Archive for december 2020

Nytårsstatus



Uvilkårligt er man tilbøjelig til at fokusere på positive hændelser og oplevelser, når man sådan sidder og skal nedfælde årets milepæle, men alt for ofte glemmer vi at glæde os over alle de ubehagelige tildragelser, vi har været så heldige ikke blive udsat for. Så lad mig hermed præsentere min helt personlige positive negativliste for 2020 i 10 uprioriterede punkter:

  • Mit hus er ikke blæst omkuld, brændt ned eller blevet begravet under et jordskred.
  • Der er ikke nogen, der har serveret stegt lever for mig.
  • Min kat er ikke blevet kørt over.
  • Mit værksted har ikke monteret vinterdækkene forkert i år.
  • Jeg er ikke blevet smittet med nogen virus.
  • Jeg har ikke oplevet nogen stå og synge på en altan i nærheden.
  • Jeg har ikke savnet en eneste aflyst sportskamp.
  • Jeg er ikke blevet beskyldt for at have opført mig upassende ved en julefrokost for tyve år siden.
  • Jeg har ikke fået en næsehårstrimmer i julegave.
  • Jeg har ikke en rigsretssag hængende over hovedet.
Kan man forlange mere?

Med ovenstående ungdomsbillede ønsker jeg godt nytår til alle, der i årets løb har frekventeret denne blog – dog ikke uden at minde om, at det som bekendt var meget bedre i gamle dage ...

Kategori: , | 14 kommentarer

#24 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Det plejer at være sådan, at den 24. låge i en julekalender er en overraskelse. Det kan jeg nok ikke leve op til, medmindre det kan kaldes en overraskelse at skifte fortælleform fra dramatisk præsens til kedsommelig imperfektum. Men sådan bliver det. Til gengæld vil jeg forsøge at tryllebinde jer med en autentisk historie fra min barndoms jul i forne tider, som samtlige medlemmer af min omgangskreds kender til bevidstløshed, men som de forhåbentlig er høflige nok til at få repeteret uden at kny, hvis de læser med.

Sidder I godt, allesammen? Så kan vi begynde:

Da jeg var dreng, holdt vi altid jul på min morbrors herresæde i Nordsjælland. Det vil sige, ret beset var det en nedlagt landsbyskole, men min morbror, som var major og gammel frihedskæmper, havde en svaghed for alt hvad der var britisk og yndede at føre sig frem i engelsk landadelstil, og han havde brugt adskillige år på at omdanne skolen til et manor house. Blandt de mere kuriøse tiltag var to påfugle, der spankulerede frit omkring på ejendommen, sådan som man brugte på engelske godser. Den ene af dem hed for resten Roald Amundsen, fordi den af en eller anden grund var blevet opgivet som ikke-levedygtig, mens den endnu lå i ægget, hvorfor den midlertidigt var blevet anbragt i et køleskab. Men mod alle odds overlevede den altså kuldegraderne og gjorde sig på den måde fortjent til det stolte navn.

Der var selvfølgelig også stil over juleaften. Påklædningen var smoking og lang kjole, og inden middagen samledes vi i skolestuen til en lille højtidelighed, hvor lyset blev dæmpet, og der blev skænket vin i glassene, hvorefter vi andægtigt lyttede til Mahalia Jacksons udgave af Silent Night, Holy Night og ønskede hinanden glædelig jul. Først da kunne vi gå til bords, og det siger sig selv, at middagen stod på engelsk julekalkun all inclusive.

Én jul står særlig klart i min erindring:

Da Mahalia Jackson var færdig med at synge, og vi havde skålet, meddelte min morbror, at der var opstået et mindre problem, eftersom årets kalkun var så stor, at den ikke kunne være i ovnen. Derfor var han nødsaget til at køre til Ganløse og hente en større ovn hos en smed, som han efter mange forhindringer havde fundet frem til, og som havde været så venlig at gå med til at låne sin ovn ud til en vildfremmed denne højhellige aften.

Herefter kørte min morbror og min far af sted i min morbrors Mercedes 190 SL med opslået kaleche, hvor der lige nøjagtig var plads til to smokingklædte herrer. Hvordan smeden i Ganløse så ud i ansigtet, da de ankom, melder historien ikke noget om, men efter en times tid var ovnen i hus, og kalkunen kunne til alt held lige nøjagtig være i ovnen.

På det tidspunkt var klokken allerede mange, og da kalkunen skulle have adskillige timer i ovnen, måtte vi arbejde os igennem juleritualet i omvendt rækkefølge. Desværre forløb kalkunstegningen ikke helt planmæssigt. Sideløbende med gaveudpakningen og nøddeknækningen gik min tante med jævne mellemrum ud og tilså ovnen, men det var, som om den var blevet kold, hver gang hun kom ud i køkkenet. Da hun så havde stået og kigget ind i ovnen et stykke tid, begyndte den så småt at blive varm igen. Det gentog sig nogle gange, men først efter et par timer blev mysteriet opklaret: Den lånte ovn var sat til med en snydeprop i køkkenets loftsbelysning, og hver gang min tante forlod køkkenet, slukkede hun naturligvis lyset – og dermed ovnen.

Julemiddagen kom på bordet et godt stykke tid efter midnat. Vi åd hele det overdimensionerede dyr.

Glædelig jul ønskes alle mine tre læsere – af mig og Mahalia.

Kategori: | 13 kommentarer

#23 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Der er kø ved færgelejet. Jeg er på vej til Nordjylland og sidder i bilen og venter på at komme ombord, da der bliver banket på sideruden. Det er en mand, der står med en utændt cigaret i munden. Jeg ruller vinduet ned, og han spørger, om jeg har ild. Det har jeg tilfældigvis, selv om jeg ikke ryger. For at kunne tænde op i brændeovnen har jeg altid en lighter i lommen, så jeg finder den frem og giver manden ild. Han pulser en enkelt gang på cigaretten, siger tak, vender sig om og går tilbage til sin bil.

Nogle timer senere befinder jeg mig et sted i Jylland. Jeg har kørt længe, og da jeg kommer til en rasteplads i Rold Skov, svinger jeg ind på den, standser bilen og står ud for at strække benene. Vintermørket er kompakt, og jeg er helt alene på rastepladsen. Jeg går lidt frem og tilbage, og efter et par minutter svinger en anden bil ind og stopper op lige bag ved min. En mand stiger ud uden at slukke motoren, smækker døren og begynder at gå hen imod mig, og han standser ikke, før han står lige foran mig. Jeg bryder mig ikke om situationen.

– Du har vel ikke noget ild? spørger han.

Det er den samme mand.

Kategori: | 6 kommentarer

#22 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Lidl, peak hour.

Kassedame: – Ja, det bliver 792,50.

Kunde: – 792! Hold da op! Kan man ikke arbejde det af?

Kassedame (vender sig om mod kunden): – Det tager en uge ...

Kategori: | 4 kommentarer

#21 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Det varme vand i vaskekummen får spejlet til at dugge. Jeg tørrer spejlet af med håndklædet, og et øjeblik efter står jeg igen ansigt til ansigt med mig selv. Den nederste halvdel af ansigtet er dækket af barberskum, bortset fra læberne. I højre hånd holder jeg skraberen, som jeg lige har sat et nyt barberblad i. Jeg har barberet mig på den måde i mere end tredive år. Det er ikke noget, jeg har lært af andre. Jeg har fundet ud af, hvordan man bærer sig ad ved at forsøge mig frem, og jeg har aldrig skåret mig.

I går opdagede jeg, at den måde, jeg har barberet mig på i alle årene, er helt forkert. En illustreret artikel i et blad beskrev i detaljer, hvordan en korrekt vådbarbering skal udføres. Det meste stemte overens med min egen metode, men på ét punkt har jeg hver dag begået den samme fejl. Barberbladet skal følge skæggets groretning under hele barberingen, men under hagen har jeg altid ført skraberen imod groretningen. Desuden er jeg ikke sikker på, at jeg altid har holdt barberbladet i en vinkel på nøjagtig tredive grader som foreskrevet.

I dag har jeg sat mig for, at jeg vil følge artiklens anvisninger. Jeg fører skraberen op til højre kind, hvor jeg altid begynder, lader barberbladet trænge gennem skummet i en vinkel på tredive grader og trækker skraberen nedad. Barberbladet glider let de første tre centimeter, men stopper derefter brat. Det har sat sig fast i huden, og jeg mærker en sviende smerte.

Jeg lægger skraberen fra mig på kanten af vaskekummen, bøjer mig forover og skyller skummet af ved at pjaske vand på kinderne med begge hænder. Da jeg har tørret ansigtet, river jeg et hjørne af et stykke toiletpapir og presser det mod flængen. Det hvide papir bliver hurtigt helt rødt.

Jeg skifter det og bestemmer mig til at blive hjemme.

Kategori: | 8 kommentarer

#20 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



I min reol står der 76 næsten ens sort- og gulstribede bøger, som det har taget mig mange år at samle. Bøgerne er håndbøger, der indeholder oplysninger om danskernes liv, levned og færden siden 1933, og det er betryggende at vide, at jeg til hver en tid kan slå selv små detaljer op, som det er meget tidkrævende at skaffe sig oplysning om på anden måde. Det er derfor, jeg har bøgerne stående. Hvis jeg ikke havde det, ville jeg for eksempel aldrig have vidst, at en murersvend i 1947 tjente 2 kroner og 98 øre i timen.

Tilsammen optager bøgerne flere meter hyldeplads, og på gulvet neden for reolen ligger der lige så mange hyldemeter med helt andre bøger i bunker, fordi der ikke er plads til dem i reolen. Det er fortrinsvis romaner, som jeg har læst, eller som jeg har tænkt mig at læse.

Rummet ser temmelig rodet ud, og en dag, jeg skal have gæster, beslutter jeg mig for at gøre noget ved det. Det er over et år siden, jeg sidst slog noget op i en af de stribede bøger, og hvornår jeg gjorde det forrige gang, kan jeg ikke huske. Jeg overbeviser mig selv om, at bøgerne slet ikke er så vigtige for mig, som jeg har gået og troet, og jeg tager dem ud af reolen og fylder hullet ud med de bøger, der ligger på gulvet. De sort- og gulstribede bøger bærer jeg ud til bilen. De kan lige nøjagtig være i bagagerummet, og det er meningen, at jeg vil køre hen med dem på genbrugspladsen, så snart gæsterne er gået.

En uge efter ligger bøgerne stadig i bagagerummet.

Kategori: | 12 kommentarer

#19 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Nagra-båndoptageren er omhyggeligt indstillet, jeg har lavet stemmeprøve, og jeg kan stille det første spørgsmål. Det har ikke været helt let at få interviewet i stand. Interviewpersonen er en berømt, svensk forfatter, der er ved at sætte et stykke op i København, og vi sidder i teatret oppe på tilskuerpladserne i en pause mellem prøverne. Han giver sig god tid til at besvare mine spørgsmål. Nede på scenen bliver der flyttet rundt på kulisserne, og der lyder jævnligt høje bump, der får viseren på VU-meteret til at svinge op i det røde felt.

Forfatteren lader sig ikke forstyrre af støjen, men taler uanfægtet videre med bumpene i baggrunden. Der er grænser for, hvor ofte jeg kan bede ham om at gentage og indstiller mig på, at det bliver nødvendigt at klippe bumpene ud ved redigeringen og kassere dele af samtalen. Derfor trækker jeg interviewet betydelig længere, end jeg ville gøre under normale omstændigheder, så jeg er sikker på, at der er materiale nok. Indslaget skal vare ti minutter, men jeg runder først interviewet af efter en halv time.

I taxaen tilbage til Radiohuset har jeg en god fornemmelse. Kontakten med interviewpersonen har været fin, og jeg glæder mig til komme i gang med at klippe interviewet. Inden jeg går i studiet, vil jeg lige høre det igennem i ro og mag på kontoret, og jeg rigger optageren til.

Da jeg har lyttet i fem minutter, bliver der stille. Der er ikke mere på båndet.

Kategori: | 6 kommentarer

#18 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Det banker hårdt på døren, og jeg går ud og lukker op. Udenfor står der en mand, jeg ikke kender, men jeg har set ham før. Han bor et sted i nærheden, præcis hvor ved jeg ikke. Vi har nikket gensidigt, når vi er stødt på hinanden i nabolaget, men vi har aldrig udvekslet andet end tavse hilsener.

– Jeg kunne vel ikke låne seks æg? spørger han.

Jeg går ud i køkkenet og åbner køleskabet, tager en æggebakke, der viser sig at indeholde ni æg, lægger de tre i æggeholderen i køleskabsdøren og går tilbage og rækker manden bakken med de seks æg, der er tilbage.

– Tusind tak, siger han. – Du får dem igen i morgen eller i overmorgen. Er det i orden?

– Selvfølgelig, siger jeg, lukker døren og fortsætter med det, jeg er i gang med. Næste dag har jeg glemt episoden.

Fire uger senere banker det igen på døren på samme måde. Det er manden med æggene. Han giver mig en bakke med seks æg i og siger tak for lån.

– Det var så lidt, svarer jeg automatisk. –Skulle det være en anden gang ...

Inden jeg stiller æggebakken ind i køleskabet, kaster jeg et blik på stemplerne og tallene uden på bakken. Så lukker jeg køleskabsdøren igen, åbner lågen under køkkenvasken og smider bakken med indhold i affaldsposen.

Kategori: | 6 kommentarer

#17 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Jeg er hos frisøren. Det er det samme sted, jeg er blevet klippet hver måned gennem mange år, og det er altid den samme frisør, der klipper mig. Det er en damefrisørsalon, og alle de ansatte plejer at være kvinder, som jeg efterhånden ved hvad hedder, men de sidste to-tre gange har der også været en mand, som jeg ikke har lært navnet at kende på endnu.

Den mandlige frisør plejer at tiltrække sig en del opmærksomhed, både på grund af sin påklædning, sin overdrevne gestik, sin stemmeføring og læspende udtale og sin brug af makeup. Jeg har også hæftet mig ved hans evne til at få kunderne til at le. Undertiden har han været i stand til at få hele salonen, både frisører og kunder, til næsten at græde af grin, så de ikke kunne holde op igen.

I dag er den mandlige frisør der ikke, og stemningen i salonen er mat. Ud over den tilbagevendende lyd af klippende sakse høres kun en dæmpet susen fra et par hårtørrere. Jeg spørger min frisør, om hendes mandlige kollega har fri. Hun tøver et øjeblik og ryster så på hovedet.

– Nej, han er her ikke mere.

– Han har måske fået job et andet sted? spørger jeg og forsøger at få øjenkontakt med frisøren i spejlet.

Hun ser stift på mig.

– Han var ikke frisør, siger hun. – Han kunne kun én frisure.

Kategori: | 5 kommentarer

#16 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Avisen er ikke kommet. Som abonnent kan jeg gå på nettet og læse en nøjagtig pdf-kopi af papirudgaven, og jeg vil få refunderet løssalgsprisen, så i virkeligheden er det uden betydning, at jeg ikke har fået min avis. Alligevel ærgrer det mig. Jeg kan godt lide at sidde og holde avisen mellem hænderne, når jeg læser den. Lyden af det urørte avispapir, når jeg vender siderne, og duften af frisk tryksværte findes der ingen elektronisk erstatning for. Det er grunden til, at jeg abonnerer.

– Jeg kører ind til byen, siger Madame. Er der noget, du skal have med?

– Ja. Jeg vil gerne have avisen, svarer jeg.

– Kan du ikke bare læse den på nettet?

– Jo, svarer jeg, men jeg vil gerne have den alligevel.

– O.k, siger Madame og tager af sted.

Jeg sætter mig til at arbejde ved computeren.

To timer efter er Madame tilbage. Hun tager avisen op af tasken og lægger den på skrivebordet foran mig. Jeg rejser mig op, tager avisen, går hen og sætter mig i min lænestol og folder avisen ud. Den lyder og dufter, som den skal, og jeg konstaterer, at der ikke står noget i den, som jeg ikke vidste.

Jeg har allerede læst den.

Kategori: | 6 kommentarer

#15 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Det er uden for byen. Køreplanen på busstoppestedets stander oplyser, at der er næsten en halv time til næste bus, og jeg sætter mig hen i læskuret for at vente. Ved siden af mig sidder en ældre mand på min egen alder, men vi siger ikke noget til hinanden. Han kigger lige ud i luften og indbyder ikke til hyggesnak. Der er næsten ingen trafik, hverken på vejen eller på fortovet.

Da vi har siddet i tavshed i nogle minutter, kommer en kvinde i en lang frakke gående imod os fra venstre. Hun er langt væk, men efterhånden som hun nærmer sig, kan man høre de nedfaldne blade på fortovet rasle om benene på hende for hvert skridt, hun tager. Ellers er der helt stille.

Det er svært at afgøre kvindens alder, men da hun er helt tæt på, viser det sig, at heller ikke hun er helt ung. Hun går på en selvsikker, målrettet måde, og det lader ikke til, at hun har tænkt sig at slutte sig til os. Det er, som om hun har fået øje på noget længere henne ad fortovet, som optager hende. Men nu, hvor hun er lige ud for læskuret, drejer hun uventet til højre og styrer direkte imod os. Hun stiller sig op foran manden ved siden af mig, bøjer sig ned og kysser ham hårdt på munden.

– Hvem er De? siger han forundret og trækker sig væk.

Hun retter sig op, vender om og går videre.

Kategori: | 6 kommentarer

#14 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Julefrokosten er et aftenselskab, og det er mørkt, allerede da jeg ankommer til det fine hotel med udsigt over sundet. Jeg kender kun få af deltagerne, der alle er diskret velklædte og præsenterer deres partnere og sig selv i korrekt rækkefølge. Luften er mættet af parfume og dyr aftershave.

Jeg har fået en kvindelig præst til bords, som skiller sig ud fra selskabet på flere måder. Hendes påklædning er mindre prætentiøs, og hvis hun bruger parfume, har den kun begrænset rækkevidde. I hvert fald bemærker jeg den ikke. Vi taler godt sammen, men efter en halv times tid bliver jeg distraheret af en syrligt-rådden lugt. Hverken jeg eller min borddame lader sig mærke med det. Lugten forsvinder ikke, og det er ikke muligt at lokalisere den. Tilmed tager den til i styrke, og efter endnu et kvarters tid finder jeg et påskud for at gå udenfor og trække frisk luft.

Der er ikke andre på terrassen. Jeg står i den kolde aften og kigger over på parkeringspladsen, der ligger på den anden side af den sjappede græsplæne, jeg skråede over, da jeg ankom. Lugten, som jeg har forsøgt at undslippe, er der stadig.

Jeg bøjer højre ben og vender foden opad, så jeg kan se min skosål. I svangen sidder der en stor, blød hundelort.

Kategori: | 6 kommentarer

#13 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Mine varer passerer scanneren i supermarkedet med et bip, og kassedamen ekspederer dem videre ad transportbåndet. Jeg står for enden og lægger varerne ned i indkøbsposen, efterhånden som de ankommer. Pludselig standser båndet. Jeg løfter hovedet og kigger hen på kassedamen. Hun er ung og har et stykke tyggegummi i munden, som hun er holdt op med at tygge på. Med den ene hånd holder hun et rødkålshoved op i luften.

– Hvad er det nu, det er, det her? siger hun. Er det et hvidkål?

Under henvisning til farven oplyser jeg, at jeg bestemt mener, at der er tale om rødkål.

– O.k., siger hun, slår op i sin varefortegnelse, taster nogle tal ind på kasseapparatet og genoptager bipningen.

Kort efter går transportbåndet igen i stå. Denne gang er det et glas sorte oliven, der er skyld i afbrydelsen. Kassedamen stirrer på kasseapparatets display og læser op:

– ’Varen eksisterer ikke’. Hun ser spørgende på mig.

Jeg har ingen forklaring og trækker på skulderen.

– Så er det måske et fatamorgana, foreslår jeg.

Kassedamen får en dyb rynke i panden.

– Et HVADDD?

Kategori: | 6 kommentarer

#12 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Da jeg kommer gående hen ad grusvejen, hører jeg ensartede, rytmiske slag, der bliver gradvist kraftigere, mens jeg nærmer mig, og snart kan jeg se, hvad der foregår. I en have står en mand og er ved at fælde et meget højt træ med en økse. Han har hugget et stort, kileformet hak i stammen, og netop som jeg passerer, begynder træet at knage som tegn på, at stammen er ved at brække over.

Manden løber væk fra træet med øksen i hånden, og et øjeblik efter er træet på vej ned mod jorden. Men det når aldrig så langt. På vejen bliver træstammen standset af husets tagudhæng, som den rammer med et tungt bump. Knækkede tagsten rutsjer ned ad det skrå tag og klirrer mod flisegangen foran huset.

Hoveddøren går op, og en kvinde med et forklæde på kommer ud. Hun løber hen over græsplænen med retning mod manden og standser et par meter fra ham. De kigger begge op på træet, der ligger hen over det knuste tag. Derefter ser de på hinanden.

Ingen af dem siger noget.

Kategori: | 6 kommentarer

#11 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Det er lykkedes mig at finde læ på stranden, men mågen, der hænger i luften lige over mig, kommer ikke ud af stedet, selv om den bevæger vingerne. Det blæser voldsomt, og det er isnende koldt. Jeg står mellem to klitter og ser ud over stranden, som er helt øde, så langt øjet rækker. Skummende bølger slår ind over strandbredden og går i opløsning.

Jeg drejer hovedet væk et øjeblik, og da jeg igen ser ned på stranden, står der en spinkel skikkelse på bredden med ryggen til. Skikkelsen er indhyllet i et tæppe, og efter hårlængden at dømme er det en kvinde. Hun bliver stående og kigger ufravendt ud over havet. Efter et minuts tid giver hun slip på tæppet, som glider ned og lægger sig som en bunke oven på sandet. Nu står hun helt nøgen i kulden.

Hun løber ud i vandet med bævrende balder.

Kategori: | 6 kommentarer

#10 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



På det lille torv foran slagterbutikken står en mand i blåt arbejdstøj med ryggen til og støtter sig til en husgavl med den ene hånd. Den frie hånd kan man ikke se, men efter armens vinkel at dømme befinder den sig et sted i skridthøjde foran manden. Det er myldretid, og der kommer mange mennesker forbi, men ingen ænser manden, bortset fra et ungt par, der stopper op et kort øjeblik.
– Nå, han skulle lige pisse, siger fyren til sin kæreste. Så går de videre.

Slagteren står og kigger ud på manden gennem butiksruden, da jeg træder ind i forretningen.
– Det koster lige 1500 kroner, siger han og nikker ud mod torvet, inden han ekspederer mig.

Et par minutter senere er jeg ude på gaden igen. Manden står stadig med ryggen til, men nu har han begge hænder foran sig. Han går lidt ned i knæ to gange hurtigt efter hinanden, vender sig om, fumler med den øverste bukseknap og slingrer langsomt ned ad gågaden.

Kategori: | 6 kommentarer

#9 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



I bakspejlet kan jeg se en sort bil nærme sig med stor fart, og på et øjeblik ligger den så tæt bag ved mig, at jeg ikke kan se nummerpladen. Bilen forsøger at presse mig, men jeg har ikke mulighed for at sætte hastigheden op. Foran mig kører en halv snes andre biler i kø på landevejen, som er smal og bugtet, oversigtsforholdene er dårlige, og der kommer hele tiden modkørende biler. Føreren af den sorte bil bag mig ryster demonstrativt på hovedet.

På et lige stræk er der pludselig fri bane i den modsatte retning, men der er en høj bakke forude. Den sorte bil flytter sig i et ryk over i den anden vejbane, passerer mig med brølende motor og fortsætter med at overhale de næste biler. Kort før bakken er der et helle. Den sorte bil kører venstre om, og et øjeblik efter er den på vej op ad bakken, mens den overhaler den ene bil efter den anden.

Lige inden den når toppen af bakken, vokser førerhuset på en lastbil op bag bakken. Den sorte bil speeder op og fortsætter direkte mod lastbilen, der tænder alle projektører. De øredøvende kompressorhorn på taget tuder uafbrudt. Jeg ser for mig, hvordan den sorte bil frontalt rammer lastbilens kølergitter og forestiller mig lyden af metal mod metal og glas, der knuses. Men det sker ikke. I sidste øjeblik får den sorte bil presset sig ind foran den forreste bil i køen og forsvinder op over bakken. Lastbilens horn høres stadig.

To kilometer længere henne er der rødt lys. Jeg stopper og giver mig til at vente på grønt bag ved den sorte bil.

Kategori: | 6 kommentarer

#8 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Jeg trykker på 'Sort Kaffe Stor' på benzintankens kaffemaskine, der er opstillet tæt ved ind- og udgangen. En kværn går i gang, og kort efter begynder det at dampe ud af de to dyser og dryppe ned i det papkrus, jeg har anbragt under dem. Det går langsomt, men duften er liflig, og jeg glæder mig allerede til at tage en kop nybrygget, skoldhed kaffe med ud i bilen.

Mens jeg står og ser mig om efter et låg til kruset og en serviet, åbner den todelte dør sig, ledsaget af en dingdong-lyd. Der kommer ingen ind ad døren, og der går ingen ud ad den. Lidt efter lukker døren automatisk, men et øjeblik efter går den op igen. Der er stadig ingen mennesker i syne, og den unge mand bag disken lader sig ikke distrahere af dørens dingdong, selv om det er en meget gennemtrængende lyd. Døren lukker i.

Omsider er kaffen færdig, og jeg sætter plasticlåget på kruset. Igen siger det dingdong, og døren går op. Ingen kommer ind ad den. Ingen går ud. Så smækker den i, jeg vender mig om, og den går op igen. Dingdong.

Det går op for mig, at det er mig selv, der spøger.

Kategori: | 6 kommentarer

#7 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Restauranten er mondæn, og selv om der er mange gæster, er her næsten tyst. To tjenere cirkulerer lydløst rundt mellem bordene og bliver på skift opslugt og udklækket af en svingdør bagest i lokalet. Der føres lavmælte samtaler ved bordene, og det er ikke muligt for mig at høre, hvad der bliver sagt ved bordet ved siden af mit, selv om det kun er en meter væk.

Helt tilfældigt går samtalen pludselig i stå samtidig ved samtlige borde, og der bliver fuldstændig stille i restauranten. Selv den obligatoriske lyd af knive og gafler mod tallerkener er fraværende.

Så er der en af gæsterne, der nyser. Ikke et almindeligt nys, men et ubetvingeligt, hæmningsløst nys, der lyder som en mellemting mellem et spontant latteranfald og et hjerteskærende angstskrig. Ved et rundt bord sidder en ung kvinde i selskabskjole mellem tre andre personer og snapper efter vejret. Så kaster hun hovedet bagover og nyser én gang til, denne gang endnu mere gennemtrængende end før. Ingen af gæsterne ved de andre borde lader sig mærke med noget.

Et øjeblik efter høres igen knive, gafler og summende stemmer.

Kategori: | 4 kommentarer

#6 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Jeg stopper en hundredekroneseddel i møntvaskeriets vekselautomat. Et øjeblik efter rasler tikronerne ned i skålen, men da jeg tæller efter, er der kun otte.

Indehaveren af møntvaskeriet bor i det samme hus, og der er en dør fra vaskeriet ind til privaten. Jeg ringer på. Der går et stykke tid, før der bliver lukket op, og en ældre mand, der ser ud til at være et sted i firserne, står i døråbningen. Jeg forklarer ham, at jeg mangler at få tyve kroner tilbage efter forsøget med at veksle min hundredekroneseddel.

Manden tænker sig om et øjeblik. Så ser han op på mig og svarer:

– Prøv en gang til. Så har jeg tjent fyrre!

Kategori: | 8 kommentarer

#5 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



InterCity-toget, stillekupéen, torsdag aften. Gennemtrængende ringetone, en mand i gråt jakkesæt fisker sin mobiltelefon op af lommen.

– Hej, Skat! ... Hvad jeg har spist? Øh, jeg har lige fået en kyllingesandwich ... KYLLINGEsandwich ... Nej, SANDWICH ... KYLLINGESANDWICH. Ja, en kyllingesandwich. Men brødet var tørt ... Nej, brødet var tørt ... DET VAR TØRT ... Ja. Brødet var tørt ...

Kategori: | 6 kommentarer

#4 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Den skjorte, jeg har fået øje på i vinduet, har nøjagtig den type tern, jeg godt kan lide, men som man næsten aldrig ser mere. Også farvekombinationen falder i min smag. Stoffet er bomuld, som jeg foretrækker, så det er kun størrelsen, der kan være tvivl om.

Normalt bruger jeg størrelse L, men ekspedienten mener, at jeg i dette tilfælde bør vælge XL, fordi flonel altid kryber lidt i vask. Jeg prøver en XL. Den er for lang på ærmerne, som når halvt ned over hånden, og i det hele taget er skjorten for stor, men ekspedienten fastholder sit argument. Jeg lader mig overbevise og går hjem med størrelse XL.

Jeg vasker skjorten på 40 grader og hænger den til tørre. Næste dag tager jeg den på. Den strammer over skuldrene, og ærmerne når kun til midt på underarmene.

Kategori: | 8 kommentarer

#3 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Jeg går en tur rundt om Lyngby Sø i det dejlige vejr. Midtvejs får jeg øje på en solbeskinnet bænk, som jeg sætter mig på for at nyde den smukke udsigt over vandet. Et øjeblik efter kommer der en gammel dame på min alder og sætter sig klos op ad mig.

På brystet har hun siddende et stort, blåt HOLD AFSTAND-badge.

Kategori: | 8 kommentarer

#2 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



Da jeg kommer hjem, ligger der en besked fra PostNord i brevkassen om, at postbudet har været forbi med en pakke uden at træffe mig hjemme. Pakken kan derfor afhentes i Posthus Kvickly næste dag efter klokken 13.

Det er ikke noget, der haster, og først efter et par dage tager jeg hen i Kvickly og viser beskeden til den unge dame, der står bag den tombolaagtige skranke, der nu er byens posthus. Hun scanner stregkoden på sedlen og konstaterer et øjeblik efter, at pakken ikke findes i systemet. Da hun ser mit spørgende ansigtsudtryk, tilbyder hun i stedet at prøve at taste pakkenummeret ind manuelt. Jeg tager imod tilbuddet, men hun kommer til samme resultat: Pakken eksisterer ikke. Efter et hurtigt blik op på mig forsøger hun sig endnu engang med scanneren, men pakken giver sig stadig ikke til kende. Jeg spørger hende, hvad hun vil råde mig til at gøre for at få fat min pakke, og svaret er, at jeg skal ringe til PostNord, som vil vide præcis, hvor pakken befinder sig.

Jeg tager hjem og ringer til PostNord. Efter at have haft den samme monotone, computergenererede melodistump i øret i 23 minutter uden at komme igennem, afbryder jeg forbindelsen i håb om at undgå at få svip.

Næste dag tager jeg hen i Kvickly igen, hvor der nu står en anden ung dame bag det blå PostNord-skilt. Jeg lægger sedlen fra PostNord foran hende uden at indvie hende i mit tidligere besøg. Hun scanner sedlen, vender sig om, tager en pakke ud af pakkereolen bag sig og rækker mig den.

Jeg takker for hjælpen og tager hjem med min pakke.

Kategori: | 6 kommentarer

#1 DEN KEDELIGE JULEKALENDER
– fragmenter af hverdagen



En kvinde med store solbriller svinger ind i parkeringsbåsen ved siden af mig, mens jeg sidder og venter på Madame, der har et ærinde i butikscenteret. Kvinden har kun venstre hånd på rattet, den højre er optaget af en mobiltelefon, som hun holder op til øret, mens hun energisk bevæger læberne. Hun stiger ud af bilen, smækker døren i, låser og forsvinder ind i centeret, stadig talende i telefonen.

Ti minutter senere endnu ingen Madame, men kvinden med solbrillerne er vendt tilbage. I højre hånd har hun en indkøbspose, i venstre mobiltelefonen. Da hun skal lukke bildøren op, klemmer hun telefonen fast mellem skulderen og kinden. Hendes mund bevæger sig stadig. Hun sætter sig ind på førersædet, starter bilen, manøvrerer den ud af båsen med én hånd og forlader mimende parkeringspladsen med telefonen presset mod øret.

Kategori: | 6 kommentarer