Rigtige mænd græder jo ikke. Og dog. Der findes situationer, for eksempel begravelser, hvor det nærmest er upassende ikke at græde eller i det mindste fælde en diskret tåre, også selv om man er en mand. Spørgsmålet er bare, hvad det helt nøjagtigt er for tilfælde, hvor det går an at vise, at ens hjerte ikke er gjort af uforgængeligt materiale.
Skal man tude over en film, kan jeg kun komme i tanker om en lille håndfuld, hvor det er muligt at bevare værdigheden, hvis man bliver taget på fersk gerning
Når jeg tager emnet op, er det, fordi det forekommer mig, at min egen tilbøjelighed til at kaste et mere eller mindre gennemblødt håndklæde i ringen er taget til med årene. Om det skyldes, at jeg er blevet voksen og følsom, eller at jeg bare er blevet et sentimentalt, gammelt fjols, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald bliver mine tårekanaler skyllet igennem oftere nu end før.For det første er der visse film, der sætter selv standhaftige mænd på en hård prøve. Især amerikanerne er eksperter i at få én på gyngende grund ved hjælp af velvalgte og -placerede musikstumper. Her har jeg heldigvis oparbejdet en vis rutine i at bevare fatningen, fordi det er alt for gennemskueligt, at der bliver spekuleret i mine blødeste punkter. Og det går slet ikke an for en mand at sidde og flæbe over en kærlighedsfilm med tydelig adresse til et kvindeligt publikum. Skal man tude over en film, kan jeg kun komme i tanker om en lille håndfuld, hvor det er muligt at bevare værdigheden, hvis man bliver taget på fersk gerning med en fugtig øjenkrog. Finding Forrester, Døde poeters klub, Den grønne mil, den slags. Derudover må man bare være glad for, at der er mørkt i biografen.
Men hvordan så med det virkelige liv? Her stødte jeg for nylig på en liste over legitime tårefældningssituationer for mænd, der tog sig nogenlunde sådan ud:
- Når du frier til dit livs kærlighed, og hun/han/den/det (fortsæt selv!) siger ja.
- Når I står ved alteret og lige er blevet viet.
- Når du har deltaget i den sidste fodboldkamp, du nogen sinde kommer til at spille – for mit vedkommede ville det dog være glædestårer, men det er en anden sag ...
- Når din elskede bil – især den første – bliver totalskadet.
- Når din elskede hund eller hest dør.
Niks. Det går bare ikke.
Ét er, at tårerne løber, når følelserne river mig med, værre er det, at næsen angribes noget hårdere.
Til en begravelse skal jeg medbringe mindst to pakker papirslommetørklæder, og hvor det kan være næsten klædeligt at duppe øjenkrogene i sorg, er det umuligt at pudse næse med værdighed. Det piner mig, men heldigvis er det ikke så tit.
@Eric Bentzen: Nej, respektabel næsepudsning eksisterer nok ikke og hænger uløseligt sammen med tårefældning, men heldigvis er en aller anden form for allergi blevet så udbredt, at den i den mindste kan tjene som undskyldning :)
Der er vel kun en ting at sige: https://youtu.be/K1qrxB-7TBA
De fleste årsager til gråd er vel sorg eller glæde eller smerte. Og så er der begrebet ”grådlabilitet”, der typisk opstår som følge af stress eller mere geriatrisk betingede tilstande.
I vore tider, hvor det matriarkalske synes at erobre mere og mere af ”arenaen”, kan det nok tillades, at ”rigtige mænd” i udvalgte øjeblikke lade tårekanalen fungere efter hensigten.
Mit eget store herrelommetørklæde kan glimrende fungere i musiske øjeblikke eller i de sjældne tilfælde, når man(d) intuitivt fornemmer at have oplevet et vigtigt livskapitel.
@capcac: Tak for at minde om den skønne, gamle Kjeld Petersen-sang!
@Erik Hulegaard: Tak for præciseringen. Jeg hører nok desværre hjemme i den geriatriske fraktion.
Eksemplet med katten, som kommer hjem efter seks døgn på farten, er noget af det mest tårefremkaldende, jeg kan mindes :-)
@Madame: Ak, ja!
Hehe, det må være en mandeting ;-)
John kan også fælde tårer over en film (og også over andre, mindre fiktive ting), mens jeg derimod med alderen nok bliver en anelse mindre følelsesladet og/eller sentimental, end jeg var før i tiden. Dog trods alt ikke fuldstændig ufølsom, har jeg nogle få gange kunnet konstatere.
@Ellen: Mænd er sensible væsener ...