Bare rolig, der følger ingen fortrolige bekendelser eller en klagesang om ægteskabets fortrædeligheder. Det drejer sig ganske enkelt om, at flere og flere mænd er begyndt at omtale deres kone som deres hustru. Hvorfor vides ikke, men måske for at fremstå som særlig opmærksomme på sprogets finere nuancer.

Man skulle tro, nogen havde fået øje på ordet i en montre på Nationalmuseet og var blevet inspireret til at puste nyt liv i det

Ikke fordi jeg har noget imod ordet 'hustru'. Det er et glimrende gammelt ord, som gennem århundreder har gjort tjeneste i det danske sprog, og jeg har ingen indvendinger mod, at det fortsat eksisterer. Men hvorfor skal et gammelt ord, der blev udfaset i daglig tale for flere årtier siden, pludselig indtage pladsen som det pænere, mere moderne og frigjorte alternativ til det helt uskyldige 'kone'? Man skulle tro, nogen havde fået øje på ordet i en montre på Nationalmuseet og var blevet inspireret til at puste nyt liv i det, så det blev til det progressive, bevidste og muligvis ligefrem feministisk korrekte ord. For 'kone' kunne måske give associationer til patriarkat, brun sovs og mænd, der stadig mener, at en kvinde hører hjemme i køkkenet.

Jeg siger 'kone', som jeg altid har gjort, og jeg har ingen planer om at lave om på det. Når jeg siger 'min kone', forestiller jeg mig ikke et menneske, der er underlagt mig. Jeg forestiller mig det menneske, jeg er gift med. På samme måde forestiller jeg mig heller ikke, at ordet 'mand' indeholder en særlig kønspolitisk erklæring, når en kvinde siger 'min mand'.

Det er klart, at ord kan få forskellige betydninger og bibetydninger. Men der er også noget, der hedder sproglig indarbejdelse. Når et ord har været brugt af millioner af mennesker i generationer, mister det som regel den betydning, nogen måske engang kunne have fundet på at tillægge det. 'Kone' er så almindeligt, at ingen normalt tænker: 'Ah! Her har vi et menneske, der sprogligt markerer kvindens underordning i det heteronormative ægteskab.' Man tænker vel bare: 'Nå, han er gift.'

Hvis ens ægtefælle virkelig er den bedre halvdel, må man nødvendigvis selv være den dårligere halvdel, restaffaldet

Siger man 'hustru', får det pludselig et strejf af højtidelighed. Man markerer, at man har taget stilling til noget og vedhæfter et lille usynligt bilag med oplysning om, at man har gennemtænkt sit ordvalg.

Men faktisk har jeg et langt større problem med udtrykket 'min bedre halvdel'. Det er ganske vist på sin vis demokratisk, fordi det kan bruges om både mænd og kvinder, men det gør ikke sagen bedre. Det lyder som en vittighed, der blev opbrugt engang i 1987, men som ingen fik fortalt, at den var død. Hvis ens ægtefælle virkelig er den bedre halvdel, må man nødvendigvis selv være den dårligere halvdel, restaffaldet.

Man kan også vælge at være ung med de unge og sige 'wifey'. Det er en kandiseret udgave af det engelske 'wife'. Det er jo sødt, eller det er i hvert fald meningen, at det skal være sødt. Men det lyder mere som noget, man skriver under et billede på Instagram, hvor der står et par med bare fødder foran en solnedgang på Bali, og teksten lyder: 'Forever my wifey', efterfulgt af en hjerteemoji. Man får straks en mistanke om, at der også findes et matchende kaffekrus: 'World’s best wifey'. 'Wifey' er wife med en lille lyserød sløjfe på, ligesom når voksne mennesker siger 'hunni' om en hund. Der er ikke noget galt med engelske ord, når de udfylder et hul, dansk ikke allerede har dækket. Men jeg har svært ved at se, hvilket hul 'wifey' skulle udfylde.

'Wifey' er wife med en lille lyserød sløjfe på, ligesom når voksne mennesker siger 'hunni' om en hund

Nu vi er ved fremmedsprog, er der et andet udtryk, som er direkte myrekrybfremkaldende, og som ofte optræder på sociale medier: 'manden min.' Her har dansk grammatik tilsyneladende været på studietur til Norge og glemt at komme hjem igen. Jeg har ikke noget imod nordmænd, men man kan altså ikke uden videre importere syntaks, bare fordi man synes, at den ser hyggelig ud. Hvor kommer det fra? Der er vel ingen danskere, der siger 'bilen min står ude i garagen' eller 'huset mit er solgt'', 'hunden min er stukket af' eller 'skatten min er steget'. Der er selvfølgelig den mulighed, at 'manden min' er blevet indført, fordi 'min mand' efter nogens mening er blevet for konventionelt. Det ligger i forlængelse af den sproglige trend, hvor man markerer, at man er bevidst om køn, at man ikke vil støde nogen, at man har overvejet et ords historiske bagage, og at man er inkluderende.

Men jeg insisterer altså på at sige 'min kone'. Hvis nogen synes, det er undertrykkende, vil jeg være ked af, at et substantiv har fået så stor magt over deres tilværelse, og hvis nogen spørger mig, hvorfor jeg ikke siger 'min hustru', kan jeg kun svare: 'Fordi hun er min kone.' Og hvis jeg sagde 'min wifey' til min kone, tør jeg slet ikke tænke på det blik, jeg ville få.

Dansk Sprognævn lancerede tidligere på året kampagnen 'Kan vi på dansk?', og nu har en undersøgelse kortlagt de engelske ord, som danskere bliver mest irriterede over.

Øverst på top-ti-listen ligger sale. Det danske ord er udsalg. Vi har haft det længe, inden nogen i Danmark havde hørt om Black Friday, og det beskriver præcis, hvad der foregår: En butik forsøger at få én til at købe noget, man ikke vidste, man manglede, fordi det nu koster 40 procent mindre end det, man heller ikke havde tænkt sig at betale. Udsalg er altså et udmærket dansk ord, og jeg kunne aldrig selv finde på at sige andet. I øvrigt har jeg heller aldrig hørt andre sige sale, men butikkerne elsker at skrive det. Det er der jo ingen grund til.

Nice er et ord, der er forbeholdt ungdommen, men den vil sikkert tage det med sig videre, og det skal den være velkommen til

På andenpladsen kommer nice, som ifølge undersøgelsen helst skal erstattes af dejlig. Vi har et familiemedlem på 20, og hun siger hele tiden 'nice'. Jeg kan ikke fordrage det, men jeg lader som ingenting, selv om det gibber i mig hver gang. Men det betyder faktisk ikke helt det samme som dejlig og har en langt bredere anvendelighed. 'Nice!' kan betyde, at kaffen er god, at bussen kom til tiden, at nogen har sendt et sjovt billede, eller at man har vundet 50 kroner i Lotto. På den anden side ville det være helt til grin, hvis jeg begyndte at sige 'nice'. Det er et ord, der er forbeholdt ungdommen, men den vil sikkert tage det med sig videre, og det skal den være velkommen til.

Et andet ord på hadelisten, som heller aldrig vil passere mine tænders gærde, er random, som man gerne vil have erstattet med tilfældig. Det er på papiret en glimrende oversættelse. Problemet er bare, at sproget ikke altid fungerer på papir. 'Det var lidt tilfældigt' og 'det var totalt random' betyder ikke nødvendigvis det samme. Random har efterhånden fået sin egen plads i dansk og bruges ofte om noget mærkeligt, uventet eller uden nogen synlig sammenhæng. Hvis nogen indleder et møde på kontoret med at fortælle om sin frimærkesamling, kan man sige, at det var random. Man kan også sige, at det var tilfældigt, men så lyder det, som om frimærkesamlingen var dukket op helt af sig selv som mug i et sommerhus.

Listen indeholder også fuck, som man foreslår at erstatte med øv. Det er måske undersøgelsens mest optimistiske forslag. 'Fuck!' og 'øv!' er ganske enkelt ikke synonymer. Hvis man spilder sin kaffe ned i tastaturet, kan man sige 'øv'. Hvis man opdager, at man har sendt en meget privat kærlighedserklæring til hele arbejdspladsen, kan man sige 'fuck'. Der er simpelt hen situationer i livet, hvor 'øv' ikke har den nødvendige sproglige tyngde. Men heller ikke 'fuck' føler sig hjemme i min mundhule.

Cringe er et ord, jeg desværre heller ikke har kørekort til, men det er bare ikke det samme som pinligt

Onboarding skal erstattes af introduktion. Her er kritikken til gengæld sværere at afvise. Onboarding er et af de ord, der optræder i en verden, hvor en ny medarbejder ikke længere bare bliver ansat og sat ind i arbejdet, men skal gennem en 'onboarding journey', hvor vedkommende 'alignes' med organisationens værdier, 'connecter' med 'stakeholders' og får adgang til en digital platform, hvor man kan se en video om virksomhedens vision. Alt sammen før man får at vide, hvor kaffemaskinen står. Her kunne man ærlig talt godt bruge noget lidt mere dansk.

Cringe ligger også blandt de ti mest forhadte ord og foreslås erstattet med pinligt. Cringe er et ord, jeg desværre heller ikke har kørekort til, men det er bare ikke det samme som pinligt. Det beskriver den særlige følelse, man får, når man ser et andet menneske gøre noget så desperat akavet, at man får lyst til at kravle ind under sofaen på vedkommendes vegne. Når en far på 54 år laver en TikTok-dans, mens børnene ser på, er det ikke bare pinligt. Det er cringe.

Og så er vi nået til AI, som ifølge undersøgelsen helst skal hedde KI. Det er selvfølgelig logisk. AI står for Artificial Intelligence, altså kunstig intelligens. Derfor burde vi på dansk have KI. Men der er bare den hage ved det, at alle siger AI. Alle ved, hvad AI betyder, og hele den teknologiske verden bruger AI. Hvis vi pludselig begynder at skrive 'KI', risikerer vi at komme til at ligne et folk, der har besluttet sig for at oversætte internettet med tilbagevirkende kraft.

Det er her, sprogrensningen begynder at blive meningsløs. For sproget er ikke et museum, hvor hvert eneste fremmedord skal afleveres ved indgangen. Dansk har altid lånt ord. Vi siger garage, restaurant, bureau, café, computer, weekend, job og stress uden at ligge søvnløse om natten af national skam. Nogle ord er simpelt hen blevet danske, fordi vi har brugt dem i så lang tid. Det er sådan, sprog fungerer.

Sproget er ikke et museum, hvor hvert eneste fremmedord skal afleveres ved indgangen

På hadelisten står også doorstep, som helst skal erstattes af pressemøde. Her er jeg næsten enig. Doorstep bruges om et kort pressemøde, hvor journalister står og venter på en politiker, som bliver bombarderet med spørgsmål i tre minutter og derefter forsvinder igen, som regel uden at have sagt noget, der kan bruges til noget. At kalde det et pressemøde er som at kalde en pølsevogn for en restaurant. Men man kan kunne jo bare kalde det, hvad det er: et kort pressemøde.

CEO skal ifølge listen erstattes med administrerende direktør. Her er der måske mest tale om længsel efter en tid, hvor visitkortene var tykkere end sproget. 'Jeg er CEO' er ganske kort. 'Jeg er administrerende direktør' lyder, som om man forventer, at alle rejser sig med ærefrygt. Men selvfølgelig er administrerende direktør et udmærket dansk udtryk. Det skal bare ikke være et sprogligt krav, at alle ord til hver en tid skal være så danske som muligt.

Endelig har vi lowkey, der ifølge undersøgelsen bør erstattes med lidt, og her er jeg 100 procent enig.

Men hele problemet med idéen om at udskifte engelske ord systematisk er vel, at det bliver fjollet, når man gør det fuldstændig konsekvent. Man behøver bare at se til Norge for at opdage, hvor galt det kan gå. Nordmændene har det med at finde norske erstatninger for alle engelske ord og udtryk. Nogle er glimrende. Andre er så søgte, at man burde holde fast i engelsk for at bevare værdigheden. Språkrådet foreslår for eksempel motemolo som norsk afløser for catwalk. En mole, altså en stensætning, der beskytter en havn mod bølger. Man ser modellerne for sig komme vraltende ud over havnen i højhælede sko. Nogle gange bliver resultatet så demonstrativt, at det næsten får karakter af en sproglig joke. Jeg mener vittighed.

Shitstorm er et af de ord, nogle gerne vil have forvist fra det danske sprog. Men det engelske ord er efterhånden fuldstændig indarbejdet. Alle forstår det, og det har en ganske særlig dramatisk kraft. Men ifølge nogle af forslagene i Sprognævnets undersøgelse kunne det erstattes af brokkebølge. Det lyder som noget, der bliver klaget over på en kommunal Facebook-side, når nogen har sat en bænk tre meter for langt til venstre. Shitstorm giver associationer til mørke skyer, vindstød og flyvende affald. Brokkebølge får én til at tænke på en indebrændt pensionist, der har skrevet et langt læserbrev til lokalavisen.

'Jeg er administrerende direktør' lyder, som om man forventer, at alle rejser sig med ærefrygt

Der findes masser af engelske ord, som vi sagtens kunne bruge mindre. Især når de bruges, fordi afsenderen gerne vil have noget helt almindeligt til at lyde, som om det er udviklet af en international managementafdeling. Omvendt bliver dansk ikke bedre af, at vi for enhver pris forsøger at rense det for alt engelsk. Det er et levende system, der hele tiden optager, tilpasser og forvandler ord. Nogle fremmedord falder hurtigt ud igen. Andre bliver hængende, fordi de udfylder et hul, fordi de er korte og præcise, eller ganske enkelt fordi folk synes, de fungerer. Det afgørende er ikke, om et ord er engelsk, men om det er godt dansk.

Hvis sale erstatter udsalg i en sammenhæng, hvor det bare er smart for smarthedens skyld, kan man da godt sukke over det. Hvis en virksomhed skriver en pressemeddelelse på dansk, men fylder den med stakeholders, performance, feedback, roadmap, touchpoints og low-hanging fruit, er det heller ikke urimeligt at spørge, om nogen har glemt, hvilket land de befinder sig i.

Men hvis weekend, computer, job, nice, cringe, AI eller shitstorm efterhånden fungerer naturligt på dansk, er der ingen grund til at sende dem i eksil. Vi skal selvfølgelig kunne tale dansk. Men vi behøver ikke bevise det ved at diktere et dansk, de fleste danskere ikke har lyst til at bruge. Der er trods alt en grænse for sproglig patriotisme. Den går omtrent dér, hvor man står med en helt almindelig shitstorm og insisterer på at kalde den en brokkebølge.

Og nogle gange er det også i orden at sige 'nice', hvis man har alderen til det.

Illustration: KI

Det er snart kommet dertil, hvor der burde følge blodtrykssænkende medicin med ethvert avisbonnement. Én ting er hæderkronede floskler og faste udtryk, som man har vænnet sig til, fordi de som regel giver en slags mening. Men så er der alle de nyopfundne floskler og metaforer, der giver helt forkerte associationer, fremmer forvirringen og forurener luftrummet over os. Specielt én:

Han landede et nyt job i koncernen.

Som om han kom susende i lav højde ind over HR-afdelingen med sænket landingsstel og en let sidevind fra økonomiafdelingen, klar til touchdown. Som om jobsamtalen var en nervepirrende indflyvning under ugunstige vejrforhold..

Før i tiden fik man et job. Man blev ansat. Man opnåede noget. Den meget lidt flyvske proces er nu blevet en disciplin inden for civil luftfart. Men de fleste jobs bliver som bekendt ikke landet. De bliver forhandlet og diskuteret frem og tilbage og i nogle tilfælde bare tilfældigvis snublet over, og det foregår ikke på en landingsbane.

Sprognævnet har sikkert nogle sproglige flyveledere ansat, der vil trække på skuldrene

Alligevel er der hele tiden nogen, der lander noget. Det lyder som noget, man gør med vilje og har kontrol over. Som om man selv sidder ved roret og siger: 'Nu lander jeg lige et direktørjob.'

Og det stopper ikke der. Man kan lande en kunde. Lande en aftale. Lande en idé. På et tidspunkt er vi alle sammen piloter i et gigantisk erhvervslivsluftrum. Særlig underholdende bliver det, når det bruges om skuespillere. 'Hun landede rollen.' Som om hun fløj ind over et castingbureau og taxiede sig selv direkte ind i en tv-serie. I virkeligheden har hun måske været igennem 14 auditions, tre afslag og en eksistentiel krise, før nogen sagde ja. Det er ikke en landing. Det er mere et maratonløb i modvind.

Sprognævnet har sikkert nogle sproglige flyveledere ansat, der vil trække på skuldrene og uden videre give landingstilladelse. 'Sproget udvikler sig', og alt det der. Men 'lande' gør noget helt almindeligt til noget ganske særligt. Det svarer til at kalde en kop kaffe for en varm, mørk oplevelse i flydende form.

Man kunne selvfølgelig også bare tage det til sig og bruge det konsekvent:

Jeg landede en parkeringsplads i morges.
Jeg landede den sidste liter mælk i Netto.
Jeg landede en middagslur på sofaen.

Så ville der i det mindste komme lidt underholdning ud af det.

Der er selvfølgelig tale om en sproglig charterflyvning fra USA, der er endt i Danmark uden mellemlanding. Så meget mere grund er der i øjeblikket til at boykotte misbruget.

For efterhånden en del år siden under den famøse covid-pandemi interviewede den politiske reporter Henik Qvortrup Mette Frederiksen på sin velkendte aggressivt-belærende måde. Da Qvortrup på et tidspunkt sagde: 'Men nu er det jo dig, der er statsminister og mig, der er journalist ...', afbrød Mette Frederiksen ham prompte med ordene: 'Det er nok måske for danskerne meget godt, hvis jeg må være så fri ...'

Med Henrik Qvortrup fik ordet en renæssance og har siden bredt sig som en steppebrand i de sociale mediers kommentarspor

Hvor elegant eller hensigtsmæssig, Mette Frederiksens bemærkning var, kan diskuteres, men siden den faldt, har Henrik Qvortrup i sin karriere som politisk kommentator og analytiker ikke forsømt nogen lejlighed til at beskylde Mette Frederiksen for 'magtfuldkommenhed' – et ord, alle ellers havde glemt på grund af manglende relevans i dette århundredes Danmark. Det er et ord, man kunne bruge i tidligere tider om konger, der mistede forbindelsen med virkeligheden, eller om regimer, hvor ingen turde sige regenten imod. Men med Henrik Qvortrup fik ordet en renæssance og har siden bredt sig som en steppebrand i de sociale mediers kommentarspor, hvor det bruges af alle, som af den ene eller anden grund ikke bryder sig om Mette Frederiksen.

Man skulle synes, det var en selvfølge, at en professionel analytiker eller kommentator bruger præcise begreber og formår at skelne mellem holdning og analyse. Men 'magtfuldkommen' er ikke almindelig kritik. Det er en anklage om grundlæggende udemokratisk adfærd. I et demokrati som Danmark er det en horribel anklage at tale om en statsministers magtfuldkommenhed, og når en kommentator bruger ordet uden præcis dokumentation for systematisk magtmisbrug, bliver analysen til retorik og agitation, som ikke hører nogen steder hjemme. Resultatet er en forplumret politisk debat. Hvis vælgerne ustandselig hører, at statsministeren er 'magtfuldkommen', giver det indtryk af, at systemet ikke fungerer, selv om der i praksis er kontrol fra Folketing, domstole og medier. Hvis alt fra hård styring til hurtige beslutninger kaldes 'magtfuldkommenhed' er det ikke analyse, men upræcis og vildledende sprogbrug. Det er på den måde, der opstår en ubegrundet mistillid til demokratiet, som er fuldstændig uden forbindelse med de faktiske forhold.

Der findes ingen straf for usømmelig omgang med ord. Men der findes kommentatorer, der bærer nag hele livet, og der findes ord, som er så brandfarlige, at de burde opbevares i et skab med glaslåge og en lille hammer ved siden af. 'Magtfuldkommen' er et af dem.

En vis partiformand har tiltrukket sig en del uønsket opmærksomhed siden weekenden, hvor han hårdt presset erkendte, at han som ung partileder havde taget kokain til fester 'én eller højst to gange.' Det lyder umiddelbart tilforladeligt – hvis ellers man kan se bort fra, at der er handlinger i livet, som ikke egner sig til brøker.

Man kan spise en halv kage, og man kan se halvanden sæson af en tv-serie, hvis man giver op undervejs. Men nogle ting hører bare til i den mere konkrete afdeling af virkeligheden, hvor man enten har gjort det, eller også har man ikke. Når man parkerer sandheden mellem én og to gange, befinder man sig et sted mellem bekendelse og sandsynlighedsregning:

'Jeg har været gift én eller højst to gange.'

Eller:
'Jeg har kun kørt for stærkt én eller højst to gange.'

Eller:

'Jeg har kun løjet én eller højst to gange.'

Problemet er ikke tallet, men intervallet. Der er lige ved at være noget videnskabeligt over det. Som om handlingen først kan fastslås som et faktum i det øjeblik, nogen måler den. Indtil da eksisterer den i flere tilstande på én gang som en lille privat udgave af Schrödingers kvantemekanik. Man har både gjort det og ikke helt gjort det. Man både er der og er der ikke. Der er basis for fortolkning.

Og måske er det i virkeligheden den nye politiske disciplin: ikke at svare præcist, men at svare i intervaller. At være både ærlig og uklar på samme tid. At eksistere i en slags retorisk tåge, hvor fakta er der, men altså ikke helt.

Nå, nok om det. Men sjovt er det jo, når politikere vrøvler og jokker i spinaten. Især når det er en af de mest perfide og bedrevidende.

Der findes få udtryk, der på samme tid rummer sproglig og mental forurening som 'vi tager kritikken til efterretning'. Det er sprogets pendant til at smile og hælde mere kaffe op. Man anerkender, at noget er blevet sagt. Man registrerer det, og man kvitterer. Hvorefter man går videre, som om intet var hændt. Udtrykket er en slags institutionaliseret trækken på skulderen. En grammatisk airbag, en sproglig brandslukker uden vand.

At 'tage til efterretning' er krisehåndteringens svar på at sætte en post-it på køleskabet og ignorere den, indtil den falder ned af sig selv

En populær podcasttjeneste har for nylig lanceret en podcast med en tidligere straffet person som vært. Kritikere har reageret ved at påpege det forargelige i at udstyre nogen med den baggrund med både mikrofonadgang og løn. De sociale medier er kogt over, kommentarsporene har sitret, og korpset af meningsdannere har rullet sig ud med moralske analyser og klummer om ansvar og værdier. Efter temmelig lang betænkningstid har podcasttjenesten svaret: 'Vi tager kritikken til efterretning.'

Men podcasten bliver liggende, algoritmen arbejder videre, og episoderne vil udkomme som planlagt. Æv bæv!

Ordet 'efterretning' lyder ellers alvorligt nok. Man tænker på embedsmænd, dokumentmapper og arkivskabe i mørkt træ. Men i denne sammenhæng betyder det i praksis: 'Vi hører, hvad I siger, vi har forstået det, og vi har noteret det i et mentalt Excel-ark. Men vi har ingen planer om at ændre noget.'

At 'tage til efterretning' er krisehåndteringens svar på at sætte en post-it på køleskabet og ignorere den, indtil den falder ned af sig selv. Udtrykket passer sådan set perfekt til den danske konsensuskultur. Vi kan godt lide ro, vi kan godt lide dialog, og vi kan især godt lide formuleringer, der signalerer lydhørhed, uden at der følger forpligtelser med.

Det er konfliktens skumfidus, der tager brodden ud af realiteten og skaber illusionen af indflydelse

I stedet for at sige: 'Vi er uenige' eller 'Vi mener ikke, det er et problem' eller 'Vi prioriterer forretningen over moralen', vælger man den bekvemme mellemvej: 'Vi tager det til efterretning.' Det interessante er, at alle kender spillet. Offentligheden ved godt, at 'tage til efterretning' sjældent betyder handling, og virksomheden ved godt, at offentligheden ved det. Alligevel overlever ritualet.

For det kræver et vist mod at sige ligeud, hvordan landet ligger: 'Vi har vurderet, at kritikken ikke ændrer vores beslutning.' Men med klarhed og ærlighed følger risikoen for at optrappe konflikten. 'Vi tager kritikken til efterretning' er rundere. Det er konfliktens skumfidus, der tager brodden ud af realiteten og skaber illusionen af indflydelse, mens strukturerne forbliver de samme: 'Vi har registreret jeres følelser. Forretningsmodellen fortsætter uændret.' Eller: 'Vi tager kritikken til efterretning. Derefter går vi til frokost.'

Er der for resten ikke snart nogen, der tager utilfredsheden med klimaforandringerne og den mangelfulde snerydning til efterretning?

Opdatering 23. februar: Ser her til morgen, at den kontroversielle podcastvært nu selv har trukket sig fra projektet. Men beslutningen er altså truffet, uden at podcasttjenestens tagen til 'efterretning' har haft nogen indflydelse. Den meningsløse brug af ordet vil uden tvivl leve videre i konflikternes verden.

Lige om lidt vil jeg stemple mig selv som sproglig dinosaur, olding, håbløs kværulant og stivstikker. Sagen er nemlig den, at jeg ikke bryder mig om, når mennesker, jeg aldrig har mødt før, straks tiltaler mig med mit fornavn.

Sidst skete det i fredags, da jeg sad i venteværelset i mit lokale lægehus, hvor jeg pludselig hørte en stemme råbe 'Uffe!' ude fra gangen. I første omgang følte jeg mig ikke truffet og tænkte, at de nok havde fået en ny medarbejder i lægehuset, der hed det samme som mig, og hvis assistance der åbenbart var brug for – for man er vel ikke så bøvet i et lægehus, at man kalder på en patient, man ikke har øjenkontakt med, på den måde? Men det gjorde man altså, for ti sekunder efter dukkede der et spørgende kvindeansigt op i døråbningen: 'Ingen Uffe?' Ansigtet tilhørte en bioanalytiker, jeg aldrig før havde set, men åbenbart havde en aftale med.

Det har ikke noget med frihed, lighed og broderskab at gøre, at alle kalder hinanden ved fornavn

For mig føltes det et øjeblik, som om jeg sad i korte bukser med madpakken under armen og var blevet kaldt ind til skoleinspektøren. Det er ikke en version af mig selv, jeg har lyst til at blive reduceret til, når jeg er over 70 og trods alt har oplevet både sort/hvidt fjernsyn, oliekriser og girokort.

Det er, som om hele samfundet har vedtaget, at vi skal være en stor, hyggelig børnehave. Nogle kalder det demokratisering, men det har ikke noget med frihed, lighed og broderskab at gøre, at alle kalder hinanden ved fornavn, og bioanalytikere, ekspedienter og postbude uden videre siger 'Hej Uffe'. Jeg har heller ikke lyst til at være bonkammerat med telefonsælgere, der vil prakke mig et mobilabonnement på, jeg ikke har brug for. Eksemplerne er endeløse.

I min reaktionære verden er det forbeholdt familie, venner, bekendte og eventuelt kolleger at droppe efternavnet. Man behøver ikke sige 'hr.', men ellers vil jeg gerne tiltales med både fornavn og efternavn, når fremmede henvender sig. Det er bare udtryk for et minimum af klædelig respekt at bruge efternavnet i mødet med fremmede. Efternavne er ikke bare til pynt; de er bærere af historie, identitet og en vis autoritet. 'Uffe' uden efternavn er én, man kan sende i byen efter en liter mælk og et franskbrød med birkes. Det er ikke, fordi jeg kræver at blive behandlet som kongelig majestæt. Jeg vil bare gerne betragtes som et voksent menneske.

Jeg havde en drøm og har den stadig. Den er ikke helt så pompøs som Martin Luther Kings, men går ganske enkelt ud på, at en dag vil man igen begynde at bruge efternavn i omgangen med mennesker, man ikke kender. Når den dag kommer, vil jeg rejse mig fra stolen, rette på slipset og gøre honnør for civilisationens genkomst med ordene: ‘That's one small step for a man, one giant leap for mankind.’ Lav, men behagelig musik til hele september

Måske er jeg ikke verdens mest tolerante menneske, men for eksempel kan jeg nøjes med at løfte et øjenbryn, når nogen spiser en pizza med bearnaisesauce. Folk, der springer over i køen, har jeg næsten vænnet mig til, og hvis nogen taler højt i telefon i toget, er det heller ikke noget problem, for jeg bruger aldrig offentlige transportmidler. Men der er én ting, én tilsyneladende lille ting, som får mit indre sproglige forsvarsværk til at kollapse i en orkan af vantro og foragt, mens røgen står ud af ørerne på mig: når nogen siger 'et hamster'.

Et hamster! Er folk blevet fuldstændig tonedøve? Hvad blev der af danskundervisningen i underskolen, hvor verden stadig hang sammen, og hamster uden diskussion var fælleskøn?

Hvad blev der af dansk-undervisningen i underskolen, hvor verden stadig hang sammen, og hamster uden diskussion var fælleskøn?

I kassekøen forleden dag (hvor der tilfældigvis ikke var nogen, der sprang over) stod der en mor med sin lille datter foran mig. Pludselig siger datteren: 'Mor, må jeg ikke godt få et hamster?' Moderen reagerede bare med et smil uden det mindste tegn på, at hendes barn lige havde trampet på den danske retskrivningsordbog, uvidende, men med den største selvfølgelighed.

Det er klart, at man til en vis grad må bære over med mindre børn, men 'et hamster' spreder sig som en grammatisk skimmelsvamp. Dårskaben hærger også i den yngre del af voksensegmentet – folk med job, hus og have siger også 'et hamster'. Et medlem af min egen familie (ikke den nærmeste!) fik for nylig fjernet alle sine visdomstænder på én gang, hvilket hun fortalte malende og hjerteskærende om. Hun afsluttede dramaet med bemærkningen: 'Bagefter lignede jeg et hamster!' Selv om jeg med min fantasi og min indre stemme prøvede at få det til at lyde naturligt, var det ikke muligt. Jeg kunne lige så godt have forsøgt mig med 'et kanin'.

Men hvorfor føles 'et hamster' som en fornærmelse mod selve sprogets sjæl? Fordi hamsteren (ikke 'hamsteret') er en skabning, man knytter sig til. Det er en lille pelsklump, der bor i et lyserødt plasticpalads med gangsystemer og et hamsterhjul, som aldrig bliver brugt om dagen, men larmer klokken tre om natten. 'Et hamster' kunne lige så godt være en datafil i et computerspil. Men som tidligere ejer af en djungarisk dværghamster kan jeg attestere, at en hamster er noget, man elsker. Noget, der får et navn og måske en Instagram-konto.

Sproget betyder noget. Det former, hvordan vi ser verden, og jeg nægter at leve i en verden, hvor man siger 'et hamster' uden at blive mødt af alvorlige, tunge blikke og en anbefaling om at bruge sin sunde fornuft. Der er ting, man ikke går på kompromis med. Ligestilling. Basale menneskerettigheder. En hamster.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er forsanger i det hylekor, der jamrer over alle de engelske og amerikanske ord og udtryk, der har indtaget vores sprog. Men er der noget at gøre ved det? Det mener Det Konservative Folkeparti åbenbart. De vil indføre en sproglov, der skal sørge for, at det danske sprog ikke hopper med på alle mulige internationale sprogtrends, der sniger sig ind i dansk gennem streamingtjenester og alt det content, vi ser, når vi scroller på sociale medier. Til det formål skal der nedsættes et sprogråd, der foreslår fordanskninger af nye fremmedord og udtryk. Hvordan man vil håndhæve loven i praksis, og hvad konsekvensen skal være, hvis man forbryder sig mod loven, melder historien ikke noget om, men man kan jo altid gætte:

At lave en lov, der skal styre sproget, svarer til at prøve at stoppe en flodbølge med en si

Sprogrådet skal selvfølgelig bestå af de skarpeste hoveder inden for dansk sprog, sandsynligvis en gruppe bebrillede dansklærere (minimum styrke ±3), en folkekær forfatter og en tyndhåret professor fra hvert af universiteterne. Rådsmedlemmerne mødes hver uge i Klunkehjemmet på Nationalmuseet og bliver enige om, at det ikke længere hedder en 'smartphone', men en 'snildtelefon'. 'Streaming' bliver til 'strømning', men hvad med 'influencer'? Der er ikke konsensus om at erstatte det med 'påvirker', så her er man nødsaget til at nedsætte et hurtigtarbejdende udvalg, der forventes at fremlægge en betænkning om mulighederne senest i år 2030.

Til at håndhæve loven oprettes Sprogpolitiet – en eliteenhed bestående af pensionerede bibliotekarer og harmdirrende læserbrevsskribenter, der har fået 12 i dansk til studentereksamen. Bevæbnet med røde kuglepenne vil de afpatruljere gaderne, klar til at irettesætte enhver, der vover at sige 'content' i stedet for 'indhold'. De vil infiltrere caféer, hvor de vil konfiskere alle mobiltelefoner, der bliver omtalt som 'smartphones' Og hvis nogen drister sig til at sige 'awesome' i stedet for 'storartet', vil vedkommende uden tøven blive afkrævet en fortalelsesafgift.

Den, der gentagne gange overtræder sprogloven, vil blive stillet for Den Danske Ordkløverdomstol. Straffen vil blive udmålt efter forseelsens grovhed:

1. Milde forseelser – fx at sige 'e-mail' i stedet for 'e-post': En reprimande og tvungen højtlæsning af Søren Kierkegaards Frygt og Bæven.
2. Mellemstore forseelser – fx at bruge 'selfie' i stedet for 'selvportræt': En uge uden adgang til sociale medier og tvungen indmeldelse i Modersmål-Selskabet.
3. Alvorlige forseelser – fx at sige 'fake news' i stedet for 'fupnyheder': En uges eksil i en jysk landsby uden adgang til internettet.

Herefter vil Danmark blive et sprogligt paradis, og turister, der besøger landet, vil få udleveret en lille ordbog, så de ikke utilsigtet kommer til at overtræde loven.

Jeg tror, at Det Konservative Folkeparti er udmærket klar over, at det ikke kan lade sig gøre at regulere sprogudvikling gennem lovgivning. Det drejer sig nok mest om stemmefiskeri. At lave en lov, der skal styre sproget, svarer til at prøve at stoppe en flodbølge med en si. Sprog udvikler sig af sig selv, fordi folk taler, som det passer dem. Held og lykke med at fortælle teenagerne, at de ikke må sige 'cringe' eller 'random'. Eller prøv at forbyde alle andre at sige 'computer' og 'weekend'. Mennesker tager simpelthen de ord til sig, der er mest nærliggende, og det kan ingen lov ændre på. Der er kun én løsning, der kan dæmme op for den eskalerende engelsk-amerikanske sproginvasion, og det er et langtidsprojekt: Bedre danskundervisning. Ellers er der ikke andet at gøre end at forsøge at holde sin egen sti ren.

Som nogle måske vil have bemærket, fører jeg min egen lille sprogkrig under blogindlæggene. Den går ikke ud på at bekæmpe udanske ord, men på at gøre opmærksom på forkert sprogbrug (når Dansk Sprognævn nu ikke vil). Det er noget andet, men det er nøjagtig lige så udsigtsløst som at forsøge at forvise engelske og amerikanske ord og udtryk fra dansk. Jeg forestiller mig med andre ord ikke, at jeg kommer nogen vegne med mit sproglige pindehuggeri, men måske vil der være nogle, der opdager noget, de ikke har tænkt over. Bortset fra det, er formålet selvfølgelig ikke mindst at få afløb for mine egne sproglige idiosynkrasier, og hvis det kan glæde nogen, er jeg efterhånden ved at være nået til bunds i dem.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'et skriv'. Det hedder 'en tekst'.

Trods utallige opfordringer gennem årene fra venner og bekendte har jeg aldrig læst en roman af Ken Follett. Jeg har altid haft en fornemmelse af, at han var et nummer for kulørt til mit temperament, selv om jeg ikke vil betegne mig selv som nogen højlitterær feinschmecker. Men forleden dag ville tilfældet, at jeg faldt over Nat over havet af Ken Follett i et bogskab, der stod midt på Stændertorvet i Roskilde. Umiddelbart lød bagsideteksten som noget, der passede som fod i hose til mine fordomme, men alligevel spændende nok til, at jeg stak den gratis bog under armen og hjemførte den til nærmere granskning. Det var noget med en broget gruppe mennesker i et fly i stormvejr over Atlanten under Anden Verdenskrig og en ubehagelig overraskelse i vente.

Sagen er, at det i lige så høj grad er en kunstform at oversætte en roman som at skrive den

Efter at have læst halvdelen af de 422 sider har jeg nu kastet håndklædet i ringen, og det er ikke kun Ken Folletts skyld. Romanen er jammerligt oversat til dansk. Jeg opdagede ingen egentlige fejloversættelser, men selv om der er kommet en slags dansk ud af det, er det ikke et dansk, nogen taler eller skriver, og det er jo til at få svip af.

Men det er heller ikke så ligetil at oversætte en roman. Det kræver finesse, sprogøre og en dyb forståelse af både kultur og kontekst. En oversættelse skal være tro mod stemningen i originalen, men ikke nødvendigvis dens ord-for-ord-formuleringer. Oversættelsen skal få teksten til at lyde naturlig på målsproget uden at det føles, som om den har været en tur igennem Google Translate. Oversætteren skal vide, hvornår en vittighed kan overføres direkte, og hvornår den kræver en kreativ tilpasning. En oversættelse må kort sagt ikke føles som en oversættelse. Den skal flyde som en original tekst uden klodsede formuleringer eller fejl, der afslører, at den engang var noget andet. Ingen af kravene levede oversættelsen af Nat over havet op til. Sagen er, at det i lige så høj grad er en kunstform at oversætte en roman som at skrive den, men det er ikke noget, der bliver honoreret efter fortjeneste af forlagene, og derfor er bogmarkedet oversvømmet af dårlige oversættelser.

Selv om jeg ikke blev færdig med bogen, er jeg ikke i tvivl om, at Ken Follett er er en rutineret historiefortæller, der ved, hvordan man opbygger et spændingsforløb, men han er utrolig lang tid om det og fortaber sig i alverdens tekniske detaljer om, hvordan et fly er konstrueret og indrettet, og hvad de forskellige personer tænker og føler, uden at det har nogen betydning for handlingen eller romanens fremdrift. Det er sikkert med fuldt overlæg, fordi han ved, hvad hans publikum gerne vil have – han er en af verdens mest populære forfattere og sælger i millioner af eksemplarer. Men nogen nyskabende stilistisk elegantier kan man ikke beskylde ham for at være, selv om han forhåbentlig behersker sproget bedre end sin danske oversætter, som så eftertrykkeligt spændte ben for min læselyst. Skulle jeg nogensinde finde på at læse mere af Ken Follett – og det er tvivlsomt – bliver det under ingen omstændigheder på dansk.

Og Nat over havet finder nok snart tilbage til bogskabet på Stændertorvet.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'lavpraktisk'. Det er nok at sige 'praktisk'.

Det er som regel ingen skade til at få udvidet sit ordforråd. Omvendt er der også ord, man godt kunne undvære. I dag søsatte medierne i tæt samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste ordet storskalakrig. Det er et monstrøst ord, der lyder vigtigt og alvorligt, og det har noget med Ruslands territoriale ambitioner at gøre.

Men hvad betyder det egentlig? Hvordan adskiller det sig fra en lillebitte krig, en mellemstor krig eller bare en krig, som vi godt kender betydningen af? Er storskalakrig en krig, hvor man lige skruer lidt ekstra op for eksplosionerne og bruger Excel-ark til at holde styr på invasionerne? Eller er det bare endnu et ord, der er blevet opfundet af nogen, der nyder at høre sig selv tale, og som gør det umuligt for os andre at forstå, hvad der foregår?

Det er et ord, der signalerer, at man ved noget – uden at nogen er helt sikker på, hvad det drejer sig om

Man kunne godt få en mistanke om, at visse mennesker bevidst vælger ord, der lyder så komplekse, at ingen tør spørge, hvad de egentlig betyder af frygt for at virke underfrankeret. Hvis man sidder i en samtale og siger storskalakrig med alvorsfuld mine, vil ingen modsige en. De vil nikke anerkendende og mumle noget om geopolitik, mens de prøver at finde en undskyldning for at forlade lokalet. Det er et ord, der signalerer, at man ved noget – uden at nogen er helt sikker på, hvad det drejer sig om.

Men skal vi så til at være endnu mere bekymrede, end vi allerede er? Betyder det, at vi ikke får lov at opleve sommeren, fordi nogen har besluttet, at det er tid til at hive storskalakortet frem? Skal vi til at købe nødrationer, udgrave kældre og lære at overleve på konserves og transistorradioer med håndsving? Eller er det hele bare endnu en runde i det store politiske talkshow, hvor nye ord smides ind som dramatisk krydderi for at holde seertallene oppe?

Hvis historien har lært os noget, er det, at verden altid har været lige på randen af undergang – og at vi alligevel på magisk vis finder en måde at snuble videre på. Ret skal være ret: Vi er faktisk allerede blevet beroliget med, at sommeren ikke er aflyst. Vi kan stadig tage på stranden og brokke os over vejret uden at skulle bekymre os om taktiske missiler. Der er ingen grund til at aflyse grillfesten.

Indtil videre kan vi i hvert fald trøste os med, at storskalakrig stadig bare er et uigennemskueligt ord. Og ord kan trods alt ikke eksplodere.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'storskalakrig'

Det er ikke helt ved siden af at sige, at jeg er opflasket med ironi. Derimod ville det være forkert at hævde, at jeg har fået det ind med modermælken, for begge mine forældre var skyldige i umådeholden brug af ironi. Det siges ganske vist, at børn ikke forstår ironi, og jeg ved da heller ikke, hvor gammel jeg var, da tiørerne begyndte at falde for mit vedkommende, men jeg var i hvert fald tidligt udlært i disciplinen. Så langt, jeg kan huske tilbage, har ironi været en ganske almindelig omgangsform i familien, og fænomenet var heller ikke nogen sjældenhed uden for hjemmets fire vægge i andre sociale sammenhænge. Brugen af ironi var simpelt hen langt mere udbredt og uproblematisk dengang, end den er nu, og det er ærgerligt.

Ironi kan gøre en samtale mere underholdende og afslappet, bryde isen eller gøre tunge emner lettere at håndtere

Ironi er ikke det samme som sarkasme, men grænsen kan være hårfin. Man er ironisk, hvis man siger noget, men mener det modsatte eller noget andet end det, man siger. Det kan man gøre for at understrege en pointe eller bare for sjov, og der ligger ikke nødvendigvis en negativ eller spydig hensigt bag. Tværtimod kan ironi gøre en samtale mere underholdende og afslappet, bryde isen eller gøre tunge emner lettere at håndtere. Med ironi har man også mulighed for at sige sin mening uden at være for direkte og fx kritisere på en mindre konfronterende måde.

Sarkasme er mindre subtil, mere direkte og spydig end ironi og bruges fortrinsvis til at kritisere eller håne andre. Tonen er mere eller mindre aggressiv eller nedladende. Kort sagt: Sarkasme er som regel giftig og fjendtlig.

Men selv om man holder sig til ironi og er meget påpasselig med ikke at forfalde til sarkasme, kan man snildt risikere at blive mistolket nu om dage. Det gælder især på skrift, hvor man ikke har gestik og mimik til at understøtte meningen, men også mundtligt sker det oftere og oftere, at man kommer galt afsted – erstat gerne 'man' med 'jeg'.

Det er en udvikling, der er kommmet snigende, og der er sikkert mange grunde til, at ironiens storhedstid er ved at være forbi. En af dem kunne være, at det kræver en vis evne til at læse – og lytte – mellem linjerne at kunne forstå ironi, og hvis man ikke er fortrolig med sproget, kommer man let til at tale forbi hinanden. Det er min påstand, at den almene sprogbevidsthed skranter (ja-ja, det er min kæphest!), og når vi samtidig har en voksende krænkelsesparat wokeisme kombineret med en stigende indvandring fra kulturer med æresbegreber, der harmonerer dårligt med dansk mentalitet, er ironien ilde stedt, og kommunikationen er blevet nogle nuancer fattigere.

Apropos ironi er den også gal med brugen af selve ordet. På engelsk bruges ironic ofte bredt til at beskrive situationer, der er paradoksale, selvmodsigende eller mærkelige. Men selv om engelsk ikke er dansk, er det efterhånden ikke ualmindeligt at bruge ironisk på den engelske måde, og selv om Dansk Sprognævn sikkert synes, det er helt i orden, fastholder jeg hårdnakket, at kun en person eller en ytring kan være ironisk; en situation kan ikke. Og jeg giver mig ikke en tøddel.

Dagens for en gangs skyld relevante musikalske bonus

Det er ikke, fordi jeg på nogen måde er sprogekspert. Jeg er bare så gammel, at jeg har gået i skole på et tidspunkt, hvor dansklærere var gode til dansk og gjorde sig den ulejlighed at rette elevernes sproglige og grammatiske fejl. Det har haft den – nogle vil mene uheldige – konsekvens, at jeg stejler indvendig (nej, der mangler ikke et t), når jeg støder på sprogligt klamphuggeri, og det sker oftere og oftere:

– Nej, det hedder ikke ligge mærke til. Det hedder lægge mærke til. Det hedder heller ikke lod mærke til, men lagde mærke til.

– Nej, det hedder ikke det virker til. Det hedder det virker som om eller det lader til.

– Nej, det hedder ikke syntes i nutid. Det hedder synes.

– Nej, det hedder ikke deslignende. Det hedder deslige.

– Nej, det hedder ikke han var selv uden om det. Det hedder han var selv ude om det.

– Nej, det hedder ikke en jakke, hvis den når ned til knæet. Det hedder en frakke.

– Nej, det hedder ikke at dumpe en eksamen. Det hedder at dumpe til en eksamen (og måske burde flere gøre det ...).

At sin, sit og sine stort set er blevet fortrængt af hans, hendes og deres, og næsten ingen længere kender til nutids-r, men til gengæld gladelig lader et udsagnsord i navnemåde slutte med et uvedkommende r, er ikke ulejligheden værd at beskæftige sig med. Det løb er for længst kørt.

I stedet kunne jeg give mig til at besvære mig over den hastigt accelererende, læse rytme forstyrrende sær skrivning, den overdrevne brug af engelske og amerikanske ord og vendinger i dansk og forkert anbragte kommaer, hvis teksten overhovedet indeholder kommaer. Jeg kunne også lufte min irritation over den syntetiske, uskønne ordkonstruktion fremadrettet og det invasive, politirapportagtige efterfølgende, der har udmanøvreret de gode, gamle og enkle gloser fremover/for fremtiden og bagefter.

Men jeg må hellere beherske mig, hvis jeg skal nå at blive færdig i dag. I øvrigt er alle de nævnte eksempler sandsynligvis alligevel blåstemplet inden længe, for Dansk Sprognævn arbejder tilsyneladende efter ræsonnementet: hvis fejl gentages ofte nok, er de ikke længere fejl, men udtryk for sprogets udvikling og dynamik.

Man kunne med nogen ret spørge: Når nu jeg er klar over, at det ikke nytter det fjerneste at påpege andres sproglige fejl, kunne jeg så ikke lige så godt bare trække på skuldrene og lade stå til?

Jo!

Efter at have målt mit blodtryk, besluttede jeg mig til at trøste mig selv med lidt munter, (næsten) irrelevant musik, som jeg ikke vil snyde eventuelle læsere for, så her er dagens musikalske bonus.

Katte har den meget uhensigtsmæssige vane, at uanset hvad man siger til dem, spinder de altid. Hvis de bare kunne spinde, når de mener ja og mjave, når de mener nej eller noget tilsvarende, så man kunne føre en samtale! Men hvordan kan man omgås nogen, når de altid siger det samme?

Ophavsmanden til ovenstående er efter sigende forfatteren Lewis Carroll, som især er kendt for at have skrevet den berømte børnebog Alice i Eventyrland. Men citatet afslører, at han også havde en fatal mangel på iagttagelsesevne og viden om katte. Enhver katteejer ved jo, at katte har et omfattende ordforråd, ud over at ordene består af et stort register af lyde, der varierer i rytme, styrke, udtryk, tempo og frasering.

Foreløbig har godt og vel sytten års erfaring lært mig, at man ikke skal tage et mjav for et mjav:

Mjav = anmodning om opmærksomhed

Mjaav = eftertrykkelig anmodning om opmærksomhed

MJAV! = en ordre!

Mjaauw (med faldende kadence) = protest

MJAAuw = stærkere protest

Miup! (kort og skarpt) = fornærmelse

MJAV! Mjav! (flere gange efter hinanden) = nødråb

Mjar-r-r-av (med gurglelyd) = venskabelig hilsen

Men jeg er stadig på begynderstadiet. Jean Craighead George, der var både børnebogsforfatter og katteekspert, forsøgte at inddele lydene (der er adskilligt flere, end mit sparsomme udvalg viser) efter kattens alder, køn og situation. Det ved jeg fra Messybeast, der har lange artikler på højt niveau om ethvert emne, der kan interessere en katteejer. Hertil kommer selvfølgelig kattenes kropssprog, som ikke bare er mere halsbrækkende, men også langt mere nuanceret end deres ejeres.

Jeg printede artiklen om kattesprog ud og fik otte tættrykte A4-sider ud af det. Ingen skal beskylde mig for at være antropomorfist, men Hannibal læste med over skulderen og mjavede anerkendende.

For en ordens skyld vil jeg stadig heller ikke beskyldes for at have en katteblog.

Da jeg for skræmmende mange år siden trådte mine barnlige hjemmesko i udkanten af Aalborg ('futsko' på de breddegrader), var der noget, der hed en dagmartærte, som man købte hos bageren om søndagen, når man skulle have gæster. Det var en flerepersoners tung og klistret, rund konstruktion af wienerbrødsdej bestående af syv mindre, glasurbelagte cirkler, og den dryppede uhæmmet af fedtstof, når man spiste af den.

På den fremmede ø, vi var ankommet til, udløste ordet kun måben hos bagerdamen og heraf følgende angst og rådvildhed hos mig

En rødglødende sommerdag i midten af det forrige århundrede, da jeg stod ude på gaden i en københavnsk forstad og betragtede det sørgelige syn af alle vores sammenstuvede møbler, der ét for ét blev båret fra flyttebilen og ind i det tomme hus, som skulle være vores fremtidige hjem, blev jeg af min mor sendt til bageren efter en dagmartærte til kaffen. Jeg var seks år og forbandt ikke ordets første led med et pigenavn, og jeg havde ikke den ringeste anelse om, hvad en tærte var. I øvrigt udtaler nordjyder, som vi jo var, ikke 'e' i enden af et ord, så for mig var 'dejmortært' bare det kodeord, der skulle til for at udløse den aktivitet i en bagerbutik, som var forudsætningen for at man kunne forlade butikken igen med den kage, man havde haft i tankerne, da man fremsagde ordet. Hvis man forstår.

Men på den fremmede ø, vi var ankommet til, udløste ordet kun måben hos bagerdamen og heraf følgende angst og rådvildhed hos mig. Hun forstod ikke, hvad jeg sagde, og det gjorde ingen forskel, at jeg blev ved med at gentage mit 'dejmortært'. Tårerne var for længst begyndt at brænde bag øjeæblerne, da jeg i sidste øjeblik, inden gråden fik overtaget, opdagede dét, jeg var kommet efter, i vinduet. Jeg pegede på dagmartærten og sagde halvkvalt: 'Så'n én'. 'Nårh,' svarede damen, 'en smørkage!' og en sten så tung som kagen selv faldt fra mit hjerte.

Siden har jeg ikke taget hverken 'dejmortært' eller 'dagmartærte' i min mund, lige som jeg i en endeløs årrække aldrig stødte på ordet her på højre side af Storebælt. Men pludselig en dag, sådan rundt regnet halvtreds år efter, hvad skimtede jeg mon ud af øjenkrogen under et indkøbsraid, da jeg passerede bagerafdelingen i Kvickly? Et skilt med følgende ordlyd:


Jeg gennemstrømmedes selvsagt af blandede følelser ved synet af skiltet, men modstod alligevel fristelsen til at hjemføre et eksemplar af den famøse tærte. I den mellemliggende tid havde Madame nemlig for længst belært mig om konsekvenserne af at sætte tænderne i den slags livstruende klumper af transfedtsyrer.

Siden har jeg bemærket, at de fleste andre supermarkeder og bagere her på øen har taget dagmartærten til sig og udfaset smørkagen. Derfor vil jeg i behørig afstand fra kagen glæde mig over, at afstanden mellem landsdelene sprogligt er blevet kortere i de mellemliggende år og vente spændt på at høre om de første politianmeldelser mod Kvickly og andre wienerbrødsforhandlere for uagtsomt manddrab som følge af fremstilling og salg af dødbringende tærter. Og i øvrigt bede til, at jeg ikke selv en skønne dag får en i hovedet.