Nu har jeg gjort det. Jeg havde ellers aldrig troet, at jeg skulle anskaffe mig et mundbind, men i næste uge er jeg nødt til at tage til Sverige, og eftersom færgen mellem Helsingør og Helsingborg er et offentligt transportmiddel, er der ingen vej udenom. Statsministeren har bestemt, at jeg skal have mundbind på, selv om jeg har tænkt mig at blive siddende i bilen under hele overfarten og derfor ikke kommer til at smitte nogen. Men jeg skal nok gøre min pligt. Bortset fra det, har jeg for flere år siden bestemt mig for aldrig mere at blive syg, og det har jeg foreløbig overholdt, for jeg husker nemlig tydeligt, hvordan det var, selv om corona på det tidspunkt var et ukendt fænomen:

Jeg så ud, som om jeg var udstoppet af en fortrinlig konservator, og jeg følte mig lige sådan

Allerede da jeg satte mig ind i bilen om eftermiddagen for at køre hjem fra arbejde, var jeg ikke i tvivl om, at jeg var ved at blive forkølet. Det var fredag, weekenden vinkede forude, og for at det ikke skulle være løgn, havde jeg ferie hele den efterfølgende uge. Der var altså ikke udsigt til nogen bonusfridag, kun til en forkølelse for egen regning. Inden jeg nåede hjem, var jeg uforskammet forkølet. Jeg har ikke røget, siden jeg blev konfirmeret, men da jeg trådte ind ad døren, lød jeg som en boosted udgave af en kronisk tobakshoste, næsen tapløb, og tænderne klaprede som et af de optrækkelige gebisser, man kan købe en spøg- og skæmtforrretning. Som bekendt er det en udbredt fordom blandt kvinder, at mænd er latterligt pivede, når det gælder sygdom, og den kliché agtede jeg ikke fyre op under, selv om min temperatur kvalificerede mig til det. Så da Madame havde set skeptisk på mig og spurgt, om jeg var forkølet, holdt jeg facaden pænt og slog det hen, selv om jeg følte mig som et hvalkogeri indvendig. Om aftenen trak jeg mig tidligt tilbage, og efter en stiv whisky og en halv pose Matadormix på sengekanten kastede jeg mig i Morfeus' arme.

Næste morgen vågnede jeg med hovedet på et stykke lakridskonfekt. Jeg fik at vide, at jeg så ud, som om jeg var udstoppet af en fortrinlig konservator, og jeg følte mig lige sådan. Det eneste, jeg havde lyst til, var at sidde i sofahjørnet og stirre stift ud i luften med bævrende underlæbe og skuldrene oppe om ørerne. Og jeg ville ikke forstyrres!

Indtil videre havde alle mine hovedmåltider bestået af to Panodiler og et glas vand

Sådan gik første ferie- og sygedag. På andendagen begyndte jeg at savne opmærksomhed og lod være med at stå op. Men det gik ikke helt efter planen. Når du er livstruende syg, skal din elskede ifølge Grundkursus for filminstruktører i Hollywood og omegn stå på spring for at stoppe dynen ned omkring dig, så snart der er pause i det smægtende violinspil, anbringe kolde klude på din pande og opfylde alle ønsker ved dit mindste klynk. Men i praksis fungerer setup'et ikke, når den, der skal servicere dig, generelt foragter amerikanske film og i øvrigt mener, at du overspiller din rolle.

Søndag aften forbarmede Madame sig alligevel og tilbød at lave en kop te og riste et stykke brød til mig. Jeg havde stadig ekstremt høj feber, lavt selvværd og ingen appetit, men jeg tog imod tilbuddet for at variere kostplanen lidt. Indtil videre havde alle mine hovedmåltider bestået af to Panodiler og et glas vand, så måske var det et forsøg værd. Jeg tilbød, at hun kunne koge vandet på mig, det ville både gå hurtigere og spare elektricitet.

– Skal vi ikke ringe til lægevagten, hvis du har det så dårligt? spurgte hun så.

Vagtlægen kom syv timer senere, og hvis ikke klokken havde været tre om natten, ville jeg have svoret på, at jeg hørte et hornorkester stå og spille Chopins begravelsesmarch ude på vejen, da han stillede diagnosen: Lungebetændelse.

Jeg overlevede mirakuløst. I en uge lå jeg brak, og om mandagen mandede jeg mig lige nøjagtigt op til at gå på arbejde.

– Hvor ser du frisk og veludhvilet ud, sagde min kollega. – Du har sikkert haft sådan en rigtig slappe-af-ferie uden at lave noget som helst fornuftigt?

Jeg så bare på ham og nikkede.