Vi begynder med Alternativets stemmeslugende folketingsmedlem Signe Wenneberg, der har gjort bæredygtighed til en mærkesag. På de sociale medier kritiserede hun et ægtepar, der havde revet et hus ned, og fremstillede det som et eksempel på danskernes lemfældige omgang med ressourcerne.

At blive siddende må siges at være en politisk protest, der ikke kræver den store anstrengelse

Der var bare den detalje, at huset ikke var den bevaringsværdige perle, man kunne få indtryk af. Pælene under huset var rådne, huset var skredet 40 centimeter, og det var hverken muligt at få ejerskifteforsikring eller kreditlån. En renovering var kort sagt ikke realistisk. Den nye ejer havde forsøgt at genbruge materialer, blandt andet blev alle indvendige døre og de fleste vinduer givet videre til sælgerens børn. Da ægteparret forsøgte at korrigere Wennebergs opslag, blev kommentarfeltet lukket, og opslaget senere slettet. Wenneberg gav bagefter køberne en uforbeholden undskyldning. Så gik der et par dage, hvorefter hun skrev et nyt opslag med det samme indhold. Nu har ægteparret politianmeldt hende for blandt andet uberettiget adgang til haven, fotografering og bagvaskelse. Men Alternativet har ikke taget afstand fra den alternative form for markedsføring og betragter det tilsyneladende som en tiltrængt synlig fjer i hatten ud fra princippet om, at dårlig omtale er bedre end ingen. Via Alternativet har Signe Wenneberg fastholdt, at hun kun fotograferede huset fra offentlig vej. Siden har det vist sig, at hun sidder i bestyrelsen for et nedrivningsfirma, og at hun selv har fået revet et sommerhus ned for at bygge et nyt. Men det er noget helt andet, siger hun. Sommetider kommer den grønne glorie til at sidde lidt skævt, når man går den efter i sømmene.

Næsten lige så meget opmærksomhed fik Danmark besøg af en mand med lidt større nedrivninger at slås med: Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj. Besøget bød på audiens på Amalienborg, kransenedlæggelse på Kastellet, en historisk tale i Folketinget og 4,8 milliarder med hjem i inderlommen. Zelenskyj blev den første udenlandske statsleder, der talte fra Folketingets talerstol, og blev mødt med stående klapsalver. Næsten alle var med på den, men løsgængeren Jacob Harris nægtede at rejse sig op, fordi han opfattede begivenheden som politisk iscenesættelse. Han beskrev Mette Frederiksen som 'en diktator der kan fortælle, hvem der kan stå på en talerstol'. Også en måde at markere sin selvstændighed på. At blive siddende må dog siges at være en politisk protest, der ikke kræver den store anstrengelse, men selv en historisk tale om europæisk sammenhold kan ende som en hjemlig diskussion om talerstole og siddestillinger. Vi er et lille land, men vi kan altid få en stor begivenhed til at handle om os selv.

For at undgå bøvl en anden gang kunne man måske holde næste klimatopmøde på Teams, så alle kan deltage hjemmefra

Apropos grønne idealer: Klimaminister Samira Nawa rejste til klimatopmøde i Antalya i Tyrkiet sammen med dronning Mary. Transporten foregik med privatfly fra Blackbird Air, der ejes af rigmanden Anders Holch Povlsen. Det er praktisk at ankomme veludhvilet til et klimatopmøde, hvor man skal tale om at mindske verdens CO₂-udledning uden at skulle tænke på, at privatfly i gennemsnit belaster klimaet 17 gange så meget som rutefly. Det fik Mads Busck, klimapolitisk rådgiver i Oxfam Danmark, til at kritisere ministerens valg af transportform. Hun kunne jo selvfølgelig have bestilt en plads på monkeyclass i et rutefly, men omvendt var hun jo sammen med dronning Mary og sparede på den måde en billet. For at undgå bøvl en anden gang kunne man måske holde næste klimatopmøde på Teams, så alle kan deltage hjemmefra.

Den grønne balancegang viste sig også i regeringens nye skatteaftale med Dansk Folkeparti. Partiet har fået opfyldt sit krav om en midlertidig sænkelse af benzin- og dieselafgiften på omkring to kroner pr. liter. Men kun i et i år, så det gælder om at fylde nogle reservedunke op, man kan have stående i carporten. Lempelsen træder i kraft, samtidig med at det hidtidige kørselsfradrag udløber, så det ender med at blive 1.000 kroner dyrere at køre bil. Den gamle sang om gyngerne og karrusellen bliver en hit til regeringens julefrokost.

Måske har man også undersøgt, om der under romantiske middage blev serveret mistænkeligt meget kinesisk mad, eller om samtalerne hovedsagelig koncentrerede sig om halvlederteknologi

Ugens mest pikante historie skal vi uden for landets grænser for at svælge i. Den drejer sig selvfølgelig om den nu afgåede topchef for den amerikanske teknologigigant Nvidia, Jensen Huang. Manden, hvis virksomhed har leveret nogle af de mest eftertragtede mikrochips i verden, og hvis produkter har gjort det muligt at træne kunstig intelligens til at skrive digte, analysere aktiemarkeder og sikkert også snart forsyne politikere med bortforklaringer. Nu skal Huang vidne i Kongressen inden for to uger. Det er der i sig selv ikke noget usædvanligt i, men det pirrende element er, at det amerikanske justitsministerium endnu ikke har fundet ud af, om forretningskvinden Alice Huang, som Jensen Huang havde en affære med, er kinesisk spion. FBI har sikkert allerede gennemgået telefonopkald, e-mails, rejseaktiviteter og banktransaktioner. Måske har man også undersøgt, om der under romantiske middage blev serveret mistænkeligt meget kinesisk mad, eller om samtalerne hovedsagelig koncentrerede sig om halvlederteknologi. Men hvorfor ikke lade Nvidias egne chips hjælpe med efterforskningen? En tilstrækkelig avanceret sprogmodel kunne måske endda formulere konklusionen i et sprog, som både Kongressen, FBI og de involverede parter kunne forstå, og afdække, hvad der egentlig foregår mellem to mennesker, når den ene er forelsket, og den anden muligvis er interesseret i noget helt andet. Resultatet imødeses med spænding.

Det var så ugens bidrag til den kollektive erindring. Af hensyn til den kollektive tålmodighed har vi i dag valgt diskret at forbigå en række mindre presserende emner såsom minimumsnormeringer i daginstitutionerne, manglen på pædagoger, bemandingskrisen på hospitalerne, kommunale besparelser og skolelukninger. Men vi ser frem til, at et hurtigtarbejdende udvalg snarest udarbejder et forslag til en handlingsplan, som kan sendes i høring hos den kollektive fortrængning med forventet enstemmig tilslutning.

I det seneste par uger har det været en populær spøg blandt facebookbrugere at få AI til at lave et portræt af en selv, som om man havde levet i en anden historisk epoke. Nogle er blevet romerske senatorer, andre victorianske gentlemen, middelalderlige adelsfrøkener eller stenaldermennesker. En digital selskabsleg, mange har haft meget sjov ud af.

Men den slags billeder bruger jo energi, og så er det efter nogles mening pludselig en alvorlig sag. Det har nu udviklet sig til en veritabel forargelsesbølge over et ressourceforbrug, der tilsyneladende er så bekymrende, at man må uddele løftede klimapegefingre til alle, der har moret sig med at lave et AI-portræt.

Det er fint at interessere sig for energiforbrug. men man kunne måske også ønske sig en smule sans for proportioner. De klimamoralske vagthunde er som regel knap så opvakte, når det drejer sig om betydelig mere ressourcekrævende aktiviteter.

De klimamoralske vagthunde er som regel knap så opvakte, når det drejer sig om betydelig mere ressource-krævende aktiviteter

For eksempel bliver der revet ganske udmærkede, ældre huse ned, der med lidt modernisering kunne have fungeret glimrende i mange år endnu. I stedet bliver de jævnet med jorden, murbrokkerne kørt på affaldspladsen, og der bliver produceret nyt beton, stål, glas, isolering og inventar. Det kaldes udvikling, og udviklingen har fået vokseværk. Ifølge Bolius var gennemsnittet for et nybygget dansk parcelhus i 2025 213 kvadratmeter. Til sammenligning var det 122 kvadratmeter i 1963. Det er altså ikke små, beskedne hytter, der bliver bygget. Der skal være plads til køkkenalrum, walk-in-closet, hjemmekontor, mindst to badeværelser, bryggers og måske et ekstra værelse til den dårlige samvittighed. En undersøgelse fra Aalborg Universitet af 39 danske parcelhuse fandt en median for de indlejrede CO₂-udledninger fra materialer på omkring 394 kg CO₂ pr. kvadratmeter over en beregningsperiode på 50 år. Overfører man det tal til et hus på 213 kvadratmeter, svarer det til cirka 84 ton CO₂ alene i materialernes klimaaftryk. Alligevel er det helt almindeligt at rive ned og bygge nyt. Men et AI-portræt? Dér går grænsen alligevel!

En velfungerende benzinbil, som starter hver morgen og kan køre familien på arbejde, til skole og på ferie, bliver efterhånden anset for en miljømæssig skamplet. Den skal helst skiftes ud med en elbil. Elbiler har utvivlsomt klimamæssige fordele, når de først triller på vejene, men de kommer ikke dalende miljøvenligt ned fra himlen. De skal produceres, og batterierne kræver litium, nikkel, kobolt og store mængder energi. Ifølge en europæisk undersøgelse fra International Council on Clean Transportation (ICCT) fra 2025 medfører produktionen af et gennemsnitligt batteri til en elbil i mellemklassen en klimabelastning svarende til 3,9 ton CO₂. Det er alligevel noget.

Ingen kan forklare, hvad det er for et strengt nødvendigt samfunds-mæssigt formål, det tjener at lade mennesker køre rundt i en karrusel, drøne skrigende op og ned i en rutsjebane eller spise candyfloss til overpris

Så er der hele fornøjelsesindustrien. Tivoli, Bakken, Legoland og alle de andre forlystelsesparker går strygende, selv om ingen kan forklare, hvad det er for et strengt nødvendigt samfundsmæssigt formål, det tjener at lade mennesker køre rundt i en karrusel, drøne skrigende op og ned i en rutsjebane eller spise candyfloss til overpris. Der er også festivaler, koncerter, fodboldkampe, krydstogter og skiferier. Man flyver til Sydeuropa for at ligge ved en swimmingpool, som man kunne have ligget ved herhjemme. Man tager på wellnessophold med spa, sauna og opvarmet swimmingpool.

Et nyt køkken er et must – 'Alle har ret til et fedt køkken', selv om det gamle fungerer udmærket. Badeværelset bliver skiftet ud, fordi fliserne er blevet umoderne. Man køber nyt tøj, selv om klædeskabet bugner, og udskifter mobilen, fordi den nye model har et bedre kamera, ingen i virkeligheden har brug for. Der bliver pyntet op til halloween med plasticgræskar, og der bliver tændt millioner af julelys fra oktober og året ud.

Alt sammen aktiviteter, der eksisterer, fordi vi godt kan lide det. Det er ikke nødvendigvis forkert. Men det er værd at huske, næste gang nogen får moralske opstød over et AI-billede.

Det Internationale Energiagentur (IEA) har i sin rapport Energy and AI fra 2025 anslået strømforbruget ved generering af ét AI-billede til cirka 1,7 watt-timer i et kontrolleret forsøg med en bestemt billedmodel. Det svarer til omtrent en niendedel af den strøm, der bruges på at oplade en almindelig mobiltelefon én gang. Forbruget varierer selvfølgelig med model, hardware og indstillinger, og tallet omfatter ikke hele teknologiens samlede miljøaftryk. Men det giver en fornemmelse af størrelsesordenen.

Et nyt køkken er et must – 'Alle har ret til et fedt køkken', selv om det gamle fungerer udmærket

Måske er reaktionen på AI-billederne et moderne ekko af tidligere tiders maskinstormere. Da industrialiseringen tog fart, var der mennesker, der frygtede maskinerne. Bilen blev mødt med skepsis, telefonen blev betragtet som en forstyrrende opfindelse, fjernsynet ville ødelægge familielivet, computeren overflødiggøre os, og mobiltelefonen gøre os asociale. Hver generation har haft sin teknologiske syndebuk. Selv om de forskellige opfindelser skabte reelle problemer, tog vi dem til os, fordi fordelene og mulighederne viste sig at være større end ulemperne. Nu er det så kunstig intelligens, der står for skud, og måske er noget af modstanden i virkeligheden udtryk for en helt naturlig skepsis over for det nye, iført tidens mest populære moralske klædedragt: klimaet.

Det går ikke ud på at frikende AI. Datacentre bruger energi, og teknologien kræver hardware, køling og infrastruktur. Men der er forskel på en saglig diskussion om ressourceforbrug og på at udskamme mennesker for at deltage i en lille digital fornøjelse.

Det er heller ikke for at pege fingre ad andre, der gør noget, der er meget værre. Det er bare en efterlysning af en realistisk målestok og en skelnen mellem små og store poster på det samlede ressourcebudget. Hvis alt, hvad vi foretager os, skal have et fornuftigt formål, og enhver fornøjelse skal forsvares med et godkendt klimaregnskab, er jeg alvorligt bange for, at kedsomheden vil få selvmordsstatistikkerne til at eksplodere. Ikke alt, hvad der er sjovt, behøver vel at være fornuftigt eller nyttigt. Og ikke alt, hvad der bruger ressourcer, er pr. definition forkert. Hvis vi skal redde verden, kunne man måske begynde med de store poster på regningen, inden man går løs på folks fem minutters digitale adspredelse.

• Ann Hampton Callaway: A Kiss To Build A Dream On
• Snorre Kirk · Stephen Riley: West Indian Flower
• Laura Anglade: Manhattan
• Artie Shaw: It Had To Be You
• Peggy Lee: A Taste Of Honey
• Carmen McRae: I Only Have Eyes For You
• Stan Getz · Bob Brookmeyer: A Nightingale Sang In Berkeley Square
• Laura Fygi: Vincent
• Shania Twain: You've Got A Way
• John Scofield: You're Still The One

Hele playlisten kan høres her på Spotify.

Det amerikanske midtvejsvalg har været en guldgrube af politisk absurditet, og det kan være svært at afgøre, om det er amerikansk politik, der har udviklet sig til underholdning, eller om underholdningsbranchen bare har overtaget politikken. Selv om Trump ikke stod på stemmesedlen, lykkedes det ham endnu engang at løbe med det meste af opmærksomheden både før, under og efter.

Mens amerikanerne diskuterede inflation, økonomi, krig og Kongressens fremtid, talte deres præsident om en ubelejlig plantevækst i en dam

Op til valget havde Trump travlt med en anden vigtig sag: spejldammen ved Lincoln Memorial i Washington, der havde været plaget af problemer med grønalger. Ved et pressemøde forsvarede han en renovering til 14 millioner dollars og benyttede samtidig lejligheden til at give Biden-administrationen skylden for algeproblemerne. Mens amerikanerne diskuterede inflation, økonomi, krig og Kongressens fremtid, talte deres præsident om en ubelejlig plantevækst i en dam. Omkring valgdagen havde han også frihed i rummet på programmet og proklamerede den antikommunistiske uge. Manglende alsidighed er ikke en egenskab man kan skyde ham i skoene.

Trump havde selvfølgelig også mere håndfaste tilbud til vælgerne. Han havde tidligere luftet idéen om en check på 2.000 dollars til sine vælgere, men under valgkampen blev beløbet pludselig hævet til 5.000 dollars til alle voksne amerikanere – altså hvis republikanerne bevarede kontrollen over Kongressen. Finansieringen og den praktiske gennemførelse var der en del spørgsmål til, men den slags detaljer bør aldrig ødelægge den gode stemning. I Trumps univers er det ikke noget problem at kombinere økonomisk politik med et tilbud, der minder om en forsmag på Black Friday eller måske snarere leder tanken hen på et ophørsudsalg.

Som forventet var Donald Trump utilbøjelig til at overlade rampelyset til de kandidater, der faktisk var opstillet. Ved et kampagnemøde i Ohio gav han sig til at rose den republikanske senator Jon Husted for hans atletiske krop. Det udviklede sig til en noget utraditionel hyldest, da Trump oplyste, at han minutiøst havde studeret senatorens anatomi.

Det er trods alt ikke hver dag, en politikers bagdel bliver præsenteret for vælgerne som hans største fordel

'I looked at his ass', erklærede han, hvorefter han fortsatte med at beskrive, hvordan han havde gransket Husted fra top til tå. Publikum morede sig storartet, formentlig i modsætning til Husted. Det er trods alt ikke hver dag, en politikers bagdel bliver præsenteret for vælgerne som hans største fordel.

Midtvejsvalget endte som bekendt med den største fiasko for Donald Trump og republikanerne i mands minde. Demokraterne fik flertal både i Repræsentanternes Hus og Senatet, men Trump havde forklaringen på det utilfredsstillende udfald: Han havde ikke selv været på stemmesedlen – ellers ville han have vundet med overvældende flertal.

Selv om vi også herhjemme er leveringsdygtige i politisk teater, kovendinger og personlige opgør, blegner forestillingen noget i sammenligning med Donalds guddommelige komedie. Gymnasieleverne barrikaderede klasselokalerne, SF forsøgte at forklare kompromisets kunst over for hjemmeboende studerende, der manglede cafépenge, landmændene fortsatte deres shitstorm mod gødskningsloven, Morten Messerschmidt flirtede med rollen som blå bloks førstemand, og Dansk Folkeparti var stadig utilfreds med benzinpriserne. Med andre ord: alt var stort set ved det gamle.

Men heldigvis var der et nuværende og et forhenværende medlem af Moderaterne til at sætte lidt fut i fejemøget. Om ikke så lang tid skal socialminister Monika Rubin stå ansigt til ansigt med sin tidligere partifælle Mike Fonseca, som blev ekskluderet fra partiet for tre år siden, efter det kom frem, at han havde et forhold til en 15-årig pige. Nu har han anlagt et civilt søgsmål mod Monika Rubin og kræver erstatning for hendes udtalelser om ham. På Facebook kaldte hun ham blandt andet 'klamme Mike', og hun har ikke tænkt sig at trække i land. Hun mener, at hun har ret til at kritisere sin tidligere partifælle, selv om det ikke i sig selv er ulovligt at have et forhold til en 15-årig.

Monika Rubin har ikke brug for sproglig kosmetik, når virkeligheden i sig selv er tilstrækkelig kulørt

Hun henviser til sin egen ungdom og fortæller, at da hun som 15-årig gik i 8. klasse, kunne hun også finde voksne mænd spændende, men hun ville næppe have klappet i hænderne, hvis en af dem var dukket op med 'pikken fremme'. En formulering, der nok ikke havde været forbi Socialministeriets kommunikationsafdeling, hvor man måske ville have skrevet noget om upassende anatomisk opmærksomhed. Men Monika Rubin har ikke brug for sproglig kosmetik, når virkeligheden i sig selv er tilstrækkelig kulørt. Hun beskylder desuden Fonseca for at 'gå på rov i børneværelset', og det bliver nu op til retten at vurdere, om ministerens offentlige kritik holder sig inden for lovens rammer. En juridisk balancegang, der går ud på at skelne mellem at kalde nogen en klam stodder og at antyde noget virkelig grimt.

Da Jyllands-Posten spurgte Monika Rubin, om hun vil sige undskyld, hvis hun taber sagen, svarede hun uden omsvøb: 'Næh. Jeg kan ikke sige undskyld for noget, som jeg mener er fucking vammelt.' Mike Fonsecas advokat har til gengæld meddelt, at hun af respekt for rettens arbejde ikke vil føre sagen i medierne. Hvor politikere normalt kan få tre pressemeddelelser ud af en mindre fodfejl, er der altså nogen, der har det tankevækkende synspunkt, at en retssag hører hjemme i retten.

Mens vi venter på afgørelsen, kan vi konstatere, at Moderaternes gamle fællesskab er blevet reduceret til et juridisk slagsmål med hårdtslående ord. Det var Lars Løkkes plan at lave et parti, hvor man kunne tale sammen på trods af uenigheder, og det er på sin vis lykkedes. Monika Rubin og Mike Fonseca taler ganske vist ikke længere sammen, men de har fundet en anden måde at mødes på: Med advokater, erstatningskrav og en dommer som ordstyrer. Om begge parter så også kan styre deres ordvalg vil vise sig.

Måske er det i virkeligheden det, der forener amerikansk og dansk politik for tiden: Den stadigt mere flydende grænse mellem politisk ledelse, personlig fornærmelse og rendyrket underholdning. Forskellen er bare, at amerikanerne har lidt større armbevægelser.

• Billie Holiday: Stormy Weather
• Lou Rawls: Scotch & Soda
• Paul Desmond · Jim Hall: For All We Know
• Sarah Vaughan: Misty
• Harry Connick, Jr.: A Wink and a Smile
• Coleman Hawkins · Ben Webster: You'd Be So Nice To Come Home To
• Macy Gray: You Are The Sunshine Of My Life
• Benny Carter: My Blue Heaven
• Kelly Rowland: I'm Beginning to See the Light

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI

Dansk politik er efterhånden blevet en disciplin, hvor man skal passe på med både at tænke selv, flyve for højt og vokse for hurtigt. Det viste denne uge med al ønskelig tydelighed.

Vi begynder hos Venstre, hvor Preben Bang Henriksen havde tilladt sig at sætte spørgsmålstegn ved partiets grønne rejse. Han var ikke helt sikker på destinationen, og det er jo besværligt, når man befinder sig i et parti, hvor man gerne må være uenig, men kun indtil gruppemødet er slut. Midt i den politiske usikkerhed kom statsminister Mette Frederiksen forbi. Hun kunne næppe vide, at hun var på vej ind i et lille stykke politisk teater, men nåede lige at give Preben Bang Henriksen en krammer i forbifarten. En halv time senere var han fortid i Venstre. Formand Troels Lund Poulsen takkede ham for 15 års folketingsarbejde, men forklarede, at Preben Bang Henriksen selv havde erklæret sig illoyal over for flertallet. Venstre er ganske vist et fællesskab, hvor der er plads til uenighed, men der måtte være grænser. Troels Lund Poulsen slog samtidig fast, at han selv stadig er den rette direktør for det grønne rejsebureau Venstre, der står ved roret, når bølgerne går højt, og skibet tager vand ind. I det øjeblik er det vigtigt, at der er nogen til at forsikre besætningen om, at den synkende skude er på rette kurs.

Den grønne rejse fortsatte hos kongehuset. Kong Frederik skulle fra København til Holstebro for at indvie en fane. Valget faldt på en af Forsvarets grønne helikoptere frem for en af kongehusets 25 klimavenlige elbiler, dagen efter at dronning Marys deltagelse i COP31 i Tyrkiet var blevet annonceret med henvisning til Danmarks opbakning til det internationale klimasamarbejde. Mens undersåtterne sorterer plastic og pap med skyldbetynget samvittighed, sorterer kongen transportmidler efter, hvor hurtigt de kan løfte ham fra jorden. Kong Frederik ankom til Holstebro klokken 10.30 og fløj tilbage klokken 11.20. Dagens eneste opgave var dermed klaret på 50 minutter. Klimaregnskabet havde han folk til.

Mens undersåtterne sorterer plastic og pap med skyldbetynget samvittighed, sorterer kongen transportmidler efter, hvor hurtigt de kan løfte ham fra jorden.

Dyrevelfærdsminister Christian Rabjerg Madsen vil undersøge muligheden for at forbyde turbokyllinger. De står så tæt i stalden, at de ikke kan sprede vingerne og er henvist til at blive stående. Racen Ross 308 kan vokse fra 50 gram til to kilo på cirka 33 dage – en vækst, der ville gøre enhver stillestående levebrødspoltiker grøn af misundelse. Ministeren er indstillet på et forbud, men først skal de juridiske og økonomiske konsekvenser granskes. En kylling kan nå slagtevægten, før systemet har besluttet, om den må vokse så hurtigt.

Til gengæld er der snart udsigt til, at flere kvinder får mulighed for stå helt stille i det offentlige rum. Jakob Engel-Schmidt satte som kulturminister initiativet om flere kvindestatuer i gang, og nu åbner kulturminister Zenia Stampe for en pulje på ti millioner kroner. Kommuner og andre aktører kan søge op til en million til statuer af historisk betydningsfulde kvinder fra Rigsfællesskabet. Endelig kan kvinder få en plads i det offentlige rum, hvor mænd i århundreder har stået i bronze og granit og set alvorlige ud, uden at nogen har spurgt, hvad de egentlig udrettede.

I Retten i Hillerød blev debattøren Mohamed Abdirahman Kahn frifundet for en anklage om at have tilskyndet til vold på Facebook på en måde, der kunne opfattes som mordtrusler. Kommentarfeltet eksploderede af indignation og fordømmelse, men retten fandt det ikke bevist, at loven var overtrådt. Det skal ikke fortolkes sådan, at enhver formulering er klog, rimelig eller ufarlig, men at domstolenes opgave kun er at vurdere beviserne, ikke temperaturen på folkestemningen, selv om den er på kogepunktet, og selv om hovedpersonen derudover er ekstraordinært øretæveindbydende, åbenlyst malker systemet økonomisk og kommer fra et land, hvor hans ytringer om regeringen ville udløse helt anderledes håndfaste reaktioner fra de eksekverende myndigheders side. I Danmark har vi kun hjemmel til at synge 'Send In The Clowns'.

I Norden taler alle om sammenhold, men først skal man lige markere, hvor elendigt de andre håndterer det

På det udenrigspolitiske område nåede kommentarfelterne også godt op i omdrejninger. Mette Frederiksen blev sur over, at Norges statsminister Jonas Gahr Støre og Finlands præsident Alexander Stubb havde talt med Vladimir Putin om Ukraine uden den koordinering, hun mente var nødvendig. Europa skulle holde sammen, lød det, og ikke gå solo. Det var et budskab, der hurtigt blev mødt af en særlig version af nordisk fællesskab. I Norge skrev Aftenpostens politiske redaktør: 'Hold nu kæft, Mette!', og Fridtjof Nansen Instituttet kaldte kritikken uinformeret, utaknemmelig og uklog. Den norske statsminister fastholdt, at de allierede var blevet orienteret på forhånd – også præsident Zelenskyj. Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller kaldte Mette Frederiksens udtalelse hamrende pinlig, og topdiplomaten Friis Arne Petersen advarede mod at lufte alvorlige uenigheder offentligt. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen støttede heller ikke ligefrem Mette Frederiksen med sin konstatering af, at Putin er den eneste, der vinder, når vi skændes om vores egen organisering, og den tidligere socialdemokratiske spindoktor Noa Redington konkluderede, at Mette Frederiksen havde dummet sig eftertrykkeligt. I Norden taler alle om sammenhold, men først skal man lige markere, hvor elendigt de andre håndterer det.

Vi vil gerne have et stærkt demokrati, hvor der er plads til uenighed, bare den ikke kommer i karambolage med enigheden

Samtidig udspillede der sig en hjemlig strid om, hvorvidt man må mene det forkerte om Ukraine. Chefredaktør på forsvarsmediet Olfi, Peter Ernstved Rasmussen havde skrevet en leder, der argumenterede for, at Europa burde ændre kurs og fortælle Ukraines præsident, at en dårlig våbenhvile og fred trods de rædselsfulde omstændigheder var bedre end ingen fred. Det fik forsvarsminister Jeppe Bruus til at opfordre Peter Ernstved Rasmussen til at trække klummen tilbage, hvilket til gengæld udløste en advarsel fra chefredaktøren mod en situation, hvor den store leder taler, og alle andre bare har at bukke og holde mund. Han beskrev debatten som landskampdækning og følte sig tydeligvis sparket til hjørne.

Men demokratiet er trods alt ikke en grupperejse med kun én ret på menukortet, og dermed er vi tilbage ved Preben Bang Henriksen. Fra Venstres gruppemøde til debatten om Ukraine går en rød tråd gennem uge 44: Alle taler varmt om fællesskab, men bliver nervøse, når nogen ikke følger flokken.

Vi vil gerne redde klimaet, men tager helikopteren. Vi vil gerne beskytte dyrene, men skal først undersøge, om det kan betale sig. Vi vil gerne fremme kvinder i historien, men må opfinde en speciel pulje for at hylde dem. Og vi vil gerne have et stærkt demokrati, hvor der er plads til uenighed, så længe den ikke kommer i karambolage med partilinjen. Et skulderklap fra formanden er ikke nødvendigvis en accept, en armygrøn helikopter er ikke grøn på den rigtige måde, og en turbokylling er ikke det eneste, der vokser for hurtigt. Politisk uenighed kan have den samme tendens.

Det vigtigste er selvfølgelig, at kursen ligger fast. Også selv om ingen helt ved, hvor det fører hen.

Lad det være sagt med det samme: Jeg tilhører fællesskabet Anonyme Melankolikere. Vi er en overset gruppe i samfundet, der går rundt blandt almindelige mennesker, passer os selv, betaler vores regninger og nikker venligt til naboen. Men indeni er vi mærket af en tilbagevendende lidelse, som hvert år dukker op omtrent samtidig med, at sommerens sidste kølige drink på terrassen er indtaget, havemøblerne er stuvet af vejen og tiden skruet en time tilbage. Vi lider af efterårsmelankoli. En tilstand, der hverken kan kureres med D-vitamin, fornuftige sko eller en optimistisk bemærkning om, at naturen jo har godt af lidt regn og blæst.

Det er ellers ikke, fordi efteråret ikke gør sig umage. Tværtimod. Det møder os med en farvepalet, som selv den mest ambitiøse kunstmaler må misunde. Skoven flammer i gyldne, kobberrøde og orange farver, mens landskabet ligger badet i et blødt, honningfarvet lys, trækronene gløder, og selv en ganske almindelig landevej kan pludselig ligne en scene fra en fransk film om kærlighed, længsel og mennesker, der drikker rødvin med alvorlige miner.

Man trækker gardinerne fra og ser ud på verden med de samme bange anelser, som når man lytter til Radioavisen

Det er her, bilen for alvor kommer til sin ret. Man glider gennem landskabet med hænderne afslappet på rattet, mens solen falder ind gennem forruden, og Chet Baker strømmer ud af højttalerne med sin bløde, dæmpede stemme og trætte trompet, Come Rain Or Come Shine. Hans musik lyder, som om den har oplevet den store kærlighed, mistet den igen og nu har affundet sig med, at livet trods alt går videre. Man passerer landsbyer, skove og åbne marker, og for en stund føles tilværelsen betagende smuk. Man får lyst til at standse, læne sig op ad en gammel eg og betragte verden med et vemodigt blik, som om man er hovedpersonen i en roman, ingen endnu har skrevet. Det er efteråret, når det er bedst. Den form for efterår, der får selv en kyniker til at overveje, om der måske alligevel er en mening med det hele.

Men så er der det andet efterår. Det, der springer de formildende omstændigheder over. Det, der begynder med en grå morgen, hvor regnen slår mod ruden, og vinden rusker i huset, som om den har et gammelt regnskab at gøre op med tagrenderne. Himlen hænger lavt og tungt over landskabet, og dagen indfinder sig uden antydning af, at det skulle være umagen værd. Man trækker gardinerne fra og ser ud på verden med de samme bange anelser, som når man lytter til Radioavisen.

Og dårlige nyheder er der nok af. Græsset er vådt, stierne smattede, asfalten giver genskin af regnen, og træerne ryster i vinden, mens de sidste blade klamrer sig til grenene. De ved udmærket, hvordan det ender og prøver bare at forhale det uundgåelige. Men når bladene er væk, og træerne står nøgne tilbage med grenene strittende i alle retninger, viser efteråret sit sande ansigt. Al idyl er forduftet. Ingen gyldne farver, ikke noget blødt lys, ingen poetisk indpakning. Naturen har bare efterladt os med en hær af barkede træskeletter og tvinger os til at blive indenfor og genoverveje vores livsvalg. Man får lyst til at trække gardinerne for, tænde en lampe og sætte sig i en stol med en bog. Men man kan ikke koncentrere sig om læsningen. Man sidder bare og stirrer ud i luften, mens tankerne blafrer som våde blade i rendestenen.

Naturen har efterladt os med en hær af barkede træskeletter og tvinger os til at blive indenfor og genoverveje vores livsvalg

Alligevel skal man ikke undervurdere melankolien. Der er noget særligt ved at lade sig opsluge af efterårets vemod. Vel at mærke med måde. Det tvinger os til at sætte tempoet ned og mærke efter, hvad der foregår under den daglige overflade af praktiske gøremål og velmente planer. Man skal bare huske, at melankolien også har en særlig evne til at flytte ind i sofaen, brede sig og insistere på, at man ikke behøver at gå udenfor, når vejret alligevel er så elendigt. Den foreslår, at man lige kan vente til i morgen med at ringe til en ven, gå en tur eller få ordnet det, man allerede har udskudt i ugevis. Og før man ved af det, er der gået tre dage, og man har udviklet et nært og fortroligt forhold til sin kaffemaskine.

Derfor har vi Anonyme Melankolikere brug for visse leveregler. For det første må man aldrig stole fuldt og helt på sit humør, når det regner fra vest, og vinden hyler omkring hushjørnerne. For det andet skal man huske, at et landskab kan se håbløst ud på tærsklen til november og være fortryllende igen i april. Og for det tredje må man aldrig glemme Chet Baker. Der findes næppe en bedre ledsager til en grå eftermiddag end hans trompet, der synes at vide alt om livets skuffelser, men alligevel spiller videre, I Get Along Without You Very Well. Det gælder om at bevare en smule håb, mens vi venter på lyse tider igen.

• Billie Holiday: Blue Moon
• Paul Desmond: Bossa Antiqua
• Eva Cassidy: Hallelujah I Love Him So
• Mel Tormé: Lullaby of Birdland
• Lester Young · Oscar Peterson Trio: Almost Like Being In Love
• Helen Merrill: Why Don't You Do Right
• Carsten Dahl · Thomas Blachman: When You Wish Upon a Star
• Molly Johnson: Body And Soul
• Gerry Mulligan: Lullaby Of The Leaves
• Natalie Cole: This Will Be

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI

Der er uger, hvor Danmark fremstår som et velordnet samfund, hvor ansvarlige mennesker træffer fornuftige beslutninger, og hvor demokratiet fungerer efter hensigten. I denne uge blev vi endnu en gang mindet om, at virkeligheden overgår selv den mest fantasifulde politiske satire.

Ugens hovednummer var det vietnamesiske statsbesøg af præsident Tô Lâm, som ikke bare er en udenlandsk statsleder med hang til ceremoniel og royale omgivelser. Han står også i spidsen for et undertrykkende regime, hvor journalister, aktivister og politiske dissidenter fængsles på stribe, og han står bag kidnapningen af aktivister og politiske modstandere i udlandet. En mangefacetteret gæst.

Danmark havde besluttet sig for at rulle den røde løber ud, pudse sølvtøjet og efterlade menneske-rettighederne i garderoben

Lederen af menneskerettighedsorganisationen Asia Human Rights and Labour Advocates har betegnet Tô Lâm som stalinist. Det kunne måske have givet anledning til et par kritiske spørgsmål, en tøvende hånd på dørhåndtaget eller i det mindste en diskret rynke mellem de diplomatiske øjenbryn. Men nej. Danmark havde besluttet sig for at rulle den røde løber ud, pudse sølvtøjet og efterlade menneskerettighederne i garderoben. Kong Frederik og Mette Frederiksen modtog Tô Lâm med åbne arme, og han blev udstyret med Elefantordenen – en hæder, der i almindelighed forbindes med betydelige fortjenester og ikke bare med evnen til at holde sig ved magten. Derefter kunne gæsten nyde en sightseeing i hovedstaden i kongelig karet. København må også have taget sig særlig smuk ud fra karetvinduet, når man for en stund ikke behøver at bekymre sig om, hvorvidt en kritisk journalist i nærheden skal fængsles eller bare forsvinde sporløst fra Jordens overflade.

Til kongen og dronningens gallataffel om aftenen mødte hele regeringen op med ledsagere i det store skrud, og tv's hidkaldte modeekspert fik lejlighed til at vurdere kjoler, snit og farvevalg. Det er vigtigt, at nationen bliver orienteret om, hvem der bærer hvad, når nu de mere principielle spørgsmål om gæstens forhold til menneskerettighederne ikke skulle have lov at ødelægge den gode stemning.

Organisationen for landmænd, der sidder på flæsket, og som går under dæknavnet Bæredygtigt Landbrug, har ikke længere en marionet ved navn Søren Gade siddende i Folketinget

Blandt gæsterne var også den radikale kulturminister Zenia Stampe, som engang var med til at grundlægge foreningen Republik. Det er en organisation, der ikke ligefrem har monarkiet som sin foretrukne styreform. Men som bekendt kan et menneske udvikle sig, og et republikansk sindelag kan muligvis også finde hvile ved et kongeligt festbord. Zenia Stampe forklarede selv, at hun havde været 'så usigelig heldig' at få chefen for adjudantstaben til bords. Det er manden, der leder de seks-syv adjudanter, som følger kongen rundt og årligt koster danske skatteydere 10 millioner kroner. Det er naturligvis ikke enhver forundt altid at have en hel stab i hælene, men det kan være praktisk, når man skal nå fra sightseeing til gallataffel uden at fare vild. Og for Zenia Stampe må middagen have været en særlig oplevelse: Fra republikansk grundlægger til kongeligt selskab på Christiansborg. Man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Men der foregår som bekendt meget andet på Christiansborg. Organisationen for landmænd, der sidder på flæsket, og som går under dæknavnet Bæredygtigt Landbrug, har ikke længere en marionet ved navn Søren Gade siddende i Folketinget. Han sagde farvel med en afskedssalut på 1176 spørgsmål til miljøministeren – 12 enslydende spørgsmål til hver af landets 98 kommuner, der kort fortalt handlede om én bestemt ting: Fortyndet afføring. Når kraftig regn sender store mængder vand gennem kloaksystemerne, kan anlæggene ikke altid følge med. Noget spildevand må derfor ledes uden om rensningen og ud i vandløb eller havet. Det er en nødvendig sikkerhedsforanstaltning, som skal forhindre, at kloakkerne løber over og oversvømmer huse og veje, eller at renseanlæggene bliver overbelastet. På landsplan er det mellem 1-2 procent af udledningen af kvælstof, der kommer fra overløb. Det har alle vidst længe, hvis man ser bort fra Søren Gade og landmændene. Men spørgsmålene skal besvares, og det forventes, at besvarelsen vil kræve 'betydelige ressourcer' hos både styrelse og departement. Det er altså ikke kun spildevandet, der risikerer at flyde over. Også de administrative systemer må regne med en belastning, der nærmer sig et kritisk niveau. Nogle vil hylde Søren Gade for hans engagement i vandmiljøet. Andre vil måske beundre ham for at have bevaret et barnligt sind, når han ikke får sin vilje.

Et folketings-mandat er jo ikke en brugt sofa, som partiet kan udbetale en skrotpræmie for, hvis den ikke længere passer ind i indretningen

I Folketinget blev der desuden fremsat et lovforslag, som skal gøre det ulovligt at tilbyde politikere penge for at træde tilbage. Forslaget udspringer af sagen om Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne, hvor partiets daværende folketingsmedlem Mike Fonseca i 2023 blev tilbudt 370.000 kroner for at forlade Folketinget, så en suppleant fra Moderaterne kunne overtage mandatet. Tilbuddet blev fremsat i et kælderrum på Hotel Guldsmeden på Islands Brygge, efter at Mike Fonseca havde fortalt partiet, at han var blevet kæreste med en pige på 15 år. Sagen var i forvejen belastet af ubehagelige spørgsmål om dømmekraft, politisk ansvar og partiets håndtering af situationen. Nu har den også bidraget til et lovforslag, der skal forhindre, at man køber sig til en ændring af Folketingets sammensætning ved at betale et medlem for at blive væk. På sin vis er det betryggende, at der nu bliver lovgivet mod den slags. I et demokrati er et folketingsmandat jo ikke en brugt sofa, som partiet kan udbetale en skrotpræmie for, hvis den ikke længere passer ind i indretningen. Man kommer til at spekulere på, hvor mange andre selvfølgeligheder der efterhånden kræver et lovforslag, før de bliver taget alvorligt. Måske skulle man også overveje en lov, der forbyder politikere at gøre noget, de senere må bruge tre udvalg, fire redegørelser og en kommunikationsstrategi på at forklare.

Det ville være trist, hvis livets sidste store frihedskamp skulle stå mellem en hakkebøf og et klimamål

I København udspillede der sig en anden værdikamp, denne gang om hakkebøffer. Berlingske kunne fortælle, at ældre på københavnske plejehjem risikerer at få nej, hvis de gerne vil have serveret en hakkebøf på deres fødselsdag. Det fik statsminister Mette Frederiksen til at reagere med en moralsk indignation, der var til at tage og føle på. Hvis et menneske har levet et langt liv og ønsker sig en hakkebøf på sin fødselsdag, bør det ikke være kommunens klimaregnskab, der får det sidste ord. Men Københavns overborgmester, Sisse Marie Welling, mente, at statsministeren havde misforstået det hele, for plejehjemmene kunne selv tilrettelægge menuerne og bestemme, hvor meget kød de ville servere, så beboernes behov og ønsker kunne tilgodeses. Uheldigvis var det ikke det, der stod i kommunens egne dokumenter. De viste, at køkkenerne absolut ikke havde frie hænder. Og mens politikerne diskuterer, om klimahensyn, ernæring eller økonomi skal veje tungest, kan plejehjemsbeboeren sidde tilbage med et beskedent ønske: Ingen Welling til forret, tak – men en hakkebøf, nogle kartofler og måske lidt brun sovs. Det ville være trist, hvis livets sidste store frihedskamp skulle stå mellem en hakkebøf og et klimamål.

Og som om den politiske uge ikke allerede havde været begivenhedsrig nok, blev også den digitale verden ramt af en foruroligende krise. To alvorlige sikkerhedshuller i PHP, et af verdens mest udbredte programmeringssprog, gjorde hjemmesider verden over sårbare over for hackerangreb. Flere hjemmesider blev midlertidigt lukket som en sikkerhedsforanstaltning, og virksomheder blev opfordret til at opdatere deres systemer, før ubudne gæster fik mulighed for at kigge indenfor. Dansk Industris cybersikkerhedsekspert udtalte, at han ikke kunne komme i tanker om noget mere alvorligt. Også beredskabsministeren understregede, at hændelsen var alvorlig. 'Døren står vidt åben', lød det.

Det var altså ugen, hvor man kunne opleve en stalinistisk statsleder blive hædret med en kongelig orden, en tidligere folketingsformand stille tolv hundrede spørgsmål om spildevand, der mest af alt gik ud på at spilde andres tid, en kulturminister fra det republikanske reservat blive placeret ved siden af det kongelige systems egen livline, og en statsminister gå i krig for de gamles ret til kød. Samtidig stod døren til en stor del af verdens hjemmesider på vid gab for hackere.

Kort sagt en uge, hvor der var noget for enhver smag, medmindre man altså boede på plejehjem og havde lyst til en hakkebøf.



UGENS LAVPUNKTER:

• På Instagram har Mette Frederiksen indledt en bogstafet med kendte, der anbefaler 'en god gammeldags bog'. Hun anbefaler selv 'Dræb ikke en sangfugl', måske fordi titlen også fungerer som en klar instruks. Nogle vil mene, at hun hellere skulle have valgt den højaktuelle, men kontroversielle 'Barndommens Gade' eller måske 'Kongens Knæfald'.
• Justitsministeriet har henvendt sig til mindst 25 europæiske lande med henblik på at leje fængselspladser, fordi der er mangel på pladser i danske fængsler. To spørgsmål trænger sig på: Hvis man skal afsone i udlandet, optjener man så SAS-point? Og hvis man opfører sig pænt, kan man så blive opgraderet fra tremmeseng til enkeltcelle?
• Lørdag blev to pressefotografer udsat for knippelslag af politiet, mens de dækkede en demonstration. Fremover bør pressefotografer have to former for akkreditering: et pressekort og en hjelm af prima kvalitet.
• En gruppe internationale forskere har fundet ud af, at folk i 2005 i gennemsnit sagde 16.632 ord om dagen. I 2019 brugte de kun omkring 11.900 ord dagligt. En diskussion kan snart klares med et enkelt suk.
• Under en af Østre Landsrets gamle bygninger smækkede en celledør ved et uheld bag en rengøringsassistent, der først blev fundet efter tre døgn. Hotellerne bør være bekymrede. Nu kan Østre Landsret tilbyde tre overnatninger i historiske omgivelser. Dog uden roomservice, minibar og indvendigt dørhåndtag.
• Andelen af hjemmeboende 21-årige er steget fra 32 procent i 2011 til 57 procent i 2025. Den største milepæl i voksenlivet er ikke længere at få sit første job, men at få lov at være med til at bestemme aftensmaden.
• Der åbner stadig nye restauranter i København, men konkurrencen er blevet så hård, at flere steder må kæmpe for at fylde bordene. Nogle overvejer endda en ret på menukortet, der ikke kræver et banklån.
• En tre meter lang haj var blevet fanget i en kunstig kanal i Sydkorea. Efter en måned lykkedes det at få den ud i havet igen, men dagen efter var den tilbage i kanalen. Eksperter mener, at hajen er svømmet ind i kanalen, fordi havet var blevet for varmt. Den første klimaflygtning med finner.
• Flere af landets biskopper vil se på, om store bededag skal flyttes til et andet tidspunkt, når den genopstår fra 2030. Jesus var tre dage om at genopstå. Store bededag er foreløbig oppe på syv år.
• 27 operationssygeplejersker fra Rigshospitalet skriver i et bekymringsbrev til ledelsen af hospitalet efter fyring af tre kirurger: 'Vi står med patienternes liv i hænderne, og vi er bekymrede for, hvad patienterne vågner op til.' Altså hvis de vågner op.

• Benny Goodman: All The Cats Join In
• Ella Fitzgerald · The Delta Rhythm Boys: It's Only A Paper Moon
• Louis Armstrong: On a Coconut Island
• k.d. lang: Miss Chatelaine
• Jane Monheit: Taking a Chance on Love
• The Dave Brubeck Quartet: Three to Get Ready
• Tim Christensen: Right Next to the Right One
• Katie Melua: Nine Million Bicycles
• Janis Ian · Jody Brooke Wilson: At Seventeen
• Stephane Wrembel: Bistro Fada

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI

Danmark og Grønland troede lige, de havde fået Trump til at pakke grønlandsdrømmen væk. Aftalen var underskrevet, håndtrykkene udvekslet, og champagnepropperne næsten sprunget. Men Trump havde åbenbart kun læst overskriften.

Nu er han tilbage på Truth Social med olie i øjnene, mineraler i tankerne og et nyt 'Hello Greenland' på læberne. For når Trump ser is, ser han ikke klimaforandringer, men en uudnyttet tankstation med militærbase: 'Der gøres nu klar til omfattende udforskning af olie, gas og mineraler i vores nye og smukke Grønland!' Jo, han sagde 'vores'.

Når Trump ser is, ser han ikke klimaforandringer, men en uudnyttet tankstation med militærbase

Mette Frederiksen siger, at suveræniteten ikke er til forhandling. Trump ser ud til at mene, at den slags mest er et spørgsmål om fortolkning. Lidt ligesom i trafikken: Hvis man har en stor nok bil, behøver man ikke at holde tilbage for nogen. Derfor kan grønlænderne godt pakke deres flag væk igen. Bussemanden er ikke gået hjem. Han er bare gået tilbage efter en større indkøbsvogn.

Apropos indkøbsvogn har hackere i Frankrig skruet op for temperaturen i kølediskene i 300 supermarkeder.. Det er gået ud over store mængder fødevarer, og Danfoss er blevet involveret, fordi det er termostaterne, der er blevet hacket. Danfoss tager sagen alvorligt, og franskmændene kræver en efterforskning, mens Coops pressechef indskrænker sig til at forsikre, at man holder øje med sikkerheden. Før i tiden frygtede supermarkederne tyveknægte, der stjal varerne. Nu gælder det om at holde øje med, hvem der piller ved termostaterne.

Også Femern-byggeriets entreprenør er blevet ramt af en 'cyberhændelse', som må være spidskandidat til at blive Årets Ord 2026. Hvad der præcist er sket, vides endnu ikke, og Dansk Erhverv fastslår, at der mangler folk med sikkerhedskompetencer der kan forhindre, at virksomheder bliver lammet. Situationen er altså den, at vi er ved at bygge en tunnel mellem Danmark og Tyskland, men vi må samtidig krydse fingre for, at der ikke er nogen, der hacker forbindelsen, inden vi når over til den anden side. En mulighed var måske at beholde færgerne. De kan selvfølgelig også blive forsinket, men man kan ikke uden videre hacke sig til højere bølger.

Hvis der kører færre tog, bliver der færre forsinkede afgange, og hvis togene slet ikke kører, vil ingen ankomme for sent

Forsinkelser leder naturligt tanken hen på DSB. De nye eltog fra Alstom er forsinket med mindst tre år, og Rigsrevisionen har kritiseret DSB's håndtering af leverandøren. Direktør Flemming Jensen får otte millioner kroner om året og kan fremvise et overskud på 732 millioner kroner i 2025. Men det bidrager selvfølgelig også lidt til det pæne tal, at DSB modtager milliarder af skattekroner til driften. Heldigvis har Flemming Jensen en plan, der kan mindske forsinkelserne: Togene skal køre langsommere, og der skal være færre afgange. Logikken er uangribelig, for hvis togene kører langsommere, bliver de måske mindre forsinket. Hvis der kører færre tog, bliver der også færre forsinkede afgange, og hvis togene slet ikke kører, vil ingen ankomme for sent. Passagererne kommer ganske vist heller ingen vegne, men det må være en detalje, som kan håndteres i en senere evaluering. Med en årsløn, man kan få tre statsministre for, er der grund til at antage, at Flemming Jensen har mange andre banebrydende idéer i ærmet.

Et andet sted, hvor ting tager tid, er Undersøgelseskommissionen om SKAT. Den blev nedsat i 2017 for at undersøge problemer med gældsinddrivelsen og fik senere også udbyttesagen at fordrive tiden med. Nu ventes regningen at komme op på 467,3 millioner kroner, og arbejdet er stadig ikke afsluttet. Tidligere skatteminister Karsten Lauritzen holdt pressemøde om udbyttesagen i 2019. Siden er der kommet millioner af filer, hundredvis af afhøringer og endnu flere udgifter. Forklaringen på forsinkelsen skal blandt andet findes i 'et for bredt kommissorium'. Kort sagt: Man vil undersøge alt og ender med at bruge ti år på at undersøge noget af det. Blandt de mange udgifter er advokatregningerne. En advokat for tidligere skatteminister Jonas Dahl (der var minister i hele 49 dage) mødte op i 112 dage, selv om afhøringen ikke tog mere end et kvarter. Regningen lød på over 3,3 millioner kroner. Advokaten mente ikke, at han havde givet møde oftere end nødvendigt. Man kan måske sige, at han havde en lidt fleksibel opfattelse af arbejdstid. Og måske kunne DSB bruge samme koncept: Togene behøver ikke at komme, bare nogen møder op og registrerer, at der arbejdes på sagen.

Alle tager situationen alvorligt, alle er i dialog, og alle forventer at komme nærmere en løsning på et senere tidspunkt

Den ukrainske statsborger, der er hovedmistænkt i sagen om sprængningerne af Nord Stream-rørledningerne, er også en mand af få ord. Forsvarsadvokaten oplyser, at den tiltalte ikke ønsker at afgive forklaring, eftersom han tidligere har været ansat i de ukrainske specialstyrker, og her er tavshedspligt noget, man tager alvorligt.

I den offentlige administration er tavshed i sig selv derimod sjældent tilstrækkeligt. Her skal der helst udsendes en meddelelse om, at man tager sagen alvorligt, er i dialog med de berørte parter og vender tilbage, når der foreligger yderligere oplysninger. Alle tager situationen alvorligt, alle er i dialog, og alle forventer at komme nærmere en løsning på et senere tidspunkt.

Hvad med at indføre en national effektiviseringsplan: Trump bliver lagt på is, supermarkederne holder maden kold, Femern-byggeriet beskyttes mod hackere, DSB lader togene køre lidt hurtigere i stedet for langsommere, og Undersøgelseskommissionen om SKAT afleverer sin beretning, inden regningen runder en milliard.

Det lyder måske lovlig ambitiøst, men hvis planen mislykkes, er der ingen grund til fortvivlelse. Vi kan altid nedsætte en kommission, der undersøger hvorfor tingene forholder sig, som de gør. Hvis vi er heldige, kan den blive færdig i 2036.

Men der kan selvfølgelig opstå uforudsete uregelmæssigheder undervejs.



UGENS LAVPUNKTER:

• Aalborg skal have et nyt krematorium. Nordjyderne vejer generelt mere end tidligere, og kisterne er for brede til de gamle krematorieovne. Det nye krematorium får tre ovnstørrelser: Small, Large og Nordjysk familiefest.
• Flere kommuner har indført nye regler for, hvor mange høns og andet fjerkræ man må have, fordi de får klager over galende haner. Så mangler der bare et forbud mod hunde, der gør, børn, der græder højt, og naboer, der slår græs om lørdagen.
• Morsøs borgmester leder efter en erhvervspraktikant blandt øens unge, der vil være borgmester for en dag. Kommunens borgere kan se frem til kortere skoledage, længere weekender og gratis pizza i kantinen.
• DR oplyser, at en 15-årig pige fra Vildbjerg ved Herning ikke går ind for et forbud mod elløbehjul, fordi hun bruger sit hver dag. Næste gang spørger DR måske en 15-årig, om TikTok skal forbydes.
• En 91-årig kvinde mener derimod, at elløbehjulene skal forbydes, fordi hun blev kørt ned af et. Hun har oplevet en verdenskrig, internettets og AI's indtog, verdensordenens sammenbrud og Skats udbyttesag, men det var et løbehjul med batteri, der fik bægeret til at flyde over.
• Flere danskere bruger AI til at identificere svampe, og Giftlinjen får dobbelt så mange opkald som sidste år. Næste skridt bliver, at nogen uploader et billede af en hugorm og spørger, om den kan bruges som kæledyr.
• I Hans Tavsens Park på Nørrebro har arkæologer gravet over 1000 skeletter op. Parken kan nu markedsføres som et historisk udflugtsmål med masser af kultur, frisk luft og mulighed for at møde nogle af de lokale uden at komme op at mundhugges med dem.
• En ny hvepseart på bare to millimeter er fundet i Nationalpark Gribskov. Det er en sensation, der er så lille, at det kræver lup at få øje på nyhedsværdien.
• I Norge har man til gengæld fundet en ny, stor flåtart, der opfører sig anderledes end andre flåter ved at løbe efter sit bytte i stedet for at sidde stille og vente på, at byttet kommer forbi. Hvor man før kunne undgå flåter ved at holde sig væk fra højt græs, skal man nu også være i bedre form end flåten.
• Den ældste nulevende dansker, der nu er 112 år, bekræfter, at hun under Besættelsen var medlem af det danske nazistparti. Åbenbart var der noget ved befrielsen, der fik hende til at skifte mening.

• Club des Belugas · Anna Luca: It's a Beautiful Day
• Johnny Hodges: The Last Time I Saw Paris
• Joe Dassin: Et si tu n'existais pas
• Véronique Sanson: Et je l'apelle encore
• Red Garland · Paul Chambers · Art Tailor: Almost Like Being In Love
• Andrea Motis: He's Funny That Way
• Sabrina Starke: Just The Two Of Us
• Benni Chawes: Fly With Me
• Gnags: En Aften På Stranden I Oktober
• Sidney Bechet: Si tu vois ma mère

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI

Igen i denne uge var det et portræt, der løb med al opmærksomheden – ikke den lille ubelejlige detalje, at nogen har haft adgang til CPR-registret, så 8,8 millioner levende eller døde danskere risikerer at få en dobbeltgænger i cyberspace, der kan gøre livet surt for os.

Denne gang var det dog ikke et portræt af Danmarks mægtigste mand, kongen, der var årsag til portrætpostyret, men kun den næstmægtigste, Folketingets formand, Søren Gade, som Jyllands-Posten i ord og udråbstegn i anledning af hans afgang malede et hårrejsende billede af, til trods for at modellen som bekendt er pilskaldet.

Hvis det fremover bliver et krav at kunne læse en hel bog for at blive formand for Folketinget, ser det ud til, at man må supplere næste formandsvalg med en litterær tillægsprøve

Mandag aften blev portrættet lagt på Jyllands-Postens hjemmeside, og 13 anonyme kilder havde tilsyneladende fundet sammen om en fælles opfattelse af Søren Gade som luddoven, grisk, kolerisk og illoyal og som en politiker, der på selvfed og hensynsløs vis kører sit eget soloshow. Indimellem gled portrættet over i noget, der mindede om Olsen-Bandens departementschef i Rigsregistraturen, som da Gade ifølge en anonym kilde fik en nedsmeltning over en sandwich til frokost: 'Jeg skal kraftedeme ikke have sandwich. Jeg har sagt det 117 gange. Jeg vil have smørrebrød!' I Olsen-Banden var det bare tunge og italiensk salat, der blev bandlyst i en officiel skrivelse. Indtil videre må man gå ud fra, at Søren Gade trods alt ikke nåede at udstede et cirkulære om frokostordningen.

Men portrættet blev kritiseret for at være så ensidigt negativt, at forargelsen ingen ende ville tage, og skænderier om journalistik og etik reducerede nærmest Søren Gade til en parentes. Simon Emil Ammitzbøll-Bille kaldte det et 'sjældent nedrigt portræt', Henrik Qvortrup 'et af de vildeste karaktermord nogensinde', mens Jyllands-Postens tidligere chefredaktør Marchen Neel Gjertsen kaldte det 'next level karaktermord'. Når tre erfarne stemmer fra hver sit sæde på de politiske tilskuerpladser når frem til, at et portræt er et karaktermord – og endda et karaktermord på næste niveau – begynder historien at skrive sin egen satire. Man mangler bare, at Søren Gade bliver bedt om at stille op til obduktionen.

Men fordi en oplysning er anonym, er den ikke nødvendigvis usand. Med udsøgt proportionssans blev det blandt andet fremført, at Watergate-skandalen måske aldrig havde set dagens lys uden anonyme kilder. En kilde oplyste, at Gade kan tale i det uendelige om sin betydning for dansk politik og går utrolig meget op i sine stemmetal. En anden havde en teori om, at man udnævnte ham til formand for Folketinget, fordi han ikke kan stå for stjerner på skulderen, og så fik man samtidig lukket munden på ham – troede man i hvert fald. En tredje mente, at i Venstre kunne man styre ham ved at lønne ham fyrsteligt og give ham så få arbejdsopgaver som muligt, for det appellerede både til hans griskhed og hans dovenskab.

Også de positive vidner var anonyme, så selv omsorgen kræver åbenbart kildebeskyttelse

Og så var der den kriminelle side af sagen: Søren Gade kan ifølge en anonym kilde ikke læse en krimi færdig, fordi han er typen, der læser de første 20 sider, bladrer om til slutningen og konstaterer, at det var butleren. Hvis det fremover bliver et krav at kunne læse en hel bog for at blive formand for Folketinget, ser det ud til, at man må supplere næste formandsvalg med en litterær tillægsprøve.

Det bemærkelsesværdige var ikke kun de anonyme kilder, men fraværet af nogen, der havde noget pænt at sige. Jyllands-Posten nåede efter kritikken noget fodslæbende frem til, at den første version ikke var 'tilstrækkeligt balanceret', hvorefter Søren Gade i en ny version blev beskrevet som en omsorgsfuld ven og engageret tidligere forsvarsminister. Men også de positive vidner var anonyme, så selv omsorgen kræver åbenbart kildebeskyttelse.

Mette Frederiksen havde til gengæld ikke behov for at være anonym. Hun erklærede, at portrættet var 'under lavmålet' og kunne tilføje, at Søren Gade havde været en fremragende formand for Folketinget og en kær kollega og ven, som hun slet ikke kunne genkende i portrættet. Men hun har formentlig heller aldrig set hans reaktion på en sandwich.

Henrik Frandsen har en mildt sagt følsom sag fra Tønder Kommune hængende på sig, hvor en sagsbehandling både var påfaldende hurtig og påfaldende lukrativ

Til gengæld undlod hun at nævne Gades fortræffeligheder i sin åbningstale i Folketinget i tirsdags, hvor Henrik Frandsen fra Moderaterne nu var blevet valgt som ny formand. Et interessant valg, eftersom Frandsen har en mildt sagt følsom sag fra Tønder Kommune hængende på sig, hvor en sagsbehandling både var påfaldende hurtig og påfaldende lukrativ. Formandsposten regnes som det næsthøjeste embede i den danske statsorden, men åbenbart kræver den ikke mere end fire års erfaring som folketingspolitiker. Heller ikke selv om 90 medlemmer af Folketinget har større parlamentarisk erfaring end Henrik Frandsen og endnu ikke har trådt i spinaten. Måske bør kravene til kommende formænd udvides, så man skal kunne fremlægge mindst én tvivlsom sag, man selv har været hovedperson i. Henrik Frandsens karaktermyrdede forgænger banede vejen med sin indbringende nebengesjæft som bestyrelsesformand for Esbjerg Havn, så næste gang, der skal vælges formand til Folketinget, må det vel være Inger Støjberg med rigsretsdommen og fodlænken, der står for tur.

Mette Frederiksens åbningstale bevægede sig i øvrigt fra øst til vest uden de store nyheder. Der skal være være mindre kontrol med kommunerne og mere med landbruget, kortere afstand mellem land og by og længere mellem os og russerne. Det sidste er nok den del af politikken, der kræver mindst kontrol med kommunerne.

Hvis man vil vide, hvor meget politikerne egentlig interesserer sig for overvågning, kan man spørge Lars Boje Mathiesen. Han har anskaffet sig AI-briller med indbygget kamera, så Christiansborg nu har fået sin egen nye, borgerlige overvågningscentral. Lars Boje mener tilsyneladende, at det er helt rimeligt at filme sine kolleger, så længe man selv synes, man har en god grund. Det er en sympatisk tilgang til privatliv: Det hedder kun overvågning, når det er de andre, der gør det.

Hos CPR-registret behøver man hverken at kunne lægge 2 og 2 sammen eller tælle til 10, før der er hul igennem. Nogle ville nok kalde det hul i hovedet.

Mens politikerne holder øje med hinanden, er der borgere andre steder, der bare gerne vil have noget ordentligt at spise og holder øje med dagens ret. En vegansk patient på Hvidovre Hospital blev tilbudt ris, rodfrugter og knækbrød, som plejer at være en kombination, der får selv en veganer til at overveje en leverpostejmad. Men Østre Landsret frifandt Region Hovedstaden i sagen, for i en anden region har man tidligere konstateret, at der kun var én vegansk bestilling om dagen blandt flere tusinde patienter. Selvfølgelig er det svært at være både sygehuskøkken og restaurant, men måske kan man trøste sig med, at ingen på Hvidovre Hospital tilsyneladende endnu har skullet vælge mellem sandwich og smørrebrød.

Og så var der CPR-registret, hvor uvedkommende i 21 dage og 17 timer havde adgang til oplysninger om 8,8 millioner registrerede personer. Levende, døde og udrejste. Digitaliseringsminister Christina Egelund er i gang med at finde ud af, hvad der er sket, mens en knivskarp professor i cybersikkerhed ved Aarhus Universitet konstaterer, at den tid, hvor man betragter CPR-numre i Danmark, som noget vi går ud fra, at andre ikke har kendskab til, må 'være slut'. Idéen med, at vores personlige oplysninger var hemmelige, var altså god nok. Problemet var bare, at nogen havde adgang til dem. Nu viser det sig, at adgangskoden til CPR-registret simpelt hen var 123456 og ikke en af de sædvanlige, som selv den mindste netbutik kræver, med kombinationer af tal, store og små bogstaver og specialtegn, så det ser ud som et skældsord i en tegneserie. Hos CPR-registret behøver man hverken at kunne lægge 2 og 2 sammen eller tælle til 10, før der er hul igennem. Nogle ville nok kalde det hul i hovedet.

Og sådan ender endnu en uge: Søren Gade forbander sandwichen, Lars Boje Mathiesen leger skjult kamera i Folketinget, patienter kræver kødfrie proteiner på sengen, og Christina Egelund vil finde ud af, hvem der kan tælle til 6. Man kunne næsten få den tanke, at Danmark er begyndt at ligne en film med Olsen-banden. Dog med den væsentlige forskel, at når det gælder Olsen-banden, ved man altid, hvem der står bag løjerne.



UGENS LAVPUNKTER:

• Mandag morgen blev en elg påkørt af en bilist på Helsingørmotorvejen. Ifølge politiet blev elgen fundet død 100 meter fra bilen. Det er uvist, om elgen døde af påkørslen eller af flyveturen.
• Norges regering vil midlertidigt forbyde AI-briller på skoler, i sygehuse og omklædningsrum. For fremtiden må nordmænd stole på deres egen hukommelse, når de prøver at huske, hvor de lagde håndklædet.
• MobilePay kommer nu til at hedde Vipps ligesom i Sverige, Norge, Finland og Grønland. Hvor EU har brugt årtier på at skabe fællesskab, klarer Vipps det med en app-opdatering.
• I København er en mand blevet dømt et år og syv måneders fængsel for målrettet at bryde ind i hjem, hvor han vidste, at beboerne var til bryllup. Han gik efter folk, der havde noget lånt, noget blåt og noget, der var værd at stjæle.
• Der skal skabes et bedre overblik over ulvene i Danmark, og fra årsskiftet skal alle ulve DNA-registreres. De skal stadig ikke vise legitimation for at få adgang til skoven.
• En erhvervsskole i København havde problemer med, at de unge blev væk om mandagen, men fraværet er halveret, efter at man har indført gratis morgenmad om mandagen. Til gengæld er forbruget af Nutella steget eksplosivt.
• Rigsarkivet oplyser i en pressemeddelelse, at det fremover vil være muligt at se sine gamle karakterer fra grundskolen helt tilbage til 2002. Så mangler vi bare en funktion, der kan slette dem igen.
• Søværnets aldrende flåde af fregatter skal udskiftes, men Forsvarets indkøbsmyndighed vil ikke tage imod et tilbud fra verdens største skibsbygger, selv om de kan bygge både billigst og hurtigst. Man lader sig ikke forvirre af irrelevante detaljer.
• Vogue og New York Times kan efter et par år med snak i krogene afsløre, at det efterhånden er sikkert og vist, at de stramme cowboybukser er tilbage. Dårligt nyt for alle, der lige havde vænnet sig til at kunne sætte sig ned.
• Et nyt studie af Madonnas stemme gennem fire årtier viser, at hun ikke følger de mønstre, forskere normalt forbinder med kvinders aldring. Man er nu i gang med at undersøge, om hun overhovedet følger andre regler.

• Stevie Wonder: My Cherie Amour
• The Love Unlimited Orchestra: Love's Theme
• Anita Baker: Giving You the Best That I Got
• Earth, Wind & Fire: After the Love Has Gone
• Madeleine Peyroux: Smile
• The Jazz Cultivators: Stormy Weather
• Ella Fitzgerald: Bewitched, Bothered and Bewildered
• King Curtis: Ode to Billie Joe
• Tok Tok Tok: Walk On The Wild Side
• Peggy Lee: A Doodlin' Song

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI

Det har været en uge med befolkningens fokus på billedkunst. Kong Frederik har fået sit første officielle kongeportræt, udført af Cathrine Raben Davidsen efter to års arbejde og 50 kasserede skitser. På det færdige resultat står kongen i Søværnets mørkeblå gallauniform i et grønt, abstrakt landskab og har oven i købet selv bidraget med nogle margueritter. I kunstens verden kaldes det interaktion.

Det minder lidt om coronatiden, hvor alle pludselig havde en epidemiologisk karriere ved siden af

Maleriet blev skamrost af alle kunsthistorikere og folk, der er noget ved musikken eller maleriet og kategoriseret som et mesterværk, mens de brede masser på de sociale medier i det store og hele var enige om at stemple det som et makværk. De selvudråbte eksperter har talt i floromvundne vendinger om, at det er underordnet, om maleriet ligner kongen, for det er et maleri, der viser mennesket bag embedet. Det er Privat-Frederik med det usikre blik, tvivlen i øjnene og trætheden i ansigtet. Derfor er hans holdning slap og opgivende med en tydelig svaghed og utilpashed over for uniformen og det ophøjede embede. Måske er det også derfor, at kongen på maleriet ikke står på et af de bonede gulve på Amalienborg, men på noget, der mest ligner gyngende grund.

Den kritiske gruppe talte om kejserens nye klæder. Maleriet lignede ikke kongen, men en usikker grønskolling på 25 og ikke en voksen mand på 58 – 'næsen er for smal og minder om Michael Jacksons,' 'det ene øje hænger,' ‘bukserne er for store’. Eller kort og godt: 'Det bliver en halv stjerne herfra.' Det er i det hele taget imponerende, så mange kunsteksperter Danmark har fået i løbet af en weekend. Vi er et lille land, men vi har 5,9 millioner kunstkritikere. Det minder lidt om coronatiden, hvor alle pludselig havde en epidemiologisk karriere ved siden af. Nu har vi fået en nation af portrætkendere, der kan se, at næsen er forkert. Og måske er det netop det, kunst kan: få folk til at diskutere næser med større lidenskab, end de ofrer på finansloven. Ved afsløringen af billedet virkede Frederik selv i øvrigt overstrømmende glad, men i den veltrænede sportskonges sted ville man bag facaden måske ærgre sig over at blive fremstillet med en begyndende topmave og spørge sig selv, om alle timerne i det royale fitnesscenter så i virkeligheden har været det rene tidsspilde.

I den veltrænede sportskonges sted ville man bag facaden måske ærgre sig over at blive fremstillet med en begyndende topmave

Og hvem ved, måske var det for at komme sig over chokket over det mindre flatterende maleri, at Frederik i denne uge sejlede til Sydfrankrig og tog et af de 'timeouts', han annoncerede ved tronskiftet, hvor han regnede med, at der ville blive mere at lave. Det er ikke ofte, at folk i store, betroede stillinger tiltræder med et løfte om at holde mere fri og arbejder på deltid til 132 millioner kroner om året. Men én skal jo være den første.

Og når vi nu er ved penge, kommer vi ikke uden om finansloven og de 81.000 studerende, der ikke kan få cafépenge, fordi de bor hjemme. For hvis man er ung og bor hos sine forældre, må man finde sig i at være fattig og nøjes med at glæde sig over gratis kost og logi. Der er ikke enighed blandt regeringspartierne om hjemmeboende unges ret til baristakaffe ude i byen, men hverken Radikale eller SF har dog endnu foreslået en cortado-SU, som reguleres efter forældrenes indkomst og udbetales direkte på MobilePay hver fredag klokken 16.

Enhedslisten har med stor tilfredshed noteret sig, at tandlægebesøg efter planen skal være gratis for alle voksne i 2035. Det lyder unægtelig som en glimrende idé. Der er bare det problem, at hvis det planlagte mål om gratis tandpleje til alle voksne bliver gennemført, vil der være behov for 800 flere tandlæger om ni år, så noget tyder på, at der både kommer til at mangle tandlæger og tænder i hele landet i 2035. Men som støtteparti, der bare leverer idéerne, er det ikke Enhedslistens hovedpine. Eller tandpine for den sags skyld.

Noget tyder på, at der både kommer til at mangle tandlæger og tænder i hele landet i 2035

Til gengæld kan vi måske spare lidt på bedøvelsen. Løsgængeren Nadja Natalie Isaksen har spurgt ministeren, hvor mange penge der bliver brugt på bedøvelse, når beboere på udrejse- og asylcentre bliver behandlet hos tandlægen. Hun vil også gerne vide, om ministeren anerkender, at man sagtens kan blive boret i tænderne uden bedøvelse. En tilgang til sundhedspolitik, der har den store fordel, at den både er billig og yderst effektiv, hvis målet er at få folk til at holde op med at komme igen.

Det bringer os naturligt videre til et andet område, hvor det også kan gøre ondt at være dansker: udlændingepolitikken. Her har islamisten Mohamed Abdi Kahn igen fået en hovedrolle i den politiske folkekomedie. Han har tidligere modtaget støtte gennem en hjemrejseordning, rejst til Etiopien med sin familie på otte og senere benyttet sig af ordningens fortrydelsesmulighed og rejst tilbage til Danmark med alt betalt. Han har dog tilbudt at forlade Danmark igen mod 3,5 millioner kroner og har siden fordoblet prisen, hvis han når at få permanent ophold og senere statsborgerskab. Normalt falder prisen, hvis kunden tøver. Her sker det modsatte. Først 3,5 millioner. Så 7 millioner. Og til sidst 14 millioner. Inger Støjberg er rasende og ønsker Abdi Kahn hen, hvor peberet gror. Hun har oven i købet tilbudt at betale flybilletter for familien, og hun vil have fjernet fortrydelsesordningen. Det er så vidt vides heller ikke helt almindeligt, at hvis nogen får en enkeltbillet, har vedkommende ret til at købe en returbillet med staten som sponsor. Nogle taler om at være til grin for sine egne penge.

Men der findes heldigvis også velintegrerede borgere. Danmark har fået sin første anklager med tørklæde, og Christiansborg har fået en sag, der kræver både panderynker og paragrafgymnastik. Justitsminister Nicolai Wammen og et bredt flertal er enige om, at anklagere selvfølgelig har ret til at dyrke deres religion og interesser i fritiden, men i retten bør der gælde de samme restriktioner som for dommere: religiøs og politisk neutral påklædning. For hvad bliver ellers det næste? At en fodboldtosset anklager møder op i retten iført Brøndby-halstørklæde og klaphat? Diskussionen om, hvorvidt hijab i retssalen må betegnes som en slags stofmisbrug, fortsætter indtil videre.

Diskussionen om, hvorvidt hijab i retssalen må betegnes som en slags stofmisbrug, fortsætter indtil videre.

Mens udlændingepolitikken således leverer den ene øjenbrynsløftende historie efter den anden, er der også uro på den hjemlige politiske front. Hos Liberal Alliance har Mads Strange haft en lettere ubekvem uge, fordi han er blevet taget i en række faktuelt forkerte påstande. Strange har selv erkendt, at han har sagt ting, der var forkerte, og beklaget det, men understreger, at han ikke mener, der er tale om et mønster. Det er i sig selv sympatisk at indrømme fejl. Problemet opstår, når man er kommet med så mange røverhistorier, at man begynder at få brug for en særskilt optælling, og facit bliver ni påstande uden hold i virkeligheden. Men det forhindrede ikke Altinget i at indstille Strange til avisens politiske kommunikationspris. Nogenlunde som at nominere en kok til årets mester i portionsanretning, efter at han har tabt tallerkenerne gulvet.

Venstre har igen slået sin egen bundrekord i vælgertilslutning, og flere venstrefolk har gjort oprør mod partiets formand, Troels Lund Poulsen, på grund af det kommende sprøjteforbud. som han går ind for. Det interessante ved Venstre er, at partiet dermed igen demonstrerer sin historiske styrke: Man kan være imod noget, selv om ens egen formand har sagt, hvordan det skal være. I det mindste har Venstre den fordel, at partiet ikke mangler debat. Der mangler kun enighed om, hvad debatten går ud på.

Uge 40 efterlader herefter en stribe ubesvarede spørgsmål: Er kongen den mand, man ser på maleriet, eller den man forestiller sig bag uniformen? Er tandlægen gratis, hvis der ikke er tandlæger nok? Er en enkeltbillet stadig en enkeltbillet, hvis man kan fortryde den? Er en forkert påstand en fejl, hvis man også indimellem siger noget rigtigt? Kan man repræsentere Anklagemyndigheden iført hijab og samtidig være objektiv? Og er Venstre for eller imod et sprøjteforbud, hvis formanden og medlemmerne mener noget forskelligt?

Det er den slags store spørgsmål, der er det smukke ved demokratiet.



UGENS LAVPUNKTER:

• Et postkort, dronning Margrethe skrev som 12-årig i 1952, kom på auktion i mandags. I kortet fortæller den unge prinsesse blandt andet, at kongefamilien har besøgt en hytte, hvor de fik kaffe og vafler med multebær. Vi har et kongehus, der skriver om vafler, og et auktionshus, der gør det til kulturarv.
• Det tog under tre timer at få 102.500 danskere til at melde sig til næste års Royal Run. Nu har de cirka otte måneder til at finde en god undskyldning for at melde fra.
• Da musikeren Oliver Lauridsen så, at der var 12 hvide mænd og to hvide kvinder, der skulle optræde til P3 Guld, kritiserede han showet for at mangle repræsentation. Hans eget band hedder Smag På Dig Selv, så han er allerede begyndt at tage sin egen kritik meget bogstaveligt.
• Antallet af indsatte overstiger nu antallet af pladser i danske fængsler. Det er kun et spørgsmål om tid, hvornår Kriminalforsorgen begynder at anbefale Airbnb.
• Dansk politi har vundet Europols innovationspris for et pilotprojekt, hvor politiet har testet bilister for lattergas med et pusteapparat. Det er især praktisk, hvis man stopper en bilist, der synes, fartgrænsen er dagens bedste joke.
• Udenlandske par strømmer til Danmark for at blive gift. Ventetiden er kort, og processen er nem. Danmark er blevet Europas Las Vegas: Kom ind som kærester, kom ud som ægtefolk.
• Verdenshavene absorberede sidste år en rekordhøj mængde varme, svarende til 40 gange verdens samlede energiforbrug samme år. Kort sagt en måde at opbevare energi på, som ingen har bedt om.
• På fem år er 20 procent af de schweiziske gletsjere forsvundet, og i løbet af årets første otte måneder er de skrumpet med 5,5 procent. Snart kan man kun stå på ski i Schweiz, hvis man bevarer optimismen og har et skateboard.
• Et forslag fra den britiske premierminister går ud på, at flyselskaber fremover ikke skal kunne afkræve forældre ekstra gebyrer for at komme til at sidde ved siden af deres børn i flyet. Men måske kunne man i stedet for lade børnene betale et mindre ledsagergebyr?
• Et projekt med at passe bistader i Newcastle har vist sig at være et værdifuldt rum for mænds mentale trivsel. Formentlig fordi bierne lytter, ikke afbryder og giver meget konkrete tilbagemeldinger.

Der er temmelig mange mennesker, som får en let depression, når efteråret banker på. De kigger ud ad vinduet, sukker og begynder at google charterrejser til Tenerife. Jeg har en anden strategi: Man kan ikke ændre på vejret, så jeg tager min trenchcoat på. Det er en handling, der øjeblikkelig forbedrer min mentale tilstand med 37 procent. Den specifikke procent er ikke dokumenterbar, men jeg føler mig overbevist.

Man er klar til at slå kraven op og gøre det til en værdig konfrontation mellem menneske og meteorologi

Efteråret er trenchcoatens naturlige habitat. Om sommeren virker den overdrevet, og om vinteren kan den blive udfordret af kulden. Men på en blæsende oktoberdag, hvor det dufter af våde blade, og himlen har farve som gammelt sølv, er den perfekt. En trenchcoat får én til at tage vejret mindre personligt. Man står i entréen og hører regnen tromme mod ruden. Træerne bøjer sig i vinden, bladene hvirvler hen ad fortovet, og et sted vælter en skraldespand og skramler mod fliserne. Det er ikke vejr til små paraplyer og tynde jakker. Det er trenchcoatvejr, og man tager frakken på. Så åbner man døren, vinden rammer én direkte i ansigtet. Man er klar til at slå kraven op og gøre det til en værdig konfrontation mellem menneske og meteorologi. Ikke fordi man fryser, men fordi det ser rigtigt ud. Man går i Kvickly efter mælk og køkkenruller og kommer hjem med fornemmelsen af at have afsluttet en hemmelig mission i Istanbul. Vi er nogle, der ikke kun klæder os efter vejret. Vi klæder os efter, hvem vi forestiller os, vi er.
Hvis det er en rigtig trenchcoat, er den knælang eller længere endnu – ikke som de sørgelige nymodens 'frakker', der kun når til midt på låret. Den har en elegant, lige silhuet med dobbeltradet lukning og bøffelhornsknapper, og kraven er bred, så den kan slås op og beskytte mod vind og vådt vejr. Bæltet med de fem stikninger kan bindes stramt, så det fremhæver figuren, eller hænge løst, så det ser mere afslappet ud.

Man går i Kvickly efter mælk og køkkenruller og kommer hjem med fornemmelsen af at have afsluttet en hemmelig mission i Istanbul

Den garvede trenchcoatbærer bruger aldrig bæltespændet, men binder bare en knude på bæltet, og de håndsyede øjer til spændetornen er på sin vis overflødige. I bæltet sidder også de karakteristiske D-ringe, som oprindelig blev brugt i militæret til at fastgøre forskelligt udstyr. De ses ikke tydeligt på tegningen, men på billedet af Humphrey Bogart ovenfor kan man øjne en enkelt. Skuldrene er forsynet med epauletter, som engang havde en militær funktion og blandt andet blev brugt til at fastgøre udstyr eller holde remme fra tasker eller våben på plads. Senere blev de også brugt til at vise rang og tilhørsforhold gennem forskellige mærker og insignier. Trenchcoaten har bærestykke på ryggen og fortil et ekstra stykke stof over brystet – en stormflap – som beskytter bedre mod regn og samtidig skaber det lagdelte udseende. En stormkrog i kraven hører selvfølgelig med. Ærmerne er udstyret med justerbare manchetstropper, så de kan strammes omkring håndleddene. Lommerne er såkaldte pass-through-pockets, der har en åbning, der gør det muligt at føre hånden gennem lommen og ind til tøjet indenunder. Den klassiske trenchcoat er beigefarvet, men den ses også i farver, som næppe ville have imponeret en britisk officer i 1916.

Direkte oversat betyder 'trenchcoat' skyttegravsfrakke. Historien om trenchcoaten begynder i Storbritannien i 1879, hvor tekstilfabrikanten Thomas Burberry fik idéen til det vandafvisende stof gabardine. Det var lettere og mere åndbart end datidens tunge regnslag og blev hurtigt populært blandt opdagelsesrejsende og officerer. Under Første Verdenskrig blev frakken udleveret til britiske officerer, som havde brug for noget, der kunne modstå mudder, regn og kulde uden at hæmme bevægeligheden, og det var på slagmarken, alle de små detaljer blev udviklet. Efter krigen tog soldaterne frakkerne med hjem, og det viste sig, at militærfrakken også fungerede glimrende på en foggy day i London.

Men det var filmens verden, der gjorde trenchcoaten udødelig. Hollywood opdagede snart, at en lang frakke kunne fortælle en historie, før skuespilleren havde fået sagt det første ord. Humphrey Bogart gjorde den til et symbol på den hårdkogte helt i Casablanca. Senere bar Audrey Hepburn den med ubesværet elegance i Breakfast at Tiffany's, og hver gang en detektiv i en kriminalfilm trak kraven op om ørerne og forsvandt ud i natten, voksede trenchcoatens status. Nu er den levende kulturhistorie.

Den klassiske Burberry-model Kensington koster godt og vel 16.000 kroner, men mange andre mærker laver trenchcoats, der koster en brøkdel og fungerer lige så godt. Som den snob jeg er, har jeg selvfølgelig investeret i en Burberry, og som den miljøbevidste forbruger jeg er, når det er til min fordel, har jeg selvfølgelig købt den i en genbrugsforretning for 500 kroner.

Mest for nørder:
En model Kensington som min fra før 1999 er fremstillet i England og har et stofmærke i nakken, hvor der står Burberrys' – altså med et s og en apostrof til sidst – og som desuden er dekoreret med en ridder til hest, The Equestrian Knight. Skriften er hvid på marineblå baggrund. Hvis ridderen mangler, og der bare står BURBERRY med store, grafisk minimalistiske bogstaver uden s'et og apostroffen, er frakken fra tiden efter 1999 og sandsynligvis fremstillet i Italien, Tyrkiet eller Malaysia. De originale trenchcoats fra før 1999 har også et hvidt mærke i venstre lomme med felter til navn og ordrenummer. Størrelsen står altid i navnefeltet. På inderforet sidder størrelsesmærket skjult under det marineblå Burberrys’-mærke. Hvis man ikke kan finde mærkerne, er der tale om en forfalskning, medmindre nogen af en eller anden grund har fjernet dem.

I dag er dagen, hvor jeg indleder min trenchcoatsæson. Det vil sige, at jeg satser på, at efteråret samtidig begynder at ruske i træerne, regnen pisker mod ruderne, og himlen ser ud, som om den har opgivet enhver ambition om at blive blå foreløbig. Så vil jeg iføre mig frakken, åbne døren og træde lige ud i det med en vis værdighed.

Man kan ikke styre verden. Men man kan slå kraven op.

• Vic Damone: Let's Fall in Love
• Emilie-Claire Barlow: You Make Me Feel so Young
• Nino Rota: Amarcord
• Harry Connick, Jr.: Recipe For Love
• Patti Page: The Glory Of Love
• Norah Jones: Don't Know Why
• Al Jarreau: We're in This Love Together
• Malene Mortensen: Another Day
• The Earl Palmer Trio: Lullaby Of Birdland
• Fats Waller: Two Sleepy People

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI

Efter knap to års udenrigspolitisk drama nåede grønlandskrisen tirsdag aften det punkt, hvor alle gode diplomatiske kriser til sidst ender: Der blev skrevet under på noget, der egentlig ikke var nødvendigt, alle smilede til hinanden, og bagefter var der øl.

Det er imponerende, så mange superlativer man kan få til at passe på en aftale, der bare handler om, at alle tre parter er enige om, at det er bedst, at de stadig er venner

Donald Trump beskrev forløbet som 'en fantastisk rejse med vidunderlige mennesker'. Det er en bemærkelsesværdig beskrivelse af en rejse, der blandt andet har indeholdt en amerikansk ambition om at få fingre i Grønland og en periode, hvor forholdet mellem Danmark og USA var på frysepunktet. Men nu er vi heldigvis venner igen! Ved underskriftsceremonien i FN-bygningen i New York trak Trump stolen ud for Mette Frederiksen, muligvis fordi han havde glemt, at det var hende, han ikke ville give hånd til ved NATO-topmødet i Ankara i juli. Men præsidentens stolestunt blev et atypisk galant øjeblik, som på mange måder opsummerede hele aftalen: USA tilbyder at holde stolen, Danmark sætter sig ned, og alle lader som om, det hele er fuldstændig normalt. Først bruger man halvandet år på at skændes med amerikanerne om Grønland, og så ender man i et lille lokale med tre statsledere, der smiler, smisker og skriver under, som om intet var hændt, og selv om ingen er sikre på, om man nu også helt kan regne med Trump.

Aftalen bekræfter Kongeriget Danmarks suverænitet og Grønlands ret til selv at bestemme. Til gengæld får USA lov at fylde op med soldater og permanente baser og ret til at bede alle andre lande om at skrubbe af, hvis de skulle komme for tæt på. Aftalen har ingen udløbsdato, og alle er glade. Mette Frederiksen kaldte aftalen 'større og bedre' end den gamle, næsten enslydende aftale fra 1951. Jens-Frederik Nielsen kaldte den 'win-win-win' og ventede – formentlig med Zelenskyj in mente – til bagefter med at tage sin anorak på. Og Trump kaldte aftalen historisk. Det er imponerende, så mange superlativer man kan få til at passe på en aftale, der bare handler om, at alle tre parter er enige om, at det er bedst, at de stadig er venner. Der blev givet hånd og krammet, og da det hele endelig var overstået, drak Mette Frederiksen en kold øl sammen med den danske delegation. Lars Løkke var ikke til stede, så der var ingen til at dele smøger ud, men ellers var det eneste, der manglede, at Trump sagde: 'Skal vi ikke bare lade som om, vi aldrig taler om Grønland igen?' Men det gjorde han altså ikke.

Man siger, at en fjendes fjende er en ven, og i dette tilfælde hedder vennen Mark Carney

EU og Canada har indledt en hed flirt, som kulminerede med et stævnemøde mellem Canadas premierminister Mark Carney og Frankrigs Emmanuel Macron på Saint-Pierre og Miquelon, et lille fransk oversøisk territorium kun 25 kilometer fra Canada. Det er ikke helt det samme som Venstre Seinebred i Paris, men kærligheden har som bekendt aldrig været afhængig af postnummeret. Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har oven i købet luftet tanken om at gøre Canada til associeret medlemsland. Det samme tilbud har Australien og New Zealand fået. Det er på sin vis et forståeligt frieri. Når ens gamle partner på den anden side af Atlanten begynder at opføre sig utilregneligt, kan man jo være nødt til at kigge sig omkring. Man siger, at en fjendes fjende er en ven, og i dette tilfælde hedder vennen Mark Carney, hvilket må være en lettelse for europæerne. Han har både jakkesæt, økonomisk erfaring og en geografisk placering, der gør ham til et oplagt alternativ, hvis det amerikanske forhold skulle blive lidt anstrengt.

Venstres folketingsgruppe har tilsyneladende besluttet sig for at begå kollektivt harakiri

Apropos anstrengt er det vist et ord, man roligt kan bruge om forholdet mellem Donald Trump og den amerikanske presse. Trump har igen været utilfreds med CNN og andre medier og deres fake news med det resultat, at de blev nægtet adgang til Det Hvide Hus. Men de øvrige amerikanske tv-stationer havde åbenbart også fået nok. ABC, CBS, NBC og selv Fox News meddelte i et fælles brev, at de ville stoppe den fælles dækning af præsidentens arrangementer i solidaritet med de medier, der var blevet udelukket. Et par dage senere var der desuden en dommer, der fastslog, at udelukkelsen stred mod den amerikanske forfatning, så Trump blev pålagt at give medierne deres adgang tilbage. Det må have været lidt af en skuffelse, ikke bare for Trump, men også for alle dem, det gik op for, at forfatningen faktisk stadig gælder, selv for præsidenter. At Trump så alligevel fortsætter med at udelukke de medier, der passer ham, er en anden sag.

Men vi behøver slet ikke at skele til Washington for at finde nogen, der gerne vil bestemme, hvad andre siger om dem. Folketingets formand, Søren Gade, har valgt at trække en mand ved navn Jakob Klink i retten. Han er gift med Søren Gades partifælle i Venstre Trine Jepsen, så hvem kunne ikke godt tænke sig at være en flue på væggen til familiefrokosten? Sagen handler om nogle beskyldninger, som Klink skrev om Gade efter folketingsvalget. Opslaget er siden slettet, men Klink har blandt andet beskyldt Søren Gade for at have sikret førtidspension til Henrik Sass og dermed støttet en børnepornodømt. Klink har nægtet at sige undskyld, og Gade mener, at der er grænser for, hvad man skal finde sig i som politiker. 'Så må jeg jo trække en streg i sandet,' fastslog han. Politisk kommentator Jarl Cordua, som aldrig har lagt skjul på sit tilhørsforhold til Venstre, reagerede på Gades beslutning ved at konstatere, at 'Venstres folketingsgruppe har tilsyneladende besluttet sig for at begå kollektivt harakiri.'

Når man ikke kan argumentere imod en politisk beslutning, kan man altid prøve at få den til at lyde som en menneskerettighedskrise, også selv om ofrene har klove

Mens nogle diskuterer retten til at sige grimme ting om hinanden, har regeringen i denne uge taget en mere håndfast beslutning: Der er kommet grisestop. Med øjeblikkelig virkning er der indført forbud mod nye konventionelle svinestalde de kommende 12 måneder. Måske fordi landets største svineproducent, Martin Lund Madsen, netop har fået tilladelse af Billund Kommune til at udvide produktionen med mere end 400.000 årlige slagtesvin. Det er ikke længere en svineproduktion – det er nærmere en mindre nation med krølle på halen. Svineproducenternes formand Jeppe Bloch kalder regeringens øjeblikkelige grisestop racistisk. Når man ikke kan argumentere imod en politisk beslutning, kan man altid prøve at få den til at lyde som en menneskerettighedskrise, også selv om ofrene har klove. Så mangler der kun, at svineproducenterne kræver en sandhedskommission, erstatning for historiske krænkelser og en mindeplade for den sidste nybyggede konventionelle svinestald.

Men ugens blandede fortrædeligheder handler allesammen om magt og om, hvem der ender med at trække grænsen. Det er måske i virkeligheden den røde tråd gennem hele uge 39. USA, Danmark og Grønland er langt om længe blevet bonkammerater igen (sådan da) på Trumps nåde, Canada kigger mod Europa på Ursula von der Leyens initiativ, amerikanske medier siger fra over for Trump, en dansk politiker går rettens vej på grund af et Facebook-opslag, og regeringen sætter en stopper for nye svinestalde.

Der er tilsyneladende blevet tegnet en hel del streger i sandet. Og altså også i indlandsisen.



UGENS LAVPUNKTER:

• Efter sidste weekends halvmaraton i København blev der indsamlet 15 ton tøj, som løberne havde smidt fra sig på ruten. Det svarer cirka til en gennemsnitlig dansk teenager, der har ryddet sit værelse.
• Fra 1. maj til 31. august tog Dyrenes Beskyttelses internater imod 3.767 katte. Det lader til, at sommeren er højsæson for både jordbær, festivaler og at erkende, at man ikke kan styre en kat.
• Påfuglen Carsten, der tilhører Børnehuset Ønskelandet i Ikast, har været efterlyst i tre måneder, men er endelig blevet fundet. Gode nyheder for Ønskelandet og dårlige nyheder for Carsten, som nu igen skal tilbringe hele dagen sammen med børnene.
• I Givskud slap tre kænguruer ud fra en privat indhegning. Sydøstjyllands Politi oplyser, at de er blevet orienteret, men så længe kænguruerne ikke udgør nogen trafikal fare, har man ikke tænkt sig at gøre noget. Hvis de begynder at hoppe over for rødt, er det en anden sag.
• Lige nu er det meget billigere at tanke i Sverige end herhjemme. Derudover oplyser bornholmerne, at man også kan spare penge på kaffe, laktosefrie produkter og tandlægebesøg. Inden længe er det nemmere at flytte til Sverige end at lave et budget.
• En bus har siden 1. februar kørt 328 ture for at transportere praktiserende læger fra København til Nykøbing Sjælland. Ingen læger har benyttet sig af muligheden. Men en million kroner for at dokumentere, at læger ikke tager en bus, de ikke har bedt om, er vel også en slags forskning.
• I år er omkring 250 ladekabler til elbiler blevet klippet af og stjålet. Kobberprisen er høj, og kablerne repræsenterer en værdi på mellem seks og syv millioner kroner. Politiet anbefaler, at man parkerer sin elbil sikkert. Kobbertyvene anbefaler, at man parkerer tæt på en skrothandler.
• Efter en skudepisode i Aarhus efterlyser politiet en mand på el-løbehjul, som er set ved gerningsstedet. Manden beskrives som farlig. Mest for trafiksikkerheden.
• Et fortroligt dokument i Rigsarkivet afslører, at Frederik VII var født med en misdannet penis og små kønsorganer. Det må være den eneste kongelige hemmelighed, hvor historikerne efter flere hundrede år må konkludere, at der ikke var noget at komme efter.
• I går blev et nyt portræt af kong Frederik afsløret på Frederiksborg Slot. Billedkunstneren Cathrine Raben Davidsen har brugt to år og mere end 50 skitser på at skabe værket. Noget tyder på, at hun har arbejdet efter princippet: 'Den er lige ved at være der!'