Uffe Jerner

På trods af mine manglende rejse- og ferieplaner tager jeg troligt hver sommer til en lille fransk badeby for at være i selskab med M. Hulot alias Jacques Tati. Les Vacances de Monsieur Hulot (Festlige feriedage, som filmen hedder på dansk) har ikke noget egentligt plot, ingen dramatiske konflikter og ingen psykologiske dybder. Alligevel er halvanden time forbi, før man opdager det. Man har ganske enkelt været på ferie.

Hver episode vokser langsomt frem, ikke gennem traditionel slapstick, men minutiøs timing

Feriegæsterne ankommer til et lille badehotel ved Atlanterhavskysten. De samme mennesker spiser morgenmad, går tur på stranden, spiller kort, sladrer, drikker aperitif og keder sig på hver deres karakteristiske måde. Alt er genkendeligt, og netop derfor bliver det morsomt.

Så ankommer Monsieur Hulot tøffende og knaldende i sin skrantende plimsoller af en bil. Hulot er langlemmet, piberygende og iført alt for korte bukser, kiksede sokker og en uforlignelig evne til at befinde sig præcis dér, hvor han utilsigtet kan skabe maksimal uro. Ikke fordi han er specielt klodset. Han er bare en mand, hvis logik aldrig helt falder sammen med omgivelsernes.

Katastroferne er små og høflige. En dør smækker, en båd driver væk, en hest bliver forskrækket, en bildør falder af, et fyrværkeri går af på det forkerte tidspunkt. Hulot er altid oprigtigt overrasket over, at verden endnu engang har misforstået hans bedste hensigter.

Filmens mest berømte sekvens – måske en af de sjoveste i filmhistorien – udspiller sig på tennisbanen. Hulot beslutter sig for, at han må lære denne dannede feriesport. Han går derfor ind i den lokale sportsforretning for at købe en ketcher. Ekspedienten, en myndig og professionel dame, demonstrerer omhyggeligt, hvordan man holder den. Hun viser grebet, håndleddets bevægelse og svingbanen med en alvor, som var hun ved at instruere en kirurg i en hjerteoperation. Hulot lytter med største opmærksomhed. Han nikker, øver bevægelsen og forlader optimistisk butikken. Problemet er bare, at han tager undervisningen for bogstaveligt. På tennisbanen udfører han hvert eneste slag med mekanisk præcision. Ikke som en tennisspiller, men som en mand, der minutiøst følger en brugsanvisning uden nogensinde at spørge, hvad formålet er. Resultatet er ubetaleligt. Hans serv er en blanding af katapult og salut. Forhånden udføres med militær disciplin. Hvert eneste slag er teknisk absurd, men umuligt at returnere. Modstanderne, der har spillet tennis hele livet med korrekt fodarbejde og aristokratisk selvbeherskelse, bliver én efter én reduceret til statister i Hulots egen fortolkning af sporten. De løber forvirret rundt, mens Hulot med den største uskyld sender sine håbløse bolde afsted.

Man opdager pludselig, hvor lidt ord egentlig betyder, når billederne er så præcist koreograferet

Man morer sig mindst lige så meget over de rutinerede spillere, der er så fastlåste i forestillingen om, hvordan tennis bør spilles, at de er totalt forsvarsløse over for en mand, som ikke kender de uskrevne regler. Det er typisk Tati. Han gør aldrig grin med den uerfarne. Han gør grin med konventionerne, og sådan fortsætter det filmen igennem. En begravelsesagtig hotelmiddag bliver forstyrret af en dør, der går op og i i ét væk. Et uskyldigt bilhorn udvikler sit eget liv. En picnic kollapser uden egentlig grund. Hver episode vokser langsomt frem, ikke gennem traditionel slapstick, men minutiøs timing.

Tati behøver næsten ingen dialog. Han komponerer med lyde: knirkende gulve, klaprende døre, bølgeskvulp, bildæk på grus, fjerne stemmer og Hulots karakteristiske piberygning. Man opdager pludselig, hvor lidt ord egentlig betyder, når billederne er så præcist koreograferet.

Derfor ældes filmen heller ikke, selv om den er fra 1953. Hvor så mange komedier er bundet til deres tid, er Les Vacances de Monsieur Hulot stadig frisk mere end halvfjerds år efter. Dens humor bygger på menneskelig adfærd. Vi genkender stadig den pensionerede oberst, der ved alt om tidevand, den evigt bekymrede hotelvært, den stereotype tjener, børnene, der straks accepterer Hulot som én af deres egne, og de voksne, der aldrig helt ved, om de skal beundre ham eller undskylde for ham.

Filmen er i virkeligheden en kærlighedserklæring til alle de mennesker, der aldrig helt passer ind. Monsieur Hulot ødelægger ganske vist glansbilledet, men han gør det med en høflighed og en uskyld, som gør verden en lille smule mindre stiv og mere menneskelig.

Når ferien er slut, er hotellet uforandret. Men tilskueren er blevet lidt gladere og lettere.

Tennisscenen kan ses her. Underteksterne er spanske i denne version, men som sagt er ordene uden betydning.

Hele filmen kan ses ganske gratis på her.

En croissant steg af toget i Stockholm, fordi den havde hørt, at Count Basie manglede en morgenmadspartner. Undervejs blev den samlet op af en regnbue, som insisterede på at tage en omvej over Hawaii, hvor den mødte en månestråle med jazzambitioner. De blev enige om at danne en trio, men projektet faldt til jorden, da sensommeren nægtede at spille efter noder og i stedet begyndte at dirigere skyerne. Ingen forstod helt, hvad der foregik – men alle var enige om, at det lød forbløffende godt.

• Jazzy Croissant: La Vie en Couleurs
• Carin Lundin: Jag kan se dig när
• Israel 'Iz' Kamakawiwo'ole: Over The Rainbow/What A Wonderful World
• Bo Kaspers Orkester: Ett & noll
• Nulle & Verdens Orkestret: Månestråle
• Scott Hamilton: Stockholm Sweetnin'
• Lars H.U.G.: Waterfall
• Count Basie: Li'l Darlin'
• Lis Sørensen: Verden Er I Farver
• Rugsted & Kreutzfeldt: Sensommer

Playlisten ligger på Spotify og kan høres i sin helhed her.
Illustration: AI

Først opdagede menneskeheden, at vi allerede i forgårs havde brugt hele årets naturbudget: Earth Overshoot Day. Resten af året lever vi på afbetaling, en slags kviklån hos Moder Natur. Danmark ligger som sædvanlig helt i front. Vi har hverken olie, diamanter eller regnskov, men vi har alligevel formået at opføre os, som om vi ejer tre planeter og leaser en fjerde. Men klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa har heldigvis fundet synderen: Vores garderobeskabe. Ikke kulkraftværker, cementproduktion eller privatfly. Nej, en dame fra Kolding har simpelt hen købt en cardigan for meget. Hele kloden brænder, og løsningen er at tælle efter, hvor mange hættetrøjer, der er i omløb, og har vi virkelig brug for syv par sorte bukser?

Vi har hverken olie, diamanter eller regnskov, men vi har alligevel formået at opføre os, som om vi ejer tre planeter og leaser en fjerde

Apropos brand: Omkring Bordeaux er over 200.000 mennesker blevet evakueret, 42.000 hektar natur er væk, tusindvis af virksomheder er lukket, og Bordeaux årgang 2026 risikerer at få en diskret eftersmag af lejrbål. Vinanmeldere får travlt: 'interessant bouquet med noter af eg, solbær og civilbeskyttelse.'

Hjemme i Danmark er boligmarkedet til gengæld stadig så brandvarmt, at vi på seks måneder har købt ejerlejligheder for 44,5 milliarder kroner. Og når man nu har købt en lejlighed til otte millioner, er det rart at vide, at man i det mindste kan blive gammel med værdighed. Dansk Folkeparti vil lovgive om retten til kød på plejehjem og sygehuse. Ikke retten til en medarbejder, der har tid til at hjælpe dem på toilettet eller retten til kortere ventelister, men retten til en hakkebøf, om nødvendigt eskorteret af Hjemmeværnet. Danmark bliver muligvis det første land, hvor menneskerettighederne omfatter både liv, frihed og brun sovs.

Samtidig kan vi glæde os over, at ligestillingen i dansk politik nu endelig er nået i mål. Kvinder og mænd sidder nu næsten fuldstændig ligeligt fordelt på magtens poster. Der er unægtelig også en vis retfærdighed i, at begge køn nu kan tage lige stort ansvar for de problemer, ingen af dem kan løse.

Der er unægtelig også en vis retfærdighed i, at begge køn nu kan tage lige stort ansvar for de problemer, ingen af dem kan løse

Det muslimske spejderkorps Semerkand Ungdom beskriver sig selv med ordene 'åndsfrihed, ligeværd og demokrati', men drenge og piger kan ikke gå til spejder sammen. Som at åbne en vegetarrestaurant med sloganet: 'Vi elsker grøntsager, men serverer kun kød.' Spejderkorpset får over en halv million kroner om året i statsstøtte via tipsmidlerne. Det betyder, at hver gang en pensionist taber 50 kroner på at spille Lotto, kommer vi en lille smule tættere på kønsopdelte spejdermøder. Politikere fra flere partier er forargede, og nu skal kulturminister Zenia Stampe undersøge, om reglerne for statsstøtte skal opdateres. Imens forsikrer alle, at ingen er udelukket. Der er bare ingen piger. Men der er pigehold på vej. Det minder lidt om DSB: Toget kommer, man ved bare ikke helt hvornår.

Internationalt går det heller ikke stille for sig. I Berlin blev et Pride-arrangement ramt af et islamistisk terrorangreb, da en person kørte ind i menneskemængden i en varevogn, dræbte én og kvæstede 29. Gerningsmanden havde været fængslet, han var kendt af myndighederne, og han havde været i afradikalisering. Det eneste sted, han tilsyneladende ikke havde været, var på listen over mennesker, man måske burde holde lidt ekstra øje med. Hvis han havde været en bibliotekslåner med en bog, der var afleveret tre dage for sent, var han sandsynligvis blevet overvåget mere konsekvent. Efter terrorangrebet har politikerne lovet at undersøge, hvordan det kunne ske. Det er efterhånden blevet Europas mest stabile beredskabsplan: Først tragedien, derefter undersøgelsen og endelig rapporten. Så kan vi glemme det hele igen.

I Polen er der landet et missil. Eller en raket? Ingen ved det helt endnu. Måske russisk, måske ikke. Måske er det en forulykket UFO? Ligger der marsmænd og lurer i buskadset? Europæisk sikkerhedspolitik er en disciplin, hvor man først undersøger krateret og derefter spørger, om nogen tilfældigvis mangler et missil.

Hver gang en pensionist taber 50 kroner på at spille Lotto, kommer vi en lille smule tættere på kønsopdelte spejdermøder

Og så var der ugens mest spektakulære afhopning – eller elegante pirouette. TV 2's USA-ekspert Sofie Rud skiftede job til den amerikanske ambassade, selv om hun ellers er kendt for at være en ubønhørlig kritiker af Trump-administrationen. Kommentarsporene på de sociale medier eksploderede øjeblikkeligt. Hendes følgere på LinkedIn – fortrinsvis mediefolk som hende selv – mente, det var fantastisk. Omvendt mente Facebooks tastaturkrigere, at hun personligt var i gang med at overrække Grønland til Donald Trump med en rød silkesløjfe omkring. Sandheden ligger muligvis et sted midt imellem, men det ville være den mindst interessante mulighed. Det særlige ved LinkedIn er, at hvis nogen annoncerede, at de havde fået job som kommunikationschef for en aktiv vulkan, ville kommentarerne stadig være: 'Stort tillykke! Så velfortjent! Du bliver fantastisk i rollen.'

USA er for resten tilbage med endnu en omgang straftold. Denne gang lyder forklaringen, at tolden skal bekæmpe tvangsarbejde og styrke menneskerettighederne. Der er bare det ved det, at USA selv er blandt de største importører af varer produceret ved tvangsarbejde. I øvrigt tillader den amerikanske forfatning tvangsarbejde for indsatte i fængsler, så argumentet om menneskerettigheder er omtrent lige så overbevisende som en pyroman, der påstår, at han har sat ild til noget for at forebygge en storbrand.

Summa summarum: Planetens naturbudget er overskredet, Frankrig brænder, Europa undersøger endnu et missil, og Trump er stadig USA's eget løsgående missil. Terroren vender tilbage, lejligheder sælges hurtigere end brandslukkere, og politikerne har opnået perfekt kønsbalance og forsøger at udbrede idéen til muslimske kredse. Og hvis alt andet går galt, kan vi heldigvis trøste os med, at retten til en hakkebøf på plejehjemmet snart er grundlovssikret.

Det er alligevel rart at vide, at der stadig er noget, vi kan stole på.



UGENS LAVPUNKTER:

• Cyklistforbundet har foreslået, at hurtige cyklister må køre på vejen. Bilisterne foreslår til gengæld, at de skal have lov til at køre på cykelstien. Fodgængerne har opgivet og søgt om asyl i en rundkørsel.
• Margrethe Vestager, som har brugt år på at kæmpe mod techgiganterne, frygter, at AI vil gøre flertallet dummere. AI har svaret, at den deler bekymringen.
• En britisk bedemand er tiltalt for at opbevare lig i sine kølerum i flere måneder og udlevere de forkerte lig til de pårørende. Han drev med andre ord bedemandsforretning efter samme princip, der kendes fra lufthavne: Somme tider ender bagagen bare på det forkerte bånd.
• Knudeklinten på Fur blev i weekenden udnævnt til Unesco Verdensarv. Nu vil Museum Salling undersøge muligheden for at lave eksklusive fossiljagter for turister, når de besøger Knudeklinten. Altså en slags Pokémon GO for pensionister.
• Det kniber med at få lærerstuderende til Skive. Sidste år var der 36 studerende. I år er der 27. Den største udfordring ved rusugen bliver at finde deltagere nok til rundkredsen.
• Universiteterne mærker også den manglende interesse. På fem år er ansøgningerne til sproguddannelserne styrtdykket og faldet til det halve. Til næste år kan fredagsbaren holdes i elevatoren.
• Mens der er rift om ungdomsboliger i København, står de tomme i Aalborg. En ungdomsbolig i Aalborg har stået tom så længe, at den er begyndt at læse jura på egen hånd.
• Forskere ser et stort potentiale i at få tang ind i vores madvaner, og nogle steder er 'havets grøntsager' allerede kommet i gryderne. 'Havets grøntsager' lyder som noget, en blæksprutte siger for at få børnene til at spise op.
• Givskud Zoo nordvest for Vejle har fået usædvanlig mange dyreunger i år. Den nyeste kom til verden i onsdags, da gorillaen Minnie fødte en unge. Pandaerne i Zoologisk Have i København er blevet sendt på motivationskursus.
• Der var tidligt torsdag formiddag meldinger om gaslugt i Fredericia. Efter flere timers efterforskning og samarbejde med andre myndigheder kunne politiet konstatere, at lugten var forsvundet fra gerningsstedet. Signalement: usynlig, lugtede mistænkeligt.

Efter et længere tilløb har jeg besluttet mig til at tage tyren ved hornene og bekende kulør. Sagen er den, at jeg ikke hører til dem, der bliver rastløse, hvis de ikke mindst én gang om året står i en lufthavn klokken fem om morgenen med et pas i hånden. Men jeg misunder dem en smule. Ikke fordi jeg selv har lyst til at være med, men fordi de tydeligvis får noget ud af det.

Jeg kan godt spørge, hvor toilettet er, men det er sjældent netop dét spørgsmål, der optager mig mest

Jeg har det bare stik modsat. Jeg bryder mig grundlæggende overhovedet ikke om at rejse. Det er efterhånden mange år siden, jeg sidst for alvor var i udlandet (Sverige undtaget af familie-mæssige årsager), og jeg savner det heller ikke. Tidligere rejste jeg en del. Lige indtil jeg indså, at jeg nok mest gjorde det, fordi det var noget, der blev forventet af én. Man tog på storbyferie, charterferie eller kør-selv-ferie, og bagefter kunne man fortælle om det ved frokostbordet på arbejdet. Først da jeg holdt op med at rejse, opdagede jeg, hvor befriende det var. Den største glæde ved enhver ferie havde været det øjeblik, hvor jeg satte nøglen i min egen hoveddør og mærkede lettelsen over, at jeg endelig var hjemme igen.

Det mest anstrengende ved at rejse er sproget. Jeg taler ganske vist engelsk (sådan da) og kan sagtens klare mig. Tysk og fransk kan jeg til husbehov, men der er en kæmpe forskel på at kunne gøre sig forståelig og på at kunne udtrykke sig præcist. På dansk kan jeg nuancere, være ironisk eller alvorlig, måske endda vittig, alt efter hvad situationen kræver. Men dansk er som alle andre sprog fyldt med faste vendinger og kulturelle koder, som ikke lader sig oversætte.

På et fremmed sprog føler jeg mig reduceret til en simplere udgave af mig selv. Jeg kan godt spørge, hvor toilettet er, men det er sjældent netop dét spørgsmål, der optager mig mest. Mit modersmål er ganske enkelt en væsentlig del af min identitet. Måske er det derfor, jeg aldrig kommer til at føle mig hjemme i udlandet. Ikke fordi folk er uvenlige (jo, nogle er, men det adskiller dem ikke fra danskere), mere fordi et fremmed sprog hele tiden minder mig om, at jeg er gæst.

Der er steder i verden, som er langt mere spektakulære end noget, Danmark kan præstere. Grand Canyon, Himalaya, Victoriafaldene og koralrevene er næppe i fare for at blive overgået af en bakketop mellem Ry og Silkeborg eller en strand i Hornbæk. Alligevel vover jeg den påstand, at jeg allerede har set det meste af verden. Ikke med mine egne øjne selvfølgelig, men gennem utallige dokumentarfilm, naturprogrammer og rejseudsendelser. Indvendingen er, at det ikke er det samme som at være der selv. Men omvendt har film- og tv-hold adgang til steder, som almindelige turister aldrig kommer i nærheden af. Der bliver filmet fra helikoptere, dykket ned på havets bund, dyrelivet bliver fulgt i områder, hvor vi andre ville blive sendt hjem med besked om, at der er adgang forbudt for uvedkommende, eller der er simpelt hen er for farligt at færdes. Jeg ser ikke verden med mine egne fødder, om jeg så må sige, men til gengæld ser jeg mere af den på skærmen. Som en særlig bonus er der som regel ingen hjemme i min egen stue, der prøver at sælge mig en selfiestang eller en køleskabsmagnet.

Vi har ikke vulkaner eller regnskove, men vi har et landskab, der ikke råber, og vi råber heller ikke selv

En af de mest citerede sætninger i dansk litteratur er H.C. Andersens: 'At rejse er at leve.' Det er et smukt, om end fortærsket citat, og for mange mennesker er det sikkert også sandt. For mig er at rejse mere at overleve. At finde den rigtige gate. At stå i kø. At håbe, at kufferten kommer med. At forsøge at forstå højttalerudkald , der lyder, som om det bliver annonceret fra bunden af en tom blikspand. At være i tvivl om man nu også har forstået buschaufføren rigtigt (eller omvendt). Det er ikke ligefrem den form for eventyr, jeg drømmer om.

Jeg har den største respekt for dem, der elsker at rejse. Der er mennesker, som bliver oplivet af nye kulturer, fremmede dufte, ukendte landskaber og spontane oplevelser. Jeg tror fuldt og fast på, at de mener det, når de siger, at rejser har ændret deres syn på verden. Jeg ønsker dem tillykke. Jeg har bare opdaget, at mit eget syn på verden ikke nødvendigvis bliver større af at befinde mig længere væk hjemmefra.

Til gengæld holder jeg usigelig meget af Danmark. Vi har ikke vulkaner eller regnskove, men vi har et landskab, der ikke råber, og vi råber heller ikke selv. Kyster, skove, heder, klitter, gamle købstæder, herregårde, slotte, kirker og små havne, hvor tiden ser ud til at være gået i stå. Ingen har set alt det, landet rummer. Jeg har i hvert fald ikke.

Jeg er ikke ude på at omvende nogen. At rejse er for mange en vigtig del af livet, præcis som det at blive hjemme er blevet en vigtig del af mit. Derfor er det heller ikke et forsøg på at afgøre, hvad der er den rigtige måde at holde ferie på, eller hvad der giver mest mening. Den diskussion interesserer mig sådan set ikke. Men vi er forskellige. Nogle længes efter det fjerne, andre trives bedst med det nære.

De sidste er nok bare i undertal.

God musik spørger ikke om genre, årstal eller nationalitet – kun, om man har tid til at lytte.

Først dagens smil, inden Sammy Davis Jr. med elegance og nærvær overtager med den evigt rørende Mr. Bojangles.

Django Reinhardt minder os om, at en guitar kan være både ild og fløjl, mens Alison Moyet beviser, at kærligheden, den gamle røver, aldrig går helt på pension. Keith Jarrett og Charlie Haden giver tonerne tid til at trække vejret, før Astrud Gilberto og Antônio Carlos Jobim sender os på en kort afstikker til Rio, hvor isterningerne klirrer lidt langsommere. Carole King påpeger derefter, at nogle af livets vigtigste sætninger er de sværeste at at få sagt: It's Too Late.

Coleman Hawkins fortæller en hel roman med sin saxofon. Melody Gardot lader morgensolen stå op, og Glenn Miller lukker og slukker med Tuxedo Junction, mens man forestiller sig et velklædt orkester, et dansegulv og mennesker, der stadig vidste, hvordan man tog sig god tid.

Hvis der er en rød tråd, kunne det være musik, der ikke behøver at råbe for at blive hørt, og som har overlevet tidens nådesløse sorteringsmaskine:

• Timeless Tone: Smile of the Day
• Sammy Davis Jr.: Mr. Bojangles
• Django Reinhardt: Topsy
• Alison Moyet: That Ole Devil Called Love
• Keith Jarrett · Charlie Haden: Everything Happens To Me
• Astrud Gilberto · Antônio Carlos Jobim: Água de Beber
• Carole King: It's Too Late
• Coleman Hawkins: Body and Soul
• Melody Gardot: Morning Sun
• Glenn Miller: Tuxedo Junction

Playlisten ligger på Spotify og kan høres i sin helhed her.
Illustration: AI

Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad det vil sige at koge suppe på en pølsepind, kan jeg anbefale at forsøge at lave en oversigt over ugens mest omtalte begivenheder. Det har jeg selv lige gjort, og resultatet blev en tynd kop te. Men lidt har også ret:

Først måtte vi sige farvel til Jonas Vingegaards Tour de France-drømme. Ikke med et heroisk angreb på Alpe d'Huez eller en dramatisk duel mod Pogacar, men med et styrt, en slynge og en ambulance. Sådan er cykelsporten. Man kan være verdens hurtigste mand den ene dag og statist i en Falck-reklame den næste. Nationen gik kollektivt i sorg, og den danske sportsbefolkning begyndte straks at regne på, om der mon kunne uddeles gule trøjer for moralske sejre. Men nej. Det ville nok have krævet Vorherres eller den amerikanske præsidents mellemkomst.

Man kan være verdens hurtigste mand den ene dag og statist i en Falck-reklame den næste

Til gengæld kan vi snart glæde os over en delvis solformørkelse. Det sker ganske vist først den 12. august, så der er god tid at forberede sig, men midt i en agurketid er der tale om et enestående nyhedsmæssigt højdepunkt. Hele 85 procent af solen forsvinder. Det er den største solformørkelse siden 2015, og næste gang bliver først i 2048. Det er med andre ord et af de få fænomener, hvor der er grund til at løfte blikket fra mobiltelefonen. Men glem nu ikke at tage et billede til Instagram.

Skulle det være undgået nogens opmærksomhed, har Storbritannien igen fået ny premierminister. Engang var det en livsgerning at være britisk premierminister. Nu minder jobbet mere om et sommerferiejob på en tankstation. På ti år har Storbritannien haft syv premierministre. Vagterne foran nummer 10 har opgivet at lære navnene udenad, og det siges, at Downing Streets flyttefirma har indført et klippekort, så den syvende indflytning udløser gratis bobleplast. Den nye premierminister Andy Burnham har lovet at skabe stabilitet og har fremlagt en tiårsplan, og ti år er alligevel et dristigt bud i et land, hvor en premierminister kun lige når at lære Wi-Fi-koden, før nogen ringer på døren med en afskedsbuket. Så det store spørgsmål er ikke, om Andy Burnham bliver en god premierminister, men kommer han til at holde længere end et hvidkålshoved? Hvis svaret er ja, vil han blive betragtet som en af de mest stabile britiske regeringsledere i nyere tid.

På den anden side af Atlanten har USA fundet ud af, at landets vigtigste våbensystem måske slet ikke er hangarskibe, kampfly eller atomubåde, men testosteron. Derfor skal alle soldater over 30 nu testes. Ikke for deres skydefærdigheder, men for deres hormonbalance. Pentagon er tæt på at anse det for en strategisk nødvendighed. Man forestiller sig fremtidens NATO-topmøder, hvor generalerne ikke længere sammenligner antallet af kampvogne, men sidder og diskuterer blodprøver.

Forvaltningen skal bare dokumentere over for politiet, at det, enhver kan se, faktisk er det, de kan se

Herhjemme har vi til gengæld fået en ny disciplin i offentlig forvaltning: permanent midlertidighed. Københavns Politi vurderer, at en såkaldt romalejr i et af byens mere mondæne boligområder ikke er permanent. Derfor er den heller ikke ulovlig. At den har ligget der i månedsvis og drevet beboerne til vanvid på grund af afbrænding, affald og afføring overalt, påvirker ikke vurderingen, heller ikke selv om B.T.s debatredaktør Joachim B. Olsen 'raser' over, at Københavns Kommune – i skikkelse af teknik- og miljøborgmester Line Barfod fra Enhedslisten – har større sympati for 'den her tilbagestående romakultur' end for københavnerne. Line Barfod tager ikke telefonen, men han får medhold af sundheds- og omsorgsborgmesteren, Jens-Kristian Lütken fra Venstre. Forvaltningen skal bare først dokumentere over for politiet, at det, enhver kan se, faktisk er det, de kan se. Kafka ville have trukket sit manuskript tilbage, kastet digterhatten fra sig og søgt job i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Samtidig har Folketinget fået sin egen udgave af Da Vinci-mysteriet. Ikke på grund af en lov, et forlig eller en ministerrokade, men på grund af en tatovering. Enhedslistens Trine Pertou Mach har en tekst på arabisk på armen og vil ikke at oplyse, hvad den går ud på. Dermed opstod en af årets mest ophidsede debatter: Har offentligheden ret til at kende betydningen af en folketingspolitikers tatovering? Foreløbig henstår det i det uvisse, om de arabiske skrifttegn dækker over 'Fred', 'Frihed', 'Kylling i karry' eller måske den universelle påmindelse, alle voksne mennesker burde få tatoveret et synligt sted: 'Husk at købe chips!' Men ingen ved indtil videre, hvad der står, måske ikke engang Trine Pertou Mach selv. Eller måske har hun bare glemt det og nyder opmærksomheden.

Det mest interessante er ikke tatoveringen, men tidens paniske behov for at vide alting. Vi har tilsyneladende afskaffet mysteriet som begreb. Hvis der står noget på et fremmedsprog, skal det oversættes. Hvis nogen tier, skal tavsheden analyseres. Hvis en politiker siger: 'Ingen kommentarer', bliver det automatisk opfattet som en indirekte tilståelse. Vi er nået dertil, hvor et manglende svar ikke længere er et manglende svar. Det er bare et svar, som fantasien endnu ikke har fundet den rigtige konspiration til.

Imens fortsætter solen med at stå op, cykelryttere vælter, politikere diskuterer definitioner, briterne forsøger sig med endnu en premierminister, amerikanerne måler hormoner, og vi selv leder efter meningen med det hele, fortrinsvis på de sociale medier. Måske bliver den største formørkelse den 12. august ikke solens. Måske bliver det bare vores egen formørkede evne til at skelne det, der virkelig betyder noget, fra det, der bare fylder en uge i nyhedsstrømmen.



UGENS LAVPUNKTER:

• Gæsterne strømmer til Oplevelsescenter Nyvang for at opleve en kopi af Andersens Badehotel fra tv-serien Badehotellet. Næste år åbner en kopi af parkeringspladsen.
• Tidligere statsminster Helle Thorning-Schmidts mand Stephen Kinnock er blevet udpeget som minister for Wales i den nye britiske regering. Han er født i Wales, så regeringen konkluderede, at han nok ved, hvor det ligger.
• Der er næsten ingen dræbersnegle i år. De få tilbageværende menes at holde krisemøde i en glemt kompostbunke.
• Som det første land i EU vil Frankrig forbyde adgang til TikTok og Instagram for børn under 15 år. I stedet får de udleveret en baguette og en eksistensialistisk roman.
• Regeringen i Tjekkiet har godkendt et lovforslag, der skal forbyde mobiltelefoner i skolerne. Forbuddet vil også omfatte andre elektroniske kommunikationsenheder, herunder smartwatches. Det mest avancerede stykke teknologi i klassen bliver herefter den elektriske blyantspidser.
• Den spanske regering vil forbyde rygning på restaurander og strande. Med andre ord vil den eneste røg, der nu ses på en spansk strand, komme fra en turist, der har glemt sin solcreme.
• Efter flere års debat er Hitlers fødehjem i den østrigske by Braunau am Inn blevet omdannet til politistation, så bygningen kommer til at tjene et fornuftigt formål. I samme ånd kunne man passende omkalfatre Napoleons hat til en cykelhjelm.
• En sydkoreansk Michelin-restaurant skal i retten for at pynte en dessert med myrer, så nu er det slut med dem. Kaffen serveres stadig med en edderkop på kanten.
• Nærgående måger plager flere udendørsrestauranter i sommerlandet, og en café i Aarhus har ansat en person udelukkende til at forhindre måger i at stjæle pommes frites fra bordene. Flere skeptikere mener dog, at der slet ikke er tale om måger, men flyvende pommes frites-inspektører fra EU.
• Euroen skal have nyt design, og EU-borgerne kan selv være med til at vælge det online. EU's største frygt er ikke et hackerangreb, men at alle eurosedler ender med et billede af en kat med solbriller.