• Søndag blev der ved et røveri på Louvre stjålet kostbare smykker, som Napoleon forærede sin hustru Marie Louise. Gerningsmændene er stadig på fri fod, men politiet har mistanke til en gruppe, der blev set gå forbi Mona Lisa uden at tage en selfie.
• Krigen i Ukraine har skærpet interessen for forsvarsindustrien. Danskere køber våbenaktier som aldrig før, og investeringerne i våbenaktier er mangedoblet på få år. Vi er et fredselskende folk — hvis det altså giver et fornuftigt afkast.
• Det vanskeliggør brandvæsenets arbejde, at flere og flere installerer solceller på taget, fordi vandet fra brandslangerne i tilfælde af brand så ikke kan trænge ind. Vi er med andre ord nået dertil, hvor grøn energi er vandafvisende, og solcellerne kun redder planeten, ikke huset.
• I Portland er 'No Kings'-demonstranterne mod præsident Trump begyndt at klæde sig ud som oppustelige frøer, fugle, krabber, zebraer og tegneseriefigurer. Hensigten er at gøre det meningsløst at anklage dem for at være terrorister. Samtidig forventes politirapporterne at blive mere underholdende: 'Vi har anholdt en pelikan for urostiftelse – og to pandaer for vold mod tjenestemand i funktion'.
• Et byrådsmedlem fandt søndag aften en død kænguru på en vej i nærheden af Aarhus. Kommunen lover nu, at der inden 2035 vil blive opsat et hegn mellem Danmark og Australien.
• Som opfordring til at drikke mindre alkohol har Carlsberg lavet verdens mindste øl. Den er 12 millimeter høj og rummer 0,005 centiliter øl, svarende til én dråbe. Forskere roser initiativet og kalder det et gennembrud i kampen mod druk, men advarer mod bivirkninger som tørst og skuffelse.
• Flying Tiger vil lukke 18 af sine i alt 50 butikker – til gengæld vil de forbedre kundeoplevelsen. Det fungerer ellers udmærket nu, hvor man går ind for at købe et viskelæder og kommer ud med 10 andre redskaber, man ikke anede eksisterede. Men hvem har fx ikke altid savnet en flamingoformet køkkensaks?
• Vandforbruget i Danmark er faldet til det laveste i årtier, oplyser Danva, som er interesseorganisationen for drikkevands- og spildevandsselskaber. Spørgsmålet er, hvad der er mest imponerende: at vi bruger mindre vand, eller at nogen tænker: ‘Det her skal i nyhederne!’
• Stigende fødevarepriser beskyldes for at forværre forbrugernes humør. Måske fordi ‘tilbud’ nu betyder: ‘Prisen er kun dobbelt så høj som sidste år.’
• Fra næste år lukker programmet ’Klog på sprog’ på P1. Det er dog ikke et udtryk for, at P1 ikke længere prioriterer sproget, fastslår DR. Som at sige: 'Jeg elsker motion' samtidig med at man opsiger sit fitnessabonnement.

LÆST:
Iben Albinus: For rigets sikkerhed
Thriller, 2025
★★★★☆☆

Historien tager udgangspunkt i hovedpersonen Anna Hartmann, der er føringsofficer i Forsvarets  Efterretningstjeneste (FE). Hun står over for sin karrieres største operation, men pludselig rammes tjenesten af en whistle-blower-skandale, hvor FE beskyldes for at aflytte danskere, og hele ledelsen sendes hjem. Man kan altså roligt give den prædikatet 'inspireret af virkelige hændelser'. Samtidig opsøges Anna i Wien af en russisk spion, som beder om hjælp til afhopning, og dermed trækkes hun ind i et usædvanligt og farligt net af magtspil, forræderi og loyalitetsspørgsmål. Man får et rystende indblik i en verden, som de færreste kender, og en offentlig arbejdsplads som baggrund for intriger, hemmeligheder og mistro er spændende og troværdigt skildret. En spionhistorie, der også handler om, hvad man som individ må ofre. Den bestod halvsidesprøven hos mig med bravour.


SET:
Task
Amerikansk krimidrama, 7 episoder, 2025 – HBO Max
★★★★★☆

FBI-agenten Tom har trukket sig tilbage fra feltarbejde efter en personlig tragedie, men indvilliger i at lede en taskforce, som skal opklare en række brutale røverier mod 'trap‐houses' – steder hvor narkosalg foregår. Robbie  er udadtil en almindelig familiefar, der arbejder som skraldemand, men under overfladen er han involveret i de kriminelle handlinger – både som økonomisk overlevelse og som en slags hævnmotiv. Men det er ikke bare politi versus gangster; Robbie er ikke kun forbryder, Tom er ikke kun helgen. De ved begge, hvad der er rigtigt og forkert, det er bare ikke så enkelt. Serien kombinerer stærke skuespilpræstationer og et troværdigt miljø med moralsk dybde, som man savner i de fleste nyere krimidramaserier. Men den kræver tid, tålmodighed og lyst til at dykke ned i karakterernes mørkere sider. Anmelderne er åbenbart totalt uenige: The Guardian skrev en ualmindelig nedladende anmeldelse og gav serien 2 stjerner, mens GQ udråbte den til årets tv-serie. Som det fremgår, hælder jeg mest til sidstnævnte, ikke mindst på grund af Mark Ruffalos nuancerede og gribende fremstilling af en samvittighedsfuld FBI-agent.
Instruktion: Jeremiah Zagar og Salli Richardson‑Whitfield
Se trailer (som desværre er alt for voldsom i forhold til serien)


Sult (A Copenhagen Love Story)
Romantisk drama, 2025 – Netflix
★★★★☆☆

Filmen er baseret på Tine Høegs roman. Mia er en succesfuld forfatter, der lever livet som single og nyder friheden. Hun møder Emil, en charmerende enlig far med to børn, og langsomt udvikler deres forhold sig fra flirt til noget mere seriøst. Men lykken får en ny dimension, da parret må erkende, at de ikke kan få børn på naturlig vis, og de igangsætter en fertilitetsbehandling for at få deres eget barn. Behandlingen og det intensive medicinske og følelsesmæssige forløb slider så meget på deres forhold, at de går fra hinanden. Alligevel har filmen en slags lykkelig slutning, da de mødes igen. Rosalinde Mynster og Joachim Fjelstrup er det unge par, og jeg ville næppe har valgt at se filmen, hvis ikke det havde været for dem. De levede op til forventningerne. Den danske titel er intetsigende (og er jo i øvrigt 'taget') – den engelske A Copenhagen Love Story dækker historien langt bedre.
Instruktion: Ditte Hansen og Louise Mieritz
Se trailer


ARTIKLER:
Nautilus: Tesla’s Pigeon – An inventor, a bird, and a plan to connect all the minds in the world.

Glem alt om Elon Musk. Historien om Nikola Teslas due viser en rørende og menneskelig side af den ellers excentriske serbiske opfinder. I sine senere år – især mens han boede alene på hotel i New York – udviklede Tesla en særlig tilknytning til en hvid due, som ofte kom flyvende til hans vindue. Ifølge Tesla selv elskede han denne due dybt. Han fodrede og plejede den, og han beskrev den som sin nærmeste ven. En nat fortalte Tesla, at duen kom til ham for sidste gang. Hun var syg, og han vidste, at hun skulle dø. Han beskrev det som, at 'et lys strålede fra hendes øjne' – et symbol på, at hendes sjæl forlod verden. Efter dette tab sagde Tesla, at hans livsarbejde føltes afsluttet, for 'noget var forsvundet fra mit liv'.

Hvis man jævnligt har sin gang på loppemarkeder, som jeg har –efterhånden dog hovedsagelig i egenskab af ledsagende ægtefælle – ved man, at bogkasser fyldt med hulter-til-bulter-liggende tiloversblevne bøger er et hyppigt forekommende fænomen. Erfaringsmæssigt er bogkasserne domineret af storsælgende krimier, forældede leksika og andre genrer, der ligger uden for min interessesfære, så jeg er for længst holdt op med at rode i dem. Men i søndags blev jeg pludselig draget mod en bogkasse, fordi der allerøverst i den lå en lille blå bog med titlen Funktion Form Konstruktion i arkitekturhistorien af Knud Peter Harboe, og da jeg tog den op og begyndte at bladre i den, råbte bogkassens ejer: 'Tag den bare, den er gratis!. Så det gjorde jeg, og siden har jeg nærlæst den med stor fornøjelse og samtidig funderet over, hvorfor bøger om arkitektur virker som en magnet på mig.

Knud Peter Harboes bog er først og fremmest en solid og let forståelig introduktion til arkitekturens tekniske og æstetiske kernebegreber

Fascinationen af arkitektur ligger vel i dens dobbelte natur: På den ene side er bygninger praktiske redskaber, der skaffer os tag over hovedet, arbejdsrum, skoler og kulturhuse. På den anden side er de kunstværker, som fortæller historier om, hvem vi er, og hvem vi vil være. En gotisk katedral, et japansk tehus eller et moderne højhus i glas og stål er ikke bare rammer om liv – de er symboler på tro, filosofi, teknologi og ambition.

Når man ser Hiroshimas fredskuppel, ruinen der blev stående efter atombomben, bliver det tydeligt, at bygninger kan være vidner til historien på en måde, som intet menneske kan være. Andre eksempler er pyramiderne, Colosseum, Eiffeltårnet. I Danmark ser vi det samme i mindre skala. Grundtvigs Kirke i København står som et monument over en tid, hvor tro og fællesskab blev tænkt sammen i form og murværk. Arne Jacobsens rådhus i Aarhus viser, hvordan funktionalisme kunne være både praktisk og elegant. Og det nye operahus demonstrerer, hvordan arkitektur også kan vække debat: er det et mesterværk eller et prestigeprojekt? Uanset hvad, reagerer vi.

Arkitektur fascinerer også, fordi den repræsenterer en tid. Gader og pladser afspejler århundreders skiftende idealer. I København kan man på få minutters gang passere fra middelalderens snævre stræder over klassicismens palæer til operahuset ved havnen. Hver epoke har sat sit aftryk, og tilsammen skaber de en fortælling om byens og menneskets udvikling.

Endelig rummer fascinationen af arkitektur en erkendelse af, at den former os. Bygningerne påvirker vores adfærd, vores tanker og vores trivsel. Huse designet med lys og luft giver en lettere gang på jorden, mens boligområder uden fælles udearealer kan føles klaustrofobiske. Arkitektur er ikke bare noget, vi betragter – det er et vilkår, vi hele tiden forholder os til, bevidst eller ubevidst.

Derfor er arkitektur mere end en teknisk disciplin. Det er fortællingen om, hvordan mennesker altid har forsøgt at skabe rammer om livet, der både beskytter og inspirerer. Når vi lader os fascinere af arkitektur, lader vi os i virkeligheden fascinere af os selv – af menneskets evne til at omsætte idéer til sten, glas og træ, og af viljen til at gøre det smukke til en del af det nødvendige.

Ovenstående kaffebordsfilosofiske betragtninger er mine egne. Knud Peter Harboes bog er først og fremmest en solid og let forståelig introduktion til arkitekturens tekniske og æstetiske kernebegreber. Den tydeliggør, at arkitektur ikke bare er en kulisse, men en aktiv medspiller i menneskers liv, og man får en idé om, hvorfor byer og bygninger ser ud, som de gør.

Da jeg åbnede den lille blå bog, stod der en håndskrevet dedikation på titelbladet:

2002
Kære Marie!
Vi håber, du får meget glæde af Knud Peters bog både studiemæssigt og i dit eget liv.

Kærligst din far og mor

Det håber jeg også, at Marie gjorde, før hun lod bogen gå videre. Måske er hun blevet arkitekt i mellemtiden.

I forbindelse med min omtale i lørdags af dokumentaren Titanic i farver, som kan ses på dr.dk, henviste blogkollega Ellen til National Geographics dokumentar Titanic: Case Closed, hvor historikeren Tim Maltin redegør for en overraskende teori om forliset. Hans forklaring peger ikke på inkompetence hos besætningen eller dårligt udsyn, men på noget langt mere subtilt: de optiske bedrag, vejret forårsagede natten mellem den 14. og 15. april 1912.

Ifølge Maltin var atmosfæren over Nordatlanten netop denne nat usædvanlig. Kold luft lå tæt ved havoverfladen, mens et lag varmere luft befandt sig ovenover. Når det sker, kan lyset bøjes på uforudsigelige måder. Det kan få horisonten til at 'løfte sig' og skabe fatamorganaer, hvor skibe eller objekter virker højere, lavere, længere væk eller helt forsvinder i synsfeltet. For dem, der stod på Titanics udkigspost, kunne det have betydet, at isbjerget visuelt smeltede sammen med havlinjen og derfor først blev set i sidste øjeblik.

Det var muligvis ikke dårligt sømandskab, men snarere et samspil mellem kulde, varme og lys, der gjorde, at Titanic ikke så faren i tide

Maltin mener også, at de samme optiske forvrængninger spillede en afgørende rolle i forløbet mellem Titanic og det nærliggende skib Californian. Californian befandt sig sandsynligvis meget tættere på Titanic, end officererne ombord troede, men på grund af luftforholdene virkede Titanic både mindre og fjernere. Det kan forklare, hvorfor Californian ikke reagerede på Titanics nødraketter. Lysene så måske ikke ud som nødsignaler set fra Californian, men snarere som rutinemæssige skibsraketter ude i horisonten.

Hvor mange tidligere analyser har fokuseret på menneskelige fejl – for høj fart gennem et isfelt, manglende kikkert eller dårlig krisehåndtering – mener Maltin med andre ord, at forklaringen skal søges i naturfænomener. Det var muligvis ikke dårligt sømandskab, men snarere et samspil mellem kulde, varme og lys, der gjorde, at Titanic ikke så faren i tide, og at Californian misforstod situationens alvor.

Nogle forskere mener dog stadig, at menneskelige faktorer har spillet en central rolle, men Maltins forklaring er blevet modtaget som en interessant og teknisk plausibel mulighed, der kan kaste nyt lys – bogstaveligt talt – over en tragedie, som ellers har været minutiøst undersøgt i over et århundrede.

Titanic: Case Closed er en tankevækkende dokumentar, som bringer ny energi til et af historiens mest undersøgte skibsforlis. Den er især interessant for dem, der allerede kender den grundlæggende historie og søger dybere forståelse af, hvad der kan være sket i minutterne op til kollisionen med isbjerget.

Tim Maltin uddyber sin teori i det omfattende interview The Truth Behind Titanic's Last Few Moments.

Tak til Ellen for begge links.

Trods min svimlende høje alder er jeg født adskillige år efter krigen og har derfor heldigvis/desværre ikke noget personligt forhold til den. Men jeg er gammel nok til at kunne huske, da alle stadig satte lys i vinduerne hvert år den 4. maj.

Det knager i fugerne, og rundt om er andre kræfter parat med både indgreb og nye muligheder. Lykken ligger forude, men hvordan finder man den?

Jeg har et personligt sekundært - eller måske snarere tertiært – 4. maj-minde, der knytter sig til den nu helt glemte familiekrønike De Beskedne, som Klaus Rifbjerg skrev i 20 afsnit til Radioteatret i 1975-76, hvor man kunne høre et nyt afsnit hver uge. Stykket handlede om en dansk families liv i lyst og nød fra de usikre halvtredsere til optimismens kulmination i ungdomsoprørets år 1968. En gammel tid – efterkrigstiden – er knap nok forbi og en ny endnu ikke begyndt. Boghandler Vestervang og hans kone og børn ser på fremtiden med frygt og forventning, men ved knap nok hvilken vej de skal vælge. Et gammelt familiemønster stiver dem af, det knager i fugerne, og rundt om er andre kræfter parat med både indgreb og nye muligheder. Lykken ligger forude, men hvordan finder man den?

Jeg sad klistret til højttalerne uge efter uge for at følge familien Vestervang, levendegjort af Louis Miehe-Renard, Lily Weiding, Finn Storgaard og Ulla Gottlieb. En hærskare af andre fremragende skuespillere medvirkede i serien. Jeg husker den som et stort panorama, der balancerede mellem historisk dokumentation, fiktion og det stadige spil mellem fædre og sønner, mødre og døtre, venner og veninder, onkler og tanter, overordnede og underordnede, herrer og slaver. Det spil, enhver kender. Et ikke uinteressant aspekt af public service, før der var noget der hed sådan, men bare var der.

Og hvad har det så med 4. maj at gøre? Simpelt hen, at første del af De Beskedne begynder med den 4. maj 1952. Familien Vestervang er i Tivoli for at fejre aftenen sammen med den ældre generation, som har norske rødder. Da de har spist smørrebrød, siger bedstemoderen: 'Nå skal vi på Tivoli ... Jeg tror ikke det finnes noe så deilig som København den fjerde mai!'

Selv om jeg ikke oplevede befrielsesaftenen, kan jeg tænke mig til jublen i gaderne den majaften i 1945, da man endelig kunne ånde frit igen. Det var forår, naturen var ved at springe ud – det må have været en ubeskrivelig lettelse. Levende lys i vindueskarme overalt – et symbol på håb og på, at mørket var forbi.

Nogle nåede aldrig at opleve friheden. Befrielsesaftenen var også en lejlighed til at mindes og ære dem, der havde reageret aktivt på uretfærdighed og undertrykkelse og ikke overlevet.

Netop nu, hvor truslen mod frihed og demokrati i Europa føles større end længe, giver det særlig mening at mindes 4. maj. Lyset i vindueskarmen bliver ikke kun et historisk ritual, men en stille og klar markering af retten til at leve i frihed, tænke frit og tale uden frygt – en påmindelse om, hvad der er på spil, når demokrati og fred ikke længere er en selvfølge.

P.S. Hvis nogen skulle undre sig over min detaljerede hukommelse, skyldes den, at teksten til De Beskedne i bogform har stået i min reol i mange år.