Engang i en fjern fortid lavede jeg hver dag et direkte radioprogram. Et direkte program betyder, at en deadline er en deadline, og man kan ikke bare bede om en anden, hvis man ikke når den første. Man skal være færdig, ellers er det værst for én selv, og derfor når man det også hver gang på en eller anden måde. Det er næppe sundt altid at have en deadline hængende over hovedet, men efter et par hundrede udsendelser vænner man sig til det. Til gengæld ligger underbevidstheden aldrig på den lade side, og det mærker man især om natten, mens man selv ligger og sover.
Der findes forskellige varianter af radiomedarbejdermareridt, og ni ud af ti går ud på, at man ikke når at indfinde sig i studiet til tiden. Der er for eksempel den med uret på ens kontor, der er gået i stå, uden at man har lagt mærke til det, og når man endelig træder ind i studiet, er der ikke mere end et kvarter tilbage af udsendelsen. De første tre kvarter har der bare været hul, og det er ikke faldet nogen ind at gøre noget for at få fat i én.
Det er næppe sundt altid at have en deadline hængende over hovedet, men efter et par hundrede udsendelser vænner man sig til det
Der er også den, hvor man ikke kan finde det rum, man skal sende fra. Siden udsendelsen i går er studiet nemlig blevet flyttet, men der er ingen, der har tænkt på at orientere én om det på forhånd. Efter at have styrtet rundt på gangene i en halv times tid får man så endelig at vide, at studiet nu ligger i kælderen, og inden man finder den rigtige kælderdør, er udsendelsen ved at være forbi. Eller man har glemt sit manuskript, hvad man selvfølgelig først opdager, når man sidder i studiet, og udsendelsen er begyndt. Eller det er det forkerte manuskript, man har med. Eller pladerne/cd'erne mangler (ja, det var der noget, der hed engang). Eller der er ingen tekniker. Det sidste nåede at blive en realitet, inden jeg holdt op med at lave udsendelser – der skulle ikke være nogen tekniker til sidst. Sparerunder er ikke nogen ny opfindelse.Apropos nedskæringer arbejdede jeg en overgang på en redaktion, hvor vi pludselig skulle være ekstremt effektive og udfylde en masse forskellige funktioner på én gang for at spare stillingsnumre. Mens man sad og afviklede P1, skulle man for eksempel også lige smutte over på langbølgesenderen og annoncere et program på et bestemt tidspunkt.
Mareridtene dukker stadig op i perioder, og så sent som i nat oplevede jeg en ny variant
Nogle aftener skulle man passe afviklingen både på P1 og P2, og sommetider var der annonceringer samtidig. Det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre, så man måtte bånde annonceringerne til den ene kanal, mens man sad på den anden og havde sin opmærksomhed dér. Eller når man producerede trailere på 5. sal, skulle man også lige huske at spurte ned på P3 på 1. sal en gang i timen og sige klokken – signalet til radioavisen om, at de kunne gå på. Det var enormt stressende og koncentrationsforstyrrende at skulle huske på, fordi arbejdsopgaverne ikke havde noget som helst med hinanden at gøre. Men det var den skinbarlige virkelighed, ikke noget mareridt i egentlig forstand.Fra den periode kan jeg huske, at jeg drømte, at jeg stod på Rosenørns Allé over for Radiohuset og ventede på Linje 2. Da bussen kom, steg jeg op i den, og da jeg skulle til at betale for billetten, opdagede jeg, at det var en af mine kvindelige kolleger, der sad ved rattet.
– Hvad i alverden laver du dér? spurgte jeg.
– Det stod i vagtplanen, svarede hun og trak på skulderen.
Nu er det efterhånden temmelig mange år siden, jeg holdt op med at lave radioudsendelser, men jeg er bange for, at jeg har taget varig skade. Mareridtene dukker stadig op i perioder, og så sent som i nat oplevede jeg en ny variant: Jeg sidder i et interimistisk studie i et inferno af ledninger og computere henne i hjørnet af den stuvende fulde medarbejderkantine og er midt i at lave en direkte radioudsendelse. Da jeg skal til at speake, opdager jeg, at mikrofonen er væk ...