Aprilsnarrens oprindelse kan ifølge en yderst tvivlsom, men overraskende detaljeret beretning spores tilbage til et internationalt symposium i 1623, hvor Europas mest respekterede tænkere samledes for at standse en verdensomspændende epidemi af kedsomhed.

Symposiet blev afholdt i en lydisoleret kælder, hvor deltagerne – filosoffer, embedsmænd og mindst én person, ingen helt vidste hvorfor var med – diskuterede, hvordan man kunne komme det tiltagende tungsind, der hvilede over planeten, til livs.

Efter tre dage med alvorsfulde diskussioner nåede de frem til, at problemet formentlig ville løse sig selv, hvis alle én dag om året fik tilladelse til at gå rundt med sko på hænderne, tale baglæns og sælge venstrehåndede søm, eller hvad man ellers følte for. Ved hjælp af to terninger og et raflebæger blev dagen fastsat til 1. april.

Eksperimentet begyndte forsigtigt. Første år narrede en bager sin nabo ved at sælge usynlige flødeskumskager til ham. Naboen klagede, men kunne ikke bevise noget, hvilket blev betragtet som en stor succes. Året efter tog det fart. En hel by fik besked om, at deres brønd var løbet tør, bare for at se, hvor lang tid det tog, før indbyggerne opdagede, at de stadig kunne trække vand op af brønden. Et postbud afleverede breve uden indhold – en praksis, der siden er blevet forfinet ved først at undlade at bringe breve ud og til sidst helt afskaffe postvæsenet.

I løbet af få år spredte traditionen sig, men som det ofte sker, begyndte folk at kræve retningslinjer. Herefter blev der nedsat en kommission for aprilsnar, som barslede med en 448 siders betænkning. Regler og modregler blev vedtaget, og i Danmark og hele Europa konkurrerer alle medier nu om at udtænke den mest gennemskuelige aprilsnar den 1. april, så alle kan føle sig mere skarpsindige end alle andre.

I USA fungerede aprilsnarren på samme måde indtil 2017, hvor den amerikanske præsident bestemte, at det skulle være 1. april 365 dage om året.

Hvis historien forekommer alt for indlysende til at være sand, er der muligvis en grund.