Uffe Jerner

• Stevie Wonder: My Cherie Amour
• The Love Unlimited Orchestra: Love's Theme
• Anita Baker: Giving You the Best That I Got
• Earth, Wind & Fire: After the Love Has Gone
• Madeleine Peyroux: Smile
• The Jazz Cultivators: Stormy Weather
• Ella Fitzgerald: Bewitched, Bothered and Bewildered
• King Curtis: Ode to Billie Joe
• Tok Tok Tok: Walk On The Wild Side
• Peggy Lee: A Doodlin' Song

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI

Det har været en uge med befolkningens fokus på billedkunst. Kong Frederik har fået sit første officielle kongeportræt, udført af Cathrine Raben Davidsen efter to års arbejde og 50 kasserede skitser. På det færdige resultat står kongen i Søværnets mørkeblå gallauniform i et grønt, abstrakt landskab og har oven i købet selv bidraget med nogle margueritter. I kunstens verden kaldes det interaktion.

Det minder lidt om coronatiden, hvor alle pludselig havde en epidemiologisk karriere ved siden af

Maleriet blev skamrost af alle kunsthistorikere og folk, der er noget ved musikken eller maleriet og kategoriseret som et mesterværk, mens de brede masser på de sociale medier i det store og hele var enige om at stemple det som et makværk. De selvudråbte eksperter har talt i floromvundne vendinger om, at det er underordnet, om maleriet ligner kongen, for det er et maleri, der viser mennesket bag embedet. Det er Privat-Frederik med det usikre blik, tvivlen i øjnene og trætheden i ansigtet. Derfor er hans holdning slap og opgivende med en tydelig svaghed og utilpashed over for uniformen og det ophøjede embede. Måske er det også derfor, at kongen på maleriet ikke står på et af de bonede gulve på Amalienborg, men på noget, der mest ligner gyngende grund.

Den kritiske gruppe talte om kejserens nye klæder. Maleriet lignede ikke kongen, men en usikker grønskolling på 25 og ikke en voksen mand på 58 – 'næsen er for smal og minder om Michael Jacksons,' 'det ene øje hænger,' ‘bukserne er for store’. Eller kort og godt: 'Det bliver en halv stjerne herfra.' Det er i det hele taget imponerende, så mange kunsteksperter Danmark har fået i løbet af en weekend. Vi er et lille land, men vi har 5,9 millioner kunstkritikere. Det minder lidt om coronatiden, hvor alle pludselig havde en epidemiologisk karriere ved siden af. Nu har vi fået en nation af portrætkendere, der kan se, at næsen er forkert. Og måske er det netop det, kunst kan: få folk til at diskutere næser med større lidenskab, end de ofrer på finansloven. Ved afsløringen af billedet virkede Frederik selv i øvrigt overstrømmende glad, men i den veltrænede sportskonges sted ville man bag facaden måske ærgre sig over at blive fremstillet med en begyndende topmave og spørge sig selv, om alle timerne i det royale fitnesscenter så i virkeligheden har været det rene tidsspilde.

I den veltrænede sportskonges sted ville man bag facaden måske ærgre sig over at blive fremstillet med en begyndende topmave

Og hvem ved, måske var det for at komme sig over chokket over det mindre flatterende maleri, at Frederik i denne uge sejlede til Sydfrankrig og tog et af de 'timeouts', han annoncerede ved tronskiftet, hvor han regnede med, at der ville blive mere at lave. Det er ikke ofte, at folk i store, betroede stillinger tiltræder med et løfte om at holde mere fri og arbejder på deltid til 132 millioner kroner om året. Men én skal jo være den første.

Og når vi nu er ved penge, kommer vi ikke uden om finansloven og de 81.000 studerende, der ikke kan få cafépenge, fordi de bor hjemme. For hvis man er ung og bor hos sine forældre, må man finde sig i at være fattig og nøjes med at glæde sig over gratis kost og logi. Der er ikke enighed blandt regeringspartierne om hjemmeboende unges ret til baristakaffe ude i byen, men hverken Radikale eller SF har dog endnu foreslået en cortado-SU, som reguleres efter forældrenes indkomst og udbetales direkte på MobilePay hver fredag klokken 16.

Enhedslisten har med stor tilfredshed noteret sig, at tandlægebesøg efter planen skal være gratis for alle voksne i 2035. Det lyder unægtelig som en glimrende idé. Der er bare det problem, at hvis det planlagte mål om gratis tandpleje til alle voksne bliver gennemført, vil der være behov for 800 flere tandlæger om ni år, så noget tyder på, at der både kommer til at mangle tandlæger og tænder i hele landet i 2035. Men som støtteparti, der bare leverer idéerne, er det ikke Enhedslistens hovedpine. Eller tandpine for den sags skyld.

Noget tyder på, at der både kommer til at mangle tandlæger og tænder i hele landet i 2035

Til gengæld kan vi måske spare lidt på bedøvelsen. Løsgængeren Nadja Natalie Isaksen har spurgt ministeren, hvor mange penge der bliver brugt på bedøvelse, når beboere på udrejse- og asylcentre bliver behandlet hos tandlægen. Hun vil også gerne vide, om ministeren anerkender, at man sagtens kan blive boret i tænderne uden bedøvelse. En tilgang til sundhedspolitik, der har den store fordel, at den både er billig og yderst effektiv, hvis målet er at få folk til at holde op med at komme igen.

Det bringer os naturligt videre til et andet område, hvor det også kan gøre ondt at være dansker: udlændingepolitikken. Her har islamisten Mohamed Abdi Kahn igen fået en hovedrolle i den politiske folkekomedie. Han har tidligere modtaget støtte gennem en hjemrejseordning, rejst til Etiopien med sin familie på otte og senere benyttet sig af ordningens fortrydelsesmulighed og rejst tilbage til Danmark med alt betalt. Han har dog tilbudt at forlade Danmark igen mod 3,5 millioner kroner og har siden fordoblet prisen, hvis han når at få permanent ophold og senere statsborgerskab. Normalt falder prisen, hvis kunden tøver. Her sker det modsatte. Først 3,5 millioner. Så 7 millioner. Og til sidst 14 millioner. Inger Støjberg er rasende og ønsker Abdi Kahn hen, hvor peberet gror. Hun har oven i købet tilbudt at betale flybilletter for familien, og hun vil have fjernet fortrydelsesordningen. Det er så vidt vides heller ikke helt almindeligt, at hvis nogen får en enkeltbillet, har vedkommende ret til at købe en returbillet med staten som sponsor. Nogle taler om at være til grin for sine egne penge.

Men der findes heldigvis også velintegrerede borgere. Danmark har fået sin første anklager med tørklæde, og Christiansborg har fået en sag, der kræver både panderynker og paragrafgymnastik. Justitsminister Nicolai Wammen og et bredt flertal er enige om, at anklagere selvfølgelig har ret til at dyrke deres religion og interesser i fritiden, men i retten bør der gælde de samme restriktioner som for dommere: religiøs og politisk neutral påklædning. For hvad bliver ellers det næste? At en fodboldtosset anklager møder op i retten iført Brøndby-halstørklæde og klaphat? Diskussionen om, hvorvidt hijab i retssalen må betegnes som en slags stofmisbrug, fortsætter indtil videre.

Diskussionen om, hvorvidt hijab i retssalen må betegnes som en slags stofmisbrug, fortsætter indtil videre.

Mens udlændingepolitikken således leverer den ene øjenbrynsløftende historie efter den anden, er der også uro på den hjemlige politiske front. Hos Liberal Alliance har Mads Strange haft en lettere ubekvem uge, fordi han er blevet taget i en række faktuelt forkerte påstande. Strange har selv erkendt, at han har sagt ting, der var forkerte, og beklaget det, men understreger, at han ikke mener, der er tale om et mønster. Det er i sig selv sympatisk at indrømme fejl. Problemet opstår, når man er kommet med så mange røverhistorier, at man begynder at få brug for en særskilt optælling, og facit bliver ni påstande uden hold i virkeligheden. Men det forhindrede ikke Altinget i at indstille Strange til avisens politiske kommunikationspris. Nogenlunde som at nominere en kok til årets mester i portionsanretning, efter at han har tabt tallerkenerne gulvet.

Venstre har igen slået sin egen bundrekord i vælgertilslutning, og flere venstrefolk har gjort oprør mod partiets formand, Troels Lund Poulsen, på grund af det kommende sprøjteforbud. som han går ind for. Det interessante ved Venstre er, at partiet dermed igen demonstrerer sin historiske styrke: Man kan være imod noget, selv om ens egen formand har sagt, hvordan det skal være. I det mindste har Venstre den fordel, at partiet ikke mangler debat. Der mangler kun enighed om, hvad debatten går ud på.

Uge 40 efterlader herefter en stribe ubesvarede spørgsmål: Er kongen den mand, man ser på maleriet, eller den man forestiller sig bag uniformen? Er tandlægen gratis, hvis der ikke er tandlæger nok? Er en enkeltbillet stadig en enkeltbillet, hvis man kan fortryde den? Er en forkert påstand en fejl, hvis man også indimellem siger noget rigtigt? Kan man repræsentere Anklagemyndigheden iført hijab og samtidig være objektiv? Og er Venstre for eller imod et sprøjteforbud, hvis formanden og medlemmerne mener noget forskelligt?

Det er den slags store spørgsmål, der er det smukke ved demokratiet.



UGENS LAVPUNKTER:

• Et postkort, dronning Margrethe skrev som 12-årig i 1952, kom på auktion i mandags. I kortet fortæller den unge prinsesse blandt andet, at kongefamilien har besøgt en hytte, hvor de fik kaffe og vafler med multebær. Vi har et kongehus, der skriver om vafler, og et auktionshus, der gør det til kulturarv.
• Det tog under tre timer at få 102.500 danskere til at melde sig til næste års Royal Run. Nu har de cirka otte måneder til at finde en god undskyldning for at melde fra.
• Da musikeren Oliver Lauridsen så, at der var 12 hvide mænd og to hvide kvinder, der skulle optræde til P3 Guld, kritiserede han showet for at mangle repræsentation. Hans eget band hedder Smag På Dig Selv, så han er allerede begyndt at tage sin egen kritik meget bogstaveligt.
• Antallet af indsatte overstiger nu antallet af pladser i danske fængsler. Det er kun et spørgsmål om tid, hvornår Kriminalforsorgen begynder at anbefale Airbnb.
• Dansk politi har vundet Europols innovationspris for et pilotprojekt, hvor politiet har testet bilister for lattergas med et pusteapparat. Det er især praktisk, hvis man stopper en bilist, der synes, fartgrænsen er dagens bedste joke.
• Udenlandske par strømmer til Danmark for at blive gift. Ventetiden er kort, og processen er nem. Danmark er blevet Europas Las Vegas: Kom ind som kærester, kom ud som ægtefolk.
• Verdenshavene absorberede sidste år en rekordhøj mængde varme, svarende til 40 gange verdens samlede energiforbrug samme år. Kort sagt en måde at opbevare energi på, som ingen har bedt om.
• På fem år er 20 procent af de schweiziske gletsjere forsvundet, og i løbet af årets første otte måneder er de skrumpet med 5,5 procent. Snart kan man kun stå på ski i Schweiz, hvis man bevarer optimismen og har et skateboard.
• Et forslag fra den britiske premierminister går ud på, at flyselskaber fremover ikke skal kunne afkræve forældre ekstra gebyrer for at komme til at sidde ved siden af deres børn i flyet. Men måske kunne man i stedet for lade børnene betale et mindre ledsagergebyr?
• Et projekt med at passe bistader i Newcastle har vist sig at være et værdifuldt rum for mænds mentale trivsel. Formentlig fordi bierne lytter, ikke afbryder og giver meget konkrete tilbagemeldinger.

Der er temmelig mange mennesker, som får en let depression, når efteråret banker på. De kigger ud ad vinduet, sukker og begynder at google charterrejser til Tenerife. Jeg har en anden strategi: Man kan ikke ændre på vejret, så jeg tager min trenchcoat på. Det er en handling, der øjeblikkelig forbedrer min mentale tilstand med 37 procent. Den specifikke procent er ikke dokumenterbar, men jeg føler mig overbevist.

Man er klar til at slå kraven op og gøre det til en værdig konfrontation mellem menneske og meteorologi

Efteråret er trenchcoatens naturlige habitat. Om sommeren virker den overdrevet, og om vinteren kan den blive udfordret af kulden. Men på en blæsende oktoberdag, hvor det dufter af våde blade, og himlen har farve som gammelt sølv, er den perfekt. En trenchcoat får én til at tage vejret mindre personligt. Man står i entréen og hører regnen tromme mod ruden. Træerne bøjer sig i vinden, bladene hvirvler hen ad fortovet, og et sted vælter en skraldespand og skramler mod fliserne. Det er ikke vejr til små paraplyer og tynde jakker. Det er trenchcoatvejr, og man tager frakken på. Så åbner man døren, vinden rammer én direkte i ansigtet. Man er klar til at slå kraven op og gøre det til en værdig konfrontation mellem menneske og meteorologi. Ikke fordi man fryser, men fordi det ser rigtigt ud. Man går i Kvickly efter mælk og køkkenruller og kommer hjem med fornemmelsen af at have afsluttet en hemmelig mission i Istanbul. Vi er nogle, der ikke kun klæder os efter vejret. Vi klæder os efter, hvem vi forestiller os, vi er.
Hvis det er en rigtig trenchcoat, er den knælang eller længere endnu – ikke som de sørgelige nymodens 'frakker', der kun når til midt på låret. Den har en elegant, lige silhuet med dobbeltradet lukning og bøffelhornsknapper, og kraven er bred, så den kan slås op og beskytte mod vind og vådt vejr. Bæltet med de fem stikninger kan bindes stramt, så det fremhæver figuren, eller hænge løst, så det ser mere afslappet ud.

Man går i Kvickly efter mælk og køkkenruller og kommer hjem med fornemmelsen af at have afsluttet en hemmelig mission i Istanbul

Den garvede trenchcoatbærer bruger aldrig bæltespændet, men binder bare en knude på bæltet, og de håndsyede øjer til spændetornen er på sin vis overflødige. I bæltet sidder også de karakteristiske D-ringe, som oprindelig blev brugt i militæret til at fastgøre forskelligt udstyr. De ses ikke tydeligt på tegningen, men på billedet af Humphrey Bogart ovenfor kan man øjne en enkelt. Skuldrene er forsynet med epauletter, som engang havde en militær funktion og blandt andet blev brugt til at fastgøre udstyr eller holde remme fra tasker eller våben på plads. Senere blev de også brugt til at vise rang og tilhørsforhold gennem forskellige mærker og insignier. Trenchcoaten har bærestykke på ryggen og fortil et ekstra stykke stof over brystet – en stormflap – som beskytter bedre mod regn og samtidig skaber det lagdelte udseende. En stormkrog i kraven hører selvfølgelig med. Ærmerne er udstyret med justerbare manchetstropper, så de kan strammes omkring håndleddene. Lommerne er såkaldte pass-through-pockets, der har en åbning, der gør det muligt at føre hånden gennem lommen og ind til tøjet indenunder. Den klassiske trenchcoat er beigefarvet, men den ses også i farver, som næppe ville have imponeret en britisk officer i 1916.

Direkte oversat betyder 'trenchcoat' skyttegravsfrakke. Historien om trenchcoaten begynder i Storbritannien i 1879, hvor tekstilfabrikanten Thomas Burberry fik idéen til det vandafvisende stof gabardine. Det var lettere og mere åndbart end datidens tunge regnslag og blev hurtigt populært blandt opdagelsesrejsende og officerer. Under Første Verdenskrig blev frakken udleveret til britiske officerer, som havde brug for noget, der kunne modstå mudder, regn og kulde uden at hæmme bevægeligheden, og det var på slagmarken, alle de små detaljer blev udviklet. Efter krigen tog soldaterne frakkerne med hjem, og det viste sig, at militærfrakken også fungerede glimrende på en foggy day i London.

Men det var filmens verden, der gjorde trenchcoaten udødelig. Hollywood opdagede snart, at en lang frakke kunne fortælle en historie, før skuespilleren havde fået sagt det første ord. Humphrey Bogart gjorde den til et symbol på den hårdkogte helt i Casablanca. Senere bar Audrey Hepburn den med ubesværet elegance i Breakfast at Tiffany's, og hver gang en detektiv i en kriminalfilm trak kraven op om ørerne og forsvandt ud i natten, voksede trenchcoatens status. Nu er den levende kulturhistorie.

Den klassiske Burberry-model Kensington koster godt og vel 16.000 kroner, men mange andre mærker laver trenchcoats, der koster en brøkdel og fungerer lige så godt. Som den snob jeg er, har jeg selvfølgelig investeret i en Burberry, og som den miljøbevidste forbruger jeg er, når det er til min fordel, har jeg selvfølgelig købt den i en genbrugsforretning for 500 kroner.

Mest for nørder:
En model Kensington som min fra før 1999 er fremstillet i England og har et stofmærke i nakken, hvor der står Burberrys' – altså med et s og en apostrof til sidst – og som desuden er dekoreret med en ridder til hest, The Equestrian Knight. Skriften er hvid på marineblå baggrund. Hvis ridderen mangler, og der bare står BURBERRY med store, grafisk minimalistiske bogstaver uden s'et og apostroffen, er frakken fra tiden efter 1999 og sandsynligvis fremstillet i Italien, Tyrkiet eller Malaysia. De originale trenchcoats fra før 1999 har også et hvidt mærke i venstre lomme med felter til navn og ordrenummer. Størrelsen står altid i navnefeltet. På inderforet sidder størrelsesmærket skjult under det marineblå Burberrys’-mærke. Hvis man ikke kan finde mærkerne, er der tale om en forfalskning, medmindre nogen af en eller anden grund har fjernet dem.

I dag er dagen, hvor jeg indleder min trenchcoatsæson. Det vil sige, at jeg satser på, at efteråret samtidig begynder at ruske i træerne, regnen pisker mod ruderne, og himlen ser ud, som om den har opgivet enhver ambition om at blive blå foreløbig. Så vil jeg iføre mig frakken, åbne døren og træde lige ud i det med en vis værdighed.

Man kan ikke styre verden. Men man kan slå kraven op.

• Vic Damone: Let's Fall in Love
• Emilie-Claire Barlow: You Make Me Feel so Young
• Nino Rota: Amarcord
• Harry Connick, Jr.: Recipe For Love
• Patti Page: The Glory Of Love
• Norah Jones: Don't Know Why
• Al Jarreau: We're in This Love Together
• Malene Mortensen: Another Day
• The Earl Palmer Trio: Lullaby Of Birdland
• Fats Waller: Two Sleepy People

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI

Efter knap to års udenrigspolitisk drama nåede grønlandskrisen tirsdag aften det punkt, hvor alle gode diplomatiske kriser til sidst ender: Der blev skrevet under på noget, der egentlig ikke var nødvendigt, alle smilede til hinanden, og bagefter var der øl.

Det er imponerende, så mange superlativer man kan få til at passe på en aftale, der bare handler om, at alle tre parter er enige om, at det er bedst, at de stadig er venner

Donald Trump beskrev forløbet som 'en fantastisk rejse med vidunderlige mennesker'. Det er en bemærkelsesværdig beskrivelse af en rejse, der blandt andet har indeholdt en amerikansk ambition om at få fingre i Grønland og en periode, hvor forholdet mellem Danmark og USA var på frysepunktet. Men nu er vi heldigvis venner igen! Ved underskriftsceremonien i FN-bygningen i New York trak Trump stolen ud for Mette Frederiksen, muligvis fordi han havde glemt, at det var hende, han ikke ville give hånd til ved NATO-topmødet i Ankara i juli. Men præsidentens stolestunt blev et atypisk galant øjeblik, som på mange måder opsummerede hele aftalen: USA tilbyder at holde stolen, Danmark sætter sig ned, og alle lader som om, det hele er fuldstændig normalt. Først bruger man halvandet år på at skændes med amerikanerne om Grønland, og så ender man i et lille lokale med tre statsledere, der smiler, smisker og skriver under, som om intet var hændt, og selv om ingen er sikre på, om man nu også helt kan regne med Trump.

Aftalen bekræfter Kongeriget Danmarks suverænitet og Grønlands ret til selv at bestemme. Til gengæld får USA lov at fylde op med soldater og permanente baser og ret til at bede alle andre lande om at skrubbe af, hvis de skulle komme for tæt på. Aftalen har ingen udløbsdato, og alle er glade. Mette Frederiksen kaldte aftalen 'større og bedre' end den gamle, næsten enslydende aftale fra 1951. Jens-Frederik Nielsen kaldte den 'win-win-win' og ventede – formentlig med Zelenskyj in mente – til bagefter med at tage sin anorak på. Og Trump kaldte aftalen historisk. Det er imponerende, så mange superlativer man kan få til at passe på en aftale, der bare handler om, at alle tre parter er enige om, at det er bedst, at de stadig er venner. Der blev givet hånd og krammet, og da det hele endelig var overstået, drak Mette Frederiksen en kold øl sammen med den danske delegation. Lars Løkke var ikke til stede, så der var ingen til at dele smøger ud, men ellers var det eneste, der manglede, at Trump sagde: 'Skal vi ikke bare lade som om, vi aldrig taler om Grønland igen?' Men det gjorde han altså ikke.

Man siger, at en fjendes fjende er en ven, og i dette tilfælde hedder vennen Mark Carney

EU og Canada har indledt en hed flirt, som kulminerede med et stævnemøde mellem Canadas premierminister Mark Carney og Frankrigs Emmanuel Macron på Saint-Pierre og Miquelon, et lille fransk oversøisk territorium kun 25 kilometer fra Canada. Det er ikke helt det samme som Venstre Seinebred i Paris, men kærligheden har som bekendt aldrig været afhængig af postnummeret. Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har oven i købet luftet tanken om at gøre Canada til associeret medlemsland. Det samme tilbud har Australien og New Zealand fået. Det er på sin vis et forståeligt frieri. Når ens gamle partner på den anden side af Atlanten begynder at opføre sig utilregneligt, kan man jo være nødt til at kigge sig omkring. Man siger, at en fjendes fjende er en ven, og i dette tilfælde hedder vennen Mark Carney, hvilket må være en lettelse for europæerne. Han har både jakkesæt, økonomisk erfaring og en geografisk placering, der gør ham til et oplagt alternativ, hvis det amerikanske forhold skulle blive lidt anstrengt.

Venstres folketingsgruppe har tilsyneladende besluttet sig for at begå kollektivt harakiri

Apropos anstrengt er det vist et ord, man roligt kan bruge om forholdet mellem Donald Trump og den amerikanske presse. Trump har igen været utilfreds med CNN og andre medier og deres fake news med det resultat, at de blev nægtet adgang til Det Hvide Hus. Men de øvrige amerikanske tv-stationer havde åbenbart også fået nok. ABC, CBS, NBC og selv Fox News meddelte i et fælles brev, at de ville stoppe den fælles dækning af præsidentens arrangementer i solidaritet med de medier, der var blevet udelukket. Et par dage senere var der desuden en dommer, der fastslog, at udelukkelsen stred mod den amerikanske forfatning, så Trump blev pålagt at give medierne deres adgang tilbage. Det må have været lidt af en skuffelse, ikke bare for Trump, men også for alle dem, det gik op for, at forfatningen faktisk stadig gælder, selv for præsidenter. At Trump så alligevel fortsætter med at udelukke de medier, der passer ham, er en anden sag.

Men vi behøver slet ikke at skele til Washington for at finde nogen, der gerne vil bestemme, hvad andre siger om dem. Folketingets formand, Søren Gade, har valgt at trække en mand ved navn Jakob Klink i retten. Han er gift med Søren Gades partifælle i Venstre Trine Jepsen, så hvem kunne ikke godt tænke sig at være en flue på væggen til familiefrokosten? Sagen handler om nogle beskyldninger, som Klink skrev om Gade efter folketingsvalget. Opslaget er siden slettet, men Klink har blandt andet beskyldt Søren Gade for at have sikret førtidspension til Henrik Sass og dermed støttet en børnepornodømt. Klink har nægtet at sige undskyld, og Gade mener, at der er grænser for, hvad man skal finde sig i som politiker. 'Så må jeg jo trække en streg i sandet,' fastslog han. Politisk kommentator Jarl Cordua, som aldrig har lagt skjul på sit tilhørsforhold til Venstre, reagerede på Gades beslutning ved at konstatere, at 'Venstres folketingsgruppe har tilsyneladende besluttet sig for at begå kollektivt harakiri.'

Når man ikke kan argumentere imod en politisk beslutning, kan man altid prøve at få den til at lyde som en menneskerettighedskrise, også selv om ofrene har klove

Mens nogle diskuterer retten til at sige grimme ting om hinanden, har regeringen i denne uge taget en mere håndfast beslutning: Der er kommet grisestop. Med øjeblikkelig virkning er der indført forbud mod nye konventionelle svinestalde de kommende 12 måneder. Måske fordi landets største svineproducent, Martin Lund Madsen, netop har fået tilladelse af Billund Kommune til at udvide produktionen med mere end 400.000 årlige slagtesvin. Det er ikke længere en svineproduktion – det er nærmere en mindre nation med krølle på halen. Svineproducenternes formand Jeppe Bloch kalder regeringens øjeblikkelige grisestop racistisk. Når man ikke kan argumentere imod en politisk beslutning, kan man altid prøve at få den til at lyde som en menneskerettighedskrise, også selv om ofrene har klove. Så mangler der kun, at svineproducenterne kræver en sandhedskommission, erstatning for historiske krænkelser og en mindeplade for den sidste nybyggede konventionelle svinestald.

Men ugens blandede fortrædeligheder handler allesammen om magt og om, hvem der ender med at trække grænsen. Det er måske i virkeligheden den røde tråd gennem hele uge 39. USA, Danmark og Grønland er langt om længe blevet bonkammerater igen (sådan da) på Trumps nåde, Canada kigger mod Europa på Ursula von der Leyens initiativ, amerikanske medier siger fra over for Trump, en dansk politiker går rettens vej på grund af et Facebook-opslag, og regeringen sætter en stopper for nye svinestalde.

Der er tilsyneladende blevet tegnet en hel del streger i sandet. Og altså også i indlandsisen.



UGENS LAVPUNKTER:

• Efter sidste weekends halvmaraton i København blev der indsamlet 15 ton tøj, som løberne havde smidt fra sig på ruten. Det svarer cirka til en gennemsnitlig dansk teenager, der har ryddet sit værelse.
• Fra 1. maj til 31. august tog Dyrenes Beskyttelses internater imod 3.767 katte. Det lader til, at sommeren er højsæson for både jordbær, festivaler og at erkende, at man ikke kan styre en kat.
• Påfuglen Carsten, der tilhører Børnehuset Ønskelandet i Ikast, har været efterlyst i tre måneder, men er endelig blevet fundet. Gode nyheder for Ønskelandet og dårlige nyheder for Carsten, som nu igen skal tilbringe hele dagen sammen med børnene.
• I Givskud slap tre kænguruer ud fra en privat indhegning. Sydøstjyllands Politi oplyser, at de er blevet orienteret, men så længe kænguruerne ikke udgør nogen trafikal fare, har man ikke tænkt sig at gøre noget. Hvis de begynder at hoppe over for rødt, er det en anden sag.
• Lige nu er det meget billigere at tanke i Sverige end herhjemme. Derudover oplyser bornholmerne, at man også kan spare penge på kaffe, laktosefrie produkter og tandlægebesøg. Inden længe er det nemmere at flytte til Sverige end at lave et budget.
• En bus har siden 1. februar kørt 328 ture for at transportere praktiserende læger fra København til Nykøbing Sjælland. Ingen læger har benyttet sig af muligheden. Men en million kroner for at dokumentere, at læger ikke tager en bus, de ikke har bedt om, er vel også en slags forskning.
• I år er omkring 250 ladekabler til elbiler blevet klippet af og stjålet. Kobberprisen er høj, og kablerne repræsenterer en værdi på mellem seks og syv millioner kroner. Politiet anbefaler, at man parkerer sin elbil sikkert. Kobbertyvene anbefaler, at man parkerer tæt på en skrothandler.
• Efter en skudepisode i Aarhus efterlyser politiet en mand på el-løbehjul, som er set ved gerningsstedet. Manden beskrives som farlig. Mest for trafiksikkerheden.
• Et fortroligt dokument i Rigsarkivet afslører, at Frederik VII var født med en misdannet penis og små kønsorganer. Det må være den eneste kongelige hemmelighed, hvor historikerne efter flere hundrede år må konkludere, at der ikke var noget at komme efter.
• I går blev et nyt portræt af kong Frederik afsløret på Frederiksborg Slot. Billedkunstneren Cathrine Raben Davidsen har brugt to år og mere end 50 skitser på at skabe værket. Noget tyder på, at hun har arbejdet efter princippet: 'Den er lige ved at være der!'

• Jazzystics: Walking on Sunshine
• Neil Richardson: Prestige Production
• Nathalie Merchant: One Fine Day
• Buddy DeFranco: Autumn Leaves
• Carly Simon: I've Got You Under My Skin
• Warren Hill: Fallen
• Monica Zetterlund: Att angöra en brygga
• George Benson: Beyond the Sea
• Diana Krall: 'S Wonderful
• Peggy Lee: It's A Wonderful World

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI

Lad os begynde i det høje nord, hvor statsminister Mette Frederiksen på et europæisk topmøde i Finland erklærede sig 'ret optimistisk' med hensyn til at finde en løsning med USA om Grønland. Der skal nu nedsættes en arbejdsgruppe på højt niveau mellem Grønland, Danmark og USA om tættere samarbejde om sikkerhed og forsvar. Det lyder umiddelbart betryggende. Der er noget særligt nordisk over problemer, der løses ved at nedsætte en arbejdsgruppe. Hvis ikke problemet forsvinder af sig selv, kan man i det mindste få det organiseret i et regneark.

Hvis ikke problemet forsvinder af sig selv, kan man i det mindste få det organiseret i et regneark

På Socialdemokratiets årsmøde i weekenden lovede Mette Frederiksen, at hun ville blive siddende som statsminister perioden ud og gerne tage en periode mere, hvis partiet ville have hende. Så gik der omtrent fire dage, før spekulationerne om et internationalt topjob igen tog fart. Ursula von der Leyen holdt sin State of the Union-tale og foreslog et europæisk sikkerhedsråd, og straks begyndte politiske kommentatorer at se Mette Frederiksen som den oplagte kandidat til jobbet. Det er ikke nemt at være statsminister. Man kan knap nok nå at love, at man bliver hjemme, før kommentatorerne har pakket kufferten for én.

Men ellers begyndte ugen med en slags festfyrværkeri, da en russisk fregat affyrede to nødblus mod en dansk forsvarshelikopter i internationalt farvand syd for Gedser. Det ene signalblus passerede tæt forbi helikopteren, men ramte altså ikke. Forsvarsminister Jeppe Bruus kaldte det uprofessionelt sømandskab, og den russiske ambassadør blev indkaldt til en samtale hos udenrigsministeren. Det russiske svar på den diplomatiske irettesættelse var at give kaptajnen på fregatten en udmærkelse for sin indsats. Samtidig oplyste det russiske forsvarsministerium, at fregatten udførte 'operationer i neutralt farvand', og at de to signalblus var affyret som svar på den danske helikopters provokation. Hvilke operationer, der var tale om, fremgik ikke. Man kan håbe, at operationerne også i fremtiden holder sig til nødblus, og helikopterpersonalet husker at lukke døren forsvarligt efter sig.

Man kan håbe, at operationerne også i fremtiden holder sig til nødblus, og helikopterpersonalet husker at lukke døren forsvarligt efter sig

Som et andet eksempel på politisk handlekraft må nævnes erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaards indsats, da han indviede en ny afdeling af supermarkedet Alma i Rungsted ved at klippe et mørkeblåt silkebånd over. Men han nøjedes ikke med den traditionelle ceremoni. Han besluttede sig for at købe ind til en treretters efterårsmiddag på ét minut og blev filmet, mens han styrtede rundt mellem hylderne med åbentstående jakke og kastede kartofler, kantareller, palmekål og en 'helt vidunderlig og økologisk kylling' i kurven. Undervejs nåede han at overveje både kantareller med fløde på ristet brød og pasta. Det er naturligvis ikke uden betydning, at en erhvervsminister kan handle hurtigt og resolut i et supermarked, men en professor fra Roskilde Universitet hævede øjenbrynene og talte om det forkastelige i at lave skjult reklame for en bestemt forretning. Martin Lidegaard forsvarede sig i første omgang med, at han med glæde gør reklame for mange virksomheder, men fortrød alligevel et par dage senere og fjernede videoen fra Instagram. Det viste sig dog, at Martin Lidegaard slet ikke fik varerne med hjem, og kantarellerne og palmekålen blev lagt tilbage på hylderne efter optagelsen. Så ingen tabte penge på den radikale gimmick, men det lykkedes den radikale minister at tabe ansigt på under et minut.

På dieselområdet var der til gengæld masser af penge at tabe. Da literprisen nåede 19,19 kroner, krævede Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt Folketinget indkaldt til hastedebat. 'Regeringen har dumpet fuldstændigt i håndteringen af sagen,' skrev han på Facebook. Det er muligvis første gang, at ordet 'dumpet' har været brugt om en regering i samme uge, som danske skoleelever fik dumpekarakter af PISA-undersøgelsen for deres læse- og regnefærdigheder. For denne gang var tallene ikke som sædvanlig bare blevet dårligere, men meget dårligere. Her kom mobiltelefonen og skærmene straks under mistanke. Statsminister Mette Frederiksen kaldte resultaterne dybt bekymrende og pegede blandt andet på mobiltelefoner, sociale medier, manglende ro i klassen, lærerens autoritet, trivsel, inklusion, støj og indeklima som dele af forklaringen, men understregede samtidig, at der ikke er én enkelt forklaring på udviklingen. Undervisningsminister Magnus Heunicke bidrog med en ekstrabevilling på 50 millioner kroner, så der nu er 200.000 flere bøger på vej ud til landets skoler. Det kan vise sig at være et genialt træk. Det kan også bare vise sig, at eleverne bruger bøgerne til at hæve skærmen, så den står bedre.

Man skal ikke være økonom for at forstå, at naturbeskyttelse åbenbart kan være en ganske udmærket investering, hvis bare man sørger for at få den annulleret

Regeringspartierne har indstillet Henrik Frandsen fra Moderaterne til at blive Folketingets nye formand. Traditionelt er det et job, der kræver erfaring, dømmekraft og parlamentarisk tæft, men derudover har Henrik Frandsen vist sig også at være i besiddelse af et usædvanligt handelstalent. Efter aftale med staten fik han i 2001 645.000 kroner for at lade sin jord være beskyttet natur. En aftale, der ikke bare blev hvisket under en frokost eller noteret på bagsiden af en serviet. Det blev også tinglyst, at jorden ingensinde måtte dyrkes igen. Men tyve år senere, da Henrik Frandsen var blevet borgmester i Tønder, bad han kommunen om at ændre jordens status tilbage, så den igen måtte dyrkes. Han kom lige til at glemme at gøre opmærksom på den tinglyste klausul, så tilladelsen gik glat igennem – på ét døgn. Da jorden nu igen kunne dyrkes, steg ejendommens værdi med en million, og kort efter solgte Henrik Frandsen ejendommen. Man skal ikke være økonom for at forstå, at naturbeskyttelse åbenbart kan være en ganske udmærket investering, hvis bare man sørger for at få den annulleret. Det hele kan naturligvis være en ulykkelig kombination af dårlig rådgivning, kommunal sagsbehandling og et par forlagte læsebriller. Og måske fører historien bare til, at Moderaterne vedtager en ny definition af begrebet gennemsigtighed: Man skal kunne se igennem reglerne, især hvis de står i vejen for en god handel.

Det bedste ved den tid, vi lever i, er at der stadig findes mennesker, der har styr på tingene. De ved, hvornår der skal nedsættes en arbejdsgruppe, hvornår der skal indkaldes til en samtale, hvornår man skal udtale sig på Facebook, hvornår man skal fjerne en video fra Instagram, og hvornår man skal sælge sin netop dyrkningsgodkendte landbrugsjord. Resten af os kan så passende forsøge at følge med, og hvis det hele på et tidspunkt bliver lidt for indviklet, er der heldigvis hjælp at hente, hvis vi ellers har husket at installere IA-app'en på vores telefon.



UGENS LAVPUNKTER:

• Tænketanken Røgfri, der præsenterer sig selv som uafhængig, er finansieret af sammenslutningen Nikotinbranchen. Hvornår opretter Danske Slagerier en tænketank om vegetarisme?
• En gårdejer i Hundested politianmeldte i mandags en elg, der løb rundt på hans grund, hvor den desuden havde ødelagt et hegn. Anmeldelsen blev registreret, men det blev oplyst, at det ikke er politiets opgave at regulere elgens frie bevægelighed. Den blev derfor ikke taget ind til afhøring.
• I det såkaldte ultraløb Mors 100 Miles satte en mand ny dansk rekord ved at løbe de 161 kilometer på 12 timer, 17 minutter og syv sekunder. Der foreligger ikke noget om, hvor lang tid det tog ham at komme sig over, at han frivilligt havde meldt sig til det.
• Beredskabsstyrelsen Midtjylland har fået en kongeligt indviet fane. Kongen slog blandt andet søm i fanen som en del af den ceremonielle indvielse af fanen: Ét for kongen, ét for fædrelandet og ét for Beredskabsstyrelsen Midtjylland. Hvis Danmark nogensinde skulle blive ramt af en katastrofe, er vi altså nu dækket ind på fanefronten.
• Foreningen Efterskolerne opfordrer sundhedsministeren til at hæve aldersgrænsen for salg af alkohol til 18 år, men forslaget møder ikke den store opbakning hos eleverne. Som at spørge rygerne, om de synes, cigaretter burde være dyrere.
• Unge vælger landbrugsuddannelserne trods krisestemningen på Christiansborg. Endelig nogle unge, der ikke drømmer om at blive influencere, men om at få indflydelse på jordens pH-værdi.
• Med en robot og god internetforbindelse har en kirurg på Sygehus Sønderjylland opereret en patient, som lå på en operationsstue på Færøerne mere end 1200 kilometer fra ham. Nu venter vi bare på, at tandlægerne begynder at tilbyde rodbehandlinger over Teams.
• En model af kongeskibet Dannebrog, som i de sidste 28 år har hørt hjemme i Legoland i Billund er blevet solgt på auktion hos Bruun Rasmussen til 60.000 kroner. Kongefamilien vil blive udbudt stykvis.
• Michelinrestauranten Alchemist vil holde lukket fem måneder om året for at udforske måden at drive restaurant på. Blandt andet skal gæsterne fremover ikke længere selv kunne vælge, hvad de vil drikke til maden. Næste skridt er, at restauranten også vælger, hvem der må spise der.
• Politiet undersøgte onsdag formiddag et mistænkeligt forhold på den vej i Gladsaxe, hvor forsvarsminister Jeppe Bruus bor. Forsvarets bomberyddere var også til stede, men kunne konstatere, at der var tale om en drone til hobbybrug. Godt at vide, at Forsvaret er klar til alt. Også hvis nogen i Gladsaxe får en hobby.