De sidste 26 år har jeg haft Bryan Ferrys album As Time Goes By med 30'er-pasticher liggende i handskerummet på skiftende biler – min nuværende bil er heldigvis så gammel, at den er født med en cd-afspiller. Jeg har hørt cd'en uendelig mange gange, og jeg bliver aldrig træt af den.
Favoritnummeret hørte jeg i morges, da jeg kørte til byen, mens solen stod op og blandede sig med den kølige morgentåge og min egen melankolske, præautumnale sindsstemning og sendte mig på en fuldendt glidetur gennem et gyldent sensommerlandskab. September Song er komponeret af Kurt Weill og især kendt i indspilningen med den stramme, dramatiske Lotte Lenya. Kombinationen Kurt Weill/Bryan Ferry skulle man umiddelbart tro var dødsdømt, men mærkværdigvis passer sangen perfekt til Ferrys blide fløjlsstemme og elegante, nærmest elskværdige stil (døm selv) Skarpt forfulgt af maj overgår ingen anden måned september i herlighedsværdi. September Song handler om meget andet end årstider, men den var som skræddersyet til vejret og stemningen i dag.
Nu vi er ved september, er der et par film, jeg ser en gang om året på udvalgte tidspunkter. Den ene er September, som er Woody Allens værk. Almindeligvis bevæger han sig tæt på komediegenren, men her står han med et ben ovre i dramaet. En mislykket kvindelig fotograf rekreerer sig i et sommerhus ved kysten i Vermont efter et nervesammenbrud. Hun forelsker sig i en forfatter, der er på weekendbesøg, men han er forelsket i hendes søster, der er forelsket i en tredje. En ven af familien er forelsket i fotografen, der ikke vil vide af ham. Kort sagt, alle er forelsket, men uheldigvis i den forkerte.
Woody Allen lavede September, dels fordi han altid havde haft lyst til at skrive et kammerspil med få medvirkende på ét sted, dels fordi han var vild med Mia Farrows hus i Connecticut (begge har god smag). Det var tanken, at filmen skulle skydes her, men på det tidspunkt, da manuskriptet var færdigt, var det blevet vinter, og september var forbi. Derfor endte det med, at hele filmen blev optaget i Kaufman Astoria Studios i New York.
Mia Farrow, der spiller fotografen, fortæller i sin selvbiografi What Falls Away, at Woody Allen lavede to eller tre versioner af hver eneste scene, og da han havde klippet filmen færdig, var han parat til at skrotte den. Derefter skrev han hele manuskriptet om, skiftede skuespillerne ud i de største af rollerne og skød en ny film. Han var stadig ikke tilfreds, og det var kun produktionsomkostningerne, der holdt ham tilbage fra at lave filmen en tredje gang. Oprindelig var det Christopher Walken, der spillede forfatteren, men allerede efter de første optagelser blev han erstattet af Sam Shepard. Ham var Allen heller ikke tilfreds med og skiftede ham ud med Sam Waterston. Der er både noget Tjekhov og noget Bergman over filmen, og den er gyldenbrunt efterårsagtig hele vejen igennem. Hvad der hæver September til det sublime, er det perfekte match med musikken, der leveres af Art Tatum og Ben Webster (lyt her).
Nå jo, den vidunderlige Dianne Wiest er også med. Hun alene er hele filmen værd.
April har en særlig status her i huset. Det er måneden, hvor de store loppemarkeder i Nordsjælland åbner, og det begynder at krible i Madames fingre – måneden, hvor søndag morgen er forbeholdt jagten på eksklusive udvidelser af garderoben til ingen penge. Jeg har selv tidligere med held deltaget aktivt i razziaerne, men er gået over til at være passiv, loyal ledsager for selskabets skyld. Udbuddet af fristende effekter for voksne hankønsvæsener er blevet stærkt begrænset, medmindre man har en svaghed for rustne svensknøgler og udtjente skruetvinger.
På Holte Loppemarked indledte man sæsonen i år med levende jazzmusik. Det var heldigvis behagelig moderne jazz – ikke den sædvanlige ølmavevariant, der huserer ved havnefester – men der er noget fundamentalt kosmisk, der slår klik, når det er en kvinde, der står og bearbejder kontrabassen. Universet stopper op, fuglene flyver baglæns, og Miles Davis vender sig i graven.
Bassen er det mest machoagtige af alle jazzens instrumenter. Synet af en kvinde, der spiller bas, svarer nogenlunde til at se en kat gå baglæns ned ad en stige – det kan forekomme, men hjernen er i fare for at gå af led. Dertil kommer attituden, som ikke må være for spektakulær, selv om bassisten er den, der styrer hele showet med rytmisk vippende fod og virren med hovedet. Når en mand gør det, er det cool og nonchalant. En kvinde, der står med bassen og groover, får patriarkatet til at vælte ned af barstolen, og hele jazzens image begynder at smuldre. Kort sagt: kønskampens sidste bastion er faldet. I hvert fald i Holte.
Men lød det egentlig ikke meget godt? Jo jo, det gjorde det da ...
