Man har lige skrevet en brillant tekst. Den er tilpas underholdende, man har også fået sneget lidt eftertænksomhed ind, og den sproglige variation er lige i øjet, hvis man selv skal sige det. Faktisk har man på fornemmelsen, at man har skabt et mesterværk, som ville gøre Shakespeare grøn af misundelse. Man løber det lige igennem en ekstra gang for at finde eventuelle fejl, men der er heldigvis ingen. Perfekt!

Så udgiver man blogindlægget, og når man så igen kaster et blik på teksten, er den pludselig forandret. Der mangler et komma, der er også en slåfejl, og for at det ikke skal være løgn, er der gudhjælpemig et ord, der bliver brugt to gange næsten lige efter hinanden.

Når det gælder korrekturlæsning af ens egen tekst, er hjernen en svigefuld kompagnon

Hjernen er en snild indretning. Den kan lægge tal sammen, huske gamle salmevers og visualisere en drømmeferie, mens man sidder midt i et kedeligt møde. Men når det gælder korrekturlæsning af ens egen tekst, er den en svigefuld kompagnon. Den ser ikke, hvad der rent faktisk står, men hvad den tror, der står. Hvis man havde tænkt sig at skrive 'til fest med vennerne', men kom til at skrive 'til hest med vennerne', opdager hjernen det ikke, fordi den ved, hvad man mente. Eller der skulle stå 'jeg havde skiftesko med', men man kom til at skrive 'skriftesko', uden at man opdagede det, fordi hjernen automatisk udfylder hullerne og lader fejlene passere ubemærket.

Det kan være, at man har brugt timer, dage eller måske uger på at skrive en tekst. Man kender hver en sætning så godt, at man kunne recitere den i søvne. Men når man kender noget for godt, holder man op med at se det. Det er som den bunke tøj, der har ligget på en stol i hjørnet i tre uger; i løbet af forbløffende kort tid lægger man overhovedet ikke mærke til den.

Men hvad stiller man op, hvis man ikke har plads til at have en korrekturlæser boende, og ens sprogkyndige kat ikke lige har tid? Jeg har hørt, at det skulle være effektivt at læse teksten bagfra ord for ord, men det orker jeg alligevel ikke. Min metode er at lade teksten ligge et par dage og læse den igen med friske øjne, inden jeg skiber den afsted. Men det glipper alligevel engang imellem, og det er noget af en belastning, når man er allergisk over for skriftligt sjusk, ikke mindst ens eget.

Bare for at forklare, hvorfor mine blogindlæg og kommentarer ustandselig bliver opdateret, selv om indholdet tilsyneladende er det samme ...

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'det kan noget' uden at røbe, hvad det kan.

Jeg skulle lige til at undskylde, at jeg var væk et øjeblik, men så opdagede jeg, at der er gået næsten fire år siden forrige indlæg, og at tiden åbenbart går hurtigere, end jeg troede. Men hvis der er noget, der hedder kvartalsdrankere, kan der vel også findes quadrenniumsbloggere. Eller måske er jeg den første?

I den mellemliggende tid har jeg som så mange andre forsøgt at få afløb for mit meddelelsesbehov på Facebook. Men Facebook er ikke skabt til lange indlæg, og jeg egner mig ikke til korte – derfor er jeg nu vendt tilbage til de sociale mediers moder, hvor man kan skrive lige så lange indlæg, man lyster, uden at nogen løfter et øjenbryn. Om det hele så vil blive læst, er en anden historie, men man kan i det mindste være nogenlunde sikker på, at indlægget ikke afføder et kommentarspor, der hovedsageligt består af ukvemsord. Den luksus kan man ikke regne med på Facebook.

Når overskriften er 750 ord, er det fordi jeg faldt over et website (selvfølgelig amerikansk), der hed sådan. Det var en opfordring til at skrive 750 ord hver dag for at blive bedre til at skrive. Det var ligegyldigt, hvad man skrev, man skulle bare skrive løs uden at tænke nærmere over det og uden at rette eller slette noget som helst. Det var ikke vigtigt, om der kom en brugbar tekst ud af det, ideen var bare at skrive uden at stoppe, før man havde nået dagens mål på 750 ord. Sitet var selvfølgelig indrettet til formålet, så man kunne følge sin udvikling dag for dag og få dårlig samvittighed, hvis der var dage, man sprang over.

Hvordan kunne jeg vide, om systemet fungerede, hvis jeg ikke selv afprøvede det?

750 ord er faktisk temmelig mange – indtil nu har jeg kun skrevet 290 ord, så der er lang vej igen, og jeg vil ikke fortænke dig i at stå af nu, hvis du ikke allerede har gjort det, for ærlig talt er hele teksten stadig blottet for substans. Jeg har før hørt om freewriting, det vil sige hæmningsløs griflen løs uden tanke på mening eller sammenhæng mellem ens tilfældige indfald. Jeg synes måske, man kunne få den mistanke, at det ikke vil udvikle ens evner som skribent, medmindre det skulle være en fordel at være ukritisk over for, hvad man belemrer sine læsere med. Men jeg besluttede mig altså for at give det en chance, for hvordan kunne jeg vide, om systemet fungerede, hvis jeg ikke selv afprøvede det? Så det er altså det, jeg er i gang med nu, og jeg forsøger så vidt muligt at undgå at kigge på ordtælleren, men i stedet koncentrere mig om at holde fingrene på tastaturet og lade dem danse frit rundt uden at tage hensyn til min egen forfængelighed. Lige nu er jeg tæt på at køre træt, og jeg er kommet stærkt i tvivl om, hvorvidt jeg vil nå til målstregen, men der er ikke andet at gøre end at klø på.

Hvorfor er det så vigtigt for mig at meddele mig til vildfremmede mennesker, hvis jeg ikke har noget på hjerte?

Mærkværdigvis – og til dels til min egen ærgrelse – må jeg indrømme, at der faktisk indtil nu er kommet et par ord ned på papiret, som jeg ellers aldrig bruger, så måske kan man faktisk på denne måde vække sit passive ordforråd til live og begynde at bruge noget af det aktivt. Nu kunne du vel egentlig godt tænke dig at vide – eller er du der stadig? – hvorfor det er så vigtigt for mig at meddele mig til vildfremmede mennesker som dig, hvis jeg ikke har noget på hjerte, og for at være ærlig er det også mest, fordi writing is the most fun you can have by yourself, som en kendt forfatter engang sagde eller skrev – dog ikke så kendt, at jeg kan huske hans navn. Jeg husker bare, at han var englænder og temmelig succesfuld, og at han for det meste skrev science fiction-romaner, hvilket nok er grunden til, at jeg ikke kan huske navnet, for sci-fi er en genre, der aldrig har sagt mig noget. Men det udelukker selvfølgelig ikke, at dens repræsentanter kan sige noget, man ikke kunne have sagt bedre selv. Faktisk husker jeg også, at denne forfatter senere fik Alzheimers, og at han tog initiativ til at tage til Holland for at få hjælp til at tage sit eget liv, men at han alligevel aldrig nåede at komme afsted. Han er død nu, og jeg har ikke hørt nogen omtale ham siden. Og nu behøver jeg heldigvis ikke køre i tomgang ret meget længere, for om ganske få ord er jeg oppe på 750 ord. Nemlig nu!

53 ekstra ord: Efter at have konsulteret Google kan jeg oplyse, at navnet på den omtalte forfatter er Terry Pratchett, som både var fantasy- og science fiction-forfatter, foruden humorist og satiriker og uden tvivl et gennemsympatisk menneske: Han døde i 2015 som 66-årig, omgivet af sin familie og med sin kat sovende på sengen.