Lad det være sagt med det samme: Jeg tilhører fællesskabet Anonyme Melankolikere. Vi er en overset gruppe i samfundet, der går rundt blandt almindelige mennesker, passer os selv, betaler vores regninger og nikker venligt til naboen. Men indeni er vi mærket af en tilbagevendende lidelse, som hvert år dukker op omtrent samtidig med, at sommerens sidste kølige drink på terrassen er indtaget, havemøblerne er stuvet af vejen og tiden skruet en time tilbage. Vi lider af efterårsmelankoli. En tilstand, der hverken kan kureres med D-vitamin, fornuftige sko eller en optimistisk bemærkning om, at naturen jo har godt af lidt regn og blæst.

Det er ellers ikke, fordi efteråret ikke gør sig umage. Tværtimod. Det møder os med en farvepalet, som selv den mest ambitiøse kunstmaler må misunde. Skoven flammer i gyldne, kobberrøde og orange farver, mens landskabet ligger badet i et blødt, honningfarvet lys, trækronene gløder, og selv en ganske almindelig landevej kan pludselig ligne en scene fra en fransk film om kærlighed, længsel og mennesker, der drikker rødvin med alvorlige miner.

Man trækker gardinerne fra og ser ud på verden med de samme bange anelser, som når man lytter til Radioavisen

Det er her, bilen for alvor kommer til sin ret. Man glider gennem landskabet med hænderne afslappet på rattet, mens solen falder ind gennem forruden, og Chet Baker strømmer ud af højttalerne med sin bløde, dæmpede stemme og trætte trompet, Come Rain Or Come Shine. Hans musik lyder, som om den har oplevet den store kærlighed, mistet den igen og nu har affundet sig med, at livet trods alt går videre. Man passerer landsbyer, skove og åbne marker, og for en stund føles tilværelsen betagende smuk. Man får lyst til at standse, læne sig op ad en gammel eg og betragte verden med et vemodigt blik, som om man er hovedpersonen i en roman, ingen endnu har skrevet. Det er efteråret, når det er bedst. Den form for efterår, der får selv en kyniker til at overveje, om der måske alligevel er en mening med det hele.

Men så er der det andet efterår. Det, der springer de formildende omstændigheder over. Det, der begynder med en grå morgen, hvor regnen slår mod ruden, og vinden rusker i huset, som om den har et gammelt regnskab at gøre op med tagrenderne. Himlen hænger lavt og tungt over landskabet, og dagen indfinder sig uden antydning af, at det skulle være umagen værd. Man trækker gardinerne fra og ser ud på verden med de samme bange anelser, som når man lytter til Radioavisen.

Og dårlige nyheder er der nok af. Græsset er vådt, stierne smattede, asfalten giver genskin af regnen, og træerne ryster i vinden, mens de sidste blade klamrer sig til grenene. De ved udmærket, hvordan det ender og prøver bare at forhale det uundgåelige. Men når bladene er væk, og træerne står nøgne tilbage med grenene strittende i alle retninger, viser efteråret sit sande ansigt. Al idyl er forduftet. Ingen gyldne farver, ikke noget blødt lys, ingen poetisk indpakning. Naturen har bare efterladt os med en hær af barkede træskeletter og tvinger os til at blive indenfor og genoverveje vores livsvalg. Man får lyst til at trække gardinerne for, tænde en lampe og sætte sig i en stol med en bog. Men man kan ikke koncentrere sig om læsningen. Man sidder bare og stirrer ud i luften, mens tankerne blafrer som våde blade i rendestenen.

Naturen har efterladt os med en hær af barkede træskeletter og tvinger os til at blive indenfor og genoverveje vores livsvalg

Alligevel skal man ikke undervurdere melankolien. Der er noget særligt ved at lade sig opsluge af efterårets vemod. Vel at mærke med måde. Det tvinger os til at sætte tempoet ned og mærke efter, hvad der foregår under den daglige overflade af praktiske gøremål og velmente planer. Man skal bare huske, at melankolien også har en særlig evne til at flytte ind i sofaen, brede sig og insistere på, at man ikke behøver at gå udenfor, når vejret alligevel er så elendigt. Den foreslår, at man lige kan vente til i morgen med at ringe til en ven, gå en tur eller få ordnet det, man allerede har udskudt i ugevis. Og før man ved af det, er der gået tre dage, og man har udviklet et nært og fortroligt forhold til sin kaffemaskine.

Derfor har vi Anonyme Melankolikere brug for visse leveregler. For det første må man aldrig stole fuldt og helt på sit humør, når det regner fra vest, og vinden hyler omkring hushjørnerne. For det andet skal man huske, at et landskab kan se håbløst ud på tærsklen til november og være fortryllende igen i april. Og for det tredje må man aldrig glemme Chet Baker. Der findes næppe en bedre ledsager til en grå eftermiddag end hans trompet, der synes at vide alt om livets skuffelser, men alligevel spiller videre, I Get Along Without You Very Well. Det gælder om at bevare en smule håb, mens vi venter på lyse tider igen.

Man må antage, at det var det dårlige vejr, Thøger Larsen havde i tankerne, da han skrev 'Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig'. Men som vi har erfaret i den forløbne weekend med livstruende hedebølge og aflyste arrangementer i stribevis, kan vejret også blive for godt.

Som bekendt er vi ikke herre over vejrets kalamiteter. Men det samme gælder ikke alle sommerens andre tvivlsomme ingredienser i form af traditioner og mere eller mindre frivillige pinefulde ritualer. Dem har vi kun har os selv at takke for.

Der er intet afslappende ved at stå med en tang i hånden og overvåge gløder med en flyveleders koncentration

For hvem har i virkeligheden lyst til at sidde i sand, der opfører sig som glimmer ved en børnefødselsdag og bliver siddende på kroppen til oktober? Og ingen indrømmer, at det er anstrengende at slæbe seks kilo håndklæder, en køletaske, solcreme, en mustensroman og en oppustelig enhjørning hen til et sted, hvor der hverken er skygge eller toiletter. Alligevel tager man til stranden. Man finder en plads, smører sig ind i en fedtet substans og lægger sig til rette på et tæppe i håb om, at solen begynder at skinne lige om lidt. Det gør den ikke. Man ender med at ligge og småfryse i vinden i tre timer.

Det kan også være, at man inviterer til grillparty i haven. Ingen ved præcis, hvornår det blev synonymt med afslapning at grille. Der er intet afslappende ved at stå med en tang i hånden og overvåge gløder med en flyveleders koncentration. Alligevel gentager ritualet sig hvert år. Man dyrker udelivet. Det betyder i praksis, at man flytter al madlavning fra et køkken med emhætte og lys til en terrasse med røg og et udvalg af insekter. De første pølser, der enten er rå eller forkullede, indtager man med påstået velbehag.

Is hører også sommeren til. Ikke nødvendigvis fordi man har lyst til is, men fordi temperaturer over 22 grader forpligter én moralsk til at stå i kø foran en iskiosk og overveje, om man skal holde sig til den sædvanlilge vaffel med vanilje og jordbær, eller om man skulle vove halsen og forsøge sig med saltkaramel og banan for en gangs skyld. Det gør man så – og fortryder. Næste år gentager man forsøget.

Man skal købe nye kartofler og spise jordbær, selv om de fleste er sure eller uden smag, og man måtte kassere halvdelen

Alle elsker pr. refleks de lange sommeraftener. Det er vigtigt at sidde ude længe, selv om mørket og kulden sniger sig ind på én, og selv om ingen egentlig har mere at sige hinanden. Så man bliver siddende med et tæppe om skuldrene og gentager med faste mellemrum mantraet: 'Der er altså noget helt særligt over de lyse aftener.' Ingen går ind, før klokken er langt over sengetid. De mest yderliggående bliver ude og sover i shelter.

Man må ikke glemme de obligatoriske små eventyr. Man skal cykle et sted hen eller besøge et loppemarked. Man skal købe nye kartofler og spise jordbær, selv om de fleste er sure eller uden smag, og man måtte kassere halvdelen. På et tidspunkt skal man sige: 'Vi skal huske at nyde det.'

Måske er sommerglæde ikke glæde i klassisk forstand, men snarere en form for årstidsbestemt socialisering. Vi tager til stranden, selv om der er rarere hjemme i haven. Vi spiser is, selv om vi ikke er lækkersultne. Vi tænder grillen, selv om ovnen virker bedre. Vi sidder ude og fryser med anstand for at kunne sige, at vi sad ude. Vi tager billeder af solnedgange, som ligner alle andre solnedgange. Altsammen uden at tænke nærmere over det, fordi det nu engang hører sig til.

Sidst i august konstaterer vi, at sommeren gik alt for hurtigt. Vi føler, vi burde have fået mere ud af den. Næste år gør vi præcis det samme igen, for sommeren er ikke bare en årstid, den er en opgave. Og fra og med i dag har vi stadig et par måneder til at løse den.

Det begyndte med, at jeg hørte Euromans chefredaktør sige i en podcast, at han fandt det umandigt, hvis en mand brugte ordet 'frossenpind' om sig selv. På sin vis kunne jeg godt følge ham, men heldigvis findes ordet 'kuldskær' jo også, hvis man vil give udtryk for sin ulyst til at fryse. Desværre dur det åbenbart heller ikke, for i Politikens sprogklumme, som skrives af en seniorforsker ved Dansk Spognævn, beklagede hun sig i dag over sin mand, der kan finde på at skrue op for radiatoren eller tage kørehandsker på i bilen midt om sommeren, bare fordi solen ikke skinner. Som rutineret kuldemodstander kunne jeg ikke undgå at føle mig ramt, og som om det ikke var nok, skrev hun, at hun synes, det er usexet, at en mand karakteriserer sig selv som konstant frysende. Man klarer med andre ord ikke frisag bare ved undgå 'frossenpind' og kalde sig kuldskær.

Der er tilsyneladende en uskreven regel om, at mandekroppen skal fungere som en mellemting mellem en brændeovn og en gammel Volvo

Det efterlod mig i et identitetsmæssigt tomrum. Hvis man som mand ikke må være en frossenpind, og heller ikke kuldskær, hvad er man så? Termisk sensitiv? Temperaturbevidst? En person med udvidet respekt for årstidernes luner?

Åbenbart er det sådan, at en kvinde kan sige, at hun fryser, og omgivelserne reagerer med tæpper, te og omsorg. Hvis en mand siger det samme, opstår straks spørgsmålet, om han muligvis burde genoverveje sit medlemskab af civilisationen. Der er tilsyneladende en uskreven regel om, at mandekroppen skal fungere som en mellemting mellem en brændeovn og en gammel Volvo. Den skal kunne starte i al slags vejr, helst uden at beklage sig, og hvis temperaturen falder, må man gerne knurre lidt, men aldrig tage en ekstra trøje på.

Et øjeblik overvejede jeg at begynde at føre et slags dobbeltliv: Udadtil afslappet, åben jakke, rolige bevægelser, ingen kommentarer om temperaturen. Indadtil et menneske, der vurderer trækforholdene ved hvert eneste vindue, afsøger restauranter for bordplacering og diskret flytter sig væk fra klimaanlæg med samme afsky, som andre undgår passiv rygning.

Man må hurtigt kunne lære de små strategier. Man siger ikke: 'Kan vi skrue lidt op for varmen?' Man siger: 'Her er dejlig køligt.' Man siger ikke: 'Jeg fryser.' Man siger måske: 'Der er lidt råt i det.' Man tager ikke handsker på i bilen. Man køber en bil med indbygget varmeanlæg i rattet.

Det mest besynderlige er, at kulde lader til at være det eneste ubehag, der er målestok for en mands karakter eller sex appeal. Ingen siger til en mand med hovedpine: 'Det er lidt usexet, at du reagerer på smerte.' Ingen peger på en mand i regnfrakke og tænker: 'Der står en person uden selvværd.' Der er vel heller ingen kvindelige tandlæger, der forventer, at deres mandlige patienter frabeder sig bedøvelse under en rodbehandling for at bevise deres maskulinitet.

Det ender nok med, at jeg fortsætter med at gøre, som jeg plejer. Ikke i protest eller som bannerfører for kuldskære mænd, men måske som en slags temperaturmæssig dissident. Civilisation må også være retten til at sidde indendørs i juni måned med sokker på uden at blive mødt med antropologisk undren eller anset for at være et skvat. Hvis det gør mig usexet, må det være sådan. Jeg fryser, når det passer mig.

Sprogklummen handlede for resten om, at nogle er begyndt at sige 'kuldeskær'. Lad være med det.

Vi havde ellers vænnet os til, at det knap nok var vinter længere, og vi ikke havde brug for tykke dunjakker mere, for det var jo blevet helt almindeligt med 8 plusgrader i februar. Vi havde bare ikke taget højde for, at vinteren kunne blive fornærmet over, at vi efterhånden ikke tog den alvorligt.

Noget tyder på, at vinteren har været på efteruddannelse i Norge og lært nye teknikker

Men vinteren er åbenbart en nærtagende størrelse, der ikke længere vil finde sig i, at julen i årevis har været mere grøn end hvid, at den sparsomme sne kun har været symbolsk, og at børnene har været henvist til at lave snemænd af knust is fra fryseren. Så den har lagt planer i mellemtiden. Noget tyder på, at den har været på efteruddannelse i Norge og lært nye teknikker: Strategisk snefald kl. 07.43 på hverdage, intensivering præcis i DSB's spidsbelastningsperioder og næsten konstant sidevind i en vinkel på 45 grader, som får paraplyer på stribe til at vende den gale vej.

Derudover har den taget det helt bogstaveligt, når nogen har sagt 'hold da op, hvor jeg savner rigtig vinter ligesom i gamle dage!' Så da tilpas mange danskere havde givet udtryk for længslen efter knirkende sne, røde kinder og rindende øjne, besluttede universet sig for at levere minus 14 grader, kaskader af sne og isslag, som gjorde balancegang på fortovet til en olympisk disciplin.

Sydsjælland, Lolland-Falster, Sydfyn og Nordjylland meldte i sidste uge om 25 centimeter sne. I fredags blev der målt 17 centimeter i København, og siden har det ikke været muligt at færdes på fortove, cykelstier og veje uden risiko for liv og brækkede lemmer.

Vinteren har med andre ord fået nok af vores manglende respekt og har bestemt sig til at genindtage Danmark med autoritet. Så næste gang der skal skrabes is af bilruderne klokken 6 om morgenen, er det klogest at undertrykke eventuelle vredesudbrud og andre følelsesudladninger, for vinteren lytter med og overvejer allerede opfølgende tiltag i næste sæson.

I foråret 2000 aflyste den tyske klimaforsker Mojib Latif vinteren og hævdede, at vi ikke længere ville blive udsat for vintre med stærk frost og store mængder sne i denne del af verden. Det siges, at han har sat sin mobil på lydløs for tiden.

Så fik vi alligevel snevejr, selv om vi næsten havde glemt alt om, hvordan det er. Byen bliver pludselig fotogen. Alt det grimme, det slidte og det kommunalt beige forsvinder under et hvidt tæppe af midlertidig udsmykning. Cykelstativer bliver til kunstinstallationer, skraldespande forekommer næsten poetiske, og det er lige før, man tilgiver det hul i vejen, der ødelagde ens støddæmper. Sneen dækker over fortiden. Den er revisionistisk på den mest pyntelige måde.

Derudover giver sneen os en glimrende mulighed for kollektiv forargelse. Vejene er ikke ryddet i tide. Toget er aflyst på grund af sne – et naturfænomen, som tilsyneladende overrasker DSB hvert eneste år. Vi brokker os i kor, og i et samfund, hvor fælles projekter ellers er en mangelvare, er det næsten rørende.

Sneen minder én om, at man ikke er så ung, som man var, dengang man elskede den

Men ulemperne lister sig hurtigt ind, iført våde sokker og dårligt humør. For sneen er også ondskabsfuld. Den smelter i løbet af dagen for så næste morgen at fryse til is præcis dér, hvor man sætter foden. Fortovet bliver et eksperiment i balance og værdighed. Sneen minder én om, at man ikke er så ung, som man var, dengang man elskede den.

Og så er der timingen. Sneen er ankommet alt for sent uden respekt for den mentale årstidskalender, hvor man så småt har indstillet sig på forår, lysere tider og følelsen af, at livet snart bliver lettere. Alligevel er der noget beundringsværdigt ved dens stædighed. Sneen insisterer på at gøre opmærksom på, at vi ikke styrer det hele. At årstider ikke altid følger kalenderen, og at naturen har sin egen form for humor – tør, ironisk og uden hensyntagen til ens planer.

Der er ikke andet at gøre end at finde halstørklædet frem og lade som om, man hele tiden har været klar, selv om det er, som når en gæst dukker op til festen, efter at desserten er ryddet af, og værten allerede har taget hjemmesko på. Men forhåbentlig bliver den ikke alt for længe.

Billedet ovenfor er snyd, for der er ingen sne udenfor. Intet er i det hele taget mere som det burde være i december, for sneen har opgivet ævred, hvorimod julen er løbet løbsk og fylder hele måneden som en invasiv forbandelse. December i Danmark er på mange måder som et nationalt eksperiment i, hvor meget hygge ét folk kan presse ind på 31 dage, uden at nogen officielt bryder sammen. Det er en måned, hvor kalorier ikke tæller, stearinlys er en livsnødvendighed, og hvor vi alle i fællesskab beslutter, at mørket bare er en del af stemningen – ikke et problem.

Uanset hvor meget tøj man tager på, er der altid et sted, hvor vinden finder vej

Det begynder med, at solen pakker sin taske og siger: 'Vi ses til marts'. Den lader et svagt skær ligge tilbage midt på formiddagen, mest af høflighed. Resten af tiden lever vi i en blanding af tusmørke og julelys, halmhjerter og nisser. For at kompensere for den manglende sol tænder vi levende lys i så store mængder, at det må udløse nervøse trækninger hos brandvæsenet. Vi kalder det hygge i et forsøg på at bilde naturen ind, at vi ikke er påvirket af dens totale svigt på det ultraviolette område.

Når temperaturen når ned, hvor man begynder at overveje, om næsen stadig sidder fast, træder lag-på-lag-strategien i kraft. Men uanset hvor meget tøj man tager på, er der altid et sted, hvor vinden finder vej. Typisk nakken. Den danske vintervind er som en nysgerrig lillebror: irriterende, vedholdende og i stand til at snige sig ind alle steder.

Ingen måned er så skemalagt som december. Det kræver disciplin at administrere chokoladejulekalender, pakkekalender, to tv-julekalendere, adventsgaver og nissebesøg foruden den officielle nedtælling. For børn er det magi, for voksne er det et excel-ark forklædt som tradition.

Gaveindkøbene i december er en blanding af logistik, intuition og ren overlevelse

Til julefrokosterne bliver man udsat for en særlig kombination af sild, snaps og dansetrin, der burde være klassificeret som historisk kulturarv. Der findes ingen anvisning på, hvordan man slipper helskindet igennem en december fyldt med julefrokoster, men de fleste danskere ved, at der er to regler: Man smiler, selv når man sidder med en sildemad, man ikke har lyst til, og man taler ikke om episoderne fra sidste år.

Gaveindkøbene i december er en blanding af logistik, intuition og ren overlevelse. Vi går fra butik til butik som vor tids jægere og samlere, bevæbnet med dankort og ønskesedler. Man leder efter den perfekte gave, som enten ikke findes, er udsolgt eller pludselig koster mere end hele decembers budget. Alligevel ender alle juleaften med at sige: 'Ej, det skulle du da ikke have gjort', selv om alle godt ved, at det var præcis det, man skulle.

Men der er nu noget særligt ved december. Vi samles med familie og venner, tænder lys, drikker varm kakao, og lader som om vi ikke er det mindste stressede. På en måde er december som et kollektivt løfte om, at mørket ikke skal få os ned med nakken. I hvert fald ikke før til januar.

Månedens playliste er dedikeret til alle, der får en depression på denne tid af året: Julefri musik til hele december

Der findes to slags mennesker i verden: dem, der mærker et stik af vemod, når kalenderen når til oktober – og dem, der med et tilfreds smil finder tweedjakken frem fra garderoben og tænker: 'Endelig!' For de indviede er tweedjakken ikke bare en beklædningsgenstand. Det er et efterårssakramente; et stofligt skift fra den svedige, formålsløse sensommer til den noble, romtoddyvarme tid, hvor verden igen får struktur.

Man føler sig som hovedpersonen i en roman af Graham Greene, hvor man muligvis skal møde nogen over en kop te, der kommer til at forandre ens liv

Når man løfter sin tweedjakke af bøjlen, er det som at hilse på en gammel ven. Den er som et svagt ekko af en kastanjefarvet søndagstur sidste efterår. Den føles tung nok til at give tilværelsen substans, men ikke så bastant, at man mister lysten til at drikke en kop kaffe på en udendørscafé, der optimistisk har forlænget sæsonen. For tweedjakken er ikke bare varm – den er rigtig varm, og på en måde så man stadig føler sig civiliseret, selv om det blæser.

Ingen anden tekstilfarve formår at signalere oktober så overbevisende som tweedens dæmpede potpourri af lyng, mose, tobak og tåge. Hvor moderne materialer skriger i neonfarver, hvisker tweed på en tillidvækkende måde. Den fortæller omgivelserne, at her kommer et menneske, der sætter pris på efterårssol, visne blade under støvlerne og måske en single malt efter klokken fem.

At have en tweedjakke på i oktober er som at sætte sig i teateret netop som lyset dæmpes – man ved, at man har ventet til det helt rigtige øjeblik. En måned for tidligt, og man virker excentrisk. Men i oktober? Perfektion. Naturen og garderoben klinger i samme toneart.

Tweedjakken er et umisforståeligt manifest. Den er et stille oprør mod polyester og planløshed. På en tur gennem byen føler man sig som hovedpersonen i en roman af Graham Greene, hvor man muligvis skal møde nogen over en kop te, der kommer til at forandre ens liv.

Når oktober banker på, og man endelig ifører sig en tweedjakke, bliver verden mere håndgribelig, tiden går lidt langsommere – og man føler sig, om ikke uovervindelig, så i det mindste passende klædt på til efteråret.

Mest for nørder:
Harris tweed er tweedens champagne, og der er flere grunde til den høje status. Stoffet er juridisk beskyttet og må kun kaldes Harris tweed, hvis det er vævet af ren ny uld, der er farvet, spundet og vævet på de Ydre Hebrider, dvs. øerne Lewis, Harris, Uist og Barra, og vævet i væverens eget hjem på en manuel væv. Det kontrolleres af The Harris Tweed Authority, der sætter det berømte uldsegl som garanti. Det er ekstremt slidstærkt, vindtæt og vandafvisende, men stadig åndbart og bruges derfor til alt fra jagttøj til eksklusive habitter. Når ulden er vasket, kartes og spindes den til garn. Herefter indfarves garnet, oftest i forskellige naturfarver (mos, lyng, hav og sten), som blandes, så stoffet får det melerede udtryk. En jakke af Harris tweed er på det nærmeste uforgængelig. Der findes mange glimrende alternativer – men kun én original. Den er relativt dyr, men ikke uoverkommelig.

Jeg råder selv over mere end én tweedjakke. Madame mener, at der er tale om en klenodiesamling og en besættelse, fordi hun hævder at have talt op til 19 eksemplarer i mit skab. Men hun overdriver, for der er kun én af dem, jeg vil kalde et klenodie. Det er den hundetandsmønstrede jakke på billedet herover, som jeg har købt for en slik på eBay. Det særlige ved den er ikke, at den er fremstillet af Harris tweed, men at den er designet af Hardy Amies, som er bedst kendt for sin officielle titel som kjoleskrædder for Elizabeth 2. Jeg bruger den sjældent, for den er tyk og tung som et gulvtæppe og egner sig bedst til dårligt opvarmede country houses tilhørende den britiske landadel. Men den er god at have ...

Paraplyen ville være en uovertruffen opfindelse, hvis den, der fik ideen, også havde tænkt på at udstyre den med en anordning, der forhindrede den i blive væk for ejeren ved først givne lejlighed. En feature, paraplyfabrikanterne dog næppe ville bifalde af hensyn til omsætningen.

Min første forsvundne paraply var grøn og skotskternet. Jeg glemte den i en Kvickly på Valby Langgade, da jeg som nytilflyttet studerende forsøgte at balancere med en liter mælk, en pose pasta og en smule værdighed. Da jeg endelig nåede hjem på kollegiet, opdagede jeg, at jeg kun havde fået halvdelen med – mælk og pasta, men hverken paraply eller værdighed.

Først da jeg trådte ud i den silende Vesterbro-regn, gik det op for mig, at jeg vederlagsfrit havde overdraget DSB en paraply af prima kvalitet

Senere mistede jeg et sort, elegant eksemplar i toget mellem Fredericia og København. Den var indhandlet i Illums Bolighus, hvilket burde have gjort den uglemmelig. Jeg lagde den muntert nynnende op på bagagehylden, og da jeg et par timer senere steg af, følte jeg mig sikker på, at jeg havde fået det hele med mig. Først da jeg trådte ud i den silende Vesterbro-regn, gik det op for mig, at jeg vederlagsfrit havde overdraget DSB en paraply af prima kvalitet.

En tredje gang mistede jeg en billig supermarkedsparaply i Firenze. Jeg havde købt den i panik under et voldsomt tordenvejr, og ti minutter senere, da solen igen skinnede over Arno, efterlod jeg den ubevidst på en café sammen med min tømte espressokop. Velsagtens fordi det var holdt op med at regne.

Der er en særlig måde at glemme på forbundet med paraplyer. Man tager dem kun i anvendelse i nødsituationer, og så snart regnen stopper, ophæves deres eksistensberettigelse. De er praktiske, men sjældent elskede. Ingen siger: 'Jeg glæder mig til at slå min paraply op i dag!' Den har status som et nødvendigt onde. Og ting, vi kun bruger, når vi er tvunget til det, har det med at forsvinde i glemslen.

Man skal ikke nødvendigvis være distræt for at glemme sin paraply. Det kan ske for selv de mest strukturerede mennesker, fordi paraplyen sjældent er en del af rutinen. Det er naturligt at have nøgler, telefon og tegnebog på sig. Men paraplyen? Den er et midlertidigt vedhæng. Når solen bryder frem, lægger man den fra sig – og i det øjeblik er alle distræte.

Jeg kan ikke afvise, at alderen måske spiller en anelse ind. Da jeg var ung, glemte jeg paraplyer, fordi jeg havde travlt. Nu glemmer jeg dem, fordi jeg ikke længere har travlt – og derfor tror, jeg husker alt.

En voksen mand i regnvejr med en linedanserparaply i hånden er og bliver et ynkeligt syn

Spørgsmålet er, hvad man kan gøre for at undgå at glemme sin paraply. Måske kunne man anskaffe en paraply i skrigende selvlysende farver, så den er umulig at overse, men det kompromitterer unægteligt ens fremtoning. En taskeparaply i mappen er selvfølgelig en mulighed, men man går almindeligvis ikke rundt med en mappe, når man ikke længere skal på arbejde hver dag. Desuden er taskeparaplyer alt for små – også i udklappet tilstand – og en voksen mand i regnvejr med en linedanserparaply i hånden er og bliver et ynkeligt syn. Endelig kunne man investere i en hundedyr paraply, som man simpelt hen ikke tør glemme – men jeg kan skrive under på, at det ikke fungerer.

Man må nok at acceptere, at paraplyer henhører under flygtigt løsøre. De vandrer fra menneske til menneske, fra togstation til café, og lever deres eget regnvåde liv. Eller også må man ty til det gamle husråd om at sørge for altid at forsyne sig med tre paraplyer, inden man går ud ad døren: én til at glemme hjemme, én til at glemme i bussen og én til at glemme på kontoret.

Når jeg næste gang mister en paraply, håber jeg bare, at den havner hos nogen, der faktisk husker den, når det regner.

Det ligner ikke noget! Var det ikke for et øjeblik siden, at bøgen sprang ud, rododendronerne i haven blomstrede om kap, man var til santhansbål og havde hele tiden hyr med parasollen – skulle den slås op eller ej? Og så viser det sig, at sommeren synger på sidste vers. I maj virkede den som et løfte om uendelige dage, og så forsvandt den som med et fingerknips. Som om den bare lige kiggede forbi for at aflevere solen, spise en is med os og så haste videre. Og nu står man med kalenderen i hånden og tænker: 'Var det dét?'

Man kan sagtens gå tur på stranden, selv om man skal have en jakke på, og det føles ikke helt forkert med en kop varm kakao om aftenen

Nu er det sensommer. Den føles som en gæst, der egentlig har pakket kufferten for at tage hjem, men bliver hængende lidt endnu, fordi der dufter af frisklavet kaffe fra køkkenet. Den fugtige, varme luft får skjorten til at klistre til kroppen, den ene dag sidder man på terrassen i 28 graders varme og overvejer, om man burde have investeret i en ventilator – den næste dag står man på Øster Farimagsgade i køligt regnvejr og ærgrer sig over, at man glemte paraplyen hjemme i entréen.

Der ligger allerede rundballer på markerne og venter på opsamlingsrunden. Træer og buske er så småt begyndt at skifte sindsstemning. I juni stod de ranke og grønne, men nu eksperimenterer de med gule nuancer, og bladene er begyndt at rasle under skoene. Aftenerne lugter af både grillkul inde fra naboen og ens eget våde græs, som man tror, man har slået for sidste gang i år. Men i næste uge bliver man klogere.

Intet varer evigt snart er sommeren forbi
med den forsvinder praktisk talt alt hva' du ka' li'
intet under du går rundt og er så underlig indeni

C.V. Jørgensen: Mig og Charly (filmmusik)

Heldigvis er der også lyspunkter. Man kan sagtens gå tur på stranden, selv om man skal have en jakke på, og det føles ikke helt forkert med en kop varm kakao om aftenen. I det hele taget skal man ikke undervurdere følelsen af at være på tærsklen mellem to årstider, hvor man både kan drømme om nye begyndelser og tænke tilbage på den sommer, der lige er gået. Om end alt for hurtigt.

I forbindelse med min omtale i lørdags af dokumentaren Titanic i farver, som kan ses på dr.dk, henviste blogkollega Ellen til National Geographics dokumentar Titanic: Case Closed, hvor historikeren Tim Maltin redegør for en overraskende teori om forliset. Hans forklaring peger ikke på inkompetence hos besætningen eller dårligt udsyn, men på noget langt mere subtilt: de optiske bedrag, vejret forårsagede natten mellem den 14. og 15. april 1912.

Ifølge Maltin var atmosfæren over Nordatlanten netop denne nat usædvanlig. Kold luft lå tæt ved havoverfladen, mens et lag varmere luft befandt sig ovenover. Når det sker, kan lyset bøjes på uforudsigelige måder. Det kan få horisonten til at 'løfte sig' og skabe fatamorganaer, hvor skibe eller objekter virker højere, lavere, længere væk eller helt forsvinder i synsfeltet. For dem, der stod på Titanics udkigspost, kunne det have betydet, at isbjerget visuelt smeltede sammen med havlinjen og derfor først blev set i sidste øjeblik.

Det var muligvis ikke dårligt sømandskab, men snarere et samspil mellem kulde, varme og lys, der gjorde, at Titanic ikke så faren i tide

Maltin mener også, at de samme optiske forvrængninger spillede en afgørende rolle i forløbet mellem Titanic og det nærliggende skib Californian. Californian befandt sig sandsynligvis meget tættere på Titanic, end officererne ombord troede, men på grund af luftforholdene virkede Titanic både mindre og fjernere. Det kan forklare, hvorfor Californian ikke reagerede på Titanics nødraketter. Lysene så måske ikke ud som nødsignaler set fra Californian, men snarere som rutinemæssige skibsraketter ude i horisonten.

Hvor mange tidligere analyser har fokuseret på menneskelige fejl – for høj fart gennem et isfelt, manglende kikkert eller dårlig krisehåndtering – mener Maltin med andre ord, at forklaringen skal søges i naturfænomener. Det var muligvis ikke dårligt sømandskab, men snarere et samspil mellem kulde, varme og lys, der gjorde, at Titanic ikke så faren i tide, og at Californian misforstod situationens alvor.

Nogle forskere mener dog stadig, at menneskelige faktorer har spillet en central rolle, men Maltins forklaring er blevet modtaget som en interessant og teknisk plausibel mulighed, der kan kaste nyt lys – bogstaveligt talt – over en tragedie, som ellers har været minutiøst undersøgt i over et århundrede.

Titanic: Case Closed er en tankevækkende dokumentar, som bringer ny energi til et af historiens mest undersøgte skibsforlis. Den er især interessant for dem, der allerede kender den grundlæggende historie og søger dybere forståelse af, hvad der kan være sket i minutterne op til kollisionen med isbjerget.

Tim Maltin uddyber sin teori i det omfattende interview The Truth Behind Titanic's Last Few Moments.

Tak til Ellen for begge links.

I håb om at blive klogere prøvede jeg at google, om det blæser mere i Danmark nu, end det altid har gjort, for jeg mindes ikke, at jeg tidligere – og slet ikke som barn eller ung – har oplevet blæsten så forstyrrende og irriterende, som jeg gør nu. Men researchen viste, at der siden 1970 ikke var sket nogen nævneværdig ændring i den gennemsnitlige daglige vindstyrke. Der havde været enkelte ekstreme storme, men gennemsnitligt ikke oftere.

Hvis man forsøger at indtage en ostemad på terrassen, blæser osten af

Det skal nu ikke afholde mig fra at give udtryk for min utilfredshed med tingenes tilstand, som jeg oplever den. Jeg skal gøre det kort: sagen er den, at vinden efterhånden formår at sabotere samtlige danske årstider med kirurgisk præcision. Om vinteren pisker den iskold og småvåd ind under jakken. Om efteråret vælter den cyklister på Østerbro og blæser plasticbøtter fra Netto ud på vejen, så bilister må hugge bremserne i. Og nu er det sommer, hvor man drømmer om hyggelige måltider i haven, men det kan man godt glemme. Hvis man forsøger at indtage så meget som en ostemad på terrassen, blæser osten af. Fem minutter efter, at man har sat sig til bords, fløjter naboens grilldæksel forbi som en UFO – til gengæld befinder ens egne hynder til havemøblerne sig et øjeblik efter inde hos ham, og parasollen er stukket af. Man lærer at bruge mursten som servietholder og finder ud af, at uskyldige aktiviteter som at spille kort på terrassen kræver kampvilje og dobbeltklæbende tape.

Men hvordan kan det være, at det er blevet sådan, når meteorologerne nu siger, at intet er forandret?

Svaret blæser i vinden.

Jeg har for nylig belemret enkelte læsere med videoen, der røber, hvor vinden kommer fra, men da der er tale om uundværlig paratviden, tillader jeg mig at fremture med en genudsendelse.

i virkeligheden er dette indlæg en uge for sent på den, for Seersucker Thursday var sidste torsdag. Seersucker er det, min mor kaldte bæk og bølge – altså bomuldsstof, der består af skiftevis glatte og rynkede striber – og Seersucker Thursday blev indført af den republikanske senator Trent Lott fra Mississippi i 1996, som ville bringe 'a little Southern charm to the Capitol' for at minde Senatet om, hvordan senatorer klædte sig, før aircondition blev udbredt i 1950'erne. S.Res. 254 – Senate Resolution nummer 254 – erklærede i år 12. juni 2025 for National Seersucker Day og udpeger derudover hver torsdag efter denne dato og frem til sidste torsdag i august 2025 som Seersucker Thursday. Og den 12. juni gjorde senatorerne, som resolutionen og traditionen foreskriver: de iførte sig deres seersucker-jakkesæt, og begivenheden blev fejret med en officiel fotosession ved Ohio-uret kl. 12.30 ET.

Hvad er vel mere rebelsk end at troppe op til forelæsning på Princeton iført tøj, som normalt gartnere og isbude går i?

Ordet seersucker kommer fra det persiske shir o shekar, der betyder 'mælk og sukker'– en poetisk henvisning til stoffets struktur. Seersucker kom til Europa via handelsruterne, og britiske kolonister gjorde det hurtigt til en del af uniformeringen i varme egne som Indien og Caribien. Stoffet var perfekt til klimaet: det krævede hverken strygning eller svedabsorberende hjælpemidler. Det kunne overleve tropisk fugtighed og britisk arrogance på én gang. I USA blev seersucker for alvor allemandseje i det 19. århundrede, især blandt arbejderklassen i sydstaterne. Det var billigt, slidstærkt og køligt i sommervarmen – tøj til arbejdsbrug, ikke til en modeopvisning.

Men i 1920'erne begyndte unge mænd fra Ivy League-universiteterne at tage seersucker til sig. For præcis som med nutidens normcore og Crocs var det netop det, at stoffet var lavstatus, der gjorde det cool. Hvad er vel mere rebelsk end at troppe op til forelæsning på Princeton iført tøj, som normalt gartnere og isbude går i? I de følgende årtier holdt seersucker sit indtog i kongressen. Især i sydstaterne blev det nærmest en politisk uniform. Hver sommer kunne man se senatorer og advokater i Washington D.C. skridte omkring i deres lyseblå- og hvidstribede jakkesæt, som var de netop steget ud af en Tennessee Williams-forestilling med bourbon i hånden og sved på panden. Seersucker var ikke længere bare praktisk, det var kulturel identitet, og Seersucker Thursday blev institueret.

Efter en slumrende periode fik seersucker sit comeback i det 21. århundrede. Hipsterkulturen elskede det, fordi det var retro og rynket. Designere begyndte at lege med farver, snit og mønstre. Pludselig kunne man få seersucker i pink, grøn, lavendel – og i skinny fit.

Som enhver ved, er den danske sommer lunefuld og kan veksle mellem 14 og 27 grader, regnbyger og hedebølge på en eftermiddag

I Danmark kom stoffet snigende ad mere diskrete veje. Først som lidt eksotisk sommertøj i 60'erne og 70'erne, hvor charterturisme og international inspiration fik danskerne til at tage nye materialer til sig. Men det er især i de senere år, at seersucker har gjort et seriøst comeback – ikke bare som praktisk sommertøj, men som et stilvalg med personlighed. Som enhver ved, er den danske sommer lunefuld og kan veksle mellem 14 og 27 grader, regnbyger og hedebølge på en eftermiddag. Seersucker er som skabt til det skiftende vejr. Det er åndbart, tørrer hurtigt, og det ser ud, som det skal – også når det bliver krøllet. Det passer perfekt til skandinavisk uhøjtidelighed – og i modsætning til meget andet sommertøj holder det stilen, selv efter en picnic, en lur i græsset og en byge over Søerne.

Men der må være en grænse – et komplet jakkesæt i seersucker kræver sin mand! Jeg har alligevel ingen aktuelle planer om at blive senator i USA, og det er nok heller ikke sandsynligt, at jeg bliver inviteret til sommerbryllup i Toscana foreløbig. Så jeg nøjes med jakken.

Den mest berømte bærer af et seersucker-jakkesæt er nok Gregory Peck som advokaten Atticus Finch i filmatiseringen af Harper Lees roman To Kill a Mockingbird. Det er ham, der er blikfang foroven. Flere billeder her.

Regnvejr om sommeren er stærkt undervurderet. Vi hylder solen, varmen og de evige grillpølser, men glemmer, hvor meget en god, gedigen sommerbyge betyder. Den bløder både landskab og sjæle op.

Regn forvandler landskabet. Den stille regn er som baggrundsmusik i en naturfilm. Den gør ikke noget væsen af sig, men sætter tempoet ned. Pludselig ser det hele ud, som om det har fået en gang klarlak. Træerne virker grønnere, luften renere. Selv de mest trætte haver får nyt liv. Ukrudtet får glans og selvtillid og ligner pludselig noget, man måske burde overveje at beholde.

Ukrudtet får glans og selvtillid og ligner pludselig noget, man måske burde overveje at beholde

Når regnen trommer på taget, som om nogen har tabt en sækfuld kikærter ud over det, føler man sig hjemme på en særlig måde, og det forhøjer nydelsen, når man sidder med en kop te*) i lænestolen, mens regnen slår mod ruden. Man har ikke lyst til at gøre noget, og det er der heller ingen, der forlanger. I bilen bliver vinduesviskerne dagens underholdning, når man glider gennem landskabet. Den monotone fejen frem og tilbage i en rytme, der aldrig helt passer til musikken i radioen, og man ender med at slukke for den.

Regnvejr er den perfekte undskyldning. For ikke at mødes, ikke at ordne haven, ikke at være effektiv. 'Det regner' er nok. Ingen stiller spørgsmål.

Regnen er sjældent noget, man kalkulerer med, men man husker den som regel. Cykelture, hvor man kom hjem som en druknet mus. Gåture, der blev til løb med jakken over hovedet. Eller sommeraftenerne i barndommen, hvor et tordenvejr ændrede alle planer, og man sad med vinduet åbent og talte sekunder mellem lyn og brag. Uvejr er en gave, når man har tag over hovedet og tid nok.

Sommerregnen fortjener kort sagt lidt mere anerkendelse. Den ødelægger ikke nødvendigvis ferien. Den er en påmindelse om, at man ikke behøver at nå noget hele tiden, og der ikke er noget galt i at sidde og glo ud i luften og vente på, at bygen driver over. Somme tider bestemmer vi bare ikke det hele.

Det regner, mens jeg sidder her og skriver. Behøver jeg at nævne, at stille sommerregn undertiden afføder lommefilosofiske blogindlæg.

*) Jeg drikker ikke te, men kaffe lyder for upoetisk.

Dagens for en gangs skyld relevante musikalske bonus

Når kalenderen runder oktober, begynder forfaldet. Det har ikke den store betydning, hvis man er byboer, men har man slået sig ned på landet, er man ikke i tvivl. Træerne smider bladene, buskene bliver gennemsigtige, og landskabet afslører alt det, som sommeren var så venlig at skjule for os.

For bag de nu afpillede buskadser og hække dukker nabolagets skjulte skatte op i løbet af efteråret. Rustne harver, plove fra før årtusindskiftet og en faldefærdig, grå Massey Ferguson, der for længst burde have været overdraget til skrothandleren, materialiserer sig i landskabet. Gamle Opel Kadetter uden hjul står ikke længere i skjul bag urt og busk, og bunker af halvrådne træpaller og glemte brændestakke vidner om uafsluttede projekter fra forne tider.

Bag de nu afpillede buskadser og hække dukker nabolagets skjulte skatte op i løbet af efteråret

Sommeren var med andre ord en illusion. Den fik en rodebutik til at ligne en hyggelig, landlig idyl. Nu står det hele og skriger: 'Her bor vi, og ja, vi har muligvis en plov fra 1953 stående bag garagen, men den er go' at have - man kan aldrig vide ...'

Så er der blæsten, der ikke nøjes med at gå frisk over Limfjordens vande, men opererer over hele kongeriget. Vinden hyler i træerne, der nu kun består af grene, som ser ud, som om de rækker ud efter et kram eller i det mindste en smule medfølelse. Fuglene er rejst. De har set skriften på væggen og forladt os til fordel for varmere himmelstrøg, og selv er vi tvunget til at sidde indenfor og græmme os over udsigten. Tilbage er kun kragerne, der sidder derude på hegnspælene som dommere i deres gråsorte kapper og ser ud, som om de overvejer, om straffen skal lyde på livstid, eller menneskeheden skal slippe med en midlertidig vinterfodlænke.

Hvis eventyret om Den grimme ælling var foregået om vinteren, ville H.C. Andersen nok ikke have påstået, at 'Der var så dejligt ude på landet ...', men valgt et andet adverbium til at beskrive stemningen. Men nu ser det heldigvis ud til at hjælpe på det. I weekenden var det næsten lunt, solen tittede frem, og fuglene kvidrede om kap. Foråret ligger på spring, som de siger i England, og inden vi får set os om, er det sommer i Danmark med marker i gyldne nuancer, køerne tygger drøv, kåben kastes væk, og grønne hække skåner os for den deprimerende udsigt til altings forgængelighed. Selv den mest bedagede bondegård ser hyggelig og charmerende ud i solskin, når bilvragene igen er skjult bag frodige grene, og den gamle plov drukner i al grønheden.

Det er kun et par måneder endnu, at vi har brug for varm kakao og uldne sokker, og vi, der bor på landet, vil glemme alt om, hvordan vi kom igennem vinterens grimme og grumme kalamiteter, når foråret og sommeren gør det hele lidt mere lysegrønt og tilgiveligt.

Dagens ikke-irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: det hedder ikke 'nysgerrig på ...', men 'nysgerrig efter at vide ...'.

Kære Juli,

Jeg kan forstå på min kalender, at du er ved at takke af for denne gang. Du er sikkert godt klar over, at det ikke er alle, der har været lige begejstret for din måde at være på, men jeg synes, du for det meste har været ypperligt selskab, selv om der unægteligt har været en del blæst om din person i år. Ingen skal beskylde dig for at løbe med en halv vind. Det ville være helt hen i vejret.

Men jeg glemmer nu ikke for et par år siden, da du havde slået dig sammen med lillesøster Juni og storebror August om at gøre helvede hedt for os alle sammen. Det var, som om temperamentet og temperaturen løb af med dig. Heldigvis lader det til, at du i mellemtiden har løbet hornene af dig og er faldet til ro, så du aldrig nåede op over stuetemperatur i år. Jeg sætter stor pris på, at du denne gang har sparet os for alt for mange sveddunstende armhuler i kassekøen, bare ølmaver på gågaden og frygtindgydende, nøgne mandefødder i sandaler overalt.

Jeg vil også gerne takke dig for, at du har givet os alle tænkelige undskyldninger for ikke at farte omkring til alverdens udendørs arrangementer, som man ellers plejer her om sommeren. Det er der mange, der fejlagtigt giver coronaen æren for. Men uden dig havde vi slet ikke på samme måde kunnet sidde hjemme i ro og mag og skutte os med en dampende varm kop te i den ene hånd og en god bog i den anden og lytte til den silende regn uden for vinduet og de hyppigt tilbagevendende trommesoloer på taget i stedet for at rende til diverse festivaler, koncerter og kroketspil. Og skulle man have været nødt til at vove sig udenfor, så hellere regnslag end hedeslag, siger jeg bare. Du har gang på gang vist os, at man sagtens kan have haft en meget våd aften uden at vågne op med tømmermænd næste morgen.

Sidst, men ikke mindst, skal du have tak for, at vi er sluppet for at holde grillaftener i haven med halvrå eller forkullede bøffer til følge og gæster, der desperat må ile hjem og tømme køleskabet for alt spiseligt for ikke at skulle gå sultne i seng.

Kort sagt, det har været en fornøjelse at lære dig at kende fra din bedste side, så tak for besøget! Nu må du have det så godt indtil næste år. Jeg glæder mig allerede, for nu ved jeg, at dig kan man altid regne med.