Så blev det sommer


Og det var så varmt at han måtte have sig en svalende bajer. Det diamantformede strubehoved bevægede sig som en kaninkneppende røv da han skyllede den halve øl ned ...
Benn Q. Holms roman Hafnia Punk, som ovenstående citat er hentet fra, foregår i 1997. Man kan altid diskutere ordvalget, men koncentrerer man sig om essensen, kunne det have været i går eller sidste uge, så varmt har det været. Sommeren – eller i hvert fald de temperaturer vi forventer os af sommeren – er endelig ankommet, så vi kan stønne og beklage os over varmen med god samvittighed.

Det er bare den forkerte måned, og det er sidste udkald. Ved en fejltagelse vågnede jeg klokken fem i morges og kunne konstatere, at det faktisk var halvmørkt, og at det påvirkede min sindsstemning i negativ retning. Jeg har ellers altid påstået, at jeg holder lige meget af alle fire årstider, men det er, som om det har ændret sig med årene. Et personligt psykologisk paradigmeskift.

Engang tog jeg årstiderne, som de kom. Jeg var helt på det rene med, at det var mørkt om vinteren en stor del af døgnet – og koldt – og at det var en del af arrangementet lige så vel som de lyse sommernætter og de rødglødende eftermiddage i juni-juli. Efteråret og foråret havde jeg det også fint med, og de var nogenlunde lige gode, bortset fra et par procentpoint i efterårets favør, fordi det ikke var inficeret med eksamenslæsning.

Forår, sommer og efterår har jeg det stadig glimrende med, og vinteren må også gerne være der. Men behøver den strengt taget vare mere end en uges tid? Og behøver den være så kold og mørk?

* * *
Nu jeg er ved Benn Q. Holm og høje temperaturer, bliver jeg nødt til også at nævne Sommer, som er efterfølgeren til Hafnia Punk. Kort fortalt er vi på sommerferie i tre uger med et ungt yuppie-par i Nordsjælland, hvor der sker lidt af hvert, også på det indre plan. Det er med andre ord ikke noget voldsomt drama. Beklageligvis er det en udbredt opfattelse, at det skal være en kraftanstrengelse at læse en bog, ellers må den være af ringe kvalitet. Men hvis du er enig med mig i, at læsning først og fremmest skal være en fornøjelse, kan du med sindsro læne dig tilbage med Sommer mellem hænderne og nyde det præcise sprog og den gode humor.

Kategori: ,,. Bookmark permalink.

10 svar på Så blev det sommer

  1. Eric Bentzen skriver:

    Sommer er det, og med skiftende årstider og vejr løber vi aldrig tør for samtalestof. For vores efterkommeres skyld må man dog håbe, at verden trodser Storm P. og ikke bare taler om vejret, men også gør noget ved det.

  2. Erik Hulegaard skriver:

    Folk med tilstrækkelig antal oplevede somre erindrer dengang, hvor de fire årstider syntes mere tydelige. Det er min uvidenskabelige teori, at ens fødselsdato også spiller ind i den tempererede oplevelse af årstiderne.

    "Et personligt psykologisk paradigmeskift". Blogejeren har (også) sans for det dramatiske..... ;-)

  3. Uffe Jerner skriver:

    @Eric Bentzen: Ja, de kommende generationer får noget at se til – hvis der ellers er noget vejr tilbage ...

  4. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Hulegaard: Jeg er en stor tilhænger af uvidenskabelige teorier. De er hurtige at udvikle, og videnskabsfolk vil ofte kunne bekræfte dem efter nogle års omfattende studier.

  5. Madame skriver:

    Det er sjovt, som man tænker mere over vejr og årstider med alderen - da jeg var barn og ung, skænkede jeg det ikke en tanke. Hurra for sensommeren, men et par grader lavere ville være fint ... :-)

  6. Uffe Jerner skriver:

    @Madame: Ja, vi må have skruet lidt ned :)

  7. Ellen skriver:

    Med alderen er jeg kommet til at holde mere og mere af forår og efterår - måske især af efteråret, fordi jeg kan se nogle kvaliteter i det, som jeg ikke så som yngre. Dog er det også altid lidt vemodigt, fordi det indvarsler vinteren, som jeg sandsynligvis aldrig lærer at holde af ...
    Jeg må være særdeles ukulturel (det er jeg vist også), for hvis en bog så meget som nærmer sig noget der kunne minde om en kraftanstrengelse at læse, så bliver den ikke læst af mig. Jeg vil underholdes, og det gerne allerede fra side 1, men tak for anbefaling af Benn Q. Holm, som (endnu) er mig ukendt.

  8. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Vi er åbenbart helt på linje, hvad bøger angår. Jeg opererer selv med 'halvsidesprøven'.

    Benn Q. Holm skriver fremragende og ukunstlet og er efter min mening en overset og undervurderet forfatter. Jeg kunne forestille mig, at det har at gøre med hans borgerlige observans (han har en fortid i KU, men det er på ingen måde noget, der mærkes på hans forfatterskab).

  9. Lene skriver:

    Jeg er stadig vild med alle årstider, men skiftet er svært fra lys til mørke. Jeg står op klokken fem, og der er der mørkt i disse dag. heldigvis er der så lyst, når jeg kører klokken seks :-)
    Den forfatter kender jeg ikke, måske jeg skulle tage et kig på ham.

  10. Uffe Jerner skriver:

    @Lene: Det er altid en risikabel affære at anbefale andre en bog eller et forfatterskab – man kan aldrig kende andres smag. Så jeg vil nøjes med at henlede opmærksomheden på Benn Q. Holm.

    Uha, jeg mindes med gru, at jeg i mange år var nødt til at stå op hver morgen klokken fem :)

Skriv en kommentar