Viser opslag med etiketten Sommer. Vis alle opslag

Også en slags ferie



På trods af mine manglende rejse- og ferieplaner tager jeg troligt hver sommer til en lille fransk badeby for at være i selskab med M. Hulot alias Jacques Tati. Les Vacances de Monsieur Hulot (Festlige feriedage, som filmen hedder på dansk) har ikke noget egentligt plot, ingen dramatiske konflikter og ingen psykologiske dybder. Alligevel er halvanden time forbi, før man opdager det. Man har ganske enkelt været på ferie.

Hver episode vokser langsomt frem, ikke gennem traditionel slapstick, men minutiøs timing

Feriegæsterne ankommer til et lille badehotel ved Atlanterhavskysten. De samme mennesker spiser morgenmad, går tur på stranden, spiller kort, sladrer, drikker aperitif og keder sig på hver deres karakteristiske måde. Alt er genkendeligt, og netop derfor bliver det morsomt.

Så ankommer Monsieur Hulot tøffende og knaldende i sin skrantende plimsoller af en bil. Hulot er langlemmet, piberygende og iført alt for korte bukser, kiksede sokker og en uforlignelig evne til at befinde sig præcis dér, hvor han utilsigtet kan skabe maksimal uro. Ikke fordi han er specielt klodset. Han er bare en mand, hvis logik aldrig helt falder sammen med omgivelsernes.

Katastroferne er små og høflige. En dør smækker, en båd driver væk, en hest bliver forskrækket, en bildør falder af, et fyrværkeri går af på det forkerte tidspunkt. Hulot er altid oprigtigt overrasket over, at verden endnu engang har misforstået hans bedste hensigter.

Filmens mest berømte sekvens – måske en af de sjoveste i filmhistorien – udspiller sig på tennisbanen. Hulot beslutter sig for, at han må lære denne dannede feriesport. Han går derfor ind i den lokale sportsforretning for at købe en ketcher. Ekspedienten, en myndig og professionel dame, demonstrerer omhyggeligt, hvordan man holder den. Hun viser grebet, håndleddets bevægelse og svingbanen med en alvor, som var hun ved at instruere en kirurg i en hjerteoperation. Hulot lytter med største opmærksomhed. Han nikker, øver bevægelsen og forlader optimistisk butikken. Problemet er bare, at han tager undervisningen for bogstaveligt. På tennisbanen udfører han hvert eneste slag med mekanisk præcision. Ikke som en tennisspiller, men som en mand, der minutiøst følger en brugsanvisning uden nogensinde at spørge, hvad formålet er. Resultatet er ubetaleligt. Hans serv er en blanding af katapult og salut. Forhånden udføres med militær disciplin. Hvert eneste slag er teknisk absurd, men umuligt at returnere. Modstanderne, der har spillet tennis hele livet med korrekt fodarbejde og aristokratisk selvbeherskelse, bliver én efter én reduceret til statister i Hulots egen fortolkning af sporten. De løber forvirret rundt, mens Hulot med den største uskyld sender sine håbløse bolde afsted.

Man opdager pludselig, hvor lidt ord egentlig betyder, når billederne er så præcist koreograferet

Man morer sig mindst lige så meget over de rutinerede spillere, der er så fastlåste i forestillingen om, hvordan tennis bør spilles, at de er totalt forsvarsløse over for en mand, som ikke kender de uskrevne regler. Det er typisk Tati. Han gør aldrig grin med den uerfarne. Han gør grin med konventionerne, og sådan fortsætter det filmen igennem. En begravelsesagtig hotelmiddag bliver forstyrret af en dør, der går op og i i ét væk. Et uskyldigt bilhorn udvikler sit eget liv. En picnic kollapser uden egentlig grund. Hver episode vokser langsomt frem, ikke gennem traditionel slapstick, men minutiøs timing.

Tati behøver næsten ingen dialog. Han komponerer med lyde: knirkende gulve, klaprende døre, bølgeskvulp, bildæk på grus, fjerne stemmer og Hulots karakteristiske piberygning. Man opdager pludselig, hvor lidt ord egentlig betyder, når billederne er så præcist koreograferet.

Derfor ældes filmen heller ikke, selv om den er fra 1953. Hvor så mange komedier er bundet til deres tid, er Les Vacances de Monsieur Hulot stadig frisk mere end halvfjerds år efter. Dens humor bygger på menneskelig adfærd. Vi genkender stadig den pensionerede oberst, der ved alt om tidevand, den evigt bekymrede hotelvært, den stereotype tjener, børnene, der straks accepterer Hulot som én af deres egne, og de voksne, der aldrig helt ved, om de skal beundre ham eller undskylde for ham.

Filmen er i virkeligheden en kærlighedserklæring til alle de mennesker, der aldrig helt passer ind. Monsieur Hulot ødelægger ganske vist glansbilledet, men han gør det med en høflighed og en uskyld, som gør verden en lille smule mindre stiv og mere menneskelig.

Når ferien er slut, er hotellet uforandret. Men tilskueren er blevet lidt gladere og lettere.
* * *

Tennisscenen kan ses her. Der er ingen unertekster i denne version, men som sagt er ordene uden betydning.

Hele filmen kan ses ganske gratis på her.

Kategori: , , | 6 kommentarer

Herreværelset:
Hatten med den forkerte adresse



Det er sommer, det er sol, og det er søndag onsdag ♬ – og panamahatten har sine kronede dage. Den emmer af sommer, elegance og eventyr, og når man ser den, kommer man straks til at tænke på solrige boulevarder, tropiske haver eller en tilbagelænet eftermiddag på en fortovscafé med en iskold daiquiri inden for rækkevidde. Men det sjove ved panamahatten er, at den slet ikke kommer fra Panama.

Panamahattens historie går tilbage til omkring 1630 i provinserne Guayas og Manabi på Ecuadors kyst. Det er den eneste region i verden, hvor Carludovicapalmen (som i øvrigt ikke er en palme) vokser og kan levere de eftertragtede toquillastrå, som de hedder. Allerede længe før europæerne satte deres fod i Sydamerika, blev hattene fremstillet af områdets befolkning. I 1800-tallet blev hattene eksporteret via Panama.

I 1906 rejste Theodore Roosevelt til Mellemamerika for at inspicere konstruktionen af Panamakanalen. Mens han var der, fik han en toquillastråhat, som han bar konstant. Billeder af præsidenten med sin 'panamahat' fra Equador gik verden rundt. Medierne og offentligheden kunne slet ikke få nok. Hermed blev panamahattens navn cementeret, og hatten blev højeste mode.

Fremstillingen af en ægte panamahat er en omfattende proces. Først høstes de unge blade. Bladene koges, tørres og bleges forsigtigt i solen, indtil de får deres karakteristiske lyse farve. Derefter begynder den tidkrævende fletning. De fineste hatte flettes med så tynde fibre, at arbejdet kan tage flere måneder. Hver eneste fiber bliver anbragt med stor præcision, og jo tættere og finere fletningen er, desto højere bliver kvaliteten. Når selve hatten er flettet, vaskes, presses og formes den over træblokke, så den får sin endelige facon. Til sidst monteres svederem og hattebånd, og resultatet er en let, smidig og smuk hat, som ikke bare beskytter mod solen, men også ser uforskammet godt ud på alle uanset køn.

En panamahat adskiller sig fra andre stråhatte ved at være fjerlet og samtidig ubegribelig robust. Materialet føles nærmest silkeblødt, og hatten kan bøjes uden at blive ødelagt, medmindre man tager kvælertag på den. Den klassiske farve er elfenbenshvid eller lys creme med et sort bånd omkring pulden, men der findes selvfølgelig moderne udgaver i mange farver og udformninger. Fælles for dem alle er den karakteristiske, tætte fletning og den flotte finish. Det er kombinationen af komfort, håndværk og stil, der har gjort panamahatten til et ikon blandt eventyrere, kunstnere, politikere, flanører og forfængelige bloggere.

Ved første øjekast kan en panamahat ligne enhver anden stråhat, men forskellene viser sig hurtigt, når man ser nærmere efter. En almindelig stråhat fremstilles som regel af hvedehalm, rughalm, søgræs, papirfibre eller syntetiske materialer og på maskine for at holde prisen nede. Fletningen er grovere, og hatten kan føles mere tung og stiv. Den ægte panamahat er som sagt håndflettet meget fint og ensartet. Holder man hatten op mod lyset, kan man se, hvor tæt og præcist fibrene er flettet. Jo finere mønster, desto mere eksklusiv er hatten. Hattene klassificeres og prissættes efter antallet af vævninger pr. kvadrattomme.

Af de tre stråhatte, jeg selv råder over, er de to ægte panamahatte. Den ene, som ses på billederne ovenfor både udvendig og indvendig, har jeg anskaffet mig for en net sum. Den anden, som er næsten lige så fin, fandt jeg i en tag-selv-genbrug og har ikke kostet mig en krone. Og nu håber jeg, det kan blive mellem os: den tredje er lavet af Toyostrå, som er et glat, skinnende og fleksibelt kunstigt stråmateriale, fremstillet af tæt flettet viskose (cellulose/rispapir) og behandlet med lak eller shellak. Det er med andre ord overhovedet ikke en panamahat. Men ikke nok med, at kun hatteentusiaster kan se forskel, den er faktisk også mere elegant end de to panamahatte, fordi skyggen er bredere, og hattebåndet er samlet i siden på en mere raffineret måde. Det er den, jeg går med det meste af sommeren. Men jeg fortæller selvfølgelig aldrig nogen, at det i virkeligheden bare er en papirhat.

Kategori: , , , , , | 6 kommentarer

De organiserede sommerglæder



Man må antage, at det var det dårlige vejr, Thøger Larsen havde i tankerne, da han skrev 'Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig'. Men som vi har erfaret i den forløbne weekend med livstruende hedebølge og aflyste arrangementer i stribevis, kan vejret også blive for godt.

Som bekendt er vi ikke herre over vejrets kalamiteter. Men det samme gælder ikke alle sommerens andre tvivlsomme ingredienser i form af traditioner og mere eller mindre frivillige pinefulde ritualer. Dem har vi kun har os selv at takke for.

Der er intet afslappende ved at stå med en tang i hånden og overvåge gløder med en flyveleders koncentration

For hvem har i virkeligheden lyst til at sidde i sand, der opfører sig som glimmer ved en børnefødselsdag og bliver siddende på kroppen til oktober? Og ingen indrømmer, at det er anstrengende at slæbe seks kilo håndklæder, en køletaske, solcreme, en mustensroman og en oppustelig enhjørning hen til et sted, hvor der hverken er skygge eller toiletter. Alligevel tager man til stranden. Man finder en plads, smører sig ind i en fedtet substans og lægger sig til rette på et tæppe i håb om, at solen begynder at skinne lige om lidt. Det gør den ikke. Man ender med at ligge og småfryse i vinden i tre timer.

Det kan også være, at man inviterer til grillparty i haven. Ingen ved præcis, hvornår det blev synonymt med afslapning at grille. Der er intet afslappende ved at stå med en tang i hånden og overvåge gløder med en flyveleders koncentration. Alligevel gentager ritualet sig hvert år. Man dyrker udelivet. Det betyder i praksis, at man flytter al madlavning fra et køkken med emhætte og lys til en terrasse med røg og et udvalg af insekter. De første pølser, der enten er rå eller forkullede, indtager man med påstået velbehag.

Is hører også sommeren til. Ikke nødvendigvis fordi man har lyst til is, men fordi temperaturer over 22 grader forpligter én moralsk til at stå i kø foran en iskiosk og overveje, om man skal holde sig til den sædvanlilge vaffel med vanilje og jordbær, eller om man skulle vove halsen og forsøge sig med saltkaramel og banan for en gangs skyld. Det gør man så – og fortryder. Næste år gentager man forsøget.

Man skal købe nye kartofler og spise jordbær, selv om de fleste er sure eller uden smag, og man måtte kassere halvdelen

Alle elsker pr. refleks de lange sommeraftener. Det er vigtigt at sidde ude længe, selv om mørket og kulden sniger sig ind på én, og selv om ingen egentlig har mere at sige hinanden. Så man bliver siddende med et tæppe om skuldrene og gentager med faste mellemrum mantraet: 'Der er altså noget helt særligt over de lyse aftener.' Ingen går ind, før klokken er langt over sengetid. De mest yderliggående bliver ude og sover i shelter.

Man må ikke glemme de obligatoriske små eventyr. Man skal cykle et sted hen eller besøge et loppemarked. Man skal købe nye kartofler og spise jordbær, selv om de fleste er sure eller uden smag, og man måtte kassere halvdelen. På et tidspunkt skal man sige: 'Vi skal huske at nyde det.'

Måske er sommerglæde ikke glæde i klassisk forstand, men snarere en form for årstidsbestemt socialisering. Vi tager til stranden, selv om der er rarere hjemme i haven. Vi spiser is, selv om vi ikke er lækkersultne. Vi tænder grillen, selv om ovnen virker bedre. Vi sidder ude og fryser med anstand for at kunne sige, at vi sad ude. Vi tager billeder af solnedgange, som ligner alle andre solnedgange. Altsammen uden at tænke nærmere over det, fordi det nu engang hører sig til.

Sidst i august konstaterer vi, at sommeren gik alt for hurtigt. Vi føler, vi burde have fået mere ud af den. Næste år gør vi præcis det samme igen, for sommeren er ikke bare en årstid, den er en opgave. Og fra og med i dag har vi stadig et par måneder til at løse den.

Kategori: , , , | 6 kommentarer

Kuldekrise



Det begyndte med, at jeg hørte Euromans chefredaktør sige i en podcast, at han fandt det umandigt, hvis en mand brugte ordet 'frossenpind' om sig selv. På sin vis kunne jeg godt følge ham, men heldigvis findes ordet 'kuldskær' jo også, hvis man vil give udtryk for sin ulyst til at fryse. Desværre dur det åbenbart heller ikke, for i Politikens sprogklumme, som skrives af en seniorforsker ved Dansk Spognævn, beklagede hun sig i dag over sin mand, der kan finde på at skrue op for radiatoren eller tage kørehandsker på i bilen midt om sommeren, bare fordi solen ikke skinner. Som rutineret kuldemodstander kunne jeg ikke undgå at føle mig ramt, og som om det ikke var nok, skrev hun, at hun synes, det er usexet, at en mand karakteriserer sig selv som konstant frysende. Man klarer med andre ord ikke frisag bare ved undgå 'frossenpind' og kalde sig kuldskær.

Der er tilsyneladende en uskreven regel om, at mandekroppen skal fungere som en mellemting mellem en brændeovn og en gammel Volvo

Det efterlod mig i et identitetsmæssigt tomrum. Hvis man som mand ikke må være en frossenpind, og heller ikke kuldskær, hvad er man så? Termisk sensitiv? Temperaturbevidst? En person med udvidet respekt for årstidernes luner?

Åbenbart er det sådan, at en kvinde kan sige, at hun fryser, og omgivelserne reagerer med tæpper, te og omsorg. Hvis en mand siger det samme, opstår straks spørgsmålet, om han muligvis burde genoverveje sit medlemskab af civilisationen. Der er tilsyneladende en uskreven regel om, at mandekroppen skal fungere som en mellemting mellem en brændeovn og en gammel Volvo. Den skal kunne starte i al slags vejr, helst uden at beklage sig, og hvis temperaturen falder, må man gerne knurre lidt, men aldrig tage en ekstra trøje på.

Et øjeblik overvejede jeg at begynde at føre et slags dobbeltliv: Udadtil afslappet, åben jakke, rolige bevægelser, ingen kommentarer om temperaturen. Indadtil et menneske, der vurderer trækforholdene ved hvert eneste vindue, afsøger restauranter for bordplacering og diskret flytter sig væk fra klimaanlæg med samme afsky, som andre undgår passiv rygning.

Man må hurtigt kunne lære de små strategier. Man siger ikke: 'Kan vi skrue lidt op for varmen?' Man siger: 'Her er dejlig køligt.' Man siger ikke: 'Jeg fryser.' Man siger måske: 'Der er lidt råt i det.' Man tager ikke handsker på i bilen. Man køber en bil med indbygget varmeanlæg i rattet.

Det mest besynderlige er, at kulde lader til at være det eneste ubehag, der er målestok for en mands karakter eller sex appeal. Ingen siger til en mand med hovedpine: 'Det er lidt usexet, at du reagerer på smerte.' Ingen peger på en mand i regnfrakke og tænker: 'Der står en person uden selvværd.' Der er vel heller ingen kvindelige tandlæger, der forventer, at deres mandlige patienter frabeder sig bedøvelse under en rodbehandling for at bevise deres maskulinitet.

Det ender nok med, at jeg fortsætter med at gøre, som jeg plejer. Ikke i protest eller som bannerfører for kuldskære mænd, men måske som en slags temperaturmæssig dissident. Civilisation må også være retten til at sidde indendørs i juni måned med sokker på uden at blive mødt med antropologisk undren eller anset for at være et skvat. Hvis det gør mig usexet, må det være sådan. Jeg fryser, når det passer mig.

* * *
Sprogklummen handlede for resten om, at nogle er begyndt at sige 'kuldeskær'. Lad være med det.

Kategori: , , , , , , | 6 kommentarer

Marken er mejet



Det ligner ikke noget! Var det ikke for et øjeblik siden, at bøgen sprang ud, rododendronerne i haven blomstrede om kap, man var til santhansbål og havde hele tiden hyr med parasollen – skulle den slås op eller ej? Og så viser det sig, at sommeren synger på sidste vers. I maj virkede den som et løfte om uendelige dage, og så forsvandt den som med et fingerknips. Som om den bare lige kiggede forbi for at aflevere solen, spise en is med os og så haste videre. Og nu står man med kalenderen i hånden og tænker: 'Var det dét?'

Man kan sagtens gå tur på stranden, selv om man skal have en jakke på, og det føles ikke helt forkert med en kop varm kakao om aftenen

Nu er det sensommer. Den føles som en gæst, der egentlig har pakket kufferten for at tage hjem, men bliver hængende lidt endnu, fordi der dufter af frisklavet kaffe fra køkkenet. Den fugtige, varme luft får skjorten til at klistre til kroppen, den ene dag sidder man på terrassen i 28 graders varme og overvejer, om man burde have investeret i en ventilator – den næste dag står man på Øster Farimagsgade i køligt regnvejr og ærgrer sig over, at man glemte paraplyen hjemme i entréen.

Der ligger allerede rundballer på markerne og venter på opsamlingsrunden. Træer og buske er så småt begyndt at skifte sindsstemning. I juni stod de ranke og grønne, men nu eksperimenterer de med gule nuancer, og bladene er begyndt at rasle under skoene. Aftenerne lugter af både grillkul inde fra naboen og ens eget våde græs, som man tror, man har slået for sidste gang i år. Men i næste uge bliver man klogere.
Intet varer evigt snart er sommeren forbi
med den forsvinder praktisk talt alt hva' du ka' li'
intet under du går rundt og er så underlig indeni
C.V. Jørgensen: Mig og Charly (filmmusik)
Heldigvis er der også lyspunkter. Man kan sagtens gå tur på stranden, selv om man skal have en jakke på, og det føles ikke helt forkert med en kop varm kakao om aftenen. I det hele taget skal man ikke undervurdere følelsen af at være på tærsklen mellem to årstider, hvor man både kan drømme om nye begyndelser og tænke tilbage på den sommer, der lige er gået. Om end alt for hurtigt.

Kategori: , , | 6 kommentarer

Tour de Leth



Det er højsommer i Danmark, og Tour de France har overtaget sendefladen på alle landets tv-stationer. Mit forhold til cykelsport er køligt som til al anden sport, men det skal selvfølgelig ikke afholde andre fra at bruge deres dyrebare feriedage på at stirre intenst på skærmen, hvor voksne mænd i alt for tætsiddende spandex kæmper sig op ad bjerge i sneglefart eller farer forbi med ben, der pumper som metronomer, og ansigter, der balancerer mellem smerte og overlevelse. De fleste danskere elsker at se andre dyrke sport, men for nogle få er Tour de France andet og mere end sport. For Jørgen Leth, som blev berømt for at kommentere løbet, og som man stadig forbinder med Tour de France, er det en slags poetisk drama med filosofiske og eksistentielle overtoner, noget næsten guddommeligt.

Tour de France er ikke en ballet – det er en lang, beskidt og støvet kamp med læderhandsker, reservecykler og tvivlsomme tricks

'Han træder i pedalerne som en mand, der bærer hele Europas melankoli i lårene,' kunne Jørgen Leth finde på at sige i sin karakteristiske voice-over, som om Tour de France var en kombination af Odysseen og et Henri Cartier-Bresson-fotografi. En sprinter er ikke en atlet i Leths verden, men 'en muskelspændt mytisk figur, der gennemborer tidens struktur'. Føring i vinden er ikke taktik, men 'en offergave til feltets vilje'. Rytterne tramper ikke bare i pedalerne, men 'danser med døden på bjergenes kant.' Man skulle tro, han så en slags Wagner-opera, hvor hver dråbe sved er en akt i heltekvadet. Hvis nogen falder, er det ikke bare et uheld, det er 'skæbnens hånd, der trækker i realitetens bremsegreb'. Mens Jørgen Leth med poetisk overlegenhed talte om 'et felt, der flyder gennem landskabet som en organisme, et væsen med én bevidsthed,' forsøgte hans medkommentator bare at finde ud af, hvem der styrtede i rundkørslen. Den ene så en græsk tragedie i slowmotion. Den anden så en punktering.

Men Jørgen Leths poetiske excesser stod i komisk kontrast til den virkelighed, han forsøgte at indfange. Tour de France er ikke en ballet – det er en lang, beskidt og støvet kamp med læderhandsker, reservecykler og tvivlsomme tricks. Der var noget næsten rørende i at høre Jørgen Leth insistere på, at det hele var en form for fransk symfoni, mens en rytter forsøgte at tygge sig igennem en proteinbar uden at styrte.

Det er selvfølgelig tilladt at finde skønhed i sved. Men når hver etape blev til et semireligiøst ritual, kunne man godt begynde at længes efter lidt jordforbindelse. For selv om solen glimter over Pyrenæerne, og feltet slynger sig som en 'organisk bevægelse', er det stadig bare en flok mænd i cykeltøj, der jagter sekunder og sponsorater.

Som antydet ser jeg ikke længere Tour de France, men jeg vil ikke udelukke, at jeg kunne lokkes, hvis det stadig var Jørgen Leth, der kommenterede. Selv om det var gudsjammerlig kedeligt at se på, var det stærkt underholdende at høre, hvor højt han kunne svinge sig op. Men det ændrer ikke ved, at somme tider var det bare for meget.

Kategori: , , , , | 7 kommentarer

Hold på hat og briller



I håb om at blive klogere prøvede jeg at google, om det blæser mere i Danmark nu, end det altid har gjort, for jeg mindes ikke, at jeg tidligere – og slet ikke som barn eller ung – har oplevet blæsten så forstyrrende og irriterende, som jeg gør nu. Men researchen viste, at der siden 1970 ikke var sket nogen nævneværdig ændring i den gennemsnitlige daglige vindstyrke. Der havde været enkelte ekstreme storme, men gennemsnitligt ikke oftere.

Hvis man forsøger at indtage en ostemad på terrassen, blæser osten af

Det skal nu ikke afholde mig fra at give udtryk for min utilfredshed med tingenes tilstand, som jeg oplever den. Jeg skal gøre det kort: sagen er den, at vinden efterhånden formår at sabotere samtlige danske årstider med kirurgisk præcision. Om vinteren pisker den iskold og småvåd ind under jakken. Om efteråret vælter den cyklister på Østerbro og blæser plasticbøtter fra Netto ud på vejen, så bilister må hugge bremserne i. Og nu er det sommer, hvor man drømmer om hyggelige måltider i haven, men det kan man godt glemme. Hvis man forsøger at indtage så meget som en ostemad på terrassen, blæser osten af. Fem minutter efter, at man har sat sig til bords, fløjter naboens grilldæksel forbi som en UFO – til gengæld befinder ens egne hynder til havemøblerne sig et øjeblik efter inde hos ham, og parasollen er stukket af. Man lærer at bruge mursten som servietholder og finder ud af, at uskyldige aktiviteter som at spille kort på terrassen kræver kampvilje og dobbeltklæbende tape.

Men hvordan kan det være, at det er blevet sådan, når meteorologerne nu siger, at intet er forandret?

Svaret blæser i vinden.

* * *
Jeg har for nylig belemret enkelte læsere med videoen, der røber, hvor vinden kommer fra, men da der er tale om uundværlig paratviden, tillader jeg mig at fremture med en genudsendelse.

Kategori: , , | 7 kommentarer

Sølvræve og sportsvogne



Det er sommer i Danmark. Man hører det, før man ser det: en dyb brummen fra en motor, der lyder som en blanding af en løve i brunst og en hårdt trængt espressomaskine. Og dér kommer han, den grå- eller hvidhårede mand med Ray-Ban-briller, opsmøgede ærmer og en selvtilfreds mine, der stråler om kap med bilens lak. Det er en åben sportsvogn, som regel rød, sommetider stilfuldt mørkegrøn – eller som ejerne fortrækker at kalde det: British racing green.

Sportsvognen er et symbol. Det handler om sex – eller illusionen om sex appeal. Et råb om opmærksomhed i et livsstadium, hvor kroppen siger 'tag det nu roligt, mand', men egoet råber 'jeg kan skam endnu!' – en mobil midtlivskrise med læderindtræk og dobbelt Weber-karburator. For sølvrævene er sportsvognen en slags omvendt rollator, en protest mod tidens tand og tyngdekraftens tyranni.

For sølvrævene er sportsvognen en slags omvendt rollator, en protest mod tidens tand og tyngdekraftens tyranni

Det er ikke fordi, de nødvendigvis tror, at bilen får kvinderne til at falde om af begær. Det er mere subtilt end som så; den fortæller, at de har styr på deres liv, deres investeringer og deres prostata. Det hele går selvfølgelig fløjten, hvis de forsøger at understrege det ved at personliggøre nummerpladen med noget i retning af 'COOLDAD' eller 'BO$$MAN', men det er de fleste godt klar over.

Man kunne også argumentere for, at det handler om frihed – om vinden i håret, eller det der er tilbage af det. Men ulemperne er åbenlyse. Når man er i 20'erne, kan vind i håret være en charmerende detalje, men er man 60 eller derover, er udbyttet som regel kun hold i nakken og rindende øjne. Desuden er den sparsomme pigmentering på issen ikke skabt til sommersol i åbent landskab. Med hensyn til lydniveauet overdøver motoren både en eventuel passager og førerens egen tinnitus. Og pladsen? Der er jo knap nok plads til pilleæsken med ugeinddeling i bagagerummet, og hvor er vi så henne? Når man kører i en bil, der brænder benzin af som et sankthansbål, kan klimaaftrykket også dårligt retfærdiggøres med en biobrændstofmærkat. Endelig er det værd at overveje, hvordan omverdenen ser på det hele: det er fifty-fifty, om man bliver mødt med beundring eller rullende øjne.

Måske er der alligevel et par fordele – ud over følelsen af frihed, der dukker op sekundet før myggen rammer en fortand med 130 km/t. En åben sportsvogn kan være en drøm fra ungdommen, et kunstværk, et mekanisk frirum, hvor man kan mærke vejen og glemme alderen et øjeblik. Og nogle kvinder – og mænd – bliver da stadig fascineret af en velholdt mand med benzin i blodet og selvtillid nok til at køre rundt uden tag og undskyldninger for sig selv. Et vidnesbyrd om succes, om livserfaring og en lille smule frygt for forfald. Eller måske snarere en fornægtelse af livets naturlige gang.

Men også meget menneskeligt. Og lidt rørende.

Kategori: , , , | 6 kommentarer

Herreværelset:
»Bæk og bølge«-torsdag



i virkeligheden er dette indlæg en uge for sent på den, for Seersucker Thursday var sidste torsdag. Seersucker er det, min mor kaldte bæk og bølge – altså bomuldsstof, der består af skiftevis glatte og rynkede striber – og Seersucker Thursday blev indført af den republikanske senator Trent Lott fra Mississippi i 1996, som ville bringe 'a little Southern charm to the Capitol' for at minde Senatet om, hvordan senatorer klædte sig, før aircondition blev udbredt i 1950'erne. S.Res. 254 – Senate Resolution nummer 254 – erklærede i år 12. juni 2025 for National Seersucker Day og udpeger derudover hver torsdag efter denne dato og frem til sidste torsdag i august 2025 som Seersucker Thursday. Og den 12. juni gjorde senatorerne, som resolutionen og traditionen foreskriver: de iførte sig deres seersucker-jakkesæt, og begivenheden blev fejret med en officiel fotosession ved Ohio-uret kl. 12.30 ET.

Hvad er vel mere rebelsk end at troppe op til forelæsning på Princeton iført tøj, som normalt gartnere og isbude går i?

Ordet seersucker kommer fra det persiske shir o shekar, der betyder 'mælk og sukker'– en poetisk henvisning til stoffets struktur. Seersucker kom til Europa via handelsruterne, og britiske kolonister gjorde det hurtigt til en del af uniformeringen i varme egne som Indien og Caribien. Stoffet var perfekt til klimaet: det krævede hverken strygning eller svedabsorberende hjælpemidler. Det kunne overleve tropisk fugtighed og britisk arrogance på én gang. I USA blev seersucker for alvor allemandseje i det 19. århundrede, især blandt arbejderklassen i sydstaterne. Det var billigt, slidstærkt og køligt i sommervarmen – tøj til arbejdsbrug, ikke til en modeopvisning.

Men i 1920'erne begyndte unge mænd fra Ivy League-universiteterne at tage seersucker til sig. For præcis som med nutidens normcore og Crocs var det netop det, at stoffet var lavstatus, der gjorde det cool. Hvad er vel mere rebelsk end at troppe op til forelæsning på Princeton iført tøj, som normalt gartnere og isbude går i? I de følgende årtier holdt seersucker sit indtog i kongressen. Især i sydstaterne blev det nærmest en politisk uniform. Hver sommer kunne man se senatorer og advokater i Washington D.C. skridte omkring i deres lyseblå- og hvidstribede jakkesæt, som var de netop steget ud af en Tennessee Williams-forestilling med bourbon i hånden og sved på panden. Seersucker var ikke længere bare praktisk, det var kulturel identitet, og Seersucker Thursday blev institueret.

Efter en slumrende periode fik seersucker sit comeback i det 21. århundrede. Hipsterkulturen elskede det, fordi det var retro og rynket. Designere begyndte at lege med farver, snit og mønstre. Pludselig kunne man få seersucker i pink, grøn, lavendel – og i skinny fit.

Som enhver ved, er den danske sommer lunefuld og kan veksle mellem 14 og 27 grader, regnbyger og hedebølge på en eftermiddag

I Danmark kom stoffet snigende ad mere diskrete veje. Først som lidt eksotisk sommertøj i 60'erne og 70'erne, hvor charterturisme og international inspiration fik danskerne til at tage nye materialer til sig. Men det er især i de senere år, at seersucker har gjort et seriøst comeback – ikke bare som praktisk sommertøj, men som et stilvalg med personlighed. Som enhver ved, er den danske sommer lunefuld og kan veksle mellem 14 og 27 grader, regnbyger og hedebølge på en eftermiddag. Seersucker er som skabt til det skiftende vejr. Det er åndbart, tørrer hurtigt, og det ser ud, som det skal – også når det bliver krøllet. Det passer perfekt til skandinavisk uhøjtidelighed – og i modsætning til meget andet sommertøj holder det stilen, selv efter en picnic, en lur i græsset og en byge over Søerne.

Men der må være en grænse – et komplet jakkesæt i seersucker kræver sin mand! Jeg har alligevel ingen aktuelle planer om at blive senator i USA, og det er nok heller ikke sandsynligt, at jeg bliver inviteret til sommerbryllup i Toscana foreløbig. Så jeg nøjes med jakken.

* * *
Den mest berømte bærer af et seersucker-jakkesæt er nok Gregory Peck som advokaten Atticus Finch i filmatiseringen af Harper Lees roman To Kill a Mockingbird. Det er ham, der er blikfang foroven. Flere billeder her.

Kategori: , , , , , , , | 4 kommentarer

Sommerregn



Regnvejr om sommeren er stærkt undervurderet. Vi hylder solen, varmen og de evige grillpølser, men glemmer, hvor meget en god, gedigen sommerbyge betyder. Den bløder både landskab og sjæle op.

Regn forvandler landskabet. Den stille regn er som baggrundsmusik i en naturfilm. Den gør ikke noget væsen af sig, men sætter tempoet ned. Pludselig ser det hele ud, som om det har fået en gang klarlak. Træerne virker grønnere, luften renere. Selv de mest trætte haver får nyt liv. Ukrudtet får glans og selvtillid og ligner pludselig noget, man måske burde overveje at beholde.

Ukrudtet får glans og selvtillid og ligner pludselig noget, man måske burde overveje at beholde

Når regnen trommer på taget, som om nogen har tabt en sækfuld kikærter ud over det, føler man sig hjemme på en særlig måde, og det forhøjer nydelsen, når man sidder med en kop te*) i lænestolen, mens regnen slår mod ruden. Man har ikke lyst til at gøre noget, og det er der heller ingen, der forlanger. I bilen bliver vinduesviskerne dagens underholdning, når man glider gennem landskabet. Den monotone fejen frem og tilbage i en rytme, der aldrig helt passer til musikken i radioen, og man ender med at slukke for den.

Regnvejr er den perfekte undskyldning. For ikke at mødes, ikke at ordne haven, ikke at være effektiv. 'Det regner' er nok. Ingen stiller spørgsmål.

Regnen er sjældent noget, man kalkulerer med, men man husker den som regel. Cykelture, hvor man kom hjem som en druknet mus. Gåture, der blev til løb med jakken over hovedet. Eller sommeraftenerne i barndommen, hvor et tordenvejr ændrede alle planer, og man sad med vinduet åbent og talte sekunder mellem lyn og brag. Uvejr er en gave, når man har tag over hovedet og tid nok.

Sommerregnen fortjener kort sagt lidt mere anerkendelse. Den ødelægger ikke nødvendigvis ferien. Den er en påmindelse om, at man ikke behøver at nå noget hele tiden, og der ikke er noget galt i at sidde og glo ud i luften og vente på, at bygen driver over. Somme tider bestemmer vi bare ikke det hele.

Det regner, mens jeg sidder her og skriver. Behøver jeg at nævne, at stille sommerregn undertiden afføder lommefilosofiske blogindlæg.

*) Jeg drikker ikke te, men kaffe lyder for upoetisk.

* * *
Dagens for en gangs skyld relevante musikalske bonus

Kategori: , | 6 kommentarer

Goddag, juni



Fra og med i dag er det officielt sommer, og der er mange ting at glæde sig over ved den danske sommer: de lyse nætter, den smukke natur, fuglefløjt, jordbær med fløde, isvafler og kold rosé. Selv om vejret er omskifteligt, er temperaturen for det meste behagelig, men der er også ulemper; en af dem er, at folk går fra at være almindeligt påklædte mennesker til at ligne strandgæster på flugt fra en tsunami. Der er bare det ved det, at de ikke nødvendigvis befinder sig på stranden, men i supermarkeder, på togstationer, i biografer og overalt på gader og stræder. I Deadline på DR2 har man set en lektor ved Forsvarsakademiet optræde i badeshorts og -tøfler, mens han leverede en krigsopdatering.

Enhver mand, der har planer om at iføre sig shorts, bør først overveje, om han selv har lyst til at se en anden mands knæ

Som mand er der selvfølgelig ikke noget galt i at have selvtillid, men der går en hårfin grænse mellem at nyde det gode vejr og at stå i kø på apoteket med bar overkrop, når man er løbet tør for solcreme. Udslidte, undertrøjelignende overdele med stropper gør ikke sagen meget bedre, især ikke sammen med shorts. Enhver mand, der har planer om at iføre sig shorts, bør først overveje, om han selv har lyst til at se en anden mands knæ – det vil forhåbentlig få ham til at droppe projektet. Mig bekendt er der heller ingen bagerforretninger, der anbefaler, at man står ved disken i tigerstribede speedos, åben hawaiiskjorte med udsigt til navlen og klipklapper på fødderne. Med hensyn til fodtøj er de fleste af den opfattelse, at det værste i verden er mænd med sokker i sandaler, men der er mindst én ting, der er værre: mænd uden sokker i sandaler med frit flagrende tånegle, der kunne bruges som våben i en horrorfilm.

Også kvinder er flittige bidragydere til sommerens tekstile mareridt. Sommer betyder tilsyneladende, at alt tøj skal være lavet af så lidt stof som muligt, og at bh'en åbenbart gik tabt i marts og ikke bliver aktuel igen før til oktober. Croptops bliver til crop-croptops, shortsene ser ud, som om de er fundet i en børnehave, og pludselig ser man flere bagdele og bare lår end i en fitness-reklame på Facebook. Solbriller så store, at de kan modtage satellitsignaler, er obligatoriske, og man spørger sig selv, om spejlet monstro er gået af mode. Man ser kvinder på vej til Netto iført bikinitop, gennemsigtig strandkjole og sko, der nærmest er ikke-eksisterende. Der er ingen strand i miles omkreds, og alligevel ser de ud, som om de er på vej hen efter en piña colada.

Byen er et fælles rum. Vi deler det. Det betyder, at en svedig, bar brystkasse eller flossede, lavtaljede denimshorts kan være noget af en mundfuld for omgivelserne, især når ejermanden/kvinden bøjer sig ned efter en avokado på den nederste hylde i supermarkedet.

Der er masser af måder at se sommerlig og afslappet ud på uden at ligne en, der har fået stjålet klædeskabet med indhold. Man kan selvfølgelig også havne i den modsatte grøft; der går en historie om Mærsk Mc-Kinney Møller, som en sommerdag på kontoret mødte en medarbejder iført et lyst jakkesæt og henkastet bemærkede: 'Nå, De skal nok på stranden i dag!' Ingen andre ville kræve, at man går rundt i jakkesæt og nylonstrømper, når det er sommer, men hvis man ved nærmere eftertanke ville føle det akavet at støde ind i en gammel kollega, skulle man måske konsultere et spejl og stramme lidt op.

Sommeren er skøn. Den gør en glad og indgyder mod. Alt for meget mod.
Og alt for mange glemmer, at der også er børn og folk med øjne i hovedet derude.

* * *
Lav, men behagelig musik til hele juni

Kategori: , , | 6 kommentarer

Så blev det sommer


Og det var så varmt at han måtte have sig en svalende bajer. Det diamantformede strubehoved bevægede sig som en kaninkneppende røv da han skyllede den halve øl ned ...
Benn Q. Holms roman Hafnia Punk, som ovenstående citat er hentet fra, foregår i 1997. Man kan altid diskutere ordvalget, men koncentrerer man sig om essensen, kunne det have været i går eller sidste uge, så varmt har det været. Sommeren – eller i hvert fald de temperaturer vi forventer os af sommeren – er endelig ankommet, så vi kan stønne og beklage os over varmen med god samvittighed.

Det er bare den forkerte måned, og det er sidste udkald. Ved en fejltagelse vågnede jeg klokken fem i morges og kunne konstatere, at det faktisk var halvmørkt, og at det påvirkede min sindsstemning i negativ retning. Jeg har ellers altid påstået, at jeg holder lige meget af alle fire årstider, men det er, som om det har ændret sig med årene. Et personligt psykologisk paradigmeskift.

Engang tog jeg årstiderne, som de kom. Jeg var helt på det rene med, at det var mørkt om vinteren en stor del af døgnet – og koldt – og at det var en del af arrangementet lige så vel som de lyse sommernætter og de rødglødende eftermiddage i juni-juli. Efteråret og foråret havde jeg det også fint med, og de var nogenlunde lige gode, bortset fra et par procentpoint i efterårets favør, fordi det ikke var inficeret med eksamenslæsning.

Forår, sommer og efterår har jeg det stadig glimrende med, og vinteren må også gerne være der. Men behøver den strengt taget vare mere end en uges tid? Og behøver den være så kold og mørk?

* * *
Nu jeg er ved Benn Q. Holm og høje temperaturer, bliver jeg nødt til også at nævne Sommer, som er efterfølgeren til Hafnia Punk. Kort fortalt er vi på sommerferie i tre uger med et ungt yuppie-par i Nordsjælland, hvor der sker lidt af hvert, også på det indre plan. Det er med andre ord ikke noget voldsomt drama. Beklageligvis er det en udbredt opfattelse, at det skal være en kraftanstrengelse at læse en bog, ellers må den være af ringe kvalitet. Men hvis du er enig med mig i, at læsning først og fremmest skal være en fornøjelse, kan du med sindsro læne dig tilbage med Sommer mellem hænderne og nyde det præcise sprog og den gode humor.

Kategori: , , | 10 kommentarer

Sommerglæder



Solen brager ubarmhjertigt ned over os. Luften er varm og tyk af fugtighed, myggene alt for mange og alt for nærgående, og kviksølvet i termometeret for opadgående. Vi bor halvanden kilometer fra stranden, så hvorfor ikke? På ti minutter bikser vi to lette salater sammen og stopper dem i picnickurven sammen med en skudklar Prosecco fra køleskabet, tallerkener, bestik, servietter og rødternet dug. Der er god plads på parkeringspladsen ved stranden, da vi ankommer, og vi minder hinanden om alt det gode ved den danske sommer, som vi i dette øjeblik sandsynligvis elsker endnu højere end Thøger Larsen, da han digtede om den og gjorde den sangbar. Vi arbejder os op gennem klitterne med skridende sand under fødderne og mellem tæerne, op til den bænk, vi har udset os.

Vi har glemt, at vejrudsigter også opererer med fænomenet vindstyrke

Nu er solen på sit højeste mellem de sparsomme skyer, havet er så tæt på azurblåt, som det kan blive, når det nu er havet omkring Danmark, og her er ingen andre mennesker, så langt øjet rækker, bortset fra os selv og en enlig windsurfer, som i dette øjeblik kæntrer ude på vandet og tilsyneladende kaster sig over dykning i stedet for. Det er først, da vi slår os ned og skal have salaten til at blive liggende på tallerkenerne, at det går op for os, hvorfor her ingen mennesker er. Vi har glemt, at vejrudsigter også opererer med fænomenet vindstyrke, og at det er noget, der bør indgå i ens overvejelser, før man realiserer sine planer om frokost på stranden. Rucolaen flagrer om kap med mågerne. Vi giver op.

Tilbage i vores lukkede have med stillestående luft og en gispende kat i buskadset får vi endelig noget at spise. Proseccoen er blevet lunken, men den er hel i modsætning til salaten, hvoraf halvdelen er borte med blæsten. Vi supplerer med langtidshævet brød og overbærenhed, skåler for vores gode humør og ønsker hinanden tillykke med sommeren. Varmen er stadig kvælende, men ellers ånder alt, hvad der kan ånde, fred og idyl. Under normale omstændigheder ville jeg have rakt ud efter min stråhat og anbragt den på hovedet for at fuldende sceneriet. Det vil sige hvis ikke den lå og vuggede et sted ude på Kattegat.

Kategori: , | 6 kommentarer