Archive for 2021

Den 19. marts



Af uransagelige årsager har hverken skiftende årstider eller holdninger til smittefare kunnet drive mig til tasterne i umindelige tider, og lige så længe har jeg diskuteret med Madame, om det er præstationsangst eller slet og ret en skriveblokering, der uge efter uge har afholdt mig fra at ytre mig gennem det skrevne ord. Selv hælder jeg mest til det sidste, om end diskussionen forekommer en kende akademisk. Enhver, der har eller har haft en skriveblokering, ved lige så godt som jeg, at der er tale om et synonym for dovenskab.

Men i dag er der ingen undskyldning for længere at styre uden om det støvede tastatur. Det forholder sig nemlig sådan, at det er dagen, hvor min litterære guru Dan Turèll (alias Onkel Danny, som han ikke brød sig om at blive kaldt) ville have kunnet fejre sin 75 års fødselsdag, hvis altså ikke skæbnen havde spændt ben for det.

Desværre tog han afsked med denne planet allerede for 28 år siden, og hvis et ungt menneske derfor skulle finde på at spørge: 'Hvem faen er Onkel Danny? Hvorfor kommer han aldrig til familiefesterne?' har jeg stående to bøger om ham i reolen, som vedkommende kvit og frit kan låne – ikke af mig, men af biblioteket, for jeg vil nødig risikere, at de forsvinder sporløst, som udlånte bøger tilhørende mig har for vane.

Henrik Palle skrev i 2013 DT – en krønike om Dan Turèll og hans tid, og hyggeligere coronalæsning kan en gammel Turèll-aficionado næsten ikke tænke sig. Den får dog kamp til stregen (og muligvis over) af Peder Bundgaards Superdan fra 1995, som blev genudgivet i 2013 i anledning af 20-året for, at den sortneglede poet, flanør og samfundsrevser fra Vangede døde. Der er flest faktuelle informationer og førstehåndsberetninger i Superdan, for Peder Bundgaard har det forspring at have været ungdoms- og bonkammerat med Dan Turèll. Den begejstrede grønskolling og beundrer Henrik Palle har en mere causerende og verbalakrobatisk stil, som man genkender fra Politiken, hvor han slår sine sproglige kraftspring til daglig. Men begge bøger er underholdende og oplysende. De supplerer hinanden fint.

Er man mere auditivt anlagt er her en times interview med og om manden.

* * *
Jeg har det til fælles med Dan Turèll, at jeg holder af hverdagen – mest af alt holder jeg af hverdagen. Derfor er fødselsdage almindeligvis ikke noget, jeg går vældig meget op i, især ikke nu, da jeg har nået en alder, hvor de tilsyneladende melder deres ankomst oftere og oftere. Men når jeg nu alligevel er i gang, vil jeg ikke undlade at nævne, at Dan Turèll i øvrigt deler fødselsdag med betydningsfulde navne som C.F. Tietgen, Betty Nansen, Aksel Sandemose, Glenn Close og Bruce Willis. Jeg er naturligvis alt for beskeden og tilbageholdende til også at nævne min egen ringhed.

Kategori: | 21 kommentarer

Om at holde hovedet varmt



Egentlig havde de fleste vel efterhånden vænnet sig til at betragte vinteren som et forlænget, gråmeleret efterår og vinket farvel til snedriver og tænderklaprende temperaturer i lange (skøjte)baner. Selv om tanken om den globale opvarmning kan få det til at løbe en koldt ned ad ryggen, er der ikke den fjerneste grund til det i øjeblikket. Dels er der trøstende læsning at hente i vejrudsigten, dels er sagen den, som Kim Larsen påpegede i sin tid, at Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser – bortset fra mig, som er den huldsalige ejer af en ushanka, jævnfør ovenstående selvportræt.

Med en ushanka på hovedet er det ganske enkelt umuligt at fryse om samme

I folkemunde går denne ypperlige hovedbeklædning under betegnelsen Doktor Zivago-hat, hvilket ikke huer mig, om jeg så må sige, lige som jeg heller ikke bryder mig om, når de brede masser taler om Mozarts Elvira Madigan, når de mener andanten i hans klaverkoncert nr. 21 i C-dur. Hverken Doktor Zivago eller Omar Sharif havde lod og del i ushankaens historie, lige så lidt som Mozart af gode grunde kan have haft nogen anelse om, hvem i alverden Elvira Madigan var.

I modsætning til den hue, Omar Sharif bar i filmen om Doktor Zivago, er ushankaen en pelshue med øreklapper, der som udgangspunkt er bundet sammen over huen, men som, når vejret og kulden tilsiger det, kan løsnes og i stedet bindes sammen under hagen, så man blandt andet undgår, at ørerne falder af i frostvejr. Med en ushanka på hovedet er det ganske enkelt umuligt at fryse om samme. Derudover har ushankaen den store fordel, at kombinationen hat og briller ikke som med en traditionel blød herrehat med skygge får én til at ligne en revyskuespiller på ABC Teatret anno 1963, men allerhøjst en spion, der er kommet ind fra kulden.

Det er en almindeligt udbredt opfattelse, at ushankaen er en russisk opfindelse, men det er en sandhed med modifikationer. Under vinterkrigen mellem Sovjetunionen og Finland umiddelbart inden 2. verdenskrig døde adskillige sovjetiske soldater af kulde på grund af utilstrækkeligt udstyr. De finske soldater var derimod langt bedre stillet, blandt andet fordi de var udstyret med en såkaldt turkislakki M39 (som var en videreudvikling af turkislakki M36). Det var den hue, den sovjetiske hær efter vinterkrigen kopierede og forbedrede og herefter kaldte en ushanka. Det var dog kun officererne, der blev udstyret med ushankaer af bisampels, mens menige soldater måtte tage til takke med tarveligere pelstyper.

For at undgå beskyldninger om hovmod skal jeg undlade at komme ind på min egen ushankas pelsmæssige herkomst, men blot konstatere at den uden konkurrence overgår enhver anden hovedbeklædning i januar.

Kategori: , | 12 kommentarer

Bag duggede briller



Selv om vi indtil videre er sluppet nådigt, hvad kuldegrader angår, har årstidens udendørstemperatur på det seneste alligevel haft den for os brillebærere forsmædelige konsekvens, at glassene straks dugger til, når vi kommer fra det fri og træder ind ad den hjemlige hoveddør, bag hvilken en rødglødende brændeovn arbejder på højtryk.

Jeg diskuterede engang problemstillingen med min ligeledes brillebærende frisør, som påstod, at man kunne eliminere irritationsmomentet ved at træde baglæns ind i det opvarmede hus. Så ville brilleglassene ikke dugge det mindste. I den forbindelse måtte jeg undertrykke et latterudbrud. Jeg betragtede det som en staldfidus på linje med at lægge sig på ryggen med et tændt stearinlys i munden og en marineret sild på maven for at stoppe et hikkeanfald og skiftede derfor hurtigt emne. Siden har vi ikke berørt emnet.

Samtalen ligger nu et par år tilbage, men frisørens råd må have lagret sig et sted i min underbevidsthed, for i går da jeg stod uden for hoveddøren og lige havde sat nøglen i låsen, kom jeg i tanker om tricket og besluttede mig for at lade dets anvendelighed komme an på en prøve. Jeg åbnede døren, og da jeg havde forvisset mig om, at Madame ikke var i nærheden, vendte jeg mig om, strakte det ene ben så langt bagud jeg kunne, tog resolut et skridt baglæns og væltede en gulvvase med et brag.

Men det virkede.

Jeg skal ikke kunne sige, hvilke naturkræfter der er oppe mod hinanden, når en bebrillet person går fra kulde til varme på den omtalte naturstridige måde, for den slags forstår jeg mig ikke på. Til gengæld forstår jeg udmærket, hvorfor katten tog benene på nakken og forsvandt om bag sofaen som en nytårsraket på afveje.

Kategori: , | 10 kommentarer