Uffe Jerner

Vi begynder med Alternativets stemmeslugende folketingsmedlem Signe Wenneberg, der har gjort bæredygtighed til en mærkesag. På de sociale medier kritiserede hun et ægtepar, der havde revet et hus ned, og fremstillede det som et eksempel på danskernes lemfældige omgang med ressourcerne.

At blive siddende må siges at være en politisk protest, der ikke kræver den store anstrengelse

Der var bare den detalje, at huset ikke var den bevaringsværdige perle, man kunne få indtryk af. Pælene under huset var rådne, huset var skredet 40 centimeter, og det var hverken muligt at få ejerskifteforsikring eller kreditlån. En renovering var kort sagt ikke realistisk. Den nye ejer havde forsøgt at genbruge materialer, blandt andet blev alle indvendige døre og de fleste vinduer givet videre til sælgerens børn. Da ægteparret forsøgte at korrigere Wennebergs opslag, blev kommentarfeltet lukket, og opslaget senere slettet. Wenneberg gav bagefter køberne en uforbeholden undskyldning. Så gik der et par dage, hvorefter hun skrev et nyt opslag med det samme indhold. Nu har ægteparret politianmeldt hende for blandt andet uberettiget adgang til haven, fotografering og bagvaskelse. Men Alternativet har ikke taget afstand fra den alternative form for markedsføring og betragter det tilsyneladende som en tiltrængt synlig fjer i hatten ud fra princippet om, at dårlig omtale er bedre end ingen. Via Alternativet har Signe Wenneberg fastholdt, at hun kun fotograferede huset fra offentlig vej. Siden har det vist sig, at hun sidder i bestyrelsen for et nedrivningsfirma, og at hun selv har fået revet et sommerhus ned for at bygge et nyt. Men det er noget helt andet, siger hun. Sommetider kommer den grønne glorie til at sidde lidt skævt, når man går den efter i sømmene.

Næsten lige så meget opmærksomhed fik Danmark besøg af en mand med lidt større nedrivninger at slås med: Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj. Besøget bød på audiens på Amalienborg, kransenedlæggelse på Kastellet, en historisk tale i Folketinget og 4,8 milliarder med hjem i inderlommen. Zelenskyj blev den første udenlandske statsleder, der talte fra Folketingets talerstol, og blev mødt med stående klapsalver. Næsten alle var med på den, men løsgængeren Jacob Harris nægtede at rejse sig op, fordi han opfattede begivenheden som politisk iscenesættelse. Han beskrev Mette Frederiksen som 'en diktator der kan fortælle, hvem der kan stå på en talerstol'. Også en måde at markere sin selvstændighed på. At blive siddende må dog siges at være en politisk protest, der ikke kræver den store anstrengelse, men selv en historisk tale om europæisk sammenhold kan ende som en hjemlig diskussion om talerstole og siddestillinger. Vi er et lille land, men vi kan altid få en stor begivenhed til at handle om os selv.

For at undgå bøvl en anden gang kunne man måske holde næste klimatopmøde på Teams, så alle kan deltage hjemmefra

Apropos grønne idealer: Klimaminister Samira Nawa rejste til klimatopmøde i Antalya i Tyrkiet sammen med dronning Mary. Transporten foregik med privatfly fra Blackbird Air, der ejes af rigmanden Anders Holch Povlsen. Det er praktisk at ankomme veludhvilet til et klimatopmøde, hvor man skal tale om at mindske verdens CO₂-udledning uden at skulle tænke på, at privatfly i gennemsnit belaster klimaet 17 gange så meget som rutefly. Det fik Mads Busck, klimapolitisk rådgiver i Oxfam Danmark, til at kritisere ministerens valg af transportform. Hun kunne jo selvfølgelig have bestilt en plads på monkeyclass i et rutefly, men omvendt var hun jo sammen med dronning Mary og sparede på den måde en billet. For at undgå bøvl en anden gang kunne man måske holde næste klimatopmøde på Teams, så alle kan deltage hjemmefra.

Den grønne balancegang viste sig også i regeringens nye skatteaftale med Dansk Folkeparti. Partiet har fået opfyldt sit krav om en midlertidig sænkelse af benzin- og dieselafgiften på omkring to kroner pr. liter. Men kun i et i år, så det gælder om at fylde nogle reservedunke op, man kan have stående i carporten. Lempelsen træder i kraft, samtidig med at det hidtidige kørselsfradrag udløber, så det ender med at blive 1.000 kroner dyrere at køre bil. Den gamle sang om gyngerne og karrusellen bliver en hit til regeringens julefrokost.

Måske har man også undersøgt, om der under romantiske middage blev serveret mistænkeligt meget kinesisk mad, eller om samtalerne hovedsagelig koncentrerede sig om halvlederteknologi

Ugens mest pikante historie skal vi uden for landets grænser for at svælge i. Den drejer sig selvfølgelig om den nu afgåede topchef for den amerikanske teknologigigant Nvidia, Jensen Huang. Manden, hvis virksomhed har leveret nogle af de mest eftertragtede mikrochips i verden, og hvis produkter har gjort det muligt at træne kunstig intelligens til at skrive digte, analysere aktiemarkeder og sikkert også snart forsyne politikere med bortforklaringer. Nu skal Huang vidne i Kongressen inden for to uger. Det er der i sig selv ikke noget usædvanligt i, men det pirrende element er, at det amerikanske justitsministerium endnu ikke har fundet ud af, om forretningskvinden Alice Huang, som Jensen Huang havde en affære med, er kinesisk spion. FBI har sikkert allerede gennemgået telefonopkald, e-mails, rejseaktiviteter og banktransaktioner. Måske har man også undersøgt, om der under romantiske middage blev serveret mistænkeligt meget kinesisk mad, eller om samtalerne hovedsagelig koncentrerede sig om halvlederteknologi. Men hvorfor ikke lade Nvidias egne chips hjælpe med efterforskningen? En tilstrækkelig avanceret sprogmodel kunne måske endda formulere konklusionen i et sprog, som både Kongressen, FBI og de involverede parter kunne forstå, og afdække, hvad der egentlig foregår mellem to mennesker, når den ene er forelsket, og den anden muligvis er interesseret i noget helt andet. Resultatet imødeses med spænding.

Det var så ugens bidrag til den kollektive erindring. Af hensyn til den kollektive tålmodighed har vi i dag valgt diskret at forbigå en række mindre presserende emner såsom minimumsnormeringer i daginstitutionerne, manglen på pædagoger, bemandingskrisen på hospitalerne, kommunale besparelser og skolelukninger. Men vi ser frem til, at et hurtigtarbejdende udvalg snarest udarbejder et forslag til en handlingsplan, som kan sendes i høring hos den kollektive fortrængning med forventet enstemmig tilslutning.

I det seneste par uger har det været en populær spøg blandt facebookbrugere at få AI til at lave et portræt af en selv, som om man havde levet i en anden historisk epoke. Nogle er blevet romerske senatorer, andre victorianske gentlemen, middelalderlige adelsfrøkener eller stenaldermennesker. En digital selskabsleg, mange har haft meget sjov ud af.

Men den slags billeder bruger jo energi, og så er det efter nogles mening pludselig en alvorlig sag. Det har nu udviklet sig til en veritabel forargelsesbølge over et ressourceforbrug, der tilsyneladende er så bekymrende, at man må uddele løftede klimapegefingre til alle, der har moret sig med at lave et AI-portræt.

Det er fint at interessere sig for energiforbrug. men man kunne måske også ønske sig en smule sans for proportioner. De klimamoralske vagthunde er som regel knap så opvakte, når det drejer sig om betydelig mere ressourcekrævende aktiviteter.

De klimamoralske vagthunde er som regel knap så opvakte, når det drejer sig om betydelig mere ressource-krævende aktiviteter

For eksempel bliver der revet ganske udmærkede, ældre huse ned, der med lidt modernisering kunne have fungeret glimrende i mange år endnu. I stedet bliver de jævnet med jorden, murbrokkerne kørt på affaldspladsen, og der bliver produceret nyt beton, stål, glas, isolering og inventar. Det kaldes udvikling, og udviklingen har fået vokseværk. Ifølge Bolius var gennemsnittet for et nybygget dansk parcelhus i 2025 213 kvadratmeter. Til sammenligning var det 122 kvadratmeter i 1963. Det er altså ikke små, beskedne hytter, der bliver bygget. Der skal være plads til køkkenalrum, walk-in-closet, hjemmekontor, mindst to badeværelser, bryggers og måske et ekstra værelse til den dårlige samvittighed. En undersøgelse fra Aalborg Universitet af 39 danske parcelhuse fandt en median for de indlejrede CO₂-udledninger fra materialer på omkring 394 kg CO₂ pr. kvadratmeter over en beregningsperiode på 50 år. Overfører man det tal til et hus på 213 kvadratmeter, svarer det til cirka 84 ton CO₂ alene i materialernes klimaaftryk. Alligevel er det helt almindeligt at rive ned og bygge nyt. Men et AI-portræt? Dér går grænsen alligevel!

En velfungerende benzinbil, som starter hver morgen og kan køre familien på arbejde, til skole og på ferie, bliver efterhånden anset for en miljømæssig skamplet. Den skal helst skiftes ud med en elbil. Elbiler har utvivlsomt klimamæssige fordele, når de først triller på vejene, men de kommer ikke dalende miljøvenligt ned fra himlen. De skal produceres, og batterierne kræver litium, nikkel, kobolt og store mængder energi. Ifølge en europæisk undersøgelse fra International Council on Clean Transportation (ICCT) fra 2025 medfører produktionen af et gennemsnitligt batteri til en elbil i mellemklassen en klimabelastning svarende til 3,9 ton CO₂. Det er alligevel noget.

Ingen kan forklare, hvad det er for et strengt nødvendigt samfunds-mæssigt formål, det tjener at lade mennesker køre rundt i en karrusel, drøne skrigende op og ned i en rutsjebane eller spise candyfloss til overpris

Så er der hele fornøjelsesindustrien. Tivoli, Bakken, Legoland og alle de andre forlystelsesparker går strygende, selv om ingen kan forklare, hvad det er for et strengt nødvendigt samfundsmæssigt formål, det tjener at lade mennesker køre rundt i en karrusel, drøne skrigende op og ned i en rutsjebane eller spise candyfloss til overpris. Der er også festivaler, koncerter, fodboldkampe, krydstogter og skiferier. Man flyver til Sydeuropa for at ligge ved en swimmingpool, som man kunne have ligget ved herhjemme. Man tager på wellnessophold med spa, sauna og opvarmet swimmingpool.

Et nyt køkken er et must – 'Alle har ret til et fedt køkken', selv om det gamle fungerer udmærket. Badeværelset bliver skiftet ud, fordi fliserne er blevet umoderne. Man køber nyt tøj, selv om klædeskabet bugner, og udskifter mobilen, fordi den nye model har et bedre kamera, ingen i virkeligheden har brug for. Der bliver pyntet op til halloween med plasticgræskar, og der bliver tændt millioner af julelys fra oktober og året ud.

Alt sammen aktiviteter, der eksisterer, fordi vi godt kan lide det. Det er ikke nødvendigvis forkert. Men det er værd at huske, næste gang nogen får moralske opstød over et AI-billede.

Det Internationale Energiagentur (IEA) har i sin rapport Energy and AI fra 2025 anslået strømforbruget ved generering af ét AI-billede til cirka 1,7 watt-timer i et kontrolleret forsøg med en bestemt billedmodel. Det svarer til omtrent en niendedel af den strøm, der bruges på at oplade en almindelig mobiltelefon én gang. Forbruget varierer selvfølgelig med model, hardware og indstillinger, og tallet omfatter ikke hele teknologiens samlede miljøaftryk. Men det giver en fornemmelse af størrelsesordenen.

Et nyt køkken er et must – 'Alle har ret til et fedt køkken', selv om det gamle fungerer udmærket

Måske er reaktionen på AI-billederne et moderne ekko af tidligere tiders maskinstormere. Da industrialiseringen tog fart, var der mennesker, der frygtede maskinerne. Bilen blev mødt med skepsis, telefonen blev betragtet som en forstyrrende opfindelse, fjernsynet ville ødelægge familielivet, computeren overflødiggøre os, og mobiltelefonen gøre os asociale. Hver generation har haft sin teknologiske syndebuk. Selv om de forskellige opfindelser skabte reelle problemer, tog vi dem til os, fordi fordelene og mulighederne viste sig at være større end ulemperne. Nu er det så kunstig intelligens, der står for skud, og måske er noget af modstanden i virkeligheden udtryk for en helt naturlig skepsis over for det nye, iført tidens mest populære moralske klædedragt: klimaet.

Det går ikke ud på at frikende AI. Datacentre bruger energi, og teknologien kræver hardware, køling og infrastruktur. Men der er forskel på en saglig diskussion om ressourceforbrug og på at udskamme mennesker for at deltage i en lille digital fornøjelse.

Det er heller ikke for at pege fingre ad andre, der gør noget, der er meget værre. Det er bare en efterlysning af en realistisk målestok og en skelnen mellem små og store poster på det samlede ressourcebudget. Hvis alt, hvad vi foretager os, skal have et fornuftigt formål, og enhver fornøjelse skal forsvares med et godkendt klimaregnskab, er jeg alvorligt bange for, at kedsomheden vil få selvmordsstatistikkerne til at eksplodere. Ikke alt, hvad der er sjovt, behøver vel at være fornuftigt eller nyttigt. Og ikke alt, hvad der bruger ressourcer, er pr. definition forkert. Hvis vi skal redde verden, kunne man måske begynde med de store poster på regningen, inden man går løs på folks fem minutters digitale adspredelse.

• Ann Hampton Callaway: A Kiss To Build A Dream On
• Snorre Kirk · Stephen Riley: West Indian Flower
• Laura Anglade: Manhattan
• Artie Shaw: It Had To Be You
• Peggy Lee: A Taste Of Honey
• Carmen McRae: I Only Have Eyes For You
• Stan Getz · Bob Brookmeyer: A Nightingale Sang In Berkeley Square
• Laura Fygi: Vincent
• Shania Twain: You've Got A Way
• John Scofield: You're Still The One

Hele playlisten kan høres her på Spotify.

Det amerikanske midtvejsvalg har været en guldgrube af politisk absurditet, og det kan være svært at afgøre, om det er amerikansk politik, der har udviklet sig til underholdning, eller om underholdningsbranchen bare har overtaget politikken. Selv om Trump ikke stod på stemmesedlen, lykkedes det ham endnu engang at løbe med det meste af opmærksomheden både før, under og efter.

Mens amerikanerne diskuterede inflation, økonomi, krig og Kongressens fremtid, talte deres præsident om en ubelejlig plantevækst i en dam

Op til valget havde Trump travlt med en anden vigtig sag: spejldammen ved Lincoln Memorial i Washington, der havde været plaget af problemer med grønalger. Ved et pressemøde forsvarede han en renovering til 14 millioner dollars og benyttede samtidig lejligheden til at give Biden-administrationen skylden for algeproblemerne. Mens amerikanerne diskuterede inflation, økonomi, krig og Kongressens fremtid, talte deres præsident om en ubelejlig plantevækst i en dam. Omkring valgdagen havde han også frihed i rummet på programmet og proklamerede den antikommunistiske uge. Manglende alsidighed er ikke en egenskab man kan skyde ham i skoene.

Trump havde selvfølgelig også mere håndfaste tilbud til vælgerne. Han havde tidligere luftet idéen om en check på 2.000 dollars til sine vælgere, men under valgkampen blev beløbet pludselig hævet til 5.000 dollars til alle voksne amerikanere – altså hvis republikanerne bevarede kontrollen over Kongressen. Finansieringen og den praktiske gennemførelse var der en del spørgsmål til, men den slags detaljer bør aldrig ødelægge den gode stemning. I Trumps univers er det ikke noget problem at kombinere økonomisk politik med et tilbud, der minder om en forsmag på Black Friday eller måske snarere leder tanken hen på et ophørsudsalg.

Som forventet var Donald Trump utilbøjelig til at overlade rampelyset til de kandidater, der faktisk var opstillet. Ved et kampagnemøde i Ohio gav han sig til at rose den republikanske senator Jon Husted for hans atletiske krop. Det udviklede sig til en noget utraditionel hyldest, da Trump oplyste, at han minutiøst havde studeret senatorens anatomi.

Det er trods alt ikke hver dag, en politikers bagdel bliver præsenteret for vælgerne som hans største fordel

'I looked at his ass', erklærede han, hvorefter han fortsatte med at beskrive, hvordan han havde gransket Husted fra top til tå. Publikum morede sig storartet, formentlig i modsætning til Husted. Det er trods alt ikke hver dag, en politikers bagdel bliver præsenteret for vælgerne som hans største fordel.

Midtvejsvalget endte som bekendt med den største fiasko for Donald Trump og republikanerne i mands minde. Demokraterne fik flertal både i Repræsentanternes Hus og Senatet, men Trump havde forklaringen på det utilfredsstillende udfald: Han havde ikke selv været på stemmesedlen – ellers ville han have vundet med overvældende flertal.

Selv om vi også herhjemme er leveringsdygtige i politisk teater, kovendinger og personlige opgør, blegner forestillingen noget i sammenligning med Donalds guddommelige komedie. Gymnasieleverne barrikaderede klasselokalerne, SF forsøgte at forklare kompromisets kunst over for hjemmeboende studerende, der manglede cafépenge, landmændene fortsatte deres shitstorm mod gødskningsloven, Morten Messerschmidt flirtede med rollen som blå bloks førstemand, og Dansk Folkeparti var stadig utilfreds med benzinpriserne. Med andre ord: alt var stort set ved det gamle.

Men heldigvis var der et nuværende og et forhenværende medlem af Moderaterne til at sætte lidt fut i fejemøget. Om ikke så lang tid skal socialminister Monika Rubin stå ansigt til ansigt med sin tidligere partifælle Mike Fonseca, som blev ekskluderet fra partiet for tre år siden, efter det kom frem, at han havde et forhold til en 15-årig pige. Nu har han anlagt et civilt søgsmål mod Monika Rubin og kræver erstatning for hendes udtalelser om ham. På Facebook kaldte hun ham blandt andet 'klamme Mike', og hun har ikke tænkt sig at trække i land. Hun mener, at hun har ret til at kritisere sin tidligere partifælle, selv om det ikke i sig selv er ulovligt at have et forhold til en 15-årig.

Monika Rubin har ikke brug for sproglig kosmetik, når virkeligheden i sig selv er tilstrækkelig kulørt

Hun henviser til sin egen ungdom og fortæller, at da hun som 15-årig gik i 8. klasse, kunne hun også finde voksne mænd spændende, men hun ville næppe have klappet i hænderne, hvis en af dem var dukket op med 'pikken fremme'. En formulering, der nok ikke havde været forbi Socialministeriets kommunikationsafdeling, hvor man måske ville have skrevet noget om upassende anatomisk opmærksomhed. Men Monika Rubin har ikke brug for sproglig kosmetik, når virkeligheden i sig selv er tilstrækkelig kulørt. Hun beskylder desuden Fonseca for at 'gå på rov i børneværelset', og det bliver nu op til retten at vurdere, om ministerens offentlige kritik holder sig inden for lovens rammer. En juridisk balancegang, der går ud på at skelne mellem at kalde nogen en klam stodder og at antyde noget virkelig grimt.

Da Jyllands-Posten spurgte Monika Rubin, om hun vil sige undskyld, hvis hun taber sagen, svarede hun uden omsvøb: 'Næh. Jeg kan ikke sige undskyld for noget, som jeg mener er fucking vammelt.' Mike Fonsecas advokat har til gengæld meddelt, at hun af respekt for rettens arbejde ikke vil føre sagen i medierne. Hvor politikere normalt kan få tre pressemeddelelser ud af en mindre fodfejl, er der altså nogen, der har det tankevækkende synspunkt, at en retssag hører hjemme i retten.

Mens vi venter på afgørelsen, kan vi konstatere, at Moderaternes gamle fællesskab er blevet reduceret til et juridisk slagsmål med hårdtslående ord. Det var Lars Løkkes plan at lave et parti, hvor man kunne tale sammen på trods af uenigheder, og det er på sin vis lykkedes. Monika Rubin og Mike Fonseca taler ganske vist ikke længere sammen, men de har fundet en anden måde at mødes på: Med advokater, erstatningskrav og en dommer som ordstyrer. Om begge parter så også kan styre deres ordvalg vil vise sig.

Måske er det i virkeligheden det, der forener amerikansk og dansk politik for tiden: Den stadigt mere flydende grænse mellem politisk ledelse, personlig fornærmelse og rendyrket underholdning. Forskellen er bare, at amerikanerne har lidt større armbevægelser.

• Billie Holiday: Stormy Weather
• Lou Rawls: Scotch & Soda
• Paul Desmond · Jim Hall: For All We Know
• Sarah Vaughan: Misty
• Harry Connick, Jr.: A Wink and a Smile
• Coleman Hawkins · Ben Webster: You'd Be So Nice To Come Home To
• Macy Gray: You Are The Sunshine Of My Life
• Benny Carter: My Blue Heaven
• Kelly Rowland: I'm Beginning to See the Light

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI

Dansk politik er efterhånden blevet en disciplin, hvor man skal passe på med både at tænke selv, flyve for højt og vokse for hurtigt. Det viste denne uge med al ønskelig tydelighed.

Vi begynder hos Venstre, hvor Preben Bang Henriksen havde tilladt sig at sætte spørgsmålstegn ved partiets grønne rejse. Han var ikke helt sikker på destinationen, og det er jo besværligt, når man befinder sig i et parti, hvor man gerne må være uenig, men kun indtil gruppemødet er slut. Midt i den politiske usikkerhed kom statsminister Mette Frederiksen forbi. Hun kunne næppe vide, at hun var på vej ind i et lille stykke politisk teater, men nåede lige at give Preben Bang Henriksen en krammer i forbifarten. En halv time senere var han fortid i Venstre. Formand Troels Lund Poulsen takkede ham for 15 års folketingsarbejde, men forklarede, at Preben Bang Henriksen selv havde erklæret sig illoyal over for flertallet. Venstre er ganske vist et fællesskab, hvor der er plads til uenighed, men der måtte være grænser. Troels Lund Poulsen slog samtidig fast, at han selv stadig er den rette direktør for det grønne rejsebureau Venstre, der står ved roret, når bølgerne går højt, og skibet tager vand ind. I det øjeblik er det vigtigt, at der er nogen til at forsikre besætningen om, at den synkende skude er på rette kurs.

Den grønne rejse fortsatte hos kongehuset. Kong Frederik skulle fra København til Holstebro for at indvie en fane. Valget faldt på en af Forsvarets grønne helikoptere frem for en af kongehusets 25 klimavenlige elbiler, dagen efter at dronning Marys deltagelse i COP31 i Tyrkiet var blevet annonceret med henvisning til Danmarks opbakning til det internationale klimasamarbejde. Mens undersåtterne sorterer plastic og pap med skyldbetynget samvittighed, sorterer kongen transportmidler efter, hvor hurtigt de kan løfte ham fra jorden. Kong Frederik ankom til Holstebro klokken 10.30 og fløj tilbage klokken 11.20. Dagens eneste opgave var dermed klaret på 50 minutter. Klimaregnskabet havde han folk til.

Mens undersåtterne sorterer plastic og pap med skyldbetynget samvittighed, sorterer kongen transportmidler efter, hvor hurtigt de kan løfte ham fra jorden.

Dyrevelfærdsminister Christian Rabjerg Madsen vil undersøge muligheden for at forbyde turbokyllinger. De står så tæt i stalden, at de ikke kan sprede vingerne og er henvist til at blive stående. Racen Ross 308 kan vokse fra 50 gram til to kilo på cirka 33 dage – en vækst, der ville gøre enhver stillestående levebrødspoltiker grøn af misundelse. Ministeren er indstillet på et forbud, men først skal de juridiske og økonomiske konsekvenser granskes. En kylling kan nå slagtevægten, før systemet har besluttet, om den må vokse så hurtigt.

Til gengæld er der snart udsigt til, at flere kvinder får mulighed for stå helt stille i det offentlige rum. Jakob Engel-Schmidt satte som kulturminister initiativet om flere kvindestatuer i gang, og nu åbner kulturminister Zenia Stampe for en pulje på ti millioner kroner. Kommuner og andre aktører kan søge op til en million til statuer af historisk betydningsfulde kvinder fra Rigsfællesskabet. Endelig kan kvinder få en plads i det offentlige rum, hvor mænd i århundreder har stået i bronze og granit og set alvorlige ud, uden at nogen har spurgt, hvad de egentlig udrettede.

I Retten i Hillerød blev debattøren Mohamed Abdirahman Kahn frifundet for en anklage om at have tilskyndet til vold på Facebook på en måde, der kunne opfattes som mordtrusler. Kommentarfeltet eksploderede af indignation og fordømmelse, men retten fandt det ikke bevist, at loven var overtrådt. Det skal ikke fortolkes sådan, at enhver formulering er klog, rimelig eller ufarlig, men at domstolenes opgave kun er at vurdere beviserne, ikke temperaturen på folkestemningen, selv om den er på kogepunktet, og selv om hovedpersonen derudover er ekstraordinært øretæveindbydende, åbenlyst malker systemet økonomisk og kommer fra et land, hvor hans ytringer om regeringen ville udløse helt anderledes håndfaste reaktioner fra de eksekverende myndigheders side. I Danmark har vi kun hjemmel til at synge 'Send In The Clowns'.

I Norden taler alle om sammenhold, men først skal man lige markere, hvor elendigt de andre håndterer det

På det udenrigspolitiske område nåede kommentarfelterne også godt op i omdrejninger. Mette Frederiksen blev sur over, at Norges statsminister Jonas Gahr Støre og Finlands præsident Alexander Stubb havde talt med Vladimir Putin om Ukraine uden den koordinering, hun mente var nødvendig. Europa skulle holde sammen, lød det, og ikke gå solo. Det var et budskab, der hurtigt blev mødt af en særlig version af nordisk fællesskab. I Norge skrev Aftenpostens politiske redaktør: 'Hold nu kæft, Mette!', og Fridtjof Nansen Instituttet kaldte kritikken uinformeret, utaknemmelig og uklog. Den norske statsminister fastholdt, at de allierede var blevet orienteret på forhånd – også præsident Zelenskyj. Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller kaldte Mette Frederiksens udtalelse hamrende pinlig, og topdiplomaten Friis Arne Petersen advarede mod at lufte alvorlige uenigheder offentligt. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen støttede heller ikke ligefrem Mette Frederiksen med sin konstatering af, at Putin er den eneste, der vinder, når vi skændes om vores egen organisering, og den tidligere socialdemokratiske spindoktor Noa Redington konkluderede, at Mette Frederiksen havde dummet sig eftertrykkeligt. I Norden taler alle om sammenhold, men først skal man lige markere, hvor elendigt de andre håndterer det.

Vi vil gerne have et stærkt demokrati, hvor der er plads til uenighed, bare den ikke kommer i karambolage med enigheden

Samtidig udspillede der sig en hjemlig strid om, hvorvidt man må mene det forkerte om Ukraine. Chefredaktør på forsvarsmediet Olfi, Peter Ernstved Rasmussen havde skrevet en leder, der argumenterede for, at Europa burde ændre kurs og fortælle Ukraines præsident, at en dårlig våbenhvile og fred trods de rædselsfulde omstændigheder var bedre end ingen fred. Det fik forsvarsminister Jeppe Bruus til at opfordre Peter Ernstved Rasmussen til at trække klummen tilbage, hvilket til gengæld udløste en advarsel fra chefredaktøren mod en situation, hvor den store leder taler, og alle andre bare har at bukke og holde mund. Han beskrev debatten som landskampdækning og følte sig tydeligvis sparket til hjørne.

Men demokratiet er trods alt ikke en grupperejse med kun én ret på menukortet, og dermed er vi tilbage ved Preben Bang Henriksen. Fra Venstres gruppemøde til debatten om Ukraine går en rød tråd gennem uge 44: Alle taler varmt om fællesskab, men bliver nervøse, når nogen ikke følger flokken.

Vi vil gerne redde klimaet, men tager helikopteren. Vi vil gerne beskytte dyrene, men skal først undersøge, om det kan betale sig. Vi vil gerne fremme kvinder i historien, men må opfinde en speciel pulje for at hylde dem. Og vi vil gerne have et stærkt demokrati, hvor der er plads til uenighed, så længe den ikke kommer i karambolage med partilinjen. Et skulderklap fra formanden er ikke nødvendigvis en accept, en armygrøn helikopter er ikke grøn på den rigtige måde, og en turbokylling er ikke det eneste, der vokser for hurtigt. Politisk uenighed kan have den samme tendens.

Det vigtigste er selvfølgelig, at kursen ligger fast. Også selv om ingen helt ved, hvor det fører hen.

Lad det være sagt med det samme: Jeg tilhører fællesskabet Anonyme Melankolikere. Vi er en overset gruppe i samfundet, der går rundt blandt almindelige mennesker, passer os selv, betaler vores regninger og nikker venligt til naboen. Men indeni er vi mærket af en tilbagevendende lidelse, som hvert år dukker op omtrent samtidig med, at sommerens sidste kølige drink på terrassen er indtaget, havemøblerne er stuvet af vejen og tiden skruet en time tilbage. Vi lider af efterårsmelankoli. En tilstand, der hverken kan kureres med D-vitamin, fornuftige sko eller en optimistisk bemærkning om, at naturen jo har godt af lidt regn og blæst.

Det er ellers ikke, fordi efteråret ikke gør sig umage. Tværtimod. Det møder os med en farvepalet, som selv den mest ambitiøse kunstmaler må misunde. Skoven flammer i gyldne, kobberrøde og orange farver, mens landskabet ligger badet i et blødt, honningfarvet lys, trækronene gløder, og selv en ganske almindelig landevej kan pludselig ligne en scene fra en fransk film om kærlighed, længsel og mennesker, der drikker rødvin med alvorlige miner.

Man trækker gardinerne fra og ser ud på verden med de samme bange anelser, som når man lytter til Radioavisen

Det er her, bilen for alvor kommer til sin ret. Man glider gennem landskabet med hænderne afslappet på rattet, mens solen falder ind gennem forruden, og Chet Baker strømmer ud af højttalerne med sin bløde, dæmpede stemme og trætte trompet, Come Rain Or Come Shine. Hans musik lyder, som om den har oplevet den store kærlighed, mistet den igen og nu har affundet sig med, at livet trods alt går videre. Man passerer landsbyer, skove og åbne marker, og for en stund føles tilværelsen betagende smuk. Man får lyst til at standse, læne sig op ad en gammel eg og betragte verden med et vemodigt blik, som om man er hovedpersonen i en roman, ingen endnu har skrevet. Det er efteråret, når det er bedst. Den form for efterår, der får selv en kyniker til at overveje, om der måske alligevel er en mening med det hele.

Men så er der det andet efterår. Det, der springer de formildende omstændigheder over. Det, der begynder med en grå morgen, hvor regnen slår mod ruden, og vinden rusker i huset, som om den har et gammelt regnskab at gøre op med tagrenderne. Himlen hænger lavt og tungt over landskabet, og dagen indfinder sig uden antydning af, at det skulle være umagen værd. Man trækker gardinerne fra og ser ud på verden med de samme bange anelser, som når man lytter til Radioavisen.

Og dårlige nyheder er der nok af. Græsset er vådt, stierne smattede, asfalten giver genskin af regnen, og træerne ryster i vinden, mens de sidste blade klamrer sig til grenene. De ved udmærket, hvordan det ender og prøver bare at forhale det uundgåelige. Men når bladene er væk, og træerne står nøgne tilbage med grenene strittende i alle retninger, viser efteråret sit sande ansigt. Al idyl er forduftet. Ingen gyldne farver, ikke noget blødt lys, ingen poetisk indpakning. Naturen har bare efterladt os med en hær af barkede træskeletter og tvinger os til at blive indenfor og genoverveje vores livsvalg. Man får lyst til at trække gardinerne for, tænde en lampe og sætte sig i en stol med en bog. Men man kan ikke koncentrere sig om læsningen. Man sidder bare og stirrer ud i luften, mens tankerne blafrer som våde blade i rendestenen.

Naturen har efterladt os med en hær af barkede træskeletter og tvinger os til at blive indenfor og genoverveje vores livsvalg

Alligevel skal man ikke undervurdere melankolien. Der er noget særligt ved at lade sig opsluge af efterårets vemod. Vel at mærke med måde. Det tvinger os til at sætte tempoet ned og mærke efter, hvad der foregår under den daglige overflade af praktiske gøremål og velmente planer. Man skal bare huske, at melankolien også har en særlig evne til at flytte ind i sofaen, brede sig og insistere på, at man ikke behøver at gå udenfor, når vejret alligevel er så elendigt. Den foreslår, at man lige kan vente til i morgen med at ringe til en ven, gå en tur eller få ordnet det, man allerede har udskudt i ugevis. Og før man ved af det, er der gået tre dage, og man har udviklet et nært og fortroligt forhold til sin kaffemaskine.

Derfor har vi Anonyme Melankolikere brug for visse leveregler. For det første må man aldrig stole fuldt og helt på sit humør, når det regner fra vest, og vinden hyler omkring hushjørnerne. For det andet skal man huske, at et landskab kan se håbløst ud på tærsklen til november og være fortryllende igen i april. Og for det tredje må man aldrig glemme Chet Baker. Der findes næppe en bedre ledsager til en grå eftermiddag end hans trompet, der synes at vide alt om livets skuffelser, men alligevel spiller videre, I Get Along Without You Very Well. Det gælder om at bevare en smule håb, mens vi venter på lyse tider igen.