Uffe Jerner

Er klassikere nødvendigvis god litteratur? Det har altid naget mig, at der bliver ved med at være bøger, jeg ikke har læst, når nu deres litterære kvaliteter anses for indiskutable. Men spiller det slet ingen rolle, at klassikerværdigheden blev erhvervet i en fjern fortid, og holder varebetegnelsen 'klassiker' til evig tid?

For at finde ud af det og for at udbedre krateret i min almendannelse, indførte jeg for et par årtier siden på min første blog den ugentlige rubrik Læsehippologisk Søndagsklub i samarbejde med en håndfuld lidelsesfæller blandt læserne. Det var en slags terapeutisk rundkreds, hvor vi i fælles ensomhed mere eller mindre møjsommeligt arbejdede os igennem udvalgte klassikere, som nogen engang havde udnævnt til at være mesterværker – eller i det mindste vigtige – af den ene eller anden grund.

Vi havde ingen autoriserede litterater til at lede os på vildspor – det sørgede vi helt og holdent selv for

Samtidig var der selvfølgelig lejlighed til at diskutere overvejelser, tanker og spørgsmål eller måske fortolkninger af bestemte passager, der trængte sig på under læsningen. Når bogen var læst, vurderede vi den efter en pointskala for at finde ud af, om vi skulle være gået glip af noget ved ikke at have læst bøgerne for længst – nogle foreslog ligefrem en kulturarvsrelevansdebat og eventuel støbning af vores egen litterære kanon som kronen på værket. Vi havde med andre ord ingen autoriserede litterater til at lede os på vildspor. Det sørgede vi helt og holdent selv for.

Den ikke særlig overraskende erfaring, vi gjorde, var at læsere såvel som forfattere er vidt forskellige. Læsere synes om forskellige bøger, og fordi et værk har opnået en vis prestige, betyder det ikke automatisk, at det også er en stor litterær bedrift. For eksempel måtte jeg se den frygtelige sandhed i øjnene, at når jeg så bort fra de velkendte løsrevne aforismer, var jeg ikke nær så stor en Oscar Wilde-fan, som jeg gik og troede. Men jeg følte mig også lidt lettere.

Klassikerstatus opstår ikke i et vakuum. Den er resultatet af historiske, kulturelle og sociale processer. Bøger bliver læst, analyseret, undervist i og gentaget gennem generationer, indtil de opnår en slags kanonisk tyngde. Men smag ændrer sig, samfund ændrer sig, og det gør vores måde at læse på også. Det, der engang blev betragtet som universelt, kan vise sig at være dybt præget af sin tid. Derfor må det også være legitimt at være kritisk og ikke bare opfatte klassikerne som uantastelige monumenter.

Der er noget befriende ved at indrømme, at nogle klassikere måske er lidt kedelige. Ikke nødvendigvis dårlige, men når man pludselig får en uimodståelig trang til at rydde op i stedet for, scrolle på sin telefon eller stirre intenst ud i luften, er det på tide at stoppe. Det er sjældent noget godt tegn, når ens største læseoplevelse består i at tælle, hvor mange gange man kan læse den samme side uden at være helt sikker på at have forstået den.

At vi så også lever i en tid, hvor der udgives ufattelig meget ligegyldigt, støjende skrammel, er en anden sag

Alligevel holder vi fast i idéen om klassikeren som noget ophøjet. Noget, man ikke anfægter. Men kan en bog virkelig være en klassiker til evig tid? Eller burde klassikerstatus være noget, der løbende genforhandles? Hvis en klassiker ikke længere taler til os, hvis den ikke vækker nysgerrighed, undren eller følelse, hvad er den så andet end en titel på en liste?

Det betyder ikke, at klassikerne skal kasseres. Men måske skal man give sig selv lov til at læse dem med friske øjne og til at lægge dem fra sig uden dårlig samvittighed. God litteratur må vel være det, der faktisk gør indtryk, ikke det, der er blevet vedtaget som god litteratur.

Det rejser spørgmålet, om nogle klassikere først og fremmest er historisk vigtige snarere end egentlig gode. At deres værdi ligger i deres tidligere indflydelse mere end i deres læsbarhed? Hvis det er tilfældet, bliver læsningen en sur pligt eller kulturel lektie i stedet for en æstetisk oplevelse. Men der er en vis tryghed i klassikerbegrebet. Det skaber en fælles referenceramme, vi kan vende tilbage til. Klassikere fungerer som kulturelle pejlemærker og fortæller os, hvor vi kommer fra. Måske er problemet, at vi alt for sjældent spørger, om de også fortæller os noget om, hvor vi er nu.

At vi så også lever i en tid, hvor der udgives ufattelig meget ligegyldigt, støjende skrammel, er en anden sag.

• Kunstmaleren Kristian von Hornsleth blev anholdt af Københavns Politi, efter at han på valgdagen udlovede et af sine egne originale malerier, hvis folk stemte på Enhedslisten. Det er strafbart at købe stemmer – at det så minder om noget, politikere gør hele tiden, er en anden sag.
• Ugens mest omtalte billede var et pressefoto af Lars Løkke, der sidder på valgaftenen og tørrer sine tårer væk efter at have set den første exitpoll. Normalt er det vælgerne, der står for den del.
• Beboerne på Amager er plaget af en tung benzinlugt, og Københavns Kommune går nu i gang med at lave luftmålinger. Lugten har været der i et år, og ejendomsmæglerne er for længst begyndt at lokke med 'Charmerende bolig med diskret note af oktan.'
• Tivoli havde i 2025 den højeste omsætning nogensinde – 1,3 milliarder kroner. Noget tyder på, at det måske ikke kun er ballonerne, der er pustet op – men ikke desto mindre imponerende, at noget kan føles hyggeligt og samtidig få én til at tjekke sin netbank bagefter.
• Sneuglen er uddød i Sverige, og et symbol på den vilde, nordiske natur er forsvundet. Snart er det vildeste, man kan opleve i Sverige, en lidt for stærk kop kaffe.
• Norges oliefond vil fremover lade kunstig intelligens træffe nogle af sine investeringsbeslutninger. Næste skridt er, at pengene selv begynder at klage over skat.
• Thrilleren 'Shy Girl', der officielt er skrevet af en forfatter ved navn Mia Ballard, er under så kraftig mistanke for at være delvist AI-genereret, at forlaget har trukket bogen tilbage. Ikke fordi den var dårlig, men fordi den var lidt for god.
• Grev Nikolai har haft sin filmdebut i den svenske thriller 'Doktor Glas'. 'En udmærket film til en mørk aften', skrev Berlingskes anmelder og gav filmen 3 ud af 6 stjerner. Det er sådan en anmeldelse, hvor man ikke ved, om man skal købe billet eller bare vente, til den bliver vist på DR2 klokken 3.15.
• Den dybdeborende journalist på Weekendavisen Søren K. Willemoes har skrevet en bog om smørrebrødet, som han kalder Danmarks sande nationalret. Han mener, at stegt flæsk, der blev kåret i 2014, var en ærgerlig vinder. Det kan også være svært at tage en nationalret alvorligt, når den mest lyder som en utilsigtet sideeffekt.
• 67 nye politikere gør deres entré på Christiansborg i disse dage. Folketinget har i den anledning lavet en 'velkomstby', hvor der er pyntet op med balloner, og de nyvalgte blandt andet får hjælp til IT. Antagelig fordi det er første gang, de skal logge ind på noget, der ikke er TikTok.

LÆST:
Zadie Smith: White Teeth
Roman, 2000
★★★★★☆

Farverig, kaotisk og morsom roman om London, hvor tre familier med rødder i Jamaica, Bangladesh og England vikles ind i hinandens liv på kryds og tværs af generationer. Kort sagt en historie om identitet, tilfældigheder og om at høre til. Vi følger især Archie Jones og Samad Iqbal, to gamle venner, hvis liv udvikler sig i vidt forskellige retninger, men alligevel bliver filtret sammen igen gennem deres børn. Der er alt fra religiøse konflikter og genetiske eksperimenter til teenageoprør og kulturelle sammenstød. Det er som et stort, sprudlende virvar af skæbner, hvor ingenting går som planlagt. Zadie Smith skriver med humor, varme og skarp ironi, så selv de mest alvorlige temaer bliver levende og underholdende. Det kan til tider være lidt rodet med de mange karakterer, men energien og sproget gør det hele værd.


SET:
Your Friends & Neighbors
Amerikansk komediedrama/krimi, 9 episoder, 2025 – Apple TV+
★★★★☆☆

Jon Hamm (Don Draper fra min yndlingsserie Mad Men) spiller en velhavende investeringsrådgiver, der mister både ægteskab, job og status og pludselig står uden den luksustilværelse, han er vant til. I stedet for at skrue ned for forbruget (gys!), begynder han at stjæle snedigt og systematisk fra sine egne rige naboer. Men efterhånden bliver det tydeligere og tydeligere, at naboerne gemmer på andet end luksusure, designerhåndtasker og dyre vine. Det er en elegant mellemting mellem satire over overklassen og spændingsdrama, og det er både underholdende og en smule ubehageligt på en frydefuld måde. Perfekt hvis man er til historier om moralsk forfald, luksus og folk, der træffer virkelig dårlige, men fascinerende beslutninger.
Se trailer


PLAYLISTE:
(Klik på hver enkelt titel eller hør hele listen her på Spotify )

Lydsporet
Fancis Lai: Un homme et une femme (fra 'Un homme et une femme')
Som at cykle langsomt i modvind på en romantisk måde.









Den jazzede
Al Jarreau · Oleta Adams: Waters of March
En musikalsk rodebunke, der på mystisk vis giver mening.








Den fodflyttende
Luther Vandross: Ain't No Stoppin' Us Now
Iørefaldende selvtillid på flaske.









Balladen
Peggy Lee: Is That All There Is?
Eksistentiel krise serveret med poetisk skuldertræk.









Den nostalgiske
Daimi: Jeg sætter min hat som jeg vil
Anarkistisk manifestation med smilehuller.

Man skal forestille sig et badeværelse engang i 60'erne med terrassogulv og hvide fliser. Spejlet er dugget, og en mand står foran det, klasker en generøs mængde Old Spice i ansigtet og skærer en grimasse, der indikerer, at han lige er blevet ramt af en tropisk tsunami af mentol, krydderier og maskulin beslutsomhed. Han nikker til sig selv i spejlet, fast overbevist om, at han nu er klar til at erobre dagen, eventuelt verden.

Det er duften af en mand, der kan skifte hjul på sin bil uden at bruge YouTube

Min far brugte Old Spice. Old Spice aftershave er ikke bare en duft. Det er en institution og en portal tilbage til en tid, hvor mænd gik med seler og barberede sig med ragekniv. Duften af citrus, krydderier og en ubestemmelig fornemmelse af maskulin autoritet. Det er duften af en mand, der kan skifte hjul på sin bil uden at bruge YouTube, eller som i hvert fald ikke lader sig mærke med, at han har googlet det først. Det er en duft, som kendetegner en mand, der har en skuffe fuld af læderbælter og en mening om, hvordan man griller en bøf.

Men Old Spice er også en overlever. I en tid, hvor parfumeindustrien er fyldt med trendy nichedufte ('middelhavsbrise', 'finregn en tidlig forårsmorgen i Paris' og den slags), har Old Spice holdt fast i sit oprindelige koncept: 'duften af mand – punktum'. Den har nægtet at bøje sig for modefænomener på samme måde som et ældre fornuftsvæsen, der insisterer på at bruge sin gamle Nokia 3310, fordi den stadig virker.

Selv reklamerne for Old Spice har kultstatus. Absurde, humoristiske og 100 procent selvironiske. For eksempel The Man Your Man Could Smell Like fra 2010, hvor en sort mand på en hvid hest forklarer kvinder, at hvis deres kæreste brugte Old Spice, ville han automatisk blive en bedre version af sig selv. Uanset hvor grinagtigt det var, virkede det åbenbart. Den 89 år gamle duft blev pludselig cool igen.

Old Spice er ikke for alle. Det kræver en vis personlighed at bære den med værdighed. Det er ikke en duft for den forfinede mand, der diskret sprayer sig med en let citrusparfume fra Magasin til 1500 kroner. Det er en duft for en mand, der gemmer på en indre cowboy, uanset om han bor i en storbylejlighed, eller om han faktisk har en hest stående ude i stalden. Men det er ikke bare en aftershave, man køber i Normal til en halvtredser. Man køber en billet til en svunden æra, et stænk selvtillid, og en duft der har overlevet generationer. Skulle man komme i tvivl om, hvorvidt man kan bære den, får man muligvis svaret ved at kigge i spejlet, klaske den i ansigtet og spørge sig selv: 'Hvad ville John Wayne have gjort?'

Jeg har lige købt en flaske af nostalgiske grunde, og i morgen tidlig vil jeg gøre forsøget. Desværre føler jeg mig ikke helt overbevist om, at det bliver en succes.

Siden Mette Frederiksen udskrev valg for tre uger siden, har det været en fuldtidsbeskæftigelse af følge med i, hvilke partier der synes hvad, og især hvad pengene skal bruges til. Men når alt kommer til alt, vil alle partierne stort set det samme: bedre velfærd, lavere skatter, grønnere natur, stærkere forsvar, gladere børn, rigere pensionister og billigere benzin. Forskellen ligger mest i rækkefølgen, og i hvem der skal betale. Og så selvfølgelig i de små, men ikke helt uvæsentlige spørgsmål om, hvorvidt grise skal behandles menneskeligt, om vandet må smage af andet end nitrat, og om det i virkeligheden var en god idé at fjerne Store Bededag en tirsdag eftermiddag. Derfor påtager jeg mig aldeles vederlagsfrit at bidrage til forvirringen om, hvem man skal stemme på i overmorgen:

Socialdemokratiet vil sørge for, at livet begynder trygt og slutter endnu tryggere. De mindste elever skal have klasser på størrelse med en mindre familiekomsammen, og de ældste borgere skal have mulighed for at trække sig tilbage, før knæene knirker højere end folketingets mikrofoner. Samtidig vil partiet styrke forsvaret, så Danmark kan være trygt både i sandkassen og på slagmarken – en karakteristisk socialdemokratisk balance mellem pædagogik og panservogne. Når det gælder grise, skal de have det bedre, men helst uden at det bliver alt for dyrt, vandet skal være rent, men også praktisk anvendeligt, og Store Bededag er noget, man principielt godt kan savne – bare ikke så meget, at man genindfører den. Og dog. Måske alligevel.

Venstre vil på deres side sikre, at borgerne beholder flere af deres egne penge. Det er et sympatisk projekt, selv om det endnu er lidt uklart, hvis penge det så er, staten skal bruge i stedet. Men optimismen er intakt: skattelettelserne skal nok komme, når man lige finder ud af, hvordan de skal skrues sammen. Indtil da kan man glæde sig over, at forsvaret skal have så mange penge, at soldaterne ikke længere skal gå for lud og koldt vand. Griseproduktionen er i øvrigt en stolt dansk styrkeposition, som selvsagt skal være både effektiv og 'ordentlig'. Det betyder i praksis, at grisene har det udmærket, så længe eksporten har det endnu bedre. Drikkevandet skal beskyttes, men helst uden at genere landbruget for meget, og Store Bededag? Ja, den var måske meget hyggelig, men arbejdsudbuddet bidrager da også til hyggen.

Moderaterne har valgt en mere filosofisk tilgang til livet. De mener, at pension ikke behøver være en brat overgang fra arbejde til petanque. Man kan jo arbejde lidt, holde lidt fri, gå på pension, komme tilbage igen og måske tage en deltidskarriere som halvpensioneret fuldtidsmenneske. Det er i virkeligheden en slags pensionsyoga: fleksibelt, smidigt og lidt svært at forklare for en revisor. Når det gælder grise, vand og Store Bededag, er linjen nogenlunde den samme: en balanceret løsning, hvor grisene får det lidt bedre, vandet bliver lidt renere, og helligdagen måske vender lidt tilbage på en måde, hvor ingen helt opdager, hvem der egentlig fik ret.

Hos SF handler det om tid. Mere tid til børn, mere tid til barsel, mere tid til studerende og lidt mindre hastværk med at hæve pensionsalderen. Det er en sympatisk idé i et samfund, hvor man sommetider får indtryk af, at de eneste, der virkelig har god tid, er medarbejderne i Borgerservice. Grisene skal have markant bedre vilkår, vandet skal være så rent, at man kan drikke det med god samvittighed, og Store Bededag bør indlysende genopstå som en slags national restitutionsdag.

Danmarksdemokraterne vil have balance mellem land og by. Det betyder blandt andet, at landsbyskolerne skal overleve, og at solcelleanlæg ikke må ligne noget, der kunne få en traktor til at stejle. Samtidig skal der være læger i landdistrikterne, hvilket muligvis kræver, at lægerne også skal lære at finde vej uden GPS. Grisene er her ikke bare dyr, men nærmest familiemedlemmer – dog med eksportpotentiale. Grundvandet skal være rent, men man skal også kunne dyrke jorden ovenover, og Store Bededag skal straks tilbage. Mest fordi det var nogle andre partier, der afskaffede den.

Liberal Alliance vil skære skatter, skære bureaukrati og skære 18.000 bureaukrater væk, for så kan man måske endelig udfylde en formular, uden at det kræver tre bilag, to MitID-godkendelser og en bane kokain. Grisene skal i princippet have det godt, men det vigtigste er, at de ikke bliver for dyre i drift. Vandet skal være rent, så længe det ikke kræver for mange regler, og Store Bededag er mest et spørgsmål om, hvorvidt man selv må vælge sin fridag uden statslig indblanding.

Det Konservative Folkeparti vil noget af det samme, bare på en mere klassisk måde: lavere skat, stærkere kernevelfærd og strengere straffe. Man kan sige, at partiet forsøger at skabe et Danmark, hvor man både kan betale mindre til staten og samtidig få mere fra den. I sig selv en ambition, der fortjener en vis respekt. Grisene skal behandles ordentligt, som man nu engang gør det i et civiliseret samfund, vandet skal være rent, fordi det altid har været det, og Store Bededag bør nok genovervejes, hvis det kan gøres med passende værdighed.

Enhedslisten vil til gengæld gøre livet billigere for 'danskerne' ved at sænke momsen på mad, gøre tandpleje gratis og sørge for, at busser og tog ikke føles som luksusrejser. Der er noget tiltalende ved tanken om et samfund, hvor det dyreste ved et tandlægebesøg ikke længere er regningen, men cafébesøget bagefter. Grisene skal have markant bedre forhold – gerne så gode, at de selv ville stemme på partiet – vandet skal beskyttes mod enhver form for forurening, og Store Bededag skal selvfølgelig genindføres. Helst med tilbagevirkende kraft.

Radikale Venstre vil redde klimaet på fem år. Det er en tidsplan, der normalt kun er realistisk for renovering af køkkener, men ambitionerne er høje: solceller, vindmøller og færre svin. Hvis planen lykkes, vil Danmark blive et grønt foregangsland og muligvis også det eneste sted i verden, hvor der er flere vindmøller end parkeringspladser. Grisene skal være færre og gladere, vandet ultrarent, og Store Bededag må gerne genopstå, hvis det ikke står i vejen for arbejdsudbuddet.

Alternativet går endnu længere og vil gøre hele samfundet grønt, økologisk og sprøjtefrit, mens svineproduktionen stille og roligt forsvinder ud af historiebøgerne. Det er en vision om et Danmark, hvor både mennesker, dyr og grøntsager trives, og hvor en frikadelle udløser en identitetskrise. Vandet skal være så rent, at det kunne sælges som livsstil, og Store Bededag skal tilbage som en del af en mere balanceret og mindful kalender.

Dansk Folkeparti holder fast i klassikerne: stram udlændingepolitik, højere pensioner og billigere benzin. Det er en politisk menu, der i sin enkelhed næsten kunne stå på et cafeteria: lidt tryghed, lidt økonomi og en god portion national selvforståelse. Grisene er danske og skal behandles ordentligt, fordi de er danske, vandet skal være rent, som det altid har været, og Store Bededag bør naturligvis genindføres, da traditioner ikke er noget, man bare afskaffer.

Endelig er der Borgernes Parti, som mener, at politikerne generelt bør bestemme mindre – en interessant holdning for et parti, der netop forsøger at blive valgt til at bestemme noget. Samtidig skal energikrisen løses med atomkraft, fordi fremtiden ifølge partiet kræver stabil strøm til den store AI-revolution. Man fornemmer, at visionen er et Danmark drevet af kernekraft, algoritmer og en meget lang forlængerledning til fremtiden. Grisene må markedet tage sig af, vandet skal være rent, hvis folk efterspørger det, og Store Bededag må borgerne vel selv forhandle sig frem til uden politisk indblanding.

Summa summarum: På tirsdag står vælgerne tilbage med en overdådig politisk buffet: lidt velfærd, lidt skattelettelser, lidt klima, lidt atomkraft, lidt pension, lidt grise, lidt vand og en enkelt genopvarmet helligdag foruden en hel del gode intentioner. Som altid i dansk politik ender det sandsynligvis med, at alle partierne får en smule af det hele. Vælgerne må så prøve at finde ud af, hvem det egentlig var, der lovede hvad.

God fornøjelse!

• Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh indrømmede, at han har taget kokain 'en eller højst to gange' til fester i den første tid som partileder. Normalt siger politikere kun den slags, når de allerede er blevet opdaget af tre journalister, en praktikant og en mand med en mappe fra 2009, som han truer med at åbne.
• Efter at have kritiseret Vanopslagh på grund af kokainsagen, er Liberal Alliances eneste kandidat på Lolland-Falster til folketingsvalget blevet ekskluderet af partiet. 'Liberal' er et ord, der ikke altid skal tages helt bogstaveligt.
• Efter Lars Løkkes mening er det realistisk at arbejde, til man fylder 79. Han har sikkert ret, hvis begrebet arbejde også inkluderer at sukke højlydt, lede efter sine briller og kigge ud ad vinduet.
• Under valgkampen har en række politikere truffet en strategisk beslutning om at outsource deres personlighed til garderoben. Martin Lidegaard har fx skiftet tøjstil fra slips og blåt jakkesæt til pedelskjorte i maostil à la københansk hipster i erkendelse af, at hans vælgere ikke stemmer på holdninger, men på hvem der er bedst til at ligne en, der har styr på sin surdej.
• SVM-regeringen afskaffede Store Bededag, men Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen siger, at det ikke var dem, der fik idéen. Til gengæld kan de bekræfte, at der blev holdt et møde om Store Bededag, og efter mødet var den væk.
• Et par hundrede breve, som skulle have været omdelt af DAO, er blevet fundet uåbnet på en genbrugsstation i Fredericia, blandt andet inde i nogle pizzabakker. Næste skridt: anbefalet post med hvidløgsdip.
• En kinesisk mand forsøgte at smugle 2.000 myrer ud af Kenya. Årsagen er stigende efterspørgsel efter havemyrer i Europa og Asien, hvor samlere holder dem som kæledyr. Hvis det fortsætter, vil der snart være influencer-myrer på Instagram: 'Hej venner, i dag tester jeg en ny sandtype til boligen.' René Redzepi menes ikke at have noget med sagen at gøre.
• Den mystiske, verdenskendte kunstner Banksys rigtige navn er blevet afsløret af Reuters, men Banksys fans er rasende over det. Nu er han bare en mand med spraydåse og en meget dårlig undskyldning for at være på arbejde klokken 3 om natten.
• Danmark har ikke været kåret som verdens lykkeligste land siden 2016, men er blevet overhalet af både Finland og Island. Men vi er stadig tilfredse. Det er næsten det samme.
• Alle førstegangsvælgere får, hver gang der er valg, et brev med en opfordring til at stemme. Denne gang er opfordringen også blevet sendt til 13.000 unge, der alligevel ikke har stemmeret, fordi de ikke er danske statsborgere. Måske bliver det næste, at man sender bøder ud til folk, der ikke har bil, for ikke at have parkeret korrekt.

LÆST:
Anneli Berg: Kærlighed er corny
Roman, 1972
★★★★☆☆

Af uransagelige grunde kom jeg i tanker om denne gamle ungdomsroman, fik lyst til at læse den igen og fandt den på antikvariat.net. En sød fortælling om ung forelskelse, skildret spontant, poetisk og frem for alt meget, meget morsomt. Samtidig et præcist tidsbillede af 70'erne. Glædeligt gensyn efter rundt regnet 50 år. Vistnok Anneli Bergs eneste roman. Hun var i øvrigt den kæreste, der gav Dan Turèll idéen til de sortlakerede negle, som blev hans varemærke – men det er en anden historie ...





SET:
Blue Lights
Britisk politiserie, 3 sæsoner à 6 episoder, 2025 – dr.dk
★★★★★☆

Serien følger en gruppe nye politibetjente i Belfast, der hurtigt mister deres uskyld i mødet med kriminalitet, loyalitetskonflikter og et lokalsamfund præget af historie og spændinger. Over tre sæsoner vokser de fra nervøse nybegyndere til hårdt prøvede betjente, hvor grænsen mellem rigtigt og nødvendigt bliver stadig mere uklar. En rå, troværdig og menneskelig politiserie, der bliver mørkere og bedre for hver sæson.

Se trailer for sæson 3





Tehran
Israelsk spionthriller, 3 sæsoner à 8 episoder, 2020-2024 – Apple+
★★★★☆☆

Ung, kvindelig Mossad-agent på stadig farligere missioner i Iran, hvor infiltration, dobbeltspil og personlige tab gradvist presser hende fra idealist til desillusioneret overlever. Historien vokser fra klassisk spionthriller til en mørkere fortælling om identitet, loyalitet og konsekvenser, hvor selv ens egne allierede kan blive fjender. Intens, politisk ladet og efterhånden ret kynisk, men også ret spændende.

Instruktion: Daniel Syrkin
Se trailer for sæson 3






PLAYLISTE:
(Klik på hver enkelt titel eller hør hele listen her på Spotify )

Lydsporet
Nino Rota: Amarcord og La Fogaracccia (fra 'Amarcord')
Som en nostalgisk cirkusparade gennem barndommen – selv om man aldrig har været i Italien.









Den jazzede
Carmen McRae · Dave Brubeck Quartet: Take Five
Jazz med styr på det hele – også når det bevidst går i ulige takt.








Den sophisti-poppede
Swing Out Sister: Twilight World
Så elegant, at alle bekymringer tager blazer på og sætter håret.









Balladen
Caroline Henderson: Vil du være min i nat
En kærlighedserklæring så stilfuld, at man næsten glemmer at svare.








Den nostalgiske
Stig Lommer: For sent
Når erkendelsen rammer – og den gør det med slips, selvironi og et suk.










I ØVRIGT:
Turèll-samlingen
I anledning af 80-årsdagen i torsdags for Dan Turèlls fødsel har jeg gransket den utrolig omfattende og detaljerede mindeside for den produktive forfatter, der døde som 47-årig i 1993. Hjemmesiden handler ikke kun om forfatterskabet, men også om hans liv og levned, og der er alt, hvad man kan ønske sig af udklip og fotos. Imponerende arbejde.

For efterhånden en del år siden under den famøse covid-pandemi interviewede den politiske reporter Henik Qvortrup Mette Frederiksen på sin velkendte aggressivt-belærende måde. Da Qvortrup på et tidspunkt sagde: 'Men nu er det jo dig, der er statsminister og mig, der er journalist ...', afbrød Mette Frederiksen ham prompte med ordene: 'Det er nok måske for danskerne meget godt, hvis jeg må være så fri ...'

Med Henrik Qvortrup fik ordet en renæssance og har siden bredt sig som en steppebrand i de sociale mediers kommentarspor

Hvor elegant eller hensigtsmæssig, Mette Frederiksens bemærkning var, kan diskuteres, men siden den faldt, har Henrik Qvortrup i sin karriere som politisk kommentator og analytiker ikke forsømt nogen lejlighed til at beskylde Mette Frederiksen for 'magtfuldkommenhed' – et ord, alle ellers havde glemt på grund af manglende relevans i dette århundredes Danmark. Det er et ord, man kunne bruge i tidligere tider om konger, der mistede forbindelsen med virkeligheden, eller om regimer, hvor ingen turde sige regenten imod. Men med Henrik Qvortrup fik ordet en renæssance og har siden bredt sig som en steppebrand i de sociale mediers kommentarspor, hvor det bruges af alle, som af den ene eller anden grund ikke bryder sig om Mette Frederiksen.

Man skulle synes, det var en selvfølge, at en professionel analytiker eller kommentator bruger præcise begreber og formår at skelne mellem holdning og analyse. Men 'magtfuldkommen' er ikke almindelig kritik. Det er en anklage om grundlæggende udemokratisk adfærd. I et demokrati som Danmark er det en horribel anklage at tale om en statsministers magtfuldkommenhed, og når en kommentator bruger ordet uden præcis dokumentation for systematisk magtmisbrug, bliver analysen til retorik og agitation, som ikke hører nogen steder hjemme. Resultatet er en forplumret politisk debat. Hvis vælgerne ustandselig hører, at statsministeren er 'magtfuldkommen', giver det indtryk af, at systemet ikke fungerer, selv om der i praksis er kontrol fra Folketing, domstole og medier. Hvis alt fra hård styring til hurtige beslutninger kaldes 'magtfuldkommenhed' er det ikke analyse, men upræcis og vildledende sprogbrug. Det er på den måde, der opstår en ubegrundet mistillid til demokratiet, som er fuldstændig uden forbindelse med de faktiske forhold.

Der findes ingen straf for usømmelig omgang med ord. Men der findes kommentatorer, der bærer nag hele livet, og der findes ord, som er så brandfarlige, at de burde opbevares i et skab med glaslåge og en lille hammer ved siden af. 'Magtfuldkommen' er et af dem.

En vis partiformand har tiltrukket sig en del uønsket opmærksomhed siden weekenden, hvor han hårdt presset erkendte, at han som ung partileder havde taget kokain til fester 'én eller højst to gange.' Det lyder umiddelbart tilforladeligt – hvis ellers man kan se bort fra, at der er handlinger i livet, som ikke egner sig til brøker.

Man kan spise en halv kage, og man kan se halvanden sæson af en tv-serie, hvis man giver op undervejs. Men nogle ting hører bare til i den mere konkrete afdeling af virkeligheden, hvor man enten har gjort det, eller også har man ikke. Når man parkerer sandheden mellem én og to gange, befinder man sig et sted mellem bekendelse og sandsynlighedsregning:

'Jeg har været gift én eller højst to gange.'

Eller:
'Jeg har kun kørt for stærkt én eller højst to gange.'

Eller:

'Jeg har kun løjet én eller højst to gange.'

Problemet er ikke tallet, men intervallet. Der er lige ved at være noget videnskabeligt over det. Som om handlingen først kan fastslås som et faktum i det øjeblik, nogen måler den. Indtil da eksisterer den i flere tilstande på én gang som en lille privat udgave af Schrödingers kvantemekanik. Man har både gjort det og ikke helt gjort det. Man både er der og er der ikke. Der er basis for fortolkning.

Og måske er det i virkeligheden den nye politiske disciplin: ikke at svare præcist, men at svare i intervaller. At være både ærlig og uklar på samme tid. At eksistere i en slags retorisk tåge, hvor fakta er der, men altså ikke helt.

Nå, nok om det. Men sjovt er det jo, når politikere vrøvler og jokker i spinaten. Især når det er en af de mest perfide og bedrevidende.