Jeg har altid været en smule misundelig på den lille, eksklusive skare af mennesker, der fra naturens hånd er udstyret med en magnetisk personlighed, som gør, at folk flokkes om dem som fluer og træder skoene af hinanden bare for at være i nærheden af dem. Men misundelsen er svundet betragteligt ind i løbet af det sidste par dage, hvor jeg har konstateret, at jeg selv hører til de få udvalgte. For desværre er den magnetisme, der er blevet mig forundt, af en selektiv beskaffenhed, som tilsyneladende kun tiltrækker spidsborgere og ligusterfascister fra den mest emsige og anstrengende kategori.

Et øjeblik troede jeg, at det var en filmoptagelse, vi havde forvildet os ind i med i. Det var det på ingen måde. Manden var autentisk harmdirrende ...

Første gang, jeg opdagede min specielle tiltrækningskraft, var i fredags, da Madame og jeg gik vores obligatoriske aftentur med den nedgående sol i hælene, og vi passerede en landejendom med et viltert brombærkrat, som sendte kaskader af stikkende grene med solmodne bær ud over vejen. Med andre ord et tilbud, vi ikke kunne afslå, hvorfor vi standsede op og gav os til at plukke og smage i al stilfærdighed. Stilheden varede dog ikke længe, for inden der var gået et minut, blev den brudt af en overkorrrekt, men brysk mandsstemme bag os:

– Har De tilladelse til at plukke de bær!

Vi vendte os selvfølgelig om for at lokalisere støjkilden og opdagede, at spørgsmålet udgik fra en talende buste, der stak op bag genboens hæk. Sandsynligvis var det genboen selv, der stod dér med bar overkrop, men han havde en ikke ringe lighed med Emil Hass Christensen, en distingveret, sølvhåret skuespiller, der spillede overlæge eller højesteretssagfører i alle film i min barndom, og et øjeblik troede jeg, at det var en filmoptagelse, vi havde forvildet os ind i. Det var det på ingen måde. Manden var autentisk harmdirrende og hibiscusrød i ansigtet.

Som enhver ved, fremgår det af Christian den Femtes Danske Lov af 15. april 1683, at man godt må plukke bær i beskedent omfang af vildtvoksende træer og buske, der hænger ud over skel til offentlig vej. At der var tale om vilde bær, kunne ingen være i tvivl om, eftersom buskene tydeligvis havde været uberørt af menneskehånd i cirka en menneskealder, og enhver kunne se, at krattet rakte langt ud over skellet. Men uanset hvilke argumenter, vi fremførte, blev vi skåret af med: 'Har De tilladelse?', 'Bærrene tilhører min nabo!' eller 'De må ikke ...' Til sidst opgav vi og gik videre efter at have takket manden for hans uegennyttige, men malplacerede omsorg for andres ejendom.

Jeg blev brat revet ud af mine tanker af en dyb kvindestemme, der lød som en vellykket imitation af Karen Blixens

Anden gang, jeg mærkede mine dragende evner, var i går aftes, da vi kørte gennem Madames barndomsland i Holte, og hun insisterede på at blive sat af på en smal villavej for at tage nogle billeder af kanoklubben, mens jeg ventede i bilen. Når jeg siger smal, er det fordi der var så lidt plads, at jeg så mig nødsaget til at køre op over kantstenen og lade to hjul hvile nænsomt på det yderste af fortovet for det tilfælde, at der skulle dukke en anden bilist op, som ville forbi. Da jeg havde gjort det, rullede jeg vinduet ned og satte mig til rette for at indsnuse den milde aftenluft og nyde synet af de smukke, hvide majestætiske palæer og feudalborge med sortglaseret tegltag, der tronede bag hækkene på begge sider af vejen.

Igen gik der rundt regnet et minut, så blev jeg brat revet ud af mine tanker, denne gang af en dyb kvindestemme, der lød som en vellykket imitation af Karen Blixens. Stemmens indehaver var da også omtrent gammel nok til at have gået i parallelklasse med baronessen, og selv om hun ikke bar hat, besad hun den samme selvbevidste myndighed. Den tøvede hun ikke med at anvende, og jeg måtte lægge øre til et indigneret foredrag om min formastelige parkering og krænkelse af den private ejendomsret, efterfulgt af omfattende beklagelser over det hærværk, jeg netop havde forøvet mod hendes egenhændigt nyrevne grusfortov.

Fra bekendtgørelsen om standsning og parkering i den pågældende kommune vidste jeg tilfældigvis, at jeg var i min gode ret til at parkere med to hjul på fortovet og var et øjeblik fristet til at påpege hendes fejltagelse. Men jeg valgte ikke at sige noget. Orkede det ikke. Nænnede det ikke. Jeg fandt et andet fortov at holde på.

Nu er det så, at jeg spekulerer jeg på, hvordan resten af ugen kommer til at forløbe, og om jeg skal opsøge en alternativ helbreder, der kan afmagnetisere uønsket magnetiske personligheder som mig, der kun tiltrækker konfliktsøgende medborgere. På den anden side er jeg også stærkt fristet til at vende tilbage til brombærkrattet fra i fredags og fortsætte min lovhjemlede brombærplukning, så jeg kan genoptage det lille raske skænderi og få pulsen lidt op. Jeg har jo lige lært, at det gælder om at holde på sin ret for enhver pris.

Også selv om man eventuelt ikke har ret.