Ansøgning



Nu hvor Nvidia har skilt sig af med sin administrerende direktør, Jensen Huang, og derfor står uden leder, har jeg efter moden overvejelse besluttet mig for at komme virksomheden til undsætning ved at tilbyde min assistance:

Til ansættelsesudvalget

Jeg søger hermed stillingen som strategisk og visionær CEO hos jer, da jeg ser en unik mulighed for at tappe ind i en organisation, der står på en spændende brændende platform med et enormt potentiale for fremadrettet at tranformere og vækste.

Jeg er i besiddelse af strategisk udsyn, operationel forståelse og har begge ben solidt plantet i et udviklingspotentiale. Grundlæggende er jeg et menneske, der er på en rejse, hvor jeg konstant er nysgerrig på nye perspektiver, udfordrer status quo og tør tænke ud af boksen uden hensyn til, om boksen eventuelt allerede skulle fungere optimalt.

Som leder tror jeg på, at de bedste resultater skabes gennem stærke relationer, fælles værdier og en kultur, hvor vi tør række ud til hinanden. Jeg lægger stor vægt på at italesætte potentialer frem for begrænsninger og på at skabe et miljø, hvor medarbejderne oplever, at de har min ryg. For når vi spiller hinanden gode, kan vi sammen skabe noget, der er større end summen af de enkelte dele.

Min mest efterspurgte kompetence er uden tvivl evnen til at tage afsæt i organisationens eksisterende processer og kortlægge de muligheder, der ligger gemt i krydsfeltet mellem strategi, mennesker og synergier. Jeg er overbevist om, at der altid er potentiale for at optimere, effektivisere og vækste, selv om det endnu ikke står helt klart, hvad det er, der skal optimeres.

Min ledelsesstil er inkluderende, involverende og faciliterende. Jeg tror på værdien af at spørge ind, lytte aktivt og være nysgerrig på det, der ikke nødvendigvis bliver sagt højt. Jeg er samtidig ikke bange for at tage de svære samtaler og italesætte elefanten i rummet, ikke mindst hvis elefanten kan omsættes til et strategisk udviklingspotentiale.

Jeg har stor erfaring med forandringsledelse og implementering af nye strategiske retninger. Jeg ser det som en no-brainer, at medarbejderne skal kunne se sig selv i organisationens kerneværdier, og at værdierne skal tages ned i øjenhøjde og omsættes til lavpraktisk handling inden for en overordnet strategisk rammesætning.

Jeg er hurtig til at facilitere workshops og udarbejde et skriv, der skaber fælles forståelse for en retning, som alle kan bakke op om. Jeg har en særlig evne til at få komplekse problemstillinger til at fremstå overskuelige, gerne ved at opdele dem i mindre strategiske indsatsspor og nedsætte en tværgående arbejdsgruppe, der kan kigge ind i mulighederne.

Jeg er ikke bange for at udfordre organisationen, men jeg tror på, at forandringer skal ske gennem involvering og ejerskab. Min erfaring er, at det kan noget at starte ud med at spørge medarbejderne: Giver det mening? Og hvis svaret er nej, vil jeg uden betænkning foreslå, at vi tager en proces om, hvordan vi fremadrettet kan skabe en fælles forståelse af, hvorfor det alligevel giver mening.

Jeg ser det som min fornemste opgave at sikre, at organisationen ikke blot leverer på de eksisterende målsætninger, men også bliver rustet til at visualisere nye muligheder, aktivere sit fulde potentiale og skabe bæredygtig vækst.

Jeg er overbevist om, at min profil vil kunne bidrage positivt til den fortsatte rejse mod at blive en endnu mere agil, værdiskabende og fremtidsorienteret organisation.

Jeg ser frem til at mødes for sammen at udforske, hvordan vi kan skabe et strategisk fundament for fremtidens vækstrejse. Jeg er åben for en onboardingproces, hvor vi i fællesskab kan forventningsafstemme, hvad det egentlig er, jeg skal lede. Jeg tænker, at vi med fordel kan vente med de helt konkrete detaljer, indtil vi har fået etableret den strategiske retning.

Men jeg er allarede klar til at trække i arbejdstøjet, så lad os springe jobsamtalen over, da den i dette tilfælde må betragtes som en overflødig formalitet. Dog går jeg ud fra, at jeg ikke forventes at skulle begynde med de 50 millioner dollars om året, Jensen lod sig spise af med.

Med venlig hilsen
Jerner Huang

P.S. For en ordens skyld skal jeg tilføje, at jeg aldrig har ladet mig distrahere af kvinder, hverken af asiatisk eller anden herkomst, og at jeg ikke har planer om at slække på denne praksis.

Kategori: , , , | Kommentarer

Søndagsmusik



  • Ella Fitzgerald · Oscar Peterson: In A Mellow Tone
  • Chet Baker: I Fall In love Too Easily
  • Bent Fabricius-Bjerre: Temaet fra Olsen Banden
  • Laura Fygi: I Will Wait For You
  • Elis Regina · Toots Thielemans: Wave
  • Diana Krall: The Boy From Ipanema
  • Stan Getz · João Gilberto · Antõnio Carlos Jobim: Doralice
  • Cleo Laine: That Old Feeling
  • Manhattan Jazz Quartett · Debbie Davis: You Are The Sunshine Of My Life
  • Suss von Ahn: My Baby Just Cares For Me
* * *

Hele playlisten kan høres her på Spotify.

Kategori: , | Kommentarer

Tilstandsrapport uge 46



Vi begynder med Alternativets stemmeslugende folketingsmedlem Signe Wenneberg, der har gjort bæredygtighed til en mærkesag. På de sociale medier kritiserede hun et ægtepar, der havde revet et hus ned, og fremstillede det som et eksempel på danskernes lemfældige omgang med ressourcerne.

At blive siddende må siges at være en politisk protest, der ikke kræver den store anstrengelse

Der var bare den detalje, at huset ikke var den bevaringsværdige perle, man kunne få indtryk af. Pælene under huset var rådne, huset var skredet 40 centimeter, og det var hverken muligt at få ejerskifteforsikring eller kreditlån. En renovering var kort sagt ikke realistisk. Den nye ejer havde forsøgt at genbruge materialer, blandt andet blev alle indvendige døre og de fleste vinduer givet videre til sælgerens børn. Da ægteparret forsøgte at korrigere Wennebergs opslag, blev kommentarfeltet lukket, og opslaget senere slettet. Wenneberg gav bagefter køberne en uforbeholden undskyldning. Så gik der et par dage, hvorefter hun skrev et nyt opslag med det samme indhold. Nu har ægteparret politianmeldt hende for blandt andet uberettiget adgang til haven, fotografering og bagvaskelse. Men Alternativet har ikke taget afstand fra den alternative form for markedsføring og betragter det tilsyneladende som en tiltrængt synlig fjer i hatten ud fra princippet om, at dårlig omtale er bedre end ingen. Via Alternativet har Signe Wenneberg fastholdt, at hun kun fotograferede huset fra offentlig vej. Siden har det vist sig, at hun sidder i bestyrelsen for et nedrivningsfirma, og at hun selv har fået revet et sommerhus ned for at bygge et nyt. Men det er noget helt andet, siger hun. Sommetider kommer den grønne glorie til at sidde lidt skævt, når man går den efter i sømmene.

Næsten lige så meget opmærksomhed fik Danmarks besøg af en mand med lidt større nedrivninger at slås med: Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj. Besøget bød på audiens på Amalienborg, kransenedlæggelse på Kastellet, en historisk tale i Folketinget og 4,8 milliarder med hjem i inderlommen. Zelenskyj blev den første udenlandske statsleder, der talte fra Folketingets talerstol, og blev mødt med stående klapsalver. Næsten alle var med på den, men løsgængeren Jacob Harris nægtede at rejse sig op, fordi han opfattede begivenheden som politisk iscenesættelse. Han beskrev Mette Frederiksen som 'en diktator der kan fortælle, hvem der kan stå på en talerstol'. Også en måde at markere sin selvstændighed på. At blive siddende må dog siges at være en politisk protest, der ikke kræver den store anstrengelse, men selv en historisk tale om europæisk sammenhold kan ende som en hjemlig diskussion om talerstole og siddestillinger. Vi er et lille land, men vi kan altid få en stor begivenhed til at handle om os selv.

For at undgå bøvl en anden gang kunne man måske holde næste klimatopmøde på Teams, så alle kan deltage hjemmefra

Apropos grønne idealer: Klimaminister Samira Nawa rejste til klimatopmøde i Antalya i Tyrkiet sammen med dronning Mary. Transporten foregik med privatfly fra Blackbird Air, der ejes af rigmanden Anders Holch Povlsen. Det er praktisk at ankomme veludhvilet til et klimatopmøde, hvor man skal tale om at mindske verdens CO₂-udledning uden at skulle tænke på, at privatfly i gennemsnit belaster klimaet 17 gange så meget som rutefly. Det fik Mads Busck, klimapolitisk rådgiver i Oxfam Danmark, til at kritisere ministerens valg af transportform. Hun kunne jo selvfølgelig have bestilt en plads på monkeyclass i et rutefly, men omvendt var hun jo sammen med dronning Mary og sparede på den måde en billet. For at undgå bøvl en anden gang kunne man måske holde næste klimatopmøde på Teams, så alle kan deltage hjemmefra.

Den grønne balancegang viste sig også i regeringens nye skatteaftale med Dansk Folkeparti. Partiet har fået opfyldt sit krav om en midlertidig sænkelse af benzin- og dieselafgiften på omkring to kroner pr. liter. Men kun i et i år, så det gælder om at fylde nogle reservedunke op, man kan have stående i carporten. Lempelsen træder i kraft, samtidig med at det hidtidige kørselsfradrag udløber, så det ender med at blive 1.000 kroner dyrere at køre bil. Den gamle sang om gyngerne og karrusellen bliver en hit til regeringens julefrokost.

Måske har man også undersøgt, om der under romantiske middage blev serveret mistænkeligt meget kinesisk mad, eller om samtalerne hovedsagelig koncentrerede sig om halvleder-teknologi

Ugens mest pikante historie skal vi uden for landets grænser for at svælge i. Den drejer sig selvfølgelig om den nu afgåede topchef for den amerikanske teknologigigant Nvidia, Jensen Huang. Manden, hvis virksomhed har leveret nogle af de mest eftertragtede mikrochips i verden, og hvis produkter har gjort det muligt at træne kunstig intelligens til at skrive digte, analysere aktiemarkeder og sikkert også snart forsyne politikere med bortforklaringer. Nu skal Huang vidne i Kongressen inden for to uger. Det er der i sig selv ikke noget usædvanligt i, men det pirrende element er, at det amerikanske justitsministerium endnu ikke har fundet ud af, om forretningskvinden Alice Huang, som Jensen Huang havde en affære med, er kinesisk spion. FBI har sikkert allerede gennemgået telefonopkald, e-mails, rejseaktiviteter og banktransaktioner. Måske har man også undersøgt, om der under romantiske middage blev serveret mistænkeligt meget kinesisk mad, eller om samtalerne hovedsagelig koncentrerede sig om halvlederteknologi. Men hvorfor ikke lade Nvidias egne chips hjælpe med efterforskningen? En tilstrækkelig avanceret sprogmodel kunne måske endda formulere konklusionen i et sprog, som både Kongressen, FBI og de involverede parter kunne forstå, og afdække, hvad der egentlig foregår mellem to mennesker, når den ene er forelsket, og den anden muligvis er interesseret i noget helt andet. Resultatet imødeses med spænding.

Det var så ugens bidrag til den kollektive erindring. Af hensyn til den kollektive tålmodighed har vi i dag valgt diskret at forbigå en række mindre presserende emner såsom minimumsnormeringer i daginstitutionerne, manglen på pædagoger, bemandingskrisen på hospitalerne, kommunale besparelser og skolelukninger. Men vi ser frem til, at et hurtigtarbejdende udvalg snarest udarbejder et forslag til en handlingsplan, som kan sendes i høring hos den kollektive fortrængning med forventet enstemmig tilslutning.

Kategori: , | 4 kommentarer

Den Store Facebookkrig



I det seneste par uger har det været en populær spøg blandt facebookbrugere at få AI til at lave et portræt af en selv, som om man havde levet i en anden historisk epoke. Nogle er blevet romerske senatorer, andre victorianske gentlemen, middelalderlige adelsfrøkener eller stenaldermennesker. En digital selskabsleg, mange har haft meget sjov ud af.

Men den slags billeder bruger jo energi, og så er det efter nogles mening pludselig en alvorlig sag. Det har nu udviklet sig til en veritabel forargelsesbølge over et ressourceforbrug, der tilsyneladende er så bekymrende, at man må uddele løftede klimapegefingre til alle, der har moret sig med at lave et AI-portræt.

Det er fint at interessere sig for energiforbrug. men man kunne måske også ønske sig en smule sans for proportioner. De klimamoralske vagthunde er som regel knap så opvakte, når det drejer sig om betydelig mere ressourcekrævende aktiviteter.

De klimamoralske vagthunde er som regel knap så opvakte, når det drejer sig om betydelig mere ressource-krævende aktiviteter

For eksempel bliver der revet ganske udmærkede, ældre huse ned, der med lidt modernisering kunne have fungeret glimrende i mange år endnu. I stedet bliver de jævnet med jorden, murbrokkerne kørt på affaldspladsen, og der bliver produceret nyt beton, stål, glas, isolering og inventar. Det kaldes udvikling, og udviklingen har fået vokseværk. Ifølge Bolius var gennemsnittet for et nybygget dansk parcelhus i 2025 213 kvadratmeter. Til sammenligning var det 122 kvadratmeter i 1963. Det er altså ikke små, beskedne hytter, der bliver bygget. Der skal være plads til køkkenalrum, walk-in-closet, hjemmekontor, mindst to badeværelser, bryggers og måske et ekstra værelse til den dårlige samvittighed. En undersøgelse fra Aalborg Universitet af 39 danske parcelhuse fandt en median for de indlejrede CO₂-udledninger fra materialer på omkring 394 kg CO₂ pr. kvadratmeter over en beregningsperiode på 50 år. Overfører man det tal til et hus på 213 kvadratmeter, svarer det til cirka 84 ton CO₂ alene i materialernes klimaaftryk. Alligevel er det helt almindeligt at rive ned og bygge nyt. Men et AI-portræt? Dér går grænsen alligevel!

En velfungerende benzinbil, som starter hver morgen og kan køre familien på arbejde, til skole og på ferie, bliver efterhånden anset for en miljømæssig skamplet. Den skal helst skiftes ud med en elbil. Elbiler har utvivlsomt klimamæssige fordele, når de først triller på vejene, men de kommer ikke dalende miljøvenligt ned fra himlen. De skal produceres, og batterierne kræver litium, nikkel, kobolt og store mængder energi. Ifølge en europæisk undersøgelse fra International Council on Clean Transportation (ICCT) fra 2025 medfører produktionen af et gennemsnitligt batteri til en elbil i mellemklassen en klimabelastning svarende til 3,9 ton CO₂. Det er alligevel noget.

Ingen kan forklare, hvad det er for et strengt nødvendigt samfunds-mæssigt formål, det tjener at lade mennesker køre rundt i en karrusel, drøne skrigende op og ned i en rutsjebane eller spise candyfloss til overpris

Så er der hele fornøjelsesindustrien. Tivoli, Bakken, Legoland og alle de andre forlystelsesparker går strygende, selv om ingen kan forklare, hvad det er for et strengt nødvendigt samfundsmæssigt formål, det tjener at lade mennesker køre rundt i en karrusel, drøne skrigende op og ned i en rutsjebane eller spise candyfloss til overpris. Der er også festivaler, koncerter, fodboldkampe, krydstogter og skiferier. Man flyver til Sydeuropa for at ligge ved en swimmingpool, som man kunne have ligget ved herhjemme. Man tager på wellnessophold med spa, sauna og opvarmet swimmingpool.

Et nyt køkken er et must – 'Alle har ret til et fedt køkken', selv om det gamle fungerer udmærket. Badeværelset bliver skiftet ud, fordi fliserne er blevet umoderne. Man køber nyt tøj, selv om klædeskabet bugner, og udskifter mobilen, fordi den nye model har et bedre kamera, ingen i virkeligheden har brug for. Der bliver pyntet op til halloween med plasticgræskar, og der bliver tændt millioner af julelys fra oktober og året ud.

Alt sammen aktiviteter, der eksisterer, fordi vi godt kan lide det. Det er ikke nødvendigvis forkert. Men det er værd at huske, næste gang nogen får moralske opstød over et AI-billede.

Det Internationale Energiagentur (IEA) har i sin rapport Energy and AI fra 2025 anslået strømforbruget ved generering af ét AI-billede til cirka 1,7 watt-timer i et kontrolleret forsøg med en bestemt billedmodel. Det svarer til omtrent en niendedel af den strøm, der bruges på at oplade en almindelig mobiltelefon én gang. Forbruget varierer selvfølgelig med model, hardware og indstillinger, og tallet omfatter ikke hele teknologiens samlede miljøaftryk. Men det giver en fornemmelse af størrelsesordenen.

Et nyt køkken er et must – 'Alle har ret til et fedt køkken', selv om det gamle fungerer udmærket

Måske er reaktionen på AI-billederne et moderne ekko af tidligere tiders maskinstormere. Da industrialiseringen tog fart, var der mennesker, der frygtede maskinerne. Bilen blev mødt med skepsis, telefonen blev betragtet som en forstyrrende opfindelse, fjernsynet ville ødelægge familielivet, computeren overflødiggøre os, og mobiltelefonen gøre os asociale. Hver generation har haft sin teknologiske syndebuk. Selv om de forskellige opfindelser skabte reelle problemer, tog vi dem til os, fordi fordelene og mulighederne viste sig at være større end ulemperne. Nu er det så kunstig intelligens, der står for skud, og måske er noget af modstanden i virkeligheden udtryk for en helt naturlig skepsis over for det nye, iført tidens mest populære moralske klædedragt: klimaet.

Det går ikke ud på at frikende AI. Datacentre bruger energi, og teknologien kræver hardware, køling og infrastruktur. Men der er forskel på en saglig diskussion om ressourceforbrug og på at udskamme mennesker for at deltage i en lille digital fornøjelse.

Det er heller ikke for at pege fingre ad andre, der gør noget, der er meget værre. Det er bare en efterlysning af en realistisk målestok og en skelnen mellem små og store poster på det samlede ressourcebudget. Hvis alt, hvad vi foretager os, skal have et fornuftigt formål, og enhver fornøjelse skal forsvares med et godkendt klimaregnskab, er jeg alvorligt bange for, at kedsomheden vil få selvmordsstatistikkerne til at eksplodere. Ikke alt, hvad der er sjovt, behøver vel at være fornuftigt eller nyttigt. Og ikke alt, hvad der bruger ressourcer, er pr. definition forkert. Hvis vi skal redde verden, kunne man måske begynde med de store poster på regningen, inden man går løs på folks fem minutters digitale adspredelse.

Kategori: | 4 kommentarer

Søndagsmusik



  • Ann Hampton Callaway: A Kiss To Build A Dream On
  • Snorre Kirk · Stephen Riley: West Indian Flower
  • Laura Anglade: Manhattan
  • Artie Shaw: It Had To Be You
  • Peggy Lee: A Taste Of Honey
  • Carmen McRae: I Only Have Eyes For You
  • Stan Getz · Bob Brookmeyer: A Nightingale Sang In Berkeley Square
  • Laura Fygi: Vincent
  • Shania Twain: You've Got A Way
  • John Scofield: You're Still The One
* * *

Hele playlisten kan høres her på Spotify.

Kategori: , | Kommentarer

Tilstandsrapport uge 45



Det amerikanske midtvejsvalg har været en guldgrube af politisk absurditet, og det kan være svært at afgøre, om det er amerikansk politik, der har udviklet sig til underholdning, eller om underholdningsbranchen bare har overtaget politikken. Selv om Trump ikke stod på stemmesedlen, lykkedes det ham endnu engang at løbe med det meste af opmærksomheden både før, under og efter.

Mens amerikanerne diskuterede inflation, økonomi, krig og Kongressens fremtid, talte deres præsident om en ubelejlig plantevækst i en dam

Op til valget havde Trump travlt med en anden vigtig sag: spejldammen ved Lincoln Memorial i Washington, der havde været plaget af problemer med grønalger. Ved et pressemøde forsvarede han en renovering til 14 millioner dollars og benyttede samtidig lejligheden til at give Biden-administrationen skylden for algeproblemerne. Mens amerikanerne diskuterede inflation, økonomi, krig og Kongressens fremtid, talte deres præsident om en ubelejlig plantevækst i en dam. Omkring valgdagen havde han også frihed i rummet på programmet og proklamerede den antikommunistiske uge. Manglende alsidighed er ikke en egenskab man kan skyde ham i skoene.

Trump havde selvfølgelig også mere håndfaste tilbud til vælgerne. Han havde tidligere luftet idéen om en check på 2.000 dollars til sine vælgere, men under valgkampen blev beløbet pludselig hævet til 5.000 dollars til alle voksne amerikanere – altså hvis republikanerne bevarede kontrollen over Kongressen. Finansieringen og den praktiske gennemførelse var der en del spørgsmål til, men den slags detaljer bør aldrig ødelægge den gode stemning. I Trumps univers er det ikke noget problem at kombinere økonomisk politik med et tilbud, der minder om en forsmag på Black Friday eller måske snarere leder tanken hen på et ophørsudsalg.

Som forventet var Donald Trump utilbøjelig til at overlade rampelyset til de kandidater, der faktisk var opstillet. Ved et kampagnemøde i Ohio gav han sig til at rose den republikanske senator Jon Husted for hans atletiske krop. Det udviklede sig til en noget utraditionel hyldest, da Trump oplyste, at han minutiøst havde studeret senatorens anatomi.

Det er trods alt ikke hver dag, en politikers bagdel bliver præsenteret for vælgerne som hans største fordel

'I looked at his ass', erklærede han, hvorefter han fortsatte med at beskrive, hvordan han havde gransket Husted fra top til tå. Publikum morede sig storartet, formentlig i modsætning til Husted. Det er trods alt ikke hver dag, en politikers bagdel bliver præsenteret for vælgerne som hans største fordel.

Midtvejsvalget endte som bekendt med den største fiasko for Donald Trump og republikanerne i mands minde. Demokraterne fik flertal både i Repræsentanternes Hus og Senatet, men Trump havde forklaringen på det utilfredsstillende udfald: Han havde ikke selv været på stemmesedlen – ellers ville han have vundet med overvældende flertal.

Selv om vi også herhjemme er leveringsdygtige i politisk teater, kovendinger og personlige opgør, blegner forestillingen noget i sammenligning med Donalds guddommelige komedie. Gymnasieleverne barrikaderede klasselokalerne, SF forsøgte at forklare kompromisets kunst over for hjemmeboende studerende, der manglede cafépenge, landmændene fortsatte deres shitstorm mod gødskningsloven, Morten Messerschmidt flirtede med rollen som blå bloks førstemand, og Dansk Folkeparti var stadig utilfreds med benzinpriserne. Med andre ord: alt var stort set ved det gamle.

Men heldigvis var der et nuværende og et forhenværende medlem af Moderaterne til at sætte lidt fut i fejemøget. Om ikke så lang tid skal socialminister Monika Rubin stå ansigt til ansigt med sin tidligere partifælle Mike Fonseca, som blev ekskluderet fra partiet for tre år siden, efter det kom frem, at han havde et forhold til en 15-årig pige. Nu har han anlagt et civilt søgsmål mod Monika Rubin og kræver erstatning for hendes udtalelser om ham. På Facebook kaldte hun ham blandt andet 'klamme Mike', og hun har ikke tænkt sig at trække i land. Hun mener, at hun har ret til at kritisere sin tidligere partifælle, selv om det ikke i sig selv er ulovligt at have et forhold til en 15-årig.

Monika Rubin har ikke brug for sproglig kosmetik, når virkeligheden i sig selv er tilstrækkelig kulørt

Hun henviser til sin egen ungdom og fortæller, at da hun som 15-årig gik i 8. klasse, kunne hun også finde voksne mænd spændende, men hun ville næppe have klappet i hænderne, hvis en af dem var dukket op med 'pikken fremme'. En formulering, der nok ikke havde været forbi Socialministeriets kommunikationsafdeling, hvor man måske ville have skrevet noget om upassende anatomisk opmærksomhed. Men Monika Rubin har ikke brug for sproglig kosmetik, når virkeligheden i sig selv er tilstrækkelig kulørt. Hun beskylder desuden Fonseca for at 'gå på rov i børneværelset', og det bliver nu op til retten at vurdere, om ministerens offentlige kritik holder sig inden for lovens rammer. En juridisk balancegang, der går ud på at skelne mellem at kalde nogen en klam stodder og at antyde noget virkelig grimt.

Da Jyllands-Posten spurgte Monika Rubin, om hun vil sige undskyld, hvis hun taber sagen, svarede hun uden omsvøb: 'Næh. Jeg kan ikke sige undskyld for noget, som jeg mener er fucking vammelt.' Mike Fonsecas advokat har til gengæld meddelt, at hun af respekt for rettens arbejde ikke vil føre sagen i medierne. Hvor politikere normalt kan få tre pressemeddelelser ud af en mindre fodfejl, er der altså nogen, der har det tankevækkende synspunkt, at en retssag hører hjemme i retten.

Mens vi venter på afgørelsen, kan vi konstatere, at Moderaternes gamle fællesskab er blevet reduceret til et juridisk slagsmål med hårdtslående ord. Det var Lars Løkkes plan at lave et parti, hvor man kunne tale sammen på trods af uenigheder, og det er på sin vis lykkedes. Monika Rubin og Mike Fonseca taler ganske vist ikke længere sammen, men de har fundet en anden måde at mødes på: Med advokater, erstatningskrav og en dommer som ordstyrer. Om begge parter så også kan styre deres ordvalg vil vise sig.

Måske er det i virkeligheden det, der forener amerikansk og dansk politik for tiden: Den stadigt mere flydende grænse mellem politisk ledelse, personlig fornærmelse og rendyrket underholdning. Forskellen er bare, at amerikanerne har lidt større armbevægelser.

Kategori: , | 4 kommentarer

Søndagsmusik



  • Billie Holiday: Stormy Weather
  • Lou Rawls: Scotch & Soda
  • Paul Desmond · Jim Hall: For All We Know
  • Sarah Vaughan: Misty
  • Harry Connick, Jr.: A Wink and a Smile
  • Coleman Hawkins · Ben Webster: You'd Be So Nice To Come Home To
  • Macy Gray: You Are The Sunshine Of My Life
  • Benny Carter: My Blue Heaven
  • Kelly Rowland: I'm Beginning to See the Light
* * *

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI

Kategori: , | 2 kommentarer