Efter et længere tilløb har jeg besluttet mig til at tage tyren ved hornene og bekende kulør. Sagen er den, at jeg ikke hører til dem, der bliver rastløse, hvis de ikke mindst én gang om året står i en lufthavn klokken fem om morgenen med et pas i hånden. Men jeg misunder dem en smule. Ikke fordi jeg selv har lyst til at være med, men fordi de tydeligvis får noget ud af det.

Jeg kan godt spørge, hvor toilettet er, men det er sjældent netop dét spørgsmål, der optager mig mest

Jeg har det bare stik modsat. Jeg bryder mig grundlæggende overhovedet ikke om at rejse. Det er efterhånden mange år siden, jeg sidst for alvor var i udlandet (Sverige undtaget af familie-mæssige årsager), og jeg savner det heller ikke. Tidligere rejste jeg en del. Lige indtil jeg indså, at jeg nok mest gjorde det, fordi det var noget, der blev forventet af én. Man tog på storbyferie, charterferie eller kør-selv-ferie, og bagefter kunne man fortælle om det ved frokostbordet på arbejdet. Først da jeg holdt op med at rejse, opdagede jeg, hvor befriende det var. Den største glæde ved enhver ferie havde været det øjeblik, hvor jeg satte nøglen i min egen hoveddør og mærkede lettelsen over, at jeg endelig var hjemme igen.

Det mest anstrengende ved at rejse er sproget. Jeg taler ganske vist engelsk (sådan da) og kan sagtens klare mig. Tysk og fransk kan jeg til husbehov, men der er en kæmpe forskel på at kunne gøre sig forståelig og på at kunne udtrykke sig præcist. På dansk kan jeg nuancere, være ironisk eller alvorlig, måske endda vittig, alt efter hvad situationen kræver. Men dansk er som alle andre sprog fyldt med faste vendinger og kulturelle koder, som ikke lader sig oversætte.

På et fremmed sprog føler jeg mig reduceret til en simplere udgave af mig selv. Jeg kan godt spørge, hvor toilettet er, men det er sjældent netop dét spørgsmål, der optager mig mest. Mit modersmål er ganske enkelt en væsentlig del af min identitet. Måske er det derfor, jeg aldrig kommer til at føle mig hjemme i udlandet. Ikke fordi folk er uvenlige (jo, nogle er, men det adskiller dem ikke fra danskere), mere fordi et fremmed sprog hele tiden minder mig om, at jeg er gæst.

Der er steder i verden, som er langt mere spektakulære end noget, Danmark kan præstere. Grand Canyon, Himalaya, Victoriafaldene og koralrevene er næppe i fare for at blive overgået af en bakketop mellem Ry og Silkeborg eller en strand i Hornbæk. Alligevel vover jeg den påstand, at jeg allerede har set det meste af verden. Ikke med mine egne øjne selvfølgelig, men gennem utallige dokumentarfilm, naturprogrammer og rejseudsendelser. Indvendingen er, at det ikke er det samme som at være der selv. Men omvendt har film- og tv-hold adgang til steder, som almindelige turister aldrig kommer i nærheden af. Der bliver filmet fra helikoptere, dykket ned på havets bund, dyrelivet bliver fulgt i områder, hvor vi andre ville blive sendt hjem med besked om, at der er adgang forbudt for uvedkommende, eller der er simpelt hen er for farligt at færdes. Jeg ser ikke verden med mine egne fødder, om jeg så må sige, men til gengæld ser jeg mere af den på skærmen. Som en særlig bonus er der som regel ingen hjemme i min egen stue, der prøver at sælge mig en selfiestang eller en køleskabsmagnet.

Vi har ikke vulkaner eller regnskove, men vi har et landskab, der ikke råber, og vi råber heller ikke selv

En af de mest citerede sætninger i dansk litteratur er H.C. Andersens: 'At rejse er at leve.' Det er et smukt, om end fortærsket citat, og for mange mennesker er det sikkert også sandt. For mig er at rejse mere at overleve. At finde den rigtige gate. At stå i kø. At håbe, at kufferten kommer med. At forsøge at forstå højttalerudkald , der lyder, som om det bliver annonceret fra bunden af en tom blikspand. At være i tvivl om man nu også har forstået buschaufføren rigtigt (eller omvendt). Det er ikke ligefrem den form for eventyr, jeg drømmer om.

Jeg har den største respekt for dem, der elsker at rejse. Der er mennesker, som bliver oplivet af nye kulturer, fremmede dufte, ukendte landskaber og spontane oplevelser. Jeg tror fuldt og fast på, at de mener det, når de siger, at rejser har ændret deres syn på verden. Jeg ønsker dem tillykke. Jeg har bare opdaget, at mit eget syn på verden ikke nødvendigvis bliver større af at befinde mig længere væk hjemmefra.

Til gengæld holder jeg usigelig meget af Danmark. Vi har ikke vulkaner eller regnskove, men vi har et landskab, der ikke råber, og vi råber heller ikke selv. Kyster, skove, heder, klitter, gamle købstæder, herregårde, slotte, kirker og små havne, hvor tiden ser ud til at være gået i stå. Ingen har set alt det, landet rummer. Jeg har i hvert fald ikke.

Jeg er ikke ude på at omvende nogen. At rejse er for mange en vigtig del af livet, præcis som det at blive hjemme er blevet en vigtig del af mit. Derfor er det heller ikke et forsøg på at afgøre, hvad der er den rigtige måde at holde ferie på, eller hvad der giver mest mening. Den diskussion interesserer mig sådan set ikke. Men vi er forskellige. Nogle længes efter det fjerne, andre trives bedst med det nære.

De sidste er nok bare i undertal.

Hvis man har en vis alder og derfor har gennemgået den tidligere obligatoriske danske basisopdragelse, der inkluderer en smule skam i livet, giver man sig ikke af med at prale. I hvert fald ikke direkte. Vi pakker alle fortræffelighederne ind i diskretion og tilføjer et tyndt lag socialt acceptable beklagelser for en sikkerheds skyld. Hvis man har glemt, at betegnelsen for fænomenet hedder ‘falsk beskedenhed’ på almindeligt dansk eller bare gerne vil være ung med de unge, kalder man det 'humble bragging'.

Humble bragging er en af civilisationens mest raffinerede selskabsdiscipliner: kunsten at fortælle noget beundrings- eller misundelsesværdigt om sig selv, mens man lader som om, man egentlig beklager det. Det er pral forklædt som ydmyghed. Selvpromovering i uldfrakke.

Vi pakker alle fortræffelighederne ind i diskretion og tilføjer et tyndt lag socialt acceptable beklagelser for en sikkerheds skyld

Det klassiske eksempel er hende, der sukker tungt over, at alle tror, hun er yngre end sin alder. Eller ham, der beklager sig over, at weekenden blev så opslidende, fordi der skulle vælges mellem to invitationer til kendisser, han kun omtaler ved fornavn.

Der findes flere underarter. Den logistiske humble brag handler om travlhed. Her fremføres livets privilegier som administrative byrder. Kalenderen er fyldt, folk forventer noget af én, rejserne er mange, og der opstår alvorlige problemer med at få koordineret frokost mellem forskellige attraktive muligheder.

Den æstetiske humble brag er mere subtil. Man fortæller med et strejf af opgivenhed, at det er blevet umuligt at finde tøj eller sko, der passer ordentligt. Ikke fordi man er vanskelig, naturligvis, men fordi skuldrene er for brede, benene for lange, eller fødderne så følsomme, at håndsyede italienske sko efter mål er blevet en nødvendighed.

Så er der den intellektuelle humble brag, som kræver finesse. Her fremstår personen lettere frustreret over, at andre bliver ved med at spørge om råd inden for emner, man egentlig slet ikke beskæftiger sig med længere.

En avanceret disciplin er antimaterialistisk humble bragging. Det er den særlige evne til at nævne luksus på en måde, så man samtidig virker, som om man er hævet over den. Man ejer ikke noget af statushensyn. Man foretrækker bare ting, der tilfældigvis tager seks måneder at fremstille og leveres i en sjælden, specialbehandlet træsort.

Afsenderen vil gerne fremstå både succesfuld og sympatisk, men ender som regel i et mærkeligt ingenmandsland mellem pral og undskyldning

Sociale medier har naturligvis løftet humble bragging til serieproduktion. Før i tiden krævede det timing og menneskelig kontakt. Nu kan man nøjes med at lægge et billede op af et flyvindue, en bog med mikroskopisk, ulæselig typografi og en kop espresso tæt ved det karakteristiske hjørne af sofabordet, der afslører, at det er Poul Kjærholms PK 61 til 25.000. Naturligvis ledsaget af en tekst om nødvendigheden af at koble af.

Det ærgerlige er, at humble bragging næsten aldrig virker efter hensigten. Afsenderen vil gerne fremstå både succesfuld og sympatisk, men ender som regel i et mærkeligt ingenmandsland mellem pral og undskyldning. Tilhøreren sidder tilbage med en fornemmelse af at være blevet inviteret til et trylleshow, hvor tryllekunstneren hele tiden forklarer, hvordan numrene laves.

Og alligevel er det de færreste, der kan melde hus forbi. De fleste humble bragger mere eller mindre bevidst, fordi ren pral er vulgær. Men total beskedenhed virker heller ikke helt rimelig, når man faktisk er stolt af noget. Måske er humble bragging bare et socialt kompromis: ønsket om at blive beundret uden at virke som én, der er ude på at blive beundret. Men det er en svær balanceakt.

Den elegante løsning er måske hverken at skjule stoltheden eller servere den forklædt. Man kan jo også bare sige, at den/det er man rigtig glad for, eller at man er godt tilfreds med resultatet eller forløbet. Men det kræver muligvis mere mod end at nævne, hvor svært det er at få plads til flere flasker Domaine de la Romanée-Conti i vinkælderen ...

Det begyndte med, at jeg hørte Euromans chefredaktør sige i en podcast, at han fandt det umandigt, hvis en mand brugte ordet 'frossenpind' om sig selv. På sin vis kunne jeg godt følge ham, men heldigvis findes ordet 'kuldskær' jo også, hvis man vil give udtryk for sin ulyst til at fryse. Desværre dur det åbenbart heller ikke, for i Politikens sprogklumme, som skrives af en seniorforsker ved Dansk Spognævn, beklagede hun sig i dag over sin mand, der kan finde på at skrue op for radiatoren eller tage kørehandsker på i bilen midt om sommeren, bare fordi solen ikke skinner. Som rutineret kuldemodstander kunne jeg ikke undgå at føle mig ramt, og som om det ikke var nok, skrev hun, at hun synes, det er usexet, at en mand karakteriserer sig selv som konstant frysende. Man klarer med andre ord ikke frisag bare ved undgå 'frossenpind' og kalde sig kuldskær.

Der er tilsyneladende en uskreven regel om, at mandekroppen skal fungere som en mellemting mellem en brændeovn og en gammel Volvo

Det efterlod mig i et identitetsmæssigt tomrum. Hvis man som mand ikke må være en frossenpind, og heller ikke kuldskær, hvad er man så? Termisk sensitiv? Temperaturbevidst? En person med udvidet respekt for årstidernes luner?

Åbenbart er det sådan, at en kvinde kan sige, at hun fryser, og omgivelserne reagerer med tæpper, te og omsorg. Hvis en mand siger det samme, opstår straks spørgsmålet, om han muligvis burde genoverveje sit medlemskab af civilisationen. Der er tilsyneladende en uskreven regel om, at mandekroppen skal fungere som en mellemting mellem en brændeovn og en gammel Volvo. Den skal kunne starte i al slags vejr, helst uden at beklage sig, og hvis temperaturen falder, må man gerne knurre lidt, men aldrig tage en ekstra trøje på.

Et øjeblik overvejede jeg at begynde at føre et slags dobbeltliv: Udadtil afslappet, åben jakke, rolige bevægelser, ingen kommentarer om temperaturen. Indadtil et menneske, der vurderer trækforholdene ved hvert eneste vindue, afsøger restauranter for bordplacering og diskret flytter sig væk fra klimaanlæg med samme afsky, som andre undgår passiv rygning.

Man må hurtigt kunne lære de små strategier. Man siger ikke: 'Kan vi skrue lidt op for varmen?' Man siger: 'Her er dejlig køligt.' Man siger ikke: 'Jeg fryser.' Man siger måske: 'Der er lidt råt i det.' Man tager ikke handsker på i bilen. Man køber en bil med indbygget varmeanlæg i rattet.

Det mest besynderlige er, at kulde lader til at være det eneste ubehag, der er målestok for en mands karakter eller sex appeal. Ingen siger til en mand med hovedpine: 'Det er lidt usexet, at du reagerer på smerte.' Ingen peger på en mand i regnfrakke og tænker: 'Der står en person uden selvværd.' Der er vel heller ingen kvindelige tandlæger, der forventer, at deres mandlige patienter frabeder sig bedøvelse under en rodbehandling for at bevise deres maskulinitet.

Det ender nok med, at jeg fortsætter med at gøre, som jeg plejer. Ikke i protest eller som bannerfører for kuldskære mænd, men måske som en slags temperaturmæssig dissident. Civilisation må også være retten til at sidde indendørs i juni måned med sokker på uden at blive mødt med antropologisk undren eller anset for at være et skvat. Hvis det gør mig usexet, må det være sådan. Jeg fryser, når det passer mig.

Sprogklummen handlede for resten om, at nogle er begyndt at sige 'kuldeskær'. Lad være med det.

Søren Kierkegaard havde en særlig evne til at fornærme menneskeheden med høflig præcision. Når han skriver: 'Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt', lyder det næsten som et suk fra en mand, der allerede i 1800-tallet havde gennemskuet noget, resten af verden først opdagede efter opfindelsen af smartphones, kalenderapps og møder om kommende møder.

Kierkegaard sad ganske vist ikke på en italiensk café med espresso og stråhat, men han ville sandsynligvis have klappet tilbagelænet ad det italienske begreb dolce far niente, som betyder noget i retning af 'det søde ved at lave ingenting'. Kernen i hans kritik af travlheden var den samme: mennesket er ikke skabt til spæne forpustet gennem livet som sekretær for sin egen kalender.

Mennesket er ikke skabt til spæne forpustet gennem livet som sekretær for sin egen kalender

Travlhed er blevet et statussymbol. Nu hedder det: 'Der er godt nok meget på min tallerken for tiden.' For at understrege hvor vigtig man er, kan man tilføje: 'Jeg har ikke engang haft tid til at drikke min kaffe', mens man sidder med en havrelatte til 62 kroner i den ene hånd og besvarer mails med den anden.

Vi er blevet så vant til, at der hele tiden skal ske noget, at stilhed virker helt forkert. Hvis nogen sidder stille og kigger ud ad vinduet, går man ud fra, at vedkommende enten må være filosof, arbejdsløs eller hjernedød.

Det er her, italienerne kommer ind i billedet med deres provokerende afslappede livsfilosofi. Dolce far niente har ikke noget med dovenskab at gøre. Det drejer sig om evnen til at eksistere uden at skulle retfærdiggøre sin eksistens ved at få noget fra hånden. Det er kunsten at sidde på en piazza og betragte mennesker uden at tænke på at optimere sin søvn eller lytte til en podcast om personlig udvikling.

En dansker på ferie vågner klokken syv for at udnytte dagen til noget, der kan dokumenteres. Der skal besøges seværdigheder, tages billeder, læses anmeldelser og bestilles bord på restauranter tre dage frem. Ved frokosttid er han allerede så stresset over afslapningen, at han har brug for en ekstra ferie, når han kommer hjem

Vi downloader apps til mindfulness, skynder os til yoga og køber bøger om at sætte farten ned, men har aldrig tid til at læse en bog

En italiener bestiller kaffe, læner sig tilbage og bruger halvanden time på absolut ingenting. Ikke fordi han er ligeglad med det hele, men fordi han ikke føler behov for at retfærdiggøre hvert eneste sekund af sit liv. Kierkegaard ville have nikket anerkendende.

Det komiske ved det moderne menneske er ikke bare, at vi har travlt – men at vi også har travlt med ting, der skal gøre det lettere at have travlt. Vi downloader apps til mindfulness, skynder os til yoga og køber bøger om at sætte farten ned, men har aldrig tid til at læse en bog. Selv pauserne er blevet effektive. Vi går ture med podcasts i ørerne for ikke at spilde tiden på stilhed. Vi svarer på arbejdsmails fra sommerhuset, mens vi overbeviser hinanden om, hvor vigtigt det er at slappe af. Afslapning er blevet endnu en arbejdsopgave.

Det er næsten i samme kategori som civil ulydighed at sidde på en café og bare være til stede, uden mål, uden plan og uden dårlig samvittighed og betragte solen på en murstensvæg, lytte til klirrende kopper på en café eller tale sammen uden telefoner på bordet. Den slags øjeblikke, italienerne har gjort til en kunstform.

Alt det kom jeg til at tænke på, bare fordi jeg gik en tur i det lysegrønne forår og udnyttede tiden ved at lytte til en podcast om multitasking. Det skulle jeg aldrig have gjort.

For efterhånden en del år siden under den famøse covid-pandemi interviewede den politiske reporter Henik Qvortrup Mette Frederiksen på sin velkendte aggressivt-belærende måde. Da Qvortrup på et tidspunkt sagde: 'Men nu er det jo dig, der er statsminister og mig, der er journalist ...', afbrød Mette Frederiksen ham prompte med ordene: 'Det er nok måske for danskerne meget godt, hvis jeg må være så fri ...'

Med Henrik Qvortrup fik ordet en renæssance og har siden bredt sig som en steppebrand i de sociale mediers kommentarspor

Hvor elegant eller hensigtsmæssig, Mette Frederiksens bemærkning var, kan diskuteres, men siden den faldt, har Henrik Qvortrup i sin karriere som politisk kommentator og analytiker ikke forsømt nogen lejlighed til at beskylde Mette Frederiksen for 'magtfuldkommenhed' – et ord, alle ellers havde glemt på grund af manglende relevans i dette århundredes Danmark. Det er et ord, man kunne bruge i tidligere tider om konger, der mistede forbindelsen med virkeligheden, eller om regimer, hvor ingen turde sige regenten imod. Men med Henrik Qvortrup fik ordet en renæssance og har siden bredt sig som en steppebrand i de sociale mediers kommentarspor, hvor det bruges af alle, som af den ene eller anden grund ikke bryder sig om Mette Frederiksen.

Man skulle synes, det var en selvfølge, at en professionel analytiker eller kommentator bruger præcise begreber og formår at skelne mellem holdning og analyse. Men 'magtfuldkommen' er ikke almindelig kritik. Det er en anklage om grundlæggende udemokratisk adfærd. I et demokrati som Danmark er det en horribel anklage at tale om en statsministers magtfuldkommenhed, og når en kommentator bruger ordet uden præcis dokumentation for systematisk magtmisbrug, bliver analysen til retorik og agitation, som ikke hører nogen steder hjemme. Resultatet er en forplumret politisk debat. Hvis vælgerne ustandselig hører, at statsministeren er 'magtfuldkommen', giver det indtryk af, at systemet ikke fungerer, selv om der i praksis er kontrol fra Folketing, domstole og medier. Hvis alt fra hård styring til hurtige beslutninger kaldes 'magtfuldkommenhed' er det ikke analyse, men upræcis og vildledende sprogbrug. Det er på den måde, der opstår en ubegrundet mistillid til demokratiet, som er fuldstændig uden forbindelse med de faktiske forhold.

Der findes ingen straf for usømmelig omgang med ord. Men der findes kommentatorer, der bærer nag hele livet, og der findes ord, som er så brandfarlige, at de burde opbevares i et skab med glaslåge og en lille hammer ved siden af. 'Magtfuldkommen' er et af dem.

Der findes få udtryk, der på samme tid rummer sproglig og mental forurening som 'vi tager kritikken til efterretning'. Det er sprogets pendant til at smile og hælde mere kaffe op. Man anerkender, at noget er blevet sagt. Man registrerer det, og man kvitterer. Hvorefter man går videre, som om intet var hændt. Udtrykket er en slags institutionaliseret trækken på skulderen. En grammatisk airbag, en sproglig brandslukker uden vand.

At 'tage til efterretning' er krisehåndteringens svar på at sætte en post-it på køleskabet og ignorere den, indtil den falder ned af sig selv

En populær podcasttjeneste har for nylig lanceret en podcast med en tidligere straffet person som vært. Kritikere har reageret ved at påpege det forargelige i at udstyre nogen med den baggrund med både mikrofonadgang og løn. De sociale medier er kogt over, kommentarsporene har sitret, og korpset af meningsdannere har rullet sig ud med moralske analyser og klummer om ansvar og værdier. Efter temmelig lang betænkningstid har podcasttjenesten svaret: 'Vi tager kritikken til efterretning.'

Men podcasten bliver liggende, algoritmen arbejder videre, og episoderne vil udkomme som planlagt. Æv bæv!

Ordet 'efterretning' lyder ellers alvorligt nok. Man tænker på embedsmænd, dokumentmapper og arkivskabe i mørkt træ. Men i denne sammenhæng betyder det i praksis: 'Vi hører, hvad I siger, vi har forstået det, og vi har noteret det i et mentalt Excel-ark. Men vi har ingen planer om at ændre noget.'

At 'tage til efterretning' er krisehåndteringens svar på at sætte en post-it på køleskabet og ignorere den, indtil den falder ned af sig selv. Udtrykket passer sådan set perfekt til den danske konsensuskultur. Vi kan godt lide ro, vi kan godt lide dialog, og vi kan især godt lide formuleringer, der signalerer lydhørhed, uden at der følger forpligtelser med.

Det er konfliktens skumfidus, der tager brodden ud af realiteten og skaber illusionen af indflydelse

I stedet for at sige: 'Vi er uenige' eller 'Vi mener ikke, det er et problem' eller 'Vi prioriterer forretningen over moralen', vælger man den bekvemme mellemvej: 'Vi tager det til efterretning.' Det interessante er, at alle kender spillet. Offentligheden ved godt, at 'tage til efterretning' sjældent betyder handling, og virksomheden ved godt, at offentligheden ved det. Alligevel overlever ritualet.

For det kræver et vist mod at sige ligeud, hvordan landet ligger: 'Vi har vurderet, at kritikken ikke ændrer vores beslutning.' Men med klarhed og ærlighed følger risikoen for at optrappe konflikten. 'Vi tager kritikken til efterretning' er rundere. Det er konfliktens skumfidus, der tager brodden ud af realiteten og skaber illusionen af indflydelse, mens strukturerne forbliver de samme: 'Vi har registreret jeres følelser. Forretningsmodellen fortsætter uændret.' Eller: 'Vi tager kritikken til efterretning. Derefter går vi til frokost.'

Er der for resten ikke snart nogen, der tager utilfredsheden med klimaforandringerne og den mangelfulde snerydning til efterretning?

Opdatering 23. februar: Ser her til morgen, at den kontroversielle podcastvært nu selv har trukket sig fra projektet. Men beslutningen er altså truffet, uden at podcasttjenestens tagen til 'efterretning' har haft nogen indflydelse. Den meningsløse brug af ordet vil uden tvivl leve videre i konflikternes verden.

Som de fleste vil have bemærket, blev der holdt et møde sidste onsdag i Det Hvide Hus mellem prominente repræsentanter for den amerikanske, den danske og den grønlandske regering. I hvert fald er det blevet flittigt kommenteret, og den danske indsats blev på det nærmeste skamrost. Der manglede kun at blive rejst en statue af udenrigsministeren.

I en tid hvor algoritmer husker bedre end mennesker, og screenshots bliver gemt, gælder det om at gardere sig

Siden er gassen gået af ballonen, men vi nåede at få bekræftet, at der findes få sætninger i den danske offentlige debat, som er mere karakteristiske end den berømte: 'Jeg stemmer ikke på ham, men …' Den fungerer som en slags politisk sikkerhedssele – en obligatorisk ansvars-fraskrivelse, før man vover sig ud derud, hvor man kan komme til at være enig med nogen, man ellers er vant til at ryste på hovedet ad og ønske hen, hvor peberet gror.

Fænomenet opstår typisk, når en politiker, man af den ene eller anden grund ikke bryder sig om, pludselig siger eller gør noget, der giver genlyd. Ikke bare hos sine egne, men også hos folk, der normalt kun omtaler vedkommende som opportunist, magtfuldkommen, uvederhæftig osv., understreget med suk og rullende øjne. Og nu – pludselig – nikker de anerkendende.

Men det er risikabelt at nikke uden forbehold. Derfor skriver man for en sikkerheds skyld på sit facebookopslag: 'Jeg er på INGEN måde enig med X – men lige her tager jeg hatten af. Jeg kunne selvfølgelig ALDRIG finde på at stemme på ham eller hans parti.' Først afstandstagen, så anerkendelse, og til sidst endnu en afstandstagen, så ingen er i tvivl. For hvad nu, hvis nogen misforstår og tror, man sympatiserer?

Behovet for at tage forbehold afslører den erkendelse, at idéer ikke altid passer ind i partiprogrammer

I en tid hvor algoritmer husker bedre end mennesker, og screenshots bliver gemt, gælder det om at gardere sig. Det er ikke længere nok at mene noget fornuftigt – man skal også mene det fra det rigtige sted.

Det interessante er selvfølgelig, at behovet for at tage forbehold afslører den erkendelse, at idéer ikke altid passer ind i partiprogrammer. At selv politikere, man helst vil holde ud i strakt arm, en sjælden gang kan sige eller gøre noget, der minder om sund fornuft. En tanke, som i sig selv er langt vanskeligere at håndtere end det vildeste forslag om skat, udlændinge eller grøn omstilling.

Men man er vel et civiliseret menneske. Man roser ikke uden fodnoter og klapper ikke uden at se sig omkring først. Og Gud forbyde, at nogen skulle få mistanke om, at man var blevet grundlæggende enig med den forkerte. Så man husker at rynke på næsen samtidig med, at man roser. For det er vigtigere at være korrekt positioneret end at indrømme, at virkeligheden sommetider er mere nuanceret end ens politiske trosbekendelse.

Måske skulle man bare erkende, at selv en politisk modstander kan sige eller gøre noget rigtigt engang imellem. Uden forbehold.

Som rutineret nostalgiker kan jeg konstatere, at nostalgi ikke giver synligt udslag på det intellektuelle barometer. Den betragtes som en slags følelsesmæssig sukkersyge, der kommer af at se for mange genudsendelser af Matador. Men nostalgi er langt mere end et flygtigt blik i bakspejlet. Min påstand er, at den er en slags indre kompasnål, der peger mod det, der engang gjorde en til et helt menneske.

For det første giver erindringen om – og måske længslen efter – en svunden tid en følelse af kontinuitet, hvor alting ellers kan virke som et forsøg på at stå på et løbebånd, nogen har sat på fuld hastighed. Det er en måde at minde sig selv om, at man har gennemgået en udvikling. Minderne fungerer som det fundament, man har bygget videre på.

En stille protest mod en verden, hvor alting kun kan gå for langsomt

Derudover kan nostalgi fungere som modgift mod fremmedgørelse. I et samfund, hvor tempoet stiger, og teknologien konstant ændrer hverdagen, er det en trøst at kunne hente små dele af fortiden frem: duften af mormors hjemmebagte franskbrød, lyden af en drejeskivetelefon, eller den sære glæde ved at huske en sang, man ikke vidste, man kunne udenad. Det er øjeblikke, der får en til at føle sig hjemme.

Desuden binder nostalgien os sammen. Når vi fortæller historier om dengang, vi var unge, havde mindre travlt eller var mere naive, bygger det bro mellem mennesker. Forskning viser i øvrigt, at nostalgi faktisk kan øge følelsen af fællesskab og optimisme. Når vi deler minder, deler vi os selv.

Almindeligvis bliver nostalgi pr. automatik stemplet som bagstræberisk. Man kan også vælge at opfatte den som en stille fejring af, hvem vi er, og hvad der har formet os. Det giver nutiden mening. Ved at mindes, hvad man holdt af – et langsommere tempo, dybere samtaler, roligere dage – forstår man bedre, hvad man savner. En stille protest mod en verden, hvor alting kun kan gå for langsomt.

Der går ikke en dag, uden man hører nogen tale om at preppe, eller naboen med stolthed fortæller, at han har købt en generator for en sikkerheds skyld. Når jeg nævner, at jeg ikke prepper, får reaktionen mig til at føle mig som en ansvarsløs samfundsborger. Men selv om jeg hverken har dåsemad i kælderen, vanddunke i skabet eller en plan for, hvad jeg gør, hvis samfundet bryder sammen, sover jeg udmærket om natten.

Jeg tror stadig på, at det nok skal gå, og jeg synes ikke, min tid er til at forberede mig på alt det, der måske går galt. Der er allerede nok at bekymre sig om i hverdagen – bilen, der skal have vinterdæk på, tagrenderne, der skal renses eller forskudsskemaet, der skal rettes. Livet er kort, og jeg går ind for, det skal leves, ikke forudses.

Tanken om at skulle rotere et nødlager af tun og tørret pasta hvert halve år giver mig tics

Desuden er der spørgsmålet om ansvar. For er det egentlig mit job som privatperson at sørge for, at samfundet kan overleve et strømnedbrud, en storm eller et hackerangreb? Det må være de offentlige myndigheders og organisationernes opgave at preppe og handle på vores vegne. Jeg betaler trods alt skat, og jeg synes, det er rimeligt at forvente, at der i det beløb indgår en strategi. Det er vel derfor, vi har Beredskabsstyrelsen, Forsvaret og kommunalt ansatte, der laver kriseplaner, så jeg ikke behøver at fylde udhuset med batterier og dåsetomater.

Bortset fra det kræver det både plads, tålmodighed og en vis entusiasme for konserves at preppe. Det sidste har jeg aldrig haft. Jeg har svært nok ved at huske at få brugt den dåse kikærter, jeg købte til en opskrift, der stadig venter. Tanken om at skulle rotere et nødlager af tun og tørret pasta hvert halve år giver mig tics.

Naivt? Måske. Men der er noget befriende ved at stole på systemet – en slags social kontrakt, som jeg ikke har lyst til at bryde ved at bygge min egen lille overlevelsesbunker. Jeg blander mig ikke i, hvad andre gør, men i min verden svarer den individuelle prepping til at bære rundt på en sæk fuld af sten, man måske aldrig får brug for. Jo længere man bærer på den, desto mere begynder tyngden at definere ens udsyn.

En indrømmelse: jeg har faktisk nogle flasker vand stående ude i skuret, men det er ikke, fordi jeg prepper. Det er, fordi de lokale entreprenører skiftes til at grave vandledningerne over.

Hvis man skulle være i tvivl om sandheden i den gamle talemåde 'en ulykke kommer sjældent alene', kan man bare tage et kig ud ad vinduet, hvor valgplakaterne med smilende politikerhoveder i lygtepælene konkurrerer om opmærksomheden med groteske græskarhoveder i alle butiksvinduer og dinglende plasticskeletter foran hver eneste hoveddør. To fænomeners forening i én sæson – den ene lover fremtid, den anden leger med døden – og midt imellem befinder sagesløse borgere sig i en form for æstetisk undtagelsestilstand.

I Danmark er halloween en tradition, som har udviklet sig med samme naturlighed som palmer i Thy

Lygtepælene, som det underspillede arkitektoniske indslag i bybilledet de er, står hver aften med stoisk ro og lyser som et stille løfte om orden i mørket. Men hvert fjerde år bliver de tvunget ud i politisk tjeneste og degraderet til stativer for en parade af retoucherede ansigter og alt for hvide tandrækker, som er mere skræmmende end det mest naturtro halloween-dødningehoved Made in China. Der hænger de halshuggede politikere så i regn og blæst og lover forandring, tryghed og grøn omstilling, mens tusinder af klimabeslastende kabelstrips sørger for, at de bliver hængende.

Man kan forsøge at ignorere plakaterne ved at vende ryggen til og krydse vejen. Her er det så, man snubler over et grinende græskarhoved af slagfast PC, fordi ingen længere gider have ulejligheden med selv at udhule et ægte græskar til formålet, når Harald Nyborgs kopier gør det ud for det samme og i øvrigt er meget billigere. I Danmark er halloween en tradition, som har udviklet sig med samme naturlighed som palmer i Thy.

Detailhandelen, altid på udkig efter nye påskud for at sælge slik, kager og syntetiske tekstiler, har importeret det amerikanske uhyggekoncept og transformeret det til en neonorange økonomisk fest. De kunstige græskar står linet op som små, smilende industriprodukter, mens børn i polyesterkostumer banker på døren for at true sig til vingummier. Halloween falder sammen med allehelgensaften den 31. oktober – så det er heldigvis snart overstået – men plasticspindelvæveve har skæmmet butiksvinduerne hele måneden, og man begynder at spekulere på, om julen mon bliver skubbet frem til sensommeren næste år.

Lad lygtepælene få fred, lad butikkerne afbestille græskarrene, og giv os et simpelt efterår, hvor byens farver igen kan være naturens egne

Der er noget uendelig tragisk i at se danske parcelhushaver forvandlet til små kulisser af hyggelig uhygge med gummiflagermus og edderkoppespind lavet af vat. Selv oktoberhimlen virker forlegen.

Der, hvor der før var et stille efterår med gyldne blade og lidt regn, har vi nu en kombination af smilende kandidater og grinende græskar – som om folkestyret og handelsstandsforeningen har oprettet et fælles reklamebureau. Man går gennem byen som et offer for to samtidige kampagner: den ene for stemmer, den anden for salget af sukker og plastic, og man mærker en snigende længsel efter novembertågens fred.

Det er ikke, fordi jeg er imod hverken demokrati eller barnlig glæde. Et byrum fortjener bare ikke at ligne en mislykket cirkusforestilling. Jeg sætter mit kryds i næste måned ved den kommunalpolitiker, der foreslår at indføre et æstetisk karantæneprincip: Lad lygtepælene få fred, lad butikkerne afbestille græskarrene, og giv os et simpelt efterår, hvor byens farver igen kan være naturens egne.

Indtil da – og det har nok lange udsigter – må vi leve med, at demokratiet og detailhandelen deler sæson – og at begge har en forkærlighed for plastic og overeksponering.

I forlængelse af forrige indlæg om forfængelighed – og foranlediget af Erics kommentar om respekt som incitament til at gøre noget ud af sin påklædning – trænger et par bemærkninger sig på:

Der var engang, hvor det var en almindelig færdighed i et dansk hjem at kunne stryge en skjorte. I dag kan man knap nok finde en husstand med et strygejern. Hvis man spurgte en 25-årig, hvad et jakkesæt er, ville han formentlig ikke være helt sikker. Vi har simpelthen givet op. Vi har smidt slipset, droppet skjorten og taget sweatpants på.

Engang tog man sit stiveste puds på i teatret, fordi teatret var noget særligt. I dag ligner salen en biograf på en regnvejrsdag. Publikum sidder med plasticglas og hættetrøjer, og hvis nogen har taget en blazer på, tror man, de er en del af forestillingen. Jeg var for nylig til premiere, og ved siden af mig sad en mand i – Crocs! Engang var Crocs noget, man stak i, når man skulle ud og hente avisen. Nu går de fint sammen med Shakespeare, selv om teatrene ikke ligefrem er en hverdagsbegivenhed for ret mange.

Vi hylder den elastiske bukselinning , så vi kan gå direkte fra sofa til social begivenhed uden at klæde os om

Til begravelser møder folk op, som om de lige er smuttet forbi på vej til Bilka. Mens præsten taler om livets forgængelighed og prøver at sige et sidste farvel til et menneske, der sikkert ejede et strygejern, sidder store dele af menigheden på bænkerækkerne og skutter sig i krøllede sweatpants, dunjakke og sneakers. Skulle en enkelt have formastet sig til at tage et slips på, bliver vedkommende set på, som om han har misforstået hele pointen med livet: 'Du havde da ikke behøvet at gøre så meget ud af det!' Nej, men man kan godt vise lidt respekt. Afdøde er nok ligeglad, men de pårørende må formodes at være til stede.

Det handler, som så meget andet i Danmark, om janteloven. Ingen må tro, de er noget – heller ikke når det gælder påklædning. Vi har ikke længere nogen overklasse, men vi har en kollektiv skepsis over for alt, hvad der skiller sig bare en smule ud. Vi skal helst allesammen ligne nogen, der er i gang med at male carporten med en kop kaffe i hånden. Hvis tøjet ikke har huller, er man allerede over dansk standard. Vi kalder det afslappet, men måske er det bare dovenskab forklædt som lighed.

Komfort er ikke bare blevet en vane – det er en ideologi. Vi hylder den elastiske bukselinning, så vi kan gå direkte fra sofa til social begivenhed uden at klæde os om. Vi har gjort det til en slags moralsk dyd at ligne nogen, der ikke tager noget alvorligt.

Jeg siger ikke, at vi skal tilbage til 1800-tallet, men jeg savner den tid, hvor man gjorde sig lidt umage. Ikke fordi jeg elsker slips (det gør jeg), men fordi 'pænt tøj' engang var et tegn på respekt og udtryk for, at der er noget, der betyder mere end andet.

Måske kunne man mødes på halvvejen. Det ville blandt andet betyde, at hvis nogen skulle finde på at spørge, om man kan tage sweatpants på til en begravelse, er svaret: Nej, det kan man ikke. Du er et voksent menneske, og der er allerede elastan nok i verden.

En god ven af mig, som benytter enhver lejlighed til at cykle, selv om han har to biler, betroede mig for nylig, at han nu er blevet så gammel og uforfængelig, at han ikke tager cykelhjelmen af, når han går ind i en forretning. Jeg må indrømme, at så gammel er jeg ikke endnu, selv om min ven er 13 år yngre end mig. Godt nok har jeg den fordel, at jeg sjældent tager cyklen frem for bilen, men hvis jeg gjorde …

Man kommer ikke uden om spejle i forbindelse med forfængelighed. I spejlets verden går grænsen mellem forfængelighed og selvoptagethed som en usynlig linje, der kan flytte sig alt efter lyset, humøret – og for nogles vedkommende antallet af likes på det seneste Instagram-opslag. Jeg vil gerne slå et slag for et vist mål af forfængelighed. Den, der gør, at man dvæler et øjeblik foran spejlet og retter på skjorten, før man går ud ad døren. En stille hyldest til selvrespekt og et tegn på, at man hverken er ligeglad med sig selv eller sine omgivelser. Man kan også bruge så lang tid foran spejlet, at verden ikke længere eksisterer. Det er her, selvoptagetheden kommer ind i billedet. Man bliver universets midtpunkt. Hvor forfængelighed handler om, hvordan man fremstår, handler selvoptagethed om, hvordan alt relaterer til én.

Hvor forfængelighed handler om, hvordan man fremstår, handler selvoptagethed om, hvordan alt relaterer til én

Intellektuel forfængelighed findes selvfølgelig også. Det er den, der driver os til at læse, lære, tænke og måske oven i købet forstå verden bedre. Den bliver først irriterende, når man begynder at bruge viden som spejl i stedet for som vindue, og formålet udelukkende er at få bifald. Intellektuel selvoptagethed er dér, hvor man ikke lytter for at forstå, men for at vente på sin tur til plapre løs. Man læser ikke for at lære, men for at kunne citere. Den intellektuelle selvoptagethed drejer sig om at blive betragtet som klog, hvor den virkelige klogskab viser sig i evnen til at indrømme uvidenhed, spørge og lytte.

Så hvor går grænsen? Måske dér, hvor man stadig kan glemme sig selv. Når man kan gå ud uden at tjekke fem gange, om håret sidder rigtigt. Når man kan glæde sig over andres succes uden at overveje, hvordan den påvirker ens egen. Når man bruger spejlet til at justere – ikke til at leve i.

Hvis man skulle forsøge sig med en konklusion på denne eksistentielle smalltalk en tirsdag eftermiddag i oktober, kunne det måske være, at forfængelighed er, når man gerne vil fremstå, som man ser sig selv, mens selvoptagethed er, når man kun kan se sig selv. Det ene er et udtryk for livslyst – det andet for ensomhed forklædt som selvtillid.

Bare et bud. I Det sidste ord på TV2, hvor Mikael Bertelsen i søndags talte med Jørgen Leth i et sidste interview, som slet ikke var uinteressant, kom Leth ind på spørgsmålet om forfængelighed, og han tøvede ikke med at indrømme sin egen. Han argumenterede for, at selv om forfængelighed har en negativ klang, er der ikke noget skamfuldt ved at være forfængelig. Han kom ikke ind på, hvor grænsen går mellem forfængelighed og selvoptagethed. Det var måske meget klogt.

Som uofficiel indehaver af danmarksmesterskabet i lænestolesidning er jeg muligvis ikke den rette til at udtale mig, men når nu ingen andre tager initiativet, hvorfor så holde sig tilbage? Sagen er, at det er et mysterium for mig, at nogle sportsudøvere undertiden er i stand til at engagere sig i det, de foretager sig, med en sammenbidthed og alvor, så man skulle tro, at det gjaldt liv eller død. Sportspræstationer er jo i bund og grund manifestationen af et sæt regler, der resulterer i en komisk menneskelig adfærd:

• Man sparker en skindbetrukket blære fyldt med luft frem og tilbage på en mark, mens andre forsøger at forhindre en i at gøre det.
• Man flintrer hen over et gulv, alt imens man konstant hamrer en bold ned i brædderne med håndfladen, indtil man på et tidspunkt kaster den i vejret for få den til at dale ned igen igennem en metalring, der er sat op i den anden ende af lokalet.
• Man kører baglæns på skøjter foran en himstregims i bevægelse, mens man bearbejder isen på livet løs med en kost.

Sådan kunne man blive ved, men hvilken sportsgren tager sig egentlig mest tåbelig ud for en udenforstående (eller -siddende) iagttager? Efter mange overvejelser er jeg nået frem til, at prisen må tilfalde den sport, der går ud på, at to mennesker ved hjælp at et instrument, der er fladt i den ene ende og har et håndtag i den anden, slår et fjerbesat objekt eller en kugle af varierende materiale og størrelse frem og tilbage imellem sig over en forhindring i form af et udspændt net. Altså badminton, tennis eller bordtennis. Det er ketsjeren eller battet som forlængelse af den menneskelige arm, der afstedkommer de løftede øjenbryn hos mig. Er der andre sportsgrene, der når højere op på besynderlighedsskalaen? Detaljeret beskrivelse udbedes.

Vi lever i et land, der er besat af sport, og egentlig kan jeg være ligeglad med, hvad andre foretager sig, så længe det sker for egen regning og risiko. Men det generer mig, når købmandens flaskeautomat spørger, om jeg vil donere min pant til den lokale sportsklub, som om det er helt naturligt at finansiere andres fritidsinteresser. Nej tak. Jeg betaler heller ikke til den lokale swingerklub.

Lige om lidt vil jeg stemple mig selv som sproglig dinosaur, olding, håbløs kværulant og stivstikker. Sagen er nemlig den, at jeg ikke bryder mig om, når mennesker, jeg aldrig har mødt før, straks tiltaler mig med mit fornavn.

Sidst skete det i fredags, da jeg sad i venteværelset i mit lokale lægehus, hvor jeg pludselig hørte en stemme råbe 'Uffe!' ude fra gangen. I første omgang følte jeg mig ikke truffet og tænkte, at de nok havde fået en ny medarbejder i lægehuset, der hed det samme som mig, og hvis assistance der åbenbart var brug for – for man er vel ikke så bøvet i et lægehus, at man kalder på en patient, man ikke har øjenkontakt med, på den måde? Men det gjorde man altså, for ti sekunder efter dukkede der et spørgende kvindeansigt op i døråbningen: 'Ingen Uffe?' Ansigtet tilhørte en bioanalytiker, jeg aldrig før havde set, men åbenbart havde en aftale med.

Det har ikke noget med frihed, lighed og broderskab at gøre, at alle kalder hinanden ved fornavn

For mig føltes det et øjeblik, som om jeg sad i korte bukser med madpakken under armen og var blevet kaldt ind til skoleinspektøren. Det er ikke en version af mig selv, jeg har lyst til at blive reduceret til, når jeg er over 70 og trods alt har oplevet både sort/hvidt fjernsyn, oliekriser og girokort.

Det er, som om hele samfundet har vedtaget, at vi skal være en stor, hyggelig børnehave. Nogle kalder det demokratisering, men det har ikke noget med frihed, lighed og broderskab at gøre, at alle kalder hinanden ved fornavn, og bioanalytikere, ekspedienter og postbude uden videre siger 'Hej Uffe'. Jeg har heller ikke lyst til at være bonkammerat med telefonsælgere, der vil prakke mig et mobilabonnement på, jeg ikke har brug for. Eksemplerne er endeløse.

I min reaktionære verden er det forbeholdt familie, venner, bekendte og eventuelt kolleger at droppe efternavnet. Man behøver ikke sige 'hr.', men ellers vil jeg gerne tiltales med både fornavn og efternavn, når fremmede henvender sig. Det er bare udtryk for et minimum af klædelig respekt at bruge efternavnet i mødet med fremmede. Efternavne er ikke bare til pynt; de er bærere af historie, identitet og en vis autoritet. 'Uffe' uden efternavn er én, man kan sende i byen efter en liter mælk og et franskbrød med birkes. Det er ikke, fordi jeg kræver at blive behandlet som kongelig majestæt. Jeg vil bare gerne betragtes som et voksent menneske.

Jeg havde en drøm og har den stadig. Den er ikke helt så pompøs som Martin Luther Kings, men går ganske enkelt ud på, at en dag vil man igen begynde at bruge efternavn i omgangen med mennesker, man ikke kender. Når den dag kommer, vil jeg rejse mig fra stolen, rette på slipset og gøre honnør for civilisationens genkomst med ordene: ‘That's one small step for a man, one giant leap for mankind.’ Lav, men behagelig musik til hele september

Forleden dag, da jeg gik en tur i byen, blev jeg mødt af et syn, der fik mig til at standse op og spørge nærmeste forbipasserende, hvad der foregik. På det modsatte fortov var der en flere hundrede meter lang kø, der fortsatte rundt om hjørnet og ned ad den næste gade. Det viste sig, at det var, fordi der var udsalg i BabySam.

Vi lever i udsalgenes og tilbuddenes tidsalder, hvor rabatterne regerer, og den sidste rest af værdighed er forduftet. Tilbuddene lurer overalt, ikke mindst i dagligvarebutikkerne, hvor en pakke spegepølse pludselig er nedsat til 9,95, og det ender med, at man kommer hjem med fire pakker, selv om man hader spegepølse.

Hvem kan spise fem pakker udskåret kyllingebryst på tre dage, bare fordi prisen var uforskammet lav?

Ingen ved efterhånden, hvad noget faktisk koster, men alle ved, at det helst skal være nedsat. Hvad prisen er på en liter mælk, afhænger af ugedagen, månefaserne og om man har den rigtige app. At gå på indkøb er nærmest blevet som at spekulere på aktiemarkedet, og det værste er, at alle har vænnet sig til det. Vi ser det som en form for sport, hvor det handler om at snyde systemet, før systemet snyder os. Vi planlægger, tjekker tilbudsaviser, sammenligner priser på tværs af bydele, og så står man dér – glad for at have sparet 7 kroner, men uden at vide, hvor meget man egentlig har købt for. Tilbud har forvandlet forbrugere til rabatjægere på evigt udkig efter billigste tilbud. Man handler ikke længere af behov, men af frygt for at gå glip af noget.

Samtidig med, at 'stop madspild'-feberen raser, vokser madspildet uanfægtet, for hvem kan spise fem pakker udskåret kyllingebryst på tre dage, bare fordi prisen var uforskammet lav?

Der eksisterer heller ikke loyalitet som før, hvor man købte sin kaffe samme sted som sin mor og sin mormor uden at skulle tjekke fire apps og en tilbudsavis først. Vi er blevet kunder uden fast base, utro mod vores lokale brugs, forført af Rema 1000 og Lidl, afhængige af lokalaviser og digitale kuponer. Hvorfor være trofast kunde, når man kan være utro hver weekend? Detailhandlen er blevet som Tinder – man swiper fra butik til butik i jagten på den næste 10-kronersforelskelse.

Priserne hopper og danser, og midt i rabatcirkusset stiger de stille og roligt bag kulisserne

Priserne hopper og danser, og midt i rabatcirkusset stiger de stille og roligt bag kulisserne, mens vi gnider os i hænderne i illusionen om at have gjort en god handel.

Tænk, hvis man forbød mængderabatter, kampagneuger, og alt hvad der hedder 'begrænset parti’. Vi ville kunne gå i supermarkedet uden at føle os som deltagere i et dårligt gameshow og holde op med at tro, at livet går ud på at få rabat. Vi ville måske endda begynde at stole på priserne igen, sådan som man engang stolede på sit postbud eller sin bankrådgiver. Der ville ikke være behov for at rode i tilbudskasser, slås om den sidste bakke med hakket oksekød eller stå i kø klokken seks om morgenen for at få en billig havestol.

For ikke at tale om butikspersonalet, der kunne pakke varer ud uden at skulle bygge pyramider af toiletpapir eller dåser med makrel i tomat. Butiksejerne ville slippe for at konkurrere sig selv halvt ihjel og i stedet få stabile indtægter og overskud nok til at tilbyde – ikke rabat – men ordentlig service. Eventuelt også en gratis kop kaffe for hyggens skyld.

Kunne vi bare få en verden, hvor tingene simpelt hen koster, hvad de koster, og hvor man handler, fordi man har brug for noget – ikke fordi man føler sig tvunget af sin egen spareiver.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Somme tider træffer jeg en mand, som jeg har været kollega med i mange år. Men han hilser aldrig, når vore veje krydses. Det sker, hvis vi er til det samme arrangement eller den samme udstilling, og det er vi af uransagelige årsager jævnligt.

Jeg har ikke lagt tegnestifter på hans kontorstol, sået karse i hans tastatur eller skiftet billedet af hans kone på skrivebordet ud med en tegning af Skipper Skræk

Han ser mig – men han ser mig ikke. Det vil sige, han lader, som om han ikke ser mig. Den slags kan man altid se på folk. Men når han vender ryggen til, er han i sagens natur fri for at hilse på mig. Spørgsmålet er: Hvorfor gør han det?

Selv om vi begge har været ansat i den samme virksomhed samtidig i rundt regnet en menneskealder, har vi aldrig haft noget direkte arbejdsfællesskab eller haft noget med hinanden at gøre i øvrigt, så det kan ikke være, fordi jeg har generet ham. Eller kan det? Jeg har ikke lagt tegnestifter på hans kontorstol, sået karse i hans tastatur eller skiftet billedet af hans kone på skrivebordet ud med en tegning af Skipper Skræk. Han er nok bare genert, vil nogen måske sige. En mand på over halvfjerds?

Det er ikke noget, der får mig til at ligge vågen om natten, og jeg har hverken bestilt tid hos en krisepsykolog eller skrevet ind til Mads & Monopolet. Jeg undrer mig bare.

Desværre er min gamle kollega ikke alene om at være dårlig til at møde andre. Med fare for at lyde som den spidsborgerlige stivstikker, jeg ikke bryder mig om at være, forekommer det mig, at almindelig høflighed er ved at være en mangelvare. Håndtrykket var allerede på retur, inden det som nu er ved at blive helt udfaset af pandemiske årsager. Så meget desto vigtigere er det, at vi holder fast i andre måder at anerkende hinandens eksistens på, hvis vi stadig vil regnes for et nogenlunde civiliseret folkefærd.

Politikens håndbog Vor tids skik og brug fra 1964 har 11 tætskrevne sider om hilseregler og -skikke, og mange af dem er selvfølgelig forældede. For eksempel går mænd ikke længere med hat, så de kan lette på den – hvad jeg skal være den første til at begræde, men det er en anden historie. Men denne enkle regel giver vel stadig mening:

Man skal hilse på alle personer, man kender eller er blevet præsenteret for.

Eller som alle gode manerers moder, etikettens våbendragerske Emma Gad udtrykte det et halvt århundrede tidligere:

Saa snart man er forestillet for nogen og har vekslet nogle Ord, er det Skik, at man hilser hinanden, naar man mødes paa Gaden eller andetsteds.

Jeg kunne godt tænke mig at udvide reglen til, at man også hilser på mennesker, man træffer regelmæssigt, selv om man ikke er præsenteret for dem.

Bare et nik, mere skal der ikke til at gøre tilværelsen lidt lysere.

Til gengæld må den latterlige albuehilsen, vi alle sammen praktiserer i øjeblikket, gerne følge håndtrykket i graven snarest muligt for min skyld.