Der var engang, hvor mænd var smalle som kosteskafter og gik rundt i jakker og stramt bundne slips og efterlod en svag duft af tobak og Aqua Velva. Sådan husker jeg det i hvert fald. I min barndom i 60'erne var mænd generelt slanke, men ikke nødvendigvis sunde. De drak øl til frokost, røg som skorstene og anså ikke motion for noget, der havde noget med dem at gøre. Men de fyldte ikke meget i landskabet. En mand kunne dengang sætte sig ind i en Folkevogn uden først at skulle forhandle med sit eget tyngdepunkt.

I dag ser man mænd i fyrrerne, der bevæger sig gennem byen med den værdighed, som kun en graviditet i ottende måned berettiger. Maven ankommer et halvt sekund før resten af personen. Den har sin egen skygge og i visse tilfælde nærmest sin egen postadresse. Det er, som om naturen har besluttet, at mandens egentlige voksenliv først begynder, når han ikke længere kan se sine egne fødder uden brug af spejl eller strategisk placerede overvågningskameraer.

En mand kunne dengang sætte sig ind i en Folkevogn uden først at skulle forhandle med sit eget tyngdepunkt

Men måske er det i virkeligheden slet ikke så nyt. Allerede hos Herman Bang fandtes de monumentale mænd. I romanen Livsens Ondskab optræder den berømte forening 'De danske Ædedolke' hvor 'Intet Medlem maatte være under halvtredsindstyve Aar og veje mindre end to Hundrede og tredive Pund'. Det fremtrædende medlem, partikulier Eriksen, med tilnavnet Luksusbugen gik angiveligt med jernkorset for at holde det hele på plads og døde midt under et opulent måltid. Man må beundre en tid, hvor fedme endnu havde karakter af triumf og ikke henledte opmærksomheden på Sundhedsstyrelsens bekymrede panderynker.

Forskellen er måske bare, at datidens tykke mænd var sjældne nok til at blive litterære figurer, mens nutidens er så almindelige, at de ikke kan udløse så meget som et hævet øjenbryn. Nu begynder alle mænd over 30 automatisk at få mave, medmindre de både har et udvidet fitness-abonnement og den psykologiske styrke til også at bruge det. Det er ikke længere nok at eje et par løbesko; man skal også iføre sig dem frivilligt flere gange om ugen, hvilket strider mod mandens dybeste biologiske instinkt: ønsket om at sidde ned.

Der er flere teorier om årsagen. Nogle mener stofskifte, andre siger øl. Personligt tror jeg, det skyldes en kombination af kontorstole, fredagsvin og den mandlige evne til at betragte enhver fysisk aktivitet som noget, der helst skal være forbundet med motorstøj. Kvinder dyrker yoga og pilates; mænd køber en elcykel og forestiller sig, at de allerede har førertrøjen på i Tour de France. På et tidspunkt i mandens liv begynder kroppen tilsyneladende at lagre kalorier omkring maven som en slags personlig prepping. Måske tror organismen, at der er dårlige tider på vej. Måske er det evolutionens måde at fremtrylle et naturligt armlæn til lænestolen på.

Der findes naturligvis regler for livvidden. Den må ikke overstige halvdelen af højden, siger eksperterne med den samme alvor, som tidligere generationer reserverede til synd og fortabelse. Jeg kæmper selv en evig kamp for ikke at komme over 90 centimeter og måler mig med samme nervøsitet som en nation med truende budgetoverskridelser. Ét frokostarrangement for meget, og hele projektet falder fra hinanden.

Vi lever i en tid, hvor folk tracker deres søvn, tæller skridt, drikker grønne smoothies og alligevel langsomt udvider sig som gærdej i et lunt køkken

Det mest interessante er, at mænds maver stadig behandles med en vis folkelig overbærenhed. Den uklædelige vom bliver stadig kaldt 'hyggelig' 'bamset' eller 'velpolstret', som om den var en elsket labrador eller en chesterfieldsofa, der er gået i arv. Ingen siger om en mand, at han er fed. Man siger: 'Han har lagt sig lidt ud', som om der var tale om en ønskværdig teknisk opgradering.

Men kvinderne er nu heller ikke helt uskyldige, for over halvdelen af den danske befolkning er overvægtige. Det må siges at være en imponerende kollektiv indsats i et land, der samtidig dyrker surdej, vinterbadning og cykelkultur med næsten religiøs fanatisme. Af en eller anden grund er de overdimensionerede maver bare ikke så iøjnefaldende på kvinder – i hvert fald som hovedregel. Måske er kvinder bare bedre til at skjule det, fordi de ikke går i herrejakker, der ikke længere kan knappes og giver fri udsigt til en velvoksen embonpoint, som kun bliver yderligere fremhævet af den udspilede skjorte. Men det er en kendsgerning, at vi lever i en tid, hvor folk tracker deres søvn, tæller skridt, drikker grønne smoothies og alligevel langsomt udvider sig som gærdej i et lunt køkken.

Måske er maven derfor blevet det moderne menneskes egentlige nationaldragt: et fredeligt, blødt monument over velstand, bekvemmelighed og den evige menneskelige trang til lige at tage et stykke mere. Selvfølgelig ikke fordi vi er dovne, men fordi livet er kort, sovsen god, og elastik i bukselinningen er en af civilisationens største opfindelser.

Man skal forestille sig et badeværelse engang i 60'erne med terrassogulv og hvide fliser. Spejlet er dugget, og en mand står foran det, klasker en generøs mængde Old Spice i ansigtet og skærer en grimasse, der indikerer, at han lige er blevet ramt af en tropisk tsunami af mentol, krydderier og maskulin beslutsomhed. Han nikker til sig selv i spejlet, fast overbevist om, at han nu er klar til at erobre dagen, eventuelt verden.

Det er duften af en mand, der kan skifte hjul på sin bil uden at bruge YouTube

Min far brugte Old Spice. Old Spice aftershave er ikke bare en duft. Det er en institution og en portal tilbage til en tid, hvor mænd gik med seler og barberede sig med ragekniv. Duften af citrus, krydderier og en ubestemmelig fornemmelse af maskulin autoritet. Det er duften af en mand, der kan skifte hjul på sin bil uden at bruge YouTube, eller som i hvert fald ikke lader sig mærke med, at han har googlet det først. Det er en duft, som kendetegner en mand, der har en skuffe fuld af læderbælter og en mening om, hvordan man griller en bøf.

Men Old Spice er også en overlever. I en tid, hvor parfumeindustrien er fyldt med trendy nichedufte ('middelhavsbrise', 'finregn en tidlig forårsmorgen i Paris' og den slags), har Old Spice holdt fast i sit oprindelige koncept: 'duften af mand – punktum'. Den har nægtet at bøje sig for modefænomener på samme måde som et ældre fornuftsvæsen, der insisterer på at bruge sin gamle Nokia 3310, fordi den stadig virker.

Selv reklamerne for Old Spice har kultstatus. Absurde, humoristiske og 100 procent selvironiske. For eksempel The Man Your Man Could Smell Like fra 2010, hvor en sort mand på en hvid hest forklarer kvinder, at hvis deres kæreste brugte Old Spice, ville han automatisk blive en bedre version af sig selv. Uanset hvor grinagtigt det var, virkede det åbenbart. Den 89 år gamle duft blev pludselig cool igen.

Old Spice er ikke for alle. Det kræver en vis personlighed at bære den med værdighed. Det er ikke en duft for den forfinede mand, der diskret sprayer sig med en let citrusparfume fra Magasin til 1500 kroner. Det er en duft for en mand, der gemmer på en indre cowboy, uanset om han bor i en storbylejlighed, eller om han faktisk har en hest stående ude i stalden. Men det er ikke bare en aftershave, man køber i Normal til en halvtredser. Man køber en billet til en svunden æra, et stænk selvtillid, og en duft der har overlevet generationer. Skulle man komme i tvivl om, hvorvidt man kan bære den, får man muligvis svaret ved at kigge i spejlet, klaske den i ansigtet og spørge sig selv: 'Hvad ville John Wayne have gjort?'

Jeg har lige købt en flaske af nostalgiske grunde, og i morgen tidlig vil jeg gøre forsøget. Desværre føler jeg mig ikke helt overbevist om, at det bliver en succes.

Da jeg var i den værnepligtige alder, havde militærtjeneste på ingen måde den status, den har opnået sidenhen og ikke mindst nu, hvor trusler udefra giver anledning til visse betænkeligheder. Tværtimod gjaldt det for alt i verden om at slippe for at bruge et helt år på noget, de fleste anså for overflødigt, og det lykkedes for mange. Der er ikke en eneste i min omgangskreds af jævnaldrende mænd, der har sat sin fod på en kaserne.

Også jeg slap billigt. Jeg mødte op til sessionen med en erklæring fra min læge om, at jeg led af 'høfeber i udtalt grad', hvilket selvsagt var et handicap for en soldat; når man er ved at snige sig ind på fjenden, kan det ikke nytte noget, at man bliver afsløret på grund af et ubehersket nyseanfald. I stedet fik jeg valget mellem 2 måneder i Hjemmeværnet eller 1 måned i Civilforsvaret. Jeg valgte det sidste.

Når man er ved at snige sig ind på fjenden, kan det ikke nytte noget, at man bliver afsløret på grund af et ubehersket nyseanfald

Det foregik i den tidligere Frøslevlejr i Padborg, som under besættelsen var en tysk interneringslejr, hvor flere tusinde danskere havde siddet indespærret i barakkerne hos det tyske sikkerhedspoliti. Vagttårnet stod stadig midt i det hele til minde om den gruopvækkende baggrund, da jeg trådte ind ad porten.

I denne måned er det rundt regnet halvtreds år siden, jeg ydede mit bidrag til landets forsvar mellem to universitetssemestre. Det hold, jeg kom på, bestod for en stor del af andre i samme situation eller af nyudklækkede kandidater, og absolut ingen af os var det mindste motiveret. Det skulle bare overstås, og respekten for de sagesløse befalingsmænd var ikke-eksisterende. Der gik sport i at drille dem på alle tænkelige måder og demonstrere, hvor latterlige vi fandt reglerne. Jeg holdt mig heller ikke tilbage. Hver morgen skulle vi stille op i rækker og geled til appel, korrekt påklædt og klar til dagens opgaver, og jeg – med tjenestenummer 49 – stillede en dag i sundhedssandaler i stedet for støvler. Det blev hurtigt bemærket af sergenten, der ikke tøvede med at tordne: 'Hvad er det for et fodtøj, De har på, nine-ogfyrre!' til stor morskab for resten af forsamlingen, hvorefter jeg øjeblikkelig blev sendt til samtale hos lejrchefen. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle stille op med den ureglementerede fodbeklædning, og det endte med at vi skiltes i al fordragelighed, men jeg blev nærmest en folkehelt blandt de andre. Barnligheden kendte ingen grænser.

Lejrens velfærdsofficer var en lidt ældre mand, som var venligheden selv og kun ville os det bedste. Han fik lov at gå i fred. Udover at han havde ansvaret for biblioteket, stod han for alle andre tilgængelige adspredelser. Under hans auspicier blev jeg for eksempel medlem af en højpandet filmgruppe, der bestilte nouvelle vague-film fra 60'erne hjem, som ingen andre end vi selv gad se.

Infirmeriet var fuldt belagt med simulanter, der hyggede sig med en roman fra biblioteket, mens de mere pligtopfyldende mosede rundt i det mudrede terræn

Til gengæld arrangerede velfærdsofficeren selv nogle mere folkelige aftener, hvor man kunne optræde med sine eventuelle talenter; én fra min sovesal kunne fremsige en monolog af Storm P. nøjagtig som Ebbe Rode, og en anden blev hypnotiseret til at tro, at han blev overfaldet af myrer og kæmpede for livet – stærkt underholdende og skræmmende.

Betydelig mere skræmmende var dog udsigten til den store afsluttende manøvre, som vi vidste ville indbefatte bål og brand, røgfyldte rum og gasmasker, kaskader af vand fra brandslanger og gennemblødte uniformer. Det siger sig selv, at der indløb usædvanlig mange sygemeldinger, umiddelbart inden øvelsen skulle løbe af stabelen. Infirmeriet var fuldt belagt med simulanter, der hyggede sig med en roman fra biblioteket, mens de mere pligtopfyldende mosede rundt i det mudrede terræn og slukkede ildebrande eller reddede til lejligheden sminkede 'tilskadekomne' ud af ruinerne.

Ikke desto mindre lærte vi faktisk noget i den måned udover at marchere næsten i takt. Blandt andet fik vi et udvidet og meget anvendeligt kursus i førstehjælp, vi lærte at betjene en brandsprøjte, og vi fik en indføring i konsekvenserne af ABC-krigsførelse, eftersom Civilforsvaret først og fremmest havde til opgave at beskytte civilbefolkningen under krig og havde fokus på beredskab ved atomangreb.

Korpset eksisterer ikke mere, men er blevet erstattet af Beredskabsstyrelsen, som i dag mest dukker op, når en tankbil vælter, eller en fjord løber over. I disse tider kan man håbe på, at de stadig er til en slags nytte, hvis det skulle gå helt galt på den udenrigspolitiske front.

For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at det almindeligvis tog 9 måneder at aftjene sin værnepligt i Civilforsvaret. Jeg slap takket være nyseriet med § 31-tjeneste efter civilforsvarsloven, der kun krævede den ene måned + 50 timers brushupkursus om året de to efterfølgende år, hvor jeg selv måtte opbevare hele udstyret i en køjesæk i kælderrummet, inklusive den uhyggelige gasmaske. Den grå M/50 CF udgangsuniform var faktisk ret flot sammenlignet med nu, hvor udgangsuniformer helt er afskaffet. Desværre for sarte sjæle var M/50 fremstillet af 100 procent kradsuld – til gengæld havde man ingen problemer med at holde varmen i den i juli måned.

Frøslevlejren er nu museum og rummer desuden en efterskole.

Indrømmet, overskriften er ren clickbait, for selvfølgelig har jeg aldrig skudt en kat – ikke på dén måde. Men jeg var engang vært i et ugentligt radioprogram, hvor lytterne kunne ringe ind og deltage i en quiz, og inden det gik løs, skulle der selvfølgelig en indledende smalltalk til om vind, vejr og hvad som helst. Som radiovært er det vigtigt at opbygge en genkendelig persona med karakteristika, som ikke nødvendigvis har noget med ens egen person at gøre, men som lytterne bider mærke i, og for underholdningens skyld foregav jeg at have en indædt aversion mod katte. Det betød, at hver gang en lytter kom til at nævne ordet 'kat' i vores snak, lød der øjeblikkelig et pistolskud, fordi jeg trykkede på en knap til jingleafspilleren, der var præpareret med lyden af et pistolskud.

Jeg skulle senere erfare, at katte har holdninger, som de ikke er til sinds at fravige

Så jeg var ham i radioen, der skød katte. Nu er det sådan, at hver gang man som radiovært siger eller foretager sig noget, der er bare en smule uden for nummer, kan man være sikker på at få cirka lige mange sympatisører og haters, men kattemordene udløste usædvanlig mange trusselsbreve. Sandheden var, at jeg på det tidspunkt ikke selv havde noget forhold til katte overhovedet. Jeg er vokset op i et hjem uden skyggen af et husdyr, og jeg havde absolut ingen forståelse for, at en fiktiv katteaflivning i den grad kunne bringe sindene i kog.

Nogle år senere begyndte en kat at stalke os, fordi den åbenbart mente, at den skulle bo på vores adresse. I begyndelsen jog vi den væk, men som jeg senere skulle erfare, har katte holdninger, som de ikke er til sinds at fravige, så den blev ved med at returnere som en boomerang, hver gang vi jog den på porten, indtil vi til sidst kapitulerede og lod den flytte ind. Nogle uger senere fødte den tre killinger på badeværelsesgulvet, mens vi var på arbejde, og siden har vi haft kat. Eller katte, for de holder ikke evigt og må jævnligt erstattes af andre som følge af den omstændighed, at katte er stærkt vanedannende.

Det er mildest talt underligt som forhenværende katte- og kæledyrsignorant at opleve, hvordan ens følelsesliv pludselig kan udvikle sig i en helt uventet retning. Ikke nok med, at jeg ikke kan forestille mig et liv uden en kat. Det er kommet så vidt, at jeg læser alt, hvad jeg kommer i nærheden af, som handler om katte, og jeg ikke kan se en kat på gaden uden at smelte i stride strømme. Jeg er oven i købet blevet så blødsøden på faunafronten i det hele taget, at jeg nu er typen, der indfanger fluer og andre uvelkomne vingede væsener i vores gemakker i en tom tændstikæske og bærer dem ud for at slippe dem løs i naturen igen i stedet for bare at klaske dem, som jeg gjorde før i tiden. Myg må dog stadig lade livet, men det falder ind under nødværge.

Summa summarum: Skulle jeg en skønne dag ved et uheld komme til at lægge øre til et radioprogram, hvor værten for sjovs skyld sad og legede, at han plaffede sagesløse katte ned, ville jeg slukke på stedet og overveje at skrive en harmdirrende klage til generaldirektøren for foretagendet og bede hende tage affære omgående.

Det er salig Sofus og mig, der poserer på billedet. Hans mindre bibliofile efterfølger og nuværende majordomus hedder Hannibal.

Dagens irrelevante musikalske bonus.

Det er et velkendt fænomen, at musik kan føre en vidt omkring i tid og sted. Når I Say a Litte Prayer med Aretha Franklin strømmer ud af en højttaler, uanset hvor jeg befinder mig, er jeg pludselig tilbage på dansegulvet i et diskotek et sted i tressernes København. Det kunne fx være Le Carrousel på Axeltorv i Paladsbygningen, der dengang var kridhvid og endnu ikke var blevet udsat for Poul Gernes' larmende postmodernistiske farvebombardement, som forvandlede den statelige bygning til noget, der ligner et overdimensioneret fritidshjem for understimulerede børn. På første sal i Le Carrousel stod der faktisk en rigtig karrusel i fuld størrelse til pynt, men ellers husker jeg mest den tjekkede bartender, en lille, tæt mand, der med akneplaget stenansigt jonglerede med flasker og glas og i øvrigt beherskede alle til faget hørende tricks og hundekunster til fuldkommenhed.

På det tidspunkt var jeg vokset fra den slags adspredelser og travlt optaget af at føre mig frem som intellektuel know-all på dertil indrettede caféer

Jeg havde også min gang/dans i diskotek Pussycat i Gothersgade, hvor man skulle have medlemskort for at komme ind. Mit kort var en hjemmelavet fotokopi, men takket være den dunkle belysning opdagede dørmændene aldrig falskneriet, så det fungerede efter hensigten. Det var værre med Disc Club i Vestergade, der krævede, at man havde nøgle, og det havde jeg ikke. Hvordan det alligevel lykkedes mig at slippe indenfor den ene gang efter den anden, har jeg ingen erindring om, men jeg må have været i selskab med nogle indehavere af det eftertragtede medlemsbevis. Endelig var der Star Club, som havde til huse helt ude på Åboulevarden, og hvor besøgene af samme grund var mere sporadiske. Den kom senere til at hedde Revolution, men på det tidspunkt var jeg vokset fra den slags adspredelser og travlt optaget af at føre mig frem som intellektuel know-all på dertil indrettede caféer i Indre By.

Hovedformålet med at gå på diskotek var selvfølgelig ikke at danse eller høre musik, men at 'få fat på en pige' som man sagde, før der var noget, der hed at score, hvilket lykkedes forsvindende få gange. Men det var musikken, der slog sig ned og tog fast ophold i hukommelsen, ikke de sjældne og  flygtige pigebekendtskaber.

Her er en top 10 i vilkårlig rækkefølge:

• Aretha Franklin: I Say a Little Prayer
• Smokey Robinson & The Miracles: I Second That Emotion
• Marvin Gaye: I Heard It Through The Grapevine
• Booker T. & the M.G.'s: Green Onions
• The Supremes: You Can't Hurry Love
• Percy Sledge: When a Man Loves a Woman
• The Isley Brothers: This Old Heart of Mine
• The Foundations: Baby, Now That I Found You
• Wilson Pickett: In the Midnight Hour
• Four Tops: Walk Away Renee

Skulle man brænde efter at (gen)høre numrene, er muligheden her. Som det fremgår, er der et par ballader imellem, også kaldet trykkere, for kinddans var selvfølgelig en vigtig del af konceptet.

Min egen musiksamling var mildt sagt ikke imponerende. I 1966 kostede en singleplade omkring 7 kr., svarende til 80 kr. i 2025-penge ifølge Oldmoney. Det var en net sum, når man gik i skole og ikke havde nogen indtægt. Sært at tænke på, når man nu kan streame al den musik, man lyster, for en slik.

Nogle bruger udtrykket 'mit livs soundtrack' om musik, der giver associationer til vigtige øjeblikke, følelser eller minder i deres liv. Jeg har flere parallelle lydspor. Soulmusikken var diskotekernes varemærke, og det var fx en helt anden slags popmusik, der blev spillet til skolefesterne – hver ting til sin tid. Fritz Helmuth tilhører en anden generation, men selv om visse menneskelige adfærdsmønstre er tidløse, må det være passende at lade ham stå for dagens irrelevante musikalske bonus.

Nu, hvor vi er på vej ind ind i de rustikke og solide middagsretters årstid, kommer jeg til at tænke tilbage på mit arbejdslivs forskeliige kantiner, hvoraf en af dem i en periode – stik imod alle naturlove – faktisk var fortræffelig. Maden var sund, lækker og veltilberedt hver dag, der blev lavet mad efter kendte kokkes opskrifter og udtænkt eksotiske temauger. I det hele taget blev der udfoldet en mundvandsfremkaldende opfindsomhed, man ikke havde troet mulig i en virksomhedskantine. Den kolde afdeling bestod af salater så fantasifulde og komplekse, at man kun ville kaste sig ud i at kreere noget, der lignede, hvis man havde sat sig for at vinde Maddysten, og førstepræmien var en tv-pakke, hvori der ikke indgik madprogrammer og -konkurrencer. Frokosten var kort sagt et af dagens højdepunkter for flertallet af ansatte, det vil sige mange.

Er det kødgryderne, der med deres kalden minder mændene om barndommens allesteds-
nærværende mødre?

Til daglig var kønsfordelingen mellem sultne kolleger nogenlunde fifty-fifty i den kolde og den varme afdeling, og almindeligvis gled trafikken jævnt, så man ikke behøvede at stå og vente på at komme til. Men en sjælden gang imellem var det første, man fik øje på, når man trådte ind i kantineområdet, en endeløs kø, der snoede sig hid og did ved disken i den varme afdeling, og som kun bestod af utålmodige mænd, gamle som unge, med en tallerken i hånden. 'Boller i karry!' hviskede de til hinanden med blanke øjne og vippende bryn, og budskabet forplantede sig som en løbeild ned gennem rækken. Omvendt var der kun kvinder ved salatbaren på de dage, og det var ikke kun dem, der normalt plejede at stå foran én henne hos slagteren og sige: 'Jeg vil gerne have fem molekyler ekstra mager, usaltet, koffeinfri roastbeef i papirtynde skiver ...' Nej, det var kvinder i alle alders- og vægtklasser, der vendte ryggen til den mandlige kødrand og flokkedes om salaterne.

Måske afslører jeg min afgrundsdybe uvidenhed, men jeg vover alligevel spørgsmålet: Hvad har kvinder imod boller i karry, og hvorfor er det tilsyneladende det bedste, mænd ved? Er der en indlysende grund? Er det kødgryderne, der med deres kalden minder mændene om barndommens allestedsnærværende mødre og samtidig udgør en trussel mod moderne, emanciperede kvinder og får dem at flygte over til salatbordet, hvor de ikke risikerer, at nostalgiske mænd foreslår dem at skifte karrieren ud med en … kan man kalde det karry-ere?

Da jeg var dreng i 60'erne, var et af ugens absolutte højdepunkter et nyt afsnit af tv-serien om Perry Mason – den berømte, elegante, Don Draper-lignende og skarpsindige forsvarsadvokat fra Los Angeles, der gang på gang får sine fejlagtigt anklagede klienter renset for alt smuds og pure frifundet. Alle afsnit var skåret over samme læst, som var det et japansk Noh-drama:

• Efter den ildevarslende kendingsmelodi bliver sagen introduceret.
• Perry Masons klient bliver anklaget for forbrydelsen.
• Sammen med sin sekretær Della Street og detektiven Paul Drake går Perry Mason i gang med efterforskningen.
• Retssagen begynder, og det ser sort ud for den anklagede, men Perry Masons hold arbejder videre på at opklare forbrydelsen.
• Midt under det afsluttende retsmøde dukker detektiven Paul Drake op med det afgørende bevis, Perry Mason skal bruge for at få den egentlige skurk til at tilstå, hvilket han/hun derfor gør.
• I en epilog på Perry Masons kontor spørger Paul og Della Perry Mason, hvordan han gennemskuede det hele. Mason forklarer og slutter af med en vittig bemærkning.
• Rulleteksterne løber over skærmen, ledsaget af den ildevarslende kendingsmelodi.

Grunden til, at jeg graver minderne frem, er HBOs nyindspilning af Perry Mason, som jeg nødvendigvis måtte se, og lad mig sige det sådan: Det er noget helt andet! Perry Mason er ikke den charmerende, selvsikre stjerneadvokat i Raymond Burrs skikkelse, som jeg stiftede bekendtskab med dengang. Tiden er nu skruet tilbage til 1932, hvor vi møder en uvasket, ubarberet, alkoholiseret, forgældet, fraskilt og nærmest i enhver henseende utiltalende bums, der er plaget af krigstraumer, og som i skyggen af Den Store Depression forsøger at opretholde tilværelsen som moralsk anløben privatdetektiv med tvivlsomme metoder. Men tilfældet og hans retfærdighedssans gør alligevel, at han kommer til at optræde som forsvarer for en kvinde, som er offer for et udspekuleret komplot og bliver anklaget for mordet på sit eget spædbarn.



Det er meget mærkeligt for en gammel fan af Perry Mason, som han var i 60'erne, at se ham i et helt andet miljø, hvor man kører rundt i Bedstemor And-biler i stedet for store dollargrin, men der er ingen tvivl om, at det er den nye Perry Mason, der er den ægte vare. Forlægget er Erle Stanley Gardners knaldromaner, som han begyndte at skrive i 1933. Han læste oprindelig jura, men blev smidt ud fra studiet, fordi han brugte mere tid på boksning, hvorefter han skabte sig sin egen karriere som forsvarsadvokat. Dengang var det ikke nødvendigt at kende så meget til jura, hvis man kunne bestå en prøve i at begå sig i en retssal – lige som Perry Mason 2.0 gjorde. Gardner fungerede som advokat for ubemidlede, mens han skrev kriminoveller til ugeblade i fritiden. På et tidspunkt droppede han advokatfaget og koncentrerede sig om skriveriet. Det blev blandt andet til de 80 romaner om Perry Mason, som han skrev helt til sin død i 1970. Bøgerne er solgt i 300 millioner eksemplarer, og Erle Stanley Gardner var det 20. århundredes mest sælgende forfatter i USA.

Det tog mig et par episoder at vænne mig til den nye Perry Mason, spillet af Matthew Rhys, men nu har jeg overgivet mig. Den officielle trailer kan ses her. Første sæson er på otte episoder, hvoraf jeg har set de syv. Plottet er dybt kompliceret for ikke at sige rodet, så det gælder om at holde ørerne stive, og jeg er ærlig talt ikke sikker på, at jeg har forstået det hele. Men jeg kan sagtens se en film alene på grund af skuespillet – især hvis miljøskildringen er mesterlig som her. Sidste afsnit har jeg programsat til i aften i selskab med et glas rødvin.

Der ligger flere komplette afsnit af den gamle Perry Mason-serie på YouTube, men de virker nærmest komiske nu, og jeg vil ikke anbefale dem, medmindre man er en større nostalgiker end mig. Hvis nogen skulle være interesseret i forskellen på de to udgaver af Perry Mason, er muligheden her på YouTube, og historien om Erle Stanley Gardner og Perry Mason ligger her.

I tidernes morgen havde jeg en detektivklub sammen med to af mine kammerater. Eftersom det var en yderst hemmelig klub, omtalte vi den kun som S.H.E., og ingen andre end os vidste, at det stod for Sherlock Holmes' Efterfølgere.

Vi opklarede ingen mysterier, men vi havde et klubblad, der udkom i et månedligt oplag på 1 eksemplar, som blev skrevet på maskine af mig under signaturen -mycroft. På et tidligt tidspunkt af min Sherlock Holmes-læsning havde jeg fattet stor sympati for Mycroft Holmes, Sherlocks ældre, indolente bror, som havde en betydelig skarpere hjerne end sin lillebror, der jo heller ikke ligefrem var tabt bag af en vogn. Sherlock Holmes rådførte sig med Mycroft i særlig vanskelige sager, og han gennemskuede dem straks. Mycroft orkede bare ikke selv at investere den fysiske energi, der skulle til for at fremskaffe de fornødne beviser, så Sherlock måtte selv gøre benarbejdet.

Hvem der er skurken, interesserer mig ikke et hammerslag, og jeg giver mig aldrig af med at prøve at regne plottet ud

Et eller andet sted på nettet stødte jeg på Mycroft Holmes igen og fik lyst til at genopfriske bekendtskabet med ham. Jeg fiskede min komplette, illustrerede Sherlock Holmes ud af reolen og gik i krig, men Mycroft optræder kun i fire historier, og før jeg fik set mig om, var jeg i fuld gang med historien om Silver Blaze.

Som de fleste andre Sherlock Holmes-fortællinger er Silver Blaze god underholdning, men ikke desto mindre er det Holmes' personlighed, der er det mest interessante (når nu Mycroft ikke er med). I hvert fald for mig. Hvem der er skurken, interesserer mig ikke et hammerslag, og jeg giver mig aldrig af med at prøve at regne plottet ud – det overstiger alligevel både mine evner og min tålmodighed.

Jeg er også fuldstændig ligeglad med, om handlingen foregår i London, Smørumnedre eller på Månen, om det drejer sig om at opklare mordet på en skummel pantelåner med klumpfod og hareskår eller om, at den hellige gral skulle vise sig at være Sofie Linde. Når det gælder skønlitteratur, læser jeg for at nyde den måde, historien er skrevet på.

Det er ikke nogen ny opdagelse, jeg har gjort. Jeg kom bare til at tænke på det endnu engang, fordi jeg tilfældigt stødte på mit gamle idol Mycroft Holmes.

Og så kom jeg også til at tænke på, hvorfor bagsideteksten på bøger næsten altid nøjes med at opridse handlingen i stedet for at servere smagsprøver på skrivestilen. Silver Blaze indeholder for eksempel det berømte replikskifte mellem Inspector Gregory og Sherlock Holmes, der inspirerede Mark Haddon til titlen på en helt anden slags bog. Det er Gregory, der (frit oversat) spørger:

– Er der noget, De ønsker at henlede min opmærksomhed på?
– Ja, den mystiske sag om hunden i natten.
– Hunden foretog sig intet om natten.
– Det er det, der er det mystiske, bemærkede Sherlock Holmes.

Ikke dårligt, hva’?

Min far havde altid sin lommekniv på sig. Uden den følte han sig upåklædt. Han kaldte den sin frugt-, negle- og delikatessekniv, men det var kun et sparsomt udtryk for, hvad den blev brugt til. Den var helt simpel med et blad i hver ende – et stort og et lille – som kunne foldes ud, og med dem kunne han reparere eller i hvert fald minimere enhver materiel skade.

Da jeg arvede klenodiet for nogle år siden, havde jeg stadig ikke forstået, hvorfor en lommekniv var uundværlig. Først nu, da jeg selv er begyndt at gå med den, har jeg set lyset og undrer mig over, at der skulle gå så lang tid. Min foreløbige liste over anvendelsesmuligheder ser sådan ud:

• Man kan åbne en pakke fra amazon.co.uk med den
• Man kan skære et stykke sejlgarn over med den tyve gange, når Madame beder en om at gå ud og hænge tyve mejsekugler op i busken uden for køkkenvinduet
• Man kan spise æbler med den i solen, når man sidder på en bænk dér hvor havet slår ind over molen, jfr. Gnags og Peter A.G. Nielsen
• Man kan åbne et brev med den – det hænder, at man modtager et rigtigt, håndgribeligt brev fra myndigheder, som det alligevel ikke nytter noget at ignorere …
• Man har brug for en kniv mellem tænderne, når man svinger sig i en lian fra det ene træ til det andet.

Kort sagt, en mand er ilde stedt uden en lommekniv. For eksempel når den umærkeligt er gledet ud af lommen og pist forsvundet ned i revnen mellem sædet og armlænet på lænestolen, hvor man sad fordybet i en bloddryppende krimi af Jo Nesbø, som er en mester i at give sine romaner de mest fantasiforladte titler, hvilket jeg iler med at levere dokumentation for her.

Jeg havde længe gået og tænkt på, at jeg ville riste en rune over min fars (og min) lommekniv, men inden jeg fik snøvlet mig sammen til at gøre noget ved det, kunne jeg se, at blogkollega capac var kommet mig i forkøbet og havde gjort det for sin fars lommeknivs vedkommende allerede i forgårs. Verden er og bliver fuld af sælsomme sammentræf.

Nu har jeg gjort det. Jeg havde ellers aldrig troet, at jeg skulle anskaffe mig et mundbind, men i næste uge er jeg nødt til at tage til Sverige, og eftersom færgen mellem Helsingør og Helsingborg er et offentligt transportmiddel, er der ingen vej udenom. Statsministeren har bestemt, at jeg skal have mundbind på, selv om jeg har tænkt mig at blive siddende i bilen under hele overfarten og derfor ikke kommer til at smitte nogen. Men jeg skal nok gøre min pligt. Bortset fra det, har jeg for flere år siden bestemt mig for aldrig mere at blive syg, og det har jeg foreløbig overholdt, for jeg husker nemlig tydeligt, hvordan det var, selv om corona på det tidspunkt var et ukendt fænomen:

Jeg så ud, som om jeg var udstoppet af en fortrinlig konservator, og jeg følte mig lige sådan

Allerede da jeg satte mig ind i bilen om eftermiddagen for at køre hjem fra arbejde, var jeg ikke i tvivl om, at jeg var ved at blive forkølet. Det var fredag, weekenden vinkede forude, og for at det ikke skulle være løgn, havde jeg ferie hele den efterfølgende uge. Der var altså ikke udsigt til nogen bonusfridag, kun til en forkølelse for egen regning. Inden jeg nåede hjem, var jeg uforskammet forkølet. Jeg har ikke røget, siden jeg blev konfirmeret, men da jeg trådte ind ad døren, lød jeg som en boosted udgave af en kronisk tobakshoste, næsen tapløb, og tænderne klaprede som et af de optrækkelige gebisser, man kan købe en spøg- og skæmtforrretning. Som bekendt er det en udbredt fordom blandt kvinder, at mænd er latterligt pivede, når det gælder sygdom, og den kliché agtede jeg ikke fyre op under, selv om min temperatur kvalificerede mig til det. Så da Madame havde set skeptisk på mig og spurgt, om jeg var forkølet, holdt jeg facaden pænt og slog det hen, selv om jeg følte mig som et hvalkogeri indvendig. Om aftenen trak jeg mig tidligt tilbage, og efter en stiv whisky og en halv pose Matadormix på sengekanten kastede jeg mig i Morfeus' arme.

Næste morgen vågnede jeg med hovedet på et stykke lakridskonfekt. Jeg fik at vide, at jeg så ud, som om jeg var udstoppet af en fortrinlig konservator, og jeg følte mig lige sådan. Det eneste, jeg havde lyst til, var at sidde i sofahjørnet og stirre stift ud i luften med bævrende underlæbe og skuldrene oppe om ørerne. Og jeg ville ikke forstyrres!

Indtil videre havde alle mine hovedmåltider bestået af to Panodiler og et glas vand

Sådan gik første ferie- og sygedag. På andendagen begyndte jeg at savne opmærksomhed og lod være med at stå op. Men det gik ikke helt efter planen. Når du er livstruende syg, skal din elskede ifølge Grundkursus for filminstruktører i Hollywood og omegn stå på spring for at stoppe dynen ned omkring dig, så snart der er pause i det smægtende violinspil, anbringe kolde klude på din pande og opfylde alle ønsker ved dit mindste klynk. Men i praksis fungerer setup'et ikke, når den, der skal servicere dig, generelt foragter amerikanske film og i øvrigt mener, at du overspiller din rolle.

Søndag aften forbarmede Madame sig alligevel og tilbød at lave en kop te og riste et stykke brød til mig. Jeg havde stadig ekstremt høj feber, lavt selvværd og ingen appetit, men jeg tog imod tilbuddet for at variere kostplanen lidt. Indtil videre havde alle mine hovedmåltider bestået af to Panodiler og et glas vand, så måske var det et forsøg værd. Jeg tilbød, at hun kunne koge vandet på mig, det ville både gå hurtigere og spare elektricitet.

– Skal vi ikke ringe til lægevagten, hvis du har det så dårligt? spurgte hun så.

Vagtlægen kom syv timer senere, og hvis ikke klokken havde været tre om natten, ville jeg have svoret på, at jeg hørte et hornorkester stå og spille Chopins begravelsesmarch ude på vejen, da han stillede diagnosen: Lungebetændelse.

Jeg overlevede mirakuløst. I en uge lå jeg brak, og om mandagen mandede jeg mig lige nøjagtigt op til at gå på arbejde.

– Hvor ser du frisk og veludhvilet ud, sagde min kollega. – Du har sikkert haft sådan en rigtig slappe-af-ferie uden at lave noget som helst fornuftigt?

Jeg så bare på ham og nikkede.

Mens termometeret snappede efter vejret, og asfalten under mig nærmede sig smeltepunktet, sad jeg trygt, godt og især tilpas køligt i går på motorvejen og frydede mig over, at klimaanlægget i bilen fungerede upåklageligt, og hvilken luksus det i virkeligheden var, når jeg tænkte tilbage på min første bil, som var en Folkevogn. Ikke en af de dér nymodens med forhjulstræk og vandkøling, nej, en ægte, rundrygget, luftkølet Folkevogn med hækmotor og dertil hørende faciliteter:

• En sidevindsfølsomhed, der sender den over i den modsatte vejbane ved det mindste atmosfæriske pust.
• Et varmesystem, der fungerer perfekt under hedebølger om sommeren, men nødvendiggør konstant afskrabning af is på indersiden af vindspejlet under de første ti minutters kørsel om vinteren.
• Et støjniveau, der gør det uhensigtsmæssigt at prøve at føre en fornuftig samtale under kørslen.

Det var en kasanrot model 1303 fra 1973, også kaldet Der Superkäfer eller Panoramaboblen. Den kom dog først i min besiddelse elleve år efter sin fødsel, så vidt jeg husker formedelst 21.000 dask. Den var renoveret og nylakeret af en bedragerisk mekaniker i Vanløse,

I Brasilien er rustbeskyttelse ikke et emne, og efterhånden hang mine forlygter i en tynd tråd

der havde specialiseret sig i den slags, og den fremstod, som om den lige havde forladt fabrikken. Dog fortrinsvis på overfladen. I hvert fald havde den et par ekstra features, der næppe var standard, og hvoraf den mest bemærkelsesværdige var det indbyggede soppebassin for bagsædepassagerer, når det regnede. Hvordan vandet kom ind, lykkedes det mig aldrig at opklare, men et ulokalisérbart hul i undervognen, der absolut ikke burde være der, var vel den mest nærliggende forklaring.

Året efter mødte jeg Madame, og da det viste sig, at hun havde en 1303 nøjagtig mage til min, bortset fra at hendes var sumatragrün, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være os. Hun var endda på sin tredje Folkevogn! Med den samme smag i biler kunne det ikke gå helt galt, og det har det bevisligt heller ikke gjort – foreløbig har vi for længst overhalet sølvbrylluppet.

Nå, i et par år nød jeg hver morgen synet af de to bobler, der stod og klædte hinanden uden for vores hoveddør. Men intet varer evigt. Allerede da jeg købte min Folkevogn, var produktionen for længst flyttet til Brasilien, og det var her, alle reservedele kom fra. Det gjaldt også de nye forskærme, min boble var blevet forsynet med, lige inden den blev min. Men i Brasilien er rustbeskyttelse ikke et emne, og efterhånden hang mine forlygter i en tynd tråd, og både lakken og forkromningen på kofangerne var begyndt at få deres egne bobler. Madames eksemplar havde andre, hovedsagelig indvendige skavanker, og ingen af vores mobile tvillinger var til sidst rigtig i topform. Men det lykkedes os ikke desto mindre at sammensætte 1 stk. rimeligt fungerende køretøj af de to – de overskydende dele, der tilsammen stadig tog sig ud som en slags bil, afhændede vi til den lokale Kajs Auto for et symbolsk beløb. Efter endnu et års forløb blev vi enige om, at 7 kilometer på literen var lige i underkanten for en bil af den størrelse og især for et kørselsbehov som vores. Bevidstheden om i realiteten at have benzintanken liggende på skødet, kun med et stykke blik imellem, var heller ikke helt rar. Og sådan gik det til, at vi i en forholdsvis sen alder forlod vores Folkevognsæra og trådte ind i de voksne, anonyme bilisters rækker.

Jeg kan ikke påstå, at Folkevognen er den bedste af den halve snes biler, jeg har haft, men uden diskussion den med den største personlighed. Og så startede den altid – eller næsten altid. Til gengæld vil jeg mene, at den stadig er en af bilindustriens smukkeste frembringelser, og ideen med at genoplive og forfine designet og relancere det som Der New Beetle i 1998 var et scoop. Det var prisen til gengæld ikke. Den gjorde uigenkaldeligt Folkevognen til et ufolkeligt anliggende.

Æret være alligevel dens minde.

Da jeg for skræmmende mange år siden trådte mine barnlige hjemmesko i udkanten af Aalborg ('futsko' på de breddegrader), var der noget, der hed en dagmartærte, som man købte hos bageren om søndagen, når man skulle have gæster. Det var en flerepersoners tung og klistret, rund konstruktion af wienerbrødsdej bestående af syv mindre, glasurbelagte cirkler, og den dryppede uhæmmet af fedtstof, når man spiste af den.

På den fremmede ø, vi var ankommet til, udløste ordet kun måben hos bagerdamen og heraf følgende angst og rådvildhed hos mig

En rødglødende sommerdag i midten af det forrige århundrede, da jeg stod ude på gaden i en københavnsk forstad og betragtede det sørgelige syn af alle vores sammenstuvede møbler, der ét for ét blev båret fra flyttebilen og ind i det tomme hus, som skulle være vores fremtidige hjem, blev jeg af min mor sendt til bageren efter en dagmartærte til kaffen. Jeg var seks år og forbandt ikke ordets første led med et pigenavn, og jeg havde ikke den ringeste anelse om, hvad en tærte var. I øvrigt udtaler nordjyder, som vi jo var, ikke 'e' i enden af et ord, så for mig var 'dejmortært' bare det kodeord, der skulle til for at udløse den aktivitet i en bagerbutik, som var forudsætningen for at man kunne forlade butikken igen med den kage, man havde haft i tankerne, da man fremsagde ordet. Hvis man forstår.

Men på den fremmede ø, vi var ankommet til, udløste ordet kun måben hos bagerdamen og heraf følgende angst og rådvildhed hos mig. Hun forstod ikke, hvad jeg sagde, og det gjorde ingen forskel, at jeg blev ved med at gentage mit 'dejmortært'. Tårerne var for længst begyndt at brænde bag øjeæblerne, da jeg i sidste øjeblik, inden gråden fik overtaget, opdagede dét, jeg var kommet efter, i vinduet. Jeg pegede på dagmartærten og sagde halvkvalt: 'Så'n én'. 'Nårh,' svarede damen, 'en smørkage!' og en sten så tung som kagen selv faldt fra mit hjerte.

Siden har jeg ikke taget hverken 'dejmortært' eller 'dagmartærte' i min mund, lige som jeg i en endeløs årrække aldrig stødte på ordet her på højre side af Storebælt. Men pludselig en dag, sådan rundt regnet halvtreds år efter, hvad skimtede jeg mon ud af øjenkrogen under et indkøbsraid, da jeg passerede bagerafdelingen i Kvickly? Et skilt med følgende ordlyd:


Jeg gennemstrømmedes selvsagt af blandede følelser ved synet af skiltet, men modstod alligevel fristelsen til at hjemføre et eksemplar af den famøse tærte. I den mellemliggende tid havde Madame nemlig for længst belært mig om konsekvenserne af at sætte tænderne i den slags livstruende klumper af transfedtsyrer.

Siden har jeg bemærket, at de fleste andre supermarkeder og bagere her på øen har taget dagmartærten til sig og udfaset smørkagen. Derfor vil jeg i behørig afstand fra kagen glæde mig over, at afstanden mellem landsdelene sprogligt er blevet kortere i de mellemliggende år og vente spændt på at høre om de første politianmeldelser mod Kvickly og andre wienerbrødsforhandlere for uagtsomt manddrab som følge af fremstilling og salg af dødbringende tærter. Og i øvrigt bede til, at jeg ikke selv en skønne dag får en i hovedet.