Efter et længere tilløb har jeg besluttet mig til at tage tyren ved hornene og bekende kulør. Sagen er den, at jeg ikke hører til dem, der bliver rastløse, hvis de ikke mindst én gang om året står i en lufthavn klokken fem om morgenen med et pas i hånden. Men jeg misunder dem en smule. Ikke fordi jeg selv har lyst til at være med, men fordi de tydeligvis får noget ud af det.
Jeg kan godt spørge, hvor toilettet er, men det er sjældent netop dét spørgsmål, der optager mig mest
Jeg har det bare stik modsat. Jeg bryder mig grundlæggende overhovedet ikke om at rejse. Det er efterhånden mange år siden, jeg sidst for alvor var i udlandet (Sverige undtaget af familie-mæssige årsager), og jeg savner det heller ikke. Tidligere rejste jeg en del. Lige indtil jeg indså, at jeg nok mest gjorde det, fordi det var noget, der blev forventet af én. Man tog på storbyferie, charterferie eller kør-selv-ferie, og bagefter kunne man fortælle om det ved frokostbordet på arbejdet. Først da jeg holdt op med at rejse, opdagede jeg, hvor befriende det var. Den største glæde ved enhver ferie havde været det øjeblik, hvor jeg satte nøglen i min egen hoveddør og mærkede lettelsen over, at jeg endelig var hjemme igen.Det mest anstrengende ved at rejse er sproget. Jeg taler ganske vist engelsk (sådan da) og kan sagtens klare mig. Tysk og fransk kan jeg til husbehov, men der er en kæmpe forskel på at kunne gøre sig forståelig og på at kunne udtrykke sig præcist. På dansk kan jeg nuancere, være ironisk eller alvorlig, måske endda vittig, alt efter hvad situationen kræver. Men dansk er som alle andre sprog fyldt med faste vendinger og kulturelle koder, som ikke lader sig oversætte.
På et fremmed sprog føler jeg mig reduceret til en simplere udgave af mig selv. Jeg kan godt spørge, hvor toilettet er, men det er sjældent netop dét spørgsmål, der optager mig mest. Mit modersmål er ganske enkelt en væsentlig del af min identitet. Måske er det derfor, jeg aldrig kommer til at føle mig hjemme i udlandet. Ikke fordi folk er uvenlige (jo, nogle er, men det adskiller dem ikke fra danskere), mere fordi et fremmed sprog hele tiden minder mig om, at jeg er gæst.
Der er steder i verden, som er langt mere spektakulære end noget, Danmark kan præstere. Grand Canyon, Himalaya, Victoriafaldene og koralrevene er næppe i fare for at blive overgået af en bakketop mellem Ry og Silkeborg eller en strand i Hornbæk. Alligevel vover jeg den påstand, at jeg allerede har set det meste af verden. Ikke med mine egne øjne, ganske vist, men gennem utallige dokumentarfilm, naturprogrammer og rejseudsendelser. Indvendingen er, at det ikke er det samme som at være der selv. Men omvendt har film- og tv-hold adgang til steder, som almindelige turister aldrig kommer i nærheden af. Der bliver filmet fra helikoptere, dykket ned på havets bund, dyrelivet bliver fulgt i områder, hvor vi andre ville blive sendt hjem med besked om, at der er adgang forbudt for uvedkommende, eller der er simpelt hen er for farligt at færdes. Jeg ser ikke verden med mine egne fødder, om jeg så må sige, men til gengæld ser jeg mere af den på skærmen. Som en særlig bonus er der som regel ingen hjemme i min egen stue, der prøver at sælge mig en selfiestang eller en køleskabsmagnet.
Vi har ikke vulkaner eller regnskove, men vi har et landskab, der ikke råber, og vi råber heller ikke selv
En af de mest citerede sætninger i dansk litteratur er H.C. Andersens: 'At rejse er at leve.' Det er et smukt, om end fortærsket citat, og for mange mennesker er det sikkert også sandt. For mig er at rejse mere at overleve. At finde den rigtige gate. At stå i kø. At håbe, at kufferten kommer med. At forsøge at forstå højttalerudkald , der lyder, som om det bliver annonceret fra bunden af en tom blikspand. At være i tvivl om man nu også har forstået buschaufføren rigtigt (eller omvendt). Det er ikke ligefrem den form for eventyr, jeg drømmer om.Jeg har den største respekt for dem, der elsker at rejse. Der er mennesker, som bliver oplivet af nye kulturer, fremmede dufte, ukendte landskaber og spontane oplevelser. Jeg tror fuldt og fast på, at de mener det, når de siger, at rejser har ændret deres syn på verden. Jeg ønsker dem tillykke. Jeg har bare opdaget, at mit eget syn på verden ikke nødvendigvis bliver større af at befinde mig længere væk hjemmefra.
Til gengæld holder jeg usigelig meget af Danmark. Vi har ikke vulkaner eller regnskove, men vi har et landskab, der ikke råber, og vi råber heller ikke selv. Kyster, skove, heder, klitter, gamle købstæder, herregårde, slotte, kirker og små havne, hvor tiden ser ud til at være gået i stå. Ingen har set alt det, landet rummer. Jeg har i hvert fald ikke.
Jeg er ikke ude på at omvende nogen. At rejse er for mange en vigtig del af livet, præcis som det at blive hjemme er blevet en vigtig del af mit. Derfor er det heller ikke et forsøg på at afgøre, hvad der er den rigtige måde at holde ferie på, eller hvad der giver mest mening. Den diskussion interesserer mig sådan set ikke. Men vi er forskellige. Nogle længes efter det fjerne, andre trives bedst med det nære.
De sidste er nok bare i undertal.
