Bare et nik



Somme tider træffer jeg en mand, som jeg har været kollega med i mange år. Men han hilser aldrig, når vore veje krydses. Det sker, hvis vi er til det samme arrangement eller den samme udstilling, og det er vi af uransagelige årsager jævnligt.

Jeg har ikke lagt tegnestifter på hans kontorstol, sået karse i hans tastatur eller skiftet billedet af hans kone på skrivebordet ud med en tegning af Skipper Skræk

Han ser mig – men han ser mig ikke. Det vil sige, han lader, som om han ikke ser mig. Den slags kan man altid se på folk. Men når han vender ryggen til, er han i sagens natur fri for at hilse på mig. Spørgsmålet er: Hvorfor gør han det?

Selv om vi begge har været ansat i den samme virksomhed samtidig i rundt regnet en menneskealder, har vi aldrig haft noget direkte arbejdsfællesskab eller haft noget med hinanden at gøre i øvrigt, så det kan ikke være, fordi jeg har generet ham. Eller kan det? Jeg har ikke lagt tegnestifter på hans kontorstol, sået karse i hans tastatur eller skiftet billedet af hans kone på skrivebordet ud med en tegning af Skipper Skræk. Han er nok bare genert, vil nogen måske sige. En mand på over halvfjerds?

Det er ikke noget, der får mig til at ligge vågen om natten, og jeg har hverken bestilt tid hos en krisepsykolog eller skrevet ind til Mads & Monopolet. Jeg undrer mig bare.

Desværre er min gamle kollega ikke alene om at være dårlig til at møde andre. Med fare for at lyde som den spidsborgerlige stivstikker, jeg ikke bryder mig om at være, forekommer det mig, at almindelig høflighed er ved at være en mangelvare. Håndtrykket var allerede på retur, inden det som nu er ved at blive helt udfaset af pandemiske årsager. Så meget desto vigtigere er det, at vi holder fast i andre måder at anerkende hinandens eksistens på, hvis vi stadig vil regnes for et nogenlunde civiliseret folkefærd.

Politikens håndbog Vor tids skik og brug fra 1964 har 11 tætskrevne sider om hilseregler og -skikke, og mange af dem er selvfølgelig forældede. For eksempel går mænd ikke længere med hat, så de kan lette på den – hvad jeg skal være den første til at begræde, men det er en anden historie. Men denne enkle regel giver vel stadig mening:
Man skal hilse på alle personer, man kender eller er blevet præsenteret for.
Eller som alle gode manerers moder, etikettens våbendragerske Emma Gad udtrykte det et halvt århundrede tidligere:
Saa snart man er forestillet for nogen og har vekslet nogle Ord, er det Skik, at man hilser hinanden, naar man mødes paa Gaden eller andetsteds.
Jeg kunne godt tænke mig at udvide reglen til, at man også hilser på mennesker, man træffer regelmæssigt, selv om man ikke er præsenteret for dem.

Bare et nik, mere skal der ikke til at gøre tilværelsen lidt lysere.

Til gengæld må den latterlige albuehilsen, vi alle sammen praktiserer i øjeblikket, gerne følge håndtrykket i graven snarest muligt for min skyld.

Kategori: | 2 kommentarer

Brev til en gammel ven



Kære Juli,

Jeg kan forstå på min kalender, at du er ved at takke af for denne gang. Du er sikkert godt klar over, at det ikke er alle, der har været lige begejstret for din måde at være på, men jeg synes, du for det meste har været ypperligt selskab, selv om der unægteligt har været en del blæst om din person i år. Ingen skal beskylde dig for at løbe med en halv vind. Det ville være helt hen i vejret.

Men jeg glemmer nu ikke for et par år siden, da du havde slået dig sammen med lillesøster Juni og storebror August om at gøre helvede hedt for os alle sammen. Det var, som om temperamentet og temperaturen løb af med dig. Heldigvis lader det til, at du i mellemtiden har løbet hornene af dig og er faldet til ro, så du aldrig nåede op over stuetemperatur i år. Jeg sætter stor pris på, at du denne gang har sparet os for alt for mange sveddunstende armhuler i kassekøen, bare ølmaver på gågaden og frygtindgydende, nøgne mandefødder i sandaler overalt.

Jeg vil også gerne takke dig for, at du har givet os alle tænkelige undskyldninger for ikke at farte omkring til alverdens udendørs arrangementer, som man ellers plejer her om sommeren. Det er der mange, der fejlagtigt giver coronaen æren for. Men uden dig havde vi slet ikke på samme måde kunnet sidde hjemme i ro og mag og skutte os med en dampende varm kop te i den ene hånd og en god bog i den anden og lytte til den silende regn uden for vinduet og de hyppigt tilbagevendende trommesoloer på taget i stedet for at rende til diverse festivaler, koncerter og kroketspil. Og skulle man have været nødt til at vove sig udenfor, så hellere regnslag end hedeslag, siger jeg bare. Du har gang på gang vist os, at man sagtens kan have haft en meget våd aften uden at vågne op med tømmermænd næste morgen.

Sidst, men ikke mindst, skal du have tak for, at vi er sluppet for at holde grillaftener i haven med halvrå eller forkullede bøffer til følge og gæster, der desperat må ile hjem og tømme køleskabet for alt spiseligt for ikke at skulle gå sultne i seng.

Kort sagt, det har været en fornøjelse at lære dig at kende fra din bedste side, så tak for besøget! Nu må du have det så godt indtil næste år. Jeg glæder mig allerede, for nu ved jeg, at dig kan man altid regne med.

Nedbørligst, din hengivne
U.

Kategori: | 12 kommentarer

Mit smukke vaskeri



Vi har ikke vaskemaskine. Vi har fravalgt den, fordi den på alle måder fylder for meget i et lille hus som vores. En vaskemaskine optager værdifuld plads, som man med fordel kan bruge til alt muligt andet, både hvad kvadratmeter og mentalt albuerum angår. Hvis man har en vaskemaskine inden for rækkevidde, bruger man den også hele tiden. Den larmer og lægger beslag på underbevidstheden, man har konstant tøj hængende til tørre overalt, og tilværelsens meningsløshed står med ét lysende klart for en. Så hvem kan sige nej til to timer helt for sig selv med uforstyrret læsning, skrivning, meditation og hvad man ellers kan foretage sig siddende på en stol? Ikke jeg.

Hvem kan sige nej til to timer helt for sig selv med uforstyrret læsning, skrivning, meditation og hvad man ellers kan foretage sig siddende på en stol?

Derfor hører det også under mit ansvarsområde at tage hen i møntvaskeriet hver anden onsdag med et vognlæs sprængfyldte, knaldblå Ikea-tasker og vaske, så det står efter, og jeg gør det gerne. Når man vasker, tager det den tid, det tager. Processen kan ikke fremskyndes eller afkortes, og det kan ikke svare sig at køre hjem og være effektiv på andre områder i ventetiden. Jeg nyder kort sagt min hverandenugentlige koncentrerede storvask med det udvidede frikvarter som bonus.

Men det er heller ikke ethvert vaskeri, der har zebrastribede skalstole, underfundige citater på væggene oppe under loftet og eget bibliotek med tilhørende byttebogsservice. O.k., kongerækken af danske krimiforfattere fører an på hylderne, skarpt forfulgt af den bestialske nordmand med de lakoniske bogtitler, men ind imellem kan man godt falde over en perle, som er fristende at hjemføre. Til gengæld husker jeg jævnligt at supplere op fra mit eget uforklarligt selvreproducerende overskudslager.

Man kan også vælge sig en snak over centrifugen eller tørretumbleren, hvis man ikke er i humør til stillesiddende sysler. Når man er stamkunde med fast vaskemønster, får man hurtigt medsammensvorne eller som nu i dag, hvor ejeren kommer ud fra privaten bagved og slår sig ned ved siden af mig. Der er lige blevet malet og skiftet maskiner ud, og han vil høre, hvad jeg synes om resultatet. Samtidig får jeg hele historien om vaskeriet. Det er hans datter, der har fundet på at male stolene zebrastribede, og de kostede for resten 29 kroner stykket for treogtredive år siden i ubemalet tilstand. I 1989 blev vaskeriet kåret af branchen som Europas bedste møntvaskeri, får jeg at vide, og jeg lytter og nikker.

Og tænker, at hvad enten det passer eller ej, er det fuldt fortjent.

* * *
Overskriften er lånt fra Stephen Frears' film My Beautiful Laundrette fra 1985. Den handler om den unge pakistanske indvandrer Omar, der sammen med vennen Johnny starter et kombineret møntvaskeri og underholdningscenter i en trøstesløs London-forstad i 1980erne. Filmen har altså ikke meget med mit lokale møntvaskeri at gøre, men den er stadig seværdig og kan ses helt gratis på Filmstriben.

Kategori: , | 10 kommentarer

Gensyn med Downton Abbey



Da Downton Abbey blev sendt første gang for en halv snes år siden, slugte jeg alle 6 sæsoner med stor fornøjelse. Nu har DR lige genudsendt alle 52 episoder, og gæt hvad der er sket: I de seneste par måneder har jeg hver aften snuppet et afsnit som en slags godnatlæsning og lagt mig til at sove med et smil på læben. Jeg har med andre ord set og nydt hele molevitten én gang til.

Downton Abbey er en stærkt underholdende sæbeopera og en temmelig kulørt og bizar omgang, men på en spiselig måde

Vi følger den aristokratiske Crawley-families og dens tjenestefolks liv og levned på det fiktive herresæde Downton Abbey i Yorkshire i perioden 1912-26. Med dramatisk finesse får vi indblik i, hvordan tidens store historiske begivenheder griber ind i familiens og tyendets dagligdag og personlige skæbner, og hvordan samfundsudviklingen så småt begynder at rokke ved fundamentet for den ærkebritiske sociale rangorden. Så kort og tørt kan det siges. Downton Abbey er ikke desto mindre en stærkt underholdende sæbeopera. På mange punkter også en temmelig kulørt og bizar omgang, men det tager man med.

Første sæson begynder med Titanics tragiske forlis og slutter endnu mere dystert med udbruddet af første verdenskrig. Det forhindrer heldigvis ikke seriens forfatter i at muntre sig i bedste ugebladsnovellestil med blandt andet at lade familiens ældste datter, den smukke, utilnærmelige og ellers altid korrekte Lady Mary, få uanmeldt besøg om natten af en ung, eksotisk diplomat, som gæster Downton Abbey. Uden forudgående varsel og mildt sagt ubelejligt dør han i sengen hos Lady Mary, som må alliere sig med den loyale tjenestepige for nærmest farceagtigt at få skaffet liget hemmeligt af vejen.

Man kommer ikke uden om, at Downton Abbey er en dekadent fantasi om et Storbritannien, der aldrig rigtig har eksisteret

Det er netop seriens charme, at den jonglerer med så tilsyneladende fuldstændig uforenelige komponenter. For hver gang kokken Mrs. Patmore bekymrer sig om, at souffléen bliver taget ud i tide, er der en nervepirrende intrige, der kan koste den sympatiske kammertjener Bates dødsstraf eller livsvarigt fængselsophold. For hver gang den pertentlige butler Mr. Carson harmes over, at en papirkurv bliver tømt uden hans tilladelse, er der en af hovedpersonerne, der kommer af dage under voldsomme omstændigheder eller er tæt på at gøre det. Højdepunktet er den spektakulære scene, hvor familiens overhoved, Lord Grantham, kaster blod op ud over bordet ved middagsselskabet med den senere premierminister Chamberlain.

Der er intriger, magtkampe og kærlighedsaffærer på kryds og tværs både upstairs og downstairs, men alligevel ender det hele i næsten fuldendt harmoni. De fleste fejder bliver bilagt, og selv de mest nedrige personager viser sig at være gode nok, når det kommer til stykket. Undervejs har man samtidig fået en lærerig og fornøjelig indføring i datidens etikette, (bord)skik og brug i de højere cirkler.

Man kommer ikke uden om, at Downton Abbey er en dekadent fantasi om et Storbritannien, der aldrig rigtig har eksisteret, hvor alle fra kokkepige til andenlakaj er tilfredse med deres lod i livet, fordi herskabet ovenpå består af lutter hædersmænd og -kvinder. Selv den oprørske chauffør Branson falder til patten, da han gifter sig med herskabets yngste datter. Massiv konservativ propaganda, vil nogen sige. Måske, men det ændrer ikke ved, at man føler sig rasende godt underholdt hele vejen. Det er lige før, man føler, at man er i familie med beboerne på Downton Abbey, så det bliver med vemod, jeg tager afsked med dem, når sidste afsnit ruller over skærmen i dag.

Med andre ord: Hvis DR skulle finde på at genudsende Downton Abbey endnu engang – og det gør de jo nok om et par år – tager jeg gerne en tur til. Om ikke andet så for at genopleve Maggie Smiths kynisk-sarkastiske Lady Grantham og Jim Carters stiff-upper-lip-butler Mr. Carson, når de ruller sig ud på hver sit domæne. Men de spiller allesammen godt.

* * *
Downtonisms hed en app, jeg downloadede til min iPad kort efter, at serien blev sendt første gang. Her kunne man høre de bedste replikker fra Downton Abbey. Desværre eksisterer app'en ikke længere, men på Pinterest kan man læse de 151 bedste Downtonisms. Til gengæld er Highclere Castle dukket op i App Store. Her fortæller Jim Carter, der spillede butleren Mr. Carson, om slottet, der illuderede Downton Abbey. Spændende nok, det er bare noget helt andet.

Kategori: | 7 kommentarer

Tung var min barndoms tærte



Da jeg for skræmmende mange år siden trådte mine barnlige hjemmesko i udkanten af Aalborg ('futsko' på de breddegrader), var der noget, der hed en dagmartærte, som man købte hos bageren om søndagen, når man skulle have gæster. Det var en flerepersoners tung og klistret, rund konstruktion af wienerbrødsdej bestående af syv mindre, glasurbelagte cirkler, og den dryppede uhæmmet af fedtstof, når man spiste af den.

På den fremmede ø, vi var ankommet til, udløste ordet kun måben hos bagerdamen og heraf følgende angst og rådvildhed hos mig

En rødglødende sommerdag i midten af det forrige århundrede, da jeg stod ude på gaden i en københavnsk forstad og betragtede det sørgelige syn af alle vores sammenstuvede møbler, der ét for ét blev båret fra flyttebilen og ind i det tomme hus, som skulle være vores fremtidige hjem, blev jeg af min mor sendt til bageren efter en dagmartærte til kaffen. Jeg var seks år og forbandt ikke ordets første led med et pigenavn, og jeg havde ikke den ringeste anelse om, hvad en tærte var. I øvrigt udtaler nordjyder, som vi jo var, ikke 'e' i enden af et ord, så for mig var 'dejmortært' bare det kodeord, der skulle til for at udløse den aktivitet i en bagerbutik, som var forudsætningen for at man kunne forlade butikken igen med den kage, man havde haft i tankerne, da man fremsagde ordet. Hvis man forstår.

Men på den fremmede ø, vi var ankommet til, udløste ordet kun måben hos bagerdamen og heraf følgende angst og rådvildhed hos mig. Hun forstod ikke, hvad jeg sagde, og det gjorde ingen forskel, at jeg blev ved med at gentage mit 'dejmortært'. Tårerne var for længst begyndt at brænde bag øjeæblerne, da jeg i sidste øjeblik, inden gråden fik overtaget, opdagede dét, jeg var kommet efter, i vinduet. Jeg pegede på dagmartærten og sagde halvkvalt: 'Så'n én'. 'Nårh,' svarede damen, 'en smørkage!' og en sten så tung som kagen selv faldt fra mit hjerte.

Siden har jeg ikke taget hverken 'dejmortært' eller 'dagmartærte' i min mund, lige som jeg i en endeløs årrække aldrig stødte på ordet her på højre side af Storebælt. Men pludselig en dag, sådan rundt regnet halvtreds år efter, hvad skimtede jeg mon ud af øjenkrogen under et indkøbsraid, da jeg passerede bagerafdelingen i Kvickly? Et skilt med følgende ordlyd:

UGENS TILBUD
DAGMARTÆRTER
PR. STK. 34,-

Jeg gennemstrømmedes selvsagt af blandede følelser ved synet af skiltet, men modstod alligevel fristelsen til at hjemføre et eksemplar af den famøse tærte. I den mellemliggende tid havde Madame nemlig for længst belært mig om konsekvenserne af at sætte tænderne i den slags livstruende klumper af transfedtsyrer.

Siden har jeg bemærket, at de fleste andre supermarkeder og bagere her på øen har taget dagmartærten til sig og udfaset smørkagen. Derfor vil jeg i behørig afstand fra kagen glæde mig over, at afstanden mellem landsdelene sprogligt er blevet kortere i de mellemliggende år og vente spændt på at høre om de første politianmeldelser mod Kvickly og andre wienerbrødsforhandlere for uagtsomt manddrab som følge af fremstilling og salg af dødbringende tærter. Og i øvrigt bede til, at jeg ikke selv en skønne dag får en i hovedet.

Kategori: , | 8 kommentarer

Morgenstemning



Jeg ligger og sover. Det er bemærkelsesværdig tidligt om morgenen, men Hannibal har besluttet sig for, at det er tid til morgenmad. Jo mere en kat keder sig, des vigtigere er morgenmaden.

Altså springer han op på dynen. Han lander på mit ene lår, og med udsøgt elegance og højt udviklet balancesans spadserer han hen ad betrækket, sætter sig til rette på mit bryst og begynder at spinde. Højt. Det er ikke ment som en trussel, men det lyder som en trussel.

Heldigvis er situationen ikke ukendt for en dreven katteejer som mig. Jeg drejer kroppen langsomt om sin lodrette akse, som altså i øjeblikket er vandret. Hannibal ryger på gulvet, og jeg falder i søvn igen uden nogen større kraftanstrengelse.

I min døsige tilstand tror jeg et øjeblik, at nogen er i gang med at kvæle mig

Under normale omstændigheder ville han blive irriteret over det, men han kender nødvendigheden af den sultnes ydmyghed. Han er ikke vred eller skræmt og vælger sit næste træk med omhu: Død kat.

Katte har grundlæggende tre positioner at vælge imellem til brug for afslapning eller eftertanke. Den ene er Ægyptisk Sfinks, hvor poterne er dekorativt foldet ind under overkroppen og øjnene reduceret til smalle, skrå sprækker. Sfinks-attituden udstråler stor værdighed, og det er formentlig den, der har skaffet katten dens ry for at besidde uendelig visdom og indsigt. Den ser ud, som om den ved alt. Det er ikke tilfældet.

Kattestilling nummer to er Slange Bider Sig Selv i Halen – mayaernes symbol for evighed. Her danner katten en fuldendt cirkel med hovedet skjult under forpoterne og halen omhyggeligt svøbt omkring dem. Denne stilling forudsætter absolut tryghed hos katten. En kat, der sover på den måde, reagerer knapt nok på selv infernalske lyde.

Endelig er der Død Kat. Katten ligger på siden med alle fire poter foran sig. Fra denne position kan katten rulle rundt i kådhed, eller den kan sprætte maven op på en mulig angriber med lynets hast.

Hvis jeg lukker øjet op på klem, kan jeg se den teglfarvede kattesnude i nærbillede og widescreen

Hannibal bruger Død Kat strategisk. Han springer op på sengen igen, spadserer hen til mit ansigt, forvandler sig til Død Kat, men lægger sig med ryggen til, så pelsen bliver mast lige op i næsen på mig. I min døsige tilstand tror jeg et øjeblik, at nogen er i gang med at kvæle mig. Så begynder den føromtalte spinden forfra, og det går op for mig, hvad der er ved at ske. Jeg forsøger at skubbe ham væk igen. Uanfægtet går han nu i gang med sin undersøge-interessant-ting-taktik. Han har stukket hovedet helt hen til mit. Hvis jeg lukker øjet op på klem, kan jeg se den teglfarvede kattesnude i nærbillede og widescreen. Han lader knurhårene feje hen over min overlæbe med ulidelig kildren til følge og sætter turbospind på igen. Jeg rejser mig resolut og begynder at gnide mig i ansigtet som en besat.

Hannibal ser tilfreds ud. Han ved, at om et øjeblik vil jeg stå jeg op og traske resigneret ud i køkkenet.
* * *
P.S. Hvis nogen skulle forledes til at tro, at bloggen er ved at udvikle sig til en katteblog, tager de fejl. Denne note handlede ikke om katte, men om kommunikation.

Kategori: , , | 8 kommentarer

Malerkunst



Hvis nogen fandt på at spørge mig, hvilken maler jeg beundrer mest, ville jeg nok være fristet til at svare: 'Jørgensen oppe i Nørregade.' Men man skal økonomisere med sine platituder, så jeg afstår, og det er vel egentlig også kun i ugeblade, den slags dukker op, når en eller anden berømthed bliver præsenteret for Prousts berømte 37 spørgsmål, eller hvor mange det nu er.

Jeg har altid troet, at man malede ved at dyppe en pensel i en bøtte maling og smøre malingen på

I løbet af den forgangne uge har jeg imidlertid fået et andet syn på malere, end jeg havde indtil for ganske nylig. Der er mange i min omgangskreds, der ynder at kokettere med deres lave score på handymanskalaen, og jeg er selv en af dem. Derfor er jeg også tilbøjelig til at betale mig fra alt håndværksmæssigt arbejde, hvis jeg kan se mit snit til det. Lige med hensyn til malerarbejde begyndte jeg dog at tøve for en snes år siden, efter at jeg havde fået en maler til at sætte glasfilt op i en stue og male det. Det blev små 30.000 kroner, og det er som sagt mange år siden. Det var selvfølgelig tåbeligt ikke først at forhøre mig om prisen, men min fantasi rakte altså ikke til at forestille mig, at én dags stykke forholdsvis enkelt og overskueligt malerarbejde kunne havne i det prislag.

I sidste uge vendte traumet tilbage med fuld styrke. Vi bor i et ganske almindeligt hus, men med umanerlig mange vinduer og derfor også uhyggelig mange vinduesrammer og sprosser, der skal males med jævne mellemrum. Mellemrummenes længde kan diskuteres, hvilket de bliver, og lad mig sige det sådan: Jeg opererer med længere tidsintervaller end dem, Madame anser for passende, og jeg taber altid diskussionen. Hvem der skal udføre arbejdet, når det nu ikke skal være en maler, er derimod ikke til diskussion.

Jeg går i gang med at male efter Googles og alle kunstens regler, som jeg følger til punkt og prikke

Jeg har altid troet, at man malede vinduer ved at dyppe en pensel i en bøtte maling og smøre malingen på. Men ved at google 'Sådan maler du dine vinduer', har jeg fundet ud af, at jeg er helt galt afmarcheret. Først må man tage vejrguderne i ed, fordi det lunefulde danske sommervejr ofte byder på kraftig blæst og regnbyger, som kan forsinke arbejdet. Dernæst skal man sørge for ikke at male i direkte sollys, da malingen i så fald vil tørre, før den når at trænge ordentligt ind i træet. Men det gælder også om at ramme en dag med lette skyer, kun en smule vind og omkring 15-20 grader. Endelig skal man begynde tidligt på dagen, så malingen er håndtør, inden duggen falder.

I nogen tid har det tjent som en udmærket undskyldning for at udskyde projektet, at de vejrmæssige betingelser ikke har været optimale, men pludselig i sidste uge er der ingen vej udenom. Jeg går derfor i gang med at male efter Googles og alle kunstens regler, som jeg følger til punkt og prikke:

  • Jeg renser vinduesrammer og sprosser af i grundrens for at fjerne fedt og snavs og skyller grundigt efter med vand for at fjerne sæberester.
  • Jeg sliber let med sandpapir, korn 120, så overfladen bliver mat. Visse steder er træet udpint og har løse flager af maling, som skal skrabes af. Overgangene fra bart træ til maling sliber jeg med sandpapir, korn 80.
  • Jeg grunder det bare træ med grundingsolie, som jeg lader tørre til dagen efter.
  • Jeg maler de bare pletter med vinduesmaling. For en sikkerheds skyld får de et par gange, så overgangene mellem det blotlagte træ og den gamle maling bliver mindre synlige.
  • Jeg maler vinduesrammerne og sprosserne med vinduesmaling.
  • Jeg håber på, at malingen dækker, så jeg slipper for at mellemslibe med sandpapir og male igen.
Jeg er med andre ord begyndt at forstå malermestres fakturaer. Her til morgen har jeg fjernet et par hundrede meter malertape, og resultatet er faktisk ikke så værst, selv om jeg har hadet hvert sekund og trænger til mindst en uges rekonvalescens. Ved ikke at betale for en professionel maler har jeg til gengæld formentlig sparet i omegnen af en kvart million, som jeg nu går og overvejer, hvad jeg skal bruge til.

Måske maleriet af Hammershøis vinduer, der pryder dette indlæg ...

Kategori: | 12 kommentarer