malabariske idé, at et jakkesæt stik imod al sund fornuft skulle se ud, som om det var alt for lille. Selv om mode og fornuft alle dage har været inkommensurable størrelser, kan man undre sig over, at det lykkedes ham at prakke store dele af tøjindustrien og dens aftagere det krympede jakkesæt på. Det er tydeligvis aldeles ubekvemt at have på, og det bliver ikke bedre af, at man dropper sokkerne som på billedet, men idéen er nu gået over i historien som banebrydende design og redefinering af moderne skræddersyning med det resultat, at den hæslige slimfit-stil, hvor det hele strammer, stadig hærger bybilledet. Noget tyder dog på, at slimfit så småt er ved at blive afløst af oversize, hvor alting er for stort og får en til at ligne Dumpe fra Snehvide og de syv små dværge eller en sæk kartofler, der er stoppet forkert. Med andre ord har man i øjeblikket valget mellem pest og kolera.

Når jeg bringer emnet på bane, er det, fordi en af verdens førende modebegivenheder inden for herremode i disse dage finder sted i den historiske renæssancefæstning Fortezza da Basso i Firenze. Pitti Uomo bliver afviklet to gange om året og afholdes nu for 107. gang, hvor designere og tøjforretninger fremviser de nyeste kollektioner og modestrømninger inden for herretøj, -sko og -tilbehør. Det er også her, branchens øvrige forretningsfolk fester, drikker champagne, mingler, skaber forbindelser og udvider deres netværk.

Men det er ikke den officielle del af arrangementet, der er det mest spændende ved Pitti Uomo, for der sker som bekendt sjældent noget opsigtsvækende nyt inden for herremode a la Thom Brownes stumpede bukser og jakkeærmer. Men messen tiltrækker til gengæld alverdens tilskuere i form af forfængelige mænd, influencere og andre instagramkontoindehavere, der nyder at maje sig ud og føre sig frem i de vildeste antræk. Gaden omkring Fortezza Da Basso er derfor forvandlet til en catwalk i sig selv, og her bliver der ikke nødvendigvis taget hensyn til førende trends. Fantasien er den vigtigste rettesnor for de ekshibitionistiske messegæster, der meget rammende kaldes for peacocks. Desværre har jeg aldrig selv haft fornøjelsen at overvære begivenheden, og det bliver nok heller aldrig til noget, men videooptagelserne er altid god underholdning. For en ordens skyld skal det nævnes, at man ind imellem også kan iagttage nydelige herrer, der ikke har noget påtrængende behov for at tiltrække sig opmærksomhed, men som bare har taget noget pænt tøj på, der sidder, som det skal, og hvor farver og mønstre er harmonisk afstemt.

* * *
Skulle man være faldet for Thom Browne-jakkesættet på billedet, kan det erhverves for sølle 19.246 kroner.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Kategori: , , , | 4 kommentarer

En mand og hans kniv



Min far havde altid sin lommekniv på sig. Uden den følte han sig upåklædt. Han kaldte den sin frugt-, negle- og delikatessekniv, men det var kun et sparsomt udtryk for, hvad den blev brugt til. Den var helt simpel med et blad i hver ende – et stort og et lille – som kunne foldes ud, og med dem kunne han reparere eller i hvert fald minimere enhver materiel skade.

Da jeg arvede klenodiet for nogle år siden, havde jeg stadig ikke forstået, hvorfor en lommekniv var uundværlig. Først nu, da jeg selv er begyndt at gå med den, har jeg set lyset og undrer mig over, at der skulle gå så lang tid. Min foreløbige liste over anvendelsesmuligheder ser sådan ud:

  • Man kan åbne en pakke fra amazon.co.uk med den
  • Man kan skære et stykke sejlgarn over med den tyve gange, når Madame beder en om at gå ud og hænge tyve mejsekugler op i busken uden for køkkenvinduet
  • Man kan spise æbler med den i solen, når man sidder på en bænk dér hvor havet slår ind over molen, jfr. Gnags og Peter A.G. Nielsen
  • Man kan åbne et brev med den – det hænder, at man modtager et rigtigt, håndgribeligt brev fra myndigheder, som det alligevel ikke nytter noget at ignorere …
  • Man har brug for en kniv mellem tænderne, når man svinger sig i en lian fra det ene træ til det andet.
Kort sagt, en mand er ilde stedt uden en lommekniv. For eksempel når den umærkeligt er gledet ud af lommen og pist forsvundet ned i revnen mellem sædet og armlænet på lænestolen, hvor man sad fordybet i en bloddryppende krimi af Jo Nesbø, som er en mester i at give sine romaner de mest fantasiforladte titler, hvilket jeg iler med at levere dokumentation for her.

* * *
Jeg havde længe gået og tænkt på, at jeg ville riste en rune over min fars (og min) lommekniv, men inden jeg fik snøvlet mig sammen til at gøre noget ved det, kunne jeg se, at blogkollega capac var kommet mig i forkøbet og havde gjort det for sin fars lommeknivs vedkommende allerede i forgårs. Verden er og bliver fuld af sælsomme sammentræf.

Kategori: , , | 12 kommentarer