Bare et nik



Somme tider træffer jeg en mand, som jeg har været kollega med i mange år. Men han hilser aldrig, når vore veje krydses. Det sker, hvis vi er til det samme arrangement eller den samme udstilling, og det er vi af uransagelige årsager jævnligt.

Jeg har ikke lagt tegnestifter på hans kontorstol, sået karse i hans tastatur eller skiftet billedet af hans kone på skrivebordet ud med en tegning af Skipper Skræk

Han ser mig – men han ser mig ikke. Det vil sige, han lader, som om han ikke ser mig. Den slags kan man altid se på folk. Men når han vender ryggen til, er han i sagens natur fri for at hilse på mig. Spørgsmålet er: Hvorfor gør han det?

Selv om vi begge har været ansat i den samme virksomhed samtidig i rundt regnet en menneskealder, har vi aldrig haft noget direkte arbejdsfællesskab eller haft noget med hinanden at gøre i øvrigt, så det kan ikke være, fordi jeg har generet ham. Eller kan det? Jeg har ikke lagt tegnestifter på hans kontorstol, sået karse i hans tastatur eller skiftet billedet af hans kone på skrivebordet ud med en tegning af Skipper Skræk. Han er nok bare genert, vil nogen måske sige. En mand på over halvfjerds?

Det er ikke noget, der får mig til at ligge vågen om natten, og jeg har hverken bestilt tid hos en krisepsykolog eller skrevet ind til Mads & Monopolet. Jeg undrer mig bare.

Desværre er min gamle kollega ikke alene om at være dårlig til at møde andre. Med fare for at lyde som den spidsborgerlige stivstikker, jeg ikke bryder mig om at være, forekommer det mig, at almindelig høflighed er ved at være en mangelvare. Håndtrykket var allerede på retur, inden det som nu er ved at blive helt udfaset af pandemiske årsager. Så meget desto vigtigere er det, at vi holder fast i andre måder at anerkende hinandens eksistens på, hvis vi stadig vil regnes for et nogenlunde civiliseret folkefærd.

Politikens håndbog Vor tids skik og brug fra 1964 har 11 tætskrevne sider om hilseregler og -skikke, og mange af dem er selvfølgelig forældede. For eksempel går mænd ikke længere med hat, så de kan lette på den – hvad jeg skal være den første til at begræde, men det er en anden historie. Men denne enkle regel giver vel stadig mening:
Man skal hilse på alle personer, man kender eller er blevet præsenteret for.
Eller som alle gode manerers moder, etikettens våbendragerske Emma Gad udtrykte det et halvt århundrede tidligere:
Saa snart man er forestillet for nogen og har vekslet nogle Ord, er det Skik, at man hilser hinanden, naar man mødes paa Gaden eller andetsteds.
Jeg kunne godt tænke mig at udvide reglen til, at man også hilser på mennesker, man træffer regelmæssigt, selv om man ikke er præsenteret for dem.

Bare et nik, mere skal der ikke til at gøre tilværelsen lidt lysere.

Til gengæld må den latterlige albuehilsen, vi alle sammen praktiserer i øjeblikket, gerne følge håndtrykket i graven snarest muligt for min skyld.

Kategori: . Bookmark permalink.

16 svar på Bare et nik

  1. Eric Bentzen skriver:

    Der kan være flere forståelige grunde til, at han ikke hilser. Måske frygter han at skule kaste anker og snakke "ka' du så huske ...?". Det kan også være, at han genkender dig af udseende, men ikke kan huske navnet, eller hvad det nu var, du lavede.
    For mit eget vedkommende er det sket, at nogen har hilst på mig med navns nævnelse, og så er det frygtelig pinligt, når jeg ikke aner, hvem vedkommende er.
    Men ja, det er uhøfligt, og fravær af høflighed støder.

  2. Madame skriver:

    Må jeg komme med et forslag - næste gang du møder ham, prøver du at hilse venligt og med et smil.
    Glæder mig til at høre, hvordan det virker ;-)
    Selvfølgelig skal man hilse. Men der er mennesker, som er så generte, at de vil gøre alt for at undgå det.

  3. Uffe Jerner skriver:

    @Eric Bentzen: Som sagt betyder min kollegas adfærd ikke alverden for mig. Jeg er er mere ærgerlig over den generelle tendens til at ignorere vores omgivelser, som jeg synes bliver mere mere udbredt.

    Jeg er heller ikke tilhænger af at udveksle memoirer på gade og vej :)

  4. capac skriver:

    Som hundeejer færdes jeg meget i nærområdet og tilstødende arealer og møder rigtig mange mennesker. Og mange af dem har jeg kun mødt i mit hundeluftningsærinde. Men selv om jeg ikke har talt med de fleste af dem, så er vi på nikkehilsen med hinanden. Hurtig øjenkontakt og så et diskret nik. Og sådan skal og bør det være.

  5. Uffe Jerner skriver:


    @Madame: Jeg gør mit bedste for at være venlig, men jeg nægter at smile og nikke til en ryg eller et bortvendt ansigt :)

  6. Jette skriver:

    Jeg studser over, at du måske tænker, at generthed går over med alderen?
    Jeg er nu 51 og præcis lige så genert som jeg altid har været. Og mens jeg i situationer, hvor min rolle er tydelig og ‘spillereglerne’ er klare, ikke mærker min generthed; er det netop i den slags lidt utydelige situationer, som et tilfældigt møde med en perifer bekendt, at jeg føler mig mest genert. Og derfor prøver at undgå det.

  7. Uffe Jerner skriver:

    @Jette: Jeg udtrykte mig nok lidt unuanceret. Jeg forestillede mig bare, at selv om man er genert anlagt, ville man udvikle en måde at håndtere den slags situationer på med årene, men det er altså ikke nødvendigvis tilfældet.
    Tak for at gøre mig lidt klogere.

  8. Erik Hulegaard skriver:

    Jeg er meget enig i dine "hilse-refleksioner", men har lyst til at addere - med chance for at lyde som en sur senior - at den omsiggribende omfavnelse ("hug") lige før pandemiens brutale entré i min optik var gået over gevind. For mange gange var det ikke nok at hilse, men der skulle en mere eller mindre fast omfavnelse til for at understrege fællesskabet. - Omfavnelser for mig er stringent reserveret udvalgte eksemplarer af det smukke køn ved "behørige" lejligheder.

  9. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Hulegaard: Jeg kunne ikke være mere enig. Man kan håbe på, at den ulykkelige situation, hele verden befinder sig i nu, kan føre til, at der for fremtiden vil blive vist lidt mere tilbageholdenhed med krammeriet.

  10. Lene skriver:

    Som Farmer skrev på sin bolig i forbindelse med en begravelse: man kan sige meget med øjnene, mimikken og ens gestikulation. Min svigerinde modtager os i disse tider med hånden på sit hjerte, et smil og et Hjerteligt velkommen . Det er lige så godt som et knus.

  11. Uffe Jerner skriver:

    @Lene: Det synes jeg er en meget smuk løsning.

  12. Bettys blog skriver:

    Måske rumsterer det i hans hukommelse, at han kender dig, men han kan ikke huske i hvilken sammenhæng? Blikket bliver tomt, det er pinligt, og han vender ryggen til. Jeg synes, det er uhøfligt. Et lille nik er ikke en invitation til mere, så det kan altid bruges. Det var noget andet dengang tilbage i tiden, da jeg voksede op. Vi kendte alle hinanden derude på landet og hilste altid. Fordi jeg i mit arbejdsliv har arbejdet på det lokale hospital, har jeg mødt mange mennesker i patient-rollen. Efterfølgende på gaden kan det være lidt en balancegang. Hvor meget skal der snakkes om sygdom? Kan jeg huske mennesket/patienten i privat tøj osv. Dit indlæg satte mange tanker i gang hos mig :-) Men et nik kan jo aldrig skade ...

  13. Uffe Jerner skriver:

    @Bettys blog: Det kan udelukkes, at min tidligere kollega ikke skulle kunne huske sammenhængen, medmindre han har pådraget sig en hjerneskade i mellemtiden, og det er der ikke noget, der tyder på :) Men som sagt er det også mere forfaldet af vores omgangsformer i almindelighed, der generer mig.

    Man er nok bedre til at hilse ude på landet end i byen, hvor der bor mange flere – jeg oplevede selv større imødekommenhed, da jeg flyttede på landet. Og ja, det er en følsom sag, hvis man kun kender hinanden fra et hospital!

  14. Ellen skriver:

    Coronapesten har bevirket meget dårligt, men også noget godt. Jeg er enig i, at knus og kram var ved at tage overhånd, men jeg har svært ved at abstrahere fra, at et manglende håndtryk virker lidt uopdragent. Vi er dog alle i samme båd, så det er okay. Albuehilsenen nægter jeg pure at indføre - jeg vil ikke engang gengælde, hvis nogen prøver den med mig - den er SÅ tåbelig.
    Et lille vink eller den japanske namaste er fin, synes jeg. Uden ordet; kun med den lille gestus.

  15. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Ideen er noteret 🙏

Skriv en kommentar