Der er temmelig mange mennesker, som får en let depression, når efteråret banker på. De kigger ud ad vinduet, sukker og begynder at google charterrejser til Tenerife. Jeg har en anden strategi: Man kan ikke ændre på vejret, så jeg tager min trenchcoat på. Det er en handling, der øjeblikkelig forbedrer min mentale tilstand med 37 procent. Den specifikke procent er ikke dokumenterbar, men jeg føler mig overbevist.

Man er klar til at slå kraven op og gøre det til en værdig konfrontation mellem menneske og meteorologi

Efteråret er trenchcoatens naturlige habitat. Om sommeren virker den overdrevet, og om vinteren kan den blive udfordret af kulden. Men på en blæsende oktoberdag, hvor det dufter af våde blade, og himlen har farve som gammelt sølv, er den perfekt. En trenchcoat får én til at tage vejret mindre personligt. Man står i entréen og hører regnen tromme mod ruden. Træerne bøjer sig i vinden, bladene hvirvler hen ad fortovet, og et sted vælter en skraldespand og skramler mod fliserne. Det er ikke vejr til små paraplyer og tynde jakker. Det er trenchcoatvejr, og man tager frakken på. Så åbner man døren, vinden rammer én direkte i ansigtet. Man er klar til at slå kraven op og gøre det til en værdig konfrontation mellem menneske og meteorologi. Ikke fordi man fryser, men fordi det ser rigtigt ud. Man går i Kvickly efter mælk og køkkenruller og kommer hjem med fornemmelsen af at have afsluttet en hemmelig mission i Istanbul. Vi er nogle, der ikke kun klæder os efter vejret. Vi klæder os efter, hvem vi forestiller os, vi er.
Hvis det er en rigtig trenchcoat, er den knælang eller længere endnu – ikke som de sørgelige nymodens 'frakker', der kun når til midt på låret. Den har en elegant, lige silhuet med dobbeltradet lukning og bøffelhornsknapper, og kraven er bred, så den kan slås op og beskytte mod vind og vådt vejr. Bæltet med de fem stikninger kan bindes stramt, så det fremhæver figuren, eller hænge løst, så det ser mere afslappet ud.

Man går i Kvickly efter mælk og køkkenruller og kommer hjem med fornemmelsen af at have afsluttet en hemmelig mission i Istanbul

Den garvede trenchcoatbærer bruger aldrig bæltespændet, men binder bare en knude på bæltet, og de håndsyede øjer til spændetornen er på sin vis overflødige. I bæltet sidder også de karakteristiske D-ringe, som oprindelig blev brugt i militæret til at fastgøre forskelligt udstyr. De ses ikke tydeligt på tegningen, men på billedet af Humphrey Bogart ovenfor kan man øjne en enkelt. Skuldrene er forsynet med epauletter, som engang havde en militær funktion og blandt andet blev brugt til at fastgøre udstyr eller holde remme fra tasker eller våben på plads. Senere blev de også brugt til at vise rang og tilhørsforhold gennem forskellige mærker og insignier. Trenchcoaten har bærestykke på ryggen og fortil et ekstra stykke stof over brystet – en stormflap – som beskytter bedre mod regn og samtidig skaber det lagdelte udseende. En stormkrog i kraven hører selvfølgelig med. Ærmerne er udstyret med justerbare manchetstropper, så de kan strammes omkring håndleddene. Lommerne er såkaldte pass-through-pockets, der har en åbning, der gør det muligt at føre hånden gennem lommen og ind til tøjet indenunder. Den klassiske trenchcoat er beigefarvet, men den ses også i farver, som næppe ville have imponeret en britisk officer i 1916.

Direkte oversat betyder 'trenchcoat' skyttegravsfrakke. Historien om trenchcoaten begynder i Storbritannien i 1879, hvor tekstilfabrikanten Thomas Burberry fik idéen til det vandafvisende stof gabardine. Det var lettere og mere åndbart end datidens tunge regnslag og blev hurtigt populært blandt opdagelsesrejsende og officerer. Under Første Verdenskrig blev frakken udleveret til britiske officerer, som havde brug for noget, der kunne modstå mudder, regn og kulde uden at hæmme bevægeligheden, og det var på slagmarken, alle de små detaljer blev udviklet. Efter krigen tog soldaterne frakkerne med hjem, og det viste sig, at militærfrakken også fungerede glimrende på en foggy day i London.

Men det var filmens verden, der gjorde trenchcoaten udødelig. Hollywood opdagede snart, at en lang frakke kunne fortælle en historie, før skuespilleren havde fået sagt det første ord. Humphrey Bogart gjorde den til et symbol på den hårdkogte helt i Casablanca. Senere bar Audrey Hepburn den med ubesværet elegance i Breakfast at Tiffany's, og hver gang en detektiv i en kriminalfilm trak kraven op om ørerne og forsvandt ud i natten, voksede trenchcoatens status. Nu er den levende kulturhistorie.

Den klassiske Burberry-model Kensington koster godt og vel 16.000 kroner, men mange andre mærker laver trenchcoats, der koster en brøkdel og fungerer lige så godt. Som den snob jeg er, har jeg selvfølgelig investeret i en Burberry, og som den miljøbevidste forbruger jeg er, når det er til min fordel, har jeg selvfølgelig købt den i en genbrugsforretning for 500 kroner.

Mest for nørder:
En model Kensington som min fra før 1999 er fremstillet i England og har et stofmærke i nakken, hvor der står Burberrys' – altså med et s og en apostrof til sidst – og som desuden er dekoreret med en ridder til hest, The Equestrian Knight. Skriften er hvid på marineblå baggrund. Hvis ridderen mangler, og der bare står BURBERRY med store, grafisk minimalistiske bogstaver uden s'et og apostroffen, er frakken fra tiden efter 1999 og sandsynligvis fremstillet i Italien, Tyrkiet eller Malaysia. De originale trenchcoats fra før 1999 har også et hvidt mærke i venstre lomme med felter til navn og ordrenummer. Størrelsen står altid i navnefeltet. På inderforet sidder størrelsesmærket skjult under det marineblå Burberrys’-mærke. Hvis man ikke kan finde mærkerne, er der tale om en forfalskning, medmindre nogen af en eller anden grund har fjernet dem.

I dag er dagen, hvor jeg indleder min trenchcoatsæson. Det vil sige, at jeg satser på, at efteråret samtidig begynder at ruske i træerne, regnen pisker mod ruderne, og himlen ser ud, som om den har opgivet enhver ambition om at blive blå foreløbig. Så vil jeg iføre mig frakken, åbne døren og træde lige ud i det med en vis værdighed.

Man kan ikke styre verden. Men man kan slå kraven op.

Bare rolig, der følger ingen fortrolige bekendelser eller en klagesang om ægteskabets fortrædeligheder. Det drejer sig ganske enkelt om, at flere og flere mænd er begyndt at omtale deres kone som deres hustru. Hvorfor vides ikke, men måske for at fremstå som særlig opmærksomme på sprogets finere nuancer.

Man skulle tro, nogen havde fået øje på ordet i en montre på Nationalmuseet og var blevet inspireret til at puste nyt liv i det

Ikke fordi jeg har noget imod ordet 'hustru'. Det er et glimrende gammelt ord, som gennem århundreder har gjort tjeneste i det danske sprog, og jeg har ingen indvendinger mod, at det fortsat eksisterer. Men hvorfor skal et gammelt ord, der blev udfaset i daglig tale for flere årtier siden, pludselig indtage pladsen som det pænere, mere moderne og frigjorte alternativ til det helt uskyldige 'kone'? Man skulle tro, nogen havde fået øje på ordet i en montre på Nationalmuseet og var blevet inspireret til at puste nyt liv i det, så det blev til det progressive, bevidste og muligvis ligefrem feministisk korrekte ord. For 'kone' kunne måske give associationer til patriarkat, brun sovs og mænd, der stadig mener, at en kvinde hører hjemme i køkkenet.

Jeg siger 'kone', som jeg altid har gjort, og jeg har ingen planer om at lave om på det. Når jeg siger 'min kone', forestiller jeg mig ikke et menneske, der er underlagt mig. Jeg forestiller mig det menneske, jeg er gift med. På samme måde forestiller jeg mig heller ikke, at ordet 'mand' indeholder en særlig kønspolitisk erklæring, når en kvinde siger 'min mand'.

Det er klart, at ord kan få forskellige betydninger og bibetydninger. Men der er også noget, der hedder sproglig indarbejdelse. Når et ord har været brugt af millioner af mennesker i generationer, mister det som regel den betydning, nogen måske engang kunne have fundet på at tillægge det. 'Kone' er så almindeligt, at ingen normalt tænker: 'Ah! Her har vi et menneske, der sprogligt markerer kvindens underordning i det heteronormative ægteskab.' Man tænker vel bare: 'Nå, han er gift.'

Hvis ens ægtefælle virkelig er den bedre halvdel, må man nødvendigvis selv være den dårligere halvdel, restaffaldet

Siger man 'hustru', får det pludselig et strejf af højtidelighed. Man markerer, at man har taget stilling til noget og vedhæfter et lille usynligt bilag med oplysning om, at man har gennemtænkt sit ordvalg.

Men faktisk har jeg et langt større problem med udtrykket 'min bedre halvdel'. Det er ganske vist på sin vis demokratisk, fordi det kan bruges om både mænd og kvinder, men det gør ikke sagen bedre. Det lyder som en vittighed, der blev opbrugt engang i 1987, men som ingen fik fortalt, at den var død. Hvis ens ægtefælle virkelig er den bedre halvdel, må man nødvendigvis selv være den dårligere halvdel, restaffaldet.

Man kan også vælge at være ung med de unge og sige 'wifey'. Det er en kandiseret udgave af det engelske 'wife'. Det er jo sødt, eller det er i hvert fald meningen, at det skal være sødt. Men det lyder mere som noget, man skriver under et billede på Instagram, hvor der står et par med bare fødder foran en solnedgang på Bali, og teksten lyder: 'Forever my wifey', efterfulgt af en hjerteemoji. Man får straks en mistanke om, at der også findes et matchende kaffekrus: 'World’s best wifey'. 'Wifey' er wife med en lille lyserød sløjfe på, ligesom når voksne mennesker siger 'hunni' om en hund. Der er ikke noget galt med engelske ord, når de udfylder et hul, dansk ikke allerede har dækket. Men jeg har svært ved at se, hvilket hul 'wifey' skulle udfylde.

'Wifey' er wife med en lille lyserød sløjfe på, ligesom når voksne mennesker siger 'hunni' om en hund

Nu vi er ved fremmedsprog, er der et andet udtryk, som er direkte myrekrybfremkaldende, og som ofte optræder på sociale medier: 'manden min.' Her har dansk grammatik tilsyneladende været på studietur til Norge og glemt at komme hjem igen. Jeg har ikke noget imod nordmænd, men man kan altså ikke uden videre importere syntaks, bare fordi man synes, at den ser hyggelig ud. Hvor kommer det fra? Der er vel ingen danskere, der siger 'bilen min står ude i garagen' eller 'huset mit er solgt'', 'hunden min er stukket af' eller 'skatten min er steget'. Der er selvfølgelig den mulighed, at 'manden min' er blevet indført, fordi 'min mand' efter nogens mening er blevet for konventionelt. Det ligger i forlængelse af den sproglige trend, hvor man markerer, at man er bevidst om køn, at man ikke vil støde nogen, at man har overvejet et ords historiske bagage, og at man er inkluderende.

Men jeg insisterer altså på at sige 'min kone'. Hvis nogen synes, det er undertrykkende, vil jeg være ked af, at et substantiv har fået så stor magt over deres tilværelse, og hvis nogen spørger mig, hvorfor jeg ikke siger 'min hustru', kan jeg kun svare: 'Fordi hun er min kone.' Og hvis jeg sagde 'min wifey' til min kone, tør jeg slet ikke tænke på det blik, jeg ville få.

Det er sommer, det er sol, og det er søndag onsdag ♬ – og panamahatten har sine kronede dage. Den emmer af sommer, elegance og eventyr, og når man ser den, kommer man straks til at tænke på solrige boulevarder, tropiske haver eller en tilbagelænet eftermiddag på en fortovscafé med en iskold daiquiri inden for rækkevidde. Men det sjove ved panamahatten er, at den slet ikke kommer fra Panama.

Panamahattens historie går tilbage til omkring 1630 i provinserne Guayas og Manabi på Ecuadors kyst. Det er den eneste region i verden, hvor Carludovicapalmen (som i øvrigt ikke er en palme) vokser og kan levere de eftertragtede toquillastrå, som de hedder. Allerede længe før europæerne satte deres fod i Sydamerika, blev hattene fremstillet af områdets befolkning. I 1800-tallet blev hattene eksporteret via Panama.

I 1906 rejste Theodore Roosevelt til Mellemamerika for at inspicere konstruktionen af Panamakanalen. Mens han var der, fik han en toquillastråhat, som han bar konstant. Billeder af præsidenten med sin 'panamahat' fra Equador gik verden rundt. Medierne og offentligheden kunne slet ikke få nok. Hermed blev panamahattens navn cementeret, og hatten blev højeste mode.

Fremstillingen af en ægte panamahat er en omfattende proces. Først høstes de unge blade. Bladene koges, tørres og bleges forsigtigt i solen, indtil de får deres karakteristiske lyse farve. Derefter begynder den tidkrævende fletning. De fineste hatte flettes med så tynde fibre, at arbejdet kan tage flere måneder. Hver eneste fiber bliver anbragt med stor præcision, og jo tættere og finere fletningen er, desto højere bliver kvaliteten. Når selve hatten er flettet, vaskes, presses og formes den over træblokke, så den får sin endelige facon. Til sidst monteres svederem og hattebånd, og resultatet er en let, smidig og smuk hat, som ikke bare beskytter mod solen, men også ser uforskammet godt ud på alle uanset køn.

En panamahat adskiller sig fra andre stråhatte ved at være fjerlet og samtidig ubegribelig robust. Materialet føles nærmest silkeblødt, og hatten kan bøjes uden at blive ødelagt, medmindre man tager kvælertag på den. Den klassiske farve er elfenbenshvid eller lys creme med et sort bånd omkring pulden, men der findes selvfølgelig moderne udgaver i mange farver og udformninger. Fælles for dem alle er den karakteristiske, tætte fletning og den flotte finish. Det er kombinationen af komfort, håndværk og stil, der har gjort panamahatten til et ikon blandt eventyrere, kunstnere, politikere, flanører og forfængelige bloggere.

Ved første øjekast kan en panamahat ligne enhver anden stråhat, men forskellene viser sig hurtigt, når man ser nærmere efter. En almindelig stråhat fremstilles som regel af hvedehalm, rughalm, søgræs, papirfibre eller syntetiske materialer og på maskine for at holde prisen nede. Fletningen er grovere, og hatten kan føles mere tung og stiv. Den ægte panamahat er som sagt håndflettet meget fint og ensartet. Holder man hatten op mod lyset, kan man se, hvor tæt og præcist fibrene er flettet. Jo finere mønster, desto mere eksklusiv er hatten. Hattene klassificeres og prissættes efter antallet af vævninger pr. kvadrattomme.

Af de tre stråhatte, jeg selv råder over, er de to ægte panamahatte. Den ene, som ses på billederne ovenfor både udvendig og indvendig, har jeg anskaffet mig for en net sum. Den anden, som er næsten lige så fin, fandt jeg i en tag-selv-genbrug og har ikke kostet mig en krone. Og nu håber jeg, det kan blive mellem os: den tredje er lavet af Toyostrå, som er et glat, skinnende og fleksibelt kunstigt stråmateriale, fremstillet af tæt flettet viskose (cellulose/rispapir) og behandlet med lak eller shellak. Det er med andre ord overhovedet ikke en panamahat. Men ikke nok med, at kun hatteentusiaster kan se forskel, den er faktisk også mere elegant end de to panamahatte, fordi skyggen er bredere, og hattebåndet er samlet i siden på en mere raffineret måde. Det er den, jeg går med det meste af sommeren. Men jeg fortæller selvfølgelig aldrig nogen, at det i virkeligheden bare er en papirhat.

Man må antage, at det var det dårlige vejr, Thøger Larsen havde i tankerne, da han skrev 'Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig'. Men som vi har erfaret i den forløbne weekend med livstruende hedebølge og aflyste arrangementer i stribevis, kan vejret også blive for godt.

Som bekendt er vi ikke herre over vejrets kalamiteter. Men det samme gælder ikke alle sommerens andre tvivlsomme ingredienser i form af traditioner og mere eller mindre frivillige pinefulde ritualer. Dem har vi kun har os selv at takke for.

Der er intet afslappende ved at stå med en tang i hånden og overvåge gløder med en flyveleders koncentration

For hvem har i virkeligheden lyst til at sidde i sand, der opfører sig som glimmer ved en børnefødselsdag og bliver siddende på kroppen til oktober? Og ingen indrømmer, at det er anstrengende at slæbe seks kilo håndklæder, en køletaske, solcreme, en mustensroman og en oppustelig enhjørning hen til et sted, hvor der hverken er skygge eller toiletter. Alligevel tager man til stranden. Man finder en plads, smører sig ind i en fedtet substans og lægger sig til rette på et tæppe i håb om, at solen begynder at skinne lige om lidt. Det gør den ikke. Man ender med at ligge og småfryse i vinden i tre timer.

Det kan også være, at man inviterer til grillparty i haven. Ingen ved præcis, hvornår det blev synonymt med afslapning at grille. Der er intet afslappende ved at stå med en tang i hånden og overvåge gløder med en flyveleders koncentration. Alligevel gentager ritualet sig hvert år. Man dyrker udelivet. Det betyder i praksis, at man flytter al madlavning fra et køkken med emhætte og lys til en terrasse med røg og et udvalg af insekter. De første pølser, der enten er rå eller forkullede, indtager man med påstået velbehag.

Is hører også sommeren til. Ikke nødvendigvis fordi man har lyst til is, men fordi temperaturer over 22 grader forpligter én moralsk til at stå i kø foran en iskiosk og overveje, om man skal holde sig til den sædvanlilge vaffel med vanilje og jordbær, eller om man skulle vove halsen og forsøge sig med saltkaramel og banan for en gangs skyld. Det gør man så – og fortryder. Næste år gentager man forsøget.

Man skal købe nye kartofler og spise jordbær, selv om de fleste er sure eller uden smag, og man måtte kassere halvdelen

Alle elsker pr. refleks de lange sommeraftener. Det er vigtigt at sidde ude længe, selv om mørket og kulden sniger sig ind på én, og selv om ingen egentlig har mere at sige hinanden. Så man bliver siddende med et tæppe om skuldrene og gentager med faste mellemrum mantraet: 'Der er altså noget helt særligt over de lyse aftener.' Ingen går ind, før klokken er langt over sengetid. De mest yderliggående bliver ude og sover i shelter.

Man må ikke glemme de obligatoriske små eventyr. Man skal cykle et sted hen eller besøge et loppemarked. Man skal købe nye kartofler og spise jordbær, selv om de fleste er sure eller uden smag, og man måtte kassere halvdelen. På et tidspunkt skal man sige: 'Vi skal huske at nyde det.'

Måske er sommerglæde ikke glæde i klassisk forstand, men snarere en form for årstidsbestemt socialisering. Vi tager til stranden, selv om der er rarere hjemme i haven. Vi spiser is, selv om vi ikke er lækkersultne. Vi tænder grillen, selv om ovnen virker bedre. Vi sidder ude og fryser med anstand for at kunne sige, at vi sad ude. Vi tager billeder af solnedgange, som ligner alle andre solnedgange. Altsammen uden at tænke nærmere over det, fordi det nu engang hører sig til.

Sidst i august konstaterer vi, at sommeren gik alt for hurtigt. Vi føler, vi burde have fået mere ud af den. Næste år gør vi præcis det samme igen, for sommeren er ikke bare en årstid, den er en opgave. Og fra og med i dag har vi stadig et par måneder til at løse den.

Er klassikere nødvendigvis god litteratur? Det har altid naget mig, at der bliver ved med at være bøger, jeg ikke har læst, når nu deres litterære kvaliteter anses for indiskutable. Men spiller det slet ingen rolle, at klassikerværdigheden blev erhvervet i en fjern fortid, og holder varebetegnelsen 'klassiker' til evig tid?

For at finde ud af det og for at udbedre krateret i min almendannelse, indførte jeg for et par årtier siden på min første blog den ugentlige rubrik Læsehippologisk Søndagsklub i samarbejde med en håndfuld lidelsesfæller blandt læserne. Det var en slags terapeutisk rundkreds, hvor vi i fælles ensomhed mere eller mindre møjsommeligt arbejdede os igennem udvalgte klassikere, som nogen engang havde udnævnt til at være mesterværker – eller i det mindste vigtige – af den ene eller anden grund.

Vi havde ingen autoriserede litterater til at lede os på vildspor – det sørgede vi helt og holdent selv for

Samtidig var der selvfølgelig lejlighed til at diskutere overvejelser, tanker og spørgsmål eller måske fortolkninger af bestemte passager, der trængte sig på under læsningen. Når bogen var læst, vurderede vi den efter en pointskala for at finde ud af, om vi skulle være gået glip af noget ved ikke at have læst bøgerne for længst – nogle foreslog ligefrem en kulturarvsrelevansdebat og eventuel støbning af vores egen litterære kanon som kronen på værket. Vi havde med andre ord ingen autoriserede litterater til at lede os på vildspor. Det sørgede vi helt og holdent selv for.

Den ikke særlig overraskende erfaring, vi gjorde, var at læsere såvel som forfattere er vidt forskellige. Læsere synes om forskellige bøger, og fordi et værk har opnået en vis prestige, betyder det ikke automatisk, at det også er en stor litterær bedrift. For eksempel måtte jeg se den frygtelige sandhed i øjnene, at når jeg så bort fra de velkendte løsrevne aforismer, var jeg ikke nær så stor en Oscar Wilde-fan, som jeg gik og troede. Men jeg følte mig også lidt lettere.

Klassikerstatus opstår ikke i et vakuum. Den er resultatet af historiske, kulturelle og sociale processer. Bøger bliver læst, analyseret, undervist i og gentaget gennem generationer, indtil de opnår en slags kanonisk tyngde. Men smag ændrer sig, samfund ændrer sig, og det gør vores måde at læse på også. Det, der engang blev betragtet som universelt, kan vise sig at være dybt præget af sin tid. Derfor må det også være legitimt at være kritisk og ikke bare opfatte klassikerne som uantastelige monumenter.

Der er noget befriende ved at indrømme, at nogle klassikere måske er lidt kedelige. Ikke nødvendigvis dårlige, men når man pludselig får en uimodståelig trang til at rydde op i stedet for, scrolle på sin telefon eller stirre intenst ud i luften, er det på tide at stoppe. Det er sjældent noget godt tegn, når ens største læseoplevelse består i at tælle, hvor mange gange man kan læse den samme side uden at være helt sikker på at have forstået den.

At vi så også lever i en tid, hvor der udgives ufattelig meget ligegyldigt, støjende skrammel, er en anden sag

Alligevel holder vi fast i idéen om klassikeren som noget ophøjet. Noget, man ikke anfægter. Men kan en bog virkelig være en klassiker til evig tid? Eller burde klassikerstatus være noget, der løbende genforhandles? Hvis en klassiker ikke længere taler til os, hvis den ikke vækker nysgerrighed, undren eller følelse, hvad er den så andet end en titel på en liste?

Det betyder ikke, at klassikerne skal kasseres. Men måske skal man give sig selv lov til at læse dem med friske øjne og til at lægge dem fra sig uden dårlig samvittighed. God litteratur må vel være det, der faktisk gør indtryk, ikke det, der er blevet vedtaget som god litteratur.

Det rejser spørgmålet, om nogle klassikere først og fremmest er historisk vigtige snarere end egentlig gode. At deres værdi ligger i deres tidligere indflydelse mere end i deres læsbarhed? Hvis det er tilfældet, bliver læsningen en sur pligt eller kulturel lektie i stedet for en æstetisk oplevelse. Men der er en vis tryghed i klassikerbegrebet. Det skaber en fælles referenceramme, vi kan vende tilbage til. Klassikere fungerer som kulturelle pejlemærker og fortæller os, hvor vi kommer fra. Måske er problemet, at vi alt for sjældent spørger, om de også fortæller os noget om, hvor vi er nu.

At vi så også lever i en tid, hvor der udgives ufattelig meget ligegyldigt, støjende skrammel, er en anden sag.

Man skal forestille sig et badeværelse engang i 60'erne med terrassogulv og hvide fliser. Spejlet er dugget, og en mand står foran det, klasker en generøs mængde Old Spice i ansigtet og skærer en grimasse, der indikerer, at han lige er blevet ramt af en tropisk tsunami af mentol, krydderier og maskulin beslutsomhed. Han nikker til sig selv i spejlet, fast overbevist om, at han nu er klar til at erobre dagen, eventuelt verden.

Det er duften af en mand, der kan skifte hjul på sin bil uden at bruge YouTube

Min far brugte Old Spice. Old Spice aftershave er ikke bare en duft. Det er en institution og en portal tilbage til en tid, hvor mænd gik med seler og barberede sig med ragekniv. Duften af citrus, krydderier og en ubestemmelig fornemmelse af maskulin autoritet. Det er duften af en mand, der kan skifte hjul på sin bil uden at bruge YouTube, eller som i hvert fald ikke lader sig mærke med, at han har googlet det først. Det er en duft, som kendetegner en mand, der har en skuffe fuld af læderbælter og en mening om, hvordan man griller en bøf.

Men Old Spice er også en overlever. I en tid, hvor parfumeindustrien er fyldt med trendy nichedufte ('middelhavsbrise', 'finregn en tidlig forårsmorgen i Paris' og den slags), har Old Spice holdt fast i sit oprindelige koncept: 'duften af mand – punktum'. Den har nægtet at bøje sig for modefænomener på samme måde som et ældre fornuftsvæsen, der insisterer på at bruge sin gamle Nokia 3310, fordi den stadig virker.

Selv reklamerne for Old Spice har kultstatus. Absurde, humoristiske og 100 procent selvironiske. For eksempel The Man Your Man Could Smell Like fra 2010, hvor en sort mand på en hvid hest forklarer kvinder, at hvis deres kæreste brugte Old Spice, ville han automatisk blive en bedre version af sig selv. Uanset hvor grinagtigt det var, virkede det åbenbart. Den 89 år gamle duft blev pludselig cool igen.

Old Spice er ikke for alle. Det kræver en vis personlighed at bære den med værdighed. Det er ikke en duft for den forfinede mand, der diskret sprayer sig med en let citrusparfume fra Magasin til 1500 kroner. Det er en duft for en mand, der gemmer på en indre cowboy, uanset om han bor i en storbylejlighed, eller om han faktisk har en hest stående ude i stalden. Men det er ikke bare en aftershave, man køber i Normal til en halvtredser. Man køber en billet til en svunden æra, et stænk selvtillid, og en duft der har overlevet generationer. Skulle man komme i tvivl om, hvorvidt man kan bære den, får man muligvis svaret ved at kigge i spejlet, klaske den i ansigtet og spørge sig selv: 'Hvad ville John Wayne have gjort?'

Jeg har lige købt en flaske af nostalgiske grunde, og i morgen tidlig vil jeg gøre forsøget. Desværre føler jeg mig ikke helt overbevist om, at det bliver en succes.

• På listen over de mest indflydelsesrige personer i Europa ligger Mette Frederiksen nummer 2 efter Donald Trump. Det svarer til at sige, at en tornado er mere effektiv end en ventilator. Teknisk korrekt, men ikke nødvendigvis ønskværdigt.
• Økonomiske vismænd fraråder differentieret moms – det er for dyrt for samfundet at gøre frugt og grøntsager billigere. Man overvejer i stedet at indføre et afgiftssystem, hvor man bliver belønnet for at skule til en pastasalat. Eller større rabat, jo mere man sukker over priserne.
• Højesteret har afgjort, at advokaten bag den undersøgelse, der førte til tv-værten Jes Dorph-Petersens fyring i en MeToo-sag, skal betale 2 millioner i erstatning til Dorph-Petersen. Advokatfirmaet skriver på deres hjemmeside, at de er overraskede over afgørelsen. De tilføjede ikke: ‘Det her bliver svært at forklare i julebrevet.'
• På et plejehjem i Farsø registrerer et apparat uventede lyde, som kan tilkalde personalet – en tabt bog, en høj snorken eller et fald bliver straks opfanget af systemet. Det mest bekymrende er, når apparatet registrerer total stilhed.
• Fra nytår kan privatpersoner frit importere medicin til Danmark fra et hvilket som helst land – en ændring, der skal spare 1000 offentlige stillinger. Det er første gang, man har skåret i bureaukratiet ved at sige: 'Ved du hvad, det må du virkelig selv om.’
• PostNord har sat sine røde postkasser til salg, fordi selskabet stopper med at dele post ud til nytår. Men de ved, hvad de gør – de har øvet sig i mange år.
• Kommunikationskonsulent Anna Thygesen er hyret til at hjælpe Folketingets formand Søren Gade med krisekommunikation i en række sager. Det er sund fornuft, at Folketinget uddelegerer opgaver, de producerer i så stabile mængder.
• På de videregående uddannelser i Sverige er 770 personer blevet bortvist siden 2023 for at snyde ved at bruge AI. Der foreligger ingen tal om fænomenets udbredelse i Danmark – her kender vi kun til studiegrupper, der bare arbejder virkelig hurtigt.
• 600 pakker er blevet stjålet fra en pakkeshop i Køge. Mistanken retter sig mod en rødklædt mandsperson med langt, hvidt skæg, der hastede afsted i mørket med en stor sæk på ryggen.
• De seneste år er danskerne i stigende grad begyndt at købe deres and, flæskesteg og brunede kartofler udefra. Juleaften er nu reduceret til takeaway med levende lys.

SET:
Matador
Dansk tv-serie, 1978-81 – dr.dk

Der findes tv-serier, og så findes der Matador, der med sine 24 episoder er den perfekte julekalender for tv-narkomaner. Endnu engang er jeg blevet draget af både Misse Møhge og resten af den danske nationalskat, der siden 1978 har været lige så fast en del af det kulturelle arvegods som smørrebrød, højskolesangbogen og den obligatoriske debat om, hvem der egentlig er den mest irriterende figur i serien. Matador er på én gang et historisk drama, en karakterkomedie og en kollektiv erindring, som næsten alle danskere deler – selv dem, der sværger på, at de 'kun har set et par afsnit', men alligevel kan citere Ingeborgs berømte replik til Mads: 'Syg i hovedet? Det er dig, der er syg i hovedet! Serien udspiller sig i den fiktive provinsby Korsbæk – et Danmark i miniformat: De bredeste skuldre bærer ikke altid de tungeste byrder, borgerskabet er både fascinerende og latterligt, og selv den lille mand kan brillere – især hvis han hedder Mads Skjern og har talent for forretning, er fremsynet og evner at irritere bankdirektør Varnæs. Netop forholdet mellem Varnæs og Skjern er en af seriens mest geniale dynamikker. Det er klassisk dansk dramatik forklædt som hverdag: tradition møder modernitet, privilegier møder ambition, alt sammen med en understrøm af misundelse, stolthed og små ydmygelser. Men Matador er også en hyldest til dem, der sjældent får plads i historiebøgerne, men som til gengæld får lov at fylde i hjertet: Agnes, der går fra tjenestepige til virksomhedsejer; Maude, der blomstrer langsomt, og selv grisehandler Oluf Larsen, der med sit lune og sin livsvisdom minder os om, at format ikke nødvendigvis kræver rigdom. Serien er fuld af den stille humor, hvor man griner, fordi man genkender sig selv. Matador rammer noget dybt dansk: fascinationen af hierarkier, trangen til fællesskab og småsladder, og den dybe, næsten religiøse tro på, at et middagsselskab eller en folkelig håndbajer får de fleste problemer til at forsvinde. At Matador stadig holder i dag, siger noget om den kvalitet, der ligger i fortællingen. Den handler om modgang, opbrud og udvikling – alt det, Danmark har været igennem, og stadig går igennem. Det er som et spejl, vi kan kigge i, når vi vil forstå os selv lidt bedre. Og måske er det derfor, den bliver ved med at blive genudsendt, som en slags national terapi. Når rulleteksterne kommer på, sidder man ofte tilbage med følelsen af at have besøgt gamle venner. Nogle er irriterende, men man vender alligevel tilbage. Korsbæk er på en eller anden måde et sted, hvor alle har boet lidt. Jeg har i hvert fald – og gør det igen indtil den 24.
Matador er i en liga for sig og får derfor ingen stjerner.
Manuskript: Lise Nørgaard, Paul Hammerich, Karen Smith og Jens Louis Petersen
Instruktion: Erik Balling


Love Actually
Amerikansk-fransk-britisk romantisk komedie, 2003 – Filmstriben
★★★★★☆

En film, der efterhånden er blevet et fast indslag i december. Det er et britisk julemix af romantik, humor og hjertevarme, hvor ti små historier flettes sammen til én stor påmindelse om, at kærligheden virkelig findes overalt – også når den er akavet, rodet eller direkte tåkrummende. Hugh Grant danser sig vej gennem Downing Street som den charmerende premierminister, der falder for sin medarbejder. Colin Firth flygter til Frankrig for at skrive roman, men ender med at skrive kærlighedshistorie i stedet, og Bill Nighy stjæler hele showet som den falmede rockstjerne med mere selvironi end sangstemme. Nighy har i øvrigt siden fortalt, at rollen betød, at han efter filmen kunne firedoble sine honorarer. Og så er der selvfølgelig den ikoniske scene med papkortene: Mark er forelsket i Juliet (Keira Knightley), som lige er blevet gift med hans bedste ven, Peter. Han har forsøgt at skjule sine følelser ved at være kølig og distanceret over for Juliet, men hun opdager, at han i virkeligheden er blevet forelsket i hende gennem videooptagelserne fra brylluppet. Scenen med papkortene er Marks måde at sige farvel til sine følelser på uden at skabe problemer i hendes ægteskab eller ødelægge venskabet til Peter. Ikke et øje er tørt. Det, der gør Love Actually langtidsholdbar som juleklassiker, er kombinationen af tør, britisk humor, sympatiske karakterer og det evige håb om, at kærligheden nok skal finde vej. Filmen er unægtelig noget sukkersød i kanterne, men i december er det vel en del af charmen. Den fungerer perfekt som sofahyggeligt samlingspunkt med gløgg i glasset og stearinlys i vinduet, og selv en juleskeptiker som jeg plumper gladeligt i hvert eneste år.
Instruktion: Richard Curtis
Se scenen med papskiltene


The Holiday
Amerikansk romantisk komedie, 2006 – dr.dk
★★★★☆☆

Den filmiske pendant til en kop varm kakao: sød, cremet og umulig ikke lige at slubre i sig. Filmen følger to kvinder, der begge står midt i hver deres følelsesmæssige stormvejr. Iris (Kate Winslet), der lider af uhelbredelig kærlighed til en mand, der ikke fortjener hende, og Amanda (Cameron Diaz), der kan klippe en trailer sammen på et sekund, men ikke kan holde et forhold ud i mere end et par uger. I et anfald af akut livskrise beslutter de sig for at bytte huse hen over julen: Amanda rejser til et idyllisk, sneklædt engelsk landsbyhus, og Iris ender i en moderne Calabasas-mansion med indbyggede swimmingpools og Hollywood-glam. Og selvfølgelig opnår de begge noget, de ikke havde regnet med: kærlighed, selvindsigt og en følelse af, at verden måske ikke er så slem, når bare man tør åbne døren. Jude Law stråler som charmerende, men blød familiefar, og Jack Black har rollen som den elskelige musiknørd Miles. Filmen balancerer mellem romantik, humor og følelsesmæssig healing på en måde, der gør den til en af de mest gensynsvenlige julefilm. The Holiday er fuldstændig forudsigelig, men det tager man med.
Instruktion: Nancy Meyers
Se trailer

Hvis man troede, at jeg havde fået luft for min irritation over den åndsforladte halloweenfejring, kan man godt tro om igen. For de seneste dage har man hørt den ene lallegade radiovært efter den anden plapre uhæmmet løs om 'halloween – eller allehelgen, som det hedder på dansk ...'

Nej, allehelgen er ikke det samme som halloween.

Selv om de to dage bliver forbundet med hinanden, har de forskellige rødder og betydninger. Halloween stammer fra den keltiske højtid Samhain, som markerede overgangen mellem sommer og vinter. Senere blev halloween optaget i den kristne kalender som All Hallows’ Eve – altså aftenen før allehelgensdag. Senere blev det til den folkelige og kommercielle tradition, vi kender fra engelsksprogede lande, ikke mindst USA, med udklædning, græskar, 'trick or treat' og hjemmestrikket uhygge.

Til forskel herfra er allehelgen en kristen helligdag, hvor man mindes de døde og helgenerne. I Danmark holdes den første søndag i november, ikke den 1. november som i mange andre lande. I kirken læses navnene på de døde op fra det seneste år, og der tændes lys for dem. Stemningen er rolig, højtidelig og eftertænksom i modsætning til halloween.

At sammenligne halloween med allehelgen er som at sætte lighedstegn mellem en fredagsbar og en søndagsmesse. Den ene handler om grin, kostumer og popcorn – den anden om stilhed og eftertanke.

Men kan det ikke være ligemeget? Eller som man ville sige ovre i Halloweenland: 'Who cares?'

Jeg gør åbenbart.

Da tenorsaxofonisten Lester Young døde i 1959, skrev bassisten Charles Mingus en elegi til hans minde og gav den titlen Goodbye Pork Pie Hat (kan høres her), fordi Lester Young altid optrådte med en pork pie-hat på hovedet. Det er en blød hat af uld eller filt, som er flad og helt rund i modsætning til en fedora og en trilby, hvor pulden er klemt sammen fortil. Desuden er skyggen smallere. En pork pie-hat er blevet en ikonisk hovedbeklædning inden for jazzmiljøet og forbindes med en vis coolness. På det seneste er hatten blevet kendt gennem tv-serien Breaking Bad, hvor hovedpersonen Walter White bruger en sort pork pie-hat, når han optræder som sit alter ego 'Heisenberg'.

Jeg har mange hatte, men jeg har aldrig ejet en pork pie-hat, fordi den i mine øjne har et komisk præg. Men det gør jeg nu, fordi jeg forleden dag faldt over et pragteksemplar i min størrelse til 25 kroner på et loppemarked – aldeles ubrugt og af prima kvalitet.

At spotte en herre med blød hat i 2025 er omtrent lige så sandsynligt som at se en cyklist i København uden en mobil i hånden

Spørgsmålet er, hvad jeg skal med den. At spotte en herre med blød hat i 2025 er jo omtrent lige så sandsynligt som at se en cyklist i København uden en mobil i hånden. Det sker – men kun på særlig heldige dage.

I begyndelsen af det 20. århundrede var hatten ikke bare en beklædningsgenstand, men et tegn på status, stil og civiliseret fremtoning. Ingen mand med respekt for sig selv gik uden for en dør uden en bowler eller en bredskygget fedora på hovedet. Fotografier fra dengang viser hele togperroner af mænd, hvor det nærmest er umuligt at skelne hårfarven, for alle hoveder er skjult under filt.

I dag? Nu er det hætter og vindblæste frisurer, der dominerer gadebilledet. Hatten er reduceret til et kuriosum, en slags kulturel enhjørning. Når man endelig ser en herre med hat, kigger folk efter ham, som om han er på vej til et kostumebal – eller til audition som skurk i en James Bond-film. Eller også er det Morten Messerschmidt.

Hatten er forsvundet, slipset er røget for længst, og skjorten står åben i den uofficielle konkurrence om at se mest afslappet ud. Måske skulle jeg tage min nyerhvervede pork pie-hat på som en ironisk accessory i håb om at blive first mover i den næste store modetrend, der vender tilbage til hatten i erkendelse af, at der mangler noget elegance, som er totalt fraværende i den fast fashion-tid, vi befinder os i.

Desværre er det mest sandsynlige, at jeg aldrig kommer til at bruge hatten, for jeg bryder mig generelt ikke om at tiltrække mig opmærksomhed, og det gør man uvilkårligt, selv om pork pie-hatten er den mindst formelle af alle herrehatte. Men nu har jeg den altså.

For en ordens skyld bør det noteres, at det forholder sig anderledes med kasketten – den, der på 'dansk' kaldes en sixpence. Den har overlevet indtil videre, men er på det skammeligste næsten blevet fortrængt af baseball cap'en, som Gud og hvermand – inklusive Donald Trump og hipsterne på Vesterbro – går med. En ikke ubetydelig procentdel har oven i købet givet afkald på den sidste rest af selvrespekt og menneskelig anstændighed ved at tage den omvendt på, så skyggen peger bagud. De fortjener egentlig slet ikke at blive nævnt ...

Hvis man jævnligt har sin gang på loppemarkeder, som jeg har –efterhånden dog hovedsagelig i egenskab af ledsagende ægtefælle – ved man, at bogkasser fyldt med hulter-til-bulter-liggende tiloversblevne bøger er et hyppigt forekommende fænomen. Erfaringsmæssigt er bogkasserne domineret af storsælgende krimier, forældede leksika og andre genrer, der ligger uden for min interessesfære, så jeg er for længst holdt op med at rode i dem. Men i søndags blev jeg pludselig draget mod en bogkasse, fordi der allerøverst i den lå en lille blå bog med titlen Funktion Form Konstruktion i arkitekturhistorien af Knud Peter Harboe, og da jeg tog den op og begyndte at bladre i den, råbte bogkassens ejer: 'Tag den bare, den er gratis!. Så det gjorde jeg, og siden har jeg nærlæst den med stor fornøjelse og samtidig funderet over, hvorfor bøger om arkitektur virker som en magnet på mig.

Knud Peter Harboes bog er først og fremmest en solid og let forståelig introduktion til arkitekturens tekniske og æstetiske kernebegreber

Fascinationen af arkitektur ligger vel i dens dobbelte natur: På den ene side er bygninger praktiske redskaber, der skaffer os tag over hovedet, arbejdsrum, skoler og kulturhuse. På den anden side er de kunstværker, som fortæller historier om, hvem vi er, og hvem vi vil være. En gotisk katedral, et japansk tehus eller et moderne højhus i glas og stål er ikke bare rammer om liv – de er symboler på tro, filosofi, teknologi og ambition.

Når man ser Hiroshimas fredskuppel, ruinen der blev stående efter atombomben, bliver det tydeligt, at bygninger kan være vidner til historien på en måde, som intet menneske kan være. Andre eksempler er pyramiderne, Colosseum, Eiffeltårnet. I Danmark ser vi det samme i mindre skala. Grundtvigs Kirke i København står som et monument over en tid, hvor tro og fællesskab blev tænkt sammen i form og murværk. Arne Jacobsens rådhus i Aarhus viser, hvordan funktionalisme kunne være både praktisk og elegant. Og det nye operahus demonstrerer, hvordan arkitektur også kan vække debat: er det et mesterværk eller et prestigeprojekt? Uanset hvad, reagerer vi.

Arkitektur fascinerer også, fordi den repræsenterer en tid. Gader og pladser afspejler århundreders skiftende idealer. I København kan man på få minutters gang passere fra middelalderens snævre stræder over klassicismens palæer til operahuset ved havnen. Hver epoke har sat sit aftryk, og tilsammen skaber de en fortælling om byens og menneskets udvikling.

Endelig rummer fascinationen af arkitektur en erkendelse af, at den former os. Bygningerne påvirker vores adfærd, vores tanker og vores trivsel. Huse designet med lys og luft giver en lettere gang på jorden, mens boligområder uden fælles udearealer kan føles klaustrofobiske. Arkitektur er ikke bare noget, vi betragter – det er et vilkår, vi hele tiden forholder os til, bevidst eller ubevidst.

Derfor er arkitektur mere end en teknisk disciplin. Det er fortællingen om, hvordan mennesker altid har forsøgt at skabe rammer om livet, der både beskytter og inspirerer. Når vi lader os fascinere af arkitektur, lader vi os i virkeligheden fascinere af os selv – af menneskets evne til at omsætte idéer til sten, glas og træ, og af viljen til at gøre det smukke til en del af det nødvendige.

Ovenstående kaffebordsfilosofiske betragtninger er mine egne. Knud Peter Harboes bog er først og fremmest en solid og let forståelig introduktion til arkitekturens tekniske og æstetiske kernebegreber. Den tydeliggør, at arkitektur ikke bare er en kulisse, men en aktiv medspiller i menneskers liv, og man får en idé om, hvorfor byer og bygninger ser ud, som de gør.

Da jeg åbnede den lille blå bog, stod der en håndskrevet dedikation på titelbladet:

2002
Kære Marie!
Vi håber, du får meget glæde af Knud Peters bog både studiemæssigt og i dit eget liv.

Kærligst din far og mor

Det håber jeg også, at Marie gjorde, før hun lod bogen gå videre. Måske er hun blevet arkitekt i mellemtiden.

I århundreder målte mennesket tiden ved hjælp af solen og skyggernes bevægelse. Først med de store tårnure i middelalderens byer fik vi en fælles forståelse af timernes rytme. Det mekaniske ur blev ikke bare et værktøj, men en fortælling om civilisation: Vi kunne tæmme naturen, gøre dagen forudsigelig og arbejde på samme tid. Da armbåndsuret for alvor slog igennem i det 20. århundrede, havde man tiden lige ved hånden.

Et ur, der tikker med elektrisk præcision frem for mekanisk ynde, og som nogle stadig regner for et billigt alternativ, man har købt, fordi man åbenbart ikke havde råd til et rigtigt herreur

Det blev alt sammen vendt på hovedet i 1969, da Seiko introducerede det første kommercielle kvartsur. Pludselig kunne man producere ure, der var langt mere præcise end selv de bedste mekaniske værker – og til en brøkdel af prisen. Den teknologiske omvæltning fik senere tilnavnet kvartskrisen i Schweiz, hvor stolte urmagere så deres markedsandel smuldre. Hvor mekaniske ure tidligere var en nødvendighed, blev de nu et luksusvalg. Men kvartsurene var ikke bare billige, de var også geniale. De byggede på piezoelektricitet, hvor en kvartskrystal vibrerer med en konstant frekvens, når den udsættes for spænding. Det betyder, at et kvartsur typisk afviger få sekunder om måneden, mens mekaniske ure kan svinge adskillige sekunder på en enkelt dag. Med andre ord: Kvarts var ikke et kompromis, men en forbedring, hvis man så det fra et rent funktionelt perspektiv.

Der findes få statussymboler, der tikker så lavmælt, men samtidig påkalder sig så meget opmærksomhed, som et mekanisk armbåndsur. De roterende tandhjul, den klassiske optrækning, det håndværksmæssige mesterværk – alt sammen en påmindelse om, at tiden kan vises på noget smukkere end en skærm. Men et sted i skyggen af den romantiske fortælling står kvartsuret. Tavst, præcist og ofte set som den praktiske lillebror, man helst ikke viser frem, hvis selskabet snakker om Rolex og Omega. Et ur, der tikker med elektrisk præcision frem for mekanisk ynde, og som nogle stadig regner for et billigt alternativ, man har købt, fordi man åbenbart ikke havde råd til et rigtigt herreur.

Pludselig kunne alle få adgang til millisekunders nøjagtighed uden at skulle sælge sommerhuset

Kvartsuret blev i 1970'erne symbolet på demokratiet i tidens tjeneste. Pludselig kunne alle få adgang til millisekunders nøjagtighed uden at skulle sælge sommerhuset. Det mekaniske ur, som tidligere var eneste mulighed, blev i stedet et luksusobjekt – et valg, ikke en nødvendighed. Kvartsuret gjorde noget så radikalt som at frigøre os fra afhængigheden af håndværksstatus og lod os bare vide, hvad klokken var.

Det overses ofte, at præcision i sig selv også er et håndværk. Et kvartsur af høj kvalitet er et teknologisk vidunder, ikke en nødløsning. Det er født af den samme nysgerrighed, der drev urmagerne i Genève: Kan vi måle tiden endnu bedre? Kan vi gøre den tilgængelig for flere? I en verden, hvor de fleste alligevel kigger på mobilen for at se, hvad klokken er, nærmer det sig poesi at bære et lille stykke industrihistorie, hvor tiden altid passer.

Der er noget befriende ved at frigøre sig fra idéen om, at tid skal signalere noget om os. Det mekaniske ur har ofte en fortælling knyttet til arv, succes og status – en fortælling, der kan være smuk, men også tung. Kvartsuret, derimod, hvisker snarere end råber.

I sidste ende er det ikke urets værdi, der afgør, hvad tiden betyder, men de øjeblikke, man fylder i den. At vide præcist, hvad klokken er, kan være mindst lige så vigtigt, som hvordan den bliver formidlet. Det er ingen skam. Det er snarere et valg – stille, praktisk og måske endda klogt.

Efter at have været fanatisk tilhænger af mekaniske armbåndsure det meste af mit voksne liv, er jeg selv begyndt at se lyset. Jeg elsker Seiko, og det gamle Omega er nu for det meste forbeholdt højtider og særlige anledninger.

Det har været en ualmindelig fortryllende weekend, hvor jeg har boltret mig i overdådige fester, champagne og store cigarer og tilbragt det meste af tiden i strandvejsvillaer, luksusbiler og lystyachter. Blandt andet har jeg nydt en pragtfuld middag bestående af et dusin østers, kogt laks med hollandaisesovs, friske slikasparges, gåseleverpostej med trøfler, bekkasiner, kalvetunge med grøntsager, smørsovs og salat. Godt nok har jeg ikke indtaget middagen, men jeg har læst om den og alverdens andre udskejelser, og det kan jeg takke historikeren Poul Duedahl for, som har været så venlig at skrive bogen Minutmillionærer om gullaschbaroner, børshajer, champagnepiger, storsvindlere, spritsmuglere og stjernespioner.

En rødbrun og let blævrende masse af kogte klumper kød, sener, brusk og indvolde holdt sammen af melklister

Vi befinder os under 1. verdenskrig, hvor granaterne flyver over Europas slagmarker, mens pengesedlerne daler ned over driftige handelsfolk i det neutrale Danmark. Nogle sælger dåsemad til tyskerne og deres sultne soldater i form af en rødbrun og let blævrende masse af kogte klumper kød, sener, brusk og indvolde holdt sammen af melklister. Andre kaster sig ud i aktiespekulation med en entusiasme, der kan få Wall Street til at blegne. Den mest berømte/berygtede gullaschbaron, den korpulente kvægkonge Berliner-Nielsen, videresælger tusindvis af køer om ugen. At de eventuelt er både syge og selvdøde, spiller ingen rolle. Den tidligere landmand bliver millionær på et par år – en million i 1915 svarer til cirka 60 millioner i 2025.

De nye rigmænd gik ikke stille med dørene. Der blev bygget palæer på Strandvejen, købt kunst, og i nattelivet flød champagnen til tonerne af løssluppen jazzmusik. Biler, boliger, baller – det kunne ikke blive stort, dyrt og prangende nok.

De glade dage fik selvfølgelig en ende. Krigen sluttede, markedet faldt, og mange af de nye millionærer vågnede op til virkeligheden, da pengestrømmen stoppede. Mange af minutmillionærerne faldt hårdt og hurtigt. Nogle mistede alt og måtte aflevere deres store ejendomme i København, kunstsamlinger og private øer. Andre endte bag tremmer; Landmandsbankens direktør Emil Glückstadt skiftede palæet ud med en celle – turen gik fra Sølyst til Vestre Fængsel uden limousineservice.

Men Poul Duedahls bog er ikke bare en katalogisering af dekadence og deroute. Krigsøkonomien efterlod også mærkbare spor. På en absurd måde banede vanviddet vejen for velfærdsstaten og lagde grunden til et moderne samfund. Danmark betalte sin udlandsgæld af, småsparere begyndte at spille på børsen, og nye boligområder skød op. Kvinderne fik stemmeret, cigaretter og adgang til rattet – og Emma Gad fik travlt med at opdrage en befolkning, der havde forvekslet dannelse med dans på bordene.

Minutmillionærer er et imponerende stykke kulturhistorie spækket med billeder, der nærmest lugter af cigarer og cognac. Den er både underholdende og oplysende, og man bliver en smule klogere på, hvordan en krig, oceaner af fordærvet gullasch og grådighed kan skabe en hel ny samfundsklasse – i hvert fald for en stund. En skinnende, tåbelig parentes i danmarkshistorien.

Se endelig denne teaser for bogen

Poul Duedahls bog kan passende suppleres med DR's drama-dokumentar 1920'erne - festen der forandrede os, der koncentrerer sig om den unge børsspekulant Olaf Bigler (udførligt omtalt i Minutmillionærer) som midt i krigens kaos og den spanske syge købte en herregård og holdt en fest, der varede i otte dage.

Billedet øverst er fra 1915 og viser skuespilleren Oscar Stribolt i rollen som gullaschbaron. Nordisk Film/Det Danske Filminstitut.

Man fryser i solen, sveder i skyggen og går hjem i tordenvejr. Sådan er maj, og inden man kommer ud ad døren, kan det tage sin tid, før man bliver enig med sig selv om, hvad man skal tage på af tøj. Men jeg har heldigvis min Harrington.

Harrington-jakken blev opfundet i 1937, da betænksomme folk hos Baracuta besluttede, at golfspillere ikke længere skulle trækkes med tunge uldjakker. De skabte model G9, en let, vindtæt og vandafvisende jakke i bomuld med elastiske manchetter og ternet Fraser Tartan-foring, der giver illusionen af sofistikeret stil, også selv om man skulle have en lettere tvivlsom t-shirt indenunder. Raglanærmerne er en anden elegant detalje:



James Dean – manden, der gjorde det cool at se sur ud – havde et rødt eksemplar på i filmen Rebel Without a Cause fra 1955, og pludselig fik alle unge mænd travlt med at ligne en, der lige havde skrevet en dyster digtsamling om tilværelsens meningsløshed. Steve McQueen tog jakken til næste niveau, hvor den blev en uundværlig del af hans tilbagelænede attitude.

Mærkværdigvis fik Baracuta G9 først sit folkelige tilnavn en halv snes år senere, da Ryan O'Neill iført jakken spillede karakteren Rodney Harrington i tv-serien Peyton Place. Ikke desto mindre var det James Dean og Steve McQueen, der gjorde den berømt.

Så kom briterne: Mods, skinheads, punks – alle tog Harrington-jakken til sig og gjorde den til deres egen. Den blev symbolet på en britisk arbejderklasseuniform. Men en Harrington hører til de få beklædningsgenstande, der kan bæres både af en vennesæl bedstefar og en 17-årig vred ung mand, uden at det ser forkert ud på nogen af dem.

Mens 80'ernes skulderpuder og 90'ernes Buffalo-sko heldigvis er forsvundet ud i glemslen (kan man håbe), har Harrington-jakken overlevet modens luner. Harrington-jakken er mere end bare en jakke. Den er perfekt, hvis man vil have et historisk forankret stykke overtøj uden at ligne en museumsgenstand. Den er, kort sagt, et sartorielt mesterværk, der forener golfklubber, rockkoncerter og fredag aftener på den lokale pub, selv om den ved første øjekast ikke ser ud af noget særligt.

Så hvis man(d) endnu ikke ejer en Harrington-jakke, er det måske på tide. Ikke fordi man nødvendigvis skal ligne Steve McQueen – men der sker jo ikke noget ved at prøve. Om ikke andet kan man i det mindste lade, som om man er en britisk arbejderklassehelt fra 60'erne ...

Den fås i alverdens farver, men jeg har selvfølgelig en marineblå som Steve McQueens.

Der findes både gode og tarvelige efterligninger, og når den originale G9 Harrington er ret dyr, skyldes det blandt andet, at den stadig fremstilles i England (Manchester), hvor arbejdskraft og produktionsomkostninger er høje. Til gengæld får man historie, kvalitet, autenticitet og ikke mindst etik med i købet. Og jakken er nærmest uopslidelig.

Faktisk har jeg også en olivengrøn oilskin-udgave fra Barbour, som er en nøjagtig kopi. Udover, at den er voksbehandlet og derfor mere vejrbestandig, har den kviltet for, så man kan bruge den langt ind i efteråret. Til gengæld er den tungere og mindre anvendelig om sommeren. Modellen er udgået, men der findes overskydende eksemplarer rundt omkring, fx her hvor den forbløffende nok kan fås for lidt over det halve af, hvad Baracutaen koster. Det kunne vække mistanke om, at der er tale om scam, men ScamAdviser.com siger god for den.

Dagens irrelevante musikalske bonus (Steve McQueen dukker op i teksten).

De fleste vil nok mene, at det er passé at tale om nytårsforsætter i februar, men tager man idéen alvorligt, skulle de vel gerne gælde for hele året? Nytårsforsætter er som regel ret forudsigelige. For det meste går de ud på at leve sundere, motionere mere, tabe sig, drikke mindre alkohol eller holde op med at ryge, og alle ved, hvordan det kommer til at gå. Eller rettere ikke gå. Men da en stor landsdækkende avis ved årsskiftet spurgte den sunde fornufts utrættelige våbendrager Svend Brinkmann om hans nytårsforsæt, svarede han, at det skulle være at reparere én ting om ugen. Jeg besluttede mig på stedet til at stjæle idéen.

I fjerde sæson af tv-serien Mad Men, som foregår i 1960'erne, er hovedpersonen Don Draper for nylig flyttet fra sin kone og bor nu i en lejlighed, som han har ansat en hushjælp til at passe. En aften har hans kompagnon Roger overtalt ham til at gå i byen med en af sin kones unge, tiltrækkende singleveninder, og inden Don skal ud ad døren, har han brug for at pudse sine sko. Han spørger derfor hushjælpen, hvor hans skopudsekasse befinder sig, og da han har fået svaret, tager han den ned fra den øverste hylde i et skab, åbner kassen, fisker en skobørste op af den og går i krig med pudseriet.

Kan mit intermezzo med skopudse-kassen i virkeligheden ikke snarere klassificeres som renovering end som reparation?

Lige siden jeg så den scene, har jeg ønsket mig sådan en kasse, ikke mindst på grund af pedalen oven på låget, der gør det muligt at pudse sko, mens man har dem på, fordi den har den helt rigtige vinkel til formålet. Efter et par års søgen på loppemarkeder og i genbrugsbutikker lykkedes det mig at finde en kasse, der var næsten mage til. Den eneste forskel var, at hængslerne til låget var anbragt på siden og ikke for enden som på Don Drapers. Og så var hængslerne rustne og kassen i øvrigt i en sørgelig forfatning, men jeg forestillede mig, at det var en smal sag at ordne. Der var bare det ved det, at hængslerne og lukkemekanismen var pivrustne, og det ikke var muligt at finde nogle andre, der var mage til, så derfor fik jeg aldrig gjort mere ved det. Men så var det, at jeg læste om Brinkmanns nytårsforsæt og tænkte, at nu skulle det være! Jeg tog mig sammen, skilte kassen ad, afmonterede benene og pedalen, sleb den gamle lak af med flere slags sandpapir af varierende grovhed, skiftede de gamle skruer ud med nye og – brugte alt, hvad jeg kunne opbyde af knofedt og tålmodighed på at slibe hængsler og låsemekanisme fri for rust.

Nu er den klassiske firbenede skopudsekasse i lys birk så god som ny, og jeg føler mig som et bedre menneske. Kassen indeholder nu 4 slags skocreme, 4 slags skosværte, 2 påsmørebørster og 2 skopudsebørster foruden en pudseklud af prima kvalitet klar til udrykning. Det hele i sirlig orden.

Så langt, så godt. Nogle vil måske spørge, hvordan det ellers er gået med at være solidarisk med Brinkmann og efterleve hans nytårsforsæt; ifølge ugenummeret burde jeg nu allerede have fået fikset 7 ting. Og må mit intermezzo med skopudsekassen i virkeligheden ikke snarere klassificeres som renovering end som reparation? Her får jeg brug for at gribe til min hensygnende juridiske fortid og anlægge en udvidende fortolkning – i retsvidenskaben et udtryk for, at man udstrækker betydningen af en tekst til at omfatte situationer eller tilfælde, der ikke er nævnt udtrykkeligt. Herefter ser listen over de øvrige 6 afsluttede reparationsprojekter sådan ud:

• Skiftet et knækket snørebånd i en sko
• Sat nye batterier i en lommelygte
• Lakeret et stenslag på bilens motorhjelm med en mikroskopisk pensel
• Fastgjort en vinreol til væggen, så den ikke vælter (altså reolen)
• Genophængt et nedfaldet foderbræt i Madames fuglereservat
• Flyttet en knap på en skjortemanchet, der ikke sluttede tæt nok til håndleddet

Utroligt, så meget man kan nå at få fra hånden på nogle ganske få uger ...

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'fodpedal'. Det er nok at sige 'pedal'.

Det er et velkendt fænomen, at musik kan føre en vidt omkring i tid og sted. Når I Say a Litte Prayer med Aretha Franklin strømmer ud af en højttaler, uanset hvor jeg befinder mig, er jeg pludselig tilbage på dansegulvet i et diskotek et sted i tressernes København. Det kunne fx være Le Carrousel på Axeltorv i Paladsbygningen, der dengang var kridhvid og endnu ikke var blevet udsat for Poul Gernes' larmende postmodernistiske farvebombardement, som forvandlede den statelige bygning til noget, der ligner et overdimensioneret fritidshjem for understimulerede børn. På første sal i Le Carrousel stod der faktisk en rigtig karrusel i fuld størrelse til pynt, men ellers husker jeg mest den tjekkede bartender, en lille, tæt mand, der med akneplaget stenansigt jonglerede med flasker og glas og i øvrigt beherskede alle til faget hørende tricks og hundekunster til fuldkommenhed.

På det tidspunkt var jeg vokset fra den slags adspredelser og travlt optaget af at føre mig frem som intellektuel know-all på dertil indrettede caféer

Jeg havde også min gang/dans i diskotek Pussycat i Gothersgade, hvor man skulle have medlemskort for at komme ind. Mit kort var en hjemmelavet fotokopi, men takket være den dunkle belysning opdagede dørmændene aldrig falskneriet, så det fungerede efter hensigten. Det var værre med Disc Club i Vestergade, der krævede, at man havde nøgle, og det havde jeg ikke. Hvordan det alligevel lykkedes mig at slippe indenfor den ene gang efter den anden, har jeg ingen erindring om, men jeg må have været i selskab med nogle indehavere af det eftertragtede medlemsbevis. Endelig var der Star Club, som havde til huse helt ude på Åboulevarden, og hvor besøgene af samme grund var mere sporadiske. Den kom senere til at hedde Revolution, men på det tidspunkt var jeg vokset fra den slags adspredelser og travlt optaget af at føre mig frem som intellektuel know-all på dertil indrettede caféer i Indre By.

Hovedformålet med at gå på diskotek var selvfølgelig ikke at danse eller høre musik, men at 'få fat på en pige' som man sagde, før der var noget, der hed at score, hvilket lykkedes forsvindende få gange. Men det var musikken, der slog sig ned og tog fast ophold i hukommelsen, ikke de sjældne og  flygtige pigebekendtskaber.

Her er en top 10 i vilkårlig rækkefølge:

• Aretha Franklin: I Say a Little Prayer
• Smokey Robinson & The Miracles: I Second That Emotion
• Marvin Gaye: I Heard It Through The Grapevine
• Booker T. & the M.G.'s: Green Onions
• The Supremes: You Can't Hurry Love
• Percy Sledge: When a Man Loves a Woman
• The Isley Brothers: This Old Heart of Mine
• The Foundations: Baby, Now That I Found You
• Wilson Pickett: In the Midnight Hour
• Four Tops: Walk Away Renee

Skulle man brænde efter at (gen)høre numrene, er muligheden her. Som det fremgår, er der et par ballader imellem, også kaldet trykkere, for kinddans var selvfølgelig en vigtig del af konceptet.

Min egen musiksamling var mildt sagt ikke imponerende. I 1966 kostede en singleplade omkring 7 kr., svarende til 80 kr. i 2025-penge ifølge Oldmoney. Det var en net sum, når man gik i skole og ikke havde nogen indtægt. Sært at tænke på, når man nu kan streame al den musik, man lyster, for en slik.

Nogle bruger udtrykket 'mit livs soundtrack' om musik, der giver associationer til vigtige øjeblikke, følelser eller minder i deres liv. Jeg har flere parallelle lydspor. Soulmusikken var diskotekernes varemærke, og det var fx en helt anden slags popmusik, der blev spillet til skolefesterne – hver ting til sin tid. Fritz Helmuth tilhører en anden generation, men selv om visse menneskelige adfærdsmønstre er tidløse, må det være passende at lade ham stå for dagens irrelevante musikalske bonus.

Det er nok gået de færrestes opmærksomhed forbi, at filminstruktøren – og alt muligt andet – David Lynch, der blev verdenskendt for tv-serien Twin Peaks, forlod denne verden i sidste uge. I den anledning er hans oeuvre (for nu at bruge kritikersprog) blevet udførligt beskrevet mange andre steder, og jeg har ikke noget nyt at bidrage med. I stedet vil jeg koncentrere mig om den svaghed, jeg altid har haft tilfælles med David Lynch, og som han lod skinne igennem i flere af sine film: afhængigheden af en god kop kaffe. I Twin Peaks var det, som mange vil huske, agent Cooper i skikkelse af Kyle MacLachlan, der optrådte som passioneret kaffedrikker.

Men nu til sagen. Jeg har tidligere været inde på emnet andetsteds, så hvis nogen skulle få et deja-vu undervejs, er det forklaringen:

Jeg drikker spandevis af ganske almindelig truckerkaffe fra noget så stigmatiserende som en snorkende Melitta-kaffemaskine

I vores del af civilisationen har vi det med at sætte både hinanden og os selv i bås og opdele verden i dikotomier – begrebsmodsætninger, der udelukker hinanden. I visse tilfælde giver det selvfølgelig god mening. En mand kan ikke samtidig være en kvinde, og hvis noget er hvidt, er det ikke sort. Men hvad med cyklist/bilist, hundeven/katteven, bridgespiller/whistspiller, matematiker/humanist eller tedrikker/-kaffedrikker? Det er som regel også sådan, at det ene anses for at være finere end det andet. Det er fx yderst respektabelt at være cyklist og aldeles politisk ukorrekt at være bilist, der er mere prestige i at have hund end i at have kat og i at spille bridge end i at spille whist, matematikere har generelt højere status end humanister, og sidst men ikke mindst er det meget finere at drikke te end at drikke kaffe.

O.k., ret skal være ret, som kaffedrikker kan det faktisk godt lade sig gøre at konkurrere i anseelse med tedrikkerne, men det forudsætter, at man er indstillet på at investere tid, tålmodighed og halvanden månedsløn i den helt rigtige kaffekværn og en forkromet italiensk espressomaskine plus gourmetbønner fra et mikroristeri til flere hundrede kroner kiloet. Det ligger mig fjernt, og te-aficionado bliver jeg aldrig. I princippet kan jeg selvfølgelig godt drikke te – kaffedrikker/tedrikker er som sagt en falsk dikotomi – men jeg synes ikke, te smager af noget særligt, om overhovedet af noget. Jeg er inkarneret kaffedrikker af den vulgære slags. Det vil sige, jeg drikker spandevis af ganske almindelig truckerkaffe fra noget så stigmatiserende som en snorkende Melitta-kaffemaskine. Eller rettere sagt, det gjorde jeg, for jeg har nemlig fundet vejen ud af nydelsesmiddel-nydernes laveste socialklasse. Redningen hedder Chemex og ser ud som på billedet. Smuk, ikke?

Chemex blev designet i 1941 af den tysk-amerikanske kemiker Peter Schlumbohm, som havde ambitioner om at udvikle en anordning til kaffebrygning, som gav et ensartet resultat hver gang. Han fandt inspiration til glasbeholderen i sit laboratorieudstyr og endte med at lave Chemex-bryggeren af ét stykke borosilikatglas, som har den egenskab, at det hverken påvirker farven eller smagen i den færdige kaffe. En Chemex er ikke særlig dyr, og til alt held er det næsten lige så omstændeligt at lave kaffe på den, som det er at gennemføre en japansk teceremoni. Med andre ord er man pludselig rykket op i en liga, der kan måle sig med tedrikkernes, uden at man er blevet ruineret.

I dag står Chemex-bryggeren ikke alene på Museum of Modern Art i New York, men også i mit køkken. Og nej, det er ikke hver dag, jeg kaster mig ud i processen

. Hvor nødig jeg end vil blotte min jævne smag, må jeg krybe til korset og vedgå, at David Lynch ikke som med neo-noir-thrilleren Blue Velvet ramte mine cineastiske smagsløg rent, da Twin Peaks-dillen lagde gaderne øde i bedste sendetid dengang i begyndelsen af 90'erne. Ind imellem var der dog kostelige scener, som fx når Lynch selv spillede den tunghøre Gordon Cole. Men gennemgående var mærkelighedsprocenten for høj til mig; jeg så aldrig serien til ende. Til gengæld finder jeg Angelo Badalamentis på én gang drømmende, melankolske og ildevarslende musikalske indpakning uovertruffen og selvskreven som dagens irrelevante musikalske bonus.

Det er ikke helt ved siden af at sige, at jeg er opflasket med ironi. Derimod ville det være forkert at hævde, at jeg har fået det ind med modermælken, for begge mine forældre var skyldige i umådeholden brug af ironi. Det siges ganske vist, at børn ikke forstår ironi, og jeg ved da heller ikke, hvor gammel jeg var, da tiørerne begyndte at falde for mit vedkommende, men jeg var i hvert fald tidligt udlært i disciplinen. Så langt, jeg kan huske tilbage, har ironi været en ganske almindelig omgangsform i familien, og fænomenet var heller ikke nogen sjældenhed uden for hjemmets fire vægge i andre sociale sammenhænge. Brugen af ironi var simpelt hen langt mere udbredt og uproblematisk dengang, end den er nu, og det er ærgerligt.

Ironi kan gøre en samtale mere underholdende og afslappet, bryde isen eller gøre tunge emner lettere at håndtere

Ironi er ikke det samme som sarkasme, men grænsen kan være hårfin. Man er ironisk, hvis man siger noget, men mener det modsatte eller noget andet end det, man siger. Det kan man gøre for at understrege en pointe eller bare for sjov, og der ligger ikke nødvendigvis en negativ eller spydig hensigt bag. Tværtimod kan ironi gøre en samtale mere underholdende og afslappet, bryde isen eller gøre tunge emner lettere at håndtere. Med ironi har man også mulighed for at sige sin mening uden at være for direkte og fx kritisere på en mindre konfronterende måde.

Sarkasme er mindre subtil, mere direkte og spydig end ironi og bruges fortrinsvis til at kritisere eller håne andre. Tonen er mere eller mindre aggressiv eller nedladende. Kort sagt: Sarkasme er som regel giftig og fjendtlig.

Men selv om man holder sig til ironi og er meget påpasselig med ikke at forfalde til sarkasme, kan man snildt risikere at blive mistolket nu om dage. Det gælder især på skrift, hvor man ikke har gestik og mimik til at understøtte meningen, men også mundtligt sker det oftere og oftere, at man kommer galt afsted – erstat gerne 'man' med 'jeg'.

Det er en udvikling, der er kommmet snigende, og der er sikkert mange grunde til, at ironiens storhedstid er ved at være forbi. En af dem kunne være, at det kræver en vis evne til at læse – og lytte – mellem linjerne at kunne forstå ironi, og hvis man ikke er fortrolig med sproget, kommer man let til at tale forbi hinanden. Det er min påstand, at den almene sprogbevidsthed skranter (ja-ja, det er min kæphest!), og når vi samtidig har en voksende krænkelsesparat wokeisme kombineret med en stigende indvandring fra kulturer med æresbegreber, der harmonerer dårligt med dansk mentalitet, er ironien ilde stedt, og kommunikationen er blevet nogle nuancer fattigere.

Apropos ironi er den også gal med brugen af selve ordet. På engelsk bruges ironic ofte bredt til at beskrive situationer, der er paradoksale, selvmodsigende eller mærkelige. Men selv om engelsk ikke er dansk, er det efterhånden ikke ualmindeligt at bruge ironisk på den engelske måde, og selv om Dansk Sprognævn sikkert synes, det er helt i orden, fastholder jeg hårdnakket, at kun en person eller en ytring kan være ironisk; en situation kan ikke. Og jeg giver mig ikke en tøddel.

Dagens for en gangs skyld relevante musikalske bonus

Egentlig havde de fleste vel efterhånden vænnet sig til at betragte vinteren som et forlænget, gråmeleret efterår og vinket farvel til snedriver og tænderklaprende temperaturer i lange (skøjte)baner. Selv om tanken om den globale opvarmning kan få det til at løbe en koldt ned ad ryggen, er der ikke den fjerneste grund til det i øjeblikket. Dels er der trøstende læsning at hente i vejrudsigten, dels er sagen den, som Kim Larsen påpegede i sin tid, at Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser – bortset fra mig, som er den huldsalige ejer af en ushanka, jævnfør ovenstående selvportræt.

Med en ushanka på hovedet er det ganske enkelt umuligt at fryse om samme

I folkemunde går denne ypperlige hovedbeklædning under betegnelsen Doktor Zivago-hat, hvilket ikke huer mig, om jeg så må sige, lige som jeg heller ikke bryder mig om, når de brede masser taler om Mozarts Elvira Madigan, når de mener andanten i hans klaverkoncert nr. 21 i C-dur. Hverken Doktor Zivago eller Omar Sharif havde lod og del i ushankaens historie, lige så lidt som Mozart af gode grunde kan have haft nogen anelse om, hvem i alverden Elvira Madigan var.

I modsætning til den hue, Omar Sharif bar i filmen om Doktor Zivago, er ushankaen en pelshue med øreklapper, der som udgangspunkt er bundet sammen over huen, men som, når vejret og kulden tilsiger det, kan løsnes og i stedet bindes sammen under hagen, så man blandt andet undgår, at ørerne falder af i frostvejr. Med en ushanka på hovedet er det ganske enkelt umuligt at fryse om samme. Derudover har ushankaen den store fordel, at kombinationen hat og briller ikke som med en traditionel blød herrehat med skygge får én til at ligne en revyskuespiller på ABC Teatret anno 1963, men allerhøjst en spion, der er kommet ind fra kulden.

Det er en almindeligt udbredt opfattelse, at ushankaen er en russisk opfindelse, men det er en sandhed med modifikationer. Under vinterkrigen mellem Sovjetunionen og Finland umiddelbart inden 2. verdenskrig døde adskillige sovjetiske soldater af kulde på grund af utilstrækkeligt udstyr. De finske soldater var derimod langt bedre stillet, blandt andet fordi de var udstyret med en såkaldt turkislakki M39 (som var en videreudvikling af turkislakki M36). Det var den hue, den sovjetiske hær efter vinterkrigen kopierede og forbedrede og herefter kaldte en ushanka. Det var dog kun officererne, der blev udstyret med ushankaer af bisampels, mens menige soldater måtte tage til takke med tarveligere pelstyper.

For at undgå beskyldninger om hovmod skal jeg undlade at komme ind på min egen ushankas pelsmæssige herkomst, men blot konstatere at den uden konkurrence overgår enhver anden hovedbeklædning i januar.

Da jeg vågnede i morges og kiggede ud ad vinduet, sneede det. Det fik mig selvfølgelig til at tænke på min barndoms Peters Jul, som alle kender første vers af:

Jeg glæder mig i denne tid;
nu falder julesneen hvid,
så ved jeg julen kommer.
Min Far hver dag i byen går,
og når han kommer hjem, jeg står
og ser hans store lommer.

Men den findes også i en alternativ, satirisk udgave, som Habakuk, alias Jørgen Hartmann-Petersen, skrev i 1961. Sådan lyder første vers:

Jeg glæder mig i denne tid,
skønt by'n er mere sort end hvid,
omtrent som var det sommer.
Min far til julefrokost går,
og når han kommer hjem, jeg står
og ser hvordan han kommer.

Jørgen Hartmann-Petersen var arkitekt og kom til Politiken som arkitekturmedarbejder i 1954, men på et tidspunkt blev han tilbudt et vikariat som redaktør af avisens berømte bagsidespalte At Tænke Sig, som han udviklede til perfektion på så overbevisende en måde, at han fik Cavlingprisen i 1962 for at have skabt en helt ny satirisk form. Varemærket var virtuos jongleren med ord, vanvittige omskrivninger og en lethed og elegance, man sjældent oplever inden for satiregenren.

Navnet Habakuk stammer fra en grønlandsk profet fra 1700-tallet, men hvorfor det blev Hartmann-Petersens pseudonym, henstår i det uvisse. Habakuk – altså Hartmann-Petersen – blev sidenhen en af hovedkræfterne bag fjernsynets lørdagssatire Hov-hov og Uha-uha, dengang der kun var én kanal.

Parodien på Peters Jul husker jeg selv fra radioprogrammet Mellem Brødre, som Habakuk lavede sammen med sin bror Hemming Hartmann-Petersen fra 1969-1989. Hvert år omskrev han sin udgave af Peters Jul, så den blev en spids kommentar til aktuelle begivenheder. Den indeholdt dog også adskillige eviggyldige sandheder, som unddrog sig den årlige redigering:

Min mor blir mer og mere svær.
Det sidder både her og der.
Nu tæller hun kalorjer.
I julen kan der godt ta's pås,
så hun si'r: I får ingen gås,
men værsegod og mor jer.

Og Søster Hanne er så styg,
for hun er også blevet tyk,
men grunden er en anden.
I forgårs spurgte mor og far:
Hvor har du ungen fra?
og hun sa': Julemanden.

Første udgave af Johan Krohns oprindelige Peters Jul udkom anonymt og var med håndkolorerede tegninger af Otto Haslund og forfatterens bror Pietro Krohn. I 1870 udkom den alene med Pietro Krohns tegninger, mens udgaven fra 1889 var den første farvetrykte, hvor tegningerne var bearbejdet af Frants Henningsen. I 1947 udsendte Gyldendal udgaven, som Herluf Jensenius illustrerede, og som efter min mening er den eneste rigtige, eftersom det er den, jeg er vokset op med og stadig har stående i min reol. Det er Jensenius' tegning, der pryder dette opslag. Peters Jul kan læses in extenso her, og på samme website finder man en filmatiseret udgave på tyve minutter, der er optaget i det smukke, gamle Ribe. Manden bag filmen er i øvrigt Jeppe Søe, som i den seneste uges tid har været på barrikaderne for at kæmpe landbrugets sag, men det er en helt anden historie.