Tøjeri på to hjul



Jeg hører til dem, der godt kunne finde på at deltage. Ideen er, at man møder op i sit mest autentisk klassiske cykelantræk og helst med cykler, der passer til påklædningen. Det cykelsportslige moment spiller derimod ikke den fjerneste rolle, eftersom formålet er at have det så sjovt som muligt, og eftersom det foregår i London, er der selvfølgelig indlagt både Picnic Break og Afternoon Tea på ruten.

Derudover uddeles der priser for Best Vintage Bicycle, Best Decorated Bicycle og for Best Moustache. Dresscoden finder man i løbets regler for etikette, hvor det understreges, at 'overdressed' does not exist in our vocabulary'. Prisuddeling for Best Dressed Man og Best Dressed Woman er en selvfølge.

Men ingen af delene blev til noget i år. Det 12. årlige London Tweed Run skulle have været afholdt i strålende solskin den 2. maj, men måtte som så meget andet aflyses på grund af den famøse lockdown, så jeg har stadig til gode at kunne prale af at have deltaget.

Konceptet har så småt bredt sig til storbyer over det meste af verden, og en dansk udgave, Copenhagen Tweed Ride, findes også – og er blevet aflyst af samme grund som i London. I går blev der dog gennemført en skrabet udgave af arrangementet under navnet Copenhagen Tweed Picnic med medbragte madkurve i Valbyparken. Det kunne jeg i princippet have meldt mig til – hvis ikke det var, fordi jeg er født og opvokset i Danmark og derfor ikke deltager i hverken revolutioner eller skovture i tilfælde af regnvejr.

Men til næste år – måske.

* * *
London Tweed Run har eksisteret siden 2009, og der ligger fotogallerier fra tidligere år her. Ukrainsk tv har haft held til at fange stemningen her.

Kategori: , , , | 8 kommentarer

Mig, Sherlock og Mycroft



Da jeg var dreng, havde jeg en detektivklub sammen med to af mine kammerater. Eftersom det var en yderst hemmelig klub, omtalte vi den kun som S.H.E., og ingen andre end os vidste, at det stod for Sherlock Holmes' Efterfølgere.

Vi opklarede ingen mysterier, men vi havde et klubblad, der udkom i et månedligt oplag på 1 eksemplar, som blev skrevet på maskine af mig under signaturen -mycroft. På et tidligt tidspunkt af min Sherlock Holmes-læsning havde jeg fattet stor sympati for Mycroft Holmes, Sherlocks ældre, indolente bror, som havde en betydelig skarpere hjerne end sin lillebror, der jo heller ikke ligefrem var tabt bag af en vogn. Sherlock Holmes rådførte sig med Mycroft i særlig vanskelige sager, og han gennemskuede dem straks. Mycroft orkede bare ikke selv at investere den fysiske energi, der skulle til for at fremskaffe de fornødne beviser, så Sherlock måtte selv gøre benarbejdet.

Hvem der er skurken, interesserer mig ikke et hammerslag, og jeg giver mig aldrig af med at prøve at regne plottet ud

Et eller andet sted på nettet stødte jeg på Mycroft Holmes igen og fik lyst til at genopfriske bekendtskabet med ham. Jeg fiskede min komplette, illustrerede Sherlock Holmes ud af reolen og gik i krig, men Mycroft optræder kun i fire historier, og før jeg fik set mig om, var jeg i fuld gang med historien om Silver Blaze.

Som de fleste andre Sherlock Holmes-fortællinger er Silver Blaze god underholdning, men ikke desto mindre er det Holmes' personlighed, der er det mest interessante (når nu Mycroft ikke er med). I hvert fald for mig. Hvem der er skurken, interesserer mig ikke et hammerslag, og jeg giver mig aldrig af med at prøve at regne plottet ud – det overstiger alligevel både mine evner og min tålmodighed.

Jeg er også fuldstændig ligeglad med, om handlingen foregår i London, Smørumnedre eller på Månen, om det drejer sig om at opklare mordet på en skummel pantelåner med klumpfod og hareskår eller om, at den hellige gral skulle vise sig at være Sofie Linde. Når det gælder skønlitteratur, læser jeg for at nyde den måde, historien er skrevet på.

Det er ikke nogen ny opdagelse, jeg har gjort. Jeg kom bare til at tænke på det endnu engang, fordi jeg tilfældigt stødte på mit gamle idol Mycroft Holmes.

Og så kom jeg også til at tænke på, hvorfor bagsideteksten på bøger næsten altid nøjes med at opridse handlingen i stedet for at servere smagsprøver på skrivestilen. Silver Blaze indeholder for eksempel det berømte replikskifte mellem Inspector Gregory og Sherlock Holmes, der inspirerede Mark Haddon til titlen på en helt anden slags bog. Det er Gregory, der (frit oversat) spørger:
– Er der noget, De ønsker at henlede min opmærksomhed på?
– Ja, den mystiske sag om hunden i natten.
– Hunden foretog sig intet om natten.
– Det er det, der er det mystiske, bemærkede Sherlock Holmes.
Ikke dårligt, hva’?

Kategori: , | 12 kommentarer

Folk og fæ vender tilbage



I det hjørne af min reol, der går under kælenavnet Filmoteket, har jeg stående alle 90 episoder af All Creatures Great and Small, tv-serien om de tre dyrlæger i i tredivernes Yorkshire, der fik den noget afsnuppede og upoetiske titel Folk og fæ på dansk. Den kunne ses i ethvert fjernsynsapparat med respekt for sig selv i årene 1978-1990, og jeg ved ikke hvor mange gange, serien har været genudsendt siden, men som min reol røber, er jeg aldrig blevet træt af den.

For dem, der eventuelt ikke skulle kende historien, begynder den i 1937, hvor den nyuddannede dyrlæge James Herriot bliver ansat i den etablerede Siegfried Farnons praksis i den idylliske landsby Darrowby, hvor landmændene ikke har meget til overs for fagkundskaben. De foretrækker deres egne middelalderlige metoder, hvad der selvfølgelig fører til stribevis af komiske episoder for dyrlægerne og ikke mindst for den unge Herriot.

Det er kun tabloidavisen Daily Mail, der rynker på næsen, men det vil jeg nærmest betragte som en anbefaling

Siegfried Farnon selv er flamboyant og kolerisk, inkonsekvent og undertiden krakilsk, men også ekstravagant, omsorgsfuld, loyal og i bund og grund hjertensgod. Farnons dyrlægestuderende yngre bror Tristan hjælper også til i praksissen, men de to brødre er som nat og dag og derfor heller ikke altid de bedste venner. Derudover er Tristan en pigeglad spradebasse, der konstant får viklet sig ind i de mest håbløse og pinlige situationer. Mens han forbliver den evige ungkarl, løber den jordbundne og helt igennem fornuftige Herriot af med den lokale skønhed Helen, som han stifter familie med.

Humor og romantik sammenholdt med den tidstypiske samfundsbeskrivelse gør serien til eminent familieunderholdning, ikke mindst på grund af fremragende skuespil. Især Robert Hardy, der spiller Siegfried, er uforlignelig, og ret beset var det også mest på grund af ham, jeg syntes, at jeg var nødt til alt anskaffe mig bokssættet.

Nu er der så sket det, at der er ved at blive lavet en nyindspilning af den gamle serie med nye, friske skuespillere, hvad der uvilkårligt fylder mig med både fryd og bekymring, for hvordan skal det nogen sinde kunne lade sig gøre at erstatte mit gamle idol Robert Hardy som Siegfried! Premieren fandt sted i tirsdags på den britiske Channel 5, og efter 1. episode er der bred enighed blandt anmelderne om, at den nye udgave er vellykket, selv om den tilsyneladende er helt anderledes. I modsætning til den gamle serie bygger den nye i langt højere grad på de oprindelige bøger, der dannede grundlag for filmatiseringen.

The Times kalder den nye serie 'A charming antidote to all the doom and gloom.' The Arts Desk er inde på det samme: 'Comforting escapism for an age of pandemics and eco-panic.' Hele anmeldelsen her.

Så vidt jeg kan se, er det kun tabloidavisen Daily Mail, der rynker på næsen, men det vil jeg nærmest betragte som en anbefaling.

Også traileren ser lovende ud. Nu er det så bare at vente på, at DR indkøber serien, så den talstærke skare af anglofile danskere også kan få fornøjelse af den. Jeg glæder mig.

I øvrigt er det Downton Abbeys instruktør Brian Percival, der har instrueret.

Kategori: | 8 kommentarer

Sandhedens time



Når jeg står og kigger på mig selv i spejlet, kan jeg godt se, at billedet på mit kørekort ikke længere er helt retvisende. Jeg kan ikke løbe fra, at der er kommet er par rynker omkring øjnene, og hårfarven er heller ikke den samme. Engang var den mørk, nu er den lysere for ikke at sige gråhvid, og jeg har på fornemmelsen, at det er sidsnævnte omstændighed, der er årsagen til, at butikspersonale ikke altid betjener mig på samme måde, som de gjorde, da jeg havde min mørke hårfarve i behold.

Selv om det er ønsketænkning, hører jeg faktisk til dem, der gerne så, at vi genindførte nogle mere nuancerede måder at omgås og tiltale hinanden på

Måske har det også noget at sige, at jeg ikke altid klæder mig på helt samme måde, som jeg gjorde, da jeg var yngre og erhvervsaktiv. Jeg tilhører den slipseløse generation og har aldrig arbejdet i en branche, hvor det var påkrævet at gå med slips, snarere tværtimod. Gjorde man det alligevel, kunne man være sikker på at blive opfattet som underlig eller i bedste fald som en spasmager. Jakkesæt og hat var selvsagt helt kikset. Uniformen var sneakers, jeans, en forvasket t-shirt eller eventuelt en omhyggeligt ustrøget skjorte. Indstuderet skødesløshed, så skilte man sig ikke ud. Men nu kan jeg være ligeglad, og derfor kan jeg finde på – ikke altid, men somme tider – at vise mig offentligt med både slips, jakke, hat og rigtige sko, selv om det nok i virkeligheden mere hører hjemme i mine forældres generation. Men det er altså min måde at gøre dagen en smule mere farverig på, om ikke andet så for mig selv.

Det skaber af og til en smule forvirring, når jeg går i butikker i mit arkaiske herreantræk, men ikke på nogen ubehagelig måde. For det meste bliver jeg mødt med venlighed, og der er mange ved kassen, der både smiler – muligvis lidt overbærende – og tiltaler mig med 'De' og 'hr.' Det passer mig udmærket, og selv om det er ønsketænkning, hører jeg faktisk til dem, der gerne så, at vi genindførte nogle mere nuancerede måder at omgås og tiltale hinanden på. Men som sagt, det kan jeg godt glemme alt om. Flertallet siger selvfølgelig 'du' uden at tænke nærmere over det, og det har jeg heller ikke noget imod, for det er nu engang sådan, vi efterhånden gør. Derimod vil jeg gerne have mig frabedt 'du' og 'hr.' Enten-eller, tak.

Nok om det.

Der er dog også episoder, man helst vil glemme hurtigst muligt. I går bestemte jeg mig for eksempel til at udskifte min gamle iPhone med en mere tidssvarende. Jeg bestilte derfor den ønskede model over nettet til afhentning hos den nærmeste elektronikmastodont senere på dagen. Da tiden var inde, mødte jeg op i butikken i mit helt almindelige tøj uden hat, uden slips og uden på nogen måde at skille mig ud for at hente min nye iPhone og forelagde den unge, mandlige ekspedient mit ærinde. Han kastede et hurtigt blik på mig og spurgte så som den naturligste ting i verden:

– Kan du huske, hvad det er for en telefon?

Nu er spørgsmålet, om jeg virkelig ligner min egen bedstefar, der har rejst sig fra graven, eller om jeg bare virker, som om jeg er dybt dement. Jeg er også i tvivl om, hvad jeg skal foretrække.

Kategori: , | 12 kommentarer

Radiodage og -nætter



Engang i en fjern fortid lavede jeg hver dag et direkte radioprogram. Et direkte program betyder, at en deadline er en deadline, og man kan ikke bare bede om en anden, hvis man ikke når den første. Man skal være færdig, ellers er det værst for én selv, og derfor når man det også hver gang på en eller anden måde. Det er næppe sundt altid at have en deadline hængende over hovedet, men efter et par hundrede udsendelser vænner man sig til det. Til gengæld ligger underbevidstheden aldrig på den lade side, og det mærker man især om natten, mens man selv ligger og sover.

Der findes forskellige varianter af radiomedarbejdermareridt, og ni ud af ti går ud på, at man ikke når at indfinde sig i studiet til tiden. Der er for eksempel den med uret på ens kontor, der er gået i stå, uden at man har lagt mærke til det, og når man endelig træder ind i studiet, er der ikke mere end et kvarter tilbage af udsendelsen. De første tre kvarter har der bare været hul, og det er ikke faldet nogen ind at gøre noget for at få fat i én.

Det er næppe sundt altid at have en deadline hængende over hovedet, men efter et par hundrede udsendelser vænner man sig til det

Der er også den, hvor man ikke kan finde det rum, man skal sende fra. Siden udsendelsen i går er studiet nemlig blevet flyttet, men der er ingen, der har tænkt på at orientere én om det på forhånd. Efter at have styrtet rundt på gangene i en halv times tid får man så endelig at vide, at studiet nu ligger i kælderen, og inden man finder den rigtige kælderdør, er udsendelsen ved at være forbi. Eller man har glemt sit manuskript, hvad man selvfølgelig først opdager, når man sidder i studiet, og udsendelsen er begyndt. Eller det er det forkerte manuskript, man har med. Eller pladerne/cd'erne mangler (ja, det var der noget, der hed engang). Eller der er ingen tekniker. Det sidste nåede at blive en realitet, inden jeg holdt op med at lave udsendelser – der skulle ikke være nogen tekniker til sidst. Sparerunder er ikke nogen ny opfindelse.

Apropos nedskæringer arbejdede jeg en overgang på en redaktion, hvor vi pludselig skulle være ekstremt effektive og udfylde en masse forskellige funktioner på én gang for at spare stillingsnumre. Mens man sad og afviklede P1, skulle man for eksempel også lige smutte over på langbølgesenderen og annoncere et program på et bestemt tidspunkt.

Mareridtene dukker stadig op i perioder, og så sent som i nat oplevede jeg en ny variant

Nogle aftener skulle man passe afviklingen både på P1 og P2, og sommetider var der annonceringer samtidig. Det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre, så man måtte bånde annonceringerne til den ene kanal, mens man sad på den anden og havde sin opmærksomhed dér. Eller når man producerede trailere på 5. sal, skulle man også lige huske at spurte ned på P3 på 1. sal en gang i timen og sige klokken – signalet til radioavisen om, at de kunne gå på. Det var enormt stressende og koncentrationsforstyrrende at skulle huske på, fordi arbejdsopgaverne ikke havde noget som helst med hinanden at gøre. Men det var den skinbarlige virkelighed, ikke noget mareridt i egentlig forstand.

Fra den periode kan jeg huske, at jeg drømte, at jeg stod på Rosenørns Allé over for Radiohuset og ventede på Linje 2. Da bussen kom, steg jeg op i den, og da jeg skulle til at betale for billetten, opdagede jeg, at det var en af mine kvindelige kolleger, der sad ved rattet.

– Hvad i alverden laver du dér? spurgte jeg.

– Det stod i vagtplanen, svarede hun og trak på skulderen.

Nu er det efterhånden temmelig mange år siden, jeg holdt op med at lave radioudsendelser, men jeg er bange for, at jeg har taget varig skade. Mareridtene dukker stadig op i perioder, og så sent som i nat oplevede jeg en ny variant: Jeg sidder i et interimistisk studie i et inferno af ledninger og computere henne i hjørnet af den stuvende fulde medarbejderkantine og er midt i at lave en direkte radioudsendelse. Da jeg skal til at speake, opdager jeg, at mikrofonen er væk ...

Kategori: | 10 kommentarer

Mjav

Katte har den meget uhensigtsmæssige vane, at uanset hvad man siger til dem, spinder de altid. Hvis de bare kunne spinde, når de mener ja og mjave, når de mener nej eller noget tilsvarende, så man kunne føre en samtale! Men hvordan kan man omgås nogen, når de altid siger det samme?
Ophavsmanden til ovenstående er efter sigende forfatteren Lewis Carroll, som især er kendt for at have skrevet den berømte børnebog Alice i Eventyrland. Men citatet afslører, at han også havde en fatal mangel på iagttagelsesevne og viden om katte. Enhver katteejer ved jo, at katte har et omfattende ordforråd, ud over at ordene består af et stort register af lyde, der varierer i rytme, styrke, udtryk, tempo og frasering.

Foreløbig har godt og vel sytten års erfaring lært mig, at man ikke skal tage et mjav for et mjav:
Mjav = anmodning om opmærksomhed

Mjaav = eftertrykkelig anmodning om opmærksomhed

MJAV! = en ordre!

Mjaauw (med faldende kadence) = protest

MJAAuw = stærkere protest

Miup! (kort og skarpt) = fornærmelse

MJAV! Mjav! (flere gange efter hinanden) = nødråb

Mjar-r-r-av (med gurglelyd) = venskabelig hilsen
Men jeg er stadig på begynderstadiet. Jean Craighead George, der var både børnebogsforfatter og katteekspert, forsøgte at inddele lydene (der er adskilligt flere, end mit sparsomme udvalg viser) efter kattens alder, køn og situation. Det ved jeg fra Messybeast, der har lange artikler på højt niveau om ethvert emne, der kan interessere en katteejer. Hertil kommer selvfølgelig kattenes kropssprog, som ikke bare er mere halsbrækkende, men også langt mere nuanceret end deres ejeres.

Jeg printede artiklen om kattesprog ud og fik otte tættrykte A4-sider ud af det. Ingen skal beskylde mig for at være antropomorfist, men Hannibal læste med over skulderen og mjavede anerkendende.

For en ordens skyld vil jeg stadig heller ikke beskyldes for at have en katteblog.

Kategori: , , | 8 kommentarer

Den hellige, almindelige ejendomsret



Jeg har altid været en smule misundelig på den lille, eksklusive skare af mennesker, der fra naturens hånd er udstyret med en magnetisk personlighed, som gør, at folk flokkes om dem som fluer og træder skoene af hinanden bare for at være i nærheden af dem. Men misundelsen er svundet betragteligt ind i løbet af det sidste par dage, hvor jeg har konstateret, at jeg selv hører til de få udvalgte. For desværre er den magnetisme, der er blevet mig forundt, af en selektiv beskaffenhed, som tilsyneladende kun tiltrækker spidsborgere og ligusterfascister fra den mest emsige og anstrengende kategori.

Et øjeblik troede jeg, at det var en filmoptagelse, vi havde forvildet os ind i med i. Det var det på ingen måde. Manden var autentisk harmdirrende ...

Første gang, jeg opdagede min specielle tiltrækningskraft, var i fredags, da Madame og jeg gik vores obligatoriske aftentur med den nedgående sol i hælene, og vi passerede en landejendom med et viltert brombærkrat, som sendte kaskader af stikkende grene med solmodne bær ud over vejen. Med andre ord et tilbud, vi ikke kunne afslå, hvorfor vi standsede op og gav os til at plukke og smage i al stilfærdighed. Stilheden varede dog ikke længe, for inden der var gået et minut, blev den brudt af en overkorrrekt, men brysk mandsstemme bag os:

– Har De tilladelse til at plukke de bær!

Vi vendte os selvfølgelig om for at lokalisere støjkilden og opdagede, at spørgsmålet udgik fra en talende buste, der stak op bag genboens hæk. Sandsynligvis var det genboen selv, der stod dér med bar overkrop, men han havde en ikke ringe lighed med Emil Hass Christensen, en distingveret, sølvhåret skuespiller, der spillede overlæge eller højesteretssagfører i alle film i min barndom, og et øjeblik troede jeg, at det var en filmoptagelse, vi havde forvildet os ind i. Det var det på ingen måde. Manden var autentisk harmdirrende og hibiscusrød i ansigtet.

Som enhver ved, fremgår det af Christian den Femtes Danske Lov af 15. april 1683, at man godt må plukke bær i beskedent omfang af vildtvoksende træer og buske, der hænger ud over skel til offentlig vej. At der var tale om vilde bær, kunne ingen være i tvivl om, eftersom buskene tydeligvis havde været uberørt af menneskehånd i cirka en menneskealder, og enhver kunne se, at krattet rakte langt ud over skellet. Men uanset hvilke argumenter, vi fremførte, blev vi skåret af med: 'Har De tilladelse?', 'Bærrene tilhører min nabo!' eller 'De må ikke ...' Til sidst opgav vi og gik videre efter at have takket manden for hans uegennyttige, men malplacerede omsorg for andres ejendom.

Jeg blev brat revet ud af mine tanker af en dyb kvindestemme, der lød som en vellykket imitation af Karen Blixens

Anden gang, jeg mærkede mine dragende evner, var i går aftes, da vi kørte gennem Madames barndomsland i Holte, og hun insisterede på at blive sat af på en smal villavej for at tage nogle billeder af kanoklubben, mens jeg ventede i bilen. Når jeg siger smal, er det fordi der var så lidt plads, at jeg så mig nødsaget til at køre op over kantstenen og lade to hjul hvile nænsomt på det yderste af fortovet for det tilfælde, at der skulle dukke en anden bilist op, som ville forbi. Da jeg havde gjort det, rullede jeg vinduet ned og satte mig til rette for at indsnuse den milde aftenluft og nyde synet af de smukke, hvide majestætiske palæer og feudalborge med sortglaseret tegltag, der tronede bag hækkene på begge sider af vejen.

Igen gik der rundt regnet et minut, så blev jeg brat revet ud af mine tanker, denne gang af en dyb kvindestemme, der lød som en vellykket imitation af Karen Blixens. Stemmens indehaver var da også omtrent gammel nok til at have gået i parallelklasse med baronessen, og selv om hun ikke bar hat, besad hun den samme selvbevidste myndighed. Den tøvede hun ikke med at anvende, og jeg måtte lægge øre til et indigneret foredrag om min formastelige parkering og krænkelse af den private ejendomsret, efterfulgt af omfattende beklagelser over det hærværk, jeg netop havde forøvet mod hendes egenhændigt nyrevne grusfortov.

Fra bekendtgørelsen om standsning og parkering i den pågældende kommune vidste jeg tilfældigvis, at jeg var i min gode ret til at parkere med to hjul på fortovet og var et øjeblik fristet til at påpege hendes fejltagelse. Men jeg valgte ikke at sige noget. Orkede det ikke. Nænnede det ikke. Jeg fandt et andet fortov at holde på.

Nu er det så, at jeg spekulerer jeg på, hvordan resten af ugen kommer til at forløbe, og om jeg skal opsøge en alternativ helbreder, der kan afmagnetisere uønsket magnetiske personligheder som mig, der kun tiltrækker konfliktsøgende medborgere. På den anden side er jeg også stærkt fristet til at vende tilbage til brombærkrattet fra i fredags og fortsætte min lovhjemlede brombærplukning, så jeg kan genoptage det lille raske skænderi og få pulsen lidt op. Jeg har jo lige lært, at det gælder om at holde på sin ret for enhver pris.

Også selv om man eventuelt ikke har ret.

Kategori: | 10 kommentarer