Viser opslag med etiketten Jazz. Vis alle opslag

Søndagsmusik



  • Helen Schneider: Dream A Little Dream
  • Manhattan Jazz Quartet: Summertime
  • Michael Bublé: Nice 'n Easy
  • Ernest Ranglin: Surfin'
  • Madeleine Peyroux: The Summer Wind
  • Quincy Jones: Summer In The City
  • Nat King Cole: Almost Like Being In Love
  • Till Brönner: The Good Life
  • Shirley · Daniel: I Close My Eyes And Think Of You
  • Moonjam: Save The Best For Last
* * *

Playlisten ligger på Spotify og kan høres i sin helhed her. AI har igen slået til som illustrator.

Kategori: , , , | 4 kommentarer

Yndlingsmåned



De sidste 26 år har jeg haft Bryan Ferrys album As Time Goes By med 30'er-pasticher liggende i handskerummet på skiftende biler – min nuværende bil er heldigvis så gammel, at den er født med en cd-afspiller. Jeg har hørt cd'en uendelig mange gange, og jeg bliver aldrig træt af den.

Favoritnummeret hørte jeg i morges, da jeg kørte til byen, mens solen stod op og blandede sig med den kølige morgentåge og min egen melankolske, præautumnale sindsstemning og sendte mig på en fuldendt glidetur gennem et gyldent sensommerlandskab. September Song er komponeret af Kurt Weill og især kendt i indspilningen med den stramme, dramatiske Lotte Lenya. Kombinationen Kurt Weill/Bryan Ferry skulle man umiddelbart tro var dødsdømt, men mærkværdigvis passer sangen perfekt til Ferrys blide fløjlsstemme og elegante, nærmest elskværdige stil (døm selv) Skarpt forfulgt af maj overgår ingen anden måned september i herlighedsværdi. September Song handler om meget andet end årstider, men den var som skræddersyet til vejret og stemningen i dag.



Nu vi er ved september, er der et par film, jeg ser en gang om året på udvalgte tidspunkter. Den ene er September, som er Woody Allens værk. Almindeligvis bevæger han sig tæt på komediegenren, men her står han med et ben ovre i dramaet. En mislykket kvindelig fotograf rekreerer sig i et sommerhus ved kysten i Vermont efter et nervesammenbrud. Hun forelsker sig i en forfatter, der er på weekendbesøg, men han er forelsket i hendes søster, der er forelsket i en tredje. En ven af familien er forelsket i fotografen, der ikke vil vide af ham. Kort sagt, alle er forelsket, men uheldigvis i den forkerte.

Woody Allen lavede September, dels fordi han altid havde haft lyst til at skrive et kammerspil med få medvirkende på ét sted, dels fordi han var vild med Mia Farrows hus i Connecticut (begge har god smag). Det var tanken, at filmen skulle skydes her, men på det tidspunkt, da manuskriptet var færdigt, var det blevet vinter, og september var forbi. Derfor endte det med, at hele filmen blev optaget i Kaufman Astoria Studios i New York.

Mia Farrow, der spiller fotografen, fortæller i sin selvbiografi What Falls Away, at Woody Allen lavede to eller tre versioner af hver eneste scene, og da han havde klippet filmen færdig, var han parat til at skrotte den. Derefter skrev han hele manuskriptet om, skiftede skuespillerne ud i de største af rollerne og skød en ny film. Han var stadig ikke tilfreds, og det var kun produktionsomkostningerne, der holdt ham tilbage fra at lave filmen en tredje gang. Oprindelig var det Christopher Walken, der spillede forfatteren, men allerede efter de første optagelser blev han erstattet af Sam Shepard. Ham var Allen heller ikke tilfreds med og skiftede ham ud med Sam Waterston. Der er både noget Tjekhov og noget Bergman over filmen, og den er gyldenbrunt efterårsagtig hele vejen igennem. Hvad der hæver September til det sublime, er det perfekte match med musikken, der leveres af Art Tatum og Ben Webster (lyt her).

Nå jo, den vidunderlige Dianne Wiest er også med. Hun alene er hele filmen værd.

* * *
Som man kan regne ud, er September indspillet længe, før forholdet mellem Woody Allen og Mia Farrow kørte helt af sporet på grund af Mia Farrows påstande om, at Allen skulle have begået seksuelt overgreb på hendes adoptivdatter Dylan. Anklagerne blev undersøgt af myndighederne i Connecticut, og Allen blev ikke sigtet, fordi man ikke fandt, at der var tilstrækkeligt bevis. Derudover udfærdigede en børnepsykiatrisk klinik en rapport, som konkluderede, at Dylan ikke var blevet udsat for overgreb, men at hendes beretning kunne være påvirket af andre forhold. Mia Farrow har ikke desto mindre fastholdt, at overgrebet fandt sted, og Woody Allen har konsekvent afvist anklagerne. Uanset hvad sandheden er, hører jeg til dem, der ikke mener, at sagen gør Woody Allen til en mindre interessant instruktør, og den har ikke forhindret mig i stadig at se, nyde eller føle mig underholdt af Woody Allens film – inklusive dem med Mia Farrow.

Kategori: , , , , | 6 kommentarer

April kort



April har en særlig status her i huset. Det er måneden, hvor de store loppemarkeder i Nordsjælland åbner, og det begynder at krible i Madames fingre – måneden, hvor søndag morgen er forbeholdt jagten på eksklusive udvidelser af garderoben til ingen penge. Jeg har selv tidligere med held deltaget aktivt i razziaerne, men er gået over til at være passiv, loyal ledsager for selskabets skyld. Udbuddet af fristende effekter for voksne hankønsvæsener er blevet stærkt begrænset, medmindre man har en svaghed for rustne svensknøgler og udtjente skruetvinger.

På Holte Loppemarked indledte man sæsonen i år med levende jazzmusik. Det var heldigvis behagelig moderne jazz – ikke den sædvanlige ølmavevariant, der huserer ved havnefester – men der er noget fundamentalt kosmisk, der slår klik, når det er en kvinde, der står og bearbejder kontrabassen. Universet stopper op, fuglene flyver baglæns, og Miles Davis vender sig i graven.

Bassen er det mest machoagtige af alle jazzens instrumenter. Synet af en kvinde, der spiller bas, svarer nogenlunde til at se en kat gå baglæns ned ad en stige – det kan forekomme, men hjernen er i fare for at gå af led. Dertil kommer attituden, som ikke må være for spektakulær, selv om bassisten er den, der styrer hele showet med rytmisk vippende fod og virren med hovedet. Når en mand gør det, er det cool og nonchalant. En kvinde, der står med bassen og groover, får patriarkatet til at vælte ned af barstolen, og hele jazzens image begynder at smuldre. Kort sagt: kønskampens sidste bastion er faldet. I hvert fald i Holte.

Men lød det egentlig ikke meget godt? Jo jo, det gjorde det da ...

* * *
LÆST:
Orhan Pamuk: Uskyldens museum
Roman, 2008
Handler om den rige forretningsmand Kemal, hans lidenskabelige kærlighed til underklassepigen Füsun, og hans desperate forsøg på at bevare det lykkelige øjeblik, hun repræsenterer for ham. Samtidig er det historien om det moderne Tyrkiet og om en ny generations søgen efter lykken i et land styret af gamle traditioner.

Richard Osman: Torsdagsmordklubben (The Thursday Murder Club)
Krimi, 2020
I seniorlandsbyen Coopers Chase ånder alt fred og idyl. Livet går sin vante gang, og hver torsdag i puslespilsstuen dyrker fire venner deres passion: Uopklarede mordsager. Men da et brutalt drab ryster vennegruppen, kastes de fire venner ud i en virkelig mordsag og et kapløb med tiden for at fange morderen i deres midte.

Bent Vinn Nielsen: Dysfunktionelle proletarer og rasende god underholdning
2010
Et udvalg af de klummer, Bent Vinn Nielsen har skrevet i dagbladet Information under overskriften Vinn og skæv. Om dagliglivet i Danmark, politik, strømninger og tendenser af alle slags.

Helle Helle: Hafni fortæller
Roman, 2023
Hafni skal skilles. Hun ringer fra en rasteplads til romanens egentlige fortæller, men det er kun Hafni, der taler. Hun har planlagt at fejre sin skilsmisse med en såkaldt smørrebrødsrejse rundt i landet.

* * *
SET:
Ekko af kærlighed
Dokumentarfilm, 2023 – dr.dk
En gruppe mænd og kvinder over 80 år fortæller sanseligt og ærligt om tabet af deres livsledsager, og hvordan livet går videre. Perspektiver på kærlighed, ensomhed og døden.
Instruktion: Zara Zerny

100 år og en sommer
Dokumentarserie, 4 episoder – dr.dk
Serien følger otte friske +100-årige, der på hver sin måde har fundet nøglen til det gode liv.

Mordet på øen (An t-Eilean/The Island)
Britisk krimiserie, 4 episoder – dr.dk
På den skotske halvø Isle of Harris bliver det kvindelige familieoverhoved lady Mary Maclean brutalt myrdet. Efterforskningen bliver en opgave for den ambitiøse politikvinde Kat Crichton, som må ende hjem til Harris, hvor hun stammer fra.

Flugten over havet - Vietnamkrigens danske redningsaktion
Dokumentarfilm – dr.dk
I vietnamkrigens sidste hektiske dage i 1975 reddede en dansk kaptajn og hans besætning over 3000 vietnamesiske bådflygtninge på åbent hav. To af dem lever nu i Danmark og fortæller sammen med besætningsmedlemmer om den dramatiske og rørende redningsaktion.

Ghetto
Dokumentarserie, 2 episoder – TV 2 Play
Om forholdene i Gellerupparken, hvor fire store kriminelle muslimske familieklaner præger bebyggelsen med trusler og vold.

Herfra hvor vi står - 80 år med Niels Skousen
Portrætfilm – dr.dk
Om sangskriveren og skuespilleren Niels Skousen, der har sunget sig gennem hippietiden, været med i skuespil og tv-serier og stadig er aktiv sangskriver.

Arboretet i Hørholm
Omfattende samling af træer og buske fra hele verden

Frilandsmuseet
Et af verdens største og ældste frilandsmuseer

* * *
HØRT:
Et kapitel for sig
Podcastserie, 5 episoder – Radio IIII
Interview med videnskabsjournalist Lone Frank om de mest centale begivenheder i hendes liv.

P1 Morgen – P1 21. april 2025
Øjenvidneberetninger fra nogle af verdens mest lukkede lande
– Nordkorea, Eritrea, Saudi Arabien og Turkmenistan.

Så tal dog ordentligt!
Foredrag på Kulturværftet i Helsingør af journalist Kurt Strand om ordentlighed i en offentlig debat præget af mudderkastning.

* * *

Kategori: , , | 4 kommentarer