Der er noget besynderligt ved mode. Ingen har valgt en statsminister, der bestemmer, hvor brede vores bukser skal være. Ingen minister bekendtgør, at slips fra næste mandag skal være mindst otte centimeter brede, og at overtrædelse medfører bødestraf. Alligevel kan millioner af mennesker næsten samtidig beslutte, at deres bukser skal sidde tættere end en våddragt eller være så vide, at man får mistanke om, at de er syet til en familie på fire. Det sker uden tvang, og måske netop derfor er det så effektivt. Mode er en slags frivillig uniform.

For nogle år siden skulle herrebukser være så smalle, at man kunne få mistanke om, at de var designet af en ortopædkirurg med et horn i siden på knæleddet. Buksebenene sad tættere end sild i en tønde. Knæet havde ikke længere bevægelsesfrihed, men måtte nøjes med at være på tålt ophold.

Buksebenene er blevet så brede, at man kan gå rundt med begge ben i hvert sit lokale

Nu er pendulet svinget den anden vej. Buksebenene er blevet så brede, at man kan gå rundt med begge ben i hvert sit lokale. Når man sætter sig, er det ikke længere bukserne, der følger kroppen, men kroppen, der drukner i bukserne.

Sådan er det med mode. Først får vi at vide, at noget er moderne, så bruger vi penge på at anskaffe os det, og endelig vænner vi os til det. Og netop som vi begynder at synes, at det faktisk ser meget godt ud, kommer modeindustrien og meddeler, at vi tager fejl. Det er et genialt forretningsprincip. Man kan næsten høre mødet:

'Hvad gør vi med alle de bukser, folk allerede ejer?'

'Vi erklærer dem forkerte.'

Men her er det måske værd at skelne mellem mode og stil. Mode er det, der forandrer sig. Stil er det, man ikke skiller sig af med. Mode fortæller os, hvor brede buksebenene bør være i år. Stil handler om, hvad der faktisk klæder én. Mode kan være inspirerende, mens stil kræver dømmekraft. En stilbevidst mand kan sagtens tage brede bukser på, men han behøver ikke samtidig at købe den brede jakke, det brede slips, de brede sko og en lejlighed med brede døråbninger. Mode kan købes, men stil må man selv finde frem til, og det er ikke nødvendigvis dem, der følger moden, der er bedst klædt. Nogle mennesker kan tage tøj på, som er tyve år gammelt og se ud, som om de har truffet et bevidst valg. Andre kan iføre sig hele den nyeste kollektion og ligne en voksmannequin, der har forvildet sig ud af butikken efter lukketid.

Om nogle år vil vi stå foran et spejl og presse os ned i et par bukser, der får nutidens flagrende modeller til at ligne gardiner

Stil har mindre at gøre med at være moderne end med at vide, hvad man selv vil. Det interessante er, at vi accepterer skiftene i moden uden større protest. Vi ville næppe acceptere, at bilproducenter hvert andet år meddelte, at nu var det forældet med fire hjul, og at man burde købe en bil med seks.

I dag skal buksebenene være brede. I morgen bliver de smalle igen. Om nogle år vil vi stå og presse os ned i et par bukser, der får nutidens flagrende modeller til at ligne gardiner, og mene, at de smalle er langt mere elegante.

Mode er ikke en lige linje, men et pendul med dårlig hukommelse, så der er ingen idé i at være first mover. Den dag, hvor man ser sig i spejlet og tænker: 'Endelig! Nu sidder bukserne helt perfekt', kan man være sikker på, at modebranchen allerede er i gang med at planlægge det stik modsatte.

Det eneste, der er konstant i buksemoden, er forandringen. Og måske også vores villighed til at betale for den.