Uffe Jerner

Sidste weekend nåede temperaturen op på 37 grader ved H.C. Andersen Airport og satte ny dansk varmerekord. Sociale medier var fyldt med varsler om klimakollaps, kogende verdenshave og civilisationens endeligt. Men mandag regnede det igen, og befolkningen vendte straks tilbage til dens egentlige kernekompetence: at klage over, at sommeren lignede oktober. Verdens undergang bliver konsekvent udskudt, så længe vejrudsigten lover 22 grader og spredte byger.

I toppen af dansk politi fungerer karrierestigen efter princippet: Hvis man overlever længe nok, bliver man forfremmet sidelæns

På Christiansborg blev der talt om en frisk start. Nicolai Wammen havde overtaget Justitsministeriet med løfter om oprydning og et politi, der igen skulle levere. Det lød helt revolutionært. Men i staten betyder 'oprydning' mest, at man flytter rundt på møblerne. Rigspolitichef Thorkild Fogde, der efterlod sig minksagen, en usædvanlig hård kritik fra Rigsrevisionen og et politi, som havde udviklet en bemærkelsesværdig evne til at smide borgernes anmeldelser i papirkurven og erklære dem for afsluttet, blev ikke sendt hjem. Han blev straffet med en stilling som direktør i Vestegnens Politi. PET-chef Finn Borch Andersen, som har haft fornøjelsen af både Lars Findsen-sagen og Samsam-sagen, blev idømt en direktørstilling i Københavns Politi på ubestemt tid. Så hvis nogen stadig tror på den gammeldags forestilling om, at ansvar og konsekvens hænger sammen, må tirsdagens rokade have været en dannelsesrejse. I toppen af dansk politi fungerer karrierestigen efter princippet: Hvis man overlever længe nok, bliver man forfremmet sidelæns. Retfærdigvis skal det tilføjes, at de to fuldtidsansatte chauffører, Thorkild Fogde som rigspolitichef havde ansat til tilsammen godt 1,1 million om året for at køre ham til og fra arbejde, ikke medfølger i hans nye job. Rigspolitiet oplyser, at chaufførerne også havde 'forskellige administrative og logistikmæssige arbejdsopgaver'. Det er godt tænkt. Mellem hjemmet og Polititorvet må de trods alt have kunnet nå at ordne en del papirarbejde, mens de holdt for rødt lys.

Efter en idé af kirkeminister Ida Auken har Folketinget indgået en aftale med Københavns biskop, så politikerne fremover kan tale med en præst. Endelig bliver der indført en ordning, hvor man både kan bekende og bortforklare på samme tid. Der er endnu ikke sat navn på, hvem præsten skal være, men et godt bud kunne være den nyuddannede præst i Fensmark og Rislev Sogn, Naser Khader, der har års erfaring med at omgås politikere fra stribevis af forskellige politiske partier, han har været medlem af.

Den hurtigste måde at få 650 odenseanere til et borgermøde? Glem klima, skat eller ældrepleje. Nævn en behåret larve.

Den nye minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, fandt hurtigt sin første store modstander. Ikke ulven eller PFAS. Men egeprocessionsspinderen alias Larven fra helvede, der især hærger i Odense. Ministeren lover en koordineret indsats, mens en overlæge samtidig advarer mod, at sagen udvikler sig til en 'dronesag'. Vi frygter ikke længere katastroferne. Vi frygter, at medierne kommer til at interessere sig for dem. Borgerne i Odense er mere end interesseret. I går mødte flere hundrede odenseanere op til et borgermøde for at give udtryk for deres utilfredshed med kommunens håndtering af den famøse egeprocessionsspinderlarve. Den hurtigste måde at få 650 odenseanere til et borgermøde? Glem klima, skat eller ældrepleje. Nævn en behåret larve.

Landbrug & Fødevarer glæder sig over, at dødeligheden blandt pattegrise er faldet fra 21,7 til 20,3 procent. Det betyder, at der nu kun dør 24.137 pattegrise i døgnet kort efter fødslen mod 25.801 sidste år. Altså godt 1.000 i timen eller 17 i minuttet. Branchen understreger, at udviklingen går den rigtige vej, og forsikrer, at 'vi driver ikke ekstrem avl - vi driver balanceret avl', så derfor er der ingen grund til nye tiltag. Det er svært at være uenig. Når udviklingen går den rigtige vej, ville det jo være ærgerligt at risikere at forbedre den yderligere.

Roskilde Festival bød endnu en gang på den traditionsrige disciplin at omdanne et musik-arrangement til et politisk stormøde

På dyrskuepladsen syd for Roskilde var der hverken åndedrætsbelastende egeprocessions-spindere eller henfarne pattegrise, men liv og glade dage, helt efter bogen. Roskilde Festival bød endnu en gang på den traditionsrige disciplin at omdanne et musikarrangement til et politisk stormøde. Denne gang var det den nordirske rapgruppe Kneecap, som gjorde sit bedste for at sikre, at ingen skulle være i tvivl om, at koncertbilletter samtidig fungerer som adgangskort til en demonstration. Slagordene fløj gennem luften, og den danske regering fik en skideballe for folkemordet i Gaza. Aktivismen stjal rampelyset, mens musikken mest var en slags opvarmning. Til gengæld sørgede vejret for effektiv nedkøling, kolde afvaskninger og mudderbad dagen efter, så alt var, som det skulle være.

I dag, den 4. juli, begynder både Tour de France og Tour de Trump. Kunstner Jens Galschiøt vil køre rundt i Rebild Bakker på en handicapscooter med en halvanden meter høj påmonteret skulptur, der forestiller den nøgne amerikanske præsident på ryggen af en udpint mand. Rebildfestens sikkerhedschef mener, at det høje tyngdepunkt udgør en alvorlig risiko for, at scooteren kæntrer med potentielt kvæstede festdeltagere til følge. Nordjyllands Politi har derimod sendt et venligt brev om, at det nok skal gå altsammen. Og hvad er også mere naturligt end at markere den amerikanske nationaldag med et stykke dansk absurdisme, der til fulde matcher den amerikanske?

I et land, hvor varmerekorder udløser efterårssnak, hvor chefskandaler udløser nye chefstillinger, hvor politikere får pastoral særbehandling, hvor hver femte pattegris dør lige efter fødslen uden behov for nye tiltag, og hvor statens myndigheder bruger deres politimæssige beføjelser til at vurdere stabiliteten af en handicapscooter med en nøgen Donald Trump monteret bagpå, er det svært ikke at føle en vis stolthed. Ikke fordi alting fungerer. Men fordi vi er blevet verdensmestre i at få det til at se sådan ud.

Hov! Kom jeg til at glemme fodboldens og tennisspillernes vellykkede invasion af DR? Nej.



UGENS LAVPUNKTER:

• Efter sidste uges hedebølge fastslog en livredder på Henne Strand, at badegæsterne opførte sig eksemplarisk. Der var med andre ord ingen panik, ingen der byggede en voldgrav omkring håndklædet og kun et moderat antal mennesker, der mente, at strømforhold er et personligt valg.
• Lighuse i Frankrig er fyldt til bristepunktet efter hedebølgen. Flere franske lighuse har måttet afvise lig, fordi de simpelthen ikke har plads til flere. Ingen har endnu forslået at indføre venteliste til den sidste venteliste.
• Kjærgaard Landbrugsskole oplever rekorddeltagelse på årets farmercamp, hvor kommende landmænd bruger ferien på at prøve kræfter med dyrepasning og mudrace. Næste år forventes konceptet udvidet med voksenudgaven: regnskab og møde med banken.
• En dinosaurknogle lå gemt i en skuffe i 40 år, og nu er der bevis på, at dinosaurer levede på Antarktis. Det viser, at videnskab nogle gange handler om tålmodighed, andre gange om at lede i det rigtige møbel.
• Den ekstremt sjældne spanske munkegrib, der blev spottet første gang i torsdags, er nu igen blevet set i Skagen. 'Det kan ikke blive vildere', udtaler forstanderen på Skagen Fuglestation. Ordene er nu registreret som officiel udfordring til universet.
• En Netto-butik i Rønne er nu udstyret med en generator, der starter sig selv ved strømnedbrud. Den skal kunne holde butikken åben i minimum to døgn. Hvis samfundet bryder sammen, kan man altså stadig få citronhalvmåner og en skruetrækker til 29 kroner.
• 25 anonyme gymnasielærers kritik i Berlingske af årets nyudklækkede studenter er forfejlet, mener en vestjysk rektor: 'Ungdommen er ikke dummere eller mere doven end tidligere' Det er en påstand, der kun kan afgøres af den næste generation af anonyme gymnasielærere.
• Dagrofa har tilbagekaldt et parti biksemad efter at det er blevet konstateret, at produktet indeholder kød, der ikke er egnet til konsum. Den gode nyhed er, at produktet er trukket tilbage. Den dårlige, at nogle nåede at spise det. I øvrigt må det vøre første gang, nogen har stillet krav til indholdet af biksemad.
• I en sag om Danmarks hidtil største illegale cigaretfabrik er to mænd torsdag blevet idømt tillægsbøder på mere end en halv milliard kroner hver. Bøden svarer til det beløb, statskassen er gået glip af i afgifter. Det er den slags nyheder, der minder én om, at rygning måske nok er sundhedsskadelig, men først og fremmest afgiftspligtig.
• Nye regnskaber viser, at alene Trump-familiens forretning med kryptovaluta har givet en bruttoindtjening på omkring 9,1 milliarder kroner. Trump har gjort kryptovaluta til en familieforretning. Nepotisme er også en form for decentralisering.

Man må antage, at det var det dårlige vejr, Thøger Larsen havde i tankerne, da han skrev 'Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig'. Men som vi har erfaret i den forløbne weekend med livstruende hedebølge og aflyste arrangementer i stribevis, kan vejret også blive for godt.

Som bekendt er vi ikke herre over vejrets kalamiteter. Men det samme gælder ikke alle sommerens andre tvivlsomme ingredienser i form af traditioner og mere eller mindre frivillige pinefulde ritualer. Dem har vi kun har os selv at takke for.

Der er intet afslappende ved at stå med en tang i hånden og overvåge gløder med en flyveleders koncentration

For hvem har i virkeligheden lyst til at sidde i sand, der opfører sig som glimmer ved en børnefødselsdag og bliver siddende på kroppen til oktober? Og ingen indrømmer, at det er anstrengende at slæbe seks kilo håndklæder, en køletaske, solcreme, en mustensroman og en oppustelig enhjørning hen til et sted, hvor der hverken er skygge eller toiletter. Alligevel tager man til stranden. Man finder en plads, smører sig ind i en fedtet substans og lægger sig til rette på et tæppe i håb om, at solen begynder at skinne lige om lidt. Det gør den ikke. Man ender med at ligge og småfryse i vinden i tre timer.

Det kan også være, at man inviterer til grillparty i haven. Ingen ved præcis, hvornår det blev synonymt med afslapning at grille. Der er intet afslappende ved at stå med en tang i hånden og overvåge gløder med en flyveleders koncentration. Alligevel gentager ritualet sig hvert år. Man dyrker udelivet. Det betyder i praksis, at man flytter al madlavning fra et køkken med emhætte og lys til en terrasse med røg og et udvalg af insekter. De første pølser, der enten er rå eller forkullede, indtager man med påstået velbehag.

Is hører også sommeren til. Ikke nødvendigvis fordi man har lyst til is, men fordi temperaturer over 22 grader forpligter én moralsk til at stå i kø foran en iskiosk og overveje, om man skal holde sig til den sædvanlilge vaffel med vanilje og jordbær, eller om man skulle vove halsen og forsøge sig med saltkaramel og banan for en gangs skyld. Det gør man så – og fortryder. Næste år gentager man forsøget.

Man skal købe nye kartofler og spise jordbær, selv om de fleste er sure eller uden smag, og man måtte kassere halvdelen

Alle elsker pr. refleks de lange sommeraftener. Det er vigtigt at sidde ude længe, selv om mørket og kulden sniger sig ind på én, og selv om ingen egentlig har mere at sige hinanden. Så man bliver siddende med et tæppe om skuldrene og gentager med faste mellemrum mantraet: 'Der er altså noget helt særligt med de lyse aftener.' Ingen går ind, før klokken er langt over sengetid. De mest yderliggående bliver ude og sover i shelter.

Man må ikke glemme de obligatoriske små eventyr. Man skal cykle et sted hen eller besøge et loppemarked. Man skal købe nye kartofler og spise jordbær, selv om de fleste er sure eller uden smag, og man måtte kassere halvdelen. På et tidspunkt skal man sige: 'Vi skal huske at nyde det.'

Måske er sommerglæde ikke glæde i klassisk forstand, men snarere en form for årstidsbestemt socialisering. Vi tager til stranden, selv om der er rarere hjemme i haven. Vi spiser is, selv om vi ikke er lækkersultne. Vi tænder grillen, selv om ovnen virker bedre. Vi sidder ude og fryser med anstand for at kunne sige, at vi sad ude. Vi tager billeder af solnedgange, som ligner alle andre solnedgange. Altsammen uden at tænke nærmere over det, fordi det nu engang hører sig til.

Sidst i august konstaterer vi, at sommeren gik alt for hurtigt. Vi føler, vi burde have fået mere ud af den. Næste år gør vi præcis det samme igen, for sommeren er ikke bare en årstid, den er en opgave. Og fra og med i dag har vi stadig et par måneder til at løse den.

Der var engang en forestilling om, at et samfund blev styret af regering, embedsmænd og almindelig administration. Denne uge har vist os, at Danmark og verden i virkeligheden drives af nødløsninger, opslag på sociale medier og en stadig voksende tro på, at alt kan klares med en arbejdsgruppe, et beredskab eller en bus.

Når det hele ramler, kaster vi os ikke ud i revolution eller gør oprør, men satser på kaffe i sognegården

Regeringen er begyndt at tænke over, hvordan vi skal overleve fremtiden på det åndelige plan, når kriserne trænger sig på. Mette Frederiksen mener, at folkekirken bør spille en central rolle. En smuk dansk tanke: Når det hele ramler, kaster vi os ikke ud i revolution eller gør oprør, men satser på kaffe i sognegården. Allerede inden nogen kunne nå at sige 'amen', kom modstanden dog indefra. Den nye minister for samfundssikkerhed og beredskab, Lisbeth Bech-Nielsen fra SF, advarede mod at gøre folkekirken til nationens krisecentral. Hun – ikke selv medlem af folkekirken – pegede i stedet på boligforeninger og sportsklubber. Så hvis civilisationen bryder sammen, er det rart at vide, at vi altid har viceværten og badmintonklubben.

Det øvrige beredskab tager allerede form. Efter mere end halvandet års overvejelse er staten nu nået frem til, at hvis toilettet ikke virker under en krigslignende situation, kan man muligvis få lov at besørge i sin egen have. De første tre døgn skal man dog klare sig med kattegrus. Det er på én gang et meget dansk kompromis og et meget dansk tempo: Efter 527 dage fandt systemet frem til, at i nødstilfælde må borgerne eventuelt godt grave et passende hul. Vi ved nu, at der findes retningslinjer, kattegrus og en ministeriel åbenhed over for naturens kredsløb.

Transportsektoren er heller ikke i denne uge fløjet under radaren. DSB har brugt over 64 millioner kroner på togbusser på fem måneder, fordi togene ikke kan køre, mens man arbejder på at få dem til at køre. Togbussen er blevet den moderne stats svar på reinkarnation: Når et tog dør, genopstår det som en bus. Ingen ved helt, hvornår det bliver til et tog igen.

Efter 527 dage fandt systemet frem til, at i nødstilfælde må borgerne eventuelt godt grave et passende hul

Og mens vi herhjemme diskuterer kirker, haver med hul i græsplænen og busser, kigger verden interesseret på os. På Grønlands nationaldag benyttede Donald Trumps udsending Jeff Landry lejligheden til at antyde, at Grønland kunne blive USA's 51. stat. Først køber man Alaska, så drømmer man om Grønland, og om få år foreslår nogen, at Bornholm kan blive Floridas nordlige søsterstat. Danmark reagerer som altid værdigt: Vi nikker høfligt og nedsætter endnu et udvalg.

Udenrigspolitik er i øvrigt blevet decentraliseret. Søren Gade indgik havneaftaler med Kina uden at ulejlige hverken Udenrigsministeriet eller ministeren. Hvorfor skal diplomati også altid være forbeholdt diplomater? Snart kan grundejerforeninger forhandle forsvarsaftaler direkte.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har samtidig demonstreret, at kampen mod techgiganter ikke nødvendigvis udelukker, at man deltager i reklamer for dem. Han så ikke noget problem i at deltage i en reklame for YouTube, hvor han fik sig en hyggesnak over et bål med en influencer, selv om han gennem længere tid har tordnet mod techgiganternes magt. Men måske er det bare en moderne politisk metode. Man kritiserer techgiganterne indefra, helst med kamera på.

Ingen kan beskylde vejrguderne for at have fået kønspolitik på hjernen

På sociale medier fortsatte virkeligheden med at overgå satiren, da Allan Feldt fra Dansk Folkeparti demonstrerede, hvor kort afstanden er mellem et opslag og en shitstorm. Han lagde et billede på det sociale medie X af en ukendt kvinde med tørklæde, der opholdt sig på en legeplads. Uden at kende hende skrev han, at hun formentlig var en muslim på løntilskud og harmedes over, at hun nok var mere optaget af at passe sin telefon end at passe børnene. Problemet var ikke bare tonen, men at han fotograferede og udstillede en privat person, tillagde hende religion, beskæftigelse og adfærd uden dokumentation og koblede det til utilfredshed med systemet. Reaktionerne blev så voldsomme, at opslaget blev slettet, Frederiksberg Kommune politianmeldte sagen, og Allan Feldt måtte undskylde offentligt, at oplevelsen uheldigvis havde fordrejet hans etiske kompas, så han var kommet ud af kurs. Dansk Folkeparti ekskluderede ham ikke, men nøjedes med at fratage ham alle ordførerskaber og give ham mundkurv på på sociale medier. Men han er altså stadig en god dansk folkepartist med medlemskort.

Hedebølgen ruller over Europa. Togtrafikken ruller ingen steder, men bryder sammen, skoler lukker, folk søger mod vandet, og i København sejler 'havneværter' rundt for at holde øje med glade og overrislede studenter. Og mens droner flyver – eller måske ikke flyver – over Danmark, og Forsvaret er sikker på noget, politiet ikke kan bevise, har sproget taget sit eget lille skridt ind i fremtiden. 'Hen' og 'hens' er nu optaget i ordbogen, og det er vel at mærke sket med fuldt overlæg før hedebølgen, så ingen kan beskylde vejrguderne for at have fået kønspolitik på hjernen.

Imens står vi andre og nikker eftertænksomt og håber, at nogen har en plan.



UGENS LAVPUNKTER:

• Flere jordbæravlere oplever i år at blive spurgt, om deres jordbær er sprøjtet eller ej. Vi spørger ikke længere, om jordbær smager godt, men om de har levet et rent liv. På et tidspunkt bliver det lettere at sælge kokain end et jordbær uden forklaring.
• Den 23. juni 2026 var den varmeste dag, der er blevet registreret i Frankrig, siden officielle temperaturmålinger blev indført i 1947. Hvis det bliver fem grader varmere, bliver Tour de France afgjort på vægten af svedtab.
• Den ekstreme varme herhjemme kan være problematisk for ældre borgere, som ikke drikker nok vand. På Danahøj Plejehjem løse man problemet ved at tilbyde beboerne gratis slushice. Der er en hårfin grænse mellem ældrepleje og strandkiosk. Ingen ved længere præcis, hvor den går.
• Bob Dylan kommer igen til Danmark og giver koncert 21. oktober i Horsens. Der er noget rørende ved mennesker, der stadig går til Bob Dylan-koncert. Som om de holder hånden under en epoke.
• Ved en fejl fik kongen og dronning Margrethe udbetalt 300.000 kroner for meget sidste år, oplyser statsminister Mette Frederiksen. Der er noget meget dansk over, at selv monarkiet administreres som en kommunal kørselsgodtgørelse.
• En bus er blevet stjålet fra Hobro Station, og det er tredje gang, det sker på en enkelt uge. Det må kvalificere til at blive kaldt kollektiv trafik på eget initiativ.
• YouTube, der ejes af Google, har valgt at indgå forlig med en 16-årig dreng fra Florida, fordi han ikke får sin søvn. Forliget betyder, at sagen ikke kommer for retten. Til gengæld kommer den nok som dokumentarserie på YouTube.
• Årets studenter er de første, der i hele gymnasietiden har haft adgang til kunstig intelligens, og gennemsnittet til den skriftlige eksamen, hvor der ikke må bruges AI, er dalet over hele landet. Ifølge censorerne er besvarelserne i år kortere, mere usikre og indeholder færre formuleringer som: 'Dette komplekse spørgsmål kalder på en nuanceret analyse'.
• Efter en knastør maj er myggeæggene udtørret i stedet for at blive klækket. Derfor er der ganske få myg i Danmark. Mange børn kommer til at vokse op uden at lære den gamle danske disciplin: at klappe sig selv hårdt på armen uden synlig grund.
• Der sælges BMO'er (altså Boller Med Ost ) for hundredtusindvis af kroner dagligt i København. Politikens medarbejder har nu spist sig gennem 50 BMO'er for at finde den bedste. Journalistikken er tilbage.

Hvis man har en vis alder og derfor har gennemgået den tidligere obligatoriske danske basisopdragelse, der inkluderer en smule skam i livet, giver man sig ikke af med at prale. I hvert fald ikke direkte. Vi pakker alle fortræffelighederne ind i diskretion og tilføjer et tyndt lag socialt acceptable beklagelser for en sikkerheds skyld. Hvis man har glemt, at betegnelsen for fænomenet hedder ‘falsk beskedenhed’ på almindeligt dansk eller bare gerne vil være ung med de unge, kalder man det 'humble bragging'.

Humble bragging er en af civilisationens mest raffinerede selskabsdiscipliner: kunsten at fortælle noget beundrings- eller misundelsesværdigt om sig selv, mens man lader som om, man egentlig beklager det. Det er pral forklædt som ydmyghed. Selvpromovering i uldfrakke.

Vi pakker alle fortræffelighederne ind i diskretion og tilføjer et tyndt lag socialt acceptable beklagelser for en sikkerheds skyld

Det klassiske eksempel er hende, der sukker tungt over, at alle tror, hun er yngre end sin alder. Eller ham, der beklager sig over, at weekenden blev så opslidende, fordi der skulle vælges mellem to invitationer til kendisser, han kun omtaler ved fornavn.

Der findes flere underarter. Den logistiske humble brag handler om travlhed. Her fremføres livets privilegier som administrative byrder. Kalenderen er fyldt, folk forventer noget af én, rejserne er mange, og der opstår alvorlige problemer med at få koordineret frokost mellem forskellige attraktive muligheder.

Den æstetiske humble brag er mere subtil. Man fortæller med et strejf af opgivenhed, at det er blevet umuligt at finde tøj eller sko, der passer ordentligt. Ikke fordi man er vanskelig, naturligvis, men fordi skuldrene er for brede, benene for lange, eller fødderne så følsomme, at håndsyede italienske sko efter mål er blevet en nødvendighed.

Så er der den intellektuelle humble brag, som kræver finesse. Her fremstår personen lettere frustreret over, at andre bliver ved med at spørge om råd inden for emner, man egentlig slet ikke beskæftiger sig med længere.

En avanceret disciplin er anti-materialistisk humble bragging. Det er den særlige evne til at nævne luksus på en måde, så man samtidig virker, som om man er hævet over den. Man ejer ikke noget af statushensyn. Man foretrækker bare ting, der tilfældigvis tager seks måneder at fremstille og leveres i en sjælden, specialbehandlet træsort.

Afsenderen vil gerne fremstå både succesfuld og sympatisk, men ender som regel i et mærkeligt ingenmandsland mellem pral og undskyldning

Sociale medier har naturligvis løftet humble bragging til serieproduktion. Før i tiden krævede det timing og menneskelig kontakt. Nu kan man nøjes med at lægge et billede op af et flyvindue, en bog med mikroskopisk, ulæselig typografi og en kop espresso tæt ved det karakteristiske hjørne af sofabordet, der afslører, at det er Poul Kjærholms PK 61 til 25.000. Naturligvis ledsaget af en tekst om nødvendigheden af at koble af.

Det ærgerlige er, at humble bragging næsten aldrig virker efter hensigten. Afsenderen vil gerne fremstå både succesfuld og sympatisk, men ender som regel i et mærkeligt ingenmandsland mellem pral og undskyldning. Tilhøreren sidder tilbage med en fornemmelse af at være blevet inviteret til et trylleshow, hvor tryllekunstneren hele tiden forklarer, hvordan numrene laves.

Og alligevel er det de færreste, der kan melde hus forbi. De fleste humble bragger mere eller mindre bevidst, fordi ren pral er vulgær. Men total beskedenhed virker heller ikke helt rimelig, når man faktisk er stolt af noget. Måske er humble bragging bare et socialt kompromis: ønsket om at blive beundret uden at virke som én, der er ude på at blive beundret. Men det er en svær balanceakt.

Den elegante løsning er måske hverken at skjule stoltheden eller servere den forklædt. Man kan jo også bare sige, at den/det er man rigtig glad for, eller at man er godt tilfreds med resultatet eller forløbet. Men det kræver muligvis mere mod end at nævne, hvor svært det er at få plads til flere flasker Domaine de la Romanée-Conti i vinkælderen ...

Det begyndte med, at jeg hørte Euromans chefredaktør sige i en podcast, at han fandt det umandigt, hvis en mand brugte ordet 'frossenpind' om sig selv. På sin vis kunne jeg godt følge ham, men heldigvis findes ordet 'kuldskær' jo også, hvis man vil give udtryk for sin ulyst til at fryse. Desværre dur det åbenbart heller ikke, for i Politikens sprogklumme, som skrives af en seniorforsker ved Dansk Spognævn, beklagede hun sig i dag over sin mand, der kan finde på at skrue op for radiatoren eller tage kørehandsker på i bilen midt om sommeren, bare fordi solen ikke skinner. Som rutineret kuldemodstander kunne jeg ikke undgå at føle mig ramt, og som om det ikke var nok, skrev hun, at hun synes, det er usexet, at en mand karakteriserer sig selv som konstant frysende. Man klarer med andre ord ikke frisag bare ved undgå 'frossenpind' og kalde sig kuldskær.

Der er tilsyneladende en uskreven regel om, at mandekroppen skal fungere som en mellemting mellem en brændeovn og en gammel Volvo

Det efterlod mig i et identitetsmæssigt tomrum. Hvis man som mand ikke må være en frossenpind, og heller ikke kuldskær, hvad er man så? Termisk sensitiv? Temperaturbevidst? En person med udvidet respekt for årstidernes luner?

Åbenbart er det sådan, at en kvinde kan sige, at hun fryser, og omgivelserne reagerer med tæpper, te og omsorg. Hvis en mand siger det samme, opstår straks spørgsmålet, om han muligvis burde genoverveje sit medlemskab af civilisationen. Der er tilsyneladende en uskreven regel om, at mandekroppen skal fungere som en mellemting mellem en brændeovn og en gammel Volvo. Den skal kunne starte i al slags vejr, helst uden at beklage sig, og hvis temperaturen falder, må man gerne knurre lidt, men aldrig tage en ekstra trøje på.

Et øjeblik overvejede jeg at begynde at føre et slags dobbeltliv: Udadtil afslappet, åben jakke, rolige bevægelser, ingen kommentarer om temperaturen. Indadtil et menneske, der vurderer trækforholdene ved hvert eneste vindue, afsøger restauranter for bordplacering og diskret flytter sig væk fra klimaanlæg med samme afsky, som andre undgår passiv rygning.

Man må hurtigt kunne lære de små strategier. Man siger ikke: 'Kan vi skrue lidt op for varmen?' Man siger: 'Her er dejlig køligt.' Man siger ikke: 'Jeg fryser.' Man siger måske: 'Der er lidt råt i det.' Man tager ikke handsker på i bilen. Man køber en bil med indbygget varmeanlæg i rattet.

Det mest besynderlige er, at kulde lader til at være det eneste ubehag, der er målestok for en mands karakter eller sex appeal. Ingen siger til en mand med hovedpine: 'Det er lidt usexet, at du reagerer på smerte.' Ingen peger på en mand i regnfrakke og tænker: 'Der står en person uden selvværd.' Der er vel heller ingen kvindelige tandlæger, der forventer, at deres mandlige patienter frabeder sig bedøvelse under en rodbehandling for at bevise deres maskulinitet.

Det ender nok med, at jeg fortsætter med at gøre, som jeg plejer. Ikke i protest eller som bannerfører for kuldskære mænd, men måske som en slags temperaturmæssig dissident. Civilisation må også være retten til at sidde indendørs i juni måned med sokker på uden at blive mødt med antropologisk undren eller anset for at være et skvat. Hvis det gør mig usexet, må det være sådan. Jeg fryser, når det passer mig.

Sprogklummen handlede for resten om, at nogle er begyndt at sige 'kuldeskær'. Lad være med det.

Vi kommer ikke udenom, at det har været Donald Trumps fødselsdag. USA's præsident fyldte 80 år, en alder, hvor tiden almindeligvis går med at kæmpe med MitID og lede efter sine briller, ikke med at omstrukturere verdenshandelen og nedlægge NATO. I USA lader alder ikke bare til at være en fordel, men et adgangskrav til præsidentembedet, hvis man ikke er helt affældig. Næste valgkamp bliver formentlig afgjort af, hvem der hurtigst kan rejse sig fra en lav sofa.

Næste valgkamp bliver formentlig afgjort af, hvem der hurtigst kan rejse sig fra en lav sofa

Trump kunne i øvrigt meddele, at han havde skabt fred med Iran. En imponerende præstation, eftersom en del af bedriften tilsyneladende bestod i at afslutte en konflikt, han selv havde været med til at optrappe. Aftalen blev præsenteret med stor højtidelighed, som internationale aftaler nu engang gør. Der var punkter, frister, tilsyn, forståelsespapirer og uenighed om told allerede inden blækket var tørt. Ingen ved præcis, hvad der er aftalt, men det afskærer ingen fra at kalde det historisk.

Sideløbende hermed er Elon Musk blevet så rig, at hans formue nu vokser hurtigere end almindelige menneskers evne til at tabe kæben. Hvis man har det lidt svært med tal, kan hans 7.146.180.000.000 kroner oversættes til syvtusindehundredeseksogfyrre milliarder og hundredeogfirs millioner kroner. På et tidspunkt mister milliardformuer deres økonomiske karakter og falder ind under astronomi. Mens Musk tager sokker på, stiger hans formue med værdien af en mindre provinsby, men hvor opbevarer man egentlig så mange penge, fristes man til at spørge. Og kan man stadig føle glæden ved at finde en halvtredser i en gammel jakke? Vi ved det ikke.

Herhjemme blev Pia Olsen Dyhr igen udsat for uønsket opmærksomhed. Hendes upopulære ansættelse af en uundværlig rådgiver, der til sidst anede uråd og selv trak sig, er tilsyneladende historien, der aldrig vil dø. Konklusionen synes at være, at Pia Olsen Dyhr ikke fortrød ansættelsen, kun konsekvensen af den. Som trampolinspringeren, der ikke fortrød springet, kun de brækkede ankler.

I moderne tider er det nødvendigt at præcisere, at taxachaufføren ikke skal fungere som mere eller mindre romantisk servicemedarbejder

Imens fortsatte den evige kulturkamp. På en video lagde Alex Vanopslagh en nikotinpose op under læben for øjnene af børn og unge fra Ringkøbing-Skjern med risiko for at påføre dem hjerneskader ifølge en ekspert, og Lars Løkke blev kritiseret for at brande sig selv ved hele tiden at vise sig med en pibe i mundvigen til fare for folkesundheden. Pludselig var nationen samlet om den vigtigste diskussion i et moderne demokrati: Må magtfulde mennesker have dårlige vaner offentligt? Vi lever i et samfund, hvor ingen må reklamere for tobak, men alle må reklamere for vækst og engagement med tilhørende søvnmangel og PTSD.

Bergur Løkke Rasmussen, som er byrådsmedlem, moderat hovedbestyrelsesmedlem, tidligere EU-politiker og søn af Lars Løkke, er nu blevet lobbyist for en britisk våbenvirksomhed, som er meget opsat på at sælge fregatter til Danmark. Kritikere kalder det en sammenblanding af politik og lobbyisme. Jurister siger, at det ikke er et habilitetsproblem, og Bergur selv understreger, at han naturligvis ikke taler med sin far om sagen. Så alle kan ånde lettet op: Når man mødes til familiemiddag, bliver der kun talt om vejret og sovsen og absolut ikke om krigsskibe til ti milliarder stykket.

Siden torsdag aften har alle tog på de nordsjællandske lokalbaner holdt stille, fordi samtlige medarbejdere på Lokaltogs driftscenter i Hillerød har meldt sig syge. Det sker efter, at Havarikommissionen fastslog, at den store togulykke på Gribskovbanen i april skyldtes en menneskelig fejl, og to medarbejdere er blevet sigtet i sagen. Det har udløst epidemien af køresyge, der nu har ramt hele driftspersonalet. Men så længe togene ikke kører nogen steder, er sikkerheden til gengæld helt i top.

Først diskuterer vi grisens værdighed, og bagefter spiser vi den

Ugen bød også på et af de mere overraskende tiltag i moderne lovgivning: Forslaget om, at det skal være ulovligt for taxachauffører at have sex med kunder under eller i forbindelse med en taxatur. Normalt er en taxas funktion forholdsvis enkel: Man stiger ind, bliver kørt hjem og græmmer sig over prisen. I moderne tider er det nødvendigt at præcisere, at chaufføren ikke også skal fungere som mere eller mindre romantisk servicemedarbejder. Civilisationens fremskridt i 2026 består i at få skrevet alle de ting ned, som tidligere blev betragtet som indlysende for enhver med almindeligt omløb i hovedet. Bliver det næste, at postbude ikke må flytte ind hos adressaterne, og kabinepersonale ikke må praktisere parterapi på de bagerste rækker i flyet? Mulighederne er legio.

Og så kommer ugens mest danske begivenhed: grisekrisemødet. Alene ordet fortjener en plads i kulturkanonen. Producenterne diskuterede dyrevelfærd, pladsforhold og økonomi på en landbrugsskole. Efter krisemødet blev der rullet en pølsevogn ind med sponsorerede hotdogs, og der opstod kø og tumult, fordi man frygtede, at der ikke var pølser nok. Hvis man skulle forklare Den danske model for en udlænding, kunne man passende henvise til omtalte begivenhed. Først diskuterer vi grisens værdighed, og bagefter spiser vi den.

Fortsættelse følger eventuelt i næste uge, hvor virkeligheden forhåbentlig tager sig lidt sammen. Lidt optimist har man vel altid lov at være.



UGENS LAVPUNKTER:

• Den Gamle By i Aarhus er kåret til Årets Europæiske Museum. Altid noget at få international anerkendelse for vores kernekompetence: at romantisere dengang butikkerne lukkede klokken 17.30.
• Efter at det glatbarberede og hårfrie look har været udbredt i årevis, har de mandlige behårede brystkasser fået en renæssance. Endelig en trend, hvor det mest krævende er at gøre ingenting.
• Allan Simonsen, som er den eneste dansker, der nogensinde er blevet kåret til Europas bedste fodboldspiller, får en statue foran Vejle Stadion, hvor han begyndte karrieren. Det er første gang, nogen i Danmark for alvor forsøger at gøre Allan Simonsen højere.
• København skal være værtsby til DM i over 40 forskellige sportsgrene i 2028. Vi er nok nogle, der vil opdage, at der findes DM i noget, vi troede var en aktivitet i SFO’en.
• På skilte ved legepladsen bliver voksne nu opfordret til at være skærmfri og mere nærværende, mens børnene leger. Børnene skal fortsat bare ignorere forældrene, som de plejer.
• Sidst i maj tabte en kran pludselig en pølsevogn midt i Holstebro. Nu har kranfimaet fundet ud af, at det var kranens computer, der var skyld i hændelsen. Godt at vide, at selv software kan tage dårlige beslutninger på egen hånd.
• Pukkelhvalen Timmy, som først strandede i Nordtyskland og siden blev fragtet gennem de indre danske farvande til Skagerak, hvor den endte sine dage, da den strandede ved Anholt, bliver nu emne for en forestilling i Hamborg, hvor Timmys skæbne bliver foldet ud som en 'blanding af performance, koncert, messe og offentlig selvransagelse'. En pukkelhval ender ved Anholt og bliver til avantgardeteater i Hamborg; her kan man tale om globalisering.
• Onsdag indviede Kong Frederik Lynetteholmens perimeter ved at lægge de sidste sten på ringen siddende i en gravemaskine. Republikanerne har aldrig haft stærkere argumenter.
• Midt- og Vestjyllands Politi sender ikke længere aflagte, plettede og ødelagte uniformer til destruktion, men til et firma, der omdanner dem til akustikplader. Hvis man lægger øret til væggen, kan man svagt høre nogen sige: 'Klokken er 14.48, du er anholdt for støjende adfærd.'
• Nyhedsmedierne oplyser, at jordbærsæsonen er kommet langsomt fra start, men nu er jordbærrene heldigvis så småt begyndt at komme. Agurketiden har derimod indfundet sig med lynets hast.

Almindeligvis er Information en avis, der intellektuelt er langt over mit niveau, så jeg holder den ikke. Men forleden dag faldt jeg over en overskrift på Informations Instagramprofil, der lige var vand på min fordomsmølle: 'Dyre ure er tidens mest irriterende og vulgære hobby'. Jeg har tidligere skrevet en hyldest til de billige, præcise kvartsure, hvor jeg gik forholdsvis let hen over min aversion mod det voksende ursnobberi. Jeg har ikke læst klummen i Information, men blev inspireret alene af overskriften til at lufte min egen idiosynkrasi.

For der var engang, hvor et ur havde den ganske enkle funktion at oplyse, hvad klokken var. Men så var der nogen, der opdagede, at et ur også kunne fortælle noget langt vigtigere, nemlig hvem man var. Derfor er det ikke længere tilstrækkeligt at vide, at klokken er 14.37. Nu skal klokken være 14.37 på en måde, det har taget tre generationer af schweiziske håndværkere, en venteliste og en bankrådgiver at realisere. Bankrådgiveren har rederiet MSC's danske direktør nu nok ikke haft brug for. Det siges, at hans håndled prydes af et Patek Philippe Aquanaut Chronograph, der kan sælges for mellem 900.000 og en million kroner.

Nu har vi udviklet os så langt kulturelt, at man kan signalere overlegenhed med en tingest på størrelse med en småkage

Man møder urmenneskene overalt, og så gælder det om ikke at sige noget om deres ur. Kommer man alligevel til det, går der et kvarter med en forelæsning om værk, komplikationer, referenceår, patina, og at modellen kun blev produceret i syv eksemplarer under en snestorm i 1968. Der er ingen idé i at spørge, om det også viser tiden, for det handler ikke om tiden, men om historien. Og historien er tilsyneladende, at noget bliver dyrere, jo flere mænd i lyseblå skjorter, der køber det.

Luksusuret er blevet en slags social schweizerkniv. Det signalerer på én gang, at man har penge, smag og forstand på finmekanik, og derfor skal man sørge for, at manchetten ikke skjuler det. Ur-entusiasten understreger altid, at det ikke handler om status. Ligesom når folk siger, at de ikke rejser for at tage billeder, men uploader 143 fotos fra ferien, så snart de kommer hjem. Eller at de ikke købte huset på grund af beliggenheden, men nævner postnummeret nord for København inden for de første 40 sekunder.

Mennesker har altid haft statussymboler. Tidligere byggede man slotte. Så købte man sportsvogne. Nu har vi udviklet os så langt kulturelt, at man kan signalere overlegenhed med en tingest på størrelse med en småkage.

De færreste mennesker kan modstå fristelsen til at prale på den ene eller anden måde. Nogle udbreder sig om årgangsvine, andre om løbetider
og -distancer, eller de maler i fritiden (altså ikke entréen). Hvis man er lidt mere raffineret, kan man også bare sige 'jeg læser stort set kun essays'.

Alle går rundt som levende visitkort, men urfolkene har fundet den mest elegante måde at gøre det på. De har opfundet den eneste hobby i verden, hvor man kan bruge et sekscifret beløb og hævde, at det ikke drejer sig om, hvad det har kostet. At bruge en formue på noget og samtidig få det til at lyde som en interesse for meget små tandhjul er den perfekte opvisning i beskedenhed.

Man skal nok ikke gøre sig håb om at komme ursnobberiet til livs, men man kan da prøve. Næste gang nogen læner sig frem og siger, at det ikke handler om prisen, kunne man kaste et høfligt blik på deres håndled, vente et øjeblik og sige: 'Hvad er klokken egentlig?' Hvis de så svarer med referencenummeret, er samtalen slut.