Black Watch Friday



Jeg havde ellers sat mig for, at der hverken skulle være farvebilleder eller selfies på denne blog, men jeg bliver for en gangs skyld nødt til at gøre en undtagelse, når nu indlægget drejer sig om farver og om min egen garderobe. Det kan ikke nytte noget at sige, at den vil jeg ikke stå model til, så det gør jeg herover.

Jeg ifører mig jakken hvert år på denne tid som en tavs personlig protest

Black Watch er formentlig den mest kendte skotsktern – tartan – i hele verden, og den har da også en lang historie. General George Wade, som var Commander-in-Chief i North Britain, dannede med tilladelse fra George I seks infanteriregimenter i 1725, hvis opgave var at afpatruljere det skotske højland, slå ned på kriminelle og kontrollere fejder mellem klanerne. Regimenterne blev kendt som Am Freiceadan Dubh, oversat til Black Watch. Der er delte meninger om navnets oprindelse. Nogle mener, at det skyldes den mørke tern i soldaternes kilt, andre at det var fordi soldaterne repræsenterede en upopulær regering og derfor måtte være black hearted. Men da officererne selv brugte udtrykket, er forklaringen ikke videre sandsynlig. Der er flere mulige forklaringer her.

I dag bæres Black Watch-tartan fortsat af Royal Regiment of Scotland. Den officielle betegnelse er Government 1A Tartan.

Min Black Watch-blazer på billedet er en svensk Oscar Jacobson-kreation af 100 procent ren ny og dejlig tyk uld. Jeg har købt den i en genbrugsforretning for nogle år siden, men den fremstår stadig som helt ny. Slipset er ægte skotsk og købt i en anden genbrugsforretning, ligeledes i upåklagelig stand.

Jeg kan ikke påstå, at jeg bruger jakken særlig meget, men jeg ifører mig den hvert år på denne tid som en tavs personlig protest, når den internationale overforbrugs-, forurenings- og ressourcespildsfestival Black Friday løber af stabelen, som den officielt gør i dag (men i praksis har stået på i flere uger). Ikke sjældent mødes jeg af beundrende blikke og ivrige forespørgsler om, hvor jeg dog har fået syet dette smukke, farvestrålende og velsiddende pragteksemplar af en jakke, og med slet skjult tilfredshed svarer jeg lakonisk:

– Blå Kors i Hillerød.

Let henkastet plejer jeg at tilføje, at den kostede 25 kroner.

Kategori: , | 12 kommentarer

Forklædt som voksen



Jo, det er ham. Det er hans måde at gå på, jeg først lægger mærke til. Rastløst, hurtigt og samme kropsholdning. Så genkender jeg hovedfaconen og profilen. Der er ingen tvivl. Det er min gamle legekammerat hjemme fra vejen, der går frem og tilbage mellem den mørkegrønne Passat og containeren med småt brændbart. Håret er ikke kulsort som dengang. Det er blevet gråt ligesom mit eget.

Han har også fået øje på mig. Hver gang han henter en affaldssæk i bilen, kigger han over på mig i forbifarten. Lidt for længe.

Det bliver mig, der tager beslutningen. Da hans blik igen strejfer mit, fastholder jeg det, går direkte hen imod ham og rækker hånden frem.

– Hej, Jens!

Hans ansigt tør op.

– Jeg syntes nok …, siger han. – Så du er også ved at muge ud?

Vi forklarer hver især vores grunde til at være her. Han har overtaget sine forældres sommerhus heroppe og er ved at lave nyt køkken. Induktionskomfur. Vi opregner, hvor mange forældre vi har tilbage og udveksler karriereforløb, børn, svigersønner og -døtre.

Pludselig er det hans far, jeg står og taler med. Den samme tandstilling, den samme stemme, den samme udtale. Måske er det også en let redigeret udgave af min far, han lige har mødt på en blæsende, kold containerplads. Det var tinsoldater, rulleskøjter og rundbold, vi havde til fælles, men nu er vi voksne og taler om det, voksne taler om. Vi stiller spørgsmål og svarer eller bortforklarer. Ind imellem ler vi. Vi er for gamle eller for blufærdige til at grine.

Efter ti minutter trækker det op til en afrunding.

– Jeg kommer sgu forbi en dag, siger han, og vi skriver vores adresser ned på papirlapper og bytter.

– Det var hyggeligt!

Vi løfter armen til farvel og sætter os ind i vores biler. Og ved begge, at det aldrig bliver til mere.

Kategori: | 11 kommentarer

En lang historie om en kort jakke



En af de få fordele ved den støt dalende temperatur er, at efterårs- og vintertøj ser meget bedre ud end det, man er tvunget til at gå med om sommeren.

Det er ikke mig på billedet, men jeg har en sømandsjakke mage til den, Robert Redford har på i Three Days of The Condor – en peacoat, som ikke bare er en af mine foretrukne vinterjakker, men også har en ganske særlig historie, som jeg vender tilbage til.

Men først den overordnede historie om peacoaten, som begynder i 1800-tallet, hvor jakken hørte til de hollandske marinesoldaters mundering. Ordet peacoat har ikke noget med ærter at gøre, men stammer fra det hollandske ord pij, som var en betegnelse for groft uldstof. Selv om det altså var hollænderne, der så at sige opfandt peacoaten, er det den britiske marine, der kan tage æren for jakkens udbredelse. Den britiske udgave var udformet efter samme principper som den hollandske, så den var praktisk til maritime formål, men var især tænkt som uniform til flådens sergenter. Jakken fandt efterhånden vej over Atlanten, hvor den amerikanske flåde brugte den til 'reefers', som var de kadetter på sejlskibene, der arbejdede midtskibs og havde den halsbrækkende opgave at flintre rundt i rigningen og få sejlene til at makke ret. Det stillede store krav til bevægelsesfriheden, og den amerikanske peacoat er derfor ret kort.

En peacoat har en overdimensioneret ulsterkrave, der kan knappes helt op, så man er beskyttet mod elementernes rasen og er desuden dobbeltradet for at begrænse risikoen for, at knapperne bliver viklet ind i tovværket. Der er lodrette stiklommer til at varme hænderne i, og knapperne, der er præget med et anker, er meget store, så de er nemme at få fat i, hvis man har våde og kolde hænder.



Men nu til min egen jakke. Eftersom jeg er en kuldskær type, var jeg ude efter en peacoat af 100 procent uld, men det er stort set umuligt at opdrive. Dem, man kan købe fra nye i butikkerne, er af en sørgelig kvalitet, hvor der er blandet en eller anden form for kunststof i for at gøre dem lettere og først og fremmest billigere og nemmere at sælge. Jeg havde med andre ord ikke noget andet valg end at undersøge markedet på eBay, hvor jeg fandt en vintage US Navy Peacoat af 100 procent Meltonuld.

Meltonuld har den fordel, at det kan modstå kraftig regn, vind og tænderklaprende temperaturer, fordi det er stærkt valket – en proces, der fjerner olier, snavs og andre urenheder og gør stoffet tykkere og så tæt, at det er umuligt at se den diagonale twillvævning på overfladen. Meltonuld har i øvrigt en lang historie, der går flere hundrede år tilbage til Leicestershire og den lille by Melton Mowbray, som var centrum for den senere så berygtede og nu i princippet forbudte rævejagt. Det vejrbestandige stof var ideelt til jagtbeklædning, men altså også velegnet for søfolk, som man siden fandt ud af.

Da jeg åbnede pakken fra eBay og så jakken, var jeg først overbevist om, at der var tale om en helt ny jakke, for den var aldeles fejlfri og bar på ingen måde præg af at have været brugt. Men jeg tog fejl. På indersiden af foret stod nemlig den oprindelige ejermands navn og tjenestenummer trykt tre forskellige steder: HAMILTON, R.C – 389 70 87. For sjovs skyld søgte jeg på navnet på navymomorial.org, og det viste sig, at R.C. Hamilton blev født den 31. August 1903 i Fries, Virginia og indtrådte i den amerikanske flåde i marts 1920, hvor han gjorde tjeneste, indtil han forlod flåden igen i marts 1953 med rang af CWO, Chief Warrant Officer. Da man må gå ud fra, at han ikke fik jakken i afskedsgave, men formentlig har taget den i brug et par år, inden han gik på pension, er den med andre ord omkring halvfjerds år gammel.

Det er altså R.C. Hamiltons gamle peacoat, jeg hver eneste vinter ifører mig med stor fryd, fordi den sidder perfekt og er umulig at fryse i – heller ikke om fingrene, når jeg stikker hænderne ned i de bløde, jernbanefløjlsforede lommer.

Den vejer sine 2 kilo, men heldigvis har jeg stærke knæ.

* * *
Hvis nogen skulle være nået så langt, kan jeg for resten anbefale at se Three Days of The Condor med den peacoatklædte Robert Redford i hovedrollen som CIA-analytikeren Joseph Turner med dæknavnet Condor, der i arbejdstiden går ud for at hente frokost og finder hele sin afdeling – inklusive sin kæreste – likvideret, da han kommer tilbage. Pludselig er han jaget vildt, og meget tyder på, at det ikke er den sædvanlige fjende, altså kommunisterne, der er på krigsstien, men et hemmeligt CIA inden i CIA, der har sin egen, skumle dagsorden, som Condor uheldigvis er kommet på sporet af. Filmen ligger til fri afbenyttelse på filmstriben.

Kategori: , | 12 kommentarer

En søndag foran skærmen



November er ikke en måned, der ligefrem rutter med underholdningen, men på denne adresse ser vi altid frem til et enkelt lyspunkt i mørket, for selv om bladene rasler af træerne, er det i november, at bøgerne springer ud og sproget blomstrer. Det indebærer, at hjemlig lænestolesidning med tilhørende te- og kaffedrikning, katteklapning, adspredt læsning og tandstangning bliver afløst af gennembladring og diskussion af Bogforums program. Jeg ifører mig herefter hornbriller og sildebensvævet tweedjakke, tager Madame under armen og sætter kurs mod Bella Center, hvor vi får en dag til at gå i bibliofile omgivelser af varierende styrke og relevans – en del stande har en yderst perifer forbindelse med bogverdenen. Desuden er maden dyr og dårlig, men det tager vi med.

Der er formentlig ikke mange jyder, der lige smutter til Amager for at få et glimt af en litterær kendis på slap line

I år har vi været afskåret fra at holde traditionen i hævd af pandemibetingede årsager. Til gengæld slog DR2 gækken løs i går og flottede sig med 12 timers Bogfestival live fra det Den Sorte Diamant/Det Kongelige Bibliotek som et virtuelt plaster på såret med stribevis af interviews med forfattere, forskere, digtere og tegnere inden for allehånde genrer, inklusive de mere kulørte. Kort sagt en glimrende Bogforum-erstatning, som vi blev enige om var en meget bedre kilde til inspiration end den traditionelle blandede landhandel. Ikke alt var lige interessant for os, men det har det antagelig været for mange andre – og omvendt. Værterne Ane Cortzen og Adam Holm leverede en kraftpræstation og balancerede fint mellem det poppede og det mindre folkelige.

Man går ganske vist glip af atmosfæren og alt gøglet, når det hele foregår på tv, men man slipper også for at skulle stå i kø til de mest populære af arrangementerne og ende med hverken at kunne se eller høre noget i tumulten. Jo, der var faktisk én ting, vi savnede, for hvor har man ellers lejlighed til at opleve så mange ex– og egocentrikere samlet på ét sted? Særlig ét intermezzo, der udspandt sig i menneskemylderet lige foran mig for nogle år siden på Bogforum, står stadig lysende klart i min erindring:
Kvinde: – Hej!
Mand: – Hej!
Kvinde: – Ja, vi ses jo på torsdag ...
Mand: – På torsdag?
Kvinde: – Ja, i studiet.
Mand: – Hva'! Har du noget med det at gøre?
(Et øjebliks stilhed)
Kvinde: – Øh, det er mig, der er vært på programmet.
Men ellers kan man håbe på, at ideen med Bogfestival på DR2 vil blive videreført i de kommende år, selv om der eventuelt ikke længere er nogen pandemi til at spænde ben for et fysisk Bogforum i Bella Center. Der er formentlig ikke mange jyder, der lige smutter til Amager for at få et glimt af en litterær kendis på slap line.

* * *
Alle 12 timer kan ses her, når man har lyst, og her er programmet punkt for punkt. Også bogbranchen selv har afholdt bogfestival på nettet i weekenden med utallige digitale arrangementer, hvoraf flere er eller bliver tilgængelige på YouTube eller Facebook.

Kategori: , | 10 kommentarer

Løvfaldsmusik



Den forløbne uge har været efterårets smukkeste! Med en blanding af betagelse og vemod har jeg trasket rundt i landskabet og nydt træernes og buskenes overvældende farvelade af gult, brunt, rødt og grønt i alle nuancer og sammensætninger og forsøgt at fortrænge, at lige om lidt ligger det hele på jorden som en gråbrun, klæbrig og trøstesløs masse og indvarsler det uendelige vinterhalvår, som vi nu må tilbringe forklædt som vildfarne hjernekirurger eller bag plasticvisirer – i begge tilfælde bevæbnet med skarpladte og afsikrede sprayflasker.

Hører man til dem, der har en tilbøjelighed til at dyrke melankolien – jeg kan ikke selv sige mig helt fri – er der altid musikken at ty til, og hvad er mere oplagt end Autumn Leaves/Les feuilles mortes, som er indspillet i tusindvis af udgaver, siden Joseph Kosma og Jacques Prévert skrev sangen i 1945. Den er nok bedst kendt med Yves Montand, men jeg vil anbefale den amerikanske sanger og guitarist Eva Cassidys helt anderledes og efter min mening langt smukkere fortolkning i stedet for.

Pladeselskaberne kunne ikke forlige sig med, at hun spændte over så mange forskellige genrer og stilarter

Eva Cassidys historie er usædvanlig og tragisk. Hun døde i 1996, kun 33 år gammel. Selv om hun havde en utrolig smuk stemme og en evne til at indleve sig i og fortolke sine sange (som hun dog ikke skrev selv), fik hun aldrig et gennembrud, mens hun levede, efter sigende fordi pladeselskaberne ikke kunne forlige sig med, at hun spændte over så mange forskellige genrer og stilarter. Hun udgav ét live-album for egen regning, mens hun levede, men efter hendes død udsendte forældrene som en hyldest til deres datter endnu et album med hendes sange, som fik pressen til at interessere sig for hende. Herefter fik hele verden ørerne op for den fantastiske stemme, og siden er der solgt millioner af plader med Eva Cassidy. Vil man vide alt om Eva Cassidy, er der artikler, interviews, billeder og alt muligt andet på Eva Cassidy Web Site.

Men her er sangen, der inspirerede til dette indlæg:



* * *
Synes man ikke, at Eva Cassidys version er melankolsk nok, er der hjælp at hente hos Majbritte Ulrikkeholm, der halvt reciterer, halvt synger eller nærmest hvisker sangen. Det kan lyde sarkastisk, men er ikke sådan ment. Faktisk er den meget smuk, og det samme gælder den tilhørende video. Hermed ligeledes anbefalet.

Hvis nogen skulle savne Yves Montands udgave, er den her, og foretrækker man melodien uden tekst, bliver den ikke bedre end med den italiensk-amerikanske klarinettist Buddy DeFranco.

Kategori: | 10 kommentarer

Folk og fæ 2.0



Noget tyder på, at DR har besluttet sig til at efterkomme mit ønske om hurtigst muligt at sikre sig rettighederne til at vise nyindspilningen af Folk og Fæ, som havde premiere på den britiske Channel 5 for mindre end to måneder siden. Allerede i går eftermiddags viste DR 1 første afsnit!

Kun med nød og næppe undgår husholdersken en alvorlig påtale fra klichépolitiet, men man må retfærdigvis have in mente, at historien udspiller sig i 1930erne

Det kan være vanskeligt at abstrahere fra de små hundrede episoder af den oprindelige, fyrre år gamle udgave af All Creatures Great and Small, der har lagret sig i baghovedet, men det skylder man det gode initiativ at gøre. Man må viske tavlen ren og give det nye hold af skuespillere en chance og bedømme dem alene på deres præstationer, ikke på ligheden med deres forgængere. De gør det faktisk alle sammen godt, selv om jeg må indrømme, at jeg savner den gamle, koleriske dyrlæge Siegfried i Robert Hardys skikkelse. Den nye, spillet af Samuel West, mangler indtil videre den mere charmerende og flamboyante side af figuren, som Hardy beherskede suverænt, men det kan være, at det kommer. Ellers ligger den nye serie stilmæssigt meget tæt på den gamle – der er på ingen måde tale om en nyfortolkning, så der er (heldigvis!) tale om feel good fra ende til anden. Den mest bemærkelsesværdige forskel er husholdersken Mrs. Halls rolle, der er langt mere fremtrædende i den nye version. Ud over at hun har gennemgået en overbevisende foryngelseskur, har hun nu nærmest fået en funktion som en slags hustru til ungkarlen Siegfried, hvor hun (som nogle kvinder gør med deres mænd) behandler ham som en uvorn unge med en blanding af moderlig omsorg, overbærenhed og hovedrysten, men trods alt velment og kærligt. Kun med nød og næppe undgår figuren en alvorlig påtale fra klichépolitiet, men man må retfærdigvis have in mente, at historien udspiller sig i 1930erne, og at den slags nok hører med til genren.

Det er næsten overflødigt at nævne, at den rekvisitørmæssige side af sagen som altid i britiske retroserier er impeccable, og billederne er en fryd for øjet og nostalgien.

De resterende 5 afsnit bliver sendt over de kommende lørdage, men hele sæson 1 er allerede tilgængelig på dr.dk indtil oktober 2021, og mon ikke jeg snupper et afsnit til i aften.

Hov! Jeg ser lige, at hele 1. sæson af den gamle serie nu også er tilgængelig indtil juni, så her er muligheden, hvis nogen skulle have lyst til at sammenligne.

* * *
P.S. Bare rolig, serien er skam i farver – det er kun denne blog, der holder sig for god til at benytte sig af kulørte virkemidler ...

Kategori: | 8 kommentarer

Mænd, kvinder, karry og kødgryder



Nu, hvor vi er på vej ind ind i de rustikke og solide middagsretters årstid, kommer jeg til at tænke tilbage på mit arbejdslivs forskeliige kantiner, hvoraf en af dem i en periode – stik imod alle naturlove – faktisk var fortræffelig. Maden var sund, lækker og veltilberedt hver dag, der blev lavet mad efter kendte kokkes opskrifter og udtænkt eksotiske temauger. I det hele taget blev der udfoldet en mundvandsfremkaldende opfindsomhed, man ikke havde troet mulig i en virksomhedskantine. Den kolde afdeling bestod af salater så fantasifulde og komplekse, at man kun ville kaste sig ud i at kreere noget, der lignede, hvis man havde sat sig for at vinde Maddysten, og førstepræmien var en tv-pakke, hvori der ikke indgik madprogrammer og -konkurrencer. Frokosten var kort sagt et af dagens højdepunkter for flertallet af ansatte, det vil sige mange.

Er det kødgryderne, der med deres kalden minder mændene om barndommens allesteds-
nærværende mødre?

Til daglig var kønsfordelingen mellem sultne kolleger nogenlunde fifty-fifty i den kolde og den varme afdeling, og almindeligvis gled trafikken jævnt, så man ikke behøvede at stå og vente på at komme til. Men en sjælden gang imellem var det første, man fik øje på, når man trådte ind i kantineområdet, en endeløs kø, der snoede sig hid og did ved disken i den varme afdeling, og som kun bestod af utålmodige mænd, gamle som unge, med en tallerken i hånden. 'Boller i karry!' hviskede de til hinanden med blanke øjne og vippende bryn, og budskabet forplantede sig som en løbeild ned gennem rækken. Omvendt var der kun kvinder ved salatbaren på de dage, og det var ikke kun dem, der normalt plejede at stå foran én henne hos slagteren og sige: 'Jeg vil gerne have fem molekyler ekstra mager, usaltet, koffeinfri roastbeef i papirtynde skiver ...' Nej, det var kvinder i alle alders- og vægtklasser, der vendte ryggen til den mandlige kødrand og flokkedes om salaterne.

Måske afslører jeg min afgrundsdybe uvidenhed, men jeg vover alligevel spørgsmålet: Hvad har kvinder imod boller i karry, og hvorfor er det tilsyneladende det bedste, mænd ved? Er der en indlysende grund? Er det kødgryderne, der med deres kalden minder mændene om barndommens allestedsnærværende mødre og samtidig udgør en trussel mod moderne, emanciperede kvinder og får dem at flygte over til salatbordet, hvor de ikke risikerer, at nostalgiske mænd foreslår dem at skifte karrieren ud med en … kan man kalde det karry-ere?

Kategori: , , | 18 kommentarer