Uffe Jerner

Der findes få udtryk, der på samme tid rummer sproglig og mental forurening som 'vi tager kritikken til efterrretning'. Det er sprogets pendant til en høflig nikken i Netto-køen. Man anerkender, at noget er blevet sagt. Man registrerer det, og man kvitterer. Hvorefter man går videre, som om intet var hændt. Udtrykket er en slags institutionaliseret trækken på skulderen. En grammatisk airbag, en sproglig brandslukker uden vand.

At 'tage til efterretning' er krisehåndteringens svar på at sætte en post-it på køleskabet og ignorere den, indtil den falder ned af sig selv

En populær podcasttjeneste har for nylig lanceret en podcast med en tidligere straffet person som vært. Kritikere har reageret ved at påpege det forargelige i at udstyre nogen med den baggrund med både mikrofonadgang og løn. De sociale medier er kogt over, kommentarsporene har sitret, og korpset af meningsdannere har rullet sig ud med moralske analyser og klummer om ansvar og værdier. Efter temmelig lang betænkningstid har podcasttjenesten svaret: 'Vi tager kritikken til efterretning.'

Men podcasten bliver liggende, algoritmen arbejder videre, og episoderne vil udkomme som planlagt. Æv bæv!

Ordet 'efterretning' lyder ellers alvorligt. Man tænker på embedsmænd, dokumentmapper og arkivskabe i mørkt træ. Men i denne sammenhæng betyder det i praksis: 'Vi hører, hvad I siger, vi har forstået det, og vi har noteret det i et mentalt Excel-ark. Men vi har ingen planer om at ændre noget.'

At 'tage til efterretning' er krisehåndteringens svar på at sætte en post-it på køleskabet og ignorere den, indtil den falder ned af sig selv. Udtrykket passer sådan set perfekt til den danske konsensuskultur. Vi kan godt lide ro, vi kan godt lide dialog, og vi kan især godt lide formuleringer, der signalerer lydhørhed, uden at der følger forpligtelser med.

Det er konfliktens skumfidus, der tager brodden ud af realiteten og skaber illusionen af indflydelse

I stedet for at sige: 'Vi er uenige' eller 'Vi mener ikke, det er et problem' eller 'Vi prioriterer forretningen over moralen', vælger man den bekvemme mellemvej: 'Vi tager det til efterretning.' Det interessante er, at alle kender spillet. Offentligheden ved godt, at 'tage til efterretning' sjældent betyder handling, og virksomheden ved godt, at offentligheden ved det. Alligevel overlever ritualet.

For det kræver et vist mod at sige ligeud, hvordan landet ligger: 'Vi har vurderet, at kritikken ikke ændrer vores beslutning.' Men med klarhed og ærlighed følger risikoen for at optrappe konflikten. 'Vi tager kritikken til efterretning' er rundere. Det er konfliktens skumfidus, der tager brodden ud af realiteten og skaber illusionen af indflydelse, mens strukturerne forbliver de samme: 'Vi har registreret jeres følelser. Forretningsmodellen fortsætter uændret.' Eller: 'Vi tager kritikken til efterretning. Derefter tager går vi til frokost.'

Er der for resten ikke snart nogen, der tager utilfredsheden med klimaforandringerne og den mangelfulde snerydning til efterretning?

• Over halvdelen af alle udeboende 18-29 årige får penge hjemmefra. Forældrene betaler typisk mobilabonnement, streamingtjenester og andre forudsætninger for at overleve. Før læste man godnathistorier for sine børn. Nu betaler man for, at Netflix gør det.
• I den syditalienske region Puglia kollapsede klippeformationen Kærlighedsbuen på Valentinsdag. Man kunne kalde det en symbolsk gestus fra naturens side: kærligheden overvinder alt, men ikke vindstyrke 12.
• Det er rekordvarmt i Grønland, mens vi fryser i Danmark. Golfstrømmen tog en omvej for at opleve isbjerge på tæt hold, men faldt i staver og endte med at blive hængende deroppe.
• Nationalbanken sender en ny 50-kroneseddel i omløb med ekstra sikkerhed mod forfalskning. Når en falskner rører ved den, hvisker den diskret: 'Har du overvejet at tage en erhvervsuddannelse i stedet for?'
• Cyklistforbundet fortryder sin udtalelse om, at snerydningen er sexistisk, fordi bilerne bliver prioriteret over cykelstierne, og der er flere mænd end kvinder, der kører i bil. De opdagede, at sneen faktisk falder lige meget på begge køn og derfor må antages at være kønsneutral.
• Frost på kirkegårdene er et problem, og det har fået salget af elvarmemåtter til at stige. Ikke fordi de døde klager, men de ligger meget stille i protest.
• Flere danske dagligvarebutikker er begyndt at sælge en ramadankalender med 30 låger, der til forveksling ligner en julekalender. Vi har nu officielt gjort fasteperioder kompatible med chokolade – integration på højt niveau!
• Elnetselskaberne har intensiveret jagten på tyve, der stjæler strøm fra kabelskabe til varmepumpen, saunaen og jacuzzien. Før i tiden stjal man cykler. Nu stjæler man kilowatt. Det er, som om kriminaliteten har været på kursus.
• Ni ud af ti gymnasieelever bruger AI til opgaveløsning i en grad, som de selv betegner som snyd. Det er trods alt imponerende, at de stadig magter at møde op til timerne.
• Ved Fanø er der nu strandet yderligere 4 kaskelothvaler. Det står endnu ikke klart hvorfor. Kommunen overvejer at sætte skilte op: 'Blind vej – gælder også for havpattedyr.'

I erkendelse af, at interessen for mine litterære og cineastiske tilbøjeligheder formentlig er begrænset, og at afrapporteringen af læste bøger og sete film og tv-serier har taget overhånd, vil den for fremtiden blive erstattet af mere lakoniske og lettere fordøjelige anbefalinger/advarsler som herunder:

LÆST:
Frank Allan Rasmussen: Kongens og arbejdernes by – Industriens vugge i Frederiksværk
2025
★★★★★☆

En bog for nørder og lokalpatrioter – historie med puls, personlighed og en snert af 'jysk' (i dette tilfælde nordsjællandsk) stædighed. Det lykkes faktisk at gøre Frederiksværk til hovedpersonen i et overraskende medrivende drama.








SET:
The Pitt
Amerikansk dramaserie, 2 sæsoner à 15 episoder, 2025-2026 – HBO Max
★★★★★☆

En intens hospitalsserie, der foregår på en hektisk akutmodtagelse i Pittsburgh – heraf titlen – med fokus på pres, ansvar og svære valg, der følger med arbejdet i sundhedsvæsenets frontlinje. Det hele er så realistisk, at man undertiden må vende sig væk – jeg måtte i hvert fald. Hver episode dækker én time af den samme lange vagt. Samtidig tegner patienterne fra alle samfundslag et overbevisende billede af USA.

Se trailer




Dag & nat
Dansk dramaserie, 2022 og 2026, 2 sæsoner à 8 episoder – TV 2 Play
★★★★☆☆

Endnu en hospitalsserie, men tilsat en knivspids romantik. Rammen er en travl børneafdeling, hvor både patienter og personale balancerer mellem professionalisme og personlige udfordringer døgnet rundt. Meget dansk og i øvrigt velspillet af især Ann Eleonora Jørgensen og Anders W. Bertelsen. De to sæsoner kan ses uafhængigt af hinanden.

Instruktion: Lone Scherfig
Se interview med de medvirkende fra sæson 2





PLAYLISTE:
(Kan høres på Spotify her)

Den klassiske
DR Symfoniorkestret/Ulf Schirmer: Carl Nielsen: Ouverturen til Maskarade
Festfyrværkeri i noder: dansk lune, dansetrin i kjole og hvidt.

Den jazzede
Massimo Farao Trio: The Masquerade Is Over
Blød, klassisk jazz – maskerne falder stille, og klaveret er solidarisk.

Balladen
Quincy Jones/James Ingram: One Hundred Ways
Silkeblød 80'er-soul med virkelig mange romantiske råd.

Den poppede
Sergio Mendes/Black Eyed Peas: Mas Que Nada
Samba og feststemning i seks minutter uden pause.

Den gakkede
Analogik: Farligt Monster
Skæv, dansabel energi – et monster på dansegulvet.

• Fastelavnsboller sælger nu så godt, at Sevel Bageri mellem Viborg og Holstebro overvejer at lave dem hele året. Hvem har ikke altid drømt en en fastelavnsbolle med risengrød i december?
• Noget af det tidligst producerede Lego, der dengang blev lavet i træ, kommer nu på auktion hos Bruun Rasmussen, og samlere står klar til at byde. Det er de samme mennesker, der kalder rod på loftet for en alternativ investeringsportefølje.
• I årevis har Socialdemokratiet afvist at genindføre store bededag, men efter at det er blevet en mærkesag for SF, er Socialdemokratiet nu åben for at diskutere spørgsmålet. I politik findes der to slags helligdage: Dem man afskaffer af ansvarlighed, og dem man genovervejer af nødvendighed.
• Kulturminister Jakob Engel-Scmidt har nedsat Rådet for Kulturel Modstandskraft, der skal udarbejde anbefalinger til Folketinget om, hvordan politikerne kan iværksætte 'kulturel oprustning'. Oprustning plejer at handle om våben, men det er trods alt mere os at slå igen med revyer og rundkredspædagogik.
• Forsvarets miljøskibe er taget delvist ud af drift, fordi deres dieselmotorer forurener så meget, at besætningen udsættes for sundhedsfare. Som at lukke et rygestopkursus, fordi underviseren hoster for meget.
• Ifølge organisationen Transparency Internationals seneste måling kan Danmark igen bryste sig af titlen som verdens mindst korrupte land. Målingen viser også, at USA er mere korrupt end Saudi-Arabien. Somme tider serverer tallene selv pointen.
• Den franske regering tager nye midler i brug mod infertilitet – nu får 29-årige af begge køn et brev fra staten, der spørger, om ikke det er på tide at få børn. Ens livsvalg er nu et nationalt anliggende. Næste skridt er en vedlagt kalender og en kuglepen.
• Hospitalerne i hovedstadsområdet får 187 millioner kroner at lappe utætte tage for og forhindre træk. Det er ikke helbredelse, men patienterne fryser mindre. Næste fase bliver at lukke vinduerne.
• Flere steder har folk stået på venteliste for at få en campingplads i de kolde måneder, og det er særlig pensionister der er interesseret. De vil gerne mærke, at de lever – og at det trækker.
• I weekenden blev halvdelen af kæben på den strandede kaskelothval ved Blåvandshuk Fyr stjålet. Tirsdag var resten af kaskelottens tænder også væk, og nu oplyser Miljøstyrelsen, at hvalen er drevet til havs. Eller også er der nogen, der er rendt med det hele.

LÆST:
Jonathan Tropper: Sy satans lange dage (This Is Where I Leave You)
Amerikansk roman, 2009
★★★★★★

Judd Foxman befinder sig på sit livs lavpunkt. Han har mistet sit ægteskab og sit job næsten samtidig med, at hans far dør. Faderens sidste ønske er, at familien skal samles i barndomshjemmet og overholde den traditionelle jødiske sørgeperiode. Det betyder syv dage i tæt selskab med Judds dominerende mor, hans succesrige, men selvoptagede bror, den sorte får-bror med temperament og den overtilpassede søster plus en række ekskærester, naboer og gamle bekendtskaber, der alle dukker op med hver deres bagage. Handlingen udspiller sig primært i huset, hvor fortidens konflikter hurtigt blusser op. Gammel jalousi, søskende-rivalisering og uforløste kærligheds-affærer vælter frem, mens sorgen over faderen ligger som et bagtæppe. Judd bliver tvunget til at konfrontere både sin egen andel i ægteskabets forlis og sin plads i familien. Undervejs opstår absurde, pinlige, rørende og tragikomiske situationer, og det er vanvittigt underholdende. Personerne siger ting, man måske selv har tænkt, men aldrig turdet sige højt, og man griner, selv om det egentlig gør lidt ondt. Det er en roman, der kredser om familie, tilgivelse, voksenlivets desillusioner og spørgsmålet om, hvorvidt man nogensinde helt slipper fri af sin barndom. En varm og vittig historie om, at familie kan være det mest frustrerende i verden og det mest uundværlige. Der er en fin balance mellem humor og alvor, og man er heller ikke fri for at sidde tilbage med en klump i halsen.


SET:
Skandalesøstrene Mitford (Outrageous)
Britisk komediedrama, 2025 – dr.dk
★★★★★☆

Et saftigt, veloplagt og til tider chokerende drama om de berygtede Mitford-søstre – en aristokratisk søskendeflok, der i mellemkrigs-tidens England kombinerer privilegier, politik, skandaler og søskenderivalisering i samme cocktail. To blev berømte forfattere, den tredje stak af til den spanske borgerkrig, den fjerde hørte til Hitlers inderkreds, den femte giftede sig med den engelske fascistleder sir Oswald Mosley. Den yngste blev hertuginde og døde 94 år gammel i 2014 som den sidste af Mitford-søstrene. Udgangspunktet er den tilsyneladende idylliske familie, men det varer ikke længe, før facaden krakelerer. Der er tale om kvinder med stærke viljer, vidt forskellige ideologier og en evne til at havne midt i historiens mest kontroversielle begivenheder. Vi møder den vittige og skarptungede Nancy, der observerer familiens kaos med både kærlighed og sarkasme; den rebelske Diana, som lader sig forføre af fascismens glamour; den fanatisk politiske Unity, der går all in på sin beundring for Hitler; og Jessica, som i protest mod hele aristokratiet vælger kommunismen og løber hjemmefra. Serien balancerer elegant mellem familiedrama og historisk fortælling. Den er underholdende, men aldrig tandløs. Den viser, hvordan ekstrem politik også kan opstå i saloner med sølvbestik og silkegardiner. Samtidig er den fuld af sort humor, skarpe replikker og en næsten absurd kontrast mellem søstrenes tætte bånd og deres totalt modsatrettede verdenssyn. Tempoet er højt, dialogen knivskarp, og man sidder ofte og har svært ved at tro, at det kan være sket i virkeligheden, men det gjorde det faktisk. Det et historisk drama med bid, vid og kant – lige så elegant som det er ubehageligt – og et fremragende eksempel på, hvordan én familie kan spejle en hel tidsalders galskab. Hele vejen igennem sidder man med et smil om munden, selv om det hele faktisk er ret skrækkeligt. Miljøtegningen, kulisserne og kostumerne er som altid lige i øjet, når BBC er indblandet. Det er sådan en serie, jeg kunne få lyst til at se igen i morgen!
Instruktion: Joss Agnew, Ellie Heydon
Se trailer


De arktiske reddere
Dokumentar, 2024 og 2026, 2 sæsoner à 4 episoder – dr.dk
★★★★★☆

Allerede fra første afsnit fik jeg dyb respekt for den helikopterbesætning med base i Kangerlussuaq, serien følger på missioner over indlandsisen og de arktiske fjorde. Størst indtryk gjorde kontrasten mellem den barske, nådesløse natur og den varme menneskelighed hos redderne. Man mærker tydeligt, hvor alene man kan være i Arktis, og hvor meget man er afhængig af hinanden. Når alarmen går, er der ingen heltemusik eller store armbevægelser, bare mennesker, der handler hurtigt og professionelt. Jeg blev rørt over den stille koncentration før en mission, lettelsen når en redning lykkes, og den eftertænksomhed, der følger, når udfaldet ikke er givet. Serien gjorde det meget klart, hvor stor en personlig belastning arbejdet kan være, og hvor meget ansvar redderne bærer, både fagligt og menneskeligt. Samtidig er serien utrolig smuk. De arktiske landskaber er betagende, og flere gange tog jeg mig selv i bare at sidde og betragte dem, selv om jeg vidste, at idyllen hurtigt kunne vende sig til fare. Det er en serie, der bliver hængende længe efter rulleteksterne, og som minder én om, hvor meget mod, ro og medmenneskelighed der findes, også under de mest ekstreme forhold.


PLAYLISTE:
(Kan høres på Spotify her)

Den klassiske
Vestjysk Kammersemble: Carl Nielsen: Tågen letter
Lys nordisk klang.

Den jazzede
Artie Shaw: A Foggy Day
Elegant swing med storbydis; let melankoli pakket ind i sofistikeret klarinetjazz.

Balladen
Sarah Vaughan: Misty
Fløjlsblød romantisk tåge.

Den ukendte
Tómas R. Einarsson: Dimma
Stemningsmættet nordisk jazz – mørke og eftertænksomhed smelter sammen.

Den gakkede
Sophia Loren: Zoo Bee Zoo Be Zoo
Legende, charmerende 60'er-pop.

Vi havde ellers vænnet os til, at det knap nok var vinter længere, og vi ikke havde brug for tykke dunjakker mere, for det var jo blevet helt almindeligt med 8 plusgrader i februar. Vi havde bare ikke taget højde for, at vinteren kunne bliver fornærmet over, at vi efterhånden ikke tog den alvorligt.

Noget tyder på, at vinteren har været på efteruddannelse i Norge og lært nye teknikker

Men vinteren er åbenbart en nærtagende størrelse, der ikke længere vil finde sig i, at julen i årevis har været mere grøn end hvid, at den sparsomme sne kun har været symbolsk, og at børnene har været henvist til at lave snemænd af knust is fra fryseren. Så den har lagt planer i mellemtiden. Noget tyder på, at den har været på efteruddannelse i Norge og lært nye teknikker: Strategisk snefald kl. 07.43 på hverdage, intensivering præcis i DSB's spidsbelastningsperioder og næsten konstant sidevind i en vinkel på 45 grader, som får paraplyer på stribe til at vende den gale vej.

Derudover har den taget det helt bogstaveligt, når nogen har sagt 'hold da op, hvor jeg savner rigtig vinter ligesom i gamle dage!' Så da tilpas mange danskere havde givet udtryk for længslen efter knirkende sne, røde kinder og rindende øjne, besluttede universet sig for at levere minus 14 grader, kaskader af sne og isslag, som gjorde balancegang på fortovet til en olympisk disciplin.

Sydsjælland, Lolland-Falster, Sydfyn og Nordjylland meldte i sidste uge om 25 centimeter sne. I fredags blev der målt 17 centimeter i København, og siden har det ikke været muligt at færdes på fortove, cykelstier og veje uden risiko for liv og brækkede lemmer.

Vinteren har med andre ord fået nok af vores manglende respekt og har bestemt sig til at genindtage Danmark med autoritet. Så næste gang der skal skrabes is af bilruderne klokken 6 om morgenen, er det klogest at undertrykke eventuelle vredesudbrud og andre følelsesudladninger, for vinteren lytter med og overvejer allerede opfølgende tiltag i næste sæson.

I foråret 2000 aflyste den tyske klimaforsker Mojib Latif vinteren og hævdede, at vi ikke længere ville blive udsat for vintre med stærk frost og store mængder sne i denne del af verden. Det siges, at han har sat sin mobil på lydløs for tiden.

• Den 1. februar var det første landsdækkende isdøgn i Danmark i 5 år. For første gang siden pandemien var befolkningen samlet om noget, der ikke krævede pressemøder. Til gengæld tog alle ekstra strømper på og talte om det i tre døgn.
• Det er blevet modtaget med en blanding af chok, vantro og overraskelse, at den norske kronprinsesse, Mette-Marit, var at finde i de mere end tre millioner nye dokumenter fra Epstein-sagen. Ikke som hovedperson, men som det, man ville kalde 'noget, der kræver en forklaring'.
• Donald Trump vil ikke bruge mere krudt på Epstein-filerne og siger, at det er på tide at komme videre. Den norske kronprinsesse er enig.
• TV2's dokumentar om udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen blev kaldt et flop på linje med Melania Trumps film om sig selv. Det er betryggende, at internationale standarder stadig gælder.
• Amsterdam forbyder udendørs reklamer for blandt andet flyrejser, fordi de opfordrer til klimaskadelig adfærd. Der er indtil videre ingen planer om at nedlægge lufthavnen.
• Delebilsplatformen GoMore vil i slutningen af februar lukke for funktionen samkørsel. Direktøren forklarer lukningen med, at man ikke tjener nok penge på det. Kunderne tog simpelt hen firmaets navn for bogstaveligt.
• I mandags lancerede luksuskonditoriet Maison d'Angleterre en fastelavnsbolle med bladguld og creme af de sidste hvide vintertrøfler til 495 kroner. Pludselig forstod alle, hvorfor det haster med den forkætrede fødevarecheck.
• Lars Fruergaard, der stoppede som Novo-direktør sidste år, forlod posten med en lønpakke på 22,2 millioner plus pension, bonus, godtgørelse i forbindelse med en konkurrenceklausul og en fratrædelsesgodtgørelse på 101,4 millioner kroner, i alt 123 milloner kroner. Formentlig er han også berettiget til en fødevarecheck.
• Ved årsskiftet overtog DAO brevomdelingen fra PostNord, og siden er det væltet ind med tusindvis af klager, fordi brevene er forsinket. Efter alt at dømme har DAO sat en ære i at videreføre PostNords praksis.
• I landets folkeskoler har det været 'Uge Sex' med ekstra fokus på seksualundervisningen, og på en skole i Esbjerg har en kvindelig lærer hver dag haft et nyt nøgenkostume på for at 'tage pinligheden ud af emnet'. På andre skoler nøjedes læreren med at tage sandalerne af.

LÆST:
Hanne-Vibeke Holst: Knud, den store
Roman, 2014
★★★★★☆

Hanne-Vibeke Holst vender blikket indad mod sin egen familiehistorie og især mod sin far, den folkekære og produktive forfatter Knud Holst. Det er en personlig, kærlig og til tider nådesløs roman om at vokse op i skyggen af et stort talent og et endnu større ego. Romanen skildrer Knud Holst som et menneske fuld af modsætninger: charmerende, kreativ, arbejdsom, men også selvoptaget, dominerende og følelsesmæssigt fraværende. Han er 'den store' både i betydningen berømt og betydnings-fuld, men også i en mere problematisk forstand. Han er en far, der fylder meget uden at levne meget plads til sin kone og sine børn. Handlingen følger datterens barndom og ungdom, hvor familien lever et liv med litteratur, kunst og intellektuelle ambitioner, men også med uro, konflikter og en konstant kamp for anerkendelse. Faderen skriver, drømmer og kræver, at familien indretter sig efter hans temperament og behov. Det underholdende, men også smertefuldt morsomme, er Hanne-Vibeke Holsts ærlige blik på både faren og sig selv. Hun skriver uden at lægge fingrene imellem, men heller ikke uden forståelse. Knud Holst fremstilles hverken som skurk eller helgen, men som et komplekst menneske med følelsesmæssige mangler. Romanen er vel det, man vil kalde autofiktion, og befinder sig et sted mellem beundring og opgør. Det er ikke bare en bog om Knud Holst. Det er også en bog om, hvordan man som voksen forsøger at forstå sin barndom (og sin far) både kærligt og kritisk.

Jeg har ikke læst bogen for nylig, men jeg blev mindet om den, da jeg hørte podcasten Døde forældres klub på DR Lyd, hvor Hanne-Vibeke Holst både fortæller om sin far og sin mor, Kirsten Holst, der også var forfatter. Hvis man ikke orker at læse romanen, er podcasten en fin erstatning.


SET:
Shiva Baby
Amerikansk komediedrama, 2020 – Filmstriben
★★★★★☆

Danielle er ung, forvirret, akademisk ambitiøs og følelsesmæssigt under renovering så at sige. Hun tager modvilligt med sine forældre til en shiva – den indledende syvdages sørgeperiode i jødedommen, der følger umiddelbart efter begravelsen af en nær slægtning. Hun tror, det bare bliver nogle akavede kram, tørre donuts og upassende spørgsmål om hendes fremtid. Men det går anderledes, for ind ad døren træder slægtninge, der spørger alt for meget, en ekskæreste, hun ikke er helt færdig med, og som prikken over i'et: hendes sugardaddy, ledsaget af sin meget gravide kone og deres lille barn. Danielle forsøger desperat at holde styr på løgne, hemmeligheder, blikke og små kommentarer, mens hendes indre panik vokser. Alt foregår næsten i realtid ét sted, og spændingen skrues konstant op, som om det var Hitchcock, der havde instrueret en familiekomsammen. Rachel Sennott er fremragende som Danielle: sarkastisk, sårbar, irriterende og helt menneskelig. Dialogen er hurtig, og der er stort set ingen flugtveje for Danielle. Det er en film, man ser med krumme tæer, grin og med en sær følelse af lettelse bagefter. En slags romantisk komedie 2.0 med bid, og noget af det sjoveste, jeg har set længe.
Instruktion: Emma Seligman
Se trailer


Kvinden med kameraet
Dokumentar, 2024 – dr.dk
★★★★★☆

En rolig og tankevækkende dokumentar om fotografen Susanne Mertz og hendes måde at se verden på. Filmen handler ikke kun om hendes billeder, men mindst lige så meget om hendes liv, holdninger og stædighed. Hun har siden 1960'erne brugt kameraet til at dokumentere miljøer, mennesker og byliv på en måde, der føles ærlig og personlig snarere end pæn eller poleret. Der sker ikke voldsomt meget i klassisk forstand, men det er heller ikke pointen. Susanne Mertz er et menneske, der har insisteret på at gøre tingene på sin egen måde, også selv om hun ikke altid har passet ind i kunstverdenens forventninger. Hun fortæller med både alvor og humor om sit arbejde med blandt andre Kim Larsen, Gitte Hænning, Anne Marie Helger og Jytte Abildstrøm, og man mærker tydeligt, at hendes kunst ikke bare er et job, men noget der ligner et kald. Filmen minder lidt om Susanne Mertz’ fotografier: Den haster ikke, men giver sig tid til at dvæle. Man sidder tilbage med en følelse af at have mødt et menneske, der tør se og vise det, som ikke altid er smukt eller behageligt, men som er ægte.
Instruktion: Torben Skjødt Jensen


PLAYLISTE:
(Kan høres på Spotify her)

Jenö Jandö: Franz Liszt Liebestraum no. 3
Romantisk klaverdrøm, hvor følelserne giver sig god tid.

Den jazzede
Lars Gullin: Dannys Dream
Nordisk jazz med melankoli på lavt blus og bløde kanter.

Balladen
Gitte Hænning: Drøm en lille drøm om mig
Naiv charme og uskyld, som om verden stadig er lidt venlig.

Den poppede
OneTwo: Midt i en drøm
80’er-pop med store følelser og syntetisk håb.

Den gakkede
Dizzy Gillespie: Ooh-Shoo-Be-Doo-Bee
Bebop i højt gear, hvor humoren spiller om kap med trompeten.

• I denne uge har temperaturen igen ligget lige under frysepunktet, men indregner man chillfaktoren og den generelle verdenssituation har de fleste følt det som at bo på Indlandsisen.
• Den amerikanske friklatrer Alex Honnold har uden hjælpemidler klatret helt op til toppen af en af verdens højeste skyskrabere, der har 101 etager og ligger i Taiwan. Donald Trumps formodede reaktion: '101 etager? Jeg havde klatret 102, og der havde været længere mellem etagerne.'
• Rebildfesten vil i år blive gennemført uden officiel politisk repræsentation fra USA, men Rebildselskabet understreger, at festen stadig er dansk-amerikansk. Den amerikanske del bliver bare leveret i form af hotdogs og akavet stemning.
• Antallet af danske rejsende til Japan er eksploderet. Men hvorfor lige Japan? Måske høflighed, orden og tog, der går til tiden. Det føles eksotisk.
• Ni lande vil gå sammen om at tidoble vindkraften i Nordsøen i, hvad der beskrives som 'et rasende tempo'. I energibranchen betyder det, at noget måske er færdigt, inden alle involverede er gået på pension.
• Liberal Alliance trækker sig fra forhandlingerne om Energiø Bornholm., fordi det bliver for dyrt. De foretrækker strøm, der opstår spontant på et frit marked.
• Sverige vil næste år indføre et forbud mod mobiltelefoner i alle grundskoler fra næste skoleår. Det er første skridt mod en skole, hvor børn opdager, at der også er en lærer i lokalet. Næste skrdt bliver at genindføre blyanten som en slags eksperiment.
• 67 procent af danskerne har deres telefon, tablet eller computer fremme, mens de ser tv. Resten har bare glemt, hvorfor fjernsynet er tændt.
• Alene i januar har Fyns Politi udskrevet bøder 1.328 gange for trafikovertrædelser, især for håndholdt mobiltelefon under kørsel. Der blev også uddelt bøder til dem, der ikke holdt mobilen i hånden, men balancerede den på skulderen, styrede med knæene og skrev med næsen.
• Man kan nu søge ind på et såkaldt hackerakademi og få en uddannelse, hvor man bliver rustet til at arbejde som hacker hos Danmarks militære efterretningstjeneste. Ansøgere med russiskklingende navne vil blive sorteret fra.

LÆST:
Anne Sofie Allarp og Ditte Giese: Breve til livet
2020
★★★★★☆

I denne uge døde journalisten Ditte Giese, som jeg aldrig har mødt, men som jeg alligevel syntes, jeg kendte lidt efter at have læst hendes klummer om alt mellem himmel og jord i Politiken gennem mange år. Derfor blev jeg også berørt af hendes død, ikke mindst fordi hun kun blev 48 år gammel. Årsagen var kræft, som blev overset af hendes læge i fire år, hvorefter det var for sent, og som nu har kostet hende livet. Hvis ikke hun var den ene af de to kvinder, der har skrevet Breve til livet, var det nok aldrig faldet mig ind at læse bogen, som i sagens natur først og fremmest henvender sig til kvinder. Den er opbygget som en række breve, der kredser om de store eksistentielle temaer: kærlighed, arbejde, ambitioner, ensomhed, kvindeliv, vrede, fortrydelser og det evige spørgsmål om, hvordan man egentlig lever et meningsfuldt liv uden at miste sig selv undervejs. Det særlige er tonen: Den er personlig uden at være selvmedlidende, tænksom uden at være belærende – og ind imellem faktisk også morsom. Her er både journalistisk skarphed og åbenhed, og brevene fungerer som små nedslag i et liv, der hverken er poleret eller pakket ind i Instagram-filtre. De to skriver med vid, bid og selvironi, og man mærker to forskellige temperamenter, der ikke er enige om alt, hvad der gør bogen langt mere interessant end en unuanceret selvhjælpsbog. Det er ikke en manual til det gode liv, men snarere en invitation til at tænke med; den serverer ingen nemme svar, men stiller gode spørgsmål. Ditte Gieses sproglige overskud skinner igennem hele vejen trods den skygge, hendes sygdom også kaster over bogprojektet, som kom i stand umiddelbart efter, at hun blev syg.

Jeg tror ikke på noget efter døden, så jeg forestiller mig ikke, at Ditte Giese er blevet til en engel – men hun skrev som en. Så sent som i søndags kunne man læse hendes afskedsklumme i Politiken. Samme sted blev hendes nekrolog bragt tre dage senere (det er vild læsning!), og Anne Sofie Allarp har skrevet sin egen gribende nekrolog i Weekendavisen. Alle tre arktikler er højst læseværdige, men bag betalingsmur.


SET:
Perfect Days
Japansk drama, 2023 – Filmstriben
★★★★★☆

Filmen følger Hirayama, en midaldrende mand, der arbejder som toilet-rengøringsmand i Tokyo på de ikoniske, arkitekttegnede offentlige toiletter, og Hirayama udfører sit arbejde med en omhu og respekt, der næsten gør det til kunst. Hver dag begynder på samme måde: han vågner, børster tænder, tager sit arbejdstøj på og kører gennem byen til tonerne af gamle kassettebånd med Van Morrison, Patti Smith, The Animals og Lou Reed ('Perfect Day', selvfølgelig). Rutinerne gentager sig, og handlingen er bevidst minimalistisk. Der er ingen dramatik eller højlydte konflikter. I stedet oplever man Hirayamas hverdag i små, præcise observationer: hans kærlighed til bøger, hans fascination af lyset mellem træernes blade, hans enkle frokoster og hans stille smil til verden. Langsomt forstår man, at dette ikke er et taberliv, men et liv i balance. Gennem små møder med andre mennesker – en kollega, en niece, tilfældige forbipasserende – aner man sprækker i Hirayamas fortid. Filmens styrke er, at den aldrig forklarer alt. Wenders stoler på, at publikum selv mærker efter og lægger brikkerne sammen. Perfect Days kan ses som en protest mod tempoet i en verden, der konstant kræver opmærksomhed, og minder os om værdien af det langsomme, gentagelsen og det tilsyneladende trivielle. Kōji Yakusho er fremragende i hovedrollen – hans ansigt fortæller mere i stilhed end mange manuskripter gør med ord. Hvis man forventer action, tempo og klare konklusioner, vil man kede sig. Men tør man give sig hen og acceptere filmens rytme, bliver man belønnet med en stille eksistentiel varme og en sjælden følelse af ro. Perfect Days er en kærlighedserklæring til hverdagen og en påmindelse om, at et godt liv ikke nødvendigvis handler om at stræbe efter mere, men om at være fuldt til stede i det, man allerede har.
Instruktion: Wim Wenders
Se trailer


Mig og pingvinen (The Penguin Lessons)
Britisk-spansk komediedrama, 2024 – Filmstriben
★★★★★☆

Filmen bygger på den sande historie ('Inspired by real events') om den britiske lærer Tom Michell, der i 1970'ernes politisk urolige Argentina arbejder på en kostskole for privilegerede, lettere umotiverede drenge. Tom er desillusioneret, lidt verdensfjern og mest af alt klar til at passe sit job uden at involvere sig for meget – hverken i eleverne eller i landet omkring ham. Alt ændrer sig, da han under en strandtur redder en olieskadet pingvin. Det, der skulle have været en god gerning og et hurtigt farvel, udvikler sig til et livslangt venskab, da pingvinen nægter at forlade ham. Pludselig står Tom med et uventet kæledyr, der flytter med ind på skolen og endnu mere uventet bliver katalysator for forandring. Pingvinen (med mere personlighed end mange bipersoner i andre film) bryder isen mellem Tom og hans elever. Den bliver et symbol på omsorg, ansvar og det at turde engagere sig i andre mennesker i en verden præget af frygt, tavshed og politisk undertrykkelse. Der er en fin balance mellem humor og alvor. Pingvinen leverer de charmerende øjeblikke og de stille grin, men filmen glemmer aldrig den historiske kontekst: et Argentina, hvor militærdiktatur og forsvindinger lurer i baggrunden. Det giver historien tyngde uden at kvæle dens varme. Filmens budskab om, at empati smitter, fungerer. Tom Michells udvikling fra distanceret observatør til engageret menneske føles ægte og velspillet af Steve Coogan, og pingvinen bliver aldrig bare en gimmick. Den er snarere et spejl: Når man tager ansvar for noget skrøbeligt, begynder man også at tage ansvar for verden omkring sig. Det er en vidunderlig film, der ikke råber – den fortæller. Sød, klog og uden at blive sukkersød.
Instruktion: Peter Cattaneo
Se trailer

PLAYLISTE:
(Kan høres på Spotify her)

Den klassiske
Berliner Philharmoniker/Herbert von Karajan: Edward Grieg Peer Gynt Suite No. 1, Op. 46 I: Morning Mood
Blidt, lyst og så smukt, at solen næsten står op af sig selv.

Den jazzede
McCoy Tyner: The Days Of Wine And Roses
Elegant jazz med dybde.

Balladen
Lou Reed: Perfect Day
Sødme med en mørk skygge.

Den fodvippende
Shakatak (feat. Al Jarreau): Day by Day
Smooth, funky feelgood.

Den gakkede
Mahna Mahna and The Two Snowths: Mah Na Mah Na
Anarkistisk ørehænger: fjollet, genial og umulig at få ud af hovedet.

En journalist på Weekendavisen har fået kvababbelser over, at han har en dejlig varm grøn N-3B Cold Weather Parkacoat, som han er meget glad for – men den er beklageligvis nøjagtig mage til den, den amerikanske vicepræsident J.D. Vance optrådte i, da han besøgte Pituffik Space Base i Grønland i marts sidste år. Derfor mener journalisten, at han nu ikke længere kan bruge sin elskede parkacoat, som oven i købet er et sjældent eksemplar fra 1980'erne, han har opstøvet i et parisisk overskudslager.

På et tidspunkt bliver garderoben så belastet af betydning, at det sikreste må være at gå nøgen omkring

Her er vi nået til det punkt i civilisationen, hvor et stykke overtøj ikke længere bare holder regn og blæst ude, men også potentielt afslører ens udenrigspolitiske præferancer. En parkacoat er ikke længere en parkacoat; den er et manifest med hætte.

Konsekvenserne af logikken er vidtrækkende. Skal vi så også være varsomme med blå jakkesæt, fordi de minder om noget, man bærer i Det Hvide Hus? Og er røde kasketter permanent diskvalificeret fra gadebilledet i Danmark? Til sidst kan ens garderobe blive så belastet af misforståelige detaljer, at det sikreste må være at gå nøgen omkring.

Det er selvfølgelig nonsens. Parkacoaten blev opfundet til kulde og vind, ikke til diplomatiske kriser. Den er skabt til at modstå vejret, ikke verdensordenen. Man må håbe, de fleste stadig ser en jakke som en jakke, og de er optaget af deres egen dag, deres egen vinterjakke og deres egen kulde og ikke går rundt og foretager spidsfindige politiske analyser af forbipasserendes påklædning og aflæser hinandens jakker som proamerikanske koder.

Jeg håber, at de fleste stadig ser en jakke som en jakke, og de er optaget af deres egen dag, deres egen vinterjakke og deres egen kulde

Hvis vi skal begynde at frygte misforståelser på grund af tøjvalg, må jeg være endnu mere ilde stedt end journalisten. Pulloveren på billedet herover stammer fra min egen garderobe. Et farvebillede ville afsløre, at den er sammensat af garn i en halv snes forskellige farver og lige så mange strikketeknikker. De mest fremtrædende farver er rød, blå og hvid som i det amerikanske flag, der i øvrigt pryder trøjen på den ene skulder. Der er også stjerner og striber midtpå i den modsatte side, fordi de indgår i fabrikanten Gants logo. Det er med andre ord en endnu mere spraglet amerikansk beklædningsgenstand, end det sort-hvide foto antyder. Jeg anskaffede mig den for efterhånden mange år siden for sjovs skyld, men den er fremstillet af lammeuld og faktisk meget behagelig at have på. Madame har aldrig kommenteret den – det har ikke noget med politik at gøre, men jeg ved jeg godt, hvad betyder. Jeg bruger den da heller ikke ofte og har af ægteskabelig hensynsfuldhed aldrig vist mig i den uden for hjemmets fire vægge. Skulle man følge parkacoat-logikken ville det også være helt udelukket nu, hvor USA har vist sig som en ualmindelig dårlig allieret.

Jeg ejer i øvrigt også en N-3B parkacoat som J.D. Vances og journalistens, men den er heldigvis ikke grøn, så der er næppe nogen, der løfter øjenbrynene, når jeg har den på her i vinterkulden, og begynder at mistænke mig for landsforræderi. Når jakken er lukket, er der heller ingen, der opdager, hvis jeg skulle være kommet til at tage min patchworktrøje med stjerner og striber på indenunder.