Uffe Jerner

Der er temmelig mange mennesker, som får en let depression, når efteråret banker på. De kigger ud ad vinduet, sukker og begynder at google charterrejser til Tenerife. Jeg har en anden strategi: Man kan ikke ændre på vejret, så jeg tager min trenchcoat på. Det er en handling, der øjeblikkelig forbedrer min mentale tilstand med 37 procent. Den specifikke procent er ikke dokumenterbar, men jeg føler mig overbevist.

Man er klar til at slå kraven op og gøre det til en værdig konfrontation mellem menneske og meteorologi

Efteråret er trenchcoatens naturlige habitat. Om sommeren virker den overdrevet, og om vinteren kan den blive udfordret af kulden. Men på en blæsende oktoberdag, hvor det dufter af våde blade, og himlen har farve som gammelt sølv, er den perfekt. En trenchcoat får én til at tage vejret mindre personligt. Man står i entréen og hører regnen tromme mod ruden. Træerne bøjer sig i vinden, bladene hvirvler hen ad fortovet, og et sted vælter en skraldespand og skramler mod fliserne. Det er ikke vejr til små paraplyer og tynde jakker. Det er trenchcoatvejr, og man tager frakken på. Så åbner man døren, vinden rammer én direkte i ansigtet. Man er klar til at slå kraven op og gøre det til en værdig konfrontation mellem menneske og meteorologi. Ikke fordi man fryser, men fordi det ser rigtigt ud. Man går i Kvickly efter mælk og køkkenruller og kommer hjem med fornemmelsen af at have afsluttet en hemmelig mission i Istanbul. Vi er nogle, der ikke kun klæder os efter vejret. Vi klæder os efter, hvem vi forestiller os, vi er.
Hvis det er en rigtig trenchcoat, er den knælang eller længere endnu – ikke som de sørgelige nymodens 'frakker', der kun når til midt på låret. Den har en elegant, lige silhuet med dobbeltradet lukning og bøffelhornsknapper, og kraven er bred, så den kan slås op og beskytte mod vind og vådt vejr. Bæltet med de fem stikninger kan bindes stramt, så det fremhæver figuren, eller hænge løst, så det ser mere afslappet ud.

Man går i Kvickly efter mælk og køkkenruller og kommer hjem med fornemmelsen af at have afsluttet en hemmelig mission i Istanbul

Den garvede trenchcoatbærer bruger aldrig bæltespændet, men binder bare en knude på bæltet, og de håndsyede øjer til spændetornen er på sin vis overflødige. I bæltet sidder også de karakteristiske D-ringe, som oprindelig blev brugt i militæret til at fastgøre forskelligt udstyr. De ses ikke tydeligt på tegningen, men på billedet af Humphrey Bogart ovenfor kan man øjne en enkelt. Skuldrene er forsynet med epauletter, som engang havde en militær funktion og blandt andet blev brugt til at fastgøre udstyr eller holde remme fra tasker eller våben på plads. Senere blev de også brugt til at vise rang og tilhørsforhold gennem forskellige mærker og insignier. Trenchcoaten har bærestykke på ryggen og fortil et ekstra stykke stof over brystet – en stormflap – som beskytter bedre mod regn og samtidig skaber det lagdelte udseende. En stormkrog i kraven hører selvfølgelig med. Ærmerne er udstyret med justerbare manchetstropper, så de kan strammes omkring håndleddene. Lommerne er såkaldte pass-through-pockets, der har en åbning, der gør det muligt at føre hånden gennem lommen og ind til tøjet indenunder. Den klassiske trenchcoat er beigefarvet, men den ses også i farver, som næppe ville have imponeret en britisk officer i 1916.

Direkte oversat betyder 'trenchcoat' skyttegravsfrakke. Historien om trenchcoaten begynder i Storbritannien i 1879, hvor tekstilfabrikanten Thomas Burberry fik idéen til det vandafvisende stof gabardine. Det var lettere og mere åndbart end datidens tunge regnslag og blev hurtigt populært blandt opdagelsesrejsende og officerer. Under Første Verdenskrig blev frakken udleveret til britiske officerer, som havde brug for noget, der kunne modstå mudder, regn og kulde uden at hæmme bevægeligheden, og det var på slagmarken, alle de små detaljer blev udviklet. Efter krigen tog soldaterne frakkerne med hjem, og det viste sig, at militærfrakken også fungerede glimrende på en foggy day i London.

Men det var filmens verden, der gjorde trenchcoaten udødelig. Hollywood opdagede snart, at en lang frakke kunne fortælle en historie, før skuespilleren havde fået sagt det første ord. Humphrey Bogart gjorde den til et symbol på den hårdkogte helt i Casablanca. Senere bar Audrey Hepburn den med ubesværet elegance i Breakfast at Tiffany's, og hver gang en detektiv i en kriminalfilm trak kraven op om ørerne og forsvandt ud i natten, voksede trenchcoatens status. Nu er den levende kulturhistorie.

Den klassiske Burberry-model Kensington koster godt og vel 16.000 kroner, men mange andre mærker laver trenchcoats, der koster en brøkdel og fungerer lige så godt. Som den snob, jeg er, har jeg selvfølgelig investeret i en Burberry, og som den miljøbevidste forbruger, jeg er, når det er til min fordel, har jeg selvfølgelig købt den i en genbrugsforretning for 500 kroner.

Mest for nørder:
En model Kensington som min fra før 1999 er fremstillet i England og har et stofmærke i nakken, hvor der står Burberrys' – altså med et s og en apostrof til sidst – og som desuden er dekoreret med en ridder til hest, The Equestrian Knight. Skriften er hvid på marineblå baggrund. Hvis ridderen mangler, og der bare står BURBERRY med store bogstaver uden s'et og apostroffen, er frakken fra tiden efter 1999 og sandsynligvis fremstillet i Italien, Tyrkiet eller Malaysia. De originale trenchcoats fra før 1999 har også et hvidt mærke i venstre lomme med felter til navn og ordrenummer. Størrelsen står altid i navnefeltet. På inderforet sidder størrelsesmærket skjult under det marineblå Burberrys’-mærke. Hvis man ikke kan finde mærkerne, er der tale om en forfalskning, medmindre nogen af en eller anden grund har fjernet dem.

I dag er dagen, hvor jeg indleder min trenchcoatsæson. Det vil sige, at jeg satser på, at efteråret samtidig begynder at ruske i træerne, regnen pisker mod ruderne, og himlen ser ud, som om den har opgivet enhver ambition om at blive blå foreløbig. Så vil jeg iføre mig frakken, åbne døren og træde lige ud i det med en vis værdighed.

Man kan ikke styre verden. Men man kan slå kraven op.

• Vic Damone: Let's Fall in Love
• Emilie-Claire Barlow: You Make Me Feel so Young
• Nino Rota: Amarcord
• Harry Connick, Jr.: Recipe For Love
• Patti Page: The Glory Of Love
• Norah Jones: Don't Know Why
• Al Jarreau: We're in This Love Together
• Malene Mortensen: Another Day
• The Earl Palmer Trio: Lullaby Of Birdland
• Fats Waller: Two Sleepy People

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI

Efter knap to års udenrigspolitisk drama nåede grønlandskrisen tirsdag aften det punkt, hvor alle gode diplomatiske kriser til sidst ender: Der blev skrevet under på noget, der egentlig ikke var nødvendigt, alle smilede til hinanden, og bagefter var der øl.

Det er imponerende, så mange superlativer man kan få til at passe på en aftale, der bare handler om, at alle tre parter er enige om, at det er bedst, at de stadig er venner

Donald Trump beskrev forløbet som 'en fantastisk rejse med vidunderlige mennesker'. Det er en bemærkelsesværdig beskrivelse af en rejse, der blandt andet har indeholdt en amerikansk ambition om at få fingre i Grønland og en periode, hvor forholdet mellem Danmark og USA var på frysepunktet. Men nu er vi heldigvis venner igen! Ved underskriftsceremonien i FN-bygningen i New York trak Trump stolen ud for Mette Frederiksen, muligvis fordi han havde glemt, at det var hende, han ikke ville give hånd til ved NATO-topmødet i Ankara i juli. Men præsidentens stolestunt blev et atypisk galant øjeblik, som på mange måder opsummerede hele aftalen: USA tilbyder at holde stolen, Danmark sætter sig ned, og alle lader som om, det hele er fuldstændig normalt. Først bruger man halvandet år på at skændes med amerikanerne om Grønland, og så ender man i et lille lokale med tre statsledere, der smiler, smisker og skriver under, som om intet var hændt, og selv om ingen er sikre på, om man nu også helt kan regne med Trump.

Aftalen bekræfter Kongeriget Danmarks suverænitet og Grønlands ret til selv at bestemme. Til gengæld får USA lov at fylde op med soldater og permanente baser og ret til at bede alle andre lande om at skrubbe af, hvis de skulle komme for tæt på. Aftalen har ingen udløbsdato, og alle er glade. Mette Frederiksen kaldte aftalen 'større og bedre' end den gamle, næsten enslydende aftale fra 1951. Jens-Frederik Nielsen kaldte den 'win-win-win' og ventede – formentlig med Zelenskyj in mente – til bagefter med at tage sin anorak på. Og Trump kaldte aftalen historisk. Det er imponerende, så mange superlativer man kan få til at passe på en aftale, der bare handler om, at alle tre parter er enige om, at det er bedst, at de stadig er venner. Der blev givet hånd og krammet, og da det hele endelig var overstået, drak Mette Frederiksen en kold øl sammen med den danske delegation. Lars Løkke var ikke til stede, så der var ingen til at dele smøger ud, men ellers var det eneste, der manglede, at Trump sagde: 'Skal vi ikke bare lade som om, vi aldrig taler om Grønland igen?' Men det gjorde han altså ikke.

Man siger, at en fjendes fjende er en ven, og i dette tilfælde hedder vennen Mark Carney

EU og Canada har indledt en hed flirt, som kulminerede med et stævnemøde mellem Canadas premierminister Mark Carney og Frankrigs Emmanuel Macron på Saint-Pierre og Miquelon, et lille fransk oversøisk territorium kun 25 kilometer fra Canada. Det er ikke helt det samme som Venstre Seinebred i Paris, men kærligheden har som bekendt aldrig været afhængig af postnummeret. Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har oven i købet luftet tanken om at gøre Canada til associeret medlemsland. Det samme tilbud har Australien og New Zealand fået. Det er på sin vis et forståeligt frieri. Når ens gamle partner på den anden side af Atlanten begynder at opføre sig utilregneligt, kan man jo være nødt til at kigge sig omkring. Man siger, at en fjendes fjende er en ven, og i dette tilfælde hedder vennen Mark Carney, hvilket må være en lettelse for europæerne. Han har både jakkesæt, økonomisk erfaring og en geografisk placering, der gør ham til et oplagt alternativ, hvis det amerikanske forhold skulle blive lidt anstrengt.

Venstres folketingsgruppe har tilsyneladende besluttet sig for at begå kollektivt harakiri

Apropos anstrengt er det vist et ord, man roligt kan bruge om forholdet mellem Donald Trump og den amerikanske presse. Trump har igen været utilfreds med CNN og andre medier og deres fake news med det resultat, at de blev nægtet adgang til Det Hvide Hus. Men de øvrige amerikanske tv-stationer havde åbenbart også fået nok. ABC, CBS, NBC og selv Fox News meddelte i et fælles brev, at de ville stoppe den fælles dækning af præsidentens arrangementer i solidaritet med de medier, der var blevet udelukket. Et par dage senere var der desuden en dommer, der fastslog, at udelukkelsen stred mod den amerikanske forfatning, så Trump blev pålagt at give medierne deres adgang tilbage. Det må have været lidt af en skuffelse, ikke bare for Trump, men også for alle dem, det gik op for, at forfatningen faktisk stadig gælder, selv for præsidenter. At Trump så alligevel fortsætter med at udelukke de medier, der passer ham, er en anden sag.

Men vi behøver slet ikke at skele til Washington for at finde nogen, der gerne vil bestemme, hvad andre siger om dem. Folketingets formand, Søren Gade, har valgt at trække en mand ved navn Jakob Klink i retten. Han er gift med Søren Gades partifælle i Venstre Trine Jepsen, så hvem kunne ikke godt tænke sig at være en flue på væggen til familiefrokosten? Sagen handler om nogle beskyldninger, som Klink skrev om Gade efter folketingsvalget. Opslaget er siden slettet, men Klink har blandt andet beskyldt Søren Gade for at have sikret førtidspension til Henrik Sass og dermed støttet en børnepornodømt. Klink har nægtet at sige undskyld, og Gade mener, at der er grænser for, hvad man skal finde sig i som politiker. 'Så må jeg jo trække en streg i sandet,' fastslog han. Politisk kommentator Jarl Cordua, som aldrig har lagt skjul på sit tilhørsforhold til Venstre, reagerede på Gades beslutning ved at konstatere, at 'Venstres folketingsgruppe har tilsyneladende besluttet sig for at begå kollektivt harakiri.'

Når man ikke kan argumentere imod en politisk beslutning, kan man altid prøve at få den til at lyde som en menneskerettighedskrise, også selv om ofrene har klove

Mens nogle diskuterer retten til at sige grimme ting om hinanden, har regeringen i denne uge taget en mere håndfast beslutning: Der er kommet grisestop. Med øjeblikkelig virkning er der indført forbud mod nye konventionelle svinestalde de kommende 12 måneder. Måske fordi landets største svineproducent, Martin Lund Madsen, netop har fået tilladelse af Billund Kommune til at udvide produktionen med mere end 400.000 årlige slagtesvin. Det er ikke længere en svineproduktion – det er nærmere en mindre nation med krølle på halen. Svineproducenternes formand Jeppe Bloch kalder regeringens øjeblikkelige grisestop racistisk. Når man ikke kan argumentere imod en politisk beslutning, kan man altid prøve at få den til at lyde som en menneskerettighedskrise, også selv om ofrene har klove. Så mangler der kun, at svineproducenterne kræver en sandhedskommission, erstatning for historiske krænkelser og en mindeplade for den sidste nybyggede konventionelle svinestald.

Men ugens blandede fortrædeligheder handler allesammen om magt og om, hvem der ender med at trække grænsen. Det er måske i virkeligheden den røde tråd gennem hele uge 39. USA, Danmark og Grønland er langt om længe blevet bonkammerater igen (sådan da) på Trumps nåde, Canada kigger mod Europa på Ursula von der Leyens initiativ, amerikanske medier siger fra over for Trump, en dansk politiker går rettens vej på grund af et Facebook-opslag, og regeringen sætter en stopper for nye svinestalde.

Der er tilsyneladende blevet tegnet en hel del streger i sandet. Og altså også i indlandsisen.



UGENS LAVPUNKTER:

• Efter sidste weekends halvmaraton i København blev der indsamlet 15 ton tøj, som løberne havde smidt fra sig på ruten. Det svarer cirka til en gennemsnitlig dansk teenager, der har ryddet sit værelse.
• Fra 1. maj til 31. august tog Dyrenes Beskyttelses internater imod 3.767 katte. Det lader til, at sommeren er højsæson for både jordbær, festivaler og at erkende, at man ikke kan styre en kat.
• Påfuglen Carsten, der tilhører Børnehuset Ønskelandet i Ikast, har været efterlyst i tre måneder, men er endelig blevet fundet. Gode nyheder for Ønskelandet og dårlige nyheder for Carsten, som nu igen skal tilbringe hele dagen sammen med børnene.
• I Givskud slap tre kænguruer ud fra en privat indhegning. Sydøstjyllands Politi oplyser, at de er blevet orienteret, men så længe kænguruerne ikke udgør nogen trafikal fare, har man ikke tænkt sig at gøre noget. Hvis de begynder at hoppe over for rødt, er det en anden sag.
• Lige nu er det meget billigere at tanke i Sverige end herhjemme. Derudover oplyser bornholmerne, at man også kan spare penge på kaffe, laktosefrie produkter og tandlægebesøg. Inden længe er det nemmere at flytte til Sverige end at lave et budget.
• En bus har siden 1. februar kørt 328 ture for at transportere praktiserende læger fra København til Nykøbing Sjælland. Ingen læger har benyttet sig af muligheden. Men en million kroner for at dokumentere, at læger ikke tager en bus, de ikke har bedt om, er vel også en slags forskning.
• I år er omkring 250 ladekabler til elbiler blevet klippet af og stjålet. Kobberprisen er høj, og kablerne repræsenterer en værdi på mellem seks og syv millioner kroner. Politiet anbefaler, at man parkerer sin elbil sikkert. Kobbertyvene anbefaler, at man parkerer tæt på en skrothandler.
• Efter en skudepisode i Aarhus efterlyser politiet en mand på el-løbehjul, som er set ved gerningsstedet. Manden beskrives som farlig. Mest for trafiksikkerheden.
• Et fortroligt dokument i Rigsarkivet afslører, at Frederik VII var født med en misdannet penis og små kønsorganer. Det må være den eneste kongelige hemmelighed, hvor historikerne efter flere hundrede år må konkludere, at der ikke var noget at komme efter.
• I går blev et nyt portræt af kong Frederik afsløret på Frederiksborg Slot. Billedkunstneren Cathrine Raben Davidsen har brugt to år og mere end 50 skitser på at skabe værket. Noget tyder på, at hun har arbejdet efter princippet: 'Den er lige ved at være der!'

• Jazzystics: Walking on Sunshine
• Neil Richardson: Prestige Production
• Nathalie Merchant: One Fine Day
• Buddy DeFranco: Autumn Leaves
• Carly Simon: I've Got You Under My Skin
• Warren Hill: Fallen
• Monica Zetterlund: Att angöra en brygga
• George Benson: Beyond the Sea
• Diana Krall: 'S Wonderful
• Peggy Lee: It's A Wonderful World

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI

Lad os begynde i det høje nord, hvor statsminister Mette Frederiksen på et europæisk topmøde i Finland erklærede sig 'ret optimistisk' med hensyn til at finde en løsning med USA om Grønland. Der skal nu nedsættes en arbejdsgruppe på højt niveau mellem Grønland, Danmark og USA om tættere samarbejde om sikkerhed og forsvar. Det lyder umiddelbart betryggende. Der er noget særligt nordisk over problemer, der løses ved at nedsætte en arbejdsgruppe. Hvis ikke problemet forsvinder af sig selv, kan man i det mindste få det organiseret i et regneark.

Hvis ikke problemet forsvinder af sig selv, kan man i det mindste få det organiseret i et regneark

På Socialdemokratiets årsmøde i weekenden lovede Mette Frederiksen, at hun ville blive siddende som statsminister perioden ud og gerne tage en periode mere, hvis partiet ville have hende. Så gik der omtrent fire dage, før spekulationerne om et internationalt topjob igen tog fart. Ursula von der Leyen holdt sin State of the Union-tale og foreslog et europæisk sikkerhedsråd, og straks begyndte politiske kommentatorer at se Mette Frederiksen som den oplagte kandidat til jobbet. Det er ikke nemt at være statsminister. Man kan knap nok nå at love, at man bliver hjemme, før kommentatorerne har pakket kufferten for én.

Men ellers begyndte ugen med en slags festfyrværkeri, da en russisk fregat affyrede to nødblus mod en dansk forsvarshelikopter i internationalt farvand syd for Gedser. Det ene signalblus passerede tæt forbi helikopteren, men ramte altså ikke. Forsvarsminister Jeppe Bruus kaldte det uprofessionelt sømandskab, og den russiske ambassadør blev indkaldt til en samtale hos udenrigsministeren. Det russiske svar på den diplomatiske irettesættelse var at give kaptajnen på fregatten en udmærkelse for sin indsats. Samtidig oplyste det russiske forsvarsministerium, at fregatten udførte 'operationer i neutralt farvand', og at de to signalblus var affyret som svar på den danske helikopters provokation. Hvilke operationer, der var tale om, fremgik ikke. Man kan håbe, at operationerne også i fremtiden holder sig til nødblus, og helikopterpersonalet husker at lukke døren forsvarligt efter sig.

Man kan håbe, at operationerne også i fremtiden holder sig til nødblus, og helikopterpersonalet husker at lukke døren forsvarligt efter sig

Som et andet eksempel på politisk handlekraft må nævnes erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaards indsats, da han indviede en ny afdeling af supermarkedet Alma i Rungsted ved at klippe et mørkeblåt silkebånd over. Men han nøjedes ikke med den traditionelle ceremoni. Han besluttede sig for at købe ind til en treretters efterårsmiddag på ét minut og blev filmet, mens han styrtede rundt mellem hylderne med åbentstående jakke og kastede kartofler, kantareller, palmekål og en 'helt vidunderlig og økologisk kylling' i kurven. Undervejs nåede han at overveje både kantareller med fløde på ristet brød og pasta. Det er naturligvis ikke uden betydning, at en erhvervsminister kan handle hurtigt og resolut i et supermarked, men en professor fra Roskilde Universitet hævede øjenbrynene og talte om det forkastelige i at lave skjult reklame for en bestemt forretning. Martin Lidegaard forsvarede sig i første omgang med, at han med glæde gør reklame for mange virksomheder, men fortrød alligevel et par dage senere og fjernede videoen fra Instagram. Det viste sig dog, at Martin Lidegaard slet ikke fik varerne med hjem, og kantarellerne og palmekålen blev lagt tilbage på hylderne efter optagelsen. Så ingen tabte penge på den radikale gimmick, men det lykkedes den radikale minister at tabe ansigt på under et minut.

På dieselområdet var der til gengæld masser af penge at tabe. Da literprisen nåede 19,19 kroner, krævede Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt Folketinget indkaldt til hastedebat. 'Regeringen har dumpet fuldstændigt i håndteringen af sagen,' skrev han på Facebook. Det er muligvis første gang, at ordet 'dumpet' har været brugt om en regering i samme uge, som danske skoleelever fik dumpekarakter af PISA-undersøgelsen for deres læse- og regnefærdigheder. For denne gang var tallene ikke som sædvanlig bare blevet dårligere, men meget dårligere. Her kom mobiltelefonen og skærmene straks under mistanke. Statsminister Mette Frederiksen kaldte resultaterne dybt bekymrende og pegede blandt andet på mobiltelefoner, sociale medier, manglende ro i klassen, lærerens autoritet, trivsel, inklusion, støj og indeklima som dele af forklaringen, men understregede samtidig, at der ikke er én enkelt forklaring på udviklingen. Undervisningsminister Magnus Heunicke bidrog med en ekstrabevilling på 50 millioner kroner, så der nu er 200.000 flere bøger på vej ud til landets skoler. Det kan vise sig at være et genialt træk. Det kan også bare vise sig, at eleverne bruger bøgerne til at hæve skærmen, så den står bedre.

Man skal ikke være økonom for at forstå, at naturbeskyttelse åbenbart kan være en ganske udmærket investering, hvis bare man sørger for at få den annulleret

Regeringspartierne har indstillet Henrik Frandsen fra Moderaterne til at blive Folketingets nye formand. Traditionelt er det et job, der kræver erfaring, dømmekraft og parlamentarisk tæft, men derudover har Henrik Frandsen vist sig også at være i besiddelse af et usædvanligt handelstalent. Efter aftale med staten fik han i 2001 645.000 kroner for at lade sin jord være beskyttet natur. En aftale, der ikke bare blev hvisket under en frokost eller noteret på bagsiden af en serviet. Det blev også tinglyst, at jorden ingensinde måtte dyrkes igen. Men tyve år senere, da Henrik Frandsen var blevet borgmester i Tønder, bad han kommunen om at ændre jordens status tilbage, så den igen måtte dyrkes. Han kom lige til at glemme at gøre opmærksom på den tinglyste klausul, så tilladelsen gik glat igennem – på ét døgn. Da jorden nu igen kunne dyrkes, steg ejendommens værdi med en million, og kort efter solgte Henrik Frandsen ejendommen. Man skal ikke være økonom for at forstå, at naturbeskyttelse åbenbart kan være en ganske udmærket investering, hvis bare man sørger for at få den annulleret. Det hele kan naturligvis være en ulykkelig kombination af dårlig rådgivning, kommunal sagsbehandling og et par forlagte læsebriller. Og måske fører historien bare til, at Moderaterne vedtager en ny definition af begrebet gennemsigtighed: Man skal kunne se igennem reglerne, især hvis de står i vejen for en god handel.

Det bedste ved den tid, vi lever i, er at der stadig findes mennesker, der har styr på tingene. De ved, hvornår der skal nedsættes en arbejdsgruppe, hvornår der skal indkaldes til en samtale, hvornår man skal udtale sig på Facebook, hvornår man skal fjerne en video fra Instagram, og hvornår man skal sælge sin netop dyrkningsgodkendte landbrugsjord. Resten af os kan så passende forsøge at følge med, og hvis det hele på et tidspunkt bliver lidt for indviklet, er der heldigvis hjælp at hente, hvis vi ellers har husket at installere IA-app'en på vores telefon.



UGENS LAVPUNKTER:

• Tænketanken Røgfri, der præsenterer sig selv som uafhængig, er finansieret af sammenslutningen Nikotinbranchen. Hvornår opretter Danske Slagerier en tænketank om vegetarisme?
• En gårdejer i Hundested politianmeldte i mandags en elg, der løb rundt på hans grund, hvor den desuden havde ødelagt et hegn. Anmeldelsen blev registreret, men det blev oplyst, at det ikke er politiets opgave at regulere elgens frie bevægelighed. Den blev derfor ikke taget ind til afhøring.
• I det såkaldte ultraløb Mors 100 Miles satte en mand ny dansk rekord ved at løbe de 161 kilometer på 12 timer, 17 minutter og syv sekunder. Der foreligger ikke noget om, hvor lang tid det tog ham at komme sig over, at han frivilligt havde meldt sig til det.
• Beredskabsstyrelsen Midtjylland har fået en kongeligt indviet fane. Kongen slog blandt andet søm i fanen som en del af den ceremonielle indvielse af fanen: Ét for kongen, ét for fædrelandet og ét for Beredskabsstyrelsen Midtjylland. Hvis Danmark nogensinde skulle blive ramt af en katastrofe, er vi altså nu dækket ind på fanefronten.
• Foreningen Efterskolerne opfordrer sundhedsministeren til at hæve aldersgrænsen for salg af alkohol til 18 år, men forslaget møder ikke den store opbakning hos eleverne. Som at spørge rygerne, om de synes, cigaretter burde være dyrere.
• Unge vælger landbrugsuddannelserne trods krisestemningen på Christiansborg. Endelig nogle unge, der ikke drømmer om at blive influencere, men om at få indflydelse på jordens pH-værdi.
• Med en robot og god internetforbindelse har en kirurg på Sygehus Sønderjylland opereret en patient, som lå på en operationsstue på Færøerne mere end 1200 kilometer fra ham. Nu venter vi bare på, at tandlægerne begynder at tilbyde rodbehandlinger over Teams.
• En model af kongeskibet Dannebrog, som i de sidste 28 år har hørt hjemme i Legoland i Billund er blevet solgt på auktion hos Bruun Rasmussen til 60.000 kroner. Kongefamilien vil blive udbudt stykvis.
• Michelinrestauranten Alchemist vil holde lukket fem måneder om året for at udforske måden at drive restaurant på. Blandt andet skal gæsterne fremover ikke længere selv kunne vælge, hvad de vil drikke til maden. Næste skridt er, at restauranten også vælger, hvem der må spise der.
• Politiet undersøgte onsdag formiddag et mistænkeligt forhold på den vej i Gladsaxe, hvor forsvarsminister Jeppe Bruus bor. Forsvarets bomberyddere var også til stede, men kunne konstatere, at der var tale om en drone til hobbybrug. Godt at vide, at Forsvaret er klar til alt. Også hvis nogen i Gladsaxe får en hobby.

Bare rolig, der følger ingen fortrolige bekendelser eller en klagesang om ægteskabets fortrædeligheder. Det drejer sig ganske enkelt om, at flere og flere mænd er begyndt at omtale deres kone som deres hustru. Hvorfor vides ikke, men måske for at fremstå som særlig opmærksomme på sprogets finere nuancer.

Man skulle tro, nogen havde fået øje på ordet i en montre på Nationalmuseet og var blevet inspireret til at puste nyt liv i det

Ikke fordi jeg har noget imod ordet 'hustru'. Det er et glimrende gammelt ord, som gennem århundreder har gjort tjeneste i det danske sprog, og jeg har ingen indvendinger mod, at det fortsat eksisterer. Men hvorfor skal et gammelt ord, der blev udfaset i daglig tale for flere årtier siden, pludselig indtage pladsen som det pænere, mere moderne og frigjorte alternativ til det helt uskyldige 'kone'? Man skulle tro, nogen havde fået øje på ordet i en montre på Nationalmuseet og var blevet inspireret til at puste nyt liv i det, så det blev til det progressive, bevidste og muligvis ligefrem feministisk korrekte ord. For 'kone' kunne måske give associationer til patriarkat, brun sovs og mænd, der stadig mener, at en kvinde hører hjemme i køkkenet.

Jeg siger 'kone', som jeg altid har gjort, og jeg har ingen planer om at lave om på det. Når jeg siger 'min kone', forestiller jeg mig ikke et menneske, der er underlagt mig. Jeg forestiller mig det menneske, jeg er gift med. På samme måde forestiller jeg mig heller ikke, at ordet 'mand' indeholder en særlig kønspolitisk erklæring, når en kvinde siger 'min mand'.

Det er klart, at ord kan få forskellige betydninger og bibetydninger. Men der er også noget, der hedder sproglig indarbejdelse. Når et ord har været brugt af millioner af mennesker i generationer, mister det som regel den betydning, nogen måske engang kunne have fundet på at tillægge det. 'Kone' er så almindeligt, at ingen normalt tænker: 'Ah! Her har vi et menneske, der sprogligt markerer kvindens underordning i det heteronormative ægteskab.' Man tænker vel bare: 'Nå, han er gift.'

Hvis ens ægtefælle virkelig er den bedre halvdel, må man nødvendigvis selv være den dårligere halvdel, restaffaldet

Siger man 'hustru', får det pludselig et strejf af højtidelighed. Man markerer, at man har taget stilling til noget og vedhæfter et lille usynligt bilag med oplysning om, at man har gennemtænkt sit ordvalg.

Men faktisk har jeg et langt større problem med udtrykket 'min bedre halvdel'. Det er ganske vist på sin vis demokratisk, fordi det kan bruges om både mænd og kvinder, men det gør ikke sagen bedre. Det lyder som en vittighed, der blev opbrugt engang i 1987, men som ingen fik fortalt, at den var død. Hvis ens ægtefælle virkelig er den bedre halvdel, må man nødvendigvis selv være den dårligere halvdel, restaffaldet.

Man kan også vælge at være ung med de unge og sige 'wifey'. Det er en kandiseret udgave af det engelske 'wife'. Det er jo sødt, eller det er i hvert fald meningen, at det skal være sødt. Men det lyder mere som noget, man skriver under et billede på Instagram, hvor der står et par med bare fødder foran en solnedgang på Bali, og teksten lyder: 'Forever my wifey', efterfulgt af en hjerteemoji. Man får straks en mistanke om, at der også findes et matchende kaffekrus: 'World’s best wifey'. 'Wifey' er wife med en lille lyserød sløjfe på, ligesom når voksne mennesker siger 'hunni' om en hund. Der er ikke noget galt med engelske ord, når de udfylder et hul, dansk ikke allerede har dækket. Men jeg har svært ved at se, hvilket hul 'wifey' skulle udfylde.

'Wifey' er wife med en lille lyserød sløjfe på, ligesom når voksne mennesker siger 'hunni' om en hund

Nu vi er ved fremmedsprog, er der et andet udtryk, som er direkte myrekrybfremkaldende, og som ofte optræder på sociale medier: 'manden min.' Her har dansk grammatik tilsyneladende været på studietur til Norge og glemt at komme hjem igen. Jeg har ikke noget imod nordmænd, men man kan altså ikke uden videre importere syntaks, bare fordi man synes, at den ser hyggelig ud. Hvor kommer det fra? Der er vel ingen danskere, der siger 'bilen min står ude i garagen' eller 'huset mit er solgt'', 'hunden min er stukket af' eller 'skatten min er steget'. Der er selvfølgelig den mulighed, at 'manden min' er blevet indført, fordi 'min mand' efter nogens mening er blevet for konventionelt. Det ligger i forlængelse af den sproglige trend, hvor man markerer, at man er bevidst om køn, at man ikke vil støde nogen, at man har overvejet et ords historiske bagage, og at man er inkluderende.

Men jeg insisterer altså på at sige 'min kone'. Hvis nogen synes, det er undertrykkende, vil jeg være ked af, at et substantiv har fået så stor magt over deres tilværelse, og hvis nogen spørger mig, hvorfor jeg ikke siger 'min hustru', kan jeg kun svare: 'Fordi hun er min kone.' Og hvis jeg sagde 'min wifey' til min kone, tør jeg slet ikke tænke på det blik, jeg ville få.

• Ella Fitzgerald · Louis Armstrong: Autumn In New York
• André Rieu: And The Waltz Goes On
• John Coltrane · Johnny Hartman: My One And Only Love
• Marilyn Monroe: I Wanna Be Loved by You
• Shirley · Daniel: I Close My Eyes And Think of You
• Lars Gullin: Danny's Dream
• Nat King Cole: Tis Autumn
• Toots Thielemans: Bluesette
• Lisa Nilsson: En kort en lång
• Rugsted & Kreutzfeldt: Endnu Et Efterår

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI