Siden Mette Frederiksen udskrev valg for tre uger siden, har det været en fuldtidsbeskæftigelse af følge med i, hvilke partier der synes hvad, og især hvad pengene skal bruges til. Men når alt kommer til alt, vil alle partierne stort set det samme: bedre velfærd, lavere skatter, grønnere natur, stærkere forsvar, gladere børn, rigere pensionister og billigere benzin. Forskellen ligger mest i rækkefølgen, og i hvem der skal betale. Og så selvfølgelig i de små, men ikke helt uvæsentlige spørgsmål om, hvorvidt grise skal behandles menneskeligt, om vandet må smage af andet end nitrat, og om det i virkeligheden var en god idé at fjerne Store Bededag en tirsdag eftermiddag. Derfor påtager jeg mig aldeles vederlagsfrit at bidrage til forvirringen om, hvem man skal stemme på i overmorgen:
Socialdemokratiet vil sørge for, at livet begynder trygt og slutter endnu tryggere. De mindste elever skal have klasser på størrelse med en mindre familiekomsammen, og de ældste borgere skal have mulighed for at trække sig tilbage, før knæene knirker højere end folketingets mikrofoner. Samtidig vil partiet styrke forsvaret, så Danmark kan være trygt både i sandkassen og på slagmarken – en karakteristisk socialdemokratisk balance mellem pædagogik og panservogne. Når det gælder grise, skal de have det bedre, men helst uden at det bliver alt for dyrt, vandet skal være rent, men også praktisk anvendeligt, og Store Bededag er noget, man principielt godt kan savne – bare ikke så meget, at man genindfører den. Og dog. Måske alligevel.
Venstre vil på deres side sikre, at borgerne beholder flere af deres egne penge. Det er et sympatisk projekt, selv om det endnu er lidt uklart, hvis penge det så er, staten skal bruge i stedet. Men optimismen er intakt: skattelettelserne skal nok komme, når man lige finder ud af, hvordan de skal skrues sammen. Indtil da kan man glæde sig over, at forsvaret skal have så mange penge, at soldaterne ikke længere skal gå for lud og koldt vand. Griseproduktionen er i øvrigt en stolt dansk styrkeposition, som selvsagt skal være både effektiv og 'ordentlig'. Det betyder i praksis, at grisene har det udmærket, så længe eksporten har det endnu bedre. Drikkevandet skal beskyttes, men helst uden at genere landbruget for meget, og Store Bededag? Ja, den var måske meget hyggelig, men arbejdsudbuddet bidrager da også til hyggen.
Moderaterne har valgt en mere filosofisk tilgang til livet. De mener, at pension ikke behøver være en brat overgang fra arbejde til petanque. Man kan jo arbejde lidt, holde lidt fri, gå på pension, komme tilbage igen og måske tage en deltidskarriere som halvpensioneret fuldtidsmenneske. Det er i virkeligheden en slags pensionsyoga: fleksibelt, smidigt og lidt svært at forklare for en revisor. Når det gælder grise, vand og Store Bededag, er linjen nogenlunde den samme: en balanceret løsning, hvor grisene får det lidt bedre, vandet bliver lidt renere, og helligdagen måske vender lidt tilbage på en måde, hvor ingen helt opdager, hvem der egentlig fik ret.
Hos SF handler det om tid. Mere tid til børn, mere tid til barsel, mere tid til studerende og lidt mindre hastværk med at hæve pensionsalderen. Det er en sympatisk idé i et samfund, hvor man sommetider får indtryk af, at de eneste, der virkelig har god tid, er medarbejderne i Borgerservice. Grisene skal have markant bedre vilkår, vandet skal være så rent, at man kan drikke det med god samvittighed, og Store Bededag bør indlysende genopstå som en slags national restitutionsdag.
Danmarksdemokraterne vil have balance mellem land og by. Det betyder blandt andet, at landsbyskolerne skal overleve, og at solcelleanlæg ikke må ligne noget, der kunne få en traktor til at stejle. Samtidig skal der være læger i landdistrikterne, hvilket muligvis kræver, at lægerne også skal lære at finde vej uden GPS. Grisene er her ikke bare dyr, men nærmest familiemedlemmer – dog med eksportpotentiale. Grundvandet skal være rent, men man skal også kunne dyrke jorden ovenover, og Store Bededag skal straks tilbage. Mest fordi det var nogle andre partier, der afskaffede den.
Liberal Alliance vil skære skatter, skære bureaukrati og skære 18.000 bureaukrater væk, for så kan man måske endelig udfylde en formular, uden at det kræver tre bilag, to MitID-godkendelser og en bane kokain. Grisene skal i princippet have det godt, men det vigtigste er, at de ikke bliver for dyre i drift. Vandet skal være rent, så længe det ikke kræver for mange regler, og Store Bededag er mest et spørgsmål om, hvorvidt man selv må vælge sin fridag uden statslig indblanding.
Det Konservative Folkeparti vil noget af det samme, bare på en mere klassisk måde: lavere skat, stærkere kernevelfærd og strengere straffe. Man kan sige, at partiet forsøger at skabe et Danmark, hvor man både kan betale mindre til staten og samtidig få mere fra den. I sig selv en ambition, der fortjener en vis respekt. Grisene skal behandles ordentligt, som man nu engang gør det i et civiliseret samfund, vandet skal være rent, fordi det altid har været det, og Store Bededag bør nok genovervejes, hvis det kan gøres med passende værdighed.
Enhedslisten vil til gengæld gøre livet billigere for 'danskerne' ved at sænke momsen på mad, gøre tandpleje gratis og sørge for, at busser og tog ikke føles som luksusrejser. Der er noget tiltalende ved tanken om et samfund, hvor det dyreste ved et tandlægebesøg ikke længere er regningen, men cafébesøget bagefter. Grisene skal have markant bedre forhold – gerne så gode, at de selv ville stemme på partiet – vandet skal beskyttes mod enhver form for forurening, og Store Bededag skal selvfølgelig genindføres. Helst med tilbagevirkende kraft.
Radikale Venstre vil redde klimaet på fem år. Det er en tidsplan, der normalt kun er realistisk for renovering af køkkener, men ambitionerne er høje: solceller, vindmøller og færre svin. Hvis planen lykkes, vil Danmark blive et grønt foregangsland og muligvis også det eneste sted i verden, hvor der er flere vindmøller end parkeringspladser. Grisene skal være færre og gladere, vandet ultrarent, og Store Bededag må gerne genopstå, hvis det ikke står i vejen for arbejdsudbuddet.
Alternativet går endnu længere og vil gøre hele samfundet grønt, økologisk og sprøjtefrit, mens svineproduktionen stille og roligt forsvinder ud af historiebøgerne. Det er en vision om et Danmark, hvor både mennesker, dyr og grøntsager trives, og hvor en frikadelle udløser en identitetskrise. Vandet skal være så rent, at det kunne sælges som livsstil, og Store Bededag skal tilbage som en del af en mere balanceret og mindful kalender.
Dansk Folkeparti holder fast i klassikerne: stram udlændingepolitik, højere pensioner og billigere benzin. Det er en politisk menu, der i sin enkelhed næsten kunne stå på et cafeteria: lidt tryghed, lidt økonomi og en god portion national selvforståelse. Grisene er danske og skal behandles ordentligt, fordi de er danske, vandet skal være rent, som det altid har været, og Store Bededag bør naturligvis genindføres, da traditioner ikke er noget, man bare afskaffer.
Endelig er der Borgernes Parti, som mener, at politikerne generelt bør bestemme mindre – en interessant holdning for et parti, der netop forsøger at blive valgt til at bestemme noget. Samtidig skal energikrisen løses med atomkraft, fordi fremtiden ifølge partiet kræver stabil strøm til den store AI-revolution. Man fornemmer, at visionen er et Danmark drevet af kernekraft, algoritmer og en meget lang forlængerledning til fremtiden. Grisene må markedet tage sig af, vandet skal være rent, hvis folk efterspørger det, og Store Bededag må borgerne vel selv forhandle sig frem til uden politisk indblanding.
Summa summarum: På tirsdag står vælgerne tilbage med en overdådig politisk buffet: lidt velfærd, lidt skattelettelser, lidt klima, lidt atomkraft, lidt pension, lidt grise, lidt vand og en enkelt genopvarmet helligdag foruden en hel del gode intentioner. Som altid i dansk politik ender det sandsynligvis med, at alle partierne får en smule af det hele. Vælgerne må så prøve at finde ud af, hvem det egentlig var, der lovede hvad.
God fornøjelse!
