Uffe Jerner

Ugen begyndte, som danske politiske uger ofte gør: med et stort anlagt pressemøde, som ingen af journalisterne syntes var noget at skrive hjem om, hvorefter de straks gjorde det. Regeringen havde sat scenen, mikrofonerne stod klar, kameraerne summede, og Lars Løkke blev endnu en gang spurgt, hvordan han egentlig havde det med de borgerlige partiers vedvarende mistanke om, at han i virkeligheden er rød. Løkke svarede som den mand, han er, at først og fremmest var han enig med sig selv. En bemærkning, der fik Mette Frederiksen til at bryde ud i latter og erklære, at det kunne hun bekræfte, hvorved dansk politik kom til at ligne et gammelt ægteskab, hvor begge parter har opgivet at lade som om, de ikke kender hinandens irriterende vaner.

Morten Messerschmidt demonstrerede, at det kan være en fordel at læse sine e-mails til ende, før man svarer på dem

Men hvor Lars Løkke i det mindste vidste, hvem han var enig med, havde Pia Olsen Dyhr tilsyneladende lidt større vanskeligheder med at forklare, at der ikke var noget galt med hendes dømmekraft. På pressemødet efter SF's sommergruppemøde blev sagen om den tidligere rådgiver Thomas Nystrøm ved med at dukke op som en myg, man kan slå efter hele sommeren uden at ramme. Thomas Nystrøm var først blevet tvunget fra tjansen i 2020 på grund af krænkende adfærd, derefter anvendt som konsulent, så ansat igen og siden endnu en gang tvunget af pladsen. Det er et ansættelsesforløb, der næsten kræver et organisationsdiagram, en tidslinje og en innovativ forsvarsadvokat. Pia Olsen Dyhr kunne eller ville i hvert fald ikke rigtig svare på, hvordan det hele kunne hænge sammen, og på et tidspunkt blev hun så irriteret på journalisterne, at hun skældte dem ud for ikke at interessere sig for hendes politik, og så kunne det hele også være lige meget. Derefter erklærede hun pressemødet for slut. Havde der stået en dør i nærheden at smække med, ville hængslerne være røget af.

Det var også ugen, hvor Morten Messerschmidt demonstrerede, at det kan være en fordel at læse sine e-mails til ende, før man svarer på dem. En mand blev fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for blandt andet at have sendt dødstrusler. I en mail til Messerschmidt havde manden først rost Dansk Folkepartis formand for, hvor dygtig han var til at forsvare sig. Det var åbenbart den del af beskeden, der blev læst. Men i slutningen af mailen – som altså ikke blev læst – dukkede der et noget mere konkret ønske op om at blive frikendt, hvis afsenderen myrdede Barbara Bertelsen. Messerschmidt svarede venligt tilbage: 'Tusind tak for de gode ord.' Det sådan et øjeblik, hvor man må have medfølelse med den moderne politiker. Ikke alene skal man passe sit parti, sine vælgere, sine interviews og sine retssager. Man skal tilsyneladende også læse alt, hvad der står i mails fra en beundrer. Messerschmidt forklarede bagefter, at hvis han havde læst beskeden til ende, ville han naturligvis have reageret anderledes. Man kan sige, at der er en vis forskel på, om man får et fanbrev eller en attentatplan. Barbara Bertelsen fik senere et brev med Messerschmidts beklagelse. Dermed blev endnu en politisk krise afsluttet med en slags undskyldning og formentlig en fremtidig intern retningslinje om, at man lige skal huske at scrolle helt ned.

Indtil videre ser det ud til, at den eneste person, der med sikkerhed er enig i, at Troels Lund Poulsen er leder af blå blok, er Troels Lund Poulsen selv

Tirsdag var der drama i Retten på Frederiksberg, hvor Morten Messerschmidt havde sat Martin Lidegaard stævne i den juridiske afdeling af dansk politiks store familiefejde. Martin Lidegaard beskyldte under en debat sidste efterår Morten Messerschmidt for at være en del af en international bevægelse, der ville internere og deportere tusindvis af medborgere, hvis de havde en anden tro eller hudfarve end flertallet. I retten gjorde Messerschmidt det klart, at han bestemt ikke går rundt med en hemmelig deportations-plan i inderlommen, og danske statsborgere skal naturligvis ikke smides ud af landet alene på grund af tro, etnicitet eller hudfarve. Til gengæld var han ganske tydelig med hensyn til sine følelser. 'Jeg bliver virkelig oprørt!' erklærede han. 'Det er fuldstændig forrykt!' Og 'Det er helt forrykt og krænkende!' Senere fulgte den lavmælte finale, hvor der bare manglede et strygerorkester i baggrunden: 'Jeg bliver faktisk ked af det …' Sagens principielle spørgsmål blev dermed, om politikere skal kunne sige næsten hvad som helst om hinanden, eller om der trods alt findes en grænse mellem en hård værdidom og en faktuel påstand, der skal kunne bevises. Messerschmidt mente, at demokratiet dør, hvis man kan sige usande ting om hinanden. En bemærkning, der må have fået enhver, der nogensinde har set en folketingsdebat, til at kigge sig nervøst omkring efter en hjertestarter og en dødsattest. Efter retsmødet afviste Morten Messerschmidt beskyldningerne om utilsløret racisme som et røgslør. Martin Lidegaard erklærede sig 'fortrøstningsfuld', hvilket på politisk dansk omtrent betyder: 'Jeg mener stadig, jeg har ret, men min advokat har bedt mig om ikke at sige mere lige nu.' Kommentatorerne vurderede, at Messerschmidts vælgere vil mene, at han har ret uanset hvad retten beslutter. Altså, først vælger vi konklusionen, derefter vælger vi de argumenter, der passer til den, og til sidst følger vi spændt retssagen for at finde ud af, om dommeren også har forstået, hvad vi allerede har besluttet. Dommen falder den 16. oktober. Indtil da må demokratiet forsøge at holde sig i live.

Mens Morten Messerschmidt kæmpede for sit politiske eftermæle i retten, havde Inger Støjberg travlt med at efterlyse noget, der i blå blok efterhånden virker omtrent lige så sjældent som en parkeringsplads i København: lederskab. Hun mente, at Troels Lund Poulsen måtte træde mere i karakter, hvis han fortsat ville betragtes som den naturlige leder af de borgerlige partier. Det er for så vidt et rimeligt ønske, for man har unægtelig hørt meget lidt til Troels Lund Poulsen, siden han i et kort øjeblik var kongelig undersøger og derefter tilsyneladende gik direkte i politisk flyverkjul. Der var ganske vist et avisinterview fra sommerferien, hvor han med den beskedenhed, man normalt forbinder med en mand, der netop har fundet sit eget navn på stemmesedlen, udråbte sig selv til blå bloks leder. Samtidig forudsagde han, at Venstre nok skulle blive stort igen, når alle de små borgerlige partier igen forsvandt. En interessant strategi: Først erklærer man sig selv for chef, og derefter håber man, at de ansatte siger op. Det særlige ved blå blok er i øvrigt, at alle efterlyser en stærk leder, men når nogen melder sig frivilligt, spørger de straks, hvem der dog har givet ham lov. Det minder lidt om en forældreforening, der klager over manglende struktur, men stemmer imod enhver, der foreslår en dagsorden. Indtil videre ser det ud til, at den eneste person, der med sikkerhed er enig i, at Troels Lund Poulsen er leder af blå blok, er Troels Lund Poulsen selv. Det er naturligvis også et begyndende flertal, hvis man er tålmodig nok.

Dansk uddannelsespolitik nærmer sig den store pædagogiske revolution: mindre matematik, mere dresscode

Inger Støjberg nøjedes dog ikke med at organisere de voksne. Hun havde også et forslag til, hvordan de unge skal opføre sig. Som led i bekæmpelsen af negativ social kontrol på ungdomsuddannelserne skulle der tales dansk – og kun dansk – på uddannelsesinstitutionerne, også i pauserne. Ellers ud. Første skoledag skulle eleven give hånd til rektor og et medlem af ledelsen af det modsatte køn, hvis man altså overhovedet ville begynde på skolen. Og hvis det blev vurderet nødvendigt, skulle der indføres regler for påklædning, herunder forbud mod dunjakker og kasketter. Ifølge udspillet skulle man have 'pillet attituden af' de unge dominerende drenge. Dermed nærmer dansk uddannelsespolitik sig den store pædagogiske revolution: mindre matematik, mere dresscode.

Lars Løkke Rasmussen var enig med sig selv, Mette Frederiksen kunne bekræfte det. Pia Olsen Dyhr ville hellere tale om politik end om dømmekraft, Morten Messerschmidt blev oprørt, forrykt og ked af det – dog ikke nødvendigvis i den rækkefølge – og Martin Lidegaard var fortrøstningsfuld. Inger Støjberg efterlyste en leder ved navn Troels Lund Poulsen, men mente ikke at han var klædt på til det, og forsøgte samtidig at forbyde indvandrerdrenge at gå med dominansdunjakker.

'Klæder skaber folk', sagde man engang. Det var dengang, man ikke vidste, at det havde noget med politik at gøre.



UGENS LAVPUNKTER:

• Den tidligere folketingspolitiker Jan E. Jørgensen, der ikke blev genvalgt ved seneste folketingsvalg, er blevet anmelder på filmmagasinet Ekko. Men forskellen er ikke så stor: Man sidder i en halvtom sal i to timer, prøver at følge med, og bagefter er alle uenige om, hvad det egentlig handlede om.
• Metas nye AI-briller, også kendt som 'pervert glasses' eller 'stalkerbriller', får heftig kritik, fordi de kan optage folk i smug. Problemet er, at de ligner helt almindelige briller. Fortsætter debatten, tør ingen snart tage briller på – til gengæld bliver det interessant at følge ulykkesstatistikkerne.
• Varme og tørke har fået druerne til at modne usædvanlig tidligt flere steder i Frankrig, og i områder ramt af naturbrande kan røgen også påvirke smagen. Det betyder, at Frankrig snart kan lancere en Bordeaux BBQ.
• Problemulven fra Nørre Nebel, der blev skudt i sidste uge, skal nu obduceres i København. Obduktionen kan blandt andet give svar på, om der er en fysisk årsag til ulvens problematiske adfærd. Hvis ikke, må konklusionen nok være, at den bare havde dårlige arbejdsbetingelser.
• En etiopisk kvinde er blevet anholdt i Københavns Lufthavn med 46 kilo khat og sigtet for brud på narkotikalovgivningen. Det er ikke oplyst, hvordan kvinden forholder sig til sigtelsen. Måske havde hun bare misforstået begrebet 'all inclusive'.
• Føtex kan snart byde de to nye medarbejdere Danny og Frankie velkommen. Robotterne skal sætte varer på hylderne, fordi det er svært at skaffe arbejdskraft. Inden længe bliver selvbetjeningskassen forfremmet til souschef.
• Inden for de seneste 12 måneder har 30 procent af unge mellem 15 og 24 år bevidst købt kopivarer. De resterende 70 procent har bare ikke fundet den rigtige Gucci-forhandler på parkeringspladsen endnu.
• Danske forskere har efter seks års forskning fundet ud af, hvorfor narhvalens tand vokser lige og samtidig snor sig. De mangler nu bare at finde ud af, hvorfor narhvalen overhovedet har brug for en tand på tre meter.
• Syv ud af ti bøger på bestsellerlisten handler om kost og krop. Dansk litteratur er nu delt op i to genrer: 'Sådan bliver du tynd' og 'Sådan accepterer du, at du ikke blev det'.
• Sikkerhedsstyrelsen tester, om butikker sælger alkohol og tobak til unge. Næste skridt bliver at sende pensionister ud for at kontrollere, om de får seniorrabat uden at blive bedt om legitimation.

• Bing Crosby: The Best Things in Life Are Free
• Christina von Bülow: Forelsket i København
• Sinne Eeg: Talking to Myself
• The Dave Brubeck Quartet: Three to Get Ready
• Roberta Flack: Feel Like Makin' Love
• Duke Ellington: Satin Doll
• Thomas Dutronc: La belle vie
• Paul McCartney: I'm Gonna Sit Right Down And Write Myself A Letter
• Eliane Elias: Call Me
• Gregory Porter: Good Goodbye

Playlisten ligger på Spotify og kan høres i sin helhed her.
Illustration: AI

Det var en af den slags uger, hvor det samlede billede efterhånden blev så broget, at man kunne fristes til at tro, at nogen havde glemt at fordele begivenhederne lidt mere jævnt over kalenderen.

Først var der Walther Frisch. Eller rettere: Det begyndte for over 60 år siden, men det er først nu, vi for alvor har fået lejlighed til at opdage, at den danske overtjener med forkærlighed for finere kogekunst, dyre rejser og et særdeles aktivt liv som sæddonor også havde en fortid som overbevist nazist og tidligere Waffen-SS-soldat.

210 børn er trods alt nærmest en mindre kommune med fælles DNA

Walther Frisch boede i 1960'ernes Stockholm og arbejdede som overtjener på rådhuset – allerede en karakter, man kunne afvise som for usandsynlig i et filmmanuskript. Men han var virkelig. Han var hemmelig sæddonor på Karolinska Sygehus, og mere end seks årtier senere har slægtsforskning og DNA-prøver afsløret ham som biologisk far til foreløbig 15 donorbørn. Et slægtsforskningsprojekt kan altså tage uventede drejninger: Man begynder med oldemor og ender med en gren, der fører direkte til Waffen-SS. Spørgsmålene er mange. Hvorfor blev Frisch sæddonor? Var der et særligt motiv, måske endda et ideologisk? Eller var han bare en mand med mange interesser og en bemærkelsesværdig evne til at føre dem ud i livet?

Sagen dukker op, samtidig med at Det Europæiske Selskab for Human Reproduktion og Embryologi anbefaler en grænse for, hvor mange familier én donor kan bidrage til i Europa: først 50, senere helst 15, suppleret af et fælles donorregister. Det Etiske Råd i Danmark og tilsvarende råd i Norge, Sverige og Finland har anbefalet en begrænsning. Det virker fornuftigt, især efter sagen om den danske donor, hvis sæd har ført til mindst 210 børn, og som bar på en alvorlig kræftfremkaldende genfejl, der er blevet givet videre til flere af dem. 210 børn er trods alt nærmest en mindre kommune med fælles DNA.

Mette Frederiksen og Giorgia Meloni er efterhånden blevet den politiske duo, man ikke vidste, man manglede

Derfor kan man godt forstå ønsket om et europæisk register. EU har allerede styr på alt fra krumningen på agurker til regler for håndbagage, så det burde også være muligt at finde ud af at registrere, hvor mange mennesker der går rundt med den samme biologiske ophavsmand. Hvis ikke, kunne man eventuelt spørge Mette Frederiksen og Giorgia Meloni. De har i denne uge taget fat på noget, der også kræver betydelig administrativ koordinering: at beskytte Europas kristne kulturarv. Mette Frederiksen og Giorgia Meloni er efterhånden blevet den politiske duo, man ikke vidste, man manglede. Den danske statsminister og den italienske premierminister har erklæret, at de begge vedkender sig Europas kristne kulturarv og ønsker at beskytte den. Under alle omstændigheder synes samarbejdet mellem Mette Frederiksen og Giorgia Meloni at være bygget på en ganske enkel arbejdsdeling: Giorgia udstyrer Mette med høgens vinger, og Mette forsyner Giorgia med den stuerene, velfærdsstatslige anerkendelse. Sammen bliver de politisk set noget nær urørlige eller i hvert fald svære at få til at passe ind i de gamle skemaer.

De stod også bag et fælles brev til EU's ledere efter migrantstrømmene mod den spanske eksklave (dér var den igen!) Ceuta. Og Ceuta blev i det hele taget et af ugens steder, hvor europæisk politik viste sig fra sin mest forvirrede side. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt reagerede kontant: Spanien burde suspenderes fra Schengen-samarbejdet. Det er den slags politiske løsninger, der lyder enkle, indtil embedsmændene kommer viftende ind med et notat over hovedet. Udlændinge- og Integrations-ministeriet nåede i samarbejde med Justitsministeriet frem til den lettere ubelejlige konklusion, at hvis Dansk Folkeparti faktisk fik held til at trække Danmark ud af Schengen, kunne resultatet blive det stik modsatte af det ønskede: Danmark kunne blive mere attraktivt for asylansøgere og migranter, og politiets arbejde med grænseoverskridende kriminalitet ville blive vanskeligere. Det er politisk set den klassiske situation, hvor man sætter et gitter op for at holde nogen ude og bagefter opdager, at man har glemt at lukke døren til baghaven. Men ved folketingsdebatten viste det sig altsammen at være stor ståhej for ingenting, for Dansk Folkeparti var det eneste borgerlige parti, der var interesseret i at få Danmark ud af Schengen.

Man sætter et gitter op for at holde nogen ude og opdager bagefter, at man har glemt at lukke døren til baghaven

Man må give Morten Messerschmidt én ting: Det kræver mod at stå alene. Men det kræver muligvis endnu mere mod at stå alene og opdage, at selv ens politiske venner står et par meter væk og lader, som om de ikke kender én. Alligevel havde Dansk Folkeparti grund til at være i godt humør. En Voxmeter-måling gav partiet 12,4 procent af stemmerne, den største opbakning i syv år. Hvis målingen holder, ville Dansk Folkeparti blive det næststørste parti i landet efter Socialdemokratiet og det største i blå blok. Det må være en opløftende oplevelse at holde sommergruppemøde, når man både kan tale om politisk fremgang og samtidig være det eneste parti, der stadig insisterer på at sige farvel til Schengen. Den blå familie har åbenbart også plads til den slags familiemedlemmer.

Mens Morten Messerschmidt forsøgte at komme ud af Schengen, forsøgte regeringen at komme af med momsen på frugt og grønt og halvdelen af momsen på resten af maden. Forslaget koster 17,4 milliarder kroner om året. Til gengæld kan vi måske få råd til en ekstra pose gulerødder, hvis systemet ellers kan administreres uden at kræve oprettelse af en ny styrelse med 800 medarbejdere og et logo i fire nuancer af grøn. Kritikken har været massiv. Eksperter og den blå opposition har advaret om prisen, bureaukratiet og den usikre effekt. Og midt i det hele stod Martin Lidegaard og Radikale Venstre, som nu øver sig i en disciplin, partiet ikke har haft meget erfaring med de seneste 11 år: at skulle forsvare en politik, man ikke nødvendigvis selv synes er særlig genial. 'Hvis vi havde 90 mandater, havde vi nok også skruet det anderledes sammen,' sagde Martin Lidegaard. En bemærkning, der fortjener at blive hængt op i alle regeringskontorer. Den er både en forklaring, en undskyldning og en politisk vejrmelding i én sætning: Vi er her, men det er ikke helt vores skyld.

Sidste: Den meget omdiskuterede 'problemulv' fra Nørre Nebel er ikke længere et problem, eftersom den blev skudt torsdag aften. På de sociale medier er det store spørgsmål derfor nu, om det ikke er et problem, at vi har en minister for natur og dyrevelfærd, der stolt og uden betænkelighed holder pressemøde om aktionen med den blodige ulv liggende livløs for sine fødder. Det næste par dage bliver det efter alt at dømme ministeren, der må stå for skud.

Uge 33 lærte os derfor ikke nødvendigvis, hvor Danmark er på vej hen. Men den bekræftede endnu en gang, at turen bliver underholdende. For når man ser på Europas kristne kulturarv, Schengen, migration, sæddonation, nazistiske familiehemmeligheder, kræftgener, moms-systemer og problemulve, kan man i det mindste konstatere, at der stadig er rigeligt med materiale til uge 34.



UGENS LAVPUNKTER:

• I juni var der orienteringsløb i Bunken Klitplantage, hvor en motionsløber i sidste uge blev mødt af en ulv, der viste tænder. Arrangørerne af motionsløbet overvejer nu en tilføjelse til instrukserne: 'Hvis noget med pels viser tænder, er det ikke en kontrolpost.'
• Mens droner ledte efter en problemulv, luntede der en ulv rundt ved en familierestaurant nord for Nørre Nebel. Dagens ret fristede den åbenbart ikke.
• Overfladetemperaturen i verdenshavene nåede i juli det højeste niveau, der nogensinde er målt for måneden. Golfstrømmen har meldt afbud og sagt, at den ikke kan arbejde under de forhold.
• I den nye sæson af 'Gift ved første blik' har DR valgt at klippe et par ud på grund af 'nye oplysninger'. Det står ikke klart, hvad de nye oplysninger dækker over, men måske var de gift med hinanden i forvejen.
• I Sorø Kommune har man givet børn med skolevægring muligheden for at begynde i et tilpasset forløb, hvor målet er, at gaming skal få børn og unge over på skolebænken. Spørgsmålet er bare, hvor mange der nu vil simulere skolevægring for at komme på gamingholdet.
• Den norske oliefond fik et afkast på 1753 milliarder norske kroner i årets første halvdel. Det svarer cirka til Norges nationaløkonomi, tre hytter og én kop kaffe i Oslo.
• I det nordlige Norge har en person vækket en sovende isbjørn med et skibshorn. Politimesteren på Svalbard vurderede, at der var tale om forsætlig forstyrrelse af isbjørnen og udstedte derfor en bøde på 50.000 norske kroner. Det vides ikke, hvordan isbjørnen forholder sig, men den har formentlig også krævet godtgørelse for lidelse, tort, ulempe og en ødelagt drøm om en meget stor sæl.
• Forskere fra Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital har udviklet en ny digital platform, der skal hjælpe folk med at håndtere muskel- og ledsmerter. Før gik man til lægen med smerter. Nu skal man først opdatere sin ankel til version 2.1.
• Arla efterlyser sine grønne mælkekasser, der hvert år forsvinder i tusindvis, fordi de bliver brugt til at stå på for at kunne nå de øverste hylder i skabene eller lave forhindringsbaner med. Man kunne jo også bare acceptere situationen og lancere 'Arla Adventure': Mælkekasser med klatrevæg, trampolin og officiel godkendelse til alt det, de alligevel bliver brugt til.
• Københavnske cyklister oplever, at turister udgør et trafiksikkerhedsmæssigt problem. Det er tilsyneladende ikke et problem, at halvdelen af cyklisterne selv kører, som om der er en landsdækkende konkurrence om at komme først over for rødt.

• Chick Corea: What Game Shall We Play Today
• Miles Davis: Summertime
• Margaret Whiting: Make Someone Happy
• Buddy Holly: Everyday
• The Shadows: Wonderful Land
• Sting: Shape Of My Heart
• Søs Fenger: Og Du Flyver Din Vej
• Oscar Peterson Trio: Quiet Nights Of Quiet Stars
• Louis Armstrong: A Kiss To Build A Dream On
• Frank Sinatra: Things We Did Last Summer

Playlisten ligger på Spotify og kan høres i sin helhed her.
Illustration: AI

Det er en gammel sandhed, at virkeligheden undertiden slår fantasien. Men fantasien har trods alt den begrænsning, at den skal være nogenlunde troværdig. Virkeligheden er friere stillet.

I Danmark skal man for eksempel gennemføre et demokratikursus for at få lov til at vie mennesker uden for Folkekirken. Det lyder umiddelbart fornuftigt, at man skal lære om ytringsfrihed, ligestilling, retten til skilsmisse og andre af civilisationens finere detaljer. Hagen ved det er bare, at man ikke behøver forstå et ord af undervisningen. I otte år har imamer kunnet gennemføre kurset ved den avancerede pædagogiske metode, der kaldes fysisk fremmøde. Ingen eksamen, ingen prøve, ingen kontrol. Det svarer nogenlunde til at tage kørekort ved at stå og kigge på naboens nye bil. Derfor var kirkeminister Ida Auken naturligvis forfærdet og bad embedsværket undersøge, hvad der egentlig foregår på kurserne. Måske opdager ministeriet også, at kaffepauserne har været usædvanlig velbesøgte.

I otte år har imamer kunnet gennemføre kurset ved den avancerede pædagogiske metode, der kaldes fysisk fremmøde

Mens ministeriet leder efter demokratiet i undervisningslokalerne, leder Kongehuset efter prinsesse Isabella i muddergrøften – i håb om, at hun ikke er helt væk. Hele Danmark har vænnet sig til billeder af prinsessen på TikTok og Instagram med flagrende hår, lange gelnegle og en kameravinkel, der altid vender den rigtige vej. Derfor havde mange svært ved at forestille sig den samme Isabella kravlende rundt på en øvelsesplads med camouflagemaling i ansigtet og smurt ind i det, naturen nu engang efterlader på en mark. Kongehuskommentator Trine Villemann pegede da også på den skærende kontrast og det betydelige forventningspres. Prinsessen har oven i købet frasagt sig lønnen under værnepligten, så nu kommer hun til at hutle sig igennem de næste 11 måneder.

Ude i verden forsøgte op mod 60.000 migranter i løbet af få dage at komme fra Marokko til det spanske landområde Ceuta, drevet af virale videoer og rygter på sociale medier om, at porten til Europa pludselig stod på vid gab. Resultatet blev en humanitær tragedie, hvor mere end 70 mennesker mistede livet. Kort efter vendte langt de fleste migranter dog tilbage til Marokko igen, frivilligt eller hjulpet på vej, og krisen opløste nærmest sig selv. Men det forhindrede ikke Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt i at kræve Folketinget hasteindkaldt. Når politikerne mødes i næste uge, bliver den største udfordring derfor sandsynligvis at diskutere en krise, som allerede har sneget sig ud ad bagvejen. Men immigrantstrømmen til Ceuta havde i det mindste én positiv sidegevinst: Vi lærte alle ordet eksklave. Hvorfor hørte vi aldrig om det i geografi?

Kreml benægter alt med en rutine, der efterhånden må være skrevet ind i standard-kontrakten for russiske talsmænd

Rusland dukkede op flere steder på ugens menukort. Tyskland oplever fortsat mystiske droneoverflyvninger over lufthavne, havne og militære anlæg. Mistanken peger mod Kreml, som benægter alt med en rutine, der efterhånden må være skrevet ind i standardkontrakten for russiske talsmænd. Samtidig måtte Morten Messerschmidt erkende, at han nok burde være lidt mere varsom med, hvem han viser rundt på Christiansborg, efter at han havde haft besøg af den prorussiske montenegrinske politiker Vladislav Dajković. Men som Messerschmidt sagde: 'Jeg var ikke klar over, at min gæst havde prorussiske holdninger.' Det er den slags sager, hvor man næsten kan høre kommunikationsrådgiverne sukke i kor.

Mens voksne diskuterede grænser, geopolitiske operationer og rundvisninger, blev Danmark mindet om, at de alvorligste trusler sommetider kommer fra børneværelser. Sigtelsen mod tre teenagedrenge for planer om et angreb på Hadsten Skole rystede landet. Efterforskningen peger mod det nihilistiske voldelige ekstremistiske netværk, NVE. Her manipuleres sårbare børn og unge af andre børn og unge til selvskade, vold og i værste fald mord. Man taler om 'youth on youth crime'. Det lyder næsten som et ungdomsprojekt under en kommunal fritidsforvaltning, men virkeligheden er desværre langt mørkere end navnet.

Det er betryggende at vide, at når vi er ved at drukne i rod på Jorden, kan vi bare fortsætte med roderiet på Månen

Oppe over os fortsatte menneskeheden samtidig sit sædvanlige oprydningsarbejde med samme effektivitet, som når teenageren lover at tage opvasken 'senere'. Et fire ton tungt stykke af en kasseret Falcon 9-raket fra SpaceX, affyret i januar 2025, menes at være styrtet ned på Månen med næsten 8.700 kilometer i timen og have skabt endnu et månekrater. NASA kunne heldigvis berolige offentligheden med, at Månen tog imod slaget uden større dramatik, så der var ingen grund til at finde nødpakkerne frem. Det er betryggende at vide, at når vi er ved at drukne i rod på Jorden, kan vi bare fortsætte med roderiet på Månen.

Tilbage på Jorden viste danske forbrugere sig til gengæld fra deres mest disciplinerede side. I juli pantede vi 247 millioner flasker og dåser – flere end nogensinde før. Dansk Retursystem forklarer rekorden med sommerens hedebølger og befolkningens gode vaner. Vi kan være uenige om NATO, migration, kongehus, demokratikurser og verdensordenen, men vi er alligevel enige om, hvor de tomme Colaflasker hører hjemme. I hvert fald så længe der er noget, der hedder pant.

Der var selvfølgelig også lige det med FIFA, der opdagede, at gennemsigtighed er noget, man helst skal praktisere, før man bliver tvunget til at undskylde. Men her interesserer vi os heldigvis ikke for fodbold, så lad os fortrænge det.

Altså en uge, hvor man kunne bestå et demokratikursus uden at forstå demokratiet, hvor en prinsesse gik fra manicure til manøvre, hvor en grænsekrise sluttede hurtigere end den politiske debat om den, hvor Rusland både var på himlen, på internettet og på rundvisning på Christiansborg, hvor internettets mørkeste afkroge mindede os om, at ondskab ikke nødvendigvis kræver voksne, hvor mennesket udvidede sit affaldsproblem til Månen, og hvor den danske befolkning reddede klimaet foran flaskeautomaten. Hvis nogen stadig påstår, at virkeligheden ikke har humor, har de været offline i uge 32.



UGENS LAVPUNKTER:

• 1.600 unge påbegyndte mandag deres værnepligt, som er blevet udvidet fra fire til 11 måneder. Det betyder, at man når at opleve alle fire årstider. To af dem i regnvejr.
• På Madagaskar er der fundet syv hidtil ukendte frøarter, der tilbringer det meste af livet skjult i skovbunden. De har taget et aktivt valg om ikke at være på sociale medier.
• Den lille spurvefugl mørkøjet junco holder normalt til i USA, men en repræsentant for arten er fløjet 6.000 kilometer over Atlanten for at lande i Rønnebæk tæt på Næstved. Nu har den oplevet den danske sommer og overvejer at flyve tilbage med det samme.
• Flere af holdene fra kvindernes Tour de France har udtrykt utilfredshed over visse rytteres brug af sports-bh'er, hvor indlæg bruges til at snyde sig til en større skålstørrelse og dermed opnå en aerodynamisk fordel. Mercedes har brugt milliarder på vindtunneler. De skulle bare være gået til Hunkemöller.
• 30 minutters fysisk aktivitet om dagen kan reducere risikoen for alvorlig stress med cirka 26 procent. Risikoen mindskes allerede med to procent, hvis man er fysisk aktiv to minutter dagligt. Nu venter vi bare på, at en middagslur har været igennem den videnskabelige godkendelsesproces.
• En ung dansker er 'gået viralt', fordi han har opdaget opskriften på den perfekte popsang: Han har fundet frem til en særlig melodi, som går igen i mindst 75 forskellige numre, hvor fire toner spillet i en bestemt rækkefølge får sangene til at lyde ens. Det har Rasmus Seebachs fans vidst i årevis.
• DSB har udbetalt 60,4 millioner kroner i kompensation på grund af forsinkelser i årets første halvår. Det er dobbelt så meget som hele sidste år. Den gode nyhed er, at ingen endnu har klaget over, at udbetalingerne var forsinket.
• Der har aldrig været så mange fjæsinger i Kattegat som nu. Fjæsingen smager fortræffeligt, men piggene på ryggen er mere giftige end et hugormebid og giver stærk smerte, hævelse, svimmelhed og kvalme. Den eneste fisk, der bør serveres med både remoulade og førstehjælpskasse.
• Undervisningsministeriet indfører med øjeblikkelig virkning overvågning af gymnasieelevers skærme under eksamen for at stoppe brugen af kunstig intelligens. Omsider har man besluttet at bekæmpe kunstig intelligens med naturlig mistillid.
• Mere end 70 år efter at tigeren forsvandt fra Kasakhstan, er den blevet ført tilbage til sit historiske levested. Den største udfordring var ikke at flytte tigeren, men at forklare den, hvad der var sket siden sidst.

På trods af mine manglende rejse- og ferieplaner tager jeg troligt hver sommer til en lille fransk badeby for at være i selskab med M. Hulot alias Jacques Tati. Les Vacances de Monsieur Hulot (Festlige feriedage, som filmen hedder på dansk) har ikke noget egentligt plot, ingen dramatiske konflikter og ingen psykologiske dybder. Alligevel er halvanden time forbi, før man opdager det. Man har ganske enkelt været på ferie.

Hver episode vokser langsomt frem, ikke gennem traditionel slapstick, men minutiøs timing

Feriegæsterne ankommer til et lille badehotel ved Atlanterhavskysten. De samme mennesker spiser morgenmad, går tur på stranden, spiller kort, sladrer, drikker aperitif og keder sig på hver deres karakteristiske måde. Alt er genkendeligt, og netop derfor bliver det morsomt.

Så ankommer Monsieur Hulot tøffende og knaldende i sin skrantende plimsoller af en bil. Hulot er langlemmet, piberygende og iført alt for korte bukser, kiksede sokker og en uforlignelig evne til at befinde sig præcis dér, hvor han utilsigtet kan skabe maksimal uro. Ikke fordi han er specielt klodset. Han er bare en mand, hvis logik aldrig helt falder sammen med omgivelsernes.

Katastroferne er små og høflige. En dør smækker, en båd driver væk, en hest bliver forskrækket, en bildør falder af, et fyrværkeri går af på det forkerte tidspunkt. Hulot er altid oprigtigt overrasket over, at verden endnu engang har misforstået hans bedste hensigter.

Filmens mest berømte sekvens – måske en af de sjoveste i filmhistorien – udspiller sig på tennisbanen. Hulot beslutter sig for, at han må lære denne dannede feriesport. Han går derfor ind i den lokale sportsforretning for at købe en ketcher. Ekspedienten, en myndig og professionel dame, demonstrerer omhyggeligt, hvordan man holder den. Hun viser grebet, håndleddets bevægelse og svingbanen med en alvor, som var hun ved at instruere en kirurg i en hjerteoperation. Hulot lytter med største opmærksomhed. Han nikker, øver bevægelsen og forlader optimistisk butikken. Problemet er bare, at han tager undervisningen for bogstaveligt. På tennisbanen udfører han hvert eneste slag med mekanisk præcision. Ikke som en tennisspiller, men som en mand, der minutiøst følger en brugsanvisning uden nogensinde at spørge, hvad formålet er. Resultatet er ubetaleligt. Hans serv er en blanding af katapult og salut. Forhånden udføres med militær disciplin. Hvert eneste slag er teknisk absurd, men umuligt at returnere. Modstanderne, der har spillet tennis hele livet med korrekt fodarbejde og aristokratisk selvbeherskelse, bliver én efter én reduceret til statister i Hulots egen fortolkning af sporten. De løber forvirret rundt, mens Hulot med den største uskyld sender sine håbløse bolde afsted.

Man opdager pludselig, hvor lidt ord egentlig betyder, når billederne er så præcist koreograferet

Man morer sig mindst lige så meget over de rutinerede spillere, der er så fastlåste i forestillingen om, hvordan tennis bør spilles, at de er totalt forsvarsløse over for en mand, som ikke kender de uskrevne regler. Det er typisk Tati. Han gør aldrig grin med den uerfarne. Han gør grin med konventionerne, og sådan fortsætter det filmen igennem. En begravelsesagtig hotelmiddag bliver forstyrret af en dør, der går op og i i ét væk. Et uskyldigt bilhorn udvikler sit eget liv. En picnic kollapser uden egentlig grund. Hver episode vokser langsomt frem, ikke gennem traditionel slapstick, men minutiøs timing.

Tati behøver næsten ingen dialog. Han komponerer med lyde: knirkende gulve, klaprende døre, bølgeskvulp, bildæk på grus, fjerne stemmer og Hulots karakteristiske piberygning. Man opdager pludselig, hvor lidt ord egentlig betyder, når billederne er så præcist koreograferet.

Derfor ældes filmen heller ikke, selv om den er fra 1953. Hvor så mange komedier er bundet til deres tid, er Les Vacances de Monsieur Hulot stadig frisk mere end halvfjerds år efter. Dens humor bygger på menneskelig adfærd. Vi genkender stadig den pensionerede oberst, der ved alt om tidevand, den evigt bekymrede hotelvært, den stereotype tjener, børnene, der straks accepterer Hulot som én af deres egne, og de voksne, der aldrig helt ved, om de skal beundre ham eller undskylde for ham.

Filmen er i virkeligheden en kærlighedserklæring til alle de mennesker, der aldrig helt passer ind. Monsieur Hulot ødelægger ganske vist glansbilledet, men han gør det med en høflighed og en uskyld, som gør verden en lille smule mindre stiv og mere menneskelig.

Når ferien er slut, er hotellet uforandret. Men tilskueren er blevet lidt gladere og lettere.

Tennisscenen kan ses her. Der er ingen unertekster i denne version, men som sagt er ordene uden betydning.

Hele filmen kan ses ganske gratis på her.

• Jazzy Croissant: La Vie en Couleurs
• Carin Lundin: Jag kan se dig när
• Israel 'Iz' Kamakawiwo'ole: Over The Rainbow/What A Wonderful World
• Bo Kaspers Orkester: Ett & noll
• Nulle & Verdens Orkestret: Månestråle
• Scott Hamilton: Stockholm Sweetnin'
• Lars H.U.G.: Waterfall
• Count Basie: Li'l Darlin'
• Lis Sørensen: Verden Er I Farver
• Rugsted & Kreutzfeldt: Sensommer

Playlisten ligger på Spotify og kan høres i sin helhed her.
Illustration: AI