
Man har lige skrevet en brillant tekst. Den er tilpas underholdende, man har også fået sneget lidt eftertænksomhed ind, og den sproglige variation er lige i øjet, hvis man selv skal sige det. Faktisk har man på fornemmelsen, at man har skabt et mesterværk, som ville gøre Shakespeare grøn af misundelse. Man løber det lige igennem en ekstra gang for at finde eventuelle fejl, men der er heldigvis ingen. Perfekt!
Så udgiver man blogindlægget, og når man så igen kaster et blik på teksten, er den pludselig forandret. Der mangler et komma, der er også en slåfejl, og for at det ikke skal være løgn, er der gudhjælpemig et ord, der bliver brugt to gange næsten lige efter hinanden.
Når det gælder korrekturlæsning af ens egen tekst, er hjernen en svigefuld kompagnon
Hjernen er en snild indretning. Den kan lægge tal sammen, huske gamle salmevers og visualisere en drømmeferie, mens man sidder midt i et kedeligt møde. Men når det gælder korrekturlæsning af ens egen tekst, er den en svigefuld kompagnon. Den ser ikke, hvad der rent faktisk står, men hvad den tror, der står. Hvis man havde tænkt sig at skrive 'til fest med vennerne', men kom til at skrive 'til hest med vennerne', opdager hjernen det ikke, fordi den ved, hvad man mente. Eller der skulle stå 'jeg havde skiftesko med', men man kom til at skrive 'skriftesko', uden at man opdagede det, fordi hjernen automatisk udfylder hullerne og lader fejlene passere ubemærket.Det kan være, at man har brugt timer, dage eller måske uger på at skrive en tekst. Man kender hver en sætning så godt, at man kunne recitere den i søvne. Men når man kender noget for godt, holder man op med at se det. Det er som den bunke tøj, der har ligget på en stol i hjørnet i tre uger; i løbet af forbløffende kort tid lægger man overhovedet ikke mærke til den.
Men hvad stiller man op, hvis man ikke har plads til at have en korrekturlæser boende, og ens sprogkyndige kat ikke lige har tid? Jeg har hørt, at det skulle være effektivt at læse teksten bagfra ord for ord, men det orker jeg alligevel ikke. Min metode er at lade teksten ligge et par dage og læse den igen med friske øjne, inden jeg skiber den afsted. Men det glipper alligevel engang imellem, og det er noget af en belastning, når man er allergisk over for skriftligt sjusk, ikke mindst ens eget.
Bare for at forklare, hvorfor mine blogindlæg og kommentarer ustandselig bliver opdateret, selv om indholdet tilsyneladende er det samme ...
Dagens tip: lad være med at sige 'det kan noget' uden at røbe, hvad det kan.
