Engang i en fjern fortid lavede jeg hver dag et direkte radioprogram. Et direkte program betyder, at en deadline er en deadline, og man kan ikke bare bede om en anden, hvis man ikke når den første. Man skal være færdig, ellers er det værst for én selv, og derfor når man det også hver gang på en eller anden måde. Det er næppe sundt altid at have en deadline hængende over hovedet, men efter et par hundrede udsendelser vænner man sig til det. Til gengæld ligger underbevidstheden aldrig på den lade side, og det mærker man især om natten, mens man selv ligger og sover.
Der findes forskellige varianter af radiomedarbejdermareridt, og ni ud af ti går ud på, at man ikke når at indfinde sig i studiet til tiden. Der er for eksempel den med uret på ens kontor, der er gået i stå, uden at man har lagt mærke til det, og når man endelig træder ind i studiet, er der ikke mere end et kvarter tilbage af udsendelsen. De første tre kvarter har der bare været hul, og det er ikke faldet nogen ind at gøre noget for at få fat i én.
Det er næppe sundt altid at have en deadline hængende over hovedet, men efter et par hundrede udsendelser vænner man sig til det
Der er også den, hvor man ikke kan finde det rum, man skal sende fra. Siden udsendelsen i går er studiet nemlig blevet flyttet, men der er ingen, der har tænkt på at orientere én om det på forhånd. Efter at have styrtet rundt på gangene i en halv times tid får man så endelig at vide, at studiet nu ligger i kælderen, og inden man finder den rigtige kælderdør, er udsendelsen ved at være forbi. Eller man har glemt sit manuskript, hvad man selvfølgelig først opdager, når man sidder i studiet, og udsendelsen er begyndt. Eller det er det forkerte manuskript, man har med. Eller pladerne/cd'erne mangler (ja, det var der noget, der hed engang). Eller der er ingen tekniker. Det sidste nåede at blive en realitet, inden jeg holdt op med at lave udsendelser – der skulle ikke være nogen tekniker til sidst. Sparerunder er ikke nogen ny opfindelse.Apropos nedskæringer arbejdede jeg en overgang på en redaktion, hvor vi pludselig skulle være ekstremt effektive og udfylde en masse forskellige funktioner på én gang for at spare stillingsnumre. Mens man sad og afviklede P1, skulle man for eksempel også lige smutte over på langbølgesenderen og annoncere et program på et bestemt tidspunkt.
Mareridtene dukker stadig op i perioder, og så sent som i nat oplevede jeg en ny variant
Nogle aftener skulle man passe afviklingen både på P1 og P2, og sommetider var der annonceringer samtidig. Det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre, så man måtte bånde annonceringerne til den ene kanal, mens man sad på den anden og havde sin opmærksomhed dér. Eller når man producerede trailere på 5. sal, skulle man også lige huske at spurte ned på P3 på 1. sal en gang i timen og sige klokken – signalet til radioavisen om, at de kunne gå på. Det var enormt stressende og koncentrationsforstyrrende at skulle huske på, fordi arbejdsopgaverne ikke havde noget som helst med hinanden at gøre. Men det var den skinbarlige virkelighed, ikke noget mareridt i egentlig forstand.Fra den periode kan jeg huske, at jeg drømte, at jeg stod på Rosenørns Allé over for Radiohuset og ventede på Linje 2. Da bussen kom, steg jeg op i den, og da jeg skulle til at betale for billetten, opdagede jeg, at det var en af mine kvindelige kolleger, der sad ved rattet.
– Hvad i alverden laver du dér? spurgte jeg.
– Det stod i vagtplanen, svarede hun og trak på skulderen.
Nu er det efterhånden temmelig mange år siden, jeg holdt op med at lave radioudsendelser, men jeg er bange for, at jeg har taget varig skade. Mareridtene dukker stadig op i perioder, og så sent som i nat oplevede jeg en ny variant: Jeg sidder i et interimistisk studie i et inferno af ledninger og computere henne i hjørnet af den stuvende fulde medarbejderkantine og er midt i at lave en direkte radioudsendelse. Da jeg skal til at speake, opdager jeg, at mikrofonen er væk ...
Sparerunder og "effektiviseringer" med konsulentrapportalibi har gjort stress, eller det der ligner, til en folkesygdom. Når det rammer den enkelte, er det lidt underforstået, at han/hun selv bærer skylden ved ikke at være tilstrækkelig "forandringsparat" til at lave mere på samme tid. Nogle virksomheder arrangerer sågar kurser i, hvordan man (selv) kan forebygge stress, i stedet for at tilrettelægge arbejdet bedre og sørge for tilstrækkelig bemanding, så de ansatte ikke bliver syge.
Presset må have været slemt, når det stadig forfølger dig så mange år efter.
@Eric Bentzen: Du har utvivlsomt ret i betragtningerne om sammenhængen mellem sparerunder, konsulenter, effektiviseringer og stress. Men der findes også fag med 'indbygget' stress så at sige. På Facebook er der en gruppe for tidligere medarbejdere i Radiohuset på Rosenørns Allé, og her er trådene med historier om mareridt, hvor man vågner op med sved på panden et tilbagevendende underholdningsindslag, så jeg er nok ikke hårdere ramt end alle andre, der har haft daglig omgang med mikrofoner og direkte udsendelser :)
Hvor er det godt at vide, at andre også har disse mareridt. Dem har jeg haft mange gange, og hver gang er det noget med, at det tekniske udstyr ikke virker eller helt er fjernet, så jeg kommer og skal afvikle fra et tomt rum. I én drøm var studiet flyttet ud og lå nede under fortovet ...
Om du så fik et klipkort (eller en app. til mobilos) til en psykoanalytiker eller drømmetyder eller tilsv. vil det næppe forsvinde fra din underbevidsthed. Jeg kender andre af (over-)modne årgange med forskelligartede afviklede karriereforløb, der også oplever lignende.
Mit svar er hver gang: Dedikation og pligtopfyldenhed er bestemt ikke ringe egenskaber, der ofte er koblet op på en individuel faglig stolthed.
@Madame: Det lader til, at der er nogen, der har en tilbøjelighed til at flytte studierne ned under gadeplan. Det kan være, vi støder på hinanden i et underjordisk studie en skønne dag. Eller nok snarere nat :)
@Erik Hulegaard: Tak for endnu en forstandig analyse, som jeg vil skrive mig bag øret og underholde med, hver gang der byder sig en lejlighed.
Jeg har en teori om, at alle, der føler et ansvar for deres arbejde og har en faglig stolthed, på et eller andet tidspunkt - eller flere - får onde drømme om, at man man på alskens mulige måder bliver forhindret i at udføre det. Jeg tror ikke, at det kan komme under betegnelsen stress.
Dit indlæg gav mig en længe ønsket mulighed for at fortælle dig, at jeg ELSKEDE din morgenradio! Din humor var uforlignelig, og når du var på, føltes den lange tur mindre lang, så tak for din radio, Uffe :-)
@Ellen: Jeg er tilbøjelig til at give dig ret, hvad angår stress. Til gengæld er der masser af situationer, man godt kan opleve som stressende, uden at det skal forstås som stress i klinisk forstand?
I betragtning af, at man dårligt kan forestille sig et noget mere flygtigt medie end radio, er jeg dybt imponeret over din hukommelse. Tak for den gode anmeldelse – den blev jeg da rigtig glad for :)
Reoler, der er pist væk, hjemmesider, der er som forvandlede ... jo, det kan stadig spøge i nattens mulm og mørke, men forhåbentlig har ens arbejde også sat andre spor.
Jeg er også en af de lyttere, der elskede (og stadig savner) dit program, så når du vågner fra dine radiomareridt, så ved du da, at vi er nogle, der har haft stor fornøjelse af al din møje.
@Benedicte: Sjovt, at vi alle åbenbart kender til den slags drømme, uanset hvad vi har lavet.
Tak for de venlige ord – godt at vide, at jeg nu kan prale af at have haft i hvert fald to lyttere :)