Uffe Jerner

Dansk Sprognævn lancerede tidligere på året kampagnen 'Kan vi på dansk?', og nu har en undersøgelse kortlagt de engelske ord, som danskere bliver mest irriterede over.

Øverst på top-ti-listen ligger sale. Det danske ord er udsalg. Vi har haft det længe, inden nogen i Danmark havde hørt om Black Friday, og det beskriver præcis, hvad der foregår: En butik forsøger at få én til at købe noget, man ikke vidste, man manglede, fordi det nu koster 40 procent mindre end det, man heller ikke havde tænkt sig at betale. Udsalg er altså et udmærket dansk ord, og jeg kunne aldrig selv finde på at sige andet. I øvrigt har jeg heller aldrig hørt andre sige sale, men butikkerne elsker at skrive det. Det er der jo ingen grund til.

Nice er et ord, der er forbeholdt ungdommen, men den vil sikkert tage det med sig videre, og det skal den være velkommen til

På andenpladsen kommer nice, som ifølge undersøgelsen helst skal erstattes af dejlig. Vi har et familiemedlem på 20, og hun siger hele tiden 'nice'. Jeg kan ikke fordrage det, men jeg lader som ingenting, selv om det gibber i mig hver gang. Men det betyder faktisk ikke helt det samme som dejlig og har en langt bredere anvendelighed. 'Nice!' kan betyde, at kaffen er god, at bussen kom til tiden, at nogen har sendt et sjovt billede, eller at man har vundet 50 kroner i Lotto. På den anden side ville det være helt til grin, hvis jeg begyndte at sige 'nice'. Det er et ord, der er forbeholdt ungdommen, men den vil sikkert tage det med sig videre, og det skal den være velkommen til.

Et andet ord på hadelisten, som heller aldrig vil passere mine tænders gærde, er random, som man gerne vil have erstattet med tilfældig. Det er på papiret en glimrende oversættelse. Problemet er bare, at sproget ikke altid fungerer på papir. 'Det var lidt tilfældigt' og 'det var totalt random' betyder ikke nødvendigvis det samme. Random har efterhånden fået sin egen plads i dansk og bruges ofte om noget mærkeligt, uventet eller uden nogen synlig sammenhæng. Hvis nogen indleder et møde på kontoret med at fortælle om sin frimærkesamling, kan man sige, at det var random. Man kan også sige, at det var tilfældigt, men så lyder det, som om frimærkesamlingen var dukket op helt af sig selv som mug i et sommerhus.

Listen indeholder også fuck, som man foreslår at erstatte med øv. Det er måske undersøgelsens mest optimistiske forslag. 'Fuck!' og 'øv!' er ganske enkelt ikke synonymer. Hvis man spilder sin kaffe ned i tastaturet, kan man sige 'øv'. Hvis man opdager, at man har sendt en meget privat kærlighedserklæring til hele arbejdspladsen, kan man sige 'fuck'. Der er simpelt hen situationer i livet, hvor 'øv' ikke har den nødvendige sproglige tyngde. Men heller ikke 'fuck' føler sig hjemme i min mundhule.

Cringe er et ord, jeg desværre heller ikke har kørekort til, men det er bare ikke det samme som pinligt

Onboarding skal erstattes af introduktion. Her er kritikken til gengæld sværere at afvise. Onboarding er et af de ord, der optræder i en verden, hvor en ny medarbejder ikke længere bare bliver ansat og sat ind i arbejdet, men skal gennem en 'onboarding journey', hvor vedkommende 'alignes' med organisationens værdier, 'connecter' med 'stakeholders' og får adgang til en digital platform, hvor man kan se en video om virksomhedens vision. Alt sammen før man får at vide, hvor kaffemaskinen står. Her kunne man ærlig talt godt bruge noget lidt mere dansk.

Cringe ligger også blandt de ti mest forhadte ord og foreslås erstattet med pinligt. Cringe er et ord, jeg desværre heller ikke har kørekort til, men det er bare ikke det samme som pinligt. Det beskriver den særlige følelse, man får, når man ser et andet menneske gøre noget så desperat akavet, at man får lyst til at kravle ind under sofaen på vedkommendes vegne. Når en far på 54 år laver en TikTok-dans, mens børnene ser på, er det ikke bare pinligt. Det er cringe.

Og så er vi nået til AI, som ifølge undersøgelsen helst skal hedde KI. Det er selvfølgelig logisk. AI står for Artificial Intelligence, altså kunstig intelligens. Derfor burde vi på dansk have KI. Men der er bare den hage ved det, at alle siger AI. Alle ved, hvad AI betyder, og hele den teknologiske verden bruger AI. Hvis vi pludselig begynder at skrive 'KI', risikerer vi at komme til at ligne et folk, der har besluttet sig for at oversætte internettet med tilbagevirkende kraft.

Det er her, sprogrensningen begynder at blive meningsløs. For sproget er ikke et museum, hvor hvert eneste fremmedord skal afleveres ved indgangen. Dansk har altid lånt ord. Vi siger garage, restaurant, bureau, café, computer, weekend, job og stress uden at ligge søvnløse om natten af national skam. Nogle ord er simpelt hen blevet danske, fordi vi har brugt dem i så lang tid. Det er sådan, sprog fungerer.

Sproget er ikke et museum, hvor hvert eneste fremmedord skal afleveres ved indgangen

På hadelisten står også doorstep, som helst skal erstattes af pressemøde. Her er jeg næsten enig. Doorstep bruges om et kort pressemøde, hvor journalister står og venter på en politiker, som bliver bombarderet med spørgsmål i tre minutter og derefter forsvinder igen, som regel uden at have sagt noget, der kan bruges til noget. At kalde det et pressemøde er som at kalde en pølsevogn for en restaurant. Men man kan kunne jo bare kalde det, hvad det er: et kort pressemøde.

CEO skal ifølge listen erstattes med administrerende direktør. Her er der måske mest tale om længsel efter en tid, hvor visitkortene var tykkere end sproget. 'Jeg er CEO' er ganske kort. 'Jeg er administrerende direktør' lyder, som om man forventer, at alle rejser sig med ærefrygt. Men selvfølgelig er administrerende direktør et udmærket dansk udtryk. Det skal bare ikke være et sprogligt krav, at alle ord til hver en tid skal være så danske som muligt.

Endelig har vi lowkey, der ifølge undersøgelsen bør erstattes med lidt, og her er jeg 100 procent enig.

Men hele problemet med idéen om at udskifte engelske ord systematisk er vel, at det bliver fjollet, når man gør det fuldstændig konsekvent. Man behøver bare at se til Norge for at opdage, hvor galt det kan gå. Nordmændene har det med at finde norske erstatninger for engelske ord. Nogle er glimrende. Andre er så søgte, at man burde holde fast i engelsk for at bevare værdigheden. Språkrådet foreslår for eksempel motemolo som norsk afløser for catwalk. En mole, altså en stensætning, der beskytter en havn mod bølger. Man ser modellerne for sig komme vraltende ud over havnen i højhælede sko. Nogle gange bliver resultatet så demonstrativt, at det næsten får karakter af en sproglig joke. Jeg mener vittighed.

Shitstorm er et af de ord, nogle gerne vil have forvist fra det danske sprog. Men det engelske ord er efterhånden fuldstændig indarbejdet. Alle forstår det, og det har en ganske særlig dramatisk kraft. Men ifølge nogle af forslagene i Sprognævnets undersøgelse kunne det erstattes af brokkebølge. Det lyder som noget, der bliver klaget over på en kommunal Facebook-side, når nogen har sat en bænk tre meter for langt til venstre. Shitstorm giver associationer til mørke skyer, vindstød og flyvende affald. Brokkebølge får én til at tænke på en indebrændt pensionist, der har skrevet et langt læserbrev til lokalavisen.

'Jeg er administrerende direktør' lyder, som om man forventer, at alle rejser sig med ærefrygt

Der findes masser af engelske ord, som vi sagtens kunne bruge mindre. Især når de bruges, fordi afsenderen gerne vil have noget helt almindeligt til at lyde, som om det er udviklet af en international managementafdeling. Omvendt bliver dansk ikke bedre af, at vi for enhver pris forsøger at rense det for alt engelsk. Det er et levende system, der hele tiden optager, tilpasser og forvandler ord. Nogle fremmedord falder hurtigt ud igen. Andre bliver hængende, fordi de udfylder et hul, fordi de er korte og præcise, eller ganske enkelt fordi folk synes, de fungerer. Det afgørende er ikke, om et ord er engelsk, men om det er godt dansk.

Hvis sale erstatter udsalg i en sammenhæng, hvor det bare er smart for smarthedens skyld, kan man da godt sukke. Hvis en virksomhed skriver en pressemeddelelse på dansk, men fylder den med stakeholders, performance, feedback, roadmap, touchpoints og low-hanging fruit, er det heller ikke urimeligt at spørge, om nogen har glemt, hvilket land de befinder sig i.

Men hvis weekend, computer, job, nice, cringe, AI eller shitstorm efterhånden fungerer naturligt på dansk, er der ingen grund til at sende dem i eksil. Vi skal selvfølgelig kunne tale dansk. Men vi behøver ikke bevise det ved at diktere et dansk, de fleste danskere ikke har lyst til at bruge. Der er trods alt en grænse for sproglig patriotisme. Den går omtrent dér, hvor man står med en helt almindelig shitstorm og insisterer på at kalde den en brokkebølge.

Og nogle gange er det også i orden at sige 'nice', hvis man har alderen til det.

Illustration: KI

• Woody Herman & His Orchestra: Early Autumn
• Julie London: Blue Moon
• Benny Goodman: If I Had You
• Natalie Cole: This Will Be
• Harry Connick, Jr. · Carla Bruni: And I Love Her
• Astrud Gilberto: Wailing Of The Willow
• Fred Astaire: A Fine Romance
• Blossom Dearie: Manhattan
• Glenn Miller: Little Brown Jug
• Mel Tormé: Don't Get Around Much Anymore

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI

Lad os begynde i København, hvor teknik- og miljøborgmester Line Barfod har foreslået, at hastighedsgrænsen for biler sænkes til 30 kilometer i timen i hele byen. Formålet er at gøre det 'mere trygt at være cyklist i vores cykelgader, hvor cyklister og biler deler vejbanen'. Spørgsmålet er bare, om det er nødvendigt, eftersom København helt af sig selv har opfundet et avanceret system, hvor biler ikke er i stand til at køre mere end 30 kilometer i timen, takket være cyklisterne, der bevæger sig efter et mere frit princip: rødt lys er vejledende, fortove er alternative cykelstier, ensretninger er geografiske forslag, og fodgængere ved højresving betragtes som et interessant naturfænomen. At krydse en cykelsti som fodgænger kan til gengæld være en manøvre, der kræver både mod og en opdateret livsforsikring. At sænke bilernes hastighed til 30 kilometer i timen vil med andre ord have omtrent samme effekt som at indføre hastighedsbegrænsning på en kørestol.

At krydse en cykelsti som fodgænger kan være en manøvre, der kræver både mod og en opdateret livsforsikring

Fra København kan vi passende tage til Sverige, hvor en ny undersøgelse viser, at omkring 62.000 svenske elever i niende klasse dumper til prøven i læseforståelse. Ifølge en Pisa-undersøgelse fra 2022 lever hver fjerde svenske elev ikke op til OECD's minimumskrav. En historieprofessor fra Lunds Universitet er dybt bekymret. Han lærte selv at læse, før han begyndte i skole, og betegner udviklingen som et dystopisk skrækscenarie. Hvis man ikke kan læse, bliver demokratiet hurtigt en abstrakt fritidsinteresse. Man forstår ikke nyheder, kender ikke forskel på løgn og sandhed og får vanskeligheder med tolerance, solidaritet og demokrati. Det minder kort sagt en del om situationen på denne side af Øresund.

Men vi har også andre problemer herhjemme. Eksempelvis spørgsmålet om, hvorvidt Isam B's sang 'Ramadan i København' fortsat skal være i Højskolesangbogen. Socialdemokratiets integrations- og udlændinge-ordfører mener nej. Højskolesangbogen skal åbenbart fungere som en slags sikkerhedsgodkendelse: Man må godt synge om Danmark, men først skal man igennem et udvalg, der vurderer, om sangen er dansk nok.

Samtidig har Morten Messerschmidt fundet en ny og rundere tone. I en video til gymnasieelever siger han: 'Du er dansker, uanset hvor du er født. Uanset hvor dine forældre er født.' Det bliver kaldt et 'smart move' af flere, fordi videoen kommer i fortsættelse af retssagen mellem Martin Lidegaard og Morten Messerschmidt, hvor Messerschmidt mener, at hans ære blev krænket af Lidegaards udtalelser under valgkampen. Dansk politik er efterhånden blevet så avanceret, at selv en video til gymnasieelever kan have tre strategiske formål, to politiske signaler og en juridisk sidegevinst.

Den amerikanske statsgæld er eksploderet. Siden Donald Trump kom til i 2017, er den fordoblet til 40 billioner dollar. Det er et beløb, der ligger så langt uden for almindelig menneskelig forestillingsevne, at man lige så godt kunne have skrevet 'rigtig mange penge'. Donald Trump har ellers aldrig været kendt for at være tilbageholdende med store tal. Men 40.000.000.000.000 er alligevel et beløb, hvor selv Donald Trump burde kunne blive imponeret af Donald Trump.

Først finder vi en løsning, derefter finder vi ud af, hvad den koster, og til sidst ansætter vi nogen til at administrere konsekvenserne

I Danmark diskuterer vi til gengæld, om momsen på fødevarer skal sænkes. Det lyder umiddelbart enkelt: Lavere moms, billigere mad, gladere danskere. Men sådan fungerer dansk skattepolitik ikke. En beregning viser, at en differentieret moms vil kræve op mod 400 ekstra statsligt ansatte til at kontrollere og administrere de forskellige satser. Dansk Industri mener endda, at det reelle behov kan være ti eller tyve gange større. Vi vil altså gøre maden billigere ved at gøre staten større. Det minder lidt om at spare penge på benzinen ved at ansætte flere til at holde øje med benzinmåleren. CEPOS har samtidig beregnet, at de rigeste ti procent vil spare omkring 6.150 kroner om året, mens de fattigste ti procent vil spare omkring 3.400 kroner. Alternativets politiske leder Franciska Rosenkilde har derfor, i modsætning til Pelle Dragsted og Enhedslisten, foreslået at droppe halveringen af momsen på fødevarer, fordi den er alt for dyr i forhold til den effekt, den har på priserne. Det hele efterlader det indtryk, at danske politikere opererer efter stategien: først finder vi en løsning, derefter finder vi ud af, hvad den koster, og til sidst ansætter vi nogen til at administrere konsekvenserne.

Men heldigvis har Folketinget fået mulighed for at tale med en præst, hvis det hele bliver for uoverskueligt. Det begyndte med Ida Auken, som begejstret foreslog, at Folketinget skulle have en eller flere præster tilknyttet Christiansborg. Det udløste politisk ballade og blandt andet krav om, at Ida Auken blev smidt ud af Socialdemokratiet, men nu er sagen efter Ida Aukens eget udsagn landet et godt sted: Folketingsmedlemmer kan fremover ringe til en præst, hvis livet begynder at gøre ondt. Løsningen består i et telefonnummer, og det bedste er, at det er gratis. Hvordan det kan lade sig gøre, står ikke helt klart. Måske er forklaringen, at præsten bare har en telefonsvarer, der siger 'Det skal nok gå altsammen.' Det er under alle omstændigheder en billigere ordning end 400 nye medarbejdere i Skat.

Vi kan se frem til, at hvis Mette Frederiksen går hen og bliver forkølet her til efteråret, vil det få verdens-omspændende presseomtale

Og så kommer vi til ugens mest internationale næse. Mette Frederiksen blev tilbudt at få 'fikset den lille plet' på næsen af en plastikkirurg. Det afviste statsministeren indigneret og erklærede, at hun er tilfreds med sin snart 50-årige kvindekrop og ikke har brug for, at en mandlig plastikkirurg har holdninger til den. Det kan man kalde en effektiv måde at få en næse til at fylde mere, end den egentlig har krav på. Mette Frederiksens svar gik verden rundt, fra Rusland til Filippinerne, og en cand.comm., strategisk rådgiver og brandingekspert forklarede, at succesen skyldes, at det private, uperfekte og sårbare skaber 'nærhed og relaterbarhed'. Vi kan se frem til, at hvis Mette Frederiksen går hen og bliver forkølet her til efteråret, vil det få verdensomspændende presseomtale, fordi det skaber autenticitet.

Midt i alle de danske og internationale bekymringer døde Dolly Parton tirsdag aften, hvilket udløste landesorg over det meste af verden. Blandt andet sendte den britiske kongefamilie Band of the Coldstream Guard, et af de ældste og bedst kendte militærorkestre, ud foran Buckingham Palace for at trutte Dolly Partons megahit '9 to 5' iført røde uniformer og bjørneskindshuer. En mere britisk måde at sørge over en amerikansk countrydronning kan man dårligt forestille sig. I hendes og Guds eget land dekreterede Donald Trump flagning på halv stang over hele USA i en uge. Mere bemærkelsesværdigt er det, at han endnu ikke har taget æren for Dolly Partons popularitet.

Norges Kong Harald, der døde i går, fik knap så meget opmærksomhed. Det forstår man godt. Dolly Parton havde trods alt '9 to 5' på repertoiret. Kong Harald havde kun Norge.

Sådan sluttede en uge, hvor københavnerne skulle sænke farten, svenskerne skulle lære at læse, danskere diskuterede sangbøger, Morten Messerschmidt blev rundere, Mette Frederiksen forsvarede sin næse, Folketinget fik telefonnummeret til en præst, momsen skulle ned, antallet af embedsmænd skulle op, og den amerikanske statsgæld overgik enhver menneskelig forestillingsevne. Man kunne fristes til at konkludere, at der ikke er nogen sammenhæng mellem ugens begivenheder, men det er der, for de handler allesammen om det samme: Vi har efterhånden organiseret samfundet så grundigt, at vi har brug for stadig flere mennesker til at forklare, hvorfor det ikke fungerer helt som planlagt.



UGENS LAVPUNKTER:

• Lægemiddelstyrelsen opfordrer læger, der udskriver recepter til mænd, der vil undgå hårtab, til at være opmærksomme på en række problematiske bivirkninger ved indholdsstoffet finasterid, der kan forårsage nedsat sexlyst, impotens eller depression, angst og selvmordstanker. Den gode nyhed: Vi kan muligvis forhindre, at du mister håret. Den dårlige nyhed: Du kan risikere at miste interessen for, hvorfor du overhovedet var så optaget af det.
• Æg kan holde sig betydeligt længere end den dato, der står på pakken. Ifølge Fødevarestyrelsen er der derfor ingen grund til at smide sine æg ud, bare fordi de har overskredet datoen. Det er ligesom med mænd over 50: De kan sagtens stadig bruges, man skal bare lige tjekke dem først.
• Verdens have er varmere end nogensinde før, viser tal fra EU’s klimatjeneste Copernicus. Kort sagt: havene bliver varmere, isen smelter, og vejret bliver mere ekstremt. Heldigvis kan vi stadig diskutere, om det er klimaets skyld.
• Kræftens Bekæmpelse har endnu engang kortlagt de unges alkoholvaner. Konklusionen er, at selv om danske unge drikker mindre end tidligere, ligger Danmark fortsat i toppen i Europa. Ungdommen har med andre ord formået at reducere alkoholforbruget uden at slække på ambitionen om at indtage førstepladsen.
• De studerende synes, at det er befriende, at Københavns Professionshøjskole har droppet alkoholen, så introdagene foregår uden fokus på at drikke. Man slipper både for tømmermænd og det klassiske spørgsmål dagen efter: 'Hvem var det egentlig, der drak af min sko?'
• Årets første seks måneder mistede DSB kunder, blandt andet på grund af problemer med at opretholde normal drift. Andet halvår tegner lovende: Der er stadig mange kunder tilbage at miste.
• Få dage efter, at den første fynske bæver var blevet udråbt, viste det sig, at det drejer sig om den uønskede sumpbæver, som er en invasiv sydamerikansk art. Selv naturen har problemer med identitetspolitik.
• Danske Handicaporganisationer oplever i stigende grad, at handicapparkeringskort bliver stjålet eller forfalsket. De er blevet så eftertragtede, at man snart må formode, at der findes mænd, der har dem i inderlommen og diskret viser dem frem på værtshuset.
• Københavnske bilejere bør for fremtiden betale 30.000 kroner for en parkeringslicens, mener Alternativet. Det er måske den første parkeringsordning, hvor det kan betale sig at tage en taxa for at hente bilen. Man begynder at forstå, hvorfor Alternativet hedder Alternativet.
• Natten til fredag var der 93 procents måneformørkelse, men skyerne spolerede udsigten i Danmark, så der var ingen der så det. Næste måneformørkelse er 31. december 2028, så der er god tid til at finde et sted med frit udsyn. Eller bare blive hjemme og se vejrudsigten.

Der er noget besynderligt ved mode. Ingen har valgt en statsminister, der bestemmer, hvor brede vores bukser skal være. Ingen minister bekendtgør, at slips fra næste mandag skal være mindst otte centimeter brede, og at overtrædelse medfører bødestraf. Alligevel kan millioner af mennesker næsten samtidig beslutte, at deres bukser skal sidde tættere end en våddragt eller være så vide, at man får mistanke om, at de er syet til en familie på fire. Det sker uden tvang, og måske netop derfor er det så effektivt. Mode er en slags frivillig uniform.

For nogle år siden skulle herrebukser være så smalle, at man kunne få mistanke om, at de var designet af en ortopædkirurg med et horn i siden på knæleddet. Buksebenene sad tættere end kompressionsstrømper. Knæet havde ikke længere bevægelsesfrihed, men måtte nøjes med at være på tålt ophold.

Buksebenene er blevet så brede, at man kan gå rundt med benene i hvert sit lokale

Nu er pendulet svinget den anden vej. Buksebenene er blevet så brede, at man kan gå rundt med benene i hvert sit lokale. Når man sætter sig, er det ikke længere bukserne, der følger kroppen, men kroppen, der drukner i bukserne.

Sådan er det med mode. Først får vi at vide, at noget er moderne, så bruger vi penge på at anskaffe os det, og endelig vænner vi os til det. Og netop som vi begynder at synes, at det faktisk ser meget godt ud, kommer modeindustrien og meddeler, at vi tager fejl. Det er et genialt forretningsprincip. Man kan næsten høre mødet:

'Hvad gør vi med alle de bukser, folk allerede ejer?'

'Vi erklærer dem forkerte.'

Men her er det måske værd at skelne mellem mode og stil. Mode er det, der forandrer sig. Stil er det, man ikke skiller sig af med. Mode fortæller os, hvor brede buksebenene bør være i år. Stil handler om, hvad der faktisk klæder én. Mode kan være inspirerende, mens stil kræver dømmekraft. En stilbevidst mand kan sagtens tage brede bukser på, men han behøver ikke samtidig at købe den brede jakke, det brede slips, de brede sko og en lejlighed med brede døråbninger. Mode kan købes, men stil må man selv finde frem til, og det er ikke nødvendigvis dem, der følger moden, der er bedst klædt. Nogle mennesker kan tage tøj på, som er tyve år gammelt og se ud, som om de har truffet et bevidst valg. Andre kan iføre sig hele den nyeste kollektion og ligne en voksmannequin, der har forvildet sig ud af butikken efter lukketid.

Om nogle år vil vi stå foran et spejl og presse os ned i et par bukser, der får nutidens flagrende permissioner til at ligne gardiner

Stil har mindre at gøre med at være moderne end med at vide, hvad man selv vil. Det interessante er, at vi accepterer skiftene i moden uden større protest. Vi ville næppe acceptere, at bilproducenter hvert andet år meddelte, at nu var det forældet med fire hjul, og at man burde købe en bil med seks.

I dag skal buksebenene være brede. I morgen bliver de smalle igen. Om nogle år vil vi stå og presse os ned i et par bukser, der får nutidens flagrende permissioner til at ligne gardiner, og mene, at de smalle er langt mere elegante.

Mode er ikke en lige linje, men et pendul med dårlig hukommelse, så der er ingen idé i at være first mover. Den dag, hvor man ser sig i spejlet og tænker: 'Endelig! Nu sidder bukserne helt perfekt', kan man være sikker på, at modebranchen allerede er i gang med at planlægge det stik modsatte.

Det eneste, der er konstant i buksemoden, er forandringen. Og måske også vores villighed til at betale for den.

• Nat King Cole: (I Love You) For Sentimental Reaons
• Laura Fygi: Sunny
• Ike Quebec: Favela
• Boz Scaggs: Sierra
• Jethro Tull: Bourée
• Stacey Kent: All I Do Is Dream Of You
• Dean Martin: On The Street Where You Live
• Nancy Wilson: I Wish You Love
• Jakob Dinesen: A Nighingale Sang in Berkeley Square
• Tom Gaebel: Here's to Elegance

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI

Ugen begyndte, som danske politiske uger ofte gør: med et stort anlagt pressemøde, som ingen af journalisterne syntes var noget at skrive hjem om, hvorefter de straks gjorde det. Regeringen havde sat scenen, mikrofonerne stod klar, kameraerne summede, og Lars Løkke blev endnu en gang spurgt, hvordan han egentlig havde det med de borgerlige partiers vedvarende mistanke om, at han i virkeligheden er rød. Løkke svarede som den mand, han er, at først og fremmest var han enig med sig selv. En bemærkning, der fik Mette Frederiksen til at bryde ud i latter og erklære, at det kunne hun bekræfte, hvorved dansk politik kom til at ligne et gammelt ægteskab, hvor begge parter har opgivet at lade som om, de ikke kender hinandens irriterende vaner.

Morten Messerschmidt demonstrerede, at det kan være en fordel at læse sine e-mails til ende, før man svarer på dem

Men hvor Lars Løkke i det mindste vidste, hvem han var enig med, havde Pia Olsen Dyhr tilsyneladende lidt større vanskeligheder med at forklare, at der ikke var noget galt med hendes dømmekraft. På pressemødet efter SF's sommergruppemøde blev sagen om den tidligere rådgiver Thomas Nystrøm ved med at dukke op som en myg, man kan slå efter hele sommeren uden at ramme. Thomas Nystrøm var først blevet tvunget fra tjansen i 2020 på grund af krænkende adfærd, derefter anvendt som konsulent, så ansat igen og siden endnu en gang tvunget af pladsen. Det er et ansættelsesforløb, der næsten kræver et organisationsdiagram, en tidslinje og en innovativ forsvarsadvokat. Pia Olsen Dyhr kunne eller ville i hvert fald ikke rigtig svare på, hvordan det hele kunne hænge sammen, og på et tidspunkt blev hun så irriteret på journalisterne, at hun skældte dem ud for ikke at interessere sig for hendes politik, og så kunne det hele også være lige meget. Derefter erklærede hun pressemødet for slut. Havde der været en dør i nærheden at smække med, ville hængslerne være røget af.

Det var også ugen, hvor Morten Messerschmidt demonstrerede, at det kan være en fordel at læse sine e-mails til ende, før man svarer på dem. En mand blev fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for blandt andet at have sendt dødstrusler. I en mail til Messerschmidt havde manden først rost Dansk Folkepartis formand for, hvor dygtig han var til at forsvare sig. Det var åbenbart den del af beskeden, der blev læst. Men i slutningen af mailen – som altså ikke blev læst – dukkede der et noget mere konkret ønske op om at blive frikendt, hvis afsenderen myrdede Barbara Bertelsen. Messerschmidt svarede venligt tilbage: 'Tusind tak for de gode ord.' Det er sådan et øjeblik, hvor man må have medfølelse med den moderne politiker. Ikke alene skal man passe sit parti, sine vælgere, sine interviews og sine retssager. Man skal tilsyneladende også læse alt, hvad der står i mails fra en beundrer. Messerschmidt forklarede bagefter, at hvis han havde læst beskeden til ende, ville han naturligvis have reageret anderledes. Man kan sige, at der er en vis forskel på, om man får et fanbrev eller en attentatplan. Barbara Bertelsen fik senere et brev med Messerschmidts beklagelse. Dermed blev endnu en politisk krise afsluttet med en slags undskyldning og formentlig en fremtidig intern retningslinje om, at man lige skal huske at scrolle helt ned.

Indtil videre ser det ud til, at den eneste person, der med sikkerhed er enig i, at Troels Lund Poulsen er leder af blå blok, er Troels Lund Poulsen

Tirsdag var der drama i Retten på Frederiksberg, hvor Morten Messerschmidt havde sat Martin Lidegaard stævne i den juridiske afdeling af dansk politiks store familiefejde. Martin Lidegaard beskyldte under en debat sidste efterår Morten Messerschmidt for at være en del af en international bevægelse, der ville internere og deportere tusindvis af medborgere, hvis de havde en anden tro eller hudfarve end flertallet. I retten gjorde Messerschmidt det klart, at han bestemt ikke går rundt med en hemmelig deportations-plan i inderlommen, og danske statsborgere skal naturligvis ikke smides ud af landet alene på grund af tro, etnicitet eller hudfarve. Til gengæld var han ganske tydelig med hensyn til sine følelser. 'Jeg bliver virkelig oprørt!' erklærede han. 'Det er fuldstændig forrykt!' Og 'Det er helt forrykt og krænkende!' Senere fulgte den lavmælte finale, hvor der bare manglede et strygerorkester i baggrunden: 'Jeg bliver faktisk ked af det …' Sagens principielle spørgsmål blev dermed, om politikere skal kunne sige næsten hvad som helst om hinanden, eller om der trods alt findes en grænse mellem en hård værdidom og en faktuel påstand, der skal kunne bevises. Messerschmidt mente, at demokratiet dør, hvis man kan sige usande ting om hinanden. En bemærkning, der må have fået enhver, der nogensinde har set en folketingsdebat, til at kigge sig nervøst omkring efter en hjertestarter og en dødsattest. Efter retsmødet afviste Morten Messerschmidt beskyldningerne om utilsløret racisme som et røgslør. Martin Lidegaard erklærede sig 'fortrøstningsfuld', hvilket på politisk dansk omtrent betyder: 'Jeg mener stadig, jeg har ret, men min advokat har bedt mig om ikke at sige mere lige nu.' Kommentatorerne vurderede, at Messerschmidts vælgere vil mene, at han har ret, uanset hvad retten beslutter. Altså, først vælger vi konklusionen, derefter vælger vi de argumenter, der passer til den, og til sidst følger vi spændt retssagen for at finde ud af, om dommeren også har forstået, hvad vi allerede har besluttet. Dommen falder den 16. oktober. Indtil da må demokratiet forsøge at holde sig i live.

Mens Morten Messerschmidt kæmpede for sit politiske eftermæle i retten, havde Inger Støjberg travlt med at efterlyse noget, der i blå blok efterhånden virker omtrent lige så sjældent som en parkeringsplads i København: lederskab. Hun mente, at Troels Lund Poulsen måtte træde mere i karakter, hvis han fortsat ville betragtes som den naturlige leder af de borgerlige partier. Det er for så vidt et rimeligt ønske, for man har unægtelig hørt meget lidt til Troels Lund Poulsen, siden han i et kort øjeblik var kongelig undersøger og derefter tilsyneladende gik direkte i politisk flyverkjul. Der var ganske vist et avisinterview fra sommerferien, hvor han med den beskedenhed, man normalt forbinder med en mand, der netop har fundet sit eget navn på stemmesedlen, udråbte sig selv til blå bloks leder. Samtidig forudsagde han, at Venstre nok skulle blive stort igen, når alle de små borgerlige partier igen forsvandt. En interessant strategi: Først erklærer man sig selv for chef, og derefter håber man, at de ansatte siger op. Det særlige ved blå blok er i øvrigt, at alle efterlyser en stærk leder, men når nogen melder sig frivilligt, spørger de straks, hvem der dog har givet ham lov. Det minder lidt om en forældreforening, der klager over manglende struktur, men stemmer imod enhver, der foreslår en dagsorden. Indtil videre ser det ud til, at den eneste person, der med sikkerhed er enig i, at Troels Lund Poulsen er leder af blå blok, er Troels Lund Poulsen. Det er naturligvis også et begyndende flertal, hvis man er tålmodig nok.

Dansk uddannelsespolitik nærmer sig den store pædagogiske revolution: mindre matematik, mere dresscode

Inger Støjberg nøjedes dog ikke med at organisere de voksne. Hun havde også et forslag til, hvordan de unge skal opføre sig. Som led i bekæmpelsen af negativ social kontrol på ungdomsuddannelserne skulle der tales dansk – og kun dansk – på uddannelsesinstitutionerne, også i pauserne. Ellers ud. Første skoledag skulle eleven give hånd til rektor og et medlem af ledelsen af det modsatte køn, hvis man altså overhovedet ville begynde på skolen. Og hvis det blev vurderet nødvendigt, skulle der indføres regler for påklædning, herunder forbud mod dunjakker og kasketter. Ifølge udspillet skulle man have 'pillet attituden af' de unge dominerende drenge. Dermed nærmer dansk uddannelsespolitik sig den store pædagogiske revolution: mindre matematik, mere dresscode.

Lars Løkke Rasmussen var enig med sig selv, Mette Frederiksen kunne bekræfte det. Pia Olsen Dyhr ville hellere tale om politik end om dømmekraft, Morten Messerschmidt blev oprørt, forrykt og ked af det – dog ikke nødvendigvis i den rækkefølge – og Martin Lidegaard var fortrøstningsfuld. Inger Støjberg efterlyste en leder ved navn Troels Lund Poulsen, men mente ikke at han var klædt på til det, og forsøgte samtidig at forbyde indvandrerdrenge at gå med dominansdunjakker.

'Klæder skaber folk', sagde man engang. Det var dengang, man ikke vidste, at det havde noget med politik at gøre.



UGENS LAVPUNKTER:

• Den tidligere folketingspolitiker Jan E. Jørgensen, der ikke blev genvalgt ved seneste folketingsvalg, er blevet anmelder på filmmagasinet Ekko. Men forskellen er ikke så stor: Man sidder i en halvtom sal i to timer, prøver at følge med, og bagefter er alle uenige om, hvad det egentlig handlede om.
• Metas nye AI-briller, også kendt som 'pervert glasses' eller 'stalkerbriller', får heftig kritik, fordi de kan optage folk i smug. Problemet er, at de ligner helt almindelige briller. Fortsætter debatten, tør ingen snart tage briller på – til gengæld bliver det interessant at følge ulykkesstatistikkerne.
• Varme og tørke har fået druerne til at modne usædvanlig tidligt flere steder i Frankrig, og i områder ramt af naturbrande kan røgen også påvirke smagen. Det betyder, at Frankrig snart kan lancere en Bordeaux BBQ.
• Problemulven fra Nørre Nebel, der blev skudt i sidste uge, skal nu obduceres i København. Obduktionen kan blandt andet give svar på, om der er en fysisk årsag til ulvens problematiske adfærd. Hvis ikke, må konklusionen nok være, at den bare havde dårlige arbejdsbetingelser.
• En etiopisk kvinde er blevet anholdt i Københavns Lufthavn med 46 kilo khat og sigtet for brud på narkotikalovgivningen. Det er ikke oplyst, hvordan kvinden forholder sig til sigtelsen. Måske havde hun bare misforstået begrebet 'all inclusive'.
• Føtex kan snart byde de to nye medarbejdere Danny og Frankie velkommen. Robotterne skal sætte varer på hylderne, fordi det er svært at skaffe arbejdskraft. Inden længe bliver selvbetjeningskassen forfremmet til souschef.
• Inden for de seneste 12 måneder har 30 procent af unge mellem 15 og 24 år bevidst købt kopivarer. De resterende 70 procent har bare ikke fundet den rigtige Gucci-forhandler på parkeringspladsen endnu.
• Danske forskere har efter seks års forskning fundet ud af, hvorfor narhvalens tand vokser lige og samtidig snor sig. De mangler nu bare at finde ud af, hvorfor narhvalen overhovedet har brug for en tand på tre meter.
• Syv ud af ti bøger på bestsellerlisten handler om kost og krop. Dansk litteratur er nu delt op i to genrer: 'Sådan bliver du tynd' og 'Sådan accepterer du, at du ikke blev det'.
• Sikkerhedsstyrelsen tester, om butikker sælger alkohol og tobak til unge. Næste skridt bliver at sende pensionister ud for at kontrollere, om de får seniorrabat uden at blive bedt om legitimation.

• Bing Crosby: The Best Things in Life Are Free
• Christina von Bülow: Forelsket i København
• Sinne Eeg: Talking to Myself
• The Dave Brubeck Quartet: Three to Get Ready
• Roberta Flack: Feel Like Makin' Love
• Duke Ellington: Satin Doll
• Thomas Dutronc: La belle vie
• Paul McCartney: I'm Gonna Sit Right Down And Write Myself A Letter
• Eliane Elias: Call Me
• Gregory Porter: Good Goodbye

Playlisten ligger på Spotify og kan høres i sin helhed her.
Illustration: AI