Viser opslag med etiketten Sport. Vis alle opslag

Sporten kort



Som uofficiel indehaver af danmarksmesterskabet i lænestolesidning er jeg muligvis ikke den rette til at udtale mig, men når nu ingen andre tager initiativet, hvorfor så holde sig tilbage? Sagen er, at det er et mysterium for mig, at nogle sportsudøvere undertiden er i stand til at engagere sig i det, de foretager sig, med en sammenbidthed og alvor, så man skulle tro, at det gjaldt liv eller død. Sportspræstationer er jo i bund og grund manifestationen af et sæt regler, der resulterer i en komisk menneskelig adfærd:

  • Man sparker en skindbetrukket blære fyldt med luft frem og tilbage på en mark, mens andre forsøger at forhindre en i at gøre det.
  • Man flintrer hen over et gulv, alt imens man konstant hamrer en bold ned i brædderne med håndfladen, indtil man på et tidspunkt kaster den i vejret for få den til at dale ned igen igennem en metalring, der er sat op i den anden ende af lokalet.
  • Man kører baglæns på skøjter foran en himstregims i bevægelse, mens man bearbejder isen på livet løs med en kost.
Sådan kunne man blive ved, men hvilken sportsgren tager sig egentlig mest tåbelig ud for en udenforstående (eller -siddende) iagttager? Efter mange overvejelser er jeg nået frem til, at prisen må tilfalde den sport, der går ud på, at to mennesker ved hjælp at et instrument, der er fladt i den ene ende og har et håndtag i den anden, slår et fjerbesat objekt eller en kugle af varierende materiale og størrelse frem og tilbage imellem sig over en forhindring i form af et udspændt net. Altså badminton, tennis eller bordtennis. Det er ketsjeren eller battet som forlængelse af den menneskelige arm, der afstedkommer de løftede øjenbryn hos mig. Er der andre sportsgrene, der når højere op på besynderlighedsskalaen? Detaljeret beskrivelse udbedes.

* * *
Vi lever i et land, der er besat af sport, og egentlig kan jeg være ligeglad med, hvad andre foretager sig, så længe det sker for egen regning og risiko. Men det generer mig, når købmandens flaskeautomat spørger, om jeg vil donere min pant til den lokale sportsklub, som om det er helt naturligt at finansiere andres fritidsinteresser. Nej tak. Jeg betaler heller ikke til den lokale swingerklub.

Kategori: , | 6 kommentarer

Tour de Leth



Det er højsommer i Danmark, og Tour de France har overtaget sendefladen på alle landets tv-stationer. Mit forhold til cykelsport er køligt som til al anden sport, men det skal selvfølgelig ikke afholde andre fra at bruge deres dyrebare feriedage på at stirre intenst på skærmen, hvor voksne mænd i alt for tætsiddende spandex kæmper sig op ad bjerge i sneglefart eller farer forbi med ben, der pumper som metronomer, og ansigter, der balancerer mellem smerte og overlevelse. De fleste danskere elsker at se andre dyrke sport, men for nogle få er Tour de France andet og mere end sport. For Jørgen Leth, som blev berømt for at kommentere løbet, og som man stadig forbinder med Tour de France, er det en slags poetisk drama med filosofiske og eksistentielle overtoner, noget næsten guddommeligt.

Tour de France er ikke en ballet – det er en lang, beskidt og støvet kamp med læderhandsker, reservecykler og tvivlsomme tricks

'Han træder i pedalerne som en mand, der bærer hele Europas melankoli i lårene,' kunne Jørgen Leth finde på at sige i sin karakteristiske voice-over, som om Tour de France var en kombination af Odysseen og et Henri Cartier-Bresson-fotografi. En sprinter er ikke en atlet i Leths verden, men 'en muskelspændt mytisk figur, der gennemborer tidens struktur'. Føring i vinden er ikke taktik, men 'en offergave til feltets vilje'. Rytterne tramper ikke bare i pedalerne, men 'danser med døden på bjergenes kant.' Man skulle tro, han så en slags Wagner-opera, hvor hver dråbe sved er en akt i heltekvadet. Hvis nogen falder, er det ikke bare et uheld, det er 'skæbnens hånd, der trækker i realitetens bremsegreb'. Mens Jørgen Leth med poetisk overlegenhed talte om 'et felt, der flyder gennem landskabet som en organisme, et væsen med én bevidsthed,' forsøgte hans medkommentator bare at finde ud af, hvem der styrtede i rundkørslen. Den ene så en græsk tragedie i slowmotion. Den anden så en punktering.

Men Jørgen Leths poetiske excesser stod i komisk kontrast til den virkelighed, han forsøgte at indfange. Tour de France er ikke en ballet – det er en lang, beskidt og støvet kamp med læderhandsker, reservecykler og tvivlsomme tricks. Der var noget næsten rørende i at høre Jørgen Leth insistere på, at det hele var en form for fransk symfoni, mens en rytter forsøgte at tygge sig igennem en proteinbar uden at styrte.

Det er selvfølgelig tilladt at finde skønhed i sved. Men når hver etape blev til et semireligiøst ritual, kunne man godt begynde at længes efter lidt jordforbindelse. For selv om solen glimter over Pyrenæerne, og feltet slynger sig som en 'organisk bevægelse', er det stadig bare en flok mænd i cykeltøj, der jagter sekunder og sponsorater.

Som antydet ser jeg ikke længere Tour de France, men jeg vil ikke udelukke, at jeg kunne lokkes, hvis det stadig var Jørgen Leth, der kommenterede. Selv om det var gudsjammerlig kedeligt at se på, var det stærkt underholdende at høre, hvor højt han kunne svinge sig op. Men det ændrer ikke ved, at somme tider var det bare for meget.

Kategori: , , , , | 7 kommentarer