Uffe Jerner

Det begyndte med, at jeg hørte Euromans chefredaktør sige i en podcast, at han fandt det umandigt, hvis en mand brugte ordet 'frossenpind' om sig selv. På sin vis kunne jeg godt følge ham, men heldigvis findes ordet 'kuldskær' jo også, hvis man vil give udtryk for sin ulyst til at fryse. Desværre dur det åbenbart heller ikke, for i Politikens sprogklumme, som skrives af en seniorforsker ved Dansk Spognævn, beklagede hun sig i dag over sin mand, der kan finde på at skrue op for radiatoren eller tage kørehandsker på i bilen midt om sommeren, bare fordi solen ikke skinner. Som rutineret kuldemodstander kunne jeg ikke undgå at føle mig ramt, og som om det ikke var nok, skrev hun, at hun synes, det er usexet, at en mand karakteriserer sig selv som konstant frysende. Man klarer med andre ord ikke frisag bare ved undgå 'frossenpind' og kalde sig kuldskær.

Der er tilsyneladende en uskreven regel om, at mandekroppen skal fungere som en mellemting mellem en brændeovn og en gammel Volvo

Det efterlod mig i et identitetsmæssigt tomrum. Hvis man som mand ikke må være en frossenpind, og heller ikke kuldskær, hvad er man så? Termisk sensitiv? Temperaturbevidst? En person med udvidet respekt for årstidernes luner?

Åbenbart er det sådan, at en kvinde kan sige, at hun fryser, og omgivelserne reagerer med tæpper, te og omsorg. Hvis en mand siger det samme, opstår straks spørgsmålet, om han muligvis burde genoverveje sit medlemskab af civilisationen. Der er tilsyneladende en uskreven regel om, at mandekroppen skal fungere som en mellemting mellem en brændeovn og en gammel Volvo. Den skal kunne starte i al slags vejr, helst uden at beklage sig, og hvis temperaturen falder, må man gerne knurre lidt, men aldrig tage en ekstra trøje på.

Et øjeblik overvejede jeg at begynde at føre et slags dobbeltliv: Udadtil afslappet, åben jakke, rolige bevægelser, ingen kommentarer om temperaturen. Indadtil et menneske, der vurderer trækforholdene ved hvert eneste vindue, afsøger restauranter for bordplacering og diskret flytter sig væk fra klimaanlæg med samme afsky, som andre undgår passiv rygning.

Man må hurtigt kunne lære de små strategier. Man siger ikke: 'Kan vi skrue lidt op for varmen?' Man siger: 'Her er dejlig køligt.' Man siger ikke: 'Jeg fryser.' Man siger måske: 'Der er lidt råt i det.' Man tager ikke handsker på i bilen. Man køber en bil med indbygget varmeanlæg i rattet.

Det mest besynderlige er, at kulde lader til at være det eneste ubehag, der er målestok for en mands karakter eller sex appeal. Ingen siger til en mand med hovedpine: 'Det er lidt usexet, at du reagerer på smerte.' Ingen peger på en mand i regnfrakke og tænker: 'Der står en person uden selvværd.' Der er vel heller ingen kvindelige tandlæger, der forventer, at deres mandlige patienter frabeder sig bedøvelse under en rodbehandling for at bevise deres maskulinitet.

Det ender nok med, at jeg fortsætter med at gøre, som jeg plejer. Ikke i protest eller som bannerfører for kuldskære mænd, men måske som en slags temperaturmæssig dissident. Civilisation må også være retten til at sidde indendørs i juni måned med sokker på uden at blive mødt med antropologisk undren eller anset for at være et skvat. Hvis det gør mig usexet, må det være sådan. Jeg fryser, når det passer mig.

Sprogklummen handlede for resten om, at nogle er begyndt at sige 'kuldeskær'. Lad være med det.

Vi kommer ikke udenom, at det har været Donald Trumps fødselsdag. USA's præsident fyldte 80 år, en alder, hvor tiden almindeligvis går med at kæmpe med MitID og lede efter sine briller, ikke med at omstrukturere verdenshandelen og nedlægge NATO. I USA lader alder ikke bare til at være en fordel, men et adgangskrav til præsidentembedet, hvis man ikke er helt affældig. Næste valgkamp bliver formentlig afgjort af, hvem der hurtigst kan rejse sig fra en lav sofa.

Næste valgkamp bliver formentlig afgjort af, hvem der hurtigst kan rejse sig fra en lav sofa

Trump kunne i øvrigt meddele, at han havde skabt fred med Iran. En imponerende præstation, eftersom en del af bedriften tilsyneladende bestod i at afslutte en konflikt, han selv havde været med til at optrappe. Aftalen blev præsenteret med stor højtidelighed, som internationale aftaler nu engang gør. Der var punkter, frister, tilsyn, forståelsespapirer og uenighed om told allerede inden blækket var tørt. Ingen ved præcis, hvad der er aftalt, men det afskærer ingen fra at kalde det historisk.

Sideløbende hermed er Elon Musk blevet så rig, at hans formue nu vokser hurtigere end almindelige menneskers evne til at tabe kæben. Hvis man har det lidt svært med tal, kan hans 7.146.180.000.000 kroner oversættes til syvtusindehundredeseksogfyrre milliarder og hundredeogfirs millioner kroner. På et tidspunkt mister milliardformuer deres økonomiske karakter og falder ind under astronomi. Mens Musk tager sokker på, stiger hans formue med værdien af en mindre provinsby, men hvor opbevarer man egentlig så mange penge, fristes man til at spørge. Og kan man stadig føle glæden ved at finde en halvtredser i en gammel jakke? Vi ved det ikke.

Herhjemme blev Pia Olsen Dyhr igen udsat for uønsket opmærksomhed. Hendes upopulære ansættelse af en uundværlig rådgiver, der til sidst anede uråd og selv trak sig, er tilsyneladende historien, der aldrig vil dø. Konklusionen synes at være, at Pia Olsen Dyhr ikke fortrød ansættelsen, kun konsekvensen af den. Som trampolinspringeren, der ikke fortrød springet, kun de brækkede ankler.

I moderne tider er det nødvendigt at præcisere, at taxachaufføren ikke skal fungere som mere eller mindre romantisk servicemedarbejder

Imens fortsatte den evige kulturkamp. På en video lagde Alex Vanopslagh en nikotinpose op under læben for øjnene af børn og unge fra Ringkøbing-Skjern med risiko for at påføre dem hjerneskader ifølge en ekspert, og Lars Løkke blev kritiseret for at brande sig selv ved hele tiden at vise sig med en pibe i mundvigen til fare for folkesundheden. Pludselig var nationen samlet om den vigtigste diskussion i et moderne demokrati: Må magtfulde mennesker have dårlige vaner offentligt? Vi lever i et samfund, hvor ingen må reklamere for tobak, men alle må reklamere for vækst og engagement med tilhørende søvnmangel og PTSD.

Bergur Løkke Rasmussen, som er byrådsmedlem, moderat hovedbestyrelsesmedlem, tidligere EU-politiker og søn af Lars Løkke, er nu blevet lobbyist for en britisk våbenvirksomhed, som er meget opsat på at sælge fregatter til Danmark. Kritikere kalder det en sammenblanding af politik og lobbyisme. Jurister siger, at det ikke er et habilitetsproblem, og Bergur selv understreger, at han naturligvis ikke taler med sin far om sagen. Så alle kan ånde lettet op: Når man mødes til familiemiddag, bliver der kun talt om vejret og sovsen og absolut ikke om krigsskibe til ti milliarder stykket.

Siden torsdag aften har alle tog på de nordsjællandske lokalbaner holdt stille, fordi samtlige medarbejdere på Lokaltogs driftscenter i Hillerød har meldt sig syge. Det sker efter, at Havarikommissionen fastslog, at den store togulykke på Gribskovbanen i april skyldtes en menneskelig fejl, og to medarbejdere er blevet sigtet i sagen. Det har udløst epidemien af køresyge, der nu har ramt hele driftspersonalet. Men så længe togene ikke kører nogen steder, er sikkerheden til gengæld helt i top.

Først diskuterer vi grisens værdighed, og bagefter spiser vi den

Ugen bød også på et af de mere overraskende tiltag i moderne lovgivning: Forslaget om, at det skal være ulovligt for taxachauffører at have sex med kunder under eller i forbindelse med en taxatur. Normalt er en taxas funktion forholdsvis enkel: Man stiger ind, bliver kørt hjem og græmmer sig over prisen. I moderne tider er det nødvendigt at præcisere, at chaufføren ikke også skal fungere som mere eller mindre romantisk servicemedarbejder. Civilisationens fremskridt i 2026 består i at få skrevet alle de ting ned, som tidligere blev betragtet som indlysende for enhver med almindeligt omløb i hovedet. Bliver det næste, at postbude ikke må flytte ind hos adressaterne, og kabinepersonale ikke må praktisere parterapi på de bagerste rækker i flyet? Mulighederne er legio.

Og så kommer ugens mest danske begivenhed: grisekrisemødet. Alene ordet fortjener en plads i kulturkanonen. Producenterne diskuterede dyrevelfærd, pladsforhold og økonomi på en landbrugsskole. Efter krisemødet blev der rullet en pølsevogn ind med sponsorerede hotdogs, og der opstod kø og tumult, fordi man frygtede, at der ikke var pølser nok. Hvis man skulle forklare Den danske model for en udlænding, kunne man passende henvise til omtalte begivenhed. Først diskuterer vi grisens værdighed, og bagefter spiser vi den.

Fortsættelse følger eventuelt i næste uge, hvor virkeligheden forhåbentlig tager sig lidt sammen. Lidt optimist har man vel altid lov at være.



UGENS LAVPUNKTER:

• Den Gamle By i Aarhus er kåret til Årets Europæiske Museum. Altid noget at få international anerkendelse for vores kernekompetence: at romantisere dengang butikkerne lukkede klokken 17.30.
• Efter at det glatbarberede og hårfrie look har været udbredt i årevis, har de mandlige behårede brystkasser fået en renæssance. Endelig en trend, hvor det mest krævende er at gøre ingenting.
• Allan Simonsen, som er den eneste dansker, der nogensinde er blevet kåret til Europas bedste fodboldspiller, får en statue foran Vejle Stadion, hvor han begyndte karrieren. Det er første gang, nogen i Danmark for alvor forsøger at gøre Allan Simonsen højere.
• København skal være værtsby til DM i over 40 forskellige sportsgrene i 2028. Vi er nok nogle, der vil opdage, at der findes DM i noget, vi troede var en aktivitet i SFO’en.
• På skilte ved legepladsen bliver voksne nu opfordret til at være skærmfri og mere nærværende, mens børnene leger. Børnene skal fortsat bare ignorere forældrene, som de plejer.
• Sidst i maj tabte en kran pludselig en pølsevogn midt i Holstebro. Nu har kranfimaet fundet ud af, at det var kranens computer, der var skyld i hændelsen. Godt at vide, at selv software kan tage dårlige beslutninger på egen hånd.
• Pukkelhvalen Timmy, som først strandede i Nordtyskland og siden blev fragtet gennem de indre danske farvande til Skagerak, hvor den endte sine dage, da den strandede ved Anholt, bliver nu emne for en forestilling i Hamborg, hvor Timmys skæbne bliver foldet ud som en 'blanding af performance, koncert, messe og offentlig selvransagelse'. En pukkelhval ender ved Anholt og bliver til avantgardeteater i Hamborg; her kan man tale om globalisering.
• Onsdag indviede Kong Frederik Lynetteholmens perimeter ved at lægge de sidste sten på ringen siddende i en gravemaskine. Republikanerne har aldrig haft stærkere argumenter.
• Midt- og Vestjyllands Politi sender ikke længere aflagte, plettede og ødelagte uniformer til destruktion, men til et firma, der omdanner dem til akustikplader. Hvis man lægger øret til væggen, kan man svagt høre nogen sige: 'Klokken er 14.48, du er anholdt for støjende adfærd.'
• Nyhedsmedierne oplyser, at jordbærsæsonen er kommet langsomt fra start, men nu er jordbærrene heldigvis så småt begyndt at komme. Agurketiden har derimod indfundet sig med lynets hast.

Almindeligvis er Information en avis, der intellektuelt er langt over mit niveau, så jeg holder den ikke. Men forleden dag faldt jeg over en overskrift på Informations Instagramprofil, der lige var vand på min fordomsmølle: 'Dyre ure er tidens mest irriterende og vulgære hobby'. Jeg har tidligere skrevet en hyldest til de billige, præcise kvartsure, hvor jeg gik forholdsvis let hen over min aversion mod det voksende ursnobberi. Jeg har ikke læst klummen i Information, men blev inspireret alene af overskriften til at lufte min egen idiosynkrasi.

For der var engang, hvor et ur havde den ganske enkle funktion at oplyse, hvad klokken var. Men så var der nogen, der opdagede, at et ur også kunne fortælle noget langt vigtigere, nemlig hvem man var. Derfor er det ikke længere tilstrækkeligt at vide, at klokken er 14.37. Nu skal klokken være 14.37 på en måde, det har taget tre generationer af schweiziske håndværkere, en venteliste og en bankrådgiver at realisere. Bankrådgiveren har rederiet MSC's danske direktør nu nok ikke haft brug for. Det siges, at hans håndled prydes af et Patek Philippe Aquanaut Chronograph, der kan sælges for mellem 900.000 og en million kroner.

Nu har vi udviklet os så langt kulturelt, at man kan signalere overlegenhed med en tingest på størrelse med en småkage

Man møder urmenneskene overalt, og så gælder det om ikke at sige noget om deres ur. Kommer man alligevel til det, går der et kvarter med en forelæsning om værk, komplikationer, referenceår, patina, og at modellen kun blev produceret i syv eksemplarer under en snestorm i 1968. Der er ingen idé i at spørge, om det også viser tiden, for det handler ikke om tiden, men om historien. Og historien er tilsyneladende, at noget bliver dyrere, jo flere mænd i lyseblå skjorter, der køber det.

Luksusuret er blevet en slags social schweizerkniv. Det signalerer på én gang, at man har penge, smag og forstand på finmekanik, og derfor skal man sørge for, at manchetten ikke skjuler det. Ur-entusiasten understreger altid, at det ikke handler om status. Ligesom når folk siger, at de ikke rejser for at tage billeder, men uploader 143 fotos fra ferien, så snart de kommer hjem. Eller at de ikke købte huset på grund af beliggenheden, men nævner postnummeret nord for København inden for de første 40 sekunder.

Mennesker har altid haft statussymboler. Tidligere byggede man slotte. Så købte man sportsvogne. Nu har vi udviklet os så langt kulturelt, at man kan signalere overlegenhed med en tingest på størrelse med en småkage.

De færreste mennesker kan modstå fristelsen til at prale på den ene eller anden måde. Nogle udbreder sig om årgangsvine, andre om løbetider
og -distancer, eller de maler i fritiden (altså ikke entréen). Hvis man er lidt mere raffineret, kan man også bare sige 'jeg læser stort set kun essays'.

Alle går rundt som levende visitkort, men urfolkene har fundet den mest elegante måde at gøre det på. De har opfundet den eneste hobby i verden, hvor man kan bruge et sekscifret beløb og hævde, at det ikke drejer sig om, hvad det har kostet. At bruge en formue på noget og samtidig få det til at lyde som en interesse for meget små tandhjul er den perfekte opvisning i beskedenhed.

Man skal nok ikke gøre sig håb om at komme ursnobberiet til livs, men man kan da prøve. Næste gang nogen læner sig frem og siger, at det ikke handler om prisen, kunne man kaste et høfligt blik på deres håndled, vente et øjeblik og sige: 'Hvad er klokken egentlig?' Hvis de så svarer med referencenummeret, er samtalen slut.

Der er uger, hvor man får fornemmelsen af, at landet styres efter samme princip som DSB's nye køreplan: hvis virkeligheden viser sig vanskelig at håndtere, må man justere ambitionerne. Ikke nødvendigvis nedad, men i hvert fald væk fra det område, hvor de risikerer at blive målt.

DSB har udviklet en ledelsesstrategi, som burde interessere både filosoffer og teologer. Når togene ikke kan køre til tiden, kan man bare lade dem køre langsommere og sjældnere. Det svarer til at bekæmpe overvægt ved at fjerne viseren fra badevægten. Køreledninger falder ned, IT-systemer bryder sammen, nye tog mangler strøm, og passagererne mangler tålmodighed. Men heldigvis er der tale om en ‘perfekt storm’, som de siger i DSB. Det er en tankevækkende meteorologisk betegnelse i en virksomhed, hvis største udfordring er, at der ikke er noget, der bevæger sig.

Det er den slags logik, der gør dansk politik til et af de få steder, hvor man kan opsige en aftale samtidig med, at man kræver, at den bliver overholdt

Mens togene står stille, bevæger politikken sig til gengæld som sædvanlig i alle retninger på én gang. Landbrug & Fødevarer meddelte lørdag, at Den Grønne Trepart var død. Søndag oplyste man, at den alligevel levede. Aftalen befinder sig dermed i en tilstand, som fysikerne længe har drømt om at kunne forklare: den er både død og levende på samme tid. Man er imod landbrugspakken, men støtter den. Den eksisterer ikke, men finansieringen og kompensationen skal da være så hjertelig velkommen. Det er den slags logik, der gør dansk politik til et af de få steder, hvor man kan opsige en aftale samtidig med, at man kræver, at den bliver overholdt.

På Christiansborg er generationsskiftet i fuld gang. En ny socialdemokratisk udlændingeordfører uden politisk erfaring og gennemslagskraft stod smilende og lettere svedende foran pressen og forklarede, at han nu ville gå ovenpå og læse op på sit nye område. I en tid, hvor mange politikere først læser sagerne bagefter, lyder det helt forfriskende at gøre det før.

Socialdemokratiet er i det hele taget i bevægelse. Nye ansigter rykker frem, poster skifter hænder, og Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen flytter fra børnepolitik til klima og natur som udvalgsformand, fordi hendes mand Jacob Mark er blevet minister på børneområdet. I moderne politik hedder det korrektion. Samtidig benyttede fruen lejligheden til at melde sig som kandidat som næstformand i Socialdemokratiet, så der slet ikke bliver tid til at komme op at skændes derhjemme.

Også i år tiltrak Foilkemødet sig alle mediers interesse døgnet rundt. Derimod kneb det med engagementet hos samtlige regeringspartiers ledere, der meldte afbud til DR’s partilederdebat på Bornholm med Clement Kjersgaard. Arbejdet kaldte. Det er en smuk tanke, at partilederne er for optaget af politik til at diskutere politik. Ligesom en kirurg, der afviser at operere, fordi han har travlt med skrive journaler.

Det er et klassisk politisk paradoks: der var tid til at gå i krig, men ikke til at komme nærmere ind på det halløj

Andre steder er problemerne mere håndgribelige. Lars Løkke Rasmussen har ikke haft tid til at lade sig interviewe om Afghanistan-krigen, selv om hans tid som statsminister hører med til historien. Poul Nyrup og Helle Thorning er i samme båd, men de kunne heller ikke finde plads i kalenderen. Det er et klassisk politisk paradoks: der var tid til at gå i krig, men ikke til at komme nærmere ind på det halløj.

Også i denne uge blev der talt meget om, hvem der er rød, blå eller lilla, og ikke kun blandt politikere. En ny undersøgelse foretaget af forskningsprojektet Magtudredningen 2.0 viser, at medarbejdere på og omkring Christiansborg – eksempelvis lobbyister og ansatte i tænketanke – stemmer markant mere venstreorienteret end resten af befolkningen. Resultatet kommer som et chok for præcis ingen. Magtudredningen har endnu ikke undersøgt, om samme fænomen gør sig gældende blandt ansatte i Landbrug & Fødevarer, CEPOS eller Dansk Industri. Men forskerne forventer spændende resultater.

I den mere eksistentielle afdeling har SF kastet sig ud i en diskussion om tilgivelse, ansvar og rådgivere. I SF har man i årevis betragtet sig selv som partiet, der aldrig går på kompromis med værdierne. Derfor kom det som en overraskelse for mange medlemmer, da partiformand Pia Olsen Dyhr besluttede at ansætte en spindoktor, som tidligere måtte forlade SF efter #metoo-anklager. Men ifølge Pia Olsen Dyhr skal alle have en ny chance. På Folkemødet udviste de øvrige partiledere den form for solidaritet, som politikere praktiserer, når en kollega har problemer: de kiggede intenst den anden vej. Mest mindeværdig var Inger Støjbergs kommentar: 'Han har ikke krænket mig.' En bemærkning, som formentlig er korrekt og omtrent lige så oplysende som at meddele, at man ikke selv var ombord på Titanic.

Midt på ugen begyndte uddelingen af fødevarechecks til hundredtusinder af danskere, og eksperter diskuterer stadig, om regeringens politik mindsker eller øger uligheden. Konklusionen er vistnok, at uligheden stort set forbliver, som den er. I en verden, hvor alt andet ændrer sig, er det rart at vide, at nogle ting kan stå lige så stille som et tog ved Sorø.

Verdenssituationen fortsætter med at udvikle sig så hurtigt, at eventuelle fredsduer må overveje at tage jagerflycertifikat

Og måske er det netop ugens røde tråd. Regeringen vil ændre samfundet, men ikke så meget, at det gør noget, og landbruget forlader en aftale, som det stadig er med i. Politikerne har ikke tid til debatter, og DSB forbedrer punktligheden ved at omdefinere begrebet. Det er måske ikke altid logisk, men det er svært ikke at beundre den administrative elegance, hvormed vi får modsætningerne til at fungere side om side.

Verdenssituationen fortsætter med at udvikle sig så hurtigt, at eventuelle fredsduer må overveje at tage jagerflycertifikat. Mens USA bombede løs i Iran, stod pave Leo i Barcelona og mindede om, at man ikke kan kalde sig kristen, hvis man promoverer krig. Det er den slags budskaber, der tidligere blev betragtet som forholdsvis ukontroversielle, hvis de udgik fra en pave, men som i dag nærmest forekommer revolutionære. Paven har tidligere givet udtryk for, at han er modstander af USA's og Israels krig mod Iran. Det har ikke forhindret Donald Trump i at meddele, at han har tænkt sig at overtage Irans olieinfrastruktur og få kontrol over landets olie- og gasmarkeder, præcis som han har gjort i Venezuela. Det sidste er en bemærkning, der hæver niveauet for optimisme. Det svarer til at se en mand falde ned fra en stige og konkludere, at løsningen må være en højere stige.

Endelig har DR gennem det seneste par uger moret sig med at lade lytterne kåre de 100 bedste danske sange. Helt galt kan det næppe stå til, når Alberte Windings livsbekræftende ‘Lyse Nætter’ i går løb af med sejren – endda i god afstand til nr. 49, TV-2's ‘Hele verden fra forstanden’, som nogle måske ville mene rammer tidsånden mere præcist. Man kan heller ikke undgå at bide mærke i, at One Two endte helt nede i bunden med ‘Den bedste tid’. For titlen lød unægtelig mere overbevisende i 1989, da sangen blev indspillet, end nu, hvor tanken kan strejfe én, at den bedste tid muligvis allerede har været her.



UGENS LAVPUNKTER:

• 80.937 personer har ansøgt om et startnummer til Copenhagen Marathon i 2027, og det langt flere, end der er pladser til. Det er første gang, der skal oprettes venteliste til frivillig lidelse.
• Møbelarkitekten Finn Juhls ikoniske Høvdingesofa fra 1949 er kommet på auktion til over en million kroner. Køberen forventes at tilbringe resten af livet med at forklare sine gæster, hvorfor de ikke må sidde i den.
• En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at danskerne i gennemsnit brugte 161 kilo plastic per person i 2024. Det grønne foregangsland Danmark er i det mindste godt på vej til at blive vandtæt.
• Kirkeklokken i den nordjyske landsby Durup sad fast og ringede uafbrudt natten igennem, så politiet og en graver måtte rykke ud for at stoppe den. Gud var ikke umiddelbart tilgængelig for en kommentar.
• Naser Khader, der stoppede i politik efter anklager om #metoo, er nu blevet færdiguddannet som præst og tiltræder en stilling ved Fensmark Kirke i næste måned. Menighedsrådet understreger, at håndspålæggelse fortsat kræver samtykke.
• Forskere fra DTU har fundet tusindvis af kemikalier i drikkevandet ved hjælp af en ny analysemetode. Den gode nyhed er, at metoden virker.
• Regeringen vil arbejde på at indføre fri tandpleje, men der kommer langt fra til at være tandlæger nok, advarer branchen. Endelig et sundhedsområde, der lærer af boligmarkedet: Mere efterspørgsel, samme udbud.
• Personalet på Aalborg Universitetshospital oplever i stigende grad at blive svinet til med ukvemsord, og det skal en ny kampagne lave om på. For eksempel kunne man begynde med at gøre patienterne opmærksom på risikoen ved at genere de mennesker, der ved, hvor termometeret skal anbringes.
• Sundhedsstyrelsen har lanceret en kampagne rettet mod 13-20-årige, der skal gøre dem opmærksom på risikoen ved at tage opioider. Altså målgruppen, der konsekvent overvurderer sin egen udødelighed.
• En sort bjørn satte en japansk storby på den anden ende og fik øjeblikkelig myndighederne til at lukke 94 skoler, mens man ledte efter bjørnen. I Danmark ville man først have nedsat en arbejdsgruppe.

I 70 dage var kameraerne urokkeligt rettet mod en lukket dør. Eksperter blev hentet ind for at analysere dørens tilstand. Var den mere lukket i dag end i går? Havde håndtaget bevæget sig? Og kunne et svagt knirk mon tolkes som et gennembrud i regeringsforhandlingerne? Imens fortsatte verden udenfor. Krige blev udkæmpet, økonomier vaklede, og teknologier ændrede samfundet. Eksperter analyserede situationen med en alvor, som i tidligere generationer var forbeholdt månelandinger og fredsforhandlinger. Nu blev der tolket, vurderet og perspektiveret, når en politiker gik ind, en anden kom ud, og en tredje hentede kaffe. Hvis en ministerkandidat havde tabt en kuglepen i nærheden af Marienborg, ville mindst to kommentatorer udlægge det som et tegn på en ny politisk kurs.

Der er stadig et stykke vej til den fuldstændig retfærdige regering, hvor alle genetiske tilfældigheder er repræsenteret proportionalt

Men endelig er det slut. På årets første sommerdag satte Mette Frederiksen sig ind i bilen og kørte til en menneskefyldt havn i Odense for at meddele kongen, der var på sommertogt, at hun var klar med en ny regering. Her stod flere hundrede mennesker med flag og sang Andreas Odbjergs hit 'I morgen er der også en dag' i kor. De var egentlig mødt op for at hylde kongeparret, men kom ufrivilligt til at agere statister i finalen på et politisk realityshow, som ingen havde bedt om, men som alle havde set.

På kongeskibet havde Frederik X ellers haft travlt med at ringe og gratulere Jonas Vingegaard med sejren i Giro d'Italia. Det er svært ikke at være stolt af et land, hvor en cykelrytter kan få oprigtig kongelig opmærksomhed for at køre hurtigt op ad et bjerg. Alligevel sidder man tilbage med en vis tvivl, om det ville have udløst et kongeligt telefonopkald, hvis det bare var Nobelprisen i litteratur, Vingegaard havde vundet.

Odenses begejstrede klimarådmand kunne glæde sig over 'en smuk aften' ombord på kongeskibet. Han kom ikke ind på, at kongeskibet årligt slipper 800 tons CO₂ ud i den atmosfære, som han arbejder så hårdt for at redde, men hvorfor også ødelægge den gode stemning? Der findes tidspunkter, hvor man taler om klimaet, og tidspunkter, hvor man beundrer en kongelig dieselmotor. Politik handler trods alt om prioritering.

Den nye regering prioriterer da også klimaet højt. Så højt, at de pesticidsprøjtende og dyremishandlende landmænd ikke længere har et ministerium og er blevet samfundets fjende nummer 1. Samtidig har man overladt klimaet til den helt nye minister Samira Nawa, der hermed får mulighed for at lære det hele fra bunden. Det er en ædel dansk tanke, at hvis noget er vigtigt nok, skal man naturligvis give det til en person uden erfaring, så vedkommende ikke er belastet af forudfattede meninger. Derfor er det også helt logisk at tage orlov i samme øjeblik, man tiltræder stillingen, så man kan indstille sig på opgaven i ro og mag.

Statsministeren fremhævede i øvrigt med stolthed det store fremskridt, det er, at regeringen for første gang består af flere kvinder end mænd. Men man må konstatere, at rødhårede, skeløjede og venstrehåndede fortsat er alvorligt underrepræsenteret. Der er stadig et stykke vej til den fuldstændig retfærdige regering, hvor alle genetiske tilfældigheder er repræsenteret proportionalt.

Ellers var det mest opsigtsvækkende ved det nye ministerhold, at Mette Frederiksen havde byttet rundt på Nicolai Wammens og Peter Hummelgaards kontorstole og dermed både udløst kaos i den socialdemokratiske arvefølge, borgerkrig i kaffeklubberne og dommedagsprofetier hos kommentatorerne.

Hvad regeringsgrundlaget angår, har regeringen erklæret krig mod børns brug af sociale medier. TikTok, Snapchat og Instagram står for skud, mens elefanten i klasseværelset – AI – tilsyneladende har opnået diplomatisk immunitet. Lidt usædvanligt, eftersom årets studenter er den første generation, der har haft adgang til AI gennem hele gymnasietiden. Berlingskes lederskribent fandt i den anledning det tunge skyts frem og beskrev AI som et 'masseødelæggelsesvåben mod vores klassiske dannelsesbegreber', der fratager os evnen til at tænke selv. Optimister vil måske indvende, at den bekymring er overflødig, for hvis ingen længere kan tænke selv, er der vel heller ingen tilbage til at opdage problemet.

Det er en ædel dansk tanke, at hvis noget er vigtigt nok, skal man naturligvis give det til en person uden erfaring

Store Bededag vender tilbage. Ikke nu eller til næste år. Men engang ude i fremtiden, hvor mange af de nuværende ministre formentlig har skrevet deres erindringer og flyttet foredrags-honorarerne over i pensionsopsparingen.

Selve regeringen kom til at hedde Firkløver-regeringen, et navn lånt fra Poul Schlüters tid. Kritikerne kaldte det blasfemi og politisk gravrøveri, men måske var problemet snarere mangel på fantasi. Når fire partier skal bruge 70 dages samtaler på at blive enige om noget, må 'Ordkløverregeringen' ligge lige for.

Trods regeringens langtrukne og smertefulde fødsel, der fik mange til at tro, at dansk politik havde opfundet sin egen version af evighedsmaskinen, var de fleste kommentatorer enige om, at den største vinder blev støttepartiet Enhedslisten. Måske er det derfor, Pelle Dragsted har gennemført en af de mest bemærkelsesværdige ideologiske trans-formationer i nyere dansk politik. Den ikoniske sorte T-shirt, som i årtier signalerede kamp mod kapitalismen, er blevet udskiftet med en mellemlederblå skjorte og en marineblå blazer, som sender klare signaler om, at revolutionen fremover afholdes som et Teams-møde med dagsorden og referat. Da Dragsted stod i Det Kongelige Biblioteks Have og tog hele æren for regeringsgrundlaget, lagde man desuden mærke til det velplejede tandsæt, som alle får råd til, hvis de venter længe nok.

Flere hæftede sig ved, at selv om det var Moderaternes fødselsdag i går på grundlovsdag, tog Lars Løkke ikke æren for Grundlovens tilblivelse. Men ellers blev dagen traditionen tro fejret behørigt landet over, og Politiken benyttede lejligheden til at lade læserne stemme om, hvad der er det bedste ved Danmark. Ind på en suveræn førsteplads kom velfærdssamfundet, og gæt, hvad der havnede som nummer sjok på tyvendepladsen: Det danske folk.

Kort sagt: Vi er vilde med Danmark – det er danskerne, der trækker helhedsindtrykket ned. Man kan næppe få en mere præcis beskrivelse af folkesjælen: Selv når vi vinder, giver vi os selv bundkarakter.



UGENS LAVPUNKTER:

• Folkemødet på Bornholm vil gøre noget for, at unge inddrages mere i den årlige begivenhed, så de ikke kun optræder som publikum, men også som paneldeltagere. Næste tiltag bliver at forklare, hvorfor alle insisterer på at mødes på en ø med begrænset færgekapacitet.
• En 100 år gammel koloni af myretuer er blevet fundet i en plantage ved Oksbøl. 400 millioner myrer lever i modertuen og 50 mindre omkringliggende myretuer. Så vidt vides uden et regionsråd og uden at kalde det et værdifællesskab.
• En nordjysk jordbæravler oplever, at kunderne i stor stil flytter rundt på jordbærrene i bakkerne, så de selv får de bedste. Derfor har virksomheden hyret en butiksdetektiv, der skal forhindre det tiltagende jordbærbytteri. Men er det egentlig ikke bare en form for crowdfunding at sammensætte sin egen premiumbakke?
• En førerløs vandcykel fra et nordjysk overnatnings- og spisested ved Sæby har på egen hånd fundet vej over Kattegdat til den svenske kyst 100 km væk. Sommetider fungerer transportmidler bare bedst uden indblanding.
• Tirsdag var der fest i gågaden i Helsingør med 1200 rundstykker, 117 liter kaffe og et langbord på 110 meter i anledning af, at byen fyldte 600 år som købstad. Omtrent lige så længe, som man har diskuteret parkeringsforhold i bymidten.
• Ifølge Forbrugerrådet Tænk vil der altid være en risiko for, at der dukker insektrester og småsten op i et naturprodukt som tørret timian. Det er stadig mindre overraskende end ingredienslisten i en energidrik.
• Højballe Skov ved Horsens blev indviet som den første skov i landet, der skal forblive urørt – det vil sige uden motorsave, landbrug eller fremtidig menneskelig indblanding. I hvert fald indtil nogen får lyst til at etablere en mountainbikerute.
• På Anholt har dyrlæger, eksperter og forskere fra danske museer obduceret af pukkelhvalen Timmy, som midt i maj strandede ud for øen, og opdaget, at hvalen havde en livmoder og dermed var en hun. Til gengæld fandt forskerne ingen tegn på, at den nogensinde havde været medlem af en debatgruppe om biologisk køn.
• Rottebekæmpelsen i Middelfart Kommune er holdt op med at bruge rottegift, fordi det kan ende i fødekæden og skade rovfugle og ræve og forurene vandløb. I stedet bliver rotterne lokket i fælderne med blandt andet Nutella, peanutbutter og remoulade. Eller som det også kaldes: en almindelig indkøbsseddel til en dansk børnefamilie.
• Seneste: Årets første skybrud er registreret nord for Randers. Det er den slags afsløringer, der holder nyhedsstrømmen i gang.

Ugen blev på mange måder indbegrebet af det moderne Danmark. Først satte Royal Run deltagerrekord med over 112.000 deltagere, og nu har omtrent halvdelen af den voksne befolkning en medalje hængende hjemme i bryggerset ved siden af et startnummer fra DHL-stafetten og en pose Maurten Gel, de ikke kan tage sig sammen til at smide ud. Kong Frederik var naturligvis begejstret og beskrev løbets succes med de uforglemmelige ord: 'Det var en brik, som ventede på at blive fundet i vores muld.' Hermed cementerede han sit kommende eftermæle som den første monark i historien, der havde et motionsløb som sin raison d'être. Kongen, der ikke bare klippede snore over og navngav færger, men også talte som en efterskoleforstander med speciale i teambuilding. Andre konger huskes for krige eller reformer, men Frederik den 10. fik midaldrende danskere til at pruste sig gennem provinsbyer iført T-shirt og nyindkøbt Garmin-ur.

Lars Løkke selv fortsatte rollen som dansk politiks svar på en pyroman, der også arbejder deltid som brandmand

Kongen selv var da også i glimrende form. Dagen før havde han gennemført den tredje kongerunde med partilederne. I praksis en slags politisk halvmaraton, hvor deltagerne forsøger at løbe fra deres egne valgløfter uden at syre til i benene. På Marienborg fortsatte trafikken ind og ud med samme intensitet som ved en tankstation på E45 i sommerferien, og langsomt tegnede der sig et billede af endnu en regeringskonstellation, som ingen vælgere havde bedt om, men som de fleste kommentatorer betegnede som det ansvarlige valg.

Især Enhedslisten overraskede mange ved pludselig at tale om kompromiser og fællesmængder. Pelle Dragsted har på kort tid gennemgået en politisk udvikling fra revolutionær systemkritiker til manden, der lyder som en afdelingsleder i HR. Der blev i det hele taget talt så meget om fællesmængder i ugens løb, at man fik mistanke om, at regeringsforhandlingerne i virkeligheden blev ledet af en matematiklærer fra Roskilde Katedralskole. Det eneste, der manglede, var at DR viste et Venn-diagram i bedste sendetid.

Moderaternes Christina Egelund forklarede samtidig i Politiken, hvorfor det pludselig var helt naturligt at samarbejde med Enhedslisten. Dansk politik er efterhånden blevet som et af de parforholdsprogrammer, hvor deltagerne efter seks afsnit erklærer, at 'vi havde jo faktisk god kemi lige fra starten'. Lars Løkke selv fortsatte i rollen som dansk politiks svar på en pyroman, der også arbejder deltid som brandmand. Først antænder han hele det borgerlige Danmark, og bagefter tilbyder han professionel brandslukning og tager sig betalt med ministerposter. Nu mener han så, at der skal være færre ministre. Det gør altid indtryk, når politikere pludselig opdager nødvendigheden af besparelser på et tidspunkt, hvor de selv har trådt i spinaten. Der spekuleres dog ikke meget i, om Løkke selv agter at give afkald på en ministerpost. Så langt rækker reformviljen trods alt næppe – selv om det handler om noget og ikke om nogen.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at navnet Lars næsten er forsvundet blandt nyfødte drenge. I 1960'erne vrimlede det med dem. Nu er der kun seks børn om året, der bliver døbt Lars. Måske har danske forældre simpelthen fået nok af mænd ved navn Lars, der altid er hovedansvarlige for smøleri, undvigemanøvrer og trækken i langdrag, og som lover én ting og ender et helt andet sted.

Imens forsøgte oppositionen at markere sig. Inger Støjbergs største bidrag til den offentlige debat var en udtalelse om, at Lars Løkkes optræden har været 'et smerteligt forræderi' plus et billede på Instagram af hendes højre ankel uden fodlænke.

Arbejdstilsynets hævede øjenbryn og løftede pegefingre har ramt nationens vigtigste forsvarsgren: gejlingen af støvler

Muligvis har det givet anledning til spekulationer hos de blå partier om endnu et smerteligt forræderi, fordi neglelakken på tåneglene var umiskendeligt rød.

Morten Messerschmidt fastholdt sin udtalelse fra valgnatten om, at Dansk Folkeparti ville 'æde Lars Løkke og hans folk'. Men med udsigten til færre ministerposter ser det store ædegilde ud til at ende med en let tapasanretning.

Midt det hele måtte kongen dagen efter endnu engang løbe ud på balkonen for at vinke, fordi det var hans fødselsdag, og folket var mødt op for at hylde ham i det strålende solskin. Almindeligvis ville Livgardens støvlesnuder skinne om kap med solen, men ikke i år. Det har nemlig vist sig, at unge mænd i generationer har stået på Høvelte Kaserne og langsomt opløst deres lunger i Kiwi skosværte for at opnå den særlige militære glans, hvor man ikke bare kan spejle sig i støvlen, men også foretage et mindre tandeftersyn i den. Arbejdstilsynets hævede øjenbryn og løftede pegefingre har ramt nationens vigtigste forsvarsgren: gejlingen af støvler. Et af verdens mest digitaliserede samfund bruger krudt på at diskutere, hvorvidt soldater risikerer hjerneskader ved at inhalere kemiske dampe fra skosværten. Det gør Livgarden til den mest udsatte del af det danske forsvar, som risikerer dødsfald på grund af overdreven skopudsning, og på Amalienborg Slotsplads må gardere nu sjokke rundt med matte støvler som almindelige mennesker på gågaden i Holbæk uden at kunne se spejlbilledet af armbåndsurets sekundviser på støvlesnuden. Man frygter, at de snart må stille op til mønstring i hyttesko for at undgå at falde i snørebåndene og uden bukser for ikke at komme til at skære sig på pressefolderne.

Uge 22 handlede i virkeligheden om det samme hele vejen igennem: alle forsøger at finde den brik i mulden, der får Danmark til at hænge sammen, og måske er det netop derfor, Royal Run er så stor en succes. Danskere elsker følelsen af at være med i noget større, også selv om det i praksis bare betyder, at man står søndag morgen i Kolding iført kompressionsstrømper og venter på at blive overhalet af en pensionist fra Hedensted med kulørte løbesko og et dannebrogsflag malet på kinden.



UGENS LAVPUNKTER:

• Når Kongeskibet Dannebrog anløber havnen i Grenaa, får byen også besøg af et kongeskib lavet af Lego. Praktisk med en udgave, hvor man selv kan sætte en ny konge på, hvis den gamle skulle falde af.
• På Assistens Kirkegård på Nørrebro slår flere og flere sig ned i de aktive begravelsesområder på tæpper for at nyde foråret. Københavnerne elsker multifunktionelle rum: café, kontor, vinbar, yoga og nu også massegrav med mulighed for picnic.
• Når ulvedebatten splitter os, skyldes det ifølge en ekspert, at ulven er et overskueligt konfliktpunkt i en uoverskuelig verden med krig og klimakrise. Ulven må være det eneste rovdyr i verden, der primært lever af lokalradio, Facebook-kommentarer og bekymrede læserbreve.
• Den invasive ferskvandsgople med det latinske navn Craspedacusta sowerbyi har nu spredt sig til ferskvandssøer på seks kontinenter. Det mest overraskende er, at noget invasivt stadig ikke er kommet til Danmark. Og navnet? Selv gopler lyder nu om dage som internationale konsulentfirmaer.
• Andelen af elever, der får bundkarakterer til 9. klasses afgangseksaminer, er steget, mens andelen, som får topkarakterer, er faldet. Til gengæld er de unge blevet langt bedre til at forklare, hvorfor karakterer ikke betyder noget. Og heldigvis er der stadig influencerbranchen.
• Natten til mandag er dværghornuglen blevet set og dokumenteret ved Græsted Kirke i Nordsjælland, og op mod 200 fugleentusiaster fandt vej til Græsted samme aften for at se og høre uglen. Fugleentusiaster er de eneste mennesker i landet, der kan bruge seks timer i mørke på måske at høre et 'huu' og bagefter beskrive aftenen som helt magisk.
• Mandag offentliggjorde pave Leo sin første 'Magnifica Humanitas', som ikke er en ny italiensk dessert med mascarpone, men en rundskrivelse, der bruges til at markere emner, paven finder særlig vigtige. Her rettede han en skarp kritik mod kunstig intelligens og advarede mod at overlade 'dødbringende eller på andre måder uoprettelige beslutninger' til AI. Frisk bemærkning fra en institution, der i århundreder har truffet beslutninger ud fra røgsignaler.
• En journalist på Berlingske blev sendt hjem, efter at vedkommende havde haft en AI-genereret artikel i avisen. Her var to professorer fra DTU citeret, men uheldigvis eksisterer de to professorer ikke. Berlingske understreger, at de tager sagen meget alvorligt, selv om de opdigtede kilder var langt mere troværdige end de rigtige.
• Tønder Kommune har modtaget et projektforslag om at etablere et nyt detailhandelsområde med blandt andet en Rema 1000. Det mest ambitiøse ved projektet er troen på, at der stadig findes danskere, som ikke allerede handler i Rema 1000.
• Gucci bliver storsponsor for Formel 1-holdet Alpine, som fremover kommer til at hedde 'The Gucci Racing Alpine Formula One Team'. Hermed bliver det muligt at køre 320 km/t og stadig ligne en mand, der lige har bestilt trøffelpasta, og hvor både bilen og føreren lugter svagt af parfume til 2.800 kroner flasken.

Der var engang, hvor mænd var smalle som kosteskafter og gik rundt i jakker og stramt bundne slips og efterlod en svag duft af tobak og Aqua Velva. Sådan husker jeg det i hvert fald. I min barndom i 60'erne var mænd generelt slanke, men ikke nødvendigvis sunde. De drak øl til frokost, røg som skorstene og anså ikke motion for noget, der havde noget med dem at gøre. Men de fyldte ikke meget i landskabet. En mand kunne dengang sætte sig ind i en Folkevogn uden først at skulle forhandle med sit eget tyngdepunkt.

I dag ser man mænd i fyrrerne, der bevæger sig gennem byen med den værdighed, som kun en graviditet i ottende måned berettiger. Maven ankommer et halvt sekund før resten af personen. Den har sin egen skygge og i visse tilfælde nærmest sin egen postadresse. Det er, som om naturen har besluttet, at mandens egentlige voksenliv først begynder, når han ikke længere kan se sine egne fødder uden brug af spejl eller strategisk placerede overvågningskameraer.

En mand kunne dengang sætte sig ind i en Folkevogn uden først at skulle forhandle med sit eget tyngdepunkt

Men måske er det i virkeligheden slet ikke så nyt. Allerede hos Herman Bang fandtes de monumentale mænd. I romanen Livsens Ondskab optræder den berømte forening 'De danske Ædedolke' hvor 'Intet Medlem maatte være under halvtredsindstyve Aar og veje mindre end to Hundrede og tredive Pund'. Det fremtrædende medlem, partikulier Eriksen, med tilnavnet Luksusbugen gik angiveligt med jernkorset for at holde det hele på plads og døde midt under et opulent måltid. Man må beundre en tid, hvor fedme endnu havde karakter af triumf og ikke henledte opmærksomheden på Sundhedsstyrelsens bekymrede panderynker.

Forskellen er måske bare, at datidens tykke mænd var sjældne nok til at blive litterære figurer, mens nutidens er så almindelige, at de ikke kan udløse så meget som et hævet øjenbryn. Nu begynder alle mænd over 30 automatisk at få mave, medmindre de både har et udvidet fitness-abonnement og den psykologiske styrke til også at bruge det. Det er ikke længere nok at eje et par løbesko; man skal også iføre sig dem frivilligt flere gange om ugen, hvilket strider mod mandens dybeste biologiske instinkt: ønsket om at sidde ned.

Der er flere teorier om årsagen. Nogle mener stofskifte, andre siger øl. Personligt tror jeg, det skyldes en kombination af kontorstole, fredagsvin og den mandlige evne til at betragte enhver fysisk aktivitet som noget, der helst skal være forbundet med motorstøj. Kvinder dyrker yoga og pilates; mænd køber en elcykel og forestiller sig, at de allerede har førertrøjen på i Tour de France. På et tidspunkt i mandens liv begynder kroppen tilsyneladende at lagre kalorier omkring maven som en slags personlig prepping. Måske tror organismen, at der er dårlige tider på vej. Måske er det evolutionens måde at fremtrylle et naturligt armlæn til lænestolen på.

Der findes naturligvis regler for livvidden. Den må ikke overstige halvdelen af højden, siger eksperterne med den samme alvor, som tidligere generationer reserverede til synd og fortabelse. Jeg kæmper selv en evig kamp for ikke at komme over 90 centimeter og måler mig med samme nervøsitet som en nation med truende budgetoverskridelser. Ét frokostarrangement for meget, og hele projektet falder fra hinanden.

Vi lever i en tid, hvor folk tracker deres søvn, tæller skridt, drikker grønne smoothies og alligevel langsomt udvider sig som gærdej i et lunt køkken

Det mest interessante er, at mænds maver stadig behandles med en vis folkelig overbærenhed. Den uklædelige vom bliver stadig kaldt 'hyggelig' 'bamset' eller 'velpolstret', som om den var en elsket labrador eller en chesterfieldsofa, der er gået i arv. Ingen siger om en mand, at han er fed. Man siger: 'Han har lagt sig lidt ud', som om der var tale om en ønskværdig teknisk opgradering.

Men kvinderne er nu heller ikke helt uskyldige, for over halvdelen af den danske befolkning er overvægtige. Det må siges at være en imponerende kollektiv indsats i et land, der samtidig dyrker surdej, vinterbadning og cykelkultur med næsten religiøs fanatisme. Af en eller anden grund er de overdimensionerede maver bare ikke så iøjnefaldende på kvinder – i hvert fald som hovedregel. Måske er kvinder bare bedre til at skjule det, fordi de ikke går i herrejakker, der ikke længere kan knappes og giver fri udsigt til en velvoksen embonpoint, som kun bliver yderligere fremhævet af den udspilede skjorte. Men det er en kendsgerning, at vi lever i en tid, hvor folk tracker deres søvn, tæller skridt, drikker grønne smoothies og alligevel langsomt udvider sig som gærdej i et lunt køkken.

Måske er maven derfor blevet det moderne menneskes egentlige nationaldragt: et fredeligt, blødt monument over velstand, bekvemmelighed og den evige menneskelige trang til lige at tage et stykke mere. Selvfølgelig ikke fordi vi er dovne, men fordi livet er kort, sovsen god, og elastik i bukselinningen er en af civilisationens største opfindelser.