Almindeligvis er Information en avis, der intellektuelt er langt over mit niveau, så jeg holder den ikke. Men forleden dag faldt jeg over en overskrift på Informations Instagramprofil, der lige var vand på min fordomsmølle: 'Dyre ure er tidens mest irriterende og vulgære hobby'. Jeg har tidligere skrevet en hyldest til de billige, præcise kvartsure, hvor jeg gik forholdsvis let hen over min aversion mod det voksende ursnobberi. Jeg har ikke læst klummen i Information, men blev inspireret alene af overskriften til at lufte min egen idiosynkrasi.

For der var engang, hvor et ur havde den ganske enkle funktion at oplyse, hvad klokken var. Men så var der nogen, der opdagede, at et ur også kunne fortælle noget langt vigtigere, nemlig hvem man var. Derfor er det ikke længere tilstrækkeligt at vide, at klokken er 14.37. Nu skal klokken være 14.37 på en måde, det har taget tre generationer af schweiziske håndværkere, en venteliste og en bankrådgiver at realisere. Bankrådgiveren har rederiet MSC's danske direktør nu nok ikke haft brug for. Det siges, at hans håndled prydes af et Patek Philippe Aquanaut Chronograph, der kan sælges for mellem 900.000 og en million kroner.

Nu har vi udviklet os så langt kulturelt, at man kan signalere overlegenhed med en tingest på størrelse med en småkage

Man møder urmenneskene overalt, og så gælder det om ikke at sige noget om deres ur. Kommer man alligevel til det, går der et kvarter med en forelæsning om værk, komplikationer, referenceår, patina, og at modellen kun blev produceret i syv eksemplarer under en snestorm i 1968. Der er ingen idé i at spørge, om det også viser tiden, for det handler ikke om tiden, men om historien. Og historien er tilsyneladende, at noget bliver dyrere, jo flere mænd i lyseblå skjorter, der køber det.

Luksusuret er blevet en slags social schweizerkniv. Det signalerer på én gang, at man har penge, smag og forstand på finmekanik, og derfor skal man sørge for, at manchetten ikke skjuler det. Ur-entusiasten understreger altid, at det ikke handler om status. Ligesom når folk siger, at de ikke rejser for at tage billeder, men uploader 143 fotos fra ferien, så snart de kommer hjem. Eller at de ikke købte huset på grund af beliggenheden, men nævner postnummeret nord for København inden for de første 40 sekunder.

Mennesker har altid haft statussymboler. Tidligere byggede man slotte. Så købte man sportsvogne. Nu har vi udviklet os så langt kulturelt, at man kan signalere overlegenhed med en tingest på størrelse med en småkage.

De færreste mennesker kan modstå fristelsen til at prale på den ene eller anden måde. Nogle udbreder sig om årgangsvine, andre om løbetider
og -distancer, eller de maler i fritiden (altså ikke entréen). Hvis man er lidt mere raffineret, kan man også bare sige 'jeg læser stort set kun essays'.

Alle går rundt som levende visitkort, men urfolkene har fundet den mest elegante måde at gøre det på. De har opfundet den eneste hobby i verden, hvor man kan bruge et sekscifret beløb og hævde, at det ikke drejer sig om, hvad det har kostet. At bruge en formue på noget og samtidig få det til at lyde som en interesse for meget små tandhjul er den perfekte opvisning i beskedenhed.

Man skal nok ikke gøre sig håb om at komme ursnobberiet til livs, men man kan da prøve. Næste gang nogen læner sig frem og siger, at det ikke handler om prisen, kunne man kaste et høfligt blik på deres håndled, vente et øjeblik og sige: 'Hvad er klokken egentlig?' Hvis de så svarer med referencenummeret, er samtalen slut.

Det er snart kommet dertil, hvor der burde følge blodtrykssænkende medicin med ethvert avisbonnement. Én ting er hæderkronede floskler og faste udtryk, som man har vænnet sig til, fordi de som regel giver en slags mening. Men så er der alle de nyopfundne floskler og metaforer, der giver helt forkerte associationer, fremmer forvirringen og forurener luftrummet over os. Specielt én:

Han landede et nyt job i koncernen.

Som om han kom susende i lav højde ind over HR-afdelingen med sænket landingsstel og en let sidevind fra økonomiafdelingen, klar til touchdown. Som om jobsamtalen var en nervepirrende indflyvning under ugunstige vejrforhold..

Før i tiden fik man et job. Man blev ansat. Man opnåede noget. Den meget lidt flyvske proces er nu blevet en disciplin inden for civil luftfart. Men de fleste jobs bliver som bekendt ikke landet. De bliver forhandlet og diskuteret frem og tilbage og i nogle tilfælde bare tilfældigvis snublet over, og det foregår ikke på en landingsbane.

Sprognævnet har sikkert nogle sproglige flyveledere ansat, der vil trække på skuldrene

Alligevel er der hele tiden nogen, der lander noget. Det lyder som noget, man gør med vilje og har kontrol over. Som om man selv sidder ved roret og siger: 'Nu lander jeg lige et direktørjob.'

Og det stopper ikke der. Man kan lande en kunde. Lande en aftale. Lande en idé. På et tidspunkt er vi alle sammen piloter i et gigantisk erhvervslivsluftrum. Særlig underholdende bliver det, når det bruges om skuespillere. 'Hun landede rollen.' Som om hun fløj ind over et castingbureau og taxiede sig selv direkte ind i en tv-serie. I virkeligheden har hun måske været igennem 14 auditions, tre afslag og en eksistentiel krise, før nogen sagde ja. Det er ikke en landing. Det er mere et maratonløb i modvind.

Sprognævnet har sikkert nogle sproglige flyveledere ansat, der vil trække på skuldrene og uden videre give landingstilladelse. 'Sproget udvikler sig', og alt det der. Men 'lande' gør noget helt almindeligt til noget ganske særligt. Det svarer til at kalde en kop kaffe for en varm, mørk oplevelse i flydende form.

Man kunne selvfølgelig også bare tage det til sig og bruge det konsekvent:

Jeg landede en parkeringsplads i morges.
Jeg landede den sidste liter mælk i Netto.
Jeg landede en middagslur på sofaen.

Så ville der i det mindste komme lidt underholdning ud af det.

Der er selvfølgelig tale om en sproglig charterflyvning fra USA, der er endt i Danmark uden mellemlanding. Så meget mere grund er der i øjeblikket til at boykotte misbruget.

For efterhånden en del år siden under den famøse covid-pandemi interviewede den politiske reporter Henik Qvortrup Mette Frederiksen på sin velkendte aggressivt-belærende måde. Da Qvortrup på et tidspunkt sagde: 'Men nu er det jo dig, der er statsminister og mig, der er journalist ...', afbrød Mette Frederiksen ham prompte med ordene: 'Det er nok måske for danskerne meget godt, hvis jeg må være så fri ...'

Med Henrik Qvortrup fik ordet en renæssance og har siden bredt sig som en steppebrand i de sociale mediers kommentarspor

Hvor elegant eller hensigtsmæssig, Mette Frederiksens bemærkning var, kan diskuteres, men siden den faldt, har Henrik Qvortrup i sin karriere som politisk kommentator og analytiker ikke forsømt nogen lejlighed til at beskylde Mette Frederiksen for 'magtfuldkommenhed' – et ord, alle ellers havde glemt på grund af manglende relevans i dette århundredes Danmark. Det er et ord, man kunne bruge i tidligere tider om konger, der mistede forbindelsen med virkeligheden, eller om regimer, hvor ingen turde sige regenten imod. Men med Henrik Qvortrup fik ordet en renæssance og har siden bredt sig som en steppebrand i de sociale mediers kommentarspor, hvor det bruges af alle, som af den ene eller anden grund ikke bryder sig om Mette Frederiksen.

Man skulle synes, det var en selvfølge, at en professionel analytiker eller kommentator bruger præcise begreber og formår at skelne mellem holdning og analyse. Men 'magtfuldkommen' er ikke almindelig kritik. Det er en anklage om grundlæggende udemokratisk adfærd. I et demokrati som Danmark er det en horribel anklage at tale om en statsministers magtfuldkommenhed, og når en kommentator bruger ordet uden præcis dokumentation for systematisk magtmisbrug, bliver analysen til retorik og agitation, som ikke hører nogen steder hjemme. Resultatet er en forplumret politisk debat. Hvis vælgerne ustandselig hører, at statsministeren er 'magtfuldkommen', giver det indtryk af, at systemet ikke fungerer, selv om der i praksis er kontrol fra Folketing, domstole og medier. Hvis alt fra hård styring til hurtige beslutninger kaldes 'magtfuldkommenhed' er det ikke analyse, men upræcis og vildledende sprogbrug. Det er på den måde, der opstår en ubegrundet mistillid til demokratiet, som er fuldstændig uden forbindelse med de faktiske forhold.

Der findes ingen straf for usømmelig omgang med ord. Men der findes kommentatorer, der bærer nag hele livet, og der findes ord, som er så brandfarlige, at de burde opbevares i et skab med glaslåge og en lille hammer ved siden af. 'Magtfuldkommen' er et af dem.

Hvis man troede, at jeg havde fået luft for min irritation over den åndsforladte halloweenfejring, kan man godt tro om igen. For de seneste dage har man hørt den ene lallegade radiovært efter den anden plapre uhæmmet løs om 'halloween – eller allehelgen, som det hedder på dansk ...'

Nej, allehelgen er ikke det samme som halloween.

Selv om de to dage bliver forbundet med hinanden, har de forskellige rødder og betydninger. Halloween stammer fra den keltiske højtid Samhain, som markerede overgangen mellem sommer og vinter. Senere blev halloween optaget i den kristne kalender som All Hallows’ Eve – altså aftenen før allehelgensdag. Senere blev det til den folkelige og kommercielle tradition, vi kender fra engelsksprogede lande, ikke mindst USA, med udklædning, græskar, 'trick or treat' og hjemmestrikket uhygge.

Til forskel herfra er allehelgen en kristen helligdag, hvor man mindes de døde og helgenerne. I Danmark holdes den første søndag i november, ikke den 1. november som i mange andre lande. I kirken læses navnene på de døde op fra det seneste år, og der tændes lys for dem. Stemningen er rolig, højtidelig og eftertænksom i modsætning til halloween.

At sammenligne halloween med allehelgen er som at sætte lighedstegn mellem en fredagsbar med en søndagsmesse. Den ene handler om grin, kostumer og popcorn – den anden om stilhed og eftertanke.

Men kan det ikke være ligemeget? Eller som man ville sige ovre i Halloweenland: 'Who cares?'

Jeg gør åbenbart.

Hvis man skulle være i tvivl om sandheden i den gamle talemåde 'en ulykke kommer sjældent alene', kan man bare tage et kig ud ad vinduet, hvor valgplakaterne med smilende politikerhoveder i lygtepælene konkurrerer om opmærksomheden med groteske græskarhoveder i alle butiksvinduer og dinglende plasticskeletter foran hver eneste hoveddør. To fænomeners forening i én sæson – den ene lover fremtid, den anden leger med døden – og midt imellem befinder sagesløse borgere sig i en form for æstetisk undtagelsestilstand.

I Danmark er halloween en tradition, som har udviklet sig med samme naturlighed som palmer i Thy

Lygtepælene, som det underspillede arkitektoniske indslag i bybilledet de er, står hver aften med stoisk ro og lyser som et stille løfte om orden i mørket. Men hvert fjerde år bliver de tvunget ud i politisk tjeneste og degraderet til stativer for en parade af retoucherede ansigter og alt for hvide tandrækker, som er mere skræmmende end det mest naturtro halloween-dødningehoved Made in China. Der hænger de halshuggede politikere så i regn og blæst og lover forandring, tryghed og grøn omstilling, mens tusinder af klimabeslastende kabelstrips sørger for, at de bliver hængende.

Man kan forsøge at ignorere plakaterne ved at vende ryggen til og krydse vejen. Her er det så, man snubler over et grinende græskarhoved af slagfast PC, fordi ingen længere gider have ulejligheden med selv at udhule et ægte græskar til formålet, når Harald Nyborgs kopier gør det ud for det samme og i øvrigt er meget billigere. I Danmark er halloween en tradition, som har udviklet sig med samme naturlighed som palmer i Thy.

Detailhandelen, altid på udkig efter nye påskud for at sælge slik, kager og syntetiske tekstiler, har importeret det amerikanske uhyggekoncept og transformeret det til en neonorange økonomisk fest. De kunstige græskar står linet op som små, smilende industriprodukter, mens børn i polyesterkostumer banker på døren for at true sig til vingummier. Halloween falder sammen med allehelgensaften den 31. oktober – så det er heldigvis snart overstået – men plasticspindelvæveve har skæmmet butiksvinduerne hele måneden, og man begynder at spekulere på, om julen mon bliver skubbet frem til sensommeren næste år.

Lad lygtepælene få fred, lad butikkerne afbestille græskarrene, og giv os et simpelt efterår, hvor byens farver igen kan være naturens egne

Der er noget uendelig tragisk i at se danske parcelhushaver forvandlet til små kulisser af hyggelig uhygge med gummiflagermus og edderkoppespind lavet af vat. Selv oktoberhimlen virker forlegen.

Der, hvor der før var et stille efterår med gyldne blade og lidt regn, har vi nu en kombination af smilende kandidater og grinende græskar – som om folkestyret og handelsstandsforeningen har oprettet et fælles reklamebureau. Man går gennem byen som et offer for to samtidige kampagner: den ene for stemmer, den anden for salget af sukker og plastic, og man mærker en snigende længsel efter novembertågens fred.

Det er ikke, fordi jeg er imod hverken demokrati eller barnlig glæde. Et byrum fortjener bare ikke at ligne en mislykket cirkusforestilling. Jeg sætter mit kryds i næste måned ved den kommunalpolitiker, der foreslår at indføre et æstetisk karantæneprincip: Lad lygtepælene få fred, lad butikkerne afbestille græskarrene, og giv os et simpelt efterår, hvor byens farver igen kan være naturens egne.

Indtil da – og det har nok lange udsigter – må vi leve med, at demokratiet og detailhandelen deler sæson – og at begge har en forkærlighed for plastic og overeksponering.

I forlængelse af forrige indlæg om forfængelighed – og foranlediget af Erics kommentar om respekt som incitament til at gøre noget ud af sin påklædning – trænger et par bemærkninger sig på:

Der var engang, hvor det var en almindelig færdighed i et dansk hjem at kunne stryge en skjorte. I dag kan man knap nok finde en husstand med et strygejern. Hvis man spurgte en 25-årig, hvad et jakkesæt er, ville han formentlig ikke være helt sikker. Vi har simpelthen givet op. Vi har smidt slipset, droppet skjorten og taget sweatpants på.

Engang tog man sit stiveste puds på i teatret, fordi teatret var noget særligt. I dag ligner salen en biograf på en regnvejrsdag. Publikum sidder med plasticglas og hættetrøjer, og hvis nogen har taget en blazer på, tror man, de er en del af forestillingen. Jeg var for nylig til premiere, og ved siden af mig sad en mand i – Crocs! Engang var Crocs noget, man stak i, når man skulle ud og hente avisen. Nu går de fint sammen med Shakespeare, selv om teatrene ikke ligefrem er en hverdagsbegivenhed for ret mange.

Vi hylder den elastiske bukselinning , så vi kan gå direkte fra sofa til social begivenhed uden at klæde os om

Til begravelser møder folk op, som om de lige er smuttet forbi på vej til Bilka. Mens præsten taler om livets forgængelighed og prøver at sige et sidste farvel til et menneske, der sikkert ejede et strygejern, sidder store dele af menigheden på bænkerækkerne og skutter sig i krøllede sweatpants, dunjakke og sneakers. Skulle en enkelt have formastet sig til at tage et slips på, bliver vedkommende set på, som om han har misforstået hele pointen med livet: 'Du havde da ikke behøvet at gøre så meget ud af det!' Nej, men man kan godt vise lidt respekt. Afdøde er nok ligeglad, men de pårørende må formodes at være til stede.

Det handler, som så meget andet i Danmark, om janteloven. Ingen må tro, de er noget – heller ikke når det gælder påklædning. Vi har ikke længere nogen overklasse, men vi har en kollektiv skepsis over for alt, hvad der skiller sig bare en smule ud. Vi skal helst allesammen ligne nogen, der er i gang med at male carporten med en kop kaffe i hånden. Hvis tøjet ikke har huller, er man allerede over dansk standard. Vi kalder det afslappet, men måske er det bare dovenskab forklædt som lighed.

Komfort er ikke bare blevet en vane – det er en ideologi. Vi hylder den elastiske bukselinning, så vi kan gå direkte fra sofa til social begivenhed uden at klæde os om. Vi har gjort det til en slags moralsk dyd at ligne nogen, der ikke tager noget alvorligt.

Jeg siger ikke, at vi skal tilbage til 1800-tallet, men jeg savner den tid, hvor man gjorde sig lidt umage. Ikke fordi jeg elsker slips (det gør jeg), men fordi 'pænt tøj' engang var et tegn på respekt og udtryk for, at der er noget, der betyder mere end andet.

Måske kunne man mødes på halvvejen. Det ville blandt andet betyde, at hvis nogen skulle finde på at spørge, om man kan tage sweatpants på til en begravelse, er svaret: Nej, det kan man ikke. Du er et voksent menneske, og der er allerede elastan nok i verden.

Som dansker bliver man uvilkårligt en lille smule stolt, når store udenlandske magasiner beskæftiger sig med Danmark eller bare noget, der har en smule med Danmark at gøre: selv om vi er et meget lille folk, der bor i et meget lille land, er vi åbenbart ikke helt tabt bag af en vogn.

Det britiske månedsmagasin Wallpaper, der handler om design, arkitektur, mode, kunst og livsstil, linker i sit seneste nyhedsbrev til artiklen How Arne Jacobsen built a whole design universe:

Everything you need to know about the Danish designer who brought modernism to the mainstream – and created some of the most recognisable buildings and objects of the 20th century.

Som de fleste danskere vil vide, arbejdede Arne Jacobsen (1902–1971) med totaldesign, hvor bygninger, møbler og interiør smeltede sammen til en helhed. Blandt hans mest kendte værker er SAS Royal Hotel, Ægget, Svanen, Myren, 7'er-stolen og AJ-lampen, og han har fået fortjent ros for stort set alt. Hele værklisten er her.

Det er enkelt, men når man får det i hånden, føles det mest af alt som et designet hævnangreb på menneskeheden

Wallpapers artikel sparer heller ikke på lovordene, men med risiko for at begå helligbrøde har jeg en indsigelse: til SAS-hotellet tegnede Arne Jacobsen ikke bare Ægget og Svanen, men også et spisebestik, som jeg har stiftet bekendtskab med et par gange, hvor jeg har været til middag i et arkitekthjem. Bestikket er det, der pryder dette indlæg. Det er enkelt, men når man får det i hånden, føles det mest af alt som et designet hævnangreb på menneskeheden.

AJ-bestikket ligner ikke redskaber til at spise med, men snarere remedier, man ville støde på i en nydesinficeret operationsstue. Kniven er så glat og retlinet, at den vil være velegnet til at fordele tapetklister med, og gaflen ligger i hånden som en iskold stålskeletfinger fra Terminator. Spiseskeen rummer cirka det samme som et fingerbøl, og den sultne middagsgæst bliver hurtigt klar over, at bestikket ikke er noget, man spiser med – man performer.

Ingen tvivl om, at AJ-bestikket bryder med traditionen. Men det savner også enhver antydning af ergonomi. Når man sidder med det, får man følelsen af at deltage i en designmesse snarere end et måltid. Er det smukt? Det vil nogle nok mene. Men er det praktisk? Ja, måske hvis man er tandlæge og vant til at jonglere med små arbejdsredskaber i rustfrit stål til daglig. Men bestikket minder os først og fremmest om, at Arne Jacobsen designede til øjet – ikke til hånden, og at minimalisme ikke nødvendigvis er funktionel.

Skulle jeg lege designanmelder, ville jeg give bestikket 2 stjerner ud af 6 – den ene stjerne for æstetik, den anden for modet til at udfordre idéen om, at man faktisk skal kunne spise med sit bestik.

Artiklen i Wallpaper er absolut værd at læse og særdeles grundig, og jeg anfægter på ingen måde, at Arne Jacobsen har været langt forud for sin tid. Men derfor kunne der åbenbart godt ryge en finke af panden indimellem. Skulle man få lyst til at læse alt om Arne Jacobsen på dansk, er muligheden her.

Som en, der undertiden spiser ude på forskellige restauranter med hver deres særpræg, kan jeg konstatere, at mange af dem i hvert fald har én ting tilfælles: En dankortterminal, der er programmeret til at stille spørgsmålet: 'Vil du tilføje drikkepenge?'

Jeg giver heller ikke kassedamen i supermarkedet drikkepenge for at scanne mine køkkenruller korrekt

Og hver gang, jeg ser opfordringen på displayet, tænker jeg: 'Hvorfor skulle jeg det?' Det er Danmark – velfærdsstatens højborg – hvor drikkepenge officielt blev sendt på pension i 1969. Tjenerne er dækket af overenskomster og fagforeninger, og de får løn. En rigtig løn med feriepenge og pension og det hele. Så hvad er det præcis, jeg skal betale ekstra for? At tjeneren ikke var direkte ubehøvlet eller spildte sovsen ned i skødet på mig? Terminalen forsøger oven i købet at gøre mig til et bedre menneske ved at foreslå '10%?', '15%?' '20%?' Hvorfor ikke 100% og en skriftlig undskyldning for at have været til ulejlighed? Og så 'tilføje'. Hvorfor står der ikke bare: 'Gi' noget!'

Jeg vælger med andre ord konsekvent nej-knappen, da der nu ikke er mulighed for at trykke 'Nej, tværtimod!', og jeg ser stort på, om tjeneren eventuelt synes, jeg er en fedtsyl. Jeg giver heller ikke kassedamen i supermarkedet drikkepenge for at scanne mine køkkenruller korrekt eller propper en hundredelap ned i brystlommen på værkføreren, når jeg henter min bil fra service. Og jeg har stadig til gode at høre nogen fortælle om dengang, de gik ind i en skotøjsforretning, prøvede et par Birkenstock-sandaler, blev hjulpet til at finde den rigtige størrelse, hvorefter ekspedienten spurgte: 'Vil du give 10% ekstra, fordi jeg ikke rullede med øjnene, da du bad om størrelse 47 i pink?'

Restauranterne er ikke alene om uskikken. Man kommer også ud for det, hvis man vover sig ind på en hip café, der emmer af havremælk og valgfri sirup og bestiller en kop kaffe til 58 kroner.

Men faktisk sker det en sjælden gang, at tjenere eller baristaer slår tiggerifunktionen fra, inden de rækker terminalen frem, fordi de åbenbart selv finder det pinligt. Dem får man jo næsten lyst til at give drikkepenge.

I øvrigt: Hvor ender de drikkepenge egentlig?

Engang var studenterkørslen en festlig afslutning på tre år med sved, tårer og komprimerede madpakker i skoletasken. Nu ligner det mest et omrejsende freakshow, hvor lastbilerne – pyntet som pornografiske paradevogne – tromler gennem gaderne som rullende beviser på eskalerende fladpandisering.

Er det ungdommelig kådhed? Ja. Er det også en æstetisk og sproglig katastrofe på fire hjul? Mon ikke.

Bannere, der tidligere bar ordspil af svingende kvalitet, er nu dekoreret med tegninger af bare bryster, ejakulerende kønsdele og slogans, der får graffiti på motorvejsbroer til at fremstå som højpoesi. Det er, som om nogen har udstyret en hel generation med tuscher og alkohol – og sagt: 'Lav noget, der får jeres bedsteforældre til at tabe både tænder og tillid til menneskeheden.'

Er det ungdommelig kådhed? Ja. Er det også en æstetisk og sproglig katastrofe på fire hjul? Mon ikke.

Studenterne burde vel være fremtidens håb, men efter tre minutter bag en lastbil med banneret 'Vi kom, vi så, vi sprøjtede', får man lyst til at udvandre til Finland og slå sig ned ved en stille sø og leve af skovens bær.

Man kunne engang romantisere studentertiden som et dannelsesforløb. Nu virker det nærmere som et forsøg på at se, hvor langt man kan komme med 2,0 i snit. Eller var det promille?

Måske er det tid til at sætte barren lidt højere. Eller i det mindste tegne noget andet end testikler i overstørrelse. Vi trænger til en studentervogn, der signalerer 'vi er klar til livet' – ikke 'vi har tegnet et lem med solbriller'.

Ret skal være ret: i min tid var det ikke, fordi vi sad med stenansigter i vores silkevest og kravat og adstadigt lod os befordre rundt i en knirkende hestevogn trukket af to frederiksborgheste, mens vi reciterede Oehlenschläger i kor, og det var ikke hjemmelavet punsch fra en krystalbowle, vi blev trakteret med undervejs. Vi havde heller ikke et banner med mottoet 'Gaudeamus igitur', men sangen var på repertoiret. Vi var så sent ude, at vi ikke nåede at skaffe en lastvogn til formålet og måtte tage til takke med en bus, som blev pyntet efter bedste evne med bøgegrene og lignende uskyldsrene symboler. Vi sang og hujede selvfølgelig undervejs, og faktisk var der også nogle, der fik for meget at drikke, men ingen der blev kørt til udpumpning, og omgivelserne blev i sagens natur forskånet for skråleriet i den lukkede bus. Bortset fra det talte det selvfølgelig til min tidligt udviklede magelighed, at vi kunne sidde på et ordentligt sæde hele vejen.

Billedet viser min patinerede studenterhue, der stadig i 1970 var en aldeles spartansk og prunkløs kasket, der med lidt god vilje kunne forveksles med noget, man havde vundet i en Tivoli-bod. Den var funktionel (næsten), grim (absolut), og først og fremmest: ens for alle. Jeg tog billedet i går, efter at jeg var kommet hjem fra en huepåsætnings-event på et gymnasium nord for København og havde brug for at blive mindet om en tid, hvor der stadig var en form for mening med galskaben.

Man kan få broderet sin livsfilosofi, sit kæledyrs navn, sit yndlingschakra på huen – og sikkert også sit nuværende BMI, hvis man lægger nok i kassen

Men det blev der som bekendt ikke ved med at være. Huens rejse fra ydmyg hovedbeklædning til socialt prestigesymbol begyndte – og i dag har man en hovedbeklædning, der er blevet til en slags omvendt kongekrone. Ikke for dem med blåt blod, men for dem med guldbroderet navn, diamantformet stjernetegn og fri adgang til fars Mastercard. Der er ikke længere tale om en hue, men om en hundedyr identitetsmarkør, som siger: 'Jeg klarede gymnasiet – og huen kostede fem tusind'.

Godt nok kan man få en studenterhue til en tiendedel, men den er der ingen, der vil have, når man kan få broderet sin livsfilosofi, sit kæledyrs navn, sit yndlingschakra på huen – og sikkert også sit nuværende BMI, hvis man lægger nok i kassen. Og det gør de fleste. Man kan vælge farver, der signalerer alt fra studieretning til temperament, man kan få korset på huen besat med Swarovski-sten, og man kan tilkøbe alverdens ekstraudstyr med social signalværdi: champagneglas og -holder, indbygget bluetooth og inden længe sikkert også en drone, der følger én hjem fra fredagsbaren, når man har fået, så huen passer. Men har man ikke råd og må nøjes med den billige model, bliver studenterhuen til en demonstrativ påpegning af, at der er forskel på folk.

Alle og enhver kan nu komme i gymnasiet, som på det nærmeste er blevet en automatisk forlængelse af folkeskolen. Det er ikke længere nogen krævende præstation at gennemføre forløbet; en studentereksamen kan alle få med en minimal indsats og uden at have læst en eneste bog. Studenterhuen er blevet et materialistisk mere end et intellektuelt statussymbol, og derfor giver den ikke længere nogen mening.

Da jeg blev student, hærgede vulgærmarxismen overalt i den akademiske verden. Den forplantede sig ned igennem systemet til gymnasierne, og det var ikke comme il faut at gå rundt med sin studenterhue på, for alle mennesker var jo lige. Dengang syntes jeg, det var noget pjat. Det er ikke, fordi jeg er blevet marxist i mellemtiden, men i dag synes jeg, det ville være en god idé at afskaffe den studenterhue, der nu ikke er andet end et prangende symbol, man køber sig til, bare fordi man kan.

I øvrigt synes jeg, nogen burde stifte en forening til genindførelse af skam i livet.

Det er højsæson for konfirmationer, og lad mig deklarere med det samme: jeg er ikke religiøs. 'Kulturkristen' er den betegnelse, man almindeligvis hæfter på os, der deltager i kristne traditioner, hovedsagelig fordi de er en del af vores opvækst. Man identificerer sig med kristendommen som kulturel og historisk arv, men ikke nødvendigvis som religiøst eller trosmæssigt ståsted. Jeg er altså både døbt og konfirmeret og har deltaget i den gamle, traditionsbårne og lettere støvede ceremoni, hvor unge mennesker træder frem og bekræfter deres dåb og tilknytning til en tro, som – indrømmet – mange måske kun har en overfladisk forståelse af. Men trods det, repræsenterer konfirmationen noget andet: en idé om ansvar, fællesskab og refleksion over livets større spørgsmål, selv om man ikke helt har overblik over dem. Ikke endnu.

Selv den mest progressive og popularitets-anglende præst må rive sig i håret og overveje et karriereskift

Konfirmationen bygger på et værdigrundlag, der handler om overlevering og en anerkendelse af, at mennesket ikke er centrum i universet. I vores selvoptimerende, selfie-centrerede og selvransagelsesfornægtende tid, hvor alle børn fødes med sin egen Instagramkonto og en forventning om stående bifald ved første skoledag, er det ikke underligt, at konfirmationen, hvor man i det mindste lod, som om man troede på noget andet end sig selv, er på retur. Den er blevet suppleret med – og mere eller mindre afløst af – begreber som 'nonfirmation' og 'selvfirmation', der må få selv den mest progressive og popularitetsanglende præst til at rive sig i håret og overveje et karriereskift.

'Nonfirmation' er det moderne svar på konfirmationen, hvor Gud er skiftet ud med gaver og højtideligheden med pølsehorn og pizzaslices. Den unge erklærer sig med stolthed ikke-troende, hvilket i sig selv er fair nok, og vælger i stedet at fejre ... ingen verdens ting. Højtiden markerer ikke andet, end at man har nået en alder, hvor man fortjener en MacBook og en kuvert med penge bare for at være til. En slags humanistisk black friday, hvor sjælen er på tilbud, og forældrene punger ud i tiltro til, at moral og modenhed kan overføres via MobilePay.

Skulle man ikke finde 'nonfirmationen' meningsfuld nok, kan man i stedet vælge 'selvfirmation'. Her bekræfter man ikke sin tro, sit fællesskab eller sin forbindelse til noget større. Man bekræfter sig selv. På en scene, med PowerPoint og konfetti, oplæser man sit hjemmestrikkede (eventuelt med hjælp fra ChatGPT) manifest og fortæller med ubegrundet selvtillid verden – og især ens følgere på TikTok – at man er helt igennem fantastisk, unik, enestående, skabt til noget stort: Ikke at man er god nok – nej, man er meget bedre!

Ikke alle mennesker har behov for at 'finde sig selv' på en rejse til Bali betalt af mormors selfirmationsgave

Her i narcissismens storhedstid, hvor børn nærmest skal have specialdesignede medaljer for at møde op i skole med strømper på, kan man næsten savne, at nogen blev sat på plads af den forkætrede jantelov, alle danskere har haft travlt med at tage afstand fra, siden Aksel Sandemose opfandt den for snart hundrede år siden.

Sandheden er jo, at ikke alle børn er genier. Ikke alle unge er kommende iværksættere med udsigt til en tilværelse som it-milliardærer, og ikke alle mennesker har behov for at 'finde sig selv' på en rejse til Bali betalt af mormors selfirmationsgave. Nogle gange kan det måske være sundt at træde et skridt tilbage og indse, at man ikke er verdens navle, og at navlepilleri i det hele taget sjældent er løsningen.

Måske skulle man ligefrem indføre en realitetsfirmation, hvor man som 14-årig bekræfter sin tilstedeværelse i verden med et nøgternt blik på sine evner og en erkendelse af, at man ikke nødvendigvis er skabt til noget stort, og at der ikke er noget galt i dét. En ceremoni, hvor man ikke automatisk får den nyeste iPhone, men en påmindelse om, at en smule tilbageholdenhed kan være klædelig.

Dagens irrelevante musikalske bonus