Dobbeltgængeri



En morgen for nogle år siden, da jeg kom kørende på Hillerødmotorvejen, fik jeg pludselig øje på en af mine gamle studiekammerater i en bil, der flettede ind fra en tilkørsel. Jeg kørte jeg op på siden af ham for at overbevise mig om, at jeg ikke tog fejl. Der var ingen tvivl. Nogle dage senere så jeg ham igen, og møderne på motorvejen fortsatte med jævne mellemrum, uden at han vist på noget tidspunkt lagde mærke til mig. Så skete det en dag, at vi tilfældigvis kørte ind på den samme benzintank, og han stod ud af bilen. Det var ikke ham.

En anden gang kom jeg ud fra den bygning, hvor jeg arbejdede, og fik øje på en fyr, som jeg et øjeblik troede var en, der var ansat i it-afdelingen. Han var bare ti år ældre og tyve kilo tungere end sidst, jeg havde set ham, og det var få dage siden. Medmindre han havde været utrolig hård ved sig selv, kunne det altså ikke være ham.

Nok var jeg efterhånden selv næsten hvidhåret og som regel forsøger jeg også at være forholdsvis venlig, men lille og tyk?

Ved juletid kom en vildfremmed kvinde op på siden af mig, da jeg gik midt på Strøget i København, og spurgte skælmsk og med et stort smil, om jeg var ved at være færdig med julegaveindkøbene. Først troede jeg bare, at det var et udslag af almindelig julegalskab, men efter en absurd ordveksling viste det sig, at hun mente, at vi kendte hinanden fra Randers. Indtil jeg oplyste, at jeg kun havde været i Randers en enkelt gang i mit liv, og da var jeg otte år gammel.

Men somme tider er der bare ikke noget at gøre. En skønne dag, da jeg sejlede med Hundested-Rørvig-færgen, lagde jeg mærke til to fyre, der sad og hviskede sammen, mens de nikkede i retning af mig. Efter et stykke tid kom de hen til mig, og den ene af dem spurgte:

– Er det ikke dig med dyrene, ham dér, der tegnede i fjernsynet …?

Først følte jeg mig noget pikeret over, at nogen kunne forveksle mig med Doktor Lieberkind. Dr. phil. Ingvald Lieberkind var en lille, tyk, hvidhåret, altid venlig mand, der med gnækkende stemme og stor entusiasme tegnede og fortalte om dyrenes verden i fjernsynets og min barndom på en måde, så både børn og voksne i alle aldre kunne være med. Nok var jeg efterhånden selv næsten hvidhåret, og som regel forsøger jeg også at være forholdsvis venlig, men lille og tyk? Lidt efter gik det op for mig, at det var den noget senere tv-stjerne Jens Olesen, de forvekslede mig med, hvilket var betydelig mere flatterende, om end stadig temmelig uforståeligt. Jeg benægtede selvfølgelig, men min nye fan blev ved, selv om jeg stod fast på, at jeg ikke var Jens Olesen.

– Lad nu bare være, sagde han, det er sgu da dig, det kan vi da se!

Til sidst løb mit gode hjerte af med mig, så for ligesom at komme ham en anelse i møde fortalte jeg, at jeg en enkelt gang tilfældigvis havde truffet Jens Olesen, men i øvrigt havde vi ikke noget med hinanden at gøre.

– Ja ja, fortsatte han og så på mig med et smørret grin, der tydeligt signalerede, at ham skulle jeg ikke tro, at jeg kunne løbe om hjørner med, den er go’ med dig!

Det endte med, at jeg lod ham blive i troen, og jeg fik fred resten af overfarten.

Kategori: . Bookmark permalink.

10 svar på Dobbeltgængeri

  1. Eric Bentzen skriver:

    Det kan ellers være slemt nok, når nogen siger, at man ligner sig selv.

  2. Madame skriver:

    Du ligner virkelig Jens Olesen - han er da en pæn mand :-)

  3. Erik Hulegaard skriver:

    Når blogejerens (særdeles interessante) Instagram-profil betragtes, er det ualmindeligt svært at få øje på ligheden med de to - mildt sagt - ret forskellige TV-underholdnings-artister. Selv ikke på en gyngende H-R overfart (har prøvet det talrige gange på alle årstider siden primo 1960erne) kan et fornuftsvæsen generere sådanne associationer.

  4. Uffe Jerner skriver:

    @Eric Bentzen: Det kan der være noget om!

  5. Uffe Jerner skriver:

    @Madame: Åh tak, frue :)

  6. Uffe Jerner skriver:

    Erik Hulegaard: Det skal siges, at det ligger nogle år tilbage, men i sidstnævnte tilfælde er forvekslingen faktisk sket et par gange. Det har formentlig også noget at gøre med, fra hvilken vinkel, betragteren betragter, om jeg så må sige.

  7. Ellen skriver:

    Jo flere mennesker man har mødt i sit liv, jo større er chancen for det, du beretter så underholdende om her. Altså har det igen noget med alderen at gøre - det er der egentlig ret meget der har ;-)
    Jeg kan fint se ligheden med Jens Olesen, selv om jeg kun har set dig med det distingverede grå hår.

  8. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Ja, alderen byder på mange forlystelser!

    I øvrigt kan jeg oplyse, at da jeg så Jens Olesen sidst for cirka ti år siden, var vi nogenlunde lige distingverede, hvad hårfarve angik :)

  9. Dax2 skriver:

    Ja jeg tænker ofte på dine historier med pinlige øjeblikke, når jeg prøver at vriste mig fri af pinlige erindringer :) Denne her er herlig. Hvor venligt overfor den insisterende "star-struck" person.

  10. Uffe Jerner skriver:

    @Dax2: Tak – men mon ikke alle i vores aldersgruppe har en omfangsrig samling af penible erfaringer :)

Skriv en kommentar