Mens termometeret snappede efter vejret, og asfalten under mig nærmede sig smeltepunktet, sad jeg trygt, godt og især tilpas køligt i går på motorvejen og frydede mig over, at klimaanlægget i bilen fungerede upåklageligt, og hvilken luksus det i virkeligheden var, når jeg tænkte tilbage på min første bil, som var en Folkevogn. Ikke en af de dér nymodens med forhjulstræk og vandkøling, nej, en ægte, rundrygget, luftkølet Folkevogn med hækmotor og dertil hørende faciliteter:

• En sidevindsfølsomhed, der sender den over i den modsatte vejbane ved det mindste atmosfæriske pust.
• Et varmesystem, der fungerer perfekt under hedebølger om sommeren, men nødvendiggør konstant afskrabning af is på indersiden af vindspejlet under de første ti minutters kørsel om vinteren.
• Et støjniveau, der gør det uhensigtsmæssigt at prøve at føre en fornuftig samtale under kørslen.

Det var en kasanrot model 1303 fra 1973, også kaldet Der Superkäfer eller Panoramaboblen. Den kom dog først i min besiddelse elleve år efter sin fødsel, så vidt jeg husker formedelst 21.000 dask. Den var renoveret og nylakeret af en bedragerisk mekaniker i Vanløse,

I Brasilien er rustbeskyttelse ikke et emne, og efterhånden hang mine forlygter i en tynd tråd

der havde specialiseret sig i den slags, og den fremstod, som om den lige havde forladt fabrikken. Dog fortrinsvis på overfladen. I hvert fald havde den et par ekstra features, der næppe var standard, og hvoraf den mest bemærkelsesværdige var det indbyggede soppebassin for bagsædepassagerer, når det regnede. Hvordan vandet kom ind, lykkedes det mig aldrig at opklare, men et ulokalisérbart hul i undervognen, der absolut ikke burde være der, var vel den mest nærliggende forklaring.

Året efter mødte jeg Madame, og da det viste sig, at hun havde en 1303 nøjagtig mage til min, bortset fra at hendes var sumatragrün, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være os. Hun var endda på sin tredje Folkevogn! Med den samme smag i biler kunne det ikke gå helt galt, og det har det bevisligt heller ikke gjort – foreløbig har vi for længst overhalet sølvbrylluppet.

Nå, i et par år nød jeg hver morgen synet af de to bobler, der stod og klædte hinanden uden for vores hoveddør. Men intet varer evigt. Allerede da jeg købte min Folkevogn, var produktionen for længst flyttet til Brasilien, og det var her, alle reservedele kom fra. Det gjaldt også de nye forskærme, min boble var blevet forsynet med, lige inden den blev min. Men i Brasilien er rustbeskyttelse ikke et emne, og efterhånden hang mine forlygter i en tynd tråd, og både lakken og forkromningen på kofangerne var begyndt at få deres egne bobler. Madames eksemplar havde andre, hovedsagelig indvendige skavanker, og ingen af vores mobile tvillinger var til sidst rigtig i topform. Men det lykkedes os ikke desto mindre at sammensætte 1 stk. rimeligt fungerende køretøj af de to – de overskydende dele, der tilsammen stadig tog sig ud som en slags bil, afhændede vi til den lokale Kajs Auto for et symbolsk beløb. Efter endnu et års forløb blev vi enige om, at 7 kilometer på literen var lige i underkanten for en bil af den størrelse og især for et kørselsbehov som vores. Bevidstheden om i realiteten at have benzintanken liggende på skødet, kun med et stykke blik imellem, var heller ikke helt rar. Og sådan gik det til, at vi i en forholdsvis sen alder forlod vores Folkevognsæra og trådte ind i de voksne, anonyme bilisters rækker.

Jeg kan ikke påstå, at Folkevognen er den bedste af den halve snes biler, jeg har haft, men uden diskussion den med den største personlighed. Og så startede den altid – eller næsten altid. Til gengæld vil jeg mene, at den stadig er en af bilindustriens smukkeste frembringelser, og ideen med at genoplive og forfine designet og relancere det som Der New Beetle i 1998 var et scoop. Det var prisen til gengæld ikke. Den gjorde uigenkaldeligt Folkevognen til et ufolkeligt anliggende.

Æret være alligevel dens minde.