Man må antage, at det var det dårlige vejr, Thøger Larsen havde i tankerne, da han skrev 'Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig'. Men som vi har erfaret i den forløbne weekend med livstruende hedebølge og aflyste arrangementer i stribevis, kan vejret også blive for godt.

Som bekendt er vi ikke herre over vejrets kalamiteter. Men det samme gælder ikke alle sommerens andre tvivlsomme ingredienser i form af traditioner og mere eller mindre frivillige pinefulde ritualer. Dem har vi kun har os selv at takke for.

Der er intet afslappende ved at stå med entang i hånden og overvåge gløder med en flyveleders koncentration

For hvem har i virkeligheden lyst til at sidde i sand, der opfører sig som glimmer ved en børnefødselsdag og bliver siddende på kroppen til oktober? Og ingen indrømmer, at det er anstrengende at slæbe seks kilo håndklæder, en køletaske, solcreme, en mustensroman og en oppustelig enhjørning hen til et sted, hvor der hverken er skygge eller toiletter. Alligevel tager man til stranden. Man finder en plads, smører sig ind i en fedtet substans og lægger sig til rette på et tæppe i håb om, at solen begynder at skinne lige om lidt. Det gør den ikke. Men ender med at ligge og småfryse i vinden i tre timer.

Det kan også være, at man inviterer til grillparty i haven. Ingen ved præcis, hvornår det blev synonymt med afslapning at grille. Der er intet afslappende ved at stå med en tang i hånden og overvåge gløder med en flyveleders koncentration. Alligevel gentager ritualet sig hvert år. Man dyrker udelivet. Det betyder i praksis, at man flytter al madlavning fra et køkken med emhætte og lys til en terrasse med røg og et udvalg af insekter. De første pølser, der enten er rå eller forkullede, indtager man med påstået velbehag.

Is hører også sommeren til. Ikke nødvendigvis fordi man har lyst til is, men fordi temperaturer over 22 grader forpligter én moralsk til at stå i kø foran en iskiosk og overveje, om man skal holde sig til den sædvanlilge vaffel med vanilje og jordbær, eller om man skulle vove halsen og forsøge sig med saltkaramel og banan for en gangs skyld. Det gør man så – og fortryder. Næste år gentager man forsøget.

Man skal købe nye kartofler og spise jordbær, selv om de fleste er sure eller uden smag, og man måtte kassere halvdelen

Alle elsker pr. refleks de lange sommeraftener. Det er vigtigt at sidde ude længe, selv om mørket og kulden sniger sig ind på én, og selv om ingen egentlig har mere at sige hinanden. Så man bliver siddende med et tæppe om skuldrene og gentager med faste mellemrum mantraet: 'Der er altså noget helt særligt med de lyse aftener.' Ingen går ind, før klokken er langt over sengetid. De mest yderliggående bliver ude og sover i shelter.

Man må ikke glemme de obligatoriske små eventyr. Man skal cykle et sted hen eller besøge et loppemarked. Man skal købe nye kartofler og spise jordbær, selv om de fleste er sure eller uden smag, og man måtte kassere halvdelen. På et tidspunkt skal man sige: 'Vi skal huske at nyde det.'

Måske er sommerglæde ikke glæde i klassisk forstand, men snarere en form for årstidsbestemt socialisering. Vi tager til stranden, selv om der er rarere hjemme i haven. Vi spiser is, selv om vi ikke er lækkersultne. Vi tænder grillen, selv om ovnen virker bedre. Vi sidder ude og fryser med anstand for at kunne sige, at vi sad ude. Vi tager billeder af solnedgange, som ligner alle andre solnedgange. Altsammen uden at tænke nærmere over det, fordi det nu engang hører sig til.

Sidst i august konstaterer vi, at sommeren gik alt for hurtigt. Vi føler, vi burde have fået mere ud af den. Næste år gør vi præcis det samme igen, for sommeren er ikke bare en årstid, den er en opgave. Og fra og med i dag har vi stadig et par måneder til at løse den.

Der var engang en forestilling om, at et samfund blev styret af regering, embedsmænd og almindelig administration. Denne uge har vist os, at Danmark og verden i virkeligheden drives af nødløsninger, opslag på sociale medier og en stadig voksende tro på, at alt kan klares med en arbejdsgruppe, et beredskab eller en bus.

Når det hele ramler, kaster vi os ikke ud i revolution eller gør oprør, men satser på kaffe i sognegården

Regeringen er begyndt at tænke over, hvordan vi skal overleve fremtiden på det åndelige plan, når kriserne trænger sig på. Mette Frederiksen mener, at folkekirken bør spille en central rolle. En smuk dansk tanke: Når det hele ramler, kaster vi os ikke ud i revolution eller gør oprør, men satser på kaffe i sognegården. Allerede inden nogen kunne nå at sige 'amen', kom modstanden dog indefra. Den nye minister for samfundssikkerhed og beredskab, Lisbeth Bech-Nielsen fra SF, advarede mod at gøre folkekirken til nationens krisecentral. Hun – ikke selv medlem af folkekirken – pegede i stedet på boligforeninger og sportsklubber. Så hvis civilisationen bryder sammen, er det rart at vide, at vi altid har viceværten og badmintonklubben.

Det øvrige beredskab tager allerede form. Efter mere end halvandet års overvejelse er staten nu nået frem til, at hvis toilettet ikke virker under en krigslignende situation, kan man muligvis få lov at besørge i sin egen have. De første tre døgn skal man dog klare sig med kattegrus. Det er på én gang et meget dansk kompromis og et meget dansk tempo: Efter 527 dage fandt systemet frem til, at i nødstilfælde må borgerne eventuelt godt grave et passende hul. Vi ved nu, at der findes retningslinjer, kattegrus og en ministeriel åbenhed over for naturens kredsløb.

Transportsektoren er heller ikke i denne uge fløjet under radaren. DSB har brugt over 64 millioner kroner på togbusser på fem måneder, fordi togene ikke kan køre, mens man arbejder på at få dem til at køre. Togbussen er blevet den moderne stats svar på reinkarnation: Når et tog dør, genopstår det som en bus. Ingen ved helt, hvornår det bliver til et tog igen.

Efter 527 dage fandt systemet frem til, at i nødstilfælde må borgerne eventuelt godt grave et passende hul

Og mens vi herhjemme diskuterer kirker, haver med hul i græsplænen og busser, kigger verden interesseret på os. På Grønlands nationaldag benyttede Donald Trumps udsending Jeff Landry lejligheden til at antyde, at Grønland kunne blive USA's 51. stat. Først køber man Alaska, så drømmer man om Grønland, og om få år foreslår nogen, at Bornholm kan blive Floridas nordlige søsterstat. Danmark reagerer som altid værdigt: Vi nikker høfligt og nedsætter endnu et udvalg.

Udenrigspolitik er i øvrigt blevet decentraliseret. Søren Gade indgik havneaftaler med Kina uden at ulejlige hverken Udenrigsministeriet eller ministeren. Hvorfor skal diplomati også altid være forbeholdt diplomater? Snart kan grundejerforeninger forhandle forsvarsaftaler direkte.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har samtidig demonstreret, at kampen mod techgiganter ikke nødvendigvis udelukker, at man deltager i reklamer for dem. Han så ikke noget problem i at deltage i en reklame for YouTube, hvor han fik sig en hyggesnak over et bål med en influencer, selv om han gennem længere tid har tordnet mod techgiganternes magt. Men måske er det bare en moderne politisk metode. Man kritiserer techgiganterne indefra, helst med kamera på.

Ingen kan beskylde vejrguderne for at have fået kønspolitik på hjernen

På sociale medier fortsatte virkeligheden med at overgå satiren, da Allan Feldt fra Dansk Folkeparti demonstrerede, hvor kort afstanden er mellem et opslag og en shitstorm. Han lagde et billede på det sociale medie X af en ukendt kvinde med tørklæde, der opholdt sig på en legeplads. Uden at kende hende skrev han, at hun formentlig var en muslim på løntilskud og harmedes over, at hun nok var mere optaget af at passe sin telefon end at passe børnene. Problemet var ikke bare tonen, men at han fotograferede og udstillede en privat person, tillagde hende religion, beskæftigelse og adfærd uden dokumentation og koblede det til utilfredshed med systemet. Reaktionerne blev så voldsomme, at opslaget blev slettet, Frederiksberg Kommune politianmeldte sagen, og Allan Feldt måtte undskylde offentligt, at oplevelsen uheldigvis havde fordrejet hans etiske kompas, så han var kommet ud af kurs. Dansk Folkeparti ekskluderede ham ikke, men nøjedes med at fratage ham alle ordførerskaber og give ham mundkurv på på sociale medier. Men han er altså stadig en god dansk folkepartist med medlemskort.

Hedebølgen ruller over Europa. Togtrafikken ruller ingen steder, men bryder sammen, skoler lukker, folk søger mod vandet, og i København sejler 'havneværter' rundt for at holde øje med glade og overrislede studenter. Og mens droner flyver – eller måske ikke flyver – over Danmark, og Forsvaret er sikker på noget, politiet ikke kan bevise, har sproget taget sit eget lille skridt ind i fremtiden. 'Hen' og 'hens' er nu optaget i ordbogen, og det er vel at mærke sket med fuldt overlæg før hedebølgen, så ingen kan beskylde vejrguderne for at have fået kønspolitik på hjernen.

Imens står vi andre og nikker eftertænksomt og håber, at nogen har en plan.



UGENS LAVPUNKTER:

• Flere jordbæravlere oplever i år at blive spurgt, om deres jordbær er sprøjtet eller ej. Vi spørger ikke længere, om jordbær smager godt, men om de har levet et rent liv. På et tidspunkt bliver det lettere at sælge kokain end et jordbær uden forklaring.
• Den 23. juni 2026 var den varmeste dag, der er blevet registreret i Frankrig, siden officielle temperaturmålinger blev indført i 1947. Hvis det bliver fem grader varmere, bliver Tour de France afgjort på vægten af svedtab.
• Den ekstreme varme herhjemme kan være problematisk for ældre borgere, som ikke drikker nok vand. På Danahøj Plejehjem løse man problemet ved at tilbyde beboerne gratis slushice. Der er en hårfin grænse mellem ældrepleje og strandkiosk. Ingen ved længere præcis, hvor den går.
• Bob Dylan kommer igen til Danmark og giver koncert 21. oktober i Horsens. Der er noget rørende ved mennesker, der stadig går til Bob Dylan-koncert. Som om de holder hånden under en epoke.
• Ved en fejl fik kongen og dronning Margrethe udbetalt 300.000 kroner for meget sidste år, oplyser statsminister Mette Frederiksen. Der er noget meget dansk over, at selv monarkiet administreres som en kommunal kørselsgodtgørelse.
• En bus er blevet stjålet fra Hobro Station, og det er tredje gang, det sker på en enkelt uge. Det må kvalificere til at blive kaldt kollektiv trafik på eget initiativ.
• YouTube, der ejes af Google, har valgt at indgå forlig med en 16-årig dreng fra Florida, fordi han ikke får sin søvn. Forliget betyder, at sagen ikke kommer for retten. Til gengæld kommer den nok som dokumentarserie på YouTube.
• Årets studenter er de første, der i hele gymnasietiden har haft adgang til kunstig intelligens, og gennemsnittet til den skriftlige eksamen, hvor der ikke må bruges AI, er dalet over hele landet. Ifølge censorerne er besvarelserne i år kortere, mere usikre og indeholder færre formuleringer som: 'Dette komplekse spørgsmål kalder på en nuanceret analyse'.
• Efter en knastør maj er myggeæggene udtørret i stedet for at blive klækket. Derfor er der ganske få myg i Danmark. Mange børn kommer til at vokse op uden at lære den gamle danske disciplin: at klappe sig selv hårdt på armen uden synlig grund.
• Der sælges BMO'er (altså Boller Med Ost ) for hundredtusindvis af kroner dagligt i København. Politikens medarbejder har nu spist sig gennem 50 BMO'er for at finde den bedste. Journalistikken er tilbage.

Hvis man har en vis alder og derfor har gennemgået den tidligere obligatoriske danske basisopdragelse, der inkluderer en smule skam i livet, giver man sig ikke af med at prale. I hvert fald ikke direkte. Vi pakker alle fortræffelighederne ind i diskretion og tilføjer et tyndt lag socialt acceptable beklagelser for en sikkerheds skyld. Hvis man har glemt, at betegnelsen for fænomenet hedder ‘falsk beskedenhed’ på almindeligt dansk eller bare gerne vil være ung med de unge, kalder man det 'humble bragging'.

Humble bragging er en af civilisationens mest raffinerede selskabsdiscipliner: kunsten at fortælle noget beundrings- eller misundelsesværdigt om sig selv, mens man lader som om, man egentlig beklager det. Det er pral forklædt som ydmyghed. Selvpromovering i uldfrakke.

Vi pakker alle fortræffelighederne ind i diskretion og tilføjer et tyndt lag socialt acceptable beklagelser for en sikkerheds skyld

Det klassiske eksempel er hende, der sukker tungt over, at alle tror, hun er yngre end sin alder. Eller ham, der beklager sig over, at weekenden blev så opslidende, fordi der skulle vælges mellem to invitationer til kendisser, han kun omtaler ved fornavn.

Der findes flere underarter. Den logistiske humble brag handler om travlhed. Her fremføres livets privilegier som administrative byrder. Kalenderen er fyldt, folk forventer noget af én, rejserne er mange, og der opstår alvorlige problemer med at få koordineret frokost mellem forskellige attraktive muligheder.

Den æstetiske humble brag er mere subtil. Man fortæller med et strejf af opgivenhed, at det er blevet umuligt at finde tøj eller sko, der passer ordentligt. Ikke fordi man er vanskelig, naturligvis, men fordi skuldrene er for brede, benene for lange, eller fødderne så følsomme, at håndsyede italienske sko efter mål er blevet en nødvendighed.

Så er der den intellektuelle humble brag, som kræver finesse. Her fremstår personen lettere frustreret over, at andre bliver ved med at spørge om råd inden for emner, man egentlig slet ikke beskæftiger sig med længere.

En avanceret disciplin er anti-materialistisk humble bragging. Det er den særlige evne til at nævne luksus på en måde, så man samtidig virker, som om man er hævet over den. Man ejer ikke noget af statushensyn. Man foretrækker bare ting, der tilfældigvis tager seks måneder at fremstille og leveres i en sjælden, specialbehandlet træsort.

Afsenderen vil gerne fremstå både succesfuld og sympatisk, men ender som regel i et mærkeligt ingenmandsland mellem pral og undskyldning

Sociale medier har naturligvis løftet humble bragging til serieproduktion. Før i tiden krævede det timing og menneskelig kontakt. Nu kan man nøjes med at lægge et billede op af et flyvindue, en bog med mikroskopisk, ulæselig typografi og en kop espresso tæt ved det karakteristiske hjørne af sofabordet, der afslører, at det er Poul Kjærholms PK 61 til 25.000. Naturligvis ledsaget af en tekst om nødvendigheden af at koble af.

Det ærgerlige er, at humble bragging næsten aldrig virker efter hensigten. Afsenderen vil gerne fremstå både succesfuld og sympatisk, men ender som regel i et mærkeligt ingenmandsland mellem pral og undskyldning. Tilhøreren sidder tilbage med en fornemmelse af at være blevet inviteret til et trylleshow, hvor tryllekunstneren hele tiden forklarer, hvordan numrene laves.

Og alligevel er det de færreste, der kan melde hus forbi. De fleste humble bragger mere eller mindre bevidst, fordi ren pral er vulgær. Men total beskedenhed virker heller ikke helt rimelig, når man faktisk er stolt af noget. Måske er humble bragging bare et socialt kompromis: ønsket om at blive beundret uden at virke som én, der er ude på at blive beundret. Men det er en svær balanceakt.

Den elegante løsning er måske hverken at skjule stoltheden eller servere den forklædt. Man kan jo også bare sige, at den/det er man rigtig glad for, eller at man er godt tilfreds med resultatet eller forløbet. Men det kræver muligvis mere mod end at nævne, hvor svært det er at få plads til flere flasker Domaine de la Romanée-Conti i vinkælderen ...

Det begyndte med, at jeg hørte Euromans chefredaktør sige i en podcast, at han fandt det umandigt, hvis en mand brugte ordet 'frossenpind' om sig selv. På sin vis kunne jeg godt følge ham, men heldigvis findes ordet 'kuldskær' jo også, hvis man vil give udtryk for sin ulyst til at fryse. Desværre dur det åbenbart heller ikke, for i Politikens sprogklumme, som skrives af en seniorforsker ved Dansk Spognævn, beklagede hun sig i dag over sin mand, der kan finde på at skrue op for radiatoren eller tage kørehandsker på i bilen midt om sommeren, bare fordi solen ikke skinner. Som rutineret kuldemodstander kunne jeg ikke undgå at føle mig ramt, og som om det ikke var nok, skrev hun, at hun synes, det er usexet, at en mand karakteriserer sig selv som konstant frysende. Man klarer med andre ord ikke frisag bare ved undgå 'frossenpind' og kalde sig kuldskær.

Der er tilsyneladende en uskreven regel om, at mandekroppen skal fungere som en mellemting mellem en brændeovn og en gammel Volvo

Det efterlod mig i et identitetsmæssigt tomrum. Hvis man som mand ikke må være en frossenpind, og heller ikke kuldskær, hvad er man så? Termisk sensitiv? Temperaturbevidst? En person med udvidet respekt for årstidernes luner?

Åbenbart er det sådan, at en kvinde kan sige, at hun fryser, og omgivelserne reagerer med tæpper, te og omsorg. Hvis en mand siger det samme, opstår straks spørgsmålet, om han muligvis burde genoverveje sit medlemskab af civilisationen. Der er tilsyneladende en uskreven regel om, at mandekroppen skal fungere som en mellemting mellem en brændeovn og en gammel Volvo. Den skal kunne starte i al slags vejr, helst uden at beklage sig, og hvis temperaturen falder, må man gerne knurre lidt, men aldrig tage en ekstra trøje på.

Et øjeblik overvejede jeg at begynde at føre et slags dobbeltliv: Udadtil afslappet, åben jakke, rolige bevægelser, ingen kommentarer om temperaturen. Indadtil et menneske, der vurderer trækforholdene ved hvert eneste vindue, afsøger restauranter for bordplacering og diskret flytter sig væk fra klimaanlæg med samme afsky, som andre undgår passiv rygning.

Man må hurtigt kunne lære de små strategier. Man siger ikke: 'Kan vi skrue lidt op for varmen?' Man siger: 'Her er dejlig køligt.' Man siger ikke: 'Jeg fryser.' Man siger måske: 'Der er lidt råt i det.' Man tager ikke handsker på i bilen. Man køber en bil med indbygget varmeanlæg i rattet.

Det mest besynderlige er, at kulde lader til at være det eneste ubehag, der er målestok for en mands karakter eller sex appeal. Ingen siger til en mand med hovedpine: 'Det er lidt usexet, at du reagerer på smerte.' Ingen peger på en mand i regnfrakke og tænker: 'Der står en person uden selvværd.' Der er vel heller ingen kvindelige tandlæger, der forventer, at deres mandlige patienter frabeder sig bedøvelse under en rodbehandling for at bevise deres maskulinitet.

Det ender nok med, at jeg fortsætter med at gøre, som jeg plejer. Ikke i protest eller som bannerfører for kuldskære mænd, men måske som en slags temperaturmæssig dissident. Civilisation må også være retten til at sidde indendørs i juni måned med sokker på uden at blive mødt med antropologisk undren eller anset for at være et skvat. Hvis det gør mig usexet, må det være sådan. Jeg fryser, når det passer mig.

Sprogklummen handlede for resten om, at nogle er begyndt at sige 'kuldeskær'. Lad være med det.

Vi kommer ikke udenom, at det har været Donald Trumps fødselsdag. USA's præsident fyldte 80 år, en alder, hvor tiden almindeligvis går med at kæmpe med MitID og lede efter sine briller, ikke med at omstrukturere verdenshandelen og nedlægge NATO. I USA lader alder ikke bare til at være en fordel, men et adgangskrav til præsidentembedet, hvis man ikke er helt affældig. Næste valgkamp bliver formentlig afgjort af, hvem der hurtigst kan rejse sig fra en lav sofa.

Næste valgkamp bliver formentlig afgjort af, hvem der hurtigst kan rejse sig fra en lav sofa

Trump kunne i øvrigt meddele, at han havde skabt fred med Iran. En imponerende præstation, eftersom en del af bedriften tilsyneladende bestod i at afslutte en konflikt, han selv havde været med til at optrappe. Aftalen blev præsenteret med stor højtidelighed, som internationale aftaler nu engang gør. Der var punkter, frister, tilsyn, forståelsespapirer og uenighed om told allerede inden blækket var tørt. Ingen ved præcis, hvad der er aftalt, men det afskærer ingen fra at kalde det historisk.

Sideløbende hermed er Elon Musk blevet så rig, at hans formue nu vokser hurtigere end almindelige menneskers evne til at tabe kæben. Hvis man har det lidt svært med tal, kan hans 7.146.180.000.000 kroner oversættes til syvtusindehundredeseksogfyrre milliarder og hundredeogfirs millioner kroner. På et tidspunkt mister milliardformuer deres økonomiske karakter og falder ind under astronomi. Mens Musk tager sokker på, stiger hans formue med værdien af en mindre provinsby, men hvor opbevarer man egentlig så mange penge, fristes man til at spørge. Og kan man stadig føle glæden ved at finde en halvtredser i en gammel jakke? Vi ved det ikke.

Herhjemme blev Pia Olsen Dyhr igen udsat for uønsket opmærksomhed. Hendes upopulære ansættelse af en uundværlig rådgiver, der til sidst anede uråd og selv trak sig, er tilsyneladende historien, der aldrig vil dø. Konklusionen synes at være, at Pia Olsen Dyhr ikke fortrød ansættelsen, kun konsekvensen af den. Som trampolinspringeren, der ikke fortrød springet, kun de brækkede ankler.

I moderne tider er det nødvendigt at præcisere, at taxachaufføren ikke skal fungere som mere eller mindre romantisk servicemedarbejder

Imens fortsatte den evige kulturkamp. På en video lagde Alex Vanopslagh en nikotinpose op under læben for øjnene af børn og unge fra Ringkøbing-Skjern med risiko for at påføre dem hjerneskader ifølge en ekspert, og Lars Løkke blev kritiseret for at brande sig selv ved hele tiden at vise sig med en pibe i mundvigen til fare for folkesundheden. Pludselig var nationen samlet om den vigtigste diskussion i et moderne demokrati: Må magtfulde mennesker have dårlige vaner offentligt? Vi lever i et samfund, hvor ingen må reklamere for tobak, men alle må reklamere for vækst og engagement med tilhørende søvnmangel og PTSD.

Bergur Løkke Rasmussen, som er byrådsmedlem, moderat hovedbestyrelsesmedlem, tidligere EU-politiker og søn af Lars Løkke, er nu blevet lobbyist for en britisk våbenvirksomhed, som er meget opsat på at sælge fregatter til Danmark. Kritikere kalder det en sammenblanding af politik og lobbyisme. Jurister siger, at det ikke er et habilitetsproblem, og Bergur selv understreger, at han naturligvis ikke taler med sin far om sagen. Så alle kan ånde lettet op: Når man mødes til familiemiddag, bliver der kun talt om vejret og sovsen og absolut ikke om krigsskibe til ti milliarder stykket.

Siden torsdag aften har alle tog på de nordsjællandske lokalbaner holdt stille, fordi samtlige medarbejdere på Lokaltogs driftscenter i Hillerød har meldt sig syge. Det sker efter, at Havarikommissionen fastslog, at den store togulykke på Gribskovbanen i april skyldtes en menneskelig fejl, og to medarbejdere er blevet sigtet i sagen. Det har udløst epidemien af køresyge, der nu har ramt hele driftspersonalet. Men så længe togene ikke kører nogen steder, er sikkerheden til gengæld helt i top.

Først diskuterer vi grisens værdighed, og bagefter spiser vi den

Ugen bød også på et af de mere overraskende tiltag i moderne lovgivning: Forslaget om, at det skal være ulovligt for taxachauffører at have sex med kunder under eller i forbindelse med en taxatur. Normalt er en taxas funktion forholdsvis enkel: Man stiger ind, bliver kørt hjem og græmmer sig over prisen. I moderne tider er det nødvendigt at præcisere, at chaufføren ikke også skal fungere som mere eller mindre romantisk servicemedarbejder. Civilisationens fremskridt i 2026 består i at få skrevet alle de ting ned, som tidligere blev betragtet som indlysende for enhver med almindeligt omløb i hovedet. Bliver det næste, at postbude ikke må flytte ind hos adressaterne, og kabinepersonale ikke må praktisere parterapi på de bagerste rækker i flyet? Mulighederne er legio.

Og så kommer ugens mest danske begivenhed: grisekrisemødet. Alene ordet fortjener en plads i kulturkanonen. Producenterne diskuterede dyrevelfærd, pladsforhold og økonomi på en landbrugsskole. Efter krisemødet blev der rullet en pølsevogn ind med sponsorerede hotdogs, og der opstod kø og tumult, fordi man frygtede, at der ikke var pølser nok. Hvis man skulle forklare Den danske model for en udlænding, kunne man passende henvise til omtalte begivenhed. Først diskuterer vi grisens værdighed, og bagefter spiser vi den.

Fortsættelse følger eventuelt i næste uge, hvor virkeligheden forhåbentlig tager sig lidt sammen. Lidt optimist har man vel altid lov at være.



UGENS LAVPUNKTER:

• Den Gamle By i Aarhus er kåret til Årets Europæiske Museum. Altid noget at få international anerkendelse for vores kernekompetence: at romantisere dengang butikkerne lukkede klokken 17.30.
• Efter at det glatbarberede og hårfrie look har været udbredt i årevis, har de mandlige behårede brystkasser fået en renæssance. Endelig en trend, hvor det mest krævende er at gøre ingenting.
• Allan Simonsen, som er den eneste dansker, der nogensinde er blevet kåret til Europas bedste fodboldspiller, får en statue foran Vejle Stadion, hvor han begyndte karrieren. Det er første gang, nogen i Danmark for alvor forsøger at gøre Allan Simonsen højere.
• København skal være værtsby til DM i over 40 forskellige sportsgrene i 2028. Vi er nok nogle, der vil opdage, at der findes DM i noget, vi troede var en aktivitet i SFO’en.
• På skilte ved legepladsen bliver voksne nu opfordret til at være skærmfri og mere nærværende, mens børnene leger. Børnene skal fortsat bare ignorere forældrene, som de plejer.
• Sidst i maj tabte en kran pludselig en pølsevogn midt i Holstebro. Nu har kranfimaet fundet ud af, at det var kranens computer, der var skyld i hændelsen. Godt at vide, at selv software kan tage dårlige beslutninger på egen hånd.
• Pukkelhvalen Timmy, som først strandede i Nordtyskland og siden blev fragtet gennem de indre danske farvande til Skagerak, hvor den endte sine dage, da den strandede ved Anholt, bliver nu emne for en forestilling i Hamborg, hvor Timmys skæbne bliver foldet ud som en 'blanding af performance, koncert, messe og offentlig selvransagelse'. En pukkelhval ender ved Anholt og bliver til avantgardeteater i Hamborg; her kan man tale om globalisering.
• Onsdag indviede Kong Frederik Lynetteholmens perimeter ved at lægge de sidste sten på ringen siddende i en gravemaskine. Republikanerne har aldrig haft stærkere argumenter.
• Midt- og Vestjyllands Politi sender ikke længere aflagte, plettede og ødelagte uniformer til destruktion, men til et firma, der omdanner dem til akustikplader. Hvis man lægger øret til væggen, kan man svagt høre nogen sige: 'Klokken er 14.48, du er anholdt for støjende adfærd.'
• Nyhedsmedierne oplyser, at jordbærsæsonen er kommet langsomt fra start, men nu er jordbærrene heldigvis så småt begyndt at komme. Agurketiden har derimod indfundet sig med lynets hast.

Almindeligvis er Information en avis, der intellektuelt er langt over mit niveau, så jeg holder den ikke. Men forleden dag faldt jeg over en overskrift på Informations Instagramprofil, der lige var vand på min fordomsmølle: 'Dyre ure er tidens mest irriterende og vulgære hobby'. Jeg har tidligere skrevet en hyldest til de billige, præcise kvartsure, hvor jeg gik forholdsvis let hen over min aversion mod det voksende ursnobberi. Jeg har ikke læst klummen i Information, men blev inspireret alene af overskriften til at lufte min egen idiosynkrasi.

For der var engang, hvor et ur havde den ganske enkle funktion at oplyse, hvad klokken var. Men så var der nogen, der opdagede, at et ur også kunne fortælle noget langt vigtigere, nemlig hvem man var. Derfor er det ikke længere tilstrækkeligt at vide, at klokken er 14.37. Nu skal klokken være 14.37 på en måde, det har taget tre generationer af schweiziske håndværkere, en venteliste og en bankrådgiver at realisere. Bankrådgiveren har rederiet MSC's danske direktør nu nok ikke haft brug for. Det siges, at hans håndled prydes af et Patek Philippe Aquanaut Chronograph, der kan sælges for mellem 900.000 og en million kroner.

Nu har vi udviklet os så langt kulturelt, at man kan signalere overlegenhed med en tingest på størrelse med en småkage

Man møder urmenneskene overalt, og så gælder det om ikke at sige noget om deres ur. Kommer man alligevel til det, går der et kvarter med en forelæsning om værk, komplikationer, referenceår, patina, og at modellen kun blev produceret i syv eksemplarer under en snestorm i 1968. Der er ingen idé i at spørge, om det også viser tiden, for det handler ikke om tiden, men om historien. Og historien er tilsyneladende, at noget bliver dyrere, jo flere mænd i lyseblå skjorter, der køber det.

Luksusuret er blevet en slags social schweizerkniv. Det signalerer på én gang, at man har penge, smag og forstand på finmekanik, og derfor skal man sørge for, at manchetten ikke skjuler det. Ur-entusiasten understreger altid, at det ikke handler om status. Ligesom når folk siger, at de ikke rejser for at tage billeder, men uploader 143 fotos fra ferien, så snart de kommer hjem. Eller at de ikke købte huset på grund af beliggenheden, men nævner postnummeret nord for København inden for de første 40 sekunder.

Mennesker har altid haft statussymboler. Tidligere byggede man slotte. Så købte man sportsvogne. Nu har vi udviklet os så langt kulturelt, at man kan signalere overlegenhed med en tingest på størrelse med en småkage.

De færreste mennesker kan modstå fristelsen til at prale på den ene eller anden måde. Nogle udbreder sig om årgangsvine, andre om løbetider
og -distancer, eller de maler i fritiden (altså ikke entréen). Hvis man er lidt mere raffineret, kan man også bare sige 'jeg læser stort set kun essays'.

Alle går rundt som levende visitkort, men urfolkene har fundet den mest elegante måde at gøre det på. De har opfundet den eneste hobby i verden, hvor man kan bruge et sekscifret beløb og hævde, at det ikke drejer sig om, hvad det har kostet. At bruge en formue på noget og samtidig få det til at lyde som en interesse for meget små tandhjul er den perfekte opvisning i beskedenhed.

Man skal nok ikke gøre sig håb om at komme ursnobberiet til livs, men man kan da prøve. Næste gang nogen læner sig frem og siger, at det ikke handler om prisen, kunne man kaste et høfligt blik på deres håndled, vente et øjeblik og sige: 'Hvad er klokken egentlig?' Hvis de så svarer med referencenummeret, er samtalen slut.

Der er uger, hvor man får fornemmelsen af, at landet styres efter samme princip som DSB's nye køreplan: hvis virkeligheden viser sig vanskelig at håndtere, må man justere ambitionerne. Ikke nødvendigvis nedad, men i hvert fald væk fra det område, hvor de risikerer at blive målt.

DSB har udviklet en ledelsesstrategi, som burde interessere både filosoffer og teologer. Når togene ikke kan køre til tiden, kan man bare lade dem køre langsommere og sjældnere. Det svarer til at bekæmpe overvægt ved at fjerne viseren fra badevægten. Køreledninger falder ned, IT-systemer bryder sammen, nye tog mangler strøm, og passagererne mangler tålmodighed. Men heldigvis er der tale om en ‘perfekt storm’, som de siger i DSB. Det er en tankevækkende meteorologisk betegnelse i en virksomhed, hvis største udfordring er, at der ikke er noget, der bevæger sig.

Det er den slags logik, der gør dansk politik til et af de få steder, hvor man kan opsige en aftale samtidig med, at man kræver, at den bliver overholdt

Mens togene står stille, bevæger politikken sig til gengæld som sædvanlig i alle retninger på én gang. Landbrug & Fødevarer meddelte lørdag, at Den Grønne Trepart var død. Søndag oplyste man, at den alligevel levede. Aftalen befinder sig dermed i en tilstand, som fysikerne længe har drømt om at kunne forklare: den er både død og levende på samme tid. Man er imod landbrugspakken, men støtter den. Den eksisterer ikke, men finansieringen og kompensationen skal da være så hjertelig velkommen. Det er den slags logik, der gør dansk politik til et af de få steder, hvor man kan opsige en aftale samtidig med, at man kræver, at den bliver overholdt.

På Christiansborg er generationsskiftet i fuld gang. En ny socialdemokratisk udlændingeordfører uden politisk erfaring og gennemslagskraft stod smilende og lettere svedende foran pressen og forklarede, at han nu ville gå ovenpå og læse op på sit nye område. I en tid, hvor mange politikere først læser sagerne bagefter, lyder det helt forfriskende at gøre det før.

Socialdemokratiet er i det hele taget i bevægelse. Nye ansigter rykker frem, poster skifter hænder, og Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen flytter fra børnepolitik til klima og natur som udvalgsformand, fordi hendes mand Jacob Mark er blevet minister på børneområdet. I moderne politik hedder det korrektion. Samtidig benyttede fruen lejligheden til at melde sig som kandidat som næstformand i Socialdemokratiet, så der slet ikke bliver tid til at komme op at skændes derhjemme.

Også i år tiltrak Foilkemødet sig alle mediers interesse døgnet rundt. Derimod kneb det med engagementet hos samtlige regeringspartiers ledere, der meldte afbud til DR’s partilederdebat på Bornholm med Clement Kjersgaard. Arbejdet kaldte. Det er en smuk tanke, at partilederne er for optaget af politik til at diskutere politik. Ligesom en kirurg, der afviser at operere, fordi han har travlt med skrive journaler.

Det er et klassisk politisk paradoks: der var tid til at gå i krig, men ikke til at komme nærmere ind på det halløj

Andre steder er problemerne mere håndgribelige. Lars Løkke Rasmussen har ikke haft tid til at lade sig interviewe om Afghanistan-krigen, selv om hans tid som statsminister hører med til historien. Poul Nyrup og Helle Thorning er i samme båd, men de kunne heller ikke finde plads i kalenderen. Det er et klassisk politisk paradoks: der var tid til at gå i krig, men ikke til at komme nærmere ind på det halløj.

Også i denne uge blev der talt meget om, hvem der er rød, blå eller lilla, og ikke kun blandt politikere. En ny undersøgelse foretaget af forskningsprojektet Magtudredningen 2.0 viser, at medarbejdere på og omkring Christiansborg – eksempelvis lobbyister og ansatte i tænketanke – stemmer markant mere venstreorienteret end resten af befolkningen. Resultatet kommer som et chok for præcis ingen. Magtudredningen har endnu ikke undersøgt, om samme fænomen gør sig gældende blandt ansatte i Landbrug & Fødevarer, CEPOS eller Dansk Industri. Men forskerne forventer spændende resultater.

I den mere eksistentielle afdeling har SF kastet sig ud i en diskussion om tilgivelse, ansvar og rådgivere. I SF har man i årevis betragtet sig selv som partiet, der aldrig går på kompromis med værdierne. Derfor kom det som en overraskelse for mange medlemmer, da partiformand Pia Olsen Dyhr besluttede at ansætte en spindoktor, som tidligere måtte forlade SF efter #metoo-anklager. Men ifølge Pia Olsen Dyhr skal alle have en ny chance. På Folkemødet udviste de øvrige partiledere den form for solidaritet, som politikere praktiserer, når en kollega har problemer: de kiggede intenst den anden vej. Mest mindeværdig var Inger Støjbergs kommentar: 'Han har ikke krænket mig.' En bemærkning, som formentlig er korrekt og omtrent lige så oplysende som at meddele, at man ikke selv var ombord på Titanic.

Midt på ugen begyndte uddelingen af fødevarechecks til hundredtusinder af danskere, og eksperter diskuterer stadig, om regeringens politik mindsker eller øger uligheden. Konklusionen er vistnok, at uligheden stort set forbliver, som den er. I en verden, hvor alt andet ændrer sig, er det rart at vide, at nogle ting kan stå lige så stille som et tog ved Sorø.

Verdenssituationen fortsætter med at udvikle sig så hurtigt, at eventuelle fredsduer må overveje at tage jagerflycertifikat

Og måske er det netop ugens røde tråd. Regeringen vil ændre samfundet, men ikke så meget, at det gør noget, og landbruget forlader en aftale, som det stadig er med i. Politikerne har ikke tid til debatter, og DSB forbedrer punktligheden ved at omdefinere begrebet. Det er måske ikke altid logisk, men det er svært ikke at beundre den administrative elegance, hvormed vi får modsætningerne til at fungere side om side.

Verdenssituationen fortsætter med at udvikle sig så hurtigt, at eventuelle fredsduer må overveje at tage jagerflycertifikat. Mens USA bombede løs i Iran, stod pave Leo i Barcelona og mindede om, at man ikke kan kalde sig kristen, hvis man promoverer krig. Det er den slags budskaber, der tidligere blev betragtet som forholdsvis ukontroversielle, hvis de udgik fra en pave, men som i dag nærmest forekommer revolutionære. Paven har tidligere givet udtryk for, at han er modstander af USA's og Israels krig mod Iran. Det har ikke forhindret Donald Trump i at meddele, at han har tænkt sig at overtage Irans olieinfrastruktur og få kontrol over landets olie- og gasmarkeder, præcis som han har gjort i Venezuela. Det sidste er en bemærkning, der hæver niveauet for optimisme. Det svarer til at se en mand falde ned fra en stige og konkludere, at løsningen må være en højere stige.

Endelig har DR gennem det seneste par uger moret sig med at lade lytterne kåre de 100 bedste danske sange. Helt galt kan det næppe stå til, når Alberte Windings livsbekræftende ‘Lyse Nætter’ i går løb af med sejren – endda i god afstand til nr. 49, TV-2's ‘Hele verden fra forstanden’, som nogle måske ville mene rammer tidsånden mere præcist. Man kan heller ikke undgå at bide mærke i, at One Two endte helt nede i bunden med ‘Den bedste tid’. For titlen lød unægtelig mere overbevisende i 1989, da sangen blev indspillet, end nu, hvor tanken kan strejfe én, at den bedste tid muligvis allerede har været her.



UGENS LAVPUNKTER:

• 80.937 personer har ansøgt om et startnummer til Copenhagen Marathon i 2027, og det langt flere, end der er pladser til. Det er første gang, der skal oprettes venteliste til frivillig lidelse.
• Møbelarkitekten Finn Juhls ikoniske Høvdingesofa fra 1949 er kommet på auktion til over en million kroner. Køberen forventes at tilbringe resten af livet med at forklare sine gæster, hvorfor de ikke må sidde i den.
• En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at danskerne i gennemsnit brugte 161 kilo plastic per person i 2024. Det grønne foregangsland Danmark er i det mindste godt på vej til at blive vandtæt.
• Kirkeklokken i den nordjyske landsby Durup sad fast og ringede uafbrudt natten igennem, så politiet og en graver måtte rykke ud for at stoppe den. Gud var ikke umiddelbart tilgængelig for en kommentar.
• Naser Khader, der stoppede i politik efter anklager om #metoo, er nu blevet færdiguddannet som præst og tiltræder en stilling ved Fensmark Kirke i næste måned. Menighedsrådet understreger, at håndspålæggelse fortsat kræver samtykke.
• Forskere fra DTU har fundet tusindvis af kemikalier i drikkevandet ved hjælp af en ny analysemetode. Den gode nyhed er, at metoden virker.
• Regeringen vil arbejde på at indføre fri tandpleje, men der kommer langt fra til at være tandlæger nok, advarer branchen. Endelig et sundhedsområde, der lærer af boligmarkedet: Mere efterspørgsel, samme udbud.
• Personalet på Aalborg Universitetshospital oplever i stigende grad at blive svinet til med ukvemsord, og det skal en ny kampagne lave om på. For eksempel kunne man begynde med at gøre patienterne opmærksom på risikoen ved at genere de mennesker, der ved, hvor termometeret skal anbringes.
• Sundhedsstyrelsen har lanceret en kampagne rettet mod 13-20-årige, der skal gøre dem opmærksom på risikoen ved at tage opioider. Altså målgruppen, der konsekvent overvurderer sin egen udødelighed.
• En sort bjørn satte en japansk storby på den anden ende og fik øjeblikkelig myndighederne til at lukke 94 skoler, mens man ledte efter bjørnen. I Danmark ville man først have nedsat en arbejdsgruppe.

I 70 dage var kameraerne urokkeligt rettet mod en lukket dør. Eksperter blev hentet ind for at analysere dørens tilstand. Var den mere lukket i dag end i går? Havde håndtaget bevæget sig? Og kunne et svagt knirk mon tolkes som et gennembrud i regeringsforhandlingerne? Imens fortsatte verden udenfor. Krige blev udkæmpet, økonomier vaklede, og teknologier ændrede samfundet. Eksperter analyserede situationen med en alvor, som i tidligere generationer var forbeholdt månelandinger og fredsforhandlinger. Nu blev der tolket, vurderet og perspektiveret, når en politiker gik ind, en anden kom ud, og en tredje hentede kaffe. Hvis en ministerkandidat havde tabt en kuglepen i nærheden af Marienborg, ville mindst to kommentatorer udlægge det som et tegn på en ny politisk kurs.

Der er stadig et stykke vej til den fuldstændig retfærdige regering, hvor alle genetiske tilfældigheder er repræsenteret proportionalt

Men endelig er det slut. På årets første sommerdag satte Mette Frederiksen sig ind i bilen og kørte til en menneskefyldt havn i Odense for at meddele kongen, der var på sommertogt, at hun var klar med en ny regering. Her stod flere hundrede mennesker med flag og sang Andreas Odbjergs hit 'I morgen er der også en dag' i kor. De var egentlig mødt op for at hylde kongeparret, men kom ufrivilligt til at agere statister i finalen på et politisk realityshow, som ingen havde bedt om, men som alle havde set.

På kongeskibet havde Frederik X ellers haft travlt med at ringe og gratulere Jonas Vingegaard med sejren i Giro d'Italia. Det er svært ikke at være stolt af et land, hvor en cykelrytter kan få oprigtig kongelig opmærksomhed for at køre hurtigt op ad et bjerg. Alligevel sidder man tilbage med en vis tvivl, om det ville have udløst et kongeligt telefonopkald, hvis det bare var Nobelprisen i litteratur, Vingegaard havde vundet.

Odenses begejstrede klimarådmand kunne glæde sig over 'en smuk aften' ombord på kongeskibet. Han kom ikke ind på, at kongeskibet årligt slipper 800 tons CO₂ ud i den atmosfære, som han arbejder så hårdt for at redde, men hvorfor også ødelægge den gode stemning? Der findes tidspunkter, hvor man taler om klimaet, og tidspunkter, hvor man beundrer en kongelig dieselmotor. Politik handler trods alt om prioritering.

Den nye regering prioriterer da også klimaet højt. Så højt, at de pesticidsprøjtende og dyremishandlende landmænd ikke længere har et ministerium og er blevet samfundets fjende nummer 1. Samtidig har man overladt klimaet til den helt nye minister Samira Nawa, der hermed får mulighed for at lære det hele fra bunden. Det er en ædel dansk tanke, at hvis noget er vigtigt nok, skal man naturligvis give det til en person uden erfaring, så vedkommende ikke er belastet af forudfattede meninger. Derfor er det også helt logisk at tage orlov i samme øjeblik, man tiltræder stillingen, så man kan indstille sig på opgaven i ro og mag.

Statsministeren fremhævede i øvrigt med stolthed det store fremskridt, det er, at regeringen for første gang består af flere kvinder end mænd. Men man må konstatere, at rødhårede, skeløjede og venstrehåndede fortsat er alvorligt underrepræsenteret. Der er stadig et stykke vej til den fuldstændig retfærdige regering, hvor alle genetiske tilfældigheder er repræsenteret proportionalt.

Ellers var det mest opsigtsvækkende ved det nye ministerhold, at Mette Frederiksen havde byttet rundt på Nicolai Wammens og Peter Hummelgaards kontorstole og dermed både udløst kaos i den socialdemokratiske arvefølge, borgerkrig i kaffeklubberne og dommedagsprofetier hos kommentatorerne.

Hvad regeringsgrundlaget angår, har regeringen erklæret krig mod børns brug af sociale medier. TikTok, Snapchat og Instagram står for skud, mens elefanten i klasseværelset – AI – tilsyneladende har opnået diplomatisk immunitet. Lidt usædvanligt, eftersom årets studenter er den første generation, der har haft adgang til AI gennem hele gymnasietiden. Berlingskes lederskribent fandt i den anledning det tunge skyts frem og beskrev AI som et 'masseødelæggelsesvåben mod vores klassiske dannelsesbegreber', der fratager os evnen til at tænke selv. Optimister vil måske indvende, at den bekymring er overflødig, for hvis ingen længere kan tænke selv, er der vel heller ingen tilbage til at opdage problemet.

Det er en ædel dansk tanke, at hvis noget er vigtigt nok, skal man naturligvis give det til en person uden erfaring

Store Bededag vender tilbage. Ikke nu eller til næste år. Men engang ude i fremtiden, hvor mange af de nuværende ministre formentlig har skrevet deres erindringer og flyttet foredrags-honorarerne over i pensionsopsparingen.

Selve regeringen kom til at hedde Firkløver-regeringen, et navn lånt fra Poul Schlüters tid. Kritikerne kaldte det blasfemi og politisk gravrøveri, men måske var problemet snarere mangel på fantasi. Når fire partier skal bruge 70 dages samtaler på at blive enige om noget, må 'Ordkløverregeringen' ligge lige for.

Trods regeringens langtrukne og smertefulde fødsel, der fik mange til at tro, at dansk politik havde opfundet sin egen version af evighedsmaskinen, var de fleste kommentatorer enige om, at den største vinder blev støttepartiet Enhedslisten. Måske er det derfor, Pelle Dragsted har gennemført en af de mest bemærkelsesværdige ideologiske trans-formationer i nyere dansk politik. Den ikoniske sorte T-shirt, som i årtier signalerede kamp mod kapitalismen, er blevet udskiftet med en mellemlederblå skjorte og en marineblå blazer, som sender klare signaler om, at revolutionen fremover afholdes som et Teams-møde med dagsorden og referat. Da Dragsted stod i Det Kongelige Biblioteks Have og tog hele æren for regeringsgrundlaget, lagde man desuden mærke til det velplejede tandsæt, som alle får råd til, hvis de venter længe nok.

Flere hæftede sig ved, at selv om det var Moderaternes fødselsdag i går på grundlovsdag, tog Lars Løkke ikke æren for Grundlovens tilblivelse. Men ellers blev dagen traditionen tro fejret behørigt landet over, og Politiken benyttede lejligheden til at lade læserne stemme om, hvad der er det bedste ved Danmark. Ind på en suveræn førsteplads kom velfærdssamfundet, og gæt, hvad der havnede som nummer sjok på tyvendepladsen: Det danske folk.

Kort sagt: Vi er vilde med Danmark – det er danskerne, der trækker helhedsindtrykket ned. Man kan næppe få en mere præcis beskrivelse af folkesjælen: Selv når vi vinder, giver vi os selv bundkarakter.



UGENS LAVPUNKTER:

• Folkemødet på Bornholm vil gøre noget for, at unge inddrages mere i den årlige begivenhed, så de ikke kun optræder som publikum, men også som paneldeltagere. Næste tiltag bliver at forklare, hvorfor alle insisterer på at mødes på en ø med begrænset færgekapacitet.
• En 100 år gammel koloni af myretuer er blevet fundet i en plantage ved Oksbøl. 400 millioner myrer lever i modertuen og 50 mindre omkringliggende myretuer. Så vidt vides uden et regionsråd og uden at kalde det et værdifællesskab.
• En nordjysk jordbæravler oplever, at kunderne i stor stil flytter rundt på jordbærrene i bakkerne, så de selv får de bedste. Derfor har virksomheden hyret en butiksdetektiv, der skal forhindre det tiltagende jordbærbytteri. Men er det egentlig ikke bare en form for crowdfunding at sammensætte sin egen premiumbakke?
• En førerløs vandcykel fra et nordjysk overnatnings- og spisested ved Sæby har på egen hånd fundet vej over Kattegdat til den svenske kyst 100 km væk. Sommetider fungerer transportmidler bare bedst uden indblanding.
• Tirsdag var der fest i gågaden i Helsingør med 1200 rundstykker, 117 liter kaffe og et langbord på 110 meter i anledning af, at byen fyldte 600 år som købstad. Omtrent lige så længe, som man har diskuteret parkeringsforhold i bymidten.
• Ifølge Forbrugerrådet Tænk vil der altid være en risiko for, at der dukker insektrester og småsten op i et naturprodukt som tørret timian. Det er stadig mindre overraskende end ingredienslisten i en energidrik.
• Højballe Skov ved Horsens blev indviet som den første skov i landet, der skal forblive urørt – det vil sige uden motorsave, landbrug eller fremtidig menneskelig indblanding. I hvert fald indtil nogen får lyst til at etablere en mountainbikerute.
• På Anholt har dyrlæger, eksperter og forskere fra danske museer obduceret af pukkelhvalen Timmy, som midt i maj strandede ud for øen, og opdaget, at hvalen havde en livmoder og dermed var en hun. Til gengæld fandt forskerne ingen tegn på, at den nogensinde havde været medlem af en debatgruppe om biologisk køn.
• Rottebekæmpelsen i Middelfart Kommune er holdt op med at bruge rottegift, fordi det kan ende i fødekæden og skade rovfugle og ræve og forurene vandløb. I stedet bliver rotterne lokket i fælderne med blandt andet Nutella, peanutbutter og remoulade. Eller som det også kaldes: en almindelig indkøbsseddel til en dansk børnefamilie.
• Seneste: Årets første skybrud er registreret nord for Randers. Det er den slags afsløringer, der holder nyhedsstrømmen i gang.

Ugen blev på mange måder indbegrebet af det moderne Danmark. Først satte Royal Run deltagerrekord med over 112.000 deltagere, og nu har omtrent halvdelen af den voksne befolkning en medalje hængende hjemme i bryggerset ved siden af et startnummer fra DHL-stafetten og en pose Maurten Gel, de ikke kan tage sig sammen til at smide ud. Kong Frederik var naturligvis begejstret og beskrev løbets succes med de uforglemmelige ord: 'Det var en brik, som ventede på at blive fundet i vores muld.' Hermed cementerede han sit kommende eftermæle som den første monark i historien, der havde et motionsløb som sin raison d'être. Kongen, der ikke bare klippede snore over og navngav færger, men også talte som en efterskoleforstander med speciale i teambuilding. Andre konger huskes for krige eller reformer, men Frederik den 10. fik midaldrende danskere til at pruste sig gennem provinsbyer iført T-shirt og nyindkøbt Garmin-ur.

Lars Løkke selv fortsatte rollen som dansk politiks svar på en pyroman, der også arbejder deltid som brandmand

Kongen selv var da også i glimrende form. Dagen før havde han gennemført den tredje kongerunde med partilederne. I praksis en slags politisk halvmaraton, hvor deltagerne forsøger at løbe fra deres egne valgløfter uden at syre til i benene. På Marienborg fortsatte trafikken ind og ud med samme intensitet som ved en tankstation på E45 i sommerferien, og langsomt tegnede der sig et billede af endnu en regeringskonstellation, som ingen vælgere havde bedt om, men som de fleste kommentatorer betegnede som det ansvarlige valg.

Især Enhedslisten overraskede mange ved pludselig at tale om kompromiser og fællesmængder. Pelle Dragsted har på kort tid gennemgået en politisk udvikling fra revolutionær systemkritiker til manden, der lyder som en afdelingsleder i HR. Der blev i det hele taget talt så meget om fællesmængder i ugens løb, at man fik mistanke om, at regeringsforhandlingerne i virkeligheden blev ledet af en matematiklærer fra Roskilde Katedralskole. Det eneste, der manglede, var at DR viste et Venn-diagram i bedste sendetid.

Moderaternes Christina Egelund forklarede samtidig i Politiken, hvorfor det pludselig var helt naturligt at samarbejde med Enhedslisten. Dansk politik er efterhånden blevet som et af de parforholdsprogrammer, hvor deltagerne efter seks afsnit erklærer, at 'vi havde jo faktisk god kemi lige fra starten'. Lars Løkke selv fortsatte i rollen som dansk politiks svar på en pyroman, der også arbejder deltid som brandmand. Først antænder han hele det borgerlige Danmark, og bagefter tilbyder han professionel brandslukning og tager sig betalt med ministerposter. Nu mener han så, at der skal være færre ministre. Det gør altid indtryk, når politikere pludselig opdager nødvendigheden af besparelser på et tidspunkt, hvor de selv har trådt i spinaten. Der spekuleres dog ikke meget i, om Løkke selv agter at give afkald på en ministerpost. Så langt rækker reformviljen trods alt næppe – selv om det handler om noget og ikke om nogen.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at navnet Lars næsten er forsvundet blandt nyfødte drenge. I 1960'erne vrimlede det med dem. Nu er der kun seks børn om året, der bliver døbt Lars. Måske har danske forældre simpelthen fået nok af mænd ved navn Lars, der altid er hovedansvarlige for smøleri, undvigemanøvrer og trækken i langdrag, og som lover én ting og ender et helt andet sted.

Imens forsøgte oppositionen at markere sig. Inger Støjbergs største bidrag til den offentlige debat var en udtalelse om, at Lars Løkkes optræden har været 'et smerteligt forræderi' plus et billede på Instagram af hendes højre ankel uden fodlænke.

Arbejdstilsynets hævede øjenbryn og løftede pegefingre har ramt nationens vigtigste forsvarsgren: gejlingen af støvler

Muligvis har det givet anledning til spekulationer hos de blå partier om endnu et smerteligt forræderi, fordi neglelakken på tåneglene var umiskendeligt rød.

Morten Messerschmidt fastholdt sin udtalelse fra valgnatten om, at Dansk Folkeparti ville 'æde Lars Løkke og hans folk'. Men med udsigten til færre ministerposter ser det store ædegilde ud til at ende med en let tapasanretning.

Midt det hele måtte kongen dagen efter endnu engang løbe ud på balkonen for at vinke, fordi det var hans fødselsdag, og folket var mødt op for at hylde ham i det strålende solskin. Almindeligvis ville Livgardens støvlesnuder skinne om kap med solen, men ikke i år. Det har nemlig vist sig, at unge mænd i generationer har stået på Høvelte Kaserne og langsomt opløst deres lunger i Kiwi skosværte for at opnå den særlige militære glans, hvor man ikke bare kan spejle sig i støvlen, men også foretage et mindre tandeftersyn i den. Arbejdstilsynets hævede øjenbryn og løftede pegefingre har ramt nationens vigtigste forsvarsgren: gejlingen af støvler. Et af verdens mest digitaliserede samfund bruger krudt på at diskutere, hvorvidt soldater risikerer hjerneskader ved at inhalere kemiske dampe fra skosværten. Det gør Livgarden til den mest udsatte del af det danske forsvar, som risikerer dødsfald på grund af overdreven skopudsning, og på Amalienborg Slotsplads må gardere nu sjokke rundt med matte støvler som almindelige mennesker på gågaden i Holbæk uden at kunne se spejlbilledet af armbåndsurets sekundviser på støvlesnuden. Man frygter, at de snart må stille op til mønstring i hyttesko for at undgå at falde i snørebåndene og uden bukser for ikke at komme til at skære sig på pressefolderne.

Uge 22 handlede i virkeligheden om det samme hele vejen igennem: alle forsøger at finde den brik i mulden, der får Danmark til at hænge sammen, og måske er det netop derfor, Royal Run er så stor en succes. Danskere elsker følelsen af at være med i noget større, også selv om det i praksis bare betyder, at man står søndag morgen i Kolding iført kompressionsstrømper og venter på at blive overhalet af en pensionist fra Hedensted med kulørte løbesko og et dannebrogsflag malet på kinden.



UGENS LAVPUNKTER:

• Når Kongeskibet Dannebrog anløber havnen i Grenaa, får byen også besøg af et kongeskib lavet af Lego. Praktisk med en udgave, hvor man selv kan sætte en ny konge på, hvis den gamle skulle falde af.
• På Assistens Kirkegård på Nørrebro slår flere og flere sig ned i de aktive begravelsesområder på tæpper for at nyde foråret. Københavnerne elsker multifunktionelle rum: café, kontor, vinbar, yoga og nu også massegrav med mulighed for picnic.
• Når ulvedebatten splitter os, skyldes det ifølge en ekspert, at ulven er et overskueligt konfliktpunkt i en uoverskuelig verden med krig og klimakrise. Ulven må være det eneste rovdyr i verden, der primært lever af lokalradio, Facebook-kommentarer og bekymrede læserbreve.
• Den invasive ferskvandsgople med det latinske navn Craspedacusta sowerbyi har nu spredt sig til ferskvandssøer på seks kontinenter. Det mest overraskende er, at noget invasivt stadig ikke er kommet til Danmark. Og navnet? Selv gopler lyder nu om dage som internationale konsulentfirmaer.
• Andelen af elever, der får bundkarakterer til 9. klasses afgangseksaminer, er steget, mens andelen, som får topkarakterer, er faldet. Til gengæld er de unge blevet langt bedre til at forklare, hvorfor karakterer ikke betyder noget. Og heldigvis er der stadig influencerbranchen.
• Natten til mandag er dværghornuglen blevet set og dokumenteret ved Græsted Kirke i Nordsjælland, og op mod 200 fugleentusiaster fandt vej til Græsted samme aften for at se og høre uglen. Fugleentusiaster er de eneste mennesker i landet, der kan bruge seks timer i mørke på måske at høre et 'huu' og bagefter beskrive aftenen som helt magisk.
• Mandag offentliggjorde pave Leo sin første 'Magnifica Humanitas', som ikke er en ny italiensk dessert med mascarpone, men en rundskrivelse, der bruges til at markere emner, paven finder særlig vigtige. Her rettede han en skarp kritik mod kunstig intelligens og advarede mod at overlade 'dødbringende eller på andre måder uoprettelige beslutninger' til AI. Frisk bemærkning fra en institution, der i århundreder har truffet beslutninger ud fra røgsignaler.
• En journalist på Berlingske blev sendt hjem, efter at vedkommende havde haft en AI-genereret artikel i avisen. Her var to professorer fra DTU citeret, men uheldigvis eksisterer de to professorer ikke. Berlingske understreger, at de tager sagen meget alvorligt, selv om de opdigtede kilder var langt mere troværdige end de rigtige.
• Tønder Kommune har modtaget et projektforslag om at etablere et nyt detailhandelsområde med blandt andet en Rema 1000. Det mest ambitiøse ved projektet er troen på, at der stadig findes danskere, som ikke allerede handler i Rema 1000.
• Gucci bliver storsponsor for Formel 1-holdet Alpine, som fremover kommer til at hedde 'The Gucci Racing Alpine Formula One Team'. Hermed bliver det muligt at køre 320 km/t og stadig ligne en mand, der lige har bestilt trøffelpasta, og hvor både bilen og føreren lugter svagt af parfume til 2.800 kroner flasken.

Der var engang, hvor mænd var smalle som kosteskafter og gik rundt i jakker og stramt bundne slips og efterlod en svag duft af tobak og Aqua Velva. Sådan husker jeg det i hvert fald. I min barndom i 60'erne var mænd generelt slanke, men ikke nødvendigvis sunde. De drak øl til frokost, røg som skorstene og anså ikke motion for noget, der havde noget med dem at gøre. Men de fyldte ikke meget i landskabet. En mand kunne dengang sætte sig ind i en Folkevogn uden først at skulle forhandle med sit eget tyngdepunkt.

I dag ser man mænd i fyrrerne, der bevæger sig gennem byen med den værdighed, som kun en graviditet i ottende måned berettiger. Maven ankommer et halvt sekund før resten af personen. Den har sin egen skygge og i visse tilfælde nærmest sin egen postadresse. Det er, som om naturen har besluttet, at mandens egentlige voksenliv først begynder, når han ikke længere kan se sine egne fødder uden brug af spejl eller strategisk placerede overvågningskameraer.

En mand kunne dengang sætte sig ind i en Folkevogn uden først at skulle forhandle med sit eget tyngdepunkt

Men måske er det i virkeligheden slet ikke så nyt. Allerede hos Herman Bang fandtes de monumentale mænd. I romanen Livsens Ondskab optræder den berømte forening 'De danske Ædedolke' hvor 'Intet Medlem maatte være under halvtredsindstyve Aar og veje mindre end to Hundrede og tredive Pund'. Det fremtrædende medlem, partikulier Eriksen, med tilnavnet Luksusbugen gik angiveligt med jernkorset for at holde det hele på plads og døde midt under et opulent måltid. Man må beundre en tid, hvor fedme endnu havde karakter af triumf og ikke henledte opmærksomheden på Sundhedsstyrelsens bekymrede panderynker.

Forskellen er måske bare, at datidens tykke mænd var sjældne nok til at blive litterære figurer, mens nutidens er så almindelige, at de ikke kan udløse så meget som et hævet øjenbryn. Nu begynder alle mænd over 30 automatisk at få mave, medmindre de både har et udvidet fitness-abonnement og den psykologiske styrke til også at bruge det. Det er ikke længere nok at eje et par løbesko; man skal også iføre sig dem frivilligt flere gange om ugen, hvilket strider mod mandens dybeste biologiske instinkt: ønsket om at sidde ned.

Der er flere teorier om årsagen. Nogle mener stofskifte, andre siger øl. Personligt tror jeg, det skyldes en kombination af kontorstole, fredagsvin og den mandlige evne til at betragte enhver fysisk aktivitet som noget, der helst skal være forbundet med motorstøj. Kvinder dyrker yoga og pilates; mænd køber en elcykel og forestiller sig, at de allerede har førertrøjen på i Tour de France. På et tidspunkt i mandens liv begynder kroppen tilsyneladende at lagre kalorier omkring maven som en slags personlig prepping. Måske tror organismen, at der er dårlige tider på vej. Måske er det evolutionens måde at fremtrylle et naturligt armlæn til lænestolen på.

Der findes naturligvis regler for livvidden. Den må ikke overstige halvdelen af højden, siger eksperterne med den samme alvor, som tidligere generationer reserverede til synd og fortabelse. Jeg kæmper selv en evig kamp for ikke at komme over 90 centimeter og måler mig med samme nervøsitet som en nation med truende budgetoverskridelser. Ét frokostarrangement for meget, og hele projektet falder fra hinanden.

Vi lever i en tid, hvor folk tracker deres søvn, tæller skridt, drikker grønne smoothies og alligevel langsomt udvider sig som gærdej i et lunt køkken

Det mest interessante er, at mænds maver stadig behandles med en vis folkelig overbærenhed. Den uklædelige vom bliver stadig kaldt 'hyggelig' 'bamset' eller 'velpolstret', som om den var en elsket labrador eller en chesterfieldsofa, der er gået i arv. Ingen siger om en mand, at han er fed. Man siger: 'Han har lagt sig lidt ud', som om der var tale om en ønskværdig teknisk opgradering.

Men kvinderne er nu heller ikke helt uskyldige, for over halvdelen af den danske befolkning er overvægtige. Det må siges at være en imponerende kollektiv indsats i et land, der samtidig dyrker surdej, vinterbadning og cykelkultur med næsten religiøs fanatisme. Af en eller anden grund er de overdimensionerede maver bare ikke så iøjnefaldende på kvinder – i hvert fald som hovedregel. Måske er kvinder bare bedre til at skjule det, fordi de ikke går i herrejakker, der ikke længere kan knappes og giver fri udsigt til en velvoksen embonpoint, som kun bliver yderligere fremhævet af den udspilede skjorte. Men det er en kendsgerning, at vi lever i en tid, hvor folk tracker deres søvn, tæller skridt, drikker grønne smoothies og alligevel langsomt udvider sig som gærdej i et lunt køkken.

Måske er maven derfor blevet det moderne menneskes egentlige nationaldragt: et fredeligt, blødt monument over velstand, bekvemmelighed og den evige menneskelige trang til lige at tage et stykke mere. Selvfølgelig ikke fordi vi er dovne, men fordi livet er kort, sovsen god, og elastik i bukselinningen er en af civilisationens største opfindelser.

I politik kan alt ske, siger man. Hver gang man tænder for nyhederne, er det som at åbne en Kinderæg-overraskelse skabt af mennesker med adgang til atomvåben og pressemeddelelser. Men selv i dansk politik findes der naturlove. Tyngdekraften gælder stadig, også for prøveballoner.

Derfor kom det næppe som et chok for nogen, at Troels Lund Poulsens korte karriere som kongelig undersøger sluttede præcis dér, hvor den begyndte: i et høfligt vakuumm, og uden at Danmark var blevet rigere. Hans idé om en ren borgerlig regering med al Lars Løkkes politik, men uden Lars Løkke selv, blev af Løkke beskrevet som 'en prøveballon, der ikke kan flyve'. Det sagde han, mens han stod bredt plantet med hænderne i siden og lignede en mand, der personligt havde opfundet helium. Ikke så meget en prøveballon som en spærreballon med slips.

Lars Løkke pegede derefter på Mette Frederiksen som ny kongelig ballonkunstner. Hun har prøvet det før og ved nu, hvor hårdt man skal puste for at holde dansk politik svævende lige over det punkt, hvor almindelige mennesker begynder at forstå, hvad der foregår.

Ellemann begyndte som kronprins med officers-baggrund, pæne manerer og Strandvejs-DNA og endte med at sidde på et køkkengulv og stirre ind i en opvaskemaskine

Det er imponerende, så meget dansk politik minder om en forstadsfest i weekenden. Alle siger, de er trætte af hinanden, ingen vil danse med Lars, og alligevel ender de samme mennesker med at stå klokken halv tre om natten og diskutere ansvarlighed over en lunken løgsuppe.

Folketingets afslutningsdebat blev aflyst, men man håber, at der kan findes tid til en ny debat inden sommerferien. Der er noget meget dansk over, at selv demokratiets finale føles som en regional togafgang mellem Slagelse og Ringsted: 'Vi beklager forsinkelsen. Debatten er aflyst på grund af signalfejl og manglende ansvarlighed.' Flere partier var skuffede, fordi de allerede havde forberedt deres vigtigste argument: at de andre partier er uansvarlige.

Samtidig udkom Jakob Ellemann-Jensens erindringsbog Udvalgte kolbøtter, som mest af alt lyder som en gymnastikopvisning sponsoreret af Arbejdstilsynet. Det er en bemærkelsesværdig bog, fordi den beskriver dansk toppolitik, som den faktisk ser ud: voksne mennesker i jakkesæt, der opfører sig som intrigante efterskoleelever med statsbudgettet som gruppearbejde. Ellemann begyndte som kronprins med officersbaggrund, pæne manerer og Strandvejs-DNA og endte med at sidde på et køkkengulv og stirre ind i en opvaskemaskine, som om den indeholdt svarene på NATO's fremtid. På et tidspunkt så han selv rækkefølgen i en lasagne som et avanceret logistisk projekt. Det er den slags detaljer, der gør, at man for første gang i mange år får mistanke om, at politikere måske også er mennesker. Men altså mennesker med presserådgivere. Bogens største plot-twist er, at Ellemann virker sympatisk. Han indrømmer fejl. Han tager ansvar. Han skyder ikke skylden på embedsværket, russerne eller algoritmerne. Han kontaterer bare, at han tabte det hele på gulvet.

En bemærkning, der har den særlige amerikanske kvalitet, hvor noget både kan lyde som et løfte, en reklame og afpresning på samme tid

Imens opførte verden udenfor sin egen absurde teaterforestilling. I Grønland ankom Louisianas guvernør Jeff Landry som amerikansk udsending for at 'opbygge relationer' Man er altid i tvivl, når amerikanere bruger den vending, fordi den historisk set enten betyder Marshallhjælp eller invasion. Landry har tidligere kritiseret grønlænderne for ikke at tage imod et amerikansk hospitalsskib, men nu ville han altså skabe venskaber. Derfor gik han rundt i Nuuk og delte chokolademønter ud til børnene. På den ene side af mønterne var der et billede af guvernørens eget palæ. Man må beundre den kolonialistiske elegance i at dele mønter ud med sit eget hus påtrykt, som en geopolitisk udgave af Willy Wonka fra Charlie og chokoladefabrikken. 'Hvis I kommer til Louisiana, kan I få alle de småkager, I kan spise,' sagde Landry til børnene. Senere udtalte han til DR, at Grønlands velstand afhænger af Donald Trump og hans beslutninger. En bemærkning, der har den særlige amerikanske kvalitet, hvor noget både kan lyde som et løfte, en reklame og afpresning på samme tid.

Da amerikanernes nye konsulat i Nuuk åbnede i torsdags, mødte flere hundrede demonstranter op og holdt to minutters stilhed med ryggen til bygningen. Det var på mange måder ugens mest præcise politiske manifestation. Ikke et ord. Bare kollektiv arktisk foragt som svar på 3000 kvadratmeter amerikansk diplomati.

Onsdag blev Sjælland så ramt af det kraftigste jordskælv i 14 år. Kaffekopper klirrede som på Storebæltsfærgen i gamle dage, og DR kunne med en video dokumentere, at katten Mila i Roskilde stivnede ved lyden. Et øjeblik troede alle, at naturen nu også havde fået nok af regeringsforhandlingerne. En svensk seismolog kunne heldigvis berolige befolkningen og forklare, at der ikke var grund til bekymring. Det skal tilføjes, at Lars Løkke i skrivende stund ikke har taget ansvaret for rystelserne.

Sådan gik uge 21. Balloner blev pustet op og faldt ned igen. Tidligere Venstrepolitikere skrev erindringer fra køkkengulvet. Amerikanere delte chokolademønter ud i Arktis som var de medvirkende i en Netflix-serie om senimperialisme. Folketinget aflyste sig selv, og jorden skælvede under Sjælland. Men heldigvis kun med 3,9 på Richterskalaen.

I dansk politik kalder man den slags en rolig uge.



UGENS LAVPUNKTER:

• Et nedbrud i Nets gav problemer i ind- og udland. For eksempel strandede et dansk par, da de skulle betale for deres lejebil i Frankrig. Franskmændene har nok fundet det eksotisk at møde turister fra et land, hvor hele økonomien hviler på én app og en halvdød router i Ballerup.
• Danske topministre vil fremover med kort varsel kunne flyve direkte 'fra Billund til Hawaii' med luksusfly ejet af rigmanden Anders Holch Povlsen. Aftalen koster knap en milliard kroner, men man skal ikke undervurdere værdien af at kunne spise saltmandler over Stillehavet uden mellemlanding i Frankfurt.
• Midt- og vestjyske kommuner har generelt færre sygedage end sjællandske, når det gælder offentligt ansatte. Men det har længe været en kendt sag, at jyderne betragter influenza som noget, man arbejder sig igennem med en lunken kop kaffe, mens sjællænderne bliver hjemme, hvis de har været i nærheden af nogen, der hostede i Netto.
• Mens ulvedebatten raser herhjemme, foreslår eksperter og organisationer nu, at vi skal åbne grænserne for en anden hjemmehørende – og for nogle højst upopulær art – vildsvinet. Så varer det ikke længe, før der står tre mænd i fleecevest hos TV 2 News og siger, at de ikke længere tør hente morgenbrød.
• Der lever omkring 600 edderkoppearter i Danmark, men kun én ud af tre arter har et dansk navn, og det gør edderkopperne unødigt fremmede for os, mener en førende edderkoppeforsker. Intet skaber tryghed som at finde 'Jørgen fra Silkeborg' bag toilettet.
• Sverigedemokraterne går til valg på, at Systembolaget skal have lov til at holde søndagsåbent, så man ikke længere behøver at planlægge sine ølindkøb som en mindre militæroperation. Svenskerne får med andre ord valget mellem velfærd, sikkerhedspolitik og muligheden for at købe rosé på en helligdag. Meningsmålinger peger på et jordskredsvalg.
• I onsdag benyttede 274 personer det gode vejr til at bestige Mount Everest – det højeste antal på én og samme dag. Mount Everest var engang et symbol på menneskets ekstreme viljestyrke. Nu minder det mest om Roskilde Festival på højkant.
• En ny undersøgelse viser, at mænd ofte tyer til fedtholdigt kød. Forskere er nu tæt på også at dokumentere, at vand er vådt.
• Generelt spiser både mænd og kvinder mere end dobbelt så meget kød, som de officielle kostråd anbefaler. Til gengæld læser de kun halvdelen af kostrådene. Fødevarestyrelsen overvejer at opgive og bare skrive: 'Held og lykke.'
• Grimme, underlige sko er på mode. En modeekspert forklarer, at 'snoafers', 'sneakerinaer' og 'fivefingers' er blevet populære, fordi vi godt kan lide ting, der skaber opmærksomhed på de sociale medier. Med andre ord: i gamle dage købte man sko, fordi de var pæne eller praktiske – i dag køber man dem, fordi de kan få fremmede mennesker på Instagram til at skrive: 'Hvad fanden er det?'

Det har været en stor uge for Danmark, men ikke nødvendigvis en god uge. Man mærker det især på Christiansborg, hvor politikerne efterhånden minder om deltagere i et realityprogram, hvor ingen helt ved, hvad præmien er, men alle er bange for at blive stemt hjem.

Kongen har haft travlt. Først med at modtage Keld Heick, hvilket formentlig er første gang i verdenshistorien, at et menneske er blevet slået til ridder for at have skrevet en sang, der siden 1966 har været ansvarlig for mindst 70 procent af alle spontane kædedanse i provinsen. Troels Lund Poulsen blev også modtaget af kongen, og et kort øjeblik frygtede han antagelig for sin position som kongelig undersøger. For man skal ikke undervurdere en mand, der både har overlevet Melodi Grand Prix og dansktoppen uden at ændre standpunkt.

Det er betryggende at vide, at et land, der ikke kan finde ud af at efterforske cykeltyverier i Slagelse, stadig føler sig klar til at stabilisere Mellemøsten

Regeringsforhandlingerne står stadig i stampe. Det er så længe siden, at nogen sidst har hørt konkret nyt, at flere danskere tror, at 'kongelig undersøger' er en slags museumsstilling på linje med slotsgartner eller hofdame. Men Venstre har alligevel samlet energi til at skifte standpunkt med hensyn til sprøjtegift. Partiet er nu pludselig tilhænger af et nationalt sprøjteforbud, som de absolut var imod under valgkampen, hvilket er helt i tråd med moderne politik: Først lover man det modsatte af det, man senere gennemfører, og bagefter udgiver man en bog om det.

Det sidste er Jakob Ellemann-Jensen allerede i gang med. Hans kommende erindringsbog har den næsten rørende titel 'Udvalgte kolbøtter'. De fleste politikere kalder normalt den slags for 'justeringer', 'genovervejelser' eller 'en ny politisk virkelighed', men Ellemann har altså valgt gymnastikmetaforen. Der mangler kun, at bogen udkommer med spiralryg og forord af DGI.

Politiet har fået alvorlig kritik. I 14.000 sager har man sagt til borgere, at deres sag blev efterforsket, selv om efterforskningen aldrig blev indledt. Ligesom når man siger til sin kone, at man har slået græsset, mens man stadig ligger på sofaen. Vi er et af de få lande i verden, hvor man kan blive udsat for kriminalitet og bagefter blive ghostet af ordensmagten med administrativ høflighed. Dansk Folkeparti kræver rigspolitichefens afgang, helt i overensstemmelse med partiets standardløsning: Hvis noget går galt, foreslår man, at nogen skal gå af.

Samtidig har Danmark meddelt, at vi er klar til at sende militære bidrag til Hormuzstrædet, og det er da betryggende at vide, at et land, der ikke kan finde ud af at efterforske cykeltyverier i Slagelse, stadig føler sig klar til at stabilisere Mellemøsten.

På en AI-konference i København advarede Mette Frederiksen mod sociale medier og sagde, at hvis hun havde små børn i dag, ville hun hellere have, at de røg, end at de var alene på sociale medier. Det udløste kritik fra eksperter i tobaksforebyggelse og blev dermed et tidstypisk dilemma: Skal børn udvikle nikotinafhængighed eller TikTok-personlighed? Tidligere var forældres største frygt, at børnene stod og røg bag sportshallen. Nu er det, at de ser en video på YouTube. Mette Frederiksen skyndte sig at sige, at det bare var for sjov, men da var det for sent.

Internationalt har det trukket overskrifter, at Donald Trump har besøgt Kina med Elon Musk ved sin side, hvilket mest af alt lyder som begyndelsen på en katastrofefilm. Trump forklarede begejstret, at han og Xi Jinping altid løser problemer hurtigt sammen. Observatører bemærkede dog, at Xi kun hilste på Trump med den ene hånd, mens den anden var knyttet. En diplomatisk måde at sige: 'Jeg smiler lige nu, men jeg har altså også læst dine tweets!'

Regerings-forhandlingerne fortsætter med samme fremdrift som et DSB-tog i vådt løvfald

Og mens verdens stormagter holder gode miner til slet spil, har Danmark stadig ikke fremlagt ét eneste bevis for de mystiske droner over landet sidste år. Forsvarsministeriet oplyser, at redegørelsen først bliver offentliggjort, når der er dannet en ny regering. Det vil sige, at hvis man aldrig bliver færdig med regerings-forhandlingerne, behøver man heller aldrig forklare noget som helst.

I Storbritannien fortsætter det politiske hamsterhjul samtidig med at snurre rundt med så voldsom fart, at premierministrene efterhånden har samme levetid som økologiske hindbær. Nu er det så Keir Starmer, der er begyndt at vakle på de små bagben. Efter Labours katastrofale lokalvalg – døbt 'Starmergeddon', fordi briterne aldrig går af vejen for et overdramatiseret ordspil – lugter partiet blod. Ikke mindst fordi vælgerne har opdaget, at Labour lovede en ny begyndelse, men mest leverede en lidt anden version af den gamle katastrofe. Midt i kaosset forsøger Starmer at mane til sammenhold ligesom kaptajnen på Titanic, der foreslår en hyggelig fællessang, mens orkestret allerede spiller sidste vers.

Kort sagt: Politikerne laver kolbøtter og kalder det ansvarlighed. Politiet lukker sager og kalder det prioritering. Regeringsforhandlingerne fortsætter med samme fremdrift som et DSB-tog i vådt løvfald. Og ude i verden forsøger statsledere, milliardærer og AI-systemer på skift at overbevise os om, at de har styr på situationen, mens de tydeligvis leder efter manualen.

Måske er det derfor, Keld Heick virker så sympatisk. I en tid hvor ingen længere ved, hvem der styrer landet, hvad der er sandt, eller om noget overhovedet bliver efterforsket, står han stadig urokkelig tilbage som manden, der i det mindste holder fast i én grundlæggende national sandhed: Hvis det hele går galt, kan vi altid male byen rød.



UGENS LAVPUNKTER:

• Sommeren står for døren, men ifølge meteorologerne betyder det også højsæson for skybrud og kraftige regnbyger. Der er noget meget dansk over, at vi kalder det sommer, selv om halvdelen af tiden går med at redde havemøbler fra druknedøden.
• Maj og juni er også højsæson for cyklister på skadestuen. Og den tid på året, hvor mænd i lycra mener, at rødt lys bare er et forslag.
• I søndags vandt AGF DM i fodbold for første gang i 40 år. Euforien er uendelig, og i Aarhus sidder der stadig mænd og fejrer det så eftertrykkeligt, at deres knæskader fra 1986 er blusset op igen.
• Det kommer til at koste kommunerne millioner, at byportene skal erstattes af byskilte, der sidder på en stålpæl mindst halvanden meter over jorden. Det gælder dog først fra august 2027, så man kan nå at nedsætte en arbejdsgruppe om pælehøjden.
• Hvis det går efter planen, vil der om nogle år være mulighed for Formel 1 i Padborg, hvor to Novo-arvinger vil anlægge en moderne racerbane med et budget på 3,8 milliarder kroner. Imens står resten af Danmark og diskuterer, om kommunen har råd til en ny rundkørsel.
• Udenrigsministeriet advarer om, at risikoen for mangel på brændstof kan påvirke flytrafikken og folks rejseplaner. Vi er et folkefærd, der kan overleve snestorm og inflation, men ikke en aflyst afgang til Mallorca. På den anden side slipper man så for at bruge 30.000 kroner på en ferie og sidde i 38 graders varme og beklage sig over, hvor ulidelig varmt det er.
• En domstol i Bremen har afgjort, at forbrugerne bliver snydt, når de køber en chokoladebar af mærket Milka, fordi den både er blevet dyrere og mindre. Før kunne man dele en Milka med familien – nu kan man nærmest kun dele den med sin tandlæge.
• Elbilejere gider ikke selv at skifte mellem vinter- og sommerdæk, fordi hjulene på elbiler er blevet for store og tunge. Flere kan dog bekræfte, at man ikke behøver at have en elbil for ikke at gide.
• Sumpbæveren, der ligner en bæver med rottehale og er på EU’s liste over invasive arter, er blevet set i Danmark. Ifølge en ekspert vil der komme flere, og det tvinger andre dyr til at finde føde nye steder. Så nu får pindsvin også oplevelsen af at blive presset ud af boligmarkedet.
• Akutlægerne på Odense Universitetshospital tester i øjeblikket et AI-værktøj, der optager samtalen med patienten og selv skriver et notat til patientjournalen. Region Syddanmark kalder AI-indretningen et fremskridt – måske fordi den endnu ikke er flygtet til Norge på grund af bedre arbejdsvilkår.

Det begyndte ellers lovende med et stort arkæologisk guldfund i Himmerland. Seks tunge guldarmringe fra vikingetiden dukkede op af den nordjyske jord som en venlig hilsen fra vores forfædre. Arkæologerne kaldte fundet 'Roldskatten', og i et kort øjeblik blev nationen mindet om, at der engang fandtes mennesker i dette land, som kunne finde ud af både at samle rigdom og holde sammen på en flok.

Det står i en vis kontrast til nutidens politik. For mens vikingerne begravede guldet i jorden for at beskytte det mod fjender, begraver moderne partier tilsyneladende sig selv helt frivilligt. Det er lykkedes Lars Boje Mathiesen at skabe noget helt unikt i dansk politik: et parti, hvor samtlige andre er gået. Det seneste farvel kom fra juristen Nadja Isaksen, der tidligere blev landskendt for den zoologiske analyse: 'En kat bliver ikke til en hest, bare fordi den er født i en hestestald.' Borgernes Parti er reduceret til én mand, hvilket egentlig gør partiet administrativt meget effektivt. Gruppemøderne kan nu afholdes i et spejl. Lars Boje er spøgelsesbilisten i dansk politik, der hævder, at alle andre end ham selv kører i den forkerte retning på motorvejen.

Mens vikingerne begravede guldet i jorden for at beskytte det mod fjender, begraver moderne partier tilsyneladende sig selv helt frivilligt

Imens fortsætter danmarkshistoriens længste regeringsforhandlinger. Der er nu gået 46 dage. Lars Løkke Rasmussen har vandret ind og ud af Marienborg uden at sige et ord. Indtil i går lignede han en mand, der enten forhandler om regeringsmagten eller prøver at returnere en defekt airfryer uden kvittering. Men så sad han pludselig på Christiansborg og drak kaffe med Mona Juul og Troels Lund Poulsen, og nogen må have puttet noget i kaffen, for dagen efter stak han Mette Frederiksen et blåt øje og forlangte hende skiftet ud med Troels Lund Poulsen som kongelig statsministerefterforsker. Venstreformanden lyste straks op som et blålys, men de borgerlige ligner stadig gæster til et mislykket bryllup, hvor ingen længere kan huske, hvorfor brudeparret hader hinanden. Morten Messerschmidt og Lars Løkke vil ikke sidde i regering sammen, og også Inger Støjberg bruger taletid på at buhe ad Løkke.

Resten af tiden har hun og Danmarksdemokraterne arbejdet på at styrke danskheden på gymnasierne ved blandt andet at foreslå bortvisning af elever, der taler andre sprog end dansk. Det bliver spændende at se, hvordan man administrerer det i praksis. Forestillingen om en lærer, der springer frem fra en busk ved kantinen og råber: 'Det lød mistænkeligt svensk!' virker administrativt tung.

Alternativet har vigtigere ting at tage sig af og har kastet sig ud i en dyb eksistentiel debat om, hvorvidt partiet skal hedde 'Alternativet' eller 'Et Alternativ', fordi det lyder mere rummeligt. Det er svært ikke at beundre et parti, der midt i global uro, krig og økonomisk usikkerhed vælger at bruge energien på grammatisk finjustering. Det er som at omarrangere puderne i sofaen, mens huset brænder. Partiets kerneværdier Humor, Ydmyghed, Generøsitet, Gennemsigtighed, Empati og Mod kan heldigvis huskes med forkortelsen Hyggemod, selv om det lyder mere som et økologisk mikrobryggeri i Aarhus C end som et politisk projekt.

Hele 11 personer har aktivt frabedt sig pengene, så kom ikke og sig, at danskerne er et folkefærd, der bare rager til sig

Ude i virkeligheden modtager over to millioner danskere nu fødevarechecken, men hele 11 personer har aktivt frabedt sig pengene, så kom ikke og sig, at danskerne er et folkefærd, der bare rager til sig. Og mens nationen diskuterer checks, regeringer og gymnasiesprog, har man givet borgere i Oksbøl lov til at skyde ulve på privat grund. To ulveforskere fra Aarhus Universitet har dog foreslået, at man skyder de nærgående ulve med paintball i stedet for, så naturforvaltning og polterabend på en måde smelter sammen. Dyrenes Beskyttelse støtter forslaget, men der er endnu ingen, der har stillet spørgsmålet: 'Hvad nu hvis ulven bare ignorerer det?'

Der er uger, hvor Danmark føles som en velsmurt skandinavisk samfundsmaskine med styr på økonomi, institutioner og sammenhængskraft. Efter denne uge at dømme er Danmark anno 2026 et sted, hvor regeringsforhandlinger varer længere end middelalderkrige, partier opløser sig selv indefra, og almindelige mennesker nu går rundt med tilladelse til at skyde rovdyr i baghaven. Måske er det derfor, fundet af vikingeguldet i Himmerland føles så beroligende. Det minder os om, at der har levet mennesker her før os, som også baksede med kaos, konflikter og mærkelige magtkampe. Forskellen er bare, at vikingerne i det mindste efterlod noget guld. Vi efterlader mest pressemeddelelser og uafsluttede regeringsforhandlinger.

P.S. Der er også sket et og andet i udlandet, men man kan altså stadig ikke sejle igennem Hormuzstrædet med sin olie.



UGENS LAVPUNKTER:

• 62 år efter udgivelsen af deres første album er Rolling Stones klar med det 27. album. Ikke fordi de skal, men mere fordi de stadig kan huske, hvor studiet ligger.
• På trods af flere års kampagner og advarsler om hudkræft tager unge mennesker solbad i lige så stort omfang som for 75 år siden. Det eneste, der har ændret sig, er prisen på solcremen.
• Det er en belastning for landets kommuner, at klagerne over kommunens afgørelser er blevet længere og længere og tager længere tid at læse, fordi borgerne har ladet AI udarbejde klagerne. Til gengæld er kommunens afvisninger af klagerne stadig lige kortfattede.
• Af klimamæssige årsager er det blevet forbudt at reklamere for bacon i Amsterdam. Men det er stadig tilladt at nyde duften fra naboens køkken og blive fristet på en mere analog måde.
• For at undgå, at olie og sæbe fra bilvasken skader fisk og insekter i vandløbene, opfordrer Vesthimmerlands Kommune borgerne til at lade være med at vaske bilen hjemme hos sig selv. En beskidt bil har nu status som miljøindsats.
• Årets første fire måneder har budt på rekordmange henvendelser om hjortepåkørsler. Det er som om, hjortene er begyndt at tænke som bilisterne: 'Det går nok!'
• Mens sirener i hundredvis hylede landet over i onsdags, var der for femte år i træk bomstille i Nexø på Bornholm. Her er diskretion en æressag.
• En flere hundrede år gammel kirkeklokke er blevet stjålet fra Sejlstrup Kirke sidste weekend, selv om den vejer flere hundrede kilo. En eller anden må have været godt træt af søndagsringningen.
• Egå Kirke forbereder sig på krisetider med manglende strøm. Beredskabsplanen opererer blandt andet med stearinlys og håndklaver ved bryllupper og barnedåb. Det er uvist, om nadver på dåse og salmebøger med håndsving kommer på tale.
• 'Vi har tæret på kundernes tålmodighed i starten af året', sagde DSB's administrerende direktør om selskabets manglende punktlighed. Alligevel må man tage hatten af for, at DSB kan få tiden til at gå langsommere. Einstein ville have elsket regionaltoget til Slagelse.

Søren Kierkegaard havde en særlig evne til at fornærme menneskeheden med høflig præcision. Når han skriver: 'Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt', lyder det næsten som et suk fra en mand, der allerede i 1800-tallet havde gennemskuet noget, resten af verden først opdagede efter opfindelsen af smartphones, kalenderapps og møder om kommende møder.

Kierkegaard sad ganske vist ikke på en italiensk café med espresso og stråhat, men han ville sandsynligvis have klappet tilbagelænet ad det italienske begreb dolce far niente, som betyder noget i retning af 'det søde ved at lave ingenting'. Kernen i hans kritik af travlheden var den samme: mennesket er ikke skabt til spæne forpustet gennem livet som sekretær for sin egen kalender.

Mennesket er ikke skabt til spæne forpustet gennem livet som sekretær for sin egen kalender

Travlhed er blevet et statussymbol. Nu hedder det: 'Der er godt nok meget på min tallerken for tiden.' For at understrege hvor vigtig man er, kan man tilføje: 'Jeg har ikke engang haft tid til at drikke min kaffe', mens man sidder med en havrelatte til 62 kroner i den ene hånd og besvarer mails med den anden.

Vi er blevet så vant til, at der hele tiden skal ske noget, at stilhed virker helt forkert. Hvis nogen sidder stille og kigger ud ad vinduet, går man ud fra, at vedkommende enten må være filosof, arbejdsløs eller hjernedød.

Det er her, italienerne kommer ind i billedet med deres provokerende afslappede livsfilosofi. Dolce far niente har ikke noget med dovenskab at gøre. Det drejer sig om evnen til at eksistere uden at skulle retfærdiggøre sin eksistens ved at få noget fra hånden. Det er kunsten at sidde på en piazza og betragte mennesker uden at tænke på at optimere sin søvn eller lytte til en podcast om personlig udvikling.

En dansker på ferie vågner klokken syv for at udnytte dagen til noget, der kan dokumenteres. Der skal besøges seværdigheder, tages billeder, læses anmeldelser og bestilles bord på restauranter tre dage frem. Ved frokosttid er han allerede så stresset over afslapningen, at han har brug for en ekstra ferie, når han kommer hjem

Vi downloader apps til mindfulness, skynder os til yoga og køber bøger om at sætte farten ned, men har aldrig tid til at læse en bog

En italiener bestiller kaffe, læner sig tilbage og bruger halvanden time på absolut ingenting. Ikke fordi han er ligeglad med det hele, men fordi han ikke føler behov for at retfærdiggøre hvert eneste sekund af sit liv. Kierkegaard ville have nikket anerkendende.

Det komiske ved det moderne menneske er ikke bare, at vi har travlt – men at vi også har travlt med ting, der skal gøre det lettere at have travlt. Vi downloader apps til mindfulness, skynder os til yoga og køber bøger om at sætte farten ned, men har aldrig tid til at læse en bog. Selv pauserne er blevet effektive. Vi går ture med podcasts i ørerne for ikke at spilde tiden på stilhed. Vi svarer på arbejdsmails fra sommerhuset, mens vi overbeviser hinanden om, hvor vigtigt det er at slappe af. Afslapning er blevet endnu en arbejdsopgave.

Det er næsten i samme kategori som civil ulydighed at sidde på en café og bare være til stede, uden mål, uden plan og uden dårlig samvittighed og betragte solen på en murstensvæg, lytte til klirrende kopper på en café eller tale sammen uden telefoner på bordet. Den slags øjeblikke, italienerne har gjort til en kunstform.

Alt det kom jeg til at tænke på, bare fordi jeg gik en tur i det lysegrønne forår og udnyttede tiden ved at lytte til en podcast om multitasking. Det skulle jeg aldrig have gjort.

Kong Frederik har i denne uge været et smut i Grønland, hvor han har tilbragt nogle dage på slædetur med Siriuspatruljen. Kongen var afsted fra mandag til torsdag, og som han sagde ved hjemkomsten: 'Jeg får aldrig nok af Grønland'.

Donald Trump kunne ikke have sagt det mere præcist, og i denne måned sender han USA's særlige udsending Jeff Landry til Grønland, hvor erhvervsmessen Future Greenland finder sted. Landry er ikke inviteret, men det er ikke nogen hindring. Ræsonnementet synes at være, at man må forvente at få en kold skulder, når man har med et stykke is at gøre.

Løkke er en mand, der allerede har sagt 'aldrig' så mange gange, at ordet efterhånden indgår i hans forhandlingstaktik

Trump selv har haft travlt med at være vært for det besøgende britiske kongepar. Han benyttede lejligheden til at slå fast, at amerikanerne ikke har haft tættere venner end briterne, siden USA opnåede uafhængighed. Forholdet mellem USA og Storbritannien betegnede han som 'uvurderligt, evindeligt, uerstatteligt og ubrydeligt' og gik let henover, at de i sin tid skiltes med krudt og kugler. Trump roste også kong Charles for hans smukke accent og kaldte ham 'en meget elegant mand'. Kong Charles' tale til Kongressen var afdæmpet, vidende, osende af royal stamtavle og diplomatisk så behændig, at han vistnok fik aflyst NATO's opbrud. Men hvordan det har lydt, når kameraerne var slukket, kan man kun gisne om. Har Charles talt i sirligt afmålte vendinger og Trump i versaler, eller har han et kongefilter? Vi ved det ikke.

Knap så affabel var præsidentens tone i hvert fald over for den tyske kansler Friedrich Merz, der tillod sig at kritisere USA’s udenrigspolitik, hvorefter Trump truede med at trække sine soldater hjem fra Tyskland som straf. En slags geopolitisk version af at blive sur, samle sit legetøj sammen og gå hjem til sig selv.

Hjemme i USA har præsidenten endnu en gang demonstreret sin særlige evne til at kombinere tragedie med om- og tilbygninger. Skudepisoden ved en korrespondentmiddag blev hurtigt forklaret med en 'forstyrret' gerningsmand og en bemærkning om, at det hele aldrig var sket, hvis hans nye, tophemmelige balsal havde stået færdig. Konklusion: verdens konflikter kunne i virkeligheden løses med bedre festlokaler. FN burde tage noter.

Det går stadig trægt med regeringsforhandlingerne herhjemme. Lars Løkke Rasmussen holder fast i, at Store bededag ikke skal genindføres, mens Pia Olsen Dyhr vil have den tilbage og ønsker sig en S-SF-M-Radikal regering med Enhedslisten og Alternativet som støttepartier. Men det forudsætter et gigantisk løftebrud fra Lars Løkkes side, hvis det skal – hm – 'løkkes'. Han har tidligere totalt afvist en regering, der baserer sig på Enhedslistens støtte, men på den anden side er Løkke en mand, der allerede har sagt 'aldrig' så mange gange, at ordet efterhånden indgår i hans forhandlingstaktik.

Et afgørende stridspunkt mellem de røde og blå partier er, hvordan velfærd skal finansieres. I den forbindelse er det nærliggende at nævne, at Enhedslistens Rosa Lund har født sit første barn og nu med en vis ret kan kalde sig Røde Mor. Det var som bekendt navnet på rockgruppen, der skrev sangen' 'Født til Velfærd'.

Hjemme i USA har præsidenten endnu en gang demonstreret sin særlige evne til at kombinere tragedie med om- og tilbygninger

Ellers synes ugens mest opsigtsvækkende politiske begivenhed at være, at Troels Lund Poulsen, der har været sygemeldt i et par måneder på grund af en øjensygdom, er vendt tilbage til arbejdet. Her har han dog været svær at få øje på, siden han blev partiformand. Også hans parti bliver mindre og mindre synligt – den seneste meningsmåling viser, at Venstre, der var det største borgerlige parti lige efter valget, nu er blevet overhalet af både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Målingen er ganske vist fra før Alex Vanopslagh kom i modvind, da han langede ud efter Lars Løkkes deltagelse i de igangværende regeringsforhandlinger med et billede fra Nazityskland, der viste én mand, der undlod at heile i et hav af heilende mennesker.

Ellers er der gang i lokalpolitikken flere steder i landet. Den lokale islamiske menighed i Helsingør vil bygge en ny, ekstra moské, der er næsten tre gange så stor som den nuværende, men byrådet vil ændre lokalplanen, så moskéen alligevel ikke kan bygges, og begrunder forbuddet med bekymringer om parkering og trafiksituationen i området. Morten Messerschmidt må sidde et sted og ærgre sig over, at han ikke for længst er kommet på det argument. Så havde han været fri for altid at skulle diskutere kulturforskelle, moral, dårlig opførsel og den slags.

Der er ingen, der længere råber 'ulven kommer!', for den er her allerede – i hvert fald i Jylland, hvor det begynder at tynde ud i ponybestanden, og hvor der ikke er den store forståelse for EU-direktiver om biodiversitet og naturens ukrænkelighed. Men der er ikke noget, der tyder på, at jyderne skal regne med, at der sker noget, før et folketingsmedlem en dag møder en savlende ulv, når han går søndagstur i Dyrehaven med sin bomuldshund.

Hvis ikke Mette Frederiksen havde afskaffet Store bededag, ville det have været en national fridag i går. Alligevel var det en halv fridag for nogle, fordi det også var Arbejdernes Internationale Kampdag. Mette Frederiksen brugte den halve fridag på at holde sin 1. maj-tale, ikke i Fælledparken under åben himmel, men på Arbejdermuseet for lukkede døre, hvor der skulle betales entré. På den måde havde hun garderet sig mod ubehagelige overraskelser såsom skybrud, en alt for blå himmel eller en shitstorm.

I øvrigt er der kun faldet få millimeter regn i landet siden midten af april, og der er nu så tørt, at et flertal af danskere er begyndt at tale om vejret uden at klage.

Det er faktisk et ret alvorligt tegn.



UGENS LAVPUNKTER:

• Dansk Sprognævn har lanceret en storstilet kampagne, hvor alle inviteres til at indsende engelske låneord, de helst så erstattet af gode, gamle danske gloser. I stedet for 'deadline' kunne man fx sige 'det tidspunkt, hvor det alligevel ikke når at blive færdigt'. Hvis det lykkes at fjerne de engelske ord, bliver det også meget nemmere at høre, hvem der ikke ved, hvad de taler om.
• På flere gymnasier er der rift om parkeringsbåsene, fordi eleverne i dag tager bilen i stedet for at cykle. Samtidig kunne man passende indføre karakterer i parkering: et 12-tal for vellykket parallelparkering i første forsøg – 02 for at tage to pladser og blive ved med at ramme forkert.
• En selvkørende Tesla er blevet prøvekørt i Aarhus. Tilhængere fremhæver øget sikkerhed og mindre trængsel, mens kritikere advarer mod falsk tryghed og aggressiv markedsføring. Bilen selv har endnu ikke blandet sig i diskussionen.
• Fra i år skal det koste penge at stille bilen fra sig til Folkemødet på Bornholm. Det nye er altså, at man skal betale for at parkere – det gamle er, at det stadig er umuligt at finde en parkeringsplads.
• Der mangler opbevaringsplads på Nyt Aalborg Universitetshospital, så skiftetøj og stetoskoper må ligge i en pose på gulvet. Til gengæld skal man ikke bruge en masse tid på at rende rundt og åbne skuffer og skabe.
• I Næstved Kommune har en gruppe ældre borgere været på udflugt til en kistefabrik. En form for aktiv aldring, hvor man holder sig i gang lige til det sidste.
• Europa-Parlamentet i Strasbourg har netop præsenteret en længe ventet app, som skal holde europæiske børn og unge væk fra sociale medier. Den fungerer ved at være tre år om at loade og kræve en høring, hver gang man logger ind.
• En banderelateret retssag skal muligvis gå om. Årsagen er, at to af de tre byretsdommere har erklæret sig inhabile, men det er ikke oplyst, hvorfor de skulle være inhabile. Måske har de bare opdaget, at de kendte sandheden lidt for godt til at være upartiske.
• Frankrig har fremlagt en plan for at udfase kul inden 2030, olie inden 2045, og naturgas inden 2050. Til gengæld holder de fast i atomkraft og croissanter. Man kan ikke ændre alt på én gang.
• Den russiske skolelærer Pavel ’Pasha’ Talankin, der modtog en Oscar for den danskproducerede dokumentar ’Mr. Nobody Against Putin’ tidligere på året, har mistet sin statuette. Den forsvandt, da han skulle med et fly fra New York til Frankfurt. Hvordan det er gået til, vides ikke, men alt tyder på, at den er faldet ud af et vindue.