Uffe Jerner

Principielt holder jeg mig tilbage med egentlige anbefalinger, fordi jeg selv er tilbøjelig til at ignorere dem. Det har som regel den modsatte virkning på mig, hvis nogen siger 'Du skal altså læse ... (en eller anden titel)'. Nej, det skal jeg nok selv bestemme, tænker jeg, men siger det ikke højt. Det er jo venligt ment, og smag og behag er forskellig.

Derfor vil jeg ikke anbefale, men bare gøre opmærksom på The Marginalian, som er et nyhedsbrev, jeg har abonneret på i flere år og glæder mig over hver søndag, når det dukker op i min indboks. Men faktisk er det misvisende at kalde det et nyhedsbrev, for der er stort set ingen nyheder i det. Ingen breaking news, ingen overskrifter med udråbstegn, ikke noget med fem hurtige pointer og heller ingen råd om, hvordan man optimerer sit liv på fjorten dage.

The Marginalian er et enkeltmands-foretagende, der begyndte i 2006 under navnet Brain Pickings, hvor den bulgarsk-fødte essayist, forfatter, digter og kulturkommentator Maria Popova samlede sine noter om de bøger, hun læste. Siden voksede det til et af internettets mest særprægede litterære universer, og i 2021 skiftede det navn til The Marginalian, som passer langt bedre. Marginalia er som bekendt de små noter, man skriver ude i bogens margin, og det er præcis sådan hendes tekster føles: som intelligente, nysgerrige kommentarer til alt det, mennesker gennem århundreder har tænkt, skrevet, malet og opdaget.

Det imponerende er ikke bare Maria Popovas belæsthed, for der findes mange belæste mennesker. Det er hendes evne til at forbinde ting, som umiddelbart ikke har noget med hinanden at gøre. Hun kan begynde med et brev fra Emily Dickinson, tage en omvej forbi Carl Jung, hilse på en astronom fra det tyvende århundrede og ende med en refleksion over kærlighed, ensomhed eller bevidsthed, uden at man et eneste øjeblik føler sig hægtet af. Det er som at være til middagsselskab og have verdens mest vidende (b)orddame, der aldrig taler ned til nogen.

Man skal nok ikke abonnere på The Marginalian, hvis man leder efter let fordøjelig læsning. Maria Popova skriver lange essays. Nogle gange tænker man, at nu må hun da være færdig, hvorefter der følger yderligere tre afsnit om en russisk digter, en italiensk fysiker og et citat fra et brev skrevet i 1847. På mirakuløs vis hænger det alligevel sammen.

Det er som at være til middagsselskab og have verdens mest vidende (b)orddame, der aldrig taler ned til nogen

Der er noget befriende gammeldags over projektet. Det er reklamefrit, ikke gemt bag en betalingsmur og fuldstændig upåvirket af internettets krav om konstante ændringer. Maria Popova skriver, når hun har noget at sige, og hun forventer, at læseren tager sig tid til at tænke med.

Nogle vil nok finde hendes stil lovlig poetisk. Hun kan indimellem have en tendens til at formulere sig, som om hver eneste sætning aspirerer til at blive indgraveret i marmor. Men hvis man overgiver sig til rytmen, opdager man, at der bag de smukke formuleringer gemmer sig en usædvanlig intellektuel redelighed. Hun forsøger ikke at imponere. Hun forsøger at forstå.

Måske er det netop derfor, The Marginalian har overlevet, mens tusindvis af andre nyhedsbreve er forsvundet. Det er ikke skrevet for algoritmer, men for mennesker, der stadig tror på, at en god idé kan være værd at dvæle ved, at en bog fra 1873 kan sige noget væsentligt om livet i dag, og at den største luksus i en støjende verden måske er et kvarter i selskab med et velskrevet essay.

Hvis man ikke orker at læse de lange essays eller ikke har tid, er illustrationerne en nydelse i sig selv. Det er ikke tilfældige lagerfotos, der er drysset ud over teksten for at gøre siden mere indbydende. Maria Popova har en udsøgt sans for at finde gamle bogillustrationer, kobberstik, botaniske tegninger, stjernekort, kunstværker og glemte grafiske skatte, som ikke bare ledsager teksten, men udvider den. Ofte bliver man hængende ved et billede, længe efter man har læst billedteksten, fordi det på sin egen stille måde supplerer den eftertanke, essayet har sat i gang. Illustrationerne er med til at give The Marginalian en næsten tidløs karakter, som om man ikke har en skærm foran sig, men sidder i et smukt gammelt bibliotek og bladrer, og nogen har fundet netop den illustration frem, der får ordene til at bundfælde sig.

The Marginalian er et nyhedsbrev, man ikke skimmer over morgenkaffen. Det er et, man gemmer til en stille stund. Som at sætte sig i en god lænestol med en kop te og sandsynligvis blive lidt klogere. Også selv om man ikke drikker te.
The Marginalian udkommer faktisk to gange om ugen: Søndagsbrevet, som samler ugens nye essays, og onsdagsbrevet med en ældre tekst fra arkivet, som stadig er aktuel. Man kan abonnere her, og man kan betale for det eller lade være, alt efter temperament. Den seneste søndagsudgave kan læses her.

En af de mest rødglødende dage i juni var jeg inviteret til et lidt finere arrangement med dresscode, og for ikke at vende hjem med en gennemblødt urrem, tog jeg et billigt ur på med stållænke i stedet for det elegante med læderrem, jeg ville have valgt under normale temperaturforhold.

Mens vi står og peger på dem, der snobber opad, eller dem, der snobber nedad, opdager vi ikke, at vi selv har en rem af huden

Det var en stående arrangement, hvor idéen var at cirkulere, konversere og måske udvide sit netværk. Altså mingle, hvor kunsten er at finde på et godt påskud for at indlede en samtale med personer, man ikke kender på forhånd. Det kan gøres på mange måder, og på et tidspunkt kom der en velklædt herre hen til mig og pegede på mit armbåndsur. 'Har du også et AP?' spurgte han begejstret, og viste sig eget ur frem. For indforståede er AP en forkortelse for det schweiziske urmærke Audemar Piqué, der laver svimlende dyre ure, og jeg genkendte modellen på min vordende samtalepartners håndled som Royal Oak, der koster fra 350.000 kr. og opefter. Med en vis tilfredshed svarede jeg, at mit bare var et Citizen, der var købt på Tradera, men jeg måtte give ham ret i, at det faktisk lignede hans.

De fleste mennesker vil benægte, at de er snobber. Snobberi er noget, andre dyrker. Direktøren, der kun drikker vin med franske navne, er en snob. Hipsteren, der kun køber kaffe, hvis bønnerne har haft en lykkelig barndom, er en snob, og den pensionist, der mener, at al musik efter 1978 er støj, er også en snob. Sandheden er, at de færreste kan sige sig fri. Snobberi findes bare i to udgaver. Den ene vender blikket opad, den anden vender næsen nedad. Jeg havde jo ikke behøvet at tilføje, at mit ur var købt brugt på Tradera ...

At snobbe opad er den klassiske disciplin. Her handler det om at signalere, at man hører til dem, der ved lidt mere, tjener lidt mere og helst spiser noget, ingen kan udtale korrekt. Den opadvendte snob vil gerne ligne mennesker, der har et vinkøleskab og ved, hvad tanniner er. Han køber olivenolie i flasker, der ser ud, som om de er fundet under udgravningen af Pompeji. Han omtaler sin ferie som 'vores hyggelige ophold i Toscana', uden at nævne, at det regnede alle ti dage, og der var indbrud i bilen. Den nedadvendte snob vil gerne ligne én, der aldrig kunne drømme om at tage til Toscana: 'Jeg vil helst bare holde ferie hjemme i haven.' Hvis nogen nævner en restaurant med seks serveringer og tre stjerner, svarer han, at han nu bedst kan lide en ristet med det hele. I supermarkedet har den ene en kurv fyldt med økologisk kombucha, gedeost, Iberico-skinke, trøffelolie og specialøl med etiketter, der ligner moderne kunst. Den anden har seks liter cola på tilbud, frosne pizzaer og en pose flæskesvær.

Begge former for snobberi bygger på det samme: ønsket om at passe ind i en bestemt gruppe

At snobbe nedad betyder, at man gør en dyd ud af at være helt almindelig. Her er det næsten pinligt at vide for meget om vin eller kunst. Til gengæld er det en æressag kun at drikke den billigste øl og erklære, at 'kaffe er kaffe'. Hvis nogen nævner opera eller moderne kunst, kommer standardsvaret hurtigt: 'Det forstår jeg mig ikke på.' Underforstået: 'Og det er jeg stolt af.' Pludselig bliver uvidenhed et statussymbol. Den nedadgående snob konkurrerer i beskedenhed. Jo mere uprætentiøs man virker, desto finere er man. At købe en dyr bil er latterligt. At købe en gammel rustbunke og prale af, at den stadig starter hver gang, er sund fornuft – selv om det måske ikke er helt rigtigt.

Begge former for snobberi bygger på det samme: ønsket om at passe ind i en bestemt gruppe. Den opadgående snob vil ligne eliten. Den nedadgående vil ligne 'almindelige mennesker'. Begge bruger deres valg som sociale signaler, og begge mener inderst inde, at deres egen måde er den mest rigtige.

Derfor er det svært at pege fingre. Den ene køber designerbriller for at vise god smag. Den anden køber de billigste læsebriller på benzintanken og gør et stort nummer ud af, at de kostede 39 kroner. Resultatet er det samme: Begge håber, at andre lægger mærke til det. Det komiske er, at mens vi peger fingre ad dem, der snobber opad, eller dem, der snobber nedad, opdager vi ikke, at vi selv har en rem af huden.

For at vende tilbage til det indledende ur-intermezzo vil jeg dog sige til mit forsvar, at jeg undlod at nævne, at jeg ikke havde givet mere end 300 kr. for mit brugte Citizen. Så jeg er ikke så slem.

Nogle playlister fortæller en historie. Her er en, der nøjes med at invitere med på en picnic, hvor man kan blive i tvivl om, hvem der har pakket madkurven. Men det er altså mig, helt spontant og uden blusel. Vi begynder et sommerligt sted, hvor vejrudsigten er optimistisk, fortsætter gennem forelskelse, frihed og jazz i verdensklasse, lægger vejen forbi en fortovscafé med bemærkelsesværdigt kulørte lamper og slutter med den beroligende konstatering, at vi har al den tid i verden, vi behøver.

Undervejs bliver man både fløjet til månen, kommer ind under huden på nogen, bliver fisket ud igen og nænsomt anbragt i en liggestol med udsigt til solnedgangen. Det giver måske ikke den store mening, men lykkeligvis har musik aldrig været forpligtet til at følge den slagne vej:

• Percy Faith & His Orchestra: The Theme from 'A Summer Place'
• Ella Fitzgerald: It's A Lovely Day Today
• Paul Desmond: I've Got You Under My Skin
• Nina Simone: My Baby Just Cares for Me
• Billy Taylor Trio: I Wish I Knew (How It Would Feel To Be Free)
• Diana Krall: Fly Me To The Moon
• Ben Webster: Don't Get Aound Much Any More
• Billie Holiday: All of Me
• Heather Rigdon: Couleur Cafe
• Kim Larsen: We Have All The Time In The World

Playlisten ligger på Spotify og kan høres i sin helhed her. Collagen ovenfor er AI's forslag til en illustration efter at være blevet præsenteret for musikken. Det er den da sluppet meget godt fra, eller hva'?

Sidste weekend nåede temperaturen op på 37 grader ved H.C. Andersen Airport og satte ny dansk varmerekord. Sociale medier var fyldt med varsler om klimakollaps, kogende verdenshave og civilisationens endeligt. Men mandag regnede det igen, og befolkningen vendte straks tilbage til dens egentlige kernekompetence: at klage over, at sommeren lignede oktober. Verdens undergang bliver konsekvent udskudt, så længe vejrudsigten lover 22 grader og spredte byger.

I toppen af dansk politi fungerer karrierestigen efter princippet: Hvis man overlever længe nok, bliver man forfremmet sidelæns

På Christiansborg blev der talt om en frisk start. Nicolai Wammen havde overtaget Justitsministeriet med løfter om oprydning og et politi, der igen skulle levere. Det lød helt revolutionært. Men i staten betyder 'oprydning' mest, at man flytter rundt på møblerne. Rigspolitichef Thorkild Fogde, der efterlod sig minksagen, en usædvanlig hård kritik fra Rigsrevisionen og et politi, som havde udviklet en bemærkelsesværdig evne til at smide borgernes anmeldelser i papirkurven og erklære dem for afsluttet, blev ikke sendt hjem. Han blev straffet med en stilling som direktør i Vestegnens Politi. PET-chef Finn Borch Andersen, som har haft fornøjelsen af både Lars Findsen-sagen og Samsam-sagen, blev idømt en direktørstilling i Københavns Politi på ubestemt tid. Så hvis nogen stadig tror på den gammeldags forestilling om, at ansvar og konsekvens hænger sammen, må tirsdagens rokade have været en dannelsesrejse. I toppen af dansk politi fungerer karrierestigen efter princippet: Hvis man overlever længe nok, bliver man forfremmet sidelæns. Retfærdigvis skal det tilføjes, at de to fuldtidsansatte chauffører, Thorkild Fogde som rigspolitichef havde ansat til tilsammen godt 1,1 million om året for at køre ham til og fra arbejde, ikke medfølger i hans nye job. Rigspolitiet oplyser, at chaufførerne også havde 'forskellige administrative og logistikmæssige arbejdsopgaver'. Det er godt tænkt. Mellem hjemmet og Polititorvet må de trods alt have kunnet nå at ordne en del papirarbejde, mens de holdt for rødt lys.

Efter en idé af kirkeminister Ida Auken har Folketinget indgået en aftale med Københavns biskop, så politikerne fremover kan tale med en præst. Endelig bliver der indført en ordning, hvor man både kan bekende og bortforklare på samme tid. Der er endnu ikke sat navn på, hvem præsten skal være, men et godt bud kunne være den nyuddannede præst i Fensmark og Rislev Sogn, Naser Khader, der har års erfaring med at omgås politikere fra stribevis af forskellige politiske partier, han har været medlem af.

Den hurtigste måde at få 650 odenseanere til et borgermøde? Glem klima, skat eller ældrepleje. Nævn en behåret larve.

Den nye minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, fandt hurtigt sin første store modstander. Ikke ulven eller PFAS. Men egeprocessionsspinderen alias Larven fra helvede, der især hærger i Odense. Ministeren lover en koordineret indsats, mens en overlæge samtidig advarer mod, at sagen udvikler sig til en 'dronesag'. Vi frygter ikke længere katastroferne. Vi frygter, at medierne kommer til at interessere sig for dem. Borgerne i Odense er mere end interesseret. I går mødte flere hundrede odenseanere op til et borgermøde for at give udtryk for deres utilfredshed med kommunens håndtering af den famøse egeprocessionsspinderlarve. Den hurtigste måde at få 650 odenseanere til et borgermøde? Glem klima, skat eller ældrepleje. Nævn en behåret larve.

Landbrug & Fødevarer glæder sig over, at dødeligheden blandt pattegrise er faldet fra 21,7 til 20,3 procent. Det betyder, at der nu kun dør 24.137 pattegrise i døgnet kort efter fødslen mod 25.801 sidste år. Altså godt 1.000 i timen eller 17 i minuttet. Branchen understreger, at udviklingen går den rigtige vej, og forsikrer, at 'vi driver ikke ekstrem avl - vi driver balanceret avl', så derfor er der ingen grund til nye tiltag. Det er svært at være uenig. Når udviklingen går den rigtige vej, ville det jo være ærgerligt at risikere at forbedre den yderligere.

Roskilde Festival bød endnu en gang på den traditionsrige disciplin at omdanne et musik-arrangement til et politisk stormøde

På dyrskuepladsen syd for Roskilde var der hverken åndedrætsbelastende egeprocessions-spindere eller henfarne pattegrise, men liv og glade dage, helt efter bogen. Roskilde Festival bød endnu en gang på den traditionsrige disciplin at omdanne et musikarrangement til et politisk stormøde. Denne gang var det den nordirske rapgruppe Kneecap, som gjorde sit bedste for at sikre, at ingen skulle være i tvivl om, at koncertbilletter samtidig fungerer som adgangskort til en demonstration. Slagordene fløj gennem luften, og den danske regering fik en skideballe for folkemordet i Gaza. Aktivismen stjal rampelyset, mens musikken mest var en slags opvarmning. Til gengæld sørgede vejret for effektiv nedkøling, kolde afvaskninger og mudderbad dagen efter, så alt var, som det skulle være.

I dag, den 4. juli, begynder både Tour de France og Tour de Trump. Kunstner Jens Galschiøt vil køre rundt i Rebild Bakker på en handicapscooter med en halvanden meter høj påmonteret skulptur, der forestiller den nøgne amerikanske præsident på ryggen af en udpint mand. Rebildfestens sikkerhedschef mener, at det høje tyngdepunkt udgør en alvorlig risiko for, at scooteren kæntrer med potentielt kvæstede festdeltagere til følge. Nordjyllands Politi har derimod sendt et venligt brev om, at det nok skal gå altsammen. Og hvad er også mere naturligt end at markere den amerikanske nationaldag med et stykke dansk absurdisme, der til fulde matcher den amerikanske?

I et land, hvor varmerekorder udløser efterårssnak, hvor chefskandaler udløser nye chefstillinger, hvor politikere får pastoral særbehandling, hvor hver femte pattegris dør lige efter fødslen uden behov for nye tiltag, og hvor statens myndigheder bruger deres politimæssige beføjelser til at vurdere stabiliteten af en handicapscooter med en nøgen Donald Trump monteret bagpå, er det svært ikke at føle en vis stolthed. Ikke fordi alting fungerer. Men fordi vi er blevet verdensmestre i at få det til at se sådan ud.

Hov! Kom jeg til at glemme fodboldens og tennisspillernes vellykkede invasion af DR? Nej.



UGENS LAVPUNKTER:

• Efter sidste uges hedebølge fastslog en livredder på Henne Strand, at badegæsterne opførte sig eksemplarisk. Der var med andre ord ingen panik, ingen der byggede en voldgrav omkring håndklædet og kun et moderat antal mennesker, der mente, at strømforhold er et personligt valg.
• Lighuse i Frankrig er fyldt til bristepunktet efter hedebølgen. Flere franske lighuse har måttet afvise lig, fordi de simpelthen ikke har plads til flere. Ingen har endnu forslået at indføre venteliste til den sidste venteliste.
• Kjærgaard Landbrugsskole oplever rekorddeltagelse på årets farmercamp, hvor kommende landmænd bruger ferien på at prøve kræfter med dyrepasning og mudrace. Næste år forventes konceptet udvidet med voksenudgaven: regnskab og møde med banken.
• En dinosaurknogle lå gemt i en skuffe i 40 år, og nu er der bevis på, at dinosaurer levede på Antarktis. Det viser, at videnskab nogle gange handler om tålmodighed, andre gange om at lede i det rigtige møbel.
• Den ekstremt sjældne spanske munkegrib, der blev spottet første gang i torsdags, er nu igen blevet set i Skagen. 'Det kan ikke blive vildere', udtaler forstanderen på Skagen Fuglestation. Ordene er nu registreret som officiel udfordring til universet.
• En Netto-butik i Rønne er nu udstyret med en generator, der starter sig selv ved strømnedbrud. Den skal kunne holde butikken åben i minimum to døgn. Hvis samfundet bryder sammen, kan man altså stadig få citronhalvmåner og en skruetrækker til 29 kroner.
• 25 anonyme gymnasielærers kritik i Berlingske af årets nyudklækkede studenter er forfejlet, mener en vestjysk rektor: 'Ungdommen er ikke dummere eller mere doven end tidligere' Det er en påstand, der kun kan afgøres af den næste generation af anonyme gymnasielærere.
• Dagrofa har tilbagekaldt et parti biksemad efter at det er blevet konstateret, at produktet indeholder kød, der ikke er egnet til konsum. Den gode nyhed er, at produktet er trukket tilbage. Den dårlige, at nogle nåede at spise det. I øvrigt må det vøre første gang, nogen har stillet krav til indholdet af biksemad.
• I en sag om Danmarks hidtil største illegale cigaretfabrik er to mænd torsdag blevet idømt tillægsbøder på mere end en halv milliard kroner hver. Bøden svarer til det beløb, statskassen er gået glip af i afgifter. Det er den slags nyheder, der minder én om, at rygning måske nok er sundhedsskadelig, men først og fremmest afgiftspligtig.
• Nye regnskaber viser, at alene Trump-familiens forretning med kryptovaluta har givet en bruttoindtjening på omkring 9,1 milliarder kroner. Trump har gjort kryptovaluta til en familieforretning. Nepotisme er også en form for decentralisering.

Man må antage, at det var det dårlige vejr, Thøger Larsen havde i tankerne, da han skrev 'Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig'. Men som vi har erfaret i den forløbne weekend med livstruende hedebølge og aflyste arrangementer i stribevis, kan vejret også blive for godt.

Som bekendt er vi ikke herre over vejrets kalamiteter. Men det samme gælder ikke alle sommerens andre tvivlsomme ingredienser i form af traditioner og mere eller mindre frivillige pinefulde ritualer. Dem har vi kun har os selv at takke for.

Der er intet afslappende ved at stå med en tang i hånden og overvåge gløder med en flyveleders koncentration

For hvem har i virkeligheden lyst til at sidde i sand, der opfører sig som glimmer ved en børnefødselsdag og bliver siddende på kroppen til oktober? Og ingen indrømmer, at det er anstrengende at slæbe seks kilo håndklæder, en køletaske, solcreme, en mustensroman og en oppustelig enhjørning hen til et sted, hvor der hverken er skygge eller toiletter. Alligevel tager man til stranden. Man finder en plads, smører sig ind i en fedtet substans og lægger sig til rette på et tæppe i håb om, at solen begynder at skinne lige om lidt. Det gør den ikke. Man ender med at ligge og småfryse i vinden i tre timer.

Det kan også være, at man inviterer til grillparty i haven. Ingen ved præcis, hvornår det blev synonymt med afslapning at grille. Der er intet afslappende ved at stå med en tang i hånden og overvåge gløder med en flyveleders koncentration. Alligevel gentager ritualet sig hvert år. Man dyrker udelivet. Det betyder i praksis, at man flytter al madlavning fra et køkken med emhætte og lys til en terrasse med røg og et udvalg af insekter. De første pølser, der enten er rå eller forkullede, indtager man med påstået velbehag.

Is hører også sommeren til. Ikke nødvendigvis fordi man har lyst til is, men fordi temperaturer over 22 grader forpligter én moralsk til at stå i kø foran en iskiosk og overveje, om man skal holde sig til den sædvanlilge vaffel med vanilje og jordbær, eller om man skulle vove halsen og forsøge sig med saltkaramel og banan for en gangs skyld. Det gør man så – og fortryder. Næste år gentager man forsøget.

Man skal købe nye kartofler og spise jordbær, selv om de fleste er sure eller uden smag, og man måtte kassere halvdelen

Alle elsker pr. refleks de lange sommeraftener. Det er vigtigt at sidde ude længe, selv om mørket og kulden sniger sig ind på én, og selv om ingen egentlig har mere at sige hinanden. Så man bliver siddende med et tæppe om skuldrene og gentager med faste mellemrum mantraet: 'Der er altså noget helt særligt med de lyse aftener.' Ingen går ind, før klokken er langt over sengetid. De mest yderliggående bliver ude og sover i shelter.

Man må ikke glemme de obligatoriske små eventyr. Man skal cykle et sted hen eller besøge et loppemarked. Man skal købe nye kartofler og spise jordbær, selv om de fleste er sure eller uden smag, og man måtte kassere halvdelen. På et tidspunkt skal man sige: 'Vi skal huske at nyde det.'

Måske er sommerglæde ikke glæde i klassisk forstand, men snarere en form for årstidsbestemt socialisering. Vi tager til stranden, selv om der er rarere hjemme i haven. Vi spiser is, selv om vi ikke er lækkersultne. Vi tænder grillen, selv om ovnen virker bedre. Vi sidder ude og fryser med anstand for at kunne sige, at vi sad ude. Vi tager billeder af solnedgange, som ligner alle andre solnedgange. Altsammen uden at tænke nærmere over det, fordi det nu engang hører sig til.

Sidst i august konstaterer vi, at sommeren gik alt for hurtigt. Vi føler, vi burde have fået mere ud af den. Næste år gør vi præcis det samme igen, for sommeren er ikke bare en årstid, den er en opgave. Og fra og med i dag har vi stadig et par måneder til at løse den.

Der var engang en forestilling om, at et samfund blev styret af regering, embedsmænd og almindelig administration. Denne uge har vist os, at Danmark og verden i virkeligheden drives af nødløsninger, opslag på sociale medier og en stadig voksende tro på, at alt kan klares med en arbejdsgruppe, et beredskab eller en bus.

Når det hele ramler, kaster vi os ikke ud i revolution eller gør oprør, men satser på kaffe i sognegården

Regeringen er begyndt at tænke over, hvordan vi skal overleve fremtiden på det åndelige plan, når kriserne trænger sig på. Mette Frederiksen mener, at folkekirken bør spille en central rolle. En smuk dansk tanke: Når det hele ramler, kaster vi os ikke ud i revolution eller gør oprør, men satser på kaffe i sognegården. Allerede inden nogen kunne nå at sige 'amen', kom modstanden dog indefra. Den nye minister for samfundssikkerhed og beredskab, Lisbeth Bech-Nielsen fra SF, advarede mod at gøre folkekirken til nationens krisecentral. Hun – ikke selv medlem af folkekirken – pegede i stedet på boligforeninger og sportsklubber. Så hvis civilisationen bryder sammen, er det rart at vide, at vi altid har viceværten og badmintonklubben.

Det øvrige beredskab tager allerede form. Efter mere end halvandet års overvejelse er staten nu nået frem til, at hvis toilettet ikke virker under en krigslignende situation, kan man muligvis få lov at besørge i sin egen have. De første tre døgn skal man dog klare sig med kattegrus. Det er på én gang et meget dansk kompromis og et meget dansk tempo: Efter 527 dage fandt systemet frem til, at i nødstilfælde må borgerne eventuelt godt grave et passende hul. Vi ved nu, at der findes retningslinjer, kattegrus og en ministeriel åbenhed over for naturens kredsløb.

Transportsektoren er heller ikke i denne uge fløjet under radaren. DSB har brugt over 64 millioner kroner på togbusser på fem måneder, fordi togene ikke kan køre, mens man arbejder på at få dem til at køre. Togbussen er blevet den moderne stats svar på reinkarnation: Når et tog dør, genopstår det som en bus. Ingen ved helt, hvornår det bliver til et tog igen.

Efter 527 dage fandt systemet frem til, at i nødstilfælde må borgerne eventuelt godt grave et passende hul

Og mens vi herhjemme diskuterer kirker, haver med hul i græsplænen og busser, kigger verden interesseret på os. På Grønlands nationaldag benyttede Donald Trumps udsending Jeff Landry lejligheden til at antyde, at Grønland kunne blive USA's 51. stat. Først køber man Alaska, så drømmer man om Grønland, og om få år foreslår nogen, at Bornholm kan blive Floridas nordlige søsterstat. Danmark reagerer som altid værdigt: Vi nikker høfligt og nedsætter endnu et udvalg.

Udenrigspolitik er i øvrigt blevet decentraliseret. Søren Gade indgik havneaftaler med Kina uden at ulejlige hverken Udenrigsministeriet eller ministeren. Hvorfor skal diplomati også altid være forbeholdt diplomater? Snart kan grundejerforeninger forhandle forsvarsaftaler direkte.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har samtidig demonstreret, at kampen mod techgiganter ikke nødvendigvis udelukker, at man deltager i reklamer for dem. Han så ikke noget problem i at deltage i en reklame for YouTube, hvor han fik sig en hyggesnak over et bål med en influencer, selv om han gennem længere tid har tordnet mod techgiganternes magt. Men måske er det bare en moderne politisk metode. Man kritiserer techgiganterne indefra, helst med kamera på.

Ingen kan beskylde vejrguderne for at have fået kønspolitik på hjernen

På sociale medier fortsatte virkeligheden med at overgå satiren, da Allan Feldt fra Dansk Folkeparti demonstrerede, hvor kort afstanden er mellem et opslag og en shitstorm. Han lagde et billede på det sociale medie X af en ukendt kvinde med tørklæde, der opholdt sig på en legeplads. Uden at kende hende skrev han, at hun formentlig var en muslim på løntilskud og harmedes over, at hun nok var mere optaget af at passe sin telefon end at passe børnene. Problemet var ikke bare tonen, men at han fotograferede og udstillede en privat person, tillagde hende religion, beskæftigelse og adfærd uden dokumentation og koblede det til utilfredshed med systemet. Reaktionerne blev så voldsomme, at opslaget blev slettet, Frederiksberg Kommune politianmeldte sagen, og Allan Feldt måtte undskylde offentligt, at oplevelsen uheldigvis havde fordrejet hans etiske kompas, så han var kommet ud af kurs. Dansk Folkeparti ekskluderede ham ikke, men nøjedes med at fratage ham alle ordførerskaber og give ham mundkurv på på sociale medier. Men han er altså stadig en god dansk folkepartist med medlemskort.

Hedebølgen ruller over Europa. Togtrafikken ruller ingen steder, men bryder sammen, skoler lukker, folk søger mod vandet, og i København sejler 'havneværter' rundt for at holde øje med glade og overrislede studenter. Og mens droner flyver – eller måske ikke flyver – over Danmark, og Forsvaret er sikker på noget, politiet ikke kan bevise, har sproget taget sit eget lille skridt ind i fremtiden. 'Hen' og 'hens' er nu optaget i ordbogen, og det er vel at mærke sket med fuldt overlæg før hedebølgen, så ingen kan beskylde vejrguderne for at have fået kønspolitik på hjernen.

Imens står vi andre og nikker eftertænksomt og håber, at nogen har en plan.



UGENS LAVPUNKTER:

• Flere jordbæravlere oplever i år at blive spurgt, om deres jordbær er sprøjtet eller ej. Vi spørger ikke længere, om jordbær smager godt, men om de har levet et rent liv. På et tidspunkt bliver det lettere at sælge kokain end et jordbær uden forklaring.
• Den 23. juni 2026 var den varmeste dag, der er blevet registreret i Frankrig, siden officielle temperaturmålinger blev indført i 1947. Hvis det bliver fem grader varmere, bliver Tour de France afgjort på vægten af svedtab.
• Den ekstreme varme herhjemme kan være problematisk for ældre borgere, som ikke drikker nok vand. På Danahøj Plejehjem løse man problemet ved at tilbyde beboerne gratis slushice. Der er en hårfin grænse mellem ældrepleje og strandkiosk. Ingen ved længere præcis, hvor den går.
• Bob Dylan kommer igen til Danmark og giver koncert 21. oktober i Horsens. Der er noget rørende ved mennesker, der stadig går til Bob Dylan-koncert. Som om de holder hånden under en epoke.
• Ved en fejl fik kongen og dronning Margrethe udbetalt 300.000 kroner for meget sidste år, oplyser statsminister Mette Frederiksen. Der er noget meget dansk over, at selv monarkiet administreres som en kommunal kørselsgodtgørelse.
• En bus er blevet stjålet fra Hobro Station, og det er tredje gang, det sker på en enkelt uge. Det må kvalificere til at blive kaldt kollektiv trafik på eget initiativ.
• YouTube, der ejes af Google, har valgt at indgå forlig med en 16-årig dreng fra Florida, fordi han ikke får sin søvn. Forliget betyder, at sagen ikke kommer for retten. Til gengæld kommer den nok som dokumentarserie på YouTube.
• Årets studenter er de første, der i hele gymnasietiden har haft adgang til kunstig intelligens, og gennemsnittet til den skriftlige eksamen, hvor der ikke må bruges AI, er dalet over hele landet. Ifølge censorerne er besvarelserne i år kortere, mere usikre og indeholder færre formuleringer som: 'Dette komplekse spørgsmål kalder på en nuanceret analyse'.
• Efter en knastør maj er myggeæggene udtørret i stedet for at blive klækket. Derfor er der ganske få myg i Danmark. Mange børn kommer til at vokse op uden at lære den gamle danske disciplin: at klappe sig selv hårdt på armen uden synlig grund.
• Der sælges BMO'er (altså Boller Med Ost ) for hundredtusindvis af kroner dagligt i København. Politikens medarbejder har nu spist sig gennem 50 BMO'er for at finde den bedste. Journalistikken er tilbage.

Hvis man har en vis alder og derfor har gennemgået den tidligere obligatoriske danske basisopdragelse, der inkluderer en smule skam i livet, giver man sig ikke af med at prale. I hvert fald ikke direkte. Vi pakker alle fortræffelighederne ind i diskretion og tilføjer et tyndt lag socialt acceptable beklagelser for en sikkerheds skyld. Hvis man har glemt, at betegnelsen for fænomenet hedder ‘falsk beskedenhed’ på almindeligt dansk eller bare gerne vil være ung med de unge, kalder man det 'humble bragging'.

Humble bragging er en af civilisationens mest raffinerede selskabsdiscipliner: kunsten at fortælle noget beundrings- eller misundelsesværdigt om sig selv, mens man lader som om, man egentlig beklager det. Det er pral forklædt som ydmyghed. Selvpromovering i uldfrakke.

Vi pakker alle fortræffelighederne ind i diskretion og tilføjer et tyndt lag socialt acceptable beklagelser for en sikkerheds skyld

Det klassiske eksempel er hende, der sukker tungt over, at alle tror, hun er yngre end sin alder. Eller ham, der beklager sig over, at weekenden blev så opslidende, fordi der skulle vælges mellem to invitationer til kendisser, han kun omtaler ved fornavn.

Der findes flere underarter. Den logistiske humble brag handler om travlhed. Her fremføres livets privilegier som administrative byrder. Kalenderen er fyldt, folk forventer noget af én, rejserne er mange, og der opstår alvorlige problemer med at få koordineret frokost mellem forskellige attraktive muligheder.

Den æstetiske humble brag er mere subtil. Man fortæller med et strejf af opgivenhed, at det er blevet umuligt at finde tøj eller sko, der passer ordentligt. Ikke fordi man er vanskelig, naturligvis, men fordi skuldrene er for brede, benene for lange, eller fødderne så følsomme, at håndsyede italienske sko efter mål er blevet en nødvendighed.

Så er der den intellektuelle humble brag, som kræver finesse. Her fremstår personen lettere frustreret over, at andre bliver ved med at spørge om råd inden for emner, man egentlig slet ikke beskæftiger sig med længere.

En avanceret disciplin er antimaterialistisk humble bragging. Det er den særlige evne til at nævne luksus på en måde, så man samtidig virker, som om man er hævet over den. Man ejer ikke noget af statushensyn. Man foretrækker bare ting, der tilfældigvis tager seks måneder at fremstille og leveres i en sjælden, specialbehandlet træsort.

Afsenderen vil gerne fremstå både succesfuld og sympatisk, men ender som regel i et mærkeligt ingenmandsland mellem pral og undskyldning

Sociale medier har naturligvis løftet humble bragging til serieproduktion. Før i tiden krævede det timing og menneskelig kontakt. Nu kan man nøjes med at lægge et billede op af et flyvindue, en bog med mikroskopisk, ulæselig typografi og en kop espresso tæt ved det karakteristiske hjørne af sofabordet, der afslører, at det er Poul Kjærholms PK 61 til 25.000. Naturligvis ledsaget af en tekst om nødvendigheden af at koble af.

Det ærgerlige er, at humble bragging næsten aldrig virker efter hensigten. Afsenderen vil gerne fremstå både succesfuld og sympatisk, men ender som regel i et mærkeligt ingenmandsland mellem pral og undskyldning. Tilhøreren sidder tilbage med en fornemmelse af at være blevet inviteret til et trylleshow, hvor tryllekunstneren hele tiden forklarer, hvordan numrene laves.

Og alligevel er det de færreste, der kan melde hus forbi. De fleste humble bragger mere eller mindre bevidst, fordi ren pral er vulgær. Men total beskedenhed virker heller ikke helt rimelig, når man faktisk er stolt af noget. Måske er humble bragging bare et socialt kompromis: ønsket om at blive beundret uden at virke som én, der er ude på at blive beundret. Men det er en svær balanceakt.

Den elegante løsning er måske hverken at skjule stoltheden eller servere den forklædt. Man kan jo også bare sige, at den/det er man rigtig glad for, eller at man er godt tilfreds med resultatet eller forløbet. Men det kræver muligvis mere mod end at nævne, hvor svært det er at få plads til flere flasker Domaine de la Romanée-Conti i vinkælderen ...