Uffe Jerner

Kong Frederik har i denne uge været et smut i Grønland, hvor han har tilbragt nogle dage på slædetur med Siriuspatruljen. Kongen var afsted fra mandag til torsdag, og som han sagde ved hjemkomsten: 'Jeg får aldrig nok af Grønland'.

Donald Trump kunne ikke have sagt det mere præcist, og i denne måned sender han USA's særlige udsending Jeff Landry til Grønland, hvor erhvervsmessen Future Greenland finder sted. Landry er ikke inviteret, men det er ikke nogen hindring. Ræsonnementet synes at være, at man må forvente at få en kold skulder, når man har med et stykke is at gøre.

Løkke er en mand, der allerede har sagt 'aldrig' så mange gange, at ordet efterhånden indgår i hans forhandlingstaktik

Trump selv har haft travlt med at være vært for det besøgende britiske kongepar. Han benyttede lejligheden til at slå fast, at amerikanerne ikke har haft tættere venner end briterne, siden USA opnåede uafhængighed. Forholdet mellem USA og Storbritannien betegnede han som 'uvurderligt, evindeligt, uerstatteligt og ubrydeligt' og gik let henover, at de i sin tid skiltes med krudt og kugler. Trump roste også kong Charles for hans smukke accent og kaldte ham 'en meget elegant mand'. Kong Charles' tale til Kongressen var afdæmpet, vidende, osende af royal stamtavle og diplomatisk så behændig, at han vistnok fik aflyst NATO's opbrud. Men hvordan det har lydt, når kameraerne var slukket, kan man kun gisne om. Har Charles talt i sirligt afmålte vendinger og Trump i versaler, eller har han et kongefilter? Vi ved det ikke.

Knap så affabel var præsidentens tone i hvert fald over for den tyske kansler Friedrich Merz, der tillod sig at kritisere USA’s udenrigspolitik, hvorefter Trump truede med at trække sine soldater hjem fra Tyskland som straf. En slags geopolitisk version af at blive sur, samle sit legetøj sammen og gå hjem til sig selv.

Hjemme i USA har præsidenten endnu en gang demonstreret sin særlige evne til at kombinere tragedie med om- og tilbygninger. Skudepisoden ved en korrespondentmiddag blev hurtigt forklaret med en 'forstyrret' gerningsmand og en bemærkning om, at det hele aldrig var sket, hvis hans nye, tophemmelige balsal havde stået færdig. Konklusion: verdens konflikter kunne i virkeligheden løses med bedre festlokaler. FN burde tage noter.

Det går stadig trægt med regeringsforhandlingerne herhjemme. Lars Løkke Rasmussen holder fast i, at Store bededag ikke skal genindføres, mens Pia Olsen Dyhr vil have den tilbage og ønsker sig en S-SF-M-Radikal regering med Enhedslisten og Alternativet som støttepartier. Men det forudsætter et gigantisk løftebrud fra Lars Løkkes side, hvis det skal – hm – 'løkkes'. Han har tidligere totalt afvist en regering, der baserer sig på Enhedslistens støtte, men på den anden side er Løkke en mand, der allerede har sagt 'aldrig' så mange gange, at ordet efterhånden indgår i hans forhandlingstaktik.

Et afgørende stridspunkt mellem de røde og blå partier er, hvordan velfærd skal finansieres. I den forbindelse er det nærliggende at nævne, at Enhedslistens Rosa Lund har født sit første barn og nu med en vis ret kan kalde sig Røde Mor. Det var som bekendt navnet på rockgruppen, der skrev sangen' 'Født til Velfærd'.

Hjemme i USA har præsidenten endnu en gang demonstreret sin særlige evne til at kombinere tragedie med om- og tilbygninger

Ellers synes ugens mest opsigtsvækkende politiske begivenhed at være, at Troels Lund Poulsen, der har været sygemeldt i et par måneder på grund af en øjensygdom, er vendt tilbage til arbejdet. Her har han dog været svær at få øje på, siden han blev partiformand. Også hans parti bliver mindre og mindre synligt – den seneste meningsmåling viser, at Venstre, der var det største borgerlige parti lige efter valget, nu er blevet overhalet af både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Målingen er dog fra før Alex Vanopslagh kom i modvind, da han langede ud efter Lars Løkke deltagelse i de igangværende regeringsforhandlinger med et billede fra Nazityskland, der viste én mand, der undlod at heile i et hav af heilende mennesker.

Ellers er der gang i lokalpolitikken flere steder i landet. Den lokale islamiske menighed i Helsingør vil bygge en ny, ekstra moské, der er næsten tre gange så stor som den nuværende, men byrådet vil ændre lokalplanen, så moskéen alligevel ikke kan bygges, og begrunder forbuddet med bekymringer om parkering og trafiksituationen i området. Morten Messerschmidt må sidde et sted og ærgre sig over, at han ikke for længst er kommet på det argument. Så havde han været fri for altid at skulle diskutere kulturforskelle, moral, dårlig opførsel og den slags.

Der er ingen, der længere råber 'ulven kommer!', for den er her allerede – i hvert fald i Jylland, hvor det begynder at tynde ud i ponybestanden, og hvor der Ikke er den store forståelse for EU-direktiver om biodiversitet og naturens ukrænkelighed. Men der er ikke noget, der tyder på, at jyderne skal regne med, at der sker noget, før et folketingsmedlem møder en savlende ulv, når han går søndagstur i Dyrehaven med sin bomuldshund.

Hvis ikke Mette Frederiksen havde afskaffet Store bededag, ville det have været en national fridag i går. Alligevel var det en halv fridag for nogle, fordi det også var Arbejdernes Internationale Kampdag. Mette Frederiksen brugte den halve fridag på at holde sin 1. maj-tale, ikke i Fælledparken under åben himmel, men på Arbejdermuseet for lukkede døre, hvor der skulle betales entré. På den måde havde hun garderet sig mod ubehagelige overraskelser såsom skybrud, en alt for blå himmel eller en shitstorm.

I øvrigt er der kun faldet få millimeter regn i landet siden midten af april, og der er nu så tørt, at et flertal af danskere er begyndt at tale om vejret uden at klage.

Det er faktisk et ret alvorligt tegn.



UGENS LAVPUNKTER:

• Dansk Sprognævn har lanceret en storstilet kampagne, hvor alle inviteres til at indsende engelske låneord, de helst så erstattet af gode, gamle danske gloser. I stedet for 'deadline' kunne man fx sige 'det tidspunkt, hvor det alligevel ikke når at blive færdigt'. Hvis det lykkes at fjerne de engelske ord, bliver det også meget nemmere at høre, hvem der ikke ved, hvad de taler om.
• På flere gymnasier er der rift om parkeringsbåsene, fordi eleverne i dag tager bilen i stedet for at cykle. Samtidig kunne man passende indføre karakterer i parkering: et 12-tal for vellykket parallelparkering i første forsøg – 02 for at tage to pladser og blive ved med at ramme forkert.
• En selvkørende Tesla er blevet prøvekørt i Aarhus. Tilhængere fremhæver øget sikkerhed og mindre trængsel, mens kritikere advarer mod falsk tryghed og aggressiv markedsføring. Bilen selv har endnu ikke blandet sig i diskussionen.
• Fra i år skal det koste penge at stille bilen fra sig til Folkemødet på Bornholm. Det nye er altså, at man skal betale for at parkere – det gamle er, at det stadig er umuligt at finde en parkeringsplads.
• Der mangler opbevaringsplads på Nyt Aalborg Universitetshospital, så skiftetøj og stetoskoper må ligge i en pose på gulvet. Til gengæld skal man ikke bruge en masse tid på at rende rundt og åbne skuffer og skabe.
• I Næstved Kommune har en gruppe ældre borgere været på udflugt til en kistefabrik. En form for aktiv aldring, hvor man holder sig i gang lige til det sidste.
• Europa-Parlamentet i Strasbourg har netop præsenteret en længe ventet app, som skal holde europæiske børn og unge væk fra sociale medier. Den fungerer ved at være tre år om at loade og kræve en høring, hver gang man logger ind.
• En banderelateret retssag skal muligvis gå om. Årsagen er, at to af de tre byretsdommere har erklæret sig inhabile, men det er ikke oplyst, hvorfor de skulle være inhabile. Måske har de bare opdaget, at de kendte sandheden lidt for godt til at være upartiske.
• Frankrig har fremlagt en plan for at udfase kul inden 2030, olie inden 2045, og naturgas inden 2050. Til gengæld holder de fast i atomkraft og croissanter. Man kan ikke ændre alt på én gang.
• Den russiske skolelærer Pavel ’Pasha’ Talankin, der modtog en Oscar for den danskproducerede dokumentar ’Mr. Nobody Against Putin’ tidligere på året, har mistet sin statuette. Den forsvandt, da han skulle med et fly fra New York til Frankfurt. Hvordan det er gået til, vides ikke, men alt tyder på, at den er faldet ud af et vindue.

SET:
Diamanti
Italiensk komediedrama, 2024 – Filmstriben
★★★★★☆

En filminstruktør samler sine absolutte yndlingsskuespillerinder med ambitionen om at skabe en film om dem. Problemet er, at han ikke helt har gjort sig klart, hvad filmen skal gå ud på. Men pludselig falder brikkerne på plads med klichéen 'klæder skaber folk', og filmen bliver til et farverigt kalejdoskop af historier. Midtpunktet er et stort, nærmest eventyrligt skrædderi fyldt med vidunderlige kjoler og endnu mere vidunderlige kvinder, 'diamanter'. Hver af dem bærer på sin egen fortælling og sin egen smerte, inklusive rivalisering og jalousi, så det slår gnister. Men også et intenst sammenhold og en fælles drift mod at finde den ultimative skønhed, hvad den så end betyder. Mændene er henvist til kulissen. De er nødvendige, men fungerer mest som kontrast, som noget 'diamanterne' kan spejle sig i, måle sig imod og i sidste ende overstråle. Filmen bevæger sig elegant gennem 1970'ernes Rom – en tid og et sted, der emmer af stil, passion og dramatik – før den slutter i et næsten tomt hus mange år senere. Et stille, eftertænksomt ekko af alt det liv, der engang fyldte rummene. Filmen er både teatralsk, sanselig og kaotisk, men det er netop charmen. En meget anderledes film, stort set uden handling, men utrolig fascinerende. Ikke mindst på grund af det temperament, italienske kvinder er i stand til at mobilisere.
Instruktion: Ferzan Özpetek
Se trailer



Mord i Sogn
Norsk krimiserie, 4 episoder, 2026 – dr.dk
★★★★☆☆

Endnu et bidrag til den nordiske krimitradition, hvor naturen næsten spiller lige så stor en rolle som karaktererne. Handlingen udspiller sig i det vestnorske fjordlandskab, hvor idylliske omgivelser hurtigt viser sig at gemme på mørke hemmeligheder. Det begynder med et tilsyneladende enkeltstående mord, der udvikler sig til noget langt mere komplekst. Mistanken falder på flere i det lille samfund, hvor alle kender alle og netop derfor også har noget at skjule. Vi følger chefen for en lille politistation der er truet af nedlæggelse, men en dag får stationen en ny politielev, der ikke helt er den, hun giver sig ud for at være. Parallelt med opklaringsarbejdet får vi indblik i politichefens personlige problemer, der giver serien en ekstra psykologisk dimension. Tempoet er dejligt tilbagelænet nordisk, og styrken ligger i karakteropbygningen og den trykkede atmosfære. Dialogen er troværdig, og skuespillet solidt, om end enkelte bipersoner kan virke lidt skabelonagtige. Fokus er kort sagt mindre på action og mere på relationer og moral, men ikke desto mindre var serien spændende nok, til at jeg slugte alle fire episoder på én gang.
Instruktion: Kristoffer Metcalfe



PLAYLISTE:
(Klik på hver enkelt titel eller hør hele listen her på Spotify )

Lydsporet
Bernard Herrmann: Overture (fra 'North By Northwest')
Musik, der giver én lyst til at se filmen for vistnok 8. gang.









Den jazzede
Lester Young & Oscar Peterson Trio: Almost Like Being In Love
Let, swingende, ubesværet, cool, smilende jazz.








Den poppede
Macy Gray: You Are The Sunshine Of My Life
Rå, varm og skæv som solskin med en raspende sjæl.








Balladen
Adele: Someone Like You
Hjerteskærende kærestesorg. Kleenex påkrævet.









Den nostalgiske
Hans Kurt: Pigen fra Fyn
Som en sommerdag i Danmark for længe, længe siden.

Mens vårens hæk omsider blev grøn, og mirabelletræerne konkurrerede om at have de hvideste blomster, var Lars Løkke Rasmussen anderledes kostbar med at afsløre, om han helst ville springe ud som rød eller blå mimose. Derimod var han ivrigt optaget af at dele hotdogs og muleposer ud med sit eget ansigt på efter devisen: hvis man ikke kan tiltuske sig magt ved at være til stede, må man prøve det modsatte. Men endelig – efter 12 dages udeblivelse – fik piben en anden lyd, da han opgav strategien, svingede pølsevognen forbi Marienborg og afleverede en håndfuld røde pølser, som han var sikker på, at Mette Frederiksen ville finde spiselige. Men da hun bed til bolle, blev hun pludselig lettere blå i ansigtet og måtte modvilligt skylle det hele ned med et mindre velsmagende velfærdsforlig, der var tæt på sidste salgsdato.

Pludselig er agurken blevet en geopolitisk aktør, og hakket oksekød en indirekte kommentar til internationale spændinger

I det storpolitiske spil nåede sikkerhedspolitikken et punkt, hvor kærlighedslivet blev en risikofaktor. Efter 43 år i Forsvaret mistede en kaptajn sin sikkerhedsgodkendelse og blev fyret, fordi hans kone er russisk og har familie i Rusland. I disse tider er svigermødre nu den største sikkerhedsrisiko.

Og mens verden brænder – bogstaveligt talt i Mellemøsten, hvor konflikter får oliepriserne til at stige hurtigere end en dansk sommerhuspris – mærker vi det hele dér, hvor det gør mest ondt: i supermarkedet. Pludselig er agurken blevet en geopolitisk aktør, og hakket oksekød en indirekte kommentar til internationale spændinger. Energikommissær Dan Jørgensen kaldte det et wakeupcall fra den grønne omstilling, men det føltes mest som et vækkeur, man ikke kan finde snooze-knappen på. Konflikten i Mellemøsten har sendt regningen på fossile brændstoffer op med 24 milliarder euro. Hvis man stadig er i tvivl om, hvorvidt det er en god idé at sige farvel til olie og gas, bør man ikke være det længere. Det svarer til at have stået i silende regn uden paraply i timevis, før man finder ud af, at en regnfrakke måske havde været en god investering. Alligevel er der noget betryggende ved situationen. For selv når verden forandrer sig dramatisk, reagerer vi i Europa på den klassiske måde: med erkendelse, analyser og en stærk intention om at gøre noget ved det – lige om lidt.

Apropos milliarder: Supersygehuset i Hillerød begyndte som en idé i 2020 til den beskedne sum af 5,5 milliarder kroner. I offentligt regi svarer det til, hvad man i dagligvarebutikker ville kalde en skarp pris. Nu har prisen rundet 11,3 milliarder. Det er ikke bare en overskridelse, men en generøs fordobling. Man fristes til at tænke, at hospitalet ikke bare bliver større, men måske også inkluderer forlystelsespark, konferencecenter og en mindre lufthavn. Det nye hospital skal erstatte de gamle i Hillerød, Helsingør og Frederikssund, for hvorfor have tre fungerende hospitaler, når man kan få ét, der er dobbelt så dyrt og færdigt syv år for sent? Sundhedsminister Sophie Løhde kalder forløbet en skandale. I dansk politik betyder det, at nogen vil kigge alvorligt på sagen – når der altså engang er dannet en regering. Indtil da må pengene arbejde videre på egen hånd. Hospitalet er ikke bare et byggeri, men et levende projekt, der vokser, udvikler sig og bliver dyrere med alderen – præcis som de patienter, det en dag skal tage sig af.

Dan Jørgensen kaldte det et wakeupcall, men det føltes mest som et vækkeur, man ikke kan finde snooze-knappen på

Det var et iscenesat attentatforsøg, da Donald Trump den 13. juli 2024 pludselig tog sig til sit højre øre og dukkede sig under et vælgermøde i Pennsylvania. Påstanden stod at læse i en kommentar på det sociale medie X, og Moderaternes medlem af Europa-Parlamentet Stine Bosse leverede et svar, der passer perfekt til tidsånden: 'Yes.' Kort og godt. Det fik Dansk Folkepartis nyvalgte folketingsmedlem Anders Vistisen til straks at forlange, at Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen kom på banen. 'Han må træde i karakter og sætte Stine Bosse på plads, før den her kommentar udvikler sig til noget, som Danmark ikke har en interesse i,' mente Anders Vistisen. Imens vokser teorien om det falske attentat lystigt videre blandt Trumps traditionelle støtter i MAGA-bevægelsen. Ikke nødvendigvis fordi den er sand, men fordi den findes, og det er som regel rigeligt.

Når vi ikke kan blive enige om politik, kan vi altid diskutere påklædning. Herhjemme var ugens mest debatskabende politiker det unge nyvalgte konservative habit- og slipseklædte folketingsmedlem Christian Holst Vigilius med kongemærke i knaphullet. Forfatteren Asta Olivia Nordenhof lagde et billede af ham på sin facebookvæg med ordene: 'Man var bare lige fem minutter på toilettet, og da man kom ud igen var børn begyndt at klæde sig sådan her'. Det affødte hurtigt 2.000 tilkendegivelser og 300 kommentarer om alt fra generationskløfter til voksenmobning og venstrefløjens intolerance. Hovedparten støttede den nyvalgte politiker og/eller fordømte den sarkastiske forfatter, og der var overvejende stemning for at konkludere, at hun åbenbart ikke havde færdiggjort sit ærinde på toilettet.

Så mens hække bliver grønne, hospitaler bliver dyrere, verdenssituationen bliver mere kompleks, og tøjstil bliver problematiseret, bevæger Danmark sig roligt videre i sin foretrukne disciplin: kontrolleret forvirring. Måske er det mest betryggende ved ugen i virkeligheden, at uanset hvor absurd det hele forekommer, føles det stadig genkendeligt.

Og hvis ikke, skal det nok blive forklaret. Lige om lidt.



UGENS LAVPUNKTER:

• Techvirksomheden Anthropics nye AI-sprogmodel er ifølge virksomheden selv så kraftfuld, at de tøver med at frigive den. Allerede to minutter inde i testen bad den om ferie, aktieoptioner og bedre kaffe.
• En dansk forsker har forsket i myrers fodbakterier, og hvorvidt de kan bruges som alternativ til pesticider. Der er noget opløftende ved, at vi måske kan sprøjte markerne med noget, der teknisk set begyndte som en myres fodproblem.
• 3.000 bilister har deltaget i et forsøg med vejafgift, og forsøget fungerede efter hensigten: biltrafikken aftog. Derudover viste forsøget, at bilister ikke er interesseret i at betale for noget, der før var gratis. Videnskaben sejrer igen.
• Et hold arkæologer fra Aarhus Universitet har tæt på Danevirke fundet nogle meget sjældne romerske bronzekar, som har ligget skjult i jorden i omkring 1.500 år. Karrene er blevet brugt til at hælde vin op i glassene med. Romerne må have tænkt: 'Vi må nok hellere tage lidt vin med til Jylland for en sikkerheds skyld.'
• Den Nationale Sundhedsprofil, der udkom tidligere i år, viser, at antallet af unge med tinnitus er fordoblet i løbet af de sidste 15 år. 'Mute' er blevet et personligt mål, ikke en mobilindstilling.
• En ny lov, som i denne uge har fået parlamentets godkendelse, skal gøre det ulovligt for briter født efter 2008 af købe tobak i Storbritannien. Som en natklub, hvor kun gæster, der allerede er indenfor, må fortsætte med at danse.
• Et ægtepar lidt nord for Oksbøl fik en aften besøg af seks ulve på gårdspladsen, men ulvene forsvandt igen efter to advarselsskud. Når man får uventede gæster i Oksbøl, er det enten Jehovas Vidner eller seks ulve, og det er ulvene, der går igen først.
• Den giftige larve egeprocessionsspinderen blev opdaget i Odense i efteråret 2024, og siden har kommunen fjernet 2.500 reder og brugt to millioner kroner på at forsøge at udrydde den. Larven er stadig ikke imponeret.
• En ustabil del af en enorm gletsjer har blokeret ruten op ad verdens højeste bjerg, Mount Everest, og har skabt risiko for trafikpropper for bjergbestigerne. Pludselig virker Køge Bugt Motorvejen som et stille refugium.
• Fredag morgen blev der begået et væbnet røveri i Lagkagehuset i Rødovre. Indtil videre ved man kun, at røveren forsvandt med et ukendt pengebeløb. Desuden mangler der fem kanelsnegle.

SET:
Paterson
Amerikansk drama, 2016 – Filmstriben
★★★★★☆

Enhver film af Jim Jarmusch adskiller sig markant fra klassisk Hollywood-fortælling ved det rolige tempo og den minimalistiske stil. Hvor de fleste film er drevet af dramatisk spænding og tydelige konflikter, er Jarmusch mere optaget af stemning, tid og de små øjeblikke i hverdagen. Hans fortællinger udvikler sig langsomt og uden en klar dramatisk kurve. Der er plads til refleksion og eftertanke, og Paterson er ingen undtagelse. Filmen følger buschaufføren Paterson i en uge, hvor han hver dag tager på arbejde, lytter til sin kone, som han elsker højt (men som konstant er på jagt efter nye projekter), lufter hunden og drikker en øl på den samme bar. Desuden skriver Paterson små digte i sin notesbog. Dialogen er sparsom og præget af pauser, hvor det usagte får lige så stor betydning som det sagte. Samtidig anvender Jarmusch en tør og underspillet humor, der opstår i de absurde eller akavede situationer, karaktererne havner i. Paterson er ikke en film for utålmodige gemytter, og jeg kan afsløre, at jeg så den alene.
Instruktion: Jim Jarmusch
Se trailer



Imperfect Women
Amerikansk psykologisk thriller, 8 episoder, 2026 – Apple+
★★★★☆☆

Tre kvinder med styr på livet (tror de selv) får rodet godt og grundigt op i fortiden, og pludselig vælter skeletterne ud af skabene. Der skiftes mellem nutid og fortid og gradvist bliver det afdækket, hvordan venskab, jalousi og svigt binder dem sammen – og river dem fra hinanden. Serien lever højt på intense blikke, lange pauser og en trykket stemning, hvor man ved, at noget snart går galt – og det gør det selvfølgelig. Tempoet snubler lidt undervejs, men karaktererne er tilpas rodede og menneskelige til, at man bliver hængende alligevel. Altså ikke perfekt, men bestemt værd at sladre med om bagefter.
Instruktion: Flere forskellige
Se trailer


PLAYLISTE:
(Klik på hver enkelt titel eller hør hele listen her på Spotify )

Lydsporet
Burt Bacharach: South American Getaway (fra 'Butch Cassidy And The Sundance Kid')
Som et elegant røveri planlagt af en mand i jakkesæt, der aldrig før har haft travlt.







Den jazzede
Nina Simone: I Wish I Knew How It Would Feel to Be Free
Soul så stærk, at selv klaveret virker, som om det står ret.








Den poppede
Buddy Holly: Heartbeat
Teenagerhjerte i panik, men stadig pænt hår.









Balladen
Elton John: Your Song
Verdens mest charmerende måde at sige 'jeg anede ikke hvad jeg skulle skrive, men her er det alligevel.'








Den nostalgiske
Theis Jensen: Bare Jeg Ku' Huske Hvad Hun Hed
Romantik møder hukommelsessvigt – og taber stort.









PODCAST:
Bjørnetjenesten, Politiken
Som ældre læsere vil vide, er en bjørnetjeneste en velment, men uheldigt udført tjeneste eller hjælp, der gør mere skade end gavn. Men en del repræsentanter for yngre generationer bruger ordet i den stik modsatte betydning, som om der er tale om en handling, der til stor hjælp for nogen. Til ærgrelse for nogle (herunder mig) er begge betydninger nu blåstemplet af ordbogen. Den slags sproglige udviklingstendenser, henholdsvis irritationsmomenter og deraf følgende diskussioner, har Politiken lanceret en podcast om, hvor sprogforsker Marianne Rathje og journalist Søren Korsholm hver uge inviterer en gæst i studiet for at belyse, hvad den måde, vi bruger sproget på, fortæller om os selv og om generationsforskelle. Nogle vil kalde det ligegyldigt pindehuggeri og tidsspilde, andre vil finde det interessant og underholdende. Hvis nogen skulle være i tvivl, hører jeg til de sidstnævnte.

Der er et nyt afsnit hver tirsdag, som kan høres i Politiken Lyd (app). Første afsnit 'Hvad en smile-emoji siger om din alder' kan høres gratis på Spotify.

ARTIKLER:
I sidste uge var det 114 år siden, Titanic ramte et isbjerg og forlislte i Nordatlanten under sin jomfrurejse fra Southampton til New York, og i den anledning har The New Yorker to ældre, men meget, meget interessante og meget, meget lange artikler. De kræver begge abonnement, som til gengæld i øjeblikket er meget, meget billigt ($1 om ugen):

Daniel Mendelsohn: Unsinkable
Ultrakort resumé: Titanic er mere end en historisk ulykke; den er blevet en fortælling, vi vender tilbage til, fordi den siger noget grundlæggende om mennesket. Fascinationen skyldes ikke kun selve forliset, men de temaer, vi læser ind i det – teknologiens grænser, menneskeligt overmod og sociale forskelle. Historien følger samtidig en klassisk tragisk struktur: et skib, der 'ikke kunne synke' går under på grund af menneskelige fejl og/eller fejlvurderinger på grund af vejrforhold (se tidligere blogindlæg), mens både heltemod og svigt udfolder sig undervejs. En kombination af skæbne og tilfældighed. Derfor lever Titanic videre som en myte snarere end bare historie – en fortælling, der kan bruges til at forstå os selv.

Ben Taub: The Titan Submersible Was 'an Accident Waiting to Happen'
OceanGate var den amerikanske privatejede virksomhed, der leverede bemandede ubåde til dybhavsturisme og forskning. Virksomheden ejede ubåden Titan, som imploderede katastrofalt i juni 2023 under en ekspedition til Titanic-vraget, hvor alle fem personer om bord omkom. Artiklen indeholder interviews og e-mails med ekspeditionsledere og medarbejdere, der afslører, hvordan OceanGate ignorerede de alvorlige advarsler både internt og eksternt i virksomheden.

Søndag vågnede Europa op til nyheden om, at Viktor Orbán havde tabt magten i Ungarn. At både Vladimir Putin, Donald Trump og J.D. Vance havde bakket Orbán op, gjorde nederlaget så meget mere spektakulært. Det var som et internationalt heppekor, der var mødt op til den forkerte forestilling.

Pludselig stod Péter Magyar som sejrherre, uden at nogen helt kunne forklare hvorfor, eller hvad han egentlig ville. På den anden side er det en politisk strategi, der har fungeret overraskende godt i nyere tid. Foreløbig har Magyar gjort sig bemærket ved at være blevet beskyldt for at være stofmisbruger og for at tæve sin ekskone i misundelse over, at hun var justitsminister i Orbáns regering. Men det er selvsagt ikke nogen hindring for, at han kan rette op på Ungarns bundplacering som nr. 84 på EU's korruptionsliste og den slags.

Konflikten med paven synes nu at have nået et teologisk niveau, hvor spørgsmålet ikke længere er tro, men opmærksomhed

Det var også i søndags, at olieprisen igen steg som følge af weekendens forhandlinger mellem USA og Iran i Islamabad. Her blev billletlugen til Cirkus Trump smækket i, og J.D. Vance måtte skyndsomst samle sit habengut og tage benene på nakken. Imens sad Trump selv i Miami og så MMA – en sport, hvor reglerne er få, og slagene er mange, hvilket også nogenlunde opsummerer hans tilgang til diplomati. Som et ekstra udslag af moderne politik offentliggjorde han et AI-genereret billede af sig selv som Jesus, der udfører et mirakel. Det er uklart, om det var ment som satire, kunst eller en jobansøgning til dommedag, men konflikten med paven synes nu at have nået et teologisk niveau, hvor det ikke længere drejer sig om tro, men opmærksomhed.

Og som i et klassisk drama med global rækkevidde faldt oliepriserne igen i går, da Irans udenrigsminister meddelte, at Hormuzstrædet ville være 'helt åbent' for kommerciel skibsfart under våbenhvilen i Libanon. Markederne tog det som en beroligende hvisken i øret om, at alt nu var under kontrol, og tankskibene sejlede videre med samme forsigtige optimisme som pendlere, der netop har fået at vide, at 'der kører tog igen', men endnu ikke helt tør tro på det.

Herhjemme i Danmark medvirkede pendlerne i et mere jordnært drama. Ti tusind passagerer strandede, og DSB's informationschef udtalte, at han ikke kunne erindre en lignende situation i sin tid i virksomheden. Det fik en del passagerer til at konkludere, at han måtte være ny i jobbet. Dagen efter fandt man ud af, at årsagen til de stillestående tog var et galvaniseret rør, der stak ud under en køreledning. Der er nu evidens for, at kritisk infrastruktur kan krakelere på grund af noget, der for det meste er at finde på bagsiden af en vaskemaskine.

Mens togene stod stille, forsøgte den kongelige lokomotivfører Mette Frederiksen at få gang i de politiske hjul. Hun havde netop øjnet en rødlig solopgang med Pia Olsen Dyhr i horisonten, men fik pludselig et blåt øje, da Moderaternes formand stak en kæp i Løkkehjulet og meddelte, at han hellere ville bygge et helt ny kontroltårn midt på sporet sammen med Venstre og Konservative. Det udløste automatisk et anafylaktisk chok hos SF's formand, der straks greb ud efter nødbremsen med det resultat, at hele den folkevalgte togstamme nu igen stod stille. Bedre blev det ikke af, at den konservative formand Mona Juul forlangte at få en blå lokomotivfører.

I en digital tidsalder er adresse blevet en flydende størrelse i lighed med sandheden

Imens havde Morten Messerschmidt sat sig til rette i Folketingets præsidium for at påtage sig rollen som den togrevisor, der først opdager upassende aktiviteter i førerhuset.

I den forløbne uge viste det sig i øvrigt, at en betydelig del af landets politikere tilsyneladende lever et dobbeltliv med flere mandater, mens enkelte politikere har svært ved at huske, hvilket land de egentlig bor i. Det ærede folketingsmedlem Emilie Schytte blev mistænkt for at pendle lidt for kreativt mellem Danmark og Sverige, mens den grønne borgerrepræsentant Sikandar Siddique fortsatte sin kamp med at forklare, hvordan man sagtens kan bo i København uden at bruge strøm. I en digital tidsalder er adresse blevet en flydende størrelse i lighed med sandheden.

Summa summarum: globale magtskifter, manipulerede jesusbilleder, politiske jernbaner uden skinner og et Danmark, hvor både tog og beslutninger har det med at blive forsinket. Men uanset om det er i Budapest, Washington eller på perronen i Ringsted, synes verden at bevæge sig efter samme princip: Alle tror, de styrer toget, men ingen er helt sikre på, hvor det er på vej hen, eller om det overhovedet kører.



UGENS LAVPUNKTER:

• På Odense Universitetshospital bliver 250 stillinger nedlagt, og 60 ansatte står til fyring. Men ifølge sygehusdirektøren kommer det ikke til at gå ud over patientbehandlingen. Den første gør-det-selv-pjece er allerede i trykken: 'Sådan fjerner du din egen blindtarm'.
• Broen ved cykelparkeringen ved Aarhus H er så gennemtæret af rust, at Banedanmark nu lukker for adgangen. Det sker, efter at Banedanmark har indført vedligeholdelsesmodellen: Vent med at reagere, indtil tyngdekraften tager over.
• A.P. Møller Fonden har doneret fem millioner til foreningen Folkedans for Fremtiden, der skal gøre folkedansen tilgængelig for nye generationer. Det lyder som en dystopi, hvor alle tvinges til at hoppe i takt for at få adgang til wi-fi.
• En 14-årig norsk dreng stjal en bybus og kørte den over grænsen til Sverige, hvor han tirsdag blev standset af myndighederne. Han nåede at køre 200 kilometer – vistnok fordi han ikke kunne finde stoppestedet.
• Sverige vil sænke den kriminelle lavalder. Det betyder, at 13-årige fremover kan komme i fængsel, hvis de begår mord, drabsforsøg, bombeattentat og voldtægt. Kort sagt: lektier om formiddagen, retssag om eftermiddagen.
• Novo Nordisk har indgået partnerskab med OpenAI, så man kan anvende kunstig intelligens 'fra lægemiddelforskning til produktion og kommerciel drift'. Det vil sige, at medicinen skal sælges af en chatbot, der er bedre til smalltalk end konsulenterne.
• Et nyt studie viser, at Grønland har hundredvis af varme kilder. Forskerne har oplysninger om 382 varme kilder fordelt over hele landet, og der kan gemme sig endnu flere. Indtil videre forhindrer det ikke, at man kan fryse ihjel på vej til en varm kilde.
• Det Internationale Energiagentur advarer om, at hvis ikke Hormuzstrædet bliver åbnet, kan Europa løbe tør for flybrændstof om seks uger. Heldigvis kan man komme et godt stykke vej med en stor trampolin og et optimistisk sind.
• Der kører nu 600.000 elbiler på de danske veje. Benzinstationerne bliver snart til caféer, hvor man kan sidde og udveksle lange historier om dengang man tankede på 3 minutter.
• Siden 2017 er antallet af kommunikationsmedarbejdere i staten steget med 42 procent. Men der er stadig ingen, der kan forklare, hvorfor kaffemaskinen altid er i stykker.

Nej, det er ikke alle haveejeres hadeobjekt, der sigtes til, men den invasive modedille, der breder sig på overlæben af unge mænd og midaldrende kønsfæller, der er ofre for den vildfarelse, at det får dem til at se yngre ud. Det er som at være tilbage i 70'erne. Og et overskæg er ikke noget, man bare tilfældigvis får. Det er noget, man påtager sig med alt, hvad det indebærer af ansvar, misforståelser og lejlighedsvis latterlighed.

I dag ser man unge mænd, ofte bevæbnet med surdej og baseballcap, føre sig frem med overskæg, som var det en epokegørende nyskabelse

Historisk set har overskægget haft en imponerende karriere. Det begyndte som et tegn på mandighed, autoritet og en vis forkærlighed for at give ordrer uden nødvendigvis selv at udføre dem. I 1800-tallet var det nærmest obligatorisk for enhver mand med ambitioner. Kejsere, generaler og mænd med meget faste meninger om jernbaner bar overskæg, som var det en hædersbevisning.

Siden gik det som så ofte før med magtsymboler: der gik inflation i det, og pludselig var overskægget ikke kun forbeholdt betydningsfulde mænd. Også den lokale stationsforstander og en og anden tvivlsom tryllekunstner anlagde overskæg. I løbet af det 20. århundrede gled det så gradvist ud i periferien, hvor det levede et stille liv blandt fædre på charterferie og enkelte jazzmusikere.

Men så – uden forudgående varsel eller officiel bekendtgørelse – vendte det tilbage i gadebilledet. I dag ser man unge mænd, ofte bevæbnet med surdej og baseballcap, føre sig frem med overskæg, som var det en epokegørende nyskabelse. Det er ikke længere et spørgsmål om autoritet, men om æstetik. Overskægget er blevet et medlemsbevis for Generation Z.

Men hvad kræver det egentlig af en mand at bære et overskæg uden at fremstå som en fejlcastet statist i en stumfilm?

For det første: substans. Et overskæg må ikke være gennemsigtigt. Hvis man kan se huden igennem det, er det ikke et overskæg, men en forhåbning.

Det er vigtigt at stille sig selv spørgsmålet, om ens overskæg er et stilvalg eller en dårlig vittighed

Og forhåbninger hører hjemme i jobansøgninger, ikke i ansigtet. Omvendt må det heller ikke være så stort og kraftigt, at man ikke kan se læberne, og omgivelserne begynder at overveje, om det mon sidder fast foroven med hængsler, så det kan vippes op, når overskæggets ejermand skal spise. For det andet kræver det selvindsigt, for ikke alle ansigter er skabt til overskæg. Nogle mænd ligner pludselig en cykelmekaniker fra 1974 uden nogensinde at have lappet en cykel. Det er vigtigt at stille sig selv spørgsmålet, om ens overskæg er et stilvalg eller en dårlig vittighed. For det tredje kræver det holdning. Det er nødvendigt med en vis ro og en evne til at stå ved sin egen fremtoning, også når ens venner spørger, om man har tabt et væddemål. Og den mand, der konstant piller nervøst ved sit overskæg, kan ingen selvfølgelig tage alvorligt.

Endelig kræver det tålmodighed. Et overbevisende overskæg får man ikke fra den ene dag til den anden. Det skal dyrkes, plejes og formes, nærmest på samme måde som med bonsai, men med flere spydige kommentarer undervejs. Dermed ikke sagt, at det kan anbefales; jeg har selv engang i min rådvilde ungdom med ringe succes forsøgt mig med overskæg. Den kortvarige affære fik en brat afslutning, da jeg blev spurgt af en ignorant, om vi havde fået skimmelsvamp derhjemme.

LÆST:
Philip Ardagh: Rejsen mod den grumme ende (Awful End)
Roman, 2000
★★★★★☆

Man kunne kalde det en humoristisk børnebog, der kombinerer absurd komik med en parodi på klassiske victorianske fortællinger – men det er nok de færreste børn, der vil forstå den. Historien følger den unge Eddie Dickens, som må flytte ind hos sine excentriske slægtninge, da hans forældre bliver ramt af en mystisk sygdom. Man bliver præsenteret for en verden fuld af groteske situationer, skæve karakterer og sproglige finurligheder. Humoren er hele bogens fundament, med ordspil, overdrivelser og en absurditet, som gør historien både uforudsigelig og underholdende. Der bliver leget med betydninger og misforståelser, og det vil nok være en udfordring for yngre læsere, men for dem, der fanger humoren, er tiden godt investeret. Det er kort sagt ikke en bog for alle, men hvis man kan lide en røverhistorie, der minder om en blanding af Charles Dickens og Monty Python, er det en perle.


SET:
Mor
Kortfilm/drama, 2023 – Filmstriben
★★★★☆☆

En intens og følelsesmæssigt ladet kortfilm, hvor Trine Dyrholm leverer en stærk, nuanceret præstation som en mor på en skæbnesvanger weekend med sin søn. Filmen begynder som et stille familiedrama, men udvikler sig gradvist til noget langt mørkere. Der er skabt en trykkende stemning i de isolerede omgivelser, hvor relationen mellem mor og søn langsomt afsløres lag for lag. Trine Dyrholms spil er filmens klare højdepunkt. Hun føles både kærlig og lidt skræmmende på samme tid, og man er hele tiden i tvivl om, hvad der egentlig foregår under overfladen. Filmen er ret enkel, men stemningen er stærk, og den bygger langsomt op til noget urovækkende. Den forklarer ikke alting, og den bliver hængende længe efter, at den er slut.
Instruktion: Tom Austen
Se forsmag


PLAYLISTE:
(Klik på hver enkelt titel eller hør hele listen her på Spotify )

Lydsporet
Neil Hefti: The Odd Couple (fra 'The Odd Couple')
Som et musikalsk mundhuggeri mellem to, hvor den ene rydder op, og den anden laver mere rod.








Den jazzede
Elsie Bianchi Trio: The Shadows of Paris
Sofistikeret caféjazz på venstre bred.









Den fodvippende
Toots Thielemans · Elis Regina: Corrida De Jangada
Brasiliansk tempo og høj puls.









Den poppede
The Beatles: Penny Lane
Som en solrig søndag for længe siden, hvor selv trafik og frisørsaloner virker poetiske.








Den nostalgiske
Lise Reinau: Herlev
Også danske forstæder har deres egen historie.