Man skal forestille sig et badeværelse engang i 60'erne med terrassogulv og hvide fliser. Spejlet er dugget, og en mand står foran det, klasker en generøs mængde Old Spice i ansigtet og skærer en grimasse, der indikerer, at han lige er blevet ramt af en tropisk tsunami af mentol, krydderier og maskulin beslutsomhed. Han nikker til sig selv i spejlet, fast overbevist om, at han nu er klar til at erobre dagen, eventuelt verden.

Det er duften af en mand, der kan skifte hjul på sin bil uden at bruge YouTube

Min far brugte Old Spice. Old Spice aftershave er ikke bare en duft. Det er en institution og en portal tilbage til en tid, hvor mænd gik med seler og barberede sig med ragekniv. Duften af citrus, krydderier og en ubestemmelig fornemmelse af maskulin autoritet. Det er duften af en mand, der kan skifte hjul på sin bil uden at bruge YouTube, eller som i hvert fald ikke lader sig mærke med, at han har googlet det først. Det er en duft, som kendetegner en mand, der har en skuffe fuld af læderbælter og en mening om, hvordan man griller en bøf.

Men Old Spice er også en overlever. I en tid, hvor parfumeindustrien er fyldt med trendy nichedufte ('middelhavsbrise', 'finregn en tidlig forårsmorgen i Paris' og den slags), har Old Spice holdt fast i sit oprindelige koncept: 'duften af mand – punktum'. Den har nægtet at bøje sig for modefænomener på samme måde som et ældre fornuftsvæsen, der insisterer på at bruge sin gamle Nokia 3310, fordi den stadig virker.

Selv reklamerne for Old Spice har kultstatus. Absurde, humoristiske og 100 procent selvironiske. For eksempel The Man Your Man Could Smell Like fra 2010, hvor en sort mand på en hvid hest forklarer kvinder, at hvis deres kæreste brugte Old Spice, ville han automatisk blive en bedre version af sig selv. Uanset hvor grinagtigt det var, virkede det åbenbart. Den 89 år gamle duft blev pludselig cool igen.

Old Spice er ikke for alle. Det kræver en vis personlighed at bære den med værdighed. Det er ikke en duft for den forfinede mand, der diskret sprayer sig med en let citrusparfume fra Magasin til 1500 kroner. Det er en duft for en mand, der gemmer på en indre cowboy, uanset om han bor i en storbylejlighed, eller om han faktisk har en hest stående ude i stalden. Men det er ikke bare en aftershave, man køber i Normal til en halvtredser. Man køber en billet til en svunden æra, et stænk selvtillid, og en duft der har overlevet generationer. Skulle man komme i tvivl om, hvorvidt man kan bære den, får man muligvis svaret ved at kigge i spejlet, klaske den i ansigtet og spørge sig selv: 'Hvad ville John Wayne have gjort?'

Jeg har lige købt en flaske af nostalgiske grunde, og i morgen tidlig vil jeg gøre forsøget. Desværre føler jeg mig ikke helt overbevist om, at det bliver en succes.

• På listen over de mest indflydelsesrige personer i Europa ligger Mette Frederiksen nummer 2 efter Donald Trump. Det svarer til at sige, at en tornado er mere effektiv end en ventilator. Teknisk korrekt, men ikke nødvendigvis ønskværdigt.
• Økonomiske vismænd fraråder differentieret moms – det er for dyrt for samfundet at gøre frugt og grøntsager billigere. Man overvejer i stedet at indføre et afgiftssystem, hvor man bliver belønnet for at skule til en pastasalat. Eller større rabat, jo mere man sukker over priserne.
• Højesteret har afgjort, at advokaten bag den undersøgelse, der førte til tv-værten Jes Dorph-Petersens fyring i en MeToo-sag, skal betale 2 millioner i erstatning til Dorph-Petersen. Advokatfirmaet skriver på deres hjemmeside, at de er overraskede over afgørelsen. De tilføjede ikke: ‘Det her bliver svært at forklare i julebrevet.'
• På et plejehjem i Farsø registrerer et apparat uventede lyde, som kan tilkalde personalet – en tabt bog, en høj snorken eller et fald bliver straks opfanget af systemet. Det mest bekymrende er, når apparatet registrerer total stilhed.
• Fra nytår kan privatpersoner frit importere medicin til Danmark fra et hvilket som helst land – en ændring, der skal spare 1000 offentlige stillinger. Det er første gang, man har skåret i bureaukratiet ved at sige: 'Ved du hvad, det må du virkelig selv om.’
• PostNord har sat sine røde postkasser til salg, fordi selskabet stopper med at dele post ud til nytår. Men de ved, hvad de gør – de har øvet sig i mange år.
• Kommunikationskonsulent Anna Thygesen er hyret til at hjælpe Folketingets formand Søren Gade med krisekommunikation i en række sager. Det er sund fornuft, at Folketinget uddelegerer opgaver, de producerer i så stabile mængder.
• På de videregående uddannelser i Sverige er 770 personer blevet bortvist siden 2023 for at snyde ved at bruge AI. Der foreligger ingen tal om fænomenets udbredelse i Danmark – her kender vi kun til studiegrupper, der bare arbejder virkelig hurtigt.
• 600 pakker er blevet stjålet fra en pakkeshop i Køge. Mistanken retter sig mod en rødklædt mandsperson med langt, hvidt skæg, der hastede afsted i mørket med en stor sæk på ryggen.
• De seneste år er danskerne i stigende grad begyndt at købe deres and, flæskesteg og brunede kartofler udefra. Juleaften er nu reduceret til takeaway med levende lys.

SET:
Matador
Dansk tv-serie, 1978-81 – dr.dk

Der findes tv-serier, og så findes der Matador, der med sine 24 episoder er den perfekte julekalender for tv-narkomaner. Endnu engang er jeg blevet draget af både Misse Møhge og resten af den danske nationalskat, der siden 1978 har været lige så fast en del af det kulturelle arvegods som smørrebrød, højskolesangbogen og den obligatoriske debat om, hvem der egentlig er den mest irriterende figur i serien. Matador er på én gang et historisk drama, en karakterkomedie og en kollektiv erindring, som næsten alle danskere deler – selv dem, der sværger på, at de 'kun har set et par afsnit', men alligevel kan citere Ingeborgs berømte replik til Mads: 'Syg i hovedet? Det er dig, der er syg i hovedet! Serien udspiller sig i den fiktive provinsby Korsbæk – et Danmark i miniformat: De bredeste skuldre bærer ikke altid de tungeste byrder, borgerskabet er både fascinerende og latterligt, og selv den lille mand kan brillere – især hvis han hedder Mads Skjern og har talent for forretning, er fremsynet og evner at irritere bankdirektør Varnæs. Netop forholdet mellem Varnæs og Skjern er en af seriens mest geniale dynamikker. Det er klassisk dansk dramatik forklædt som hverdag: tradition møder modernitet, privilegier møder ambition, alt sammen med en understrøm af misundelse, stolthed og små ydmygelser. Men Matador er også en hyldest til dem, der sjældent får plads i historiebøgerne, men som til gengæld får lov at fylde i hjertet: Agnes, der går fra tjenestepige til virksomhedsejer; Maude, der blomstrer langsomt, og selv grisehandler Oluf Larsen, der med sit lune og sin livsvisdom minder os om, at format ikke nødvendigvis kræver rigdom. Serien er fuld af den stille humor, hvor man griner, fordi man genkender sig selv. Matador rammer noget dybt dansk: fascinationen af hierarkier, trangen til fællesskab og småsladder, og den dybe, næsten religiøse tro på, at et middagsselskab eller en folkelig håndbajer får de fleste problemer til at forsvinde. At Matador stadig holder i dag, siger noget om den kvalitet, der ligger i fortællingen. Den handler om modgang, opbrud og udvikling – alt det, Danmark har været igennem, og stadig går igennem. Det er som et spejl, vi kan kigge i, når vi vil forstå os selv lidt bedre. Og måske er det derfor, den bliver ved med at blive genudsendt, som en slags national terapi. Når rulleteksterne kommer på, sidder man ofte tilbage med følelsen af at have besøgt gamle venner. Nogle er irriterende, men man vender alligevel tilbage. Korsbæk er på en eller anden måde et sted, hvor alle har boet lidt. Jeg har i hvert fald – og gør det igen indtil den 24.
Matador er i en liga for sig og får derfor ingen stjerner.
Manuskript: Lise Nørgaard, Paul Hammerich, Karen Smith og Jens Louis Petersen
Instruktion: Erik Balling


Love Actually
Amerikansk-fransk-britisk romantisk komedie, 2003 – Filmstriben
★★★★★☆

En film, der efterhånden er blevet et fast indslag i december. Det er et britisk julemix af romantik, humor og hjertevarme, hvor ti små historier flettes sammen til én stor påmindelse om, at kærligheden virkelig findes overalt – også når den er akavet, rodet eller direkte tåkrummende. Hugh Grant danser sig vej gennem Downing Street som den charmerende premierminister, der falder for sin medarbejder. Colin Firth flygter til Frankrig for at skrive roman, men ender med at skrive kærlighedshistorie i stedet, og Bill Nighy stjæler hele showet som den falmede rockstjerne med mere selvironi end sangstemme. Nighy har i øvrigt siden fortalt, at rollen betød, at han efter filmen kunne firedoble sine honorarer. Og så er der selvfølgelig den ikoniske scene med papkortene: Mark er forelsket i Juliet (Keira Knightley), som lige er blevet gift med hans bedste ven, Peter. Han har forsøgt at skjule sine følelser ved at være kølig og distanceret over for Juliet, men hun opdager, at han i virkeligheden er blevet forelsket i hende gennem videooptagelserne fra brylluppet. Scenen med papkortene er Marks måde at sige farvel til sine følelser på uden at skabe problemer i hendes ægteskab eller ødelægge venskabet til Peter. Ikke et øje er tørt. Det, der gør Love Actually langtidsholdbar som juleklassiker, er kombinationen af tør, britisk humor, sympatiske karakterer og det evige håb om, at kærligheden nok skal finde vej. Filmen er unægtelig noget sukkersød i kanterne, men i december er det vel en del af charmen. Den fungerer perfekt som sofahyggeligt samlingspunkt med gløgg i glasset og stearinlys i vinduet, og selv en juleskeptiker som jeg plumper gladeligt i hvert eneste år.
Instruktion: Richard Curtis
Se scenen med papskiltene


The Holiday
Amerikansk romantisk komedie, 2006 – dr.dk
★★★★☆☆

Den filmiske pendant til en kop varm kakao: sød, cremet og umulig ikke lige at slubre i sig. Filmen følger to kvinder, der begge står midt i hver deres følelsesmæssige stormvejr. Iris (Kate Winslet), der lider af uhelbredelig kærlighed til en mand, der ikke fortjener hende, og Amanda (Cameron Diaz), der kan klippe en trailer sammen på et sekund, men ikke kan holde et forhold ud i mere end et par uger. I et anfald af akut livskrise beslutter de sig for at bytte huse hen over julen: Amanda rejser til et idyllisk, sneklædt engelsk landsbyhus, og Iris ender i en moderne Calabasas-mansion med indbyggede swimmingpools og Hollywood-glam. Og selvfølgelig opnår de begge noget, de ikke havde regnet med: kærlighed, selvindsigt og en følelse af, at verden måske ikke er så slem, når bare man tør åbne døren. Jude Law stråler som charmerende, men blød familiefar, og Jack Black har rollen som den elskelige musiknørd Miles. Filmen balancerer mellem romantik, humor og følelsesmæssig healing på en måde, der gør den til en af de mest gensynsvenlige julefilm. The Holiday er fuldstændig forudsigelig, men det tager man med.
Instruktion: Nancy Meyers
Se trailer

Som rutineret nostalgiker kan jeg konstatere, at nostalgi ikke giver synligt udslag på det intellektuelle barometer. Den betragtes som en slags følelsesmæssig sukkersyge, der kommer af at se for mange genudsendelser af Matador. Men nostalgi er langt mere end et flygtigt blik i bakspejlet. Min påstand er, at den er en slags indre kompasnål, der peger mod det, der engang gjorde en til et helt menneske.

For det første giver erindringen om – og måske længslen efter – en svunden tid en følelse af kontinuitet, hvor alting ellers kan virke som et forsøg på at stå på et løbebånd, nogen har sat på fuld hastighed. Det er en måde at minde sig selv om, at man har gennemgået en udvikling. Minderne fungerer som det fundament, man har bygget videre på.

En stille protest mod en verden, hvor alting kun kan gå for langsomt

Derudover kan nostalgi fungere som modgift mod fremmedgørelse. I et samfund, hvor tempoet stiger, og teknologien konstant ændrer hverdagen, er det en trøst at kunne hente små dele af fortiden frem: duften af mormors hjemmebagte franskbrød, lyden af en drejeskivetelefon, eller den sære glæde ved at huske en sang, man ikke vidste, man kunne udenad. Det er øjeblikke, der får en til at føle sig hjemme.

Desuden binder nostalgien os sammen. Når vi fortæller historier om dengang, vi var unge, havde mindre travlt eller var mere naive, bygger det bro mellem mennesker. Forskning viser i øvrigt, at nostalgi faktisk kan øge følelsen af fællesskab og optimisme. Når vi deler minder, deler vi os selv.

Almindeligvis bliver nostalgi pr. automatik stemplet som bagstræberisk. Man kan også vælge at opfatte den som en stille fejring af, hvem vi er, og hvad der har formet os. Det giver nutiden mening. Ved at mindes, hvad man holdt af – et langsommere tempo, dybere samtaler, roligere dage – forstår man bedre, hvad man savner. En stille protest mod en verden, hvor alting kun kan gå for langsomt.

De sidste 26 år har jeg haft Bryan Ferrys album As Time Goes By med 30'er-pasticher liggende i handskerummet på skiftende biler – min nuværende bil er heldigvis så gammel, at den er født med en cd-afspiller. Jeg har hørt cd'en uendelig mange gange, og jeg bliver aldrig træt af den.

Favoritnummeret hørte jeg i morges, da jeg kørte til byen, mens solen stod op og blandede sig med den kølige morgentåge og min egen melankolske, præautumnale sindsstemning og sendte mig på en fuldendt glidetur gennem et gyldent sensommerlandskab. September Song er komponeret af Kurt Weill og især kendt i indspilningen med den stramme, dramatiske Lotte Lenya. Kombinationen Kurt Weill/Bryan Ferry skulle man umiddelbart tro var dødsdømt, men mærkværdigvis passer sangen perfekt til Ferrys blide fløjlsstemme og elegante, nærmest elskværdige stil (døm selv) Skarpt forfulgt af maj overgår ingen anden måned september i herlighedsværdi. September Song handler om meget andet end årstider, men den var som skræddersyet til vejret og stemningen i dag.



Nu vi er ved september, er der et par film, jeg ser en gang om året på udvalgte tidspunkter. Den ene er September, som er Woody Allens værk. Almindeligvis bevæger han sig tæt på komediegenren, men her står han med et ben ovre i dramaet. En mislykket kvindelig fotograf rekreerer sig i et sommerhus ved kysten i Vermont efter et nervesammenbrud. Hun forelsker sig i en forfatter, der er på weekendbesøg, men han er forelsket i hendes søster, der er forelsket i en tredje. En ven af familien er forelsket i fotografen, der ikke vil vide af ham. Kort sagt, alle er forelsket, men uheldigvis i den forkerte.

Woody Allen lavede September, dels fordi han altid havde haft lyst til at skrive et kammerspil med få medvirkende på ét sted, dels fordi han var vild med Mia Farrows hus i Connecticut (begge har god smag). Det var tanken, at filmen skulle skydes her, men på det tidspunkt, da manuskriptet var færdigt, var det blevet vinter, og september var forbi. Derfor endte det med, at hele filmen blev optaget i Kaufman Astoria Studios i New York.

Mia Farrow, der spiller fotografen, fortæller i sin selvbiografi What Falls Away, at Woody Allen lavede to eller tre versioner af hver eneste scene, og da han havde klippet filmen færdig, var han parat til at skrotte den. Derefter skrev han hele manuskriptet om, skiftede skuespillerne ud i de største af rollerne og skød en ny film. Han var stadig ikke tilfreds, og det var kun produktionsomkostningerne, der holdt ham tilbage fra at lave filmen en tredje gang. Oprindelig var det Christopher Walken, der spillede forfatteren, men allerede efter de første optagelser blev han erstattet af Sam Shepard. Ham var Allen heller ikke tilfreds med og skiftede ham ud med Sam Waterston. Der er både noget Tjekhov og noget Bergman over filmen, og den er gyldenbrunt efterårsagtig hele vejen igennem. Hvad der hæver September til det sublime, er det perfekte match med musikken, der leveres af Art Tatum og Ben Webster (lyt her).

Nå jo, den vidunderlige Dianne Wiest er også med. Hun alene er hele filmen værd.

Som man kan regne ud, er September indspillet længe, før forholdet mellem Woody Allen og Mia Farrow kørte helt af sporet på grund af Mia Farrows påstande om, at Allen skulle have begået seksuelt overgreb på hendes adoptivdatter Dylan. Anklagerne blev undersøgt af myndighederne i Connecticut, og Allen blev ikke sigtet, fordi man ikke fandt, at der var tilstrækkeligt bevis. Derudover udfærdigede en børnepsykiatrisk klinik en rapport, som konkluderede, at Dylan ikke var blevet udsat for overgreb, men at hendes beretning kunne være påvirket af andre forhold. Mia Farrow har ikke desto mindre fastholdt, at overgrebet fandt sted, og Woody Allen har konsekvent afvist anklagerne. Uanset hvad sandheden er, hører jeg til dem, der ikke mener, at sagen gør Woody Allen til en mindre interessant instruktør, og den har ikke forhindret mig i stadig at se, nyde eller føle mig underholdt af Woody Allens film – inklusive dem med Mia Farrow.

Der er masser af gode grunde til blive så irriteret på Facebook, at man vælger at slette sin profil og koncentrere sig om at færdes i det virkelige liv: for mange irrelevante opslag, ekstreme holdninger eller fake news, skamløs selvpromovering, spam, konstante notifkationer, misinformation og brok. Alligevel er jeg stadig på Facebook. For eksempel bliver jeg gjort opmærksom på lokale arrangementer, jeg ellers aldrig ville have opdaget, og Messenger gør det nemt at kommunikere med folk, jeg ikke nødvendigvis har telefonnummer eller mailadresse på. Men langt vigtigere: der er masser af fuldstændig overflødig information, der hører hjemme i kulørte ugeblade, men som ikke desto mindre bidrager til den uforpligtende adspredelse, svage sjæle som mig åbenbart er forfalden til.

Man vender ryggen til et øjeblik, og pludselig er ungdommens filmhelte havnet i afdelingen for rygsmerter og pensions-opsparinger

For tiden får jeg – uvist af hvilken grund – en masse notitser med billeder af filmstjerner, som jeg husker fra min ungdon, ind i min strøm, og jeg må lettere chokeret konstatere, at der er en lyssky sammensværgelse på spil. Noget, der udfordrer den mest fundamentale opfattelse af tid og rum: det uforklarlige fænomen, at ens teenageidoler på mystisk vis er blevet ældre.

Man vender ryggen til et øjeblik, og pludselig er ungdommens filmhelte havnet i afdelingen for rygsmerter og pensionsopsparinger. Man husker tydeligt, hvor spændstige og indtagende, de var i lavtaljede jeans og stramme nederdele. Nu ser man deres næsten uidentificerbare ansigter i artikler, hvor de fortæller, at de går i seng klokken ni, eller at det bedste, de ved, er en kop grøn te i ro og mag. Hvad blev der af vildskaben og fandenivoldskheden, og hvor kommer alle de rynker fra?

Engang var Robert Redford den evigt charmerende Sundance Kid med tandpastasmil og et glimt i øjet, som blødgjorde alle kvindehjerter og næsten kunne få en heteroseksuel mand til at komme på andre tanker. Nu optræder han i film, hvor han ligner en, der hellere vil hjem og stille sine havemøbler ind. Og Shirley MacLaine, som tidligere var en kvinde, der balancerede mellem mystik og glamour, taler nu om reinkarnation i stedet for at danse på bordene som Irma La Douce.

Jack Nicholson med det ildevarslende smil og psykopatiske blik har vist glemt alt om at skræmme folk fra vid og sans

Catherine Deneuve husker jeg som symbolet på fransk elegance og mystik i Dagens skønhed. Nu er hun gårsdagens skønhed, der bevæger sig rundt i bekvemme, flade sko og ryger cerutter. Tidligere spyttede Robert de Niro ikoniske replikker ud som 'You talkin' to me?', men nu ligner han en, der mest snakker med sine tomatplanter, og Jack Nicholson med det ildevarslende smil og psykopatiske blik har vist glemt alt om at skræmme folk fra vid og sans med sin økse på Ondskabens Hotel og ser ud, som om han er mere interesseret i en middagslur på sofaen. Selv Meryl Streep, dronningen af alting, hvis skuespil kunne få selv sten til at græde, taler nu begejstret om strikkeklubber, hjemmelavet marmelade og bæredygtighed. Det gjorde hun mildest talt ikke i rollen som kynisk chefredaktør for verdens største modeblad i The Devil Wears Prada. Glen Close var engang en intens og frygtindgydende skuespillerinde, som kogte kaniner i Farligt begær – nu virker det, som om det værste, hun kunne finde på, var at møde op med læsebriller og uden makeup. Og sådan kunne man blive ved.

Er det ikke på tide, at vi sætter foden ned, og nogen griber ind? Hvorfor kan de ikke bare forblive, som de var, dengang vores værelser var tapetseret med deres billeder? Der har altid været en stiltiende aftale mellem idoler og fans om, at de lover at være unge for evigt, og vi lover at fortsætte med at beundre dem uden at stille kritiske spørgsmål. Den aftale har de tydeligvis brudt.

Tiden må finde sig en ny hobby. Vi må tilbage til de gode gamle dage, hvor alle idolerne var udødelige, og hvor fremtiden var så langt væk, at den knap nok var en tanke. Er det virkelig for meget forlangt, at Jack Nicholson forbliver den evige rebel, og Meryl Streep aldrig siger et ord om genopretning af økosystemer?

Der er bare nogle ting, der er for mærkelige.

D et ligger lige for at gøre sig lystig over, at DR endnu engang benytter sommeren til et gensyn med Gensyn med Brideshead, men jeg glæder mig nu til endnu et gensyn, selv om mit private filmotek allerede råder over serien, og jeg har set den mindst tre gange. Det er en fortælling om kærlighed, tro og tab, fortalt med en elegance og dybde, der sjældent ses i tv-serier. En lækkerbisken for alle med interesse i engelsk litteratur, historie og menneskelig psykologi.

Charles Ryder og Sebastian Flyte ser ud, som om de er trådt direkte ud af en vintagekatalog fra en eksklusiv herreekviperings-forretning i Mayfair

Gensyn med Brideshead er en dramatisering af Evelyn Waughs roman fra 1945. Vi følger Charles Ryder, der bliver ven med den gådefulde og umådeholdent excentriske Sebastian Flyte, mens de begge studerer i Oxford i 1920'erne. Charles bliver trukket ind i Sebastians glamourøse, men komplicerede familieverden på godset Brideshead, der er fyldt med traditioner, religiøse konflikter og skjulte følelser.

Man kan se serien alene for æstetikkens skyld. Her får man smukke landskaber, klassiske biler og stemningsfulde interiører, som gør det hele til en visuel fornøjelse – en moderejse tilbage til 1920'ernes og 30'ernes britiske overklasse.

Charles Ryder og Sebastian Flyte ser ud, som om de er trådt direkte ud af et vintagekatalog fra en eksklusiv herreekviperingsforretning i Mayfair: flannelsbukser, veste, slips og jakker i delikat afstemte farver – alt sammen båret med en afslappet, intellektuel arrogance. Sebastians signaturlook inkluderer teddybjørnen Aloysius og åbne skjortekraver. Det er dekadent, men også både tragisk og uimodståeligt. Aloysius er ikke bare en bamse – den er et symbol på Sebastians barnlige uskyld og modstand mod voksenlivets forventninger. Sebastian har noget nær et afhængighedsforhold til Aloysius, som han behandler mere som en ledsager end et stykke legetøj.*)

Hvis man ikke allerede har en cremefarvet hørjakke og en panamahat, får man lyst til at anskaffe sig det efter fem minutter og tage på en dekadent picnic i baghaven

Sebastians søster, Julia Flyte, er essensen af aristokratisk kvindelighed. Hendes stil balancerer mellem det konservative og det moderne: flydende silke, perler, lange handsker og altid perfekt hår. Hun glider gennem rummet som en figur fra Vogue anno 1930 – men bag elegance og læbestift gemmer sig en kvinde med indre kampe og en dyb længsel efter frihed.

Hvis man ikke allerede har en cremefarvet hørjakke, højtaljede sandfarvede bukser og en panamahat, får man lyst til at anskaffe sig det efter fem minutter, finde krystalglas og sølvtøj frem og tage på en dekadent picnic i baghaven med cucumbersandwiches, scotch eggs og quiche lorraine, madeleinekager, jordbær, champagne og Montecristo-cigarer.

Men tøjet er ikke bare en fryd at se på – det fortæller også noget om karaktererne. Sebastian klæder sig som en, der prøver at holde fast i barndommen. Charles' stil udvikler sig i takt med hans voksende ambitioner. Og Julia skifter fra ungdommens romantik til en mere moden, mørkere elegance, som afspejler hendes personlige konflikter.

Selve rammen om historien, Brideshead Castle, er overdådig som en barokdrøm: stuklofter, gyldne spejle, gobeliner og sølvtøj. Selv tekopperne er stilfulde nok til at hamle op med Downton Abbey.

Æstetikken er kort sagt en del af fortællingen. Den understreger klasseskellene, den indre uro og den ydre perfektion.

Gensyn med Brideshead tager sig god tid, men netop det langsomme, næsten meditative tempo er seriens styrke: der er 11 timers udsøgt underholdning kvit og frit på dr.dk året ud.

*) Navnet Aloysius har katolske undertoner og refererer sandsynligvis til den hellige Sankt Aloysius Gonzaga, som var skytshelgen for unge studerende – meget passende for Sebastians karakter.

En af de mange tv-serier, jeg ikke fik set, da de blev sendt, har jeg nu takket være DRs generøse genudsendelsesservice fået chancen for at føje til mit cv. Den opvakte læser vil allerede have gættet, at det drejer sig om Unge Morse, eller som den rettelig hedder på originalsproget: Endeavour.

Der er tale om en serie, der trodser alle moderne krimiregler ved at tage sig utrolig god tid, mens den diverterer med mord, mysterier og Morses evigt ulykkelige kærlighedsliv, som hans elskede grammofonplader må kompensere for. I en tid, hvor man er vant til at få mordgåder serveret i hold-på-hat-og-briller-tempo, vælger Endeavour en mere aristokratisk tilgang: her skal enhver detalje studeres, analyseres og helst krydres med en latinsk frase, inden vi så meget som nærmer os en opklaring.

Morse er en mand af ubegribeligt høje standarder. Han er ikke bare en fremragende politimand, han er også et moralsk fyrtårn af en kaliber, der ville give Moder Teresa mindreværdskomplekser Der er aldrig en genvej, aldrig en smutvej, aldrig en anelse pragmatisme i Morses verden, kun den ubønhørlige søgen efter sandheden, uanset hvor ubelejlig eller akademisk udfordrende den måtte være. Hvis man tror, at han nogensinde har snydt i en krydsogtværs, må man tro om igen.

Her skal enhver detalje studeres, analyseres og helst krydres med en latinsk frase, inden vi så meget som nærmer os en opklaring

Den unge Morses baggrund er heller ikke ligefrem realistisk. Han har studeret på universitetet i Oxford, men droppede ud på grund af et ulykkeligt kærlighedsforhold – dog ikke før han nåede at tilegne sig en altomfattende viden om latin, græsk, oldtidshistorie, litteratur og klassisk musik. Man må undre sig over, hvordan han har haft tid til at lære at opklare mord, når han tilsyneladende har brugt det meste af sit liv på at memorere Verdis samlede værker og diskutere Pindars lyrik.

Når Morse ikke er optaget af at dechifrere latinske citater eller forklare, hvorfor en særlig obskur operaarie er nøglen til mordmysteriet, er han travlt beskæftiget med at have et ulykkeligt kærlighedsliv. Især forholdet – eller mangel på samme – til Joan Thursday, hans chefs datter, er en tragikomisk affære. Man fornemmer kemien mellem dem, men alligevel formår Morse at brænde sig selv af gang på gang med sin underspillede, kejtede facon. Man ville ønske, at han bare én gang i sit liv tog chancen og inviterede Joan ud uden at ligne en mand, der lige har opdaget en ridse i sin nyindkøbte indspilning af Faurés Requiem, Opus 48 med Academy of St. Martin in the Fields under ledelse af Sir Neville Marriner.

Et mord bliver ikke opklaret på under halvanden time, og handlingen er så labyrintisk og fortænkt, at Sherlock Holmes ville have bedt om en Panodil. Når afsløringen endelig kommer, ærgrer man sig over, at man ikke fik taget de doktorgrader i arkitektur, teologi og astrofysik, som ville have sat en i stand til at regne ud, hvem skurken var.

Men bortset fra det, er Endeavour en af de mest charmerende og eksklusive krimiserier, der findes for anglofile nostalgikere som mig, der er vokset op i 60’erne, hvor handlingen foregår. For selv om tempoet er adstadigt og plottene til tider næsten uforståelige, formår serien at skabe en atmosfære, man ikke kan undgå at blive suget ind i. I sidste ende er det vel det, en god krimi skal kunne: få os til at glemme vores egne bekymringer for en stund og fordybe os i en verden, hvor mordgåder opklares med stil, intelligens og – nå ja, en velvalgt latinsk frase.

Genudsendelsesprojektet er nået til sæson 5, hvor den unge Morse desværre har fået overskæg. Så nu kan han vist godt glemme alt om at score hende Joan.

Dagens ikke-irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'jeg hører, hvad du siger', medmindre der bliver ytret tvivl om det.

Da jeg vågnede i morges og kiggede ud ad vinduet, sneede det. Det fik mig selvfølgelig til at tænke på min barndoms Peters Jul, som alle kender første vers af:

Jeg glæder mig i denne tid;
nu falder julesneen hvid,
så ved jeg julen kommer.
Min Far hver dag i byen går,
og når han kommer hjem, jeg står
og ser hans store lommer.

Men den findes også i en alternativ, satirisk udgave, som Habakuk, alias Jørgen Hartmann-Petersen, skrev i 1961. Sådan lyder første vers:

Jeg glæder mig i denne tid,
skønt by'n er mere sort end hvid,
omtrent som var det sommer.
Min far til julefrokost går,
og når han kommer hjem, jeg står
og ser hvordan han kommer.

Jørgen Hartmann-Petersen var arkitekt og kom til Politiken som arkitekturmedarbejder i 1954, men på et tidspunkt blev han tilbudt et vikariat som redaktør af avisens berømte bagsidespalte At Tænke Sig, som han udviklede til perfektion på så overbevisende en måde, at han fik Cavlingprisen i 1962 for at have skabt en helt ny satirisk form. Varemærket var virtuos jongleren med ord, vanvittige omskrivninger og en lethed og elegance, man sjældent oplever inden for satiregenren.

Navnet Habakuk stammer fra en grønlandsk profet fra 1700-tallet, men hvorfor det blev Hartmann-Petersens pseudonym, henstår i det uvisse. Habakuk – altså Hartmann-Petersen – blev sidenhen en af hovedkræfterne bag fjernsynets lørdagssatire Hov-hov og Uha-uha, dengang der kun var én kanal.

Parodien på Peters Jul husker jeg selv fra radioprogrammet Mellem Brødre, som Habakuk lavede sammen med sin bror Hemming Hartmann-Petersen fra 1969-1989. Hvert år omskrev han sin udgave af Peters Jul, så den blev en spids kommentar til aktuelle begivenheder. Den indeholdt dog også adskillige eviggyldige sandheder, som unddrog sig den årlige redigering:

Min mor blir mer og mere svær.
Det sidder både her og der.
Nu tæller hun kalorjer.
I julen kan der godt ta's pås,
så hun si'r: I får ingen gås,
men værsegod og mor jer.

Og Søster Hanne er så styg,
for hun er også blevet tyk,
men grunden er en anden.
I forgårs spurgte mor og far:
Hvor har du ungen fra?
og hun sa': Julemanden.

Første udgave af Johan Krohns oprindelige Peters Jul udkom anonymt og var med håndkolorerede tegninger af Otto Haslund og forfatterens bror Pietro Krohn. I 1870 udkom den alene med Pietro Krohns tegninger, mens udgaven fra 1889 var den første farvetrykte, hvor tegningerne var bearbejdet af Frants Henningsen. I 1947 udsendte Gyldendal udgaven, som Herluf Jensenius illustrerede, og som efter min mening er den eneste rigtige, eftersom det er den, jeg er vokset op med og stadig har stående i min reol. Det er Jensenius' tegning, der pryder dette opslag. Peters Jul kan læses in extenso her, og på samme website finder man en filmatiseret udgave på tyve minutter, der er optaget i det smukke, gamle Ribe. Manden bag filmen er i øvrigt Jeppe Søe, som i den seneste uges tid har været på barrikaderne for at kæmpe landbrugets sag, men det er en helt anden historie.

Jeg hører til dem, der godt kunne finde på at deltage. Ideen er, at man møder op i sit mest autentisk klassiske cykelantræk og helst med cykler, der passer til påklædningen. Det cykelsportslige moment spiller derimod ikke den fjerneste rolle, eftersom formålet er at have det så sjovt som muligt, og eftersom det foregår i London, er der selvfølgelig indlagt både Picnic Break og Afternoon Tea på ruten.

Derudover uddeles der priser for Best Vintage Bicycle, Best Decorated Bicycle og for Best Moustache. Dresscoden finder man i løbets regler for etikette, hvor det understreges, at 'overdressed' does not exist in our vocabulary'. Prisuddeling for Best Dressed Man og Best Dressed Woman er en selvfølge.

Men ingen af delene blev til noget i år. Det 12. årlige London Tweed Run skulle have været afholdt i strålende solskin den 2. maj, men måtte som så meget andet aflyses på grund af den famøse lockdown, så jeg har stadig til gode at kunne prale af at have deltaget.

Konceptet har så småt bredt sig til storbyer over det meste af verden, og en dansk udgave, Copenhagen Tweed Ride, findes også – og er blevet aflyst af samme grund som i London. I går blev der dog gennemført en skrabet udgave af arrangementet under navnet Copenhagen Tweed Picnic med medbragte madkurve i Valbyparken. Det kunne jeg i princippet have meldt mig til – hvis ikke det var, fordi jeg er født og opvokset i Danmark og derfor ikke deltager i hverken revolutioner eller skovture i tilfælde af regnvejr.

Men til næste år – måske.

London Tweed Run har eksisteret siden 2009, og der ligger fotogallerier fra tidligere år her. Ukrainsk tv har haft held til at fange stemningen her.